KRONOLOGI

Religiøse kalenderrelationer

samlet af Jørgen Marcussen

Dette er femte del af otte

Revideret 15. december 2012.

INDHOLD for hele serien

Indledning til serien	Klokkeslæt
Tidsbegrebet	Religiøse kalenderrelationer - der er dette afsnit!
Kalendersystemer	Andre kalendersystemer
Nul-meridiankonferencen	Andre tidsenheder og andre tidsbegreber
Tidsenheder	Bibliografi

Religiøse kalenderrelationer

Nogle religiøse helligdage ligger fast på bestemte datoer i vores kalendersystem, mens andre flytter sig med himmellegemernes bevægelse. I den kristne verden er det påskedatoen, der betinger hovedparten af de øvrige helligdages datoer.

De faste helligdage er:
Juledag den 25. december,
Helligtrekonger den 6. januar og
Maria Bebudelsesdag den 25. marts.
I Danmark ophævedes sidstnævnte dag - sammen med en del andre helligdage - som helligdag ved Forordning af 26. oktober 1770, og det blev bestemt, at Maria Bebudelsesdag, også kaldet Fruedag, blev fastsat til den femte søndag i fasten.

De helligdage, der blev ophævet, var:
Helligtrekongersdag den 6. januar;
Maria Renselsesdag = Kyndelmisse den 2. februar;
Maria Bebudelsesdag den 25. marts;
Tredje Påskedag;
Tredje Pinsedag;
Sankt Hansdag den 24. juni;
Fruedag = Maria Besøgelsesdag den 2. juli;
Sankt Mikkelsdag den 29. september;
Alle Helgensdag den 1. november;
Mortensdag den 11. november og
Tredje Juledag den 27. december.

Kristne helligdage
Kirkeårets begyndelse, kirkens Nytår, er den første søndag i Advent, adventus = kommende. Efter tidlige spredte skikke med en adventperiode helt fra Mortensdag og en 6-ugers periode, blev de 4 uger før Jul fastsat som Advent af pave Gregor I (590-604), men Old Sarum-liturgien inkluderede op til middelalderen en femte søndag før Jul i Adventen. Den første søndag i Advent kan tidligst falde den 27. november og senest den 3. december.

Juleaften den 24. december er ikke helligdag, mens Juledag den 25. og Anden Juledag eller Skt. Stephensdag den 26. december er helligdage. Det første vidnesbyrd om julefest findes i en romersk kalender fra 354 e.Kr., der indeholdt annalistisk materiale om fester tilbage til 336 e.Kr.

Efter Nytår, hvor Jesu omskærelse eller circumcisio omtales, kommer Helligtrekongersdag eller Epiphania (epiphania = manifestation el. åbenbaring) den 6. januar. Epiphania forekommer først i den østlige kirke i det 4. århundrede. I Danmark har Helligtrekongers Dag ikke været helligdag siden 1770.

I perioden fra 2. til og med 6. januar kaldes en søndag i kirkeåret for Helligtrekongers søndag. I salmebogen fra 1953 hed søndagen efter nytår simpelt hen Søndagen efter nytår, men fra en gang i 1970'erne, hvor Folkekirken indførte ændrede tekstrækker, hvor bl.a. GT-tekster kom ind i læsningen ved gudstjenester, så kom søndagen samtidig til at hedde Helligtrekongers søndag.

De næste en til seks søndage - afhængig af Påskens beliggenhed - benævnes 1. til 6. søndag efter Helligtrekonger. Seks søndage er der kun i år, hvor Påskedag falder på den 21. april eller senere. Den sidste søndag kaldes også for "sidste søndag efter Helligtrekonger".
Derefter tælles baglæns fra Påsken de sidste 9 søndage således (s.f.P = søndag før Påske):

