Scriptorier og manuskripter til 1500


Indhold

Indledning - manuskriptets tidsalder

Denne tekst beskriver forskellige forhold vedrørende skrivestuer, skriftmaterialer og fremstilling af bøger før trykteknikkens opfindelse. Tekstens formål er sammen med de øvrige tekster i serien at samle faktuelle oplysninger om emnet, så der fremkommer en nogenlunde kronologisk oversigt over hovedpunkter i skriftkulturens udviklingshistorie.

Nogle mere bygningstekniske oplysninger om scriptorium og bibliotek findes i en tekst om bibliotek og scriptorium - beliggenhed og indretning beskrevet kortfattet, og i en indledende tekst medtages forskellige definitioner på de anvendte begreber.

Skriftkultur
En skriftkultur er en nødvendig forudsætning for en bogproduktion, og skriftkultur kendes fra flere kulturområder, men her beskrives alene den skriftkultur, der voksede op omkring Middelhavet og derfra i løbet af middelalderen spredte sig til hele Europa. Den middelhavske-mellemøstlige skriftkultur opstod flere årtusinder før vor tidsregning, hvor ægypterne, semiterne, babylonerne og andre af Mellemøstens folk udviklede skrifter, der siden udvikledes til den græske og endnu senere til den latinske skrift. Denne tekst forbigår skriftkulturens udvikling indtil den romerske, der kortfattet berøres, mens hovedemnet er den kristne kulturkreds skriftudvikling.

I de første mere end tusind års udvikling af skriftkulturen i det kristne Europa skete udbredelse i tæt samhørighed med kirkens institutioner, idet også den verdslige brug af skrift og litteratur for størstedelens vedkommende foregik gennem kirkens produktionsapparat og uddannelsessystemer. Skrivestuen og biblioteket var de intellektuelle centre i klostrene, og de verdslige fyrster havde i den tidlige middelalder ingen mulighed for at fremme en skriftkultur uden kirkens bistand ved undervisningen og dens bureaukratiske hjælp.

Kirkens uddannelse og skoletjenester blev oprettet for at tjene de religiøse formål, men da der ikke var andre institutioner af denne art, førend de første universiteter så dagens lys i 1100-tallets slutning, så blev al skriftlig udvikling i de første tusind år af den kristne tid gennemført via kirkens institutioner. Konger og andre fyrster havde brug for kirkens lærde, og benyttede dem til nedfældning af deres lovgivning, diplomatiske tjeneste og den øvrige civilstatslige administration. Når det gælder "akademiske" tjenestemænd, så var ikke før cirka 1200 andre steder at få sin viden fra end kirkens lærdomsinstitutioner.

Scriptoriet og dets indretning

Der er ikke viden om indretningen og en del andre forhold vedrørende romerske skrivestuer. Teksten nedenstående omhandler det kristne scriptorium.

Scriptoriet i klostrene kom som følge af det ovenstående argument derved til at indtage en hovedrolle i frembringelsen af skriftbærende medier, og teksten indledes derfor passende med nærmere oplysninger om scriptoriet.

I en grundig undersøgelse om levn af tidlige skrivestuer har Walter Horn og Ernest Born måtte opgive at finde betydende eksisterende levn fra middelalderen: "I could not point with any degree of certainty to a single surviving medieval scriptorium." [Horn2 p.16]. Der er mange referencer til skrivestuer i manuskripter, og der er en del billeder, der viser dem, men der er ingen eksisterende klostre eller andre bygninger, hvor det i dag med sikkerhed kan påvises, hvor et scriptorium har været i brug tidligere end 1400-1500.

Udgangspunktet for stort set alle behandlinger af et scriptoriums plads i klosterkomplekset er den ideale plan for et kloster kendt som St. Gallenplanen fra ca. 816 og 817, hvor synoderne afholdt i Aachen under Louis den Hellige af nogle regnes for oprindelsen af planen [postulat iflg. Horn2 p.17]. Planen beskriver fordelingen for et stort kloster og dets tilknyttede funktionsbygninger, og den er aldrig blevet omsat i et kloster opført nøjagtigt efter planen, men har øvet indflydelse på mange klostre indrettet efter 800-tallets begyndelse.

Vi kan derfor konkludere, at fra den tidlige middelalder, dvs. før år 800, kendes ingen skrivestueplaner eller levn, men der findes billeder med motiver vedrørende bogfremstilling og bogopbevaring fra meget tidligere.

En særlig skrivestue var nødvendig de steder, hvor produktionen var betydelig. Lokalet kunne da også være benyttet af andre håndværkere, der var beskæftiget med bogproduktionen. Lokalet skulle have gode lysforhold og være så lunt, som det var muligt, da brændende lys på grund af brandfaren ofte var forbudt. Blandt de store klostre kendte for bogproduktion er især St. Martin i Tours, Fleury, St. Gallen og Reichenau, Fulda, Corbie, Prüm (ved Trier i Tyskland), Corvey, St. Albans og Canterbury.

De litterære kilder og St. Gallenplanen beskriver skrivestuer i særskilte rum i forbindelse med kirken og brug af mere intermistiske områder i korsgangen. St. Gallenplanens skrivestue er indrettet øst for kirkens nordlige korsarm, men bygget sammen med denne, så adgangen til skrivestuen fandt sted fra en mellemgang mellem koret og skrivestuen, der lå i jordplanet. Oven på skrivestuen var på planen biblioteket anbragt med adgang direkte op fra skrivestuen.

Fra et manuskript fra 1220 af Beatus fra Liébana med titlen Kommentar til Johannes' Åbenbaring, originalt udgivet i slutningen af 700-tallet, er vist San Salvatorekirken i Tavara, hvor der i et snit vises en skrivestue på førstesal over det, der ligner det søndre sideskib og tæt på vestfronten. Der vises både en kopist og en linjetrækker.
[EB vol.22 p.969]

I St. Gallenplanen var der tale om en relativ stor produktionsenhed med flere skrivepladser og et tilsvarende stort bibliotek, der ville kunne være opbevaringsplads for hundredevis af manuskripter. Da klostrene i Monte Cassino (MC) fra 529, Bobbio fra 614, Luxeauil lidt tidligere, Reichenau fra 724, Fulda fra 744, Corvey fra 822, Canterbury fra 597 og Wearmouth og Jarrow fra hhv. 674 og 681 blev kendte for deres bogproduktion, så må disse klostre fra de nævnte tidspunkter eller lige efter have haft skrivestuer indrettet til flere kopister, da produktionerne var for omfattende til en enkelts indsats.
[EB, vol. 22 p. 969]

Placeringen af skrivestuerne varierede. I irske klostre var det skik at anbringe dem tæt på varmestuen, hvilket klimatisk var fornuftigt. I St. Gallen var skrivestuen også tæt på varmekilden uden dog at være installeret i selve rummet, og her var biblioteket ovenover. Fra de britiske klostre kendes skrivestuer i St. Albans, Cockersand Abbey og Birkenhead Priory oven over kapitelsalen. De store skrivestuer fandtes typisk i benediktinerklostre, mens cistercienserne og kartusianerne skrev i små celler eller adskilte rum i klostret. Særlig lærde munke med meget vigtige kopieringsarbejder eller ved egen skriftkomposition havde enecelle i større grad jo længere oppe i tid vi kommer.
[MedLib p.595]

Korsgangen brugt som skrivestue
Men i mindre klostre, og hvor produktionen var af mindre omfang, kunne skrivepladsen eller -pladserne være indrettet i korsgangens varmeste fløj. Denne anbringelse kræver dog en afskærmning mod vind og vejr, og på nordlige breddegrader også en mulighed for opvarmning. Selv på St. Gallenplanen er der ikke vist en opvarmningsmulighed, men transportable varmebækkener kunne jo tænkes at være anvendt. At nogle skrivere har frosset godt og grundigt ved man fra små notitser i manuskripter som fx denne fra klostret i Wessobrunn, monasterium Wessofontanum, grundlagt 753 af hertug Tassilo III [syd for Augsburg mellem Landsberg og Schongau]: "Bogen, du nu læser i, blev skrevet på ydersædet i korsgangen. Mens jeg skrev, frøs jeg, og hvad jeg ikke fik færdigt ved dagens lys, fuldendte jeg ved kærtens skær." [Overs. JM, Horn2 p.34]

Der er en hel del eksempler på sådanne kopieringer foretaget i korsgangen, og beretningerne ledsages ofte af beklagelser over klimaet, og mængden af arbejde udført her beretter måske til mindre plads end den får i populære værker. Nogle steder indså man urimeligheden af at arbejde under vejrets indflydelse og indrettede så de lukkede celler, på engelsk carel eller carell, afskærmet i korsgangens nicher, hvor der positivt kan siges, at lyset var bedst muligt. Gloucester er det bedste britiske eksempel på carrel-indretningen.
[MedLib p.596-7]

Korsgangenes afskærmning kom ret sent. Det første vidnesbyrd er omtalt i en augustinerkilde fra 1232. For det første var klostrene i den tidlige middelalder ikke nødvendigvis planlagt med korsgang, og for det andet var disse forbindelsesarkader, da de kom til, ikke primært beregnet for stationære arbejdspladser. Men der kendes afskærmede "celler" - på engelsk carrels - i "the cloisters" i tilknytning til bl.a. Gloucester Cathedral. Cellerne var meget små, og afskærmningen var med panelværk ind mod korsgangen og med vinduesglas ud mod haven.
[9115 p.47 + 52f]

I Durham, hvor hver arkade havde tredelt vindue, var cellerne kun af bredde som et vindue, altså en tredjedel af en arkade, og det var cirka en meter, idet fagene var 10 fod brede efter planen. Også Gloucester har carrels i korsgangen, der vender mod syd. Karnapperne eller søjlemellemrummene er her 120 cm og 50 cm dybe. Dokumenteret fra 1200 til i 1400-tallet er tilsvarende skrivepladser omtalt fra Winchester, Evesham, Abingdon og Canterbury. En tidlig form for afskærmning var af olieret papir, men havde man råd, var glas det naturlige afskærmningsmateriale, der jo også gav mest lys. I den senere middelalder, hvor det blev almindeligt at munkene havde separate celler, kunne disse også anvendes til skriveformål.
[7109 p.40 + 66f]

Kapitelsal under skrivestue
Da kapitelsale blev indført efter år 1000 - man mener det første nok skyldes cluniacernes opførelse af et mødelokale ca. 950 - så blev etagen over kapitelsalen et udpræget godt sted for et klosters eller domkapitels bibliotek og skrivestue. Her var der gerne mulighed for godt lys, og varme kunne etableres. Dette postulat fra flere kilder er dog svært at dokumentere, da der ikke er nogle eksisterende kapitelsale fra tidlig eller højmiddelalder, der har en overetage, som man ved har været skrivestue eller bibliotek.

