Jens Sørensen - søkortkartograf

INDHOLD
•  Biografiske oplysninger •  Le Neptune François
•  Jens S. - arbejdet som købmand og reder •  Peder Geddas kort
•  Jens S. som hydrograf •  Eksisterende Jens S.-kort
•  Jens Sørensens kortarbejder •  Dansk kartografi før Jens S.
•  Tekniske detaljer •  Litteratur om Jens S.
•  Loggens tilstand 1700 •  Kronologisk opmålingsliste
•  Milevognen •  Kilder
 

NOTE

På Handels- og Søfartsmuseet er registreret en mappe med reproduktioner af Jens Sørensens søkort (i to eksemplarer). Mapperne er udgivet 1916 af Johannes Knudsen, og kortene er uden farver. Detaljer under søkortregistreringen eller atlasdetaljerne.

Biografiske oplysninger

Jens Sørensen var født 28/12 1646 i Sølvesborg. Han var søn af en købmand og blev selv uddannet som købmand. Hans fader, Søren Jensen, var rådmand, skibsreder og skibsfører og født i Rønne på Bornholm. Jens Sørensens moder kendes ikke, men derimod en broder, Peder Sørensen, der senere blev Jens' medhjælper ved flere lejligheder, og desuden en søster, Karen Sørensdatter.

Jens Sørensen blev den 6/2 1674 gift med Bente Anders Datter Rogge, datter af borgmesteren i Christianstad, Anders Olufsen Rogge. Jens og Bente var gift i 34 år og fik sammen ni børn, jf. epitafiet i Holmens Kirke. Bente var, da hun giftede sig med Jens Sørensen, enke efter Steffen Høyer med hvem hun havde tre sønner, hvoraf den ene, Adam, senere optræder som skriver for stedfaderen.

Efter Bentes død i maj 1708 giftede Jens sig i 1719 med Bente Valentinsdatter, der overlevede ham. Hun fik tildelt en beskeden pension på 50 rdlr om året.
[6781]

Jens Sørensen døde i København den 6/10 1723 og blev bisat i Holmens Kirkes Kapel, og hans gravplade med overskriften Memento Mori er indsat i væg. Den har en hvid marmorramme og pladen er sortmalet med guldfraktur. I topfeltet er et relief med en arm, der holder en passer, en trosse og et kompas. Pladen sidder på kapellets østvæg i nichen nærmest døren fra koret.

Efter Jens Sørensen var bisat i fælleskrypten under nummer 1, så blev kisten den 7/7 1750 udtaget og begravet på kirkegården. Detaljer om de kirkelige forhold findes i Louis Bobé: Bremerholms Kirke, udkommet 1920.

Jens Sørensens arbejde som købmand og reder

Jens begyndte at arbejde i faderens forretning tidligt, og efter freden i 1658, hvor de svenske provinser blev afstået, fortsatte de som svenske borgere handelen. Den blev dog indskrænket op mod den næste krig, og de måtte i 1676 flytte forretningerne fra Sølvesborg til Kristianstad efter myndighedsordre. På grund af krigshandlinger forfalder hans ejendomme og værdier i Sølvesborg, og han får aldrig erstatning for sine tab ved flytningen.

Under krigen, der begyndte i 1675, mistede Jens S. sit skib, skuden FLYVENDE FORTUNA. Det blev opbragt af en dansk kaper ved Rügen, og det må have været bittert for en mand med dansk sindelag, at få sin skude snuppet af sit gamle fædreland.

Men det blev værre endnu, for i 1676 tog Christian V på erobringstogt i de gamle danske provinser, og kongen indtog Christianstad, og byen blev plyndret. Det kostede igen Jens S. sin købmandsbod med alle varer, og en del af dem var endnu ikke betalt hos leverandørerne i Hamburg og Lübeck, så Jens S. måtte kæmpe i gælden i år derefter.

Under krigen blev byen med mellemrum belejret af svenske tropper, og Jens S. måtte underholde en del soldater på sin ejendom, og til sidst blev det for meget for den plagede mand. I 1677 flyttede familien »med kvinde og mange små børn« til København. Den efterladte ejendom blev derefter konfiskeret af svenskerne, da de igen indtog byen 5/8 1678, og Jens S. kunne vinke farvel til sine værdier, eller resterne af disse, endnu en gang.

Opholdet i København var denne gang kort, for i sin selvbiografi skriver han om et afsendt brev til kongen den 20/3 1679 fra Landskrona, hvor familien da boede. Også her blev opholdet kort, for ved freden i Lund i 1679 tilfaldt Skåne Sverige, og Jens S. måtte igen fortrække til København.

Da familien kom retur til København flyttede den ind i de Seks Søstre, hvilket var navnet på de gavlhuse, der lå mellem Børsen og havnefronten, og hvor nu den tidligere Privatbanks hovedsæde ligger. Det var i øvrigt også hertil, at firmaet Weilbach flyttede i 1801. Familien var nu ruineret, og han tilskriver adskillige gange kongen for at få sin skude den FLYVENDE FORTUNA tilbageleveret, men forgæves, skuden sejler allerede for kongen igen, og der er ikke rigtig substans bagved kravet om udlevering af krigsbyttet, som den jo var. Og så forliser den i øvrigt ved Torekov i 1683.

