KRONOLOGI

Klokkeslæt

samlet af Jørgen Marcussen
Revideret 10. august 2011. Dette er fjerde del af otte.

INDHOLD for hele serien

Indledning til serien Klokkeslæt - der er dette afsnit!
Tidsbegrebet Religiøse kalenderrelationer
Kalendersystemer Andre kalendersystemer
Nul-meridiankonferencen Andre tidsenheder og andre tidsbegreber
Tidsenheder Bibliografi
 

INDHOLD for KLOKKESLÆT

 

KLOKKESLÆT

Ved klokkeslæt forstås det eksakte tidspunkt, som en tidsmåler viser efter et bestemt tidsmålingssystem. For i praksis at kunne koordinere ting, få køreplaner til at virke og kunne møde hinanden på bestemte tidspunkter, er det nødvendigt med nogle fælles tidsmålingssystemer. Der har eksisteret mange forskellige systemer. De væsentligste er beskrevet nedenfor.

Stjernetid / siderisk tid
Stjernetid, eng. sidereal time, (se også siderisk døgn) bruger Ariespunktet som referencepunkt. Et stjernedøgn er kortere end et middelsoldøgn, hvorfor også stjernetimer, -minutter og -sekunder er kortere end middeltidsenhederne. Forholdet mellem soltid og stjernetid er som 1 : 1,00273791. Stjernetid anvendes ikke i navigationen. Stjerneklokkeslættet er Ariespunktets timevinkel W for meridianen. I stjernetid har Jorden et døgnomløb på 23h 56m 3,445s i middeltid, hvorfor det giver én jordrotation, målt i stjernetid, mere på et år, end middeltidsåret har. Stjernetid bruges kun af astronomer. Beregningen ud fra Ariespunktet bliver ikke helt den samme, som hvis en rotation blev målt i forhold til en fiksstjerne, idet Ariespunktet har en - om end langsom - egenbevægelse mod vest, hvilket gør rotationen fra Ariespunkt til Ariespunkt 0,008s kortere end en stjerne-til-stjerne rotation. Omkring 1900 brugtes også udtrykkene stjernetimer, -minut­ter og -sekunder.

Sandtid
Sandtid, eng. apparent solar time, er tidspunktet målt efter Solens position i forhold til den observerendes position. Det er sandmiddag, når Solen står i meridianen over polen, og sandmidnat, når Solen står i meridianen under polen. Sandklokkeslættet er lig bue­stykket af en breddeparallel fra observationspositionens meridian under polen mod vest til deklinationscirklen gennem Solen. Et sanddøgn måles fra Solen står i observatørens meridian og til den igen står i meridianen. Solen bevæger sig ikke jævnt, og ure kan ikke gå efter sandtid. Forskellen mellem sandtid og middeltid er tidsækvationen.

Sandtid var den almindelige anvendte tid i Danmark fra man begyndte at bruge ure. Allerede Christian Vs lov fra 1683 giver i Anden Bog, Kap. 22, § 42 bestemmes det at "Klokkeren maa ej stille Klokken nogen til Villie, enten for Brylluppers, Begravelsers, eller anden Aarsags Skyld, anderledis end Solen og Dagens Tid det udkræver under tyve Lod Sølvs Straf til Kirken."
[6387 sp.392] Den lokale tid var således sandtid, og tiden var derfor overalt i det danske rige forskellig fra by til by. Det havde ikke den store betydning, da de eksisterende pendulure ikke kunne gå under transport, og de eneste rejseure derfor var solure med kompasi, som jo altid ville vise sandtid. Sammenligning mellem ure forekom derfor ikke. Bestemmelsen var gældende indtil 1880.

En speciel sandtidsnotation blev brugt af engelske søfolk op til 1600. Skibslogbogen blev udfyldt med fx East Sun i stedet for klokken 0600, og for 0900 skrev man South-East Sun efter et system, hvor kompassets streger blev omsat til tid i 24 timer. Systemet havde rod i tidlige tidevandstabeller, hvor man ved Månens alder og havnekonstanterne kunne udlede højvandet, der hver dag kom ca. 48m senere, end den foregående dag. Kendte man nu højvandets »kompasstreg« ved fuldmåne, kunne man udlede højvande efter et antal dage (= antal streger) + (3m x antal dage) : 45).