Indretningen
Indretningen til skriverne, kopisterne, skulle være gode stabile pulte. Fra Gallenplanen er der gjort modelrekonstruktioner, der viser, at pultene kan have haft en bordflade på ca. 60 x 60 cm. Der er billeder fra tidlig middelalder, der viser skrivere med en plade på knæene eller alene manuskriptet i hånden i færd med at skrive, men det kan ikke være med større værker, som antifoner, der skulle kunne ses af flere sangere samtidigt. Metoden kan heller ikke bruges ved produktion af små komplicerede bogsider, hvor et fast underlag for skrivningen er nødvendigt, så fra højmiddelalderen har det været en nødvendighed med faste arbejdspladser. Lokalet skulle også have boghylder eller bogskabe til de værker, der blev kopieret fra samt lagerpladse til både nye pergamentark og andre materialer.
[Horn2 p.22]

Skrivestuechefen
Skrivestuechefen var ofte kantoren, precentoren, men også en af hans underordnede – fx armarius = bibliotecarius – blev brugt som leder af skrivestuen. Disse personer var sammen med andre fra ledelsesgruppen, abbeden, prioren etc., de eneste, der havde adgang til skrivestuen. Skriverne skulle have ro for at kunne koncentrere sig under udførelsen af det vitige og ofte hellige arbejde. Det var ikke mindst nødvendigt, hvor mange skulle arbejde sammen. Herimann, den tredje abbed St. Martinklostret i Tournai i Frankrig, citerede i sin krønike om klosterreformeringen (som cluniacenere) den første abbed, Odo eller Odard, der senere blev biskop i Cambrai (1106), netop om klostrets ret omfattende arbejdsstyrke i scriptoriet: "Hvis du gik ind i korsgangen, kunne du se et dusin unge munke sidde på deres pladser i fuldstændig stilhed, mens de skrev ved deres snildt konstruerede og velegnede pulte." [Fra Herimann, der skrev 50 år efter Odos død i sin bog, der kaldes lidt forskelligt: Restauratio sancti Martini Tornacensis // Narratio Restaurationis Abbatiae S. Martini Tornacensis]

Det hørte til armarius' pligter at sørge for inventar, skrivemateriale, linealer, penne og blæk m.v. til kopisterne, men han var normalt ikke så betroet, at han egenhændigt kunne igangsætte kopieringer.
[6016 p.207]

Kopisterne
I middelalderen var arbejdstiden i skrivestuen nødvendigvis afhængig af dagslyset, da brug af åben ild for lys normalt var forbudt i nærheden af de kostbare måske uerstattelige originalmaterialer. Munkene havde derfor normalt højst seks timers arbejdsdag, idet også de religiøse pligter skulle overholdes.
[6016 p.207]

I senmiddelalderen var der ikke altid nok regulære munke til at udføre kopiarbejdet, og en del klostre lod lægbrødre klæde sig som munke og udføre nogle af arbejderne med pergamentklargøring, illumination m.v. Selv almindelige håndværkere kunne klostrene tillade have deres forretning inden for klostrets mure. Det var fx tilfældet i Osney Abbey, der lå tæt ved den nuværende Oxford station og en overgang efter reformationen var domkirke, indtil Christ Church overtog værdigheden efter 1545.
[6016 p.208 + net]

Kopicentre og nedgang
De kendteste kopicentre efter Roms fald blev klostrene i Monte Cassino fra 529, Luxeuil fra c. 550, Canterbury fra 597, Bobbio fra 614, Jarrow fra 681, Wearmouth fra 674, Reichenau fra 724, Fulda fra 744 og Corvey fra 822. Fuldas store bibliotek ********* se i Molbech.

Skrivestuerne havde deres storhedstid med nogen bølgebevægelse fra tidlig middelalder til 1200-tallet. En generel nedgang satte ind efter år 1100, og i 1291 var der fx ikke en munk tilbage i klostret i Murbach i det sydlige Alsace, der kunne skrive, og i 1297 kunne abbeden i St. Gallen ikke skrive, og i det før så berømte scriptorium var der kun et par skriveduelige munke tilbage.
[MedLib p.612]
 

Oversigt over bogproduktion før bogtrykkets fremkomst

Bogproduktionen geografisk
Bogproduktionen spredte sig med kristendommens udbredelse til de forskellige europæiske lande, idet produktionstederne indtil cirka 1200 var knyttet til kirkens institutioner bortset fra mindre produktioner fra 600 i Sydeuropa, 800 i Mellemeuropa og 1000-1100 i Nordeuropa udført i centraladministrationerne hos konger og kejser.

Bogproduktionens håndværkere
Fra kristendommens udbredelse i Europa blev bøger indtil middelalderens slutning så godt som udelukkende produceret af kirkeligt uddannede personer, der oftest var medlemmer af religiøse ordner som beskæftigede i klostre og domkapitler. Fra omkring 1200 fremkom der skrivestuer med verdslige skrivere, der kunne forsyne universiteterne og efterhånden flere og flere fyrster, der oprettede bogsamlinger med især pragtudgaver.

Finanseringen af bogproduktionen
Kirkens behov for bøger til brug for tjenesterne i kirken udgjorde den største del af produktionen, og den blev betalt af kirken selv. Klostre og kirker betalte i penge eller naturalier til de kopierende scriptorier for bestilte værker. Den senere verdslige kopiering blev for lærebøgers vedkommende betalt af universiteter og disses studerende, og endelig betalte fyrsterne naturligvis selv for deres værker.

Emner, der blev kopieret
Hovedmassen af kopierede bøger var religiøse: liturgiske bøger, opbyggelige skrifter, kirkefædrene og prædikensamlinger. I den sene middelalder kom oversatte klassiske værker også på mode, men mængden her blev aldrig så stor som de religiøse bøgers mængde.

Udvekslingen af bøger
Bøgernes spredning skete for hovedpartens vedkommende fra kloster til klostre og kirker, men bestillingsarbejder til andre kunder som fyrster og universiteter og centraladministrationer gik også fra skrivestuerne og til verdslige kunder. Udvekslingen af bøger gennem videresalg og bytte var kendt, men før papir og trykkunst var bogmængden stadig så lille, at handel med bøger ikke spillede nogen samfundsrolle.


Manuskript - skriftbærende materialer

Tidligste skrivematerialer
Skriftkultur fordrer et materiale, der kan bruges som underlag for skriften. Kulturfolk har brugt alle mulige materialer, der kunne fremskaffes: stentavler, træplader og andre vegetabilske materialer som linnedstof. Babylonerne brugte fugtige lertavler, og antikkens folk brugte træplader, der i Ægypten og Grækenland er dokumenteret fra 5. århundrede f.Kr. Træplader blev op i middelalderen benyttet i adskillige lande. I Norden blev runer hugget i sten og skåret i træ. Runerskrifter kendes fra lidt før år 1000.

Linnedstof
Bøger skrevet på linnedstof, libri lintei, er ikke fundet, men kendes fra romeren Licinius Macer, der døde i år 66 f.Kr. Linnedstoffet var ikke samlet i regulære bøger men brugt til registreringer i templerne., og en anekdote om den tidlige romerske konge Lucius Tarquinius Superbus fortæller, at han købte linnedskrifter med magiske formler på fra en etruskisk kvinde omkring 520 f.Kr. Fra endnu tidligere er levn af linnedskrifter fundet i ægyptiske mumier og grave.
[6016 p.45]

Trætavle - pyxion
Det græske ord for skrivbare træplader er pinax eller pyxion. De blev benyttet i tidlig romertid til at skrive direkte på. Inden vor tids begyndelse var der udviklet træplader med voks - oftest sort voks - som skrivemateriale. De er fundet som levn fra Pompeji og Herculaneum. Vokspladen hed på latin tabula, der betød bræt. De var verdens første "notebooks"; deres navn var pugillares, der er afledt af pugnus —> pugillus betydende næve - lille næve. Størrelsen var oftest 14 x 12 cm.

Tavlerne kunne være samlet og hængslet med en snor, og der findes levn med både seks, syv og otte plader, der med de græske ord kaldtes for pentaptychon ... octoptychon. Når flere plader var sammenbundet blev de på latin kaldt for codices, der betyder træstamme.
[6016 p.29]

Man skrev på vokspladerne med en ridsestift eller griffel kaldet stilus på latin og graphis eller graphidion på græsk, men senere overtog grækerne det latinske ord og kaldte ridsepennen for stylos. Da den sorte voks let kunne udglattes, egnede pladerne sig godt til huslige noter og som skoleskrivebøger. Den sorte voks kaldtes for cerae, der betyder blade.
[6016 p.29 + 553]

En triptychon kunne have tykkelsen 0,6 + 0,4 + 0,6 cm for de tre plader med vokslaget, der kaldtes for speculum, var bare 1 mm tykt, så hele bogen holdt sig under 2 cm i tykkelse. Disse "notebooks" blev fortsat anvendt efter papyrus og pergament var kommet i brug. Pladernes ydersider og kanterne kunne efter antikken blive kunstfærdigt udformet og dekoreret, og i afsides egne af Europa fortsatte brugen op mod 1800-tallet. I Lübeck er der levn fra 1400-tallet.
[6016 p.31]

Det ældste levn fra antikken er fra Pompeji omkring år 54 og en heptaptychon fra ca. 300 er også udgravet, og fra Alburnus Major i Dacia, vor tids Transsylvania, er en vokstavle fra år 139 fundet. På nogle af de fundne tavler er skriften bevaret, fordi griflen er gået gennem den nu forsvundne voks og har afsat skriften på træet.
[6016 p.33 + 258]

Også i Danmark er der blevet anvendt vokstavler, og et af de mere kuriøse fund er fra Grønlands østkyst, hvor et skib strandede i 1186, og 14 år senere blev der fundet flere lig fra skibet. Ved siden af præsten Ingemunds lig lå en vokstavle med runeindskrift med oplysninger om besætningens sidste dage.
[Træk af Grønlandsfartens Historie, R. Tving, Grønlands Selskabs Skrifter XIII, 1944, p.11]

Af de skrivematerialer, som vi i dag har bevaret længere skrifter på, er papyrus det ældste og mindst holdbare og af det materiale er der derfor færrest levn. Fra år 300 blev pergament almindeligt, og det er meget holdbart, og der findes store mængder levn heraf. Papir blev almindeligt fra 1300, og de tidligste papirkvaliteter er ganske holdbare og kan modstå tidens nedbrydning i hundredevis af år. Først med det træholdige papir fra 1800-tallet blev visse papirsorter nedbrudt i løbet af 100 til 200 år.

Papirets fremkomst var medvirkende til, at klostrenes nærved monopol på kopiering gik tabt, fordi verdslige forretninger havde bedre muligheder for at kopiere på det billigere papir, og det gav mindre velhavende kunder bedre muligheder for at købe kopier.

Papyrus

Papyrus, Cyperus papyrus, har navnet fra den plante, hvis stængel bruges som skrivematerialet. Ordets oprindelsen er ukendt, men det blev senere oprindelsen til ordet papir. Det græske ord for et ark papyrus forberedt til skrivning var khártes, hvorfra kommer de engelske ord chart og charter og det danske ord kort.

Papyrusplantens trekantede stilk blødes op i vand og skæres op i længderetningen, og de enkelte stængeldele glattes ud og lægges side om side med en ganske lille overlapning, måske på en milimeter. Derefter lægges et nyt lag på tværs af det første lag. De inderste stængeldele er de bedste, yderhuden anvendes ikke. De lagdelte ark bankes sammen, så fibrene knuses, og lægges derefter i pres mellem stofbaner, indtil arkene er tørre. Det er noget usikkert, om de antikke papyrusark alene blev holdt sammen af plantesaftens lidt klæbrige substans, der var hjulpet efter iblødsætningen, der - hvis den varede længe nok - ville kunne indlede en gærings- eller forrådnelsesproces. Andre forskere hælder til teorier om sammenklæbning.

Går vi ud fra en tilførsel af klæbemiddel, som altså ikke kendes, så er det mest sandsynlige en melklister tilført en smule eddike. Efter tørringen glittes arkene med en rundet, hård støder af fx elfenben, så overfladen gøres tjenlig til skriftens påførelse. Rectosiden var den, hvor fibrene lå parallelt med skriveretningen, og denne side blev beskrevet først. Dernæst eventuelt versosiden. På bedre "udgivelser" blev kun rectosiden beskrevet, men kasserede papyri blev tit brugt som kladdepapir på versosiden. Et ark papyrus beskrevet på begge sider kaldes en opistograf. Til længere værker var det almindeligt at skrive direkte på de sammenlimede ark i rulleform, men der var også skrifter, der blev skrevet på enkeltark, før de af romerske glutinatores blev skåret til og sammenlimet til rulleformen. Skriften blev påført med en pensel eller en fjerpen.

