Introduktion til Pepys og hans tid
Læsegruppen diskuterede i eftersommeren 2003 tekster fra ca. 1660 til 1670. Med udgangspunkt i Pepys' dagbog er udvalgt nogle tekster, der er i samme periode og omhandler de samme begivenheder, eller tekster skrevet senere om de samme begivenheder. I dette web-dokument er kopiteksterne ikke medtaget, men kun henvisningerne til teksterne er medtaget. I slutningen er en komplet oversigt over de benyttede materialer.
Årstallet 1660 er i utallige sammenhænge i engelske bøger benyttet som en skillelinie mellem to epoker: republikken er slut, monarkiet genindføres, og Pepys begynder sin dagbog Nytårsdag. Stemmingen er positiv i England. Man forventer sig meget af Charles II. En tilbagevenden til ordnede forhold imødeses, og kongens ønske om at undgå hævnaktioner og kun straffe de mænd, der underskrev hans faders dødsdom, beroliger befolkningen. Man giver kongen så frie hænder, at han kan udelade parlamentsvalg i mange år. Man bevilliger penge til flere krige og accepterer rigoristiske love på det religiøse område. Alle disse ting har relationer til Pepys – og alle englænderes – liv og nogle af de udvalgte tekster har inspireret mig til at finde nogle baggrundsoplysninger om perioden og dens tildragelser.
Kilderne hertil er mange, og jeg har ikke taget notater om dokumentationen, men om ønsket kan jeg fremfinde dem. Pas på datoerne! I denne periode kan der være både gammel og ny stil i datoerne teksterne.
Pepys dagbog - tekst og udgave
Den kopierede dagbogstekst er taget fra en udgave udgivet af Folio Society, men teksten stammer fra standardudgaven i 11 bind fra 1970-1983, hvor redaktørerne var Robert Latham og William Matthews.
Dagbogen er skrevet i stenografisk kode opfundet af Shelton (1601-1650?). Det var den samme kode, som Isaac Newton brugte i nogle af sine skrifter. Stenografi har været kendt siden Ciceros tid, og fra Elizabeth I's tid havde der i England været et behov for et hurtigt skrivesystem til bl.a. at tage noter i statsanliggender. Senere blev det også meget almindeligt, at puritanerne nedskrev prædikener i en stenografisk form. Sheltons system var et af de første i »moderne« tid, og det kaldtes for »tachygraphy«. Samuel havde købt lærebogen herom i en første udgave fra 1642. Pepys brugte også systemet i sine offentlige journaler, så det var som sådant ikke noget hemmeligt sprog.
Dagbogens manuskripter, der indbundet kan ses i dag i hans bibliotek i Cambridge, er i seks bind. Dagbogen blev først genfundet i 1818 i forbindelse med udgivelsen af John Evelyns dagbog og nogle kortere passager blev udgivet i de følgende år, men hele dagbogen blev ikke udgivet før mellem 1848 og 1875, og den komplette tekstkritiske udgave først fra 1970 til 1983. Det nuværende udvalg er redigeret af Robert Latham, der var den ene af de to redaktører til den komplette udgave. Professor Matthew var sprogmanden, der kunne transkribere Samuels skrift, og Latham var historikeren, der kunne kommentere.
Forkortelsen i dette udvalg er sket både ved at udelade hele datoer, rækker af datoer og mindre nødvendige passagerer. Stavemåden er bibeholdt, men redaktørerne havde vanskeligheder, da stenografien ikke tydeliggør forskellen mellem korte og lange vokaler (bit - bite) samt for en vokal mellem to konsonanter, idet vokalen kun er angivet som en relativ position (»a« som en top dot, »e« og »i« i midten og »o« og »u« nederst). Samuel havde også for vane kun at skrive et »h« for både have, has, had (og hath).
Han udelod genitiv-apostrofer og udelod ofte possessive pronominer (»wife« betød også »my wife«). Hans brug af punktum er både for afgrænsning af sætninger og for fraser. Der findes ikke afsnitsopdeling i manuskriptet, og interpunktionstegnet kolon er anvendt som forkortelsestegn. Endelig er Samuel ikke konsekvent i hverken stavning eller brug af sine koder.
Samuel Pepys - en kronologi 1633 Født den 23. februar i Salisbury Court - en sidegade til Fleet Street. Samuel Pepys var det femte af elleve børn. Faderen, John, var skrædder, og moderen, Margaret, vaskepige. Se stamtræ efter dagbogen. Faderens familie kom fra Huntingdon. Samuels familie boede i Fleet Street. Uddannet først på en skole i Huntingdon, hvorfra familien kom, senere på St. Paul's School og fra 1651 på Magdalene College, Cambridge. Han tog sin eksamen i 1654 og var vist en meget almindelig elev som undervejs blev anklaget for drukture og kendte mindst en letlevende kvinde i Cambridge. Han forsøgte sig med en romantisk roman, som han senere rev i stykker: »Love is a Cheat«.
1654 Tog sin embedseksamen og kom i tjeneste hos fætteren Edward Montagu.
Montagu, der senere blev Earl of Sandwich, havde poster oversøisk, og Pepys passede hans ejendomme og forretninger hjemme.
1655 Gift med Elizabeth St. Michel, 15-årig datter af en huguenot.
Elizabeth døde i 1669 som 29-årig og barnløs. Samuel giftede sig aldrig igen. Samuel havde elskerinder, mens han var gift, og et sted i dagbogen hentyder han til hans og konens »gamle kontrovers«, og de var flyttet fra hinanden en kort tid. Samuel havde efter konens død samvær i 33 år med Mary Skynner, en købmandsdatter fra London.
1655 - 1660 Junior kontorist i statskontoret Exchequer under George Downing.
Posten blev tildelt ham, antagelig fordi Montagu da var blevet Councillor of State og Treasury Commissioner under Cromwell.
Efter Cromwells død, og da Charles II var kommet på tronen, kunne Pepys som rundhovede forvente at blive afskediget, men pga. Montagu, der blev anmodet om at forblive i tjeneste, fik Pepys også sin chance. Først stillingen som sekretær til Montagu og senere Clerk of the Acts, Clerk of the Privy Seal og Surveyor General to the Treasurer, før han fik stillinger i The Admiralty.
1658 Samuel blev oprereret for »stone« - en nyresten.
1658 Flyttede til Axe Yard en sidegade til King Street nær ved Whitehall Palace. Han har nu råd til en tjenestepige.
1659 I juni sejler Samuel til Øresund om bord på ketchen HIND for at aflevere vigtige papirer til Montague på hans flagskib. Dokumenterne indeholdt forholdsordrer til chefforhandleren Algernon Sidney. Flåden var i de danske farvande for at mægle i krigen mellem Sverige og Danmark.
1660 Samuel begynder sin dagbog.
Han stopper den, da han er angst for at miste synet i 1669.
1660 Den 9. marts står Pepys til søs som Montagus sekretær.
1660 Den 11. maj står han med Edward til søs for at hente Charles II hjem.
1660 - 1673 Kontorist, Clerk of the Acts to the Navy Board.
En særdeles vigtig post, da bestyrelsen af flådehavnene med deres udrustning og bygning af skibene gik gennem dette kontor.
1660 Flådestillingen indebar, at Samuel får lejlighed i Flådehovedkvarteret i Seething Lane.
Han har nu to kontorister under sig og en årsløn på 350 pund og muligheden for at profitere på kontrakterne, der går gennem hans hånd. Øverste chef for the Navy Board er the Duke of York.
1662 - 1679 Medlem af Tanger-komiteen.
1665 - 1686 Medlem af Royal Society (RS), fra 1684 præsident for RS.
1667 Samuels moder dør.
1668 Samuels søster Pauline bliver gift. Medgiften på 600 pund er fra Samuel. Det var Paulines anden søn, der arver Samuel.
1668 Fru Elizabeth opdager hans affære med hendes veninde Deborah Willet.
1669 Dagbogen slutter i maj pga. øjenbesvær. Det menes, Samuel var langsynet og havde fokuseringsbesvær (astigmatism).
1669 I sommeren tager Elizabeth og han på ferie i Holland og Frankrig. Efter hjemkomsten dør Elizabeth af en feber, hun har fået på turen.
1673 - 1679 Afgiver stillingen ved Flådeadministrationen og bliver Admiralitetssekretær. Det sker, da the Duke of York bliver afskediget pga. The Test Act against Papists.
1673 - 1679 Medlem af Parlamentet først for Castle Rising, Norfolk, senere for Harwich.
1674 Samuel flytter til sin nye officielle bolig i Derby House i Cannon Row.
1676 - 1677 + 1685 - 1686 Mastership of Trinity House (ærespost).
1677 - 1678 Mastership of the Clothworkers' Company (ærespost).
