Tidlige biblioteker, lærebøger og boghandel til 1500


Indholdsoversigt


Indledning

Andre aspekter af bøgernes verden er beskrevet i andre af sitets tekster:
Under klostrens indretning er bibliotek og scriptorium - beliggenhed og indretning beskrevet kortfattet.
I en smallere tekst er Danmarks litteratur til 1841 som optaget i Bibliotheca Danica beskrevet.

Biblioteker i antikken kortfattet

Der er fundet lokaler med samlinger af lertavler med skrift på i et tempel i Nippur i Babylonien (den ligger i nutidens Nuffar 150 km SE for Bagdad). Tavlerne er dateret til det tredje årtusinde f.Kr. Tilsvarende samlinger af skrifter på forskelligt materiale fra hele den førkristelige tid er fundet i flere mellemøstlige områder, men de bliver ikke nærmere berørt her.

Flere af de fra litteraturen kendte personer, der virkede i de græske filosofiske retninger, og religiøse centre havde bogsamlinger, men ingen levn kendes fra dem, og heller ikke fra det meget berømte bibliotek i Alexandria er der fundet levn, men der er dokumetation for overførsel af et par hundrede tusinde bind fra det næsten lige så store og berømte bibliotek i Pergamum (Pergamon lå i Ægæerhavet ud for Lesbos ved den nutidige by Bergama c. 20 km fra havet) til Alexandria på foranledning af en romer ved navn Antonius i år 133 f.Kr.

Biblioteker under den tidligste kristendom

Kristendommen var ikke elitær, og de tidligste tilhængere var ikke fra de læsende samfundslag og havde ingen veneration for skriftlige vidnesbyrd. Samtidig var de heller ikke historiebevidste, da alt af værdi for dem begyndte med Kristus. Det varede dog ikke længe, før kristendommen fik brug for nedskrevne tekster og registreringer, og i løbet af få generationer efter Kristus var der mængder af breve, referater, fortællinger, tolkninger og liturgier at begynde at skændes om, forske i og opstille i biblioteker og arkiver.

Dette forhold skyldes til dels selve kristendommen, der kaldes for en trosreligion til forskel fra hedenskab, der er en kultreligion, og hvor kultreligioner kræver gentagne "opførelser" af kultens ritualer, for at de ikke går i glemmebogen, så kræver en trosreligion ikke samme grad af uændrede og gentagne ritualer, og troens indhold, dogmerne og liturgierne, kan noteres og til efterfølgende tider læses og går derved ikke i glemmebogen [10648 p.379ff].

Det betød begyndelsen på - ikke en retablering af de gamle biblioteker - men opbyggelse af nye skrifttyper samlet under kirkens myndighed. Allerede før kristendommen blev tilladt havde kirken i bl.a. Philippi i Makedonien, som disciplen Paul besøgte, i år 117 bedt andre kristne menigheder om at få tilsendt beretninger om martyrer. [MedLib p.15]

I perioden med forfølgelserne af de kristne blev en del af kontroversen ført gennem offentliggjorte pamfletter, der fra de overleverede tekster viser, at både modstandere og tilhængere har haft adgang til samlinger af kristen litteratur af diverse typer, og at der må have været adgang til dokumentsamlinger flere steder fra Romerriget over Mellemøsten til Jerusalem, og det vides, at Alexandria havde bibliotek fra ca. år 180 med både hebræiske og græske tekster af GT.

Bibliotekernes beholdninger af papyrusruller var forgængelige, og fra 300-årene gik et arbejde med kopiering af papyri på pergament i gang. Et af centrene for dette arbejde var kirken i Caesarea i Palæstina, hvor en skriftkyndig ved navn Pamphilius kopierede og korrigerede papyrusruller, der siden blev til stor nytte, da Eusebius skrev sin kirkehistorie og Hieronimus sine epistler og dele af hovedværket Vulgata.

De tidlige kirkebiblioteker blev ikke fredet for ødelæggelse, og mange etablerede biblioteker blev ødelagt under kejser Diocletian i år 303, da regeringen specifikt udstedte ordre om de kristne bibliotekers afbrænding. Det største af dem i Caesarea undslap ødelæggelsen, men Pamphilius blev henrettet og straks ophøjet til martyr. Andre værker blev reddet ved resolut fjernelse fra de truede bygninger, eller ved at kirkens ledere til afbrænding indleverede hedenske værker; også gamle medicinske værker blev ofret i stedet for de kristne kildeskrifter. Ingen af den afbrændende hob kunne alligevel læse, hvad de ødelagde. Dette var det sidste hedenske angreb på de kristne biblioteker i Europa.

Hieronimus' karriere var ret omflakkende, og han virkede fra flere kristne centre. I år 381 var han sekretær for pave Damaus I, der grundlgde vatikanbiblioteket, og nogle af Hieronymus' skrifter blev blandt de allerførste i biblioteket. Hieronimus' forsøg med NT tilgik også biblioteket. Hovedparten af alle tidlige kristne skrifter var enten på hebræisk eller på græsk. Den latinske dominans kom først senere og blev faktisk indledt med skrifter udfærdiget i Nordafrika, inden vandalerne fordrev de kristne fra Afrikas middelhavskyst. Det nordafrikanske center var omkring Augustin, biskp i Hippo Regio / Anaba i Algier. Her oprettede han eller udbyggede det lokale bibliotek og var igangsætter af mange latinske kirkeskrifter, hvor også antikke skrifter blev kopieret.

Middelalderens biblioteker uden for Norden

Vesteuropas kristne biblioteker

Kirkens rolle de første år inden klostrenes opblomstring
I tiden omkring 500-600 blev uddanelsen af kirkens folk ringere, og flere steder klages over præster og munkes manglende evne til at skrive og endog læse. Det fik ikke kopiering til helt at ophøre, men der begyndte at blive et sækulart marked for kopister, da fyrster og andre formuende bogsamlere selv beskæftigede skrivere, der kunne udføre kopiering og korrekturlæsning.

Den store nedgang i læringsniveau fik i 535 pave Agapetus til at oprette en skole i Rom efter samme mønster, som skolerne i Alexandria og Nisibis, sidstnævnte på tyrkisk jord var lærdomscenter for den nestoriske kristendom. Den romerske skole blev aldrig fungerende, men dens sidegevinst var, at det senere vatikanbibliotek blev grundlagt i pavens ejendom, Domus Aniciorum, på Clivum Scauri på Celiohøjen mod Palatinerhøjen.

Forbindelsen mellem Agapatus' bibliotek og det senere vatikanbibliotek under pave Gregor den Store, 590-604, er dog lidt tvivlsom, men tænkelig. Gregors bibliotek blev opbevaret i hans egen bolig og flyttet til de pavelige arkiver i 649. Bogsamlingen var på den tid ringe, Gregor er ikke kendt for hverken at citere eller på anden vis anvende bøger i nogen udstrækning, og hans efterfølgere anmoder om at få tilsendt standardværker fra andre kirkecentre i Europa for at fylde hullerne i samlingen.

