Galeasen som skibstype

Nedenstående tekst er en tilpasning af et manuskript af Otto Benzon og bygger på oplysninger fra bl.a. A. Larsens Dansk-norsk-engelsk Ordbog fra 1897.


Angående galease, så giver A. Larsens Ordbog fra 1897 følgende : før: galeas, nu: hermaphrodite-schooner, og den sidste engelske glose bruger Brynildsen i sin Engelsk-Dansk-Norske Ordbog fra 1907 til at betegne en galease.

Tager vi nu den engelske glose fra Larsens ordbog, galeas, betyder denne i virkeligheden iflg. Brynildsen en spansk-venetiansk galej, dvs. der er tale om den galease-type, der som et kombineret sejl- og rofartøj og sværere bygget end galejerne kom frem i begyndelsen af 1500-tallet i Venedig og andre byer i Middelhavet.

Glosen staves også som galleass = gallias, på middelalderfransk galeace og på italiensk galeazza.


Galeasen fra 1750 til 1950

Galeasen, som den nu kendes, har gennemgået en langsom udvikling gennem tiderne. Den første omtale og tegning af en samtidig galease viser Chapman i sit store værk Architectura Navalis Mercatoria, Stockholm 1768. Typen er gengivet i Björn Landströms Da skibene førte sejl, 1969, hvor galeasen er vist side 163, nr. 309. Denne galease fører et enkelt råsejl på stormasten, storsejl, stagfok, mellemklyver, yderklyver samt mesangaffelsejl, men da Chapmans store værk er udgivet i 1768 må man antage at galeaseriggen stammer fra begyndelsen af 1700-tallet og er en forenkling af galiotriggen vist som nr. 308 på side 163 i Landströms bog, eller som den på samme side nr. 307 viste hukkertrig.

Galeaseriggen midt i eller i begyndelsen af 1800-tallet er vist i A History of Seamanship af Douglas Phillips-Birt, London 1971. På side 259 i denne bog er vist en dansk galease førende splitflag med kongeinitialet i krydset i korset, men læg mærke til, at stormasten foruden sit gaffelsejl er fuldrigget med fok, mærs og bramsejl, og på spryd og jagerbom føres stagfok og klyver, og på mesanmasten mesangaffelsejl og gaffeltopsejl sat over mesangaffelsejlet..

Desværre er der ingen tekst eller henvisning til hvorfra denne galease hører hjemme, men riggen ligner mere hukkertriggen vist i Chapmans værk, selv om den mangler storsejlet, eller måske ligner den bedre hukkertriggen på nr. 308 i Landströms bog, men der har den to råsejl.

At galeaseriggen var noget ganske specielt, fremgår af den omtale, som John W. Griffit giver den i sit værk om skibsbygning udgivet i London 1853 med titlen Treatise on the Theory and Practice of Shipbuilding, især når man ved, at Griffit var amerikaner og selv en dygtig konstruktør med adskillige klipperskibe på søen, og han giver i bogen en meget detaljeret beskrivelse af galeasens dimensioner af såvel skrog, men især af dens rundholter.

Med Griffit har vi nået midten af 1800-tallet og beskrivelse af galeasen indtil da, og skal nu efter J.C. Tuxens Søfarten og Skibsbygningskunsten, P.G. Philipsens Forlag, 1879, give hans beskrivelse af den i Norden så almindelige sejlskibstype. Citat fra side 439: Galease, et Skib, som mest anvendes i Norden; Hækken er flad, Skroget med stærk og fyldig Boug. Den har to Master, hvoraf den forreste, som kaldes Stormasten, er den højeste, staaer temmelig langt fra Stævnen og er taklet som Fortoppen paa en Topsejls-Skonnert. Den agterste Mast staaer meget agterlig og fører kun et Gaffelsejl. Det store forreste Gaffelsejl, som kaldes Storsejlet, danner i Forening med de fire forreste Stagsejl og den lille Mesan det karakteristiske ved Galeasen, hvorved den skiller sig fra en Skonnert."
Det fremgår af ovenstående beskrivelser, at galeasen i 1700-tallet til slutningen af 1800-tallet, dvs. til omkring 1880-erne havde råsejl på stormasten, men dette forsvandt omkring 1890-erne, hvor den nu kendte rigform for galeasen kom i brug, nemlig som regel med pælestormast og pælemesanmast med gaffelsejl, hvorover der førtes topsejl, samt stagfok, yderklyver, inderklyver samt i enkelte tilfælde havde en rå, hvorpå der kunne sættes en bredfok.

Galeasen som hermafroditskonnert som angivet i både A. Larsens som i Brynildsens ordbøger har måske været anvendt, men i 1900-tallet har i alle tilfælde søfolk brugt ordet galease om fartøjer med den ovennævnte rig, og i England blev denne rigtype kaldt ketch og især anvendt af de sejlførende trawlere i slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet samt af større lystfartøjer.


Yderligere oplysninger om galeasen

Med hensyn til yderligere oplysninger om galeaseriggen kan der henvises til John Leathers Gaff Rig, London, 1970. I denne bog er gaffelriggen i alle dens afskygninger behandlet, dog hovedsageligt omfattende engelske og enkelte amerikanske gaffelriggede fartøjstyper.

A. Larsen har i sin ordbog glosen jagtgalease, som han på engelsk kalder et fore-and-after-fartøj, underforstået et fore-and-aft-rigget fartøj, dvs. med skråsejl, altså gaffelsejl og tre til fire forsejl på sprydet.

I England og Amerika forstår man ved fore-and-after sædvanligvis et fartøj rigget som skonnert lige fra de kendte fiskeskonnerter til de tre-, fire- og op til seksmastede kystskonnerter. Dog har der været bygget en syvmastet skonnert, nemlig THOMAS W. LAWSON, bygget i 1902, 5.000 tons og 16 mands besætning. Den var en dårlig sejler og endte sine dage på Bishop's Rock Lighthouse ud for Scilliøerne sydvest for Lands End.

Jagtgaleasen har muligvis været brugt som betegnelse for en bestemt type galease, men søfolk brugte altid galease, når det drejede sig om denne type fartøjer, og i fagskrifter og fortegnelser over danske skibe er jagtgaleasen meget sjælden for ikke at sige aldrig blevet anvendt, da man betegnede denne fartøjstype som galease, og så var enhver sømand klar over, hvilken type det drejede sig om.


Også Anders Monrad Møller har behandlet fartøjstypen galeasen indgående i sin bog Fra galeot til galease fra 1981.


Jørgen Marcussen

Opdateret d. 20.10.2014  
Retur til toppen af siden.
Retur til hjemmesidens forside