Pilot Charts - Routeing Charts

Kortfattet information om begrebet Pilot Charts
samt lidt om deres idemand, Matthew Fontaine Maury


INDHOLD
Indledning til pilotkortenes historie og brug
Oprindelsen
De første pilotkort
Indsamling af observationer til pilotkortene
International forbindelse om pilotkort
Nutidens pilotkort
Pilotkortenes indhold og brug


Indledning til pilotkortenes historie og brug
Denne tekst beskriver kortfattet, hvorledes specialkortene for ruteplanlægning og meteorologiske rutevalg blev påbegyndt i det 19. århundrede i USA og derfra spredte sig til hele verden i løbet af relativ kort tid.

Endvidere indeholder teksten oplysninger om de nuværende korts indhold og opdeling.

Der opereres blandt professionelle navigatører med to navne, der dækker nogenlunde det samme, nemlig Pilot Charts og Routeing Charts. De førstnævnte er traditionelt amerikanske, mens de sidstnævnte er udgivet af det engelske Hydrographic Office - The British Admiralty.

Denne tekst er blevet formatteret i relation til den pågående registrering af kortsamlingen på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, i hvis samling der er flere eksempler på ældre pilotkort, dog ingen fra deres fremkomst.

Pilotkortets oprindelse
Det var den amerikanske officer, Matthew Fontaine Maury, 1806-1873, som interesserede sig for sejlskibenes ruteplanlægning, der er »fadder« til vejrrutningskortene.

Maurys forældre drev en landbrugsejendom i Virginia, men flyttede, mens Matthew var lille til Tennessee, hvor han fik hovedparten af sin barndom og sin skolegang. Gennem sin skoletid interesserede Matthew sig for anvendt matematik og havde derved fået kendskab til navigation, bl.a. gennem studiet af Nathaniel Bowditch The New American Pratical Navigator og tilsvarende værker.

Ved en familievens hjælp fik Maury i 1825 en bestalling som midshipman i US Navy og hans første rejse var med fregatten BRANDYWINE til Europa.

Omkring 1830 bestod han sin navigationseksamen, og i 1831 fik han ordre til at mønstre sluppen FALMOUTH på rejse til USAs Stillehavskyst. Han fik opgaven som »sailing master«, navigationsofficer, og det var på dette skib, hvor han var ansvarlig for sejladsen, at han fik ideen til de meteorologiske kort for vind og strøm, som kunne lette planlægningen af sejlruterne.

Maurys forsøgte før rejsen at samle oplysninger om en rute, der kunne give dem en hurtig passage, men hans forsøg på at indhente viden om vind og strøm og foretrukne ruter blandt erfarne skippere faldt uheldigt ud, da enkeltpersonerne betragtede deres viden som en hemmelighed, de ikke delte med konkurrenterne. Maury måtte derfor give sig i kast med at læse skibsdagbøger og journaler fra tidligere rejser og derigennem optegne de statistiske data, han havde brug for.

På hele rejsen gjorde han også observationer og skrev efter hjemrejsen en afhandling om vind og strøm ved Kap Horn. Denne afhandling fik han udgivet i American Journal of Science and Arts. Under rejsen havde han også lagt sidste hånd på et værk om navigation, og denne bog på ca. 400 sider blev udgivet i 1836 i Philadelphia.

Maury fik efter Stillehavsturen en del andre poster inklusive en, hvor han skulle lave opmålinger i USAs sydligste havne. I 1839 kom han ud for et uheld, der gjorde det umuligt for ham at fortsætte med karrieren til søs. Under en rejse over land til New York væltede hestevognen, og Maury flækkede lårbenet. Under sin rekonvalescens skrev han mange artikler om flådeforhold og foranledigede oprettelsen af en skole for midshipmen og brugen af bedre instruktionsbøger - bl.a. hans egen navigationsbog. Dette var medvirkende til hans udnævnelse til superintendent af statens arkiv for søkort og navigationsinstrumenter i Washington.

