Nulmeridianen - Førstemeridianen - Prime Meridian

Fastlæggelsen af det internationale nulpunkt for længdeangivelse


INDHOLD
  Indledning
Antikkens »kartografer«
Alexandria
Rhodos
Mellemøsten
Vestafrika
Madeira
Kanarieøerne
Azorerne
Atlanterhavets Midte
Tordesilla
Cap Verdeøerne
Portugal
England
Situationen cirka 1850
Rejsebestemt førstemeridan
Eksempler på andre nulpunkter
Krav til en førstemeridian
Førstemeridianforhold i nutiden og fremtiden
Kilder


Et foredragsoplæg om samme emne med tilhørende PowerPointsillustrationer findes som pdf-dokumenter på:
www.jmarcussen.dk/maritim/mart/fmeridian.pdf og
www.jmarcussen.dk/maritim/mart/fmeridianpp.pdf



INDLEDNING

Helt fra Babylons storhedstid har filosoffer og videnskabsmænd fremsat forslag til en systematisk inddeling af Jorden, og problemet med at fastsætte en længdeskala er behandlet i de fleste geografiske værker fra antikken op til slutningen af 1800-tallet, og på kortene er anvendt mange forskellige udgangspunkter - førstemeridianer - for længdeinddelingen. Efterfølgende tekst gennemgår kortfattet nogle af de førstemeridianer, der har været anvendt i kartografien. Det har naturligvis ikke været muligt for mig at få alle de gamle kort i hånden, så fremstillingen bygger hovedsageligt på sekundære kilder som angivet i kildefortegnelsen sidst i artiklen. En del kort har jeg dog ved selvsyn kunnet kontrollere indholdet i blandt andet de kort, der indgår i Handels- og Søfartsmuseet samling.

Fra begyndelsen var der i store træk enighed om, at benytte begreberne »bredde« og »længde«, og der var også enighed om nummereringen af breddemålet, nemlig i grader fra ækvator mod polerne - fra 0° til 90° - eller i hvert fald et dertil kompatibelt system, fx dagens længde. For længdemålenes vedkommende var måleenheden grader naturligvis også tidligt benyttet. Alligevel skulle der gå helt frem til 1884, før det nogenlunde lykkedes at fastlægge, hvorfra længdegraderne skulle tælles. Under Bredde og Længde er der yderligere informationer om oprindelsen til disse to ords betydning.

I emnets litteratur er der uoverensstemmelser mellem kildernes oplysninger, hvilket kan skyldes bevidst brug af forskellige meridianer på forskellige tidspunkter, idet den enkelte kartograf også gennemgik en udvikling i takt med nyere målinger blev tilgængelige. Det ville have været tilfredsstillende at have gennemset flere originale kort. Læseren kan i teksten se, at samme kartograf optræder med forskellige førstemeridianer fra forskellige kilder. Artiklen må betragtes som en oversigt over en del af, hvad der er skrevet om sagen. Andre udlægninger kan være lige så gode, som de her bragte. Årsagen til min pragmatiske holdning er, at de gamle kortmaterialer ofte er så usikkert og forskelligt tegnet, at en nøjagtig fastsættelse af for eksempel, hvilken ø en meridian passerer, ikke altid lader sig gøre, og det med lige så stor ret kan hævdes, at stregen i et kort passerer øen A som øen B.

For de læsere, der ikke har erindringen klar omkring bredde og længdeinddelingen skal det kort repeteres, at bredderne kan aftegnes på en globus som koncentriske og parallelle cirkler fra ækvator mod polerne, hvorfor cirklerne får mindre og mindre radius - de er - bortset fra ækvator - lillecirkler og kaldes breddeparalleller.
Længderne tegnes med halve storcirkler fra pol til pol stående vinkelret på ækvator, og alle breddeparalleller er lige lange og kaldes på Jorden for meridianer.

ANTIKKENS »KARTOGRAFER«
Bl.a. har den tidlige græske geograf Strabo fra Amasia behandlet spørgsmålet om verdens inddeling. Strabo fra Amasia eller Amaseia blev født c.64 BC † 21 AD. Han opholdt sig i Rom mellem 44 og 35, igen i år 31 og år 7 BC og ellers i Ægypten fra c.25 - 1 BC. Fra år 7 BC til sin død boede han i Amaseia. Strabo skrev værket Geographia i 17 bøger. Værket indeholder foruden videnskabelige tanker om astronomi og geografi også beskrivelser af hele den kendte verden helt op mod Norden, således også om gallerne og briterne i bog 4 og Nordeuropa og Østeuropa i bog 7. Strabo opdaterede den viden, som Eratosthenes fra Cyrene havde publiceret tidligere.

Det gælder for alle geografiske værker fra antikken og frem til ca. 1750, at deres længdeangivelser er behæftede med stor usikkerhed - ikke alene var længdeberegning meget vanskelig og i mange tilfælde ganske umulig, men da Jordens størrelse grundlæggende også var forkert, så kunne regnestykket under ingen omstændigheder gå op. Marinus af Tyrus regnede med en længde på 225° fra Kanarieøerne til Kinas østkyst, og Ptolemæus beregnede samme distance til 180°, mens der i virkeligheden er ca. 140°. Mere om Ptolemæus her.

Ptolemæus byggede delvis sin Geographia på Marinus' værk. Det vides ikke i hvilken udstrækning, men han undlod at bruge Marinus' eller Strabos beregnede jordstørrelse og benyttede i stedet den af Posidonius beregnede, der var væsentlig mere forkert end de to førstnævntes Jord. Posidonius, 135 - 50 BC, var en anden af videnskabsmændene, der slog sig ned på Rhodos.
[OCD p.722, PER p.113]


Førstemeridian
Længde fra Greenwich
Bemærkninger


Alexandria
29° 55' E
Eratosthenes levede c. 275-194 BC og beregnede Jordens størrelse samt afstand til Sol og Måne. Hans værk, Geographia, er det første videnskabelige geografiske værk, der kendes - dog kun fragmentarisk bevaret.
Eratosthenes benyttede Alexandria som primær meridian og mente, at den samme meridian også passerede gennem Rhodos, der således på denne tid var en slags »Jordens Centrum«.
»To call it a prime meridian in those early days would be an exaggeration, but it was the principal meridian from which his conception of the earth grew.«
[HFA, HPN p.10, OCD]


Rhodos
28° 00' E
Rhodos som udgangspunkt for Jordens længdeinddeling blev som nævnt ovenfor anvendt af Eratosthenes, men også af Hipparchos / Hipparchus, der blev født i Nicaea c.190 BC.
[PER p.112]
Han observerede på Rhodos i perioden 161-126 BC. Enkelte af hans værker kendes.
Ptolemæus anvendte bl.a. hans astronomiske beskrivelser i sit værk Syntaxis. Hipparchos kompilerede stjernetabeller og beskrev et geocentrisk himmelsystem. Hans største opdagelse var jævndøgnspunktets præcession, men også hans beregning af årets længde var - efter tiden - yderst nøjagtig. Han skrev også en geografibog, der er gået tabt.

