Tidlige danske ordbøger

Nogle oplysninger om deres udgivelser og indhold
- første del af ordbogsteksterne



INDHOLD
  Indledning
Tidlige ordbøger
Videnskabernes Selskabs Ordbog
Molbehs ordbøger
Molbechs førsteudgave
Molbechs andenudgave
Molbechs dialektleksikon
Jacob Langebek
Matthias Moth til Lerbæk,
Frederik Rostgaard til Krogerup ved Humlebæk,

Kildeliste
Retur til oversigtens forside



Indledning

Ordbøger er uundværlige i arbejde med sprog og litteratur. Det er derfor af betydning at have et overblik over de forskellige typer, som kan være nyttige ved tekst-, oversættelses- og definitionsarbejder. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilke ordbogstyper man anvender, da indhold og normer er forskellige i ordbøgerne.

Ordbøger kan inddeles efter sprog i ensprogede, og to- eller flersprogede. De kan også inddeles i generelle ordbøger og fagordbøger, og inden for hver kategori kan der gradueres efter, hvor dybtgående og omfattende ordbogen er.

Leksikalt og lingvistisk inddeles ordbøgerne efter deres indhold som generelle, etymologiske, homografiske, fremmedords-, synonymordbøger etc. Man kan også skelne mellem rigssprogsordbøger, historiske ordbøger og dialektordbøger. Poul L. Hjorth advarer dog mod at lægge for meget i ordet rigssprog, når talen er om 1600-1700-tallets ordbøger.
[K58 p.23]

I de følgende tekster om ordbøger i Danmark beskrives først de ældste forsøg på at samle og udgive en ren dansk ordbog. Denne del fortæller om forarbejderne til og om Videnskabernes Selskabs Ordbog (VSO) og om Molbechs rolle og hans udgivelser. I det følgende afsnit beskrives arbejdet med udgivelsen af Ordbog over det danske Sprog (ODS), hvis sidste del udkom 1956.

I afsnittet om de nyere ordbøger fortælles om Ordbog for Folket omkring 1900-tallets begyndelse, om Nudansk Ordbog fra midt i århundredet, og om vores nyeste store ordbog, Den Danske Ordbog (DDO).

Fremmedordbøger og særlige ordbøger som synonymordbøger med flere er beskrevet ved et eller flere eksempler. Der er inden for denne type særdeles mange udgivelser, hvorfor kun typeeksempler omtales. Fremmedordbøgerne behandles lidt mere detaljeret.

Jeg har valgt at beskrive retskrivningsordbøger i et separat afsnit, da de er så nøje knyttet til retskrivningens historie. Retskrivningsordbøger og forordninger om retstavning, grammatik og tegnsætning fra myndighedernes side fremkommer lidt før 1900-tallets begyndelse og ændres og udvikles gennem årene flere gange.

I et sidste afsnit beskrives nogle ordbøger med historisk sigte, der findes eller er på vej. Det vil sige ordbøger over gamle ord, der ikke længere bruges eller har en anden betydning i dag, men findes i ældre litteratur.

Især er mange fagudtryk forsvundet ud af sproget i takt med mange af de gamle håndværksfags ikke længere praktiseres. Af disse fagudtryk behandles her kun søfartsudtryk, der har sit eget afsnit med beskrivelse af de maritime ordbøger, der er udgivet på dansk og i Danmark.

I ordbogsbeskrivelserne er der nogle link til korte biografiske oplysninger over flere af de omtalte personer, og der er et link til en bibliografisk oversigt over de ved udarbejdelsen anvendte værker. De skarpe parenteser med et bognummer og sidetal refererer til denne liste, hvor de anvendte biblioteksnumre er tilføjet hver titel.

Jørgen Marcussen
Den 16. juli 2007
Retur toppen

Tidlige danske ordbøger

Fra 1600-tallet er der flere lærere og forskere, der samlede materiale til ordbøger, og en del af disse arbejder blev også udgivet, mens andre kun foreligger i manuskriptform. De første ordbøger, der overhovedet har danske ord inkluderet, er de latinsk-danske ordbøger.

Rektor på Herlufsholm, Povl Jensen Colding, udgav 1622 en latinsk-dansk ordbog, Etymologicum Latinum, og i 1626 den første dansk-latinske ordbog med titlen Dictionarium Herlovianum. I 1600-tallet udgives der også en del skolebøger med latinsk tekst indeholdende glossarier med oversættelser til dansk.

Der blev ingen rent danske ordbøger udgivet i 1600-tallet [6035 p.281]. Manuskripter på dansk-latinske ordbøger blev udarbejdet af Lavrids Kok og Peder Syv, og deres arbejder blev senere benyttet af hhv. Matthias Moth og Frederik Rostgaard.

Peder Syv, der udgav flere værker om dansk grammatik, var fortaler for udgivelse af ordbøger. Han skrev således i Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog i 1663 i Ottende Afdeeling:
 
»Om en Oordbog eller Glosebog,
LVIII.

Ydermere skal et sprog vel uddyrkes og naa nogen fuldkommenhed / da skal det ikke have mangel paa fornødne oord. Hvilke kunne en stoor deel opledes i gamle skrivter / naar mand ikke elders haver dennem dog at de ere ikke aldt for gamle / og saadanne som Odin talede elder Regner og de andre Skaldre udkvade. Thi de have ligesom myndighed for deris alders skyld / og kunne baade pryde og riggiøre vort sprog. Og dersom mand / lige som ved malm / gnier rusten og skiemelen vel af / og fører dem i brug / hielpe de meget til Sprogets siirlighed / hvilket ikke behøver fremmed sminke; eftersom de gamle ord ere i sit eget sprog artigere og sindrigere / end de fremmede; naar de bruges / hvor og naar dem bør at bruges.«
 
[10056-1 p.149f]

Peder Syv fortsætter med en ordliste, hvor han lister gamle danske ord af tysk oprindelse, der i tiden forud for forfatterens blev brugt i begge lande, men som nu var gået af mode i Danmark. Han gør intet forsøg på at alfabetisere ordene, som vi i dag er vant til, men bringer dem således:

   »Liba = Kier
   Kind = Barn
   Hel / helvej = Helvede / helvedis vej
   Mier / Thier / Vier = Mig / dig / vi
   Grot = Stoor
   That / Dat = det
   Tho = Til
   Tobringer = Tilbringer
   Bedi unt dis haugi = Begge under dende høj«


Der er altså hverken en opdeling efter ordklasse, semantisk opdeling eller morfologisk orden.

