Kronologi for paver og kejsere

Nogle korte beskrivelser af, hvad de udrettede

Opdateret 16. september 2012.


Kejsere har baggrundsfarven. Paver har orange baggrundsfarve.
Der er her gennemgående brugt bogstav C, hvor dansk i nogle tilfælde benytter K, fx Constantin - Konstantin.
 

Pavenumre efterfølges af "P"; kejsernumre med "K" efter år 0, østkejsere af "E".
Latinske østkejser = EL, Nicaeakejsere = EN; Trebizundkejsere = ET;
Forkortelser: m = gift med; s = søn; d = datter;

De ældste datoer er ofte givet med nogen usikkerhed.
Den romerske navneskik var oprindeligt og i den tidlige republik at give børn to navne; senere, fra ca. -300, blev patricierne givet tre navne:
praenomen, nomen gentis og cognomen.
Førstnævnte er at sammenligne med fornavn, hvoraf romerne kun benyttede få, der ofte forkortes som:
A. = Aulus;
Ap. = Appius;
C. = Caius / Gaius;
Cn = Gnaeus;
D. = Decimus;
L. = Lucius;
M. = Marcus;
M'. = Manius;
P. = Publius;
Q. = Quintus;
Ser. = Servius;
Sex. = Sextus;
T. = Titus;
Ti. = Tiberius.
 

Nomen // Nomen gentis-navnet er ætten eller klanens navn, mens
cognomen er et familienavn tilknyttet et mindre antal mennesker end ætten.
Var man af lavere byrd, havde man oftest kun to navne, og slaver kun et, der ikke var et af de romerske fornavne.

Nr. Reg.år Kejser - pave - bemærkning
  -753 -
-510
Roms første konger i legendetiden
0010 -753 -
-717
Romulus
Året 753 er oftest det år, man regner som Roms grundlæggelsesår og derfra talte Romerne deres epoke. Et årstal angivet herefter følges ofte af forkortelsen AUC = Ab Urbe Condita = fra byens grundlæggelse.

Legenden siger, at Æneas, søn af mennesket Anchises og gudinden Venus, flygtede efter Troja og landede på den italiske halvø, hvor han grundlagde staten Lavinium. Æneas var først gift med Creusa, med hvem han fik Julius Ascanius, der grundlagde Alba Longa. Æneas var derefter gift med Lavinia, datter af kong Latinus fra staten af samme navn. Med hende fik han en datter, og gennem disse to børn kom der en række konger.

Hvorvidt, alle de tolv konger, der regerede de næste tre hundrede år, var beslægtet, vides ikke. Den elvte konge var Numitor, og den tolvte konge var Numitors broder Amulius. Amulius blev dræbt af Romulus og Remus, der var børn af Numitors datter Rhea Silvia og guden Mars.

Remus døde, men Romulus (0010) regerede derefter til 717 f.Kr. Noget af tiden havde Romulus en medregent, der hed Titus Tatius. Efter Romulus' død var der et år interregnum, før efterfølgeren blev valgt.
Kongerne til 616 kaldes for de latiske konger; derefter kom de etruskiske konger.
0020 -715 -
-673
Numa Pompilius;
Konge fra 716 eller 715;

Numa Pompilius fik en datter, og datteren fik sønnen Ancus Marcius, der blev konge efter Tullus Hostilius.
Efter Numa Pompilius var der et års interregnum.
0030 -673 -
-642
Tullus Hostilius
Konge fra 673 eller 672;

Efter Tullus Hostilius var der to års interregnum;
0040 -673 -
-642
Ancus Martius
gs(0020);

Ancus Martius fik flere sønner. Sønnerne myrdede den senere kong Tarquinius Priscus = Tarquinius den Ældre.
0050 -616 -
-579
L. Tarquinius Priscus. Han hed oprindeligt Lucumon og var søn af grækeren Demaratur fra Korinth.
Konge fra 616; myrdet af Ancus Marcus' (0040) sønner.

Tanaquil;
børn :
1.   Lucius Tarquinius, blev gift med en datter af (0060);
2.   søn, blev gift med en datter af (0060);
3.   Tullia;
0060 -578 -
-535
Servius Tullius
Konge fra 578. Han blev indsat af enkedronningen Tanaquil;

Servius Tullius blev dræbt af sine to svigersønner, og "deres egen søster kørte hans lig over med sin stridsvogn".

børn :
1.   datter, blev gift med den ene søn af (0050);
2.   datter, blev gift med den anden søn af (0050);
0070 -535 -
-510
Lucius Tarquinius Superbus = Tarquinius den Stolte;
s(0050);
Konge fra 535;
Den sidste etruskiske konge i Rom. Han blev aldrig folkevalgt og blev landflygtig fra 509;
  -509 -
-49
Roms styreform som republik. Nogle førende skikkelser, som der ofte refereres til følger:
0080 -509 Lucius Junius Brutus, Consul;
Ved republikkens statsdannelse blev den udøvende magt overgivet til to samtidige konsuler, der var udpeget for et år ad gangen. Magten lå skiftevis en måned hos den ene, i hvilken periode den anden havde vetoret, og afgørelser kunne kun udføres i enighed.
0090 -486 Spurius Cassius, Consul;
0100 -485 -
-479
Fabii Familiedynasti, besætter consulstillingerne i perioden;
Fabierne er en af de fornemste patricierfamilier.
0110 -458 Lucius Quinctius Cincinnatus, diktator;
I nødsituationer kunne magten overdrages til en enerådig diktator. Af frygt for magtmisbrug var en diktators embedsperiode indskrænket til seks måneder.
0120 -451 -
-450
Decemvirerne
Udtrykket var flere gange brugt i Roms historie. Her betegner det de ti patricier, der blev sat til at skabe et lovgrundlag for Roms konstitution.
Efter et år blev andre ti sat til at færdiggøre lovtavlerne. Førsteholdet havde produceret 10 tavler, andetholdet to tavler.
Et af hovedproblemerne i lovgrundlaget var forholdene mellem patricier og plebejder, og bl.a. blev der fastsat forbud mod blandede ægteskaber.
Andetholdet havde nogle tyranniske tendenser, og Decemvirerne blev afskediget, men deres arbejde kom alligevel til at præge rigets lovgrundlag.
0130 -377 Gaius Lucinius Stolo og Lucius Sextius, consuler;
0140 -367 Marcus Furius Camillus, diktator;
0150 -356 Gaius Marcus Rutillus,
var den første plebejderdiktator, hvorfor navneformen afviger (se øverst om navne);
0160 -312 Appius Claudius Caecus, med titel af censor;
Efter år -443 overgik en del af konsulernes magt til en institution ved navn censorinstitutionen.
Den fik til opgave - som et ministerium - at tage sig af skatteudskrivningen, soldaterudskrivningen og være statistisk registreringsmyndighed. Mellem -443 og -312 var institutionen relativ løs og ikke altid i brug, men fra -312 fik den faste rammer og blev også sat til at kontrollere Senatets sammensætning.
En almindelig census blev holdt hvert femte år.
0170 -217 Quintilius Fabius Maximus, diktator;
0180 -205 og -194 Publius Cornelius Scipio Africanus, consul;
Hans tilnavn Africanus blev givet ham efter hans erobring af dele af Nordafrika med Carthago.
0190 -184 Marcus Porcius Cato, censor;
0200 -168 Lucius Aemilius Paullus Macedonicus, consul;
Førte krigen i Makedonien, den tredje, til en for Rom heldig afslutning, derfor tilnavnet.
Den overvundne konge hed Perseus, og det siges, at Aemilius Paullus kun beholdt hans bibliotek som krigsbytte.
0210 -142 Publius Scipio Aemilianus Africanus Numantius og Lucius Mummius Achaicus, consuler;
0220 -133 Tiberius Gracchius, tribun;
tribunerne, tribuni plebis var talsmænd for plebejderne, folketribuner, udpeget eller valgt af concilium plebis, folkeforsamlingen, der fungerede fra -471.
Der var i begyndelsen udpeget to tribuner, men fra -449 blev antallet hævet til 10.
Rom havde i en periode følgende politiske forsamlinger:
   Senatet,
   patriciernes Curieforsamling,
   militærets Centurieforsamling og
   plebejdernes Tribusforsamling.
0230 -123 Gaius Gracchius, tribun;
0240 -115 Marcus Aemilius Scaurus, senator;
0250 -109 Quintus Caecilius Metellus, consul;
0260 -107 -
-86
Gaius Marius, consul;
Gaius Marius blev genudpeget som konsul syv gange, men var også skyld i Roms første borgerkrig i sin kamp mod Sulla.
I år -89 fik hele Italiens befolkning romersk borgerret.
0270 -81 -
-79
Lucius Cornelius Sulla, dictator;
0280 -66 Gnaeus Pompeius, også kaldet Pompey
Han fik udvidede magtbeføjelser og underlagde sig en del af de østlige provinser i Lilleasien og mod Kaukasus.
0290 -63 Marcus Tullius Cicero, consul;
0300 -60 -
-53
Pompeius + Julius Cæsar + Marcus Licinius Crassus
Dannede det første triumvirat;
  -49 - 69 AD Perioden, hvor Julius Cæsar får diktatorisk magt.
Han efterfulgtes til år 69 af kejserne af den Julianske-Claudinske linje.
Kejserdømmet fortsatte til Roms fald.
0310 -49 -
-44
Julius Cæsar, diktator;
Hævdede selv, at slægtsnavnet Julius gjorde ham til efterkommer af Julus, søn af Aeneas, hvis moder var gudinden Venus. Julus flygtede med farfar og far fra Troya og kom til Italien, hvor ætten grundlagde en by, der mange følgende år blev styret af Julus' efterkommere.
På et tidspunkt var byhøvdingen efterkommeren Nomitor, der blev fordrevet af sin bror, Amulius, der dræbte Nomitors sønner og lod datteren Rhea Silvia leve som vestalinde. Det så krigsguden Mars, der besvangrede hende, og hun fødte tvillingerne Remus og Romulus. Amulius forsøgte at dræbe dem ved at sætte dem ud i floden, men de reddedes, voksede op, og efter en broderstrid, hvor Romulus dræbte Remus, grundlagde Romulus ROM den 21. april 753 f.Kr.
Med denne oprindelsesmyte kunne Cæsar hævde sin guddommelige herkomst fra både Venus og Mars, hvilket lagde grunden til senere guddommelige forbindelser til kommende kejsere og indgik i kejserkulten, hvor også adoption kunne være grundlag for nedstamning fra adoptivfædre.

- 58 Julius Caesar proconsul i Gallien 49 f.Kr. efterfulgt af
- 49 til - 45 borgerkrig, som J.C. vandt.
- 45 Ciceros filosofiske hovedværk blev udgivet.
0320 -43 -
-36
Gaius Julius Caesar Octavianus + Marcus Antonius + Marcus Aemilius Lepidus

- 43 Det andet triumvirat dannedes med Marcus Antonius, Lepidus og Octavianus;
- 40 c. Vægmalerierne i Villa dei Misteri uden for Pompeji udførtes.
- 32 Borgerkrig mellem Antonius og Octavianus;
- 31 Slaget ved Actium, Octavianus besejrede Antonius og Cleopatra flygtede.
- 30 Octavianus erobrede Alexandria, Antonius (* - 82), Cleopatra (* - 69) døde.
- 27 den 13. januar blev republikken efter borgerkrigen teoretisk retableret og kaldes for principatet med Octavianus som "principes", reelt som kejser.
0330K -30 - +014 Octavianus = C. Julius Caesar Octavianus = Augustus,
* -0063-09-23 f.Kr. og givet navnet Gaius Octavius. Faderen med samme navn var Gaius Octavius, der ægtede Atia, en datter af senator Marcus Atius Balbus og Julia, der var Julius Cæsars søster. Cæsar blev altså den kommende kejsers grandonkel.
Faderen, Gaius Octavius, steg i graderne i embedsvældet og blev statholder i provinsen Makedonien. Han vendte i -59 tilbage til Rom, hvor han døde samme år.

Han efterlod sig foruden hustruen og Octavianus også en datter, storesøster til Octavianus, Octavia, der senere blev gift med Marcus Antonius efter hans første hustru Fulvia var død i -40. Octavia var lige blevet enke efter Gaius Claudius Marcellus med hvem hun havde fået sønnen Macus Claudius Marcellus, der blev Octavianus' første svigersøn.

Octavianus var gift med Claudia, en datter af Fulvia. De blev skilt i år -40, og han ægtede i stedet Scribonia, der var søster til Sextus Pompeius' svigerfar. Da forholdet til Sextus Pompeius i -39 blev forværret, lod han sig skille fra Scribonia, der fødte Octavianus' eneste barn, datteren Julia.
Octavianus giftede sig atter den 18. januar -38 med den kun 19-årige Livia Drusilla. Hun var gift med Tiberius Claudius Nero, som hun i år -42 havde født sønnen Tiberius, den senere kejser. Hun var endda ved indgåelse af det nye ægteskab svanger med første ægtemands anden søn Drusus, der senere blev general for Octavianus. Dette ægteskab holdt, til han døde 52 år senere.

Octavianus' moder, Atia, giftede sig efter Gaius Octavianus' død i -59 atter; denne gang med exkonsulen Lucius Marcius Philippus og fik mindre interesse i sønnen, der nu blev opdraget af sin bedstemor, Julia, Cæsars søster. Julia døde i år -51, da Octavianus var 12 år gammel. Da var han så uddannet i retorik, at han holdt ligtalen for bedstemoderen. I -49 nåede han voksenalderen og blev fuldgyldig romersk borger.


Octavianus indledte sin erhvervskarriere med ved Cæsars hjælp at blive valgt som en af pontifexerne, og året efter blev han præfekt over Rom. Han ledsagede Cæsar på en del af togtet mod Spanien i -45 og samme år den 13. september blev han i Cæsars hemmelige testamente indsat som hovedarving og til at blive adopteret af ham på dennes dødsdag. Forudsætningen var, at Cæsars hustru, Calpurnia, ikke fødte Cæsar en drengearving. Octavianus skulle arve totredjedele af formuen, mens den sidste tredjedel skulle deles mellem Cæsars to grandnevøer, sønnerne af hans ældste søster. Det var Lucius Pinarius og Quintus Pedius. Med i Octavianus' arv var også forpligtelsen til gennem adoptionen at tage navnet Gaius Julius Cæsar. Efter normal romersk navneskik, skulle han tilføje et navn med reference til sin fortid, så han burde kalde sig Gaius Julius Cæsar Octavianus. Brugen af det sidste led i navnet afstod han dog fra, da det erindrede om hans ringere byrd.

På Cæsars togt mod først Dakien, der ligger nord for Donau, og derefter fortsat med togt mod partherne var Octavianus med som næstkommanderende, Magister equitum, og som hans adjudanter Marcus Vipsanius Agrippa, der senere en årrække skulle blive Octavianus' bedste flådechef og hærfører, og den anden adjudant blev Quintus Salvidienus Rufus.

Efter mordet på Cæsar og de efterfølgende uroligheder i Rom, hvor det så ud til, at årets konsul Marcus Antonius sammen med Marcus Æmilius Lepidus, Magister equitum, skulle overtage magten, vendte Octavianus fra Illyrien / Apollonia hurtigt hjem over Adriaterhavet og tog til Rom. Octavianus blev efter forskellige forhandlinger, trusler, kampe og aftaler i år -42 den ene af de tre triumvirer: Marcus Antonius, Lepidus og Octavianus. Han blev konsul med særlige beføjelser og fik i år 27 f.Kr. den 16. januar af folkeforsamling og eller senat tildelt navnet Augustus, som han brugte derefter, og denne dag er den seneste, som man regner riget for et kejserdømme fra.
[Thomsen]

Først ved kejsertidens indledning var latin blevet det almene sprog på hele den italienske halvø, efter de administrative funktioner alene betjente sig af det, og befolkningerne derfor efter forbundsfællekrigens slutning i -88 efterhånden gik over til det som dagligsprog. De udkonkurrerede sprog var i Appenninerne de umbriske mod nord og de oskiske mod syd, enkelte oskiske grafitti er fundet i Pompeii. Grafittien kaldes for dipinti.
Græsk var længe et betydeligt sprog i og uden for de græske kolonier og blev efter latinens sejr stadig sproget for overklassens ambitioner om at være kultiveret takket være de mange græske borgere, slaver og importerede lærde.
[Skydsg.1979, p.17]
- 33 til - 28 Vitruvius' De architectura udgives.
- 19 Vergils Æneiden udgives.
-   9 Slaget i Teutoburger Wald. Germaneren Arminius besejrede og udslettede tre romerske legioner.
0340K 014-037 Tiberius Claudius Nero;
Augustus' stedsøn, som han adopterede 26. juni i år 4; efter adoption kaldet Tiberius for Julius Caesar.
Han anerkendtes som princeps fra adoptionsfaderens død den 19/08 år 14.
† 16/03 år 37.
0350K 037-041 Caius Claudius Nero Germanicus = Caligula = Caius Caesar Augustus Germanicus.,
Tiberius' broders barnebarn = grandnevø.
Myrdet den 24/01 år 41.
0360K 041-054 Tiberius Claudius Nero Drusus Germanicus, Tiberius' broders søn.
Onkel til Caligula. † 13/10 år 54.
43 Britannien erobres endeligt.
0370K 054-068 L. Domitius Ahenobarbus. Efter adoption: Tiberius Claudius Drusus Germanicus Caesar.
Som kejser kaldet: Imp. Nero Claudius Caesar Augustus Germanicus, Tiberius Claudius' kones søn.
Nero begik selvmord den 09/06 år 68 efter et oprør. Han var den sidste kejser af den julianske-claudianske linje.

62 voldsomt jordskælv i Pompeii og Herculaneum. Genopbygningen var ikke fuldendt ved vulkanudbruddet i 79.
0380P c.064-067 St. Peter - Simon Bar-Jona, fra Bethsaida in Galilee; Den første pave; titlen anerkendes ikke af alle;
0390P 067-076 St. Linus, fra Toscana. Han fik overgivet embedet direkte fra St. Peter og Paul efter grundlæggelsen af den romerske kristne menighed og blev derfor på en måde den første pave, men fra en gang i 300-tallet begyndte man at tælle fra Peter som numme et.
Det er også for tidligt at tale om et egentligt embede, da ingen funktioner og ritualer med hensyn til valg eller bare for biskopembedet endnu var fastlagt.
Hans placering skyldes, at en person med navnet Linus var følgesvend til Paulus og sendte hilsner til Timotius i Efesos.
Han kendes fra listen over de første paver udfærdiget af Irenaeus fra Lyons omkring år 180 og Hegesippus fra omtrent samme tid. Listerne blev bekræftet af Eusebius, men det var først omkring år 300.
0400K 069-069 Aulus Vitellius Aulus Vitellius Imp. = Germanicus Imp.
År 69 kaldes for året med de fire kejsere.
Det indledes med troppernes udnævnelse af Vitellius til kejser den 1/1.
0410K 068-069 Servius Sulpicius Galba Imp. Caesar Augustus.
Årets anden kejser. Den 15/1 år 69 myrdes han i Rom, og Otho udråbes dér til ny kejser.
0420K 069-069 Marcus Salvius Otho. Som kejser: Imp. Otho Caesar Augustus
Den tredje af de fire kejsere dette år. Den 15/4 besejredes han i Norditalien af Vitellianus' styrker og begik selvmord.
 


Herefter følger tre kejsere af den flavianske linje
 
0430K 069-079 Titus Flavius Vespasianus, eller Imp. Caesar Vespasianus Augustus.
Han udnævnes til kejser 1/7 år 69 i de østlige provinser, og hans styrker besejrede 27-28/10 Vitellianus' styrker i Norditalien og gik mod Rom, som Vespasianus indtog 20/12 og herunder dræbtes Vitellius.
Vespasianus døde 23/6 år 79 og efterfulgtes af sin søn Titus.

77 Plinius den Ældres Naturalis Historia udkom.
79 Vesuvs udbrud i sommeren eller efteråret.
0440P 076-088 St. Anacletus = Cletus, fra Rom, original græsk navneform var Anencletos med betydningen "fejlfri", og også den forkortede form Cletus var anvendt, hvad der fik senere skribenter til at mene, at der var tale om to forskellige personer.
Embede som biskop af Rom. Han står også som havende haft embedet fra 79 til 91.
Som for Linus var der endnu ikke regler for embedet eller dets indhold. Et monarkisk enerådende overbiskopsembede var slet ikke udmøntet endnu.
0450K 079-081 Titus Flavius Vespasianus, Imp. Titus Caesar Vespasianus Augustus.
Søn af Vespasianus; han døde allerede 13/9 år 81 og efterfulgtes af sin bror.
0460K 081-096 Titus Flavius Domitianus Imp. Caesar Domitianus Augustus.
Broder til Titus. Domitianus myrdedes i Rom 18/9 år 96, som den sidste af det flavianske dynasti.
 


Kejserne frem til år 193 kaldes adoptionskejserne
 
0470P 088-097 St. Clement, fra Rom; biskop af Rom som Clement den Første. Også nævnt som havende embedet fra 91 til 101.
Enkelte kilder som Tertullian († 225) og Jeronimus († 420) mente, han var blevet ordineret af St. Peter selv som sin umiddelbare efterfølger. Andre kilder har mere vidtgående meninger om hans liv og levned.
Clements betydning ligger i hans indgriben, som repræsentant for romerkirken, og med autoritet over for menigheden i Korinth, der havde uoverensstemmelser med hensyn til behandlingen af nogle ældre kirkefædre, der var blevet udstødt. De er det tidligste eksempel på sådan indgriben fra centralt hold i Rom og brevet havde et omdømme, der gjorde det til et oplagt emne for inklusion i NT, men det blev altså ikke indsat.
Andre og senere autoritative skrifter er blevet tillagt hans forfatterskab, men kan ikke med sikkerhed spores til ham.
0480K 096-098 Marcus Cocceius Nerva Imp. Caesar Nerva Augustus.
Nerva adopterede i oktober 97 Traianus, der blev næste kejser efter Nervas død 28/1 98.
0490P 097-105 St. Evaristus, fra Grækenland; biskop af Rom. Også anført som pave fra 100 til 109.
Der er så godt som ingen toværdige oplysninger om hans bedrifter.
0500K 098-117 Marcus Ulpius Traianus Imp. Caesar Nerva Traianus Augustus.
Nervas adopterede søn. Han døde 11/8 117 og efterfulgtes af sin slægtning, Hadrianus.
0510P 105-115 St. Alexander I, fra Rom. Biskop af Rom. Alle opgivelser om hans tjenestetid er gætterier.
Der er så godt som ingen toværdige oplysninger om hans bedrifter.
0520P 115-125 St. Sixtus I eller Xystus, fra Rom. Biskop af Rom.
Der er så godt som ingen toværdige oplysninger om hans bedrifter.
0530K 117-138 Publius Aelius Hadrianus Imp. Caesar Traianus Hadrianus Augustus.
Trajanus' adopterede søn.
0540P 125-136 St. Telesphorus, fra Grækenland. Ikke meget om hans bedrifter er troværdigt, men han blev martyr under enten kejser Antonius Pius i 138 eller i slutningen af kejser Hadrians styre slut i 138.
0550P 136-140 St. Hyginus, fra Grækenland. Biskop af Rom. Embede måske fra 138 til 142.
Der er så godt som ingen toværdige oplysninger om hans bedrifter.
0560K 138-161 Titus Aurelius Antonius Pius Titus Aurelius Fulvus Boionius Arrius Antoninus.
Efter adoption: T. Aelius Hadrianus Antoninus Pius.
Som kejser: Imp. Caesar T. Aelius Hadrianus Antoninus Augustus Pius.
Hadrianus' adopterede søn.
0570P 140-155 St. Pius I, fra Aquileia, Italien.
0580P 155-166 St. Anicetus, fra Syrien.
0590K 161-180 Marcus Aurelius Verus, Marcus Annius Catilius Severus.
Efter adoption: Marcus Aelius Aurelius Verus Caesar.
Som kejser: Imp. Caesar M. Aurelius Antoninus Augustus.
Antoninus Pius' adopterede søn. Samkejser med efterfølgende, Lucius Aurelius Verus.
0600K 161-169 Lucius Aurelius Verus Lucius Ceionius Commodus Verus.
Efter adoption: L. Aelius Aurelius Commodus Verus.
Som kejser: Imp. Caesar L. Aurelius Verus Augustus.
Kejser sammen med ovenstående, Marcus Aurelius.
0610P 166-175 St. Soter, fra Campania, Italien.
0620P 175-189 St. Eleutherius, fra Nicopolis i provinsen Epirus i Grækenland, vestkysten.
0630K 180-192 Marcus Aurelius Antoninus Commodus Imp. Caesar Lucius Aelius = M. Aurelius Commodus Antoninus Augustus.
Som kejser: Caesar M. Aurelius Commodus Antoninus Augustus.
Marcus Aurelius' søn.
0640P 189-199 St. Victor I, fra Afrika.
0650K 193-193 Publius Helvius Pertinax Som kejser: Imp. Caesar P. Helvius Pertinax Augustus.
Soldaterkejser. Kun kejser i tre måneder, derefter dræbt af skuffet soldat.
0660K 193-193 Marcus Didius Julianus
Som kejser: Imp. Caesar M. Didius Severus Iulianus Augustus.
Blev heller ikke populær og afsat efter få måneder; myrdet 1. juni 193.
0670K 193-194 Caius Pescennius Niger
Som kejser: Imp. Caesar C. Pescennius Niger Iustus Augustus.
Også upopulær, forsøgte at styrke sin position i Byzantium, men blev nedkæmpet og dræbt af andre romerske styrker i Antiochia.
0680K 193-197 Decimus Clodius Albinus
som kejser: Imp. Caesar D. Clodius Septimius Albinus Augustus.
Forsøgte at vinde kejsertitlen efter Nigers død, og drog fra England til Gallien for at vinde styrkernes opbakning der, men han blev dræbt i et slag ved Lugdunum i år 197.
 