Selve fremstillingsprocessen er beskrevet i Plinius' († år 79) Naturalis historia, der skriver, at der aldrig bruges mere end 20 ark papyrus til en bogrulle, hvilket vil give en længde på 4,5 meter og en bredde på godt 20 cm. Længdemålet, som Plinius giver, menes dog at være størrelsen på det ubeskrevne salgsmateriale, og sådanne længder kan godt være sat sammen til længere bogruller. Der findes en del bibliotekslevn på op mod 30 meter og enkelte i British Library på godt 40 meter. Disse mål dækker ægyptisk papyrus, mens græsk papyrus ofte var meget smallere med bogrullebredder på ca. 12 cm, men enkelte kendes helt ned til 5 cm i bredden. Den normale græske dimension var 26 x 19 cm.
Bogrullen blev sammensat ved at det første blads højre rand dækkede næste arks venstre rand. Bestemte mål for bogrullers længde kan ikke gives, da ingen komplet rulle er bevaret.
[6016 p.128ff, 5040 p.13]

Som med et pergamentark kunne man fjerne skriften og genbruge papyrus af den bedre kvalitet. Der blev i Rom før vor tidsregning faldbudt ti papyruskvaliteter. Spalltebredden var i ældre græske bogruller på 6-8 cm, mens de senere latinske var en ti til tolv centimeter inklusive en centimeter til mellemrum. Spaltebredden kunne variere med tekstens formatering. Indtil Cæsars tid blev officielle dokumenter ofte udført med skriveretning på tværs af bogrullens længsretning, iflg. Suetonius, der skrev det efter år 100. Efter Cæsar blev der gerne skrevet parallelt med bogrullens længde.
Spalten blev på latin kaldt for pagina. Linjeantallet på en side kunne variere meget, men en "normalside" havde i latinske tekster mellem 25 og 45 linjer.

Bogrullen blev ved slutningen fæstnet til en stok, hvis ender rakte ud over papyrusbredden, så læseren, når denne begyndte på læsningen, tog stokken i højre hånd og rullede papyrusbladet ud med venstre. Efterhånden, som læsningen skred frem, rullede læseren den brugte tekst op med venstre hånd, og læsningen sluttede med den fritlagte stok. Næste læser var derfor nødt til at begynde med en tilbagerulning af hele teksten, før læsningen kunne indledes.
[6016 p.135-140]

En af bedst kendte papyrisamlinger kommer fra udgravninger i Herculaneum, hvor et helt "bibliotek" med papyrusbogruller blev fundet i et hus tilhørende Lucius Calpurnius Piso Caesoninus, der var svigerfar til Cæsar. De var bevaret under og efter Vesuvs udbrud i år 79. Udgravningen er ikke tilendebragt endnu. Den engelske Wikipedia har en oversigt over papyrisamlinger i de største biblioteker og museer. I betragtning af det sarte materiale regner man med, at der findes over 30.000 papyri med græsk skrift på.
Det største fundsted er ved byen Oxyrchynhus ved Nilen, nuværende navn el-Bahnasa, hvor der er fundet ruller fra 200-300-årene med flere forskellige sprog.
[6016 p.156, 5040 p.14]

Der kendes også bøger i codex-form, men det vides ikke med sikkerhed fra hvornår. De tidlige kristne brugte hellige skrifter på codex-papyrus fra lige efter år 100. Arkformen blev så almindelig op til 300-årene, hvor pergament afløste papyrus. En opgørelse i [6016 p.162] viser tydeligt, at de kristne tog codexformen til sig, mens hedenske tekster fortsatte traditionen med bogruller gennem 200-årene, men rulle-normen forsvandt næsten totalt samtidig med indførelsen af kristendom i romerriget. Principielt var en papyruscodex formeret som en papirsbog med falsede ark, men på grud af papyrus' ringe styrke kunne papyrusark kun falses en gang. De negative egenskaber: ringe holdbarhed, ringe modstandmod fugt, skørhed ved udtørring - som visne blade - problemer med fiberretningen på verso contra rectosiden under skrivningen, betød, at papyruscodices aldrig blev synderligt udbredt, og så snart pergamentet efter år 300 kom i brug, så ophørte papyrus stort set med at være bogmateriale, mens dets brug til noter og andre formål fortsatte.
[6016 p.161-165]

Pergament

Pergament, betydende "kommende fra Pergamum i Lilleasien", blev fremstillet af skind fra en hel række af dyr som kvæg, får, geder og visse mindre dyr, sidstnævnte fik dog aldrig nogen betydning. Mest almindelig var skind fra køer og får og skindet fra disses unger var det bedste. Det næstfineste kom fra kalveskind, der på latin kaldtes for vitulinum, der på engelsk blev til ordet vellum, mens det allerfineste kom fra aborterede kalves skind: det var det hvideste og med den fineste narvstruktur.
Det var dog ikke i Pergamum, at pergamentet blev opfundet, for allerede et par hundrede år f.Kr. var pergament i brug længere mod øst i Kurdistan og i Dura Europos ved Eufratfloden. I dansk faglitteratur kaldes pergament beskrevet også for en membran.
[6016 p.170ff+190, 5040 p.17]

Pergaments egenskaber passer godt som skrivemateriale: det kan gøres tyndt og blødt, så det kan falses i flere retninger, det kan behandles på overfladen, så det tager mod blæk og farve, og det er kan tåle fugt, hvad der i det meste af Europa har stor betydning for holdbarheden. Noget af det ældste pergament, der er levn, var brugt i rulleform. Det gælder for den ældste græske bevarede tekst fra lige før år 100.

Produktion og behandling
Skindets forberedelse består i at det vaskes rent for kødrester og hårene skrabes af. Skindet lægges derefter i en kalkvæske, før det spændes stramt op til tørring. Straks efter opstramningen på en ramme foretages en endelig afskrabning af kødside og hårside. Det tørre skind behandles, før det tages af rammen, på overfladen, der fugtes let, med kridtpulver, der slutteligt glittes med en pimpsten. Når pergamentet er helt tørt tages det ud af rammen og kan så skæres til i de ønskede formater.

Af økonomiske grunde brugte man også pergamentark af ringere kvalitet med huller i. Det vides anvendt både med huller og med reparationer omkring år 1100, hvor efterspørgslen var steget så meget, at man ikke som i 500-600-årene kunne dække efterspørgslen alene med den fineste vellum. Huller kunne syes sammen eventuelt med en lap indlagt.

Pergamentets hårside var lysest i farven og blækket stod pænest på den side, mens kødsiden var mørkere, men den tog til gengæld bedre mod blækket. På pergamentet blev der genskrevet, fordi en del blæk skallede af, hvis pergamentet ikke var forberedt korrekt, og det var især på kødsiden, at det var et problem, og det ser ikke ud til at problemet lå i blækket.
[MedLib p.608, 6016 p.192, 5040 p.44]

Omkring 1100 blev der produceret enkelte bogruller på pergament for skrifter med relation til påsken. Skriften er på kødsiden, der er den indre side af rullen. En spalte er omkring 280 mm bred, og længden af de enkelte stykker pergament varierer meget og målte mellem 300 og 900 mm.
Hver gang pergamentmanuskripterne bindes ind, kan det træffe, at noget af margenerne skæres bort, hvorfor en nøjagtig originalstørrelse ikke kan fastslås. Det var normalt at skille bøgerne ad for kopieringsformål, og derefter sy læggene sammen igen og sætte dem ind i samme eller nyt bind.

Falsning af pergamentark
Principielt blev pergament falset og samlet til en bog, som man gør i dag. Meget tidlige værker kan have hert ark placeret for sig oven på næste ark, men normalen var fire pergamentark placeret oven på hinanden og falset samlet til at danne 8 blade med 16 sider. Det kaldes på latin for en quaternus eller quaternio, hvilket i engelsk blev til ordet quire, der kendes fra 1200-tallet med to betydninger: som her de fire pergamentark falset en gang, eller ét ark falset tre gange, så sideantallet stadig blev 16. Den typiske lægstørrelse var fire skind, der blev foldet en gang til 8 blade, der giver 16 sider. På dansk kaldtes lægget for en quaternion.
Hvis lægget bestod af tre skind, der gav seks blade med 12 sider, kaldes lægget for en ternion, og med fem stykker pergament, der danner 20 sider, kaldes det for en quinternion.

Man falsede kød mod kød og hår mod hårside. Herved fik læseren altid opslag med samme farvetone i pergamentet. I latinske manuskripter, som fx fra MC, var den yderste side gerne en hårside, til forskel fra græske mss, hvor kødsiden var yderside på et læg. Omhyggelige munke lod gerne det første blad være uden skrift eller i det mindste den forreste side, så den kunne beskytte skriftens indledning fra slid og griseri.
[MedLib p.608, 6016 p.210 + 215]

Før de færdige læg gik til skriverne blev de enkelte blade forsynet med talmærker, så skriveren og senere bogbindren kunne se, i hvilkem rækkefølge bladene kom.

På en side blev der skrevet i en, to eller flere spalter. Der er stor variation i antallet af spalter, men større bøger og den overvejdende del af de religiøse værker blev skrevet i to spalter, mens der er en overvægt af enspaltede tekster blandt de antikke værker kopieret omkring 1100 (iflg. [MCas p.120]), mens [6016 p.211] antager, at de ældste mss havde tre eller fire spalter.

Prikning
Når pergamentet var klar skulle det linjeres, og opgaven indledtes med en prikning med en syl, kaldet et punctorium, eller passerspids enten langs klummens (skrivespaltens) bredde eller senere helt ude i sidernes margen, og denne kantprikning er tit mistet ved bortskæring under indbinding, mens klummeprikning kan genfindes. Da prikningen skete inden arkene falsedes, så findes prikningen ikke i rygmargenen.
Prikningen kunne foretages for flere ark på en gang, men i finere værker skete det per ark og oftest på kødsiden. På hårsiden ville linjeringen så fremstå i højt relief.

Linjering
Efter prikning blev skrivelinjen trukket op med en skarp spids af træ kaldet en ligniculum og senere - fra efter 1100 - med en blyant. Denne metode blev så godt som enerådende en gang efter 1200. Der blev anvendt lineal, en regula eller norma. Der kunne linjeres i et eller flere lag ark på en gang. I de ældste mss er det gerne sket et af gangen. Billige bøger kunne være uden linjering.
Der blev også trukket linjer lodret til at afgrænse spaltebredden, og enkelte manuskripter har linjering vandret på den ene side og lodret på den anden side af arket.
I senmiddelalderen mangler linjering i mange manuskripter.
[MCas p.120-130, 5040 p.44]

Papir som manuskriptmateriale

Rækkefølgen af fremkomsten af bogmateriale er papyrus, pergament og papir. Papyrus forblev i brug op til år 1000 for især juridiske dokumenter, og pavemyndigheden fortsatte med brugen under pave Benedict VIII indtil 1020. Historien viser en betydelig tilbageholdenhed mod brugen af papir i kirkelige kredse. Den reelle grund var betænkelighed ved papirets forgængelighed i forhold til pergament, men den følelsesladede grund, der var mindst lige så hæmmende for papirets udbredelse, var de kristnes ulyst eller ligefrem had til alt, der kom fra de andre religioner, og papir var en kinesisk-arabisk-jødisk opfindelse, som måtte vække modstand i fundamentalistiske kredse. Man kan ikke sige, at pergament gik af brug, før omkring år 1300, hvor brugen af papir rigtig tog fat.
[6016 p.203]

Pergamentet forøgede holdbarheden i forhold til papyrus, men det var papiret, der revolutionerede bogproduktionen, og revolutionen indtraf før bogtrykkunstens opfindelse. Papiret var simpelt hen meget billigere at producere, og det kunne produceres i meget større mængde end pergament nogen siden ville kunne fremskaffes i. Renæssancens fremskridt i videnskaberne og herunder også trykteknikken havde ikke været muligt uden papiret. Den alemene uddannelse, handelssamkvem med bogføring, og almindelig udbredelse af læseevnen var ikke sket uden papir.

Papirmagerkunsten blev udbredt fra Kina til vesten og blev almindeligt i de mellemøstlige riger fra 700-tallet, hvor der var papirfabrikker i både Bagdad, Damaskus og Tripoli, hvilket gav arabisk videnskab og muslimsk religiøs skriftudgivelse et stort forspring i forhold til Vesten. Der er brugt papir til dokumenter i Palermo i 1109 og i Genoa fra midten af 1100-tallet, men det kan ikke bevises, at dokumenterne er skrevet på lokalt fabrikeret papir. Den første papirmølle i Italien lå i Fabriano i Anconaprovinsen nogle kilometer fra Adriaterhavet og var i drift 1276. Byen blev i hele renæssance og derefter kendt for sit kvalitetspapir.