Et par kapitler længere henne i Peder Syvs Betenkninger i kapitel LXIV [10056-1 p.156] skriver forfatteren om excerpering af gode ord fra gamle bøger:

»Vdaf disse bøger og andre slige / kunde mand samle oord / hvilke skulde sættes i orden efter hin anden og forklares hvad de betyde / hvor af de komme / og om det / som om dennem kunde synes nødigt at give tilkiende.«

Efter denne indledning kommer endnu nogle ordlister, og disse er alfabetisk sorterede og opstillet, som vi i dag vil præsentere en ordbog. Peder Syv skrev flere gange om en ordbog, og i 1692 forelå en prøve på en dansk-latinsk ordbog, men der udkom aldrig mere end oplægget, og efter Peder Syvs død købte Frederik Rostgaard hans efterladte samlinger.
[6035-2 p.281f]

Lavrids Kok
Præsten Lavrids Kok, 1634-1691, var studiekammerat med Peder Syv og samlede også materiale til en dansk-latinsk ordbog og fik samlet et betydeligt materiale, der heller aldrig udkom. Kok gav senere Peder Syv adgang til at låne den redigerede del af materialet, nemlig de fire første bogstaver af alfabetet. Lavrids Kok hjalp også Matthias Moth med indsamling og bidrag til dennes ordbogsarbejde, og senere overgik hele samlingen til Moth, og omkring en tredjedel af ordbogsstoffet eksisterer endnu.

Matthias Moth

Kancellisekretær Matthias Moth, 1649-1719, begyndte i 1680 at samle materiale til en ordbog, som ovennævnte Lavrids Kok altså også bistod med materiale til. Moths arbejdstitel var Udkast til en dansk Glosebog ... begynt i Jesu Nafn at samles paa den 16. Mart. 1680. Det er dog først fra 1697, at der foreligger skriftlige tegn på ordbogsarbejdet. Moth var da blevet gehejmeråd og oversekretær i kancelliet og kunne da via sit embede udsende opfordring til alle landets præster om at indsamle og indsende ord, talemåder og udtryk som blev brugt af de lokale indbyggere, især sådanne udtryk der havde med deres arbejde, redskaber, skikke og højtider, planter at gøre eller dyrs navne og lignende praktiske ting samt dialektord fra talesproget.

Moth bad biskopperne om at fordele bogstaverne mellem præsterne og lærerne, så hver person kun fik et par bogstaver. Derved sikrede han sig både at arbejdet blev mere overkommeligt for den enkelte indsamler, samt at han fik hele alfabetet dækket.

Nogle af indberetternes navne er kendte, og datidens »spordhunde« talte både Henrik Gerner, Thomas Kingo, Lavrids Kok, Hans Olufsen Nysted og Peder Terpager [6035-1 p.282]. Efter kong Christian Vs død i 1699 fik Moth sin afsked, og han kunne hellige sig ordbogsarbejdet fra 1700, hvor han den 4. januar begyndte den anden redaktion af ordbogen.

Det blev ikke den sidste redaktion. Til sin død i 1719 gennemarbejdede han flere gange materialet. Der kom stadig nyt til og der var stadig ting, der kunne forbedres, og det blev aldrig færdigt. I dag eksisterer der stadig mere end 60 bind i folioformat med hans manuskript, hvoraf de 20 bind er fra hans sidste redaktion påbegyndt 15. december 1708. Den sidste redaktion er inkomplet, da bogstaverne »p« og »r« mangler.

Moths sidste redaktion er delt i to afdelinger. Den almindelige del med ord, der beskrives sprogligt, og hvor indholdet er kortfattet, samt en leksikal del med fremmedord, fagtermer og historiske begreber, navne fra naturens og geografiens verden. Selv om der i dag kan kritiseres mange ting ved det gamle arbejde, så var hans værk det første, der bragte ordene med grammatisk bøjning, betydning, etymologier og eksempler, og han var den første, der anvendte accenter. Moth indføjede også en latinsk oversættelse af hvert ord i sin redaktion.

Frederik Rostgaard
Samtidig begyndte Frederik Rostgaard, 1671-1745, også et ordbogsarbejde. Han havde under studier i England fra 1693-1694 interesseret sig for leksikografi, og da han vendte hjem og blev gehejmearkivar, købte han Peder Syvs materiale og gjorde planer om en dansk-latinsk ordbog. Man mener [P. L. Hjorth, K58 p. 26], at Rostgaard ikke på dette tidspunkt kendte til Moths arbejde, hvilket i den lille hovedstad med ret begrænset antal embedsmænd kan undre, når dog alle præster var i gang med indsamling og rapportering.

Rostgaards samlede materialer fylder omkring 20 foliobind og er dog kun at betragte som en kortfattet dansk-latinsk ordliste. Han vidste derfor, at skulle der blive en bog ud af arbejdet, skulle det forøges og redigeres igen, og det arbejde havde han åbenbart ikke megen lyst til, så han gjorde omkring 1737 aftale med historikeren Jacob Langebek om at foretage denne redigering.

Jacob Langebek
Historikeren Jacob Langebek, 1710-1775, fik i 1737 overdraget Rostgaards ordbogsmateriale med opgaven at opstille en principplan for ordbogen. Langebek var tilhænger af akademiprincippet, efter hvilket kun gode og anstændige ord skulle medtages. Det var en ændring fra de tidligere kompilatorers mere åbne og tolerante optagelseskriterier, efter hvilke de tog det danske sprog bredt med inklusive »de gemene bønders ubrugelige ord«.

Langebeks plan, indledt 1740, indeholdt også en oversættelse til både latin, tysk og fransk. Planen blev godkendt, og ændringsarbejdet gik i gang og var i 1745, da Rostgaard døde, nået fra bogstav A til bogstav L. Det var fra dette tidspunkt, at Videnskabernes Selskab overtog ansvaret for ordbogsudgivelsen, og planerne blev noget ændret. Langebek havde nu tabt hastighed, og han arbejdede længe med bogstaverne L og noget af N og måske M, men kom fra 1748 ikke længere, og redigeringen hvilede til Langebeks død i 1775.
Retur toppen

Videnskabernes Selskabs Ordbog

Grundmaterialet til Videnskabernes Selskabs Ordbog (VSO) var Frederik Rostgaards samling som Jacob Langebek havde overtaget og arbejdet på indtil 1748, hvorefter det havde hvilet indtil Langebeks død i 1775.

Den 21. marts 1777 skrev Videnskabernes Selskabs præsident, Henrik Hjelmstjerne, en ansøgning til kong Christian VII om værkets fortsættelse, idet han påpegede dets betydning nationalt og videnskabeligt. Kongen svarede allerede den 2. april positivt og bevilgede 500 rigsdaler til en hovedredaktør og to medhjælpere. Samtidig tegnede kongen og en række adels- og embedsmænd sig for bidrag til afholdelse af trykningen af værket.