Klokkelsæt efter kompasstreger:
  •     N svarer til 00 00
  •     NtilE 00 45
  •     NNE 01 30
  •     NEtilN 02 15
  •     NE 03 00
  •     NEtilE 03 45 osv.

Efemeridetid (ET)
Efemeridetid, eng. ephemeris time, er en dynamisk tid, der defineres som den variable T, der indgår i differensligningen for et himmellegemes bevægelse. Observationer af himmellegemets positioner og opslag i dets almanakefemerider muliggør udregning af et dynamiske tidsforløb.

Efemerider er daglige data for himmellegemernes positioner og bevægelser. Efemerider benyttes af astronomer og navigatører, og de optegnes i almanakker. For at kunne forudberegne himmellegemernes positioner for flere år, må der anvendes en tidsskala som er uafhængig af øjeblikkets jordklodefluktueringer. Der kendes efemeridetabeller udregnet af Salomon Jarchus for året 1150, men det er først fra 15. århundrede, der regelmæssigt beregnes efemerider. Johann Regiomontanus (1436-1476) udgav en tabel for 1475-1506 og Kepler udgave en for 1617-1636. For navigatører er den mest kendte efemeridetabel The Nautical Almanac, der er udkommet fra 1767 og til i dag. De tidlige tabeller anvendte dog ikke en speciel tidsskala.

En speciel efemeridetid blev fastsat af Den internationale astronomiske Føderation (Union) i 1952. Skalaen var rettet for periodiske ujævnheder i Jordrotationen og var i brug til 1984, hvor den erstattedes af Barycentric Dynamical Time (TDB) til brug ved mere teoretiske stjernebestemmelser og en Terrestrial Dynamical Time (TDT) for geocentriske efemeridebestemmelser til mere praktisk brug. TDT er lig TAI + 32,184 s (se atomtid fra TAI og mere om dynamisk tid i EB vo. 28 p 661).

Et efemeridesekund defineredes fra 1958 som 1/31.556.925,9747 del af det tropiske år beregnet i år 1900 0d 12h. Efmeridetidssekundets længde er tæt på gennemsnittet af middelsolsekundet fra 1750 til 1903. I 1976 fastsatte Astronomiføderationen, at TDB skulle benytte SI-sekundet som enhed. I 1999 var forskellen TDT - UT 64 sekunder.

Middeltid
Middeltid, eng. Mean time - universal time. I den borgerlige verden er det almindelige tidssystem beregnet ud fra middeltiden. Ved middeltid forstås tidspunktet efter en tænkt, jævnt bevægende middelsols bevægelse. På Greenwichmeridianen kaldes tiden Greenwich Mean Time (GMT). Middelklokkeslættet på andre længder kaldes Local Mean Time (LMT). Middelsolen bevæger sig fra vest mod øst én gang rundt på samme tid som den sande Sol. Tidligere anvendtes også udtrykkene middeltimer, middelminutter og middelsekunder. Alle ure, der viser GMT, viser samme tidspunkt over hele Jorden. GMT er derfor ikke et godt system til at angive døgnets timer lokalt.

Efter jernbanernes indtog i England blev det praktisk for selskaberne at lade togene køre efter en fælles og fastlagt tidsskala, som nødvendigvis måtte være efter middeltid et betsemt sted, og det blev naturligt tiden for Greenwich observatoriet, og i 1840'erne var dette gennemført så godt som overalt i landet.

Da jernbanerne kom til Dnamark, fik vi samme problem med lokaltiderne, og der begyndte til myndighederne at indløbe både forslag og klager vedrørende det upraktiske ved brugen af lokal sandtid. Ministeriet for Kirke- og Undervisning tog fat om problemet i 1877 og forespurgte biskopperne om, hvilke problemer en fast fælles middeltid ville skabe. Biskoppernes svar gik for det meste ud på, at de små forskelle i tidsforskydninger kunne man godt leve med, og at det jo nok var praktisk, at man benyttede Københavnertid som fællestid.