Strabo var kritisk over for Hipparchos og skriver i sin 11. bog, kapitel 1, at »Hipparchos ofte slutter sig til beliggenheden af paralleller og lige linjer efter forgodtbefindende i stedet for målinger ...« og at »han aldrig benytter de afstande, som Eratosthenes har givet; han argumenterer ikke engang imod dem, men benytter sine egne løse antagelser.«
Hipparchos foreskrev, hvorledes måneformørkelser kunne anvendes til at bestemme længde med, men mangelen på ure gjorde metoden ubrugelig.
[OCD, PER p.112f]


Mellemøsten
Arin
Længde ??
Arabiske kartografer benyttede mellem år cirka 200 og 1000 en førstemeridian gennem den mytiske by Arin, som antages at have ligget 10° E for Bagdad. Meridianen blev trukket midtvejs mellem det fjerneste Østen og det fjerneste Vesten og er muligvis af indisk oprindelse.
[PER p.114]


Vestafrika
c.17° W
Cap Blanc
Cap Vert
Afrikas Vestkyst eller enkelte punkter på denne kyst har været brugt som førstemeridian. De tidligste vidnesbyrd herom er fra arabiske kort fra mellem år 300 og år 1000. Arabiske kartografer benyttede foruden den mellemøstlige førstemeridian også Herkulessøjlerne som førstemeridian, og araberne formindskede den store fejl, som Ptolemæus havde gjort ved at benytte en alt for stor Middelhavsstørrelse.
[PER p.114, WOL1897p.98]

Kun et fåtal af kilderne anfører, hvilke af de mulige punkter på Afrikas vestkyst der er tale om. I David Waters' The art of Navigation ... er der på planche LVIII vist et kort fra 1500-tallet over Atlanten fra Portugals kyst og mod vest til Azorerne. Det viser desværre ikke Afrikakysten, men i en tekstramme nederst står der:
»The beginning of longitude is taken
from the westernmost part of Africa
«

Det kan derfor ikke ses, hvorledes Afrika er tænkt tegnet, men førstemeridianen ligger 6° 30' W for Berlengapynten på Portugals kyst, og dette punkt ligger i dag på 9° 25' W, dvs. førstemeridianen med nutidsgrader befinder sig på ca. 16° W. Da Cap Blanc i Mauretanien har positionen 21° N 17° W, og Cap Vert har 14° 40' N 17° 30' W, så er det formodentligt et af disse punkter, der er anvendt, selv om der altså er 1° - 1° 30' forskel.
Nummereringen af længden på dette kort er fra 0° til 360° østover.


 
 
 
 
 
 
 
 
Atlanterhavsøerne
Atlanterhavsøerne har haft forskellige navne i kilderne, og en del af disse er benyttet nedenstående. Ud over de benyttede navne har øgrupperne Azorerne, Madeira, Kanarieøerne og Salvagensøerne samlet betegnelsen Macaronesien, der ofte benyttes i forbindelse med økosystemer i området.
Kanarieøerne kaldes også for Saltøerne, bl.a. benyttet i Mount & Pages lodsbog over West India fra 18. årh., men samme betegnelse kan også findes om Cap Verdeøerne.
 
Madeira
17° W
Madeira er blevet benyttet som førstemeridian af Martin Behaim på hans globus fremstillet i Nürnberg i 1492. Det er dog tvivlsomt om denne kilde er korrekt, fordi øens længde også passer med andre øer. Endvidere havde globussen kun én meridian uden gradtal påsat - se hér om dette.
[WOL1897 p.99]
Ortelius fremstillede i 1564 kort med førstemeridianen gennem Madeiras centrum og gennem den østligste del af Tenerife.
[PER p.116]


Kanarieøerne
16° 00' W
Canary Islands, gammelt navn De lyksalige Øer. Øgruppens center er beliggende på ca. 16° W længde.
Kanarieøerne blev i antikken omtalt som Insulae Fortunatae og på engelsk som The Fortunate Islands. Også navnet Hesperiderne forekom i bl.a. Ptolemæus-litteraturen.

Vesteuropas lande byggede delvis deres længdeskalaer på arabiske forbilleder, der benytter en jordstørrelse omtrentligt af samme størrelse som Ptolemæus', men graderne nummereres fra øst, hvor Paradis formodedes at befinde sig, og derfra mod vest til enten den vestligste beboelige egn, eller den yderste vestre kant - og de to størrelser afveg 17° 30' fra hinanden.
[HFAp.153]

H. Wolfhagen skriver, at Ptolemæus brugte Kanarieøernes vestkant som sin førstemeridian. Ptolemæus havde beregnet udstrækningen af hver af de seks Kanarieøer til at være én grad, og han anbragte dem alle på samme meridian fra nord mod syd. Se dog også næste afsnit, hvor en lidt afvigende meridian omtales i en anden kilde.
[WOL1897 p.97]
Ptolemæus Cladius Ptolemæus, c.90-168 AD, havde sin aktive observations- og udgivelsestid mellem årene 121 og 151. Ptolemæus benyttede som førstemeridian et linje, han anbragte c.2° vest for Kanarieøerne*). Derfra regnede han al længde mod øst. Han benyttede nummereringen 0°-180°, da han mente, man kendte halvdelen af Jordens omkreds - ligesom man kendte de breddeintervaller - der var den beboelige verden og samtidig også den beboede del af verden.
[HPN p.12, MAP p.68+282]
*) Havde i sine første værker anvendt Rhodos-Alexandria-linjen, men skrev i Geographia, at han nu mente noget andet.

Ptolemæus' hovedværk om geografi, der havde været tabt for Vesten i middelalderen, men i den tid var blevet benyttet af arabiske geografer, blev genfundet af munken Maximus Planudes, c.1260-1330, og forblev standardværket helt op til efter renæssancen. Planudes fandt i Konstantinopel et næsten komplet græsk manuskript, som han oversatte til latin. Det var fra cirka 1300 blev udgivet - i hvert fald i uddrag - på grundlag af de arabiske kilder, men nu blev det i utallige kopier og oversættelser og med nysatte kort efter Ptolemæus' egne opskriftet udgivet først som manuskripter, men snart som bogtryk, da denne tekniske landvinding blev udbredt cirka samtidig med, de latinske oversættelser kom frem. Det blev således allerede trykt fra 1475, efter værket var opkøbt og bragt til Italien.

