KRONOLOGI

Oplysninger om tidsbegreber og kronologi

samlet af Jørgen Marcussen
Opdateret 26. november 2011.

INDHOLD

Indledning Klokkeslæt
Tidsbegrebet Religiøse kalenderrelationer
Kalendersystemer - Vestens - Andre kalendersystemer
Nul-meridiankonferencen Andre tidsenheder og andre tidsbegreber
Tidsenheder Bibliografi
 

INDLEDNING OM KRONOLOGI

I perioden op til årsskiftet 1999-2000 var der mange diskussioner og indlæg om årtusindskiftets placering, og om hvor i verden det først blev Nytår. Det kan siges ganske enkelt og præcist, da der for længst internationalt er vedtaget standarder herfor: Årtusindskiftet fra det andet til det tredje årtusind sker den 31. december 2000 klokken 00h 00m 00s UTC.
Denne officielle vedtagelse forhindrer ikke, at der lokalt kan fejres årskifte efter lokal middeltid efter zonetiderne -12 til +12.

Nøjagtig den samme diskussion, som har fundet sted i denne tid, fandt sted ved århundredeskiftet 1899-1900, og også den gang var konklusionen i overensstemmelse med nutidens svar.

På grund af passager i historisk litteratur, hvor jeg er stødt på fremmedartede og ældre tidsbegreber, har jeg i det følgende samlet nogle oplysninger om kalendersystemer, tidsenheder og klokkeslætsformer til forskellige tider. Det er et emne, som er relevant både for navigation og inden for historiefaget, og som det er af betydning at have klarhed over, når begivenheder skal indpasses på en tidslinje.

Teksten er samlet til eget brug, og jeg har gjort mit bedste for, at enkelthederne er korrekte, men jeg kan ikke påtage mig noget ansvar for eventuelle fejl og unøjagtigheder. En del af enkelthederne er i øvrigt varierende, så det, der er målet i et år, kan være forandret det næste.

Bemærk også, at årstallene før vor epoke kan afvige med et år, da nogle årstal er anført efter astronomisk sædvane inklusive et år 0, mens andre årstal følger historisk sædvane og går fra +1 til -1 uden et mellemliggende år 0.

TIDSBEGREBET

Tidsbegrebet er meget væsentligt for menneskets opfattelse af omverdenen og dets tilhørsforhold i samfundet. Der findes vidnesbyrd fra menneskets barndom, der viser, at tidsbegreber har været benyttet, så snart der er opstået en social struktur, da tidsfæstning af begivenheder er væsentligt for samfundsmekanismernes funktion.

Det har været nødvendigt at kunne kommunikere om tidsforløb, at kunne følge årstidernes forandring og vide, hvornår jagt eller landbrugsbegivenheder skulle finde sted. Til det brug har himmellegemernes bevægelser og klimamæssige forhold været anvendt. Senere og højere kulturer har også benyttet astrologiske og religiøse begivenheder til at angive tidspunkter, men der har været brug for et astronomisk eller meteorologisk fænomen til at fæstne det i den naturlige verden.

Tidsopfattelsen er et fundamentalt intelligensbevis for mennesket, men alligevel er det et begreb, som det er svært at få styr på, og filosoffer og naturvidenskabsmænd har gennem mange tusinde år opstillet teorier og filosofiske skoler om emnet tid uden at være kommet frem til en enkelt forklaring. Sankt Augustin siger allerede i slutningen af det fjerde århundrede, at han udmærket ved, hvad tid er, sålænge ingen spørger ham derom, men at han ikke ved, hvad det er, når nogen spørger ham om det.

Tidsopfattelsen
Tidsopfattelse er subjektiv og individuel, og i dagligdags situationer høres både: tiden løber, og tiden står stille benyttet om tidsforløb, der objektivt kan måles i eksakt tid, men som er opfattet forskelligt og anderledes end den eksakte tid; og bliver tidspresset for stort, så er der mangel på »tid«. Når sådanne dagligdags udtryk fluktuerer, er det derfor ikke mærkeligt, at tidsbegreber som evigheden eller nuet bliver opfattet usikkert. Selv om vi mener, vi kan stille en tidslinje op, der viser, hvad der skete i fortiden, og hvad der vil ske i fremtiden, så kan vi dog ikke vide, om fremtidens begivenheder vil indtræffe som forudset, ligesom begyndelsen og slutningen af vores tidslinje ikke står til at forklare endsige sætte af på vor tidslinje.

Om fortid, nutid og fremtid kan man sige, at kun nutiden kan iagttages, hvorfor vi ikke kan konstatere, om fortiden har eksisteret, og naturligvis ikke kan vide, om fremtiden kommer. Ser man helt filosofisk på tid, så kan fortiden kun (gen)skabes i hukommelsen, selv om der rent praktisk findes levn som fotos, så vil en filosof postulere, at de opleves og erfares i nutiden. Og om fremtiden vil komme, kan der kun sluttes om ud fra erfaring og forventninger.

Et andet forhold ved tiden er umuligheden af at gøre den om, eller lade den gentage sig. Så mens vi kun kan måle tiden ud fra gentagelser af tidsenheder, så kan tidsbegrebet selv ikke gentages, og hvor det forekommer indlysende, at fortiden ikke kan ændres, så er der meget forskellig opfattelse af, om fremtiden kan ændres ved menneskets handlinger. Betragter vi religiøse dogmer, indeholder hovedparten af disse en eller anden tidsmæssig dimension, der går ud over vor tidslinje. Det kan være genfødsel i anden tid eller i anden skikkelse, eller som i den kristne kirke et dogme om dommedag, hvor alle vil blive bedømt, hvorefter tiden vil stå stille, eller ikke have betydning, idet der på den anden side dommedag venter et evigt liv, som er uforståeligt for menneskehjernen, der hverken forstå begrebet evigt eller begrebet uendeligt.

Gentagelsens betydning
Uden gentagelse ingen viden. Kun fordi pulsen gentages, dagene gentages, året gentages osv., kan vi kende og opfatte begrebernes omfang; end ikke tidsbegrebet selv ville vi kunne vide noget om uden gentagelse. Vi ville ikke kunne måle varighed, og vi ville opleve alt som nyt, da det uden gentagelse aldrig ville have været før. Gentagelsesprincippet er derfor fundamentalt for tidsmålinger, og det er denne mere jordnære benyttelse af tiden - og inden for et lettere definertbart stykke af tidslinjen - som denne tekst beskæftiger sig med.

Tidsmålinger er før urenes tidsalder blevet foretaget ved hjælp af himmellegemernes gentagne bevægelser, der gav lys og mørke, regntider etc. Det var let observerbare fænomener, der lå til grund for tidsmålingerne, da man ikke rådede over nøjagtige instrumenter, før man fra græsk-romersk tid begyndte at anvende vandure og solure til at vise en tidsinddeling, der nu kunne opdeles i mindre og relativt eksakte enheder. I en meget lille del af tidslinjen har vi så med det mekaniske urs fremkomst haft muligheden for at benytte tidsenheder så korte som sekunder og er i tidslinjens allersidste del af fortiden også ved hjælp af svingninger og stråler blevet i stand til at måle tidsrum så små, at intet menneske kan opfatte dem med sine sanser.