Kejserne er til 268 fra Severus' linje
 
0690K 193-211 Lucius Septimius Severus = Septimus Severus
Som kejser: Imp. Caesar L. Septimius Severus Pertinax Augustus.
Efterfulgtes af sine sønner.
0700P 199-217 St. Zephyrinus, fra Rom.
0710K 211-212 Publius Septimius Geta
Som kejser: Imp. Caesar Publius Septimius Geta Augustus.
Septimius Severus' søn, fungerer sammen med sin broder.
0720K 211-217 Marcus Aurelius Antoninus Caracalla
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Antoninus Augustus.
Havde oprindeligt heddet: Septimius Bassianus indtil år 196.
Septimius Severus' søn, fungerer første år sammen med broder.
0730K 217-218 Marcus Opellius Macrinus
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Opellius Macrinus Augustus.
0740P 217-222 St. Callistus I, fra Rom.
0750K 218 Diadumenianus Marcus Opellius Antoninus Diadumenianus Caesar.
Denne kejser forekommer ikke i [5366] og [9848p136].
0760K 218-222 Marcus Aurelius Severus Heliogabalus eller Elagabalus Varius Avitus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Antoninus Augustus.
Septimius Severus' kones søsters barnebarn gennem en datter.
0770K 222-235 Marcus Aurelius Severus Alexander = Alexianus Bassianus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Severus Alexander Augustus.
Heliogabalus' moders søsters søn.
0780P 222-230 St. Urban I, fra Rom.
0790P 230-235 St. Pontian, fra Rom. Han var pave fra 21/07 230 til 28/09 235.
0800K 235-238 Caius Julius Maximinus.
Som kejser: Imp. Caesar C. Iulius Verus Maximinus Augustus.
Med tilnavnet »fra Trakien«.
0810P 235-236 St. Anterus, fra Grækenland. Han var pave fra 21/11 235 til 03/01 236.
0820P 236-250 St. Fabian, fra Rom. Han var pave fra 10/01 236 til 20/01 250.
0830K 238-238 Marcus Antonius Gordianus I.
Som kejser: Imp. Caesar M. Antonius Gordianus Sempronianus Romanus Africanus Senior Augustus.
Efterfølges af sin søn.
0840K 238-238 Marcus Antonius Gordianus II.
Som kejser: Imp. Caesar M. Antonius Gordianus Semprionianus Africanus Iunior Augustus.
Søn af Gordianus I.
0850K 238-238 Marcus Clodius Pupienus.
Som kejser: Imp. Caesar M. Clodius Pupienus Augustus.
Som reaktion på de to kejsere, Gordianus I og II, der kom til magten efter afrikanske godsejeres oprør, udnævner senatet to civile, samtidige kejsere: Pupienus og Balbinus.
0860K 238-238 Decius Caelius Balbinus.
Som kejser: Imp. Caesar D. Caelius Calvinus Balbinus Augustus.
Se bemærkninger ovenstående til Pupienus (0850K).
0870K 238-244 Marcus Antonius Gordianus III.
Som kejser: Imp. Caesar M. Antonius Gordianus Augustus.
Gordianus I's barnebarn gennem datter. Hans kandidatur blev anbefalet af svigerfar, Timesitheus, der var prefekt for livgarden.
Gordianus III blev myrdet af sine tropper under felttog mod perserne.
0880K 244-249 Marcus Julius Philippus Arabs.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Iulius Philippus Augustus.
Fra soldaternes rækker.
0890K 249-251 Caius Messius Trajanus, Decius.
Som kejser: Imp. Caesar C. Messius Quintus Traianus Decius Augustus = Decius Traianus.
Fra soldaternes rækker. Decius foretager kristendomsforfølgelser for at genoplive gammel romersk gudetro. Han dræbes af goterne i et slag ved Sortehavet.
0900P 251-253 St. Cornelius, fra Rom. Han var pave fra marts 251 til juni 253.
0910K 251-253 Caius Vibius Trebonianus Gallus.
Som kejser: Imp. Caesar C. Vibius Trebonianus Gallus Augustus.
0920K 251-253 Caius Vibius Volusianus.
Som kejser: Imp. Caesar C. Vibius Afinius Gallus Veldumianus Volusianus Augustus.
Søn af Trebonius Gallus. Han er ikke medtaget i [9848]
0930K 253-253 Marcus Aemilius Aemilianus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aemilius Aemilianus Augustus.
0940P 253-254 St. Lucius I, fra Rom. Han var pave fra 25/06 253 til 05/03 254.
0950K 253-260 Publius Licinius Valerianus.
Som kejser: Imp. Caesar P. Licinius Valerianus Augustus.
Genopliver kristendomsforfølgelserne, men tages til fange i 259 af perserne og dør i fangenskab 260.
Sønnen, der har været medkejser fra 253, overtager embedet som enehersker.
0960K 253-268 Publius Licinius Egnatius Gallienus.
Som kejser: Imp. Caesar P. Licinius Egnatius Gallienus Augustus.
Søn af Valerianus. Hersker sammen med eller under faderen til 259/260.
Vinder flere betydende slag efter faderens tilfangetagelse, bl.a. ved Milano i 262 og ved Nestus i 267.
Gallienus har for travlt andre steder i riget til at forhindre dannelsen af det galliske kejserdømme.
Gallienus myrdes under krigshandlinger ved Donau af sine officerer.
 


De galliske kejsere herefter er ikke ens opført i oversigterne.
Nogle af kejserne har kun været lokalt udråbt.
Se bemærkninger til de enkelte personer.
 
0970P 254-257 St. Stephen I, fra Rom. Han var pave fra 12/05 254 til 02/08 257.
0980P 257-258 St. Sixtus II, fra Grækenland. Han var pave fra 30/08 257 til 06/08 258.
0990P 259-268 St. Dionysius. Han var pave fra 22/07 259 til 06/08 258.
1000K 260-260/1 Titus Fulvius Macrianus (II).
Titus Fulvius Junius, der var officer under Valerius, gjorde oprør i 260 i Mellemøsten og fik sine to sønner, Macrianus og Quietus, udråbt til kejsere.
De to sønner førte krigen mod vest, men blev mødt af loyale styrker og begge dræbt.
En del provinser i Romerrigets østlige del havde inden da anerkendt de to kejsere.
Deres navne forekommer ikke i alle kejseroversigter.
1010K 260 Titus Fulvius Quietus Quietus.
Se bemærkninger ovenstående under Macrianus (II).
1020K 260-269
259-268
Marcus Latinius Postumus. Marcus Cassianius Postumus [EB]
Under Gallienus styre udråber Galliens soldater deres guvernør til kejser.
Der opstår et særligt gallisk kejserdømme for Gallien, Spanien og Britannia.
Gallienus er tvunget til at acceptere og stole på Postumus, som skal forsvare Gallien.
Gallienus sender sin søn, Saloninus til Postumus, der straks myrder ham.
Postumus myrdes af sine soldater, men hans efterkommere forbliver kejsere til 274.
1030K 268-270 Marcus Aurelius Claudius Gothicus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Claudius Augustus.
Under navnet Claudius II. Han er den første af de såkaldte illyriske kejsere og vinder slag over alamannerne ved Gardasøen og goterne ved Naissus i 269.
Kejseren dør af pest efter de store slag mod goterne, der er trængt ind i Romerriget via de russiske floder.
Han får tilnavnet Gothicus på grund af sine sejre.
 


De næste kejsere grupperes som de Illyriske frem til år 286/305.
 
1040P 269-274 St. Felix I, fra Rom. Han var pave fra 05/01 269 til 30/12 274.
1050K 269-269 L. Aelianus.
Den anden kejser i det galliske kejserdømme.
1060K 269-269 Marcus Aurelius Marius. Den tredje kejser i det galliske kejserdømme.
1070K 269-270 Marcus Piavonius Victorinus.
Den fjerde kejser i det galliske kejserdømme. Han myrdes af sine tropper.
1080K 270 Marcus Aurelius Quintillus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Claudius Quintillus Augustus.
Broder til kejser Claudius. Han får fra Aquileiea senatets accept på sin egen udnævnelse, men efter 17 dage erfarer han, at tropperne har udråbt Lucius Domitius Aurelianus til kejser, og han befaler sine blodårer åbnet og udånder.
[Gibbon, I p.262f]
1090K 270-275 Lucius Domitius Aurelianus.
Som kejser: Imp. Caesar Lucius Domitius Aurelianus Augustus.
Adopteret af Ulpius Crinitus af Trajans slægt og givet hans datter i ægteskab. Han regerede 4 år og 9 måneder.
I sin regeringstid nedkæmpede han det galliske kejserdømme.
Myrdet af sine officerer.
1100K 270-274 Caius Pius = Gaius Pius Tetricus I.
Den femte kejser i det galliske kejserdømme.
1110K 274-274 Caius Pius = Gaius Pius Tetricus II.
Den sjette og sidste kejser af det galliske kejserdømme.
1120K 275-276 Marcus Claudius Tacitus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Claudius Tacitus Augustus.
En ældre senator, der kun regerede i få måneder.
1130P 275-283 St. Eutychian, fra Luni = Luna ved La Spezia, Italien. Han var pave fra 04/01 275 til 07/12 283.
1140K 276-276 Marcus Annius Florianus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Annius Florianus Augustus.
1150K 276-282 Marcus Aurelius Probus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Probus Augustus.
Han blev myrdet af sine soldater.
1160K 282-283 Marcus Aurelius Carus.
Som kejser: Imp. Caesar Aurelius Carus Augustus.
Regerer samtidig med sine to sønner, der dør under felttog mod perserne. Carus kæmper mod Diocletian, men taber og bliver dræbt af denne.
1170K 283-285 Marcus Aurelius Carinus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Carinus Augustus.
Søn af Carus. Han kæmpede bravt sammen med sin broder (1180K) mod perserne, men de døde begge under uopklarede omstændigheder.
1180K 283-284 Marcus Aurelius Numerianus.
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Numerius Numerianus Augustus.
Bror til Carinus. Se bemærkninger til (1170K).
1190P 283-296 St. Caius, fra Dalmatien, ca. Albaniens kystegne. Han var pave fra 17/12 283 til 22/04 296.
1200K 284-305 C. Aurelius = Gaius Aurelius Diocletianus.
Som kejser: Imp. Caesar Gaius Aurelius Valerius Diocletianus Augustus.
Udråbt til kejser af sine tropper i de østlige provinser i november 284.
Diocletian betragtedes af mange som den reelle skaber af det sene kejserdømme, selv om den af ham skabte regeringsform var et delt styre mellem fire herskere, et tetraki.
Styreformen bestod ikke længe, men mange af hans øvrige reformer fik langsigtet betydning for riget.

Styret bestod af to ældre kejsere, to Augustus'er, og to yngre kejsere, to Caesar'er, der havde mere udøvende magt. De var forbundet med hinanden gennem adoption eller ægteskabsforbindelser.
Diocletianus abdicerede 01/05 305 sammen med co-Augustus Maximianus.

En anden følge af opdelingen var fordelingen af magten fra Rom og Italien til provinserne, af hvilke kejseren ændrede og forøgede opdelingen i. Diocletian oprettede således hovedstad i Nicomedia i asiatisk Tyrkiet.
De fire herskere var nu ikke længere bundet til Rom, og de fire regeringssæder blev Trier, Milano, Sirmium (ca. Beograd) og Nicomedia (Østenden af Marmarahavet ved Izmit).

Familieforhold:
Prisca; m.
børn : 1.   Valeria; m. Galerius;
   de fik:
     a) Datter, m. Maxentius (1290K);
1210K 286-305 Marcus Aurelius Maximianus (I).
Som kejser: Imp. Caesar Marcus Aurelius Valerius Maximianus Augustus.
Først som Caesar, senere som Augustus. Han fik som domæne Afrika og Italien.
Han abdicerede 1/5 305 sammen med co-Augustus Diocletian.

Familie:
Eutropia; m.
børn :
1.   Maxentius (1290K);
2.   Fausta; m Constantinus I (1300K);

Maximian havde adopteret en steddatter Theodora, der blev gift med Constantius (1240K) [10182 p.5];

Eutropia m(2) Hannibalianus og fik med ham:
barn :
-.   Constantius I (1240K);
1220K 293-306 Marcus Aurelius Carausius.
Udnævnte sig selv som kejser i Britannien og blev i sit sidste regeringsår angrebet af Constantius i forposten i Boulonge = Gesoriacum.
Kejseren myrdedes senere af sin hærchef, Allectus, der selv overtog kejserrollen i Britannien.
1230K 293-296 Allectus. Hærchefen, der efter at have myrdet sin britanniske kejser, selv tog embedet, men blev dræbt i begyndelsen af slaget i 296, hvor Constantius sejler til Britannien og nedkæmper oprøret.
1240K 293-306
305-306
Marcus Flavius Constantius I Chlorus
Som kejser: Imp. Caesar Marcus / Gaius Flavius Valerius Constantius Augustus.
Først som Caesar, senere som Augustus. Chlorus betyder "den blege".
Som hærchef i Illyrien blev han udnævnt til underkejser med løfte om at kunne efterfølge den østlige kejser.
Han styrede områderne Gallien og Britannien. [en kilde har områderne for denne og næste kejser ombyttet].
Maximianus og Constantius påstod, at de nedstammede fra Herkules og dannede Herculii dynasti. Han blev Augustus 01/05 305 ved forgængernes abdikation, men døde allerede ved Eboracum = York i 306.

Familie:
Helena; m(1); som blev forladt af Constantius;
barn :
1.   Constantine (1300K);

Theodora; m(2); Maximians (1210K) adopterede steddatter;
børn :
2.   Eutropia;
3.   Anastasia;
4.   Constantia;
   m Licinus ;
5.   Julius Constantius;
   m(2) Basilina;
   de fik:
     a) Julian, m;
     Helena (1300K-6);
     b) Gallus;
6.   Dalmatius;
   han fik:
     a) Dalmatius;
     b) Hannibalianus;
     m Constantia (1300K-5);
1250K 293-311
305-311
Gaius Galerius Valerius Galerius. Som kejser: Imp. Caesar Gaius Galerius Valerius Maximianus Augustus.
Først som Caesar, senere som Augustus.
Som hærchef i Illyrien blev han udnævnt til underkejser med løfte om efterfølgelse af den vestlige kejser.
Han fik områderne Doanu og Balkan. Sammen med Diocletianus tilbad de Jupiter og dannede Jovii dynasti.
Han blev Agustus 1/5 305 ved forgængernes abdikation.
1260P 296-304 St. Marcellinus eller Marcellus, fra Rom. Han var pave fra 30/06 296 til 25/10 304.
Han blev halshugget under Diocletian (1200K), da han nægtede at tilbede andre guder eller anerkende kejseren som en slags gud. Han havde dog først - efter sigende - indvilliget i at underkaste sig kejserens bud, men fortrød og måtte tage sin straf.
1270K 306-307 Flavius Valerius Severus.
Valgt som den ene Caesar efter forfremmelsen af Constantius Chlorus og Galerius.
1280K 306-308 Marcus Aurelius Maximianus (II).
Valgt som den ene Caesar efter forfremmelsen af Constantius Chlorus og Galerius.
1290K 306-312 Marcus Aurelius Maxentius.
Søn af Marcus Aurelius Maximianus (I) (1210K).
Var egentligt tronraner i Rom og under opgøret med Constantin (300K) tabte han og døde ved Den Milviske Bro den 28/10 312.

Familie:
Valeria; m; d. kejser Diocletian (1200K);
1300K 306-337 Flavius Valerius Constantinus I.
Som kejser: Imp. Caesar Flavius Valerius Constantinus Augustus.
Søn af Constantius Chloris; * 27/02 272; † 22/05 337 i Nicomedia.
Situationen i Rom var i 307-308 meget uoverskuelig. Der var flere personer, der mente sig berettiget til kejserværdigheden, således:
1. Constantinus I foruden
2. Maxentius, søn af Maximianus (der havde abdiceret, og kun igen tog magten, mens sønnen kæmpede for rettten til at blive ny Augustus). Maxentius eliminerede Severus. Endvidere var kejseremnerne:
3. Galerius,
4. Maximinus Daia,
5. Licinius, der var blevet forfremmet til Augustus i 308 af Galerius som modspiller til Constantinus I.
Endelig i Afrika en oprører ved navn
6. Domitius Alexander.

Efterfølgernes endeligt
Løsningen kom, efterhånden som de døde:
Maximianus blev myrdet af sin svigersøn, Constantinus, og
Domitius Alexander blev 310 myrdet af en af Maxentius' soldater.
Galerius døde af sygdom i 311.
I vest var der derefter kun Constantinus og Maxentius, og i øst var der Licinius og Maximinus Daia.
I et slag ved Den Milviske Bro uden for Rom slog Constantinus' hær Maxentius, der druknede under flugten.
Constantinus indgik overenskomst med Licinius i øst, og sammen aftalte de en tolerancelov, Milanoediktet af 313, med de kristne for at få deres støtte. Herved kunne de slå Maximinus Daia, der efter et slag ved Adrianopel (i dag i det sydlige Bulgarien) i 313 blev syg og døde.
Licinius blev gift ind i Constantinus' slægt, og de to Augustus'er blev derved besvogret. De kæmpede dog i 314 mod hinanden, men indgik en våbenhvile, der varede i ti år.
I 324 mødtes de to over arvefølgen igen på slagmarken, men også kristendomsforskelle spillede ind.
Licinius blev slået, og både han og hans arveudpegede søn henrettedes af Constantinus, der fra 324 da var enekejser.

Kristendom
Constantinus I erklærede sig som kristen efter et syn af et kors i himlen før slaget ved Den Milviske Bro, men han udelukkede ikke andre guder i sin levetid. På dødslejet lod han sig døbe.
Før slaget ved den Milviske Bro den 28/10 312 lod han male noget på soldaternes skjolde, der måske kan udlægges som monogram for Kristus.
Han lod sig dog ikke døbe, før på dødslejet.

Arven
Constantinus' tre sønner udnævntes til arvekejsere: Crispus, Constantinus den yngre, Constantius og den yngste Constans.
Det andet flaviske dynasti var derved en realitet. Crispus blev dog henrettet i 326; årsagen kendes ikke bestemt.

Familie:
Minervina; m(1); blev forskudt i 307 [10182 p.7];
barn :
1.   Crispus; henrettet 326 af fader;

Fausta; m(2); d Kejser Maximian (1210K);
børn :
2.   Constantin II (1400K);
3.   Constantinus II (1420K);
4.   Constans (1410K);
5.   Constantina;
   m Hannibalinus (1240K-6-b);
6.   Helena;
   m kejser Julian (1450);
1310K 307-324 C. Flavius Valerius Licinius;

Familie:
Constantia; m; d kejser Constantius I (1240K);
barn :
1.   Licinianus;
1320K 308-313 Galerius Valerius Maximinus Daia;
1330P 308-309 St. Marcellus I;
der var fra Rom, var pave fra 27/05 308 til 16/01 309. Pavestolen havde da været ledig i tre et halvt år under og efter kristenforfølgelser efter pave Marcellinus var død 25/04 år 304. Pavens identitet er nogt usikker; en sammenblanding med Marcellinus (160P) er muligt.

Hans valg til pave blev muliggjort efter Kejser Maxentius' godkendelse af en toleranceordning. Paven indledte da en straffe- og bodsdomfældelse over frafaldne kristne, der havde valgt at underkaste sig andre guder under forfølgelserne. Paven var overordentlig streng, hvilket ophidsede folk, og der blev uro i byen.

Byens uroligheder irriterede kejseren, der afsatte og eksilerede paven, der døde kort tid efter. Eksilstedet er ukendt.
Marcellusdagen er 16. januar kendt fra stormfloden i 1362 i Nordfrisland. Datoens betydning er ikke helt kendt. Det kan være hans dødsdag, eller den dag, hvor han blev bisat i Rom, efter hans jordiske rester var bragt tilbage fra hans eksil, fra han var blevet bortvist i 309 af kejser Maxentius.
1340P 309-310 St. Eusebius;
der var fra Grækenland, var pave fra 18/04 309 til 17/08 310. Det er usikkert om dødsåret var 309.
1350P 311-314 St. Melchiades = Miltiades;
der var fra Afrika, var pave fra 02/07 311 til 11/01 314.
1360P 314-335 St. Sylvester I;
der var fra Rom, var pave fra 31/01 314 til december 335.
1370P 336-336 St. Marcus;
der var fra Rom, var pave fra 18/01 336 til 07/10 336.
1380P 337-352 St. Julius I;
der var fra Rom, var pave fra 06/02 337 til 12/0 352.
1400K 337-340 Flavius Valerius Claudius Constantinus II;
Søn af Constantinus I (1300K-2).
1410K 337-350 Flavius Valerius Julius Constans;
Søn af Constantinus I (1300K-4).
1420K 337-361 Flavius Valerius Julius Constantius II;
Søn af Constantinus I (1300K-3).
Regerede som enehersker fra de to brødres død hhv. 340 og 350.
Besejrede i 351 kejserprætendanten Magnentius.
På den germanske front, hvor kejserens fætter, Julianus (1240K-5-a og 1450K), regerede, blev germanernes invasion over Rhinen slået tilbage. Julians soldater udråbte ham til kejser, men før revolten spredte sig, døde kejser Constantius II.

Familie:
Constantius II fik:
1.   Constantia;
   m Gratian (1500K);
1430K 350-353 Flavius Magnus Magnentius;
† 351 eller 353. Magnentius optræder ikke som kejser i alle regentlister.
Magnentius blev nedkæmpet, da han i 351 prøvede at overtage magten fra Constantius II.
1440P 352-366 Liberius;
der var fra Rom, var pave fra 17/05 352 til 24/09 366.
1450K 360-363
eller
361-363
Flavius Claudius Julianus;
Barnebarn af Constantius I (1240K). † 363.
Julianus, der var regerende i Germania, nedkæmpede en inveasion over Rhinen, og utilfredse soldater udråbte ham til kejser, men før han nåede Rom, var kejser Constantius død, så Julian blev kejser uden det kom til kampe i fædrelandet.
Julian ledte et felttog mod perserne, men gik for langt ind i fjendeland og måtte trække sig tilbage. Under tilbagetrækningen døde han i sommeren 363.
Som efterfølgende kejser valgte soldaterne en kristen soldat, Jovian.

Julian vendte tilbage til hedenskab og flerguderi, men det vandt nu intet gehør i folket.

Helena; m; d kejser Constantinus I (1300K);
1460K 363-364 Flavius Claudius Jovianus;
Udråbt til kejser på felttoget til Persien, straks efter Julians død.
Jovian aftalte en længerevarende fred med perserne, hvilket kostede romerriget provinsen Armenien og nogle statholderskaber i Mellemøsten.

Da Jovian døde udråbte soldaterne general Valentian til ny kejser.
1470K 364-375 Flavius Valentinianus I;
s af bonde eller greve Gratian;
Kejser for hele riget, men foretrak at regere fra Vestriget og udnævnte derfor sin trofaste broder Valens (1480E) til kejser i Østriget.

Severa Marina; m(1);
barn :
1.  Gratian (1500K);

Justina; m(2);
børn :
2.   Valentinian II (1510K);
3.   Galla Placidia † 394;
    m Theodosius I (1520K); Se Ravenna; [9830p.78]
1480E 364-378 Flavius Valens;
Bror til (1470K).
Kejser for østriget.
Valens gav i 376 visigoterne lov til at krydse Donau og slå sig ned på romersk jord. Årsagen var hunnerne pres fra øst, men tilladelsen kom til at ændre Romerrigets – og Europas – historie, fordi de gotiske stammer herefter kom til at brede sig over hele Romerriget, vandalerne endda til Afrika.

Kejseren indledte straffeekspedition mod de besværlige goter og dræbtes den 09/08 378 i slaget ved Adrianopel mod visigoterne.
Se genealogier for visigoter her.
Valens var kætter, idet han fulgte Arians form for kristendom.
1490P 366-384 Damasus I;
Damasus I var fra Spanien og var pave fra 01/10 366 til 11/12 384.

Andet økumeniske koncilium i Konstantinopel i 381.
1500K 367-383
eller
375-383
Flavius Gratianus;
Vestriget. Søn af (1470K). Han blev ved sin død efterfulgt af sin broder Valentinian II (1510K).

Gratian havde efterfulgt sin fader, Valentianus I, og var kejser, da onkel Valens faldt i slaget ved Adrianopel. I hans sted udnævnte Gratian den spanske Theodosius (1520K) til østkejser.

Familie:
Constantia; m; d kejser Constantius II (1420K);
1510K 375-392
eller
383-392
Flavius Valentinianus II;
Vestriget. Søn af (1470K). Efterfulgte som kejser sin broder Gratian (1500K).

Gratian og Valens delte kejserembedet fra 375 til 378.
Gratian og Theodosius I delte kejserembedet fra 378 / 379 til 383.
Theodosius I og Valentinian II delte kejserembedet fra 383 til 392.
Theodosius regerede alene fra 392 til 395 og blev den sidste kejser over både Romerrigets øst- og vestdel.
1520K
+
1520E
379-395 Flavius Theodosius I = Theodosius den Store;
s General Theodosius;
Fra 392 til 395 var han enekejser i både øst- og vestriget efter Gratian og Valentinian II var døde og en tronudfordrer, Eugenius, var nedkæmpet.
Ved hans død blev Østriget arvet af sønnen Arcadius, og Vestriget af sønnen Honorius. Hermed var de to dele af riget for bestandigt delte.

Det Andet økumeniske koncilium blev afholdt i Konstantinopel i 381, hvor kirkens enhed blev forsøgt gennemført med magt.

Familie:
Aelia Flaccilla; m(1); † 386;
børn :
1.   Arcadius (1570K);
2.   Honorius (1560K);

Galla; m(2); 394; d af kejser Valentinian I (1470K);
barn :
3.   Galla Placidia;
   m(2) Constantius III (1650K);
- Se Ravenna; [9830 p.78]

Faderen, general Theodosius fik også datteren Serena, der giftede sig med Stilicho.
Serrena og Stilicho fik:
a) Maria, der blev gift med Honorius (1560K), hans m(1);
b) Thermantia, der blev gift med Honorius (1560K) efter søsteren, hans m(2);
c) Eucharius;
1530K 383-388 Magnus Clemens Maximus;
Vestriget.
1540P 384-399 St. Siricius;
der var fra Rom. Han var pave fra c. 15/12 384 til 26/11 399.
1550K 392-394 Eugenius;
Vestriget.
1560K 393/395-423 Flavius Honorius;
s Theodosius I. * 368. Hans halvsøster var Galla Placidia.
Vestkejser.

Maria; m(1); d af søster til Theodosius (1520K);
Thermantia; m(2); † 415; d af søster til Theodosius (1520K);
1570E 395-408 Arcadius;
s Theodosius I (1520K). * 361.
Østkejser.

Eudoxia; m; † 404;
børn :
1.   Flacilla;
2.   Pulcheria;
   m Marcian (1710E);
3.   Theodosius II (1610E);
1580P 399-401 St. Anastasius I;
der var fra Rom. Han var pave fra 27/11 399 til 19/12 401.
1590P 401 Innocent I;
1600K 407-411 Flavius Claudius Constantinus III;
1610E 408-450 Theodosius II;
Østkejser. Søn af Arcadius (1570E).
I perioder lå den reelle matgudøvelse hos kejserens søster, Pulcheria, og hendes mand, Marcian (1710E).

Vandalerne, der nu havde slået sig ned i Afrika, udrustede fra Karthago en flåde mod Østromerriget i 439.
Theodosius II byggede bymur omkring Konstantinopel.

Eudoxia Athenais; m;
børn :
1.   Eudoxia;
   m Valentianus III (1680K);
2.   Flacilla;
1620P 417 Zosimus;
1630P 418 Boniface I;
1640P 418 Eulalius;
Modpave;
1650K 421-423 Flavius Constantius III;
Vestkejser. Svigersøn til Theodosius I (1520K).

Galla; m; hendes m(2) efter m(1) til (1520K);
børn :
1.   Honoria;
2.   Valentinian III (1680K);
1660P 422 Celestine I;
1670K 423-425 Johannes;
Vestkejser.
1680K 425-455 Flavius PlacidiusValentinianus III;
Vestkejser. Søn af Constantius III (1650K).

Eudoxia; m; d Theodosius II (1610E);
børn :
1.   Eudocia; m King Huneric of the Vandals;
   de fik:
     a) Hilderic;
2.   Placidia;
   m Olybrius (1800K);
1690P 432 Sixtus III;
1700P 440 Leo I den Store;
1710E 450-457 Marcianus;
Østkejser. Svigersøn til Arcadius (1570E) og svoger til Theodosius II (1610E).

Pulcheria; m;
1720K 455-455 Flavius Ancius Petronius Maximus;
Vestkejser.

Pulcheria; m; d kejser Arcadius (1570E);
barn :
1.   Euphemia;
   m kejser Anthemius (1780K);
1730K 455-456 Flavius Maecilius Eparchius Avitus;
Vestkejser.
1740K 457-461 Julius Valerius Majorianus;
Vestkejser.
1750E 457-474 Leo I;
† 476;
Østromersk kejser;
Ved kejser Marcians død havde general Aspar størst indflydelse og magt, men kunne af dynastiske og religiøse grunde ikke vælges til kejser, men han fik indsat den ubetydelige officer Leo I, som marionet.

Verina; søster til kejser Basilikos Flavius;
børn :
1.   Ariadne;
   m(1) Tarasicodissa, der blev døbt som Zeno;
     de fik:
     a) Leo II (1830E), der døde som barn kort tid efter tronbestigelsen, og fader Zeno (1840E) blev i stedet kejser.
     b) Zeno;
   m(2) Anastasius;
2.   Leontia;
   m Marcian, søn af Anthemius;
1760K 461-465 Libius Severianus Severus;
Vestkejser.
1770P 461 Hilary;
1780K 467-472 Procopius Anthemius;
Vestkejser.

Euphemia; m; d kejser Marcianus (1710E);
barn :
1.   Marcian;
1790P 468 Simplicius;
1800K 472-473 Anicius Olybrius;
Vestkejser. Svigersøn til Valentinianus III (1680K).
1810K 473-474 Flavius Glycerius;
Vestkejser.
1820K 474-475
eller
474-480
Julius Nepos;
Vestkejser, kejser i Dalmatia 475-480.
1830E 474-474 Leo II;
gs (1750E) via datter; * 467; † c. 17/11 474;
Østkejser.
Inden kejser Leo I (1750E) døde 18/01 474, udpegede han Leo II, der var hans nevø, søn af den senere kejser Flavius Zeno (1840E) og Ariadne, der var kejserens datter, som sin efterfølger. Da var Leo II kun 7 år, og hans moder og bedstemoder fik ham til at udråbe hans fader til medregent, hvorved Zeno blev medkejser fra 09/02 474 og enekejser fra 17/11 474.
1840E 474-475 Zeno;
* c. 425; † 09/04 491;
Østkejser. Flavius Zeno blev givet navnet Tarasis / Tarasicodissa ved fødslen. Ved dåben og som kejser tog han det græske navn Zeno.
Zeno deltog før sin kejserudnævnelse i flere togter mod rigets fjender, goterne med flere, og han rejste i Lilleasien som embedsmand og slog oprør ned.