På trods af værkets mange og store fejl, hvoraf den væsentligste er hans størrelsesbedømmelse af Jorden, som han gør 25-30 % for lille samtidig med, at han udvider Asiens dækning mod øst fra ca. 130° til 180°, så forblev det et standardværk længe efter at bedre målinger og opdagelsesrejser havde øget kendskabet til Jordens rette form og fordelingen mellem hav og land. Eksempelvis anbragte Ptolemæus Alexandria 60° 30' E for Kanarieøerne, mens byen i virkeligheden ligger cirka 39° E for.
Yderligere oplysninger i separat artikel om Ptolemæus.
[PER p.113]
Kanarieøernes center Kanarieøgruppens center blev også anvendt som førstemeridian af Marinus fra Tyrus c.120 AD. Marinus delte i længderetningen verden op i bælter af 15° og gav som den første sine positioner ved bredde og længde ud fra to fastlagte nulpunkter, ækvator og Kanarie-meridianen.
[WOL1897 p.96]
Behaim Martin Behaim = Martinus de Bohemia = Martin Behem, 1459-1507, konstruerede under besøg i sin hjemby, Nürnberg, en globus i 1492. Denne globus benyttede Kanarieøerne som førstemeridian, og da Behaims globus også var et af forbillederne for Mercators globus et halvt århundrede senere, så blev også Mercators førstemeridian placeret gennem Kanarieøerne.
Se videre om Mercators udvikling her.
[HPN p.13, PER p.116, WAT p.74]

Behaims globus var inddelt med ækvator uden talværdier, og den havde kun én meridian beliggende 80° W for Lissabon - også denne var uden nummerinddeling. Da globussen er uden talværdier for meridianerne, undrer det mig, at mine kilder fastslår førstemeridianens beliggenhed gennem Ferro, og jeg har ikke kunnet finde citater fra globussen, såfremt det direkte fremgår af den.
[PER p.114, WOL1897 p.99]

Perrin fastslår derimod på side 115, at den globus fra samme periode, som blev fundet i Laon i Frankrig i 1859, har sin førstemeridian gennem Kanarieøerne.

Englænderen William Bourne bruger også i sit meget indflydelsesrige værk, A Regiment for the Sea, fra 1574 Kanarieøerne som førstemeridian.
[WAT p.140]

Abraham Ortelius, 1527-1598, benyttede i sit værk Theatrum Orbis Terrarum fra maj 1570 på et verdenskort både Kanarieøerne, Azorerne og Cap Verdeøerne som førstemeridian. Herom mere senere. Antageligt skyldes usikkerheden omkring det nøjagtige sted kortets lille målestok, der gør læsning af stedet vanskelig. Dette kort talte længden fra 0° til 180° E eller W.
[PER p.117, SEA p.24, TOL p.21]

På et kort af Girolamo Verrazano fra 1540 er meridianerne dobbelte. Det ene sæt går gennem vestkanten af Palmaøen, og det andet sæt har førstemeridian enten gennem vestkanten af Madeira eller gennem centrum af øen Flores i Azorerne. Da der er 10° mellem disse punkter, og meridianerne ligger med ti graders mellemrum og er uden nummerering, kan det ikke afgøres, hvilken der er tale om. Den rigtige afstand mellem de to øer har jeg opmålt til 13° 55'.
[SEA p.25]
Kanarieøerne
Fuerteventura

13° 49' -
14° 30' W
Øen kaldes i 1700-tallet på engelsk også for Fuerte ventura = Forte Ventura.
Gerard Mercator = Gerhard Kremer benyttede på sit verdenskort fra 1538 Kanarieøerne som førstemeridian, men noget vagt fremstillet, men allerede på sin globus fra 1541 benyttede han øen Fuerteventura = Fortaventura som førstemeridian. Han var dog ikke konsistent og brugte i 1552 øen Corvo i Azorerne, idet han nu gik ind for, at misvisning nul - den agoniske linje - gik i retningen nord-syd og lå vest for Fayal i Azorerne (1554). Endelig i 1569, på sit første »Mercatorkort«, benyttede han Cap Verde på Afrikakysten. Hans spring skyldes altså et ønske om at benytte en førstemeridian gennem et sted uden misvisning eller et andet neutralt sted.
[PER p.115, WOL1897 p.104, W.E.May i MM nr. 2 vol 73, 1987 p.150]
Kanarieøerne
Ile de Fer

18° 10' -
17° 53' W
Hierro = Ferro eller Isle of Fez, hhv. v- og ø-kant.
En af de tidligste globusser konstrueret efter Columbus' opdagelsesrejse i 1492, blev fremstillet omkring 1510 og har sin førstemeridian gennem øen Ferro.
[PER p.114]

Det blev i 1634 af kardinal Richelieu foreslået at benytte den vestligste kant af den vestligste ø i Kanarieøerne, Ile de Fer, og han sammenkaldte til en international kongres i Paris i april måned samme år for drøftelse af forslaget. Resultatet af mødet blev, at kong Louis XIII den 1/7 1634 lovfæstede Ferro som førstemeridian for franske kort, og det blev fortsat anvendt på hovedparten af franske kort helt op til 1800. Mødet fik også den effekt, at en del andre lande i højere grad benyttede denne førstemeridian. Det var dog ikke navigationsinteresse, men den politiske situation i 30-årskrigen fra 1618-1648, der gav kongen den store interesse for kartografien, da det var af betydning for søkrigen mod Spanien med sikkerhed at få fastslået grænselinjerne for territorier, hvor krig kunne føres.
Franske videnskabsmænd gik i øvrigt hurtigt over til at bruge Paris som førstemeridian, da der her kunne foretages observationer for længdebestemmelser.
[MAP p.283, PER p.119, WOL1897 p.106]