Kronologi
Læren om tidsmåling hedder fra græsk kronologi, der betyder tidslære, og ordet tillægges gerne to lidt afvigende betydninger, enten
1) matematisk måling af forskellige tidsenheder i relation til fx astronomiske fænomener, eller
2) måling i forhold til mennesket og det historiske forløb og til inddeling af dagligdagens gøremål.

Meget tidligt i både de østlige og de babyloniske og ægyptiske kulturer har man ønsket at kunne indpasse begivenheder på en tidslinje, altså at få samtidige og fortidige begivenheder passet kronologisk ind på en fremadskridende tidslinje. Det var nødvendigt for at kunne bestemme repeterende helligdage og så prosaiske forhold som skatteopkrævning. I dag er der en udstrakt brug af tidslinjer. Inden for geologi bruges lange tidslinjer til fastsættelse af Jordens skabelse og urtidernes skiften, og her har linjen meget store spring og afbildes ofte logaritmiske eller på anden måde fortegnet, da linjen ellers ville blive så lang, at nutiden ville blive forsvindende lille.

Historikerne anvender kortere tidslinjer og større inddelinger for at angive historiske begivenheder inden for de sidste få tusinde år; og biologer bruger årstidslinjer for at vise planters udvikling fra frø til vissen plante, mens fysikere kan bruge ultrakorte linjer for at visualisere partiklers eksistens i atommodeller.

Når tid skal måles relativt i rum, der bevæger sig, sker der nogle ændringer med de forudsætninger, som vi måler tid ud fra i stationære omgivelser. Der er meget spændende aspekter i relativitetsteoriernes beskrivelse af tiden, når den måles i emner, der bevæger sig med høj hastighed i eller i nærheden af lysets hastighed, men dette emne ligger uden for denne tekst, da alle de behandlede forhold er i forbindelse med målinger foretaget fra Jorden og de relativistiske forhold her påvirker alle ure i samme grad.

I den følgende tekst er det forståelsesmæssigt vigtigt at sondre mellem:
tidsbestemmelse
som er en astronomisk disciplin
tidstagning
som er en urmageropgave
tidsudbredelse
som er et kommunikationsanliggende
tidspunkt
der er afledt af Jordens position
tidsforløb
der er det forløbne antal sekunder mellem to tidspunkter
klokkeslæt
der er standardiserede måder at udtrykke tidspunkter på.

KALENDERSYSTEMER

Kalenderforudsætninger Indiktion
Tidlige kalendere Den gregorianske kalender
Den julianske kalender - Vestens - Indførelsen af den gregorianske kalender
Epoker Skuddag
 
Kalenderforudsætninger og grundbegreber
Et kalendersystem er nødvendigt for at kunne inddele tiden i passende enheder, så begivenheder, fortidige såvel som fremtidige, kan tidsfæstes. Derfor har alle folkeslag på et meget tidligt udviklingsstadium beregnet et kalendersystem.

Det er en forudsætning for udvikling af et kalendersystem, at der eksisterer en kulturkreds, hvori der findes
  1. et talsystem,
  2. et skriftsprog og
  3. metoder til måling af tidsforløb i fastlagte enheder.

I de tidligste kulturer blev kundskaber i sådanne emner ofte forbundet med forestillinger om gudernes liv og deres styring af menneskelivet og dermed beregningen af tidspunkterne for helligdage og andre fester. Det gælder for både den romerske, den kristne, den islamiske og den mosaiske kalender. Den verdslige kalender er i dag i alle lande den gregorianske kalender, og derudover regner man med, at der lokalt er ca. 40 andre kalendere i brug.

Da kalendere er dannet i kulturkredse, så vil der for alles vedkommende være tale en fortid, der ligger forud for deres dannelse. Hvorvidt en datering angivet forud for et systems brug er angivet i det ene eller det andet system er ikke altid klart. Man taler om proleptiske dateringer, og disse er i dag oftest knyttet til den julianske kalender for de tidspunkter, der ligger forud for 1582 med den gregorianske kalenders indførelse, men i de lande, der senere end 1582 anerkendte den gregorianske kalender, er der perioder, hvor det kan være vanskeligt at fastslå det anvendte kalendersystem, såfremt dette ikke er angivet.

Det samme gælder for dateringer for perioder før 45 f.Kr., hvor den julianske kalender heller ikke var eksisterende. Man bør derfor søge at få verificeret dateringer efter et kalendersystem, før de bruges eksakt.

Kalendersystemerne bygger typisk på himmellegemernes bevægelser: måneperioden på ca. 28 dage og solperioden på ca. 365 dage. Hertil kommer mindre tidsenheder som ugen på 7 dage og døgnet på 24 timer. Døgnets gang har altid været den vigtigste inddeling af tiden, og årets inddeling har haft betydning for bl.a. landbruget på grund af årstidernes forskellige egnethed for såning og høst. Et af de vanskeligste problemer i kalenderberegningerne er, at solårets 365,24219 dage er inkommensurabelt med Månens synodiske periode på 29,53 dage og derfor ikke umiddelbart kan fås til at harmonere med en kalenders hele dage.

Hovedparten af kalendersystemerne benytter mere end et element til angivelse af et tidspunkt: Nogle dele gentages, fx måned og dato, og nogle forekommer kun en gang på tidslinjen, fx årstallet.

Ordet kalender stammer fra det latinske ord calendae, der betyder den første. Calendae var den første dag i måneden i den romerske kalender. I middelalderens latin var et calendarium en regnskabsbog.

I almanakforstand er et kalendarium en fortegnelse over årets søn- og helligdage. En anden slags er kirkekalenderen eller dødebogen med dag-for-dag kalender med navnene på afdøde gavegivere ud for deres dødsdatoer, hvor der blev afsagt messe for giveren. En verdslig kalender er en fortegnelse over årets dage ordnet kronologisk og med forskellige oplysninger tilføjet, fx solens op- og nedgange. Ofte er kalendarier udformet, så de kan anvendes alle år, en calendarium perpetuum. Kalendariets tidskolonne er oftest lodret orienteret og foruden dato og begivenhed kan kalendarierne indeholde kolonner med ugedags-, måne- og Søndagsbogstaver, i hvilket tilfælde kalendariet ikke kan anvendes ubetinget hvert år.

Oprindelsen af ordet almanak er uvis. Det kan stamme fra arabisk al-manah, der betyder nytårsgave, eller fra hebraisk manah, der betyder at tælle. Men også græsk har brugt lignende ord. En almanak indeholder samme stof som en kalender, men bruges mest om kalendere med omfattende astronomisk tabelmateriale, efemerider, eller tabeller over himmellegemernes positioner og himmelfænomener som fx solformørkelser.

I videnskabelig kronologi er den mindste kalenderenhed døgnet, og mindre tidsenheder kategoriseres som tidsbegreber under fx klokkeslæt. Kalendere kan inddeles i tre grupper, efter hvilket astronomisk system de følger:
  1. solkalendere som vor egen, der følger Solen, og hvor årstiderne derfor kommer på samme kalenderpunkt hvert år,
  2. månekalendere, lunare kalendere, hvor månederne flytter gennem årstiderne, eksempelvis den islamiske kalender, og
  3. sol/måne kalendere eller lunisolare kalendere, der følger måneperioden, og med mellemrum får interkaleret skudmåneder for at holde trit med årstiderne. Den mosaiske og den kinesiske kalender er lunisolare.


