Loggens udvikling og former

Revideret 20. oktober 2014.

INDHOLD
Definition og udvikling
Almindelig håndlog
Patentloggen
Pitotrørsloggen
Chernikeefloggen
Elektromagnetisk log
Dopplerlog, inertilogge og satellitudregninger
Kronologiske data om loggen
Kilder

Kortere artikler om logge findes også i den maritime ordbog - indgang via hjemmesidens forside.




Definition
Apparat til måling af et skibs hastighed og / eller dets udsejlede distance. De fundne værdier er oftest målt i forhold til vandet, men kan være målt over grunden, hvilket er blevet mere og mere almindeligt efter elektroniske måleinstrumenters udvikling.

Et skibs hastighed måles i knob, der er dss. sømil pr. time, og et skibs udsejlede distancer måles i sømil à 1852 m. Når man anvender en log, så logger man.

I J.C. Tuxens Søfarten og Skibsbygningskunsten fra 1879 står der side 332 " Loggen, der har sit Navn efter dens Opfinder, Englænderen Lock, bestaaer af..." Hvilket er noget sludder, selv om oplysningen også forekommer andre steder. Ordet stammer fra det engelske log af uvis oprindelse, og uden noget grundlag for at koble det med relationer til oldnordisk, da alle etymologiske og fonetiske regler taler imod det. Oxford English Dictionary , der må siges at være den mest autoritative kilde til sproget skriver således under ordet:
" It is most likely that clog and logge arose as attempts to express the notion of something massive by a word of appropriate sound."
At ordet også betyder træstammer og flere andre ting er i denne forbindelse uden betydning.
Det engelske indhold for betydningen " skibsets fartmåler " har spredt sig til mange andre europæiske sprog.

Udvikling
Den første gang, der nævnes en fartmåling med en log på et skib, er i Alexander von Humboldts værk Cosmos. I værket siger han, at han har fundet den første omtale i Antonio Pigafetta skibsdagbog fra Magellans rejse i 1521. Men her er loggens indretning ikke forklaret. Den første forklaring, ud af hvilken vi kan være sikre på, at der er tale om en log med logflynder og logline og tidstagning, er fra William Bournes værk Regiment of the Sea fra 1574 [6166 p.156 og 7774 p.39]. Om den almindelige håndlog - se nedenfor her.

Den simpleste log
Den simpleste log kendes fra 1600-tallet. Måleelementet var alene et træstykke, der ud for et mærke i forskibet kastedes i søen, og man målte så tiden, indtil træstykket passerede et punkt længere agterude. Når afstanden mellem de to punkter var kendt, og man også kendte tidsforløbet, så kunne distancen eller farten udregnes. Det udkastede træstykke var en »log«, hvoraf navnet på instrumentet. Et andet navn for træstumpen var på engelsk »chip«, der betyder træstump eller høvlspåne. Det kendes i OED fra 1835 og benyttes om den lodrette plade i den almindelige håndlog.

Uden mekaniske ure kunne man finde tiden ved repetition af en sætning, hvis længde erfaringen havde vist passede med bestemte hastigheder, eller man kunne tælle pulsslag, eller man havde adgang til brug af sandure indrettet til forskellig længde efter formål og valgte enheder og loglinelængder.

Almindelig håndlog

Det samme princip - med tidsmåling for udløb af en vis distance - anvendtes i den almindelige log, der har været anvendt fra 1600-tallet og til efter midten af 1900-tallet. Loggen består af en logflynder, der er en ca. 20 cm høj trekantet træplade, der forneden er tynget med en blyvægt, der er indsat i eller fæstet på træpladen, så pladen altid vil stille sig lodret i vandet og med den tunge side nederst. Vægten er afpasset, så pladen malflyder i vandet.

I hvert af logflynderens hjørner er der et hul, hvorigennem der er fastgjort en line. De to nederste liner ender efter ca. 25 cm i en konisk træprop, der passer ind i et tilsvarende hul i en lidt større prop, der er fastgjort i den tredje line, der kommer fra pladens øverste hul.