Med en lov fra den 6. februar 1880 blev der indført københavnsk tid som fællestid i hele landet. En anden fordel ved at gå over til middeltid var, at så blev alle døgn lige lange. Denne lov gav dog et internationalt problem, nemlig at Danmarks middeltid ikke harmonerede med Sveriges og Tysklands middeltid; dvs. ved alle landegrænser gav disse nationale systemer problemer. Det kunne løses ved indførelsen af fælles tidszoner. Se nedenstående om zonetid.

Middeltid blev ved lov indført i UK i august 1880 og indtil den 1. januar 1925 blev GMT-døgnet regnet fra klokken 1200. Siden 1928 har UT været anvendt, først til videnskabelige og senere i andre og bredere sammenhænge til at angive middeltiden målt fra midnat. GMT er nu ved at være afløst af UTC-systemet, se herunder. Der er endnu visse lande, hvor sædvanen er at udtrykke tidspunktet efter 2 x 12 timer i døgnet. En formiddagstid angives i dette system som klokken 09 21 am (a.m. / A.M.), hvor am står for ante meridiem = formiddag eller før meridianpassagen; og eftermiddagstidspunkter angives som klokken 09 21 pm (p.m./ P.M.), hvor pm står for post meridiem = eftermiddag eller efter meridianpassagen.

UT - Universal Time
Universal time blev introduceret i 1925 for at angive GMT med døgnstart klokken 00 midnat. Den koordinerede tid, eng. Co-ordinated universal time, blev først benyttet i 1960, da UK og USA synkroniserede deres klokkeslæt af hensyn til radioudsendelser og anden elektronisk kommunikation. I 1964 blev koordineringen overtaget af den Internationale Astronomiske Union (IAU), hvorefter tidsangivelsen blev kaldt Coordinated Universal Time, UTC.

Siden den 1. januar 1972 har UTC været fastlagt ud fra atomtiden, TAI, og uoverensstemmelser mellem UT1 og UTC (og TAI) er blevet udlignet ved hjælp af skudsekunder; samtidig begyndte UT at blive anvendt til videnskabelige opgaver.

Universal time (UT) er det samme som middelsoltiden på nulmeridianen. Den inddeles i døgn à 24 timer med midnat klokken 00h 00m 00s. Principielt er klokkeslættet beregnet efter middelsolens bevægelse, men i virkeligheden beregnes den ud fra stjernetid. UT er i dag den anvendte tid i astronavigation.

UT0
UT0 er UT-tiden bestemt direkte efter astronomiske observationer, men jordrotationen er ujævn og varierer både i årets løb og i løbet af døgnet. Der skal derfor rettes for:
  1. Polaksebevægelser i størrelsesorden +/- 15-20 millisekunder for præcessionen med en ca. 26.000 års periode og nutationen med 18,6 års periode.
    Herved fås UT1, der er lig GMT. UT1 beregnes fra BIH (Bureau International de l'Heure) ud fra observationer fra ca. 75 observatorier.
  2. Hastighedsvariationer, fluktuationer, pga. bl.a. vind og tidevand, størrelsesorden +/- 30 millisekunder, der kaldes sekulære afvigelser. Herved fås UT2, som man mente var ensartet og i overensstemmelse med Jordhastigheden, men indre forskydninger i mellem kerne og skorpe ændrer Jordens inertimoment og dermed dens rotationshastighed, hvorfor UT2 heller ikke fuldstændigt nøjagtigt afspejler en middeltid, der »går op« i naturlig sandtid.
    Der indgår endnu en mindre afvigelse, Chandler's Wobble eller Chandlerperioden på 430 dage, hvor polen bevæger sig med en zigzagget bane med diameter på omkring 15 meter.

UT2s rolle er nu overtaget af TAI.

Der er yderligere målt en årstidsbestemt afvigelse i Jordrotationen, hvor Jordens hastighed i den nordlige sommer er hurtigere end om vinteren.