Tidlige kalendere
Den babyloniske kalender
Fra Babylons og Ægyptens kulturer har vi de tidligste vidnesbyrd om kalendersystemer. Vi ved, at sumererne i 2600 f.Kr. holdt nytårsfest for præsteguden Gudea, men størsteparten af kilderne er meget yngre. Det må dog formodes, at de overleverede ritualer og sædvaner er væsentlig ældre. Antageligt var babylonierne de første, der inddelte Ekliptika, Dyrekredsen, i stykker à 30° og gav stykkerne stjernebilledenavne og beregnede årstiderne efter Solens stilling i Dyrekredsen.

Babylons Nytår blev fejret i marts i tæt forbindelse med agerbrugets årstidsrytme og indledtes med en renselsesfest af templet i 11 dage, en midterste sørgedel på tre dage, og sluttelig tre glædesdage, hvor det nye års komme blev fejret. Festens centrale idé var skæbnefastlæggelsen for samfundet i det næste år, og der blev iagttaget forskellige varsler under festlighederne.

Det babyloniske talsystem var et 60-talssystem med faste pladser for cifrene (1-ere, 60-ere, 3600-ere osv.) kombineret med et decimalsystem: Blandt andet benyttede de en 360° cirkelinddeling, og de kendte til soluret og klepsydraen. Deres måneår blev regnet til 12 måneder med 354 dage, og de forsøgte tidligt at kombinere måneåret med solåret og indskød skudmåneder.

Skudmånederne blev indlagt ved årets slutning og kendes fra Kong Hammurabi (2062-2025 f.Kr.) og til Nabonidus (585-538 f.Kr.). Det er den seneste babyloniske kalendere med 7 faste skudmåneder i hver 19-årige måneperiode, der ligger til grund for den mosaiske kalender. Bl.a. var måneders navne næsten ens. Hebræerne stiftede bekendtskab med den babyloniske kalender under deres eksil i årene ca. 600-500 f.Kr.

Babylonierne havde før Meton, der omtales under Gyldental, beregnet, at 19 år indeholdt 235 måneperioder, og fra ca. 384 f.Kr. benyttedes 19 år = 6939,75 dage, der fremkommer som 110 måneder x 29 dage + 125 måneder x 30 dage = 6940 dage med skudmåneder sidst i perioderne (årene) 3, 6, 8, 11, 14 og 19 og efter 6. måned i det 17. år. Metoden anvendt indtil ca. 75 f.Kr.

Ægyptens kalendersystem
Ægyptens ældst kendte system bygger på et endnu tidligere måneafhængigt system, der udvikledes til et solafhængigt system med omtrent samme alder som det babyloniske system. Det er sikkert, at de to lande har haft forbindelse med hinanden under udvik­lingen af kalenderen. Antagelig er Ægyptens kalender indført omkring 4236 f.Kr. og bliver dermed ældre, end der er vidnesbyrd for, at den babyloniske er. På grund af Siriusperioden på 1461 ægyptiske år (se herunder), menes epokerne at falde 4236, 2776, 1318 f.Kr., 139, 1591 e.Kr.

Det ægyptiske år var et solår, og ægypterne kendte til skuddagssystemet, idet de havde »store« år, »små« år på 366 dage og »svage« år på 365 dage. Kalenderen havde 12 må­neder, der var nummererede, men uden navne. Månederne havde alle 30 dage, og de sidste 5 dage, kaldet epagomener, blev indskudt ved årets slutning.

Bickerman anfører, p.40, at skuddagene ikke anvendtes, og at Nytår hvert 4. år blev fastlagt en dag senere, og månederne vandrede derved langsomt i løbet af 1461 ægyptiske (1460 julianske) år gennem alle årstiderne. Æraen, der er navngivet Sirius-, Sothis- eller Hundestjerneæraen eller annus magnus Ægyptiorum varierer lidt.

Nytår blev fejret ved Sirius', lokalt kaldet Sothis, heliakiske opgang, dvs. når Sirius kunne ses for Solen. Sirius spillede så stor en rolle i agrarsamfundet, fordi dens komme faldt sammen med Nilens stigende periode. De "store" år er muligvis relateret til Siriusperioden på 1461 år, men det er usikkert, da vidnesbyrdene herom er vage.
Årsagen til Sirius' perioderne er Solens vandring i ekliptika, idet det forårsager en periode hvert år på ca. 70 dage, hvor Sirius er for tæt på Solen til, at den kan ses. Sirius' SHA er knapt 259° og efter Solpassagen kan den ses som morgenstjerne. Det ægyptiske års konstante længde gjorde det velegnet til kalenderformål, og Ptolemæus = Klaudius Ptolemaios født ca. 200 f.Kr., som nedskrev stjernetabeller i dette tidsformat.

Senere bragte Alexander den Store (336-323 f.Kr.) den makedoniske lunisolare kalender med til Ægypten, hvor Ptolemæerne benyttede den til civile formål. Kongerne Ptolemæus No. I til XV regerede ca. fra 323 til 31 f.Kr., og de må ikke forveksles med Klaudius Ptolemaios.

Månederne havde skiftevis 30 og 29 dage, men endte alle med den 30., da den 29. blev udeladt i de »hule« måneder. Der blev indsat skudmåneder, når nødvendigt. Ved dekret under Canopus i 238 f.Kr. blev kalenderen interkaleret med en skuddag hvert 4. år. Det var denne reformerte ægyptiske kalender, som Julius Cæsar havde kendskab til og benyttede som grundlag for sin reform i 46 f.Kr.

Grækenlands klassiske kalendersystem
Grækenlands kalender var en månekalender med 12 måneder med skiftende henholdsvis 29 og 30 dage, hule måneder og fulde måneder. Årets længde var 354 dage. Bystaterne havde ikke et fast, entydigt interkaleringssystem, men tidligt i historien interkalerede grækerne en skudmåned hvert andet år, hvilket giver et årsgennemsnit på 369 dage, og de udelod derfor en hul måned hvert fjerde år, hvilket giver en periode på (2 x 354 + 2 x 384 - 29) = 1447 eller et årsgennemsnit på 361,75 dage, og månederne passede nu fint med året. Der beregnedes så en periode på 8 år, oktaeteris eller enneateris, hvori der i det 3., 5. og 8. år interkaleredes en 30-dages måned mere, og året fik så en gennemsnitlig længde på 365,25 dage. Denne årslængde giver en fejl på 1 dag per 128 år.

Nu passede Månen, der var nytårsstyrende, ikke længere, og på 16 år ville Nytåret være flyttet tre dage tidligere. De tre dage blev indskudt i hvert 16. år, der så ville få Solen rykket 30 dage, eller en måned tidligere i kalenderen i løbet af 160 år. Hvert 160. år blev en 30-dages måned så annulleret ved at sidste oktaeteris kun fik skudmåned i det tredje og femte år.

Det var denne komplicerede beregning, som astronomen Meton i 432 f.Kr. foreslog ændret, og hans beregningsmetode for måneperiode/solperiode er blevet vidtstrakt anvendt. Meton er nævnt under epoker og senere under Gyldentallet.

Den græske kalender havde en tredelt måned, men ingen 7-dages uge.

