Greenvile Collins

Hydrographer to the King

Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg har i dets samlinger flere bind engelske Pilot Books fra det attende århundrede, men med rødder der går tilbage til det syttende århundrede. Selv om bøgernes titler viser, at de er lodshåndbøger, så var datidens lodshåndbøger i lige så høj grad søkortsatlas, og alle bøgerne indeholder da også et betragteligt antal søkort, der alle er registreret i museets særlige register for søkort.

Samlingens lodsbøger stammer fra to forskellige produktioner, der begge blev iværksat i slutningen af det syttende århundrede, og som blev genoptrykt et overordentligt stort antal gange i det efterfølgende århundrede. De to serier har som hovedaktører i begyndelsen henholdsvis John Seller og Greenvile Collins. Den sidstnævnte er nærmere behandlet her, mens der om John Seller og hans værk er yderligere oplysninger i Engelske Pilots.

Om Greenvile Collins tidligste år vides ikke meget, og i ingen af de to udgaver af de engelske Dictionary of National Biography er der oplysninger om hans liv, før hans karriere i Royal Navy, og hans fødselsår nævnes ikke i biografierne. Om hans karriere i Flåden er der til gengæld mange oplysninger, og her er kun nogle enkelte oplysninger medtaget; flere kan findes i de to biografiske værker, og også artiklerne i Mariner's Mirror bringer en del detaljer om hans liv.

Greenvile Collins navn er stavet på en del forskellige måder både på hans kort og i litteraturen om ham. Her benyttes den oftest anvendte form: Greenvile Collins.

Collins havde i årene 1669-1671 deltaget i Sir John Narbroughs ekspedition til Sydamerika - La Platafloden, gennem Magellansstrædet og til Stillehavet. På rejsen var han "master's mate" under John Wood på skibet SWEEPSTAKES på 300 tons med 80 mands besætning. Herefter er der intet i annalerne om Collins før 1676.

I 1676 blev Collins "sailing master" på SPEEDWELL på 68 mand, der var undergivet captain John Wood og ledsaget af pinken PROSPEROUS på 18 mand. Ekspeditionen afsejlede 28. maj 1676, og dens formål var at finde NE-passagen. SPEEDWELL forliste i maj i en storm på Nova Zemlya, og alle på nær to mand blev reddet, men måtte blive på øen indtil juli, før de blev undsat af captain Flawes i PROSPEROUS. Det samme gjorde Collins journaler som de eneste, hvorfor de blev grundigt studeret efter hjemkomsten. NE-pasagen var så vigtig, at selv kongen var interesseret i Collins journaler, og han blev tre dage efter deres hjemkomst den 23. august sammen med captain Flawes selv beordret til at fremlægge dem for kongen.
[9588p52]

I 1677 var Collins master på galejen CHARLES, der deltog i et togt mod Algier. Under togtet blev han overflyttet til JAMES og derefter til NEWCASTLE og endelig til PLYMOUTH, som var Narbroughs flagskib. På alle skibene var han master.

I 1679 blev han i nogle kilder udnævnt til captain, mens andre udnævner ham til commander [MM 1928 p.215], og han fører fregatten LARK med 18 kanoner på togt i Middelhavet. Det var samme år han blev en af Younger Brethern in Trinity House.

Trinity House var organisationen for skibsførere fra 1517 og fik tidligt ansvaret for afmærkningen i de engelske farvande samt forskellige poster i søretter etc. I Trinity House blev man optaget som 'younger brethern', som ikke havde særlige pligter i organisationen. Blandt de yngre brødre blev 11 udvalgt til 'elder brethern' samt to udpeget fra Royal Navy. Elder brethern havde den udøvende myndighed i organisationen.

I 1681 blev han beordret til at udføre opmålingen af Englands og Skotlands kyster som forarbejde til det kartografiske arbejde, der er beskrevet i afsnittet om opmåling.

1681 fik han sin kommission, og Trinity House tillod ham at benytte titlen "hydrographer" forudsat, at han ikke brugte titlen på noget kort, før det var godkendt af Trinity House. Det ser ikke ud til, at han benyttede denne titel på sine kort, men fra han blev udnævnt af kongen til Hydrographer to the King står titlen på kortene; se Coasting Pilot. Fra 1683 benyttede han titlen: Hydrographer in ordinary to the King som fx på titelbladet, mens kortene bærer den kortere titel.

En pudsig detalje er hans kort, løbenummer 2235, hvor han selv får tegnet sit skib, MARY, ved en lejlighed i 1690. Kortet dækker indsejlingen til Belfast, og der er tegnet 6 fartøjer i søen, og ved Carreck Fergus står en tekst: King WILL: Landed 1690 samt White house - here K. Will: Army Landed. Et af fartøjerne er Captain Collins yacht MARY, som kongen også var om bord i. Collins havde også posten som fører af MARY i 1691-92, hvor skibet var stationeret i Rotterdam, hvor det var eskorteskib for VIP-gæster til England.