En del geografer foretog længdeberegninger af øen Ferro fra 1630'erne til efter 1700 og kom til forskellige resultater mellem godt 19° og knap 21° vest for Paris' længde, der i dag ligger på 2° 20' E.
En praktisk geograf, Guillaume Delisle = De l'Isle, 1675-1726, foreslog at fastlægge førstemeridianen gennem Ferro til nøjagtigt at have værdien 20° W for Paris, selv om man godt kunne se, at den så ville komme til at ligge i havet mellem Ferro og Tenerife. Denne førstemeridian blev så i praksis den benyttede i mange lande fra omkring 1700. I virkeligheden var det en fravigelse af Ferro, idet observationerne nu foregik med Paris som centrum, så Paris' meridian blev de facto førstemeridian. Delisle blev i øvrigt i 1718 den første kongelige geograf i Frankrig. Geograferne Verdun, Borda og Pingré foretog i 1771-1772 ekspeditioner på ordre fra den franske konge og fastlagde en lang række positioner, herunder Teides højde og koordinater. Deres indsats resulterede i en del kort, der bærer deres navn, se fx H&S-museets kort H&S 1950:0965, løbenr. 1196.
[PER p.120, WOL1897 p.107]

Jean Picard, 1620-1682, der var den første til at måle en længdegrad nøjagtigt og benyttede denne størrelse til at beregne Jordens størrelse endeligt, fandt dog, at øens beliggenhed var for usikker bestemt og anvendte til sine målinger førstemeridianen gennem Paris' Observatorium, der var blevet grundlagt 1667. Varenius og Sanson, som der står mere om senere, nævnte også denne mulighed i deres værk fra 1693.
[EB vol 9 p.420/3, HPN p.13]

Fra værket The Universal Dictionary of Trade and Commerce af M. Savary, oversat til engelsk af Malachy Postlethwayt og udgivet i 1751, bind I side 444, sp.2, hedder det om Ferro:
This island is particularly famous from the French navigators placing their first meridian in the center of it (Barbot) as the Dutch did theirs through the Peak of Teneriff: but, at present, most geographers reckon the first meridian from the capital city of their own country, as the English from London, the French from Paris, &c.
Kanarieøerne
Tenerife

16° 45' W
Tenerife kaldtes tidligere Juno, bl.a. af Blaeu.
El Pico de Teide er Tenerifes højeste top på 3718 m.
Der var den logiske grund til at vælge bjerget El Pico på øen Tenerife, at det fra Ptolemæus' tid blev anset for at være den beboelige verdens højeste bjerg samtidig med, at det lå ved verdens ende, og denne opfattelse støttedes stadig af Varenius og Sanson i 1693.
[HPN p.13, PER p.118]

Waghenaer brugte i sit værk Spieghel der Zeevaerdt fra 1583-84 en linje mellem Gomera og Tenerife, men i hele atlasset er kun ét kort udstyret med afmærkede meridianer.
[PER p.117]
Luca Janszoon Waghenaer, 1534-1598, navigatør og senere korttegner og -udgiver i Amsterdam. Hans vigtigste arbejde var atlasset Spieghel der Zeevaerdt udgivet med 48 kort fra europæiske farvande i 1584. En engelsk udgave udkom i Armadaåret 1588.

John Blaeu eller Willem Janszoon Blaeu foreslog i c. 1622 øen på grund af det høje og genkendelige bjerg, » og hollænderne fulgte en tid dette.« Blaeu har argumenteret for sit valg på en af sine globusser, hvor han har placeret en meget lang inskription i hvis tekst han gør opmærksom på, at misvisningen er en ringe rettesnor, idet dens værdier ikke følger meridianernes retning. I veneration for Ptolemæus vælger han da at anvende Tenerife med Pico.
Blaeu kunne ikke vide, at misvisningen ændrede sig over tid, idet det først var samme år, at Gunter i England påviste det, og det var først da Gellibrand efter yderligere studier udgav sin afhandling i 1635, at det blev alment accepteret.

Willem J. Blaeu, 1571-1638, virkede som kortudgiver i Amsterdam, og hans virksomhed blev videreført af hans to sønner Joan, 1596-1673, og Cornelis, † 1642.
Englænderen Edmund Gunter, 1581-1626, var matematiker og astronomiprofessor og konstruerede bl.a. en af de første regnestokke og skrev afhandlinger om både jakobsstaven og kvadranten og udgav de første logaritmetabeller over de trigonometriske størrelser.
Henry Gellibrand, 1597-1636, blev Gunters efterfølger i professorembedet ved Gresham College i London i 1627. Han forskede i misvisningens væsen og udgav teser om dette, men er også kendt for sine logaritme- og navigationsarbejder.
[MAP p.283, PER p.118]


Azorerne
25° og 28° W
31° 00 W
Fayal
Øerne ligger på 37° 30' N bredde og øgruppens østkant, center og vestkant har længder som vist til venstre.
På Kort fra omkring 1500 og frem til ca. 1700 optræder Azorerne også under navnet De flamske Øer = Flemish Islands = De Vlaemse Eylanden = Ilhas Flamengas. Det skyldes, at øen Fayal [og muligvis yderligere områder] i 1466 af den portugisiske konge, Affonso V, blev givet som len til hans tante, hertuginde Isabella af Burgund, og i en periode derefter var kolonisterne hovedsageligt flamlændere.
Fayal blev også benyttet som førstemeridian af korttegneren Alonzo de Santa Cruz på hans kileformede kort (globuskortsegmenter) fra 1542.
[MAP p.282, PER p.115]
Azorerne
Santa Maria
Azorernes østligste ø, Santa Maria = St Mary, blev brugt som førstemeridian af Christopher Saxton i 1584 og senere.
Englænderen Saxton blev født 1542, dødsdato ukendt. Han opmålte store dele af England for at kunne tegne tidens matrikelkort til godsejerne og er mest kendt for sine engelske landskabskort, county maps.
Azorerne
25° 50' -
25° 08' W
San Miguel
den næstøstligste ø, St. Michael's Island, hhv. W- og E-kant til venstre herfor.
Anvendt af John Davis c.1594. Han levede 1550-1605. Davis benyttede dette af Columbus konstaterede område med nul misvisning.
Mercator medtog også dette forhold i sit Europakort fra 1554, og i dette kort tilpassede han Ptolemæus' Middelhavsstørrelse fra en bredde på 62° til 53°, og der foreligger korrespondance mellem kejser Karl V og Mercator, der viser, at Mercator ville anvende en ny førstemeridian gennem et sted med nul-misvisning; Mercator valgte dog at lade den gå gennem Ferro i Kanarieøerne, selv om øerne ikke selv er tegnet på kortet.
[HPN p.13, MAP p.282, PER p.116]

Kartografen og matematikeren Emery Molyneux fresmtillede efter William Sandersons ønske den første engelske globus. Sanderson var en rig købmand, og han var hovedsponsor for John Davis' opdagelsesrejser. På Molyneux' globus fra 1592 benyttedes førstemeridianen gennem St. Michaels Ø.
[WAT p.242]

