GEOFFREY CHAUCER

INFORMATIONER FOR LÆSNING AF CANTERBURY TALES
Indholdsoversigt
Chaucer
Geoffrey Chaucer blev født cirka 1345 og døde 1400. Hvorfor den tid, der kan have haft indflydelse på hans digtning, har været mellem 1360 og 1400, og fra denne periode har jeg sammenstykket nogle oplysninger til brug for en læsegruppe.

Chaucers karriere bragte ham i kontakt med rigets allerhøjeste kredse og førte ham til Frankrig, hvor han var krigsfange fra 1359 til 1360. Mellem 1372 og 1373 var han udsendt af kong Edward til Genoa, Pisa og Firenze, i 1376 og 1377 til Flandern og Paris og igen i 1378 til Italien.

Chaucer har således ikke alene være velbekendt med disse riger, men formodentligt også været nødt til at holde sig informeret om sæd og skik, kunst og politik på kontinentet, hvilket hans værker da også - iht. alle referenceværker - bærer præg af.

Chaucer fik tid til i 1370 at udgive The Book of the Duchess, der er en mindebog for John af Gaunts første hustru. I 1380 udgiver han House of Fame, mens Canterbury Tales påbegyndes 1387.

Chaucers vigtigste værk, der huskes i dag, er The Canterbury Tales. Der eksisterer to meget gamle kopier af Chaucers værk. Og fra disse to kopier produceret lidt ind i 1400-tallet stammer alle vore udgaver af historierne. Planen var at hver pilgrim skulle levere to historier på udturen til Canterbury og to hver på hjemrejsen, men der blev ikke færdiggjort mere end godt tyve af historierne, før Chaucer døde. Manuskriptet i Wales' nationalbibliotek i Aberystwyth kaldes for The Hengwrt Chaucer. Hengwrt er navnet på bogsamleren Robert Vaughans (c.1592–1667) ejendom i nærheden af Dolgellau, Gwynedd. Senere kom det til nationalbiblioteket.
En grundig beskrivelse af manuskriptet og dets historie kan læses i Christopher de Hamels Meetings with Remarkable Manuscripts, Penguin, 2016, pp.426-465.

Først noget kronologi:

Kongemagten
I England var regenterne i perioden:

Edward III regerede fra 25. januar 1327 til 1377. Han blev gift med Philippa af Hainault i 1328. Dronningen døde i 1369. Alle senere regenter i England har Edward III til stamfader.
De havde sønnerne:
Edward - the Black Prince (1330-1376) gift med Joan af Kent, deres søn født 6/7 1367 i Bordeaux blev Richard II i 1377.
Sønnen Lionel, Duke of Clarence (13338-1369).
John of Gaunt (1340-1399) gift med Blanche af Lancaster, og de fik sønnen Bolingbroke = Henry IV (3/4 1367-1413).
Senere blev John gift med Constanza af Castillien, og med Katherine Swynford (fra hvem Tudorslægten stammer).

Richard II født 1367, kom på tronen 23. juni 1377 og blev afsat i september 1399 - og myrdet i februar (eller 31. januar) 1400 i Pontefract Castle.
Richard var blevet gift første gang med Anne af Bohemia (1366-1394) den 20. januar 1382.
Andet ægteskab med Karl VIs datter, Isabella af Frankrig (Valois) den 12. marts 1396. De fik intet afkom.

Henry IV kom på tronen 30. september 1399. Han var blevet gift første gang i 1380 med Mary af Bohun (og blev gift anden gang i 1403 med Joan af Navarre, der da var enke, men da var Chaucer død). Henry hed egentligt Bolingbroke og var søn af John af Gaunt, barnebarn af Edward III.
I første ægteskab fik de børnene Den franske kongemagt
Da de væsentligste politiske begivenheder vedrørte Frankrig, så er her de franske regenter. I hele perioden regeres Frankrig af slægten Valois: Kirkemagten
Ærkebiskopperne af Canterbury var:
Simon af Islip fra 1349-1366,
Simon af Langham (tidl. Ely) fra 1366-1368,
William af Whittlesey (tidl. Winchester) fra 1368-1374,
Simon af Sudbury fra 1374-1381. Han blev myrdet i Tower.
William Courtenay overtog posten indtil 1396, og
Thomas Arundel (tidl. York) fra 1396, og han sad til 1414.
Både Simon af Sudbury og William Courtenay havde før de kom til Canterbury været biskopper i London.