1679 Blev arresteret og sad 6 uger i Tower anklaget for medvirken i the Popish Plot. Han sad sammen med Sir Anthony Dean, en skibsbygger fra Admiralitetet. Anklagen løb ud i sandet.
1679 Efter sin afsked flytter han til York Buildings ved The Strand sammen med en velhavende ungkarl, der tidligere har været Samuels underordnede.
1680 Samuels fader dør.
1684 - 1689 Kongens sekretær i flådeforhold.
1684 - 1686 Presidency of the Royal Society (ærespost).
1684 På tjenesterejse med Tanger-kommissionen til Tanger for at se dens afvikling.
1685 - 1688 Medlem af Parlamentet.
1689 Trak sig tilbage fra admiralitetsposterne ved The Glorious Revolution og flyttede til nabohuset af Hewers, der var flyttet til Clapham.
1701 Flyttede til Clapham og tog ophold hos venner der til sin død.
1703 Samuel Pepys døde den 26. maj.
Som hovedarving blev indsat en nevø, John, søn af Samuels søster Paulina og ægtemand John Jackson. John havde levet en del tid med Samuel og hjulpet ham med biblioteket. Under Johns dannelsesrejse til kontinentet havde han hjemkøbt bøger til Samuel, og Samuels kontorist havde med meget smuk kalligrafisk håndskrift gjort kataloger og indekser til biblioteket. Efter Johns død skulle bibliotek på de knap 3.000 bind gives til hans gamle College, Magdalene College, i Cambridge.
Samuel døde i vennen Hewers bolig i Clapham. Han var omgivet af sine nærmeste inklusive Mary Skynner og John. Det var biskoppen George Hickes, der var hos ham, da han døde, som foretog begravelsen. I begravelsen deltog John Evelyn, ærkebiskoppen af Canterbury, Londons biskop, Admiralitetsofficerer og andre honoratiores.
Af elskerinder er omtalt Mrs. Bagwell, Betty Martin, Doll Powell og Deborah Willet – foruden altså veninden gennem de mange år, Mary Skynner. I sandhed en travl mand.
Montagu(e)familien (også stavet Mountagu/Montague)
Familien Pepys var beslægtet med Montagu-familien, hvilket blev en fordel for Samuel senere, da Sydney Montagus søn, Edward, Lord Sandwich, hjalp ham frem i verden. Det var Samuels fars tante, Pauline Pepys, der havde giftet sig med Sydney Montagu, broder til Henry Montagu, Earl of Manchester. Edward Montagu var 8 år ældre end Samuel.
Edward var oberst i Cromwells hær, men brød med de radikale ekstremister og tog hjem til sit gods i 1648. I 1653 blev han medlem af Parlamentet, og i årets slutning blev han Councillor of State.
I 1656 blev Edward Montagu General-at-Sea = Admiral og »joint commander of the English battle fleet« sammen med Robert Blake. Pepys tog sig under Montagus udkommandoer, og mens han var på sit landgods, Hinchingbrooke, af hans »estate«.
De sidste år af protektoratet holder Montague lav profil. Han vil ikke så gerne sættes i bås med de radikale republikanere, og de har i øvrigt heller ikke længere tillid til ham, så han opholder sig på sit gods, og Samuel foretager nogle rejser med breve og dokumenter til ham.
I slutningen af 1659 ser det hele politiske liv meget broget ud, og da general Monck fra Skotland giver klare signaler om sit forehavende - at drage sydover med retsen af sin hær - så er der banet vej for ændringer. Senere erklærer flåden sig for frie valg, og London tilkendegiver - sammen med størsteparten af befolkningen – ønsket om et Parlament og et monarki. Midt i alt dette - den 1. januar 1660 begynder Pepys sin dagbog.
Den 11. maj blev Edward beordret af sted efter Charles II, der skulle hjem fra sit eksil i Holland. Edward tog Samuel med sig som sekretær og regnskabsfører for flådeafdelingen. En kolossal forfremmelse for en ejendomsadministrator i London. I Hague blev Samuel endda præsenteret for både Charles II og hans broder, Duke of York. Efter hjemkomsten blev Edward hosebåndsridder og udnævnt til Earl of Sandwich, viceadmiral for hele flåden, Master of the Great Wardrobe (garderobepræsident - min yndlingstitel) og Clerk of the Privy Seal.
I 1663 har Edward en kærlighedsaffære, der truer familiens ære, og Edward forsømmer sine pligter. Samuel skriver ham nu et skarpt brev herom, og for en periode er han uvenner med Edward, men Edward afbryder kærlighedsforholdet, og senere bliver de gode venner igen. Det var ikke normalt for underordnede at angribe adelige, højtstående officerer, hosebåndsriddere på moralen, så Samuel må have været ret sikker på sin position, da han gør det.
Efter monarkiets genindførelse havde det kunnet forventes, at Montague (og Pepys) ville blive afskediget - om ikke noget værre - så denne overordentlig heldige udvikling må have forundret de to mænd.
Montagus hustru hedder Jemima Montagu, Countess of Sandwich. Ifølge anden kilde hedder datteren også Jemima. Et andet sted kaldes datteren for Pauline. Montagu dør i den tredje Dutch War i 1672 på sit skib, ROYAL JAMES, der brændte i slaget ved Southwold Bay, og Montagu vælger at kæmpe til det sidste vel vidende, at han vil dø, når skibet udbrænder.
The Plague
På grund af pesten flyttede Pepys sin kone til Woolwich fra den 5. juli 1665. Her boede hun hos the Clerk of the Cheque, William Sheldon. Samuel blev selv boende i Seething Lane, indtil The Navy Board flyttede deres møder til Greenwich i midten af august. Han boede derefter både i Woolwich og i Greenwich, indtil Flådekomiteen flyttede møderne tilbage til London den 9. januar 1666 (han returnerede den 7. januar). Fru Elizabeth var flyttet tilbage til Seething Lane den 2. december 1665.
Pesten er nævnt sporadisk flere gange i dagbogen hen over forsommeren. Fx nævner han 27. juli:
»At home met the weekly Bill, where above 1000 encreased in the Bill; and of them, in all, about 1700 of the plague which hath made the officers this day resolve of sitting at Deptford, which puts me to some consideration what to do.«
Om pesten har jeg også i Oxford Book of English Prose fundet et stykke af Thomas Sprat, Bishop of Rochester (1635-1713): The Plague.
Sprat blev født i Dorset og døde i Bromley syd for London. Han var en af stifterne af The Royal Society og må derigennem havde kendt Pepys. Sprat blev RS's historiker. Han skrev digteren Abraham Cowleys biografi og var en af de første til at forbinde en persons kunstneriske udfoldelser med hans levnedsløb og personlighed. Han påpegede forbindelser mellem disse forhold, men mente det var upassende at offentliggøre folks breve, hvorfor han øjensynligt destruerede Cowleys breve.
Blandt pestteksterne er et stykke fra Daniel DefoesA Journal of the Plague Year. Bogen kom i 1722, så den er ikke et vidnesbyrd. Defoe var et barn, født i 1661, da pesten hærgede. Der er ingen tvivl om, at Defoe gjorde brug af statistiske og historiske kilder for de faktuelle omstændigheder ved pestens hærgen, men han har skrevet mest efter fortællinger fra andre, der havde oplevet begivenhederne.
Da han går i gang med bogen, har han allerede høstet berømmelse ved udgivelsen af Robinson Crusoe, Moll Flanders og Captain Singleton. Men her prøver han noget nyt: han forklæder fakta som fiktion og blander disse to begreber og gør det umuligt at skelne det ene fra det andet. Modellen er meget benyttet i dag, men var så uigennemskuelig for samtiden, at der foregik diskussion (endnu mange år efter udgivelsen) af den historiske korrekthed af bogen, hvilket naturligvis var noget vås.
Men Defoe gør stoffet så levende, at man hører og føler desperationen blandt de overlevende, blandt de allerede dødsmærkede, og hans prosa genspejler både Pepys og Evelyns mere sobre dagbogsnotater, men i deres grundlæggende observationer, er de overensstemmende. Defoe er i sin emotionelle stil hverken sand eller falsk, for pesten og skrækken var jo rigtig nok, mens beskrivelsen er fiktion.
Om selve pestbegrebet er der flere fortolkninger, idet der altid har hersket tvivl om, hvilken sygdom der egentlig var tale om. Pestangreb kom med visse mellemrum, og de kendes helt fra Chaucers tid, men pesten i 1665 er den sidste epidemi. Nedenstående har jeg medtaget et uddrag af tekst fra to web sites, hvor der er informationer om sygdomsforhold.