Hans regeringstid faldt i to perioder: første del fra 474 til 475, hvor han først var medregent sammen med sin 7-årige søn. Men da Leo II døde allerede samme år, 17/11 474, så blev faderen hurtigt enekejser.

Kejser Leo Is svigersøn Basiliscus gjorde sammen med medsammensvorne oprør i 475, og Zeno måtte forlade Konstantianopel, men ved bestikkelse og andre former for løfter om forfremmelse lykkedes det Zeno at få nogle af de styrker, der på Basiliscus' ordre belejrede Zeno på lilleasiatisk jord, til at forråde Basiliscus, og Zeno vendte i 476 tilbage til Konstantianopel.
Han havde lovet ikke at krumme et hår på Basiliscus og hans families hoveder og anbragte dem derfor i en udtørret brønd eller cisterne, hvor de døde af sult og udmattelse. Således indledtes hans anden regeringsperiode, der varede til hans død. Se (1840aE).

Under hans regeringstid ophørte det vestromerske kejserstyre med at eksistere. Han forsøgte at påvirke kirkens enhed ved at få vedtaget traktaten kaldet Henotikon om løsning af monofysiternes kætteri. Alle østbiskopperne var medunderskrivere til traktaten.

Familie:
Ariadne; m c. 466; d Leo I (1750E);
barn :
.   Leo II;
Leo II blev født efter kejser Leo I's søn Leo II var død, og Leo I ikke havde andre arvinger.
1850E 475-476 Basiliscus;
Østkejser. Se om hans forræderi og endeligt under (1840E) ovenstående.
1860K 475-476 Flavius Mamyllus Romulus Augustulus;
Den sidste Vestromerske kejser. Han abdicerede.
 


Fra Romerrigets undergang i vest registreres ikke flere vestregenter i denne tabel.
De tysk-romerske kejsere findes under Germania - Tyskland.
 

1840aE 476-491 Zeno;
Østkejser. Kejserens anden regeringsperiode. Se om begivenhederne under den første periode ovenstående (1840E)
1870P 483 Felix III;
1880E 491-518 Anastasius I;
Flavius Anastasius blev født omkring år 430 i Dyrrhachium, der er det latinske navn for havnebyen i Albanien, som italienerne kalder for Durazzo, og albanerne for Durrës.
Hans moder var en ariansk kristen, Anastasia, og faderen hed Pompeius.
Flavius Anastasius var kejser i Konstantianopel fra 491 til sin død.
Anastasius var embedsmand ved hoffet, og efter Zenos død medvirkede hans enke, Ariadne, til hans udnævnelse, i stedet for at pege på Zenos broder Longinus. Ariadnes intentioner stod dog hurtigt klart, for kort tids efter hans udnævnelse til kejser giftede enkekejserinden sig med den nye kejser og fortsatte således som kejserinde.
Anastasius' familie talte flere betydningsfulde medlemmer i den østromerske politiske elite og embedsmandsstanden.
1890P 492 Gelasius I;
1900P 496 Anastasius II;
1910P 498 Symmachus;
1920P 498 Laurence;
Modpave.
1930P 514 Hormisdas;
1940E 518-527 Justinus I;
Den første kejser af Justianusfamilien, der også omfatter (1970E) og (2060E);

Lupicina Euphemia;
De fik ingen børn, men en søster til Justinus gift med Sabbatius fik en søn (1970E), der blev opdraget /adopteret af Justinus.
1950P 523 John I = Johannes I;
1960P 526 Felix IV;
1970E 527-565 Justinian I
* 11/05 483; † 14/11 565; født som Petros Sabbatios;
Nevø til kejser Justin (1940E); han virkede som regent eller medkejser nogle år, før Justinus I's død.
Udstedte lovkompleks – første gang, det skete – over den samlede romerret, Corpus Juris Civilis, i 533 med flere senere udgaver.
Det blev noget af det sidste udgivet i Østriget på latin. Værket havde flere afdelinger:
Codex Iustinianus, udstedt 07/04 529, Digesta også kaldet Pandectae, der var ældre lovtekster, Institutiones, et kommentarbind, og nogle nye love udgivet som Novellae.
Det sidstnævnte værk kom på græsk, der nu var dagligsproget i Østriget.

Han udsmykkede Konstantinopel og byggede Hagia Sophia, indviet 537.

Justinians kompetente admiral-generaler Belisarius og Narses lykkedes det at generobre Nordafrika, dele af Spanien og ostrogoternes dele i Italien.

Det økumeniske koncilium kaldet Konstantinopel II blev afholdt. Konciliets østdeltagere og kejseren var i opposition til pavekirken.
Se om konciliet her;

Theodora; tidligere skuespiller eller cirkusartist af lav herkomst. Hun var monofysist; † 548;
Det var hendes andet ægteskab, hvori hun havde en datter, der fik sønnen Anastasius, som blev gift med general Belisarius' datter Joannina.
ingen børn til efterfølgelse ;
Kejseren blev efterfulgt af sin nevø Justinus II (2060E), idet hans søster Vigilantia gift med Dulcissimus fik sønnerne Justinus og Marcellus.
1980P 530 Boniface II;
1990P 530 Dioscorus;
Modpave.
2000P 533 John II = Johannes II;
2010P 535 Agapetus I;
2020P 536 Silverius;
2030P 537 Vigilius;
2040P 555 Pelagius I;
2050P 560 John III = Johannes III;
2060E 565-578 Justinus II;
Nevø til Kejser Justinian I (1970E), idet han var søn af Justinians søster Vigilantia og ægtefællen Dulcissimus;
Hans mentale tilstand svækkedes, og kejserinden regerede i hans navn.
Kejserinden valgte general Tiberius til at efterfølge Justinus II, og i et enkelt klart øjeblik adopterede kejseren ham og fik ham kronet som Caesar.

Sophia; Kejserinde Theodoras niece (1970E) via broderen Comito;
ingen børn til efterfølgelse ;
2070P 574 Benedicht I;
2080E 578-582 Tiberius II;
Eneste kejser af den tiberianske familie; Se om hans udvælgelse ovenstående (2060E);

Familie:
barn eller børn :
1.   Datter;
   m Maurice (2100E);
2090P 578 Pelagius II;
2100E 582-602 Mauricius = Maurikios;
Svigersøn til Kejser Tiberius II (2080E). Eneste kejser af den kappadocianske familie;
Under en hæropstand i 602 blev han dræbt, og oprørslederen, Phocas, overtog tronen.
2110P 590 Gregorius I den Store;
2120E 602-610 Phocas også kaldet Fokas;
Eneste kejser af den thrakianske familie; kom til magten ved et blodigt kup, hvor forgængeren blev dræbt (2100E);
Han blev væltet af en søn af guvernøren for Nordafrika, Heraclius, der befriede centraladministrationen for den tyranniske og korrupte Phocas.
2130P 604 Sabinianus;
2140P 607 Boniface III;
2150P 607 Boniface IV;
2160E 610-641 Heraclius;
* c. 575; † 11/02 641;
Første kejser af den herakliske famile, der også omfatter (2160E), (2220E), (2230E), (2240E), (2290E) og (2350E);
Hans fader var nordafrikansk guvernør, og Heraclius uddrev sin forgænger (2120E);

Heraclius måtte føre krig mod andre nationer øst for riget, og i hans regeringstid mistede Romerriget for altid Syrien, men fik knust sassanidernes modstand i 628;

På det religiøse område forsøgte han at skabe et kompromis mellem monofysiterne og romerkirken, men uden noget større held.

Familie:
Eudokia; m(1);
børn :
  1.   Eudokia Epiphania;
  2.   Constantine III (2220E);

Martina, der var niece til sin ægtemand; m(2);
børn :
  3.   Constantin;
  4.   Fabius;
  5.   Theodosios;
  6.   Constantine Heraclius = Herakleonas (2230E);
  7.   David = Tiberios;
  8.   Martinos = Marinos;
  9.   Augustina = Augusta;;
10.   Anastasia = Martina Augusta;
11.   Febronia;
12.   Barn;
2170P 615 Deusdedit;
2180P 618 Boniface V;
2190P 625 Honorius I;
2200P 638 Severinus;
2210P 640 Johannes IV;
2220E 641-641 Constantine III
s Heraclius (2160E); han døde efter et par måneder på tronen;

Familie:
børn :
1.   Constans II (2240E);
2230E 641-641 Heracleonas
s Heraclius (2160E); han døde kort tid efter sin broder;
2240E 641-668 Constans II
s Constantine III (2220E). Han blev myrdet i Syracus på Sicilien.
Efterfulgte sin fader og onkel på tronen.

Familie:
børn :
1.   Constantine IV (2290E);
2250P 642 Theodore IV;
2260P 649 Martin I;
2270P 654 Eugenius I;
2280P 657 Vitalian;
2290E 668-685 Constantine IV Pogonatus, der betyder den skæggede;
s (2240E);

Familie:
børn :
1.   Justinian II (2350E);
2300P 672 Adeodatus;
2310P 676 Domnus = Donus;
2320P 678 Agatho;
2330P 682 Leo II;
2340P 683 ? Benedicht II;
2350E 685-695
+
705-711
Justinian II;
Søn af Constantine IV (2290E). Han var yderst tyrannisk og blodtørstig. Folket gjorde oprør og afsatte ham.
Forvist til Krim, hvorfra han flygtede og turede rundt rigets grænser ofr at komme tilbage i 705 og væltede hans seneste efterfølger, Tiberius III (2420E). Hans tyranni blev deraf værre.
Anden peride se (2440E);
2360P 685 Johannes V;
2370P 685 ? Conon;
2380P 687 Sergius I;
2390P 687 Paschal;
Modpave.
2400P 687 Theodore;
Modpave.
2410E 695-698 Leontius;
Eneste kejser af Leontiusfamilien; han kom til magten ved Kejser Justinian II's fordrivelse (2350E).
Leontius var en soldat fra hæren.
2420E 698-705 Tiberius III Apsimar;
Eneste kejser af Apsimarfamilien; han tog tronen efter Leontius. Tiberius kom fra flåden, hvor han lød navnet Apsimar. Han blev fordrevet ved Kejser Justinians tilbagekomst.
2430P 701 Johannes VI;
2440E 705-711 Justinian II;
Genindsat, se også (2350K). Da han blev væltet af Bardanes (2480E), blev han og familien henrettet.
2450P 705 Johannes VII;
2460P 708 Sisinnius;
2470P 708 Constantine;
2480E 711-713 Philippikos Bardanes;
Eneste kejser af Bardenesfamilien; Han var geeral for fængslet, hvor kejser Justinian II blev anbragt, og efter ekskejserens tilbagekomst på tronen frygtede fængselspersonalet hans hævn, og da Konstantinopels borgere samtidig var træt af kejserens tyranni, fik general Bardanes let ved at overtage magten i 711.
Kejsere Justinians familie blev henrettet.
Bardanes faldt selv to år efter i et paladskup og blev efterfulgt af en embedsmand, der tog navnet Anastasius II (2490E);
2490E 713-715 Anastasius II;
Eneste kejser af Artemiasfamilien; han var embedsmand i paladset i Konstantinopel indtil magtovertagelsen.
Han blev selv væltet ved et paladskup.
2500P 715-731 Gregory II = Gregor den yngre;
Østromerske senere kilder har til tider forvekslet ham med Gregor I Dialogus, og han kan derfor også optræde under navnet Gregor Dialogus.
Romersk borger søn af Marcellus og Honesta og muligvis ud af den romerske Savellifamilie. Født ca. 669. Han blev optaget som elev på den pavelige Schola cantorum og blev benediktinermunk og underdiakon, derefter "sacellarius", en slags økonomichef, for pavehoffet. Han blev bibliotekar i Vatikanet og er den første vatikanbibliotekar, som vi kender navnet på.
Hans tjeneste ved pavehoffet omfattede også diplomatiske missioner, og han deltog 710-711 i pave Constantines (2470P) rejse til Konstantinopel for med kejser Justinian II (2440E) at diskutere de resolutionsforslag, der var slutresultatet fra det såkaldte Quinisext konsil i 692.

Gregor blev pave 19/05 715 og død 11/02 731. Gregor blev helgenkåret og har festdag den 11/02, der er Gregors begravelsesdag (i Peterskirken).
Han kom fra 717 i modstrid med kejser Leo III (2520E) i Konstantinopel over anvendelsen af billeder i kirken, hvilket kejseren var stor modstander af.
Hans kirkelige hovedgerning kom foruden kampen for billedanvendelsen til at ligge inden for missionsarbejdet blandt især germanerne, og han sendte missionærer til både Irland og England for at styrke tilknytningen til paveembedet og modtog 726 besøg af den abdicerede wessexske Kong Ina, der døde i Rom, efter han sammen med paven havde udfærdiget en plan for oprettelsen af en britisk katolsk provins, der dog først blev gennemført en snes år senere.
Særlig kendt er hans udsendelse af missionæren Wynfrith = Sankt Winfrid, der gerne omtales under navnet Bonifacius, 680 - 754. Bonifacius / Bonifatius kom i 718 fra England med ønsket om missionsgerning og blev med pavelig introduktionsskrivelse dateret 15/05 719 udsendt til Frisiske områder. Undervejs missionerede han også i Bayern, Hessen og Thüringen for hvilken succes han i 722 blev biskop. Han havde også forbindelse til Karl Martell i Frankerriget.

I Rom genopbyggede han bymure, udbedrede oversvømmelsesødelæggelser langs Tiberen og var aktiv i klosterrenoveringer og klosterreformer. Bl.a. blev Monte Cassinoklostret genopbygget efter lombardernes plyndringer.
2510E 715/6-717 Theodosius III;
Eneste kejser af Theodosianfamilien; han var en ukendt og uvillig skatteopkræver fra provinsen, men blev sat i spidsen for et regiment soldater, der gjorde oprør, og skatteopkræveren endte på tronen. Han holdt da også kun et år, da den kompetente general Leo Isauricus tog magten fra ham.
2520E 717-741 Leo III Isauricus;
Første kejser af Isaurianfamilien, der også omfatter (2540E), (2610E), (2620E) og (2640E);

I de to år fra 717 til 718 var Konstantinopel belejret af arabiske tropper, men holdt stand.
Leo III sikrede riget og bragte finanser og tilstand i øvrigt tilbage til et sikrere niveau.

børn :
1.   Konstantinos V (2540E);
2.   Anna;
   m Kejser Artavsdios af Byzantium; † c. 743;
2530P 731 Gregory III;
2540E 741-775 Constantine V Copronymus;
s(2520E); * 718; † 14/9 775; Copronymus kan oversættes med staldknægt eller møddingsdrengen.
Medkejser med faderen fra 720.
Heftig modstander af billeder i kirkerne, og billedstriden begyndte under hans styre.
Under Konstantin V tog lombarderne exarkatet i Italien (omkring Ravenna), og de blev på en måde forløberne for aftalerne mellem pavestaten og frankerne senere i århundredet. Derefter var der kun østromerske områder i Italien helt nede i det sydlige.

Prinsesse Irene Chichak; † 750; m(1);
barn :
1.   Leo IV (2610E); * 749; † 780;

Maria; † 751; m(2);

Eudoxia; m(3);
børn, uvist hvilken mor :
2.   Christoforos;
3.   Nikeforos, Caesar;
4.   Niketas;
5.   Eudoxios;
6.   Antemios;
7.   Antusa;
2550P 741 Zacharias;
2560P 752 Stephen II
Stephen II anointed Pepin the Short after 751.
2570P 757 Paul I;
2580P 767 Constantine;
Modpave.
2590P 768 Stephen III;
2600P 772 Hadrian I;
2610E 775-780 Leo IV;
s(2540E); * 749; † 780; Kaldet Chazar efter moderen, der var prinsesse i det folk i Tyrkiet.

Irene; * 752; † 803; regent fra 780-790; kejserinde 797-802;
barn :
1.   Constantine VI (2620E);
2620E 780-797 Constantine VI;
s(2610E); * 771; † 820 eller 829;
Drengen kom på tronen som 10-årig, og moderen fungerede som regent;
Moderen blindede i 797 sønnen og tog selv magten.

Moderen sammenkaldte til det Andet nikæanske koncilium i 782.

Maria Paflaginiana = Maria af Amnia; m(1);
barn :
1.   Eufrosina / Euphrosyne; † 830;
   m Kejser Micahel II (2700E);

Theodota / Theodote; m(2);
barn :
2.   Søn;
2630P 795-816 Leo III;
Han var kardinalpræst i Sta Susanna, da han blev pave den 26/12 795. Han døde 12/6 816.
Hans styre blev hurtigt upopulært, og under et kup forsøgte man forgæves at skære hans tunge af og stikke hans øjne ud. Paven blev afsat og anbragt i et kloster, hvorfra han med venners hjælp undslap og drog til kong Karl den Store i Franken, Paderborn.
Pavens sag stod dårligt, da han ikke var ganske uden skyld i anklagerne om kvindeforførelse og falsk vidnesbyrd. men da paven officielt ikke kan dømmes af andre mennesker, hvilket var, hvad Kong Karls rådgiver, Alcuin, anbefalede, så blev paven eskorteret til Rom, og opstanden slået ned.
Under kongens ophold i Rom blev han kronet til tysk-romersk kejser, og myterne om denne begivenhed er mange, og det er vigtigt at holde kongerettighederne over Franken ude fra kejsermagten i Rom.
I Leo IIIs senere år arbejdede han ihærdigt og som en god administrator for kirken. Han havde del i kirkens udvikling i England, hvor han greb ind i stridigheder mellem Canterbury og York samt sikrede kong Eardulf i Northumbria hans rige.
I spørgsmålet om Helligånden i trosbekendelsen skulle indholde sætningen "og sønnen" var han i modstrid med Karl den Store, der havde indført det i det frankiske ritual.
2640E 797-802 Irene;
* 752; † 803;
Regent 780-790;
Kejserinde 797-802, da hun i 797 blindede den uduelige søn og selv tog magten.
Hun blev selv afsat af sin finansminister Nicephorus I (2650E).

Leo IV; se under (2610E);
barn : 1.   Constantine VI (2620E);
2650E 802-811 Nicephorus I;
Første kejser af Pisidianfamilien, der også omfatter (2660E);
Han blev dræbt i slag mod bulgarerfyrsten Krum. Samtidig blev hans søn, Stauracius, hårdt såret.

børn :
1.   Stauracius (2660E);
2.   Procopia;
   m Michael I (2670E);
2660E 811-811 Stauracius;
s Nicephorus I (2650E).
Hårdt såret i samme slag som faderen og overlevede kun denne nogle måneder. Blev efterfulgt af sin svoger.
2670E 811-813 Michael I Rhangabe;
† 845; Svigersøn til Nicephorus I (2660E).
Eneste kejser af Rangabefamilien;
Han faldt i et plot udført af hans general, Leo Armeneren, der efterfulgte ham.

Procopia; d Kejser Nikeforos I Byzantium (2650E);
børn :
1.   Eustrathos;
2.   Niketas, patriark af Konstantinopel som Ignatios; 799; † 877;
2680E 813-820 Leo V Armeneren;
Eneste kejser af denne familie. Myrdet af en anden soldat, Michael fra Frygien (2700E).
Han genopfriskede af politiske grunde ikonoklasmen.
2690P 817-824 Paschal I;
Paschal I var født i Rom og blev efter uddannelse og tjeneste i Vatikanet udpeget som abbed i St Stephens kloster i Rom. Herfra blev han valgt til pave 24/1 817; † 11/2 824.
2700E 820-829 Michael II;
Michael II var af en frygisk familie, der også omfatter (2740E), (2750E) og (2760E);
Han tog magten efter at have myrdet sin forgænger.

Tekla / Thecla Turcina; m(1);
barn :
1.   Theofilos (2740E);

Eufrosina / Euphrosyne; m(2); † c. 830; d (2620E);
børn , hvilken mor er uvis :
2.   Bardas;
3.   Elena;
2710P 824-827 Eugene II;
Eugene II blev pave 5/6 824 og døde 27/8 827 (usikker dag);
Der var uro i Vatikanet fra Paschal Is død i nogle måneder, før den nye pave blev indsat;
2720P 827 Valentinus;
Valentinus var kun pave i august og september 827.
2730P 827-844 Gregor IV;
Gregorius IV blve pave fra sidst på året 827 til 25/1 844. Han var kardinalpræst ved San Marco i Rom før udnævnelsen.
2740E 829-842 Theofilos / Theophilus;
s(2700E);
Theofilos blev kejser 829; han efterfulgtes af sin mindreårige søn under formynderskab af moderen.

Theodora, kejserinde af Byzantium (2750E); † 867;
børn :
1.   Michael III Mythistes (2760E);
2.   Konstantinos;
3.   Ana
4.   Anastasia;
5.   Pulcheria;
6.   Maria;
   m Alexius;
7.   Tekla; m Basileos I (2830E);
2750E 842-856 Theodora;
Theodora var gift med (2740E) og var regent for sønnen (2760E);
† 867; se detaljer under (2740E);

Hun genindførte retten til at have billeder i kirkerne i 843.
2760E 842-867 Michael III Mythistes = Michael Drukkenbolt;
s(2740E); * 839; † 867;
Michael III havde sin moder Theodora som regent fra 842 til 856;
Da han selv blev myndig tog han som rådgivere sin onkel Bardas samt en slavedreng, Basil.
Basil forårsagede Bardas' død og myrdede derefter selv kejseren og tog hans plads på tronen.

Eudoxia / Eudocia Decapolitana;
2770P 844 Johannes;
Johannes blev af romerne udråbt til pave, men aldrig anerkendt af nogen, så han regnes for modpave. Han var kun på pavetronen i januar. Derefter blev Sergius II (2780P) valgt og indsat, og Johannes forvist til et kloster.
2780P 844-847 Sergius II;
Sergius II blev pave i januar 844 og døde 27/1 847;
2790P 847-855 Leo IV;
Leo IV blev pave 10/4 847 og døde 17/7 855.

Der findes en legende om en kvindelig pave, der skulle have optrådt forklædt som mand under navnet Johannes VIII de sidste to år før Leo IVs død. Denne historie er senest bragt til torvs i bogen The She-Pope af Peter Stanford, Heinemann, og anmeldt i TLS 24/7 1998.
Legenden er først omtalt af den dominikanske kronikør Jean de Mailly omkring år 1250 og er da henlagt til 1087, hvor hun skulle have efterfulgt Victor III.
Legenden blev senere af en anden dominikaner, Martin of Trappau † 1297, flyttet til det dårligere dokumenterede tidsrum i det niende århundrede. Ifølge Martin skulle Johanne være fra Mainz i Tyskland.

Legenden levede robust videre, indtil den franske historiker David Blondel cirka 1650 dokumenterede dens tåbelighed.
2800P 855-858 Benedictus III;
Benedictus III blev pave 29/9 855 og døde 17/4 858.
2810P 855 Anastasius Bibliothecarius;
Anastasius Bibliothecarius havde store ambitioner og var i sin karriere i strid med paven, der ekskommunikerede ham.
Anastasius opholdt sig meget i Aquileia og søgte støtte hos kejseren i Tyskland. Han blev modpave i en måned efter Leo IVs død, efter Benedictus var officielt valgt, men Anastasius manglede opbakning og måtte trække sig.
Han fik senere større magt igen som rådgiver til senere paver, der også tildelte ham embedet som Vatikanets bibliotekar. † mellem 877 og 879.
2820P 858-867 Nicholas I;
Nicholas I blev pave 24/4 858 og døde 13/11 867.
2830E 866-886 Basileos I;
Basileos I var af makedonisk familie som også omfatter (2890E), (3010E) og (3020E).
* 812; † 29/8 886;
Basil var en god general og riget styrkedes under hans regering mod muslimernes angreb.
Hans general Nicephoras Phocas genvandt magten i Syditalien. Hans oldebarn blev kejser Nikeforas II (3160E);

Tekla af Byzantium; m(1); ikke medtaget af Norwich i [10183];

Maria; m(2);
barn :
1.   Constantinus;

Eudoxia / Eudocia Ingerina; † 882; m(3);
børn, uvist hvilken mor :
2.   Leo VI Philosopher (2890E); * 1/9 866; † 11/5 912;
3.   Alexandros (3010E); * c. 867; † 6/6 913;
4.   Stefanos, patriark i Konstantinopel 886-893;
2840P 867-872 Hadrian II;
Hadrian II blev pave 14/12 867 og døde ca. dec. 872.
2850P 872-882 Johannes VIII;
Johannes VIII var født i Rom og var som ærkediakon tæt knyttet til pave Nicholas I. Han blev valgt til pave den 14/12 872 og døde 16/12 882.
2860P 882-884 Marinus I;
Marinus I blev pave 16/12 882 og døde 15/5 884.
2870P 884-885 Hadrian III;
Hadrian III blev pave 17/5 884 og døde midt i september 885
2880P 885-891 Stephen V;
Stephen V blev pave i sep. 885 og døde 14/9 891.
2890E 886-912 Leo VI = Leo den Vise;
Leo VI var s(2830E); * 1/9 866; † 11/5 912;
Leo blev efterfulgt af sin broder, der havde været medkejser siden sin ungdom.

En ny udgave af den romerske ret blev påbegyndt under kejserens fader og fuldendt under Leo. Den kaldes for Basilica og forblev i kraft til imperiets opløsning. Af andre værker skrev han en krigstaktisk bog og et hædrende mindeskrift for sin fader

Theophano; m(1); * c. 865; † 10/11 897;
barn :
1.   Eudoxia; * 888; † 892;

Zoe Zautsina; * c. 870; † 899; m(2);
barn :
2.   Anna; * 898; † 914;
     m 905 kejser Louis III den Blinde; † 928;

Eudocia Baiana; m(3);
barn :
3.   Søn;

Zoe Carbonopsina; m(4);
barn :
4.   Konstantinos VII Porfyrogenetos (3020E); * c. 905; † 959;
2900P 891-896 Formosus;
Formosus blev pave 6/10 891 og døde 4/4 896.
2910P 896 Bonifacius VI;
Bonifacius VI blev pave i begyndelsen af april 896 og døde af sygdom efter 15 dage som pave.
2920P 896-897 Stephen VI;
Stephen VI blev pave i maj 896 og døde i august 897.
Stephen hadede sin forgænger Formosus og fik hans lig gravet op op placeret på en anklagebænk og gennemførte en retssag mod ham, hvor en klerk svarede for ham.
Han blev erklæret skyldig, og hans lig smidt i Tiberen.
Denne opførsel skabte bitterhed i befolkningen, og han blev fjernet fra pavestolen og kastet i fængsel, hvor han kort efter blev stranguleret.
2930P 897 Romanus;
Romanus var pave fra august til november 897. Han blev afsat og placeret i et kloster.
2940P 897 Theodorius II;
Theodorius II blev pave i november 897, men fungerede kun i 20 dage, før han døde af ukendte årsager.
Han annullerede den skændige retssag mod den afdøde Formosus og fik liget genbegravet på sin plads.
2950P 898-900 Johannes IX;
Johannes IX blev pave i januar 898 og døde i januar 900.
2960P 900-903 Benedictus IV;
Benedictus IV blev pave i juni 900 og døde i august 903.
2970P 903-904 Leo V;
Leo V blev pave i september 903 og døde i begyndelsen af 904 efter at være blevet fængslet efter en paladsrevolution. Han blev myrdet i fængslet sammen med Christopher (2980P), der havde afsat ham, men selv var blevet afsat af Sergius (2990P).
2980P 903-904 Christopher;
Christopher blev modpave ved et kup, hvor han afsatte Leo V og kastede ham i fængsel.
Christopher fungerede fra september 903 indtil januar 904, hvor han selv blev væltet ved et kup.
Han blev indsat i fængslet sammen med sit første offer, Leo V, og blev myrdet sammen med ham.
2990P 904-911 Sergius III;
Sergius III blev pave 29/1 904 og døde 14/4 911.
3000P 911-913 Anastasius III;
Anastasius III blev pave i juni 911 og døde august 913.
3010E 912-913 Alexandros;
Alexandros var s(2830E); * c. 867; † 6/6 913;
Regerede efter sin broder (2890E) og med brodersønnen (2890E) som medregent.
3020E 913-959 Konstantinos VII Porphyrogennetos = Constantine VII Porfyrogenetos;
s(2890E); * c. 905; † 905. Tilnavnet betyder født i purpurkammeret, der var kejserens indre gemak.