Fra trefodens ende med proppen fører en logline, der ved begyndelsen af loggefunktionen er rullet op på en logrulle og proppen er isat i prophullet. I 1922 skrev Axel Topsøe-Jensen i sin Lærebog i Sømandskab og Styrmandslære, at " Loglinen er en smækker Line, hvis ene Tamp er gjort fast til Logrullen, den anden i Spidsen af Logflynderen, og har en indsplejset Stjert med Pind til Hylsteret."

Anvendelse af loggen
Når loggen skal anvendes, kastes logflynderen i vandet, hvor den indtager sin lodrette stilling. På grund af den lodrette stilling vil flynderen være stationær eller næsten stationær i vandet, hvis loglinen løber frit ud fra skibet og ikke trækker pladen med sig. Efter et bestemt tidsrum, som kan være målt på et sandur, der også kaldes et logglas, holder den person, der logger, fast i linen, og den udløbne længde aflæses. Længden sammenholdt med tiden vil nu være et mål for den sejlede fart.

Når aflæsningen har fundet sted, giver loggasten et ryk i loglinen, og det pludselige træk i trefoden skulle så gerne få propen på de to nederste logliner fra logpladen til at glide ud af hylsterets prophul. Herved vil logpladen ved træk i loglinen fra skibet stille sig vandret i vandet, og derved vil logpladen være lettere at trække ind igen.

Loglinen
Loglinen har, i den tid jeg har set dem, været af flettet hamp med en omkreds på 4 til 8 mm, men var tidligere en slået line. Loglinen var afmærket med bestemte mærker, der angav afstanden fra logpladen Se herom under næste afsnit om inddelingen.
Der var et startmærke på loglinen et stykke fra logflynderen, sådan at pladen kunne nå at stille sig lodret i vandet og medslæbet var ophørt, før tidsmålingen begyndte. Den første del af linen kaldtes for forløberen og havde omtrent en længde som skibet.
Fra startmærket var der indsat afstandsmærker efter et bestemt system, så loggasten selv i mørke kunne føle sig frem til den udløbne længde. Mærkesystemet kunne være en linestump med en eller flere knuder på, og for større mellemrum, fx hver fem knob kunne mærket være en læderlap med et eller flere huller i. Det var sjældent sejlskibene havde brug for hastighedsmærker over ti knob.

Loglinens inddeling
I princippet skal loglinens inddeling passe med, at logurets tid forholder sig til timens 3600 sekunder som loglinens længde mellem to knobmærker forholder sig til sømilens længde.
Loglinen inddeltes efter et 28 sekunders ur og skulle derfor have et mærke per knob med 14,4045 meters afstand, men Topsøe-Jensen [TOP p.75] bruger målet 13,18 meters mellemrum, hvilket kan skyldes andre reguleringer for medslæb og urreguleringer.
Midt mellem knobmærkerne anbringes et halvknobsmærke.

I [TUS p.333] J.C. Tuxens ovenfor nævnte bog skriver han om linens inddeling:
"... det Antal Dele eller Knob, der da er udløbet af Linen, vil derefter betegne Skibets Fart... 7 Favne i 28 Sekunder svarer vel kun til 5400 Fod i Timen, men da Flynderen altid slæbes noget med, har Erfaringen viist, at det benyttede Forhold er det, der giver det bedste Resultat."

Samme forhold beskrives i [KONOW p.331] i 1907: "Fra Forløberen er Loglinen for hvert 13,18 m mærket med et Knobmærke, og midt imellem hver Knob findes et Halvmærke, dvs. et Linemærke uden Knob. Denne Afstand mellem Knobene er man kommen til ad Erfaringens Vej, idet Afstanden efter Proportionen: X/1 sm = 28 sek./1 time - - eller - - X/1852 m = 28 sek./3600 " og begge giver X=14,40 meter, altsaa 1,22 m mere end 13,18 m. Forskellen skyldes medslæbet, men da det er forskelligt for sejlskibe og maskindrevne skibe, så kan koefficienten veksle.