Romerske kalendersystemer
Den tidligste romerske kalender indførtes efter myten af byen Roms grundlægger, Romulus, i 754 f.Kr. Årstallet er angivet noget forskelligt i kilderne. Romulus' år havde 10 måneder med Nytår den 1. marts.
Månederne var i kronologisk orden med dageantallet i parentes:
Martius (31)
Aprilis (29)
Maius (31)
Junius (29)
Quintilis (31)
Sextilis (29)
September (29)
October (31)
November (29)
December (29)

Året længde var 304 dage og dermed for kort til at passe til solåret. Omkring 690 f.Kr. indførte Roms anden konge, Numa Pompilius (715-673), to nye måneder for at afhjælpe problemet med de manglende dage op til 365. Kalenderen kaldes ofte for Numakalenderen. Det menes, at primitive landbrugsfolk kun interesserede sig for den del af året, hvor afgrøderne blev passet, her de ti måneder af året, og at det er årsagen til, at de tidligste kalendere kun har et system med 10 måneder på i alt ca. 300 dage. Indførelsen af de to måneder henføres også af nyere forskning til Decemvirerne fra omkring 452 f.Kr.; se senere under månednavne.

Det var måneden Ianuarius (29), der blev indsat foran Martius, og Februarius (28), der blev indsat efter December. De to nye måneder havde oprindelig modsat rækkefølge af den nuværende. Overtro foranledigede at lige tal var uønskede, så kun Februarius fik et lige antal dage, da den kun var attributeret til inferiøre guddomme, og derfor løb man risikoen.

Med disse tillægsmåneder kom året op på 355 dage og var stadig for kort. Nytår flyttedes til vintersolhvervet, der blev fastsat til den 1. Ianuarius. Året endte således med den sidste dag i Februarius. Se om månederne i sammenstillingen under Måned.

Omkring år 450 f.Kr. flyttedes Februarius ind på dens nuværende plads, og hvert andet år (i de lige år f.Kr.) indsattes en skudmåned, Mercedonius eller Mercedinus fra merces = løn. Den blev også kaldet Intercalaris og var på 2 x 11 dage skiftende hver anden gang med en længde på 2 x 11 + 1 = 23 dage. Det var det tidsrum, som man mente, året var for kort. Tidsforbruget over fire år giver en gennemsnitlig årslængde på 366,25 dage. Denne årslængde blev bibeholdt indtil Julius Cæsars kalenderreform.

Året var altså 1 dag for langt, så årstiderne vandrede tilbage i kalenderen; om det reguleredes inden Julius Cæsar er usikkert, men der er kilder, der anfører, at hvert 8. år blev skudmåneden beregnet 7 dage kortere, så året blev på 365,375 dage i gennemsnit. Da skudår blev betragtet som værende uheldsbringende, så sprang kalenderkomputisterne, dvs. præsterne, dem over, når riget var under pres som fx under Den anden puniske Krig.

Skudmåneden Mercedonius blev indskudt efter den 23. Februarius, og de resterende fem dage af Februarius blev indsat efter Mercedonius, så skudmåneden egentlig kom op på 27 hhv. 28 dage. Det forklares også ved, at Mercedonius var på 27 / 28 dage og resten af Februarius blev annulleret.

Det var præsterne, der beregnede denne tidligromerske kalender og indsatte skudmånederne. Opgaven var dog så kompleks, at der ret hurtigt kom uorden i tildelingen af skudmåneder, og uoverensstemmelsen mellem årstiderne og Solens gang blev efterhånden meget påfaldende, hvilket var årsagen til, at Julius Cæsar gik i gang med kalenderreformen i 46 f.Kr.

I den romerske kalender, både før og efter Julius Cæsar, blev månedens dage talte baglæns ud fra tre dage: den første, der kaldtes Kalendae - forkortet C. eller Kal. Den 5 eller 7. dag kaldtes Nonae - forkortet Non., og den 13. eller 15. dag kaldtes Idus - forkortet Id. Kalendae var etymologisk den første dag af nymåne, mens Idus var fuldmånetiden. Nonae var ni dage før fuldmåne.

I marts, maj, juli (quintilis) og oktober var Non. den 7. og Id. den 15. Eksempelvis er den 3. marts = III a. d. Non. Mar. og den 2. januar = IV Non. Ianuarii. Dagen før Kal., Non. og Id. hedder pridie (pr.), fx pr. Non. Mar. Denne tællemåde begyndte at vige i 11. århundrede og ophører i 13-1400-tallet.

Der fandtes også en ugelignende 8-dages opdeling af året, Nundinae. Dens dage blev talt fortløbende uden hensyn til månedens forløb. Nundinae var markedsdagbestemmende og har etruskiske rødder.

Sammenstillet med vor kalender ser romernes - og den julianske - kalender ud som nedenstående. Bemærk, at kalendae skrives med K- eller med C-:
 
Vor
date-
ring 		JAN
AUG
DEC 		FEB 28 FEB 29
bissextilis 		MAR
MAJ
JUL
OKT 		APR
JUN
SEP
NOV
1 Kalendae Ianiarius*) Kalendae Februarius Kalendae Februarius Kalendae Kalendae
2 IV Nonas =
quarto (ante) Non. =
ante diem IV Non.		 IV Nonas IV Nonas VI Nonas=
sexto Non. =
ante diem VI Non.		 IV Nonas
3 III Nonas =
tertio Non. =
ante diem III Non.		 III Nonas III Nonas V Nonas =
quinto Non. =
ante diem V Non.		 III Nonas
4 pridie Nonas*) pridie Nonas pridie Nonas IV Nonas pridie Nonas
5 Nonae Nonae Nonae III Non. Nonae
6 VIII Idus =
octavo Id. =
ante diem VIII Id.		 VIII Idus VIII Idus pridie Non. VIII Idus
7 VII Idus =
septimo Id.		 VII Idus VII Idus Nonae VII Idus
8 VI Idus VI Idus VI Idus VIII Idus VI Idus
9 V Idus V Idus V Idus VII Idus V Idus
10 IV Idus IV Idus IV Idus VI Idus IV Idus
11 III Idus III Idus III Idus V Idus III Idus
12 pridie Idus pridie Idus pridie Idus IV Idus pridie Idus
13 Idus Idus Idus III Idus Idus
14 XIX Calendas***) = decimo nono ante Cal. Feb.****) XVI Calend. =
decimo sexto ante Cal. Martias		 XVI Calend. Martias pridie Idus XVIII Calend. =
decimo octavo ante Cal.
15 XVIII Cal. XV Calend. =
decimo quinto ante Cal.		 XV Calend. Idus XVII Calend. =
decimo septimo ante Cal.
16 XVII Calend. XIV Calend. =
decimo quarto ante Cal.		 XIV Calend. XVII Calend. XVI Calend.
17 XVI Calend. XIII Calend. =
decimo tertio ante Cal.		 XIII Calend. XVI Calend. XV Calend.
18 XV Calend. XII Calend. =
duodecimo ante Cal.		 XII Calend. XV Calend. XIV Calend.
19 XIV Calend. XI Calend. =
undecimo ante Cal.		 XI Calend. XIV Calend. XIII Calend.
20 XIII Calend. X Calend. =
decimo ante Calend.		 X Calend. XIII Calend. XII Calend.
21 XII Calend. IX Calend. =
nono ante Cal.		 IX Calend. XII Calend. XI Calend.
22 XI Calend. VIII Calend. VIII Calend. XI Calend. X Calend.
23 X Calend. VII Calend. VII Calend. X Calend. IX Calend.
24 IX Calend. VI Calend. dies bissexto
bis VI Calend.		 IX Calend. VIII Calend.
25 VIII Calend. V Calend. VI Calend. VIII Calend. VII Calend.
26 VII Calend. IV Calend. V Calend. VII Calend. VI Calend.
27 VI Calend. III Calend. IV Calend. VI Calend. V Calend.
28 V Calend. pridie Calend. III Calend. V Calend. IV Calend.
29 IV Calend. - pridie Calend. IV Calend. III Calend.
30 III Calend. - - III Calend. pridie Calend.
31 pridie Calend. - - pridie Calend. -
*) Hver angivelse af dato efterfølges af indeværende måneds navn.
**) Eller skrives som »II Non.«
***) Der blev også senere i middelalderen talt forlæns fra dagen efter Idus: Den 14/1 bliver da til »prima die Kalendarium Feb.«
****) Hver datoangivelse efterfølges fra Calendae af den efterfølgende måneds navn.

