Strejftog i kartografiens historie

særligt med henblik på søkort
Del 3
Middelalderens kartografi

Opdateret 26. november 2011.


INDHOLD DEL ET
Indledning
Kort - kartografi
Babylon
Ægypten
Grækenland
Tekniske begreber omkring kortfremstilling
Grækerne bliver videnskabelige

DEL TO
Claudius Ptolemæus = Klaudios Ptolemaios
Arabisk kartografi

DEL TRE
Middelalderens kartografi
Mappa Mundi i Hereford

ØVRIGE DELE
Periploi - Peripler
Portolaner - Havnefinderkort
Ptolemæus genopdages
Ptolemæus' betydning

Øvrige dele endnu ikke kompileret færdige
Kilder Middelalderens kartografi
Middelalderen bragte ingen udvikling i vesteuropæisk kartografi. Perioden domineres af kirkens indflydelse, og kirken var hverken videnskabelig eller fremskridtsvenlig. I begyndelse af den kristne tid var der intet skisma mellem kartografien og kirken. De romerske kort var praktiske, og intet stred mod kirkens lære. Det er først med Cosmas fra Antiocha = Kosmas Indicopleustes i det sjette århundrede, at der formuleres en kristelig, dogmatisk topografi. Cosmas forkaster ideen om en kugleformet jord, bl.a. fordi tanken om antipoder volder kristeligt besvær. Cosmas' værk, Topographia Christiana indeholder iht. Brown det tidligste kristne kort, et rektangulært kort, der helt mangler praktiske oplysninger og mere minder om en allegorisk landskabsbeskrivelse.

Cosmas Indicopleustes var geograf og en berejst person, der havde været langt mod syd i Afrika, krydset Middelhavet og besøgt Persergolfen. Han blev efter ungdommens handelsrejser optaget i Raithuklosteret på Sinaihalvøen, og det var herfra, at han skrev sin Topographia Christiana. Værket er opdelt i 12 bøger, der indeholder forfatterens konstruktion af verden og verdensrummet. Endvidere beskrivelser af de lande, han havde besøgt, og de lande, han havde fået informationer om.
[6537 p.24; 7595 p88f+93; 9731 p.51f]

Fra det tidspunkt - omkring 500-600 - må alle kirkeskribenter anerkende dogmet for at få kirkens godkendelse, og kortene måtte nu være i overensstemmelse med Bibelens tekst, og da Bibelen ikke bringer meget af praktisk værdi herom, så bliver resultatet da også derefter, og hovedsageligt komponeres kort derefter over cirkelformen overtaget fra romernes verdenskort. Til tidens kartografers undskyldning tjener dog, at Ptolemæus' Geographia, der senere fik så stor betydning, ikke blev »genopdaget« før omkring middelalderens slutning i Sydeuropa.

Den ovennævnte bedømmelse af middelalderen deles af så godt som alle, der har skrevet om periodens kort. Således også John Granlund, der i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder skriver, at kortene : »voro mere en frukt av medeltidens religiösa och filosofiska spekulation än av empiriskt vetande.«. I Britannica udtrykkes det således: »The medieval mapmaker seems to have been dominated by the church, reflecting in his work the ecclesiastical dogmas and interpretations of Scripture. In fact during the 6th century Constantine of Antioch (= Cosmas) created a »Christian topography« depicting the Earth as a flat disk.«
[0187 vol.8 p.312; 6655 vol.23 p.518]

R. V. Tooley er mere positiv, idet han mener, at »The ignorance of the Middle Ages, so often inferred by later commentators, comes somewhat ungenerously from the specialist, who frequently criticises but one facet of their activities, and in cartography this applies with particular force, due partly to the paucity of extant records - their wide dispersal and consequent difficulty of research - but also to a misapprehension of the motives actuating mediæval thought. It is unwise to assume that mediæval scholars were as ignorant as their maps would imply. Their aim might be, and probably was, symbolic and moral rather than utilitarian.«
[6313 p.12]

Fra omkring 1150, hvor kendskab til Ptolemæus' værk begyndte at spredes, var geograferne klar over jordens kugleform, men vedblev at være politisk korrekte og frembragte de nedenfor omtalte T-O-kort med jorden som en flad skive. Man kan da opfatte T-O-kortene som symbolske kort, men dette synspunkt deles kun af få af nutidens forskerne. Enkelte middelalderlige forskere forblev dog trofaste over for kugleformen. Således anerkender biskop Jacobus fra Edessa ca. 640-708 det aristoteliske verdensbillede med en kugleformig jordklode, men hans standpunkt får kun ringe betydning før ca. 1200, og selv om en del »kugleformede« kort fremkommer, så har disse dog intet eksakt standpunkt med hensyn til antipodebeboelse.
[8653 p.33]

Jacob fra Edessa i Syrien, 633-708, kommer fra egnen omkring Antiocha. Han studerede i nærheden af Eufratflodens østlige løb og vendte tilbage til Middelhavsegnen omkring 684, hvor han blev biskop i Edessa. Hans studiekammerat, Athanasius II, var da patriark i Antiocha. Jacobus blev skuffet i sin gerning og fratrådte efter få år og tog ophold i forskellige klostre til begyndelsen af 708, hvor han igen blev biskop samme sted, men efter fire måneder døde den 5. juni. Han er særligt husket for sin revision af Det gamle Testamente på græsk og foretog blandt andet inddeling i kapitler og indledte hvert af disse med et kort resumé. Jacobus var monofytist, dvs. han mente, at Jesus kun har en natur, og den er guddommelig. Tankerne lever i den Koptiske, den Armenske og den Ætiopiske Kirke, men blev dømt kættersk i 451 under konciliet i Chalcedon. Vi har ikke overleveret Jacobus' hele tekst, men bl.a. De fem Mosesbøger, Pentateuch, er bevaret i Paris.
[9144]