Loglinen kan kaste sig, efter hvor våd, tør eller strukket den er; den skal derfor eftermåles med hyppige mellemrum. Der var derfor ofte i de større skibe og især orlogsskibe afmærket knoblængden på dækket, så sømanden kunne lægge linen op langs mærket og let kontrollere længdeinddelingen.

Logglassset
Logglasset var et sandur, altså af form som et gammeldags æggeur, og det var gerne indrettet til udløb på 14, 28 eller - sjældnere - 30 sekunder. Loglinen,der var inddelt efter 28 sekunders ur skulle så mellem afmærkningerne være ca. 46-50 fod = 14-15 meter afhængig af de valgte enheder for sømil og med regulering for medslæb etc. I den sidste tid, hvor håndloggen anvendtes, blev tiden målt med et mekanisk stopur, men især færøske skibe efterspurgte logglasset til de sidste år i 1970'erne.

Slæbeloggen eller patentloggen

Slæbeloggen eller patentloggen blev udviklet i 1700-tallet, men først almindelig anvendt med englænderen Thomas Walkers udvikling af Harpoon-loggen i 1865. En kronologi for loggens udvikling findes nedenstående. Som måleprincip anvender slæbeloggen rotation af et flydende legeme med påsatte finner, logrotatoren eller logflynderen.

Slæbeloggen bestod tidligst af et rotationslegeme samt et dertil monteret måleværk. Begge dele blev udsat fra skibet i en logline, og hele loggen skulle hales ind for at måleresultatet kunne aflæses. I [TUS p.333f] fra 1879 beskrives en af disse modeller, hvor hele loggen hver fjerde time skal hales ind for at aflæse resultatet.

Nogle modeller, der kunne sættes fra brovingen i et beslag på en arm vinkelret ud fra lønningen, og her kunne loguret med rotor gives en længde, så det passede med agterenden af skibet. Her kunne man så med en kikkert og eventuelt en lygte aflæse urets skiver uden at skulle hale loggen hjem [TOP p.77]; et sådant eksempel var Kaptajn Clausens Brolog med Dobbeltrotator.

Den næste generation havde kun logrotatoren flydende, mens måleværket var monteret på skibets lønning. Tredje generation havde måleværk på lønningen, men derudover elektrisk overførsel til broen og eventuelt til andre instrumenter, der skulle bruge skibets fart i beregninger, fx radar.

Logrotatoren
Logrotatoren består af et torpedoformet metallegeme med skråtstillede vinger påsat på siderne. I forenden af rotatoren er en åbning, hvorigennem loglinen føres. Forenden er hul og på siderne af den koniske spids er der to fingeråbninger, således at loglinen kan udtages gennem et af fingerhullerne og knobes, inden linen igen trækkes ind i rotatorens indre. Det er af stor betydning, at rotatorens vinger ikke er slået skæve eller bulede.

Når rotatoren trækkes efter skibet gennem vandet, vil den rotere på grund af vandets påvirkning af de skrå vinger. Gennem den flettede logline overføres rotationerne til et logur, der oftest er fastgjort på lønningen af skibets agterende.

Loguret
Loguret er indrettet som et mekanisk tandhjulsværk og således, at det tæller rotatorens omdrejningerne og viser resutatet på en urskive med to eller tre skalaer. Et antal rotationer sættes lig med en bestemt distance. Der er normalt et tælleværk for fx tiendedele sømil, et for sømil og et for ti-sømil eller 100-sømil. Tilføres logtælleværket også en tidsimpuls, kan loggen bringes til også at vise den sejlede fart gennem vandet. Disse logtyper har været almindeligt brugt indtil 1980erne.