Før den italienske papirfabrik havde der i mange år været en papirfabrikation i den muslimske del af Spanien, men der er ikke tegn på, at produktionen kom til Vesteuropa, men bl.a. vides det fra besøgende (Petrus Venerabilis, abbed i Cluny 1122 til sin død i 1156) til jødiske befolkningsgrupper i Spanien, hvor der blev set eksemplarer af Talmud skrevet på både pergament og papir. Den muslimske fabrikation foregik i byen Xativa eller Jativa nær Valencia, der også var kendt for linnedproduktion. Efter Spaniernes erobring af området fik jøderne, der havde rettighederne på det tidspunkt lov at fortsætte produktionen ved dekret af Johannes I af Aragonien i 1273.

Frankrig fik sin første papirmølle i Troyes i 1348, og i England kom den første i Herefordshire fra cirka 1490. Tyskland fik sit første papirværk i 1320 og i Nürnberg i 1390, og den tættest på Danmark liggende papirmølle var Lübecks i drift fra 1420. Tyskland importerede papirmagere fra Spanien til at forestå produktionen og oplære lokale til faget, og Tyskland fik meget hurtigt flere papirmøller, hvilket blev medvirkende til trykteknikkens praktiske muligheder.
I Danmark omtales papir på Valdemar Atterdags tid (1340-1375), og vi har bevarede papirdokumenter fra kong Olavs tid (1375-1387).
[MedLib p.632, 5040 p.16]

Det tidlige papir var altid fremstillet på tekstilfibre: Lærred, hampetaver, hørdug var de mest anvendte grundmaterialer, mens bomuld som papirgrundlag først kom i brug sent i middelalderen.

Manuskript - skriverhåndværket

Skriveredskaber

Til at skrive på vokstavlerne med brugtes en griffel af metal eller elfenben kaldet stilus på latin. Til skrivning på papyrus anvendtes en rørpen, calamus scriptorius eller calamus chartarius. Pennen var i de ældste tider trævlet op, men senere blev den tildannet som nutidige penne med en skråt afskåret ende, der blev spaltet. Rørpennen kom i brug i græsk romersk tid i Ægypten, hvor man gik over til at skrive ægyptisk med græske bogstaver. En ny pen kunne være op til 25 cm lang. Når den var blevet spidset til slut kun 6 cm. Rørpenne blev brugt i Italien af arabiske folk så sent som 1583.
Romerne fremstillede metalpenne efter sammemønster som rørpennene. Der er fundet eksemplarer af sølv i udgravninger.

Fjerpenne hed på latin penna. De blev fremstillet af svingfjerene fra gæs og svaner. Til fienre skrift blev også anvendt fjer fra påfugl, perlehønearter og krage. Der er ikke fuld klarhed over, hvornår anvendelsen indledtes, men det var formodentlig omkring pergamentets indførelse, men da de to rod for penne, rørpen og fjerpen, blevbrugt synonymt, så kan det ikke fastslås med sikkerhed. Først fra 1830 var der udviklet tilstrækkelig fleksible stålpenne, til at de fik betydning. Selv om der på den danske industriudstilling i 1810 blev fremvist en stålpen, så var de ikke almindeligt i brug i landet før efter 1840, og fjerpennen benyttedes sideløbende mange år endnu.
[6016 p.556ff, 5040 p.110]

Blæk
Blæk har oprindelse i oldnordisk og oldengelsk for farven sort = black. Det engelske ord ink stammer fra senlatinske incaustum, der var det purpurfarvede blæk, som kejserne i Konstantinopel anvendte for deres underskrift på de officielle dokumenter.

Forskellige undersøgelser viser, at før pergament kom i brug, var romersk og græsk blæk fremstillet med kulstof som farve. Dette blæk kaldtes på latin for atramentum librarum, bog-blæk. Kulstoffet stammede formodentligt fra sod fra brændt pitchpine iblandet en gummi og måske eddike. Plinius d.Æ. nævner denne blanding i sin naturhistorie. Senere brugtes blæk fremstillet på grundlag af galæble, der blev middelalderens almindelig blæktype. Der er overleverede manuskripter fra omkring år 700 med enne blæktype, men den har været i brug tidligere efter skriftlige omtaler af brugen. Ingredienserne er gallo-garvesyre fra galæbler eller andre vegetabilske forekomster. Det sammensættes i hovedtrækket med et jernsulfat, der også kan fås fra forskellige metalforbindelser. For at holde væsken sammen i den rette konsistens tilføjes gummi arabicum, der kan skaffes fra akacietræer. Ofte har blækket et kobberindhold, der er stærkt medvirkende til nedbrydningen af papir.

Kulstofblæk er langtidsholdbart, det bleges ikke og misfarver ikke underlaget. Galæbleblæk indeholder svovlsyre, der angriber papir, der helt kan opløses af blækket. Kulstofblæks negative sider er tendens til at bundfælde, og når blandingen bliver tykkere tilstoppes pennen. Kulstofblæk binder kun til pergamentets overflade og kan let raderes ud, hvilket kan være en fordel for skriveren, men historisk er det mere problematisk.

Fremkomsten af galæbleblækket sættes til 1126, men nogen synderlig generel accept af dateringen synes ikke at herske blandt forskerne, og der er mange eksempler på prøver fra ældre manuskripter, der viser jernforbindelseer i blækket. Konklusionen må være, at jernholdigt blæk udvikledes gennem længere tid og særligt kom i brug, da pergament blev almindeligt skrivemateriale, fordi kulblækket havde sværere ved at blive permanent holdt på dette underlag.
[6016 p.552f]

Efter middelalderen, måske først fra midten af 1700-tallet købte de danske skrivere deres blækpulver og rørte det på brugsstedet op med vand i blækhornet. For at tørre den våde skrift, dryssede man sand over, og elegante frøkner og fruer benyttede ofte glimmerpulver som sand, da det gav deres signaturer en fin glimtende gylden farve.
[5040 p.110]

Radering og genbrug - Palimpsest
Fejltagelser kunne lettest fjernes tidligt efter skrivningen havde fundet sted. Er det benyttede blæk af kulstoftypen, kan man med en svamp lige efter skrivningen fjerne skriften fra pergamentet. Svampen , gr. spongos, var derfor et af skriverens værktøjer i tidlig middelalder.
[6016 p.550]

Et dokument med genskreven tekst kaldes på de fleste sprog for en palimpsest fra græsk betydende "raderet igen". Latinere foretrak dog at benytte termen codex rescriptus, men i dag synes jeg oftest at palimpsest anvendes. Af palimpsester er de fleste bevarede fra år 600 til 900, men eksempler findes helt op til 1500.
Når et pergamentark skulle genrbuges skrabede man først den gamle tekst af, eller man gned den værk med pimpsten. Derefter blødgjorde man pergamentet med en opløsning blandet af mælk, ost og kalk, hvorefter genbruget kunne finde sted. Når man i dag kan læse den underliggende tekst på genbrugte pergamenter skyldes det, at de ofte var meget nødtørftigt raderede samt at nyere metoder med forskelligt lys og kemikalier kan få den originale tekst frem på pergamenter, der ellers ser helt rene ud.
[6016 p.192 + 215ff]

farve.

Bogens samling og indbinding

De ældste bevarede græske bibeltekster på pergament i codexform menes at være Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, der stammer fra cirka 370, og den ældste latinske bibeltekst på pergament er fra samme periode og kaldes for Codex Vercellensis.

Skriveprocessen - kopiering

Skrivning

I afsnittet om skrivning og kopiering er enkelthederne udsprunget af en kopieringssituation. For en forfatters egen første dannelse af tekst vil oplysningerne om kopiering og kopieringsfejl naturligvis ikke have betydning.

Flere samtidige illustrationer viser skriveren i gang med sit arbejde. Han sad gerne på en stol enten uden eller med opret ryg, og foran ham var placeret en skrivepult, hvis bordplade var vinklet omkring 45 grader. På en anden bogholderramme var det originale værk, som der kopieredes fra, opstillet, så skriveren let kunne se det og bladre i det.

Under skrivningen holdt munken gerne en kniv i venstre hånd. Den var nyttig til hurtigt at kunne udradere fejl, tilskærer pennen, udglatte ujævnheder i pergamentet, og den kunne bruges som støtte for den skrivende hånd, kunne holde pergamentet på plads og var i det hele taget et nyttigt redskab.
Hånden, der holdt pennen var mere stejl, end vi i dag anvender. Pennen hvilte mellem tommelfinger og anlægsfladen på de to første fingre, mens de to sidste var ombøjet og kun tjente som underlag mod bordet. Ved denne lodrette føring af pennen bliver visse strøg i et bogstav anderledes end vi anvender. Stillingen vil give lettere lodrette streger, mens buer vil være vanskeligere?????
[MedLib]

Hvorvidt pergamentet var foldet under skrivningen, eller arket var bredt ud igen er ofte uklart og der er flere teorier om rækkefølgen, som siderne blev beskrevet på, men ud fra teksterne kan det konstateres, at det almindeligste var at udfylde siderne i samme rækkefølge som de læses, uanset om det blev gjort på udfoldet eller falset ark. Arkene var oftest linjerede, inden de blev falsede, men falsede ark kunne jo også glattes ud igen under skrivningen, så det kan kun konstateres, at fremgangsmåden kan have vekslet mellem skrivning på udfoldede og falsede ark.
[6016 p.211]

Skriveren måtte under ingen omstændigheder ændre i forhold til originalen. Var der indlysende fejl, så skulle tilladelse først indhentes, før en rettelse kunne indføres i kopien. Det var ualmindeligt, at skriveren indførte ændringer; det tilkom den efterfølgende korrekturlæser at sørge for det - og derfor var det de bedst uddannede og mest erfarne lærde, der udførte korrekturen - se herom nedenstående.

Indtil efter år 800 var det heller ikke nogen let sag at finde eventuelle fejl, da adskillelse af de enkelte ord ikke blev almindelig før efter dette tidspunkt. I den tidlige middelalder så skriveren en ubrudt række bogstaver for sig og forstod måske ikke en gang, hvad indholdet betød. Ændringer i de klassiske skrifter kom først for alvor ind i kopierne efter ordene blev adskilte, og munken begyndte at kunne forstå indholdet, hvilket giver både lyst til at korrigere, men også mange flere fejl, da man prøver at huske længere fraser ad gangen, men fejler i hukommelsen. Dertil kommer fejl fra en oversprunget eller gentagen linje etc.

I bøger, hvor skønheden var af betydning, og modtageren måske ikke selv kunne læse den, så valgte man at rette uden at udradere det fejlagtige, men kunne under en fejlagtig linje gentage den korrekte.

Ved store opgaver kunne flere skrivere være i gang samtidig med at kopiere fra samme værk, der da var delt op i sine enkelte læg. Man kan se det af forskellen på skriverens kendetegn, men metoden var vanskelig, fordi, det var nødvendigt at slutte nederst på et lægs sidste side, for at kunne koble lægget sammen med kollegaens næste læg. Er der en nøjagtig overgang fra læg til læg, men forskellig hånd, der har ført pennen, så er produktionen nok sket med flere mand, men sekventielt.

Diktat til skrivere var ikke almindelig i høj- og senmiddelalderen. Tværtimod var tavshed normen, og for ikke at forstyrre kolleger i samme rum, så blev der udviklet en hel serie tegn, som kunne gives med fingre og hænder, når en skriver fx manglede pergament, eller blæk eller havde et andet problem og med tegnet tilkaldte overopsynet. I forbindelse med tekster om kopiering er verbet dictare brugt, men betydningen er mere danne eller forme end det er diktere. Ifølge den katolske encyklopædi var der altid stilhed i skrivestuen, men det modsvares [Einstein] af et træsnit med en afbildning af en munk, der dikterer til en skriver, som optrykt i William of Ockhams Dialogus, 1494.
[MCas p.136, MedLib p.603ff, 9125 p.8, 6016 p.208]

Skrivehastighed. Der er i [MCas p.136f] talt op på skrivehastigheden fra enkelte manuskripter, der bærer noter om begyndelses- og sluttidspunkter. I en bog af mellemstørrelse som en nutidig paperbackbog kunne munken Gregor for den sorte skrifts vedkommende kopiere 6 sider per dag a 21 linjer, men han skulle også overholde tidebønnerne, kapitelmødet og spisetiden. Desuden var der i flertallet af skrivestuer forbud mod levende lys både på grund af brandfaren, men også fordi olien fra olielamper kunne svine kostbare originaler og kopier. Man må i dag hele tiden betænke, at hvert værk er at betragte som et unikum. Der er også vidnesbyrd om skrivninger udført om natten.

