Herunder er noter til brug ved gennemgangen af Lytton Stracheys Eminent Victorians, første del:
Cardinal Henry Edward Manning.
Der er kun noter til de første ca. 75 sider og en del omtalte helgener og martyrer er ikke efterforsket, da tekstens mening ikke bliver væsentligt forstyrret ved ikke at have præsent viden om hver eneste af disse skikkelser.
AK = Den Anglikanske Kirke.
RK = Den Romersk Katolske Kirke
Med Innocent menes antagelig pave Innocent III, 1198-1216. Han var kendt for stærk organisationsmagt over hele Europa og ledede det vigtige konsilium i 1215 - se Det fjerde Laterankonsilium.
p 11
»Administrative clerics ... come to an end for ever with Cardinal Wolsey« Thomas Wolsey 1472-1530, chaplain til Henry VIII, counsellor i 1511, cardinal i 1515 og samme år lord chancellor. Wolsey faldt i unåde i 1527 til 1529 og mistede sit regeringsembede og sin position.
Wolsey var meget stærk i sin udenrigspolitik og nok mere en politiker end en kirkens mand, og det er nok denne stærke politiske rolle spillet af kirken, som forfatteren mener, var udspillet med Wolsey.
p 11
»Oratory» - »Exeter Hall«
Oratories er oprindeligt et bederum, men efter middelalderen kom det til at betegne menighedsrum uden for den anglikanske kirke, fra 1800-tallet specielt en katolsk menighed.
The Oratorians er navnet på en sekt opstået omkring 1575 i forbindelse med en helgen St Philip af Neri.
I london er The Oratory eller Brompton Oratory hovedkirken for den katolske menighed af denne observans.
I den katolske kirkelov er brugen af oratorier fastlagt, idet det ikke ønskes, at sådanne særlige menigheder skal have fuld autonomi.
Exeter Hall beliggende i London på The Strand, rejst i 1830 brugt til menighedsliv og sociale hjælpeforanstaltninger.
Ordet bruges ind i mellem synonymt med »evangeliebevægelser«.
p 13
»Keble« + p 19 John Keble blev en utrolig afholdt kirkeskikkelse og holdt hele tiden fast ved den Anglikanske Højkirke. Han skrev poesi, udgav bøger og var ven og rådgiver med mange af de aktive teologer i perioden. Især var han rådgiver for Henry Newman. Keble levede 1792-1866.
Keble skrev nogle af Tracts for the Times (4, 13, 46, 52 m.fl.).
p 14
»... he read Paley's Evidences« William Paley, 1743.1895. Han skrev værket The View of the Evidences of Christianity og lærebøger for Cambridge med udvikling af utilitariastiske ideer - altså på linje med Bentham nedenstående. Hans hovedværk var for det meste bare en samling af tidens vedtagne dogmer, men den blev meget populær. Hans værker skal ses som modtræk til oplysningstidens værker, der forsøgte at skabe adskillelse mellem kirke og stat, hvor Paley og hans tilhængere så en guddommelig orden i konge-kirke-samfundtraditionen. Dette kunne åbenbart fungere sammen med utilitarismen.
p 15
»... his successors at the Union«
Her er tale om en forsamling eller forening, der arbejdede for tættere forbindelse eller samling af den katolske og den protestantiske kirke.
»Samuel Wilberforce« Samuel Wilberforce levede 1759-1833. Han bekæmpede slaveriet. Fra Hull, uddannet i Cambridge. MP for Hull og senere York. Ven med Pitt. Han blev under en kontinental rejse vækket og blev »evangelist«, men blev af venner rådgivet til at forblive i parlamentet og herfra kæmpe for evangeliet. Medlem af »The Clapham Sect« fra 1797. Hans sønner blev venner med Newman og Froude. To af hans sønner konverterede til katolicisme. Den tredje søn forblev i AK og blev biskop i Oxford, senere Winchester.
»Gladstone« William Gladstones ministerperioder: Chancellor of the Exchequer 12/1852-02/1858 og igen 6/1859-6/1866. Dannede eget ministerium 12/1868-2/1874 og igen i 1880-1885 og kort i 1886, sidst i 1892-1894.