Loggens svinghjul og øvrige dele
For at udjævne rotatorens omdrejninger, der kan være ujævne på grund af skibets bevægelser og loglinens vekslende træk, kan der på større logge være indskudt et svinghjul lige agten for loguret. Svinghjulet har en diameter på ca 25 cm og en vægt på omkring 1-2 kg.

Foruden svinghjulet kan der til en log høre nogle logvægte, der kan påsættes loglinen for bedre at holde denne nede i vandet. Til nogle logge medleveres en logkrog, der skal anvendes til at forbinde logline og logur. Loglinen knobes fast til logkrogen, der passer ind i logurets agterste akseldel. Desuden er det vigtigt, at loggen holdes smurt, hvorfor der også til udstyret hører en syrefri logolie og en syrefri logfedt.

Loglinen var tidligere også slået [TOP p.76] (1922) " Slæbelinen er en saadan Line, der i den ene Ende er indrettet til at forenes med Loggen ved en saakaldt Forener, og i den anden Ende har en Hage, der hugges i et Øje i Loggeurets Drivaksel."

Indhaling af patentloggen
Når loggen ikke længere skal benyttes, skal den hales hjem. For fx at huske det før havnemanøvrer, så det kunne undgås, at loggen kom i skruen eller faldt til bunds og blev beknebet, så var der skibe, der på maskintelegrafen havde et skilt hængende med teksten som " HUSK LOGGEN ".

Mens man haler loglinen hjem, vil rotatoren stadig rotere, og det vil give kinker i linen. Man frigør derfor linen fra svinghjulet og haler ind på den, mens man lader det indhalede line gå ud på den anden side af agterenden. Når man har logrotatoren indenbords, kan man igen hale loglinen hjem, og den vil nu være uden kinker, da de optagne snoninger igen vil være blevet drejet ud af den i vandet.
Linen lægges nu til tørre, og loguret bjærges til sit opbevaringssted. Loguret skal med mellemrum adskilles og smøres med logfedt.

Distribution af måleresultater
I 1960'erne benyttede en del større skibe en logtype med elektrisk overførsel fra logur til broen. Den almindeligste model var Thomas Walkers Commodore Log. I Commodore loggen blev urets visninger elektrisk overført til skibets bro og eventuelt til radar eller andre instrumenter, hvor udsejlede distancer eller hastigheder anvendtes.

Moderne tryklogge og elektroniske logge

Pitotrørsloggen
Omkring 1910 fremkom pitotrørsloggen opkaldt efter opdageren af effekten, som loggen virker ved, Henri Pitot i 1728. I denne logtype består måleprincippet i, at forskellen mellem det statiske og det dynamiske tryk under skibsbunden er forskelligt og proportionalt med hastigheden.

Loggen består i et rør med en åbning vendende fremefter, der stikkes en til to meter ud gennem skibsbunden. Inde i skibet er røret forbundet til et trykkammmer, hvis anden side er forbundet til et andet bundrør i flugt med bunden og bare med en tværsnitsåbning. Når skibet gør fart gennem vandet, vil trykket i røret med den fremadvendende åbning stige, og trykforskellen måles enten mekanisk eller elektrisk mellem de to rør, og resultatet overføres til broen, hvor hastigheden kan aflæses. Tilføres en tidsimpuls, vil loggen også kunne vise den sejlede distance i en given tid.

Denne logtype var almindelig anvendt efter anden verdenskrig og til fremkomsten af de elektromagnetiske logge i slutningen af 1970erne. Ulempen var de lange rør, der stak ud under bunden, og så fremt de ikke blev bjerget i tide før anduvning risikerede at blive bøjet mod bunden. Bøjede rør kunne så ikke trækkes op, og udskiftning blev vanskeliggjort.

En af de mest anvendte pitotrørslogge i danske skibe var den svenske SAL-log, der så tidligt som ca. 1914 blev installeret i danske ubåde. Den er opfundet af de svenske ingeniører Jung og Petersson, og loggen forhandles af »Svenska Aktiebolaget Logg«.