I middelalderens kalendere er Gyldentallet og Søndagsbogstavet ofte opstillet i to parallelle kolonner, og månendes antal (sol-)dage og månedage er opført øverst på siden.
Kilde: p218 i The Medieval Calender Year, Bridget Ann Henisch, Penns.S.V.P., 1999.

Den julianske kalender
Den julianske kalender blev udviklet under kejser Julius Cæsar i Romerriget i årene før 45 f.Kr. Romerne ville selv have opkaldt året efter et andet nummersystem som fx fra en kejsers regeringsperiode.

Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.) indførte årstællingen fra Roms grundlæggelse. Han valgte tidspunktet som det 4. år i den 6. Olympiade svarende til 753 f.Kr. Den første Olympiade regnes oftest at være blevet afholdt i år 776 f.Kr. Der findes kilder, der angiver grundlæggelsestidspunktet til mellem 814 og 721 f.Kr., og 759-748 anses normalt for de mest sandsynlige datoer.

Romerne anvendte i udstrakt grad årstallet for byen Roms grundlæggelse som nulpunkt, og i dag regnes den af de fleste at være foråret 753 f.Kr. (Varro) eller foråret 752 f.Kr. (Cato, 234-149 f.Kr.), og det betegnes med forkortelsen AUC - ab urbe condita. Pga. usikkerheden for den eksakte grundlæggelse blev AUC kun benyttet relativt. Nogle kilder siger, at metoden slet ikke brugtes eksakt. Selv i dag kan man i almanakker finde æraen anført, således er år 2000 analogt med 2753 AUC.

Det var væsentligst den græske astronom og matematiker, Sosigenes (100-30 f.Kr.) fra Alexandria, der beregnede kalenderen. Ifølge Dionysius Exiguus stadfæstede Julius Cæsar ved kalenderreformen i 46 f.Kr., at epoken efter AUC var 21. april 753 f.Kr.

Kalenderen indførtes den 1. januar 45 f.Kr. Det var en helt ny kalender og ikke blot en revidering af den da anvendte. Man beregnede borgerligt Nytår per 1. januar, der var den dato, hvor konsulen overtog sit embede. Andre nytårsdatoer var også i brug fra 45 f.Kr. til den gregorianske kalender indførtes - Se herom under Nytår senere.

Den julianske kalender har et år på 365 dage og et skudår på 366 dage. Skudår blev indført hvert fjerde år. Den julianske kalender blev, efter indførelse af den gregorianske kalender, kaldt for »gammel stil« »old style«, OS, på engelsk. Helt nøjagtigt har det julianske år en længde på 365d 6h = 3.157.600 sekunder og er dermed 11m og 14s for langt.

Vær opmærksom på, at den i mange almanakker nævnte julianske periode baserer sig på den proleptiske julianske kalender.

Den julianske kalender blev ikke indført i alle romerske provinser og omgivende lande med det samme, og der er vide regionale variationer.

Epoker
Tidlige babyloniske kalendere opdelte ofte perioderne efter myndighedspersoners funktionsperiode. Disses navne har man fra eponymlister. Listerne giver dog kun en relativ tidsbestemmelse, og før 480 f.Kr. kan man kun få eksakte datoer gennem brug af astronomiske hændelser, hvis tidspunkter kan udregnes i dag.

I Det østromerske Rige, hvor man ville undgå diskussioner om Kristi fødselsår og om andre epokers starttidspunkter, benyttede man skabelsesdatoen som udgangspunkt = anni ab origine mundi, og man fastlagde skabelsen - efter nogen vaklen mellem 5509 og 5493 f.Kr. - til at have fundet sted den 21. marts 5508 f.Kr. Rusland fulgte denne sædvane op til 1700. Jf. Grotefend p.11 var datoen til 31. august 5508, og fra 1. september til 31. december var året 5509. Om Jordens skabelse, se den mosaiske kalender.
Mere om den russiske kalender her.

Hieronymus mente, at Jesus var født i begyndelsen af året 5199 efter verdens skabelse. Denne epoke kaldes for secundum communem chronographorum usum.

Både før og under den julianske kalender, der afløste de gamle græske og romerske systemer, blev årene angivet efter den regerende kejser, konsul eller anden tidsmæssigt nærliggende begivenhed som erobring af land eller stor sygdom eller - relativt - fra Roms grundlæggelse, og man skiftede derfor ofte nulpunkt og begyndte forfra. Da dokumentdateringer indeholder disse periodeangivelser, er epokerne af historisk betydning.

Traditionen varede ved længe, og i gamle almanakker kan man læse om love, der er vedtaget i George IIIs tiende regeringsår. For at kunne tidsfæste loven, må man altså vide, at George III kom på tronen den 25. oktober 1760, og at det tiende regeringår derfor løber fra 25. oktober 1770 til 24. oktober 1771.

Det nuværende nummersystem med tælling af årene fra Jesus' fødsel er opstået meget sent. Fra det sjette århundrede benyttedes sædvanen af Dionysius Exiguus, der ikke var matematiker eller kronolog, men formand for kalenderreformprojektet. Sammenkoblingen mellem det gamle og det nye system giver Dionysius ved, at hans år 532 er det samme som år 248 efter kejser Diocletians første regeringsår (20/11 284 - 305 (abdiceret) e.Kr.).

Dionysius gik på pavens bud i gang med revision af den julianske kalender på grundlag af bl.a. sin forgænger Victorius Aquitaines arbejder med påsketavler. Victorius havde benyttet påskecyklusen (the Great Paschal = Passover = Påske) på 532 år som basis. Tallet 532 fremkommer som produktet af solcirklens 28 perioder gange den metoniske periodes 19 år, hvorefter det igen bliver samme månealder på samme ugedag i måneden. Perioden er opkaldt efter astronomen Meton, der 432 f.Kr. påviste, at 19 solår var lig 235 middelmåneperioder eller månelunationer. Det siges, at Meton i Athen med gyldne tal opslog årets nummeret i perioden, men det er vist en skrøne. Udtrykket »Gylden« stammer sandsynligvis fra kirkeskrifter langt senere. Se om Gyldentallet senere. Meton ikke den første til at påvise den 19-årige cyklus, idet babylonierne vides at have kendt den fra omkring femte århundrede før vor tidsregning.

Perioden kaldes også efter Victorius på engelsk for den victorianske periode, og efter Dionysius blev perioden også kaldet den dionysiske periode.

Dionysius benyttede året 532 som første år i en ny påskeperiode og den foregående periodes epoke bliver da år 1 f.Kr., året for Jesu fødsel. Dionysius opstillede på disse regler årstalstællingen, som vi kender den. At regne fra Kristi fødsel kaldtes også for anni ab incarnatione = a nativitate domini = anni Christi gratie = anni verbi incarnati = anni orbis redempti m.fl.