Uge før Påske	Latinsk navn	Betyder
9. s.f.P.	Septuagesima	kan falde mellem 18/1 og 22/2. De 70 dage regnes fra lørdag før første søndg efter påske og 10 uger baglæns til den 9. søndag før påske.
8. s.f.P.	Sexagesima	Fra Sexagesima tælles 60 dage fra onsdag efter Påske baglæns til den ottende søndag f.P.
7. s.f.P.	Quinquagesima	= fastelavnssøndag = Esto mihi. Her tælles 50 dage baglæns fa Påskedag.
6. s.f.P.	Quadragesima / Quintana	= første søndag i Fasten = invocavit. Her tælles 40 dage baglæns fra Skærtorsdag.
5. s.f.P.	Secunda Quadragesima	= anden søndag i Fasten = reminiscere.
4. s.f.P.	Tertia Quadragesima	= tredje søndag i Fasten = oculi.
3. s.f.P.	Quarta Quadragesima	= fjerde søndag i Fasten = lætare.
2. s.f.P.	Quinta Quadragesima	= femte søndag i Fasten = judica.
1. s.f.P.	Sexta Quadragesima	= sjette søndag i Fasten eller Palmesøndag, der efterfølges af den stille uge.

Fasten
Fastelavnstidens 40 dage begynder onsdag før den 6. søndag før Påske og løber til Påskelørdag. Den indledende onsdag kaldes Askeonsdag. Onsdagen ugen efter kaldes Tamperdag. Navnet stammer fra lat. quatuor tempora, der blev til quatemberaften og til slut tamperaften; oprindeligt var det aftenen før fasten. Der findes over det romerske kirkeår fire fasteperioder, ieiunia quattuor temporum, der kaldes tamperdage. Tidligst var er tale om tre gange, nemlig efter marts-nytåret i den fjerde måned, juni, i den syvende, september, den tiende, december og - senere tilkommet - i marts i forbindelse med fastelavnsfasten.

Tirsdagen før Askeonsdag kaldes Hvide Tirsdag, eng. Shrove Tuesday. I gammeldansk blev denne tirsdag også kaldet fedetirsdag eller flæsketirsdag, og tilnavnet er også set om den forudgående søndag som flæskesøndag (= sidste dag før fasten, hvor sulekost blev spist). Fasten var oprindeligt den periode, hvor nye medlemmer af kirken modtog instruktion og forberedte sig til at blive døbt i forbindelse med Påsken. Forberedelserne indebar, at det kommende medlem afstod fra tidligere vellevned og i øvrigt frasagde sig tidligere syndefuld adfærd. Det kendes tidligst fra ca. 200 e.Kr. og er beskrevet af Hippolytus. Fastens varighed på 40 dage blev først nævnt ved Nicaea konciliet.

Karneval
Karneval er tiden fra den 6. januar til Askeonsdag.

Kyndelmisse. Den 2. februar fejrer katolske lande Kyndelmisse, lysenes messe, missa candela, der også i Norden blev en midvinterfest.

Maria Bebudelsesdag. Maria fejres den 25. marts i katolske lande.

I den stille uge har torsdag og fredag deres egne navne: Skærtorsdag, eng. Maunday Thursday, Langfredag, eng. Good Friday før Påskedag og Anden Påskedag. Selve Påskens beregning er beskrevet senere. Påsken er tæt knyttet til mosaisk Påske, men modsat denne og modsat Julen holdes den kristne Påske altid en søndag.

Valborgsdag fejres den 1. maj. Dagen er opkaldt efter den engelske prinsesse Walpurgis, der blev abbedisse i klosteret i Heidesheim i Tyskland (i Schwaben). Walpurgis døde i 779. Hun blev helgenkåret den 25/2, hvorfor også denne dag anvendes som helligdag.

Store Bededag er fastsat ved lov af 27. marts 1686 som den fjerde fredag efter Påske. Loven afløste Forordningen af 1580, hvor der var hele tre bededage den 16., 17. og 18. januar.

Kristi Himmelfartsdag, ascensio, er den sjette torsdag, 40 dage, efter Påske. Dagen blev universielt fejret i kirken fra slutningen af det 4. århundrede.

Efter Påsken er den 7. søndag Pinsedag, eng. pentecost = 50. Whitsunday på eng. er opkaldt efter de hvide dragter, som nydøbte bar efter dåben i forbindelse med Pinsefesten. Søndagen efter er Trinitatis (Trinity Sunday (eng.)) fejret siden ca. år 900. Herefter tælles søndagene som 1., 2., .3. osv. Søndag efter Trinitatis. Det er en skik, der begyndte i 9. århundrede, og som i de protestantiske lande er fortsat til nu, mens katolske lande nu tæller søndagene direkte fra Pinse uden Trinitatis.

