Bartolomeu Dias, Vasco da Gama og Ferdinand Magellan
I forbindelse med artiklen om renæssancenavigation er nedenstående nogle faktuelle oplysninger om nogle af de i artiklen nævnte personer. Den første af de tre herrer nåede rundt om Afrikas sydspids, den anden nåede til Indien, mens den tredje nåede vestover til Indien.
Det er bemærkelsesværdigt, at man altså inden for 30 år opdager Amerika, søvejen til Indien og endelig omsejler hele jordkloden og dermed må omdefinere hele verdensbilledet. Konkurrencen om at få adgang til flest mulige områder, hvorfra værdifulde varer - det være sig krydderier eller ædle metaller - kunne hentes, har skærpet interessen for at udforske verden, og konkurrencen mellem Spanien og Portugal blev øget allerede i 1493 ved pavens mægling og dermed deling af hele verden i to interessesfærer for Spanien og Portugal.
De utroligt krævende rejser har også budt på navigatoriske problemer, så man ser i perioden fra omkring 1450 til 1550 en udbredelse af de nødvendige tabeller til astronomisk positionsbestemmelse, men også andre af navigationens hjælpemidler og fagbøger udviklede sig bemærkelsesværdigt hurtigt.
Bartolomeu Dias levede ca. 1450 til 29/5 1500. Han var portugisisk opdagelsesrejsende og navigatør og var den første til at runde Kap Det Gode Håb syd om Afrika i 1488, hvor han ledede den udsendte ekspedition.
Den portugisiske kong João II styrede som kronprins den portugisiske handel på Guineakysten, og da han blev konge, beordrede han udforskningen af Afrika fortsat for at finde ud af, hvor langt mod syd kontinentet gik. På de første ekspeditioner, der var ledet af Diogo Cão, nåede portugiserne til 22° 10' S uden at kunne runde kontinentet. Diogo Cão vendte tilbage til Portugal i 1486, og der høres ikke mere til ham.
Dias tog ud på sin ekspedition i august 1487 samtidig med at rygterne om den legendariske urkristne hersker Presbyter Johannes = Jon Præst dukkede op. Rygterne fik kong João II til også at udsende ekspeditioner over land mod Indien for at finde den kristne hersker. Imens satte Dias med sine tre skibe af sted, SÃO CRISTÓVÃO, SÃO PANTALEÃO, hvor Dias' ven, João Infante, samt et forsyningsskib med Dias' broder som kaptajn.
Dias var væk i godt og vel 16 måneder. Den 8. december passerede han Walvis Bay, og omkring juletid blev han af en storm nødt til at søge til havs, og da han vendte mod øst igen, så han intet land, og han måtte derfor dreje mod nord, og han ramte igen kontinentet den 3. februar 1488, og han havde da rundet Kap det Gode Håb uden at have set det.
Ekspeditionen fortsatte endnu et stykke op langs Afrikas østkyst, før den vendte rundt, og i maj måned 1488 passerede de igen Kap det Gode Håb, og denne gang så de forbjerget. Efter hjemkomsten i december 1488 skete der ikke mere i flere år, og det var først under Joãos efterfølger, kong Manuel I, at den næste ekspedition mod Indien blev sendt af sted. Denne gang var lederen den nedenfor nævnte Vasco da Gama, men Dias fulgt med ekspeditionen så langt som til handelsstationen San Jorge de la Mina på Guineakysten i Afrika.
Da Vasco da Gama kom hjem fra Indien, blev der i 1500 iværksat en større ekspedition med 12 skibe, og kaptajnen på et af disse blev Bartolomeu Dias. På den rejse så de Brasilien, men Dias kom aldrig hjem igen, for han druknede i nærheden af Kap det Gode Håb. Dias havde en søn, og Dias' barnebarn blev grundlægger af den første stiftsby i Sydafrika i Luanda i 1576.
I 1938 fandt man en af den stensteler Dias havde haft med og brugt som ejermærker for den portugisiske stat. Den blev fundet ved False Island ikke langt fra Fish River lidt syd for East London.