I 1693 - samme år som hans opmålingsarbejde blev fædigt - blev han Elder Brether i Trinity Organisationen i London. I 1694 blev han master på yachten FUBBS, hvor han døde 25/3 1694, eller mellem den 1. og den 25. marts ifølge andre kilder. Han blev begravet på St Margaret's Westminster - kirken ved siden af Westminster Abbey.

Årsagen til, at projektet i det hele taget blev sat i gang, var utilfredsheden med John Sellers The English Pilot, der som grundlag havde fortrinsvis forældede hollandske trykplader købt brugt af udgiveren. Det engelske Admiralty måtte derfor konstatere, at Englands kyster i den sidste fjerdele af 1600-tallet var nogle af de dårligst opmålte i Vesteuropa, og at hollænderne åbenbart var i besiddelse af tilstrækkeligt gode kort, til at de kunne sejle op ad de engelske floder og angribe engelske flådebaser, som det jo netop var sket i 1667 med angrebet på Rochester og The Medway fra 12. til 14. juni.

Og der var ikke sat mange opmålinger i gang i De engelske Farvande. Samuel Pepys kan så sent som i 1682 kun notere fem opmålinger i det indeværende århundrede. Admiralty besluttede - med kongens accept - at iværksætte en opmåling.

Kommissionen blev udfærdiget og er dateret 23. juni i 1681, og som leder blev Captain Greenvile Collins udnævnt. Ordren indledes således:

The King ... had chosen Captain Collins, Commander of the Merlin Yacht, to make a survey of the sea coast of the Kingdom by measuring all the sea coast with a chain and taking all the bearings of the headlands with their exact latitude...

Fra 1681 blev kortene udgivet enkeltvis efterhånden som de blev færdige [DoNB-1887 p367]. I 1693 blev alle manuskriptkortene samlet i en folio, men det menes i dag, at en del af de 120 kort var tilpasset efter ældre hollandske kort. Kvaliteten roses i samtidigt perspektiv.

Den 22. februar 1692 fik Collins licens på trykningen af opmålingens resultater med titlen Great Britain's Coasting Pilot, og det trykte værk udkom i 1693, og i forordet optrykkes tilladelsen udstedt af Kong William III og Mary.

Som ovenfor nævnt havde Collins og medarbejdere klargjort omkring 120 kort på grundlag af deres otteårige arbejde, men der blev kun kobberstukket 48 kort, som indgik i Great Britain's Coasting Pilot, da den udkom i sin første udgave i 1693. Der er lidt uoverensstemmelse mellem kilderne her. En anden opgørelse viser, at han havde 49 kobberplader med 47 kort og to plader med kysttoninger. 40 af kortene er hver trykt på et helt ark, og tre er trykt på halve ark, mens tre hver er trykt på to ark, der er sammenkæbet. Endelig er der i teksten trykt et enkelt lille kort.

Værket er opdelt i to dele, men de er altid udgivet og bundet sammen, og opdelingen har kun relevans for teksten, der slutter, før kortbilagene begynder. Bøgerne dækker alle Englands og Skotlands kyster, men Irland og Skotlands vestkyst er ikke dækket. Collins annoncerede senere intentioner om at udgive et bind mere om Irland, men der kom aldrig noget ud af det.

Værket blev udgivet privat, og den første udgave af værket trykkes af Freeman Collins, der måske er en broder, og de blev solgt fra Richard Mount.

Mellem 1723 og 1792, hvor den sidste udgave udkom, kom bogen i 14 nye udgaver. Man kunne derfor formode, at værket blev holdt ajour, men det var ikke tilfældet. I alle de mange udgaver er der tale om næsten uændrede optryk, og kun en meget lille del af værket var fornyet i den sidste udgave i forhold til den første. I hht. Blake p. 39 [9588] var første udgave først udsolgt i 1728, og blev da genoptrykt af Mount & Page og blev forhandlet indtil 1792 i 19 nye udgaver. I hht. Peter Kemp i Oxford Companion to Ships and the Sea fra 1976, side 181, er der tale om 12 nye udgaver.

I [6313] Tooley p.62 er en liste over udgaver, og der nævnes efter udgivelsesåret for førsteudgaven i 1693 årene:
1701,
1723 (udgiver T. Page, William & Fisher Mount),
1738 (W. Mount & T. Page ),
1744 (W. Mount & T. Page ),
1745 (W. Mount & T. Page ) (ikke i Tooley),
1749 (W. Mount & T. Page ),
1753 (W. & J. Mount & T. Page) denne udgave er udgivet som facsimile fra Sudbrook Press & George Harrap & Co. i 1965,
1756 (W. & J. Mount & T. Page and Son),
1760 (W. & J. Mount & T. Page and Son) der blev farvelagt fra udgiver,
1761,
1763,
1764 (ikke i Tooley),
1767,
1771 (ikke i Tooley),
1774 til denne udgave blev visse af pladerne renoveret ,
1781,
1785 og
1792, der blev sidste udgave.

Denne liste harmonerer ikke med Blakes opgivelse om, at værket blev udsolgt i 1728 og derefter genoptrykt. Listen er her suppleret med oplysningen fundet på web-sitet om Collins opmåling af Isle of Man, www.isle-of-man.com.