Sankt Hansdag
Sankt Hansdag er ikke længere en helligdag. Dagen er opkaldt efter den kristne skikkelse Johannes Døberen, idet den 24. juni betragtes som hans fødselsdag. Kilden hertil er Lukas Evangeliet (1, 36), ifølge hvilket Johannes' mor, Elisabeth, var gravid i sjette måned ved Maria Bebudelse. Datoen blev i oldkirken fastsat som 7 dage før den 1. juli, altså lige som Julen 7 dage før den 1. januar. Pga. decembers 31 dage og junis 30 dage falder Juleaften den 24., men Sankt Hansaften den 23. Som helligdage blev både Skt. Hansdag og Maria Besøgelsesdag den 2. juli afskaffede ved Forordningen af 26. oktober 1770.

Mikkelsdag
Mikkelsdag er opkaldt efter ærkeenglen Mikael, der havde sin dag den 29. september, men også denne helligdag blev afskaffet i 1770 og den tilhørende takkebøn for høsten henlagt til efterfølgende søndag. Den østromerske kirke benyttede datoen den 8. november som Mikkelsdag.

Allehelgensdag den 1. november og Allesjælesdag den 2. november er to yngre helligdage fra omkring år 800-1000 til minde om martyrer og helgener. Allesjælesdag blev afskaffet i Danmark ved reformationen og Allehelgensdag i 1770, selvom dagen også var blevet reformationsdag, da Luthers teser blev slået op om aftenen den 31. oktober på Allehelgenskirkens port i Wittemberg i 1517.

Mortensdag den 11. november - og Mortensaften den 10. november - er opkaldt efter biskop Martin af Tours (ca. 320-400), men ikke holdt som helligdag i Danmark.

Påskebestemmelser
Påsken er knyttet til Jesu korsfæstelse tre dage før den jødiske Påskefest, men for det første er der uoverensstemmelser om den eksakte dag mellem de tre og det ene evangelium, og desuden kompliceres beregningen af, at det jødiske døgn begynder ved solnedgang. Derfor opstod der i den tidlige kristne kirke to retninger: Quintodecimanerne, der mente, at det var en bestemt dag, mens Quartodecimanerne mente, det var aftenen før denne dag. Det blev så i 325 vedtaget, at Quintodecimanernes opfattelse var den rigtige, og Nicaeakonciliet besluttede, at Påskedag fastlægges som den første søndag efter den første fuldmåne på eller efter forårsjævndøgn den 21. marts påskegrænsen, terminus paschalis. Falder fuldmånen på en søndag, er Påskedag søndagen efter. Påskedag kan således tidligst falde den 22. marts (det skete sidst i 1818) og senest den 25. april (det skete sidst i 1943). Påskebestemmelsen kan ske efter den Gaussiske regel, eller efter Gyldental og Epakter, idet man går ud fra, at jævndøgn falder den 21. marts, og at fuldmåne falder på måneperiodens 13. dag efter nymåne (Luna 14).

Hr. Oudin komponerede en formel for påskebregningen. Den blev modificeret af flere andre og kan let findes på nettet i andre versioner. Den gentages for gregorianske kalender nedenstående, hvor:
Y = året
M = måneden for Påsken, og
D = datoen for Påsken.
% = modus, dvs. der divideres med det efterfølgende tal, men det er divisionsresten, der anvendes.
/ = divisionstegn.
Alle divisionsrester kasseres.
G = Y %19
C = Y/100
H = (C - C/4 - (8C + 13)/25 + 19 x G + 15) %30
I = H - H/28 x (1 - (H/28 x 29/(H + 1)) x ((21 - G)/11))
J = (Y + Y/4 + I + 2 - C + C/4) %7
L = I - J
M = 3 + (L + 40)/44
D = L + 28 - 31 x (M/4)

Påskebestemmelsen er kompleks. For det første falder jævndøgn ikke altid den 21. marts, og den astronomiske fuldmåne er ikke den samme som den kirkelige, men baserer sig på tabelariske værdier, der ikke omfatter alle astronomisk observerede variationer. Fra cirka 1800 anvendtes til beregningen den gaussiske regel. Jeg er ikke sikker på den nuværende beregningsmetode.