Vasco da Gama levede fra cirka 1460 til 24/12 1524, hvor han døde i Cochin i Indien. Efter en uddannelse i matematik og navigation blev han af kong João II sendt il Sydportugal, hvor han kaprede franske skibe til gengæld for franske overgreb på portugisiske. Det havde været meningen, at Vascos fader skulle lede den portugisiske ekspedition til Indien, men faderen døde inden rejsen, og sønnen overtog i 1497 efter kong Manuel Is ordre hans stilling.
Vascos flåde var klar til afgang den 8/7 1497. Den bestod af fire skibe: SÃO GABRIEL og SÃO RAFAEL på hver ca. 120 tons samt en mindre caravel, BERRIO, og et forsyningsskib. Indtil efter Cap Verderne deltog Bartolomeu Dias med endnu et skib i rejsen, men han sejlede så mod Mina på Guldkysten. Indienflåden forlod Cap Verderne den 3/8 1497.
Flåden tog en østlig rute over det Sydlige Atlanterhav og nåede frem til Kap det Gode Håb 22/11 1497. Herfra fortsatte de med jævnlige landgange på Afrikakysten og på Mozambique-øen indtil Mombassa, hvor de ankrede den 7/4 1498. De tog lods om bord ved Malindi i Kenya og krydsede Det Arabiske Hav og ankom til Calicut den 20/5 1498.
Da Gamas handelsmission gik dårligt. Han havde medbragt billige junkgaver til de indiske fyrster, der var bedre vant. Forholdene blev ikke bedre af, at han tog fem hinduer med sig om bord for at bringe de fremmede med hjem. Ekspeditionen drager nu retur over Det Arabiske Hav og når Malindi igen den 8/1 1499. Turen over dette hav har taget lang tid i modvind, og mange er død af skørbug, så da de når Afrika lader Vasco da Gama det ene skib, SÃO RAFAEL, afbrænde.
Den 20/3 1499 runder de Kap det Gode Håb, og de to tilbageblevne skibe kommer senere fra hinanden i en storm, og BERRIA når hjem til Lissabon den 10/7 1499, mens SÃO GABRIEL tager vejen omkring Azorerne og Vasco da Gama ankommer til Lissabon den 9/9 1499 (anden kilde siger 29/8).
Kongen sender herefter en flåde på 13 skibe af sted under ledelse af Pedro Alvares Cabral. De når også Indien, og nogle ekspeditionsdeltagere efterlades på kysten, hvor de senere bliver dræbt. For at hævne dette og få bedre fodfæste på kysten, så sender kong Manuel I endnu en flåde af sted i 1502, og denne blev igen ledet af Vasco da Gama, der med rang af admiral kommanderede 10 skib, mens to eskadre til støtte bestod af hver fem skibe. Ekspeditionen sejlede som de tidligere af samme rute til Indien.
I Indien krydser han langs kysten til nord for Calicut, hvor han erobrer et arabisk skib, der har 400 passagerer, kvinder og børn om bord. Vasco da Gamma bjærger værdierne og sætter ild til skibet inklusive alle personer om bord. Han sejler nu til Calicut, hvor han igen foretager massakre på fiskere, der er kommet ud for at sælge deres fisk til skibene. Han myrder 23 og smider ligene i vandet. Ved samme metoder slutte de aftaler med lokale herskere og brød dem lige så hurtigt. Ekspeditionen sejlede retur fra Indien den 20/2 1503 og nåede Lissabon igen den 11/10 1503 med tretten skibe lastet med krydderier.
Under den næste konge, João III, blev da Gama vicekonge i Indien og sejlede derud med en flåde på 16 skibe i 1524, men han var der kun i kort tid, før han blev syg og døde i december samme år i Cochin. I 1538 eller 1539 blev hans kiste ført tilbage til Portugal, hvor den blev bisat i domkirken i grevskabet Vidigueira ved Evora, som han fået i len efter sin første tur.
