English Pilots - Great Britain's Coasting Pilots

Revideret 11. august 2011.

INDLEDNING Den efterfølgende tekst tilføjer nogle oplysninger om udgivelseshistorien for The English Pilots og Great Britain's Coasting Pilot.

Handels- og Søfartsmuseet har i sine samlinger flere bind af begger disse værk, og de er registreret under nedennævnte referencer:

H&S 50:2421, Mediterranean Sea, løbenummer 2109 udgivet i 1753.
H&S 50:2422, Mediterranean Sea, løbenummer 2159 udgivet i 1776.
H&S 44:0310, America East Coast, løbenummer 2070 udgivet i 1767.
H&S 50:2425, England - Scotland, løbenummer 2210 udgivet 1771;
H&S 50:2426, England - Scotland, løbenummer 2262 udgivet 1774;
H&S 50:2423, Northern Navigation, løbenummer 2313 udgivet 1785;
H&S 50:2424, A Complete Channel Pilot, løbenummer 2345 udgivet 1781;
ATLAS og LODSBØGER Det var almindeligt i 1600-tallet at udgive søkort i atlasform. Trykarket blev falset og i ryggen blev en strimmel klæbet ind. Denne kunne bindes med ind i bogryggen. Hovedparten af søkortene var et ark-opslag, men andre formater findes også.

Ved fremkomsten af mere nøjagtige kort end de tidlige platte kort, dvs. søkort i Mercators projektion og efter bedre opmålinger, blev det rimeligt for navigatøren at udsætte sine positioner i søkortet, idet også observationsmetoder og instrumentering var blevet så gode, at der i det hele taget var mening i at foretage et plotningsarbejde. Herved blev den indbundne form ubekvem, og kortene udkom sidenhen oftest enkeltvis.

Men inden enkeltkort blev den normale publiceringsform, var lodsbøger med et stort antal søkort en overgang en almindelig udgivelsesform. I disse lodsbøger blev kortene indbundet sammen med sejladsbeskrivelser, som fx i The English Pilot - The Fourth Book. Da kortene så senere begyndte at fremkomme som enkeltark, blev beskrivelserne, der akkompagnerede kortene, udgivet i separate hæfter, der var uindbundne, men gerne med et omslag af blåt overtrækspapir af samme slags som det papir Blueback-kortene fik pålimet bagsiden.

THE ENGLISH PILOT

John Seller
Instrumentmager John Seller drev i London i mange år forretning med kort, globusser og navigationsudstyr i øvrigt. Seller offentliggjorde i 1660'erne sin ide om at udgive en serie lodsbøger, der skulle dække hele verden, og selv om han fik påbegyndt udgivelsen af denne værkserie, så fik han aldrig selv fuldført sine ambitiøse planer.

Fra 1671 udkom først The English Pilot Part I - Northern Navigation, "Describing the Sea Coasts, Capes, Headlands, Bays, Roads, Harbours, Rivers and Ports, together with the Soundings, Sands, Rocks and Dangers in the southern Navigation upon the Coasts of England, Scotland, Ireland, Holland, Flanders, Spain, Portugal to the Straights-Mouth with the Coasts of Barbary, and off to the Canary, Madera, Cape de Verd, and Western Islands". Denne titel taget fra 1715-udgaven.

og i 1672 udkom anden del, The English Pilot Part II - Southern Navigation. Tilsammen havde de to bind omkring 66 kort indsat. Efter første udgave byttede del I og II i de følgende udgaver numre.

I 1677 udkom den første bogs tredje part: The English Pilot Part III - Mediterranean Sea, hvor også John Darbys navn er påført som udgiver, da John Seller i 1677 af økonomiske årsager havde været nødt til at danne et selskab med andre partnere for at løfte opgaven.

I 1675 udkom den tredje bog, der dækkede Oriental Navigation, og den var med sine 24 sider ikke komplet. I 1689 udkom fjerde bog dækkende Amerikas kyst fra Newfoundland til Sydamerika, nærmere bestemt fra Hudson's Bay til Amazonas.

Nummereringen er ikke let at få styr på, da de trykte kilder til værket benytter ord som "Part", "Volume" og "Book" uden helt klart at definere, hvad der menes med ordene.

Det var først i 1703, at værket blev færdigudgivet, da John Thorntons sidste del af bog tre om Østens farvande udkom. John Thornton var udnævnt til hydrograf for The Hudson Bay Company og The East India Company.

Der udkom således i alt fem bind lodsbøger i serien.

John Seller døde 1697, og sønnen Jeremiah Seller drev forretningen videre til omkring 1707. Se yderligere om John Seller og hans forhold.