Fra år ca. 750 under pave Zacharias opbevaredes bogsamlinge i Lateranet, som han genopførte, og fra dette tidspunkt var arkiv og bibliotek, Bibliotheca sedis apostolicae, igen adskilte.
For mange andre kristne centre i Europa: Toledo, Braga, Sevilla... er der vidnesbyrd om biblioteker af relativ betydelig størrelse i 600 til 800, men udviklingen er ved at gå i stå og lærdomsniveauet som anført for nedadgående. Fra begyndelse af 700-tallet blev Spaniens betydning ved den muslimske invasion færdig for de næste århundreder.
[MedLib p.23ff]

Klostrenes biblioteker

Hvor de tidligste biblioteker i tilknytning til kirkecentrene på mange måde bar mindelser om de hedenske antikke biblioteker beroende i forbindelse med templerne, og ægyptiske munke fx læste mange klassikere fra antikken, så var grundlæggelserne af klosterbibliotekerne fra Cassiodorus' Vivarium i Syditalien og over de missionerende angelsaksiske og irske munkes klostergrundlæggelser efter cirka år 600 rene ny-kristne institutioner, og i disses biblioteker indgik værker med ren kristen brugsværdi, og først senere begyndte filosofiske og logiske værker af de antikke græske forfattere at blive accepteret i samlingerne. En undtagelse er dog stadig Cassiodorus, der først tjente som bibliotekar for den ostrogotiske kong Theodoric, og efter dennes død i 526 for hans efterfølgere, indtil det ostrogotiske riges sammenbrud under Justinian. Han drog i omtrent tyve år til Konstantinopel og vendte derfra senest i 555 til Syditalien og sit kloster Vivarium, hvor klassiken stadig blev holdt i hævd.

Mange værker blev dog ikke anset for at være af betydning. Idealerne om asketisk levned gjorde ideen om lærdom noget suspekt i munkenes livsopfattelse og et bibliotek med de nødvendige bøger til kirketjenesten samt de opbyggelige skrifter, der kunne læses op af ved måltiderne i refaktoriet var for mange tilstrækkeligt. Under Gregor den Stores pavetid nævnes bibliotek og læsning kun en gang i hans Dialoger, der beskriver de gøremål en munk burde have i arbejdslivet. Den sidste store klassiker anses for at være Boethius, der kom frygtelig af dage under Theodoric den Store. Han nåede dog at få sit hovedværk, De consolatione philosophiae, gjort færdigt i fængslet lige før sin død i 525.

Efter Hieronymus' begyndelse var det først med Benedikts prisning af kopiering og bevarelse af den ældre litteratur og den voksende kirkes behov for dokumentation og den bedre uddannelse et par hundrede år senere omkring Karl den Stores tid, at bibliotekerne igen voksede i mængde og betydning.
[MedLib p.32ff]

Et af de væsentlige biblioteker syd for Alperne blev Bobbios, grundlagt af St. Columba fra Irland, der kom til Norditalien i 612. Her døde han også den 21. november 615 i en alder af 75 år. Han havde da grundlagt klostre på sin vej sydover ved Anegray, Luxeuil og Fontenay. I Bobbio indrettede Columban straks et bibliotek for sine (få) medbragte værker og en skrivestue, og man fortsatte her med at benytte den irske skrivestil indtil midten af 900-tallet, hvor der da i kataloget var opført 666 værker. Nogle af disse værker er stadig kendte og befinder sig i andre biblioteker, fx overførte en kardinal i 1616 over 60 af de gamle værker med til Det Ambrosianske Bibliotek i Milano heriblandt et eksemplar af den meget berømte Ulfilas bibelversion på gotisk kopieret af Hieronymus. Vatikanbiblioteket har også en god snes af værkerne, mens en større del opbevaret i universitetsbiblioteket i Turino brændte i 1904.
[MedLib p.46f]

Den store irske indflydelse på kontinentet i årene efter den irske klosterudbredelse og den lidt senere engelske Bonifacius fortog sig også på andre områder end skriften hurtigt efter karolingernes magtetablering, og interessen for Rom voksede under Karl den Store og hans efterfølgere. Et vigtigt kloster i forbindelse med bogvæsenets historie blev Fuldas grundlagt i 744 af en af Bonifacius' følgesvende, abbed Sturmi eller Sturm, død 749. Fulda blev skabt med Monte Cassino som forbillede, og klostret fik exemption fra stiftstilhørsforhold, men kom fra 765 direkte under kejserens myndighed for de verdslige forhold og blev et skole- og lærdomscenter såvel som et administrationscenter. Bonifacius blev begravet her efter han var myrdet af friserne i 754. Klostret blev sækulariseret i 1803.

Fuldas bibliotek indeholdt flere tusinde manuskripter, og der er endnu fire af dem i Fuldas offentlige bibliotek. Det mest berømte værk er Codex Fuldensis med en evangelieharmoni, Diatessaron, der ret sikkert er fremstillet i Italien og derfra bragt til England af Benedict Biscop eller Ceolfrid. Fra England er den igen returneret til kontinentet og nu i en angelsaksisk indbinding til Bonifacius i Fulda. Et bevis på den store mobilitet der var for bøger i den tidlige middelalder, men også en påmindelse om, at adskille den irske og den egelske indflydelse på kontintets klostre og deres biblioteker før Karl den Store.
[MedLib p.51ff]

Angelskasiske biblioteker

Efter romernes afgang fra De britiske Øer foregik der ingen dokumenteret udfærdigelse af lærdomsskrifter. Der er forskellige tolkninger af enkelte sætninger, der kan give en ide om mulige litterære funktioner, men intet sikkert nok til at kunne retfærdiggøre en opfattelse af skriftlig eller klassisk uddannelse. Et eksempel om bogruller fundet i St. Alban's klostret i 1000-tallet skrevet af en munk kan tilbagevises som fiktiv underbygning af en helgendyrkning. Når der alligevel om et sådant citat er stof til udlægninger om et højere lærdomsliv, skyldes det, at ordet bogrulle er anvendt, og bogruller gik af mode i 400-tallet, så blev der virkelig fundet bogruller i St. Alban's ved det første årtusindskifte, så er det en uventet oplysning. [MedLib p.102]

Under alle omstændigheder er kendskab til en skriftkultur og et udviklet bogvæsen først til stede i England efter missionsvirksomheden gik i gang omkring år 600. I Irland er det første tegn på en vis klassisk uddannelse også først fra 600-tallets slutning (Adamnans Columbas Liv), hvor klassisk dannelse var spredt via Nordengland over Iona til Irland. Hovedparten af de tidlige irske skrifter er kendt fra de kontinentale klostre grundlagt af de irske missionærer, fx Bobbio.

Da kristendommen i Irland, og som den derfra blev spredt til England, mellem romernes afgang og Augustines mission (597) ikke fik tilgang af ny udvikling, hvilket viste sig under synoden i Whitby i 664, så må man ikke formode, at der var kommet signifikante mængder af hverken religiøse eller verdslige skrifter over Kanalen før efter 600.

Men Augustines oprettelse af kristendomscentret i Canterbury ændrede totalt billedet. Efter 600 kom der en livlig trafik med litterære produkter, og udviklingen kulminerede med Bedes værker i slutningen af 700-tallet. Derefter gik det igen galt, og denne gang på grund af de nordiske vikingers plyndringer og afbrændinger, der først ophørte henad 200 senere. Desværre er der ikke overleveret bibliotekslister eller inventarier før normannernes komme i 1066, så historien om dde tidlige engelske biblioteker kan kun skrives ud fra de bemærkninger, der er fundet i andre værker fra samme tid.

Som eksempler på denne aflede bevisførelse er, at der må have været et antifonarium til rådighed, da diakonen James, der i 625 tog til York med Paulinus, havde lært at synge gudstjenestepartierne i Canterbury. Fra midten af 600-tallet var der bibler, evangelier, Benedikts Regel, Salmebøger og skrifter af kirkefædrene i de fleste engelske klostre og kirkecentre. Kong Siegebert havde grundlagt en skole i East Anglia, hvor en biskop Felix fra Burgund underviste i de klassisk-kristne discipliner, hvilket jo må have været indledt med at lære at læse og skrive latin. For en videregående uddannelse var det nødvendigt at rejse til kontinentet.

