Indledning
Der vides ikke meget om Klaudius Ptolemaios = Claudius Ptolemæus' liv, og hans levetid anslås som strækkende sig fra cirka 085 til 165, mens der er mere klarhed over hans observationsperiode, der strækker sig fra ca. 121 til 151, mens andre angiver observationsperioden til 127 til 141 ud fra de daterede første og sidste observationer, der er overleverede, og som fandt sted henholdsvis den 26/3 år 127 og den 2/2 år 141. Med hensyn til hans oprindelsessted så har man gisnet på et sted med navn Pelusium, idet hans navn nogle gange har fået tilføjelsen Pelusiensis. Der findes både et Pelusium i Nildeltaet i Ægypten og en havneby i Thessalien. Det er dog mere tænkeligt, som nogle forskere har påpeget, at tilnavnet skyldes en forvanskning af hans navn Claudius under oversættelserne til arabisk og tilbage til græsk - latin.
[NORD1 p.1]
Ptolemæus' væsentligste indsats var ikke banebrydende nytænkning, men som samlende, reviderende og kritiserende sine tidligere og samtidige kolleger. Han samlede ikke ALT, hvad der var udfundet til hans samtid, og han nøjedes heller ikke med kun at samle oplysninger fra andre, men observerede og forskede selv.
Ptolemæus levede i sin voksenalder under følgende kejsere:
Trajan fra 098 til 117.
Hadrian fra 117 til 138
Antoninus Pius fra 138 til 161
Marcus Aurelius fra 161 til 180.
Netop denne periode, hvor Romerriget strakte sig fra Skotland til Persien, var præget af stabilitet og fredelige forhold og kaldes derfor også for »Pax Romana«-perioden.
Ptolemæus hovedværk - Astronomien
Ptolemæus hovedværk - og første værk - blev oprindeligt navngivet He mathematike syntaxis = »Matematisk Samling«, men som oftest omtales som Ho megas astronomos = Megale Syntaxis = »Den store Astronom«. Da sidtsnævnte titel i 800-tallet blev oversat og brugt af de arabiske astronomer, kaldte disse den fra det græske superlativ, Megiste og med deres bestemte artikel »al« som præfiks, deraf det senere kaldenavn Almagest. Almagest er opdelt i 13 bøger, der omhandler stjerner, planeter og himmelfænomener i hans geocentriske system = det Ptolomæiske verdenssystem.
De græske bogstaveringer af navnene på værkerne er udeladt her pga. usikkerhed omkring græske fonte i forskellige web-fortolkere.
Foruden betydningen for vor viden om Ptolemæus' videnskab, så er Almagest eller Syntaxis også den vigtigste kilde til vor viden om Hipparchos. For eksempel indeholder værket Hipparchus' stjernetabel med de 850 stjerner, han havde positionsbestemt, men Ptolemæus har udvidet tabellen med egne observationer, så den nu indeholder 1022 stjerne, der alle blev henført til året 137. Stjernerne er fordelt i 48 stjernebilleder. Der har gennem historien ofte været polemik om Ptolemæus' stjernetabel. Har han lavet den selv, som han påstår, eller har han brugt andres oplysninger. Det er Hipparchos' tabel, der ligger til grund for udarbejdelsen, og Tycho Brahe påpegede allerede i 1500-tallet, at Ptolemæus' rettelser mere lignede en rettelse for præcessionens ændring på grund af tidsintervallet, end som eget arbejde. Isaac Newton var sidst i 1600-tallet endnu hårdere ved Ptolemæus og frakendte ham al ære ved at beskylde ham for røveri af egne kollegers resultater.
Vestens kendskab til værket skete i 1100-tallet, da Gerardus Cremonensis oversatte værket fra arabisk til latin. Oversættelsen blev trykt i Venedig i 1515. I 1525 blev der samme sted trykt en latinsk oversættelse gjort efter de ældre græske manuskripter; sidstnævnte oversættelse blev foretaget af Georgius Trapezuntius.