The retrospective identification of diseases in the distant past is a task with many pitfalls and this is especially true when bubonic plague is the subject. The difficulty comes about not so much on account of the physical symptoms, although even buboes may appear in some other diseases, but because the use of the term 'plague', in the sense of high mortality, and 'plague' meaning true Oriental or bubonic plague, has become so blurred that bubonic plague has become accepted as the chief, if not on occasion the sole, cause of epidemic disease in Britain between 1348 and 1665.
Such domination must arouse curiosity because bubonic plague is after all a tropical disease and in order to produce epidemics it requires a temperature of at least 70 degrees F. (21 degrees C.) for a period of several weeks and two warm adapted, and hence environmentally restricted, vectors in the black rat, Rattus rattus, and the rat flea, Xenopsylla cheopis.
In a cool temperate climate, especially during a cold era such as the period under discussion, the conditions for epidemic plague would not have occurred with the frequency nor the geographical and seasonal freedom that many accounts of plague exhibited. A failure to acknowledge these limitations on the part of plague has led to a tendency to adjust the biology of the disease and its vectors beyond their natural limits in order to accommodate circumstances where plague was highly unlikely to occur, thus making a historical necessity out of a biological improbability.
This fixity of Oriental plague as 'the truth' led even J.F.D. Shrewsbury to postulate a situation of plague entry and spread in London that ignored both the known logistics of plague diffusion and the data from the parish registers, when a more careful study would have revealed a different state of affairs.
Bubonic plague is, though, a disease showing small variation for despite the spread during the last one hundred years of the bacillus of Yersinia pestis to at least two hundred rodent species, one hundred species of flea and all the ethnic groups, there is still only one serotype. This suggests antigenic stability and enables us to relate the biology of modern plague to plague in the past with some confidence and thus to compare modern outbreaks with those of earlier centuries. As Ann Carmichael has stated, unless there is very persuasive, unassailable evidence to the contrary we must begin from the position that infectious diseases, including Y. pestis in human communities of the European late Middle Ages are similar in both epidemiological and clinical presentation to analogous twentieth-century infections.
Given this stability of plague it is therefore surprising to find that 'seventeenth-century plagues did not invariably exhibit identical characteristics and a more superficial analysis of London plagues after 1603 suggests a considerable measure of diversity'.
If plague showed such noticeable variation we have to decide whether the extent of deviation was still within the narrow limits of plague epidemiology. These limits are imposed by the complexity of the vector relationships and the climate and it is well to remember that the conditions determining the epidemic spread of plague are very stringent. The links in the rat-flea-man chain must be delicately adjusted. A slight fault in one link is sufficient to impair the efficiency of the whole chain or even to break it altogether.
Should the variation be judged to be beyond these limits then we have to consider the possibility that other diseases were present, perhaps acting alongside plague or even alone. A multi-origin high death-rate would doubtless complicate matters but must be considered as a possibility. www.ihrinfo.ac.uk/cmh/epitwig.html
Og det andet stykke om pesten:
It has always been expressed that the plague was brought to Europe and the Isles by rats harboring fleas. However, this is a rather simplistic understatement. Certainly, the coexistence of fleas and rats (or other rodents) appears to have necessary for the culture of the microorganism, Pasteurella pestis (aka Yersinia. Pestis), a short bacillus that accepts a stain on each end and is therefore termed »bipolar«. The disease may be fatal to the rodent or subacute or chronic. However for the disease to spread, the flea must find a host and by disgorging blood in the state of biting the new victim, cause bacteria to be introduced into the blood stream.
Records of the plague and its effect on mankind date to recorded history although it is always a question; is it the same disease? That which has attracted the most attention has to do with the disease that originated in the Orient (presumed to be in the Golgi desert) in the 1300's and spread to the Western civilizations by trade, in goods such as silk and cloth. The rats or mice must have been passengers in boats used in transport or the fleas must have been in the fibers themselves. Of course man can also be a custodian of pest and it is not unlikely that someone who had developed an immunity to the disease might have been the vessel that carried the organism. Or, man's hoard of fleas could have been the transmitters.
Goods transported seems more likely to this writer, having experienced the results of a flea infestation in a couch that had been a favorite resting place for a pet cat. (When the house was vacant for a period of two weeks and then returned to after a vacation, fleas in great number swarmed from the couch onto the writer and pet.) Hungry fleas wasted no time in hopping aboard for their first meals. It should be pointed out, however, that as many of these fleas were hatchlings they would not have been capable of producing disease, and only after having fed on a victim would they be primed for spreading whatever disease organism that the victim might have carried in his or her veins. Granted a few of the mature fleas that inhabited the couch could have been carriers.
Imagine if you will: you have a few fleas that harbour the disease causing organism and they finding to their liking, the dogs, cats, bats, mice, resident rats and man as a source of their daily meal. It doesn't take them long to exchange host and be readily transported. If they take up lodging in bedding and clothing, so much the better to pass their time on earth. The dog and cat flea, Pulex serraticeps, is not above accepting another host, including birds. Regardless, once a victim is selected and the microorganism cultured in the blood and lymph the disease quickly passes from sub-acute to acute, and death is the result often in a matter of hours but typically three to four days unless antibiotics treatment is begun. Of course antibiotics were absent in the days of the plague and the medical profession had to rely on botanicals which were for the most part ineffective.
One plant derived product, has some activity. Its name Fleabane. Bird's Tongue (Erigeron viscosum) was used as a means of ridding the premises of fleas, and the similarly named Fleabane, St. Jame's-wort or ragweed, was used to treat the symptoms of the Black Death. Later is a description from Culpeper's Complete Herbal which was published in England in 1653.
Many writers have concluded that the Bubonic Plague of 1665 was transmitted by the flea and not by an aerosol from the breath of a person infected. One can question this based on two substantial observations;
1) Old women were reported to investigate the dead and report their findings. Now, if the bodies were host to fleas, those critters would not have been likely to avoid a free ride on a new host. No report of deaths for these servants of the people have been reported and so it must be assumed that they lived to work another day. Of course, in the wisdom of the English, why not use old useless women for such a task, but, that's another issue.
2) A dead body doesn't breath so no aerosol would be produced and this would be a good thing for the ladies.
Entire families were wiped out, now this could be just as likely from fleas as from having been exposed to the breath of a soon to be dead victim. It's a wash in this case.
An interesting observation by Samuel Pepys regarding the experiment of a poison which proved to be fatal to a cat: Perhaps, the doctors were beginning to realize that domestic animals could be vectors for the disease as well as rats. Could this be the reason that in the Isles today, there is a great hatred of cats?
Bird's tongue
This is the Pulicaria of Lobel, and so called, because by its smell it drives away and destroys fleas and gnats .. [Pulicaria is derived from the Pulex (or flea).]
St. Jame's-wort or ragweed
...The decoction of the herb is good to wash the mouth or throat that has ulcers or sores therein; and for swellings, hardness, or imposthumations, for it thoroughly cleanses and heals them; as also the quinsey, and the king's evil. It helps to stay catarrhs, thin rheums, and defluxions from the head into the eyes, nose or lungs. The juice is found by experience to be singularly good to heal green wounds, and to cleanse and heal all old filthy ulcers in the privaties, and in other parts of the body, as also inward wounds and ulcers; stays the mailignity of fretting and running cankers, and hollow fistulas, not suffering them to spread farther. It is also much commended to help aches and pains either in the fleshy part, or in the nerves and sinews; as also the sciatica, or pain of the hips or huckle-bone, to bathe the places with the decoction of the herb, or to anoit them with an ointment made of the herb, bruised and boiled in hog's-suet, with some mastic and olibanum in powder added to it after it is strained forth. www.usd.edu/~jwortham/chough/plague.html
Der findes ingen komplette folketællinger fra perioden, men fra forskellige kilder kan der sammenstilles nogle tendenser: befolkningstallet er for nedadgående under protektoratet og årene derefter. Ikke alene har pesten betydet ekstraordinære dødstal, men andre epidemier af kopper, influenza, tyfus, difteri og tuberkulose lagde ind imellem også mange i graven før tid. I perioden begynder emigrationer også at tælle: De amerikanske kolonier i West India og mod nord, men også religiøse flygtninge efter 1649 til Frankrig (katolikker) og efter 1659 (puritanere) til Holland. De bedste befolkningstal i perioden 1662-1689 fås fra listerne over betalt hearth-tax, selvom de ikke er specifikke nok med hensyn til antallet af personer i »the household«.
The Fire in London 1666 Londons brand 1666. Statistikken om nedbrændte og opbyggede huse findes mange steder. Det mest bemærkelsesværdige, synes jeg, er egentlig den energi, der kan spores i ny planlægning og praktisk arbejde, når det betænkes, at landet var økonomisk dårligt stillet efter protektoratet, og man var midt i en krig mod Holland, og året før var det tyndet ganske alvorligt ud i indbyggerne under pesten.