Korrekturlæsning

Efter skrivningen gik manuskriptet til korrekturlæseren, corrector, der indføjede sine rettelser efter sammenholdning med originalen. Korrektoren indsatte også nødvendig tegnsætning. Tegnsætning blev benyttet i antikken, men efter et afvigende system - se herom nedenstående.

Filologer og historiker har forsøgt at inddele fejlene i grupper, men nogen klar opdeling er ikke mulig. I én gruppe samles fejl, der skyldes fejllæsning i originalen eller hørefejl i tilfælde af diktat. I en del af skrifttyperne kunne det være svært at se forskel på bestemte bogstaver; fx var det svært at se forskel på s og f eller c og e i den karolingiske minuskelskrift. I samme gruppe placeres også fejl, der skyldtes linjeskiftefejl: Endte to nærtstående originallinjer på samme eller næsten samme bogstavskombinationer, så kunne kopistens øje fortsætte på forkert ny linje.

I en anden gruppe samles fejl, der skyldtes distraktion. Tænker man på noget andet, end det man kopierer, er der sandsynlighed for, at man på et tidspunkt skriver noget fra sin tankevirksomhed i stedet for en originals noget lignende tekst.

I den sidste gruppe samles de bevidste forandringer, som en kopist indførte i sin kopi. Det kunne være en kopist, der mente at vide bedre end originalen, og det kunne være mangler i en original, som kopisten efter bedste mening udfyldte med egne formodninger.
[6016 p.214]

Korrekturtegn
Korrektoren kunne udstrege overflødige bogstaver med en skråstreg (/) som vi bruger endnu. Indsættelser blev angivet med en asterisk * eller tre prikker dannende en trekant. Var rettelsen for lang, kunne der henvises til den, og den kunne bringes, hvor der var plads.

Hjælpemetoder og funktioner under skrivningen

Indledende bogstaver blev tit skrevet med rødt. Generelt blev de ikke skrevet af kopisten men af specielle rubricatorer. Samme håndværker udførte andre farveopgaver i teksten, men ikke regulære tegninger, som en illuminator tog sig af.
[6016 p.213]

De indledende bogstaver af et værk opdelt i bøger eller kapitler blev i de ældste manuskripter skrevet med samme skrifttype som brødteksten. Senere blev det mode at skrive disse indledningsbogstaver med en anden skrifttype eller med versaler eller kapitæler.
kustoder,
signatur,
Forkortelser - abbreviaturer
I oldgræsk og tidlig latin brugtes få forkortelser for ganske bestemte og meget brugte ord. Forkortelserne blev kendelige på en efterfølgende prik som fx Q. for que. Noget før vor tidsregning begyndte flere forkortelser at vinde indpas i manuskripterne, og forkortelserne kan grupperes efter deres konstruktion i tre grupper:

  1. Suspension, der består i at udelukke nogle af et ords bogstaver. Eksempelvis ved linjeafslutningen, hvor der over en vokal blev sat en streg, der skulle erstatte det afsluttende bogstav m eller n. Senere blev stregen for m eller n over en vokal også sat inde i linjen og også brugt som forkortelsestegn for dobbeltkonsonanten mm, som blev skrevet m med en streg over.
    Stregens oprindelse er det oprindelige udeladte bogstav skrevet med diminutiv skrift over linjens sidste bogstav, der oftest var stavelsens sidste vokal, for at linjen kunne slutte med en lige højremargen.
     
  2. Kontraktion, der består i at udelade vissse af et ord bogstaver. Kontraktion var typisk for religiøse skrifter, hvor de mange gange gentagne ord som Jesus, Kristus og dominus blev skrevet som IHS, XPS og DNS alle med en vandret streg over som tegn på kontraktionen.
    De meget gentagne ord optog herved mindre plads på den dyre pergament. Sædvanen indledtes i græske manuskripter og kom derfra til latinske skrifter, hvorfor de græske bogstaver for Kristus, XPS, blev bevaret også i latinske skrifter. Da de samme munke også skrev de verdslige tekster, så blev kontraktioner også benyttet i andre dokumenter end de religiøse.
     
  3. Stenografiske tegn. På grundlag af de tironske noter, det første stenografsystem, blev flere af tegnene anvendt i almindelighed, og nogle enkelte tegn holdt sig længe, tegnet for og - & - indtil i dag. I de tironske noter er især mange korte ord, der bruges meget i latin, skrevet med sit eget enkelte tegn; per er skrevet som et p med en vandret streg gennem bogstavets nedstreg og quam som et q med en diagonalstreg gennem nedstregen.
    Tironske noter er omtalt i teksten om Romerkirken.
Forkortelserne var ikke internationale. Ved kopiering eller oversættelser indsneg der sig fejl i tydningen af de forkortede ord. De insulære manuskripter fra Irland - England blev ikke forstået på kontinentet. De insulære skrivere benyttede flere af de tironske noter skrevet med deres egen skriftfont, og denne sædvane var ikke kendt af de karolingiske skrivere, der skulle kopiere bøger medtaget fra de irske klostre til Fulda, Bobbio og andre missionsklostre med irsk-engelsk forbindelse.

I senmiddelalderen kom der mere system i forkortelserne, og med den mere internationale uddannelse ved universiteterne blev der skabt en samling forkortelser, som alle fagfolk kendte, men de vekslede fra fag til fag. I danske håndskrifter var brugen af forkortelser begrænset samenlignet med udlandet, men gennem middelalderen kom der også i de nationale skrifter nogle flere forkortelser. Fx brugtes stregen over et m og n for stavemåder med mm og nn og en slags krølle løftet over grundlinjen var tegn for ær og er.
[5040 p.43 + 87]

Forkortelser i manuskripter fortsatte efter det middelalderlige system efter middelalderen og blev i danske skrifter langsomt afviklet, men en del sædvaner holdt sig til op i 1800-tallet, fx ordendelser skrevet med mindre typer og hævet ved eller over ordslutningen. Streg over konsonant som tegn på dobbeltkonsonant.
[5040 p.102]

Forkortelser i daglig skrift er i nutiden fastlagte og kan slås op i ordbøger og forstås af alle hovedparten af læserne. Faglige forkortelser har ikke altid en standardisering, fx bemærket i Hefte 1, Bind 21 til Fortid og Nutid, 1960, hvori det påpeges, at historikerne bør anvende samme forkortelser for deres kilder, fx Dipl Dan for Diplomatarium Danicum, og der gives en liste med forslag til en standardisering. For andre forkortelser anbefales kun brugen af de almindeligste som "osv.", "m.m.", og i øvrigt kun for måneders navne ved datoer, og da kun for månederne jan., feb., aug., sep., okt., nov. og dec. Fagbladet lader det være op til den enkelte skribent, om forkortelsestegn skal anvendes.

Illumination
Mange af de bevarede manuskripter har indsatte tegninger på hele sider, i margenerne og i initialerne. Tegningerne blev udført af særlige håndværkere - kunstnertitlen var ikke kendt i middelalderen. Denne form for udsmykning kaldes for illuminering.
[5040 p.35]

Illuminationskunsttyperne klassificeres i flere skoler. Den byzantinske med meget guld og mørke farver fik stor betydning i europæiske manuskripter, særligt mellem 900 og 1300. Den meget karakteristiske irske skole var virksom 700 til 900 og måske noget senere, men forblev insulær, mens der i England udviklede sig en skole centreret i Winchester og aktiv efter vikingetogterne var aftaget. Den engelske stil fortsatte efter normannererobringen, om end stilen blev tungere, men stadig med fornemme kunstværker som fx i Matthew Paris' værker og værker fra St. Albans klostret. Fra 1100-tallet fik England nu inspiration fra kontinentet, og nogle af landets fineste manuskripter blev produceret i 1200-tallet i de store psalterier.

Efter Englands blomstringsperiode blev fransk illuminationskunst den fornemste. Under karolingerne var udsmykningen kun sporadisk og simpel, men efter år 1000 eller måske 1100 blev fransk kunst forfinet og stærkt efterspurgt. Flere franske konger var kritisk bibliofile, hvilket smittede af på adelsstanden i øvrigt.

I Tyskland er det kejserne op til efter 1000, der er ordregiverne, men fra cirka 1200 bliver de lokale fyrster i Tyskland meget aktive i erhvervelsen af fine manuskripter for gennem dem at understrege både deres kulturelle høje niveau og samtidig deres økonomiske magt. Særligt i Tyskland udvikledes der sideløbende med pragtværkerne en folkelig kunst, hvor afbildninger til brug for fattigfolk uden læseevne blev fremstillet i stort antal. De italienske klostre og pavesædet tog også initiativer til fornemt, kunstfærdigt udstyr i religiøse og klassiske manuskripter.
[5040 p.36-41]

Fra ark til læg til bundet bog
Som beskrevet ovenstående under pergament var normalen at samle et antal ark og false dem samlet, så de dannede et læg med fx 16 sider. De fire enkelte pergamentstykker blev holdt sammen med en hæftning, som nutidigede bøger: Med tråd fra inderfalsen gennem alle ark til rygfalsens yderside gentaget et antal gange afhængig af boghøjden.
[6016 p.215]
 

KOPIERING

Kopieringen af bøger havde to formål. Det ene var at producere passende værker til brug i det religiøse liv, men det andet va at beskæftige ellers ledige munke fra at få frivole tanker. I det sidstnævnte tilfælde kunne man ikke forvente nogen synderlig koncentreret kavalitetsindsats, og arbejdet blev som en trædemølle for de uvillige. Der var ikke i årene før 800 nogen gennemgående rutiner eller standarder på tværs af klostrene. De kom først senere. Skulle et værk kopieres satte abbeden en egnet munk til arbejdet og udpegede et egnet sted til udførelsen, og var der tale om en gruppe ledige, der skulle kopiere, så blev en opsynsmand udnævnt blandt de erfarne munke og sat til at udøve opsyn med de arbejdende. Efterhånden som arbejdet blev rutiner i klostrene blev rum indrettet og materialers fremskaffelse sat i system. Man mener dog ikke at separate skriverum i britiske klostre blev almindelige før i 1300-tallet, men da var kopiering i klostrene ved at være forbi i hht. [7297 p.5]: By about 1100, however, the number of new texts was increasing and monastic libraries found it more and more difficult to keep their collections up to date, and they began employing secular scribes and illuminators to collaborate in book production... By 1200 there is quite good evidence of secular workshops writing and decorating manuscripts for sale to the laity... By 1300 it must have been exceptional for a monastery to make its own manuscripts: usually monks bought their books from shops like anyone else,...
[MedLib p.592, 7297 p.5]

Kopiering har fundet sted i hele skriftkulturens eksistens, men ophørte i almindelighed kort tid efter trykteknikkens udbredelse. I de ældste klostre og kirker blev kopiering hurtig et af de daglige gøremål for en eller flere af de tilknyttede personer. En mere organiseret form for kopiering, der skal kædes sammen med mulighederne for at fremskaffe forlæg for kopieringen, indledtes i årene efter kristendommens anerkendelse, og Hieronimus er en af de tidligste, fra hvem der er vidnesbyrd om anvendelsen af kopister til at hjælpe med hans revision af evangelierne og siden dele af den komplette bibel sidst i århundredet. Hieronimus anvendte især kopier fra biblioteket i Caesarea til sine studier, når han opholdt sig i Palæstina og især efter 388, hvor han permanent boede i Bethelem og omegn.

