John Norris, engelsk admiral og søkortudgiver, 1670-1749

Opdateret 15. januar 2010.

A Compleat Sett of New Charts

På Handels- og Søfartsmuseet er registreret et atlas med titlen A Compleat Sett of New Charts udgivet af englænderen admiral John Norris. Udgiveren havde en del af sine kommandoer i de danske og baltiske farvande, og spillede her en mindre politisk rolle i tiden mellem omkring 1700 og 1725, og nedenstående følger nogle oplysninger om hans liv og tjeneste.

Familie og baggrund

John Norris blev født i 1670 eller 1671 af forældre, hvis identitet ikke kendes, men formodentligt var de af anglo-irsk afstamning, hvilket er begrundet i John Norris' våben, de omtalte lokaliteter og fra navneforskningen. Han døde den 23. eller 14. juni 1749. Han blev slået til ridder i 1705 og udnævnt til admiral i 1709. Norris sad for forskellige valgkredse i parlamentet fra 1708 til sin død. På grund af sin tjeneste lød han øgenavnet Foul-weather Jack.

John Norris giftede sig i maj 1699 som 28-årig med Elizabeth Moore née Aylmer, 1682-1763, datter af Matthew Aylmer of Balrath, i Meath County (fra 1717); han var en højt placeret admiral i Royal Navy. Han var guvernør for Greenwich Hospital og fik organiseret den senere berømte hospitalsskole for søfolkenes sønner.

Parret John og Elizabeth fik en datter, Lucy født før 1711. Lucy giftede sig første gang med Sir Gerald Aylmer, 5th Baronet, der var af hendes egen slægt på moderens side. Lucy giftede sig anden gang i 1737 med Robert Fisher

Tidlig karriere

John Norris blev skibsdreng om bord på GLOUCESTER¹⁾ fra ca. 9-års alderen i Sep. 1680 for senere at skulle tilkommanderes admiral Cloudesley Shovell i SAPPHIRE²⁾ på 28 kanoner, i Tangier i Feb. 1681. Shovell tog åbenbart positivt mod drengen og sørgede for hans uddannelse om bord næsten til Norris blev kaptajn i Jul. 1690.

I denne periode gjorde Norris bekendtskab med flere af de senere vigtige personer, der kunne få betydning for Norris' karriere. Det var bl.a. Arthur Herbert, den senere Earl of Torrington, Edward Russell, medlem af Whig Juntoen, den senere Earl of Orford; Admiral George Byng, den senere first Viscount Torrington of the Second Creation; og Matthew Aylmer of Balrath, i Meath County, hvis datter John Norris blev gift med.

Disse vigtige mennesker var medvirkende til udvikling af Norris strategiske evner. Fælles for alle Norris' velyndere og beskyttere og læremestre var, at de gjorde meget for at bryde forbindelserne til James IIs katolske kreds og knytte sig til William af Orange.

I 1703 var Norris flagkaptajn for Admiral Shovell om bord på BRITANNIA³⁾ og deltog i slaget om og besejringen af Barcelona i 1705, hvor han udmærkede sig. Han blev kontreadmiral i 1707 takket være Whig juntolederen Lord Somers.

Norris var på hjemturen fra Middelhavet med i den katastrofal tur, hvor admiral Cloudesley Shovells flagskib ASSOCIATION⁴⁾ og to andre skibe forliste på Scilly Islands, mens Norris i TORBAY⁵⁾ kun netop undslap revene. Norris blev senere enkefru Shovells eksekutor.

Østersøkarrieren

I årene fra 1707 til 1715 havde Norris kommandoer i Middelhavet og Atlanten, men var i 1709 også i Øresund på togt, hvor han gjorde sig heldigt bemærket, og den tyske kejser Karl VI belønnede ham for tjenester mod kejserriget. Den Store Nordiske Krig var begyndt i 1700 med Danmarks erobring af Gottorp, der var svensk allieret.

Norris var derfor et oplagt emne for kong George I, da han ønskede at komme overens med den svenske kong Karl XII⁶⁾ om den britiske handel i Østersøen. Et af midlerne til at komme overens var at vise den engelske flådes styrke, og Norris blev udpeget til det Baltiske Togt i 1715.

Den svenske konge havde i årene 1709-1714 generet udførslen fra Randstaterne ved at blokere dem for britiske skibe og tage priser, hvorfor togternes formål var at vise svenskerne, der nu var under pres og stod noget svagere, at de måtte stoppe aggressionerne.

Kong George Is andet ønske var, at den fælles styrke, der blev sat ind med danske, hollandske og engelske flådeenheder, også måtte hjælpe ham til en bedre position i elektoratet Hannover Nordtyskland, som han jo bestred sideløbende med sin engelske kongeposition. Svenskerne besad i Nordtyskland stadig områder tæt på Hannover. Kunne Hannover overtage de svenske områder, ville Hannover stå stærkere over for Danmark og Preussen. Især var Hannover interesseret i at få Danmark ud af Hertugdømmet Bremen og svenskerne ud af Verden.