Indledte sin regering 912 som medkejser til sin onkel Alexandros (3010E), men denne døde et år efter, og Konstantinos blev enekejser og var stadig under formynderskab fra et udueligt råd under patriarken Nicholas Mysticus' ledelse.
Moderen, Zoe (2890E), væltede formynderskabsrådet og tog magten til 919, hvor hun blev væltet af (3050E).

Konstantinos udnævnte sin svigerfar til at forvalte rigets anliggender, og denne, Romanos I (3050E) var den fungerende kejser indtil sin død. [6288 p.260 + 9508 p.188]
Kejseren samlede bøger og fik udgivet mange, bl.a. en ceremonibog for hoffet. Bogen beskrev alle de æresbevisninger og ritualer, der var forbundet med kejserens offentlige liv, fx kroninger og religiøse processioner.

Helene; * 906; † 961; d Kejser Romanos I (3050E);
børn :
1.   Romanos II (3150E); * 939; † 963;
2.   Zoe;
3.   Agatha;
4.   Ana;
5.   Theodora;
   m Kejser Ioannes I Tzimiskes (3200E);
6.   Datter;
3030P 913-914 Lando;
Lando blev pave i august 913 og regerede i seks måneder og 11 dage, før han døde i marts 914.
3040P 914-928 Johannes X;
Johannes X blev pave i marts eller april 914, og han blev afsat i maj 928 efter en revolte og sat i fængsel i Castel Sant' Angelo, hvor han døde året efter - efter sigende fordi en pude blev holdt over hans hoved i upassende lang tid.
Han kronede kejser Berengarius af Det Tysk-Romerske Rige i december 915 i Rom;
3050E 919-944 Romanos I Lekapenos / Lecapenius;
* 869; † 948;
Romanos I var admiral under regentkejserinde Zoe, men greb selv magten i 919 og giftede derefter sin datter emd den uduelige kejser Constantine VII.
Romanos var den første kejser af Lekapenosfamilien, der også omfater (3060E);
Han blev enekejser i 920 og udnævnte sine sønner (nr. 1, 2 og 3) til medkejsere i 921 - 924.
Sønnerne Stephanos og Konstantinos styrtede faderen 16/12 944, og sendte ham i exil, hvor han døde, men de blev selv straks styrtet af den oprindelige kejser, Constantine VII.
Teodora; * 874; † 923;
børn :
1.   Christophoros (3060E); * 894; † 931;
2.   Stefanos (3061E); * c. 897; † 945;
3.   Konstantinos (3062E); * c. 900; † 945;
4.   Teofilaktos = Theophylact; patriark i Konstantinopel; * 903; † 956;
5.   Agatha;
6.   Helene; * 906; † 961; m (3020E);
3060E 921-931 Christoforos;
Christoforos var s(3050E); * 894; † 931;
Medkejser fra 921;

Sophia;
børn :
1.   Romanos (3150E);
2.   Michael;
3.   Maria-Irene; * 930; † c. 963;
   m zar Peter I af Bulgarien;
3061E 928-945 Stefanos;
s(3050E); * 897; † 945;
Medkejser fra 921;
Kejser sammen med broder Konstantinos fra de styrtede faderen 16/12 944;
Styrtet af nevøen Romanos (3060E-1) 27/01 945; [6288 p.260]
3062E 928-945 Konstantinos;
s(3050E); * 900 c.; † 945;
Medkejser fra 921;
Kejser sammen med broder Stefanos fra de styrtede faderen 16/12 944;
Styrtet af nevøen Romanos (3060E-1) 27/01 945; [6288 p.260]
3070P 928 Leo VI;
Leo VI blev pave arrangeret af Marozia fra Theophylactfamilien, da han skulle tjene som en mellemløsning, indtil familiens kandidat var klar til paveembedet.
Leo VI var en gammel mand allerede ved udnævnelsen, og han døde, før hans forgænger blev myrdet i fængslet.
3080P 928-931 Stephen VII;
Stephen VII blev pave i december 928 og skylder også sin udnævnelse til Marozia. Hun var en stærk og ledende kvinde i Roms politiske liv, og paven gjorde intet uden om hende. Han døde i februar 931.
3090P 931-935 Johannes XI;
Johannes XI blev pave fra februar 931, da han kun var i begyndelsen af tyverne, men på grund af familieforbindelser var han allerede udnævnt til kardinalpræst ved Santa Maria in Trastevere, og det var hans moder Marozias indflydelse, der fik ham valgt.
Det formodes, at hans fader var den tidligere pave Sergius III, der havde været moderens elsker, og hun forventede, at han blev hendes villige instrument i sine egne magtkampe.
Marozia giftede sig for tredje gang med Hugh af Provence, der var Italiens konge 926-948.
Alberic II af Spoleto, * c. 905, † 954, var som mange romere bange for, at fremmed styre skulle vinde indpas gennem Hugh og gennemførte i 932 et kup, hvorunder Hugh undslap, men moderen blev fængslet og forsvandt fra historien samtidig.
Også pave Johannes XI blev fængslet, men efter Alberic II havde udnævnt sig selv til prins af Rom og byens senator - for alle romere - tjente paven kun som Alberics villige instrument fra sin husarrest i Rom.
Alberic regerede til 954.
3100P 936-939 Leo VII;
Leo VII blev pave 3/1 936 og var udnævnt med Alberic IIs mellemkomst. Han døde 13/7 939.
3110P 939-942 Stephen VIII;
Stephen VIII blev pave 14/7 939 og døde sidst i oktober 942. Han blev støttet af kejser Otto I, men hans valg blev bestemt af Alberic II. Hans død blev også bestemt af Alberic: paven havde indtil sine sidste år været Alberics villige redskab, men gjorde til slut oprør og blev fængslet tortureret og mishandlet, så han døde af sine sår.
3120P 942-946 Marinus II;
Marinus II blev også kun pave med Alberics godkendelse. Han var kardinalpræst ved San Ciriaco før sin udnævnelse. Han døde antagelig i begyndelsen af maj 946.
3130P 946-955 Agapitus II;
Agapitus II blev pave 10/5 946 og døde i december 955.
Han udgav den 2/1 948 en bulle, der udstrakte Hamburg ærkebispedømmet til også at inkludere Danmark og Norden.
I 954 gav han Otto I i Tyskland ret til at lade hans broder Bruno, ærkebiskop i Kölln fra 953-965, danne nye stifter og udnævne biskopper for bl.a. at begynde en missionsindsats mod slaverne.
Denne pavelige gestus fik ærkebiskoppen i Mainz til at protestere, da det var en indgriben i hans normale embedsområde.
3140P 955-964 Johannes XII;
Johannes XII, * 937; blev pave 16/12 955 og døde 14/5 964. Han blev født c. 937 og navngivet Octavian. Han var illegitim søn af Alberic II, 905-954, og kun lige fyldt 18 år, da han blev udnævnt. Hans karakter var aldeles uegnet som pave, og han førte et meget udsvævende liv.
Johannes XII udnævnte ærkebiskopperne Dunstan i Canterbury og Oskytel i York i hhv. 960 og 957.
Han bad i Tyskland om Otto Is støtte mod Berengar II, kongen af Norditalien, der plyndrede ind på pavestatsområder, og Otto var villig til at hjælpe, og prisen var hans kejserkroning. Johannes kronede Otto I af Tyskland og hans dronning, Adelaide, i St. Peterskirken 2/2 962.
Kroningen indledte traditionen for kejserkroning i Rom, og den fortsatte til Frans II i 1806.
Efter Ottos kroning og hjælp intrigerede paven straks imod ham, og Otto returnerede til Rom og fik gennemført en retssag mod paven, der havde søgt tilflugt uden for Rom, og han blev afsat den 4/12 963.
To dage efter blev en ny pave, Leo VIII, udnævnt, men allerede 3/1 964 gjorde Johannes oprør og fik Leo til at flygte. Igen måtte Otto I returnere til Rom, og nu var det Johannes, der flygtede, men han døde af et slagtilfælde - dokumenteret - mens han var i lag med en gift kvinde. Han blev midt i tyverne.
3150E 959-963 Romanos II;
Romanos II den Yngre var af makedonisk herkomst og søn af (3020E); * 939; † 15/03 963 forgiftet af kone 2;
Han blev medregent fra 06/04 945, efter han 27/01 945 styrtede admiral og kejser Romanus' to sønner (3061E) og (3062E);
Han blev kejser fra 10/11 959;

Eudoxia; † 949; m(1);

Theofania Anastasia; m(2); * 941; † 976;
Hun giftede sig efter kejserens død med Nicephorus Phocas (3160E), som tog kronen.
børn :
1.   Basileios II Bulgaroctonos (3240E);
2.   Constantine VIII (3250E);
3.   Theofania; * c. 956;
     m Otto II;
4.   Anna Porfyrogeneta; * 963; † 1011;
     m 988 Prins Vladimir I af Kiev; † 15/07 1015;
3160E 963-969 Nikeforos II Phocas;
General og oldebarn efter Basil I's (2830E) general af samme navn.
Han tog magten efter giftermål med enkekejserinden, men blev myrdet af sin fætter John Tzimisces (3200E).

Flere oprør og kupforsøg fra aristokratiet, bl.a. fra Bardas Phocas og Bardas Sclerus.

Under kejseren blev Cilicia og Cypern genvundet for kejserriget.
3170P 963-965 Leo VIII;
Leo VIII blev pave 4/12 963 og døde 1/3 965. Han var civil embedsmand ved Vatikanet, men var ikke præsteviet.
Han blev ophøjet gennem alle graderne i kirkehierarkiet i løbet af to dage før sin konsekrering.
Validiteten af hans udnævnelse har været angrebet, idet de kanoniske love ikke tillod en jordisk dom over en pave, hvorfor Johannes XII ikke kunne afsættes. Leo VIII kan derfor siges først at være pave fra 14/5 964, da Johannes døde.
3180P 964 Benedictus V;
Benedictus V blev pave 22/5 964 og allerede afsat 23/6 samme år. Han døde først 4/6 966.
Han var blevet udnævnt af romerne selv, der ikke ønskede Leo VIII, men kejser Otto var imod. Han blev derfor ved en retssag afsat, men fik lov at forblive i kirkens tjeneste stationeret i Hamburg, hvor han blev højt respekteret i den korte tid han var der, inden sin død.
Otto III sørgede for, at hans kiste blev returneret til Rom i 988.
3190P 965-972 Johannes XIII;
Johannes XIII blev pave 1/10 965 og døde 6/9 972.
Han var ansat ved pavens administration og var før sin udnævnelse bibliotekar i Vatikanet.
Allerede i december 965 gjorde romerne oprør mod Johannes, men med kejserens støtte og romernes senere besindelse kunne han vende tilbage i 14/11 966.
Derefter samarbejdede pave og kejser fortrinligt, og kejseren garanterede pavestaten dens territoriale krav.
Johannes styrkede med kejserens velvilje kravet om præstecølibat, han ophøjede Magdeburg til ærkebiskopsæde og gjorde Adalbert til stiftets første ærkebiskop.
Otto Is søn, den senere Otto II, blev kronet Juledag 967 som medregent til faderen.
For at forbedre samarbejdet med den byzantinske kejser fik otto I arrangeret et ægteskab 14/4 972 mellem sin 17-årige søn og kejser (3200E) Johan I Tzimisces' niece, prinsesse Theophano, der samtidig blev kronet som kejserinde.
3200E 969-976 Johannes I Tzimisces;
Ioannes I Tzimicses (begge stavemåder set);
Hans niece, Theophano, blev gift med Otto II af Tyskland den 14/4 972.

Theodora; d(3020E);
3210P 973-974 Benedict VI;
Benedict VIs baggrund kendes ikke, men han blev valgt pave i september eller oktober 972, men først indsat 19/1 973 efter kejser Ottos tilladelse var indhentet.
Oprørere pågreb paven i 974, og den efterfølgende pave, Bonifacio VII, lod ham strangulere i fængslet for at få ham af vejen.
3220P 974-974
984-985
Bonifacio VII;
Bonifacius VII var modpave i juni og juli 974 og kom fra stillingen som kardinaldiakon, da han under kejser Ottos problemer i hjemlandet greb magten og fængslede pave Benedict VI og senere lod ham myrde.
Denne begivenhed ledte dog til hans fald, og han flygtede med en del af vatikanets rigdomme til Syditalien.
Se også under (3230P) og (3260P);
3230P 974-983 Benedict VII
Benedict VII blev udnævnt pave efter forgængerens flugt. Han var romersk aristokrat og tæt forbundet med Roms stærke Crescentiifamilie.
Paven havde været biskop i Suri ved Viterbo. Den flygtede pave, Bonifacio, gjorde kup, og Benedict så sig nødsaget til at flygte fra Rom, og først da kejser Otto i Italien greb ind, kunne han returnere til Rom i marts 981.
Senere i 981 blev den vigtige synode afholdt i St. Peterskirken, hvor simoni blev erklæret for forbudt i hele kirken.
Da kejser Otto II døde i Rom 7/12 983, var paven uden politiske støtter, og den afsatte og flygtede Bonifacio returnerede fra Konstantinopel og fik med Crescentiifamilien hjælp fængslet paven, der uden rettergang - som eftertiden kender - blev holdt indespærret til han døde af sult eller blev forgiftet 20/8 984.
3240E 976-1025 Basil II Bulgaroctonos = Basileios II;
s(3150E); * 957; † 1025; Blev af undersåtter givet tilnavnet Bulgardræberen efter sine successer mod Bulgarien.
Regerede sammen med sin broder Konstantinos VIII (3250E).
3250E 976-1028 Constantine VIII = Konstantinos VIII;
s(3150E); * 961; † 1028;
Broder til Basileios II (3240E), som han regerede sammen med til 1025, derefter enekejser.
Da broderen døde begyndte det at gå ned ad bakke for riget. Constantine VIII var ikke så effektiv en regent som broderen.
Ved hans død regeredes landet af en eller flere af søstrene og deres ægtefæller eller protegeer.

Helena;
børn :
1.   Eudocia, der var koppearret nonne;
2.   Zoë (3420E);
3.   Theodora (3410E);
3260P 983-984 Johannes XIV;
Johannes XIV blev pave først i december 983 og døde 20/8 984. Hans oprindelige navn var Peter Canepanova, biskop i Pavia. Han havde også været lokal minister for Otto I i Italien.
Otto II vendte den 5. december tilbage til Rom fra Sydtalien angrebet af malaria og døde i pavens arme den 7/12 983. Dronning Theophano rejste straks derefter til Tyskland for at varetage interesserne for parrets treårige søn, Otto III.
Da kejseren var død og hans følge borte, gjorde romerne oprør mod den pave, de var blevet påtvunget. Lederen var modpaven Bonifacius VII, der i 974 var flygtet til Syditalien godt forsynet med paveembedets værdier.
Johannes XIV blev afsat, voldeligt behandlet og kastet i Castel Sant' Angelo, hvor han fire måneder senere døde af sult eller tilsætningsstoffer til maden.
3270P 985-996 Johannes XV;
Johannes XV var kardinalpræst i San Vitalekirken ved sin udnævnelsse i august 985. Modpaven Bonifacius VII var død i august måned.
Hans funktionsperiode var præget af uro og politisk oprør i Rom, og på hans begæring om hjælp til Otto III blev der nogenlunde ro, men medens Otto III var på vej til Rom for at fælde modstanderne, døde paven pludseligt.
Johannes kanoniserede biskop Ulrik fra Augsburg den 31/1 993 ved en synode i Lateranpaladset. Det var første gang en pave anvendte en ritualiseret kononisering af en helgen.
3280P 996-999 Gregor V;
Gregorius V blev født 972 med navnet Bruno; han var s af kejserens fætter hertug Otto af Kärnten, og han blev pave fra 3/5 996 til 18/2 999.
Første tyske pave; af ottonernes slægt.
Paven kronede Otto III 21/5 996, Kristi Himmelfartsdag, i Rom.
Romerne gjorde oktober 996 oprør ledet af Crescentius II Nomentanus, der havde styret Rom som diktator forinden, og var blevet dømt af kejseren, men skånet af paven.
Oprørerne rev de hellige klæder og insignier fra paven og drev ham ud af byen, og han søgte tilflugt i Spoleto.
Crescentius lod i januar 997 Johannes Philagathos udpege til pave, altså modpave, og han tog navnet Johannes XVI.
Dette fortsatte, indtil kejser Otto III i februar 998 kunne rejse til Rom og retablere roen og genindsætte Gregorius.
Johannes XVI, der var blevet mishandlet, blev sat i fængsel i et kloster, og oprørslederen Crescentius blev halshugget på Castel Sant' Angelo.
3290P 997-998 Johannes XVI;
Johannes XVI var modpave fra feb. 997 til maj 998. † 26/8 1001.
3300P 999-1003 Sylvester II;
Sylvester II blev født c.945, pave fra 2/4 999 til 12/5 1003.
Hans navn var Gerbert d'Aurillac og han var i 980'erne rektor for katedralskolen i Reims, men blev senere, fra 998, ærkebiskop i Ravenna, hvorfra han blev udpeget til embedet som den første franske pave. Før sin pavetid var han rådgiver for kejer Otto III, men havde også andre embeder.
3310P 1003 Johannes XVII;
Johannes XVII blev pave 16/5 1003 og døde 6/11 1003.
Hans borgerlige navn var Johannes Sicco, en indfødt romer. Der er ikke mange oplysninger om ham.
3320P 1003-1009 Johannes XVIII;
Johannes XVIII blev pave 25/12 1003 og døde c. juli 1009.
Hans fødenavn var Johannes Fasanus, og han var kardinalpræst ved udnævnelsen. Han var Johannes II Crescentius' kandidat og styret af denne efter valget. Crescentius var Roms bykonge.
Paven blev muligvis nødt til at abdicere inden sin død og tilbragte sin sidste tid i et kloster i Rom, men sporene er diffuse.
3330P 1009-1012 Sergius IV;
Sergius IV blev pave 31/7 1009 og døde 12/5 1012. Han var romer af fødsel ved navn Peter og biskop i Albano ved sin udnævnelse.
Han døde inden for få dage af Crescentius' død, og det har været påstået, at ingen af dem døde naturligt, men under en opstand i byen.
3340P 1012-1024 Benedict VIII;
Benedict VIII blev født 980c som Theophylact, en søn af grev Gregorius af Tusculum.
Han blev pave 17/5 1012 og døde 9/4 1024.

Benedict måtte i begyndelsen af sin embedstid kæmpe med en rivaliserende adelsfamilie, Crescentius, der havde valgt en fra deres egne rækker, Gregorius, til pave. Benedict stod i spidsen for væbnede styrker, der nedkæmpede rivalerne i bjergene uden for Rom, mens hans broder, Romanus, der senere blev pave under navnet Johannes XIX, tog sig af styret i Rom. Gregorius flygtede til Tyskland for at appellere til kejseren, men kejseren valgte at støtte Benedict, der havde været gavmild med ærkebiskopspalliet til Mainz.
Paven støttede også kejser Henrik II i hans krav på Bamberg, og det førte til, at Benedict kunne krone Henrik under dennes besøg i Rom i februar 1014.
3350P 1012-1012 Gregorius VI = Gregor VI;
Modpave.
Gregorius VI var af Crescentiusernes slægt og blev udnævnt til pave af sin egen slægt straks efter Sergius IVs død 12/5 1012.
Crescentiusslægten havde styret Rom siden 1002, og familien havde gennem slægtsoverhovedet til 1012, Johannes Crescentius, nomineret og fået valgt paverne Johannes XVII (3310P), Johannes XVIII (3320P) og Sergius IV (3330P), men da Johannes Crescentius døde næsten samtidig med Sergius IV, så fik konkurrenterne, greverne af Tusculum, chancen for at gribe styret i Rom, og Gregor VI holdt kun som modpave en kort tid, inden Benedict VIII fik ham fordrevet.
Gregor flygtede i december 1012 til Tyskland.

I Tyskland fik han foretræde for kejser Henrik II i Sachsen. Han kom i hele sit paveskrud, men kejseren tog hans insignier fra ham, og man ved ikke mere om hans skæbne. Hans historie er beskrevet af Thietmar i dennes krønike Chronicon.
3360P 1024-1032 John XIX = Johannes XIX;
Johannes XIX blev pave 19/4 1024 efter sin broders død. Johannes døde 20/10 1032.
Han var hertug og lægmand og havde aldrig fået nogen kirkelig uddannelse; alligevel blev han på en enkelt dag transformeret til pave. Hans virke blev derfor mest inden for den politiske sfære, hvor det lykkedes ham at skabe fred mellem en del af de rivaliserende fyrstefamilier. For at styrke sin position fik han en anden broder, Alberic, ansat ved pavehoffet.

Der foregik i Johannes' tid forhandlinger med patriarken i Konstantinopel om kirkens enhed, men uden et kompromis blev opnået. Forhandlingerne, der efter moderne kildekritik er noget suspekte, begyndte med, at en delegation fra patriarken og østkejser Basil II prøvede at opnå fuld selvstændighed for østkirken, altså en parallel myndighed til pavens over vestkirken. Da det rygtedes, protesterede forskellige fyrster og hele vestkirken voldsomt, så selv om Johannes var tiltrukket af meget rige gaver og anden form for bestikkelse, så måtte han lade sagen falde.

Dette er berettet af historikeren Rudolf Glaber, der skrev krøniker i Cluny.
3370E 1028-1034 Romanos III Argyros;
Romanos III Argyros af makedonisk familie. Se Sicilien herom.
Han var agtværdig, forfængelig og veg og døde under mistænkelige omstændigheder, hvorefter hans enkekejserinde giftede sig med Michael IV (3390E)

Zoë; d (3250E); Zoes første ægtefælle;
3380P 1032-1044
1045
1047-1048
Benedictus IX;
Benedictus IX blev pave 21/10 1032 til september 1044 og igen fra 10/3 til 1/5 1045 og endelig fra 8/11 1047 til 16/7 1048. Han døde 1055 eller 1056. Hans livsførelse siges at være ret så skandaløs.

Johannes XIX' bror var Alberic III i Toscana, og han fik ved hjælp af bestikkelse sin søn Theophylact valgt til pave, og Benedictus IX var således nevø til både Johannes XIX og Benedictus VIII.

Hans tante blev gift med Pandulf, der var bror til grev Waimar i Salerno, og paven kunne derfor hjælpe kejser Conrads ekspedition til Syditalien i 1038 med formålet at bekæmpe normannerne.

En opstand i Rom tvang ham til at flygte ud af byen i september 1044, og i januar 1045 fik hans modstandere af Crescentiusfamilien deres modpavekandidat installeret i Vatikanet. Det var Johannes af Sabina, der tog pavenavnet Silvester III (3440P).

Benedictus IX's forbundsfæller fik i marts 1045 uddrevet modpaven, og Benedictus blev geninstalleret, men han måtte allerede 1/5 1045 igen fortrække. Denne gang abdicerede han officielt til fordel for sin gudfader Johannes Gratian, der antog pavenavnet Gregor VI (3450P).

Benedictus slog sig ned på familiegodset ved Tusculum.
I efteråret 1046 kom kejser Henrik III til Italien for at rydde op i paveroddet. Kejseren indkaldte Benedictus til en synode, men han kom ikke og blev formelt afsat. Da var både Silvester III og Gregor VI afsat af kejseren.

Som ny pave udpegede kejseren nu Suidger af Bamberg, og han tog navnet Clement II (3460P), men døde efter otte måneders tjeneste, hvilket gav Benedictus - nu med folkelig opbakning og nogle gode bestikkelser - mulighed for at generobre embedet, som han fik fra den 8/11 1047.

Det holdt indtil grev Bonifacius af Toscana på kejserens ordre den 16/7 1048 fordrev ham og indsatte Poppo fra Brixen som pave med navnet Damasus II (3470P).
Benedictus, der igen sad på sit familiegods betragtede sig stadig som den rette pave og efter Damasus IIs død, angreb Benedictus også hans efterfølger Leo IX (3480P).
Leo IX når også at dø, før Benedictus selv dør engang i 1055 og før 9/1 1056.
3390E 1034-1041 Michael IV;
† 10/12 1041; Michael IV af Paphlagonfamilien. Se Sicilien herom.
Han regerede med sin kejserinde i syv år og overvandt endnu en bulgarsk opstand, men han var epileptiker, og sygdommen tvang ham til at tage for store chancer, hvad fremskyndede hans død.
Zoe fik som efterfølger kronet hans nevø, Michael V (3400E).

Zoë; d (3250E);
3400E 1041-1042 Michael V - Paphlagonieren;
s admiral Stephen? og nevø af kejser Michael IV;
Michael V af Paphlagonfamilien. Se Sicilien herom.
Han forsøgte ved et kup at fjerne Zoe fra magten, men det lev afvist af indbyggerne, delvis på grund af hans lave herkomst fra en lysestøber eller skibstømrer?
Han blev afsat, og Zoe og søstrene skulle nu regerede selvstændigt: (3410E), (3420E).

Zoe (3420E); m(2); Zoes anden ægtefælle;
3410E 1042-1056 Theodora;
d(3250E); † 1056; Theodora var søster til Zoë (3420E).
Se Sicilien herom.
Se også hendes anden periode under (3500E).
3420E 1042-1050 Zoë;
d(3520E); † 1050; Zoë var søster til Theodora (3410E).
Se Sicilien herom.
Efter de første to ægteskaber blev søstrene Zoe og Theodora sidestillede kejserinder.
De jaloux søstre prøvede at udmanøvrere hinanden. Zoe ved at indgå sit tredje ægteskab med en ældre libertiner, Constantine IX Monomachus ((3430E).

Zoe adopterede Michael V Calaphates (3400E);

Kejser Romanos III (3370E); † 1034;

Kejser Michael IV (3390E); † 1041;

Kejser Konstantinos IX Monomachos (3430E); * c. 980; † 1054;
3430E 1042-1055 Konstantinos IX Monomachos;
Konstantinos IX Monomachos døde 11/01 1055, hvorefter Theodora regerede alene til 1056.
Han havde været landsforvist for deltagelse i plot mod tidligere kejser, men regerede med Zoe til hendes død i 1050.
Hans skudsmål var doven og korrupt.
Under denne kejser begyndte normannerne i Syditalien for alvor at angribe de Østromerske besiddelser der og på Sicilien.
Se Sicilien herom.

Zoe (3420E); m(3); Zoes tredje ægtefælle;
barn :
1.   Anastasia; † 1067;
     m 1046 c. Great prince Vsevolod I of Kiev † 13/04 1093;
3440P 1045 Silvester III;
Silvester III blev pave 20/1 1045 til 10/3 1045. Han døde 1063. Se detaljer under (3380P).
3450P 1045-1046 Gregorius VI;
Gregorius VI blev pave fra 1/5 1045 til 20/12 1046. Han døde sent i 1047. Se detaljer under (3880P).
3460P 1046-1047 Clement II;
Clement II hed oprindeligt Suidger = Suitger og var af højadelig herkomst, Lord of Morsleben and Hornburg.
Han havde været kannik i Halberstadt og var medarbejder ved provst Hermann dér, da denne i 1032 blev ærkebiskop i Hamburg.
Suidger blev medarbejder ved hoffet i 1035 og blev ved kejserens mellemkomst biskop i Bamberg i Bayern fra 28/12 1040.

Han blev pave 24/12 1046 og døde 9/10 1047.

Han havde ledsaget kejser Henrik III til Italien i 1046, hvor han var vidne til afsættelsen af paverne Sylvester III (3440P), Benedict IX (3380P) og Gregor VI (3350P). Kejseren nominerede derefter biskop Suidger, der som pave tog navnet Clement II og blev indsat 25/12 1046. Samme dag kronede han den tyske kejser og dennes anden dronning, Agnes.