Metoden blev først anvendt i Italien, men blev generelt ikke udbredt før på Bedes tid (*673?-†735), selv om den er fundet i saksiske dokumenter fra det 7. årh. Bede brugte den i sin kirkehistorie. På synoden i Whitby i 664 besluttede den engelske kirke at følge romersk påskeberegning (Dionysiuses system), og Dionysiuses kalender- og påskelister blev anvendt i kronologier. Dionysius havde ikke benyttet notationen »fra Kristi fødsel«, men der kan have været spredte anvendelser af årstal talt fra Kristi fødsel, inden det blev anvendt i Bedes kirkehistorie, Ecclesiastical History of the English People (731). Fra England spredte skikken sig til kontinentet med undtagelse af Spanien.

Også andre beregninger fandtes. Således blev der i Spanien, Portugal og op over Pyrenæerne anvendt påsketabeller med en periode, der begyndt med datoen den 1. januar 38 f.Kr. = aera Hispanica. Denne epoke benyttedes i dateringer til Middelalderen, i Portugal helt til 1420.

Biskopperne i Alexandria og Antiocha havde i det andet århundrede forsøgt at udlede Jesu fødselsår og benytte tidspunktet i kronologiske sammenhænge. Disse tidlige eksempler er bl.a. omtalt af Klemens Alexandrinus i hans Stromata ca. 190 e.Kr. og af Eusebius i hans kirkehistorie fra 314 e.Kr.

Jesus' fødsel er ukendt
Da man ikke ved, hvornår Jesus blev født, er det en fiktiv dato, der blev sat som år 1. Vores historiske kalender har ikke et år nul. Den går fra år 1 f.Kr. til år 1 e.Kr - med matematisk notation fra -1 til +1. Da Herodes døde i 4 f.Kr., er det den seneste historiske fødselsdag. Accepterer vi også, at den første census, som nævnt i Lukasevangeliet, blev udskrevet 746-747 AUC = år 7 f.Kr. som nævnt i Lukas, og at Bethlehemstjernen var den konjunktion af Jupiter og Saturn der varede fra 28. maj til 13. november i år 7 f.Kr., så er der størst sandsynlighed for, at Jesus blev født år 7 f.Kr. Da man heller ikke kender hans alder, så er det ikke muligt at beregne, hvilken Påske han blev korsfæstet i.

Der måtte en særlig kalender til for år 46 f.Kr. for at få den nye kalender indført den 1. Ianuarius år 45 f.Kr. Tidligere havde grækerne benyttet vintersolhverv som Nytår, og Romerne overtog denne dag, men da de holdt en fest for vintersolhverv ved den første nymåne, der det år faldt ti dage efter solhverv, blev denne dag den 1. januar. For at få det til at passe fik år 46 interkaleret 3 skudmåneder og blev på i alt 445 dage. Året blev af folket kaldt »forvirringsåret«, annus confusionis, mens Julius Cæsar selv kaldte året for »det sidste forvirringsår«, ultimus annus confusionis.

Man begyndte ikke at »tælle baglæns« fra år 1 samtidig med, at det blev almindeligt efter Bedes system at tælle fremad fra Jesu fødsel. I kronologforklaringer, fx fra Chronology by Bickerman, anføres det, at D. Petavius i 1627 var den første, der benyttede baglænstællingen fra år 1, og at det først var fra slutningen af det 18. århundrede, det blev almindeligt. Hvis der er behov for årstidsrelevant tilbagedatering, må det anbefales at benytte ren juliansk periode (se under andre tidsenheder), da fx julianske datoer i 4200 f.Kr. er 34 dage ude af trit med Solens stilling.

Betegnelsen AD = e.Kr. for vor tidsregning står for anno Domini og er den enkleste benævnelse. Tidlige dokumenter kan også bære udtrykkene annus ab incarnatione Domini, anno gratie, annus salutis eller lignende. Nu benyttes også i engelsk litteratur forkortelserne BCE og CE for before current era og current era; derved undgås referencer til religiøse begivenheder, der er historisk usikre - og politisk følsomme. betegenelsen »f.Kr.« hedder i sin latinske form »A.C. = ante Christum« og i sin engelske »B.C. = Before Christ«.

Ihvorvel Bedes tradition for at tælle årene »ned« til +2, +1, -1, -2 osv., men benævnt e.Kr. og f.Kr. stadigvæk er almindelig, så fandt astronomer det besværligt at springe 0 over, og da brugen af + og - vandt indpas i det 18. århundrede, så indførte Jacques Cassini omk. 1740 brugen af årrækken +2, +1, 0, -1, -2 osv., hvor år 0 er lig med 1 f.Kr. Metoden kan ses benyttet i astronomisk værker, mens historiske sjældent har 0 med.

Oversigt over forskellige epokers begyndelsestidspunkter
  • Abrahams æra regnes fra 1/10 2016 f.Kr.
  • Olympiadens æra regnes fra 13/7 776 f.Kr. - fortsatte til 396 med den 293. olympiade
  • Roms æra regnes fra 21/4 753 f.Kr.
  • Nabonassars æra regnes fra 26/2 747 f.Kr., hvorefter Ptolemæus' beregninger løber
  • Alexanders æra regnes fra 12/11 324 f.Kr.
  • Julianske æra regnes fra 1/1 45 f.Kr.
  • Martyrernes æra regnes fra 29/8 284 A.D. = Diocletians æra
  • Hegira æra regnes fra 16/7 622 A.D. = Muhammeds indtog i Medina


Olympiadeepoken
Olympiadeepoken var fireårig og regnes i nogle kilder fra sommersolhvervet i 776 f.Kr., og efter den metode bliver 1. juli i år 1 e.Kr. den 195. olympiades første år.

Indiktion - Romertal
Mange dokumenter blev dateret med en relativ årsbetegnelse, der kaldes indiktionen. Indiktionen er en borgerlig 15 årsperiode. Den var almindelig til skatteformål og census og blev under Diocletian indført efter et oprør i Ægypten 297-298, ved hvilken lejlighed Romerne indførte femårige skatteterminer. Tre af disse blev en tid efter lagt sammen med en eksisterende 14-årig censusperiode til en 15-årig indiktion. Den første 15-års perisode var i kejser Konstantins regeringstid.

Indiktionen anvendtes med regionale variationer og grupperes efter forskellige sædvaner i:
  1. Græsk eller konstantinopolitansk = indictio Greca = indictio Constantinopolitana, der havde nytår den 1. september - første gang i 321 - og anvendtes af pavestolen til efter 1159, men ellers hovedsageligt i Østkirken. Den græske indiktion er den ældste, og den blev brugt i paveadministrationen til 1087, men i kejseradministrationen kun til 832. Dog er der nogle regionale forskelle i Italien jf. Grotefend p.9.
     
  2. Bedansk, vestlige eller den kejserlige-konstantinske indictio Bedana, cesarea, der havde nytår den 24. september, og den begyndte før borgerligt nytår, og den afløste den græske indiktion i paveadministrationen under Alexander III (1159-1181) (jf. Grotefend i 1087). Det er denne indiktion, der benyttedes i England og i Tyskland fra karolingerne fra ca. 850 og i biskopkanselliet mellem 1200 og 1350, hvorefter den fortrænges af den romeske indiktion. Også her med regionale forskelle i bl.a. Osnabrück, Gnesen, Kölln og i Milano, der bibeholdt bedansk indiktion.