I 1684 er kongen alligevel så blødgjort over Jens S. klager over sin manglende indtjeningsevne uden produktionsmidler, så kongen overlader ham et mindre fartøj, ketchen ST JOHANNES. Det ser ud til fra den efterladte selvbiografi, at han da har vist kongen et af sine egne søkort, så skuden er måske en slags betaling herfor. Skuden sælges i øvrigt i 1688 i Danzig, og Jens S. kan indkassere 630 Rdlr.

Jens S. begyndte straks efter krigen at handle igen - og med en vis succes, så da han får skuden ST JOHANNES, kan han igen drive handel på sin sædvanlige vis, men han ophører formodentligt med egne handelsrejser, efter han i 1689 bliver embedsmand.

Køge
Som belønning for sine tjenester kan Jens S. fra 27/8 1679 nedsætte sig i Køge med skattefritagelse i 20 år. Han flytter dog ikke straks til byen, og formodentlig fordi han ikke har midlerne til at slå sig ned der. I årene efter og op til 1686 er han gentagne gange i Sverige og udfører delikate hverv for staten. Blandt andet er et af kortene tegnet ved den lejlighed indbundet i kong Frederik Vs Atlas bind 39 - nu på det Kgl. Bibl., og det er samtidig det ældste daterede kort fra Jens S., som kendes i dag.

I april 1686 anmodede Jens S. kongen om rettighederne til en forfalden gård i Køge, og da han fik denne, flyttede han så i juli 1686 med kone og børn til byen, hvor de er installerede den 19/6 1686.

Han var også ærekær, og der er registreret mængder af klager, retssager og stævninger fra ham og mod ham - ikke mindst i forbindelse med arvesager. Der er også en episode under opmålingsarbejdet, hvor han, efter at hans instrumenter er blevet hånet, i hidsighed griber til vold, og hvor han senere idømmes bod, da den voldelige handling efterfølgende har ført til dødsfald.

København som bopæl igen
I 1712 opgav han sin bolig i Køge. Han var blevet enkemand i 1708, og den megen splid og de mange retssager både med Køges myndigheder og med arvingerne havde tæret på den trættekære mand, der efter arkivalierne til tider synes noget omtåget i sin argumentation.

Fra slutningen af 1712 eller begyndelsen af 1713 boede Jens S. i Lille Torvegade på Christianshavn. Fra senest 1722 boede han i Boldhusgade. Der vides ganske lidt om hans virke her, men han har tegnet nogle Københavnskort og for dronningen nogle kort over hendes besiddelser.

Da han gifter sig igen 9/6 1719 er han 73 år. Om hans nye ægtefælle, Bente Valentinsdatter, vides ikke yderligere. Hun optræder ikke på hans epitafium eller i skifteretssagerne. Af efterladte værdier var der - foruden de nedennævnte kortmaterialer - kun meget lidt, herunder en søkortpresse, hvilket må være en presse, som papiret har kunnet blivet presset glat i efter bearbejdning og kolorering. Desuden var der 37 stokke til søkort, hvilke nok har været kosteskafter, som papiret har været rullet op på under transport, så det ikke er blevet klemt ved nedpakningen i vogn og skib.

Ved hans død blev hans kort og journaler inddraget af Flåden; han havde da på sin bopæl 72 kort og 6 journaler. Hans kort blev glemt, og op til 1826 benyttede flådens navigationsskole van Keulens kort fra 1681, uagtet man havde meget bedre kort liggende. Denne dumstædige konservatisme og mangel på objektiv bedømmelse forekommer i dag utrolig.

Jens Sørensen som hydrograf

Allerede fra 1668 havde Jens været fører af faderens handelsskibe og havde derved fået stort kendskab til de svenske og danske farvande. Navigationen foregik hovedsageligt på grundlag af hollandske søkort og læsekortbøger, der alle var af ringe kvalitet, da ingen ordentlige opmålinger havde fundet sted. Der var faktisk på det tidspunkt endnu ikke udgivet et godt landkort af Danmark - se Johannes Mejer. Jens Sørensen havde helt fra sine første ture skrevet ned og observeret, hvor han kom frem, og han var så småt gået i gang med søkortegning allerede i 1682. Det er dog først i 1684, at han foreviser sine arbejder for kongen.

Dette første kort var over Blekingekysten med den ny-anlagte flådehavn Karlskrona - et aldeles interessant kort for den danske stat, der lige havde ligget i krig med Sverige. Det kan derfor ikke undre, at kortet blev begyndelsen til, at hans evner og viden blev brugt af den danske konge, der sendte ham på flere ekspeditioner for at samle sejladsoplysninger.

Men Jens S. sigte går videre end til spionage for kongemagten - den del var så at sige kun for, at han kunne tjene sit brød. Han ville gerne hjælpe søfarten i almindelighed, og et af hans første projekter er et læsekort over farvandet fra København rundt kysten i Østersøen og indeholdende alle distance, kurser, grunde indløb og havne beskrevet. Et sådant værk var allerede i 1644 og igen i 1677 udgivet i Sverige, men nu var der tale om en dansk udgave. Den blev dog aldrig fuldført, da Jens S. måtte bruge sin tid på søkort i stedet for læsekort. Mellem 1684 og 1686 besejler han Kalmar og nedskriver og tegner alt herom, og kortene eksisterer endnu, i dag hos Kort- og Matrikelstyrelsen.