Clement var helt på linje med kejseren og en stor del af Europas fyrster i at få ryddet vatikanet for de stridende italienske fyrstehuse. Desuden granskede han nogle udnævnelser, der var mistænkt for at være simoniske eller på anden vis tildelt via en form for bestikkelse.

24/9 1047 udstedte han en bulle, der konfirmerede Bambergs rettigheder. Clement følte sig tæt knyttet til Bamberg og havde ikke afstået sin biskoptitel dér. Sidst på måneden rejste han til klosteret i San Tommaso ved Pesaro, hvor han døde 9/10. Han blev begravet i Bamberg.
3470P 1048 Damasus II;
Damasus II blev pave fra 17/7 til 9/8 1048. Han var den tyske kejser Henrik IIIs anden kandidat af tysk, bayersk oprindelse.
3480P 1048-1054 Leo IX;
Leo IX blev pave 12/2 1049 til 19/4 1054. Hans fødenavn var Bruno, grev Hugh af Egisheim fra Alsass' søn.
Han havde som pave urolige normanner i Syditalien og forsøgte at slå dem i slaget ved Civitate. Se under Sicilien om detaljer.
Paven blev selv taget til fange og holdt som fange i ni måneder, og inden sin frigivelse måtte han gøre indrømmelser om normannernes berettigelse til landområder syd for pavestaten.
Han havde under sit felttog påkaldt sig Byzantiums vrede, da de betragtede Syditalien som deres område, og især den ortodokse patriark, Michael Cerularius, 1043-1058, var så fjendsk over for den vestlige kirke, at en forsoning syntes umulig.
Da østkirkens angreb på vesten for at bruge usyret brød i nadveren og spørgsmålet om filioque blev skellet mellem kirkerne cementeret.
3490P 1055-1057 Victor II;
Victor II blev pave 13/4 1055 og døde 28/7 1057. Han var tysk, født c. 1018 som Gebhard af Dollnstein-Hirschberg og blev den sidste af de fire tyske paver under Henrik III.
Hans rådgivning af Henrik III foranledigede ikke kejseren til at hjælpe paven med at besejre normannerne, og resultatet var Civitate 1053. Se under Sicilien om detaljer.
Det var bl.a. Hildebrand, der senere blev pave Gregor VII (3620P), der havde Gebhard som kandidat. Gebhard var ikke selv særligt interesseret og undslog sig for at sige ja i fem måneder, men bøjede sig til sidst for kejserens ønske i marts 1055.
Han forblev biskop af Eichstätt i Tyskland, mens han var pave.

På en stor synode i juni 1055 i Firenze, hvor han og kejseren deltog, blev simoni og usædelighed blandt præster endnu engang.
I sommeren 1055 kom kejseren til Italien for at ordne forholdene med normannerne.
Godfred af Lothringen, der havde giftet sig med den tidligere enkefrue Beatrice af Toscana, og derfor havde involveret sig med de norditalienske fyrster mod pavemagtens forsøg på at bestemme over de norditalienske fyrstedømmer og bystater besluttede sig for at flygte, mens tid var.
Det lykkedes Godfred at undslippe, men hans frue og hendes datter blev taget som gidsler af kejseren. Godfreds broder Frederik var kansler eller førstesekretær i Romerkirken skyndte sig til Monte Cassino, hvor han optrådte som munk.

For at paven kunne stå stærkere over for de lombardiske fyrster udnævnte kejseren Victor II til hertug af Spoleto og greve af Fermo.

I efteråret 1056 tog Victor til Tyskland for at rådføre sig med kejseren om normannerforholdene, men allerede den 5. oktober 1056 døde kejseren. Han havde da forinden bedt paven om at være værge for sin femårige søn og tage sig af kejserrigets tilstand. Victor fik på Aachen rigsdagen valgt den lille prins til efterfølger som Henrik IV og med moderen, Agnes af Guienne, som regent, mens prinsen var mindreårig.

Under sit Tysklandsophold fik Victor også forhandlet en afklaring af problemerne mellem kejserfamilien og både Godfred af Lothringen og grev Balduin af Flandern (regerede 1036-1067).

Efter pavens hjemkomst fik han i april 1057 som tak til Godfred, der stod stærkt i Toscana, valgt hans broder Frederik, der sad i Monte Cassino, til abbed for klosteret og udnævnte ham samtidig til kardinalpræst ved S. Crisogono. Se nedenfor om pave Stephen IX (3530P).

Paven døde den 28 juli 1057. Hans lig blev ført tilbage mod Tyskland, men nåede aldrig så langt. Uden for Ravenna faldt ligeskorten i baghold og kisten med pavens lig blev bisat i Theodorics mausoleum, Santa Maria Rotonda, i Ravenna.
3500E 1055-1056 Theodora;
† 1056;
Hun havde sin første regeringsperiode under (3410E) ovenstående, og regerede nu alene i et år efter søster Zoës død.
Som sin efterfølger udpegede hun Michael Stratioticus (3510E).
3510E 1056-1057 Michael VI;
Michael VI var af Stratioticusfamilien.
Han blev afsat af militære kræfter under Isaac Comnenus (3520E).
3520E 1057-1059 Isaakios I = Isaac I Comnenus;
Isaakios I Komnenos var den første kejser af Komnenosfamilien.
s Manuel Komnenos, der døde 1020. * 1007; † 1061;
Han abdicerede efter to år og udnævnte sin finansminister Constantine Ducas (3560E) som efterfølger.

Ekatherina af Bulgarien = Catherine; m før 1057; d Johannes Vladislav af Bulgarien;
børn :
1.   Manuel Komnenos;
2.   Maria Komnene;

Kejserslægten med Alexios Komnenos (3650E) er fra Isak I's broder Johannes, der var fader til Alexios I.
3530P 1057-1058 Stephen IX;
Stephen IX blev pave fra 2/8 1057 til 29/3 1058. Han var søn af hertug Gozelon I af Lothringen og broder til Godfred Den Skæggede af Lothringen og født Frederik og var ved udnævnelsen abbed i Monte Cassinoklosteret.
Han var normannerfjende og havde tidligere pralet af at kunne gøre det af med deres styre med en håndfuld mænd. Hans udnævnelse skete i hast og uden godkendelse fra kejseren i Tyskland. Kejserstyret var da svagt med en mindreårig på tronen og en kvinde som regent.

Ifølge nogle kilder kan Stephen have haft intentioner om at overføre kejserværdigheden fra Hohenstauferne til Lothringens hertugslægt og dermed styrke sin broder, Godfred af Lothringen. Med Godfred som kejser ville paven have stærke forbundsfæller blandt Norditaliens fyrster, og et togt mod normannerne ville være realistisk og ville kunne uddrive dem af Syditalien. En kroning kunne - fra pavernes synspunkt - gennemføres inden for lovens rammer, da den lille Henrik IV endnu ikke var kronet i Rom. Henrik var kronet i Aachen allerede 1054, men det regnede Vatikanet ikke for fuldgyldigt.

Men inden Stephens planer kunne gennemføres, døde paven efter kun otte måneder i embedet.

En anden forklaring på det hurtige pavevalg kan have været et ønske om at undgå de stærke romerske borgerfamilier i at samle sig om deres egen kandidat
3540P 1058-1059 Benedictus X;
Benedictus X var pave fra 5/4 1058 til januar 1059. Han døde efter 1073.
Før den foregående paves død havde de valgberettigede svoret at ville vente til Hildebrand, den senere Gregory VII, kom tilbage efter en diplomatisk rejse til kejserhoffet i Tyskland, men en gruppe stærke romerske adelsmænd tog chancen for at få deres egen kandidat valgt og gennemførte med bestikkelse valget af kardinalbiskoppen af Velletri, Johannes Mincius.

Benedictus X blev ikke regulært konsekreret, da den konsekrationsberettigede ikke ville udføre handlingen, og i de følgened ni måneder forsøgte paven at bestride sit embede med det meste af kirken imod sig. Han blev afsat og først sat i kloster, men senere fængslet og ved en retssag fradømt sin værdighed, men led ikke fysisk overlast.
3550P 1058-1061 Nicholas II;
Nicholas II blev pave den 6. december 1058 og døde mellem 19. og 26. juli 1061.
Han var født omkring år 1010 i Lothringen eller Burgund som Gerard, og han var biskop i Firenze fra 1045, indtil han blev pavevalgt i Siena i december 1058.
Nicholas II gennemførte nogle forenklede regler for pavevalget, herunder især nogle meget vage regler for kejserlig godkendelse, som kirken atter forsøgte at få nedtonet til det ligegyldige.

Nicholas II vendte politisk totalt rundt i forholdet til normannerne og fik en overenskomst i stand med dem. Under en synode i Melfi 23. august 1059 blev Richard af Aversa udnævnt til prins af Capua og Robert Guiscard til hertug af Apulien og Calabrien. Samtidig fik Robert retten til at undertvinge sig Sicilien. Modydelsen skulle være normannisk støtte til pavestatens front mod Norditalien og kejsermagten. Endvidere var det til pavestatens fordel, at den kunne uddele fyrsterettighederne over Syditalien, der derved på en vis måde igen kom under paveembedet overhøjhed.

En af de umiddelbare fordele var Richard af Aversas hjælp til en belejring og erobring af Galeria, hvor modpave Benedictus X havde forskanset sig.

I kirkelig henseende var Nicholas II en af reformpaverne, der ved flere synoder udstedte forbud mod skørlevned og iværksatte disciplinære forholdsregler mod både simoni og cølibatbrud. Disse skarpe synspunkter på sømmelighedens område gjorde ham højst upopulær i tyske kirke- og kejserkredse. Skismaet førte til tysk samling, der holdt pavens forordninger for ulovlige og annullerede dem, men inden paven kunne bekæmpe modstanden, døde han i Firenze og blev begravet i San Reparatakirken - og ved siden af pave Stephen IX.
3560E 1059-1067 Konstantinos X;
Konstantinos X Dukas;
s Andronikos Dukas, der var beslægtet på uvis vis til kejser Konstantinos (3020E); † 1067;
Kejseren var civilist og noget nervøs for et stærkt militær, og han skar derfor ned på militære bevillinger ed store uhensigtmæssige følger for rigets overlevelse.
Hans enkekejserinde greb magten sammen med sin nye ægtefælle Romanus IV (3590E) og (3600E).
Planerne fra den afdøde kejser var ellers, at han efterfulgtes af sin søn, Michael VII (3610E).

datter af Konstantinos Dalassenos;

Eudokia Makrembolitissa; † 1096; Hendes andet giftemål. Det første var til Romanos Diogenes til 1071;
børn :
1.   Michael VII Dukas (3610E);
2.   Søn unavngivet; † 1059;
3.   Andronikos Dukas; * 1057; † c. 1081; m 1068 Maria af Ungarn;
     han blev med-kejser 1071-1081;
4.   Anna Dukaina; * 1057; † c. 1075; blev nonne;
5.   Theodora Dukaina; * c. 1059; † c. 1075;
     m c. 1071 Doge Domenico Silvio af Venedig;
6.   Konstantinos Porphyrogennetos Dukas; * 1060; † 1081;
     han blev med-kejser 1067-1078;
7.   Zoe Dukaine; * 1062; † c. 1136;
3570P 1061-1073 Alexander II;
Alexander II blev pave 30/9 1061 og døde 21/4 1073.
Han var født i en finere familie i Baggio ved Milano som Anselm, og han havde været elev under Lanfranc i Bec og biskop i Lucca fra 1057.
Han blev indsat under normannisk beskyttelse i Rom, der var i oprør. Han hørte også til reformisterne og arbejdede for generobring af kristne områder fra araberne.

Pavevalget havde ikke involveret en kejserlig accept, og Henrik IV udpegede en modpave, Honorius II (3580P). Alexander måtte flere gange forsvare sin position ved synoder og retssager, og imperiet opretholdt ikke modpave Honorius længere end til 1064.

Alexanders refomrprogram indeholdt igen forbud mod simoni og et forbud mod at deltage i nadveren forrettet af en gift præst. På den større politiske arena fik han Aragonien til at forlade det mozarabiske ritual til fordel for det latinske, og kongen afsluttede pagt med pavestaten som lensherre over Aragonien.

I Nordeuropa var det Alexander, der godkendte hertug William af Normandiets togt mod Englands Harold og sendte William pavebanneret, som han kunne kæmpe under, og som han vandt slaget ved Hastings under i 1066.

Under pavens høje moralske mål måtte Henrik IV også afstå fra at fuldføre sine planer om at lade sig skille fra dronning Bertha af Savoy.
3580P 1061-1064 Honorius II;
Honorius II blev modpave fra 28/10 1061 til 31/5 1064. Han døde i 1071 eller 1072.
Han var født i Verona af tyske forældre cirka 1010 og blev biskop i Parma fra maj 1046. Hans udnævnelse til pave skete på foranledning af enkekejserinde Agnes i Basel. Hun var tilskyndet dertil af en gruppe fremtrædende romere, der havde anmodet kejserembedet om dette skridt, idet kejseren også var titulær patricier i Rom.

Efter både Honorius IIs og Alexander IIs udnævnelse greb hertug Godfred af Lothringen ind godt støttet af sin hær, og begge paver blev anmodet om at trække sig tilbage til deres respektive stifter, indtil en løsning kunne findes. Beslutningsmyndigheden lå nu hos ærkebiskop Anno i Köln, der havde overtaget værgerollen for den mindreårige kejser Henrik IV. Det blev Alexander, der fik kejserens stemme, men begge paver udstødte nu hinanden, og Honorius ville ikke give op, men angreb og indtog Castel Sant' Angelo, som han besatte i flere måneder.

Efter flere møder blev der endelig på en synode i Mantua i maj 1064, hvortil kun Alexander dukkede op, enighed om at annullere Honorius' krav, og han forblev biskop i sit stift indtil sin død.
3590E 1067 Eudokia;
Eudokia var af Dalassenafamilien.

Romanos
3600E 1067-1071 Romanos IV;
Romanos IV var af Diogenesfamilien.
Romanos genskabte hærens styrke, men var sløset med sin strategi og led i Armenien ved Manzikert et nederlag, som kom til at betyde et vendepunkt i Rigets historie, og Romerriget kom sig aldrig oven på dette.
Kejseren blev selv tilfangetaget i slaget. Det fik kejsersønnen Michael til selv at overtage styret (3610E).

Eudocia Macrembolitissa; hendes m(2) efter kejser m(1) til kejser Constantine X.
3610E 1071-1078 Michael VII Parapinaces;
Michael VII Dukas;
s(3560E); † 1090;
Kejser 1071-1078, derefter munk og sluttelig
Metropolit af Ephesus;

Han forsøgte at retablere en stærkere stat, men hele Asien blev rendt overende af tyrkerne, der var ukultiverede græshyrder. Forsøget på at genskabe et slagkraftigt rige mislykkedes for kejseren, der valgte at abdicere i 1078. Han efterfulgtes af en soldat, Nicephorus III Botaniates (3630E).

Maria af Georgia; † c. 1090; m c. 1071;
barn :
1.   Konstantinos Poryphogennetos Dukas; med-kejser fra 1074-1078 og sammen med Alexios (3650E) fra 1081 til 1087;
Konstantinos blev forlovet 1083 med nyfødte Anna Komnenos (3650E-5). Forlovelsen blev hævet syv år efter.
3620P 1073-1085 Gregory VII = Gregor VII = Gregorius VII;
Gregor VII blev født i Toscana med navnet Hildebrand. Han var pave fra 22/4 1073 til 25/5 1085.
Han blev fra barn uddannet i Rom - til sidst i pavepaladset. Han blev embedsmand hos Gregor VI (3450P) og fulgte ham i eksil til Kölln. Efter Gregor VIs død i 1047 opholdt han sig i et Clunykloster, men vendte snart tilbage til Rom hidkaldt af pave Leo IX (3480P). Han var på rejser til flere lande i Vesten i perioden 1054-1058.

Under paverne Nicholas II (3550P) og Alexander II (3570P) blev han hovedrådgiver, og efter den sidstnævntes død blev Hildebrand pavevalgt. Kort tid efter begyndte fjendskabet mellem den tyske kejser Henrik IV og paven om investiturretten, hvor første halvleg sluttede med kejserens bodsgang til Canossa i januar 1077. Senere, i 1080, afsatte kejseren paven, og denne lyste kejseren i band over bl.a. kejserens uoverensstemmelse med kong Rudolf i Tyskland.

En modpave blev udnævnt. Henrik IV gik mod Rom i 1084, men fra syd kom Robert Guiscard paven til hjælp, men troppernes hærgen gjorde det nødvendigt for paven at flygte til Monte Cassino, hvor han døde og blev begravet.
3630E 1078-1081 Nikeforos III;
Nikeforos III var fra Botaneiatesfamilien.
Han blev afsat af en anden og mere regeringsduelig soldat, Alexius Comnenus (3650E).
3640P 1080-1100 Clement III - Modpaven;
Clement III blev født omkring år 1025 i Parma som Guibert i en familie knyttet til greverne af Canossa.
Han blev ved dronning Agnes' mellemkomst optaget ved det tyske hof i 1054, hvor han blev delegeret for Italien. I 1072 blev han på anbefaling af kejser Henrik IV ærkebiskop i Ravenna.

Pave Alexander II var nølende med at anerkende ham, da han var fra modstandernes lejr, men pavens ærkediakon, Hildebrand, overtalte ham. Da Hildebrand selv blev pave som Gregor VII i 1073 samarbejdede Guibert en kort tid med ham, men gik derefter over til modstanderne og i 1075 suspenderede Gregor VII ham efterfulgt af ekskommunikation i 1076.

Da kejser Henrik IV endelig brød med Gregor VII udpegede han i Brixen i juni 1080 Guibert som ny pave. Brixen ligger NE for Bolzano og hedder i dag også Bressanone. Fra 1084, da kejseren indtog Rom, blev Guibert installeret og tog navnet Clement III og blev indsat den 24/3 1084. Clement III kronede den 31/3 1084 den tyske kejser.

Festen varede dog kun kort, da Robert Guiscard med sine normannerhære fra syd nærmede sig Rom, og kejser og pave flygtede. Paven til Ravenna, hvor han stadig var ærkebiskop. Selv om han i de følgende år spillede en rolle i Nord- og Vesteuropa, så kom han aldrig tilbage på tronen i Rom.
Han døde i Civita Castellana ca. 60 km N for Rom i september 1100.
3650E 1081-1118 Alexios I Komnenus = Alexius I Comnenus;
† 15/08 1118;
Alexius I Komnenus var brorsøn af Isaac I Comnenus, 1057-1059.
Han var en betydelig regent, diplomatisk og strategisk klog, og det lykkedes ham at retablere noget af riget, men havde store problemer med det første korstog i 1096. Se herom under korstogene.
Alexios blev efterfulgt af sin søn, Johannes II (3740E):

Datter af Ducasfamilien;

Komnenusfamilien
Bedstefaderen var Manuel Komnenos, der fik sønnerne Isaac (3520E) og Johannes.
Faderen var Ioannes Komnenos * 1015, † 1067 og gift med Anna Dalassene;
de fik børnene :
   1.   Manuel Komnenos, Protostrator; † 1071;
   2.   Maria Komnene, * 1045,
   m 1062 Michael Taronites;
   3.   Isaakios Komnenos, * 1047, † 1104, hertug af Antiochia;
   m Irene;
     de fik børnene:
     a) Johannes, Hertug af Durazzo, m Maria Ducas;
   4.   Eudokia Komnene, * 1050,
   m 1067 Caesar Nikephoros Melissenos;
   5.   Theodora, * 1053;
   m Konstantinos Diogenes;
   6.   Alexios I Komnenos (3650E), * 1048 til 1057; † 15/8 1118;
   7.   Adrianos Komnenos, † 1105;
   m 1081 Zoë Dukaina 1062-1136;
   8.   Nikephoros Monenos; * 1060, † 1136 til 1043;
     der fik en datter og sønnen:
     a) Alexius;

ALexius I's familie var:

Argyropulina; † c. 1077; m(1) c. 1075;

Eirene Dukaina; * 1066; † 1123 til 1136; m(2) c. 1078;
børn :
1.   Anna Komnene Dukaina; * 2/12 1083; † 1149 til 1154;
     m c. 1097 Nikephoros Bryennios;
     de fik sammen:
     a) Alexios Komnenos / Bryennius;
     b) Johannes Dukas;
     c) Irene Dukas;
     d) Endnu en datter;
2.   Ioannes II Komnenos (3740E);
3.   Andronikos Komnenos, Sebastocrator; * 1090; † 1130;
     m 1104 Eirene / Irene af Przemysl;
4.   Isaakios / Isaac Komnenos, Sebastocrator; * c. 1093; † c. 1152;
     m 1112 til 1116 Kata af Georgia;
     [10184 p.477] her er ægtefællen en Irene:
     med den ene eller den anden fik Isaac:
     a) Ioannes Komnenos Tzelepes;
     b) Andronikos I Komnenos (3940E);
     c) Maria;
     m før 1166 Joseph Bryennios;
     d) Anna Komnene;
     m Johannes Arbantenos;
     e) Eudokia Komnene;
     f) Helene Komnene; † 1183;
5.   Theodora Komnene (3655); * 1096;
     m Konstantinos Angelos; † 1166;
6.   Manuel Komnenos; † 1097;
7.   Maria Komnene; * 1085; † efter 1136;
     m(1) Gregorios Gabras;
     m(2) Nikephoros Katakalon Euphorbanos;
8.   Eudokia Komnene; * 1094;
9.   Zoë Komnene; * 1098;
3655 - Theodora Komnene;
d(3650E); * 1096;
Hun blev slægtsmoder til ALexius III, IV og V;

Konstantinos Angelos; † 1166;
børn :
1.   Johannes Angelos Duca;
   Han fik sønnerne:
     a) Manuel, giftede sig med en datter af Johannes Asen;
     b) Theodore Ducas;
2.   Alexius;
3.   Maria;
4.   Eudocia;
5.   Zoe;
6.   Andronikos;
   m Euphraosyne;
     de fik:
     a) Alexius III (4000E);
     b) Isaac II (3960E /4020E);
     c) Irene;
     m Johannes Cantacuzenus;
     d) Theodoroa;
     m Conrad af Montferrat;
3660P 1086-1087 Victor III;
Victor III blev valgt til pave 24/5 1086 og indsat 9/5 1087. Han døde i Monte Cassino den 16/9 1087.
Efter Clement IIIs død gik der næsten et år, uden en ny pave var udnævnt. Men under pres fra prins Jordan af Capua blev abbed Desiderius fra Monte Cassino valgt til pave. Før han kunne indsættes, blev der oprør, og han måtte forlade Rom og trak sig tilbage til sit kloster, hvor han stadig var abbed.

I marts måned 1087 ledede han en synode i Capua, hvor han blev overtalt til at indtræde aktivt som pave, og da tropper havde uddrevet modpave Clement III (3640P) fra Rom den 9. maj 1087 blev han endelig indsat. Det blev dog kun et kort ophold i Rom, da Clement IIIs styrker stadig kontrollerede byen, og efter fem dage trak Victor III sig igen tilbage til Monte Cassino. Herredømmet skiftede dog hurtigt, og allerede den 1. juli lykkedes det ham at returnere til Rom for igen efter 14 dage at måtte forlade byen. I august holdt han i Benevento en synode, som hans helbred ikke tillod ham at afslutte, før han døde.

Som abbed på Monte Cassino fra 19/4 1058 iværksatte han et stort byggeprogram, og han udvidede både klostrets ejendomsbesiddelser og dets bibliotek. Han er forfatter til en afhandling om Benedicts mirakler. Fra 1059 var han kardinalpræst og forhandlede som pavelig legat for klostrene i Syditalien med Normannerne og blev mediator mellem Robert Guiscard og paven i 1080. Efter sin død blev han saligkåret, hvilket blev bekræftet så sent som af Leo XIII 1887.
3670P 1088-1099 Urban II;
Urban II var pave fra 12/3 1088 til 29/7 1099. Han var født omkring 1035 i Châtillon-sur-Marne med navnet Odo = Eudes. Fra 1068 var han munk i Cluny, hvor han indtog en betydelig stilling som prior. Under Gregor VII (3620P) blev han i 1080 kardinalbiskop i Ostia, hvorefter han som pavelig legat bl.a. ledede synoden i Quedlinburg i 1085, hvor modpave Clement III (3640P) blev fordømt.

Da Victor III, som Urban også tjente, var død, gik der lang tid, i hvilken reformvenlige kardinaler forsøgte at fraviste modpave Guibert i Ravenna = Clement III (3640P) magten, før de fik valgt Urban til pave i Terracina nær Gaeta syd for Rom. Han gik ind for en kompromislinje over for den tysk-romerske kejser og religiøst erklærede han sig imod simoni og for cølibat. Realpolitisk blev han dog udsat for Henrik IVs tropper i Rom, og Clement III regerede som modpave i byen fra 1090 til 1092.

Urbans hovedproblem i international sammenhæng var investiturstriden. Han var på nogenlunde fod med Englands William II, bortset fra perioden, hvor Anselm af Canterbury havde kontrovers med kongen. I Frankrig var Philip I også indstillet på kompromis om udnævnelsesretten - her var problemet kongens ægteskab med en kvinde allerede gift med en lavere adelsmand.

Bortset fra Tyskland var der mulighed for kompromiser i investitursagen, såfremt man kunne enes om den senere vedtagne model med opsplitning af udnævnelserne i en åndelig del dirigeret fra pavesædet og en verdslig del, som biskopper udøvede reguleret gennem eller efter sanktionering fra kongemagten, men nogen endelig afgørelser kom ikke i Urbans tid.

Urban II holdt under konciliet i Clermont i 1095 en flammende tale, der blev optakten til korstogstiden. Paven havde en drøm om genforening af den ortodokse Østkirke med Romerkirken, men det blev aldrig til noget. Dog kunne kampen mod muslimerne for en tid forene dem, og det Første Korstog blev da også en realitet, og selv om Jerusalem blev erobret 14 dage før pave Urban døde. Nyheden var dog ikke nået Rom, før paven døde den 29. juli 1099.
3680P 1099-1118 Paschal II;
Paschal II var pave fra 13/8 1099 til 21/1 1118. Efter sin tid som menig munk blev han af pave Gregor VII udnævnt til abbed i S. Lorenzo fuori le Mura i Rom, og fra 1078 var han kardinalpræst for S. Clemente.
Under pave Urban II (3670P) var han ambassadør i Spanien, og han blev 16 dage efter Urbans død valgt til pave og tog navnet Paschal II. Det var stadig midt under investiturstriden, og med normannisk hjælp fik han afsat modpaven Clement III (3640P).

I årene 1111 til 1116 blev der opnået en slags kompromis, idet franske og engelske konger og den tyske kejser fik retten til at forlange en troskabsed af nye biskopper og abbeder, inden de af pavemagten fik ring og stav.

I 1005 støttede han den tyske Henrik Vs opstand mod faderen, men da Henrik var solidt plantet på tronen, ville han fortsat have retten til at udpege biskopper, og de følgende år kæmpede pave og kejser på papiret med gensidige udstedelser af bandlysninger, dekreter etc.
Da striden ikke lod sig bilægge ad diplomatisk vej, begav Henrik sig på vej til Rom i 1111 både for at afslutte striden og for at blive kronet af paven.

Paven foreslog nu et kompromis, hvorefter Den tyske Kirke skulle afstå fra kejserlige len og andre verdslige goder og fritagelser og kun have deres tiende. Til gengæld skulle kejseren afstå fra at blande sig i kirkens valg af ledende medarbejdere.
Denne aftale blev læst op i Peterskirken under kroningen den 12/2 1111, hvilket gav en sådan opstand, at kroningen blev afbrudt, og Henrik satte pave og kardinaler et par måneder i fængsel, og med kejserens trussel om at anerkende modpaven Sylvester IV (3710P) fandt paven det bedst at acceptere kejserens ultimatum: kejseren kunne fortsat udnævne biskopper og overgive dem ring og kors, samt at paven svor på aldrig at ville ekskommunikere kejseren. Derefter blev kroningen foretaget dagen efter den 13/4 1111.