Arbejdet blev derefter i 1777 igen sat i gang, men nu uden de planlagte oversættelser til latin, tysk og fransk, da det var kongens ønske, at ordbogen var i "Landets eget Sprog" og skulle blive "lige kier for lærde og ulærde". Endvidere blev Moths materiale fra de 60 foliobind nu indarbejdet i værket, og der skulle desuden optages nyt materiale. Modellen, der blev fulgt af redaktionskomiteen, var Samuel Johnsons fra hans engelske ordbog udkommet en snes år tidligere. Af nye optag til ordbogen var »provinsielle ord og talemåder«, men der skulle optages færre »kunstord«, end fx Johnson havde gjort.

Om fagudtryk står der i fortalen til bind tre om søsproget, at »saadanne Sømandsudtryk, der uden Tegning kunne forklares«, kan medtages. Ortografisk skulle Langebeks forslag følges og i tvivlstilfælde skulle den stavning, der var nærmest den vedtagne brug eller fik medhold i etymologien benyttes.
[VSO-III p.IVf]

Arbejdet blev kontrolleret af en kommission og en fastansat hovedredaktør blev tilknyttet projektet. Ordbogen, hvis titel blev Dansk Ordbog udgiven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse udkom som følger:

Bogstav A var færdigtrykt som hæfte i 1781
Herr Strøm, der var blevet redaktør i 1777, døde i 1782, da bogstav B var næsten færdigt, mens C kun var påbegyndt, og D var halvgjort. Strøm blev efterfulgt af professor Elert, og han fik B gjort færdigt, så Bogstav B blev trykt i 1784.
I mellemtiden havde Elert fået en opgave med at samle et katalog over Thotts bibliotek, hvilket varede syv år, og først i 1793 blev bogstaverne C, D og E færdige, så
Bind 1 udkom i 1793 med A-E.

Bind 2 udkom i 1802 med F-H.
På det tidspunkt havde Elert en fremskreden alder, og han døde da også året efter uden at efterlade et manuskript til de følgende bogstaver. Det tog redaktionskomiteen et år at vriste papirer og materialer fra Elerts bo, og først i 1804 begyndte redaktionen igen at fungere.

Da der i løbet af årene fra 1793 til 1804 var sket store udskiftninger i personkredsen omkring ordbogen, kom de nye medlemmer med ændringsforslag, og det blev vedtaget at udvide ordbogen med alle naturhistoriske benævnelser, sømandsudtryk og kunstord samt forøge mængden af de provinsielle udtryk.

Samtidigt ændredes arbejdsprincipperne også, og hver redaktør fik nu sit eller sine bogstaver og aflønningen blev efter afleveret mængde ark i stedet for en fast sum per bogstav.

I den forbindelse udgav komiteen et lille skrift på et enkelt blad med en opfordring til at meddele redaktionen sproglige iagttagelser, der kunne udnyttes i ordbogen. Titlen var Opfordring til at indsende sproglige Meddelelser til Videnskabernes Selskabs danske Ordbog, udgivet 1807.

Bind 3 udkom i 1820 med I-L.
Der findes hverken forord eller vejledning i de to første bind. Fortalen optræder først i bind tre, og forklares med, at det var planen at sætte den til sidst, når alle forhold omkring ordbogen var kendt og udsendt. Men det var besluttet endnu mens tidsplanen var betydeligt kortere end den tid, der allerede nu var gået med at udsende de tre bind, så redaktionskomiteen følte, det var dens pligt nu at give læseren nogen baggrund for værkets historie, hjælpemidler, principper og kilder samt forklare, hvilke problemerne der havde været forbundet med de tre første bind samt en revideret plan for de følgende bind.

Bogteknisk er det tredje bind afvigende, idet hvert bogstav pagineres separat, så pagineringen løber over 192 + 398 + 244 tospaltede sider for de tre bogstaver. I de to første bind var pagineringen fortløbende med hhv. 709 og 698 sider. Den fortløbende paginering benyttes igen i bind seks, syv og otte.

Bind 4 udkom i 1826 med M-O.
Også i dette bind er der separat paginering med hhv. 256 + 143 + 300 sider per bogstav.

Bind 5 udkom i 1829 med P-R.
Pagineringen løber 254+218 sider. Der gik nu igen en længere årrække, før bind 6 udkom.

Bind 6 udkom i1848 med S.
Bogstav S fylder meget, så dette binde, det mest omfangsrige af alle, fylder 1011 sider.

Bind 7 udkom i 1853 med T-U.
Det samlede omfang er på 455 sider. Arbejdet gik nu helt i stå, og der skulle gå 52 år, før det sidste bind blev færdigtrykt.

Bind 8 udkom i 1905 med V-Z.
Omfanget af det sidste bind var på 472 sider.

Altså en produktionstid på i alt 112 år, hvorunder næsten alle daværende danske sprogfolk nåede at være tilknyttet projektet i kortere eller længere tid.
[6035-3 p.87f; VSO bind 1-8]

Det kan derfor ikke undre, at ordbogen er ujævn i både sin redaktion og i omfanget af de optagne ord. Den forøgede bredde i optagelserne fra og med bind tre skete på grundlag af den nye præsteindsamling i 1808.

Det er ganske interessant at konstatere, at de mange kræfter, de mange gode intentioner og de mange gode mænd, der havde deltaget, efter den lange tid fik udgivet et værk, der var stærkt forældet. Faktisk var værket allerede forældet ved udsendelsen af første bind, da Langebeks opgave var at fremstille en ordbog på grundlag af Rostgaards arbejde og med tillæg af materiale fra Moths endnu ældre indsamlinger, så sprogvidenskabens landvindinger fra begyndelsen af 1700-tallet og til 1900 var ikke-eksisterende i ordbogen.

Da især etymologien er en af de sent udviklede lingvistiske grene, der nødvendigvis måtte revidere sine teser og dogmer efterhånden som fjernere og ældre sprog blev bedre udforsket og forbindelserne mellem sprogfamilierne blev tydeligere, så var specielt ordbogens etymologier fejlbehæftede.

Men også ordenes definitioner virker sine steder amatøragtigt kluntede og mangelfulde.
Retur toppen

Christian Molbechs ordbøger

Det blev undervejs med VSO klart, at man ikke kunne vente på værkets færdiggørelse, så Christian Molbech, der også var medarbejder på VSO-ordbogen, blev opfordret til at samle materiale til og udgive en samtidsordbog af mindre omfang til brug for almindelige sprogbrugere. Bogen fik titlen Dansk Ordbog indeholdende det danske Sprogs Stammeord tilligemed afledede og sammensatte Ord, efter den nuværende Sprogbrug forklarede i deres forskiellige Betydninger, og ved Talemaader og Exempler oplyste, og den udkom i to dele i 1832 og 1833. Molbechs første forsøg ud i leksikografien var dog hans Haandordbog.