Benedict Biscop er det lysende eksempel i 600-årene. Han var angelsaksisk og døde 690. Benedict var i Rom mange gange og blev ordineret i klostret i Lérins i Sydfrankrig. Han hjembragte bøger til De britiske Øer, var abbed i Canterbury i to år og grundlagde klostrene i Wearmouth i 674 og Jarrow i 682, hvor Bede senere havde stor nytte af Benedict Biscops bøger. Benedict var den største bogsamler i landet før normannerne.

Også skrivestuerne i Wearmouth- og Jarrowklostret i Northumbria blev væsentlige i kopieringen af bøger, og der blev produceret meget fine eksemplarer af Vulgata under Ceolfrids abbedtid. Enkelte dele af et af Vulgataeksemplarene har overlevet til i dag, og det væsentligste af kopierne kaldet Codex Amiatinus efter sit senere findested har i dag sin plads i Firenze.
[MedLib p.109f]

Det andet store bibliotek i 700-årene var Canterburys, og der var mindre biblioteker i domkirkerne og klostrene i Hexham, Lindisfarne, Malmesbury, Barking og Iona i Skotland. Biblioteket i York blev grundlagt lige inde Bedes død i 735, men mange af de nordlige biblioteker gik til under vikingeplyndringerne, der indledtes sidst i århundredet. Yorks bogbestand kendes hovedsageligt fra Alcuins skrifter. Alcuin blev oplært og en tid lærer ved skolen i York. Det er fra de nævnte biblioteker at missionærerne, der drog til kontinentet, hentede hovedparten af deres bøger.

Perioden fra vikingernes ankomst og til normannernes ankomst var præget af tilfældighed i opbygningen af bogsamlinger, da de mange plyndringer umuliggjorde nogen længerevarende planers gennemførelse. Ved normannernes ankomst i 1066 var centrum for bogsamligerne flyttet til Winchester, Worcester (og under Worcester klostrene Westbury og Ramsey) og Canterbury, der også var centre for de klosterreformer, der i 900-tallet genopbyggede de benediktinske idealer inden for klosterlivet. Glastonbury hører også til i denne liste, selv om det blev vikingplyndret, men kong Edmund og abbed Dunstan, senere ærkebiskop, fik biblioteket genopbygget, og man har endda i Bodleian Library i Oxford et manuskript af en Ovid fra dette kloster, og det er det ældste bevarede britiskproducerede klassikermanuskript.

Karl den Stores biblioteker

Den vigtigste person i den karolingiske renæssance, der betød meget for lærdomsniveauet under karolingerne, var englænderen Alcuin født 735 og ansat ved Karls hofadministration. Alcuin tog til Rom efter palliet til ærkebiskoppen i Canterbury og gjorde ophold på tilbagerejsen hos Karl, der inviterede ham til hoffet og året efter, i 782, vendte Alcuin tilbage til Aachen, hvortil han blev fulgt af en del af sine elever. Han forblev i Frankerriget til 789 officielt som abbed af klostret i Ferrières noget øst for Paris. Alcuin vendte fra Ferrières tilbage til England, men fra 796 til sin død i 804 var han ved St. Martins kloster i Tours.

Alcuin var ivrig efter at hæve uddannelsestilstanden i Frankerriget, og kongen, senere kejseren var ihærdig for at fremme sit rige også på dette nogel negliserede område. Alcuin indledte derfor sit arbejde med at rekvirere bøger fra England, der i hele hans karriere var hans foretrukne leverandør, med Rom på andenpladsen. Alcuin oprettede kopicentre og importerede værker til en række af biblioteker i Franken, men blev også mødt med modstand fra de lokale munke, der formodentligt har set ham som en fremmed invaderende. Alcuin måtte fortælle munkene i Tours, at det var bedre at kopiere bøger end kultivere vin, hvilket ikke faldt i god (eller frodig) jord lokalt.

Under Alcuin blev hovedparten af værkerne kopieret i det, der i dag kaldes for den karolingiske minuskelskrift, og Tours blev specielt berømt for sine smukke manuskripter udført under Alcuin. En del af disse gik til kejserens bibliotek i Aachen, der blev tidens største på det europæiske kontinent samtidig med at han og andre i hans familie donerede værker til så godt som alle de kendte kloster og kirkecentre i sit rige.

Interessen for viden fortsatte under Karls efterfølgere: Ludvig den Hellige, 814-840, og Karl den Skaldede, 840-877. De vigtigste centre i 800-tallet var klostrene i Fulda, Reichenau, St. Gallen og Ny Corvey samt kirkecentrene i Würzburg, Salzburg og Mainz. Fulda havde i midten af århundredet tolv munke i gang med kopiering i scriptoriet. Der var ingen intellektuelt tilsvarende aktive vest for de store tyske floder.

Man har regnet på produktionerne af de i dag kendte værker fra St. Gallen og Reichenaus klostre i disse århundreder. Fra 700-tallet kendes 65 kopierede værker, fra 800-tallet 337, fra 900-tallet 115, fra 1000-årene 56, og fra 1100-årene 58. Der var altså en helt enestående produktion i netop Alcuins og Karl den Stores tid. Også fra klostret i Lorsch har man nogle tal, da der er bevaret et indeks over deres bøger i 800-tallet, og det indeholder 590 titler opdelt i 63 emner, den første gruppe er dog de udstyrsmæssigt mest kostbare bøger, men resten er indholdsopdelt.
[MedLib p.56-67 + 80]

De store katedralbiblioteker kunne hverken i størrelse eller scriptoriemæssigt sammenlignes med klostrenes før efter årtusindskiftet, og i det allernordligste af Franken omkring Hamborg blev klostre og kirker samlinger med mellemrum ødelagt af plyndrende vikinger, der ikke havde mindste respekt for slige sager - bortset fra deres pengeværdi.

Højmiddelalderens biblioteker

Højmiddelalderen kan i denne forbindelse siges at dække tiden fra Karl den Store til omkring 1250. I denne periode opstod der intet med samme fokus på litterær arv eller kultur som hoffet under Karl den Store og måske hans sønner havde haft. Det nærmeste var den engelske Kong Alfreds angelsaksiske renæssance, men den var kun et mindre anliggende og fik ikke "verdensbetydning".

I periodens sidste hundrede år kan der ud fra bevarede bibliotekslister i klostrene noteres en stigende aktivitet fra 25, 17, 30 til 62 lister for århundrederne 9, 10, 11 og 12. Forøgelsen af kopierede manuskripter viser en stigning, men ved læsning af listernes indhold ses det, at litteraturens vidde var blevet indskrænket: De klassiske skrifter forsvandt næsten totalt, og ingen nye lærebøger kom til. Klosterbibliotekernes indhold domineredes af værker af og om kirkefædrene, og først ved skolastikkens fremkomst ændrede billedet sig.