Byplanskommissionen gik straks i gang, og som de få viste planer fortæller, var der enighed om, at en middelalderby skulle der ikke genopstå, men hvor moderne byen skulle være blev i enden alligevel afgjort af, hvad der var midler til, samt det store pres for at få opført bygninger igen hurtigt. En mere radikal ændring havde betydet lange forhandlinger om de grundstykker, der ved regulering skulle have været ført med de tidligere ejere.
John Evelyn John Evelyn, 1620-1706, var født i Wotton, hvor familiegodset var beliggende. Han blev uddannet i Oxford, men undlod at gå med på kongesiden i borgerkrigen, da familiens gods lå i »Parlamentsland«. Han ville heller ikke gå med puritanerne og tog for at være uden for fare til kontinentet, hvor han rejste i årene 1643 til 1652. Undervejs blev han i 1647 gift med Mary, datter af Charles Is ambassadør i Frankrig, Sir Richard Browne.
Da han vendte tilbage til England i 1652 overtog han driften af svigerfars ejendom, Sayes Court, i Deptford. Efter Restoration fik han bl.a. embeder i kommissioner til gadeforbedring i London, Den kgl. Mønt og reparation af den gamle St. Paul's Cathedral. Hans vigtigste post blev dog i kommissionen for syge og sårede søfolk og fanger under The Dutch Wars 1665-1667 og 1672-1674. Han holdt sig ikke tilbage for at løbe smitterisici under pesten og bidrog med private midler til nødarbejdet. Han lånte penge til myndighederne og havde i 1702 ikke fået dem til at betale endnu. Han fik undervejs hjælp af Pepys, og de indgik et nært venskab.
Evelyn skrev dagbog hele livet. Den er senere blev udgivet. Evelyn udgav omkring 30 bøger om så forskellige emner som kunstarterne, skovbrug og religion. Han udgav royale pamfletter i tiden mellem Cromwelladministrationens sammenbrud og monarkiets genindførelse.
Edward Stillingfleet
Stykket er fra en prædiken holdt efter branden. Edward Stillingfleet, Bishop of Worcester, var født i 1635 i Cranborne, Dorset. Han blev uddannet i Cambridge og udgav bøger og talte for kompromis i religiøse spørgsmål. Et af hans skrifter – et forsvar for den Anglikanske Kirke mod jesuitterangreb – fandt interesse i de højere kirkekredse, og hans karriere førte til embeder som Canon i Canterbury 1677, Archdeacon i London 1678 og som 54-årig som biskop.
Stillingfleet er specielt kendt (lidt kendt) for sit bibliotek, der indgik i Marsh's Bibliotek, der var det første offentlige bibliotek i Irland. Ærkebiskop Narcissus Marsh købte hans bogsamling i 1705 for 2.500 pund for 10.000 bøger. Jonathan Swift foretog studier i dette bibliotek, som stadig kan ses og besøges i Dublin. Biblioteket har nogle små tremmebure, cages, hvor man lukkede studerende inde med de kostbare bøger.
Stillingfleet er nok mest kendt for sin kontrovers med John Locke (1632-1704). John Locke udgav sit Essay Concerning Human Understanding i 1690. En af kritikerne var Stillingfleet, som i sin Vindication of the Doctrine of the Trinity anfægtede Lockes nye filosofiteorier; især var biskoppen imod Lockes opfattelser af the idea of substance. Gennem offentlige breve i århundredets slutning udvekslede de deres synspunkter, men kontroversen blev indstillet, da Stillingfleet døde i 1699. Pepys må også have kendt Locke, da de begge var medlemmer af Royal Society (Locke fra 1668).
John Bunyan John Bunyans autobiografiske tekst Grace abounding to the Chief of Sinners. Buyan blev født i 1628 og oplevede altså fra St. Bartholomew's Day, 24. august 1662, hvor Uniformity Act blev vedtaget, forfølgelserne af anderledes troende. I kender Bunyan, så jeg vil kun (kort) genopfriske de forskellige love, der blev indført på religionsregulerende områder.
Det autobiografiske værk udkom i 1666, altså samtidig med vore øvrige tekster, og jeg har medtaget begyndelsen, hvor han skriver om sin barndom og ungdom, og indtil han hører Guds stemme og bliver opmærksom på sit tidligere livs syndigheder osv. (p.46 – 54).
Religionsregulerende love fra 1640 til 1700 1661 The Corporation Act der påbød alle embedsmænd at aflægge ed for kongen og aflægge løfte om ikke at tage til våben mod kongen. Alle skulle være villige til at gå til alters efter Anglikansk sædvane. En kommission blev nedsat til at udrydde afvigere af forskellig observans - »udrydde de radikale«.
1662, 24. august, St. Bartholomew's Day: The Act Uniformity. Loven tvang alle med et embede til fra prædikestolen at afgive et løfte om at ville følge og efterleve den reviderede Book of Common Prayer fra 1662. Endvidere skulle alle præster sørge for biskoppelig accept af deres stilling. Der var steder, hvor frimenigheder havde taget egen præst uden om stiftets normale udnævnelsesprocedure.
Det var en ændring fra Cromwelltiden, hvor tolerancen faktisk havde været større, og der mange steder i samme kirke var afholdt gudstjenester med vekslende præster af forskellig observans. John Bunyans egen præst var faktisk både sognepræst inden for den Anglikanske kirke samt præst for frimenigheden.
Ca. 2.000 præster undlod at tage lovens ed og var da uden arbejde og underhold. Også skolelærere var tvunget til at tage eden.
Det var dog ikke den første indskrænkende lov. Corporation Act, havde fjernet puritanske troende fra vise dommer- og andre embedsstillinger.
1662, 26/12 The First Declaration of Indulgence. Loven skulle omfatte alle trosretninger og give de troende ret til at lyde hver deres egen tro. Dog skulle protestantiske non-conformists havde en prædikenlicens, og katolikker fik kun tilladelse til privat trosudøvelse. (Næste Indulgence Act kom i 1672).
1664 The First Conventicle Act, der gjorde det ulovligt for alle over 16 år at deltage i gudstjenester, der ikke blev afholdt i henhold til den Anglikanske liturgi. Straffen var bøde, fængsel og deportation.
1665 The Five Mile Act, der forbød en præst, der havde prædiket ulovligt, at tage ophold nærmere end fem mil fra prædikenstedet, hvilket vil sige fem mil fra menigheden. Realiteten var da, at alle prædikanterne, der først havde mistet deres arbejde, nu også mistede deres hjem.
1670 The Second Conventicle Act, der formindskede de beviser, der skulle til for at dømme en fritænker. Det blev nu tilstrækkeligt, at anklageren havde notorious evidence and circumstances of the fact. Informanter, hævngerrige naboer, alle kunne nu angive en anden for at have krænket loven. Bøderne blev sat i vejret, loven blev gjort evig gyldig, og embedsmænd, der ikke ihærdigt efterforskede overtrædelser, blev selv skyldige.
Perioden med forfølgelse af alle sekter uden for den Anglikanske kirke aftog først med Charles IIs lov Declaration of Indulgence i 1672. Efter denne kunne katolikker nu holde private gudstjenester, og frimenigheder af protestantisk observans kunne få en licens til at prædike. Kongen var af overbevisning tolerant, men en del af problemet var kampen mellem konge og Parlament om magten. Parlamentet benyttede kongens tolerante sympatier med anderledes tænkende til at sprede frygt for katolske overtag, og kongen havde da også i flere perioder rådslagning med Frankrig, hvilket englænderen opfattede som stærkt misttænksom optræden. Endvidere var krigen mod det meget protestantiske Holland også en af grundene til, at friere religionsdyrkelse ikke kunne gennemføres i perioden.
Under pesten viste det sig, at mens den Anglikanske kirkes præster flygtede, så forblev non-conformisterne på stedet. De var hærdede gennem forfølgelse og fængselsophold, og de blev herigennem meget populære i perioden.
1973 The First Test Act: alle med et embede skulle aflægge ed på kongens overherredømme og deres tilslutning til ham. De skulle underskrive en erklæring, der afsvor katolikkernes doktriner og være villige til at modtage det hellige sakramente ifølge den Anglikanske kirke. (Husk Berufsverbot!)
1678 TheSecond Test Act der påbød alle medlemmer i Parlamentet at aflægge samme løfter, som embedsmændene skulle jf. den første test act.
Daniel Defoes London
Defoe har også – ud over i The Journal of the Plague Year – noget at sige om London på den tid. I sin A Tour through the Whole Island of Great Britain er et helt kapitel helliget London. I bogen, der udkom i 1725 (bind 2), kaldes kapitlerne for Letters. I Letter V er indholdet: Containing a description of the City of London, as taking in the City of Westminster, Borough of Southwark, and the buildings circumjacent. I tekstudvalget er et stykke om de nye bygninger rejst efter branden. Man kan sige, at The Tour fortsætter forfatterens stilskifte fra de tidligere til de senere værker, hvor Defoe i The Plague Year var gået fra den rene underholdnings- og eventyrfortælling til mere sociologiske analyserende og med The Tour er kommet helt over i den økonomisk analyserende stil.