Uden en formel skal man for at kunne fastlægge datoen for den bevægelige Påskedag bruge tabeller over årets, begyndelsesdag, Søndagsbogstavet, og Månens stilling i dens nittenårige periode angivet ved Gyldentallet, mens det antal dage, der er gået siden årets sidste nymåne og til Nytår, angives i Epakterne. Ved brug af tabellerne over disse tre størrelser kan man fastsætte Påskedagens beliggenhed. Da Påskedag kan falde på 35 forskellige datoer, findes der 35 forskellige påskekalendarier.

Gyldentallet
Gyldentallet eller numerus aureus eller decennovenalis cyclus er tallet for Månens periode i forhold til Solens periode. Tallet introduceredes i 530, men blev regnet fra Nicaea i 325. Månen roterer synodisk omkring Jorden 235 gange på 19 år. Hvert 19. år vil månefasen derfor indtræffe på samme dato. De nitten år udgør en periode, og periodens enkelte år benævnes fortløbende fra 1 til 19. Årets tal kaldes Gyldentallet.

Kirkelige autoriteter valgte i middelalderen at begynde den nittenårige periode i år 1 f.Kr., da det var beregnet, at da var det nymåne den 1. januar. Derfor kan Gyldentallet findes som [året + 1] : 19, og det er resten, der er Gyldentallet. Er resten 0 er Gyldentallet 19. Oprindelsen og beregningerne er i virkeligheden mere indviklede end her skitseret.

Den nittenårige periode kaldes også for den metonske eller metoniske periode efter den græske astronom, Meton, der i 432 f.Kr. påviste, at 235 synodiske måneperioder hver med 29,5 dage svarer til (næsten) 19 almindelige år.

Man opdelte året i måneder af hhv. 125 fulde à 30 dage og 110 hule à 29 dage, men regnestykket passede ikke helt, så man indskød i en 19-årig periode i de syv af årene en skudmåned, de såkaldte menses embolismales på 30 dage. Årene får da 354 / 355 (skudår) eller 384 / 385 (skudår) dage. Den lettest tilgængelige forklaring på beregningen har jeg fundet i Encyclopedia Britannica i Macropedia under Early calendars. Se også under Månen.

Det havde været mere korrekt for den metoniske periode at benytte 29 dage 12^h 44^m. De 44^m bliver til ca. 1 dag for hver 32 måneperioder. I almindelige skudår forlænges februarlunationen med én dag. Allerede kirkekonciliet i Nikaea i 325 havde anerkendt dette beregningsgrundlag. 235 synodiske middelmåneder indeholder 6.939,688 dage. I den gregorianske kalender indeholder 19 år 6.939,6075 dage. Påsketabellerne indeholder derfor reguleringsværdier for denne uoverensstemmelse. Det totale systems periode er på 5.700.000 med 2.081.882.250 dage, der er lig med 70.499.183 måneperioder, hvorefter påskedagene vil gentage sig selv.

Det metoniske system blev revideret af Calippus (370-300 f.Kr.), der kombinerede fire metoniske perioder 4 x 235 = 940 lunare måneder, hvori der indgik 441 hule og 499 hele måneder. Perioden indeholdt således (441 x 29 + 499 x 30) = 27.759 dage, hvilket giver et år på 365,25 dage (27.759: (19x4)) i en periode på 76 solår. Efter beregneren kaldes perioden for Calippuses periode.

Claves terminorum
Claves terminorum eller påskenøglen var en beregnet påsketabel, hvor man til årets Gyldental fandt en entydig »clavis« eller nøgle:

Gyldental 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 Clavis    26 15 34 23 12 31 20 39 28 17 36 25 14 33 22 11 30 19 38

Clavistallet skulle lægges til nogle nøgledatoer og gav da de søgte helligdage på en forenklet måde. Man kunne fx finde Septuagesime ud fra datoen 7. januar kaldet Clavis septuagesime; Quadragesime ud fra den 28. januar; Påsken ud fra den 11. marts og pinsen ud fra den 29. april.