Jodocus Hondius, se om ham senere, mente også, at førstemeridianen burde gå gennem et sted med nul-misvisning og trykte på et kort fra 1601 en lang tekst om vanskelighederne ved at bestemme et steds længde og sluttede med at fastslå, at hans meridian skal gå gennem San Miguel, hvor misvisningen er nul. I øvrigt var han heller ikke konsistent og brugte også Cap Verdeøer som førstemeridian, hvilket er nævnt senere.
[Per p.117]

Men ifølge franskmændene Varenius og Sanson i 1693, var nul-misvisningen at finde rundt øen Del Corvo eller Corvo på 31° 05' W, den NW-ligste af Azorerne, hvorfor denne position også optræder som førstemeridian.
[HPN p.13]

Englænderen Thomas Hood benyttede på sit kort fra 1592 også W-kanten af St. Michaels Ø som førstemeridian, og han lod meridianen påsætte breddeskala.
[WAT p.200, Pl. XLIX]


Atlanterhavets
Midte
Da det efter opdagelsen af den Nye Verden fandtes ganske naturligt, at de lande, der havde udsendt nogle få mennesker, der havde observeret de nye landområder, også havde den ganske og uindskrænkede ejendomsret til områderne, så opstod der strid mellem de to vigtigste initiativtagere til opdagelsesrejserne, Spanien og Portugal, om fordeling af ejerskabet til alt dette land. Paven blev bedt om at intervenere, hvad han i første omgang ikke havde særligt held med.
Tordesillas Der blev den 3/9 1493 indgået en aftale mellem Pave Alexander VI og Spanien om retten til alt land i den Nye Verden, men aftalen blev annulleret dagen efter, og en ny aftale sat op den 4/9 1493, hvor delelinjen mellem Spanien og Portugal blev lagt 100 legoas vest for Cap Verdeøerne, og delelinjen blev trukket fra pol til pol - altså kun 180°, og uden »bagside«. Da paven ikke havde taget højde for den anden side af Jorden, blev den anden aftale også annulleret, og en ny sat op den 25/9 1493 i hvilken delelinjen var ført gennem alle 360°, men Portugal protesterede herover, idet de var bange for at få for lidt plads til deres Afrikaruter, samt at nogle af deres besiddelser i Østen ville komme på den forkerte side af linjen.

Den endelige aftale blev så vedtaget den 7/6 1494, og demarkationslinjen mellem Spaniens og Portugals interessesfærer blev flyttet fra de 100 leagues vest for Cap Verdeøerne mod vest til 370 leagues vest for øerne, og demarkationslinjen kom til at gå mellem længden 48° og 49° W for Greenwich-meridianen. Pave Julius II konfirmerede endelig aftalen i 1506, mens ingen andre lande nogensinde accepterede aftalen. Aftalen kaldes for Tordesillasaftalen, og linjen kaldes for Meridianus particionis.

Det var meningen, at linjen skulle bruges som førstemeridian, og det blev den på nogle spanske og portugisiske søkort i perioden derefter. Demarkationslinjen findes første gang på et kort fra 1502 tegnet eller udgivet af Cantino, og den er brugt som førstemeridian på Diego Riberos kort fra 1529. Der er nogle kort fra 1500-1600-tallet, der afmærker linjen gennem det østligste Brasilien, Newfoundland og Labrador, men meridianerne er ikke nødvendigvis nummererede, hvorfor der ikke kan tales om en førstemeridian. Derimod benyttedes linjen ofte til en breddeskala. Det er tilfældet med et Atlanterhavskort af Pedro Reinel fra 1535.

Striden om, hvorvidt Molukkerne med de lukrative krydderier lå på den ene eller anden side af førstemeridianens modmeridian i Østen, blev forsøgt mæglet ved indgriben af den tysk-romerske kejser, Karl V, 1519-1556, og striden blev bilagt ved et forlig, Saragossaforliget, den 22/4 1529.
[EB, HPN p.13, PER p.115, SEA p.27, WOL1897 p.101f]


Cap Verdeøerne Kap Verdeøerne eller Arquipelago de Cabo Verde ligger på ca. 15° N bredde.
Fogo =
24° 25' W
Maio =
23° 10' W
Isla del Fuego med centrum på 24° 25' W,
og øen Maio med centrum på 23° 10' W.

En af de få eksisterende globusser fra 1500-tallet, Quiriniglobussen i Paris fra tidligst 1515, har førstemeridianen gennem Cap Verdeøerne. Mercator benytter øerne som førstemeridian på sit første »mercatorkort«. Han havde af en navigatør fået oplyst, at misvisningen var nul rundt øerne Sal, Bonavista og Maio, hvilket han skriver på kortet; alligevel har han tegnet sin meridian gennem St. Michael og St. Mary-øerne.
[PER p.116f]

Især har den næstsydligste ø, Fogo, været brugt af bl.a. Ortelius, Jansson og Blaeu: 1600-1700, men også Maio optræder som centrum for førstemeridianen.
[MAP p.283, PER p.115]

Abraham Ortelius benyttede i 1570 i Theatrum Orbis Terrarum muligvis den østligste af Cap Verdeøerne, Boavista, som førstemeridian, og kilden viser, at længdeforskellen mellem dette punkt og London er c.21°, men en opmåling i kortet viser 22°, 42' W forskel mellem øens østkyst og Greenwich, men naturligvis var den konkrete sammenligning på dette tidspunkt til selve London, St. Paul's Cathedral - en cirka 05' W for Greenwich. Læseren erindres dog om den ovenstående tekst under kanarieøerne.
[HPN p.13, PER p.117]

Varenius og Sanson
I slutningen af 1600-tallet blev de forskellige førstemeridianer behandlet af Varenius og Sanson i værket Cosmography and Geography (oversat til engelsk) i 1682-93. I dette værk var der både anvendt førstemeridian som Ptolemæus' - på Kanarieøerne, men de to herrer beskriver også, hvorledes Amerikas opdagelse flytter nummereringen af meridianerne mod vest, og de nævner en anden af Cap Verdeøerne som udgangspunkt for meridianerne, nemlig São Nicolau, hvis E-W-kanter ligger på hhv. 24° 02' W og 24° 26' W.