Molbechs Haandordbog
I 1813 udgav Christian Molbech på Universitetsboghandler F. Brummers forlag sin Dansk Haand-Ordbog til Retskrivnings og Sprogrigtigheds Fremme med Grundtræk af den danske Retskrivningslære, trykt hos Directeur I. F. Schultz. Det var Molbechs første selvstændige ordbogsudgivelse, og den blev indledt med en dedikation til kong Frederik VI, og indledningen begynder således:

  »Naar Danmarks Historie engang skal fortælle Deres Majestæts Daad, og Efterslægten med Forundring beskue hvad vi have oplevet, da skal det siges: at i Siette Frederiks Dage var Dannerkongens Id, at giøre sit Folk lykkeligt, og hans Lyst, at eie dets Kiærlighed. Da skal det mindes, og den sildigste Fremtid skal ei glemme det, at Deres Majestæt viste Verden, hvorledes Herskervælde kan enes med Fadergodhed, Mandomskraft med Blidhed, standhaftigt Mod med fredmilde Dyder. Da skal den skiønne Krands, som Deres Majestæt helst kaarede til Kongesmykke, Krandsen af Sletternes Eeg og Fieldenes Gran, vidne om: at Fædreland, Fred og Folkeheld var Deres majestæts høieste Kiærlighed; og saalænge Videnskaber blomstre paa Jorden, saalænge Danske og Norske bygge i Nord, skal Taknemmelighed bevare den Konges Erindring, der, i Fred og Feide sit Folks Fader, aldrig vendte sit Sind fra Gud og Fædrelandet, aldrig, selv under Krigsbulder og truende Uveirsstorme, negtede Videnskaberne sin høimodige Beskyttelse.

Danmarks Tungemaal, en herlig Arv fra den fierneste Fortid, af Deres Majestæt elsket og beskyttet som Nationens Helligdom, har under Deres Styrelse seet en ny og skiøn Morgenrøde. Ei mere fortrængt fra Kongeborgens Høisale, fra Videnskaber Lærestole, fra offentlige Forhandlinger, fra Krigerens Skole og Anførsel: nærmer det sig atter at vinde sin gamle Hæder. Alle skulle omsider blues ved at misagte et Sprog, hvis Værd ogsaa Deres Majestæts Yndest bevidner; en stigende Rigdom og Forædling skal være dennes lykkelige Frugter. ...«
 

Denne indledning er signeret den 28de Januar 1813 af forfatteren og indeholder betragtninger over et dansk, der indtil kort tid forud for samtiden havde været betragtet som et laverestående sprog, og hvor ledende kredse inden for mange samfundsaktiviteter derfor havde betjent sig af andre sprog som fransk, tysk og latin. Selv om Molbech mener, at de fremmede sprog er udskiftet med dansk også på læreanstalterne, så gjaldt det ikke latinen, der endnu i mange år var det normerede sprog for eksamensopgaver på universitetet.

Indledningen viser også Molbechs omsorg for dansk sprog, og i fortalen efter dedikationen specificerer han ordbogens plan og sit sigte med ordbogen som retskrivningsvejleder. Fortalens første sider af i alt godt 12,5 sider:
 
»Fortale

Da Forlæggeren i Aaret 1808 anmodede mig om, at besørge en ny Udgave af Badens orthographiske Ordbog, og jeg paatog mig at udgive et sadant Værk i en forøget og rettet Skikkelse, formodede jeg hverken, at det skulde koste mig saamegen Møie, som Erfaring siden lærte mig, eller at det, ved en usædvanlig Langsomhed i Trykkeriet, skulde udkomme over to Aar senere, end Bestemmelsen var. Det første har kostet mig meget af en Tid, som jeg maaskee heldigere kunde anvendt paa andre Arbeider, men som jeg ikke fortryder, hvis dette maatte findes nyttigt; det andet har i mere end een Henseende været mig saare ubehageligt, og vilde have været det end mere, om jeg havde havt nogen Deel i et Ophold, som imidlertid hverken giør Bogen slettere eller bedre, end den er. Efter den Plan, som var lagt, kunde Bogen ikke udkomme i anden Skikkelse nu, end i Aaret 1810; og de Grundsætninger for Retskrivning, jeg dengang antog, vedkiender jeg mig endnu.

Planen var omtrent den samme, som vor afdøde Jacob Baden, ei mindre fortient af Modersmaalet, end af den romerske Litteratur, havde jeg i sin orthographiske Ordbog, der udkom i 1799; men Bogen skulde blive fuldstændigere, mere nøiagtig og fri for Trykfeil; Ordenes Bogstavfølge, som Baden tidt har forsømt, med Strenghed følges; deres rigtige Bøielser overalt angives; mindre bekiendte, eenslydende Ord med forskiellig Betydning, Ord, som af Uøvede let misforstaaes eller bruges urigtigen, skulde ved en kort Betegning, en passende Talemaade, et meningsliigt Ord forklares. Af fremmede Ord skulde slet ingen andre finde Plads, end de faa, som ved meget hyppig og almindelig Brug have faaet et slags Indfødsret, som uden Forklaring forstaaes af Alle eller de Allerfleste, og som ei, ved et brugeligt dansk Ord af lige Bemærkelse, giøres overflødige. Disse fremmede Ord skulde, overalt hvor det giøres nødigt, forklares, og hvor de kunne undværes, henvises til det danske Ord af samme Mening. Da saaledes den øverste Rettesnor for Ordvalget i denne Bog skulde være, at ingen uden ægte og nuomstunder brugelige danske Ord, hiemlede af det dannede Tale- eller Skriftsprog, deri maate optages, men disse med den muligste Fuldstændighed, saavel i Stammeord, som i sammensatte og afledede: kunde Ordbogen tillige blive en Veiledning for Uøvede, i at afgiøre, hvorvidt et Ord kan bruges i reen dansk Tale og Skrift, eller ikke; og saaledes bidrage ei blot til Retskrivning, men ogsaa til Skriverigtighed og Sprogreenhed. Som Følge heraf, maatte ingen, eller saare faa forældede Ord optages, da disse ei høre til den nærværende almindelige Sprogbrug; og af heel nydannede Ord blot saadanne, som Sprogets Aand tør vedkiende sig. At jeg imidlertid ved mange forældede Ords Brugbarhed og Fortræffelighed, har ladet mig forlede til stundom at optage et og andet, som jeg meente enhver uden Skade kunde bruge, fortryder jeg næsten mindre, end at det ikke er skeet med flere. I at optage sammensatte Ord, var jeg da fra først af betænkt paa at søge den muligste Fuldstændighed. Absolut kunde den ikke blive, og de Fleste ville vel meere dadle Overflødighed, end Mangel i den Henseende.