Under korstogstiden må man formode, at der har været stort behov for gode kort, når det betænkes, hvor mange tusinde mennesker, der skulle flyttes fra det første korstog i 1095 til det syvende i 1270, og hvor mange troende der ved siden af de kæmpende kristne fanatikere begav sig ud på pilgrimsrejser. Men de klarede sig med legendekortene. Der fandtes også guidebøger, der kunne vejlede pilgrimmene på deres færd fra Vesteuropa til Det hellige Land. Et sådant anonymt værk kendes fra år 330. Det indeholder ruten fra Bordeaux til Jerusalem og har alene på distancen på ca. 3.500 km til Constantinopel listet 112 hviledestinationer.
[7595 p.85]

Ved periodens slutning og renæssancens frembrud sker der pludselig en stor udvikling: kompasset bliver fra 1187 benyttet under navigation, Ptolemæus' værker genopdages, og sørejserne bliver længere og kræver bedre kortmateriale. Disse forhold behandles nærmere senere, og dette afsnit omhandler derfor kun de religiøst betingede kort i perioden. Værket er bevaret i to manuskriptkopier, hvoraf den ene er i Vatikanbiblioteket og den anden i Laurentiusbiblioteket i Firenze. Vatikanets eksemplar er forsynet med kort og skitser, der direkte eller indirekte kan tilskrives ham.

Korttyper
De religiøse, symbolske, middelalderlige kort kan inddeles i tre grupper efter deres form:
  • de cirkulære,
  • de rektangulære og
  • de ovale.


Uanset den ydre form så afspejler de et verdensbillede i overensstemmelse med Bibelen og er traditionelt forankret i dens tekst ud fra følgende skriftsteder:
Esajas 40:
22. Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo.

Esajas 11:
12. For folkene rejser han banner, samler Israels bortdrevne mænd, sanker Judas spredte kvinder fra verdens fire hjørner.

1. Mosesbog 10+11.
1. Dette er Noahs sønner, Sem, Kam og Jafets slægtebog. Efter vandfloden fødtes der dem sønner.
2. Jafets sønner: Gomer ...
5. fra dem nedstammer de fjerne strandes folk. Det var Jafets sønner i deres lande, hver med sit tungemål, efter deres slægter og i deres folkeslag.
6. Kams sønner: Kusj ...
20. Det var Kams sønner efter deres slægter og tungemål i deres lande.
21. Men også Sem, alle Ebersønnernes fader, Jafets ældste broder, fødtes der sønner.
32. Det var Noahs sønners slægter efter deres nedstamning, i deres folk; fra dem nedstammer folkene, som efter vandfloden bredte sig på jorden.

Ezekiel 5:
5. Så siger den Herre Herren: Dette er Jerusalem; jeg satte det midt blandt folkene, omgivet af lande.

Hvor det første citat er begrundelsen for den cirkulære dannelse af verden, hvor det dog giver lettere mening på engelsk, hvor det lyder It is He that sitteth upon the circle of the earth. Det sidstnævnte citat tages til indtægt for det rektangulære verdensbillede, da et sådant har fire hjørner.
Det tredje eksempel er teksten, der er grundlag for fordelingen af verden til de tre sønner - en verdensdel til hver. Vor Herre havde ikke taget højde for Amerika.
Det sidste eksempel fra Ezekiels Bog giver grunden til Jerusalem afsat midt i TO-kortene.
Også fra Det Nye Testamente er der hentet begrundelser for verdens form. Fx. fra Paulus' beskrivelse af tabernaklets form anvendt symbolsk som verdensmodel: Den plane overflade, dobbelt så lang som bred = jordens overflade, omgivet af fire have: Persiske Bugt, Middelhavet, Arabiske Bugt, Kaspiske Hav. De fire sider af bordet beboes af - mod øst inderne, mod vest kelterne, mod syd ætioperne og mod nord skyterne. På samme vis har den syvarmede lysestage symbolsk indhold.
[6537 p.24f]

Kortene viser oftest den kendte verden opdelt i tre afsnit. Med øst øverst er der mulighed for at anbringe Det Hellige Land og Jerusalem på en fremtrædende position på tegningen. Også Paradis får ofet en særlig udsmykning og anbringes langt mod øst, dvs. mod kortets øverste ramme. Det er i øvrigt fra disse korts orientering med øst opad, at ordet »orientering« stammer; oriens = østen.
[9731 p.52; 7595 p.92]

De cirkulære kort behandles nærmere herunder. De rektangulære kort, bl.a. Cosmas', kan foruden det ovennævnte citat være begrundet med at have samme form som tabernaklet: dobbelt så langt som bredt, dets bordoverflade er at ligne ved jordens overflade, som vi bor på og uden om dette land flyder verdenshavet, på hvis fjerneste side befinder sig ukendte lande, og måske ligger Paradis der. I de fjerne lande uden for havet er der rejst mure, hvorpå himmelbuen hviler, og på denne transporterer englene stjerner og himmellegemer rundt. I en ydre himmelbue befinder Paradis sig eventuelt. I denne verdensopfattelse er der ingen plads til antipoder under den flade jordskive.

T-O-kort TO-kort
Andre navne for korttypen T-O-kort er hjulkort - Imago mundi rotunda - Noakitiske kort (ty.) og Mappa Mundi. De kaldes også for »den romerske type«.

Asien og Mellemøsten udgør kortenes øverste halvdel og er adskilt fra Europa og Afrika med et vandret vandbælte af Donfloden = Tanais, Asovske hav, Sortehavet, Marmarahavet, Ægæerhavet, Middelhavets østende og Rødehavet. Dette vandbælte danner overliggeren i et stort bogstav T. Den underste halvdel er delt på midten af T'ets lodrette grundstamme, der udgøres af Middelhavet til Gibraltar. Til venstre mod nord ligger så Europa og til højre mod syd ligger Afrika. Bogstav O er taget som symbol for den cirkulære form med det omkransende hav. Kortene kan være relativt korrekt for Middelhavsegnene, men bliver meget forkert, når områder fjernt derfra skal indtegnes.