»Duke of Newcastle«
Henry Pelham-Clinton, 5th Duke of Newcastle, 1811-1864. Duke in 1851, fra 1852 colonial secretary in Aberdeenregeringen, krigsminister ved Krimkrigens udbrud, men trak sig efter kritik i 1854. Han blev igen koloniminister under Palmerston i 1859-1864.
»Reform Bill« + p 19 Reform Bills = Reformlovene, der blev fremsat og faldt flere gange, inden de blev vedtaget i 1832. Lovene ændrede valgretten og valgbarheden i England og de værst korrupte kredse blev nedlagt og de betalte stemmer blev delvis umuliggjort. Stadig kun valgret for borgere med væsentlige værdier.
p 16
»Merton Fellowship« Merton College er et af Oxfords ældste grundlagt i 1264 med penge fra Walter Merton, Lord Chancellor. En del af bygningskomplekset er fra 1200-tallet bl.a. koret i kapellet. Biblioteket fra 1378 er et af Englands ældste. Der er stor prestige ved at være fellow i Merton Hall.
»... a curacy in Sussex«
En rector har retten til hele tiendeindkomsten i sognet, og hvis rector har en underordnet til at udføre tjenestepligterne kaldes denne for en vicar eller en curate - det sidste fordi denne person har »the cure«. Vicar / curate vil så være the incumbent på stedet, mens rector eventuelt bor et helt andet sted. Den lokale præst vil bo i the vicarage eller i sin parsonage.
I dag er en curate en kapellan = hjælpepræst i sognet fungerende sammen med og samtidig med den faste præst - når bortses fra reelle vikariater pga. sygdom, orlov etc.
p 17
»... ad veritatem et ad seipsum«
Gennem sandheden til sig selv - eller - hen imod sandheden og hen imod sig selv
p 18
»the Thirty-nine Articles« + p 36 39 Articles. Grundloven for AK. Der var et forskelligt antal artikler i kirkefundatsen i forskellige år: 10 i 1536, 6 i 1539, 42 i 1553, 39 i 1563 og 39 i 1571, hvor fundatsen blev endeligt fastlagt. De 39 artikler fastlægger særligt forskellene til den »korrupte katolske middelaldertro« i forhold til oldkirken, men også over for calvinismen og afviser fx transsubstantiationen (art. 28). De afsluttende artikler fastlægger forholdet mellem kirke og krone.
p 19
»... to the days of Laud« William Laud, 1573-1645 var ærkebiskop i Canterbury og havde forud herfor en lang karriere, hvor han bekæmpede calvinister og andre evangeliske retninger. Bl.a. provokerede han puritanerne ved at flytte nadverbordet til korets østende og gjorde nadveren vigtigere end prædikestolen. Da han senere forlangte, at alle skulle acceptere kongemagtens guddommelige indstiftelse, gjorde en del oprør mod ham, men først under det lange parlament i 1641 blev han anklaget for forræderi. Hans retssag kan næppe kaldes fair, og han blev halshugget på Tower den 10. jan. 1645.
»Apostolical Succession«
Den følgerækker, som det siges, at paven er et led i og som går direkte fra Sankt Peter og fremefter. Benyttes også for biskopperne, der på samme måde går i ubrudt række tilbage til apostlene.
»Bentham« and the Mills propounded Utilitarianism«
Som det vil være de ærede læsere bekendt fra gennemgangen af Dickens' værk om samme.
Jeremy Bentham, 1748-1832 filosof, jurist og socialreformist blev kendt som en af de væsentligste fortalere for utilitarianismen, som han beskrev i sit hovedværk A Fragment of Government allerede i 1776 og i 1789 i Introduction to the Principles of Morals and Legislation, hvori han bemærker, at »formålet med al lovgivning er at muliggøre den støst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker«
p 20
»Hurrell Froude« + p 44 Richard Hurrell Froude blev født i 1803, men blev kun 33 år gammel. Han var med i Oxfordbevægelsen og blandt »Tractarians«, hvor han skrev nr. 9 og 63 og var tæt knyttet til Newman og Keble. Hans broder James Anthony Froude, 1818-1894, var en overgang tæt sammen med ham, men blev som historiker og »man of letters« for kritisk over for bevægelsen og havde senere intet med den at gøre.
p 23
»John Henry Newman«
Levede fra 1801-1890. Hans moder var Calvinist. Uddannet Oxford, Trinity og Oriel, blev ven med Pussey og Froude, og blev ordineret i 1824. 1828 blev han præst for St. Mary's i Oxford. Han var med i alt reformarbejdet inden for den anglikanske kirke, og da Oxfordbevægelsen blev sprængt ved at de mest seriøse og logiske medlemmer konverterede til katolicismen, så gjorde han det samme - med nogen forsinkelse.