Ferdinand Magellan = Fernão de Magalhães levede fra cirka 1480 til 27/4 1521 og var ud af adelig slægt. Han blev tidligt page hos João IIs dronning Eleonora, men i 1505 fik han plads på den flåde, der under ledelse af den første portugisiske vicekonge i Indien, Francisco de Almeida, tog af sted til Indien, og han deltog 1511 i slagene på Malakka og Malysia. I 1512 er han tilbage i Portugal, og han deltager i 1514 i kampe i Marokko, hvor han bliver såret i knæet og resten af livet haltende. Efter de nordafrikanske kampe mener han sig ikke tilstrækkeligt belønnet af kongen.
Han rejste derfor til Spanien, afsvor sit portugisiske statsborgerskab og blev spansk, hvorefter han studerede kosmografi, den tids geografiske studier. Noget senere får han i Valladolid foretræde for kong Karl I, der senere bliver kejser Karl V i Det Tysk-Romerske Rige. Han har slået sig sammen med sin landsmand kosmografen Rui Faleiro, og de prøver nu at overbevise den spanske konge om, at ved at sejle mod vest kan de nå til krydderiøerne og de rige lande i Østen, som må ligge på den spanske side af Tordesillasaftalen fra 1493.
De var dygtige nok til at overbevise kongen, der gav sit samtykke den 22/3 1518, og de blev begge udnævnt til kommandører for den flåde, der skulle prøve at nå Molukkerne fra vest. Hovedfinanseringen kom fra den religiøse Santiagoorden. Inden ekspeditionen kom af sted måtte Rui Faleiro opgive at deltage på grund af et anfald af sindsyge.
Flåden kom til at bestå af skibene TRINIDAD, SAN ANTONIO, CONCEPCIÓN, VICTORIA og SANTIAGO = SAN JAGO, og de forlod Sanlucar de Barrameda den 20/9 1519 med i alt 270 mand (anden kilde 237 mand). Ekspeditionen nåede Rio de Janeiro den 13/12. Den 10/1 1520 nåede de La Platafloden, og herfra undersøger de under den fortsatte rejse sydpå alle bugter og indskæringer, hvilket forsinkede dem, så de måtte slå vinterlejr på 49° S i St. Julian. Under vinteropholdet udbrød der mytteri, som Magellan resolut nedkæmpede ved aflivning af em deltagende kaptajn og efterladende den anden i land til sin skæbne. I maj måned, inden de nåede Sydamerikas sydspids, var SANTIAGO forlist under rekognoscering på kysten, og først 24/8 1520 forlod de vinterhavnen.
Den 21/10 1520 gik Magellan ind i Strædet, der kom til at bære hans navn. Det tog fem uger at komme gennem strædet med sejlskibene, og undervejs undveg SAN ANTONIO og sejlede tilbage til Spanien. Der var nu kun tre skibe tilbage, da de så Stillehavet, som de stod ud i den 28/11 1520 og sejlede langs de chilenske og peruvianske kyster til den 18/12, hvor de drejede mod vest. På nær nogle ubeboede holme så de først land igen den 21/1 1521 omkring Tuamotuøgruppen, og de gik først i land den 6/3 på Guam i Marianerne, og her fik de friske fødevare for første gang i 99 dage.
Turen fortsatte nu med kurs mod Philippinerne, hvor de blev godt modtaget på Cebu. Som tak for fyrstens velvillighed til at sværge troskab til den spanske konge ville Magellan hjælpe med undertrykkelsen af den lille ø, Mactan, på østsiden af Cebu, og her blev Magellan den 27/4 1521 dræbt under kamp med de indfødte på øen.
De to skibe fortsatte under ledelse af Elcano, og kun et af skibene, VICTORIA, kom retur til Lissabon med lasten fyldt med krydderier. Det ankom 8/9 1522 (eller 6/9) med kun 17 (eller 18) af den oprindelige besætning tilbage samt 4 indere. Med på rejsen var italieneren Antonio Pigafetta, der også kom med hjem, og som i 1524 udgav sin beretning om rejsen, og det er fra hans værk, at vi har de fleste oplysninger om turen.
Jørgen Marcussen
Denne side er revideret den 2. november 2006.