Der er en symbolsk betydning i tredelingen, der skulle relatere sig til Noahs tre sønner, Sem, Kam og Jafet (eng. Shem, Ham and Japhet), der som arvinger til verdensriget fik dette fordelt, så Jafet blev stamfar til bl.a. grækerne = europæerne, Kam = sort - for afrikanerne og Sem for »semitterne« og andre asiatiske folkeslag.
[6313 p.12]

Der kendes omkring 100 overleverede TO-kort, men hovedparten af dem er små og forekommer indsat i manuskripter. De er alle fra 800 til 1200 med de meget kopierede kort fra Isidorus fra Sevillas hånd som de første. Der findes overleverede to store vægkort, nemlig Ebstorferkortet og Herefordkatedralens kort - The Hereford Mappa Mundi. Ebstorferkortet kendes i dag kun i kopier, da det blev ødelagt under Anden verdenskrig. Der kan have været inspiration fra Ebstorferkortets skaber til Hereford, idet der i de ca. 60 år mellem de to kort var forbindelse mellem klerkene fra Ebstorf og biskoppen i Hereford. Fra Norden kendes et T-kort fra Skåne tegnet i ca. 1100. Jf. Brown p.94 findes der over 600 kort fremstillet melem år 300 og 1200. I gruppen med Hereford / Ebstorf-kort er det tidligste eksempel et kort fra Heinrich von Mainz, kannik i Mainz, fra det 12. årh. Det findes i dag i Sawley Abbey, Yorkshire, hvor det findes indkopieret, men stammer oprindeligt fra en verdenskrønike.
[6313 p.12, 0187 vol.8 p.312; 7595 p.96; MMH p.23ff]

Hemisfærekort eller Crates-kort
En anden del af middelalderkortene kaldes hemisfærekort, og de er mere matematisk grundet og tegnet over jordens kugleform. De kaldes også for Crates-kort opkaldt efter Crates fra Mallos, der i 140 f.Kr. fremstillede en globus med klimainddeling i zoner efter den stoiske model. Denne type kort dækker typisk den beboelige del af jorden, økumenen, og viser den nordlige halvkugle inddelt i nogle zoner eller klimabælter - gerne fem eller syv. De er ofte part af værkerne skrevet af Macrobius, Sacrobosco = John of Holywood, Petrus Alliacus = kardinal Pierre d'Ailly eller Martianus Capella. Denne type kort blev også udviklet og var kendt af arabiske kartografer i perioden.
[9731 p.54]

John of Holywood eller Joannes de Sacrobosco var en engelsk munk, der fra begyndelsen af 1200-tallet til sin død i 1256 var professor i astronomi i Paris. Han skrev en meget anvendt lærebog i astronomi, som blev genoptrykt helt til Kopernikus' lære vandt fodfæste i 1600-tallet. Sacrobosco udgav også en lærebog i matematik og en bog om udregning af festdagenes placering.

Grækeren Crates levede før Kristi fødsel, han var bibliotekar i Pergamon og besøgte Rom ca. -168, hvor han holdt lektioner i linguistik, mens han kom til kræfter med et brækket ben, han havde pådraget sig ved fald i Roms Cloaca Maxima! Han arbejdede med sprogets inddeling i ordklassser og bøjningsstrukturer og påpegede regelmæssigheder og uregelmæssigheder ved ordenes bøjninger.

Ambrosius Theodosius Macrobius levede omkring år 400 og var muligvis afrikaner; han fortæller selv, at han ikke er italiener og derfor ikke så elegant kan behandle latinen. Uden nærmere at have undersøgt hans værkers indhold, så er de karakteriseret som værende - måske - implicit kristne, men direkte står der intet om det. Hans værk havde betydning i Frankrig i det 12. årh.

Sagføreren Martianus Capella levede i Carthago i 400-tallet. Han kom fra Afrika og skrev bl.a. værket De nuptiis philologæ et Mercurii. Det er skrevet efter at Alaric indtog Rom i 410, men inden vandalerne erobrede Afrikas nordkyst i 429. Det er ganske hedensk i sit emne og i sin behandling af moralske spørgsmål, men der er klare middelalderlige træk over det. Hvor klassikerne betragtede guder, muser etc. som levende væsener, når de skrev om dem, så er Capellas karakterer alle døde, skematiske personer. Bogen blev meget populær i middelalderen, og Gregor fra Tours fortæller, at den blev en fast skolebog.

Ovale kort
Af de få ovale kort blev et fremstillet af kanniken Heinrich i Mainz omkring 1100 og benyttet i hans værk Imago Mundi - en titel, som er genbrugt så mange gange, at den ikke tjener stort til værkidentifikation uden forfatternavn vedføjet.
[7595 p.95]

Nogle af de ældste og vigtigste middelalderkort
Kort udført på grundlag af værker af St. Isidore fra Sevilla og Paulus Orosius er i øvrigt nogle af de ældste og oftest kopierede, og det ældste vesteuropæiske middelalderkort er Albi-verdenskortet fra det 8. årh. De to forfattere er beskrevet nærmere. Nedenstående er listet de væsentligste kort fra perioden. En udførlig liste findes i kilden [HOC] vol. 1, side 359:

Skabt Navn Bemærkninger og opbevaringssted
550 Madabamosaikken Madabamosaikken, oprindeligt et gulv på 15 x 6 m, er delvis ødelagt, men er det tidligste kristne kort, der kendes. Fundet i en kirke i byen Madaba 25 km øst for nordenden af Det Døde Hav. Kortet, der er skrevet med græsk, har øst opad og dækker Palæstina og omliggende lande. Den spidse nordende er tydelig med tegnede træer, dyr, fisk og bygninger, mens den sydlige del er noget ødelagt af senere flisearbejder og fundamentsændringer.
670 Arculfs Jerusalemkort Arculf besøgte Det Hellige Land og gav ved hjemkomsten abbed Adamnan i Ionaklosteret en beskrivelse og en plan over Jerusalem. Byportene er navngivet, og det er orienteret med øst opefter.
Arculf var en frankisk biskop, der levede i sidste del af 600-tallet, hvilket stift han regerede over er uklart, og måske var han klosterbiskop. Bede skriver om ham, hvor Arculf efter en pilgrimstur til Det hellige Land i en storm blev kastet op på Skotlandskysten og blev venligt modtaget af abbeden i klosteret på Iona, Adamnan. Arculf beskrev sin rejse til abbeden, der på grundlag heraf kunne skrive en længere beretning om de hellige steder og forære værket til kongen i Northumbria, Aldfrith, i år 698. Det er fortællinger herfra, der er brugt til kortet.
600-700 Isidorus' Verdenskort Isidorus, 560-636, er omtalt nedenfor. Hans verdenskort er cirkelformet med øst opefter, et TO-kort. Det er inddelt i klimabælter. Det findes i St. Gallenbiblioteket. det er ikke alle kopier, der kaldes »Isidorekort«, der har klimabælter, fx Brown p.103, der kun har navnestof og ingen tegnede figurer.
700-800 Albi-kortet Også kaldet Merovingerkortet. Det referer til Honorius' og Orosius' geografiske værker. Dette er det ældste vesteuropæiske kort. Det er rektangulært med form som en hestesko med åbningen nedad repræsenterende Middelhavet. Det Kaspiske hav er åbent mod nord til havet. De store øer i Middelhavet er afsat, men på forkerte steder. Kortet opbevares i Biblioteket i Albi i Languedoc, ca. 60 km ENE for Toulouse. Kortet er indbundet sammen med et ms fra 700-tallet med kosmografiske værker af bl.a. Orosius. Kortet er tegnet ca. 750 [7595 p.95].
776-787 Beatus' Verdenskort Originalkortet er desværre tabt, men det kende i ti kopier fra omkring 970 til 1250. Den ældste kopi findes i Ashmolean Museum i Oxford. Kopikortene er de næste 500 år ofte typologisk en blanding af TO og hemisfærekortene. De har øst opefter og kan have kloden inddelt i fire dele og kan have zoner.
Turinkortet fra 1150-tallet er en Beatus-kopi. Den er et cirkulært kort på ca. B-39 x H-27 cm. I de fire hjørner er der vindguder af klassisk tilsnit ridende på aeolus-sække = vindflasker. Kortet har Paradis i toppen, og Rødehavet deler totalt den beboelige del af verden fra ved at løbe øst-vest syd for Afrika og nå kredshavet til begge sider = fra Atlanten til Indiske Ocean. Sønden for Rødehavet ligger et ubeboeligt landområde.
Det bedste og mest originale menes at være fremstillet i St. Severklostret i Aquitanien = Sydvestfrankrig omkring 1300. Det er et ovalt kort, der strækker sig over to bogsider. En anden kopi er et rektangulært kort - bredere end højt - med rammen fyldt ud med fisk, der betegner Atlanterhavets øer: Thule, Scotia, Britannia etc. Den rektangulære form vanskeliggør Paradisets anbringelse mod E, så det ligger SE for det centrerede Jerusalem. Som det foregående kort har også dette Rødehavet til at skille den beboelige del fra resten af verden (en kilde angiver kortetes alder til 1060).
Kortet på Bagrow, Planche XV, Paris III c. 1250, har syd opefter. Bagrow, Planche XVI, Altamirakopi 1100-tallet, viser et verdenskort, hvor Thule er indsat SW for Europa. Andre kopier kaldes for Ashburnham-, London-, Osma-.
Beatus, 730-798, var munk i Valcavado i Spanien og kompilerede i 776 et værk med titlen Commentaria in Apokalypsin. Til dette værk var føjet et verdenskort.
[2170 p.75; 6537 p.23; 9731 pl.XV+XVI]
742-814 Karl den Stores sølvfadskort Tre kort graveret på sølvfade eller på bordplader. Et af hhv. Rom, Konstantinopel og Verden. Bagrow, p.53, mener dog ikke verdensbilledet har været af betydning, da det er tegnet, efter pave Zacharias (741-752) havde udstedt sin anbefaling om det teologiske grundlag for kartografien.
1000c. Angelsaksiske kort =
Cottoniske kort		 Sidstnævnte navn fordi det er fundet i et ms i Cotton-samlingen på British Library, nemlig i en kopi af et værk af den romerske forfatter Priscianus, der levede i begyndelsen af 500-tallet. Han var egentligt grammatiker, men skrev også værket Periegesis e Dionysio, der er et heksameterdigt. »Periegesis« betyder jordbeskrivelse eller rejsebeskrivelse.