Chernikeefloggen
I 1917 udviklede kaptajn Chernikeeff impellerloggen. Denne logs måleprincip er som for slæbeloggen et rotationslegemes omdrejningsantal. I impellerloggen sidder rotatoren fast i et rør, der stikkes ud gennem skibbunden. I de fleste anlæg kan røret med impelleren under drift trækkes op for rensning, idet tang o.lign. kan sætte sig fast i skruebladene. Propellerens omdrejninger tælles elektrisk og anvendes til angivelse af fart og distance på et eller flere instrumenter på broen og i radar etc.

Elektromagnetisk log
Den elektromagnetiske log virker ved måling af et elektrisk felt mellem to elektroder under skibsbunden. Den elektriske kraft vil være afhængig af det forbistrømmende vands hastighed, og et spændingsfald eller en spændingsstigning kan således anvendes som målegrundlag for hastighed og distance. De elektromagnetiske logge kom i praktisk brug i slutningen af 1970'erne og anvendtes derefter af en stor del af handelsflåden indtil satellitanlæg overtog næsten alle navigationsfunktioner. I samme periode var også mange fritidsfartøjer udstyret med en elektromagnetisk log. Fordelene ved denne logtype er ringe vedligeholdelse og funktionsstabilitet, da loggen som regel er plan med bunden og derfor ikke fisker skidt, tang etc. Den kan dog være fastgjort på en søjle, der sænkes ned fri af det medslæb, der er ret under bunden, og som giver en fejlvisning.

Dopplerlog
Dopplerlogge virker, som navnet siger, ved dopplereffekten, og den udsendte effekt fra loggen er en lydbølge. Derfor kaldes den også for SONAR-doppler. Denne logtype er den eneste, der måler gennem vand, og som - også ved lavere vanddybder - kan give hastighed og distance over grunden. Den anvendtes meget i store skibe fra 1980'erne, og anlægget er da oftest installeret til at kunne vise farten både for- og agterefter samt den sideværts bevægelse, der er vigtig at kende under dokningsmanøvrer.

Andre målemetoder for fart og distance

De ovenfor omtalte logtyper er de, der generelt betegnes logge, men fart og distance kan også findes på andre måder. Således har maskinen omdrejninger ofte været anvendt, men da et bestemt antal skruerotationer ikke giver en fast udsejlet distance, men afhænger af skruens neddykning, medslæb med mere, er det en ikke særlig nøjagtig form for log.

Satellitbaseret udregning af fart og distance
I dag har man faktisk ikke behov for en log, da satellitnavigationens meget nøjagtige positionsangivelser i en computer let kan omsættes til udsejlet fart og distance. Selv om disse beregninger udføres på grundlag af historiske, sammenkoblede målinger, er det ikke nødvendigt med en rigitg log for at få en helt nøjagtige øjeblikkelige fart, idet satellitberegningerne er langt de bedste og pålideligste og giver fart over grunden. Kravet til skibes udrustning indeholder da heller ikke længere de samme specifikationer over fartmålernes type, selv om det stadig er et krav at synspligtige skibe i international fart skal have en fartmåler om bord.

Inertieffekten som fartmåler
Inertibaserede instrumenter kan også anvendes til målinger af fart og distance, men anlæg af denne type findes sjældent i kommercielle skibe eller fritidsfartøjer, men er blevet udviklet til militære skibe og fly.