John Henry Newman var en oratorisk begavelse, og mange af hans prædikener - både fra den anglikanske prædikestol - og siden fra den katolske er med rette berømte.
Newman var forfatter til Tract No. 90, der blev offentliggjort den 25. januar 1841. Denne, den vigtigste Tract, indeholder kritiske bemærkninger til de 39 Articles.
Efter Newmans konvertering og et ophold i Rom blev han katolsk præst i Birmingham, hvor han gjorde et stort arbejde af social/menneskekærlig art ikke mindst blandt koleraofrene i 1849.
Newman blev senere medlem af den kirkepolitisk modsatte side af Manning og Ward, men havde pavens (Leo XIII) sympati og fik kardinaltitlen i 1879.
»garland of Meleager«
En allusion til den græsk-syriske digter Meleager, der levede fra 140-70 f.Kr. Han kendes for sine epigrammer og kompilerede den tidligst kendte kritiske antologi over epigrammer. Værket kaldte han for »Garland«, og heri forbinder han hver af digterne / digtene med en blomst, deraf navnet. Også på dansk taler litteraturhistorikerne generelt om at »de klassiske epigrammer samles i kranse«. Typisk eksempel:
Kort er rosens tid. Når den er gået til ende,
Finder din søgende hånd tornen, men rosen ej mer.
Det er virkeligt nogle sofistikerede allusioner, som Strachey benytter. Jeg formoder, at hovedparten af læserne - i hvert fald i dag - når de hører navnet Meleager, tænker på det homeriske digt (Iliaden), senere brugt af Ovid (Metamorphoses), hvori optræder Meleager som søn af Ares / Oeneus og Althea, hvor han er den store bjørnejægerhelt. Faderen har glemt at ofre til Artemis, og hun sender en stor bjørn for at terrorisere landet, men Meleager dræber den, hvorefter Artemis udtænker en hel række skurkestreger, som ender med brodermord og heltens død etc.etc. Historien kendes i mange versioner, men det er altså ikke den, der er tale om her.
»Athenian Palæstra
Græsk. En palæstra er en lav bygning med en åben midtergård med sandbelagt overflade. Her var det meningen, at man skiftede tøj og vaskede sig. Den har fået sin særlige betydning som badeanstalt / gymnastikrum, da den ofte var del af en skoleleders bygninger, og her lærte de unge drenge at begå sig, og de lærte at bryde, hvad der var en væsentlig del af en grækers opdragelse.
»niches of Chartres«
I nicher uden på Chartreskatedralen er der statuer af med »eternal faces«. De findes i stræbepillerne, og de forestiller alle tænkelige bibelske skikkelser samt helgener, martyrer, men også Pythagaros og Euclid er der blevet plads til med deres skrivepulte på skødet og pen i hånd, Aristoteles og Cicero er der også, så ingen snæversynet religiøsitet var herskende i 12. århundrede.
»Lyra Apostolica« Tidsskrift, hvor der bl.a. blev publiceret kirkelig poesi. Både Newman og Keble udgave fx heri.
p 26
»Cranmer - was that he burnt well« Thomas Cranmer, 1489-1556, ærkebiskop i Canterbury. Han havde faktisk et lille uheld, mens han var student eller fellow i Cambridge, idet han blev gift med værtshuspigen fra »The Dolphin Tavern«, men da hun døde inden for det første år, så var der åbenbart en regel om et års »grace«, som tillod ham at blive ordineret som præst alligevel. Senere giftede han sig igen, men måtte ved omvæltningerne under Henry sende hende bort til Tyskland, og hun returnerede først i 1548.
Cranmer var et godt menneske, men i en ond tid, og til sidst måtte han vælge side, og det blev for Jane Grey, og efterfølgende blev han så dømt for højforræderi. Han kom også på tværs af de religiøse ændringer under Mary og med sin hang til protestantisme blev han så brændt på bålet. Det siges, at han først stak højre hånd i bålet, mens han udtalte, at den var uværdig, da den havde underskrevet dokumenter af tvivlsom moralsk værdi.