Fra at have været alene om udgivelsen af Pilotbøgerne, kom John Seller altså i kompagniskab med flere andre af branchens folk, og på lodsbogsserien forekom, efter John Seller var aleneudgiver, navnene "Seller and John Thornton", og derefter "John Thornton and William Mount", og endelig "William Mount & Thomas Page".

The English Pilot forblev i handelen i mange år. Bindet for ostindisk navigation udgik i EIC først i 1761 efter et nyt værk af William Herbert var udgivet i 1758 med titlen New Directory for the East Indies og delvis byggende på fransk materiale fra Neptune Oriental af D'Après de Mannevillette. Det Kgl. Bibl. har i protokol 9:354 følgende registrant: The East India Pilot, or Oriental Navigator on 114 Plates .... from the last Work of M. D'Après de Mannevilette. London s.a.. Udgaven for den vestindiske navigation fortsatte i trykken indtil 1794.
[9913 p.4f]
MOUNT & PAGE Da intet bibliotek, jf. Tooley [6313p60], besidder en komplet samling af varianterne af de tidligste lodshåndbøger, og de kendte eksemplarer afviger meget i omfanget af kort, må man deraf slutte, at det var sædvanligt, at der blev samlet bøger med søkort efter køberens ønske, og at de udvalgte kort så blev sambundet med den færdigtrykte sejladsbeskrivelse. Senere udgaver er dog ofte identiske, så masseproduktionen har formodentligt på et tidspunkt afløst de individuelle udgaver.

Som udgiver af billige masseproducerede værker har både firmaet Mount & Page - under dette og med deres forskellige fornavne tilføjet - samt andre forlæggeres piratudgaver fyldt markedet i England og Irland - for sidstnævnte se bl.a. Griersons udgivelser som H&S 44:0310 - The Fourth Book.

Oprindelsen til firmaet Mount & Page går tilbage til John Sellers kompagniskab i 1677. Her kommer John Thornton, James Atkinson, John Colson og William Fisher med i firmaet, men samarbejdet opløses allerede 1679, og ejerskabet til visse af de nautiske publikationer er da overgået til William Fisher, der allerede i 1677 tog en andel i The English Pilot, Mediterranean. William Fishers svigersøn var Richard Mount, og de udgiver nu nogle af de gamle plader, som de også overtog, med søkort og nautiske oplysninger herunder Atlas Maritimus.

Det er William Fisher og John Thornton, der kombinerede deres ressosurcer og i 1689 udgav bindet i The English Pilot-serien om West India. William Fisher døde i 1690, og hans arving, Richard Mount, blev mere aggressiv i markedet for nautiske publikationer. Mount opretholdt forbindelsen med Thornton, og sammen udgav de i 1698 en ny udgave af West India Piloten.

Mount & Thornton var i 1703 udgivere af Mediterranean Pilot sammen med Jeremiah Seller og Charles Price. De to sidstnævnte havde indledt partnerskab i 1699. Og det er samme år, at Richard Mount og Thomas Page slog sig sammen. Om Charles Price vides, at han var født omkring 1665 og var ansat hos familien Seller. Senere - efter konkursen - ejede han forretning flere steder i London, og der kendes nogle søkortplader fra hans hånd, men de er ufærdige og formodentligt var han død, inden de blev salgsklare. Efter Thorntons død i 1715 solgte hans søn Samuel Thornton faderens rettigheder og plader til Richard Mount, der nu ejede alle pladerne til alle pilotbøgerne.

Richard Mount
Richard Mount, der blev døbt 16. november 1654 og døde 29. juni 1722 efter at være blevet sparket af en hest, blev lærling hos William Fisher den 10/1 1669, og han var aktiv som forretningsmand fra omkring 1682. den 3/10 1682 bliver Richard gift med Fishers datter Sara, 1657-1717, og fra 1684 begynder der udgivelser af bøger med navnene Mount & Fisher. William Fisher dør 1691 eller 1692, og Richard arver svigerfar, selv om hans lærlingekontrakt først udløber i 1693. Fra 1700 er Page optaget i firmaet og kombinationen af de to navne fortsætter indtil 1789, hvor Page-navnet udgår og navnet Davidson tilgår. Fra 1800 ændres firmanavnet til Smith & Vennor.

Richard fik tre sønner: William, 1688-1769, der arvede forretningen, og hans sønner for de næste tre generationer fortsatte familieforretningen. Williams søn hed John Mount, 1725-1786, og hans søn igen hed William II Mount, 1753-1815.

Richards anden søn hed Fisher og den tredje søn John Mount.

Allerede i 1698 forekommer på titelbladet navnene William Mount & Thomas Page, men i 1702 udgives der samtidig værker, der bærer navnene "Richd. Mount & Tho. Page". Blandt udgivelserne fra Mount - inden Page kommer med - er James Atkinson: An Epitome of the Art of Navigation, Andrew Wakeley: The mariner's Compass Rectified, Nathaniel Colson: The Mariner's New Kalendar og Richard Norwood: Seaman's Practice. Fra 1700 indgår Page's navn på titelbladene.