Cassiodorus, der var aktiv fra cirka år 500 til 580, er mere kendt for sin systematiske anvendelse af kopiering i sit kloster Vivarium i "tåen" på Syditalien. Cassiodorus indsats har særlig betydning, fordi han ikke indskrænkede sine kopieringer til de kristne tekster, men lod mange klassiske tekster kopiere, og derved reddede dem for eftertiden, da mange af hans kopier i dag er grundlag for vor viden om klassikerne.
[MedLib p.20ff]
Der var ifølge Benedikts og andres reglementer i den tidlige middelalder også et andet formål med kopieringen, idet arbejdet afholdt munkene fra lediggang. Dette beskæftigelsesarbejde menes at ligge til grund for mange genbrugte pergamenter, hvor den oprindelige tekst er skrabet af og en ny opført underlaget. Bevaringen af andre skrifter end de eksakt brugbare i klostrets liv beror derfor ofte på tilfældigheder som neglicering, glemte skrifter eller dårlig bevaring i andre tilfælde.

Der var fire måder at få fat i et værk til kopiering på:
  1. Man kunne låne et værk og kopiere det på egen skrivestue,
  2. Man kunne sende en skriver hen til originalen og kopiere den der
  3. Man kunne bestille en kopi fra originalens indehaver,
  4. Man kunne bytte med en bog, som man selv havde, eventuelt i dublet, og få en ønsket i stedet for.
Lånte man en bog skulle man som hovedregel aflevere et depositum, der kunne være et andet værk, eller bare noget værdifuldt. Klostrene så så alvorligt på bortkomst, at en trussel om ekskommunikation ofte blev forbundet til værket, skulle det komme bort. Advarslen eller truslen skrev man så inden i bindet. Desværre er der mange eksempler på, at jo højere man er i magthierarkiet, desto mindre virkede truslen, og mange højere prælater og verdslige fyrster forøgede deres biblioteker ved at beholde betroede bøger tilhørende andre.

Mængden af kopieringer
Der findes ingen generel målestok eller standard for produktion af manuskripter. Skrivestuerne må betragtes individuelt, og der findes meget få mængdeoplysninger for dem. Man har enkelte tal for skriveres kopieringshastigheder, men mangler sammenholdet med de øvrige involverede rubrikatører, pergamentklargørere og illuminatører til at kunne finde en samlet produktionmålestok. Desuden må der påregnes stor forskel på en munk i tidlig middelalder kopierende og udsmykkende en hellig tekst til fornemt brug og så til senmiddelalderens lærebogskopist, der skulle frembringe lærebøger i "masseproduktion". Selv efter bogtrykkets fremkomst var der klostre, hvor kopieringen fortsatte, idet abbeder pointerede, at kopierende munke var bedre end munke i lediggang, hvilket var tilfældet hos abbed Johannes Trithemius (1462-1516) i Sponheim kloster ved Kreuznach i Tyskland.
[9125 p.8 + 10]

Kopieringens kostpris skulle dækkes, og for eksternt arbejde måtte kunden betale. For klostrets eget kopieringsbehov måtte dækkes internt, og der var almindeligt, at gaver til klostret blev øremærket til dækning af kopieringsomkostninger. I år 1160 fik klostret i Ely foræret to kirker, fra hvilke indtægten skulle bruges til at kopiere bøger.
[6016 p.207]

Eisenstein påpeger, at de meget brugte tal fra en erindringsbog af en boghandler fra Firenze ikke ved nærmere kritik kan sige noget som helst om manuskriptmængden fremstillet i Firenze eller for så vidt i det hele taget syd for Alperne, og hun påpeger i samme afsnit tidligere selv at være blevet kritiseret for ikke at tage højde for det meget store skifte, der skete i 1200-tallet, da de verdslige skrivestuer begyndte at overtage munkenes kopieringsarbejde og ændrede procedurerne for kopiering fra at have færdiggjort en hel bog ad gangen til nu at dele bogen op i mindre dele og kopiere flere eksemplarer af hver del, mens andre skrivere tog sig af de øvrige dele af bogen.
[9125 p.9f]

Der kan heller ikke generaliseres med hensyn til kopieringen i universitetsregulerede boghandler med tilknyttede lærebogskopicentre i de få universitetsbyer i 1100- og 1200-tallet og de frie boghandler, der ikke var underlagt universiteternes styring, og heller ikke sammenlignes med arbejdsforholdene for kopiering hos boghandlere i byer uden universiteter.
[9125 p.10]


Skriftudviklingen, fra versaler til minuskler og tegnsætning

Skrift - fonttyper

Romerske skrifter
Romernes tidlige skrift var en majuskelskrift, kapitalskrift, som var dannet til indskrifter i sten. Skriften kaldes for scriptura capitalis. Den var ikke særlig egnet til bogskrift på vokstavler og papyrus. Skriften havde to udtryksformer: capitalis quadrata var den stive firkantede type, der blev skrevet uden ordmellemrum eller kun med en prik mellem ordene, mens capitalis rustica var en slankere mere rundet form. Typologien er fastlagt på et meget lille antal levn. Faktisk har man under en halv snes levn med typen, bl.a. det i foregående tekst nævnte digt om Slaget ved Actium, mens der for typen rustica findes noget over en snes. Denne skrift var den tidligste latinske bogskrift, men brugen aftog, og efter år 500 benyttedes majuskelskriften kun til enkelte bogstaver, der skulle fremhæves.

I begyndelsen af perioden fra fjerde til ottende århundreder skrev de latinske skrivere, og det var så godt som udelukkende kirkens medarbejdere, med versaler i en fonttype udviklet fra scriptura capitalis. Uncialskriften var mindre kantet og passede bedre til vokstavlerne og papyrusmaterialet, og skriften udvikledes langsomt til en mere uregelmæssig skrift med sammenkædede bogstaver, ligaturer. Udviklingen kan følges fra det første århundredes grafitti, gennem udgravningerne i Pompeji til de yngre papyruslevn fra 500-årene.
[5040 p.18f, 5040 p.18f]

Fra omtrent 500-årene var denne uncialskrift fuldt udviklet, og fra omtrent samme tid eller et lille hundrede år senere, hvor pergamentet fremkom, skrev man på dette materiale med en nærtstående fonttype, der kaldes for halv-uncial, hvor bogstaverne nærmede sig minuskeltypen noget mere. Fra en anden retning i gammelromersk mere hverdagsskriftagtig kursive typer gik også en indflydelse over i halvuncialen, og der dannedes også en halvkursiv bogskrift. Halvuncialskriften var smidigere end den ægte uncialskrift og var hurtigere at skrive med på det nye pergamentmateriales glattere overflade, hvor pennestrøgene bedre kunne lægges i alle retninger end de kunne på det fibrøse papyrus. Halvuncialen blev den dominerende manuskriptskrift i klostrene op til 800-årene, og skriften fik sammen med halvkursiven stor betydning for udviklingen af merovingisk og karolingisk skrift. Der kendes mange hundrede manuskripter med halvuncialskrifter, hvoraf en del er palimpsester.
[6016 p.263f, 5040 p.18-21]

På grundlag af disse romerske skrifter udvikledes de første nationale europæiske skrifter sig: [6016 p.497ff, 5040 p.26-29]

Den karolingiske minuskelskrift
Fra omkring år 800 blev mange manuskripter udført med den karolingiske minuskelskrift, der havde sin rod i uncialskriften, men blev tilført elementer fra de insulære skrifter i Irland og England og fremtræder som en mere kursiveret skrift. Skriften kaldes endog for en reform og fremstår som en smuk og læsevenlig skrift. Den blev indført i Karl den Stores rige og blev efterhånden vesteuropæisk standard i de fleste lande. Et af de vigtigste udviklingssteder var Sankt Martinklostret i Tours.
[6016 p.285, 5040 p.30f]

Oversigt over latinsk til nationalskrift - middelalder
Skriftkort latin

 
Den gotiske skrift
Den gotiske skrift, der blev brugt i Frankrig og andre europæiske lande, må ikke forveksles med den ovenover nævnte vestgotiske.

Omkring år 1200 skete der et skift i skriftmoden, og den mere kantede og snørklede skrift, der blev kaldt gotisk eller tysk blev den mest anvendte i Nordeuropa. Den udvikledes først i Frankrig, men blev snart mere kendt i østligere egne. Fonten fik flere forskellige udseender, men fælles var de kantede retningsskift, så et -o- ikke længere var rundt men mere fire-, seks- eller ottekantet. Bogstaverne blev slankere med skarpe kanter, blev højere end brede og stod tæt sammen. Toppen af skafterne blev ofte kløvet, så de fremstod med to udadbuede spidser. Hårstreger tegnedes meget tynde og gerne diagonalt, mens trykstregerne blev meget kraftige skrevet med en pen holdt meget skrå.
Fonten stivnede omkring 1400 og kunne ikke videre udvikles.
[6016 p.287, 5040 p.32 + 75-79]

Den italienske renæssancekursiv-skrift
Hen mod tiden for bogtrykkunstens fremkomst fremkom en meget mere læsevenlig minuskelkursivskrift i Italien. Den blev forstået som værende tættere på den klassiske tid, som nu blev "genfødt" af de italienske humanister. Ved siden af den gotiske skrift blev det en af de første bogtrykskrifter, der blev skåret.
Samtidig hermed gik udviklingen i Norditalien også i retning af en mere opretstående skrift, der blev grunden til vore dages antikvaskrifter, hvor de enkelte bogstavers vertikale linjer får fødder af korte streger på skrivelinjen.
Også skriveskriften blev påvirket, og der udvikledes en mere letlæselig og hældende kursiv håndskrift, som fortrængte den stive og spidse gotiske skrift først til England og omkring 1900 til de nordiske lande, mens de tysksprogede områder fortsatte med brugen af gotisk til efter anden verdenskrig.
[6016 p.287, 5040 p.34]

Skriftens struktur

Sammenskrevne ord - enkeltskrevne ord
I de ældste mss til hen imod 800-900 er skriften ikke opdelt i enkeltord, men skrevet uden mellemrum, og det var først med udviklingen af de små bogstaver, at ordene begyndte at blive adskilte. Kopisterne fortsatte dog længe med at sammenføje fx præpositioner til det efterfølgende ord, ligesom det forekom, at et afsluttende bogstav blev overført til det efterfølgende ord. Det sammenblandede system med enkeltskrevne ord blandet med sammenskrevne ord fortsatte i græske mss, mens de latinske mss fra efter år 1000 blev skrevet efter vor norm med enkeltstående ord.
I danske mss er der fra de ældste brugt ordmellemrum, mens en del har den såkaldte halv afstand, hvor forstavelser og sammensætninger er skrevet. Konstatering af disse afstande er svære at bedømme, og en almindelig læser er sjældent i stand til at påpege denne særegne klassificering.
[6016 p.211, 5040 p.88]

Orddeling ved linjefald
Orddeling ved udgangen af en linje skete gerne mellem stavelser, og skulle der deles i ord med kasus- eller personendelser som fx i verbet scripsistis, hvor endelsen er -istis, så var det sædvane at dele mellem to konsonanter: scrip - sistis, men der var undtagelser i græske tekster, hvor bestemte bogstaver kunne blive trukket med over og indlede den næste stavelse på den nye linje, og dette smittede af i latinske mss, så der forekommer delinger, hvor der efter græsk mønstre blev delt således: scri - psit.