    En undertype, kaldet genuensisk indiktion, begyndte også 24. september, men efter borgerligt nytår. Den 24. september skyldtes Bedes forkerte jævndøgnsberegning. Visse historieskrivere tog også fejl af året og begyndte først at tælle fra 313.
     
  3. Romersk eller pavelig indiktion = indictio Romana, der havde nytår den 25. december og sommetider den 1. januar, den såkaldte nytårsindiktion. Denne indiktion blev sjældent anvendt af pavestolen, men af en del civile autoriteter. Første gang anvendt i det 9. årh.
     
  4. Sienensisk indiktion = indictio Senensis, der kun blev anvendt i Siena og havde nytår den 8. september.

Ofte angives indiktionen at være begyndt den 1. september i år 312 e.Kr., jf. Dates af Cheney, men i middelalderen blev benyttet et fiktivt udgangspunkt i år 3. f.Kr., jf. Bauer og KLfNM. Der er dog nogen usikkerhed i kilderne. Den sidstnævnte indiktions periode går til 12 e.Kr. og 2. indiktions første år er nummereret 1. Indiktionstallet kan derfor findes som (årstal + 3) : 15. Divisionsresten er indiktionstallet. Er resten 0 er indiktionstallet 15.

Pavestolen gjorde brugen af indiktionen obligatorisk i 537 f.Kr., og kirken fortsatte sammen med andre myndigheder i Vesteuropa brugen af indiktion til det 13. århundrede, hvorefter brugen kun overlevede (i England) i dokumenter udfærdiget af Notarius Publicus. Indiktionen blev officielt ophævet sammen med »The Holy Roman Empire« i 1806, men anføres stadig i visse almanakker. Indiktionen for år 2000 er 8.

Konsulatsåret
Da indiktionens 15-årige periode er relativ, skal den for at give en eksakt dato anvendes sammen med en anden tidsangivelse, og det var i den tidligste middelalder ofte konsultiden, der anvendtes. Den kunne angives med forkortelsen p.c. = post consulatum, fx anno 1 p.c. Paulini = år 535 i de vestlige lande, mens det Østromerske Rige fx brugte anno 1 p.c. Basilii fra 542.

Konsulatsepokerne vides brugt fra 153 f.Kr., men det var først Konstantin, der officielt indførte metoden fra 1. september år 312 e.Kr. Eksempelvis indleder Dionysius et brev således: »Til den kære højtelskede fader Petronius, biskop i Alexandria, i Kristi år 525 med indiktionen 3 under konsul Probus«.

Under kejser Karl den Store benyttede paven også kejserens kroningsår som dateringsepoke indtil 904, men brugen kendes kun fra paveadministrationen.

Den gregorianske kalender
Allerede ved Nicaeakonciliet i 325 havde man observeret, at Påsken flyttede sig i den julianske kalender, men der kunne ikke opnås enighed om at gøre noget ved problemet. I det 16. århundrede var kirken klar over, at kalenderen var helt ude af trit med årstiden, og pave Pius V udgav regulerede påskeberegninger for breviarer i 1568 og for missaler i 1570. Da Ugo Buoncompagni (1502-1585) som Gregor XIII i 1572 blev pave efter Pius V, iværksatte han den gennemgribende revision af kalenderen, der fik navn efter ham. Der skulle gå 10 år endnu, før den gregorianske kalender blev indført.

Kalenderen var udtænkt af Aloysius Lilius (1510-1576) fra Ciro i Syditalien, hvortil han atter vendte efter lære- og undervisningsår i bl.a. Perugia. Lilius nåede ikke selv at få forevist paven sin kalendersystem, da han døde, inden kalenderkommissionen kom i gang, så det blev hans broder Antonius, der førte forhandlingerne med kalenderkommis­sionen. Manuskriptet er nu forsvundet, men et kortere referat på ca. 24 sider blev trykt i 1577 og eksisterer i dag i flere eksemplarer.

Kalenderkommissionens mest indflydelsesrige fortaler for Lilius' plan var astronomen Christopher Clavius (1537-1612), og han fik efter mange forviklinger og religions­politiske forsøg på at stoppe kommissionen gennemført Lilius' simple system. Det nye i Lilius' system er dets fundament hvilende på middeltidsfunktionen. Der havde været forsøgt at få sol- og månetider til at harmonere enten med astronomiske teorier eller med direkte observationer, men begge dele var for komplicerede til, at det kunne bruges som grundlag for en simpel kalender, der kunne fungere over hele den udstrakte og voksende katolske verden. Middeltid er derimod enklere at have med at gøre, simplere i udregninger og de nødvendige reguleringsmekanismer for himmellegemers afvigelser fra årstiderne, nemlig skuddage, er forståelige også for lægmand.

Egentlig var der ikke så meget nyt i Lilius' system, men han gav nogle enkle løsninger på svære problemer. Med den beregnede jordomløbstid på 365d 5h 48m 46s mod den julianske kalender 365d 6h blev forskellen på året 11m 14s i løbet af 134 år til 1 dag inklusive de velkendte skuddage hvert fjerde år, men for hver 3 x 134 år = 402 år, var der så 3 dage for meget, og Lilius udelod derfor en skuddag for hvert hundrede år, men bibeholdt den, når året var deleligt med 400. Der vil så gå ca. 3.500 år før vi behøver at gøre noget ved problemet (se også skuddag). Der er 97 skuddage på 400 år.

Det andet væsentlige problem, som kalenderkommissionen skulle løse, var påskebereg­ningen, der principielt var fastlagt gennem Gyldental, Epakter, Søndagsbogstaver etc., men hvor problemet med Månens vandring i forhold til den metoniske periode på 19 år, der altså ikke er den helt korrekte længde, beløber sig til en dag i løbet af 312,7 år. Lilius' løsning var grundet på, at 8 x 312,7 år er 2501,6 år, som han rundede af til 2500 år, og de 8 dage udelod han så med en dag efter hver 300 år, mens den ottende dag blev udeladt efter 400 år. Altså et slags omvendt skuddagssystem, der indgår i Påskeberegningen.

Da bullen endelig af paven blev underskrevet den 24. februar 1582 indeholdt den også en bestemmelse om standardisering af Nytår til den 1. januar - også en beslutning, som det skulle tage mange hundrede år, før den blev gennemført overalt i verden.

Det nye eller ændrede kalendersystem kaldet Inter Gravissimas (efter den indledende tekst i pavens bulle: »Blandt de meget alvorlige opgaver for vort hyrdeembede …«. Den 13. bulle af den 24. februar 1582) blev indført den 4. oktober 1582 i den julianske kalender, hvorfra der blev sprunget til den 15. oktober 1582 i den gregorianske kalender.

I den gregorianske kalender - eller efter »ny stil«, som det også blev kaldt, til forskel fra den julianske kalender, der blev kaldt »gammel stil« - er et år 365 dage i almindelige år, eller 52 uger og 1 dag, og i skudår 366 dage, eller 52 uger og 2 dag. Årets længde er beregnet til 365d 5h 49m 12s = 3.156.952 sekunder. Med den spredte overgang til den nye stil opstod der uoverensstemmelser i dateringerne. Således døde Elizabeth I i England den 24/3 1602, men i Frankrig døde hun den 3/4 1603.