I perioden 1723 til 1728 kendes udgivelser med navnene "Sold by T. Page and W. & F. Mount". I 1715 er W. Mount kommet med på titelbladet jf. [7595p146] og desuden er et familiemedlem med initialet J. også med i udgiverrækken som fx på et titelblad med "William Mount, Thomas Page, J. Mount", der er Richard Mounts tredje søn.

Mount & Page dominerede den engelske handel med søkort og maritime bøger frem til ca. 1760, hvorefter firmaet opkøbes eller overtages af andre som opridset herunder. Fra Mount & Page går der en lige linje til nutidens firma Imray, Laurie, Norie & Wilson. Omkring år 1763-1765 bliver Mount & Page overtaget af henholdsvis J. Hamilton Moore og W. Heather. J. Hamilton Moore overtages 1801 af R. Blackford, der i 1836 bliver til Blackford & Imray og fra 1840 til James F. Imray og i 1870 til Imray & Son.

W. Heather bliver i 1768 til Heather & Williams, og fra 1813 til J. W. Norie & Co., der igen ændrer navn til Norie & Wilsoon i 1840. I 1903 slås Imray & Son sammen med Norie & Wilson og et tredje firma, R. H. Laurie.

Lauries rødder går tilbage til John Seller fra 1670. John Seller, der havde finansielle problemer og samarbejder med forskellige partnere, bliver i 1697 til John Senex, og i 1720 dannes firmaet Overton & Sayer, hvor Overton er en ny medinteressent, mens Sayer har overtaget John Senex. Overton & Sayer bliver 1770 til Sayer & Bennett, der allerede i 1794 bliver til Laurie & Whittle, der i 1818 indskrænkes til R. H. Laurie, der i 1903 indgår i selskabet Imray, Laurie, Norie & Wilson.

Pagefamilien
Thomas Page døde 15/3 1733. Han var gift to gange. Første gang i 1704 til Elizabeth, der blev moder til mindst fire børn, før hun døde i 1721. En gang ret snart derefter giftede Thomas Page sig anden gang med Mary Crompton. Det fremgår ikke klart af DoNB, med hvilken kone børnene er født, men hans første søn er Thomas II Page, 1704-1762. Han bliver kompagnon med William Mount.

Der er i biografisk Leksikon noget uvist over forbindelsen. Man ved, at Thomas Page, der aldrig var lærling under Mount, i 1716 blev kaldt Mount's tjener, og Richard Mount kaldte ham "sin broder", og han deltog da allerede i forretningen. Thomas IIs søn, Thomas III Page, 1730-1781, deltager også i forretningen og efterfølges af Thomas IV Page, 1756-1797. Det kan derfor - ud fra titelblade - være svært at afgøre, hvilken Thomas den idefattige familie er nået til.

De to familier, Mount og Page, bliver indgiftet tre gange med hinanden i løbet af de tre generationer. Om det er medvirkende til firmaet nedgang er uvist, men efterhånden udeblev al fornyelse og initiativ, og op mod 1800 var det ved at være slut, og familienavnene forsvandt fra produkterne, der blev overtaget af andre eller blev forældede, og forretningen endte som en ren papirhandel og kontorforsyningsbutik.

COLLINS - Great Britain's Coasting Pilot

John Sellers entreprise var ikke det eneste forsøg på at dække farvandene med bedre beskrivelser. Det havde chokeret England, at hollænderne i 1667 var i stand til at sejle op ad Themsen og angribe flådebaserne der, til hvilken ekspedition de brugte bedre kort, end englænderne selv havde. Det blev ikke bedre, da regerinen ved John Sellers første udgivelser opdagede, at han benyttede hollandske forbilleder, og at hans opkøbte trykplader ikke var de nyeste eller bedste, men tværtimod var ældre udgaver.

Samtidig med Seller arbejdede flådekaptajn Grenville Collins fra 1681 med opmåling af en del af de engelske hjemmefarvande efter ordre fra Charles II. Det var Samuel Pepys, der som flådesekretær på det tidspunkt gav Collins hans instruks, som det tog Collins syv år at gennemføre.

Det var derfor først med udgivelsen i 1693 af et værk med titlen Great Britain's Coasting Pilot, at der kom bedre kort end hollændernes på markedet for de engelske kyster. Værket blev først udgivet af Richard Mount.

Værket,Great Britain's Coasting Pilot, indeholdt 48 kort, flere sider med toninger og en tekst med sejladsanvisninger, og det dækkede fra Shetlandsøerne i nord ned langs østkysten og rundt Kanalen til Liverpool. Værket blev så populært, at det forblev på lagerlisten hos leverandørerne i 100 år uden at gennemgå betydelige revisioner.