Nicolas Sanson, 1600-1667, udgav fra 1627 kort i Frankrig. Nogle af dem oversatte englænderen Richard Blome, 1635-?, til udgivelse i England. I kilden nævnes værket Cosmography and Geography med Sanson kort og tekst af Bernhard Varenius = Bernhard Varen. Værket udkom i England i 1682, 1683 og i 1693.
Bernhard Varenius var født i Hitzacher, Hannover i 1622 og døde i cirka 1650 i Leiden. Hans hovedværk fra 1650 havde titlen Geographia Generale. Dette værk forbedrede og oversatte Isaac Newton, og det indgik i Blomes udgivelse.
[EB vol 12 p.270/2, HPN p.13, SAL XX p.954/2]

Den hollandske korttegner Jodocus Hondius benyttede en anden af øerne som sit nulpunkt, nemlig øen St. John, der kan være Ilha São João, der har position en 1° 20' S 45° W, men jeg har ikke fået dette bekræftet endnu. [JM]
[HPN p.13]

Jodocus Hondius, 1563-1612, voksede op i Ghent og flygtede til London i 1584 og blev der elev hos Richard Hakluyt og Edward Wright. I 1593 vendte han tilbage til Amsterdam og købte i 1604 pladerne fra Mercators Atlas og udgav dem under både Mercator og sit eget navn og i fælles navn. Hans datter Elizabeth giftede sig med Jan Jansson i 1612.
Sønnen Henricus Hondius, 15971651, fortsatte med faderens plader og ændrede dem lidt, når nødvendigt, men der var ikke signifikante forskelle på de to udgiveres produkter.


Portugal
Cape St. Vincent
9° 00' W
 
Cape St. Vincent eller det nærliggende østligere forbjerg Ponta de Sagres.
Et af disse punkter anvendtes af Ptolemæus, men senere portugisiske korttegnere har også anvendt det. Ptolemæus lagde punktet 2° 30' E for Kanarieøerne, men den virkelige vinkelafstand er 4° 30'.

[PER p.113] skriver om den af Ptolemæus fastlagte linje for opdeling af kloden i segmenter: "He supposed this to pass through the Strait of the Columns, which in fact it nearly does; and through the Sacred Promontory (now called Cape St. Vincent), which actually lies 1° to the North." Her såvel som flere senere steder i hans tekst omtales begge pynter under et, og måske er det ikke muligt at få fastlagt om Ptolemæus og senere Marinus har tænkt på den ene eller den anden pynt, da de jo ikke var der personligt.

For klarhed skyld er det vestligste punkt Cabo de São Vicente - på dansk Kap Sankt Vincent - og dets position er 37° 01' 30" N og 008° 59' 40" W. Det østligste punkt Kap Sagres, på engelsk The Sacred Promontory, og på portugisisk Ponta de Sagres har positionen 37° 00' 23" N og 008° 56' 21" W (og det er positioner før WGS84 blev indført og stemmer fx ikke med Google Earth koordinaterne i dag).


England
Lizard Point
5° 12' W
 
Englands sydvestligste punkt var et meget brugt landkendingspunkt, og derfra tog oceansejladserne deres begyndelse.
London
0° 05' W ?
London blev anvendt som førstemeridian af John Seller for hans engelske landkort af Hertfordshire. Hans kort fra 1676 er det første kendte eksempel på London som førstemeridian. Stedet i London er ikke nævnt, men formodentligt St. Paul's Cathedral. Mindst et enkelt kort med London Bridge som førstemeridian er udgivet af Admiralty.

I Robert Mordens Atlas Terrestris fra 1687 / 1695 har et eller flere af kortene to førstemeridianer: London og Tenerife, og den ene skala inddelt 0-360° østover, mens den anden er vestover; men ud fra et Nordamerikakort med gradnummereringen 50-90° kan jeg ikke se, om konventionen er 0-180-0 eller 0-360.
Der kom dog senere kort med op til seks længdeskalaer fra forskellige førstemeridianer. Bl.a. blev i 1750 udgivet et Biscayakort af franskmanden Bellin med seks meridianer »for at lette søfolks udveksling af positioner.«
[MAP p.283, PER p.120]
London
St. Paul's Cathedral
0° 05' W
Senere blev det normalt at anvende en linje gennem St. Paul's Cathedral som førstemeridian, idet chefen for Ordnance Survey, general William Roy, 1726-1790, fastlagde førstemeridianen gennem domkirkens kuppelcentrum. Domkirken var blevet færdigbygget 1710 efter arkitekten Christopher Wrens planer efter Londons brand i 1666.
Fra 1675 er der en del Londonbaserede kortudgivere, der begyndte at benytte St. Paul's position som nulpunkt for meridianerne.
[LON p.758]
Major-general William Roy, 1726-1790, høstede stor fortjeneste ved at fastlægge og opmåle basislinjen i Sydengland i 1784 - grundlaget for den nøjagtige triangulering af landet. Denne basislinje er stadig afmærket i terrænet, nu med et nedgravet kanonløb i hver ende.
[CHA p.1271, MAP p.283]

Saint Paul's Cathedral forblev Londons førstemeridian, indtil den første Nautical Almanack blev udgivet fra Greenwichobservatoriet i 1767. Men lokale kort kan have andre førstemeridianer, som fx et kort over Wiltshire, der har nulpunkt gennem Salisbury Cathedral, Andrews & Drury, 1773.
[PER p.121]
Greenwich
Observatory
 
Observatoriet i Greenwich oprettedes af Charles II i 1675 og fra cirka samme tidspunkt anvendt som førstemeridian på enkelte kort.
John Flamsteed blev den første kongelig astronom på observatoriet.
i løbet af de hundrede år fra 1675 til ca. 1794 skete der en gradvis overgang i brugen af førstemeridianen fra London til Greenwich. I kilderne nævnes Fearon & Eyres kort over Den Engelske Kyst indsat i en lodsbog fra 1738 at være det første søkort.
[HPN p.15, MAP p.283, MAY p.150, PER p.121, SEA p.101]

Alligevel fortsatte en så kendt navigatør som John Hamilton Moore i sin Epitome of Navigation i 1800-udgaven med at benytte London som førstemeridian, men i hans 1814-udgave var der skiftet til Greenwich.
[HPN p.16]

Greenwichmeridianen har ligget på flere positioner. Flamsteeds første oprettede meridian blev flyttet en smule af hans efterfølger Edmund Halley (1656-1742). Det skete mellem 1720 og 1742.
Men også Halleys meridian blev reguleret. Det skete under den tredje kgl. astronom, James Bradley (1693-1762), der fik posten i 1742.

De første regulære søkort, der benyttede denne Greenwichmeridian, udkom 1770 / 1777 / 1779 / 1784 [kilder lidt uenige om årstallet] og er udgivet af J. F. W. Des Barres i et værk med titlen The Atlantic Neptune, hvori bl.a. kortet over Plymouth Bay, hvor MAYFLOWER landede 21/12 1620, er medtaget.