Ville man nu med meget stor nøjagtighed anføre, at tiden mellem klokken 08 00 og 09 00 UTC var en time eller 3.600 sekunder, ville det ikke være korekt, idet det er nødvendigt at skelne mellem sekundets varighed som defineret i SI-standarden og Jordens position, der jo er udtrykt i eksemplets timetidspunkter. Da tidsforløbet måles med standardsekundet, og da jordpositionen er afhængig af Jordens hastighed, så må en proportional del af Jordens årlige hastighedsafvigelse anvendes på tidsforløbet, der således bliver 3.600 + (1 x årlig afvigelse) : (365 x 24); den årlige afvigelse kan i eksemplet sættes til 1 sek. Regnestykket giver så 3.600 + 0,00011 sekunder.

Atomtid
Atomtid er den nøjagtigste anerkendte tidsbestemmelse til videnskabelig brug. Med sekundets definition i relation til svingningen af et atom kunne der skabes en entydig verdenstid - atomtid - også kaldet TAI - International Atomic Time. Det første cæsium-atomur blev taget i brug i 1957 og den nye tidsreference var klar i 1958, og referencesekundet blev vedtaget på Den internationale Mål- og Vægtkomites 13. konference i Paris i 1967 og formelt ratificeret som standard i 1971.

Det blev besluttet at sætte atomtiden i gang den 1. januar 1988, og at det skulle vedligeholdes af The International Bureau of Weights and Measures (BIPM). Systemet blev sat i gang med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1958. Nøjagtigheden for atomure er omkring 1 x 10-12 til 10-13. Tidligere blev officielle kronologiske målinger samordnet af Bureau International de l'Heure, som var grundlagt i Paris i 1912, og bureauet vedligeholdt atomtiden fra 1972 til det i 1988 afgav kontrollen til Bureau International des Poids et Mesures i Paris.

I 1980 blev atomtiden omdefineret, da det blev fastslået, at tyngdekraftforhold havde indflydelse på atomurenes stabilitet, således at atomtiden nu defineres som:
International atomtid er en koordineret tidsskala fastlagt i en geocentrisk referenceramme med SI-sekundet, som observeret på den roterende geoide, som tidsskalaenhed.

Jordens rotationshastighed
Tidselement var nu så nøjagtigt, at Jorden - eller dens rotationshastighed - ikke kunne leve op til det og ikke længere kunne bruges som reference på grund af dens uregelmæssige bevægelser.

TAI-sekundets længde er fast, men ikke i harmoni med årets længde, der langsomt aftager. TAI-sekundet blev fastlagt på grundlag af det 19. århundredes årslængde og er derfor for kort og følgelig løber TAI-tiden for hurtigt, og skudsekunder indsættes, når nødvendigt. Jordens rotationstid er aftagende i en størrelsesorden af 1-3 millisekunder pr. dag pr. århundrede, og for at kunne rette for denne ændring blev der indført en UTC - Co-ordinated Universal Time - i 1972, hvor forskellen fra UT1 blive indsat i UTC som skudsekunder, når det er nødvendigt, hvilket det er for øjeblikket cirka hver 500. dag, og forskellen var per 31. december 1998 kommet op på 32 skudsekunders forskel, for at holde trit med den langsommeligere klode. Der er indtil nu indsat ca. et skudsekund per år. Bortset fra indsættelsen af skudsekunder er de to tidsskalaer ellers i takt med hinanden.

Visse almanakker viser det antal skudsekunder, der er indsat siden 1972, og denne skala er per 31. december 1998 nået til 22 skudsekunder. Det er Den internationale jordrotations Service, International Earth Rotation Service (IERS), der meddeler og administrerer indsættelsen af skudsekunder. Det meddelels bl.a. i Notices to Mariners.