Kortene er verdenskort, men særligt detaljerede for Nordvesteuropa med Britannien og til Rødehavet. Det Kaspiske Hav er åbent mod nord, selv Danmark er kommet med som en lille tarm, mens resten af Norden er vist som nogle øer. Middelhavets øer er spredt som sædekorn over hele havet. Kortet er rektangulært med øst opefter.
Kortets fine kvalitet er bedømt til muligvis at være begrundet i fremstillingen af en munk oplært i den irske kaligraferings- og bogkunst. Især siges Englandstegningen at være af fin kvalitet. Dog har det Skotland vinklet ud mod vest.
[2170 p.76f; 7325 p.731; 9731 p.60+Pl.XVII; 6313 p.48]
1100 Jerusalemkort Det latinske gruppenavn er Situs Hierusalem. Der findes flere kopier med Jerusalem vist lidt forskelligt i enten en cirkel eller et kvadrat. Et eksemplar findes på nationalbiblioteket i Bruxelles.
1119 Lambert-kortene Lambert var kannik ved St. Omerkatedralen mellem Calais og Lille og samlede et leksikon, Liber Floridus. Hans kilder var mange, optalt til 192, og værket indeholder en historie, der bringes op til år 1119, og indeholder flere kort inklusive et Mappamundi. Det findes overleveret tre steder: Paris, Ghent og i Tyskland i Wolfenbüttel.
Det ældste ms er Ghent-eksemplaret. Det indeholder et TO-kort foruden et rent Europakort med fine detaljer for Nordeuropa og et par skitser med klimabælter og regnes for Lamberts egen fremstilling og ikke senere end 1125. De to andre kopier er ca. 25 år yngre og regnes sommetider til Martianus Capella. Disse korts udviklingshistorie er kompleks og ikke nødvendig i denne korte oversigt, men kort fortalt optræder der på dem landmasser ud over de klassiske verdensdele, altså noget Amerikalignende og Australienslignende områder samt ideer om folk på den modsatte side af den hede tropiske zone.
1200-1225 Opusculum Sphericum
=
Et lille værk om Kugleformen		 John Sacrobosco = John Halifax of Holywood, der måske var englænder og blev lærer i astronomi ved Pariseruniversitetet skrev det nævnte værk, der blev meget populært og kom i mere end 60 udgaver over 200 år. I værket bringer han et verdenskort med kugleformen som model og inddelt i klimazoner. På en kopi trykt i Leipzig 1500 er syd opefter, og kloden er inddelt i fem zoner: to beboelige, en hed og to kolde.
[7595 p.98]
1200-1250 Matthew Paris-kortene Matthew Paris, c.1200-1259, var fra 1217 munk i St. Albanklosteret nord for London, men han var også historiker og skrev værkerne Chronica Maiora, der går fra skabelsen og helt op til Paris' dødsår, og Historia Minor også kendt som Historia Anglorum, hvilket er en forkortet udgave af det store værk og går kun fra 1067 til 1253. Paris' kvalitet er berømmet, og han anses som både en af de mest troværdige - når det gælder hans egen tid - samt en af de letlæsbare middelalderlige kronikører, selvom filologer har påpeget ganske mange fejl i hans tekster.
I manuskripterne var der flere kort, og der er bevaret fire eksemplarer af disse på British Library; også Cambridge har et. Englandskortet er detaljeret.
I eksemplaret Cotton MS Claudius D. VI fol. 12v. er der vist mange stednavne, Hadrians Mur, landsdelsnavne og mange floder. Themsen har udløb mod syd, men Canterbury er fx anbragt på den rette side af floden.
Jerusalem blev normalt anbragt i midten, indtil der opdagedes noget mere af Asien, hvilket skete da Marco Polos rejser blev kendte ca. 1300. Derefter var man nødt til at flytte Jerusalem fra midten, da Asiensdelen blev forstørret - eller også ignorerede man den nyvundne viden.
I Vulgata-bibelen bliver byens placering kaldt umbilicus terrae, mens Marinus Sanudus (Se Liber secretorum-kortet nedenstående) valgte at betegne byen som punctus circumferentiae. Sagnriget styret af Jon Præst = Johannes Presbyter = (eng.) Prester John er her anbragt i Indien, men placeringer i Afrika kendes også, bl.a. fra Queen Marys atlas til Philip 1558 af Diogo Homem.
I manuskriptet Cotton MS Nero D.V. er et rektangulært verdenskort, som vises i Bagrow, Planche XIX. Kortet er ganske fortegnet. Italien udgør det halve Europa. Støvleformen er ikke gengivet. Sicilien er en prik i Middelhavet, og floderne i Europa driver som orme ned over kortet. Meget ringe navnestof.
Bagrow, Planche XX viser Det Hellige Land ca. tegnet 1350, altså 100 år efter Paris' død. Kamelerne ligner. En flåde med vikingeskibslignende fartøjer samt rofartøj belejrer kysten ved Palæstina.