Klostrene stagnerede, og antallet af læse- og skrivekyndige munke aftog i antal. De arbejder, der blev udført var kopieringer. Nye værker kom der få af. De "moderigtige klostre" som Cluny og Citeaux så indad mod dogmer, ritualer og religiøs meditation. De var uinteresserede i almen lærdom og de verdslige videnskaber. Uddannelsesrollen blev overtaget af domkirkeskolerne, der fra ca. år 1000 begyndte uddannelsen af andre end de klausurbelagte munke.
Forskellige steder i Europa dukker den individuelle bogsamler og bogelsker op. Fx i Italien Napolihertugerne og i Aquitanien hertug Wilhelm V, 993-1030), der grundlægger samlinger med bredere emnekreds og især ses i de verdslige biblioteker mere interesse i værker på de folkelige sprog end i latinske og græske værker. Et nyt centrum opstod hos de normanniske fyrster i Syditalien og på Sicilien omkring 1100. Her blandedes europæisk, klassisk og arabisk kultur på bedste vis.
[MedLib p.129ff]

Mængden af bøger var med nutidens målestok stadig meget begrænset. Af de italienske biblioteker ca. år 1000 havde Bobbio 666 værker, kirken i Lucca havde 19 bind, og i 1023 havde Monte Cassino 21 bøger. Pavestatens bibliotek var så godt som uden betydning næsten indtil renæssancen. Vatikanet havde fælles arkiv og bibliotek og en særskilt bibliotekarstiling blev først besat under Hadrian I omkring 790. Den begrænsede interesse for området ses af udnævnelsen af ærkebiskoppen i Kölln som titulær bibliotekar i Vatikanet fra 1023 til 1064, og biskoppen satte aldrig sine ben i Rom. Først fra 1144 blev arkiv og bibliotek adskilte. Men betydningen af dette er i dag ubetydelig, for da normannerne i 1084 plyndrede Rom, blev biblioteket i Lateranet brændt af, så hvad der findes i dag stammer fra tiden efter cirka år 1100, og det første kendte bibliotekskatalog stammer fra 1295. Og klostret i Monte Cassino blev plyndret af sarecenerne den 22. oktober 883, og de plyndrede og brændte, hvad der var. Munkene flygtede med nogle værdigenstande og blandt dem Benedikts Regler i manuskript af - hvad de mente var Benedikts egen hånd - men glæden blev kortvarig, for i 896 brændte den ejendom, de havde etableret sig i i byen Teano, og dermed må vi afstå fra at få opklaret, om håndskriften virkelig var Benedikts, da alle deres medbragte bøger også gik op i flammer.
[MedLib p.140f + 170]

Frankrig i senmiddelalderen

Der er ikke overleveret mange oplysninger om bogsamlingerne i franske klostre og kirker mellem udgangen af 1200-tallet og begyndelsen af 1500-tallet. De fleste oplysninger fra denne periode drejer sig om fyrstebiblioteker. En af årsager var afbrøndinger ogplyndringer i kirker og klostre gennem 100-årskrigen og efter krigen var klostrenes tid ved at rinde ud. I de verdslige samlinger var datidens "coffee-table books" på vej frem. Der blev produceret store meget flot illuminerede manuskripter til fyrsterne, og der opstod en mængde civile håndværkere, der kunne udføre disse opgaver.

Frankrigs nationalbibliotek så sin begyndelse i 1300-tallet ved gaver fra Johannes II (1350-1364) og fortsat under Karl V (1364-1380), der beskæftigede flere kopister og andre boghåndværkere lønnet fra hans egen kasse.
[MedLib p.414-417]

Tysklands og Frankrigs biblioteker i højmiddelalderen

I Højmiddelalderen er der optalt mere end 1.000 tyske klostre, og hovedparten af disse havde bøger, om end nogle kun havde få. I løbet af perioden aftog antallet af bøger i klostrene, og nogle mistede mellem halvdelen og tre fjerdedel af deres samling. Mod nord i SAksen var der en betydelig interesse i uddannelse, men de eksisterende værker blev benyttet, og deres konservative linje krævede ikke nye værker, og initiativet overgik fra klostrene til katedralskolerne som i andre af de omkringliggende lande.
[MedLib p.190ff]

Fulda sendte munke til Rom for at kopiere bøger i 1054, men man ved ikke hvilke værker, det drejede sig om, og der er ikke bevaret kataloger, hvoraf det kan udledes. Fra Widukinds krønike kan det udledes, at han i år 968 har haft kendskab til bøger af Bede, Dekanen Paul, Jordanes og Einhard, men også visse klassikere som Sallust, Livy og Lucan.
[MedLib p.191]

St. Gallen var meget uheldig. På grund af faren for overfald fra ungarerne om kring 924 sendte de deres bøger til Reichenau, og da faren var drevet over fik de også det samme antal retur, men Reichenau havde benyttet lejligheden til at beholde de mest kostbare værker og sende ringere eksemplarer retur. Et tankevækkende eksempel om broderlig hjælp inden for klostrenes mure.
[MedLib p.195]

Af de biskoppelige biblioteker havde Mainz, grundlagt 747, en relativ mager samling, der var tilstrækkelig til kirketjenesten og undervisningen, mens Kölln var betydeligt større fra dets udvikling under karolingertiden, og det overtog i højmiddelalderen pladsen, som det førende bibliotek blandt katedralernes. Speyer og Worms var af mindre betydning.
[MedLib p.207f]

Tysklands biblioteker i senmiddelalderen 1300-1500
1200-tallets udvikling i Tyskland førte også til et skift i den litterære kultu fra afsides lukkede klostre til byerne, hvor de nye prædiken- og missionerende ordner holdt til. Samtidig blev stiftsadministrationen stærkere, biskoppens rolle forstærket og domskoler og begyndende universitetsoprettelse fremkom. De gamle hovedklostre som St. Gallen, Reichenau og Corvey sank ned til provinsielle tilbagestående institutioner.

På tros af ligegyldighed og manglende vedligehold i de gamle klostre, så havde Tyskland langt over 1.000 klosterbiblioteker med værdifulde samlinger. Det opdagede især de tidlige italienske humanister, der drog til Tyskland på jagt efter kopier af de klassiske værker fra antikken. I nutidens samlinger i München kan man mønstre over 600 kataloger fra denne periodes tyske klostersamlinger. Under kirkemøder blev gamle værker fremlagt og lånt ud, og mange kom aldrig retur til rette ejermand. Værkerne forsvandt i stort antal til Italiens renæssancecentre, hvor de siden er forblevet.

Og hvad humanister og reformation ikke fik ødelagt i bogsamlingerne gjorde 30-årskrigen en ekstra reduktion i. Klostret i Corvey blev flere gange mellem 1618 og 1648 plyndret og de få rester befinder sig i dag i bibliotekerne i Marburg og Wolfenbüttel. St. Gallen blev ramt af ildsvåde i 1314, men en del af samlingen blev reddet for 100 år senere under konsiliet i Konstanz 1414-1418 at blive besøgt af tre italienske bogjægere, Poggio, Cencio og Politiano, der af den naive abbed fik forelagt klostrets skatte, som de simpelt hen stjal med sig ved afskeden. Der var tale om værker som Argonauticon, Ciceros Orationes og Vitruvius' Architectura i meget gamle "originale" kopier.
[MedLib p.456f]

Tyske fyrstebiblioteker dukkede op i 1400-tallet. De tekstvidnesbyrd, der findes, nævner enkeltbøger og mindre antal, men med datidens øjne var alene 25 værker en stor samling. Mange kataloger fra 1400-tallet viser også samlinger privatejet af kirkelige embedsmænd; biskoppen i Passau havde fx 56 bøger privatejet.
En ganske speciel tysk opfindelse er offentlige biblioteker i 1413 havde Brunswick et, i Aachen kom offentligt bibliotek i 1418, og Hamburg og Danzig fik hvert et i 1469. Nürnberg fejrede deres stadsbiblioteks fem hundredeårs jubilæum i 1929. Disse bibliotekr var placeret i en af byernes kirker eller kostre.
Universitetsbibliotekerne i Heidelberg blev grundlagt i 1386 med en kongelig gave på 152 værker, der i løbet af de næste to hundrde år gjorde biblioteket til et af de fremmeste i regionen. I Leipzig blev universitetsbiblioteket grundlagt i 1409, og tættest på Danmark var universitetsbiblioteket i Rostock, der også er fra 1400-tallet.
[MedLib p.466 + 470ff]