Fra 1689 blev Jens S. efter ansøgning antaget som embedsmand og fik bevilling til at foretage opmålinger af de danske farvande. Han har i foråret 1689 vist kongen fem søkort, der blev modtaget med velvilje, og det har nok haft positiv betydning for hans ansættelse fra 11/6 1689. Som embedsmand fra da af og næsten frem til sin dødsdag nåede han at udfærdige over 100 søkort.

Hans kort fik dog aldrig praktisk betydning, da de ikke blev trykt. De blev betragtet som statshemmeligheder af frygt for at kortenes mangfoldiggørelse skulle give fjender kendskab til de vanskelige danske farvande og derved skulle muliggøre krigshandlinger.

Ole Rømer var skeptisk over for amatøren Jens Sørensen, men i 1693, den 4/1, benytter han selv Sørensen ved at give ham besked på at opmåle Køge og omegn samt især havnen, der trængte til istandsættelse. På dette tidspunkt er Jens' omdømme på toppen [8846p27].

Jens Sørensens kortarbejder

Jens S. havde ingen teoretisk uddannelse som geograf eller matematiker, men han havde praktisk erfaring, og som hans kort viser, var han et omhyggeligt menneske. Hans dagbogsnotater viser, at han arbejdede med stor flid og under økonomisk vanskelige forhold. Under sine opmålingsrejser udnyttede han tiden optimalt: var det godt vejr målte og pejlede han, var det dårligt vejr tegnede han på sine kort om bord i skibet, og var det nødvendigt gik han i land og målte distancer op, hvortil han benyttede sin personligt konstruerede milevogn.

Hans arbejde med søkort begyndte tidligt, men da mest som en praktisk navigatørs notater til eget senere brug. Men fra begyndelsen af 1680'erne - og rigtigt i 1684 - begynder hans rejser på forskellige danske og svenske kyster, og i 1685 og 1686 skaffer han oplysninger og tegner kort over den svenske Østersøkyst for dansk myndighed. Vor viden herom stammer dels fra hans efterladte kort, men også fra hans ophyggeligt førte journaler, hvoraf mange stadig eksisterer. Johannes Knudsen har udgivet så godt som alle hans observationsjournaler. Disse er ikke alle lige godt skrevet, siger han selv i forordet til Jens Sørensens Papirer, 1921: »Selve de skriftlige Optegnelser er vistnok blevet til paa den Maade, at han under Arbejdet 'i Marken' har dikteret sine resultater til en Skriver, der straks har nedskrevet dem i en 'Skrivetavle-Bog', formodentlig bestaaende af Voks- eller skifertavler, og saa bagefter ombord i Skibet har ladet Skriveren renskrive Dagens Forretning med pen og Blæk i et papirshefte. ... en særlig Vanskelighed volder det, at der kun er anvendt en meget sparsom Interpunktion, og den der er, er tilmed ofter mere vildledende end vejledende, og Udgiveren føler sig ikke ubetinget sikker paa altid at have opfattet Teksten paa den rette maade.« I 1688 præsenterer konkurrenten, navigationsskoledirektør Jørgen Dinesen Oxendorph, et Sundkort. Det var optegnet med store omkostninger til følge, idet to skibe og mange af flådens folk havde været beskæftiget med sagen. Udkommet var et omtrent halvt Øresundskort, idet kun den danske side var aftegnet, og det endda kun til Helsingør.

Det mente Jens S. godt, at han kunne gøre både bedre og billigere, en tanke der tiltalte kongen og finansbetjentene, og året efter får han mulighed for at overbevise kongen om sine planer i den retning, og han får da også besked på, at begynde sine opmålinger af danske farvande. Som grundlag for sin henvendelse har Jens S. den 30. maj skrevet en lang udredning til kongen om sine betingelser, der bl.a. indeholdt rettigheder til selv at lade trykke og udgive de kort, der måtte komme ud af sagen.

Første ordre fra kongen er udstedt den 11. juni 1689 og indeholder besked på, at lønnen er 300 Rdlr. om året, men selv om Jens S. ivrigt trak i trådene, så kom der ikke noget praktisk ud af tilladelsen dette år.

Første rejse, 1690
I 1690 kommer han så endelig af sted. Han har fået tildelt skibet SØEHESTEN, en lille galliot, og fra den 23. april til 11. oktober opmåler han farvandet fra København syd om Sjælland, rundt om Tåsinge og op i Storebælt til Samsø, ned til Lillebælt og op til Ebeltoft. Det er en utrolig lang strækning at opmåle med masser af øer og grunde, men hans arbejder, som afleveres til kongen, er på 29 kort. De fremlægges allerede den 16. oktober, og på den korte tid må omfanget af de enkelte målinger naturligvis være begrænset. Der kendes i dag af de 29 kort kun 3 stykker.

1691
Her udnytter han vinteren til at opmåle - meget passende - Isefjorden, mens de kan bevæge sig på isen. Han når også en rejse til Samsø, hvor han ikke havde afsluttet opmålingerne året før, men meget af året går med at trække skyldige afløninnger ud af statsapparatet.

1692 - forsinket rejse
I 1692 går Jens S. tidligt i gang, men af ukendte årsager - nogle kilder peger på »passiv modstand« fra embedsmænd - kommer han først af sted på GRØNNE JÆGER den 6. juli. Turen går til Møn, Falster og Lolland og videre over til Ærø og til Sønderborg, hvor han med milevognen opmåler Als. Rejsen er afsluttet den 15. oktober. Der er ingen nøjagtig liste over kortudbyttet fra dette år.