Collins valgte som salgskanal at benytte Richard Mount - det senere Mount & Page-firma. Mount solgte førsteudgaven i perioden fra 1692/93, da blev den annonceret i London Gazette. Derefter trykte Mount den ikke før efter udløbet af de 14 års privilegium, som Collins havde - selv om denne døde 1694.

De optryk, som forlaget foretog i 1700-tallets midte, ville Collins have været stærkt imod. Collins gik ind for, at søkort skulle opdateres inden hver trykning. En prisværdig indstilling, der ikke deltes af hans forlæggere.

VÆRKETS INDHOLD
Værkets indhold skal ikke gennemgås i detaljer her, da der i tilknytning til registreringen er lagt en web-tekst ud med enkeltheder om de enkelte kort. Men nogle generelle kendetegn for Collins stil skal nævnes. Collins indsætter i mange af sine kort mærker, som navigatøren kan bruge til at sikre sin sejlads uden om grunde og rev. På mange af kortene er der fra fx kirketårne overet med pynter eller andre punkter trukket streger ud over søen med en kort tekst om at holdes mærket, så undgås en fare.

Hovedparten af kortene er forsynet med en dedikation til en admiral, en borgmester eller en guvernør over det bemeldte område, et af kortene er endog tilegnet en biskop. Dedikationerne er gerne indsat i prydede kartoucher og i enkelte tilfælde er kortene udstyret med tegninger for, hvor kong William III er gået i land eller har invaderet Irland.

Kun enkelte af kortene er forsyndet med breddegradnet, og længdegrader findes ikke på kortene.

Museets kort er brugskort. De er slidte, og der er ikke pyntet på dem. På mange af kortene, som man ser sat til salg på et web-site, hvor de afbildes eller fra andre museers samlinger, kan jeg se, at en farvelægning har fundet sted på mange af kortene. Hvornår og hvordan farvelægningen er foregået, har jeg ikke undersøgt.

Senere udgaver var meget dårligt trykt, da der blev brugt billigt groft papir samtidig med at pladerne blev mere og mere slidte.

Flere værker omtaler Greenvile Collins indsats, og der er lidt forskel på skudsmålene. Den ældste kilde, som jeg har brugt, er [7795] fra 1898. Her skriver W. Clowes, side 250f om det syttende århundredes hydrografiske fremskridt:

The art of marine surveying made great progress, and many excellent chart, especially of home waters, date from the period under review. Among the most noted cartographers were Captain Christopher Gunman, whose name is commemorated in the Gunman Sand, which he discovered on May 31st, 1670, and which lies off Dover; and Captain Greenville Collins (1679), whose charts are extremely numerous and accurate.
[Min fremhævning]

No new discoveries were made, but Narbrough was a keen observer; he made a careful survey, and his journal was a useful directory for the navigation of the coast of Patagonia and magellan's Strait. This was the commencement of those purely naval expeditions which have formed so important a feature in the subsequent history of our country, as the best training-ground for officers and men. To Narbrough's expedition is due the education of the famous admiral Sir Clowdisley Shovell, of John Wood, the Arctic navigator, and of Greenville Collins, whose excellent surveys of our coasts, published in the 'Coasting Pilot', were for more than a century the only guides to our seamen.
[Min fremhævning]

Despite many inaccuracies, the work is a landmark in British hydrography, being the first complete pilot-book in English of the entire British coast, including Orkney, Shetland, and the Scilly Islands.

Collins' charts were a major advance, but they lacked a clear scientific basis: they show no latitude or longitude, and were not tied to any true topographic survey. The 47 charts covered all but the western coasts of Scotland and Ireland. Despite their shortcomings they remained in use until the late 18th century

Som kilder er blandt andet brugt:
[7795] William Laird Clowes: The Royal Navy - A History from the Earliest Times to 1900, Vol. II, 1898, reprint Chatham 1996;
[7672] Derek Howse & Michael Sanderson: The Sea Chart, McGraw-Hill, 1973;
[6313] R. V. Tooley: Maps and Mapmakers, Batsford, 1st ed. 1949, here Seventh ed. 1987;
[7801] Peter Whitfield: The Charting of the Oceans, BL, 1996;
[9588] John Blake: The Sea Chart, Conway, 2004.
Dictionary of National Biography, Volume 12, p.707, OUP, 2004;
Dictionary of National Biography, Volume XI, p.367, London 1887;
Mariner's Mirror Vol. 14, 1928, No. 3, p.215ff: "The Journal of Grenvill Collins" by Florence E. Dyer;
Mariner's Mirror Vol. 56, 19770, No. 1, p.85ff: "Captain Greenvile Collins and Mr Pepys" by Stuart Mountfield;

Af yderligere litteratur er i Journal of Navigation, vol. 9, 1956 p44-55 var der en artikel af G. P. B. Nash om Hydrographic Surveys by Officers of the Navy under the later Stuarts, og i 1954 skrev E. G. R. Taylor The Mathematical Practitioners of Tudor and Stuart England, der også kommer ind på de hydrografiske discipliner.