I almindelighed var flådeforhold af stor interesse i et land afhængig af søtransport og med begyndede koloniområder. At regeringen havde øje for søtransportens betydning, vidner vedtagelsen i 1660 af The Navigation Act om. Loven forbød så godt som al import til England under fremmed flag, og specielt blev transporten mellem England og Amerika stærkt kontrolleret. Loven klassificerede samtidig i toldmæssig forstand også varer fra Frankrig og Rusland og belagde varer med denne oprindelse med dobbelt toldafgift. Loven blev udvidet i 1663 med The Staple Act.
Med det voksende kolonirige er det ikke alene flåden til beskyttelse, der bliver vigtig, men også den merkantile skibsfart får betydning, idet værdierne skabte eller fundne i de nye områder skal hjemføres. Eksempelvis skriver Angus Calder i Revolutionary Empire (1981):
By 1661, the trade of Barbados employed 400 ships a year. From now on England's imports of sugar would always exceed its combined imports of all other colonial produce. Though prices for sugar inevitably fell, there was not the least danger that the limits of the market would be reached and Barbados, followed by other islands, drove towards monoculture. Planters neglected the fine and abundant local fish; it would mean diverting labour from sugar to get it. In the early 1670s Barbados had to import three-quarters of the food it required [Altså også skibsfart].
By the end of the 17th century King Sugar would have unchallenged reign over the island colonies. His rule meant terrible labour, fierce disciplin, foul stenches. Canes were planted on ground painfully hoed – ploughs could have been employed, but that would have meant leaving servile labour unused for much of the year. The five dry months from January to May were a period of frantic harvesting. After a growing period of fourteen to eighteen months, the canes were taller than the men who slashed them down. Their sugar would spoil unless they were swiftly processed, preferably within a few hours. Unloaded from the back of donkeys, the canes were fed between vertical hardwood rollers geared together with cogs and attached to a vertical axis which was rotated by long sweeps…
Og således fortsætter oplysningen om raffineringen af sukkeret under umenneskelige forhold, men også om hvorledes engelske og hollandske skibe konkurrerede om fragterne - senere ulovligt for hollænderne, men de var gode til at tilbyde både slaver og også alle de industrielle kar, ovne, møller etc., der skulle bruges, så smuglerier var almindelige. [p 173ff].
Det er derfor naturligt, at under krigsforhold, som i vor interessedekade, bliver flådeforholdene overordentlig vigtige: mængden af mandskabs- og forsyningstransaktioner forøges, og de politiske forhold bevirker, at så godt som alle engelske egne og familier må have haft forbindelser til flåden. Derfor er det også praktisk at have nogle faktuelle flådeforhold i erindring.
Flådeforhold - Royal Navy
På Samuels tid blev udtrykket »Navy« anvendt om flådeadministrationen og dens kontorer, og »officers of the Navy« betød embedsmændene i flådeadministrationen.
Flåden var organisatorisk kongens ejendom, men pengene til den skulle komme fra Parlamentet (og tildels fra forskellige afgifter), derfor var kongen ikke enerådende i flådens omfang. Flådens ledelse var delt i to afdelinger: The Admiralty, der stod for alle operationer og alt taktisk brug af flåden. Chefen havde rang som The Lord High Admiral og var på ministerniveau. Fra 4. juni 1660 er chefen The Duke of York, kongens broder. James må forlade stillingen i 1673, da han ikke vil aflægge ed på The Test Act (4. juni). Stillingen overtager Charles II selv (14. juni), indtil i 1679 Henry Capel (14. maj) bliver udnævnt.Stillingen kaldes efter James for First Lord of the Admiralty.
Den anden del af administrationen, der havde ansvaret for bygning, udrustning og bemanding, var The Navy Board. De administrerede flådehavnene i Chatham, Portsmouth, Plymouth, Woolwich / Deptford m.fl. Eneste undtagelse er kanoner og ammunition, der blev administreret af Ordnance Board.
Under Cromwells styre var organisationen ændret, så der var en Admiralty Commission og en Navy Commissioners, den sidste var igen delt i en Commissioners of Victualling og en Commissioners for Sick and Wounded.
Efter The Restoration blev The Navy Board organiseret med
The Treasurer - Sir George Carteret - som chef (1660-1671).
The Comptroller - Robert Slingsby (Slingsbie) og fra 1661 Sir John Mennes.
The Surveyor - Sir William Batten (fra 1668 John Tippets).
The Clerk of the Acts – Samuel Pepys
To kommissærer: Sir William Penn og Lord Berkeley of Stratton - en overgang også Viscount Brouncker). Denne William Penn er fader til William Penn (*1644), der grundlagde Pennsylvania.
Skibsbyggeren Peter Pett var både den fastansatte kommissær i Chatham, der er den største flådehavn på det tidspunkt, og også skibsbygger (se senere om Pett-familien).
Navy Board refererer til Admiral of the Fleet. The Admiral of the Fleet er den øverstbefalende operations-admiral og må ikke forveksles med The Lord High Admiral.
Da Pepys kommer til sit nye job i Navy Board, starter han typisk for en administrator med at lave en registrering af alle Navy Boards dokumenter. I løbet af få måneder har han omstruktureret kontorarbejdet, så det effektivt tjente hans formål om kontrol og handlekraft. Han arbejdede om sommeren fra kl. 4 om morgenen, når det var nødvendigt og fortsatte med en hastighed, som ingen på kontoret kunne hamle op med. Hvorledes han kunne administrere sin energi er forbløffende. Han rugede ikke på kontoret. Han var livlig, havde musikalske venner, som han spillede med, gik på gæstebud, i teatret og bruget megen tid på at rejse til de forskellige flådekontorer og værfter og leverandører.
Pepys vokser med opgaven. Han tager timer i skibsbygning og tømmeropmåling. Han sætter sig ind i alle forhold omkring sit arbejde og er snart i stand til at påvirke administrationens afgørelser og tage opgør med kollegaer og overordnede. Et tydeligt tegn på hans sikkerhed er en episode, hvor han risikerer at gøre sig uvenner med Edward Montagu.
En af dem, der lærer Samuel om skibsbygningen, er Pett. Pett-familien dominerede engelsk flådeskibsbygning for generationer. Slægten var fra omkring 1600 involveret i flådeskibsbygning. Phineas Pett blev Master of the Shipwrights Company i 1607 og i 1630 Principal Officer and Commissioner for the Navy. Hans søn, Peter Pett Senior, efterfølger ham, og derefter Peter Pett Junior, derefter en søn af Junior – igen med navnet Phineas Pett, og omkring 1660 er det så en Christopher Pett, som Pepys omgås. Pepys kunne ikke lide manden, men kom godt ud af det med hans assistent Anthony Deane. Deane blev senere også chef-skibsbygger. Det var Deane, der fandt en matematisk metode til at besteme vandlinien på et skib, før det var bygget. En meget væsentlig detalje, da det afgjorde, hvor højt oppe/langt nede, man kunne lave huller til kanaonporte.
Prøvelsens år for Samuel blev The Second Dutch War, 1664 - 1667. Krigens udfald afhang af flåden, og selv om Parlamentet var klar over dette og bevilgede penge, var det ikke nok, så Samuels arbejde var utroligt vanskeligt. Og han voksede, og han trivedes med det. Han tog på uanmeldte kontrolbesøg, fik gjort kål på megen korruption, drev sine kolleger hårdt og gik flere gange ud over sin kompetence for at klare ting omgående.
Dette arbejde foregik i de samme år, hvor London mistede 68.000 indbyggere til pesten, og året efter hvor byen brændte ned. I 1666 faldt Edward Montagu i øvrigt i unåde og blev sendt til Spanien som ambassadør. Han havde fiflet lidt rigeligt med prisegods. Alligevel påtog Samuel sig i denne periode yderligere arbejdet som medlem af The Fishery Corporation og i 1665 Regnskabsfører for Tanger-kommissionen - en lukrativ post, som han fik efter konkurrence med Henry Brouncker. I 1665 blev han også indvalgt i Royal Society, hvor han deltog i alle dens gøremål og eksperimenter. Bl.a. véd man, at han deltog i foredrag om kometer, om hydrostatiske forhold, om fransk bagekunst, og han skrev selv om nogle af forsøgene i sin dagbog, at han ikke forstod en pind af det, der foregik.