1693
Året 1693 begynder med et færdiggjort kort over Køge allerede den 4. januar. Jens S. har efter bymyndighedernes bemyndigelse arbejdet med kortet i december 1692. Ellers er der ikke nedfældet noget om det års eventuelle rejse i mine kilder, og i fortegnelserne over Jens S. kort er kun nævnt uspecificeret 9 stk. kort fra dette år.

1694 i Kattegat og Limfjorden
Året 1694 begynder i januar med Jens S. sammenligning af det af kongen nys indkøbte Le Neptune François med egne kort. Årets rejse kom også hurtigt i stand. Til turen blev han tildelt fregatten FRØKEN ELSKEN [Johs. Knudsen Papirer p28], og de lægger ud den 3/5 og sejler nordenud via Hesselø, Grenå, Randers, Mariager, Ålborg og Løgstør retur til København, hvortil de kommer 30/6.

Efter et kort ophold for proviant og stores sejler skibet igen nordenud langs Hallands kyst, Göteborg og til Pater Noster. Det vender hjem 3/9 1694. Kattegatkortet, der blev resultatet af rejserne, afleverer han først til kongen i 1695.

1695 - milevognsrejsen
1695 blev Jens S. endeligt udnævnt til søkortdirektør. Det var også i 1695, at han begav sig ud på sin længste landrejse. Her rejste han via Kalundborg til Århus, og videre til Ålborg, Hjørring og Skagen, som han nåede den 8/6. Han rejste med en vogn med udrustning samt sin milevogn. Med sig havde han sin broder som skriver. Han opmålte nu vestkysten af Jylland med afstikkere ind i Limfjorden og er i Ringkøbing 27/7 og endte sidst på sommeren i Hamborg og Altona omkring 25/8. Her udførte han mange målinger med hjælp fra byens købmænd, der var ganske klar over arbejdets nytte for deres handel og trafik.

Mens han er i Skagen inspicerer han Skagen fyr, oprettet af Frederik II i 1560, for at kontrollere fyrvippen, men også for at tilrettelægge fyrets flytning fra Skagen til Grenen - en flytning han selv har været med til at foreslå kongen efter hans opmåling i Kattegat ved Grenen har påvist sandbanken, der strækker sig ud fra Skagen mod nordøst. Sagen var blevet yderligere aktualiseret efter en stranding. I 1695 får Jens S. fyret flyttet til en godt 20 alen høj bakke, der kaldes 'Fyrbakken'. Desværre var positionen ikke velvalgt, for fyret var svært at se fra de farlige retninger N-NV-V.
[H&S Årbog 1960 p.22]

På vej retur besøger han Mandø 9/10 1695, han er i Kolding 10/10 og tilbage i Køge den 19/10. Derefter tager han efter et par dage til København, hvor han viser generaladmiral Løwenørn og baron Niels Juel sine korttegninger. Den her nævnte Løwenørn har jeg endnu ikke detaljer på, da den fremtidige søkortsdirektør Løwenørns farfar er for ung til at kunne være den opsøgte.
[8846p35]

De senere år
1696 sker der ikke meget. Jens S. opholder sig det meste af året i Køge. Han foretager i 1696 endnu en kritikerfunktion - denne gang over et svensk søkortatlas af Rosenfeldt og Peter Gedda, hollandsk trykt i 1694, samt et hollandsk værk af Johannes Loots fra 1696.

I sæsonen 1697 har han ikke selv kommando, men må sejle med på FRØKEN ELSKEN, som føres af kaptajn Jort eller Hjort. De opmåler med afgang 22/5 fra København ved Limfjordens munding i Kattegat. Efter en række skænderier på rejsen kom ekspeditionen retur med et godt resultat. Udkommet blev et stort kattegatkort, men de havde ikke fundet Læsø Trindel.

I 1698 forbliver Jens Sørensen åbenbart hjemme.

I 1699 dør Christian V, og efterfølgeren, Frederik IV, har ikke samme interesse i søkortopmålinger.

Uanset de ringe vilkår, staten bød ham, regnede Jens S. med, at bedre tider ville komme, så han lod bygge en galliot, et sejlskib med to master og noget bredt - hvilket vel var for at få skibet med mindst mulig dybgang, hvilket var godt ved opmålingerne. Gallioten var færdig, før han i 1703 fik besked fra Admiralitetet om at opmåle ved Læsø. Det foregik da for første gang i eget skib. Med ham var en løjtnant Rasmus Juel, og denne gang fandt de Læsø Trindel.

Året efter, 1704, opmålte det samme team kysterne langs Sverige til Norge og Oslofjorden. Rasmus Juel kunne 'bedst accordere med ommeldte Direktørs velbekendte bizarre Humør' [8846p55]. I 1706 var der atter opmålinger ved Norges kyst, så der nu var målt hele vejen til Færder. På dette tidspunkt var Jens Sørensen 60 år, og rejsen sluttede først 1. december. Jens var stærk. Det blev sidste opmålingssommer til søs for søkortdirektøren.

I 1708 dør Jens S.s kone, og i 1709 udbrød den Store nordiske Krig, og Jens Sørensens arbejde blev at tegne et Sundkort samt opmåle til nødhavne for krigsskibene. Krigen varede de næste ti år.