The Depot of Charts and Instruments of the Navy Department var etableret i 1830 og i 1842 blev The Naval Observatory oprettet og Maury fik i 1844 stillingen som Superintendent of the United States Naval Depot and Observatory. Han beholdt stillingen til 1861, hvor han sluttede sig til sydstatsstyrkerne i Den amerikanske Borgerkrig.

Mens han var chef for Søkortarkivet fik Maury sat medarbejderstaben på fire løjtnanter, otte underofficerer, en kontorist og en tegner i gang med at gennemgå alt arkivmateriale for meteorologiske optegnelser og at nedfælde disse systematisk. Med et omfattende statistisk materiale til sin rådighed fik han overbevidst flådeledelsen om, at der var god mening i at udgive meteorologiske rutekort. Godkendelsen fra højeste sted betød, at han kunne udstede ordrer til de sejlende enheder om at nedtegne og indsende meteorologiske observationer, og Maury nåede i alt at få udgivet syv sæt Vind- og Strømkort og nogle bind lodsbøger. De første kort kom ud i 1847 og i 1860 var mere end 60 kort udgivet.

De første pilotkort
De første pilotkort var delt op som følger:
1 Track Charts (A) Pilotkort for Det nordlige Atlanterhav i otte blade.
Pilotkort for Det sydlige Atlanterhav i seks blade.
Pilotkort for Det nordlige Stillehav i elleve blade.
Pilotkort for Det sydlige Stillehav i ni blade.
Pilotkort for Det Indiske Ocean i elleve blade.
Alle kortene, i alt 34, viste de fremherskende vejrforhold og vindforhold for de foretrukne ruter over havene og for alle årstider. Der blev brugt farvekoder til at adskille de fire årstiders oplysninger.
2 Passatvindskort (B) Serien bestod af et kort over passatvindsområderne i Atlanterhavet samt et kombineret passatvindskort og monsunvindskort for Det indiske Ocean.
Disse kort inkluderede også oversigter over kalmebælterne i forbindelse hermed.
3 Regionsopdelte pilotkort (C) For mindre områder udgav Maury i C-serien nogle kort, der havde området opdelt i 5-graders kvadrater, hvor der for hvert kvadrat var angivet den procentvise vind fra hver af kompassets 16 hovedstreger. Oplysningerne var baseret på rapporterede vinde per 8 timer for de foregående år.
Disse kort er forløberne for nutidens US Pilot Charts.
Kortene omfattede ca. 20 blade:
Nordatlanten i to kort,
Sydatlanten ligeledes i to kort,
Farvandet ud for Brasilien på et kort,
Kap Horn området, der blev dækket af to kort,
Nordlige Stillehav på et kort og
Det sydlige Stillehav og Det indiske Ocean på tilsammen et kort.
4 Temperaturkort (D) Disse kort viste havets overfladetemperatur for de områder og tider, hvor der forelå oplysninger.
Kortene var konstrueret med farvekoder og symboler for årets gang, og der var givet isotermer for hver tiende grad.
Kortenes dækningsområder var:
Nordatlanten i otte kort,
Sydatlanten i seks kort,
Nordlige Stillehav i elleve kort og
Det indiske Ocean også i elleve kort, og det var ufuldendt.
5 Stormkort og nedbørskort (E) Disse kort var også opdelte i femgraders kvadrater, hvor der i hvert blev vist det rapporterede antal observationer, og observationerne var delt op i antal dage med regn, tåge, stille, torden etc. og kortene viste også, hvilken retning vejret kom fra.
Disse kort dækkede på to blade Nordatlanten og Sydatlanten.
6 Hvalfangerkort (F) Maury udgav fire blade hvalfangerkort. Kortene dækkede hele verden og viste forekomsten og fangsterne af de forskellige hvalarter.
7 Fysisk kort over alle have (G) Dette projekt fik Maury aldrig færdiggjort.


