Odense skibsbyggerier og skibsbyggere

Nogle oplysninger om skibsbyggeriet i Odense



Det tidligste skibsbyggeri

Der var før år 1800 ingen havn i Odense. Der var ikke dybde nok på vådområderne, så længere end til Skibhusene kom skibe ikke. Meget gods blev fragtet over Kerteminde og Munkebo. I Skibhuse var terrænet tilstrækkeligt til skibsbygning kunne finde sted.

Først i 1793 blev der gjort virksomme forsøg på at få gravet kanal u til anlæggelse af en havn tættere på Odense by, og Odense Kanal-Udførelses Kommission fik planer om en kanal på 8,2 km fra Stige til byen godkendt i København og med statsfinansiering blev arbejdet udført 1797 til 1804. Der var derefter mulighed for skibe med op til 2,75 m dybgående at komme til Odense. 1876 uddybet til 3,4 m, og 1886 til 4,1 m og senere flere gange udvidet til sluttelig 7,5 meter. De 7,5 meter gav Odense Staalskibsværft mulighed for udsejling af nybygninger på op til knap 50.000 tons dødvægt. Sidste skib var LAURA MÆRSK (ID 3958) i 1966.

På grund af vanddybden var det derfor i Skibhuse eller længere ude, at der blev anlagt skibsbyggerier før kanalens bygning.

Skibsbyggeriet fra 1850 til 1900
Den mest betydende skibsbygmester i 1800-tallets midte drev virksomhed fra forstaden Skibhuse på østre side af løbet ind til Odense. Her begyndte skibsbygmester Hans Lind Hansen, født 1819-04-18, død 1880-06-05, i året 1841 at bygge skibe. Han var uddannet i Troense hos skibsbygmester Rasmus Hansen Møller, og byggede efter nogle mindre fartøjer skonnerter fra 1847. I 1873 byggede han en dampskonnert, SIF (ID 5387) på 268,5 BRT. Han gik fallit 1876-04-01 og nåede at bygge omkring 40 skibe.
Han fik to sønner. Niels Frederik Hansen efterfulgte faderen, og Peter Lind Hansen blev en habil billedskærer, der bl.a. skar galionsfigurer.

Hans Lind Hansens søn, skibsbygger Niels Frederik Hansen, født 1850-09-06, død 1904-04-04, begyndte efter læretid hos sin fader til 1868 og videreuddannede sig hos skibsbygmester Boas i Rudkøbing et års tid, inden han lærte konstruktionstegning på Orlogsværftet til 1870. Efter kortvarigt udlandsophold kom han tilbage hos sin fader i 1871, men startede som selvstændig i Kerteminde i 1873 i partnerskab med to lokale købmænd.
Han opererede under navnet N.F. Hansen & Co., men vendte i 1877 tilbage til Odense. Han købte resterne af faderens virksomhed og købte samme år beddingplads i Odense havn, hvor tidligere skibsbygmester C.S. Langkilde havde virket.

Ved sin død i 1904 var der skib på bedding, og en ansat forsøgte men fik ikke bygget skibet færdigt, og derefter blev der kun udført reparationer på værftet til det blev solgt fra boet? i 1913. Værftet nåede ved far og søn at bygge omkring 120 skibe og fartøjer.
 

Skibsbygmester H.H. Olsen ombyggede 1868 skonnerten FAMILIENS HAAB, HBSW, (ID=3370), men hans byggepladsplacering er ikke nævnt.

Et par andre skibsbygmestre, som fungerede omkring 1868 i Odense, var A.C. Abel og F.C. Borck, der byggede skonnerten JENS BENZON, NBCT, (ID=3449).


Odense Staalskibsværft

Skibsbyggeriet i Odense var fra 1918 domineret af A.P. Møllers bygning af skibe. Odense Staalskibsværft blev oprettet 1918 på lejede havnearealer og køb af bagvedliggende arealer og var personligt ejet af skibsreder A.P. Møller. Der blev anlagt to byggebeddinger for langskibs afløb for skibe op til 4000 DWt. I 1920 blev byggebedding 3 anlagt, og i 1944 blev den fjerde bedding anlagt. Beddingerne blev flere gange udvidet og forstærket, så der inden udflytningen til Lindø kunne bygges op til godt 40.000 DWt.

Byggenummer 1 var kontraheret af skibsrederen selv, men solgtes til Det Dansk-Franske D/S A/S før aflevering. Byggenr. 2 blev kontraheret af svensk reder, men blev inden afleveringen overtaget af APM og fik navnet ROBERT MÆRSK (ID=9032), og nr. 2 blev i øvrigt færdig før nr. 1.

Med samme direktør, Martin Andreas Westh - byggede værftet skibe til 1932, hvor ordrebogen var tom. Direktøren blev udskiftet med Erik Ringsted, som overtog tomme byggebeddinger, men fik skaffet ordrer i 1933, og i 1936 var det helt i front med produktion af et af de første næsten helsvejsede skibe.

Værftet skiftede i 1944-07-01 navn til Odense Staalskibsværft A/S. I 1966 byggedes det største skib, der kunne søsættes og flyde ud på værftet i Kanalen til Odense. Det var en bulkcarrier på 46.450 tons. Da havde værftet bygget 176 skibe.
I 1950'ernes slutning blev der anskaffet arealer til et nyt værft ved Munkebo. Værftet kom til at hedde Odense Staalskibsværft A/S med tilføjet: Lindø, og det første skib blev leveret i slutningen af 1962. Værftet rådede da over to tørdokker for skibe op til 200.000 tons. Byggenr. 1 var på ca. 50.000 tons, byggenr. 10 var på knap 100.000 tons og byggenr. 24 blev på over 200.000 tons DW i 1968.

Dermed var de eksisterende dokkers maksimum nået, og der blev anlagt en ny dok, der kunne tage mindst den dobbelte størrelse skibe. Dokkens første skib var på 285.000 tons DW, og i 1975 blev tre søsterskibe på hver ca. 340.000 tons DW de største, som dokken fik bygget. De sidste års produktion var containerskibe, bulkcarriers og et par skibe til Søværnet. Værftet lukkede definitivt i slutningen af 2011, da navneskiltet blev pillet ned, efter det sidste skib havde forladt værftet.
Et års tid efter var Fredericia Skibsværft A/S - Fayard A/S flyttet ind på nogle af arealerne.
 


Kilder
A) Holm-Petersen, F., og A. Rosendahl, red., 1951-1953: Fra Sejl til Diesel, bind 2 og 3, Skandinavisk Bogforlag.
B) Skibsdatabasen JM.
C) Trap Danmark, 5. udgave 1956, bind 12. Teksten om Odense.

Nogle oplysninger om skibsfart og skibsbyggeri i Odense findes i bøgerne:
Thestrup, Poul, Dorrit Andersen og Niels Oxenvad, 1986: Odense bys historie. Mod bedre tider. Odense 1789-1868, Odense,
og
Chr. Johansen, Hans: Odense bys historie. Næring og bystyre. Odense 1700-1789, Odense.


 

Forkortelser
kls. = kommercelæster.
 



 
Jørgen Marcussen Retur til indledning om skibsbyggeri.
Opdateret d. 30.7.2016. Retur til toppen af siden
Retur til Maritim indledningsside Retur til hjemmesidens forside