[7595 p.97]
1200-1300 Hjulkortet i Psalteret på British Library Det cirkulære verdenskort har Jerusalem i centrum og Paradis øverst, hvorfra en del floder udspringer og fordeler sig til den beboelige del af menneskeverdenen. Sådanne kort findes i mange religiøse skrifter både som store illustrationer og som små vignetter. Der kan være klassisk arv i form af vindene rundt rammen udført som de græske vindguder.
[Bagrow, Planche XVIII, Add. MS 28 681; 8653 p.33]
1200-1270 Vercelli-kortet Kortets skaber kendes ikke, da signaturen ikke kan læses. Det er beskadiget i kanten, men er et cirkelkort med mange fabelillustrationer og megen tekst.
Byen Vercelli ligger midtvejs mellem Torino og Milano, og kortet opbevares i domkirken.
1275-1317 Herefords Mappamundi Antagelig tegnet af Richard fra Haldingham. Det var ophængt på væggen i domkirken. Kortet er et TO-kort og har Jerusalem i midten og øst opefter. Størrelsen er 1,34 x 1,65 meter.
Sprogligt er disse korts tekster på latin, mens meget af det lokale navnestof er på vulgærsprogene, her normannerfransk og angelsaksisk. Princippet gælder også for det næste kort. Hereford-kortet omtales nærmere nedenstående
12?4
usikker		 Ebstorfer Mappamundi Ebstorfer Mappamundi er sandsynligvis skabt i 1200-tallets første halvdel, nogle hælder dog til årstallet 1284, men teksten er ulæselig på kortet. Kortet, der er det størst kendte TO-kort, blev genopdaget 1830 i Benediktinerklosterkirken i Ebstorf vest for Uelzen på Lüneburger Heide. Kortet fik fra 1845 plads på museum i Hannover. I 1888 blev det flyttet til Berlin, hvor det gennemgik en restaurering. Ved flytningen blev det delt i de oprindelige 30 pergamentark, hvoraf enkelte allerede manglede. De tilbageværende dele blev fotograferet sort/hvis i 1:1; andre fotos - også i farver findes. Under WW2 blev det, efter det var flyttet tilbage til Hannover, ødelagt ved luftbombardement i 1943. Det kendes i dag derfor kun i fotos og kopier. Størrelsen var 3,58 x 3,56 meter. Nogle mener, det kan have været beregnet på at hænge bag alteret.
Af kortets faktuelle oplysninger stammer en del fra værker af Johannes fra Würzburg (1165), Adam af Bremen (1072), Honorius Augustodunensis (1129), mens fablerne er fra Bibelen og andre hellige skrifter og hagiografer, bl.a. Sankt Brendanhistorien. Også klassiske værker er benyttet, bl.a. Plinius den ældres naturhistorie. Der vises gravstederne for apostelen Markus og de øvrige apostle, og Bartholomæus og disciplen Thomas.
Man mener, fremstillingen blev iværksat af Gervase of Tilbury omkring 1235. Gervase var en engelsk munk, der via udstationering i Rom og Bologna blev provst eller klosterforstander i Ebstorf, 1223-1234, i tjeneste hos Welferfamilien (eng. Guelph), der var en sideslægt til kejserfamilien og fyrster af Hannover og Braunschweig og gennem Georg I også fik engelsk kongeværdighed. Gervase skrev værket Otia imperiala, 1211, hvori der skule være et verdenskort, der mangler i manuskriptet, hvorfor spekulationerne går på, at Ebstorferkortet er det manglende kort i dette værk.
Honorius Augustodunensis, om hvem meget lidt vides med bestemthed, opholdt sig en periode i England. Her udgave han skriftet Elucidarium, der blev meget populært, men i denne forbindelse er det mest hans værk Imago Mundi, som kom, mens han opholdt sig i Tyskland, der er interessant. Det er et geografi- og kosmografiværk, der blev oversat til tysk og udgivet mange gange.
Klosterkirken og korsgangen m.m. fra nonneklosteret i Ebstorf står endnu og kan beses.
1306-1321 Liber secretorum fidelium crucis super Terrae Sanctae recuperatione et conservatione Værket er en opfordring til korstog og skrevet af Marinus Sanudus senior = Marino Sanuto. I værket var flere kort af både Sortehavet, Middelhavet, Europa og Verden. Kortene viser en ændring i opfattelsen af kartografi. De er mere praktisk udformet, de viser observerbare ting og mindre fra fabler, og konturerne rundt Middelhavet og Sortehavet er betydeligt mere korrekte end tidligere set i middelalderen. Bortset fra den første kopi, Sanuduskortet, så er Vescontekortene overlagt med roser og kompaskurslinjer som på portolanerne. I andre områder som fx Afrika tegnes stadig efter arabisk sædvane verdensdelens sydende bøjende mod øst op mod Indien; altså for områder, hvorfra han ikke kan få vidnesbyrd om retninger, afstande og positioner, der tegner han som traditionen byder. Kortene har stadig øst opefter, og fantasyriget for Jon Præst er afsat i Indien.