Under Paschal II nåede nyheden om Jerusalems erobring den 15/7 1099 under Det Første Korstog til Europa, og paven giver i 1105 sin velsignelse til Det Andet Korstog, der med Bohemond I i spidsen mere var en privat hærmanøvre for vindings skyld end et korstog.
3690P 1101-1102 Theoderic;
Theoderic var modpave fra september 1100 til januar 1101. † 1102. Han var kardinalbiskop i Albano, og efter modpave Clement IIIs (3640P) død den 8. september 1100 samledes han med sine tilhængere om natten i Peterskirken, hvor han blev valgt og indsat, og han fungerede fra Rom i de 105 dage, den retmæssige pave var bortrejst og i Syditalien.

Da Urban (3670P) returnerede, flygtede han til Tyskland i håbet om støtte fra kejser Henrik IV, der ikke var blevet rådspurgt eller havde været indblandet i Theoderics valg.
Henrik var dog på det tidspunkt opsat på forsoning med paven, så Theoderic blev omgående arresteret ved fremmødet hos kejseren. Han blev indsat som munk i klosteret La Cava i nærheden af Salerno, hvor normannerne ville passe på ham. Han døde her i 1102 og blev begravet på brødrenes kirkegård, hvor hans gravsten endnu findes.
3700P 1101 Albert = Adalbert;
Albert, modpave fra 1101, blev valgt straks efter Theoderic (3690P) var blevet fængslet i 1101. Alberts vælgere var de utilfredse kardinaler i og omkring Rom. De samledes i kirken SS Apostoli og valgte Albert, der da var kardinalbiskop i Silva Candida, San Rufina. Da nyheden om valget slap ud i Rom, blev der optøjer, og han søgte tilflugt hos en forbundsfælle. Modparten bestak hans venner, så han blev angivet og overdraget til Paschal II (3680P), der lod ham indsætte for livstid i klosteret S. Lorenzo i Aversa ved Napoli, hvor normannerne kunne passe på ham.

Man ved ikke mere om ham derefter.
3710P 1105-1111 Silvester IV;
Silvester IV var modpave fra 18/11 1105 til 12/4 1111, og han havde magten en kort tid i Paschals fravær fra Rom, men blev senere brugt i det politiske spil, indtil 1111, hvor han opgav alle intentioner om pavemagten og levede resten af sin tid hos en velgører syd for Rom. Man kender ikke hans dødsdag.
3720P 1118-1119 Gelasius II;
Gelasius II blev pave 24/1 1118 og døde 29/1 1119.
Han var født ind i en lavere adelsfamilie og lød navnet Johannes af Gaeta. Sin læretid fik han i Monte Cassinoklosteret, og han skrev bl.a. tre hagiografier. I 1088 blev han kardinaldiakon og i 1089 kansler i Vatikanet, en stilling fra hvilken han i mange år havde stor indflydelse på sprog og stil i pavens skriftlige udsendelser.

Straks efter sin paveudnævnelse omkring den første marts nærmede kejser Henrik V sig Rom, og paven flygtede til Gaeta, hvor han af de øvrige flygtende kardinaler blev præsteviet, udnævnt til biskop og pave den 9. og 10. marts.
Henrik, der nu var i Rom, ønskede pavens tilbagevenden, så de kunne komme overens, men paven nægtede, og i frustration udnævnte kejseren ærkebiskop Maurice fra Braga modpave under navnet Gregor VIII (3730P), hvilket fik Gelasius II til at ekskommunikere både kejser og modpave.

Gelasius kunne ikke efter kejserens afrejse indtage sin plads i Vatikanet på grund af modpavens styrker og endnu et angreb fra den magtfulde romerske Frangipanifamile, der allerede ved hans udnævnelse havde holdt ham fanget i Rom i en tid. Paven fortrak derfor med sine kardinaler og embedsmænd via Genoa til Marseilles, hvor han blev modtaget af Norbert af Xanten, grundlæggeren af Premonstratenserordenen.

Gelasius nåede lige at holde en synode i Vienne i Frankrig, før han blev syg og tog ophold på Clunyklosteret ved Maçon, hvor han døde sidst i januar 1119.
3730P 1118-1121 Gregor VIII;
Gregorius VIII var modpave fra 8/3 1118 til april 1121. Han døde efter 1137.
Han blev før sin udnævnelse kaldt Maurice Burdinus = Bourdin og var af fransk slægt; Burdo = mulæsel. Sin ungdom tilbragte han i Toledo i Spanien og blev fra 1099 biskop i Coimbra i Portugal. Fra slutningen af 1104 til foråret 1108 var han på pilgrimsrejse til Palæstina, og i 1109 blev han udnævnt til ærkebiskop i Braga, Por.

I 1116 sendte pave Paschal II (3680P), sendte ham på en diplomatisk opgave ved kejserhoffet, der da havde sæde i Norditalien. Her skiftede han loyalitet og tog tjeneste hos kejser Henrik V, og Gregor var med kejseren, da denne holdt sit indtog i Rom i begyndelsen af 1117.
Da var Paschal draget af sted til Syditalien, og det blev derfor Gregor VIII, der kronede kejseren selv om han ingen rettigheder havde til det. Reaktionen kom prompte fra Syditalien, hvor paven ekskommunikerede ham.

Efter pave Paschal IIs død blev Gelasius II (3720P) valgt til pave, og kejseren, der var kommet til Rom, forlangte paven skulle møde ham der, men paven forblev i sin hjemby Gaeta, hvortil han havde trukket sig ved kejserens ankomst.
Det fik Henrik V til omgående at udnævne Gregor VIII til modpave. Efter kejseren var vendt tilbage til Tyskland, havde Gregor VIII ikke styrke til at kunne fungere. Den retmæssige pave havde sendt advarsler ud om ikke at adlyde Gregor, og da kejseren snart ikke havde mere brug for ham, måtte Gregor fortrække til sin base i Sutri.

I april 1121 blev han taget til fange af Callistus IIs (3750P) styrker og sat i fængsel. Han blev tvunget til på nedsættende vis at ride gennem Rom siddende omvendt på et æsel eller en kamel. Ifølge nogle kilder sad han resten af sine dage i fire - fem fængsler, eller klostre, mens en anden kilde siger, han døde i eksil.
3740E 1118-1143 Johannes II Komnenus = John II = Ioannes II Komnenos Dukas;
Johannes II var søn af forgængeren Alexius I Komnenus (3650E);
* 1087 eller 1088; † 8/4 1143;
Medkejser fra 1092; [5027 p.50].
Han efterfulgtes af sin søn, Manuel (3820E).

Irene af Ungarn = Piriska; † 13/8 1134; m 1104 - 1105; d af Kong Ladislas I af Ungarn.
børn :
1.   Alexios Komnenos; * 1106; † 1142; medregent - kejser;
     m(1) 1122 Eupraxia af Kiev;
     m(2) Kata-Eirene af Alania;
2.   Maria Komene; * 1106; † 1144 til 1151;
     m Ioannes Dalassenos Rogerios = John Roger;
     de fik:
     a) Theodora, som måske var Manuel I's elskerinde;
3.   Andronikos Komnenos; * 1108; † 1142;
     m c. 1124 Eirene Aineidesa; † 1150;
     de fik:
     a) Theodora; † 1183;
       m 1148 Henrik af Østrig = Duke Henry II of Austria;
     b) Eudocia;
     c) Alexis Protosebastos;
     d+e) samt to mere;
4.   Anna Komnena; * 1110;
     m c. 1125 Stephanos Kontestephanos; † 1149;
     de fik:
     a) Andronicus;
5.   Theodora Komnena; * 1116; †
     m Manuel Anemas; 1146;
6.   Eudokia Komnene; * 1119;
     m Theodoros Batatzes; † 1176;
7.   Isaakios Komnenos; * 1115; † 1154 til 1174;
     m(1) 1134 Theodora Kamaterina; † 1144;
     de fik:
     a) Alexius;
     b) Datter, der fik
       i) Isaac Komnenos af Cypern:
     c-d-e-f) samt fire andre børn;
     m(2) 1146 Eirene Diplosynadene;
     de fik:
     g) Theodore Kalusine Komnene;
       m Baldwin III;
     h) Eudocia;
8.   Manuel I Komnenos (3820E); * 1118; † 24/9 1180;
3750P 1119-1124 Calixtus II = Callistus II;
Calixtus II var pave fra 2/2 1119 til 14/12 1124.
Kronet som pave den 9/2 i Vienne.
Han var født omkring 1050 som Guido, søn af grev William af Burgund. Han blev ærkebiskop i Vienne i 1088.

Under hans styre blev investiturstriden endelig bilagt ved Wormskonkordatet af 23/9 1122.
Herefter indkaldte han det Første Laterankoncilium i 1123.
3760P 1124 Celestine II;
Celestine II var pave i en eller to dage fra 15/12 1124 til 16/12 1124. Hans navn blev genbrugt i 1143.
Hans valg foregik med sværdet. Valgbestyrelsen - med Pierleonifamiliens støtte - havde udnævnt kardinal Saxo fra S. Stefano som ny pave, men inden indsættelsen frafaldt de valget og pegede i stedet på kardinalpræsten Teobaldo, som blev udnævnt under navnet Celestine II. Men indsættelsen var ikke færdig, da Robert fra Roms anden magtfulde slægt Frangipanifamilien, med sine tilhængere med våbenmagt brød ind i kirken og beordrede kardinal Lamberto fra Ostia udnævnt til pave. Over for overmagten afstod Celestine II fra sit valg, og Lamberto blev udnævnt og tog navnet Honorius II (3770P).

Celestine II stammede fra Boccapecorinifamilien og var kardinalpræst i Sta. Anastasia fra 1123 efter i over tyve år at have været kardinaldiakon i Sta. Maria Nuova. Han blev såret under tumulterne ved sit valg, og det menes, at han døde kort tid derefter og muligvis fra de sår, han havde pådraget sig under kampen. Han optræder ikke altid i pavelisterne, men sommetider er han registreret som en modpave, selv om hans valg foregik mere efter reglerne end hans efterfølgers gjorde.
3770P 1124-1130 Honorius II;
Honorius II var pave fra 21/12 1124 til 13/2 1130. Hans valg foregik lige som forgængerens med sværdet. Valgbestyrelsen havde med Pierleonifamiliens støtte udnævnt kardinal Saxo fra S. Stefano som ny pave, men inden indsættelsen frafaldt de valget og pegede i stedet på kardinalpræsten Teobaldo, som blev udnævnt under navnet Celestine II (3760P).
Men indsættelsen var ikke færdig, da Robert fra Roms anden magtfulde slægt Frangipanifamilien, med sine tilhængere med våbenmagt brød ind i kirken og beordrede kardinal Lamberto fra Ostia udnævnt til pave. Over for overmagten afstod Celestine II fra sit valg, og Lamberto blev udnævnt og tog navnet Honorius II.

Det, der på overfladen så ud som en famliefejde i Rom, var mere en regulær splittelse mellem de konservative kardinaler, der fulgte den linje, Gregor VII havde lagt, og så den reformvenlige fløj af kardinaler. Selv om gregorianerne var i overtal, så formåede de unge fremskridtsfolk - omend med våbenmagt - at få valgte deres kandidat.

Honorius II måtte nødtvunget anerkende de normanniske konger i Syditalien, hvilket skete ved udnævnelsen af Roger II til hertug af Sicilien i april 1128. Paven døde om natten til den 14. februar 1130 i Sankt Gregoriusklosteret.
3780P 1130-1143 Innocent II;
Innocent II blev født som Gregorio Papareschi og blev kardinaldiakon i S. Angelo fra 1116. Han var medvirkende ved Wormskonkordatet i 1122.

Hans valg blev udført hemmeligt, og da nyheden spredtes, var mange imod valget, og mange af kardinalerne nægtede at anerkende det, og de udnævnte i stedet ved et morgenmøde i San Marcokirken i Rom kardinal Pietro Pierleoni som pave Anacletus II (3790P). Begge paver blev indsat med salving den 23/2 1130: Innocent II blev indsat af biskoppen i Ostia under en højtidelighed i Sta Maria Nuovakirken, mens Anacletus blev indsat af biskoppen af Porto ved en højtidelighed i Peterskirken.

Denne situation afstedkom en fejde, der løb over otte år, indtil Anacletus' død i 1138.

Innocent blev den mest anerkendte, idet der efter nogle år kun var modstand mod ham i Skotland, Aquitanien og Syditalien. Blandt sine støtter taltes også Bernard af Clairvaux, Louis VI i Frankrig og Henry I i England. I Tyskland blev han accepteret først af præmonstratensernes grundlægger ærkebiskop Norbert af Magdeburg og gennem ham senere af kejser Lothar III.

Anacletus var anerkendt af normannerne i Syditalien, som han havde givet retten til hele Syditalien, og desuden stod han stærkt i Rom.
3790P 1130-1138 Anacletus II;
Anacletus II, modpave fra 14/2 1130 til 25/1 1138.

Da Honorius II døde, blev der straks om natten og hemmeligt udnævnt en ny pave, Innocent II (3780P), og da nyheden spredtes, var mange imod valget, og mange af kardinalerne nægtede at anerkende det, og de udnævnte i stedet ved et morgenmøde i San Marcokirken i Rom kardinal Pietro Pierleoni som pave Anacletus II. Begge paver blev indsat med salving den 23/2 1130: Innocent II blev indsat af biskoppen i Ostia under en højtidelighed i Sta Maria Nuovakirken, mens Anacletus blev indsat af biskoppen af Porto ved en højtidelighed i Peterskirken.

Denne situation afstedkom en fejde, der løb over otte år, indtil Anacletus' død i 1138.

Innocent blev den mest anerkendte, idet der efter nogle år kun var modstand mod ham i Skotland, Aquitanien og Syditalien. Blandt sine støtter taltes også Bernard af Clairvaux, Louis VI i Frankrig og Henry I i England. I Tyskland blev han accepteret først af præmonstratensernes grundlægger ærkebiskop Norbert af Magdeburg og gennem ham senere af kejser Lothar III.

Anacletus var anerkendt af normannerne i Syditalien, som han havde givet retten til hele Syditalien, og desuden stod han stærkt i Rom.
3800P 1138-1138 Victor IV - den første af to enslydende modpaver;
Victor IV var første modpave med dette navn. Han var ganske kortvarigt modpave, hvilket der senere ikke blev taget hensyn til ved den modpave af samme navn, der blev udnævnt 1159 (3880P).

Victor I var modpave fra midten af marts 1138 til 29/5 1138. Hans fødenavn var Gregorio Conti, og han var kardinalpræst ved SS Apostolikirken i Rom - en titel han dog mistede en overgang på grund af en hårdt fremført kritik mod den siddende pave. Han fik titlen tilbage under Callistus i december 1122. Som pave fik han ingen virkelig magt, og blandt andet ved Bernard af Clairvaux' mellemkomst resignerede han og fik lovning på at beholde sin kardinalrang, hvilket løfte pave Innocent dog ikke holdt.
3810P 1143-1144 Celestine II;
Navnet Celestine II var første gang anvendt i 1124. Han var pave fra 26/9 1143 til 8/3 1144, og hans fødenavn var Guido fra Città di Castello i Umbrien. Han blev kardinaldiakon ved Sta Maria i Via Lata i 1127 og kardinalpræst i 1134 ved S. Marcokirken.

Politisk nægtede han at anerkende sin forgængers accept af Roger IIs envældige beherskelse af Syditalien og Sicilien i Mignianotraktaten fra 1139, men han blev senere tvunget til at anerkende Roger IIs ret til områderne, da dennes hære lå som en trussel lige syd for pavestatens Beneventoområde. Paven sendte sine udsendinge til Palermo, hvor de fik en aftale forhandlet på plads med Roger II.
3820E 1143-1180 Manuel I Comnenus = Manuel I Komnenus;
Comnenus var søn af forgængeren, Johannes II Komnenus (3740E). * 1118; † 24/09 1180;
Han havde mange vestlige sympatier og benyttede sig af assistance fra de italienske handelsbyer. Derved måtte han afgive handelskoncessioner til især venetianerne, der ved at overtage handelen formindskede skatteindtægterne til kejserens finanser.
På den militære front måtte kejseren lide et nederlag til tyrkerne i slaget ved Myriocephalum i 1176. Det var af samme betydning som det tidligere slag ved Manzikert, og det betød tyrkernes fortsatte forbliven i hele Lilleasien til rigets undergang i 1453.

Kejseren efterfulgtes af sin søn, Alexius II (3920E), under moderens regentskab.

Bertha = Eirene af Sulzbach; m(1) 1146; † 1159;
børn :
1.   Maria Komnene; * 1152; † 1182 forgiftet;
     forlovet med Kong Bela af Ungarn;
     forlovet med Kong William II af Sicilien;
     m 1180 Rainer af Montferrat; * 1163; † 1182;
2.   Anna Komnene; * 1154; † 1158;

Maria af Antioch = Maria af Poitiers; * 1145; † 27/08 1182; m(2) 1161;
d Agnes af Østrig og Leopold III der Heilige af Østrig;
børn :
3.   Alexius II (3920E);

illegitimate :
4.   Alexios Komnenos;
   m 1183 Eirene Komnene (3940E);
3830P 1144-1145 Lucius II;
Lucius II var pave fra 12/3 1144 til 15/2 1145. Hans fødenavn var Gherardo Caccianemici fra Bologna. Han blev kardinalpræst ved Sta Crocekirken. Før han blev valgt til pave, havde han som Honorius IIs udsending i Tyskland arbejdet for at få valgt Lothar III som konge og senere kejser. Han var også foregangsmand for Norbert af Xantens udnævnelse til den vigtigte post som ærkebiskop i Magdeburg.

Som pave måtte han indgå våbenhvile med Roger II i syd for at undgå hans sønners idelige småangreb på de pavelige territorier syd for Rom. Der blev indgået en syvårig våbenhvile.

Hans liv sluttede, da han med våbenmagt forsøgte at knække borgerlig modstand i Rom. Byen havde dannet en slags kommune med selvstyre uden om paven, og da en anmodning til den tyske kejser Conrad III ikke førte til noget, havde paven besluttet selv at gribe til våben, men under angrebet på Kapitolinerhøjen, hvor senatet var forsamlet, ledte han selv tropperne og blev blev ramt af sten brugt som kasteskyts. Han døde kort tid efter at være blevet såret.
3840P 1145-1153 Eugenius III;
Eugenius III var pave fra 15/2 1145 til 8/7 1153. Hans fødenavn var Bernardo Pignatelli. Ved sin tiltrædelse var bykommunen stadig aktiv i Rom, og han måtte lade sig pavekrone i Farfa nord for Rom og holde sit pavehof i Viterbo. Fra juletid 1145 var han installeret i Rom, men freden holdt kun til januar 1146.

Under sit Rom ophold nåede han at udsende den bulle, der kaldte til Det Andet Korstog. Den var først og fremmest adresseret til den franske konge, Louis VII. Bullen blev i marts 1146 fulgt op af endnu en opfordring, der denne gang blev sendt til Bernard af Clairvaux og påbød ham at missionere for korstoget. Korstoget blev en fiasko.

Han afslog at støtte Roger IIs og Louis VIIs planer om et korstog mod Byzantium i 1150. Efter flere udenlandsophold forsøgte han at vende tilbage til Rom i 1149, men måtte have Roger IIs støtte fra Sicilien til at gennemføre det. Opholdet kunne dog ikke opretholdes, efter Rogers styrker havde trukket sig tilbage - dertil var romerkommunen stadig for stærk.

Paven forsøgte nu at få kejser Conrad IIIs støtte, men kejseren døde 15/2 1152, og det blev hans efterfølger, Frederik I Barbarossa, der fik en aftale på plads med paven. Aftalen fra Constance 23/5 1153 lød på gensidig respekt, paven skulle krone kejseren, kejseren lovede ikke at slutte fred med romerne eller normannerne i syd uden pavens medvirken og accept, samt at kejserriget ikke ville forsøge at vriste landområder fra Byzantium. Paven døde inden kejseren kunne nå Rom for kroningen.
3850P 1154-1159 Anastasius IV;
Anastasius IV var født som Corrado della Subarra og var pave fra 8/7 1153 til 3/12 1154.
3860P 1154-1159 Adrian IV = Hadrian IV;
Hadrian IV var født ca. 1100 som Nicholas Breakspear. Han var pave fra 4/12 1154 til 1/9 1159. Han var den første engelske pave og begyndte sin karriere som munk i St. Alban's klosteret nord for London.
3870P 1159-1181 Alexander III;
Alexander III var født som Orlando Bandinelli og var pave fra 7/9 1159 til 30/8 1181.
3880P 1159-1164 Victor IV - den anden modpave med dette navn;
Victor IV, modpave var født som Ottaviano di Monticelli og blev egentligt den ande pave med dette navn, idet en modpave kortvarigt i 1138 havde taget samme navn. Han fungerede som modpave fra 7/9 1159 til 20/4 1164.
3890P 1164-1168 Paschalis III;
Paschalis III, modpave, var født som Guido af Crema og var modpave fra 22/4 1164 til 20/9 1168.
3900P 1168-1178 Calixtus III;
Calixtus III, modpave, var født som Giovanni eller John af Struma og var mdpave fra september 1168 til 29/8 1178. Han døde 1183.
3910P 1179-1180 Innocent III;
Innocent III, modpave, var født som Lando da Sessa og var modpave fra 29/9 1179 til januar 1180.
3920E 1180-1183 Alexius II Comnenus = Alexios II Komnenus;
s(3820E); * 14/9 1169; † Sep. 1183, stranguleret efter ordre fra Andronikos (3940E);
Kejseren var under sin moders, Maria af Antiochias kaotiske regentskab.
Styret blev i 1183 væltet af fætteren Andronicus Comnenus (3940E), der afsluttede sagen med at myrde kejseren.

Agnes af Frankrig; * 1171; † 1240; m 1180; d Ludvig VII;
ingen børn noteret i kilderne;
Agnes blev gift m(2) med (3940E);
3930P 1181-1185 Lucius III;
Lucius III var født som Ubaldo Allucingoli. Han var pave fra 1/9 1181 til 25/11 1185.
3940E 1183-1185 Andronikos I = Andronikos I Komnenos;
s(3650E-3); * 1123; † 12/9 1185 dræbt af folkemængde;
Andronikos havde ladet Alexius II (3920E) og dennes moder myrde;
Oprøret og magtovertagelsen var delvis en politisk aktion mod den tiltagende latinske indflydelse, og den nye kejser indledte sit styre ved at myrde en del italienske købmænd i Konstantinopel og inddrage de privilegier, som de havde fået i Venedig og andre handelsbyer i Italien.
Kejseren holdt dog kun to år, før han blev styrtet efter optøjer i hovedstaden, og en fjern slægtning, Isaac Angelus (3960E), overtog magten.

Kvinde fra fam. Palaiologa m(1);
børn :
1.   Manuel Komnenos; * c. 1152; blev i 1185 fængslet og tortureret og blindet;
     m Rusudan fra Georgien, der flygtede med sine børn, bl.a. Alexios og David;
     de og deres efterkommere blev kejsere i Trapezunt = Trebizond.
     Deres søn, Alexios I Megas Komnenos blev Trebizondkejser 1205 til 1222 (4062ET);

2.   Ioannes Komnenos; * 1158; † 1185 myrdet;
3.   Maria Komnene; * c. 1160;
   m c. 1184 Theodoros Synadenos;

5 illegitime børn nævnes også; ALexius og Irene fik han med en Theodora.

Agnes af Frankrig; * 1171; m(2) 1183; † 1240; d Ludvig VII;
Agnes havde været gift første gang med (3920E);
de fik ingen børn ;

Trebizondriget
Da Konstantinopel under det fjerde korstog blev erobret af de latinske hære, så flygtede Komnenosfamilien til et mindre område i Tyrkiet langs Sortehavets sydkyst omkring byen Trebizond. Her oprettede de et kejserrige af meget begrænset størrelse, men vedblev at kalde sig byzantinsk kejser over romerne = Grand Komnenos, indtil 1282, hvor de fik en overenskomst med de latinske kejsere i Konstantinopel. Deres titel blev herefter kejser og enehersker over hele Østen, over Iberia og de oversøiske provinser. Riget og titlen blev opløst ved rigets fald til tyrkerne i 1461. Riget kaldes af og til Komnenos-kejserdømmet, da dets fyrster var af Komnenosfamilien.

Iberia er et landskab øst for Trebizond ved Sortehavets østende.
Se om rigets deling under (4050EN);
3950P 1185-1187 Urban III;
Urban III var født som Uberto Crivelli. Han var pave fra 25/11 1185 til 19. eller 20. oktober 1187.
3960E 1185-1195 Isaac II Angelus = Isaakios II Angelos;
s Andronikos Dukas Angelos; bror til (4000E); * 1155; † 12/4 1204 i et fængsel;
Isaacs styre blev uro, svaghed og igen afgivelse af handelsrettigheder i stor udstrækning til italienske handelsbyer.
Han blev afsat i 1195 af broderen Alexios III (4000E), der lod ham blinde;
Isaac fik to regeringsperioder, den anden faldt 1203-1204, se (4020E).
?? Første ægteskab med ukendt;
børn :
1.   Alexios IV Angelos (4030E);
2.   datter, der blev nonne;
3.   Irene-Maria; * 1172 til 1181; † 27/8 1208;
     m(1) 1192 Hertug Roger af Apulien, s af Kong Tancred af Sicilien (051-1)
     m(2) Kong Philip af Svabien (Germ. 027), † 1208;

Margaret af Ungarn; * 1157; m(2) 1185; † c. 1223; d Kong Bela II;
[10184 p.479] gør m(2) til Margaret-Maria af Montferrat og lader børnene bytte moder;
børn :
4.   Manuel Angelos; † 1212;
5.   Ioannes Angelos; Prins af Szerem; * c. 1203; † c. 1259;
3970P 1187-1187 Gregory VIII = Gregor VIII;
Gregor VIII var født som Alberto del Morra. Han var pave fra 21/10 1187 til 17/12 1187.
3980P 1187-1191 Clement III;
Clement III var født som Paolo Scolari. Han var pave fra 19/12 1187 til sidst i marts 1191.
3990P 1191-1198 Celestine III;
Celestine III var født Giaconto Boboni-Orsini. Han var pave fra marts eller april 1191 til 8/1 1198.
4000E 1195-1203 Alexios III;
Alexios III Komnenos Angelos;
s Andronikos Dukas Angelos, der var hærchef i Lilleasien;
Alexios III † c. 1211 i fængsel i Nicaea;

Euphrosyne Dukaina Kamaterina; † 1211;
børn :
1.   Irene = Eirene Komnene Angelina; † c. 1203;
     m(1) Andronikos Kontostephanos;
     m(2) Alexios Palaiologos;
2.   Anna Komnene Angelina; * c. 1156; † 1212;
     m(1) c. 1190 Isaakios Komnenos;
     m(2) 1199 Theodoros I Laskaris (4050EN); kejser i Nicaea;
3.   Eudocia;
     m(1) Stephanos Nemanja;
     m(2) Alexius V Murzuphlus (4040E);
4010P 1198-1216 Innocent III;
Innocent III var født som Lotario di Segni. Han var pave fra 8/1 1198 til 16/7 1216.
Der var desuden en modpave 1179-1180, der bar samme navn.
4020E 1203-1204 Isaac II Angelus = Issakios II;
Isaac II Angelos fik to regeringsperioder, den første faldt 1185-1195, se detaljer under (3960E).
4030E 1203-1204 Alexios IV;
Alexios IV Angelos;
s(3960E = 4020E); * 1182 eller 1183; † 28/1 1204 myrdet;
Alexios var flygtet til Vesten efter hans faders afsættelse, men hverken Alexios eller faderen kunne klare opgaven efter korsridderne havde uddrevet Alexios III fra Konstantinopel;

Alexios IV var forlovet med Eufemia fra Tschernigov; han blev myrdet i fængslet efter opstanden i januar 1204;
4040E 1204 Alexios V Dukas Murtzuphlus;
† dec. 1205; tilnavnet betyder med de store øjenbryn.
Alexios V Dukas udråbtes til kejser efter januaropstanden 5/2 1204, hvor han havde grebet magten efter Alexios III og sønnen, Alxios IV.
I Konstantinopel blev der opstand i januar 1204, hvorunder det siges, at kejseren døde af skræk.
Denne lejlighed gav deltagerne i det fjerde korstog en undskyldning for at belejre, indtage og plyndre Konstantinopel, der faldt den 13. april 1204.
Helt ufattelige kulturskatte gik tabt ved den lejlighed. Med ganske forfærdelig vandalisme gik de europæiske hellige krigere til arbejdet med at udslette mest muligt af den ortodokse og antikke kultur, der havde overlevet i så mange hundrede år. Det var en skændsel, som det kristne samfund skamfuldt stadig må påtage sig ansvaret for.

