Pietro Bembo fortjener at blive kendt også blandt danskere, fordi han både har fået en ofte benyttet bogskrift opkaldt efter sig , men ikke mindst fordi hans bog udgivet i 1496 - altså kort tid efter bogtrykkunstens opfindelse - var den første, der anvendte skilletegnene, som vi benytter i dag : komma, punktum, apostrof osv. I Italien er Bembo desuden kendt for sine kærlighedsbrev til Lucrezia Borgia.
Pietro Bembo blev født i Venedig den 20/5 1470 og døde 18/1 1547 i Rom. Hans fader, Bernardo Bembo, var en betydningsfuld borger i Venedig, men ikke rig, og faderen sørgede personligt for en stor del af Pietros uddannelse, men resten kostede, så andre i familien måtte undvære højere uddannelse, især hans yngre broder. Alligevel havde faderen på grund af sin kærlighed til litteratur sørget for, at der blev rejst et mindesmærke for Dante i Ravenna, så lidt penge må der ind imellem have været. En del af opvæksten fandt sted i Firenze, hvor faderen var Venedigs ambassadør, og sin klassiske skoling fik Pietro hos Lascaris i Messina.
I sin ungdom levede han det frie liv med mange illegitime forhold og affærer ved de forskellige norditalienske fyrstehoffer. Pietro blev sekretær for kardinal Giovanni de Medicis ved dennes udnævnelse til pave Leo X i 1513, og da paven døde i 1521 slog han sig ned i Padua i Norditalien. Han havde medtaget sin elskerinde fra Rom, Morosina, men for at få en indtægt lod han sig indrullere i Johanitterordenen og afgav løfte om cølibat, fattigdom og lydighed, hvorefter han slog sig ned med elskerinde som frue, sikrede sig en god indtægt og fik børn. En noget fleksibel opfattelse af ordensregler.
Før 1529 blev han enkemand, og fra 1529 var han byen Venedigs historiograf, altså officiel byhistoriker, hvilket kort tid efter blev kombineret med embedet som bibliotekar ved Markuskirken samme sted.
Men Bembos karriere var stadig under udvikling, og i 1539 blev han under pave Paul III kardinal, hvorfor han var nødt til at opholde sig i Rom, hvor han lagde de mere ugudelige sysler på hylden og beskæftigede sig med både teologi og klassisk historie og blev betragtet som et muligt paveemne, men døde før dette blev aktuelt. Et par år efter, at han var blevet kardinal, blev han biskop af først Gubbio og siden af Bergamo.
Bembo skrev en af de første grammatiker over det verdslige italienske sprog. Indtil da havde grammatikbøger været for latin, der blev anset for et fornemmere sprog.
Hovedværkerne fra Bembos hånd er formfuldendte latinske digte, men han skrev også digte på det verdslige italienske sprog og efterlignede i stor stil digteren Francesco Petrarch, 1304-1374. Petrarcha skrev blandt andet om sin elskede Laura, der døde af den sorte død i 1348, og dette kærlighedsforhold var inspirerende for Pietro Bembo, der selv dyrkede lidenskaben for kvinder.
Hans første værk hed De Aetna og blev udgivet af Aldus Manutius i 1496. Blandt hans poetiske værker kendes hans andet værk Gli Asolani fra 1505 og det senere Rime fra 1530, og blandt hans faglige skrifter var et bind historie om Venedig, Rerum Veneticarum Libri XII fra 1551, siden oversat til italiensk.
Han udgav også grammatikbogen Prosa della volgar lingua fra 1525 og en andenudgave fra 1538. Bembos helt store flid som brevskriver kender vi fra hans mere end 2.600 breve, af hvilke en del er stilet til hans - høvisk - elskede Lucrezia Borgia.
Lucrezia Borgia blev født 1480 og døde 1519, men nåede i sit korte liv at blive berømt eller berygtet som få af datidens kvinder. Hendes familie besatte to gange pavestolen; først med pave Calixtus III og senere med pave Alexander VI. Lucrezia selv var pave Alexander VIs datter og moderen pavens elskerinde Vannozza Catanei. Lucrezia blev gift tre gange og alle gange med politisk bagtanker fra hendes families side. Hendes sidste mand blev stranguleret af hendes familie. Men det var altså denne kvinde, som Bembo skrev lidenskabelige breve til under form af renæssancens høviske ridderidealer.
Bembos vigtige værk om den italienske volgar lingua fik både betydning for italienernes ankendelse af deres eget dagligsprog over for latinen. Bembo argumenterede for at landets eget sprog blev udformet på rundlag af det toscanske italienske, og han udarbejdede de grammatiske retningslinjer for denne udvikling.
Desuden indeholdt hans grammatik grundlaget for den moderne brug af interpunktionstegnene, som vi kender dem i dag. Når netop disse tegn fik betydning for erindringen af ham - og hans navn - så skyldes det, at hans første bog De Aetna blev udgivet hos og trykt af Aldus Manutius i Venedig med en skrift, der ved den lejlighed havde sin premiere og senere er blevet kaldt Bembo. I samme bog benyttede digteren interpunktionstegnene, som vi kender dem i dag.
Skriften Bembo blev skåret af Monotype Corp. Series 270, der var en tilpasning til moderne tider af den oprindelige skrift skåret af Francesco Griffo til De Aetna [Ryder p.54]. Skriften blev udsendt i 1929.
For artiklen er der brugt oplysninger fra en del boghistoriske og litteraturhistoriske værker:
John Ryder Printing for Pleasure, Bodley 1955/1976;
J. Billeskov Jansen, ed. Verdens Litteratur Historie, bd. 3, Pol. 1971; History Today, January 2006, p. 63f; Encyclopedia Britannica, 1991;
Om personen Bembo er der nys (2004) udkommet en biograf Pietro Bembo af Carol Kidwell.