Er derfor et år begyndt med en bestemt ugedag, vil det næste år flytte en dag frem og begynde med næste ugedag, mens året efter et skudår flytter to ugedage frem. Der er derfor 7 forskellige dag/ugekombinationer for et almindeligt år og 7 forskellige for skudår, hvorfor en kalendertrykker kan klare sig med 14 kalenderopsætninger, når der ses bort fra bevægelige helligdage.

Indførelse af den gregorianske kalender
Den gregorianske kalender blev indført først i de katolske lande i 1582 og senere i de andre lande. I mange lande blev overgangen en kompliceret affære. Forskellen voksede stadig: den 29/2 1700 blev den 11 dage; 12 dage i 1800 og 13 i 1900. Især kan Sverige nævnes, som et lande der fik delt overgangen i flere tempi og med meget forvirrende konsekvenser. Pladsen her tillader ikke detaljeret gennemgang af landenes problemer, men jeg kan nævne at navigationsbøger fra begyndelsen af det 20. århundrede stadig måtte have opskrifter på løsning af styrmandens dateringsproblemer for en hel del lande, når der var forskel på skibsdagbogens og ladningspapirernes datoer. Nedenstående er de væsentligste data om overgangen:

Land Skifteår Dage udeladt Bemærkninger
Romersk katolske lande generelt 1582 04/10 - 15/10 og 09/12 - 20/12.
Romerk-k. lande i Vesteuropa var helt overgået til den nye kalender i 1610.
Frankrig 1582 09/12 - 20/12 benyttet indtil 12/9 1792 og igen fra 1/1 1806. For perioden 22/09 1792 til 31/12 1805 - se revolutionskalenderen
Danmark 1700 18/02 - 01/03  
Holland og tyske protestantiske lande 1700    
Sverige 1753 17/02 - 01/03 endeligt gennemført 22/2 1844. Meget kompleks og langtrukken overgang
England 1752 02/09 - 14/09  
Japan 1873    
Kina 1913    
Bulgarien 1916    
Rusland og Tyrkiet 1918 31/01 - 14/02  
Jugoslavien og Rumænien 1920    
Grækenland og Østkatolske kirke 1923/24    

I dag følges overalt i den moderne verden den gregorianske kalender.

Skuddag
Hverken sol- eller stjerneåret er et helt antal dage, derfor er man i kalenderen med mellemrum nødt til at indskyde en ekstra dag, en skuddag. Den julianske kalender indsatte en skuddag hver fjerde år. Herved blev årets gennemsnitlige længde på 365,25 dage, der er lidt for meget (0,00781 dag). Skuddagene blev i Rom kaldt for dies intercalares eller dies bissextus, og skudårene hed derfor annus bissextus eller senere bare bissextilis, og de almindelige år hed annus communes. Skuddagene blev i Rom indskudt mellem den 23. og 24. februar, fordi den tidligere skudmåned, Mercedonius, blev indsat her. Der var nu to dage, der blev kaldt den 24., deraf betegnelsen bissextilis: bis fordi der var to dage af samme navn, og sextilis fordi det var den sjette dag før kalendae i Marts: ante dies sextilis kalendae Martii.. Se også tidligere den romerske kalenders opsætning. Skuddagen kaldtes også for punctum temporis. Skuddagene blev på et senere tidspunkt i en årrække indsat som den 25. februar, men gennem hele middelalderen har der normalt været indsat en skuddag, den "anden" 24. februar. Det er en moderne opfindelse (fra hvornår, ved jeg ikke), at datoerne er blevet skubbet, og den 29. februar er opstået.

Der var mere nøjagtige observationer til rådighed for beregnerne af den gregorianske kalender, og skuddagene blev nu reguleret til en skuddag, hver gang året kunne deles med fire, dog ikke på hele århundreder, der var delelige med firehundrede, men igen på årtusinderne (skuddag 1600, men ikke 1700, 1800, 1900). Denne metode giver stadig en lille fejl, men den vil kun beløbe sig til 1 døgn i løbet af 3.571 år. For hver 400 år er der 146.097 dage, der er et tal deleligt med 7, og ugedage og datoer falder igen med samme kombination, så den 15. oktober 1982 havde den gregorianske kalender epoke for begyndelsen på sin anden periode. Den 400-årige periode giver et årsgennemsnit på 365,2425 dage. Beregnes den gregorianske kalender proleptisk (for forudgående perioder), bliver det nødvendigt at bestemme skuddagene omkring år 1, og det er vedtaget, at år 1 f.Kr. kan deles med 400, og det bliver derfor skudår.

Selv om Julius Cæsar havde bragt orden i året og skuddagene, så kom der snart igen uorden i systemet, idet der i 36 år blev indsat 12 skuddage i stedet for 9, idet præsterne, der kundgjorde kalenderen, ikke havde forstået reglerne og benyttede den sædvanlige romerske tællemåde, hvor tallet i begge ender regnedes med, derfor blev skuddagene indsat hvert 3. år.

Det blev derfor nødvendigt under kejser Augustus at udelade skuddagene i årene 9 f.Kr. til 3 e.Kr., hvor årene alle fik 365 dage, og første skudår herefter blev år 4 e.Kr., hvorefter skuddagene er faldet efter systemet. Man regner med, at skudårene har været 45 (måske), 42, 39 og hvert 3. år til 9 f.Kr., derefter 8, 12 e.Kr. osv. hvert 4. år, jf. Bickerman p 47, der siger, at 8 e.Kr. var første skudår efter Kristi fødsel.

At skudårene ligger på de med fire delelige år er først noget, der blev fastlagt i 1582, da man jo ikke i 46 f.Kr. havde et nummereringssystem indrettet på Kristi fødsel. Om det var ved konciliet i Nicaea, at det blev besluttet at lægge skudårene på årene delelige med fire, vides ikke, men det er bestemt en praktisk bestemmelse.

Sverige indførte den gregorianske kalenders datoreguleringer ved at udelade skudår mellem 1700 og 1712 og først i 1753 går landet helt over til ny stil, og påsken var i Sverige faktisk ude af trit indtil 1844.

Den europæiske Union har vedtaget at for år 2000 (og derefter) er skuddagen at regne som den 29. februar (1 kilde).

En anden inddeling med skuddage blev indført i Det seldjukiske Rige (tyrkisk rige i Persien/Forasien) i 1079 e.Kr. Systemet er udregnet af Omar Khayyams med algoritmen 365 + 4-1 - 128-1 + 400.000-1, hvilket giver en årslængde på 365,24219 døgn, der er årets gns. længde i 2043, hvad de ikke kunne vide i 1079. Kun systemets to første led med en skuddag hver 4. år, men ikke hvert 128. år blev indført. Muligvis er det kun en legende, idet anden kilde anfører, at riget benyttede en kalender med 8 skuddage på 33 år.

Sammenligner vi Omars kalender med den gregorianske, så vil Gregor efter 100.000 år være 31 døgn bagud i forhold til det tropiske år, men Omar kun vil være 0,25 døgn forud. Hvis Gregor også springer skuddagene over hver 3.200 år, så passer de to kalendere sammen.

Emnet er fortsat i næste dokument med Nul-meridiankonferencen.
Link til de refererede kilder.
 
  Retur til Maritim indledningsside
Opdateret d. 26.11.2011
 Retur til Forside