I 1850 udgav Søkortarkivet (Maury) en hjælpebog med beskrivelse af den korrekte brug af sine kort: Notice to Mariners, mens de efterfølgende udgaver af samme værk fik det heldigere navn Explanation and Sailing Directions to Accompany the Wind and Current Charts. Dette værk er registreret i min base for H&S-relationer som nr. BOG 391 i lodsbogslisten, hvor der findes en uddybende indholdsfortegnelse for trebindsværket.

Udgivelsen var inden ophavsrettigheder rigtigt blev taget alvorligt, så hans kort blev med eller uden hans tilladelse kopieret. Således udkom der i England fx i 1856 hos J. D. Potter Wind Chart of the South and East Coast of Africa i fire blade, der bærer en notits om, at de »illustrate Maury's pilot chart of that region«.

Indsamling af observationer til pilotkortene
Naturligvis var der stor skepsis blandt søfolk, da kortene begyndte at udkomme, men da nogle kaptajner indrømmede at have brugt Maurys anbefalede ruter og derved havde haft meget hurtigere passager, så kune alle snart se ideen i kortene. Men det kneb at få observationer til kortenes udbygning, så Maury fik Den amerikanske Flådes tillladelse til at uddele kortene også til handelsskibene mod at disse holdt en dagbog om bord, i hvilken de flere gange dagligt noterede ders position og de observerede vejrforhold.

Efter rejsens gennemførelse afleverede de dagbogen til Maury, og oplysningerne indgik i databasen til brug for kommende udgaver. Belønningen for at have indsendt oplysningerne var, at kaptajnerne så gratis fik eksemplarer af alle de nye pilotkort, som Søkortarkivet udsendte.

Efter udgivelserne sådan blev en succes, fik udlandet interesse for projektet, og Maury rejste i 1853 til Europa for at forhandle med England om en form for samarbejde.

International forbindelse om pilotkort
Maury var ikke den første, der havde foreslået noget lignende. Allerede William Dampier (1652-1715) var inde på noget af det samme i sit værk Discourse of Winds, Breezes, Storms, Tides and Currents, men da var tiden ikke moden til den organisation, der var nødvendig for at samle og udgive så komplekse begreber.

Maury var heller ikke den første, der anvendte ideen med opdeling af et område i kvadrater. Det havde William Marsden foreslået allerede tidligt i århundredet. William Marsden, 1754-1836, var egentligt orientalist med første ni år af sin karriere i East India Companys tjeneste på Sumatra, men efter hjemkomsten i 1779 blev han bekendt med Joseph Banks, og gennem ham opnåede han stillingen som først andensekretær til Admiralitetet og senere førstesekretærstillingen, som han beholdt indtil 1807, og det var under denne tjeneste, at han foreslog brugen af sådan en opdeling.

Marsden squares benyttes endnu i dag, men inden for metrologien defineres de nu som kvadrater med en sidelængde på 10 grader, der underopdeles i 100 en-grads-kvadrater, der nummereres fra 00 til 99. Marsden squares bruges stadig hovedsageligt til indsamling og positionering af meteorologiske observationer.
Udtrykket Marsden kort benyttes også, men om et Mercatorkort, der dækker fra 80° N til 70° S, og hvorpå Marsden squares er fordelt.

I England var der interesse for Maurys sag bl.a. fra admiral W. H. Smyth (forfatter til den maritime ordbog fra 1867) og fra First Lord of the Admiralty, Lord Wrottesley, og begge promoverede sagen over for regeringen, hvilket var medvirkende til, at der senere i Bruxelles (1853) kunne holdes en konference om at få fastlagt et ensartet system af konventioner for meteorologiske observationer til søs.

At sagen blev betragtet med alvor kan ses af, at konferencen, hvor Maury var USAs officielle udsending, anbefalede, at de vedtagne observationsprotokoller skulle føres både i fredstid og i krigstid, og blev et skib, der førte protokol, taget af fjenden, så skulle protokollen betragtes som urørlig.