Kronologi for loggens udvikling

1522c, Pigafetta: "så på kæden" som udtryk for skibets fart, dvs. han har antageligt haft en kæde hængende ned i vandet og har brugt den hældning som fartindikator. Dette princip har også i moderne tid været brugt til et billigt instrument i små sejlfartøjer, der dog i stedet for kæde har haft en slags fjedermateriale, der kunne vippe ved vandets tryk på den nedsænkede ende.
1574, Log og line er i brug før 1574.
1574-77, William Bourne, beskriver. i A Regiment of the Sea en log. Bourne måler linen op ved at 'favne' den.
1578, Humphrey Cole anvendte en lille båd med paddle hjul.
1597, Wagenhaer, omtaler i sine skrifter en log.
1600, chip log introduceret.
1624, Edmund Gunter, logtid måltes enten med ur, sandglas, puls-slag el. ord gentaget.
1625, Purchas, London, omtaler logline. Falconer siger, at første logomtale er i 1607.
1635/7, Richard Norwood, opmåler en grad og afmærkede knoben efter 6120 fod/mil, og knoben er 42 feet til 28 sek. og 45 feet til 30 sek. Der omtales regulering af sandglasset for varme ved et sekundspendul på 39,125 inches. Omtaler håndlog.
1683, Robert Hooke, beskriver en 'way'-viser.
1715/25, Henry de Saumarez, beskriver en 'marine surveyor' og en rotator, 'det roterende Y-legeme.
1730, Henri Pitot, opfindelse af bundlog. Han observerede »pitoteffekten« 1728;
1747, Pierre Bouguer danner konisk flyder med sænkelod.
1754, John Smeaton, anvender en 'light weight' rotator.
1772, Foxen line med skrue i vandet og register om bord. Udtog patent No. 1028.
1773, Borde, fr. forsøg med log, DkSø.
1776, Guerimond, Middlesex eksperimenterede. Udtog patent No. 1133.
1792, Richard Gower, koblede rotator og cylinder sammen. Udtog patent No. 1895.
1792, Richard Hull dannede af træ cylinderformet vandsnegl.
1802, Edward Massey af Henley, Staffordshire, konstruerede en log, der lignede de nuværende slæbelogge. Et instrument med urværk, der kunne vise udsejlet distance på en skive med skala og virkede med en rotator, et legeme med vinger på. Masseys log var i brug 1802/05 på DONEGAL og igen i 1840 i Napolibugten med flynder, der haledes ind for aflæsning. hans første succesfulde log havde patent No. 2938. I 1836 udtog Massey endnu et patent, No. 7113, for et rælingslogur, og i 1844 indsendte han specifikationer, No. 10210, for en elektrisk log, der menes at være den tidligste elektriske.
1807, Vicomte de Vaux, beskrev pitotrørsprincipet. Udtog patent No. 3088.
1830, Lamb patentlog.
1844, Første elektriske log i UK.
1846, Alexander Bain forbedrede slæbeloggen.
1846, Thomas Walker udtog sit første patent, No. 11251, for en taffrail mounting log.
1850, Edward Lyon Berthon forbedrede pitotrørslog om bord på DAUNTLESS. Udtog patent i 1849
1850, Undens patentlog 11/11 1850. Artikel i [H&S51p67].
1861/5, Thomas Walker, konstruerer harpoon-loggen.
1870, W. F. Reynolds konstruerer taffrail type, odometer = Undens.
1884 (1876/8), Thomas Walker, konstruerer Cherub-loggen.
1917, Chernikeeff, danner impellerlogfirma, senere også elektromagnetiske logge.
1930, Pitotrørstype kommerciel.
1932, Walker udsender ny model af Cherubloggen, Cherub III log.

Navne på andre logge, der ikke her er behandlet:
Blisz' log - dynamisk log
Carstens log - dynamisk log
Clarks log - tryklog
Elliot Brothers log - dynamisk log
Fleuriais' log - dynamisk log
Forbes' log - dynamisk log med skrue-vandturbine i lodret rør;
Haeckes log - dynamisk log
Kaptajn Rungs - tryklog
Kays log - dynamisk log
Negus-Patentlog - dynamisk log Nicholsons log - tryklog
Strangmeyers hastighedsmåler - tryklog

Etymologi
Ordet 'log's etymologi er usikker. I [OED] skrives der, at af fonetiske årsager kan en skandinavisk oprindelse ikke understøttes. Sandsynligste etymologi er fra engelsk som 'træstykke' med analogi til de tidligste logtyper 'chip log' og 'Dutch log'.
Kilder Oxford Dictionary of Etymology, Onions 1966/86, og Oxford English Dictionary 2nd edition, 1989.