Ved Verberne, ansaae jeg det af Vigtighed, for at fremme Sprogrigtighed, at optælle dem, som efter Sprogbrugen taale at forenes med en Præposition til eet Ord. Dette haaber jeg er skeet med Nøiagtighed og Fuldstændighed; og at jeg derved har bidraget til at undgaae en Feilagtighed, som en af vore lærde Sprograndskere med Rette har tillagt Videnskabernes Selskabs danske Ordbog (Minerva 1795 1 Bd. S. 163. Heibergs Fortale til hans Udgave af Sporons eenstydige Ord. S. XXVIII.)«
 


Planen viser samtidigt, at udgivelsesarbejde kun sjældent går efter planerne, og tidsfrister sjældent holder. Planen viser også, hvilke overvejelser Molbech gjorde sig om fremmedord, bogstavsrækkefølge, sammensatte og afledede ord, verber og præpositioner m.v. Hans fortale fortsætter med en beskrivelse af hans forelæggelse af planen for Videnskabernes Selskab, der ikke havde nogen indvendinger. Det skete i 1809.

Det har været nødvendigt for Molbech, der på det tidspunkt foruden sin ansættelse ved Det Kongelige Bibliotek også var blevet fast medarbejder ved VSO, at afklare sit samtidige arbejde for andre forlag. Videnskabernes Selskab var dog så tilfreds med Haandordbogen, at de tilkendte Molbech deres sølvmedalje [6493 p.206]. Molbechs dobbeltroller ved leksikografien gjorde det også muligt for ham at trække på Moths, Rostgaards og Langebeks arbejder samt det nyindsamlede til VSO.

Molbech behandlede også den danske ortografi indgående. Han var tolerant over for afvigende former og fandt det ufornuftigt at se bort fra befolkningens almindelige tale- og skriftbrug ved fastlæggelsen af normer, som jo ikke havde nogen officiel status på det tidspunkt. I fortalens side XVf siger Molbech:

  »Man vil af mine Begreber om Skriftsprogets og om Retskrivningslærens Natur (S. 7-9. 19-27) lettelig skiønne, at min Hensigt med denne Ordbog ikke kan være, at give en Rettesnor for det danske Sprogs Retskrivning, som jeg ansaae for at være almeengieldende til enhver Tid. Jeg har sagt, at Retskrivning er resultaterne af et heelt Folks Skrivebrug i en vis Tid, der kunne henføres til visse Grundsætninger, som ved Grandskninger i Ordenes Herkomst, Slægtskab og Liighed kunne bestyrkes og oplyses.«  


Efter fortalen fylder Grundtræk af den danske Retskrivningslære derefter 86 sider, og af den efterfølgende indholdsfortegnelse fremgår det, at både udtale, lyde, bogstaverne, etymologierne, talebrug og skriftbrug gennemgås i 31 paragraffer.

Haandordbogens indhold
En optælling af opslagsord på 10 tilfældige sider (med 50 siders mellemrum) viser, at der er 62% opslagsord. Ordbogen fylder 472 sider à 100 spaltelinjer, hvilket svarer til 29.264 opslagsord - altså 30.000 opslagsord.

Hvert ord er vist med stavemåde, ordklasse, køn, bøjningsendelser. Verber er i ordrækkefølgen indpasset med deres præsensform og der gives oplysning om transitiv - intransitiv. Om betydningen gives kun nødtørftige oplysninger. Ved fremmedord ofte en henvisning til tilsvarende dansk ord, fx »Grammatik, See Sproglære« eller »Instrument, See Redskab«.
Retur toppen

Molbechs førsteudgave

Molbechs arbejde med en større ordbog til supplement af VSO var blevet indledt allerede i 1813, hvor Gyldendals direktør Jacob Deichmann foreslog ham at samle stof til en étbindsordbog og altså ret efter, at Haandordbogen endelig var udkommet på Brummers Forlag.

Indsamlingen tog ti år, redigering ti år og trykningen blev indledt fem år før udgivelsen, så det tog tyve år, før værket udkom i to bind i 1833. Også ved denne udgivelse holdt planen altså ikke, og stoffet var undervejs vokset til omkring det dobbelte af det oprindeligt aftalte til i alt 1432 sider ordbog à 2 spalter à 63 linjer, der i alt giver 180.432 linjer. Set i forhold til Haandordbogens 47.200 linjer, der endog var på smallere spalte, er denne ordbog næsten fire gange større.

Ordbogen har en fyldig indledning med en fortale, der begynder med en gevaldig underdrivelse:

  »Endskiøndt det vilde falde for vidtløftigt, her at giøre Rede for alt det, der vedkommer et Arbeide, som denne Ordbog, og Omstændeligen at fremsætte den Plan, som ved samme er fulgt, eller de Grundsætninger, som have ledet Forfatteren under Værkets Udarbeidelse: holder jeg det dog for ikke overflødigt, tildeels endog for nødvendigt, kortelig at berette, hvorledes og i hvilket Øiemed Ordbogen er bleven til; hvilke Egenskaber den har - eller hvilke jeg i det mindste har stræbt at give den; og i hvad Forhold den staaer til tidligere danske Ordbøger.«  


Hvorefter den »kortfattede forklaring« fortsætter med 26 tæt beskrevne sider. Denne lange forklaring indledes med projektets fødsel i 1813, hvor ordbogens omfang bestemmes som »uden at overskride et maadeligt Binds Størrelse, kunde forene en nogenlunde fuldstændig Ordrigdom med den størst mulige Korthed, Sikkerhed og Tydelighed i Ordenes Forklaring og i Udviklingen af deres forskiellige Bemærkelser.«

Molbechs excerperinger blev foretaget fra »gode og bekiendte danske Forfattere«, og han kunne sammenholde - eller begynde sin samling - med sin Haandordbogs samling af opslagsord. Desuden havde han jo som ovenfor nævnt lejlighed til via sit arbejde for VSO at benytte denne redaktions hjælpemidler. På fortalens side XXI-XXII er en liste over de væsentligste forfattere, der er excerperet fra. Listen er kronologisk og indeholder 50 navne, hvoraf de ældste er Christiern Pedersen, 1510-1534, og Hans Tausen, 1528-1552, og de yngste er Schack-Staffeldt, 1795-1808, og Jens Michael Herz, 1804, sidstnævnte senere biskop i Ribe. Årstallene er forfatternes undersøgte produktionsperiode. Efter listen er også Grundtvig, Ingemann og Øhlenschlæger - med viste bogstavering - nævnt som bidragydere.

Molbech bringer efter fortalen en sproghistorisk oversigt, som han har taget modellen fra Samuel Johnson i hans Dictionary fra 1755 [6073 p.XXVIII]. Den sproghistoriske oversigt har foruden den videnskabelige gennemgang også skriftprøver fra mange af de ældste danske forfattere. Prøverne er opstillet med to eller tre spalter som fx ved prøven på Jydske Lov, der har en spalte med originalteksten, en spalte med »Ordret i nyere Form« og en spalte med »Islandsk Oversættelse«.