Inden jeg fortsætter med pilotkortenes indhold skal det nævnes, at Maury også var aktiv ved fastlæggelsen af havbundsruten for det første transatlantiske kabel, at han fastlagde og anbefalede dampskibsruter over Atlanten med ensrettet trafik, så kollisioner mellem modstgående dampskibe kunne undgås (aktuelt efter kollisionen oktober 1854 mellem US ARCTIC og franske VESTA). Maury tog sin afsked fra USAs flåde ved borgerkrigens begyndelse i 1861. Han var noget af krigens tid i England og kom først tilbage til USA i 1868 hvor han døde i 1873.

En overgang efter borgerkrigen var hans kort inddragede af politiske og nationale grunde, idet mange havde opfattelsen af, at han svigtede ved at forene sig med Sydstaternes sag, men i 1883 blev hans kort genudgivet, og de har siden været udgivet og bærer stadig en note om, at de er dannet på grundlag af Matthew Fontaine Maurys arbejde.

Nutidens pilotkort
I dag udgives der to serier af pilotkort for professionelle søfolk. Desuden udgives der mange lignende kort for fritidssejlere, men disse omtales ikke her.

For professionelle brugere udgives der en serie i USA og en serie i England. Begge udgives af de officielle søkortmyndigheder. Det engelske admiralitets hedder Routeing Charts, og de USA-producerede hedder Pilot Charts. Begge serier dækker Atlanterhavet, Stillehavet og det Indiske Ocean. De amerikanske havde tidligere udgaver for det nordligste Atlanterhav og for det Caribiske Hav. Det sidstnævnte område er nu inkluderet i Nordlige Atlanterhav, mens Middelhavet har haft kort i mindre målestok indsat også i Nordlige Atlanterhav. Der er separate korttegninger for hver måned af året.

De engelske kort udgives enkeltvis, mens de amerikanske er samlet i mapper for hvert område med hver tolv korttegninger. De amerikanske kort har til tider været udgivet enkeltvis, men de seneste ca. 20 år, har de været samlet i mapper.

I den undersøgte årgang 1983, 1. kvartal, havde Pilot Chart for Atlanterhavet tre måneders kort tegnet på et ark, mens den fjerde fjerdedel indeholdt et verdenskort med wind-chill faktorer, overlevelsestid i vandet, overisningsrisici og isbjergforekomster.

Sådanne nyttige oplysninger om oceanografiske og meteorologiske forhold har altid været kendetegnende for de amerikanske Pilot Charts bagsider. UKs Routeing Charts har ingen sådanne oplysninger.

Eksempelvis har US kortet for det Nordlige Stillehav i 1987, fjerde kvartal oplysninger om et jordskred, der i 1958 sendte en chockbølge af sted i Alaska. Der dannedes en bølgehøjde på 1720 fod i en lukket bugt, der blev ganske hærget. På kortet for samme område i første kvartal 1987 indeholder oplysningsteksten en forklaring på NAVTEX-systemet, der per trådløs telex udsender navigationsadvarsler til skibsfarten. Og på et af de gamle pilotkort, som er i Handels- og Søfartsmuseets samling er der advarsler om issejlads og nye ruter udgivet kun tre uger efter TITANICs forlis.

Pilotkortenes indhold og brug
Kortene trykkes i dag med adskillige farver, der muliggør brug af farvekoder sammen med de mange symboler, pile og vægtede streger. Nedenstående gennemgås de enkelte oplysninger.