Muligvis var kortene tegnet af genueseren Petrus Vesconte. Man havde på det første manuskript - fra ca. 1310 - læst forfatterens navn som også gældende for kortene, men på et senere fundet og senere udført manuskript fra omkring 1320 var underskriften af Vesconte i forbindelse med kortene. Da Vesconte er kendt for sine portolan-udgaver og altså vant til disses praktiske indgangsvinkel til kartografien, så er der en stor sandsynlighed for, at det kan have forholdt sig således.
1350-1360 Goughs kort Således kaldet, da det blev fundet i Bodleian Biblioteket af Richard Gough, der beskrev det i sit værk Antiquities i 1780. Kortet over England har væsentligt flere stednavne end tidligere kort, men er meget fortegnet i den nordlige del og hele Skotland. Kortet findes stadigt på Bodleian Library i Oxford.

Richard Gough, 1735-1809, var historiker og topograf og interesserede sig hele livet for engelsk topografi, om hvilken han samlede et stort bibliotek, som han sammen med en samling kirkelige bøger, herunder gradualer og tidebøger fra før reformationen, testamentarisk skænkede til Bodleian Library. Der var omkring 3500 bind og 260 kort.

Han udgav en revideret udgave af William Camden's Brittania, der oprindeligt udkom i 1589 og hvis udgave fra 1607 dannede grundlag for Goughs oversættelse og revision. Goughs titelblad er trykt Britannia: or a Chorographic Description of the Flourishing Kingdoms of England, Scotland and Ireland, and the islands Adjacent.... Han skrev selv Anecdotes of British Topography i 1768. Da den kom i anden udgave i 1780 hed den British Topography. Hans sidste værk var Sepulchral Monuments I-III 1786-1799
1300-1400 Polychronicon-kortet Polychronicon-kortet er et ovalt verdenskort, der kan have billeder af Adam og Eva i toppen. Det kendes i flere varianter. Jerusalem i centrum. Middelhavets øer vises som rektangler med indsat tekst. En af kopierne har ingen figurer, men alene stednavne påsat inden for rammens to parallelle streger og mellem stregerne. Skriften er ikke kaligraferet og en del steder ulæselig, mens tegning af Babelstårn og Noahs ark kan genkendes. Værket er en verdenshistorie, og en kopi opbevares i BL, Royal MS. 14, men også Paris, Rom m.fl. har kopier. Polychronicon-kortet anbringer i øvrigt Jon Præst i Europa, i Scythien nord for Sortehavet.
Værket er skrevet af Ranulph Higden, der var munk i St. Werburgh's Abbey = St. Werberg. Dette kloster udgjorde sammen med domkirken i Chester den anden byggefase, hvor den tredje bygning i dag er Chester Cathedral. Higden skrev værker om prædikenteori, retorik og anden praktisk lære om opbygning af kirketekster. Den latinske tekst blev oversat til engelsk kort tid efter Higdens død i 1364 af John Trevisa og blev en af de første tekster, som Caxton trykte. Det udkom på tryk i 1482 og var da ført op til Caxtons samtid.
[7595 p.99]
1410 Ymago Mundi kortet fra Petrus Alliacus Det kugleformede kort med klimazoner er et af de tidligste med nord opefter. Billeder af hhv. ms-udgaven og den trykte udgave er uden tegnede figurer, men indeholder foruden zonegrænserne en del tekst. Kortet blev trykt i hans værk Tractatus de Imagine Mundi i 1483, udgivet i Louvain = Löwen. Bogen var kendt og læst af Columbus [7774 p.16].
Kardinalens franske navn er Pierre d'Ailly og hans italienske form er Petrus de Allaco, og han er nærmere omtalt nedenfor.
1459 Fra Mauros kort Kortet, der er tegnet på pergament opsat på en træbagside, har en diameter på ca. 1,96 meter og har syd opefter (iflg. beskrivelser, men kopien indskannet under Runeberg-projektet har tekster stående retvendt med nord opefter). Kortet opbevares på Biblioteca Nazionale Marciana i Venedig.
Fra Mauros kort er et vigtigt skridt i kartografiens historie, idet det - som det ovenstående - inkluderer dele af portolankorttypen, men dog ingen kompasroser eller kursstreger. Der er benyttet informationer fra Marco Polos rejser, og Skandinavien får her en bedre beskrivelse end tidligere set. Jerusalem er flyttet hen, hvor det reelt ligger, og det Indiske Ocean er ikke længere en indsø. Der er områder i Østen, der tyder på, at de er tegnet efter arabiske sejladsanvisninger.
Fra Mauro = Frater Maurus, † 1460, var camaldulensermunk i et kloster på Murano-øen ved Venedig. Ordenens hovedsæde er i Arezzo 50 km SE for Firenze. Det vides, at Fra Mauro arbejdede på korttegning, før det her omtalte kort blev fremstillet, idet han sammen med sin hjælper Andrea Bianco fremstillede et kort til den portugisiske kong Alfonso V i årene 1457 til 1459. Kongens kort er ikke overleveret. Han gik derefter straks i gang med endnu en kopi, denne gang til fyrsten i Venedig, men Fra Mauro døde, inden kortet var færdigt, så det blev fuldført af hjælperne og kom dengang ikke ud af klosteret. Da det blev genopdaget i klosteret på Murano, blev det overflyttet til Dogepaladset i Venedig.


Petrus Alliacus
Eller Pierre d'Ailly eller Petrus de Allaco blev født 1350 i Compiègne 50 km nord for Paris og døde 1420 - formodentlig i Avignon. Efter studier i Paris blev han i 1380 dr. teol. Da havde han allerede begyndt sin karriere som skribent. Hans hovedteser inden for kirkepolitik var, at ordinerede præster og biskopper og de øvrige grader af kirkens tjenere havde deres myndighed fra Gud og ikke fra paven, samt at paven ikke stod over konciliernes afgørelser, og at ingen var ufejlbarlig.

Alliacus blev biskop i Le Puy, der ligger NW for Avignon, i 1395 og i Cambrai, der ligger S for Lille i Nordfrankrig, i 1397. I 1411 blev han kardinal udnævnt af pave Johannes XXIII, og han tog til Rom, hvor han gjorde tjeneste i Vatikanet. Under denne tjeneste var han aktiv i Constance-konciliet i 1414, hvor det store skisma blev afklaret, og Avignonpavernes tid var slut.

Petrus Alliacus skrev mange værker, der er talt op til ca. 150. Han havde tillid til astrologiske elementer som bestemmende for historiske begivenheder og udgav et skrift, der analyserede årsagerne til allerede indtrufne begivenheder, og han troede at kunne bevise dbegivenhedernes datoer ud fra stjernernes konstellationer.

Også inden for geografien gjorde han sig gældende. I sit værk Imago Mundi - en meget benyttet titel i de dage - foreslog han en vej til Indien ved at sejle vestover fra Europa. I denne påstand tog han tekster fra Aritotele, Plinius og Seneca til indtægt for muligheden. Sådanne forslag tog Columbus til sig og benyttede i sin argumentation, og hans eksemplar af Alliacus' værk findes endnu med Columbus' egne randnoter i biblioteket i Sevilla. Et andet af Aliacus' værker havde Columbus også kendskab til. Det var hans skrift om kosmografi eller geografi, så Alliacus havde utvivlsomt stor indflydelse på Columbus' planer.

Endelig samlede Alliacus også en afhandling om kalenderreformer i 1411, og forslaget blev benyttet af pave Gregor XIII, da han senere igangsatte den store kalenderreform.

 Isidor fra Sevilla
St. Isidore fra Sevilla = Isidorus Hispalensis levede fra omkring 560 til 4/4 636. Helgenkåret af Clement VIII i 1598 og kirkefader af pave Innocent XIII i 1722.

Han fik sin skoling i Sevilla, hvor en af de tidligste katedralskoler var grundlagt. Han afløte sin storebroder, Leander, som ærkebiskop i Sevilla fra 600/602 til sin død. Hans lillebroder blev også biskop, og hans søster var ledende nonne i et kloster. Slægten var romersk, og Isidorus er en af de første til i sine skrifter at vise klare nationalt spanske træk og forsøge at få de fremmede folkeslag, der i årene fra romerrigets fald til 600 havde spredt sig i landet, integreret i nationen. Han havde held med sine bestræbelser og fik også nedkæmpet den arianisme, der var udbredt blandt visigoterne, så den katolske kristendom sejrede i landet. Et af midlerne til samlingen var oprettelsen af skoler ved alle domkirker, et forslag som Isidore fremsatte på det meget betydningsfulde fjerde nationale koncilium i Toledo i 633.