Tekniske detaljer

Jens Sørensens kort er platkort. Der er ikke gjort forsøg på at benytte en projektion som fx Mercators. Hans opmålingsmetode var ved vinkelmåling og distanceudmåling, triangulering. Til vinkelmålinger må han have benyttet et kvadrantinstrument, men han har også brugt misvisende kompaspejlinger. Til distancer over vand har han [jf 8846p19] brugt timeglas for at finde udsejlet distance.

Nu er timeglasset ikke nok, det kræver også en form for logning - se nedenfor. Det påpeges i kilderne, at man kan se Anholt og Læsø forkert anbragt. Det er naturligt, da det er disse to øer, der ligger længst fra fastlandet, så han i flere timer har haft brug for sit sandur i et lille sejlskib. Jeg har intet sted fundet omtale af distancemålingen under vejs. Der er mange oplysninger om de målte distancer på land - med liner og milevogn, men ingen fra sødistancerne.

Jeg har set efter, hvor Jens S. beskriver de længere ture som fra Hals til Læsø, men det nævnes ikke, hvorledes distancen er kontrolleret. Fejlen ved anbringelsen af Anholt og Læsø - og i mindre grad fx Fanø, Rømø og Mandø - viser naturligt nok, at, når målingerne i forhold til hinanden beror på usikre sødistancer, så kommer de indbyrdes forhold ud af pasning.

Loggens tilstand i 1700

Den første omtale af fartmåling med en log på et skib er nævnt af Alexander von Humboldt i dennes værk Cosmos. I værket siger han, at han har fundet den første omtale i Antonio Pigafetta skibsdagbog fra Magellans rejse i 1521. Men her er loggens indretning ikke forklaret. Den første forklaring ud af hvilken vi kan være sikre på, at der er tale om en log med logflynder og logline og tidstagning er fra William Bournes værk Regiment of the Sea fra 1574 [6166p156 og 7774p39]. Man må formode, det har taget nogen tid, inden denne fartmåling blev almindelig, og en af vanskelighederne for den generelle brug af loggen var usikkerheden om sømilens længde, men kort fortalt, så bliver loggen almindeligt kendt i 1600-tallet, og selv om man var for fattig eller for simpel til at benytte logflynderen, så kunne man benytte metoden med at smide et træstykke ud fra skibets forende, og derefter målte tiden, til det passerede et agterligere mærke, hvis afstand fra formærket var kendt. Tidsmålingen kunne være tælning eller afsigelse af en remse, eller senere et sandur. Da logrullen blev almindelig efter 1600 benyttede man dette instrument helt op til patentloggens indførelse i 1800-tallet. Se nærmere om loggen i maritime artikler. Hvorvidt man har brugt disse muligheder, er en anden sag.
[Maritim Kontakt I p37]

Jeg har ledt efter en omtale af fartmålingen i Jens Sørensens udgivne papirer, men endnu ikke fundet et sted, hvor hans metode er nævnt - hvilket ikke betyder, at det ikke kan gemme sig et sted. Alle skibe benyttede på den tid et logbræt, hvorpå de opførte de udsejlede kurser og distancer på vagten, så de efterfølgende kunne sammenlægge observationerne til vagtens resulterende bredde- og længdeforandring. Men metoden, de anvendte til at bestemme afstanden, var formodentligt gisning i næsten alle tilfælde.

I navigationslærebøgerne, hvoraf min ældste er Christian Carl Lous Styrmands Haandbog eller en saa kaldet Marin Calender i anden udgave fra 1798, (førsteudgaven er fra 1785) [7761p101]. På denne tid betragtes logning som en naturlig del af rutinerne om bord, og der forklares, hvorledes man sørger for, at loglinen ikke forandrer længde ved skiftevis våd og tør tilstand. Der gives gode råd om hyppigheden af logninger set i forhold til farten, og om hvilke sandure der skal benyttes. Endelig drøftes også i denne bog, hvor lang en sømil egentligt er, og de forskelige nationale standarder omtales.

Men i Laurentz Benedicht Søkartet offuer Øster oc Vester Søen udgivet i 1568 og fordansket efter hollandske forbilleder forekommer distancerne stadig med kenninger og ugesøs og udgiveren, Johannes knudsen, argumenterer for disse afstandsmål p.219 og p.279, og en logningsmetode kan derfor næppe komme på tale i 1500-tallet.

I Peder Horrebows Danske Skatkamer fra 1745 forekommer der i afsnittet om bestikregning og kurskobling udelukkende gissede distancer. Han bringer en hel del eksempler, og i dem alle har styrmandens vagt givet gissede distancer, hvorfor gisning uden måling endnu i 1745 må anses for at være normalen i danske skibe.
[MAP01-K090-SKA, MAP27-K091-BEN]

Milevognen

Milevognens mekanisme, som Jens Sørensen konstruerede, og som han var meget stolt af, bestod af et distancehjul, der var i berøring med vejoverfladen. For et bestemt antal omdrejninger, der udgjorde 60 alen, påvirkedes en hammer, der slog et slag på en klokke. Der var ingen optegnende mekanisme, så en skriver måtte holde regnskab med, hvor mange klokkeslag der havde været mellem to målepunkter. I en anden beskrivelse af vognen, som vakte opsigt, har en englænder (eller tysker?) skrevet om dens klikkende lyde, så der har sikkert været et eller andet palværk, der har flyttet tandhjul, så en hammer er løftet, for så at falde i slag ved det givne antal omdrejninger.