På lang sigt aftager Jordens rotationshastighed, men det foregår ikke jævnt. Fra ca. 1600 til 1700 var hastighedsformindskelsen markant, ca. 15 millisekunder, mens formindskelsen fra 1700 til 1950 har bevæget sig omkring en 0-afvigelsesgrænse. I den nærmeste foregående tid har der været en stigende hastighed, og Jorden har nu (år 1999-2000) sin højeste hastighed siden 1929. I den periode, hvor nøjagtige målinger foreligger (ca. 150 år), har den maksimale hastighed været målt i 1871 og den minimale målt i 1912. På grund af tidevandets indflydelse er der kortperiodiske spidsbølgeformede afvigelser i størrelsesordenen 0,5 til 1 millisekund per ca. 12 dage.

GPS-tid
Med fremkomsten af satellitnavigationssystemer blev det nødvendigt med et tidsreferencesystem til dette brug. Satellitterne (NAVSTAR) benytter TAI, men da deres tidssystem blev sat i gang den 6. januar 1980 i overensstemmelse med UTC, og der ikke indføjes skudsekunder i satellitsystemet, så er GPS-tid 19 sekunder bagud for TAI, og i 1997 altså 12 sekunder forud for UTC. Forskellen har ikke betydning for brugen af GPS, da der måles ved relative tidsforløb.

Den nøjagtige tidsbestemmelse er også afhængig af atmosfæriske fejl, der kan forskyde radiosignalernes transmissionstid. Jorden er omgivet af troposfæren indtil 10 km over jordoverfladen; uden for dette lag ligger stratosfæren mellem 10 og 50 km; og yderst ligger ionosfæren. Der finder afbøjning sted i alle tre lag, men det er ionosfæreafbøjningen, der har en betydende størrelse.

Det er sollysets ultraviolette stråling, der afstedkommer inoiseringen. Derfor er afvigelsen størst om eftermiddagen ved 15-tiden og mindst om morgenen ved 05-tiden. GPS-fejlen kaldes gruppetidsforsinkelsen, og begrebet er nævnt i Navigation 3 (1999) i forbindelse med satelltikonstellationen, men ikke behandlet. Det giver sig udslag i en radiosignalforsinkelse når signalernes frie elektroner skal passere de ioniserede molekyler. Fejlen er bestemt af flere faktorer, og i formlen for fejlen indgår sendefrekvensens kvadrat og »det totale elektronindhold i atmosfæren«, TEC. Formlen kan udtrykkes som: Dt = (K x TEC) : f2; hvor K er en konstant, f er frekvensen og TEC elektronindholdet.

Fejlen svinger desuden med årstiderne og er størst omkring forårsjævndøgn. Solpletaktiviteten influerer også på fejlen. Jo flere solpletter, jo større ionisering. Solpletaktiviteten har en periode på ca. 11 år, og den 22. periode, der begyndte i 1986, havde maksimum i 1991 og minimum i 1997, hvor gruppetidsforsinkelsen var mindst. GPS-systemet foretager forskellige korrektioner for at eliminere fejlen, men det ligger ud over denne teksts emnekreds.

Tidsækvation
Tidsækvationen er forskellen mellem sandtiden og middelsoltiden. Den skyldes ekliptikas hældning og Jordens forskellige vinkelhastighed på forskellige punkter i sin bane, der giver en døgnlængde, der ved jævndøgn er kortere end middelsoltidens gennemsnitslængder og ved solhverv længere. Tidsækvationen er nul ca. den 15. april, den 14. juni, den 1. september og den 25. december, hvorfor solure kun omkring disse dage kan bringes til at vise middeltid.

Tidsækvationen kan blive mellem ca. - 14m 21s - ca. den 11. februar - og + 16m 22s - ca. den 3. november. Ækvationen er minus i første halvår og plus i andet halvår med maksimum i november, da Jorden er i sit perihelium den 1. januar. Tidsækvationen er en kombination af ellipseafvigelsen (Jordens bane) og hældningsafvigelsen (Jordens aksehældning). Bemærk at fortegnsstandarden - at tidsækvationen skal anvendes med sit fortegn for at få sandklokken - ikke er særlig gammel, og at navigationstabller også i det 20. århundrede kan have modsat notation.