Kilder
6079 Dansk Marine-Ordbog 1-2, D. H. Funch, Eget Forlag 1852, Rep., p88.
6117 Lærebog i Navigation, J.A.D.J. Bildsøe, Gad 1914, p53, 56
5879 A Sea Grammar, John Smith, London 1627, rep. 1970, p55
6132 H&S Museets Årbog 1951
---- Undéns Patentlog Sølver, Carl V., Helsingør 1951, p67
7231 Encyclopedia of Nautical Knowledge, W.A.McEwen et al, Cornell 1953, rep. 1992, p305
5767 International Maritime Dictionary, René de Kerchove, 2nd ed. vNostrand 1961, p467
7311 The Geometrical Seaman, E.G.R. Taylor et al, Hollis&Carter 1962, p34
5592 Haandbog i Praktisk Sømandsskab, Jens Kusk Jensen, Høst, 4.udg. 1924, p346
6830 A New Universal Dictionary of the Marine, William Falconer, 2nd ed. 1815 rep. 1970, p238
2622 American Practical Navigator, Bowditch, 1977: p10, 143-150, 1066, + p1076
6909 Seamanship Handbook, George J. Bonwick, 6th ed. Stanford 1978, p141,145
5621 Admiralty Manual of Seamanship, Vol. II, Admiralty 1981, p539
6257 Danmarks Søfart og Søhandel, Bering Liisberg ed. vol II, NNord. 1919, p524
5887 The Oxford Companion to Ships and the Sea, Kemp, Peter, Oxf. 1976, corr. 1988, p492
5792 Træk af navigationens historie 2, Søren Thirslund, H&S 1988, p45
5664 Shell Encyclopedia of Sailing, p105
5914 Træk af navigationens historie 3, Søren Thirslund, H&S 1989, p38ff
7228 Navigation III, Poul Vibsig Pedersen et al. 2.udg. ICW 1994, p37ff
K109 Veiledning i Sømandskabet, I. C. Schneider, Kbh. 1817, p50
K096 Seamanship, Captain G.S. Nares, Griffin & Co. 1874, p17ff
K098 A History of Marine Navigation, W.E. May, Foules, 1973, p108ff; god artikel om udvikling til EM-loggen
K093 The New Practical Navigator, John Hamilton Moore, 19th ed. 1814, p132
K090 Horrebows dansk Skatkamer, Horrebow, 1745, p364
5604 Dansk Marine-Ordbog, C.L.L. Harboe, Høst 1839, rep. 1979, p259
1934 Ordbog over det danske Sprog, Bind 12, Gyld. 1931, p1131
6604 Salmonsens Konv. Leksikon, 2. udg. Bind XV, 1923, p970
7774 From Sails to Satellites, J.E.D.Williams, Oxford 1992, p237

Den almindelige danske Skibsførerforening - Medlemsbladet 1932, side 122, Cherub III anmeldt).

Brochurer fra Sperry og Furuno på dopplerlogge,
Brochurer fra Walker på patentlogge og EM-logge,
Brochurer fra Chernikeef på impellerlogge,
Journal of Navigation på baggrundsartikel om principper i EM-logge,
Tidsskrift for Søvæsen, 1916 - Moderne Logapparater af ingeniør Lyttov.

Foruden de trykte kilder er en del oplysninger om patenter taget fra brev indsat i protokol på H&S under nr. 328:48.

Jørgen Marcussen
 
Opdateret d. 7.4.2016. Retur til toppen af siden.
Retur til Maritim indledningsside Retur til hjemmesidens forside