Når vi når frem til 1669, hvor dagbogen holder op, så er Samuel en rig mand, anerkendt og respekteret. Uundværlig i Flåden, og da Flådens lønudbetalingssystem bliver angrebet, kan han svare med en tre timers tale i Parlamentet og året efter levere et 18-punkts modangreb på en kommissions angreb på hans embedsførelse under krigen.
Fra 1673 bliver Pepys ansat direkte i Admiralitetet. Det sker samtidig med, at Duke of York afgår som Admiralschef. På dette tidspunkt er Admiralitetet bemandet med Sir William Coventry som sekretær til the Lord High Admiral, mens Sir Denis Gauden er forsyningschef, victualler of the navy, og Anthony Deane er skibsbygmester, og Thomas Povey er regnskabschef for Tanger-kommissionen.
The Dutch Wars
Der blev ført tre »Dutch Wars«. De var alle handelskrige Den første fra 1652 til 1654, den anden fra 1665 til 1667 og den tredje fra 1672 til 1674. Vi er her midt i den anden, The Second Dutch War. I alle tre krige var det de handelsmæssige forhold, der var den væsentligste årsag til dem, og The Navigation Act, der forbød hollænderne handel på alt, der smagte af engelsk område, var naturligt et væsentligt element. Dog var der også disputs om sildefiskeriet i Nordsøen (allerede!). Men den »forordning«, der blev anstødsstenen i næsten alle de første sammenstød, var reglen om, at fremmede lande i respekt for den engelske flåde skulle stryge topsejlet og flaget, når de passerede engelskmænd.
Krigens hovedpersoner inkluderede nogle af Pepys bekendte. The Duke of York var øvertbefalende som Lord High Admiral, William Penn var Master Captain i Hertugens skib ROYAL CHARLES og Prince Rupert var viceadmiral. Earl of Sandwich var kontreadmiral.
Prince Rupert er fætter til Charles gennem sin mor, Elizabeth, der er Charles Is søster. Ruperts far er Frederic, Elector Palatine, der på dansk kaldes kurfyrste. Han var kurfyrste af Pfalz og konge af Bøhmen (fra 1619) kaldet Vinterkongen og leder af Den Protestantiske Union. Han tabte i et slag (under 30-årskrigen) i 1620 (Slaget på Det Hvide Bjerg) til katolske styrker og måtte flygte til Haag, hvor han døde i 1632.
Efter hans død blev kurfyrstetitlen overtaget af Rupert broder Charles Louis; der tog sæde i Heidelberg, men ikke tillod sin moder at vende tilbage.
Ifølge loven var Charles Louis forpligtet til at tage sig af sine brødres underhold. Rupert fik også et beløb svarende til 375 GBP årligt, men håbede også på et stykke land, så han kunne blive rig nok til at gifte sig. Vi er nu i 1654, og Rupert befinder sig også i Heidelberg, da der er meget lidt at gøre for kongesagen i England, som Rupert ellers har bistået. Under opholdet hos broderen rejste Rupert bl.a. til Wien for at inddrive nogle penge han havde krav på for tidligere tjenester. Senere, i begyndelsen af 1655 rejste han til Køln for at besøge Charles II, der efter afslutningen af The First Dutch War (den hed vel ikke »den første« endnu) ikke kunne forblive i Holland.
Kongen ønskede at forhandle med Rupert om en mulig skotsk opstand, og han bad Rupert frigøre sig for andre gøremål og være klar til at handle. Senere på året havde de et nyt møde i Frankfurt, hvor kongen var for at hilse på Gustav Adolfs datter, dronning Christina, der dog på det tidspunkt havde frasagt sig tronen i Sverige og var konverteret til katolicismen (25.12.1654 i Innsbruck). Hvad Ruperts forbindelse til Kristina var, vides ikke, men British Museum har en gravering han har gjort af hende (hun var da 29 år).
Rupert vendte hjem med kongen i 1660 og deltog som admiral i de hollandske krige og forblev på venlig fod med kongen også i den periode, hvor Rupert var uenig med kongen om, hvorledes det kunne undgås, at James II blev konge. Rupert blev aldrig gift, men fik med to elskerinder henholdsvis en søn og en datter, som han tog sig meget af. Han døde i 1682.
I dagbogen er der i perioden, som vi betragter, flere hentydninger til den pågående krig:
31/8 1665: »The fleet gone out to find the Dutch«
5/9 1665 p 187: Bergen. »Captain Teddinan's negotiations«.
10/9 1665 p 187: Well Bank i Nordsøen.
14/9 1665 p 189: 35 priser til Lord Sandwich.
16/9 1665 p 191: »Buoy of the Nore« - er på kortet vist efter dagbogessiderne.
Krigen havde nogle berømte slag: den 3. juni 1665 stod slaget ved Lowestoft, hvor 26 hollandske skibe blev ødelagt eller taget. I august blokerede hollænderne Thames i tre uger. I 1666 var der The Four Days Battle ud for North Foreland fra 1. til 4. juni, hvor Admiral Albemarle lå med 60 skibe og hollænderne mødte ham med ca. 80 skibe, men til alt held kom Prince Rupert sidst i slaget strygende fra syd med 30 skibe og vendte den trængte situation til sejr for englænderne.
Prince Ruperts flåde blev delvis ødelagt under slaget. Efter slaget fortsatte englænderne mod den hollandske kyst, hvor de angreb opankrede skibe og brændte 250 hollandske skibe af. Den 25. juli 1666 på St. James Dag stod endnu et slag ved North Foreland. Hollænderne ledtes af De Ruyter og Tromp.
Pas på!! Der er to Tromp'er – far og søn. Marten Tromp kaldet Harpetszoon født 1598, død 9/8 1653. Var søfarer fra barnsben, havde en omskiftelig karriere og sloges gevaldigt mange steder i verden. Tromp d.æ. tabte i First Dutch War mod Blake og blev derfor udskiftet med de Ruyter. Han fik dog igen kommandoen og slog England, hvorefter han sejlede op ad Themsen med en kost sat op i stormasten, som tegn på, at han havde fejet englænderne ud af Nordsøen. den 07/08 1653 blev han i slaget ved Hoofden (Terheijde) nær Scheveningen (Texel) såret af en musketkugle og døde to dage efter. I dette slag kæmpede også hans søn Cornelis.
Cornelis Tromp - kaldet Maartenszoon, næstældste søn af Marten, født 1629 og død 1691. Cornelis kæmpede også i First Dutch War, og en del af tiden i Middelhavet, hvor han slog englænderne ved Leghorn/Livorno den 4. marts 1653. De engelske styrker var delt i to dele. Den ene under Badiley lå gemt på Elba, mens den anden del under Appleton lå blokeret af hollænderne under Van Galen i Livorno. Det var planen, at Badiley skulle stå ned mod Livorno, mens Appleton lettede og stod ud, så de i forening kunne kæmpede mod hollænderne fra to sider, men Appleton lettede for tidligt, så hollænderne først kunne slå ham, mens Badiley endnu lå nogle mil væk med ringe vind og ikke kunne nå frem.
Efter denne kamp blev Tromp kontreadmiral og deltog som sådan i slaget ved Scheveningen i august 1653 – et sidste og afgørende slag i Den første hollandske Krig. Slaget endte nærmest uafgjort, men begge sider var udmattede, og derfor blev det medvirkende til at fredsforhandlinger gik i gang.
Tromp tager herefter til Østersøen, hvor han kæmpede i krigen mellem Sverige og Polen. Under denne kampagne bliver han modtaget ved det danske hof, som blev meget begejstrede for ham. I 1663 er han igen i Middelhavet, og han bliver i 1665 viceadmiral i 2. holl. krig, men dårligt er krigen i gang, før han bliver sat i skyggen af admiral de Ruyter, der kommer retur fra Vestindien og overtager kommandoen over alle hollandske styrker. Efter The Four Days' Battle den 1-4 juni 1666 beskylder de Ruyter Tromp for deres nederlag. Dette gør Tromp mopset, og han trækker sig tilbage som admiral (han er da 36 år).
Tromp bliver dog igen i den tredje holl. krig admiral. I 1676 bliver han chef for de kombinerede dansk-hollandske styrker mod Sverige og slår svenskerne i slaget under Øland den 1. juni 1676, hvorefter han på Griffenfeldts anbefaling forbliver i dansk tjeneste til 1678. Som belønning for sejren bliver han dansk greve af Sølvisborg og ridder af elefanten. På grund af sin stejle holdninger og noget ubehøvlede optræden over for overordnede bliver han dog grueligt upopulær hos mange, inklusive Christian V.
I 1666 går Frankrig ind på hollandsk side og erobrer St. Kitts og Antigua i WI. I 1667 kommer så den sidste træfning, eller rettere overraskelsesangreb, idet hollandske DeRuyter i juni går op ad Thames og Medway og brænder engelske linieskibe af og erobrer selveste ROYAL CHARLES. Det var virkeligt pinligt, og The Medway Disaster baner vejen for fredsforhandlingerne i juli.