Thomas Wycliffe I første del af denne periode er det Wyclif-bevægelsen (John Wycliffe 1330c. - 1384), der er det trosmæssigt vægtige emne. I begyndelsen havde Wyclifs bevægelse et godt omdømme, og han blev af statens benyttet som udsending og var bl.a. i Brügge ved kirkeforhandlinger i 1374. Wyclif bestred transubstantiationen under nadveren og havde synspunkter om Bibelens tekst som værende væsentligere end den katolske kirkes udlægninger. Han bestred ligeledes Kirkens mulighed for intervention, hvor Guds magt til at frelse sjæle var på tale. Gud var enerådende, og hans afgørelser kunne ikke påvirkes af kirken.

Senere blev Wyclifs ideer mere radikale, og han gik imod den private ejendomsret. Han blev udstødt af så godt som alle kredse og indkaldt til forhør, men slap i første omgang for straf, da verdslige beskyttere greb ind (beskyttet først af The Black Prince og siden af John af Gaunt). I næste omgang blev han presset ud af sine stillinger i Oxford og levede vel sine sidste leveår som en art fanatiker i sit landsogn, men blev vel betragtet som delvis uskadelig.

Lollarderne
Hans følgere kaldes - meget løseligt - for Lollarderne. Lollardernes religion baserer sig på personlig gudsdyrkelse og Bibellæsning, men de forblev en sekt, men omfanget kender jeg ikke. På sin vis gødede de vejen for engelsk protestantisme.

Det Store Skisma
Kirkens vigtigste begivenhed i perioden er Det Store Skisma om perioden, hvor der var udnævnt antipaver i Avignon. (Der står noget mere om dette i mine kirkehistoriske artikler under koncilierog Kirkens opståen i Germania, der snart kommer på hjemmesiden).

Væsentlige verdslige begivenheder
Den sorte Død
Jeg vil påstå - og bliver formodentlig ikke modsagt - at periodens altoverskyggende begivenhed var de gentagne angreb af pest. Det vides ikke helt sikkert, hvilke pestforme der var tale om. Litteraturen vurderer ud fra kilderne, at der var tale om to arter: en meget dødelig, der smittede med lungebetændelse, og en mindre dødelig, der gav byldepest, men mindst et af angrebene har stærke indicier for at være en tyfus. Pesten spredte sig fra kontinentet til England, og vandrede fra Kanalkysten til London hen over den første vinter. Den første bølge blev også kaldt for børnedræberen, fordi så mange børn da døde.

Man har ikke klare tal for, hvor voldsomt den dræbte totalt. Nogle lokaliteter gik næsten fri, mens andre fik mere end halveret befolkningen. Da smitten bæres rundt af rotter og utøj, er der en klar overdødelighed på tæt befolkede steder, og at have en lav socialstatus medførte en statistisk stor risiko. Den første bølge var ekstra hård ved børn.

De voldsomste angreb fandt sted:
1348-1349 Første alvorlige angreb 11 mellemår til næste angreb
1361-1362 Andet angreb 7 mellemår
1369 Tredje angreb 6 mellemår
1375 Fjerde angreb 15 mellemår
1390 Femte angreb 15 mellemår
1405 Sjette angreb 8 mellemår
1413 Syvende angreb  
De vekslende tidsrum mellem angrebene har jeg ingen forklaring på.

Befolkningstal
Befolkningstallet i England er i 1377 anslået til mellem 2,5 og 3,5 millioner, og det steg ikke en million før efter 1550. Selv om man ingen kilder har til landets totalbefolkning, så har man kilder for »replacement rate«, der for mænd lå under 1 frem til ca. 1400, hvorefter den steg markant over 1.

Londons befolkning beregnes til 50.000 i 1340 faldende til 38.000 i 1377 for først at nå 50.000 igen i ca. 1475 og 100.000 i midten af Elizabeths regeringstid.
London har fra romertiden været den vigtigste by. I middelalderen var de følgende efter størrelse: Bristol, York, Norwich

Skatteforhold
 1371    En sogneskat blev godkendt af Parlamentet.
1377    Første poll tax: 4d per person mellem 12 og 60 år.
1379    Anden poll tax: Højeste sats var 10 mark for Duke of Lancaster, laveste var 4 d per arbejdsmand.
1380    Tredje poll tax: 1 sh for hver mandsperson.

Politisk historie i perioden
Perioden var præget af ustabilitet, der var krig mod Frankrig - herom senere - og kongemagten hvilte på et spinkelt grundlag: der var barnekonger, myrdede konger og afsatte konger i perioden.

Ved vurdering af Parliament Sessions, må man dog konkludere, at denne del af regeringsmagten ser ud til at have fungeret, idet sessions blev afholdt i 1371 (x2), 1372, 1373, 1376, 1377 (x2), 1378, 1379, 1380 (x2), 1381, 1382 (x2), 1383 (x2), 1384 (x2), 1385, 1386, 1388 osv. Parlamentet var i 1362 gået over til at tale engelsk. Indtil da havde det offcielle sprog været fransk.