Molbechs plan var ganske anderledes konsekvent end VSOs var, og hans ordbog fik en mere helstøbt struktur og et mere ensartet indhold end storebroderen, der endnu mange år skulle give arbejde til skiftende leksikografer. Molbech havde også øje for Holbergs skrifter, der blev nøje gennemgået for ord og talemåder. Moths manuskripter var derfor mere problematiske, da de på nær nogle få meddeleres materiale manglede kilde- og især tidsangivelse for de indsamlede udtryk [Fortalen p. VI].

Om selve ordbogssigtet siger Molbech i Fortalen side IX:

  »Det er en Ordbog over det danske Sprog i dets levende Skikkelse, med nærmest Hensyn paa Skriftsproget, men tillige omfattende Alt, hvad der hører til Sproget i den almindelige og dannede Talebrug, (hvis Auctoritet i ethvert tvivlsomt Tilfælde sættes over Sproglæreres vilkaarlige Forskrifter) i dette Sprogs hele Eiendommelighed og linguistiske Rigdom, i den rigtige Bøining, Sammensætning, Anvendelse og Forbindelse af Ordene, som Forfatteren har søgt at tilveiebringe, med Stræben efter fornøden Fuldstændighed; men tillige med Udelukkelse af alt uvæsentligt, Planen uvedkommende: Alt, hvad ei bør søges i en almindelig Ordbog over det danske Sprog, saaledes som det forekommer i Skrift og dannet Tale; men nærmest i et dansk Glossarium og Dialectlexikon, eller i en technisk Ordbog. - Som en Følge heraf vil i denne danske Ordbog findes:«  


Her følger i punktopstilling indholdsoversigten:
1. Ethvert i det dannede Tale- og Skriftsprog nuomstunder brugeligt dansk hovedord (usammensat)
2. Ethvert i Skriftsproget og i dannet Talebrug forekommende afledet eller afstammende Ord, saavelsom ogsaa de ved Sammensætning dannede
3. Fremmede Ord, er ved almindelig Brug i dannet Tale og i Skriftsproget, og tildeels ved at modtage dansk Endelse, have faaet den fornødne Borgerret
4. De almindelige, i daglig Tale jævnligen forekommende techniske Ord og Udtryk (Konstord)
5. Af danske videnskabelige Udtryk optages især de vigtigste juridiske og philosophiske, der forklares med Korthed og Tydelighed.

I punkt seks behandles planen for ordenes sortering, der kaldes etymologisk, hvilket vil sige, at de optagne ord og deres sammensætninger opføres samhørende og altså ikke strengt alfabetisk. Til forskel fra Haandordbogen er verberne nu opført i infinitiv og ikke i præsens.

Forfatterens nidkærhed var stor, og han skriver i slutningen af sidste bind, hvor der bringes en rettelsesliste følgende om korrekturlæsernes besværligheder:

  »Det var ikke muligt, uden at forvolde et alt for stort og forlænget Ophold, at giennemgaae Ordbogens hele Text, efter at Værket var færdigt, for at udtegne de, uagtet saa megen anvendt Omhu, indløbne Trykfeil. Dette er imidlertid skeet ved de første 14 Ark (A-L), og hvad disse indeholde af saadanne, meddeles her (tilligemed enkelte af efterfølgende Ark); deels for at Ingen skulde faae Grund til at mene, at man mere vilde dølge hiin Mangel ved Bogen, end andre; deels for aabenlyst at lægge for Dagen, af hvad Natur Trykfeilene ere, og at der hverken er Anledning til at foruroliges over deres Beskaffenhed, eller deres Antal, som, efter giort Beregning for de her giennemgaaede Ark, i Giennemsnit ei engang udgiør een (og det næsten blot Bogstav-) Feil paa 5500 trykte Ord, ell. omtrent paa eet Ark i sædvanlig Format.«  

[6073 Bd. 2 p. 733]

Molbechs ordbog fik stor betydning, da den i en periode blev den af myndighederne anbefalede eller påbudte rettesnor for dansk retskrivning. Ordbogens særkende er dens opbygning efter akademiprincippet, dvs. at kun de danske ord, der fandtes tilstrækkeligt lødige og brugbare i højere stil og tale, blev godkendte til ordbogen, der skulle være »Tolk for det rene, det dannede Skriftsprogs rigtige Brug i vor nærværende Alder«. Ordbogen er gennemgående af god kvalitet, og dens omfang udelukkede, at man medtog dialektord; også fremmedord er kun meget begrænset medtaget.

For det »danske« kan det siges, at Molbech forsøgte at luge ud i overflødige germanismer men kom derved til at udelukke ord, der var almindeligt brugt, til fordel for sjældnere brugte danske ord for samme begreb. Definitionerne er tydelige og ekstra oplyste ved eksempler fra litteratur samt udvidet ved medtagelse af fraser og talemåder. Ordbogen har - på grund af sproghistoriens daværende manglende udforskning - mange fejlbehæftede etymologier og oplysninger om ordenes baggrund.

Ordenes behandling er i forhold til Haandordbogen forøget betydeligt. Som eksempel på en optagelse kan ordet »frelse« tjene:

  »Frelse, en. ud. pl. [I. Frialsi, Frelsi.] Befrielse, Redning. 'Det er let at være frimodig, naar Frelsen forekommer Faren' Bastholm. 'Efterdi det moralske Onde erkiendes f. det værste, bruges Frelse især om Befrielse fra dette.' Müller. 2. Sikkerhed. 3. Frihed; forældet. 'Noget, som han siden, naar han kommer i sin egen Frelse igien, benegter' D. Lov. I. 15. 2.«  

Retur toppen

Molbechs Anden udgave af ordbogen

Arbejdet med en anden og forbedret udgave blev indledt i 1853, da førsteudgaven endelig var udsolgt. Selv om Molbechs kræfter på grund af alder og nedslidning nu var aftaget betydeligt, brugte han megen kraft i sine sidste år på at forbedre værket. Han gennemlæste den nyeste litteratur og excerperede nye ord og udtryk til revisionen, og han blev da også færdig med den, men så ikke trykningen af den fuldført inden sin død. Ordbogen kom efter Molbechs død i sin andenudgave fra 1854 til 1859. Molbechs revision inkluderede excerpering fra et omfattende antal nyere bøger inklusive fiktionslitteratur. Og andenudgaven var da også vokset til det dobbelte omfang af førsteudgaven.