Kejseren flygtede 12/4 1204 til Lilleasien;
Efter to ægteskaber levede han nu sammen med elskerinden Eudokia Angelina, d kejser Alexios III Angelos (4000E);
De giftede sig efter flugten i Mosynopolis, hvor Alexios III var i landflygtighed (hendes m(3));
Senere lod Alexios III Alexios V blinde;
Han endte sine dage ført tilbage til Konstantinopel, hvor han blev stillet for retten og dømt for forræderi mod kejser Alexios IV og kastet ud far toppen af Theodosiusstøtten i byen.


 
FJERDE KORSTOG
Deltagerne i det fjerde korstog belejrer Konstantinopel den 12/4. Den 13/4 faldt byen.
Middelalderens største og mest skændige plyndring og ødelæggelse af kunstværker gjort af kristne riddere;
Kejseren flygtede til Lilleasien, hvor kejserriget i Nicaea oprettes under Theodoros I Laskaris (4050EN);
Samtidigt oprettedes et mindre kejserrige i Trebizund ved Sortehavets kyst. Det styredes af Komnenosfamilien;
I Konstantinopel oprettedes det latinske kejserrige; første kejser var Baldwin I (4060EL);

 
4050EN 1205-1222 Theodore I Lascaris = Theodore I Komnenos Laskaris;
* 1175; † 8/1222;
Han var svigersøn til Alexius III (4000E).
Kejser i Nicaea fra 1204 eller 1205;
Hans bror, Konstantinos IX Laskaris, står opført som byzantinsk kejser 1204-1205 i en kilde;

Kortvarigt blev der også oprettet et kejserdømme i Thessalonica, men det faldt for Nikæariget i 1246, og Epirusriget underkastede sig mere eller mindre frivilligt kejseren i Nikæa og senere igen Konstantinopel.
Trebizundriget bestor til 1461, hvor også det faldt for tyrkerne.

Anna Komnena Angelina; * c. 1156; † 1212; m(1) 1199; d Alexius III (4000E);
børn :
1.   Nikolaos; † c. 1212;
2.   Ioannes; † c. 1212;
3.   Eirene Dukaina Komnene Laskarina; † 1239;
     m(1) 1212 Konstntinos Dukas Palaiologos; † 1212;
     m(2) c. 1212 Ioannes III Dukas Batatzes (4130E);
4.   Maria Laskarina; * c. 1206; † 1270;
     m 1218 Kong Bela IV af Ungarn; * 1206; † 3/5 1270;
5.   Eudokia Laskarina = Sophia;
   m ? divorced 1229 Duke Friedrich II of Austria;

Philippa; * 1183; † c. 1219; m(2) 1214; skilt 1216;
barn :
6.   Konstantinos Laskaris, hertug af Trakien; † 1214;

Marie af Courtenay (4080EL-12); * 1204; † 9/1222; m(3) 1219;



Det Østromerske Kejserrige deles efter latinernes indtog i Konstantinopel. Der dannes følgende:
1.   kejserriget (Romano) = Konstantinopelriget, første kejser Baldwin I (4060EL);
2.   kongeriget Thessalonika, første konge er Bonifacius af Montferrat;
3.   fyrstedømmet Achaea (Peleponnes og landet mod Athen) styret af prins Geoffrey af Villehardouin;
4.   hertugdømmet Athen under hertug Othon de la Roche;
5.   desporatet Epirus (vestkysten af Grækenland-Albanien) under Michael Angelos;
6.   Venedig opnår herredømme over Kreta og andre ægæiske øer;
7.   Rhodos bliver selvstændigt under Leo Gabales;
4060EL 1204-1205 Baldwin I af Flandern = Baldwin IX af Flandern og Baldwin VI af Hainault;
Baldwin I var den første af de latinske kejsere, der også omfatter (4070EL), (4080EL), (4100EL), (4110EL), (4120EL), (4150EL) og (4160EL).
s Baldwin V af Hainault; * 7/1171; † 11/7 1205; opført under Belgien som Hainault (C-190) og Flandern (B-190);
Kejseren blev taget til fange under et slag mod Bulgarien ved Adrianopel i 1205; kejseren døde i fængslet der;

Marie de Champagne; * c. 1174; † 29/8 1204;
børn :
1.   Jeanne af Flandern; * 1188; † 5/12 1244;
     m(1) 1/1 1212 Fernando af Portugal (Por. 003-7);
     m(2) 2/4 1237 Grev Thomas II af Savoy; * 1199; † 1/2 1259;
2.   Margueritte II af Flandern; * 2/6 1202; † 10/2 1280;
     m(1) c. 1212 Bouchard d'Avesnes; skilt c. 1221;
     m(2) 1223 William II de Dampierre; * c. 1196; † 3/9 1231;
4062ET 1205-1222 Alexios I Megas Komnenos;
s(3940E-1) Manuel Komnenos og Rusudan;
Udråbte sig til kejser i Trebizond og gjorde krav på tronen i Konstantinopel;
Riget i Trebizond bestod til 1461.
4070EL 1206-1216 Henrik af Flandern;
Henrik af Flandern var bror til Baldwin I (4060EL); * c. 1176; † 11/7 1216 myrdet;
1208 tvang bulgarzaren Boris III, 1207-1218, Henrik til fred efter slaget ved Filippolis;
1214 anerkendte Henrik kejserriget Nicaea som selvstændigt rige ved freden i Nymphaion;

Agnes af Montferrat; * c. 1180; † 1208; m(1) 4/2 1207;

Maria af Bulgarien; † efter 1216; m(2) 1209;
4080EL 1216-1217 Peter II de Courtenay;
* 1155; † c. Jan. 1219 i Epirus;
Greve af Nevers, d'Auxerre & de Tonnerre fra 1184;
Markis af Namur;
Peter Courtenay efterfulgte Henrik I (4070EL);
Han blev taget til fange af Theodoros I af Epirus, der myrdede ham.
Peter var da på vej til Konstantinopel, som han aldrig nåede;
Dronning Yolande (4100EL) regerede videre i Konstantinopel;
Derefter blev Peters bror Robert kejser (4120EL);

Grevinde Agnes de Nevers, d'Auxerre & de Tonnerre; * 1170; 134; 1192; m(1) 1184;
barn :
1.   Mahaut de Courtenay; * 1188; † 12/10 1257; ‡ Abbed Fontevrault 12/10 1257;

Yolande af Namur (4100EL); * c. 1175; † 8/1219; m(2) 1/7 1193 i Soissons; søster til (4060EL) og (4070EL);
børn :
  2.   Philippe de Courtenay, markgreve af Namur 1217-1226; * 1195; † 1226;
  3.   Peter de Courtenay; * 1196; præst;
  4.   Robert I de Courtenay (4120EL); * 1201; † 1228;
  5.   Henrik de Courtenay, markgreve af Namur; * 1206; † 1229;
  6.   Baldwin de Courtenay (4160EL); * 1218; † 1273 i Napoli;
  7.   Marguerite af Chateauneuf-sur-Cher, markgrevinde af Namur; * 1194; † 17/7 1270;
     m(1) c. 1210 Raoul I de Lusignan; † 1216;
     m(2) 1216 Grev Henrik I af Vianden; † 1252;
  8.   Sibylle; blev nonne; * 1197; † 1210;
  9.   Elizabeth; * 1199; † efter 1269;
     m(1) c. 1219 Grev Gaucher de Bar-sur-Seine; † 1219;
     m(2) 1220 Eudes I af Bourgogne; * 1196; † c. 1243;
10.   Yolande de Courtenay; * c. 1194; † 1233;
     m Kong Andreas II af Ungarn; * 1176; † 21/9 1235;
11.   Agnes; * 1202; † efter 1247;
     m 1217 Geoffrey II de Villehardouin, prins af Achaea; † 1246;
12.   Marie; * 1204; † Sep 1222;
     m 1219 kejser Theodoros I af Nicaea (4050EN);
13.   Eleonore de Courtenay; * 1208; † 1230;
     m c. 1220 Philippe I af Montferrat; † 17/3 1270;
14.   Constance; hun blev nonne, * 1210; † c. 1215;
4090P 1216-1227 Honorius III;
Honorius III var født som Cencio Savelli.
Han var pave fra 18/07 1216 til 18/03 1227. Fødselsår kendes ikke præcist.
Han var huslærer for kejser Frederick II, 1220-1250.
Under Honorius blev det femte korstog sat i gang, men det opnåede ikke noget.
Honorius støttede seriøst missionsvirksomheden i Østersøregionen og igangsatte et korstog mod muslimer i Spanien, ligesom kampen mod albigenserne i Frankrig blev intensiveret i samarbejde med den franske kong Louis VIII (1223-1226).
Under Honorius blev dominikanerns orden anerkendt den 22/12 1216 og ordenens navn og formål blev stadfæstet den 17/01 1217.
Han godkendte det endelige ordensreglement for franciskanerne den 29/12 1223, og karmelitternes regel blev godkendt den 30/01 1226.
Pavens administrative kompetencer viste sig ved hans kompilation af kirkelovsamlingen Compilatio quinta, der ofte anses som kirkens første lovsamling.
4100EL 1217-1219 Yolande af Flandern =;
* c. 1175; † Aug. 1219;
Yolande af Namur søster til Baldwin I (4060EL) og Henrik I (4070EL);

Peter Courtenay (4080EL); * 1155; † før Jan. 1219; M 1/7 1193;
4110EL 1219-1221 Interregnum, der varede to år;
Dette interregnum anføres kun af visse kilder, mens andre lader kejserne efterfølge hinanden direkte.
4120EL 1218 /
1221-1228
Robert Courtenay;
* 1201; † Jan. 1228;
Robert Courtenay var Peter Courtenays bror (4080EL);
Kejser fra 1221;
Abdicerer 1228 og efterfulgtes af Baldwin II (4160EL);

datter af Badouin de Neufville; m 1228;
4130EN 1222-1254 John III Vatatzes = Johannes III Dukas Batatzes;
s hertug Baseileios Batatzes af Trakien; * 1192; † 03/11 1254;
Kejser i Nicaea fra 1222 til 1255; han uddrev latinerne af Konstantinopel;
Han var svigersøn til Theodore I Lascaris.
Han underlagde sig Thessalonika i 1242;
1252 Nicaea erobrede hele Epirus og beherskede nu Grækenland uden for Konstantinopel;
Eirene Dukaina Komnene Laskarina; † 1239; m(1) c. 1212; d (4050E);
hendes andet ægteskab;
barn :
1.   Theodoros II Dukas Laskaris (4190E);

Constance af Hohenstaufen; m(2) 1244; d kejser Frederik II af Tysk-Rom. Rige;
4135ET 1222-1461 Trebizondkejsere = Trebizuntkejsere = Trapezuntkejsere;
Efter Alexios I Megas Komnenos død i 1222 var der følgende kejsere i Trebizunt. De er ikke oprettet enkeltvis;

1222-1235 - Andronikos I Gidos
1235-1238 - John I Axouchos Megas Komnenos
1238-1263 - Manuel I Megas Komnenos
1263-1266 - Andronikos II Megas Komnenos
1266-1280 - George Megas Komnenos
1280-1284 - John II Megas Komnenos
1284-1285 - Theodora Megale Komnene
1285-1297 - John II Megas Komnenos (anden periode)
1297-1330 - Alexios II Megas Komnenos
1330-1332 - Andronikos III Megas Komnenos
1332-1332 - Manuel II Megas Komnenos
1332-1340 - Basil Megas Komnenos
1340-1341 - Irene Palaiologina
1341-1341 - Anna Anachoutlou Megale Komnene
1341-1341 - Michael Megas Komnenos
1341-1342 - Anna Anachoutlou Megale Komnene (anden periode)
1342-1344 - John III Megas Komnenos
1344-1349 - Michael Megas Komnenos (anden periode)
1349-1390 - Alexios III Megas Komnenos
1390-1416 - Manuel III Megas Komnenos
1416-1429 - Alexios IV Megas Komnenos
1429-1459 - John IV Megas Komnenos
1459-1461 - David Megas Komnenos

1222 erobrede Theodoros I af Epirus Thessalonika og dannede fælles rige og kaldte sig kejser af Thessalonika;
4140P 1227-1241 Gregory IX = Gregor IX;
Gregor IX var født som Ugolino di Segni. Han var innocent IIIs nevø. Han var pave fra 19/03 1227 til 22/08 1241.
4150EL 1228-1237 Jean de Brienne;
Jean de Brienne s af Evrard II de Brienne, der tog på korstog 1189;
* c. 1148; † 23/03 1237;
Kong af Jerusalem fra 1210 til 1225;
Formynder for kejser Baldwin II (4160EL) fra 1228, men eropført som kejser i nogle kilder;
Andre kilder har ham som kejser Konstantinopel fra 1231;

Maria af Montferrat dronning af Jerusalem (Jer. J130); * 1191; † 1212; m(1) 1210;
barn :
1.   Jolante = Yolanda = Isabella II;
     m Friederich II af Tyskland;

Stephanie af Armenien; † 1219; m(2) c. Maj 1214; d Kong Leon I af Armenien;
barn :
2.   John, kronprins af Armenien;

Berenguela af Castile; m(3) 1224; d Alphonso IX af Castile; børn :
3.   ALphonse d'Acre greve af Eu; * c. 1225; † 1270 i Tunis af pest;
     m c. 1250 Countess Marie d'Eu; * c. 1223; † 1260;
4.   Louis d'Acre; † efter sep 1297;
5.   Jean d'Acre; † 1296;
     m(1) enkedronning Marie af Scotland;
     m(2) 1251 Jeanne af Chateau-du-Loir - Chateaudun;
6.   Maria; regnet af Konstantinopel; * 1225; † efter maj 1275;
     m Kejser Baldwin II af Konstantinopel (4160EL); * 1218; † 1273;
4160EL 1237-1261 Baldwin II Courtenay;
* 1218; † 1273 i Napoli; ‡ Barletta;
Baldwin II Courtenay var den sidste af de latinske kejsere i Konstantinopel.

Marie de Brienne; * 1225; † efter 05/05 1275;
børn :
1.   Philippe I de Courtenay; * 1243; † 1283;
     m 1273 Beatrix af Napoli; * c. 1252; † 1275;
2.   Helene; † 1314; forældre ikke helt sikre;
     m c. 1250 Kong Stefan Uros I af Serbien; † 1280;
4170P 1241-1243 Celestine IV;
Celestine IV var født som Goffredo Castiglione. Han var pave fra 25/10 1241 til 10/11 1241.
Efter hans død var der ingen pave for de næste 18 måneder, mens kardinalerne forhandlede med Frederik II i Tyskland.
4180P 1243-1254 Innocent IV;
Innocent IV var født som Sinibaldo de' Fieschi. Han var pave fra 25/06 1243 til 07/12 1254.
4190EN 1254-1258 Theodore II Lascaris = Theodoros II Dukas Laskaris;
s(4130E); * 1222; † 1258 eller 1259;

Helena = Elena af Bulgarien; * 1224; m 1235; † c. 1254; d Johannes II af Asen;
børn :
1.   Ioannes IV Dukas Laskaris (4200E);
2.   Irene = Eirene; † 1269;
   m 1258 kejser Konstantin Tich af Bulgarien; hans m(1);
     hans m(2) var til Maria Palaeologina:
3.   Maria Dukaina Laskarina; † 1258;
   m 1256 Nikephoros I Angelos af Epirus;
4.   Theodora; † c. 1264;
5.   Eudokia; * 1254;
4200EN 1254-1261 Ioannes IV;
Ioannes IV = Johannes IV regerede fra Nicaea som den sidste kejser dér;
Kejseren var mindreårig, og Michael Palaiologos blev regent og fra 1259 til 1261 kejser;
4210P 1254-1261 Alexander IV;
Alexander IV var født som Rinaldo di Segni. Han var pave fra 12/12 1254 til 25/05 1261.
4215P 1261-1265 Urban IV;
Urban VI var født som Jacques Pantaleon. Han var pave fra 29/08 1261 til 02/10 1264.
4218E - Theodora;
Theodora var datter af Alexius og Irene, der var datter af Kejser Alexius III (4000E);

Andronicus, Domestikos;
børn :
1.   Maria Martha;
   m Nicholas Tarchaneiotes;
     de fik børnene:
     a) Andronicus;
     b) Michael Tarchaneiotes;
     c) Johannes;
     d) Theodora;
2.   Eulogia;
   m Johannes Angelos Kantacuzenus;
     de fik:
     a) Maria;
     m Konstantinus Tich;
     b-c-d) Tre døtre;
3.   Michael VIII Palaeologikos (4220E):
4.   Johannes;
4220E 1259 /
1261-1282
Michael VIII Palaiologos = Michael VIII Dukas Komnenos Palaiologos;
s(4218E); * 1224; † 1282;
Regent for barnekejseren Johannes IV;
Michael erobrede Konstantinopel og uddrev latinerne, kejser Baldwin II flygtede; Michael tog kejserkronen nytårsdag 1259.
Michael brændte øjnene ud på barnekejseren for at undgå en rival senere; de har rigtig hygget sig i den familie;

Sejren gav prestigen tilbage til kejserriget, men sejren havde været dyr, for kejseren havde sat sig i gæld til bl.a. de genoanske købmænd, der fik privilegier, der drænede statskassen. Kejseren blev efterfulgt af sin søn Andronicus II (4300E).

Theodora Dukaina Batatzaina; * 1240; † 1303; m 1253; d Ioannes Batatzes, * 1215;
børn :
1.   Manuel; * c. 1254; † c. 1259;
2.   Andronikos II Palaiologos (4300E); * 25/03 1259; † 13/02 1332;
3.   Konstantinos Dukas Palaiologos; * c. 1261; † 1306;
     m 1291 Irene = Eirene Raulaina;
     de fik:
     a) Johannes, despot;
4.   Theodoros Palaiologos; † c. 1310;
5.   Eirene Palaiologina;
     m 1278 kejser Johannes = Ivan Asen III af Bulgarien;
     de fik mindst fem sønner og en datter;
     Sønnen Andronikos fik sønnen Johannes VI (4440E);
6.   Anna Komnene Palaiologos; * 1260; † 1299;
     m 1278 Demetrios Michael Angelos;
     [10184 p.485] efter dene kilde var m: William af Villehardouin;
7.   Eudokia Palaiologina; † 1302;
     m 1282 Ioannes II Komnenos, kejser i Trebizont † 1297;
8.   Theodora Palaiologina; (forekommer ikke i [10184]
     m 1254 kong David VI af Georgien;
9.   Helenea;
     m Manfred af Sicilien;
4230P 1265-1268 Clement IV;
Clement IV var født som Guy le Gros Foulques. Han var pave fra 05/02 1265 til 29/11 1268.
Efter den foregående paves død var der et dødvande i valget af den næste. Kardinalerne kunne ikke enes, og på et tidspunkt var indignationen så stor i Rom, at de rev taget af bygningen, hvor kardinalerne sad, og truede med at sulte dem, til de blev enige. Kardinalerne valgte da en komite på seks, der skulle blive enige.
4240P 1271-1276 Gregory X = Gregor X;
Gregor X var født som Tebaldo Visconti i Piacenza omkring år 1210. Han var pave fra 01/09 1271 til 10/01 1276. Da den ovennævnte komite blev enige om valget, faldt det på Visconti, der var på korstog i det Hellige Land med den kommende engelske kong Edward I. Han fik beskeden om sit valg i Acre og nåede frem til Viterbo den 10/02 1272 og blev straks præsteviet og indsat den 27/03 1272.
4250P 1276-1276 Innocent V;
Innocent V var født som Pierre de Champagni. Han var pave fra 21/01 1276 til 22/06 1276.
4260P 1276-1276 Adrian V;
Adrian V var født som Ottobono Fieschi. Han var pave fra 11/07 1276 til 18/08 1276. Han døde, før han hverken var blevet præsteviet eller indsat.
4270P 1276-1277 John XXI = Johannes XXI;
Johannes XXI var født som Pietro Rebuli-Giuliani. Han var pave fra 08/09 1276 til 20/05 1277. Der er ingen pave med navnet Johannes og nummeret 20, hvilket man mener skyldes forvirring om alle de mange skiftende paver i de to foregående århundreder.

Johannes var en lærd mand med flere videnskabelige uddannelser bag sig og forfatter til en del værker. Han havde derfor fået bygget et studerkammer til paveboligen i Viterbo, hvor han døde pludselig og ved godt helbred, da taget på hans nybyggede studerkammer faldt ned over ham.
4280P 1277-1281 Nicholas III;
Nicholas III var født som Giovanni Gaetano Orsini. Han var pave fra 25/11 1277 til 22/08 1280.
4290P 1281-1285 Martin IV;
Martin IV var født som Simon Mompitie. Han var pave fra 22/02 1281 til 28/03 1285.
4300E 1282-1328 Andronikos II Palaiologos =Andronikos II;
s(4220E); * 25/03 1259; † 13/02 1332 på Mont Athos;
Kejser fra 1282 til 1328;

Under Andronikos regering kom tyrkerne nærmere, og en stærk fraktion – ottomanerne – slog sig ned tæt på hovedstadens mure.
I sine sidste år måtte kejseren kæmpe mod sit barnebarn, den senere kejser Andronicus III (4390E), og fred blev der først ved kejserens død.

Anna; m(1) 1273; † 1281; d kong Stephen V af Ungarn;
børn :
1.   Michael IX Palaiologos (4350E);
2.   Konstantinos Palaiologos; despot af Thessalonika; † c. 1329;

Yolande-Eirene af Montferrat; * 1274; m(2) 1285; † 1317;
børn :
3.   Ioannes Palaiologos; despot af Thessalonika; * 1286; † 1307;
4.   Theodoros Palaiologos; markis af Montferrat; * 1291; † 21/04 1338;
5.-9.   yderligere fem legitime børn;
4310 1285-1288 Honorius IV;
Honorius IV var født som Giacomo Savelli. Han var pave fra 2/4 1285 til 3/4 1287.
Efter hans død var der ingen pave før februar 1288.
4320P 1288-1292 Nicholas IV;
Nicholas IV var født den 30/9 1227 i Lisciano som Girolamo Masci. Han blev franciskanermunk.

Han var pave fra 22/2 1288 til 4/4 1292. Intervallet mellem Honorius og Nicholas skyldtes, at kardinalerne ikke kunne blive enige, og forhandlingerne hen over den varme sommer blev ramt af seks kardinalers dødsfald, og de fleste andre blev syge, formodentligt også på grund af varmen og dens bivirkninger på mad og drikke, så blev mødet suspenderet til februar 1288, hvor deltagerne samledes igen, og den 15/2 valgtes Nicholas IV som kompromiskandidat enstemmigt.
Dette valg nægtede Girolamo dog at acceptere, så de valgte ham igen den 22/2 1288.

Efter hans død blev pavestolen igen stående tom i længere tid, og først 5/7 1294 blev den igen besat.
4330P 1294-1294 Celestine V;
Celestine V var født som Pietro Angelari da Murrone født 1209 eller 1210. Han var pave fra 5/7 1294 til 13/12 1294. Perioden efter den foregående paves valg blev indledt med stor uenighed blandt kardinalerne - mere på grund af familietilhørsforhold end religiøse skrupler. De tolv kardinaler kunne ikke opnå de to tredjedeles flertal, der var krævet og flere gange forlod flere af kardinalerne Rom i sommerheden. I oktober 1293 samledes konklaven igen i Perugia, efter flere trusler og oprør blev der så valgt - enstemmigt - den 85-årige Pietro.

Celestine V var en meget gudsfrygtig person, og paveembedet tiltalte ham ikke, så han forberedte sin abdikation, som blev gennemført samme år, han var valgt. Hans rådgiver i denne sag, der var uden fortilfælde og hvis kirkeretlige grundlag var usikkert, var kardinal Benedetto Caetani, der noget påfaldende blev den næste pave.

Celestine, der igen var blevet broder Pietro, fik ikke lov at trække sig tilbage til sit kloster og blive eneboer. Den nye pave var bange for, at Pietro skulle samle opponenter omkring sig, så han fik efter nogen tid indfanget Pietro, der tilbragte resten af sit liv i borgen Fumone øst for Ferentino. Han døde af infektion i en byld den 19/5 1296.
4340P 1294-1303 Boniface VIII = Bonifacius VIII;
Bonifacius VIII var født som Benedetto Caetani ca. 1235. Han var pave fra 24/12 1294 til 11/10 1303.
Efter en uddannelse i Bologna og ved pavehoffet og flere rejser i Europa blev han kardinaldiakon i 1281 og kardinalpræst i 1291. Han blev pavekronet 23/1 1295 i Rom.

Politisk havde han som kardinal haft held med mægling mellem Frankrig og Aragonien, og han forsøgte som pave at blande sig i Siciliens forhold, men måtte acceptere øens selvstændighed under Frederick fra Aragonien, 1206-1337.
Han prøvede at mægle i kortstogskonkurrencen mellem Genoa og Venedig og i politiske forhold mellem England og Skotland.
Da Erik Menved havde besvær med ærkebiskoppen i Lund i 1294, mæglede han her, og samme roller udførte han i Ungarn og Østrig.
Omkring 1296 blev han uvenner med den franske kong Philip IV, og Frankrig tilbageholdt betalinger til pavesædet. Freden blev dog her genoprettet ved pavens accept i at kanonisere Philips farfar, Louis IX, 1214-1270.
I 1300 proklamerede paven kirkens første jubilæumsår, eller hellige år.
4350E 1295-1320 Michael IX Palaiologos = Michael IX;
s(4300E); * 1277; † 12/10 1320;
Michael kom aldrig til at regere som enekejser, da han døde, før sin fader. Efter Michaels død var der ufred mellem Michaels søn, Andronicus III, og dennes bedstefader, kejser Andronicus II (4300E).

Rita Maria af Armenien; * 1278; † 7/1333; m 1295;
børn :
1.   Andronikos III Palaiologos (4390E);
2.   Manuel Palaiologos; † 1319 dræbt af sine soldater;
3.   Anna Despoina Palaiologina; † 1321;
     m(1) 1313 Thomas Angelos, despot af Epirus
     m(2) 1318 Grev Nikolaos Orsini af Cephallenia;
4.   Theodora Palaiologina;
     m(1) 1320 zar Theodor Swetoslav af Bulgarien;
     m(2) efter 8/1324 zar Michael III Sisman af Bulgarien;
4360P 1303-1305 Benedict XI;
Benedict XI var født som Niccolo Boccasini. Han var pave fra 22/10 1303 til 7/7 1304.
4370P 1305-1316 Clement V;
Clement V var født som Raymond Bertrand de Got. Han var pave fra 5/6 1305 til 20/4 1314.

Efter Benedict XI var død, var pavestolen ubesat i næsten et år. Kardinalerne var splitte i en profransk og en antifransk fraktion og i elleve måneder skændtes de om en kandidat, alle kunne anerkende, før der med nøjagtigt 2/3 flertal blev opnået valg af Clement V.
4380P 1316-1334 John XXII = Johannes XXII;
Johannes XXII var født som Jacques Dueze = Duèse. Han var pave fra 7/7 1316 til 4/12 1334.
Også denne gang varede det længe - omkring to år - før kardinalerne kunne enes om en ny pave.
Konklavet mødtes i Carpentras, men med så megen uro til følge, at mødet blev afbrudt og genoptaget i Lyons efter pres fra den kommende franske konge Philip V.
Her lykkedes det efter lange forhandlinger at få valgt en kompromiskandidat, som kunne anerkendes af både den franske kong Philip og den neapolitanske kong Robert.
4390E 1325/
1328-1341
Andronikos III Palaiologos = Andronikos III;
s(4350E); * 1296; † 15/7 1341;

Under denne kejser besejrede de ottomanniske tyrkere bid efter bid af Det Østromerske Rige, og i Europa var de serbiske riger blevet stærkere og mere aggressive, hvilket også truede riget, der ved kejserens død havde en niårig efterfølger for kejseren. Det gav borgerkrig.