Systemet kom i brug blandt engelske beregnere, computister, fra ca. 1000 og i Norden fra ca. 1300 (om forskellen på claves minoris og claves maiores se KLfNM).

Søndagsbogstavet
Søndagsbogstavet eller littera dominicales. Ugens dage benævnes med et bogstav fra A til G begyndende med årets første dag som A. Hvis et år begynder med en søndag, bliver alle årets søndage A-dage; hvis året begynder med en mandag, bliver alle årets søndage G-dage. I skudår må man have to sæt søndagsbogstaver: et til før skuddagen og et til efter skuddagen, den 24. februar. Da skuddagen ikke får tilknyttet et bogstav, men dagen alligevel tæller med, må de efterfølgende dage flytte en plads tilbage i Søndagsbogstavsrækken, fx BA.

Soltallet
soltallet eller cyclus solaris er et tal mellem 1 og 28 og benyttes til at finde søndagsbogstavet med. Dagenes gentagelse på en bestemt dato - her den 1. januar - beregnes ud fra et almindeligt års 52 uger og 1 dag og et skudårs 52 uger og 2 dage, hvorved et år begynder med den næste ugedag i forhold til året før, medmindre det er året efter et skudår, hvor det begynder med ugedagen to pladser efter det foregående år. Denne periode drejer i 28 år, hvorefter den gentager sig: Når man beregner årets plads i perioden, skal man regulere for årene 1700, 1800 etc., der ikke er skudår samt for forskelle mellem den julianske kalender og den gregorianske kalender. Tallet findes derfor lettest i tabeller sammen med Søndagsbogstavet. Soltallet for år 2000 er 21.

Epakter
Epakten, epacta lunaris fra gr. epagein = at interkalere, angiver antal dage fra årets sidste nymåne og til den 1. januar. Oprindeligt beregnedes epakterne på Bedes og Dionysius's tid som Månens alder siden 22. marts, der var første dag efter jævndøgn. Hvis det er nymåne den 1. januar er epakten 0. I andet år er epakten 11, da måneåret er 11 dage kortere end solåret; 3. år er tallet 22, og 4. år er det (33-30) = 3. Disse religiøse epakter kan til den julianske kalender findes som [((Gyldentallet - 1) x 11) : 30] og resten er årets epakt. Epakterne findes lettest i tabeller i kronologiværker (se også KLfNM).

Tallene for de bedanske/dionysiuske epakter er:
I      0 Epakten 0 er gerne vist med en asterisk: * II    11 III   22 IV     3 V     14 VI    25 VII    6 VIII  17 IX    28 X      9 XI    20 XII    1 XIII  12 XIV   23 XV     4 XVI   15 XVII  26 XVIII  7 XIX   18

Beregningerne er i virkeligheden mere komplicerede, og der skal tages hensyn til månespringet, saltus lunæ, hver 19. år, hvor en dag springes over, og epaktertallet forhøjes med 12 i stedet for 11. Dette måneår, der er embolistisk, får så 383 dage, hvis det er et almindeligt år og 384 ved skudår. For at rette op på uoverensstemmelserne med den observerede Måne interkaleres der på 2500 år 7 gange med 300 års mellemrum 1 dag, og efter endnu 400 år interkaleres endnu 1 dag. I alt interkaleres 8 dage i denne regulering, der kaldes månejævningen.

Efter 30 månejævninger, hvilket er 9.300 år, er perioden gennemløbet, og der er igen epoke. Dette ville have været korrekt, hvis vi havde fortsat med den julianske kalender, da epaktsystemet er beregnet på grundlag af denne kalender. Da den gregorianske kalender udelader skuddagene ved 1700, 1800 osv. kommer nymånen i disse år én dag senere i forhold til Epakterne - det kaldes for soljævningen - men da år 1800 og 2100 osv. - har både måne- og soljævning samtidig, rykker det ikke epakten dette år, og i 1600 og 2000 er der hverken måne- eller soljævning, og så rykker det heller ikke epakten. Foruden denne skuddagskomplicering, skal også de 10 dage, der blev sprunget over ved skiftet mellem den julianske kalender og den gregorianske kalender indregnes.