Den første bog indholder argumenter for det geocentriske system, som allerede Aristoteles havde beskrevet. Ptolemæus forklarer bl.a., at da alle ting falder nedad mod centrum, så må jorden være verdens centrum, ellers ville ting falde i en anden retning. Hans andet argument vedrører spørgsmålet, om jorden roterer eller er stationær. Jorden må være i ro, siger Ptolemæus, for hvis den roterede, så ville ting, man kastede op i luften, ikke falde ned samme sted. Endelig påviser Ptolemæus, at intet sted i videnskaberne er der ført bevis for det modsatte. Dette var tilstrækkeligt bevis for verdenssystemets indretning, så denne sammenhæng blev den standardiserede opfattelse af verdens sammenhæng, og den kristne kirke fandt det ganske passende med jorden som centrum, så systemet bestod til længe efter Nikolaus Copernikus i 1543 fremførte sin tese om den heliocentrerede verdensopfattelse. Den geocentrerede opfattelse blev ligeledes grundlaget for Imago Mundikortene — TO-kortene —, hvor den bibelske opfattelse blev lagt oven på konturerne efter det geocentriske system.
Ptolemæus var en meget praktisk mand, og i værkets anden bog, indsatte han en tabel over korders længde for en cirkel med radius 60 for alle vinkler mellem 0 og 180° for hver halve grad. Det er en forløber for senere tiders sinustabeller og trekanttabeller. Bogen indeholder også udregninger af sfæriske trekanter for at man kan beregne observationer med ækvator, ekliptika, horisonten og meridianerne. Bog Tre handler om årets længde og solens bevægelser på grundlag af Ptolemæus' teorier om himmelmekanikken. Han indfører - for at forklare årstiderne - en solbane omkring jorden, men ikke med jorden i banens centrum. På tilsvarened måde handler Bog Fire og Bog Fem om månen og månecyklusen. Bog Seks handler bl.a. om solformørkelser og måneformørkelser. Bog Syv og Otte handler om stjernerne og præcessionen for jævndøgnspunkterne, og Bog Ni til Tretten indeholder teorier om planetbevægelser.
Ptolemæus' himmelmekanik medtages ikke her, men kortfattet kan det siges, at for at forklare sol, måne og planeters ujævne baner i det geocentrerede system, så lader Ptolemæus de vandrende himmellegemer bevæge sig i epicykler, dvs. himmellegemerne bevæger sig i en cirkelbane på en mindre cirkel, hvis centrum igen bevæger sig i en stor banecirkel, der kaldes deferenscirklen. Følger man himmellegemets bane i denne dobbelte cirkelbevægelse fra jorden, fremkommer der en resulterende kurve, der kan minde om himmellegemernes sande tilsyneladende bevægelser. Månens bevægelser kræver indførelse af yderligere cirkelbevægelser for at kunne forklares i hans valgte system, men resten forbigås her.
Ptolemæus' andre fysik- og astronomiværker
Selv om matematikken ikke direkte beskæftiger sig med geografi, så har enkelte af Ptolemæus' matematiske arbejder betydning for det geografiske koordinatsystem. I sit værk Analemma beskæftiger han sig med projektioner på himmelkuglen, med konstruktion af et solur og skyggepindens hældning og længde. Endvidere indeholder værket forklaring på et tredimensionalt koordinatsystem til stedsbestemmelse af punkter på himmelkuglen. Systemet består af tre på hinanden vinkelrette planer: horisontplanet, meridianplanet og førstevertikalen, dvs. Det lodrette øst-vest-plan. I indholdet er også en afhandling om ortogonal, dvs. retvinklet projektion. Dette værk kendes fra arabisk i en latinsk oversættelse af William fra Moerbeke Ottobon = Guillaume de Moerbeke, foruden i mindre omfang fra nogle græske fragmenter.
Guillaume de Moerbeke, 1215-1286, var en flamsk dominikaner, der blev pavelig rådgiver for en række paver fra 1265 til han i 1278 blev ærkebiskop i Korinth i Grækenland. Ved siden af sin travle internationale karriere fik han tid til at oversætte især Aristoteles' værker, men også værker af en del andre klassiske forfattere og filosoffer og heriblandt også af Ptolemæus.
I et andet af sine fra arabisk oversatte værker, Planisphaerium = Planispherium, behandler han den stereografiske projektionsmetode med center i himlens sydpol, og i værket Optica, hvor kun Bog To, Tre, Fire og begyndelsen af Bog Fem er bevaret, beskæftiger han sig i netop Bog Fem med lysbrydning, når stråler passerer fra et medium til et andet, og han udforsker det for navigationsobservationer vigtige emne, refraktion. Ptolemæus bemærker, at lysstråler fra himmellegemer i forskellig højde afbøjes forskelligt efter hvor nær, de står horisonten. Det er det første dokumenterede værk om emnet. Det var en admiral Eugenius Siculus, der i 1100-tallet oversatte dette værk til latin.