Fortalen til første udgave bringes, så vidt jeg kan se, uændret i andenudgaven, men efter den første fortale er indsat en ufuldendt fortale til andenudgaven. I denne skriver Molbech i begyndelsen:

  »Da jeg nu derimod erfarede, at Ordbogens Forlægger ønskede, det snarest muligt, at see Trykningen af en ny Udgave begyndt, og dertil ikke gierne vilde give over et Aars Frist, indsaae jeg let, at hverken Tid eller Kræfter vare givne mig til at meddele denne Udgave den hele Tilvæxt af Sprogets sildigere Kilder, som den kunde modtage. Jeg kunde dog ikke lade den savne enhver saadan Forøgelse af disse, som det forekom mig, at man snarest vilde fordre eller vente sig; og dertil hørte de berigelser, som meer end een betydende dansk Digter i de sidste forløbne tyve Aar have tildeelt Sproget.«  


Molbech fik altså ikke tid til at samle alt det stof, han kunne tænke sig. Gennem de tyve år siden førsteudgaven har han sporadisk samlet ordsedler ved læsning af ny litteratur, men kun med tanke for at en efterfølger kunne overtage materialet til en revision foretaget efter hans død. Nu går han i gang med at samle hurtigt og mere koncentreret, og når på de fire år at samle stof, der forøger ordbogen til næsten det dobbelte. Det er virkeligt forbløffende!
Der foreligger også nogle nye afsnit til en forlængelse af sproghistorien op i det nittende århundrede. Disse manuskriptsider er anbragt efter den første udgaves sproghistorie. Derefter indledes opslagsordenes artikler i en nyere og mere overskuelig opsætning, stadig i to spalter, nu i større format og med brug af petit til visse funktioner, men med principielt samme indholdsplan for ordene.

En optælling viser 70 linjer per spalte. Siderne er pagineret per spalte, og der er i alt i bogen 1.500 + 1.636 spalter, i alt 3.136 spalter, hvilket giver 219.520 linjer. Da linjebredden samtidig er vokset fra 5,3 til 6,8 cm, en forøgelse på 1,283 gange, så giver en sammenligning i førsteudgavelinjer en forøgelse fra 180.432 linjer til 281.648 linjer eller en procentuel forøgelse på 56.
[6073 + 6759]
Retur toppen

Molbechs dialektleksikon

På udgangssiden i Molbechs ordbog fra 1833 annonceres for subskription på Dansk Dialect-Lexikon, hvoraf første hæfte udsendes 1833 i juni eller juli måned og indeholdende bogstaverne A til D. Hele værket var færdigudgivet i 1841. Det består af 696 enspaltede sider og indeholder dialektord fra hele landet.

Bogens komplette titel er Dansk Dialect-Lexikon indeholdende Ord, Udtryk og Talemaader af den danske Almues Tungemaal i Rigets forskiellige Landskaber og Egne, forsaavidt som de ere fremmede for Skriftsproget og almindelig Sprogbrug, med Forklaringer og Oplysninger ved C. Molbech. Bogen er trykt hos Thiele og udgivet hos Gyldendal.

Bogen indledes med en dedikation til Hr. Conferentsraad, Finantsdeputeret I. Collin, Storkors af Dannebrog, Præsident i det Kongelige Landhuusholdningsselskab, m.m. Derefter følger den sproglige indledning, hvori værkets plan beskrives på 26 sider.

Molbech kommer både ind på egnsforskellene grammatisk og semantisk, og han behandler ordenes historie. I slutningen af indledningen bringes en oversigt over bidragenes herkomst, og i listen er der mange præster fra det ganske land. Disse ihærdige embedsmænd, hvoraf nogle har indsendt ubrugelig og ligegyldigt materiale og andre har meddelt optegnelser af stor værdi, som Molbech meddeler i fortalen, nævnes med navn, sogn og herred. Listen er opdelt efter stifterne i Danmark.

Et enkelt eksempel skal vises:

»Bandssøndag, en. Saaledes benævnede man tilforn i Fyen (Svendborg-Egnen) den fierde Adventssøndag, fordi paa denne Dag pleiede deres Navne, som i Aarets Løb vare excommunicerede, at oplæses fra Prædikestolen. (Efter Meddeling af Hr. N. Olivarius.)«

Den langvarige brugsværdi
Molbechs ordbøger fik en lang brugstid. Danmark fik først sin første retskrivningsbekendtgørelse i 1889, og indtil det tidspunkt blev Molbechs Ordbog regnet for den bedste retskrivningsordbog, vi havde, og den blev i 1800-tallets sidste del gentagne gange fra myndigheder og i skolevæsenet fremhævet som den eftertragtelsesværdige rettesnor for sprogrigtighed i Danmark.
Retur toppen

NOTER

Jacob Langebek

* 23/1 1710, d. 16/8 1775. Gift 1. gang 16/4 1755 med bagerdatteren Helene Marie Paulli, d. 21/8 1766. Gift 2. gang 24/2 1773 med Marie Wulff, * c. 1/12 1721, d. 24/11 1792.
Jacob studerede på universitetet fra 1728 forskellige sprog i håbet om at blive historiker. Fra 1735 var han i forbindelse med historikeren Hans Gram og Frederik Rostgaard. Gram skaffede ham stilling ved KB.

Sideløbende med arbejdet på biblioteket, hvor han arbejdede på et tysk værk om den danske kirke- og lærdomshistorie anvendt han meget tid på Rostgaards ordbogsmateriale og fik redigeret bogstaverne fra A til N. Langebek var tilhænger af »akademiprincippet« efter hvilket kun gode og anerkendte ord accepteres, mens »grove, plumpe og liderlige Oord og Talemaader, som stride imod Ærbarheden« afvises.

I 1748 blev Langebek gehejmearkivar efter Hans Gram. Gram døde 19/2 1748, og et par dage efter ansøgte Langebek om at måtte indtræde i hans stillinger som arkivar, bibliotekar og historiograf, eller såfremt de blev adskilte, da alene som arkivar. Arkivarstillingen blev ham tildelt fra 1/3 1748, og det gjorde det muligt for ham at blive optaget i Videnskabernes Selskab, som ikke tillod optagelse af undersåtter fra det lavere niveau, som Langebek havde været placeret på inden udnævnelsen. Men udnævnelsen gjorde ikke yderligere ordbogsarbejde muligt.

I stedet kastede Langebek sig over opsporing af kilder til Danmarks historie, og han fik efter nogle år - i 1753 - kong Frederik Vs tilladelse og penge til at foretage en nordisk rejse for at afskrive dokumenter om landets historie. Rejsen bragte ham over Gotland, Stockholm, Randstaterne langs Østersøens sydkyst og retur til København. Rejsens udbytte blev afskrifter af flere betydende manuskripter som Kong Valdemar Jordebog og Necrologium Lundense.