Zonetid
Zonetid kaldes også for standardtid. Der er indført et zonetidssystem, der kan tage højde for døgnets lys- og mørkeperioder forskellige steder på Jorden. Zonetidssystemet deler verden op i zoner af 15°s længde. Inden for hver zone er klokkeslættet det samme, men i forhold til en østligere zone er klokkeslættet en time mindre, og i forhold til en vestligere zone er klokkeslættet en time mere. Zonerne er ikke trukket med lige linjer, og i de fleste atlas kan man se, hvorledes tidszonerne er fordelt ud over Jorden. Den zone, Danmark ligger i, er beregnet med midte i 15° øst og strækker sig 7,5° på hver side. Den kaldes også mere teknisk for ZT-1, idet der skal trækkes en time fra vort klokkeslæt for at give GMT-tidspunktet.

I stedet for designatorerne -1, -2 osv. kan man anvende bogstavsdesignatorer således: ZT0 = Z; ZT-1 = ZT A; ZT-2 = ZT B osv til ZT-12 = ZT M; og ZT+1 = ZT N; ZT+2 = ZT O osv. til ZT+12 = ZT Y. Bogstavet J anvendes ikke. Vores zone, der strækker sig ned gennem hele Europa - og for såvidt også nedover den sydlige halvkugle - kalde på vore breddegrader for mellemeuropæisk tidszone. Den mellemeuropæiske tid blev indført i Danmark ved lov den 29. marts 1893 med virkning fra den 1. januar 1894 klokken 00, hvor urene blev sat 9m 41s frem til ZT-1. Før den mellemeuropæiske tid blev gældende her, beregnedes klokkeslættet i Danmark ud fra Rundetårns position.

Zonetid blev først foreslået af Charles F. Dowd, New York, i 1869. Zonetiden blev i Canada foreslået 1879 af Sandford Fleming for at koordinere jernbanetrafikken, og det blev indført i USA og Canada den 18. november 1883. Ved en konference i Washington i 1884 blev zonetidsinddelingen drøftet, men ikke vedtaget, da det lå uden for delegationernes mandat. Der blev vedtaget et døgn på 24 timer begyndende ved midnat, og tidszonerne blev drøftet og anbefalet. Uanset konferencen ikke vedtog tidszonerne, så blev de benyttet. Sverige havde således indført zonetid +1 allerede i 1884, mens Danmark først ved en lov fra 1. januar 1894 indførte samme zonetid. De to lande havde altså i mange år måttet leve med en urforskel på 9 min. og 41 sek.

Hvor Danmark tidligere havde vedtaget at beregne landets tid ud fra København, selv om en del forslag faktisk havde anbefalet en tid fra en position noget nærmere midten af landet - man så åbenbart bort fra Bornholm, så blev zonetiden nu fastlagt som tiden på 15 ° E, der ligger gennem Bornholm, altså omtrnet så østlig, som man kan komme i Danmark.

For hovedparten af verdens lande blev zonetid indført mellem 1884 og år 1900, men i 1930 stod stadig Grækenland, Holland, Irland og Rusland uden for zonetidssystemet, og i USA var der indtil en kongreslov i 1918 enkelte lokaliteter som fx Chicago, der beholdt deres egen tid.

I sommertiden kan der indføres sommertid. For at udnytte de lyse timer bedre ændres klokkeslættet ved at addere en time til (ZT-1)-klokkeslættet. I år 2000 er der sommertid i Danmark fra den 26. marts klokken 2, hvor tidspunktet flyttes til klokken 3. Sommertiden varer til den 29. oktober klokken 3, hvor tidspunktet flyttes til klokken 2.

Tidssignaler
Fra den 1. januar 1772 indførtes tidssignal på Rundetårn i København. Et flag blev hver onsdag og lørdag hejst op klokken 1145 og halet ned igen præcis klokken 1200. Det var kgl. astronom Christian Horrebow, der var chef for systemet, og som astronom valgte han at angive sandtiden, hvad urene jo ikke kunne følge, hvorfor urmagerne da også klagede herover, men først ved hans afgang blev signalet ændret til middeltid, lokaltid. I 1868 flyttedes tidssignalet til Nikolaj Kirke, og flaget blev erstattet med en kugle, der alle hverdage klokken 1255 blev hejst til halv højde, klokken 1257 helt op, og klokken 1300 præcist faldt kuglen ned. Den 16. marts 1909 flyttedes tidskuglen til Silopakhuset i Frihavnen. Tidskuglen ophørte med at falde den 31. marts 1941. Kuglen befinder sig på Københavns Museum.
Artikel om tidssignalet i København til 1910 findes i Historiske Meddelelser om København, 1. Række, bind 2 (1908-1910), skrevet af Dr. phil. Villads Christensen, pp. 457-473.