Isidorus' skribentvirksomhed inkluderer en encyklopædi, der skulle omhandle al til rådighed stående viden både klassisk og moderne, og han kopierede i sit værk mange klassiske tekster, som vi i dag kun kender derfra. Hans sprog indeholder en del tidlige spanske ord, men han var den sidste af de klassiske, kristne teologer og den sidste af de store latinistiske kirkefædre. Hans værk omtales både som Etymologiae og som Origines, hvilket jo ikke gør den store forskel - når blot man leder under det rette bogstav. Værket blev gennem middelalderen meget benyttet i undervisningen og blev genoptrykt så sent som i 1529.

Det ufuldendte værke på 20 bøger indeholder i bøgerne 13 og 14 den geografiske viden, der var kendt på det tidspunkt, men den er hovedsageligt baseret på værker af Plinius og Solinus, så nogen særlig udvikling kan ikke siges at være sket. Et andet af hans værker, De natura rerum = Om tingenes natur indeholder også geografisk viden og blev ligeledes meget benyttet i middelalderen.

Inden for den historiske viden er især hans værk Historia de regibus Gothorum, Wandalorum et Suevorum = Historien om goternes, vandalerne og svebernes riger blevet flittigt benyttet som et væsentligt kildeskrift også i vor tid.

Paulus Orosius
Paulus Orosius, c.380-?, fra Braga i Portugal tog efter ordination til Hippo i Nordafrika for at drøfte trosspørgsmål med Augustinus. I sin elevtid der forberedte han skriftligt flere af Augustins fordømmelser af kætterier og forsvar for den rette tro. Fra Hippo tog Orosius til Palæstina, hvor han opsøgte St. Hieronimus i Bethlehem, der arbejdede med Vulgata-oversættelsen. Her bliver han i 415 inddraget i opgøret med den kætterske retning, pelagianismen, men vender i 416 tilbage til Hippo og begynder derfra hjemturen til Braga.

På Minorca hører han om vandalernes hærgen på Den Iberiske Halvø og vender tilbage til Hippo, hvor han på Augustins opfordring skriver den første universielle kristne historie, Historiam adversus paganos libri septem. De syv bøger er kronologisk opdelt og sigtet er »apologetisk&"171;. Den første indeholder en beskrivelse af verden og dens historie fra skabelsen til Roms grundlæggelse, -753. Værket, der bringer historien op til år 378, fik stor udbredelse, og mere end 200 kopimanuskripter kendes. Alfred den Store oversatte dette værk til angelsaksisk.

Mappa Mundi i Hereford
Det første skriftlige vidnesbyrd om et verdenskort i Hereford Domkirke er i Thomas Dingleys værk om Herefordshire History from Marble, der udkom i 1682. Heri skriver han, at domkirken besidder et gammelt kort tegnet af en munk. Dets størrelse er 1,34 x 1,65 meter, og det tegnet på ét stykke kalveskind og farverigt. Verdenskortet følger den faste TO-opdeling, hvor Asien optager den øverste halvdel med Jerusalem i centrum, hvorfor De britiske Øer får en trang plads nederst til venstre ved rammen.

I titlen skriver korttegneren, at kortet er en illustration til Paulus Orosius' historieværk om verden Descriptio Orosii de Ornesta Mundi Sicut Interius Ostenditur. Spanieren Orosius fra Braga levede omkring år 400 og flygtede for vandalerne til Afrika og blev elev hos eller ven med St. Augustin fra Hippo. Hans værk udkom sandsynligvis i 418 i syv bøger. Korttegnerens egen signatur findes i kortets nederste venstre hjørne, hvor han skriver, at de, der læser eller hører kortet, anmodes om at bede for Richard fra Haldingham og Lafford, som har tegnet og skrevet kortet. De to stednavne er i moderne form Holdingham og Sleaford i Lincolnshire. Andre bidragydere til grundlaget er Plinius d.æ. og gennem ham Herodot (-485 - -425), Isidor fra Sevilla og Gerald of Wales = Giraldus Cambrensis = Giraldus de Barri.

Om kortet har været beregnet til at hænge bag alteret, er usikkert. Alteret har ikke haft altertavle, så kortet har kunnet ses af kannikerne. Hvor mange af menigheden, der har kunnet se det, afhænger af korets lukkethed, og om hvor mange, der har haft adgang til højkoret. I dag hænger kortkopien sammen med en Ebstorferkopi i domkirkens nordre sideskib. Argumentet for kortet som alterstykke stammer fra antikvaren Richard Gough i værket British Topography fra 1780, men der er ikke megen vidnesbyrd om sagen.

Foruden kortets stednavne er der mange oplysninger om så spredte emner som bibelhistorie, Alexander den Stores togter, Plinius den Ældres naturhistorier (023-079), hvorfra mange monsterdyr er tegnet. Af kendte steder og begivenheder er tegnet Herkules Støtter anbragt på en ø midt i strædet, Alexandrias Faros, Babelstårnet, Charybdis og Skylla vist med en spiralstrøm, Etna spyende ild, Kreta med labyrinten, Jakobs kiste i Santiago de Compostella, en nordmand på ski, enhjørningen i Afrika osv. Billedet har på en måde set bort fra tidsforskydninger og aftegner encyklopædisk hele historien og samtidig tilstanden i et billede.
[5899: Meryl Jancey Mappa Mundi, Hereford Cathedral, 1987]

Endnu et Mappa Mundi
I værket The History of Carthography in Prehistoric, Ancient and Mediaeval Europe and the Mediterranean vol. I er der på planche 14 et fragment af et stort Mappa Mundi, der totalt har målt 1,57 m i diameter. Fragmentet er desværre kun på 61 x 53 cm og viser det nederste højre hjørne af kortet, der i sin stil ligner Herefordkortet meget. Det er for nogle år siden fundet i arkiverne i The Duchy of Cornwall, hvor det stadig befinder sig.

Videre til fjerde del


 
 
Opdateret d. 25.1.2017
Retur til forsiden.
 Link til kilder til de maritime tekster
Retur til artikeloversigten for kartografi