Langebek høstede også anerkendelse som medarbejder og redaktør ved Erik Pontoppidans Danske Atlas bind IV til VI, som han redigerede og forøgede efter forfatterens død, og til det syvende bind om Slesvig var han delagtig i indsamling og formulering.
[K58 + 6417 p.78ff + 10005]
Retur toppen

Matthias Moth til Lerbæk

* 27/3 1649 i Odense, d. 19/3 1719. Gift 23/1 1676 med Kirstine Aagaard * 6/2 1698.
Studerede medicin under Thomas Bartholin fra 1665 og fra 1668 i udlandet, hjemme ved faderens død 1670, og ude igen til 1674.
Fra januar 1675 blev han assessor i skatkammerkollegiet m.fl. poster, som han opnåede da hans søster, Sophie Amalie Moth til Samsøe * 1654, d. 1719 var blevet Christian Vs elskerinde.

Han blev chef i 1688 som oversekretær i Danske Kancelli - først for norske sager og fra 1690 for danske sager. Han blev derved landets indenrigs- og justitsminister. Derefter fik han et væld af kommissioner og deputeretopgaver og fra 1674 ret til at føre adeligt våben.
Moth havde en stor arbejdsevne og kun de første stillinger skyldtes nepotisme. Han viste sig snart som en effektiv og kløgtig statsmand og embedsmand.

Hans hovedindsats for sproget var samlingen af stof til en dansk ordbog - et arbejde han fik mere tid til efter Christian Vs død i 1699, hvorved han blev afskediget. Han havde planlagt arbejdet allerede fra 1680 og blandt andet i 1697 udsendt opfordring til landets biskopper om at få sognepræsterne til at indsamle ord og talemåder blandt egnens beboere og indsende materialet til Moth. En del af materialet er bevaret med Moths bemærkninger og hans manuskript på 60 foliobind til en ordbog, som han selv redigerede for hovedpartens vedkommende, men som aldrig blev trykt blev af Moths arvinger i 1753 solgt til kongen, og fra 1784 overført til Det kgl. Bibliotek.

Moth tilstræber at medtage ikke alene det godkendte skriftsprog, men også almindeligt talesprog - og altså dialektord - og mange fagudtryk, og disse to sidste dele af indsamlingen er i dag af største betydning for sproghistorien.

Moths anden og endelige redigering opdelte værket i en almen del og en fagordbogsdel, hvor ordene får længere og mere leksikale behandlinger.

Hans redigering viser stikord, ordklasse og bøjningsmønstre, tryk eller længdeangivelse for udtalen, definition og en latinsk oversættelse. Derefter følger eksempler på ordets brug igen med latinsk oversættelse samt sammenskrivninger og afledninger med stikordet.
[Beskrevet på grundlag af K58 og 10005]
Retur toppen

Frederik Rostgaard til Krogerup ved Humlebæk

* 30/8 1671, d. 25/4 1745. Gift 1/3 1703 med Conradine Revenfeld * 9/7 1687 på Sandbjerg, d. 22/10 1770; hun var uægte datter af senere storkansler Conrad Reventlow (1644-1708). De blev forlovet i foråret 1700, da pigen var 13 år, og han var 29.
Frederik Rostgaard begyndte sine universitetsstudier i 1687 i forskellige fag og tog i 1690 på dannelsesrejse i Europa. Han fik på rejsen købt værker til sin egen bogsamling og trykt en latinsk antologi med danske digteres bidrag.
Svigerfaders forbindelser skaffede den unge mand både ansættelse som gehejmearkivar fra den 9/3 1700 og i 1702 et adelspatent. I Danmark købte han værker på de store auktioner bl.a. fra Peder Syvs, 1702, og Niels Bentzons, 1711.

Manuskripter var endnu væsentlige på Rostgaards tid, da mange kildeskrifter endnu ikke var udkommet i trykte udgaver, og vi skylder bl.a. Rostgaard for at vi i dag har et eksemplar af anden del af Pontanus' Danmarkshistorie, idet Rostgaard lod den afskrive, og da originalen gik tabt ved 1728-branden, så måtte Rostgaards kopi i 1740 lægges til grund for den trykte udgave.

Som gehejmearkivar forestod han stikning og trykning af Kongeloven i 1709, og hans effektive administration inden for mange af statens myndigheder bragte ham mange ekstra "ben". Hans succes endte dog brat i 1725, hvor han blev anklaget for bestikkelse, og hans frygt for kongens vrede fik ham til at flygte kortvarigt til Sverige. Enden på sagen blev fortabelse af embeder og rettigheder og tilbagebetaling af modtagne gaver.

For at betale sin bøde måtte Rostgaard sælge sit bibliotek og sin gård på Købmagergade i København, og han trak sig tilbage til Krogerup. Salgskataloget for bogsamlingens små 9.000 trykte bind er det første danske klassificerede og ordnede auktionskatalog. Der var 1.068 manuskripter i samlingen, der totalt indbragte 6.673 rigsdaler. Under sin studierejse i Europa havde han i Paris, hvor der var tale om at trykke et systematisk katalog over Bibliothèque Royale, givet en prøve på en katalogopbygning, hvor han arrangerede bøger af forskellig størrelse side om side, hvilket var nyt. Hans trykte forslag, der dog ikke blev fulgt, da det var uøkonomisk og gav for meget hvidt papir, såfremt der ikke var lige mange bøger i hver størrelseskategori, viste ham som en god biblioteksadministrator.

Rostgaard blev hurtigt taget delvis til nåde og i 1727 udnævnt til amtmand i Antvorskov og senere et embede ved Øresundstolden. Han ønskede dog at hellige sig sine boglige sysler og tog sin afsked i 1731, hvorefter han plejede sine godser Krogerup, Sejrø, Nekselø og Anholt.

Fra 1693 havde Rostgaard indsamlet materiale til sin danske ordbog og han fik i 1739 kong Christian VI til at love at ville bekoste udgivelsen af værket. Rostgaard satte da sin sekretær Jacob Langebek til at redigere materialet, men Rostgaard døde, inden der ordbogen var færdigredigeret. Materialet dannede senere grundlaget for VSO.

Foruden sit ordbogsmateriale efterlod Rostgaard sig sit andet bibliotek. Efter det første, der var langt det betydeligste, var solgt, begyndte Rostgaard igen at samle. Han havde beholdt nogle af værkerne og andre købte han tilbage, mens han stadig søgte nye. Ved hans død testamenterede han 524 betydende manuskripter til Det kgl. Bibliotek som en særsamling stadig bærende samlerens navn.
[K58 + 1712 p.103ff + 1953 p.27-72 + 10005]



 
Jørgen Marcussen
 
  Retur til toppen af siden.
Retur til oversigten over ordbogstekster Retur til hjemmesidens forside
Revideret 23. juli 2007.