Den tidligste engelske tidskugle blev anbragt ved Portsmouthindsejlingen i 1829, og i 1833 blev Greenwich forsynet med tidssignal. Greenwichsignalet fungerede med en kugle med fem fods diameter, der hver dag klokken 1255 blev hejst halvt op og klokken 1258 blev hejst helt op, og på slaget 1300 lod man den glide ned ad stangen.

Telegrafisk blev der udsendt tidssignaler i England fra 1865, og fra radioen blev udbredt, har der været et stemmeafgivet tidssignal »frøken klokken«. Telefonisk er der også mulighed for at kalde en sådan stemmeafgivet service. Stemme- og »pinglyds«afgivet tidssignaler har en begrænset nøjagtighed, der dog er fuldt tilstrækkelig til praktisk brug.

Radiotidssignaler blev udsendt fra 1904 (stationen Navesink, N.J. USA, rækkevidde 50 sømil), og BBC i England begyndte udsendelse af tidssignaler den 5. februar 1924. I dag udsendes radiotidssignaler fra mange lande. I List of Radio Signals (ADM) Vol. 2 er der enkeltheder om stationernes beliggenhed, frekvenser og udsendelsestidspunkter. Radiotidssignaler udsendes generelt som UTC-tider med hørbare toner, og formatet kan være fx fra 0m 01s til 04m 59s en tone hvert sekund af varighed 0,1s og på minuttiden en tone på 0,5s. I den følgende periode kan stationen udsende sine kendingsbogstaver med morsetegn. Der findes andre formater med forskellige kombinationer af korte og lange toner eller morsesignaler vekslende i en bestemt repeterende periode. UTC sendes nu fra BBC som 6 »pip«, hvor begyndelsen af det 6. forlængede »pip« angiver den forud annoncerede tid.

Siden 1923 har radiostationen WWV ved Fort Collis, Colorado, og i 1948 også fra WWVH i Hawaii på 2,5, 5, 10 og 15 MHz udsendt tidssignaler og servicemeddelelser. Tidsnøjagtigheden er 1 millisekund, og siden 1975 har The National Institute of Standards and Technology (NIST) via satellitter drevet af National Ocean and Atmospheric Administration (NOAA) USA, sendt tidssignaler på 468 MHz med en nøjagtighed på 0,1 millisekund til hele verden. Det er World Administrative Radio Council (WARC), der tildeler frekvenser, og det er The International Radio Consultative Committee (CCIR), der anbefaler transmissionsformater og -standarder.

Konstanter
I almanakker optegnes ofte en del konstanter med reference til tiden. De mest almindeligt viste er for året 1999:
Præcessionen 50",291
Rektascensionspræcession 3s,075
Nutationskonstanten 9",202
Aberrationskonstanten 20",496
Ekliptikas hældning 23° 26' 22"
Tropisk år 365,242199 dage (-0,000006 per århundrede)
Siderisk år 365,256360 dage (+ 0,0000001 per århundrede)
Anomalistisk år 365,256641 (perihelion til perihelion) (+0,000003 per årh.)
Månen:
Nymåne til nymåne 29d 12h 44m 02,9s
Siderisk måneperiode 27d 07h 43m 11,5s
Anomalistisk måneperiode 27d 13h 18m 33,2s (perigæum til perigæum)


Emnet er fortsat i næste dokument med Religiøse kalenderrelationer.
Link til de refererede kilder.
 
  Retur til Maritim indledningsside
Opdateret d. 5.1.2017
 Retur til Forside