Ptolemæus beskæftigede sig også med astrologi, der var en vigtig videnskab ved ægypterkongernes hof. Af hans skrifter i den branche er de to væsentligste hans Tetrabiblos og Centiloquium = De Hundrede Sentenser, der er astrologiske aforismer. De udkom i Vesten efter en arabisk tekst allerede 1484, og blev senere udgivet mange gange — sammen og hver for sig — efter både latinske og græske manuskripter.
Ptolemæus' geografiske værker
Ptolemæus' geografimanual, Geographike hyphegesis, er opdelt i otte bøger samt oprindeligt også et atlas med kort. Planen var, at værket skulle bringe opdateret viden om verden, og det byggede på og kritiserede Marinus fra Tyros' tidligere værk, der nu er gået tabt.
Bøgerne indeholder geografisk basisviden om bl.a. tre forskellige projektionsmetoder, fx den modificerede kegleprojektion, og vejledning i selve konstruktionsarbejdet med kort. I andre af bøgerne opregnes der bredder og længder for positioner på steder i Europa, Afrika og Asien. Ptolemæus benyttede en jordklode med en ca. 30% for lille størrelse, og han anbragte ækvator for langt mod nord. Derimod var der ikke megen oplysning om fysiske eller etnologiske forhold i værket. Omfanget af hans geografiske viden går fra omkring 65° N til ca. 20° S (67° N til ca. 16° S) og målt i længde fra hans førstemeridian gennem Canarieøerne og 180° mod E.
Betydningen af værket var — selv med alle dets fejl — stor og længevarende. Det var Ptolemæus' værk, som også Christopher Columbus læste og brugte som bevis på muligheden for at nå Indien ved sejlads vestover, hvorfor Ptolemæus' lille jordstørrelse og Asiens for store udstrækning mod øst var ham godt tilpas. Så sent som 1775 optog det af Ptolemæus beregnede store kontinent syd for Det Indiske Ocean sindene i Europa, og først James Cook hjemkomst efter sin rundrejse omkring New Zealand og Australien gjorde det endegyldigt slut for tiltroen til Ptolemæus' geografiske verden. Selve bogen var i det attende århundrede gået af brug, men den havde holdt sig på markedet til omkring år 1600.
En antagelig komplet oversigt over Ptolemæus-udgaver før 1900, der løber op i et antal af 54 findes i Nordenskiölds Facsimile-Atlas fra 1899, som nævnt nedenstående i kildefortegnelsen. Foruden listen over de reelle Ptolemæus-udgaver indeholder bogen også en liste over tvivlsomme eller pseudo-Ptolemæus-udgaver. Denne liste medregner 26 udgaver.
Bedømmelse af hans geografiske værk
Som praktisk geografi er Ptolemæus' bog meget dårlig. Han kender kun en meget lille del af verden, og han benytter en jordklode, der er alt for lille. En meget stor del af hans positioner er beregnede og ikke observerede, og beregningerne er endda ofte gjort på grundlag af vidnesbyrd på anden hånd eller fra hjemvendte rejsende, der angiver distancer i meget usikre vendinger. Især hans østligste del med Østasien er helt fortegnet og alt for stor.
I Europa gjorde han Skandinavien til en ø, og Skotland gav han længste udstrækning øst - vest. Men også nærmere på hans »nærområde« i Middelhavsegnene var hans kort meget fortegnede. Således blev Det Azovske Hav alt for stort, og Det Kaspiske Hav er for bredt øst — vest.
Han troede ikke på et verdensomrækkende hav og fastsatte positioner på et sydligt kontinent i Det Indiske Ocean og Pacifikken og lod dette kontinent være sammenhængende med Østafrika og strække sig til det blev landfast med Kina. Derved blev Det Indiske Ocean til en sø. Og i denne sø anbragte han Ceylon som en ø, der var fjorten gange for stor.
Også i Afrika og i Fjernøsten var der store fejl, mens andre steder, hvorfra han ikke havde oplysninger - i nord, øst og vest - efterlod blanke områder. Ingen kan dog benægte, at hans værk var det bedste og forblev det bedste i mange hundrede år.
Kilder
Som kilder er blandt andet brugt: Oxford Classical Dictionary, Encyclopædia Britannica, Salmonsens Konversationsleksikon, Anden Udgave,
[7595] Lloyd A. Brown: The Story of Maps, Dover, Facsimile-atlas till Kartografiens äldsta historia A. E. Nordenskiöld, Stockholm, 1899