Den anden krig sluttede med freden i Breda den 31. juli 1667. Den første del af aftalen var med Frankrig, der var gået med i krigen på hollandsk side. Her blev alt ført tilbage til tilstanden før krigen. Den anden del af fredsaftalen var mellem England og Holland, hvor der opnåedes enighed om, fra hvilke lande Holland måtte drive søhandel på England. Endvidere skulle det kaprede New York forblive på engelske hænder, og engelsk flag skulle kun have ret til æressalut i Den engelske Kanal og i britiske farvande.
Kongen og regeringen
I henhold til David Humes historie (1778) var i 1660 ved Restoration:
Charles II, when he ascended the throne of his ancestors, was thirty years of age. He possessed a vigorous constitution, a fine shape, a manly figure, a graceful air; and though his features were harsh, yet was his countenance in the main lively and engaging. He was in that period of life, when there remains enough of youth to render the person amiable, without preventing that authority and regard, which attend the years of experience and maturity. Tenderness was excited by the memory of his recent adversities …
Charles er kommet på tronen. I 1661 sluttedes med fransk mellemmand aftale mellem Portugal og England om Charles' giftermål med den portugisiske prinsesse Catherine of Braganza. Dronningens rolle er hurtig fortalt. Hun udfyldte ikke sin rolle som leverandør af en arveprins. Alliancen med Portugal gav dog England mange fordele, i årene der kom: handel og neutralitetshavne. Aftalen stækkede også Spanien, hvad der også var i fransk interesse ikke mindst på grund af Spaniens tilstedeværelse i Holland. Af børn uden for ægteskabet får kongen The Duke of Monmouth omtalt som kongens bastardsøn med Lucy Walters. Fra Monmouth nedstammer the Dukes of Buccleugh.
Men Lucy Walters var langtfra den eneste. Med Barbara Palmer, som blev Hertuginde af Cleveland, fik han en søn, hvorfra nedstammer the House of Grafton. Med afkom gennem Nell Gwyn nedstammer Hertugerne af St. Albans. En fransk kvinde, sendt ham fra Paris, Louise de Querouaille, blev hertuginde af Portsmouth og stammoder til House of Richmond.
Parlamentet på denne tid er The Long Parliament = Cavalier P. = Pensionary P. Det sad i session fra 1661 til 1679. Her først i 1660-erne er velviljen mod kongen stor, alle er tilfredse med ændringen tilbage til kendte og rolige forhold efter protektoratets idelige omvæltninger og radikale udfoldelser. Politiske kampe foregår dog stadig mellem Parlament og Konge.
Trevelyan sammenfatter i sin indledning til Restoration kapitlet i jeres tekster side 315:
The history of the years 1661 to 1678, though crowded with a sequence of famous events and a mob of brilliant men, is yet so lacking in unity and so barren of decisive result, that it has most significance when regarded as prologue to the revolutionary strife of parties and religions which raged this island from 1678 to 1689, and decided the future of England and of Europe. The ministry of Clarendon and the Cabal (se forklaring senere), the Dutch wars and the Triple Alliance, The Dover Treaty and the Test Act, the conversion of James and the marriage of Mary, Danby's tenure of office and Shaftesbury's commencement of opposition – these were events which served only to neutralise each other and to create a state of tension such as men can seldom endure without breaking at last into madness.
En sammenfatning der nok giver en meget god konklusion på de mange aktiviteter, der ikke bragte landet videre.
Tangier
Oprindelsen til Tanger som engelsk interesseområde var en bestemmelse i Catherinas ægteskabskontrakt hvor England til gengæld for beskyttelsen af Portugal fik overdraget herredømmet over Tanger i Nordafrika ved indsejlingen til Middelhavet samt Bombay i Indien.
Et af de kedelige forbindelser med Tanger-kolonien var episoden, hvor de hjemtrukne regimenter blev sat til at gøre op med Monmouths tropper ved hjælpf af the cruelties learnt in long warfare with the Moors. Soldaterne blev kaldt for Kirke's Lambs, hvilket ikke var for deres blide opførsel.
Tangier havde strategisk betydning som base ved indsejlingen til Middelhavet, før England fik Gibraltar (1704), men alligevel opgave kongen besiddelsen til Frankrig, da han var løbet tør for penge i 1683. Stillingen som sekretær i Tangier Commission var ikke uden pekuniære frynser til Pepys.
Dagbogstekst herom: 31/8 1665: Tangier og Tangierkomiteen
Biografier fra samtiden
Der blev på Pepys' tid udgivet tre biografiske værker, som stadig kan læses. De tre, som skrev om deres samtidige, var Aubrey i Brief Lives, Izaak Walton i Lives og Thomas Fuller i The Worthies of England.
Aubrey's Brief Lives
John Aubrey blev født 1623 (1626). Han døde 1697. Hans autobiografiske korte tekst er medtaget i tekstudvalget.
Fødselsdatoen angivet side 18 som 12 March A.D. 1625, er omsat til 1626, fordi vi stadig er i den gamle julianske kalender med engelsk nytår den 25. marts, men efter vor regnemetode er vi kommet ind i 1626 på hans fødselstidspunkt. På side 24 angiver han selv året til 1626. Pepys brugte sædvanligvis den 25. marts som nytår, men gjorde også 1. januar opmærksom på nyt år.
Han havde alle dage gæld, gik konkurs i begyndelsen af 1670erne og levede sine sidste år på flugt fra kreditorerne hos venner rundt omkring i landet. Han fik aldrig gjort noget betydningsfuldt færdigt, men hans noter til en slags biografisk leksikon blev senere udgivet. De er formodentligt skrevet efter pesten og branden.
Sir William Petty
Sir William Petty, 1623 –1687, var ven med. Pepys. Petty underviste i anatomy, opmålte Irland og konstruerede et dobbeltbundet skib (p. 17 – 26 samt 246 – 252), hvilket var meget tidligt.
The Cabal – »regeringen« opkaldt efter de deltagende personers forbogstaver:Lord Clifford, Ashley, Buckingham, Arlington and Lauderdale.
Fuller's Worthies Thomas Fuller (født 1608) blev præst og fik forskellige sogne i England. Han var under Cromwells styre ikke velset i nogens lejr, da han prædikede smmenhold og kompromis. Alligevel er han med i staben, der henter Charles II hjem igen, og her møder han Pepys, som nævner ham i sin dagbog for den 17. maj 1660. Også senere mødes de og bliver om ikke venner dog så bekendte i den efterfølgende tid. Desværre dør Fuller allerede i 1661, den 16. august, af en pestsygdom. Hans bog udkom i 1661 eller 1662.
Der er inkluderet en tekst om London, der indeholder nogle indslag med proverbs. Desuden er valgt et par sider fra Westminster, som Fuller opfatter som en anden by. Heri nævnes bl.a. John Dowland og Christian IV (p. 252-260 + 270-272). Fuller p XVIII møder Pepys i Hague i (1660, 1659?)
Thomas Babington Macaulay Thomas Babington Macaulay er den ældste, og i hans The History of England from 1485 to 1685 er der foruden kapitlerne med den politiske historie også kapitler om Milton og om Bunyan, men det vil føre for vidt også at medtage disse tekster. Macaulay er den kendteste eksponent for Whiggernes historiesyn. Der indgår i teksterne to sider fra kapitlet om Bunyan som sammenligningsgrundlag med teksten fra Grace Abounding …. Fra den politiske historie er der nogle sider fra 1660 til 1667 (p. 220 - 221 samt p 244 – 250).
Macaulay var interesseret i historieskrivning lige fra sin ungdom, men havde dårlig tid til at forske. Han havde ganske bestemte meninger om, hvorledes historien skulle fortolkes og præsenteres publikum, og lige som han var den fødte taler, så havde han også den tekstuelle evne, der skal til, for at folk i almindelig vil læse en forfatter. Hans karriere begyndte med stykker til Edingburgh Review, men hans hovedværker måtte vente nogle år endnu. Macaulays mål var:
By 1838, determined to refute the insidious Tory orthodoxies of David Hume and to smite him, as it were, into the dust, he had made up his mind to write a history of England stretching from the accession of James II down to the very recent past.