Deletegnet ved linjeskiftet var tidligt en prik og fra omkring år 1000 blev det en streg (-) eller en skrå streg (/) og i nogle hundrede år ses delestregen gentaget indledningsvis på den nye linje. Orddelinger var ikke velsete og mange kopister skrev derfor mindre bogstaver mod linjeslutningen, når de kunne beregne, hvor teksten bedst kunne deles.
Fra de ældste danske mss er bindestreg brugt ved linjefald, og de tidligste var skrevet på skrå og fra 1400-tallet også som en dobbeltstreg.
[6016 p.212, 5040 p.89]

Nyt afsnit
Nye afsnit blev i papyrusruller afmærket med en vandret streg, som grækerne kaldte paragraphos. Senere benyttede både græsk og latinsk et forstørret bogstav som indledning eller de lod det første bogstav flytte lidt længere ud i margenen og uden for brødtekstens spaltebredden.
[6016 p.212]

Tegnsætning
De ældste tegn for at adskille sætninger og svarende til vore punktum, semikolon og komma var en prik over linjen i højde med bogstavernes overlængder som punktum distinctio finalis, en prik på linjen som semikolon subdistinctio, og en prik på højde med vores øverste kolonprik for komma distinctia media. Det menes, at denne norm blev udviklet af Aristophanes i Byzantium omkring 260 f.Kr., men den blev aldrig konsistent benyttet, og i latinske mss ses både punktum, kolon, semikolon og flere prikker som et tegn eller kolon og streg sammen.
I danske mss fra de ældste findes tegnsætningen med de tre distinctiones hhv. den "lille pause" for prik på fodlinjen, den "mellemste pause" for en prik løftet og den "store pause" for en prik på højde med overlængdernes top. I Dalbybogen kun de to sidste.
Ved et afsnits slutning findes også et tegn bestående af tre punkter placeret som spidserne i en ligesidet trekant og enkelte andre tegn.
Parenteser kendes i mss fra middelalderens slutning.
[6016 p.213, 5040 p.88]

Det var i middelalderen at vores nuværende system begyndte dets udvikling. Både Cassiodorus og Isidore fra Sevilla påpegede nødvendigheden af tegnsætning, og Alcuin udgav retningslinjer til skriverne om emnet, og hans værk er bevaret, og i et af de til denne artikel benyttede værker er en betydelig undersøgelse udført på manuskripternes tegnsætning. [MCas.]

Fra år 700 kendes et omvendt semikolon, der havde værdi mellem vores semikolon og komma, og ved denne tid fremkom også spørgsmålstegn. Andre tegn som asteriks og nogle korrekturtegn er også hyppigt brugt gennem middelalderen.
[6016 p.213]

I Danmark blev der efter middelalderen efterhånden anvendt de nukendte symboler, dog med nogle tegns særlige betydning. Fx blev semikolon ofte benyttet som punktum. Det var særligt fremtrædende i gotisk skrift, men forekommer også i antikvaskriften. Ofte er skrifter affattet på latin mere i tråd med vores nuværende tegnsætning end de gotisk skrevne på modersmålet.
[5040 p.104]

Taltegn
Romertal blev brugt i de ældste danske mss, og tallene blev tit fremhævet ved at der blev sat en prik foran og efter taltegnene, og i enkelte tilfælde blev romer tallet skrevet på halv linjehøjde, og slutbogstaverne i det skrevne talord - også på halv højde - anbragt over romertallet. Således blev der fx ved quattuor skrevet IIII med or skrevet ovenover. Fra 1200-tallet kom de arabiske tal til Danmark, og de findes bl.a. i mss Valdemars Jordebog og Ribes Oldemor.*) Arabertallene vandt kun langsomt frem, og romertallene vedblev at blive anvendt i mange typer litteratur også i årstal, mens arabertallene hurtigt blev de foretrukne til kalendarier.
[5040 p.89]
*)Ribes Oldemoder er en brevbog fra Ribe Domkirke, og der findes indførelser på knap 30 pergamentblade fra 1290 til 1518, men med store mellemrum mellem de enkelte dele. Oplysninger om ms kan findes på nettet.

Efter middelalderen blev romertallene stadig brugt i Danmark. De blev oftest i håndskrifter skrevet med de små bogstaver, og det sidste i i et tal var forlænget til j, således også jm for tallet 1.000. Brøken ½ blev skrevet med et j med en gennemstregning af et j's underlængde.

Skriftudviklingen i Danmark i middelalderen

Når der ses bort fra runeindskrifter, der henregnes til epigrafikken, så er det ældste kendte danske dokument fra 1085, men det eksisterer ikke længere i original. Det er et gavebrev til Lunds domkirke fra kong Knud den Hellige, 1080-1086, og det gik tabt senest 1697, og kendes i dag fra tre afskrifter fra tiden, mens originalen endnu eksisterede, nemlig i Necrologium Lundense i 1100-tallet, senere i Lundebogen fra 1494 og endelig fra en korrigeret afskrift fra 1662.
[Hist.Tids. 2. række, bd. 9, p.129ff]

Den ældste bevarede danske manuskript er Dalbybogen på KB med signaturen Gl. kgl.S. 1325, 4° fra 1060. Bogen har træk fra skriftskikke fra forskellige lokaliteter, engelske og tyske, men der er nogenlunde enighed om bogens danske produktion i Skåne. Knapt hundrede år yngre er de to kongebreve: Erik Emunes til Lunds domkirke dateret 06/01 1135 og Erik Lams gavebrev til Skovkloster, Næstved, fra 21/03 1140.
[5040 p.52]

De ovennævnte manuskripter er alle skrevet på latin. Det ældste dokument med dansk sprog er fra 1371 og overgås af det ældste norrøne skrevet på norsk cirka 1210. Den norrøne skrift udviklede sig fra den karolingiske minuskel og med træk fra den insulære angelsaksiske skrift, og den fik særegne nationale træk efter det behov de særlige nordiske lyde krævede. Især Norge fik træk fra England, da en del af missionærerne var fra engelske klostre sendt over af Olav Tryggvesøn. Island fik derimod sine første kristne og første biskop fra kontinentet, hvilket også kan læses asf skriften på de første norrøne manuskripter.
Det er i Norden omkring 1200-tallet at bogstaverne æ og ø begynder at vise sig, men om oprindelsen er fra angelsaksisk er usikkert men acceptabel.
De norrøne norsk-islandske skrifter kom under påvirkning fra Danmark-Sverige og gled helt ud mod middelalderens slutning.
[5040 p.52-67]

I Danmark er der fravær af dansksproget litteratur for de første par hundrede kristne år, og de latinske manuskripter viser kontinentale tegn på, at udbredelsen har fundet sted gennem kontinentalt uddannede klerke. Om bogstav ø's opståen er der flere teorierfor, om det er en ligatur af o og e eller en lydværdi, hvor et o er tegnet med en overliggende streg. Men bortset fra sådanne detaljer, som ikke berøres her, så er den tidlige danske skrift den karolingiske minuskel som bogskrift og en lidt afvigende mere kursiv diplomskrift.
Bogskriften er brugt i Dalbybogen, Necrologium Lundense og ms om Øm Klosters grundlæggelse. I de ældste diplomer er der brugt den mere kursive diplomatiske minuskel med lange lodrette streger, skafterne, og med sløjfeornamenter foroven - prangende og ødselt brug af pergament. En mere udpræget kursiv benyttedes fra Erik Glippings tid omkring 1240, bl.a. i et privilegium for Ribes kanniker.
[5040 p.73]

I løbet af 1200-tallet ændrede skriften sig til den gotiske med de kantede bogstaver, som det er omtalt ovenfor. Det var senere på renæssancens tid, at skriften fik navnet gotisk som en nedsættende etiket. Skriften kom via Tyskland til Danmark og omliggende lande. Det danske sprog viste sig også for første gang i denne skrifttype og blandt de danske skrifter var lovteksterne samt nogle lægebøger. En meget stort og prangende skrevet form kaldes efter brugen for missaleskrift.
Den gotiske bogskrift var stiv og langsom at skrive og egnede sig ikke til dagligdags skriblen. Til det brug udvikledes en mere kursivlignende skrift, den gotiske kursiv, med større sammenhæng mellem bogstaverne, der skrives uden pennen løftes fra pergamentet. Eksempler kendes fra 1268, 1290 og 1317, sidstnævnte er det første danske bevarede dokument.

Fra omkring 1400 blev den gotiske bogskrift fortrængt af den gotiske kursiv, og den findes på papirdokumenter, der nu vandt frem og blev senmiddelalderens skrivemateriale, som næsten al dansk litteratur er overleveret på. En del af værkerne blev produceret med det dyrere pergament som første og sidste blad i yderlæggene for bedre slidstyrke, mens resten var skrevet på papir.

Med fremkomsten af papir og med en forøget verdslig skriveevne blev der skrevet flere dokumenter og med mindre omhu end tidligere, og en personligt præget skrift findes i levn fra 1400- og 1500-tallet. I 1400-tallets første del benyttedes foruden den fastformede bogskrift hovedsagligt den omtalte halvkursiv, og fra ca. 1450 findes også den egentlige kursiv, der blev mere uregelmæssig og udflydende i forsøget på at skrive de enkelte bogstaver i en pennebevægelse uden at løfte den fra papiret.

Fra 1500-tallet kom så endelig renæssanceskriften - antikvaen - også til Danmark. Antikvaen var den finkulturelle skrift og blev af de uddannede brugt til latinske noter, mens modersmålet stadig og fremdeles i flere hundrede år blev skrevet med en gotisk bogstavsform.
[5040 p.79-81 + 84]

De skriftlige levn, der er senere end middelalderen, er ikke lettere at læse; man skrev i middelalderen med et længere sigte, og man var omhyggelig, mens man fra renæssancen og frem, hvorfra der er betydeligt flere levn, skrev for samtiden og en del mere sjusket og med individuelle særtræk, der efter 1600 blev mere personlig, og efter 1700-1800 blev skriften ganske ejendommelig og uden fællestræk og kan være svære at gennemskue i dag.
[5040 p.91-94]

Skriftudviklingen, datering ved hjælp af skriften

Manuskripters datering var for forskere og litterater i middelalderen meget vanskelig, og de manglede hele den forskning i skrift, der senere har muliggjort en bedre datering af ellers udaterede manuskripter. Pointen er behandlet af Eisenstein: " By the same token, each makes it more difficult to envisage how a given manuscript appeared to a scribal scholar who had only one hand-copied version to consult and no certain guidance as to its place or date of composition, its title or author... Similarly, the more thoroughly we are trained to master the events and dtes contained in modern history books, the less likely we are to appreciate the difficulties confronting scribal scholars who had access to assorted written records, but lacked uniform chronologies, maps, and all the other reference guides which are now in common use." [9125 p.6f]

Skal man forsøge at bestemme et dokuments alder og øvrige proveniens skal man både se på sprog og indhold, men de ydre former kan også vise træk, der kan dateres og stedfæstes. Ofte blev dokumenter udformet efter bestemte formularer: skøder har bestemte formuleringer og opstillinger, det samme gælder gavebrevet og åbne og lukkede kongebreve fx. Også titler og tiltaleformer viser til bestemte samfundsklasser, tidsrum og steder.
[5040 p.106f]

Sprogforhold og oversættelse

Tegnsætning
Tegnsætningen var ulig nutidig. I mss fra MCas omkring 1100 benyttedes fire tegn:
1) / = virgulen eller
2) punktum under virgulen eller punktum under virgule med krog nederst mod venstre,
3) punktum alene og endelig
4) punktum med semikolon.
Brugen af disse tegn var ikke uniform på samme tid og i de forskellige bøger. Mest almindelig var punktum og virgulen. I listen 1-4) er styrken af tegnet fra svag til stærkest (punktum med semikolon). Virgulen tjener i de eksempler, jeghar gennemset, oftest som et komma ville gøre i dag, men på grund af det latinske sprogs anderledes opbygning kan en direkte sammenligning med sætninger ikke gennemføres.
[MCas p.176]

Titel
Bøger omkring 1100 havde ingen titelblad. Der var normalt kun med lille skriftstørrelse en notits øverst på den første side, også selv om der ofte var et helt tomt blad allerforrest i ms. Andre steder at angive bogens indhold findes også. De almindeligste steder var efter første blad og før sidste blad, da de udvendige bladde var mest i fare for at blive mistet under brug. Reglen om at angive en bog ud fra den indledende tekst på fx anden eller tredje side var fra manuskriipternes tid, da man for at være sikker på, at det var samme eksemplar benyttede et tekstafsnit inde i bogen, da forskellige kopier sjældent kunne have samme ord på eksakt samme linje.
[MCas p.130, MedLib p. 620f]

Paginering
Paginering var ikke almindelig før 1400, og arkene blev ikke nummereret før omkring 1200-tallet. Man holdt styr på rækkefølgen af læggene, gerne kvaterner (quaterniones), ved en signatur, der viste, hvad næste læg skulle være. Signaturen blev anbragt nederst i højre hjørne på sidste side i lægget. Den almindeligste signatur var bogstavet 'q' efterfulgt af et romertal fortløbende. Et andet hjælpemiddel var skrivningen af en såkaldt kustode, dvs. det første ord på næste lægs første side, nederst på sidste side.
[MedLib p.608, 5040 p.45]

Sprog

Sprog og ortografi, tegnsætning etc. i ny tekst med også tal og romertal måske datering og forkortelser.