»Dr. Pusey« Edward Bouverie Pusey, 1800-1882, Regius professor i hebræisk ved Oxford til sin død. Leder af Oxfordbevægelsen. Han var en af de få, der forblev i den Anglikanske Kirke og forsøgte at forny den indefra. Han betegnes som et utroligt godt menneske, der hjalp mange steder i samfundet og talte de svagestes sag. En overgang havde han undervisningsforbud, men senere i livet så han en del af sine tanker vinde gehør, for så dog, da bevægelsen og udvandringen til Romerkirken var ovre, at se rationaliteten igen vinde indpas i Universitetets rækker, hvilket var ham meget imod.
p 30
»The Athanasian Creed«
Der er flere trosbekendelser. Oftest nævnt er den »nicænsk-konstantinopolitanske«, men dertil kommer den »apostolske« og den »Athanasianske«. Oprindelsen er den arianistiske strid om, hvorvidt Gud og Jesus er en eller flere guddomme, personer, væsener: altså er Jesus menneske eller Gud, den samme som faderen eller en mindre ædel byrd osv.
Det bevirker indkaldelsen til konsiliet i Nikæa i 325, hvor der enedes om trosbekendelsen, som vi kalder den næcanske.
Striden blev dog ikke slut her, hvorfor der igen - i 381 - indkaldes til konsilium, denne gang i Konstantinopel, hvor der rettes lidt i trosbekendelsen, der nu kaldes den nicænsk-konstantinopolitanske og arianismen igen forbydes. Det er den trosbekendelse, som endnu bliver brugt i store dele af Verdenskirken, således er den dåbsbekendelsen i den ortodokse kirke. Det er i den N-K-bekendelse at begrebet »Treenigheden« optræder.
Den athanasiske Bekendelse afviger i almindelighed ikke meget fra N-K og bruges sideløbende ved visse lejligheder. Lutheranerne bruger den således ret efter reformationen i »prim«-bønnen. BCP har den trykt lige før litaniet.
Den apostolske bekendelse kaldes på engelsk for The Apostles' Creed. Den er opstået samtidig med de ovenstående og nævnes første gang 390. Dens oprindelse som værende skabt afapostlene er opspind. Den bygger på en »gammelromersk bekendelse«, og den blev brugt i Karl den Stores riger, hvor Rom accepterede den. I middelalderen var den dåbsbekendelsen i Vestkirken og BCP foreskriver den stadig til det formål samt ved aftensang.
p 31
»be something else - one might be a priest«
Formodentlig skal vægten lægges på a priest er en katolsk betegnelse.
»Works of Optatus« Optatus levede omkring 370 og var biskop i Milevis i Nordafrika. Han skrev værker mod donatismen, og hans værker var i visse henseender udgangspunktet for Augustins skrifter.
p 32
»the celebrated Mr. Bowdler«
Protestantisk læge, der udgav Shakespeares værker renses for alle de ord, man ikke kunne benytte ved oplæsninger i familien - altså en puritaner. Han er karakteriseret som en »prudish expurgator«.
»... in festo S. Car. 1838« (date)
Jeg kan ikke entydigt fastslå, hvilken helgens festdag kan bruger.
p 33
»High pews« = Protestantisme. Skikken med egne elaborerede sæder var om ikke calvinistisk, så dog meget protestantisk og satte menigmand på plads mellem herrefolkene i sognet. Derimod havde RK ikke - når ses bort fra meget høje fyrster - den samme forskel på folk i kirken, derfor: Open benches = Roman Catholics
p 35
»Tract No. 90« + p 36 - se forklaring for side 23.
»Monophysite heresy«
Kætteriske sekt, der påstår, at der i den menneskefødte Jesus ikke er to naturer / væsener, men kun et. Han kan altså ikke være både Gud og menneske. Bevægelsen stammer fra konsiliet i Chalcedon i 451. Der opstod en del undersekter med afvigende syn på sagen. Meget kompleks og spidsfindig udredning.
To citater fra »Konsilier«:
Under konsiliet påstod tilhængere af Monofysitismen, at guder ikke kunne afbilledes - i hvert fald ikke korrekt - og derfor ikke skulle tillades i kirkerne. (Nikaea II 787)
Kampen mod Appolinarianisme, Nestorianisme og Eutychianisme (afart af Monofysitisme) intensiveres.