Mekanismen var påsat en tohjulet vogn med plads til et par mand på bukken. Den var ikke større end den kunne pakkes ned om bord og tages i land hvor nødigt. Vognen blev testet i Køges gader i foråret 1692. Erling Pade rekonstruerede hans milevogn, hodometervogn, omkring 1970-1975, så vidt jeg husker. Se billede i [Bové] p.33.

Le Neptune François kommenteres af Jens S.

I 1694 bliver han bedt om at bedømme kvaliteten af et nyligt indkøbt fransk atlas. Jens S. påpeger fejl og unøjagtigheder ved dette og anmoder samtidig endnu en gang kongen om lov til at udgive sine egne søkort, men får ikke lov, ja end ikke et svar. Det franske atlas må have været det af Louis XIV bestilte Le Neptune François = Le Neptune François ou Atlas Nouveau des cartes marines, der udkom i 1693. Stavemåden veksler lidt i kilderne mellem førnævnte og formen Le Neptune Francaise.

Atlasset er tegnet eller udgivet af Alexis Hubert Jaillot, c.1623-1712, men teknisk har Giovanni Domenico Cassini = Jean Dominique Cassini, 1625-1712 - afhængig af, om man foretrækker hans italienske eller franske form - været medvirkende. Cassini var astronom og geograf og deltog i trianguleringen af Frankrig teknisk ledet af Abbé Jean Picard og Gilles P. de Roberval, så grundlaget for Atlasset var det teknisk bedst mulige og helt moderne målinger lå til grund, idet søkortsskaberne havde fået overladt de nødvendige detaljer om meridianer og andre målinger.

Men det nyttede ikke uden for Frankrig, for Danmark var ikke målt moderne op, så kortene i Neptune var på vore bredddegrader så forkerte som tidligere. [7595p246]
Sammenligningen omtales af Bramsen [6537p94].

Peder Geddakortet og Johannes Loots-kortet

Peter Gedda siger i sin fortale til sit svenske søatlas, at han har undladt at indsætte gradnet, da der i nærområderne sejles efter landkending og kompasvisning. Søkortdirektør Petter Gedda † 1697, altså Jens S. svenske kollega, kom senere - sammen med den svenske viceadmiral Werner von Rosenfelt - på besøg hos Jens S i 1696. Ved den lejlighed siger Gedda til Jens S., at han ikke har brugt terrænopmålinger til sine konstruktioner, men kun målinger med astrolabium, altså vinkelmålinger.

Jens S.s har fået ordre af myndighederne til at sammenligne Geddas søkort over danske farvande som trykt i hans atlas, General hydrographisk Chartbook öfuer Østersiön och Kattegatt fra 1694 og trykt i Holland. Sammenligning falder naturligvis ud til Jens S. fordel - han har trods alt en opmåling som grundlag.

Det andet kort, af Johannes Loots, får lige så ublid en medfart, og de to kort er i store træk identiske og så ringe, at selv Jens S.s egne opmålinger fra snart tyve år tidligere stadig er de bedste.

Eksisterende kort fra Jens S.' hånd

Søkortarkivet fik fra Admiralitetet overført omkring 80 numre søkort ved Arkivets oprettelse, men en del er udleveret til Norge efter Kielerfreden i 1814 og nogle er blevet kasseret som værdiløse [jf. SAL]. Om hans kort korrekthed kan man se ved sammenligning med et nutidigt kort, som det er forsøgt gjort i [8846p16] og [8691p55]. Man kan se, at Jens Sørensen ikke tager højde for den forskellige misvisning, der findes i de danske farvande, hvorfor hans kort bliver noget udbredte øst-vest for de områder, der ligger nord og syd for en linje Blåvand - Korsør - Køge.

I Bramsen p. 96 anføres, at Jens Sørensens kort blev benyttet af Erik Pontoppidan, da denne i 1760'erne udarbejdede Danske Atlas.

Dansk kartografi omkring år 1700

Ved indgangen til det attende århundrede kan dansk kartografis tilstand beskrives meget kort som næsten ikke eksisterende. Et citat fra Bo Bramsens Gamle Danmarkskort fra 1965 [p.7] kan sammenfatte situationen: Men det mærkelige er, at dette bilede [af Danmark], som vor tid altså er så fortrolig med, slet ikke er synderlig gammelt. I sin nuværende udformning er det ikke meget mere end 125 år. Den kartografiske udvikling har nemlig her i landet, såvel som mange andre steder i verden, været så langsommelig, uregelmæssig og besværlig, at det endelige, officielle, videnskabeligt opmålte Danmarkskort af idag er en relativ ny foreteelse, der må betragtes som et fornemt slutresultat på henved 1800 års mere eller mindre konsekvente forsøg på at løse opgaven. Claudius Clavus
Af danske kartografer før 1700 kendes ganske få. Den tidligste var Claudius Clavus, der opererede under Kristoffer af Bayern omkring 1440 og tegnede et kort over Norden, men han tegnede ganske vist kortet i Rom, hvor han boede. Han blev efter eget udsagn født 14/9 1388 og kendes også under navnet Claudius Claussøn Swart. Kortet, der er tegnet i 1427, blev først fundet på biblioteket i Nancy i Frankrig i 1800-tallet. Kortet er indsat i en håndskrevet oversættelse af Ptolomæus værk i Angelus' oversættelse. Claudius Clavus var en spøgefugl, der for de grønlandske navne, som han ikke kunne kende, simpelt hen har anbragt opdigtede stednavne på sit kort og gjort det ved at benytte en kode, der bygger på at stednavnenes førsteled læst i række efter hinanden danner et gammlet skæmtevers, der begynder således:
 
Der bor en mand i en Grønlands å,
og Spjældebod monne han hedde.
Mer haver han af luseskind,
end han haver af flæsk hint fede.
Nord om driver sandet påny.