1715

I 1715 brød Norris eskadre således den svenske blokade af Østersøhavnene i Randstaterne. Hen over sommeren vandt han den russiske zars respekt og venskab - Norris opholdt sig tre uger i Reval, hvor han flere gange havde kontakt til den russiske zar Peter. Hollænderne var mere halvhjertede, men det generede ikke den sommer. Norris kunne dog ikke forfølge sine mål med amfibieoperationer, da der ikke var opmålte farvande, og uden kort turde han ikke risikere flådens enheder.

Norris' flåde var en højsøflåde, der havde problemer med at operere i den nordlige Østersø, hvor de lavvandede områder med mange øer og smalle sejlløb ikke tillod de store skibe at manøvrere. Her herskede den svenske og russiske kystflåde, hvis enheder var mindre skibe, hvoraf mange var galejfartøjer, der kunne ros frem. Russerne kunne derfor uhindret sejle over via Ålandsøerne til Stockholmområdet og behøvede kun at være i åbent farvand, når de rundede Hangø på Finlands sydkyst.
[9854p230]

1716

I 1716 var han igen i Østersøen. Som næstkommanderende havde han kontreadmiral Thomas Hardy, og deres flådestyrke bestod af 20 linjeskibe plus enkelte mindre fartøjer. De forlod the Nore den 18. maj og nåede Helsingør den 10. juni 1716, hvor de forenede sig med en hollandsk styrke under kontreadmiral Lucas de Veth med 12 skibe.

De fik sikkert eskorteret fragtskibene til deres bestemmelsessteder, men det meste af tiden stationeret i København, hvorfra han prøvede at få Karl XII i tale uden held. Senere på sommeren foretog de forenede styrker efter et samråd med Danmark og Rusland et togt op langs Sveriges østkyst "for at vise flaget". John Norris førte den forreste eskadre, mens den danske Grev Gyldenløve førte agtertropperne. Zar Peter den Store var formelt flådechef, men sejlede ikke selv med på togtet.

Der var i perioden rygter om en mulig svensk deltagelse i en jakobitisk invasion i Skotland, men der kom ikke noget ud af sagen. I stedet forberedte England og Danmark en fælles sydsvensk invasion, hvilket blev politisk lettere efter Sveriges støtte til det Jacobinske oprør i 1715. Invasionsplanen blev opgivet i september, da russernes forsøgte at få fingre i Mecklenburg. Der skete ikke yderligere træfninger det år.

1717

I 1717 afværgede Norris at få tildelt Østersøkommandoen under admiral Byng, da de politiske forhold mellem Byng og Lord Orford i en nydannet regering var dårlige. I stedet kom Norris på en mission til Hollands Forenede Provinser sammen med diplomaten Charles Whitworth. Her mødte de også zar Peter, men ingen aftale blev indgået.

1718

Zarens politik havde nu ændret sig og var ikke overensstemmende med Englands interesser, hvorfor Norris i 1718 undgik at blive sendt til Rusland på en lignende diplomatisk mission, da han nu nærmest var blevet russifobisk. Men den nu noget nær sædvanlige Østersøflåde blev udrustet med Norris som chef, og han forlod Themsen den 28. april 1718 med ti linjeskibe et bombarderskib og en brander. Hans næstkommanderende var kontreadmiral James Mighells, og de eskorterede på vejen en konvoj af handelsskibe.

I årets løb indgik Sverige fredsaftale med Rusland, og kong Karl XII kastede sig med fornyet iver over Danmark, men døde i 1718 under kampene om Frederiksten. Se note 6.

1719-1721

Norris' togter i Østersøen for 1718 til 1721 gik bl.a. med at forhindre Rusland i at gå på hugst på de svenske Østersøkyster, men russerne trak sig forholdsvis tidligt tilbage, og Norris vendte tilbage til fædrelandet i november uden det var kommet til kampe.

Situationen ændrede sig, da Karl XII døde sidst i 1718. Men Sverige var nu så svagt, at det blev Norris' opgave at få liv i den gamle aftale mellem Sverige og England fra 1700 og undgå krig med Rusland, og nu var opgaven at støtte Sverige mod Rusland, hvilket lykkedes. I 1720 sejlede Norris igen til Østersøen og blev i maj måned forenet med en svensk styrke under admiral baron Wachtmeister, men deres fælles kryds igennem sommeren var uden store begivenheder. Norris vendte tilbage til England i november 1720.

Norris' flåde i 1721 var noget større, og han sejlede fra the Nore den 13. april med 21 linjeskibe, to brandere, tre bombarderskibe og to forsyningsskibe. Denne gang var viceadmiralen Francis Hosier og kontreadmiralen Edward Hopsonn. Heller ikke dette år kom det til kampe. I 1721 dikterede zaren dog fredsbetingelserne med Sverige uden engelsk indblanding, og fred blev afsluttet den 10. september ved traktaten i Nystad. Norris vendte hjem og kastede anker i the Nore den 20. oktober 1721.