»St. Augustine and Donatists«
Samme emnekreds som ovenstående.
p 36
»Council of Trent«
1545-1563 - se konsilier. Det store emne her var naturligvis den lige stedfundne reformation. Bl.a. var spørgsmålet om autoritet meget vigtigt. Havde Romerkirken nogen særlig autoritet? Var den den eneste kirke?. Men mange andre spørgsmål fik konsiliet til - i flere omgange - at vare i næsten 20 år.
p 38
»St Januarius's blood« St Januarius, helgen. Netop denne helgen med dette navn (der er nævnt fem i mit helgenregister) var biskop i Benevento og blev i 305 kastet for løverne, men han smagte dem ikke, så i stedet blev han halshugget. Hans blod blev opsamlet og står i en flaske i en kirke i Napoli, hvor det mange gange har sydet og bruset, boblet og kogt, og da man ikke har en videnskabelig forklaring herpå, så betragtes det som et mirakel.
»Octave«
I »dies octava« - den ottende dag efter en festdag eller alle otte dage efter (en inklusiv tællemåde, således endende den samme ugedag som festen var på). I liturgien er de store festdage som påske, pinse etc. udstrakt med særligt mange bønner etc. i otte dage efter selve højtiden.
»Sir H. Davy«
At han er skeptisk rent videnskabeligt og derfor betegner det flydende blod som et mirakel er ikke mærkeligt. Humphry Davy, 1778-1829, var videnskabsmand inden for kemien og opfandt blandt andet den sikre minelampe, som stadig kaldes en Davy's lamp (moderne i en del år som »miner's lamp«). Han må have haft et stort problem med bobleblodet.
p 39
»St Patrizia«
Lige som Januarius, så er St Patrizias blod også af den særlige sydlandske letbrusende art, som i hendes flaske i samme Napoli også går flydende nu og da. Hun levde til 665, flygtning fra Konstantinopel for at undgå ægteskab og blev »jomfru« i Rom, senere i Napoli, hvis skytshelgeninde, hun er.
»liquid blood of Da Ponte« + »St Pantaleon«
Nu må jeg gå lidt rask forbi nogle af disse mirakelmagere, så ikke flere helgenlegender.
»Loreto - the house of the holy family transported hither in three hops from Palestine«
Lokaliteten Loreto. Denne lokalitet i Syditalien er speciel. Legenden siger, at Jomfru Maria (blandt kendere BVM = Blessed Virgin Maria) befandt sig i dette hus ved bebudelsen, og at engle i 1291 tog huset til Dalmatien og i 1295 til Loreto, hvor det står endnu. Jeg har ikke vidnesbyrd om nogen dendrokronologiske dateringer eller tilsvarende.
p 41
Guy Fawkes
1570-1606. Født protestant, konverterede og gik i spansk tjeneste i 1593. Pågrebet 5.11.1605 og tortureret, hvorunder han afslørede vennerne, og aflivet 31.1.1606.
Opera Bouffe = komisk opera
p 43
Ember days Tamperdage. Der i KLfNM også kaldes »imbredage« fra norrønt mål. De betegner romerkirkens fire fastetider i årets løb. Fasterne blev overtaget fra jødedommen. Tamperdagene var onsdag, fredag og lørdag, hvor de læstes 6 stykker fra GT. Disse læsninger blev om lørdagene foretaget på både græsk og latin og dagen kaldes da for sabbatum in duodecim lectionibus. Efter det gregorianske sakramentarium blev gældende fra ca. 800 blev dagen fastlagt til ugen efter første søndag i fasten, ugen efter pinsen, ugen efter korsmessen om efteråret (ca. 14.9) samt den sidste fulde uge før jul.
St. Bega + St Adamnan + St Gundleus - ingen kommentarer pt.
p 44
Brother Duthelm + St. Amphibalus + St Walstan + St Ebba + St Neot + St Ninian. For mange helgener.
p 45
Grey trousers - significant change in dress
Den Anglikanske Kirke kontra den Katolske havde åbenbart ret faste kutymer for, hvilke farver man kunne benytte, og gråt må stå for frafaldet fra Anglikansk tro.
p 48
Filtration. Den religiøse betydning er ikke klar for mig.
p 55
Mr Maskell's pamphlet + Dodsworth's pamphlet + Mr Galton's letters
William Maskell, 1814-1890, kirkemand, University College, Oxford. Ekstremist på højrefløjen i AK. Han konverterede i 1850 og fortsatte historiske studier fremfor at blive katolsk præst. Udgav værker om de gamle liturgier i den AK og skrev altså også pamfletter af stærk højkirkeligt tilsnit.