Han havde som mål foruden at vise manglerne ved Hume's historie, også ønsket om at skrive historie helt op til samtidshistorie, hvor han kunne afprøve sine teorier om
The perfect historian is he whose work the character and spirit of an age is exhibited in miniature. He relates no fact, he attributes no expression to his characters, which is not authenticated by sufficient testimony. But by judicious selection, rejection, and arrangement, he gives to truth those attractions which have been usurped by fiction. … a truly great historian would reclaim those materials which the novelist has appropriated…
John Richard Green John Richard Greens viktorianske folkelige historie strækker sig fra 0607 og op til 1873. For tiden omkring The Restoration skriver Green om kongens, adelens og Parlamentets fordeling af jordisk gods, hvorefter han fortsætter med de kirkepolitiske forhold, der ikke forløb lige så glat som de sekulære. Fra Cavalier Parliament er medtaget p. 632 – 637 om kirkeforholdene, herunder lovene, der medførte Bunyans fængselsophold. Endelig siderne om krigen mod Holland, Londons brand og pesten, p. 638-641.
J. R. Greens bog udkom i 1874 og er – dog kun med en kort tekst – ført helt op til 1874, hvor Gladstone træder tilbage, og Disraeli overtager regeringen. Det siges, at bogen fik så stor udbredelse på grund af tre ting: det var en nyskabelse med så folkelig en historie, bogen fortalte en succeshistorie og forfatterens stil var billedrig og dog simpel. Bl.a. var Green den første, der anerkendte socialhistorie som en del af landets udvikling. Green skrev altså mindre om England og mere om englænderne. Han skrev et stykke litteratur.
Egentlig er der nok ikke den store forskel på Macaulay og Greens entusiastiske historiestil, men Macaulay skrev kun om en begrænset periode og var koncentreret om politik og de fremmeste mænd i landet. Green var nok en af de sidste – om ikke den sidste – der ene mand kunne skrive om hele historien fra før vor tidsregning og frem til Waterloo.
J. R. Green blev født 1837 og var altså kun 37, da hans bog kom ud. Han blev universitetsuddannet og blev præst i forskellige meget fattige sogne i Østlondon, men han havde alle dage et vaklende helbred og måtte opgive sin gerning omkring 1864. Det er dog noteret, at han under koleraepidemien i London i 1866 deltog i fjernelsen af ligene fra hjemmene sammen med de prostituerede, idet ingen andre ville. Han skriver selv senere om møder med prostituerede og andre faldne, som han har et meget afslappet forhold til. Han må dog opgive det liv på grund af tuberkulose i 1869 og er tvunget til at tilbringe vintrene i Italien.
J. R. Gren bliver ven med andre historikere i tiden bl.a. William Stubbs og især med E. A. Freeman. De kritiserer gensidigt hinandens værker i en venskabelig tone. Green er heldig at blive udnævnt til bibliotekar i Lambeth Palace (ærkebiskopen af Canterburys London residens) og lønnen herfra sammen med forskuddet for The History samt artikler til bl.a. Saturday Review sætter ham i stand til at foretage sine vinterrejser). På trods af sit helbred giftede han sig i 1877, men han døde allerede i 1883 – 46 år gammel.
Georg M. Trevelyan
I Georg M. Trevelyans klassiker, England under the Stuarts, får vi så et meget tidligt moderne videnskabeligt historiesyn, men stadigvæk en historiestil, hvor fortællingen endnu dyrkes. Det er noget komplekst med få ord at uddybe hans noget sammensatte og ikke helt konsistente historiografiske synspunkter. Fra hans bog medtages stykket om kongens karakter og kamp for at bevare magten og frem til efter branden i 1667/70 (p. 313 – 326).
Trevelyans Stuart-historie blev første gang udgivet 1904. Forfatteren var da 28 år. Han var miljøskadet. Hans »great-uncle« var Macaulay. Hans fader, Sir George Otto Trevelyan, havde været medlem af kabinettet under Gladstone. Hans indledende karriere var som historieforfatter i Cambridge, men efter angreb fra en professor Bury, der mente, tiden var løbet fra den litterære og fiktionsagtige historieskrivning til fordel for den videnskabelig smalle undersøgelse, forlod han Cambridge og slog sig ned i London, hvor han fortsatte sin »Whig-agtige« historiekfortolkning.
Hans sympatier må have været i socialistisk retning: han underviste arbejdere, hilste revolutionen i Rusland velkommen og holdt forelæsninger om den engelske og den franske revolution, Italiens samling og kritiserede Boerkrigens militante imperialistiske facetter. Trevelyans bog om Stuarterne blev meget populær og kom i 19 udgaver til 1946.
Trevelyan fik senere oprejsning, idet han efter professor Bury's død vendte tilbage til Cambridge som Regius Professor i 1927. Hans politiske synspunkter gled efterhånden over til de konservative – ikke mindst efter Første Verdenskrig havde skuffet hans forhåbninger til verdens udvikling. I 1925 blev hans bekymring over udviklingen så stor (og vel især hans egen indre udvikling), at han fandt grund til at revidere England Under the Stuarts, hvorunder han nedtonede sin kritik af bl.a. Toriernes rolle, og også reviderede sin tekst om Charles I politik i overensstemmelse med sin ændrede holdning.
Statistik
Fra The Economy of England 1450-1750 af D. C. Coleman har jeg følgende statistiske oplysninger om pesten:
In London, in the three successive visitations of 1603, 1625, and 1665-6, the numbers dying of the plague were recorded as 33,000, 41,000, and 69,000 respectively. These figures are undoubtedly underestimates; the true totals must have been appreciably higher. The Great Plague of 1665-6 was the last big outbreak in England, its grim reappearance in the Marseilles epidemic of 1720-2 its last in western Europe. …
To take one example: while nearly 900 people out of a total population of about 3,000 died of plague in the crowded dockyard town of Chatham in 1665-6, much of rural Kent, despite its proximity to London, remained virtually untouched by the epidemic.
Tekster for læsegruppen
1. Samuel PepysPepys's Diary I - III
Selected and edited by Robert Latham, FS 1996.
Fra volume II siderne 181 - 194, Tidsrummet 25. august til 22. september 1665
2. Fra volume II siderne 322 - 333, Tidsrummet 2. september til 13. september 1666
3. Stamtræ for Pepys
4. Kort over Themsen fra Greenwich og ud
5. Plan over Whitehall Palace
6. John EvelynThe Great Fire in London, 1666
2 sider fra www.anglophile.org
7. London GazetteReport of Fire of London, Sep 10, 1666
2 sider fra www.anglophile.org
8. Thomas SpratThe Plague, fra The History of the Royal Society
Thomas Sprat, 1635-1713: Bishop of Rochester
9. Edward StillingfleetLondon's Judgement by Fire
Edward Stillingfleet, 1635-1699: Bishop of Worcester
10. Daniel DefoeA Journal of the Plague Year
Siderne 11 - 27, FS udgave 1960
11. Thomas B. MacaulayLondon in 1685
To sider fra hans historie specielt om forholdene i London set gennem hans »meget tidlige« Victorianske øjne.
12. LondonPlan of London after the Fire
Plan der viser det udbrændte område mellem bymur og flod.
13a 85: Billede af den gamle St. Paul's Cathedral
13b 86: Christopher Wren's plan for genopbygningen af London
13c 87: John Evelyn's plan for genopbygningen
13d 88: Valentine Knight's plan for genopbygningen
13e 89: Rids af standardhusene, der skulle bygges efter branden
14. John BunyanGrace Abounding to the Chief of Sinners
Fra The Trial of John Bunyan … edited by M.Furlong, FS 1978. Der er medtaget siderne titel + 46 - 55.
15. Daniel DefoeA Tour through the Whole Island of Great Britain
Udgivet af FS 1983. Fra vol. II er teksten om Londons nye bygninger. Siderne 77 - 89. Originalt udgivet 1724-1725.
16. John AubreyBrief Lives - A selection by Richard Barber, FS 1975.
Siderne titel + 17 - 26, der er Aubreys autobiografiske tekst, samt
17. Sir William Petty, 1623-1687, siderne 246 - 252.
18. Thomas FullerFuller's Worthies, FS 1987, originalt 1662
Siderne med introductionen XI - XX af Richard Barber, samt
19. Siderne om London 249 - 260 med bl.a. London proverbs
20. Siderne 270 - 272 om Benjamin Jonson og John Dowland.
21. Thomas Babington MacaulayThe History of England from 1485 to 1685
Fra hans flerbindshistorie er medtaget side 221 med begyndelsen om John Bunyan. Desuden siderne 244 - 251 om Englands politik 1660.
22. Richard GreenA Short History of the English People
Teksten første gang udgivet 1874. Siderne 632-641. Perioden 1660-1667.
23. George Macaulay TrevelyanEngland under the Stuarts, FS 1996
Teksten oprindelig udgivet 1904, revised 1925 og 1946. Denne udgave følger 1946-udgaven. Siderne 312 - 327 om perioden 1661 til 1678.
24. Stuarternes stamtræ + Parlamenter fra 1603 til 1715.
25. Jørgen Marcussen Introduktionstekst til begreber i de ovennævnte tekster - Side 1 - 20.