Frankrigs biblioteker 1000 til 1300
Frankrigs biblioteker led stærkt under normannerplyndringerne efter karolingertiden var forbi. Så godt som alle annaler og krøniker skrevet i Seinedalens klostre er forsvundet, og man har ikke bevaret manuskripter fra før år 1000 cirka fra klostrene i bl.a. St. Riquier, St. Dennis og St. Germain-des Près. Efter normannerfaren var drevet over oplevede Nordøstfrankrig en renæssance, og der blev igen skabt betydelige samlinger i området med Auxerre, Reims og Paris som centre. Paris fik ekstra betydning efter universitetet var oprettet efter 1200. Clunys katalog fra ca. 1150 opviser 570 bind samt 52 bind bibler og missaler, og flere af dem indeholdt mere end en titel.
[MedLib p.223ff]

Engelske biblioteker i højmiddelalderen

Perioden indledtes med normannernes indtog i 1066, men forårsagede ikke megen ødelæggelse i kirkeinstitutionerne. Først de følgende år, hvor nordengelske fyrster gjorde oprør, og William sendte tropper nordpå, hvor de plyndrede, brændte og undertvang de genstridige, gik en del manuskripter til. Den sidste modstandsrede var omkring Ely i marsken i Fenland i East Anglia, og her blev modstanderne forrådt af kirkens folk, hvorfor vi må formode, at deres kloster og kirkes indhold ikke led overlast.

Centret for skriftkulturen lå i Canterbury både før og efter 1066. I ærkebispesædet, Christ Church klostret, og i byens andet førende kloster, St. Augustine (senere blev navnene St. Peter and St. Paul tilføjet), var landets største bogsamlinger, og de to samlinger konkurrerede ofte om at have de bedste manuskripter. Williams udskiftning af de engelske kirkefolk med normannere, der generelt havde en større litterær indsigt og interesse, forøgede fokuset på bøgerne også i andre dele af landet. Fra statistikkerne ved man, at der ved bispernes underskrift på manifestet i London i 1075 (dekret om stiftskirker skulle være i byer med mur omkring) var der 13 ud af 21 abbeder, der var engelske, mens det ved tronskiftet i 1087 til William Rufus kun var tre ud af de 21 abbeder, der var engelske, resten var normanner.

Også Rochester, St. Albans, Lincoln (flyttet fra Dorchester i 1075), Hereford, Worcester, Durham, York samt i London Westminster og St. Paul's havde bogsamlinger i denne periode. Pladsen er ikke her til at komme nærmere ind på indholdet i bibliotekerne. Interesserede henvises til bl.a. det her brugte værks detaljerede behandling.
[MedLib p.267-309]

Engelske biblioteker i senmiddelalderen

I den sene middelalder var de gamle klosterordener som benediktinerne på retur. Den førende rolle var overgået til ordener som franciskanerne og dominikanerne, men disse fik aldrig den store indflydelse på bogsamlingerne i England. Derimod forøgedes domkirkerne med deres skoler deres betydning, og de to universiteter i Oxford og Cambridge fik ligeledes forøget betydning for den skriftlige kultur. Det er også i den sene middelalder, at de bogsamlende adelsmænd viser sig, og blandt disse var hertugen af Gloucester, Humphrey, bror til kong Henry V, den betydeligste.

Blandt domkirkerne var det stadig Canterbury, der dominerede, og i en katalog fra ca. 1350 opføres der 698 bind i biblioteket med et indhold på næsten 3.000 værker. Det er værd at bemærke sammenhængen mellem antal bind og titler - et forhold man i tilsvarende oplysninger fra andre biblioteker må erindre sig. Katalogen er nu opdelt i grupper i henhold til giverne og så vidt muligt i kronologisk orden, hvilket er endnu et ordningsprincip.

Andre kirkecentre med større samlinger var St. Alban's, Salisbury, men først efter 1400-tallets begyndelse, Durham, hvis bogsamling kendes fra klostrets katalog, der blev fuldendt i 1416. St. Paul's i London havde en mindre samling, og mindre samlinger fandtes også i Exeter, Chester og Gloucester. I Oxford og Cambridge var der også i senmiddelalderen flere bogsamlinger både i de forskellige colleges, klostre og kirker samt i selve universitetet - i Cambridge University dog tidligst fra første fjerdedel af 1400-tallet.
[MedLib p.373-407]

Byzantinske biblioteker i middelalderen

Byzantinske, kristne biblioteker kunne reelt først opstå ved Konstantinopels grundlæggelse i 330, og de kunne ikke vare længere end til 1453, da Konstantinopel faldt til tyrkerne. I periodens første tre hundrede år var bibliotekerne præget af den klassiske græsk-romerske kultur, og de næste tre hundrede år eller til omkring år 850 var forvirrende og til tider kaotiske, hvorefter der kom mere end 500 år med både perioder med stabilitet og perioder med megen krig og uro, specielt i forbindelse med korstogene og dynastiske kampe mellem kejserslægterne, hvor kulturen fik en slags renæssance i det østromerske rige.

En del af vor viden til bogsamlingerne er kommet fra de manuskripter, der efter ca. 1100 blev sendt vestpå fra det græske område til det romerske og det vesteuropæiske. Som eksempel kan nævnes Ptolemæus' skrifter, medbragt til Italien af munken Maximus Planudes, ca. 1280, og hele den videnskabelige tradition stammende fra græsk og ny importere retur i de græske og oversatte arabiske manuskripter, for igen i Vesteuropa at blive oversatte til latin og genudbredt. De traditionelt konservative kristne skrifter var ikke de mest interessante, for de var kendte i Vesteuropa, men de videnskabelige og andre litterære kilder blev yderst efterspurgte, da renæssancen nærmede sig.

Før Konstantinopel var der bibliotek i Nicomedia under kejser Diocletian, der iværksatte kristenforfølgelser i 303, men Constantin overførte det senere til Konstantinopel og især hans søn, Constantius, sørgede for at bevare latinsk litteratur, da latin var administrationssproget og forblev det indtil omkring 600, hvor sproget blev græsk. Begge de senere kejsere Julian og Valens i 372 sørgede for kopiering af manuskripter og vedligeholdelse af beskadigede.
I 400-tallet var biblioteket forøget til en påstået 120.000 bind, men de blev ødelagt i en brand i byen under Basilacius' opstand. Øjensynligt var det muligt at retablere biblioteket, for få år efter under kejser Zeno var det igen af betydelig størrelse.

Foruden en omgang jordskælv i 500-tallet, så bragte ikonoklasmen under kejser Leo III Isaureren (717-741) betydelige ødelæggelser til bibliotekerne mellem 727 og 843. Bl.a. brændte han kejserhoffet bibliotek med 36.000 bind ned. Den helt utroligt blodige og unødvendige ødelæggelse af hele byen og dens kultur fandt sted under det fjerde korstog, da de kristne tropper gik amok i plyndring og skændselsgerninger efter byens fald 13. april 1204. De kristne ødelagde alt. Da trykerne indtog byen 1453 skånede de bogsamlingerne og øvrige kulturskatte.
Konstantinopel oplevede fortrinsvis fred de sidste to hundrede år inden tyrkerne kom, og i den tid blev bibliotekerne igen opbygget.