Der findes også en påskeperiode, der har været i brug tidligere end Bede. Den opstod som produktet af solcirklens 28 år x måneperiodens 19 år, i alt 532, hvorefter påskefuldmånen igen falder på samme måneds- og ugedag.

Gennem hele middelalderen skiftede epakterne den 1. september efter aleksandrinsk skik, der havde måneårstalsskifte denne dato. Disse borgerlige-religiøse epakter er forskellig fra de astronomiske Epakter.

For år 2000 er Gyldentallet 6, Epakten er 24, Søndagsbogstavet er BA, idet det er skudår og søndagen er anden dag i året, derfor B indtil skuddagen, derefter er det A.

Konkurrenterne
Konkurrenterne eller dies concurrentes - epactae concurrentes benyttedes i middelalderen til at finde ugedagen den 1. i en måned. Konkurrenten efter den julianske kalender er den rest , der findes ved at addere årstallet til antallet af skudår siden Kristi fødsel + 4 og dividere summen med 7. Resten er lig Konkurrenten. Er resten 0 er Konkurrenten 7.

Til Konkurrenten adderes sol-regulærtallet, regularis feriales, der er 1 for april og juni; 2 for januar og oktober; 3 for maj, 4 for august, 5 for februar og marts og november; 6 for juni og 7 for september, oktober og december. Er summen over 7, fratrækkes 7, og så er den første dag i måneden: 1 = søndag, 2 = mandag osv.

Efter den gregorianske kalener findes Konkurrenten ved til årstallet at addere antal skudår e.Kr. og subtrahere 6 og dividere resultatet med 7 - det er altså lettere at bruge tabeller til det - eller se næste afsnit.

Der er sammenhæng mellem Søndagsbogstavet og Konkurrenterne, der jo anvendes til det samme. Derfor er:

Søndagsbogstav: A B C D E F G Konkurrent:     6 7 1 2 3 4 5 Konkurrenten er 7, når det foregående år ender på en søndag, og i et skudår svarer Konkurrenten til Søndagsbogstavet i årets sidste del.

For påskeberegningen er Dionysius den mest berømte. Hans kalendersystem skelner mellem et liturgisk år, et påskeår med nytår ved fuldmånen før Påske (luna 14 paschalis), et borgerligt år og et kirkeligt år.

Andre mærkedage
Jubelår = annus jubilei = annus jubilationis er en kirkelig inddeling, der har været i brug siden år 1300. Først med nogen ujævne mellemrum, men fra 1450 er der afholdt et kirkeligt jubelår hvert 25. år. De første jubelår var 1300, 1350, 1390, 1400, 1450.

Skiftedageller arbejdstagers, »tyende«, fratrædelses- og tiltrædelsesdag, også kaldet fardag - fra fare = rejse, var traditionelt den 1. maj og den 1. november, og datoerne blev fastsat ved Forordning af 25. marts 1791. Tidligere havde man benyttet Påskedag og Mikkelsdag den 29/9 som skiftedage.

Flyttedagene blev fastsat ved Resolution af 7. marts 1821 som tredje tirsdag i april og i oktober. Faldt forårsflyttedagen i Den stille Uge eller på Tredje Påskedag, blev den flyttet til torsdag efter Påske. Tidligere, ved Resolution af 27. september 1754, var flyttedagene bestemt til tredje fredag efter Påske og Mikkelsdag. I København blev det ændret ved Reskript af 28. juni 1799 til tredje tirsdag i april og oktober. Senere, i 1813, blev det også gældende for købstæder og i 1870-erne udstrakt til at gælde for hele landet - med samme påskeundtagelser som ovennævnt.

Emnet er fortsat i næste dokument med Andre kalendersystemer.
Link til de refererede kilder.

	Retur til hjemmesidens forside
Opdateret d. 16.12.2012	Retur til kronologiforsiden