Marcus Jordan
Inden det første dansktegnede kort skal kort nævnes, at svenskeren Olaus Magnus udgav sit Nordenskort i 1539. Det var efter den tids standard ikke dårligt, men kan altså ikke regnes med til danske kort. Det første kendte kort tegnet her i landet var af Marcus Jordan, og det blev udført mens Christian III regerede. Jordan levede 1521 til 1595, og han var uddannet som matematiker og beklædte embedet som professor ved universitetet. Han udgav sit kort i 1552, men desværre findes det ikke længere, og vi kender kun til det gennem omtale i et værk af Abraham Ortelius fra 1570, hvori udgiveren nævner sine kilder, herunder Jordan.

Der kendes et andet kort fra Jordans hånd, fra 1559, men kun i et eneste eksemplar, der findes i Holland i Leyden. Kortet dækker hertugdømmerne, hvor Jordan kom fra. Det er interessant, at kortet bogstaveligt talt er et cirkelkort, for selve korttegningen er indfattet i en cirkelkalender, hvor kalendarieoplysningerne står radielt rundt i kanten. Senere har Jordan tegnet et Danmarkskort, der er inkluderet i kortene i værket Civitates orbis Terrarum udgivet af Georg Braun i Hamburg (dog udsendt med Kölln på kolofonen) i flere bind fra 1588. Jordan arbejdede med kort til sin død, og der kendes reviderede kort selv i dødsåret 1595.

Tycho Brahe
Mens Tycho Brahe fremmede videnskaberne i Danmark, stod han selv for opmåling og tegning af kort over Hven, det blev færdigt ca. 1596 og udgivet i hans værk Epistolarum astronomicarum libri. Det er det eneste kort fra hans hånd, der kendes. Kortet er kun 12 x 12 cm og viser foruden Hven en kompasrose, og kortet har nord mod højre side.

Der findes to forskellige kort over Hven fra omtrent samme tid, og det ser ud til, at Willem Blaeu, der en kort periode i 1595 var elev hos Brahe på Hven, har haft en andel i fremstillingen af kortet, og Blaeu brugte senere kortet over Hven i sine atlas, men der findes også en anden version som Brahe publicerede i sit værk Epistolae Astronomicarum Libri fra 1596.

Blaeukortet findes også i varianter, bl.a. i Wiens Nationalbibliotek. Emnet kræver for lang behandling til at bringes her, men hele forklaringen til de flere versioner af hvenkort på Brahes tid findes i en artikel af Herman Richter, 1939: "Willem Jansz. Blaeu with Tycho Brahe on Hven, and His Map of the Island: Some New Facts" in Imago Mundi, Vol. 3, pp. 53-60.

Johannes Isaksen Pontanus
Fra Christian IVs tid er der enkelte personer, der har givet sig af med kortproduktion eller kortudgivelse. Den første er Johannes Isaksen Pontanus, der levede fra 1571 til 1639. Han var uddannet inden for videnskaberne og havde en overgang haft ophold på Hven under Tycho Brahe. Hans kort er dog ikke originale, men kopier af Mercators kort fra 1595, så han tæller ikke rigtigt med blandt de produktive.

Hans Lauremberg
Hans Willumsen Lauremberg = Johannes Lauremberg, der levede 1590 til 1658, var af kongen ansat til at udføre et Danmarkskort, men det blev aldrig færdigt, og vi kender kun hans indsats gennem hollandske arbejder, der har benyttet hans oplysninger. Lauremberg var fra Rostock, hvor han havde ansættelse som latinsk poesiprofessor. Herfra blev han hentet til Danmark, hvor han blev matematikprofessor i Sorø. Man kan synes, at de to fag ligger noget fjernt for hinanden, men han havde åbenbart evner i begge retninger.

Hans emner har spændt vidt, og det er bl.a. ham, der indfører logaritmerne i Danmark (1628), og han udgav en lærebog om opmåling (1640). Han blev af kongen i 1631 sat til at kortlægge Sjælland. I 1639 forelå der omkring 150 enkelttegninger klar til at blive kobberstukket, men længere kom projektet aldrig. Nogle af forarbejderne kom senere, i 1647, ud i Jan Janssonius' værk Atlas Novus, og med indiciebevis er der både et kort over Sjælland og et over øerne syd for Sjælland, der kan tilskrives Lauremberg.

Johannes Mejer
Kongens tålmod for Lauremberg var opbrugt på den lange produktionstid, og kort inden dennes død udnævnes da Johannes Mejer som kartograf. Mejer er født 1606 i Husum, og han dør 1674. Det er først ved hans indsats, at der endelig tegnes et Danmarkskort i 1650. Se mere om Johannes Mejer. Men akkurat som det skete for Jens Sørensen, så bliver Johannes Mejers kort heller aldrig trykt. Svenskekrigene kom i vejen, og kongen tabte interessen for sagen.