Også mod vest var de kristne ganske effektive til at ødelægge kulturlevn. Da muslimerne blev undertvunget på den spanske halvø blev en del manuskripter reddet med over til Nordafrika, men under plyndringen af Tunis under Karl V i 1536 var det igen en kristen, der udstedte befaling om bogafbrænding, og alle arabiske bøger blev brændt. Ved den lejlighed røg også antikke klassiske og kristne skrifter, men skrevet på arabisk, i flammerne. Påstanden om, at man lærer af historien er ikke gældende for krigeriske europæere.
[MedLib p.310ff + 326 + 368]


Skandinaviske biblioteker i middelalderen

For at holde en vis form for kronologi i fremlæggelsen er omtalen af de skandinaviske biblioteker anbragt sidst i rækken, fordi Skandinavien - bortset fra runerne - først fik en skriftkultur efter år 1000, mens Vesteuropa syd for Danmark havde haft det i mange hundrede år.

Det findes heller ikke mange levn fra den tidlige skriftkultur: Nogle få bøger kendes, bemærkninger i testamenter og i nogle gavebreve. Fra bogbind er der hentet affaldspergament med spredte bemærkninger på, men generelt er vi dårligt hjulpet med de direkte vidnesbyrd, og der eksisterer for eksempel ikke, som nævnt fra de sydlige egne, noget bibliotekskatalog i Danmark før 1312, hvor der blev optaget et inventarium i Ribe Domkirke, og heri nævnes nogle få servicebøger for gudstjenesten.
[MedLib p.482]

Da Danmark ikke havde et universitet før 1476, så havde alle universitetsuddannede danskere været i udlandet, og Paris var det foretrukne sted, enkelte havde været i Italien, og fra midt i 1300-tallet blev Prags uiversitet også en anvendt læreanstalt, der i 1400-tallet blev delvis overtaget af de tyske universiteter. Fra disse uddannede folk er der bevaret enkelte bøger og der er oplysninger om gaver til kirkelige bogsamlinger.

Med disse enkelte værker måtte de danske munke så også i gang med at kopiere. En af de flittigste, som vi har meddelelse om, er franciskanermunkenJohannes Pashae, der i 1297 fuldendte en to-binds Bibel, som han havde arbejdet på i atten måneder. Den næste, han kopierede, tog det ham to år om at færdiggøre, men denne var da også i fem bind. Hans arbejdsplads, eller ordregiverne var fra klostrene i Roskilde, København og Lund.
[Lindbæk, 1914: De danske Franciskanerklostre, København, p.163]

De vigtigste middeladerlige biblioteker i Norden var:
Lund domkirkes bibliotek, der opstod allerede i første fjedredel af 1100-tallet.
Roskilde, Århus og Ribe havde også samlinger, men der er kun bevaret hhv. tre, to og måske en fra disse samlinger.

I Sverige var ærkebiskoppens samling i Uppsala blandt de første og største, og interessant er det, at domkirkebiblioteket i Strängnäs stadig til i dag som det eneste i Norden er intakt, som det var i middelalderen. I Norge er det ældste bibliotek ved domkirken i Trondheim, Nidaros Domen. Det går tilbage til 1100-tallet, da der allerede i 1187 i værket Historia de antiquitate regum Norvagensium af Tjodrek Munk omtales en betydelig bogsamling på stedet.
På Island var der en betydelig produktion af skrifter fra 1100-tallet og fremefter, men ikke mange overlevede reformationen. Alle kirkeværkerne var naturligvis på latin, men en betragtelig del af historiske og sagaværker blev skrevet på eget sprog, men det var sent i middelalderen og af mange af dem er det kun fragmenter, der i dag findes. Man har i Norge fra gamle bogbind hentet 6.000 fragmenter frem. Disse stammer fra 1000 latinske værker og 100 norske værker. I Danmark kendes der omkring 1.500 fragmenter, mens Sverige har mere end 30.000 fragmenter, der fordeler sig på mere end 4.000 værker.
[MedLib p.484ff]

De nordiske bogsamlinger var gerne ordnet efter sprog eller efter nogle få videnskabsgrene, og oftest efter en blanding af begge principper.

Der er materiale om emnet i følgende:
Erslev, Kristian, ed., 1901: Testamenter fra Danmarks Middelalder indtil 1450, København;
Brandt, C.J., 1851: "Et Præstebibliothek i Slutningen af Middelalderen", in Dansk Kirketidende, VI, p.299-302;
Daugaard, Jacob Brøgger, 1830: Om de danske Klostre i Middelalderen, København, pp. 106-112;
Jørgensen, Ellen, 1927: "De middelalderlige latinske Manuskriptr i det kgl. Bibliotek", in: Festskrift til Kristian Erslev, København, pp. 211-226;
Suhm, P.F., ed. 1794: "Katalog over Bøgerne i Oem Kloster", in: Nye Samlinger til den danske Historie, Bind III, København, pp. 312-324;
Petersen, C.S., 1924: "De danske Bibliotekers Historie", in: Dahl, S., ed.: Haandbog i Bibliotekskundskab, Bind II, København, pp.34-44;

Spredte oplysninger kan findes i de forskellige bind af Diplomentarium og tilsvarende Danske Breve.
[Uddraget fra noterne i MedLib p.478]

Endvidere alment kapitel om skrift og biblioteker i danske klostre i:
Jørgensen, Jens Anker + Thomsen, Bente, 2004: Gyldendals bog om danske klostre, afsnittet pp. 63-73.


Boghandel med lærebøger til universiteter

Fra 1250 var der bestemt boghandlere i de store universitetsbyer og de større handelsstæder. Boghandlerne havde egen produktion med tilknyttede skrivere, der kopierede bøgerne og handlede også med brugte bøger.

Ønskede en velbeslået herre at anskaffe sig en tidebog ville han bestille den udarbejdet hos en boghandler, og han ville med boghandleren aftale de nærmere enkeltheder om pergament, størrelse, skrift, illumination og indbinding. Kontrakten ville også indeholde en produktionstid og en pris. Og så var det bare at vente. Boghandleren måtte først sikre sig et eksemplar af den ønskede tekst at kopiere efter, dernæst materiale, idet fx pergament kunne være en mangelvare.

Til forskel fra den tidlige middelalders klosterkopiering, der kunne tage ganske lang tid, da munken havde andre pligter at udføre, ikke mindst de syv til otte gange om dagen, hvor der var kirketjeneste, så kunne den sækulare kopiering i boghandelen gøres hurtigere, da det mere var et penge- og ressourcespørgsmål end et teknisk spørgsmål. Der er skrifter, hvor skriveren har indført sin arbejdstid, der viser, at en tidebog kunne udføres på en uge og illuminationerne med flere om dagen. Eksemplerne er fra slutningen af 1400-tallet.
[7297 p.5-7]

Se om peciasystemet herunder.


Biblioteksindretning

Under udgravningen i Herculanum blev der fremgravet et biblioteksrum i et privathus. Rummet var som sagt ca. 3 x 4 meter og med boghylder eller bogreoler langs væggene. Bøgerne var bogruller, og de lå fladt på hylderne eller stod på endestykket i små cylindriske beholdere, der kunne være med låg. Nogle af væggene havde dueslag for bogruller. Plinius den Yngre havde et bogskab i sit soveværelse, og indrettet efter samme model, som de senere klostre benyttede.
[OCD]

Havde man et helt lokale afsat til bogopbevaring, så kunne det i senmiddelalderen være indrettet på førstesalen i klostrets østfløj, men der var biblioteker i vesttårnene og i sidekapeller i kirkerne og helt særlige placeringer. Det var formodentligt sådan også den gang som i nutidige biblioteker, at bogbestanden har det med at vokse, og man må efter bygningerne er opført finde plads til dem, hvorfor uegnede hjørnerum og på triforium-niveau med for lidt lys kan ses som biblioteker. Et ganske særligt sted for placering af et bibliotek, er huset midt i klostergården i St. Wandrille ved Fontenelle ved Seinen i nærheden af Rouen. Det blev grundlagt i 649, men de her nævnte bygninger stammer fra c. 830.