Mr. Dodsworth har jeg ikke fundet noget om i mit magre bibliotek.
p 56
St Cyprian, St Optalus, St Leo, Tertullian, Justin Martyr, St Chrysostom
Disse må jeg igen af tidsmæssige grunde springe over, men Tertullian er nævnt i min hjemmeside og St. Chrysostom i samme under hellige skrifter.
p 57
Mr Garkam - ukendt.
Dr. Phillpots
Henry Phillpots, 1778-1860, bishop i Exeter, en ærke-tory og var stærkt imod reform bill i Overhuset.
p 60
Wegg-Prosser - ukendt. + Lord Feilding også ukendt.
p 63
Neophyte Neofyterne var nyligt omvendte kristne, der lige var blevet døbt. I Oldkirken var der regler for, at de ikke straks efter kunne opnå kirkelige embeder. Det var op til biskoppen at bestemme, når de var tilstrækkeligt oplærte.
p 65
Cardinal Wiseman + p 66
Cardinal Wiseman var født i Spanien af irske forfædre. Han virkede som prælat først i Irland, senere i London i hele perioden, hvor den katolske kirkes hierarki blev genopbygget i England. Han blev den første ærkebiskop i Westminster, Londons katolske område og samtidig unævnt til kardinal, det var 1850. Han var vældigt organiserende de første år, og hans biografi i neutrale værker giver ikke samme opfattelse af ham, som Stracheys let nedladende tone antyder.
p 66
Flaminian Gate
Gaius Flaminius, c. 223 f.Kr., demokratisk leder i Rom, byggede Via Flaminius og Forum Flaminius. Hvilken lokal betydning udtrykket har må nok søges i Curiaens kontorfordeling i Rom.
Lord John Russell PM
John 1st Earl Russell, 1792-1878, PM efter Peel-ministeriet i 1846 til 1852. Han var nogle år meget upopulær pga. Krimkrigen, Wienerkongressen m.fl., men kom tilbage som PM i 1865 efter Palmerstons død, men samme år stemt ned på et forslag om en ny reform bill.
p 68
Dr. Errington Ærkebiskoppen af Trebizond 41 N 39 Ø, in partibus infidelium. Det er en ærestitel uden pligt til at opsøge tyrkiske bønder. Erringtons historie er velfortalt i bogen, så kun: født 1804, død 1886. Var i de unge år underordnet og tilhænger af Wiseman. Det er ganske klart, at han blev mopset over at se konkurrenterne komme fra den AK, når han havde lovning på ærkebispestolen efter Wiseman, men politisk var han ikke så snu som Manning.
p 69
Biskop Blougram - ukendt. --- Council of Trent - se under p 36.
p 80 Professor of theology at Clifton
Usikker på hvor. Der er ikke i Whitaker's 2003 nævnt et Clifton College, men Clifton er normalt forbundet til området ved indsejlingen til Bristol.
p 81 De Lugo - Perrone - M. Bautain - Cardinal Barnabo - Cardinal Reisach har jeg ikke fundet.
Cardinal Antonelli er Giacomo Antonelli, 1806-1876. Han var en overgang udenrigsminister i Vatikanstaten omkring Italiens selvstændighedskamp 1848-1850.
Charles Kingsley, 1819-1875, var romanforfatter bl.a. med Westward Ho! en klassisk eventyrbog fra 1855. Han var »Christian Socialist«, og han blev chaplain til Queen Victoria.
p 95 Første Vatikankonsilium
Blev afholdt fra 8/12 1869 til 1/9 1870. Officielt blev det aldrig ophævet, men det blev heller aldrig genoptaget.