Peter Resen ville bruge Mejers kort i sit værk, Danske Atlas, hvortil han køber Mejers materialer, men de skulle både revideres og stikkes, hvilket aldrig blev fuldført på grund af Resens død i 1688. Der findes korrespondance og dokumenter, der viser, at kontrakt var oprettet mellem kobberstikkeren Johan Husman og udgiveren, men resultatet kendes ikke totalt. Man ved, at der blev afleveret otte kort til myndighederne i 1699, og manuskriptkort blev udarbejdet 1684-1687, så udgivelsesarbejdet har altså stået på, mens Jens S. var aktiv. Disse dokumenter opbevaredes desværre for det meste på Universitetsbiblioteket, da København brændte 1728.
[6404p327]

Nogle af Mejers kort gik til undervejs, men en stor del af dem findes nu på det Kgl. Bibliotek, og de blev udgivet i faksimileudgaven ved N. E. Nørlund i tre bind og en kortrulle i 1942.

Bagge Jensen Wandel
For søkortenes vedkommende spillede Bagge Jensen Wandel en rolle. Han var født i 1622 i Sønderjylland, hvor faderen var præst. Han sejlede i sine unge år og blev uddannet som navigatør, før han i 1647 blev navigationsskoledirektør på Bremerholm og med en afbrydelse mellem 1657 og 1667 var forstander dér til sin død i 1683 eller 1684. Afbrydelsen skyldtes muligvis Svenskekrigene. Hans stilling indebar, at han også skulle stå til rådighed som skipper efter kongens behov. Han var således flere gange på togt til Island, Færøerne og Norge, og nogle gange medsejlede kadetterne på øvelsestogt.
[9414p.436]

Af kort fra Wandels hånd kendes bl.a. et Færøkort fra c.1650, over Sundet fra 1653 og Bornholm fra 1676.
[Knudsen, 1918 p.31]

Jørgen Dinesen Oxendorph
Og dermed er vi fremme ved Jens Sørensens tid, hvor han som tidligere nævnt konkurrerer med Jørgen Dinesen Oxendorph, der aldrig fik mere end nogle enkelte kort færdige. Men Oxendorph var en betragtelig konkurrent til Jens S. Oxendorph, der var navigationsdirektør, var udnævnt og havde kongelig bestilling på udarbejdelse af søkort før Jens S., og i 1688 udførte så den ovenfor omtalte opmåling af den ene halvdel af Øresund for en frygtelig masse pende og forbrug af mange mand. Resultatet findes stadig hos Kort- og Matrikelstyrelsen.

Et af resultaterne lille kort rundt Amager med opmålingsoplysninger på blev af Johannes Knudsen bemærket i Søkartarkivets behioldning, og efterfølgende beskrev han dette kort, der tidligere fejlagtigt både var tillagt Jens Sørensen og andre.
Artiklen er at finde i 'Tidsskrift for Søvæsen' 1916 p. 81: Det første Blad af den danske Søopmaalings Historie.

Ligesom Jens S. kom til at gøre, så udnyttede også Jørgen Dinesen vintrene til at foretage opmålinger over farvandsisen, således i 1689, hvor han opmålte grundene omkring Københavns Havn. Den alvorlige mangel på ordentlige søkort var også gået op for Ole Rømer, der i 1689 afleverede en afhandling om det formålstjentlige i at afsætte ressourcer til opmåling og kortudarbejdelse, og opfordringen bar frugt, idet Jørgen Dinesen fik tildelt et par korttegnere, der sejlede med om bord på orlogsskibene, hver gang de stævnede ud. Det var deres opgave fra alle de besøgte steder forsøge at få foretaget opmålinger, så der efterfølgende kunne konstrueres søkort herpå.

Jørgen Marcussen

Litteratur om Jens Sørensen

Johannes Knudsen: Danske Søkort af Jens Sørensen 1646-1723, udkom 1916;
Johannes Knudsen: Søkortdirektør Jens Sørensen - den danske Hydrografis Fader 1646-1723, udkom 1918;
Johannes Knudsen: Af Søkortdirektør Jens Sørensens Papirer, udkom 1921;
Margrethe Bové: Jens Sørensen - Spion og søkorttegner for Christian V, eget forlag, udkom 1998;
J. Chr. Strandbygaard: Jens Sørensen 1646-1723, eget forlag, udkom 1970;

Kronologisk opmålingsliste

En kortfattet kronologisk liste over søopmålinger før 1830 med personnavne og en del skibsnavne findes i kartografihistorien det danske kapitel.

Kilder

Foruden ovenstående værker af Johannes Knudsen er bl.a. anvendt:
[6313] = Maps and Map-Makers af R. V. Tooley;
[6404] = Kartografen Johannes Mejer af P. Lauridsen;
[6537] = Gamle Danmarkskort af Bo Bramsen;
[7595] = The Story of Maps af Lloyd A. Brown;
[8846] = Jens Sørensen af Strandbygaard;
[8691] = Jens Sørensen af Margrethe Bové;
[9414] = Kong Kristian den Fjerde og hans mænd paa Bremerholm af H. D. Lind;
[SAL] = Salmonsens 2. udgave;
Resten af kildehenvisningerne er beskrevet i litteraturoversigten.

Opdateret d. 13.2.2016