Periodens økonomiske udenrigsforhold var koncentreret omkring handel med uld og klæde. Traditionelt havde Flandern været det vigtigste produktionssted for klæde, men for en stor del på grundlag af engelsk uld. Nu forsøgte England at holde på sin uld og selv forarbejde den til klæde. Denne forretningsplan lykkedes delvis. Bl.a. forstod England bedre at udnytte vandkraften gennem møllebyggeri, hvor møllerne drev redskaber, der kunne forarbejde klædet på forskellig vis, der gjorde det mere salgbart. Hollænderne havde dog også en klædesproduktion, der konkurrerede med England og Flandern.

Kronologi for væsentlige politiske hændelser
Perioden er en del af Hundredeårskrigen, der indledtes i 1330'erne og med skiftende intensitet varede til ind i næste århundrede.
 
1369 Krig med Frankrig, Frankrig erklærer krigen. Edward III betegner sig igen som konge af Frankrig. Franske flådestyrker angriber Portsmouth, mens John af Gaunt hærger Franske byer fra sin fæstning i Calais. Som gengæld konfiskerer Charles V engelsk ejendom i Frankrig.
1371 Landhære kæmper i Gascogne.
1372 England lider flådenederlag ud for La Rochelle, hvor styrker fra Castillien deltager.
1373 Frankrig besætter det meste af Bretagne undtagen Brest.
1375 Der forhandles i juni våbenhvile med Frankrig til 1377.
1377 Fransk angreb på Rye og Portsmouth samt løber ind i Themsen og brænder Gravesend.
1378 Castillianske styrker sejler ind i Cornwalls havne og brænder bl.a. Fowey.
1379 England fører kampagne i Bretagne mod de franske besættelsesstyrker og vinder en del land tilbage, men tager ikke St. Malo.
1380 Gravesend og Winchelsea brændes ned af franskmændene, mens Thomas af Woodstock (Edward III's søn) Loiredalen og Bretagne.
1381 Peasants Revolt. Bondeopstand. Bestod egentlig af en række opstande med tyngde i Sydøstengland og med forskellige årsager, selv om det var rygterne om det ene oprør, der startede de øvrige, men de forårsagende årsager var forskellige. Desuden fandt den største opstand sted i London og ikke blandt bønder, hvilket bl.a. kan læses ud fra de amnestier, der blev givet, hvor 154 af 287, der ikke fik amnesti er fra London. Den kendteste leder var Wat Tyler.
Bretagne overgiver sig til Frankrig, men Brest forbliver på engelske hænder.
1382 Fransk sejr ved Roosebek.
1383 Engelsk kampagne i Flandern.
1385 England fører krigshandlinger mod Skotland.
1386 John af Gaunt drager til Spanien med hærstyrke.
1387 Borgerkrigskampe i England (Radcot Bridge).
1389 John af Gaunt vender hjem fra Spanien.
1394 Første irske kampagne til ind i 1395.
1396 Våbenhvile med Frankrig indledes og varer i 28 år. I forbindelse med våbenhvilen indgår Richard II ægteskab med Charles VI's datter Isabella.
1397 Forræderi mod kongen fører til anholdelse af Duke of Gloucester, Earl of Arundel, Earl of Warwick. De to førstnævnte aflives.
1398 Fortsat interne stridigheder. Earl of March dræbt i Irland, Duke of Norfolk og Duke of Hereford dømmes i eksil.
1399 Anden irske kampagne og senere på året overgiver kongen sig og bliver afsat. Henry of Lancaster bliver konge som Henry IV.
 
De væsentligste strømninger bliver efter ovenstående, at England fører krig på kontinentet, mens der på Englands jord kun er sporadisk hærgen af franske ekspeditioner, mens en egentlig invasion ikke forekommer. Derimod er der i perioden flere opstande af borgerkrigslignende karakter på engelsk jord.

Kulturlivet
Foruden Chaucer var også William Langland aktiv i perioden. Hans Piers Plowman påbegyndes i 1362.
Og i 1369 Begynder franskmanden Jean Froissart sin Chronicles.
1375 omtales Mandeville's Travel Guide og Pearl samt Sir Gawain and the Green Knight skrives.
1381 skriver John Gower sit digt Vox Clamantis.

I perioden bygges der på en del katedraler. Både Westminster Abbey, Winchester og Canterbury får ændret udseendet.
I 1393-1394 får Westminster Hall det flotte hammer-beam roof med Englands bredeste spænd.
I 1393 kommer Julian af Norwichs Sixteen Revelations of Divine Love.


Opdateret 2011-11-26 revideret 2020-11-11.
 Retur til toppen af siden.
Retur til Litteraturforsiden. Retur til hjemmesidens forside