Dets væsentligste indhold - i denne forbindelse - var den drøftelse af dogmet om pavens ufejlbarlighed, som optog katolske kredse langt ud over Vatikanstaten. En slags kompromis blev indgået ved at det kunne godtages, at paven var ufejlbarlig, når han talte ex cathedra, men ikke nødvendigvis i andre sammenhænge. Selve drøftelsen er central ud fra kirkens administration: skal alt fra Rom og paven uden diskussion tages til efterretning eller er det muligt at diskutere. Ifølge nærværende bog manipuleres der politisk, INDEN pavens officielle udtalelser udkommer, og derved undgår man for stærk opposition, der kunne svække kirken som institution.
Monsign. Dupanloup: Felix Dupanloup, 1802-1875, var biskop i Orleans og modstander af ufejlbarlighedsdogmet. Han deltog politisk aktiv i Frankrig og blev parlamentsmedlem i Paris.
p 96 Dr. Döllinger: Professor Johann Jozeph Ignaz von Döllinger, 1799-1890, lærer ved München universitet. Döllinger holdt sin accept af ufejlbarlighedsdogmet tilbage og blev ekskommunikeret. Han indkaldte til Münchenkongressen, der fik dannet en sammenslutning af »gammelkatolske« medlemmer af kirken. Sammenslutningen arbejdede for en sammenslutning af alle kristne, men det blev den anglikanske og den ortodokse kirke, der deltog, så der kom ikke rigtigt noget ud af det. Döllinger gik senere mere ind i politik og blev parlamentsmedlem i forskellige tyske sammenhænge i denne turbulente periode.
p 99 M. Guizot: France Guizot, 1787-1874, historiker og politiker og var med i 1848-revolutionen. Han var konservativ.
M. thiers: Louis Adolphe Thiers, 1797-1877, politiker og fredsforhandler for Frankrig efter 1870-1871-krigen med Preussen. Han var med som politiker gennem hele 1800-tallet, men hans religiøse indsats er der intet om i min korte biografi.
P 102 Lord Acton: John Emerich Edward Dalberg, 1st Baron Acton of Aldenham, 1834-1902, historiker, der var med til at grundlægge Cambridge Modern History. Han blev uddannet i Irland under Cardinal Wiseman og i München under professor Döllinger. Han var MP og fik sin barontitel af Gladstone. Lord Acton var imod ufejlbarlighedsdogmet og samarbejdede med Newman om dennes tidsskrifter, som han en overgang redigerede.
p 113 Sir Mountstuart Elphinstone Grant-Duff: 1779-1859, skotsk koloniadministrator, som deltog i opbygningen af det administrative system i Indien. Han havde tjent under Wellington som ung. Han vendte tilbage til England i 1829 og levede meget stille resten af sit liv. Han skrev nogle Indienshistorier, men der er ikke fundet noget om hans indsats på den katolsk-politiske scene.
p 114 Professor Huxley: professor Huxley er Thomas Henry Huxley, 1825-1895, var biologiprofessor ved teknisk-videnskabelige institutioner og støttede kraftigt Darwins teorier mod biskop Samuel Wilberforce, bl.a. ved det kendte møde i Oxford i 1860, hvor han udtalte, at han hellere ville nedstamme fra en abe end fra en biskop. Han skrev senere også tekster om teologi og udviklingslære og en af hans syv sønner blev Aldous Huxley.
Mr. John Morley: John Morley, 1838-1923, var 1st Viscount Morley. Han var både journalist, skribent og politiker. Han skrev om Edmund Burke, Voltaire, Rousseau, Diderot. Han støttede Gladstone i spørgsmålet om »homerule« og skrev senere hans biografi (4 bind).
En del helgener, som jeg ikke har fundet nærmere på. De kan let findes i helgenbiografier. Men derefter nævnes Bellarmine.
Der er tale om Robert Francis Romulus St. Bellarmine, 1542-1621. Han blev helgenkåret. Han blev ærkebiskop i Capua of kardinal, underviste det meste af sin tid. Et af hans værker bærer titlen »The Art of Dying Well«. Han var ven med Galileo, som han beundrede meget, men det blev hans pligt at meddele vennen, at verdenssystemet var centreret omkring jorden, og at lære folk, at solen var centrum, ville have store og alvorlige konsekvenser. Han blev senere i flamsk-protestantiske kredse karrikeret på ølkrus, der kaldes bellarmines.
p 126 Bishop og Salford. Området er en del af Stormanchester. Bishop of Amycla. Jeg har ikke fundet området.