Man har ingen biblioteksinventarer fra den tidlige middelalder; de ældste der findes er formodentligt de få inventarer, hvor bøgerne er kædet til reolen og kun kan tages frem og lægges på en hylde eller pult på reolens forkant. I de kædede bøger er fastgørelsespunktet på bogens åbningskant, og derfor står alle bøgerne med ryggen indad, så viden om, hvilket værk man trækker ud af hylden skal findes i katalogen for hylden eller reolen.

Kendtest er nok biblioteket i Hereford Cathedral, men der findes enkelte reolesektioner med kædede bøger i en del andre engelske og irske biblioteker; et af de finere er i Magdalen College i Oxford. Det er fra 1480, mens Wells' Cathedral Library har lignende indretning og er fra ************ ???????? ???. Forfatteren B. H. Streeter har i øvrigt i 1931 påvist, at Herefords reoler ikke stammer fra 1300-tallet, men er sat op i elisabethansk tid, men det udelukker jo ikke en tidligere brug af kæder. I Hildesheim domkirke var der i 1409 i koret opsat 21 fastkædede bøger [MedLib p.461].

På kontinentet er der i franciskanerklostret i Cesena lidt syd for Ravenna et inventar indrettet i 1452, og i Firenze er nogle dele af Laurentiabiblioteket tegnet af Michelangelo og opført i 1525. Holland har et interiør fra 1561. Det var dog ikke alle biblioteker, der anvendte princippet med de fastkædede bøger, og der kendes ikke eksempler på det før 1200, og måske var Sorbonnes arvede 300 bind med krav om ankædning fra 1271 den første generelle brug af kæder; forfatteren til [MedLib p.625] mener, at kædning faktisk var mere almindeligt for de første trykte bøger end for manuskripterne.

Fra renæssancen er der opskrifter for biblioteksindretning. Den mest kendte forfatter om dette emne er Gabriel Naudé, der udgav sin bog herom, Advis pour dresser une bibliotheque, i 1627. Naudé passede på kardinal Mazarins store bibliotek, og han var selv bogsamler. Han anbefaler gode højloftede rum med lysindfald fra to sider og reoler placeret langs væggene. Omkring dette tidspunkt gik man væk fra de kædede bøger i de offentlige biblioteker, og det blev samtidig muligt at vende reolerne, placere dem langs væggene og sætte borde og stole op i lokalets midte til brug for brugerne.
[MedLib p.625]

Lidt senere i århundredet oprettede Samuel Pepys i England, omkring 1650-1660, et eksemplarisk bibliotek for sine cirka 5.000 bind. Pepys fik lavet bogskabe med glaslåger af egetræ fra flåden, og han fik skabene, der er tunge, lavet i to dele, så man kan bære underdelen rundt separat fra overdelen. Endvidere havde Pepys set, at det var pænere, hvis alle bogrygge var lige høje, så til de lave boghøjder fik han fremstillet klodser af bogens bredde og beklædt med samme skindfarve som bogbindet, så bogen, når den stod på sin forhøningsklods, ikke stak af fra klodsens farve. Det ser nydeligt ud som de nu står i Cambridge, og gør det så også muligt at holde sin emneordnede bogopstilling i en række i stedet for det ofte anvendte system med store formater i en række og mindre formater i en eller to tilsvarende forløb.

Opbevaringen af bøgerne
En meget brugt illustration af et bogskab fra den tidlige middelalder er fra mosaikken i Galla Placidias mausoleum i Ravenna. Den er udført omkring år 425-450 og viser et skab med låger og med hylder, på hvilke bøgerne ligger fladt på siden. [Horn2 p.22].
Den anden lige så meget anvendte illustration er af profeten Ezra, der sidder og skriver foran et bogskab med låger og hylder. Det viser skrå hylder med bøgerne liggende fladt med ryggen mod beskueren. Det stammer fra Codex Amiatinus, der er den tidligst kendte version af Vulgatabiblen. Manuskriptet blev produceret i Northrumbia og skulle sendes om gave til paven. Nu opbevares det i Firenze i Biblioteca Medicea-Laurenziana.

I de mindre klostre og kirker, hvor man ikke havde råd til store bogsamlinger, var opbevaringsstedet et skab eller aflukke i muren på et passende sted i korsgangen eller i sakristiet. Aflukket kaldtes for armarium, men ordet kan også dække over en opbevaringplads for liturgiske redskaber etc. En undtagelse er dog biblioteket på det store kloster i Cluny, der kaldte sit bogopbevaringssted for armarium.


Peciasystemet

Da det litterære liv i Vesteuropa i 1200-tallet flyttede fra klostrene og domkirkeskolerne til de nye lærdomsoaser, universiteterne, så blev der behov for en stærkt forøget mængde lærebøger, glossarier og andre uddannelsesbogtyper. Bøgrne var stadig dyre og forblev dyre i mange år endnu, da kopiering stadig var kostbart selv om prisen må formodes at være faldet en del, da papiret et par hundrede år senere vandt frem, men da var trykstarten også rykket tæt på.

For at kunne hjælpe studenterne til den billigste lærebogsanskaffelse blev der i nogle universiteter i en periode benyttet en kopieringsfremgansmåde kaldet pecia-systemet. Universitetet autoriserede en lærebog til brug ved undervisningen, og denne bog blev kaldet exemplar. Eksemplaret blev overdraget til en boghandler, der havde den liggende i læg med et passende antal ark, oftest 4 folier = 16 sider. De enkelte læg, kaldet pecia, blev af professionelle skrivere kopieret i et antal eksemplarer, der blev udlejet for en kortere periode til en student for et mindre beløb, som var fastsat af universitetsmyndighederne. Studenten kunne så selv kopiere pecia-teksten på eget materiale. Var man mere formuende kunne man også betale en skriver for at foretage kopieringen. Der var strenge straffe til boghandleren, hvis han snød med overpriser eller anvendte uautoriserede pecia-eksemplarer.

Man har dokumentation for systemets brug fra Bologne, Padua og Paris fra midten af 1200-tallet og spredtes derfra til andre universiteter. Fra Paris er overleveret en boghandleraftale om pecia-distribution fra 1275.

[MedLib p.637ff]

Bøger til en universitetsuddannelse var omfangsrige og tunge, og det i en sådan grad, at der er eksempler på studenter, der foruden kost og logi i et skolehjem også betaler for en tjener til at bære dagnes skolebøger frem og tilbage mellem bopæl og klasseværelse, og universitetspedellen, der også skal have en indkomst, udlejer bord- og hyldeplads efter mål til de studerende. Man må formode, at pecia-bogdelene nok ikke fik indbinding mellem to brædder.


Ordningen af et bibliotek

Ordningen af et bibliotek er udtryk for det opstillingssystem og katalogiseringssystem, som et bibliotek anvender. Emnet hører til under den komplementære tekst om bibliotekskundskab, og behandlingen her er indskrænket til klassificeringens betydning for bibliotekets indretning.