Bradleys meridian var stadig grundlaget for de engelske Ordnance Survey landkort til omkring 1990 - og er det formodentligt endnu.
[BLA p.114]

Under kgl. astronom George Airy, 1851-1881, der var chefastronom fra 1801 til 1892, blev der opsat et nyt transitinstrument, men det skete 5,79 meter vest for Bradleys meridian. Det var denne nye meridian, som blev valgt som førstemeridian for Admiralty Charts.
Greenwichmeridianens anerkendelse som international førstemeridian skete den 22/10 1884 ved Washingtonkonferencen. Se mere om denne her.
 
 
Situationen cirka 1850
Ved midten af 1850'erne - altså kun en generation før 1884-konferencen, hvor førstemeridianen blev endeligt fastlagt gennem Greenwich, blev søkortene fra England, Rusland, Danmark, Norge og Sverige, Tyskland, Holland og USA tegnet med førstemeridianen gennem Greenwich, mens Frankrig, Østrig, Italien og Grækenland benyttede Paris på 2° 20' 15"E som førstemeridian. Spanien brugte Cadiz (San Fernando) på 6° 12' 24" W og Portugal brugte Lissabon på 9° 08' W (anden kilde siger 9° 11' 10" W).
[WOL1897 p.108]

Denne tilstand ville man gerne have ændret, og der var forskellige initiativer, der løb ud i sandet. Nationerne mødtes til konference om ensretningen i Antwerpen i 1871, men uden resultat. Næste møde i Paris i 1875 gik ligeså, og heller ikke i Venedig i 1881 opnåedes noget resultat. Ved den internationale geodætiske konference i Rom i 1883 blev Greenwich faktisk valgt af geodæterne som nulpunkt, men aftalen var uden bindende konsekvenser.

Først i Washington i 1884 ved en tilsvarende geografkonference »For the purpose of fixing a Prime Meridian and a Universal Day«, dvs. tidszonernes fastsættelse, blev der af de fremmødte afgivet 22 ja-stemmer, 1 nej-stemme fra San Domingo, hvilket var uden betydning, og Frankrig og Brasilien afstod fra at stemme, og således kunne man efter 2.000 år endelig blive enige om en så simpel ting som et arbitrært fastlagt nulpunkt.
[WOL1897 p.109, PER p.123]

Der er talrige eksempler på geografer og andre, der opstiller oversigter og oplysninger om anvendelsen af forskellige positioner for anbringelsen af førstemeridianen. Før middelalderen og i renæssancen havde det ikke den store betydning, da længden ikke kunne beregnes under rejserne. Det er dog af navigatorisk interesse at bemærke argumentationen for valgene:

1. Valget af Tenerife på Kanarieøerne skete, fordi man mente, at det var vestkanten af den beboelige del af verden, sekundært fordi El Pico de Teide var verdens højeste bjerg.

2. Valg af Azorernes St. Michael eller øen Corvo skete, fordi man mente, at der her var misvisning nul.

3. Valg af diverse hovedstæder, fordi nationale og politiske grunde talte for det, men ingen nautiske årsager betinger et sådant valg.

4. Valg af observatorier, fordi man her kan beregne og observere meridianpassager og tidspunkter og foretage andre astro-nautiske observationer. Altså et fagligt betinget valg.

David Waters oplyser, at Molyneux, 1592, som førstemeridian på sin globus benyttede St. Michael i Azorerne, men samtidig gav han sammenligninger mellem de fem mest anvendte meridianer på den tid:

Vestafrika - 10° 21' W for London = i dag er det ca. positionen for Sidi Ifni på 29° 22' N
Kanarieøerne - 18° 00' W = i dag er det vestkysten af La Palma-øen
Kanarieøernes vestende - 19° 30' W = i dag har den vestligste ø, Hierro, længden 18° 09' W
St. Michael i Azorerne - 25° 40' W = der i dag har længden 25° 50' W
Ile de Pico i Azorerne - 27° 40' W = der i dag har længden 28° 00' W for østsiden og 28° 30' W for vestsiden.
[WAT p.242]

Når misvisningsforholdene var så vigtige for 1500-1600-tallets navigatører og kartografer, skyldes det, at de troede, misvisningen var forårsaget af magnetpolernes »excentricitet«, og at misvisningen var nul langs hele meridianen fra pol til pol gennem St Michael-øen. Fra førstemeridianen ville misvisningen vokse, indtil man var kommet 90° E eller W for nul-meridianen, og der ville misvisningen have sit maksimum på 45°. Herved blev det let at finde sin position, idet breddebestemmelse ved himmellegemer var let, og det var let at finde sin misvisning ligeledes ved himmellegemernes hjælp, og med misvisningens progressivitet, så var det let at udfinde sin længde.
[WAT p.154]

Rejsebestemt førstemeridan
I perioden mellem ca. 1550 og 1750 var det i øvrigt meget almindeligt, at navigatører benyttede deres afgangsposition som nulpunkt for både længde og bredde, og således kun anførte bredde- og længdeforskel fra udgangspunktet. Der kunne også ske en nulpunktsændring undervejs, når man passerede kendte vigtige punkter på ruten, fx ved passage af Kapstaden på vej til Indien, mens hjemrejsen så blev målt med fx Bombay-længden eller St. Helenas som 0-punkt.

Det bør også ved betragtning af gamle kort erindres, at det langt op i tiden, til c.1750, var sædvane at regne al længde mod øst fra »verdens nulpunkt« et eller andet sted i Atlanten, altså et 0° - 360° system. Der findes mindst én undtagelse, nemlig i John Davis' rapport fra en rejse for at finde Nordvestpassagen i 1586. I rapporten skriver han om en position: » ... and in longitude from the meridian of London westward 47°.« Det er samtidigt et eksempel på, at London blev anvendt som førstemeridian i denne periode.
[HPN p.14]
Fra c.1750 bliver sædvanen med 180°-0°-180° grader det almindelige, men også senere som fx i 1764 udkom der en bog, der havde bevaret det gamle 0°-360°-system med tælling østover og senere kortudgivelser med dette kendes også.
[HPN p.16]

Araberne talte som tidligere nævnt fra Paradis i øst og vestover. Hvor Paradiset lå på den tid, er desværre ikke nøjagtigt til at fastslå.
Delelinjen efter Tordesillas-aftalen var ligeledes en naturlig årsag til, at portugiserne regnede fra denne linje og mod øst, mens spanierne regnede fra samme linje mod vest, og denne todeling i 2 x 180° blev jo i enden normen.
[WOL1897 p.103]