Der er yderligere omlysninger om dette værk i Greenvile Collins.

Da begge værkerne efter 1715 blev udgivet af det samme firma, Mount & Page, så dette ingen grund til at sætte sig i større omkostninger for at opdatere værkerne, og da den politik har holdt priserne nede, så har konkurrenterne heller ikke været synderligt ivrige efter selv at påtage sig omkostninger til opdateringer og derved fordyre deres egne værker.

I 1723 købte Grenville Collins pladerne til Sellers / Mount & Pages pilotbøger, som han udgav i nye udgaver.
HYDROGRAFERNE Den moderne konkurrence kom senere fra Frankrigs side, der udgave Le Neptune François i 1693, med kort på grundlag af triangulering og astronomisk bestemte observationer tegnet ind i Mercatorkort. Engelske kort udkom fortsat som plane kort op til 150 år efter at Edward Wright i 1599 havde beskrevet projektionen matematisk.

Fra midten af 1700-tallet blev produktionerne fra Mount & Page generelt for dårlige og deres rolle efter tre generationer i branchen var udspillet. Det var især den engelske flåde og East India Company, der begge med deres godt uddannede kaptajner klagede over kvaliteten af de udleverede kort. Kompagniet var først med at udnævne en firmahydrograf til at tage sig af opgaven. Det blev Alexander Dalrymple i 1779, som i 1795 ved oprettelsen af The Admiralty Hydrographic Office i sin førsteudgave blev leder af denne.
Alexander Dalrymple Alexander Dalrymple blev født nær Edinburgh 24/7 1737, og han døde 9/6 1808 i London. Han var den syvende søn ud af i alt seksten børn. Da Alexander var fjorten år, blev hans skolegang afbrudt af faderens død, og for de to næste år fik han nogen fortsat undervisning ved den ældste broder, før Alexander i 1752 gennem familiebånd fik stilling som skriver i EIC. Før udrejsen fik han i London en nødtørftig undervisning i bogholderi og aritmetik, hvorefter han i december 1752 sejlede fra England og nåede Madras 11/5 1753.

I Indien overgik han efter nogen tid som ansat efter eget ønske til at være en slags freelance entreprenør, men med meget lidt held, idet hans projekter aldrig blev til noget virkeligt. En del af fiaskoen skyldtes sygdom, men en del også, at hans opsigelse og efterfølgende eventyr nok ikke har efterladt megen goodwill hos EICs ledelse i Indien.

Dalrymple vendte hjem til England i 1765 og forsøgte nogle år at opnå ansættelse ved forskellige udforskningsrejser, men uden held, og han fortsatte derfor sit arbejde med at bearbejde de optegnelser, han havde haft med hjem fra sine rejser i Indien og Øriget øst for Singapore. For disse farvande udgav han flere kort.

Da hans gamle chef og personlige velgører fra hans unge dage, Lord Pigot, blev guvernør på St. Georgefortet i 1775 blev han genantaget i EIC-tjeneste som rådsmedlem, og han rejste til Madras igen i 1775. Opholdet blev dog kun kort, for allerede i 1777 vendte han hjem efter opfordring for at få sin embedsførelse bedømt, og i 1779 blev han så udpeget som EICs chefshydrograf. Selv om hans embedsførelse ikke havde været dadelværdig, så fik Dalrymple aldrig mere en post i EIC, og i 1795 ved Admiraltys oprettelse af en hydrografstilling, blev Dalrymple den første officielle engelske hydrograf. Det kgl. Bibl. har i protokol 9:355, Stor Folio følgende registrant: A Collection of Charts relative to the East Indies .. by A. Dalrymple, s.a. & l.

Han blev bedt om at trække sig tilbage i 1808, men gjorde det under protest og døde allerede i juni måned samme år. Admiralitetet købte hans værdifulde samling af geografiske og nautiske værker, mens en del af hans øvrige bogsamling blev sendt til familiens ejendom nær Edinburgh. Hans familiehjem er i øvrigt nu, efter at have været i familiens eje indtil for få år siden, overdraget til Skotlands NT, og efter restaurering er det meningen, at hans bogsamling fra huset skal tilbage dertil, efter i nogle år at have været i nationalbiblioteket som betaling for en del af en tidligere arveafgift.
AMERIKA - MISVISNINGSKORT Lad os vende tilbage til The English Pilot - The Fourth Book over de amerikanske farvande. I Museets udgave indgår Edmond Halleys Misvisningskort for Atlanterhavet som det første. Dette kort var en del af Halleys plan om at udgive tematiske kort for alle oceanerne, og de udkom 1700-1702. KILDER Kildeskrifter kan findes ud fra deres numre sat i skarpe parenteser i kildelisten.
Jørgen Marcussen
Opdateret d. 11.8.2011