Der har gennem tid været anvendt et utal af ordningsprincipper for et bibliotek. Videnskabelige biblioteker har oftest et ordningssystem, der baserer sig på en opstilling af de relevante videnskaber i en bestemt orden og inden for hver videnskab en opdeling i undergrupper, så det hele danner en slags hierarkisk system eksempelvis: dyr - pattedyr - kattefamilien - løve.

Ved et sådant system opdeles bogmassen i grupper efter indhold og i en idealverden kan en bog i biblioteket da findes efter et indeks over grupperingernes anbringelse, men bibliotekarens problem i forbindelse med placeringen handler i de fleste eksempler, jeg har læst om, lige så meget bøgernes størrelse i lokaler med begrænset plads, hvilket er en normaltilstand i et bibliotek. Skal man undgå spild af hyldeplads, så skal bøgerne opstilles efter højde, hvilket bryder emneordningen op - i hvert fald i en to-, tre- eller flerdeling, hvilket igen stiller spørgsmålet, om katalogen skal opdeles tilsvarende eller i en række med størrelsessignatur for hver bog tilføjet.

Så før hylderne kan indrettes og afdelinger indrettes i biblioteket, så skal bibliotekssystemet være fastlagt, og der skal være taget stilling til anbringelse af nyerhvervelser. Disse udfordringer for bibliotekaren har eksisteret for alle biblioteker uanset om de opbevarede papyrusruller eller pergamentcodekser. Hertil kan tilføjes, at et udlånsbibliotek eller et offentligt bibliotek med læsesal har yderligere forhold omkring publikumsbetjeningen, der skal være fastlagt, inden indretningen kan planlægges i detaljer.

Cassiodorus' bibliotek

Der vides ikke meget om bogsamlingers ordning i antikken, men den klassiske opdeling af videnskaberne, som bl.a. Boethius beskrev og benyttede i sin Consolationes lå til grund for Cassiodorus' system, da han indrettede sit bibliotek i Vivarium efter år 555. Cassiodorus beskrev det i sit værk Institutiones, der var rettet mod de residerende munkes arbejdsform, og som han havde skrevet på i mange år. I værket gennemgås den uddannelse, han fandt bedst for sine munke, og man mener deri nævnte værker er overvejende et billede af bibliotekets indhold. Hans gennemgang begyndte med de bibelske tekster og derefter de øvrige kristne tekster, men opretholdt det gamle system, som også Boethius beskrev med videns- og undervisningsopdeling i de senere benævnte grupper trivium og quadrivium, hvor der i trivium indgår grammatik, retorik og dialektik / logik, og i sidste del aritmetik, geometri, astronomi og musik. Cassiodorus' biblioteks skæbne efter cirka 650 kendes ikke, men hans bogopsætning på hylderne efter emne blev efterfølgende generelt fulgt i biblioteker, om end emnerne ikke var som Cassiodorus'.
[MedLib p.39]

Hyldernes benævnelse
Har man fastlagt et bibliotekssystem, må man også have et hyldeafmærkningssystem, for at en bogs plads hurtigst kan genfindes. Det almindeligste system, som kendes fra 600-tallet er fra Tours, hvor der benyttes bogstaver til at mærke reolen, og på reolen bruge romertal til at mærke hylderne med. Bøgernes faste plads kunne da være et mindre romertal end hyldetallet, og bogmærket kunne påføres bindet. Der er dog også eksempler på, at reolerne fik romertal og hylderne bogstaver, og der er beskrivelser af farvekodesystemer fra mindst et klosterbibliotek.
[MedLib p.619ff]

Monte Cassino, biblioteket omkring 1100

Der findes katalog, der har ordnet bøgerne efter indbindingernes værdi, ordnet efter emne og ordnet efter hellighed som: kirkefædrene (alfabetisk), paveregistre, Basilius' Regel, Hieronymus' skrifter, Augustins værker, historie, geografi osv.
[MCas p.22]

I et inventarium fra 1087 er bøgerne anbragt mellem alterskattene og korudstyret, og rækkefølgen er: evangelier, sakramenter, epistler, Benedikts Regel, bønnebøger, altså ordnet også efter en slags hellighed.
[MCas p.23]

Kataloger
En stor del af kendskabet til bogsamlingernes indhold kommer fra bevarede kataloger, der gør det muligt at fornemme et biblioteks betydning, selv om selve værkerne ikke længere findes, og i hvert fald ikke findes samlede på det originale sted. Flere forskere har lavet optællinger af antallet af kataloger, og nogle tal, der formodentligt er forøgede siden udgivelsen af de benyttede værker fra første del af 1900-tallet, viser eksistensen af 24 kataloger fra 800-tals biblioteker, 17 fra 900-tallet, 30 fra 1000-tallet, 136 fra 1100-tallet og derefter en nedgang i antal indtil 1300-tallet, hvor de verdslige bibliotekers antal stiger med den nye lærdomsbølge forårsaget af universiteterne og flere skoler.

Kirkecentrenes bøger var ofte ikke samlet i en katalog men i tre: En for kirketjenestens bøger, en for skoletjenesten og en for deres hovedsamling. Man kan ikke altid vide ud fra de gamle kataloger, hvilke bøger der ikke er optegnet i skriftet.

En katalogs inddeling siger en hel del om et biblioteks standard. I de tidligste kataloger findes sjældent en alfabetisk opstilling, heller ikke i undergrupper. Hovedparten opfører religiøse værker først og da i orden efter hellighed, dvs. bibler først og verdslige værker til sidst. Spredningen i ordningerne er stor, og der er eksempler på næsten alle tænkelige måder at ordne bøger på.
[MedLib p.614f]

Den type katalog, som kendes fra vor egen tid med en emnekatalog og en alfabetisk forfatterkatalog og eventuelt en titel ditto kendes ikke før omkring trykteknikkens opfindelse.
[MedLib p.619]

Kilder

--, 1956 / 1978: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bind 1-21, R&B, [KLfNM].
Horn, Walter, + Born, Ernest, 1986: "The Medieval Monastery as a Setting for the Production of Manuscripts",
   in: The Journal of the Walter Art Gallery, Vol. 44, pp.16-47, [Horn2].
Ilsøe, Harald, 1970: "Hamburg-Bergen-Roskilde", in: Fund og Forskning, om Otto Sperling. [6591]
Jørgensen, Johan, 1968: Skifter og Testamenter, DHF.
Jørgensen, Johan, 1960-62: Kirkehistoriske Samlinger, 7. Række, IV Bind, 1960-1962.
Naudé, Gabriel, 1627 / 1970: Vejledning i Biblioteksarbejde, oversat af Robert L. Hansen, Gad, [6370],
    Originaltitel: Advis pour dresser une Bibliothèque, Sebastian Eschart, Paris.
Newton, Francis, 1999: The Scriptorium and Library at Monte Cassino, 1058-1105, CUP, [MCas] Petroski, Henry, 1999: The Book on the Bookshelf, Knopf, NY, [9115].
Shipley, Debra, 1990: Durham Cathedral, Tauris Parke, [7109].
Roover, F.E. de, 1939 / 1957: "The Scriptorium", in:
    Thompson,J.W., 1939: The Medieval Library, Chicago.
Thompson, J.W., 1939 / 1957: The Medieval Library, Chicago, [MedLib].

Links til øvrige bibliotekstekster

Klosterarkitektur - bibliotek og scriptorium
Om Bibliotheca Danica
Biblioteker - Manuskripter og scriptorium til 1500


Jørgen Marcussen

Opdateret d. 5.3.2017 Retur til  toppen af siden
Retur til bogvæsen, oversigt Til hjemmesidens  forside