Norris kom til Østersøen endnu engang i 1727, men da ikke længere end til København. Flåden, der bestod af 12 linjeskibe og en del mindre enheder, nåede København den 12. maj 1727, og alene tilsynekomsten var nok til at få den russiske zarinde til at afstå fra yderligere trusler mod Sverige.

Norris' sidste år

I 1734 blev John Norris øverste flådechef, Admiral of the Fleet. Norris var medstifter af institutionen Foundling Hospital i 1739 og i 1744 blev han efter egen ansøgning pensioneret fra Royal Navy og levede sine sidste år på sin ejendom Hempstead Park i Kent.

Noter

¹ GLOUCESTER. Royal Navy har haft mange skibe med navnet GLOUCESTER. Her er der tale om det første, der blev bygget i 1654, køllængde 117 fod, tonnage på 755 og førte 50-54 kanoner. Det forliste i 1682, da det var undervejs fra London langs Østenglands kyst og løb på grunden the Lemon and Oar 36 sømil fra Yarmouth; kaptajnen var John Berry, mens navigationen var under captain James Aire, der efter forliset blev afskediget. Blandt de ombordværende var flere fornemme herrer herunder både Hertugen af York, den senere James II og Hertugen af Marlborough. Efter grundstødningen lykkedes det at få en del af de fine herrer bjærget i skibets både, men Robert 3rd Earl of Roxburghe og 130 andre omkom ved forliset. Rygter mente senere, at navigationsofficeren foretog en selvmordsaktion for at få dræbt hertugen af York.

² SAPPHIRE. Navnet HMS Sapphire har været brugt af Royal Navy flere gange. De to kilder, jeg foreløbig har gennemset er ikke enslydende. Den ene giver, at Norris' skib var det første skib med navnet. Det var en fregat udrustet med 32 kanoner og klassificeret til fifth-rate. Det blev efter John Norris' ophold sendt til Canada, hvor det i 1696 i Bay Bulls Harbour blev fundet af fire franske skibe, og for at undgå opbringning sænkede SAPPHIREs besætning selv skibet.

Den anden kilde viser, at det første SAPPHIRE blev bygget 1651 til Flåden og var 100 fod langt, tonnage 442 tons og bestykket med 38 kanoner. Det blev sat på grund af egen kaptajn i 1671. Så efter denne kilde må Norris' skib være det andet med dette navn.

³ BRITANNIA er opkaldt efter gudinden, der er skytshelgen for riget. Det første krigsskib med dette navn var et linjeskib med 100 kanoner, nogle steder er bestykningen dog givet til 90 kanoner. Skibet blev søsat 1682 og udgik af tjenesten i 1715. Det næste BRITANNIA var også et 100-kanons linjeskib; det blev søsat 1719 og tjente til 1749.

⁴ ASSOCIATION. Linjeskib af anden klasse med 96 kanoner. Det blev søsat i 1697 og var flagskib for admiral Shovell i Middelhavet under Den Spanske Arvefølgekrig. Den forliste 1707 på Isles of Scilly, og admiralen døde sammen med over 1.000 mand.

⁵ TORBAY var et skib af fourth-rate bygget i 1693 og førende 80 kanoner.

⁶ Karl XII var konge fra 17/6 1682 til 30/11 1718. Hans første krig var mod Danmark, der truede Karls svoger, hertug Frederik IV af Holsten-Gottorp, som var Sveriges allierede. Svenskerne allierede sig videre med England og Holland og løb Danmark over ende, og kong Frederik IV måtte indgå fred i Travendal i august 1700. Svenskerne stigende magt var bekymrende for Ruslands zar Peter den Store og Polens kong August II, der også var fætter til Karl XII.

Rusland besatte nu de svenske besiddelser i Randstaterne, og Sveriges svar ved invasionen ved Narva, hvor de slog russerne. Karl XII vendte sig derefter mod Polen og slog kong Augustus II i slaget ved Kliszow i 1702. Disse lette sejre steg Karl XII til hovedet, og han planlagde et angreb på Moskva støttet af Ukraines kosakstyrker, men Peter den Store havde i den mellemliggende periode forbedret sin hær, og det lykkedes ham at slå de svenske styrker, mens de endnu befandt sig i Randstaterne, og før de kunne forene sig med forbundsfællerne fra Ukraine.

Det afgørende slag stod den 28. juni 1709 ved Poltava i Ukraine, og sejren blev russernes, og svenskerne måtte flygte, og de drog sydpå, hvor de krydsede Dnjeprfloden ind i Moldavien, der blev behersket af Det Osmanniske Rige. Dette blev slutningen på det svenske imperiums storhedsdrømme, og kongen kom sig aldrig helt over den begivenhed. Han døde af en kugle under belejringen af Frederiksten i Norge i 1718. Jørgen Marcussen

Litteratur og kilder om John Norris

Oxford Dictionary of National Biography;
Encyclopedia Britannica;
[9854] - The Command of the Ocean, N. A. M. Rodger, Penguin/NMM, 2004;
[7795] - The Royal Navy, vol. 2 + 3, William Laird Clowes, Chatham, 1898, rep. 1996;

Opdateret d. 15.1.2010