Cassiodorus skrev en ortografi, De ortographia, som vejledning for sine kopistmunke, og hans instrukser omfattede også tegnsætningen. Det var ca. 560
[MedLib p.39]

Medarbejdere ved skrivestue og bibliotek

Kopisterne eller skriverne var i middelalderen munke, og de skulle naturligvis helst have anlæg for læselig skrivning og dertil tilstrækkelig læsekunnen. Kopisterne blev omtalt med forskellige gloser efter deres specialisering og kunnen. Antiquarii var de mest erfarne og uddannede, der kunne kopiere vanskelige værker og ofte var dem, der skrev de liturgiske bøger, hvor den højeste korrekthed var krævet. De kunne kalligrafere og havde gerne flere skriftarter, de mestrede.
[MedLib p.594-612]

Under en antiquarius befandt en scriptor sig. Han var også en uddannet skriver, men med mindre erfaring og med mindre ansvar end antiquarius. Scriptoren var den der udførte størsteparten af skrivningen; han udfyldte brødskriften. En skrivende "arbejder" kaldtes også for librarius.
[MCas p.135, MedLib p.598]

Den specielle funktion med indsættelse af forskellige farvede bogstaver i en tekst blev udført af rubricatores, og munke med særlig kunstnerisk håndelag, der kunne udføre initialilluminationerne, blev benævnt illuminator eller miniatores. Der var også juridisk uddannede skrivere; de kaldtes for notarius / notarii. Selv med den største omhu kunne fejl snige sig ind i kopieringen. Det var derfor også nødvendigt med korrekturlæsere, der benævntes correctores. De beskrives som de mest intelligente munke. De forskellige titler kunne også dække over civile håndværkere, der solgte deres arbejdskraft til klostre og myndigheder. Det er dog kun fra angelsaksisk England, at der er eksempler på lægfolk, der kopierede hellige skrifter.
[MedLib p.594-612]

Heraf bibliotekar, der administrerer biblioteket, og i ordets latinske form med græsk rod: bibliothecarius, og med synonymet armarius, hvor oprindelsen er armarium betydende skab og opbevaringsenhed og specielt om de vægskabe, hvor bøger blev opbevaret. Bibliotekaren var ofte også overopsyn for skrivestuens opgaver og personale. Hos en del ordner omfattede stillingen som precentor også bibliotekarembedet, mens det hos cistercienserne fx altid var to adskilte stillinger, hvor precentoren var højere placeret.


Tidlige biblioteker

Der er fundet lokaler med samlinger af lertavler med skrift på i et tempel i Nippur i Babylonien (den ligger i nutidens Nuffar 150 km SE for Bagdad). Tavlerne er dateret til det tredje årtusinde f.Kr. Tilsvarende samlinger af skrifter på forskelligt materiale fra hele den førkristelige tid er fundet i flere mellemøstlige områder, men de bliver ikke nærmere berørt her.

Flere af de fra litteraturen kendte personer, der virkede i de græske filosofiske retninger, og religiøse centre havde bogsamlinger, men ingen levn kendes fra dem, og heller ikke fra det meget berømte bibliotek i Alexandria er der fundet levn, men der er dokumetation for overførsel af et par hundrede tusinde bind fra det næsten lige så store og berømte bibliotek i Pergamum (Pergamon lå i Ægæerhavet ud for Lesbos ved den nutidige by Bergama c. 20 km fra havet) til Alexandria på foranledning af en romer ved navn Antonius i år 133 f.Kr.


Biblioteksindretning

Under udgravningen i Herculanum blev der fremgravet et biblioteksrum i et privathus. Rummet var som sagt ca. 3 x 4 meter og med boghylder eller bogreoler langs væggene. Bøgerne var bogruller, og de lå fladt på hylderne eller stod på endestykket i små cylindriske beholdere, der kunne være med låg. Nogle af væggene havde dueslag for bogruller. Plinius den Yngre havde et bogskab i sit soveværelse, og indrettet efter samme model, som de senere klostre benyttede.
[OCD]

Havde man et helt lokale afsat til bogopbevaring, så kunne det i senmiddelalderen være indrettet på førstesalen i klostrets østfløj, men der var biblioteker i vesttårnene og i sidekapeller i kirkerne og helt særlige placeringer. Det var formodentligt sådan også den gang som i nutidige biblioteker, at bogbestanden har det med at vokse, og man må efter bygningerne er opført finde plads til dem, hvorfor uegnede hjørnerum og på triforium-niveau med for lidt lys kan ses som biblioteker. Et ganske særligt sted for placering af et bibliotek, er huset midt i klostergården i St. Wandrille ved Fontenelle ved Seinen i nærheden af Rouen. Det blev grundlagt i 649, men de her nævnte bygninger stammer fra c. 830.

Man har ingen biblioteksinventarer fra den tidlige middelalder; de ældste der findes er formodentligt de få inventarer, hvor bøgerne er kædet til reolen og kun kan tages frem og lægges på en hylde eller pult på reolens forkant. I de kædede bøger er fastgørelsespunktet på bogens åbningskant, og derfor står alle bøgerne med ryggen indad, så viden om, hvilket værk man trækker ud af hylden skal findes i katalogen for hylden eller reolen.

Kendtest er nok biblioteket i Hereford Cathedral, men der findes enkelte reolesektioner med kædede bøger i en del andre engelske og irske biblioteker; et af de finere er i Magdalen College i Oxford. Det er fra 1480, mens Wells' Cathedral Library har lignende indretning og er fra ************ ???????? ???. Forfatteren B. H. Streeter har i øvrigt i 1931 påvist, at Herefords reoler ikke stammer fra 1300-tallet, men er sat op i elisabethansk tid, men det udelukker jo ikke en tidligere brug af kæder. I Hildesheim domkirke var der i 1409 i koret opsat 21 fastkædede bøger [MedLib p.461].

På kontinentet er der i franciskanerklostret i Cesena lidt syd for Ravenna et inventar indrettet i 1452, og i Firenze er nogle dele af Laurentiabiblioteket tegnet af Michelangelo og opført i 1525. Holland har et interiør fra 1561. Det var dog ikke alle biblioteker, der anvendte princippet med de fastkædede bøger, og der kendes ikke eksempler på det før 1200, og måske var Sorbonnes arvede 300 bind med krav om ankædning fra 1271 den første generelle brug af kæder; forfatteren til [MedLib p.625] mener, at kædning faktisk var mere almindeligt for de første trykte bøger end for manuskripterne.

Fra renæssancen er der opskrifter for biblioteksindretning. Den mest kendte forfatter om dette emne er Gabriel Naudé, der udgav sin bog herom, Advis pour dresser une bibliotheque, i 1627. Naudé passede på kardinal Mazarins store bibliotek, og han var selv bogsamler. Han anbefaler gode højloftede rum med lysindfald fra to sider og reoler placeret langs væggene. Omkring dette tidspunkt gik man væk fra de kædede bøger i de offentlige biblioteker, og det blev samtidig muligt at vende reolerne, placere dem langs væggene og sætte borde og stole op i lokalets midte til brug for brugerne.
[MedLib p.625]

Lidt senere i århundredet oprettede Samuel Pepys i England, omkring 1650-1660, et eksemplarisk bibliotek for sine cirka 5.000 bind. Pepys fik lavet bogskabe med glaslåger af egetræ fra flåden, og han fik skabene, der er tunge, lavet i to dele, så man kan bære underdelen rundt separat fra overdelen. Endvidere havde Pepys set, at det var pænere, hvis alle bogrygge var lige høje, så til de lave boghøjder fik han fremstillet klodser af bogens bredde og beklædt med samme skindfarve som bogbindet, så bogen, når den stod på sin forhøningsklods, ikke stak af fra klodsens farve. Det ser nydeligt ud som de nu står i Cambridge, og gør det så også muligt at holde sin emneordnede bogopstilling i en række i stedet for det ofte anvendte system med store formater i en række og mindre formater i en eller to tilsvarende forløb.

Opbevaringen af bøgerne
En meget brugt illustration af et bogskab fra den tidlige middelalder er fra mosaikken i Galla Placidias mausoleum i Ravenna. Den er udført omkring år 425-450 og viser et skab med låger og med hylder, på hvilke bøgerne ligger fladt på siden. [Horn2 p.22].
Den anden lige så meget anvendte illustration er af profeten Ezra, der sidder og skriver foran et bogskab med låger og hylder. Det viser skrå hylder med bøgerne liggende fladt med ryggen mod beskueren. Det stammer fra Codex Amiatinus, der er den tidligst kendte version af Vulgatabiblen. Manuskriptet blev produceret i Northrumbia og skulle sendes om gave til paven. Nu opbevares det i Firenze i Biblioteca Medicea-Laurenziana.

I de mindre klostre og kirker, hvor man ikke havde råd til store bogsamlinger, var opbevaringsstedet et skab eller aflukke i muren på et passende sted i korsgangen eller i sakristiet. Aflukket kaldtes for armarium, men ordet kan også dække over en opbevaringplads for liturgiske redskaber etc. En undtagelse er dog biblioteket på det store kloster i Cluny, der kaldte sit bogopbevaringssted for armarium.


Kilder og forkortelser

ms = manuskript
mss = manuskripter.

--, 1956 / 1978: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bind 1-21, R&B, [KLfNM].
Dahl, Svend, ed., 1924: Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. udg., [5040].
Eisenstein, Elizabeth L., 1983: The Printing Revolution in early Modern Europe, CUP, [9125].
Hamel, Christopher de, 1993: Scribes and Illuminators, British Museum, 1992 ed. [7297].
Horn, Walter, + Born, Ernest, 1986: "The Medieval Monastery as a Setting for the Production of Manuscripts",
   in: The Journal of the Walter Art Gallery, Vol. 44, pp.16-47, [Horn2].
Ilsøe, Harald, 1970: "Hamburg-Bergen-Roskilde", in: Fund og Forskning, om Otto Sperling. [6591]
Jørgensen, Ellen, 1924: "Den middelalderlige latinske Skrift", in Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. udg., [5040].
Jørgensen, Johan, 1968: Skifter og Testamenter, DHF.
Jørgensen, Johan, 1960-62: Kirkehistoriske Samlinger, 7. Række, IV Bind, 1960-1962.
Naudé, Gabriel, 1627 / 1970: Vejledning i Biblioteksarbejde, oversat af Robert L. Hansen, Gad, [6370],
    Originaltitel: Advis pour dresser une Bibliothèque, Sebastian Eschart, Paris.
Newton, Francis, 1999: The Scriptorium and Library at Monte Cassino, 1058-1105, CUP, [MCas] Petroski, Henry, 1999: The Book on the Bookshelf, Knopf, NY, [9115].
Shipley, Debra, 1990: Durham Cathedral, Tauris Parke, [7109].
Roover, F.E. de, 1939 / 1957: "The Scriptorium", in:
    Thompson,J.W., 1939: The Medieval Library, Chicago.
Thompson, J.W., 1939 / 1957: The Medieval Library, Chicago, [MedLib].

Links til øvrige bibliotekstekster

Klosterarkitektur - bibliotek og scriptorium
Om Bibliotheca Danica
Biblioteker - Biblioteker - tidlige bogsamlinger, universiteter, boghandel, kirkens bøger


Jørgen Marcussen

Opdateret d. 24.5.2016 Retur til  toppen af siden
Retur til bogvæsen, oversigt Til hjemmesidens  forside