Vind Kortene viser de gennemsnitlige fremherskende vinde, der vises med symboler for retning og styrke for hver 5°s kvadrant. I midten af det ringformede symbol er vist antallet af dage med stille vejr.
På de britiske kort er i centeret yderligere anført, hvor mange observationer der ligger til grund for værdien, og hvor mange procent af tiden der er variable vinde.
De særligt kraftige storme, tyfoner, cykloner, orkaner etc. vises - for et relevant antal - med hver sin bane.
For overskuelighedens skyld har de britiske indsatte planer med kurver for procentvis tid med vind over styrke 7, mens de amerikanske benytter grænsen styrke 8. Tryk I indsatte planer med meget mindre målestok viser begge korttyper det gennemsnitlige lufttryk. Begge benytter enheden millibar (eller hPa). US kortene benytter isobarer for hver 2,5 mb og UK for hver 2 mb. Temperatur I lighed med lufttrykket vises også temperaturer i indsatte planer af lille målestok. Her er der forskel i enhederne for de to typer kort, idet US nu bruger Celsiusgrader, mens UK stadig benytter Fahrenheit. US har isotermer for hver 2 grader C, mens UK har for hver 10 grader F.

Vandtemperaturerne angiver US-kortene for hver fjerde gard, mens UK også her benytter isotermer for hver 10 grader F.
Dugpunktstemperaturer angives for hver 4° F på Routeing Charts, men angives slet ikke for US Pilot Charts. Strøm De ikke-tidevandsbestemte strømme vises i UK-kortene med grønne streger med pilehoveder, hvor stregens retning angiver strømmens retning, og hastigheden er påtrykt i knob med cifre. Pilens tykkelse angiver hyppigheden inden for en kvadrant / oktant.
På US-kortene er alle pile lige kraftige med styrken i cifre påsat, og hyppigheden kan således ikke udledes af US-kortene. Magnetisme Kun US-kortene viser misvisningen og dens forandring. UK-kortene har ingen oplysninger om magnetiske forhold. Sigtbarhed Routeingkortene har oplysninger om frekvensen af tåge, der defineres som sigt under 0,5 sømil, og for lav sigtbarhed, der defineres som værende sigt under 5 sømil.
US-kortene har ingen observationer med sigtbarhed under 2 sømil. Ruter På UK-kortene er der vist ruter mellem de naturlige punkter som fx Kap Horn, Kap det gode Håb. Her er der forskel på de enkelte US-kort, idet fx Pilot Charts for Stillehavet har ruter med distancer vedhæftet, mens kortene for Atlanterhavet ikke har ruter og distancer. Is Isoplysningerne er ens for de to typer kort, idet Routeing Charts fra UK benytter de amerikanske oplysninger. Bølger For bølgeforekomster har Routeing Charts ingen systematiske oplysninger vist med symboler. Pilot Charts har vist planer med frekvenser i procent for bølger over 12 fod. Lastelinjer På Routeing Charts har UK indtegnet lastelinjezonerne, mens USs Pilot Charts ikke viser oplysninger derom. Jørgen Marcussen


Kilder:
Charles H. Cotter:
   Matthew Fontaine Maury (1806-1873) - Pathfinder of the Seas, Journal of Navigation, 1/1979.
Douglas Stein:
   Paths through the Sea: Matthew Fontaine Maury and his Wind and Current Charts,
   The Log of Mystic Seaport, 1980.
Kopier af Maurys originale kort fra: http://memory.loc.gov/cgi-bin/map_item.pl.
Kopier af andre udgivelser af sådanne kort (1856): www.nmm.ac.uk/collections/unicorn/chartZoom.cfm?
Pilot Charts, diverse udgaver.
Routeing Charts, diverse udgaver. Specielt NO 16 OCT-NOV-DEC 1986, der bringer en samlet fortælling om Maury. [Kort3011]
Explanations and Sailing Directions to Accompany the Wind and Current Charts,
   By M. F. Maury Seventh Edition. 1855. H&S BOG 391.
Explanations and Sailing Directions to Accompany the Wind and Current Charts,
   By M. F. Maury, Eighth Edition 1858 + 1859. H&S BOG 393.
Søfartens Bibliotek har en 8. udgave, 1858 af samme værk, men den er (NOV. 2007) ikke registreret i databasen.
  Retur til toppen af siden.
Retur til Maritim indledningsside Retur til hjemmesidens forside
Opdateret d. 20.11.2007