Eksempler på andre nulpunkter
Følgende liste, der ikke er udtømmende, viser steder, der på et eller andet tidspunkt mellem 1500 og 1900 har været brugt som førstemeridian på kort:
Augsburg, Bologna, Cadiz, Carthagena, Freudenberg, Goes = Ter-Goes (Holl.), Krakow, København, Königsberg, Leon-øen, Lissabon, Madrid, Napoli (Obervatoriet 14° 15' 7,3" E), Paris (observatoriet, 2° 20' 15" E), Philadelphia, Pisa, Pulkowa (Observatoriet 30° 19' 40" E), Punta della Galera på Trinidad, Rom, Rouen, St. Petersborg, Terzera, Toledo, Tübingen, Ulm, Uraniborg på Hven, Washington.
I 1881 blev der på landkort benyttet mindst 14 forskellige førstemeridianer.
[MAP p.283, PER p.120ff, SOT p.341]

I en del af den gennemgåede litteratur har omsætningstallene mellem en førstemeridian på en af Atlantøerne og London eller Paris været beregnet på fx. St. Paul's Cathedral i London frem for på Greenwich-meridianen. Forsigtighed ved tolkning af længdeforskelle på ældre kort tilrådes derfor.

Krav til en førstemeridian
Kravene til en førstemeridian må være, at den kan fastlægges aldeles præcist, dvs. der må på stedet være observationsmuligheder, så beregningerne kan gentages og kontrolleres. Det kan derfor ikke nytte, at forslag som Beringsstrædet (hvilket har været foreslået) vælges. Fordelen der skulle være dets neutralitet for nationale grunde.
Heller ikke Jerusalems fødselskirke (hvilket også har været foreslået) er velegnet, da det er et umuligt observationssted. Her skulle grunden være, at det var helligt for alle de store religioner, hvilket jo heller ikke er sandt, for hele Østen har intet forhold til stedet.
Heller ikke Teide kan vælges. Det er en vulkan og meget ustabil på grund af jordbundsforholdene.

Når Greenwichmeridianen vandt kapløbet, er hovedårsagen nok, at det meste af verden og i stigende grad søfarten benyttede søkort, almanakker og stjernetabeller, der var beregnet ud fra Greenwich - og havde været det i mere end 100 år.
Greenwich var allerede i 1884 blevet standarden.

Førstemeridianforhold i nutiden og fremtiden
Med den seneste fastlæggelse af førstemeridianen i Greenwich blev der skabt en international standard for måling af længden, men målingen er ikke konstant forstået på den måde, at verden ændrer sig.

Målingerne fra Greenwich er afhængige af den ellipsoide, som man lægger over Jorden, og som er grundlaget for det gradnet, der benyttes ved positionsangivelserne. Da Jorden ikke er en perfekt kugle, så er der allerede pga. dens facon vanskeligheder med en præcis fastsættelse af ellipsoiden. Man vælger derfor at benytte en ellipsoide, der passer bedst muligt et bestemt og fornuftigt sted på Jorden. Den fornuftige position af dette nedlægningspunkt er desværre ikke ens for alle, hvorfor det tog mange år, før man blev enige om benyttelsen af en ellipsoide som grundlag for fx WGS84-systemet som international standard og bl.a. brugt ved satellitnavigation.

Men verden ændrer sig, og de tektoniske plader, som Europa befinder sig på, har siden 1986 flyttet sig nogle centimetre, hvilket bliver til ca. 1 meter på 500 år. Man bliver derfor nødt til at tage stilling til jordskorpens bevægelser ved fastsættelsen af positioner, og disse vil gennem tid forandre sig. Det er ganske vidst uden betydning i dag, men et tankevækkende perspektiv.

Med WGS-84-systemet og det i 1989 indførte ETRF, European Terrestrial Reference Frame, havde vi to meget nøjagtige systemer, der på dette tidspunkt harmonerede. Alligevel var der en forskel, endda en meget større forskel, mellem det nye system og Greenwich, idet referenceellipsoiden blev nedlagt således over Greenwich, at Airy's transitinstrument kom til at ligge 102,478 m mod SE for det nye gradnet. Alle søkort aflægges altså i dag med en førstemeridian omkring 100 meter forskellig fra den på jorden afmærkede nullinje.

Koordinaterne er for transitinstrumentet efter Airy:
    51° 28' 38"265 N 00° 00' 00"418 E
og udtrykt efter ETRF:
    51° 28 40"1247 N 00° 00 05"3101 W.

Når vi beregner vor længde og dertil benytter tidsmålere, så har det ligeledes betydning, hvilken tid vi anvender. Det er derfor også interessant at bemærke sig referencerne mellem atomtid, UTC1, UTC og GPS-tid og de reguleringer, det har været nødvendigt at foretage.

Jørgen Marcussen
Kilder:
A History of the Practice of Navigation, J. B. Hewson, 2nd ed., BSF, 1983. [HPN]
Chambers Biographical Dictionary, Chambers, 1990. [CHA]
Decorative Printed Maps, R. A. Skelton, Spring Books, 1st ed. 1952, new ed. 1965, rep. 1967.
Encyclopedia Britannica. [EB]
Maps and Mapmakers, R. V. Tooley, Batsford, 7th ed. 1987.
Oxford Classical Dictionary. [OCD]
Mapping the World, Peter Whitfield, FS, 2000.
Salmonsens Leksikon, 2. udg. [SAL]
The Art of Navigation in England in Elizabethan and Early Stuart Times, David Waters, NMM 1978, 1st publ. 1958, rev. 1978. [WAT]
The Gentleman of Jamaica, W. E. May, Mariners Mirror, Vol 73, 1987, p.149ff. [MAY]
The Haven-Finding Art, E. G. R. Taylor, 2nd ed., 1971, Hollis & Carter. [HFA]
The London Encyclopædia, Christopher Hibbert, ed. et al., BCA, 1983. [LON]
The Prime Meridian, W. G. Perrin, Mariners Mirror, Vol. 13, 1927, p.109ff. [PER]
The Sea Chart, John Blake, Conway, 2004. [BLA]
The Sea Chart, Derek Howse et al., McGraw-Hill, 1973.
The Story of Maps, Lloyd A. Brown, Dover, 1977. Især afsnit om Strabo og Ptolemæus. [MAP]
Tidsskrift for Søvæsen 1897, H. Wolfhagen: »Førstemeridianens Historie«, p.93-115. [WOL1897]
Nogle hjemmesider er benyttet.

Retur til toppen af siden. Retur til maritim indledningsside
Retur til hjemmesidens forside Opdateret d. 14.2.2017