Adelaide-Eirene af Braunschweig-Grubenhagen; † 1324; m(1) 1318;
barn
1.   Unavngivet søn; * 1321; † 1321;

Joanna Anna af Savoy; * 1306; † 1359; m(2) 1326;
børn :
2.   Ioannes V Palaiologos (4420E); * 18/06 1332; † 16/02 1391;
3.   Michael Palaiologos, despot; * 1337; † c. 1370;
4.   Theodoros Palaiologos; † efter 7/1405;
5.   Irene = Eirene Palaiologina; * 1327; † efter 1356;
     m 1336 Michael Asen af Bulgarien, † 1354;
6.   Maria Palaiologina; † 6/8 1384 til 1401 under jordskælv?
     m c. 1355 Francesco Gattilusio af Lesbos;
7.   Theodora Palaiologina; † c. 1376;
4400P 1328-1330 Nicholas V;
Nicholas V, modpave, var født som Pietro di Corbara. Han var modpave fra 12/5 1328 til 25/7 1330.
Han kronede kejser Ludvig af Bayern i 1328.
4410P 1334-1342 Benedict XII;
Benedict XII var født som Jacques Fournier. Han var pave fra 20/12 1334 til 25/4 1342.
4420E 1341-1376 Ioannes V Palaiologos = Ioannes V;
s(4390E); * 18/06 1332; † 16/02 1391;
Kejser første gang 1341 til 1376; regent var Johannes VI Kantakouzenos = Cantacuzenus (4440E) som medkejser til 1354;
Borgerkrig ved barnekejserens indsættelse, hvor moderens regentskab stod op imod rådgiveren Johannes VI's styrker.
Kejseren blev afsat af sønnen Andronikos IV Palaiologos i 1376;
Kejser anden gang 1379 til 1391;
I 1390 midlertidigt afsat under oprør ledet af barnebarnet John VII Palaiologos (4490E-1);

Helena Kantakouzene; * 1333; † 1396; m28/5 1347;
børn :
1.   Andronikos IV Palaiologos (4490E); * 11/04 1348; † 28/06 1385;
2.   Manuel II Palaiologos (4560E); * 17/06 1350; † 21/07 1425;
3.   Theodoros Palaiologos, despot Morea; * 1351; † 1407;
4.   Michael Palaiologos, despot; * c. 1351; despot;
5.   Irene = Eirene Palaiologina; * 1349; † c. 1363;
   m Halil, søn af Orhan;
4430P 1342-1352 Clement VI;
Clement VI var født i 1291 i Maumont i Limousin med det borgerlige navn Pierre søn af Guillaume Roger, lord of Rosier d'Egleton. Han var pave fra 7/5 1342 til 6/12 1352.
4440E 1347-1354 Ioannes VI Kantakuzenos = Johannes VI Kantakouzenos = John Cantacuzenus;
s guvernøren over Peleponnes og Theodora Palaiologina Angelina;
* 1295 (posthumt), † 10/06 1383; ‡ Mistra Peleponnes;
Storkansler af Byzantium fra 1325 til 1340;
Guvernør i Thesalien 1321;
Regent i Byzantium fra 14&7 1341 til 08/02 1347;
Kejser fra 02/02 1347 til 10/12 1354;
Abdicerede 10/02 1354 og blev munk på Athos;

Irene af Bulgarien; m før 1320; † mellem 1363 og 1379;
børn :
1.   Matias Asen Kantakouzenos; * 1325; † 1391 som munk;
     m 1341 Eirene Palaiologina; * 1327; † c. 1357;
2.   Manoel Kantakouzenos; * c. 1326; † 10/04 1380; despot på Peleponnes;
     m 1347 Isabella-Maria af Lusignan; * 1333; †, 1382 / 1387;
3.   Andronikos Kantakouzenos; * 1334; † 1347;
4.   Maria Kantakouzene; * c. 1328; † c. 1360;
5.   Theodora Kantakouzene; * c. 1330; † c. 1381;
6.   Helena Kantakouzene Palaiologina; * 1333; † 1396;
     m 28/05 1347 Ioannes V (4520E);
4450P 1352-1362 Innocent VI;
Innocent VI var født som Etienne Aubert. Han var pave fra 18/12 1352 til 12/09 1362.
4460E 1353-1357 Matthias Kantakuzenos;
Matthias
4470P 1362-1370 Urban V;
Urban V var født som William de Grimord. Han var pave fra 28/09 1362 til 19/12 1370.
4480P 1370-1378 Gregory XI = Gregor XI
Gregor XI var pave fra 30/12 1370 til 27/03 1378.
4490E 1376-1379 Andronikos IV Palaiologos = Andronikos IV;
s(4420E); * 11/04 1348; † 28/06 1385;

Maria Keratza af Bulgarien; * c. 1348; m c. 1365; † 1390;d Johannes Alexander;
barn :
1.   Ioannes VII Palaiologos (4540E); * 1370; † 1408;
4500P 1378-1389 Urban VI;
Urban VI var født som Bartolemeo Prignano. Han var pave fra 08/04 1378 til 15/10 1389.
4510P 1378-1394 Clement VII;
Clement VII, modpave var født som Robert af Geneva. Han var modpave fra 20/09 1378 til 16/09 1394.
4520E 1379-1391 Ioannes V Palaiologos;
* 18/06 1332; † 16/02 1391;
Hans anden regeringsperiode. Se (4420E) for første omgang og (4550E) for tredje gang.
4530P 1389-1404 Boniface IX = Bonifacius IX;
Bonifacius IX var født som Pietro Tomacelli. Han var pave fra 02/11 1389 til 01/10 1404.
4540E 1390 Ioannes VII Palaiologos = Ioannes VII;
s(4490E); * 1370; † 1408;
Medkejser 1390;
Medkejser 1398 til 1402 - se (4580E);

Eugenia Irene = Eirene Gattilusaina; m før 1397; † 1440; d Francesco II Gattilusio;
barn :
1.   Andronikos V (4610E); døde 1408 som 7-årig, medkejser;
4550E 1390-1391 Ioannes V Palaiologos;
Kejserens tredje regeringsperiode. Se (4420E) for første gang og (4520E) for anden omgang.
4560E 1391-1425 Manuel II Palaiologos = Manuel II;
s(4420E); * 17/06 1350; † 21/07 1425 efter slagtilfælde;
Kejser fra 16/02 1391 til 1425;
Kejseren besøgte 1399 til 1402 Italien, Frankrig og England.

Manuel II argumenterede i skrifter mod og med islam, specielt deres paradisopfattelse. [Folk.]

Jelena Dragas, regent i Konstantinopel; * c. 1375; m 10/02 1392; † 23/03 1450;
børn :
1.   Ioannes VIII Palaiologos (4660E); * 16/12 1392; † 31/10 1448:
2.   Konstantinos Palaiologos; * c. 1393; † c. 1400;
3.   Theodoros Palaiologos, despot i Achaia; * c. 1394; † 1448;
4.   Andronikos Palaiologos, despot i Thessalonika; * 1400; † 1428;
5.   Konstantinos XI Dragases Palaliologos (4700E); * 1405; † 1453;
6.   Michael Palaiologos; * 1406; † 1409;
7.   Demetrios Palaiologos, despot i Mistra; * 1407; † 1470;
8.   Thomas Palaiologos, despot i Morea; * 1409; † 1465;
   he got:
     a) Zoe = Sofie; † 07/04 1503;
     m 1472 Storfyrste, Tsar Ivan III of Russia;
Dette ægteskab gav de russiske fyrster legitimiteten til at udråbe sig som den ortodokse kirkes arvtager fra Det Byzantinske Rige, idet Sofie var niece til den sidste kejser og nærmeste til at videreføre kejserslægten.
4570P 1394-1423 Benedict XIII;
Benedict XIII, modpave blev født c. 1328 i Illueca i Aragonien. Kardinal fra 1375. Modpave i Avignon fra 26/07 1417 til 23/05 1423. Han efterfulgte modpaven Clement VII.

Der var stærke kræfter, der forsøgte at få sluttet tilstanden med pave og modpave inklusive det konklave, der mødtes 26/09 1394 for at tage stilling til ny pave. Bl.a. havde den franske kong Charles VI sendt breve med anmodning om udsættelse af valget, men alle 21 medlemmer af konklaven fortsatte deres arbejde og havde svoret, at hvis vedkommende blev valgt, ville han abdicere for at ende skismaet.

Den eneste, der havde været uvillig til at sværge, var kardinaldiakon Pedro de Luna fra St. Maria in Cosmedin - og ham valgte man så, hvorefter han nægtede at abdicere og derved forlængede skismaet.
Det fik i 1398 Frankrig med andre til at udelukke ham fra at modtage finansielle midler, og hovedparten af hans støtter forlod ham. Benedict måtte flygte og opslog hovedkvarter i Perpignan, der dengang var en del af Spanien.
I 1403 fik dog nogle af støtterne, inklusive Frankrig, tilbage, men denne koalition holdt kun til 1408, hvor der var aftalt møde mellem paverne, men det fandt aldrig sted, da begge paver var uforsonlige.

Langsomt blev støtten til begge paver, Benedict XIII og Gregor XII i Rom, mindre, og et koncilium indkaldt i 1409 i Pisa fordømte begge paver og afsatte dem under det 15. møde den 05/06 1409, og samme koncilium valgte den 26/06 1409 som ny pave Alexander V.

Benedict ville ikke give sig og opslog nu hovedkvarter i Barcelona med støtte fra Spanien, Portugal og Skotland. Den tyske konge og senere kejser Sigismund rejste til Perpignan og prøvede at overtale ham til at abdicere, men blev afvist.
Med svigtende og stadig mindre støtte måtte paven nu igen flytte hovedkvarter; denne gang til en borg på Peniscola, et forbjerg 120 km nord for Valencia.

Konciliet i Pisa sad stadig, og på dets 37. møde den 26/07 1417 afsatte det igen Benedict, der dog ved hjælp fra sine støtter i Castillen og Aragonien blev siddende, og han udnævnte endda kardinaler.
Benedict var da blevet over 90 år, og hans tid var til ende den 23/05 1423.
Efter døden blev han ført til sit fædrene slot i Illuecca, hvor franske Napoleonstropper i 1811 skændede hans grav og - på nær hans kranium - spredte hans rester for vinden.
4580E 1399-1402 / 1408 Ioannes VII Palaiologos = Ioannes VII;
Anden regeringsperiode. Se (4540E) for første gang og detaljer.
4590P 1404-1406 Innocent VII;
Innocent VII blev født som Cosimo Gentile de' Migliorati 1336c i Sulmona i området Abruzzi, der er bjergområdet øst for Rom mod Adriaterhavet. Efter uddannelse som jurist i Bologna blev han professor i Perugia og Padua, hvorefter han blev kaldt til Kurien af pave Urban VI, som udnævnte ham til skatteopkræver i England.

Fra 1387 var han biskop i Ravenna og fra 1389 i Bologna. Også i 1389 blev han kardinalpræst i Sta Croce in Gerusalemme, udnævnt af Bonifacius IX.
Han efterfulgte Bonifacius IX. Konklavet aftalte igen før valget, at den nye pave ville abdicere, såfremt modpaven gjorde det, så der blev åbnet for skismets endeligt, men som tidligere skete det ikke.
Innocent VIIs udnævnelse skabte uro i Rom, og han appellerede til kongen i Napoli, Ladislas, 1386-1414, om at retablere roen i byen, og modydelsen var en aftale om ikke at anerkende modpaven i Avignon, da denne ikke anerkendte Ladislas. Der blev dog igen opstand, hvorunder nogle betydende borgere i Rom blev myrdet, og en opstand tvang paven til at flygte til Viterbo. Paven kom først tilbage til Rom i 1406.

Blandt hans civile indsats tæller en reorganisering af Roms universitet med fakulteter for medicin, filosofi, logik, græsk og retorik.
4600P 1406-1415 Gregor XII = Gregory XII;
Gregor XII blev født 1325c som Angelo Correr i Venedig. Han var pave fra 30/11 1406 til 04/07 1415.

Efter sin uddannelse blev han biskop i Castello i 1380, patriark i Konstantinopel i 1390 og kardinalpræst for S. Marcus i 1405 og endelig sekretær for paven. Igen aftalte konklaven abdikation og afslutning af skismet, og igen lykkedes det ikke.

Paven lagde op til fællesmøde om sagen, der blev aftalt til at finde sted i Savona, men aldrig blev effektueret, da paven selv fik kolde fødder. Paven blev derefter forladt af sine kardinaler, der fra Pisa appellerede til ham, men uden held. Paven erklærede nu, at det var kætteri at abdicere, og at han ville dø som pave.

Dette fik omsider konciliet i Pisa til den 05/06 1409 at afsætte begge paver og vælge en ny, Alexander V. Nu var der tre paver.

Den 6/6 1409 indledte pave Gregor XII sit eget koncilium i Aquileia, men der kom ikke mange deltagere og den 6/9 forlod Gregor konciliet efter han havde bandlyst de to andre paver. Da han var bange for sit liv på grund af den lokale biskops modstand, så forlod han byen forklædt med Gaeta som mål. Gaeta ligger ved kysten mellem Rom og Napoli og hørte under Napolis kongerige.

Da konciliet i Pisa i 1410 valgte pave til efterfølgelse af Alexander V, blev det Johannes XXIII = John XXIII, der straks sluttede pagt med Ladislas i Napoli, hvorefter Gregor den 31/10 1411 blev udvist af Napoli og søgte asyl hos Riminifyrsten Carlo Malatesta.

Det økumeniske koncilium i Constance = Konstanz ved Bodensøen afsatte pave Johannes XXIII og forhandlede derefter med Gregor, der accepterede at træde tilbage og blive kardinalbiskop i Porto og pavelig legat for Ancona. De to valgkommissioners kardinaler forenede sig, men inden den nye pave var fundet, døde Gregor den 18/10 1417 i Recanati ved Ancona.
4610E 1408 Andronikos V Palaiologos;
Andronikos V;
Døde som 7-årig medkejser;
4620P 1409-1410 Alexander V
Alexander V var modpave fra 26/06 1409 til 03/05 1410.
4630P 1410-1415 Johannes XXIII;
Johannes XXIII var modpave fra 17/05 1410 til 29/05 1415. Han døde 22/11 1419.
4640P 1417-1431 Martin V;
Martin V var pave fra 11/11 1417 til 20/02 1431.
4650P 1423-1429 Clement VIII;
Clement VIII var modpave fra 10/06 1423 til 26/07 1429 og døde 28/12 1446.
4655P 1425 Benedictus XIV;
Benedictus XIV var modpave fra 12/11 1425, og hans dødsdag kendes ikke.
4660E 1425-1448 Ioannes VIII Palaiologos = Ioannes VII;
s(4560E); * 16/12 1392; † 31/10 1448;
Medkejser fra 1421 til 1425;
Kejser fra 1425;
Forsøgte forlig med og hjælp fra Vesten og deltog i konciliet i Firenze 1438-1439.

Anna af Moskva; * 1393; † m(1) 1409; 1417; d Vasili I;

Sophia af Montferrat; * 1396; m(2) 1421; skilt 1426; † 10/12 1437;
Hendes m(1) var til Grev Filippo Maria Visconti af Pavia; * 23/09 1392; † 13/08 1447; opløst 1411;

Maria Komnene af Trebizond; m(3) 1427; † 1439; d Kejser Alexios af Trabizont;
4670P 1431-1447 Eugene IV;
Eugene IV / Eugenius IV var pave fra 03/03 1431 til 23/02 1447.
4680P 1439-1449 Felix V;
Felix V var modpave fra 05/11 1439 til 07/04 1449. Han døde 07/01 1451.
4690P 1447-1455 Nicolas V
Nicolas V blev født i Sarzana, Liguria 15/11 1397 og døde 24/03 1455. Hans fødenavn var Tomaso Parentucelli. Han blev pave den 06/03 1447.
4700E 1448-1453 Konstantinos XI Dragases = Konstantinos XI;
s(4560E); * 1405; † 29/05 1453; Byzantiums sidste kejser, der døde på muren under tyrkernes indfald;
Niecen Sofie (4560E-8-a) giftede sig med den russiske storfyrste, der påberåbte sig at have overtaget arven fra Byzans i ortodoks forstand.

Madalena-Theodora Tocco; m(1) 1428; † 1429; d Leonardo II af Zante;

Caterina = Aikatherina Gateliusaina; m(2) 27/07 1441; † 1442;
- - - - 1453 Tyrkerne erobrede Konstantinopel, og det Østromerske Riger gik i opløsning. 29/05 1453.
Der er ikke registreret senere mellemøstlige regenter (per januar 2006).
4710P 1455-1458 Callistus III = Callixtus III;
Callistus III var af Borgiafamilien, og den første af familiens to paver. Han var født i Valencia 31/12 1378. Han blev pave den 08/04 1455 og døde 06/08 1458. Han blev kardinalpræst ved SS Quattro Coronatikirken og havde levet stille og fromt de næste tolv år, indtil han overraskende blev pave som et kompromis mellem to andre uantagelige emner i 1455.

Efter sin embedsindsættelse udviste han - i betragtning af sine 77 år - stor energi i at organisere et korstog, der skulle generobre først og fremmest Konstantianopel, der var faldet til tyrkerne i 1453. Der kom dog intet vedvarende eller betydningsfuldt ud af anstrengelserne. Der var dog et sejrrigt slag ved Beograd i 1456, og et ligeledes vundet flådeslag ved Lesbos i 1457.

Han udviste stor slægtsforståelse ved at udnævne sine egne familiemedlemmer til høje poster, hvilket naturligt gav nogen modvilje i Italien, da hans familie jo hovedsageligt bestod af spaniere. En af hans nevøer udnævnte han til kardinal; det var Rodrigo Borgia, og han blev senere pave Alexander VI (4760P).
4720P 1458-1464 Pius II
Pius II was born 18/12 1405 as Enea Silvio Piccolomini = Aeneas Sylvius and became pope 1458 to 1464. He died 14/08 1464.
4730P 1464-1471 Paul II;
Paul II blev født 23/02 1417 som Pietro Barbo og var ud af en rig købmandsslægt. Han blev pave fra 30/08 1464 til 26/07 1471.
Hans onkel på moderens side var pave Eugene IV, nr. 4670p, hvorfor Paul IIs karriere gik rask fremad med udnævnelse til kardinaldiakon som 23-årig. Under den følgende pave, Nicolas V (4690P), blev han kardinalpræst af S. Marco-kirken, og pave Callistus III (4710P) betroede ham store opgaver.
Han fik en slags håndfæstning præsenteret ved sit valg, men accepterede den kun som en rettesnor. Bl.a. krævede konklaven, at der skulle indkaldes til generalkoncilium inden tre år.
Han var populistisk og ikke særlig intelligent. Det var Paul II, der erklærede hvert 25. år for helligt år begyndende med 1475. Han fik installeret den første trykpressse i Rom.
4740P 1471-1484 Sixtus IV;
Sixtus IV blev født 21/07 1414 i nærheden af Savona som Francesco della Rovere. Han blev pave fra 09/08 1471 til 12/08 1484.
Sixtus tilhørte Franciskanerne og blev i 1464 deres overhovede. Fra 1467 blev han kardinal af S. Pietro in Vincoli.
Han blev valgt som pave ved hjælp af en del bestikkelsespenge, og selv om han selv levede ærbart, så var hans iver efter at nå sine mål så stor, at han benyttede skrappe metoder for at overvinde modstandere.
Han opfordrede til korstog mod tyrkerne i Konstantianopel og hans egen sammenbragte flåde prøvede i 1472 og igen i 1481, efter Otranto i Italien var blevet erobret af tyrkerne, at opnå noget i Ægæerhavet, men uden blivende resultater.
Sixtus IV oprettede den spanske inkvisition den 01/11 1478.
Han udstrakte nepotismen til mange led i sin familie. De væsentligste var kardinaludnævnelsen af nevøerne Pietro Riario og Giuliano della Rovere, sidstnævnte blev senere pave Julius II.
Paven var vidende om en anden nevø, Girolamo Riario - bror til Pietro - og gift med en datter af fyrsteslægten Sforza fra Milano, og Giuliano della Roveres planer om at myrde både Lorenzo de Medici og Giuliano de Medici, og hvor det lykkedes dem at myrde den sidstnævnte, mens Lorenzo slap såret væk i 1478. Dette førte til krig mellem paven og Firenze, hvor Medicierne var fyrster i perioden 1478 til 1480 og senere med kampe mod Ferrara og fra 1483 mod Venedig.
Sixtus udnævnte 34 kardinaler, af hvilke de seks var hans egne nevøer. Men han gjorde også meget for at skabe Rom om fra en mørk middelalderby til en prangende renæssanceby og byggede Det Sixtinske Kapel og genoplivede vatikanbiblioteket og dets arkiver.
4750P 1484-1492 Innocent VIII;
Innocent VIII blev født i 1432 som Giovanni Battista Cibò. Han blev pave fra 29/08 1484 til 25/07 1492.
Han var født i Genoa og opvokset ved hoffet i Napoli, havde senere studeret i Padua og Rom. Udnævnt til kardinal af pave Sixtus IV i 1473 og hat tid til at køllægge adskillige børn, før sin ordination. Han sørgede for, at børnene blev giftet ind i fyrsteslægter i Italien.
Han udmærkede sig ikke ved særlige egenskaber, men førte stort fyrsteligt hof som sin forgænger fra hvilken han havde arvet en bundløs gæld som både Sixtus og han forsøgte at formindske ved at udnytte afladsforretningerne til det yderste. Innocent skabte tillige en del ekstra administrationskontorer i vatikanstyret og solgte disse til de højestbydende.

Da Ferdinand I af Napoli ikke ville betale kom det til kamp, men paven måtte trække sig og indgå forlig i august 1486. Innocent gik nu i forbund med Medicierne og fik giftet sin søn Franceschetto med Lorenzo Medicis datter og gjorde Franceschettos trettenårige søn til kardinal.

Der brød på ny uroligheder ud med Napoli i 1489 og paven ekskommunikerede Ferdinand I, men måtte søge fred igen i januar 1492. Disse affærer ødelagde den sidste rest af politisk prestige i pavedømmet.

Med tyrkerne forhandlede paven og for at få fat i det spyd, der sagdes at have gennemboret Jesus side accepterede han at tage sultan Bayezid IIs bror i forvaring. Broderen, der hed Jem, var flygtet til Johanitterne, der da boede på Rhodos, men ved at love ordenens stormester at blive kardinal, udleverede stormesteren gladeligt sin gæst til paven.
4760P 1492-1503 Alexander VI = Rodrigo de Borja y Borja;
Alexander VI var født som Rodrigo de Borja y Borja = Rodrigo Borgia og blev familiens anden pave. Den første var hans onkel på moderens side, Callistus III, 1455-1458.
Alexander var født 01/01 1431 i Valencia og døde 18/08 1503.
Han blev kardinaldiakon i 1456 og pave fra den 11/08 1492 til 18/08 1503. Da havde han som kardinal i 36 år under fire paver samlet sig en enorm formue og havde levet et noget udsvævende liv og var i sin cølibattilværelse blevet fader til flere børn, af hvilke han selv foretrak Juan, Cesare, Lucrezia og Goffredo, der alle var født af Vanozza Catanei - en fornem romersk adelsdame.
Pavevalget blev kendt som et af de værste bestikkelsesvalg.

Efter pavevalget fortsatte ham med at udnævne børn og familie til lukrative poster. Hans søn Juan blev hertug af Benevento og kort tid efter myrdet, hvor en del af mistanken faldt på Juans broder Cesare.
Politisk var han først i opposition til Ferdinand I af Napoli, men hjalp senere denne mod den franske kong Charles VIII. Efter Ferdinand Is død i 1494 kronede paven dennes søn, Alfonso II, som konge, hvad der fik Charles VIII til at invadere Italien godt hjulpet på vej af kardinal della Rovere, der var pavens hovedfjende i Rom. Disse transaktioner involverede i høj grad fyrstedømmet Urbino.

Charles VIII erobrede Napoli, men paven nægtede at krone ham som konge, og allierede sig med andre af Charles VIIIs fjender i Den Hellige Liga i 1493, så denne måtte trække sig ud af Italien.

I juni 1497 sendte paven så sin søn Cesare til Napoli for krone Frederick af Aragonien til ny konge over Napoli. Forholdet til Frankrig blev dog fra 1498 bedre, idet paven løste kong Louis XII fra sit ægteskab og som tak bl.a. udnævnte den pavelige delegat, Cesare, til hertug af Valentinois og gav ham en af sine døtre til hustru. Cesare faldt fra sit højdepunkt efter faderens død.

Det endte med, at paven godkendte delingen af Napoli mellem Frankrig og Spanien i 1501.

Alexander ratificerede aftalen mellem Spanien og Portugal om en demarkationslinje i Atlanten for at skille de nyopdagede vestlige verdensdele op til de to nationer. Det skete først i 1493 og året efter ved Tordesillasaftalen af 07/06 1494. Se nærmere om denne linje her.
Fra 1495 til 1498 kæmpede paven med og mod Savonarola i Firenze.
4770P 1503-1503 Pius III;
Pius III blev født i Siena i 1349 som Francesco Todeschini, en nevø på moderens side til Pius II (4720P). Han var pave fra 22/09 1503 til 18/10 1503.
Han fik af onklen lov til at benytte familienavnet Piccolomini og sørgede for hans uddannelse i jura, og da han var gradueret, blev han som 21-årig ærkebiskop af Siena og få måneder senere kardinaldiakon af S. Eustachio.
Hans pontifikat varede for kort til at sætte sig spor.
4780P 1503-1513 Julius II;
Julius II blev benævnt papa terribile [9495 p.139]. Født 05/12 1443 ved navn Giuliano della Rovere. Han blev pave fra 01/11 1503 til 21/02 1513. Fik mindst tre døtre, mens kardinal.
Han blev uddannet hos Franciskanerne med sin onkel Francesco della Rovere som mellemmand. Francesco blev senere pave som Sixtus IV, nr. 4740p, og udnævnte Julius til kardinalpræst af S. Pietro in Vincoli i 1471.
Han var i Frankrig i 1480 til 1482 for at mægle mellem kong Louis XI og kejser Maximilian I af Østrig, 1486-1519, i anledning af den burgundiske arv, hvor landområder skulle fordeles.

Efter Pius IIIs død blev han med hjælp af god bestikkelse pave efter konklaven kun havde været samlet en enkelt dag. Han begyndte sin befrielse af pavestaten for de grådige Borgia'er og fik i1507 Cesare Borgia forvist fra landet. For at generobre områder, som Venedig havde okkuperet, allierede han sig med både Frankrig og Tyskland, og han fik næsten alle områder tilbage. Han generobrede en del af de små bystater, og i 1509 indgik han i Cambrailigaen mod Venedig, som de endeligt slog i naj måned samme år.

For at bevare freden med Spanien forlenede han i 1510 den spanske kong Ferdinand II af Aragonien med Napoli mod Frankrigs ønsker.
For at undgå at blive sat fra posten som pave, hvad Frankrig var indstillet på, indkaldte han til det femte Laterankoncilium i Rom i 1512. Det førte til krigshandlinger, hvor Frankrig måtte trække sig ud af Italien og pavestaten kom styrket ud af kampagnen.

Erasmus af Rotterdam skrev sit værk Praise of Folly som en karrikatur af Julius IIs kampoptræden og hele politiske handlemåde.

Han udstedte dispensation, så Henry VIII kunne gifte sig med sin brors enke, Catherine af Aragonien.
Julius fik lagt grundstenen til den nye Sankt Peterskirke 18/04 1506 finanseret ved afladshandel.
4790P 1513-1521 Leo X = Giovanni di Lorenzo de Medici;
Leo X var født i Firenze den 11/12 1475 og var næstældste søn af Lorenzo the Magnificent de Medici. Han blev pave den 01/03 1513 og døde 01/12 1521.
Han døde altså allerede som 46-årig af malaria.
Hans karriere var bemærkelsesværdigt hurtig: han blev kronraget som munk, da han var syv, og blev kardinaldiakon som trettenårig.
Hans familie blev landsforvist i 1494, og i årene 1494 til 1500 rejste han i Europa og mødte bl.a. Erasmus i Rotterdam.

Efter sin hjemkomst blev han embedsmand ved pavestolen og chef for statens hær og deltog i slaget ved Ravenna i 1512, hvor han blev taget til fange, men senere undslap. Det lykkedes ham - med sin hær som argument - at retablere Mediciernes dynasti i Firenze, og han bibeholdt denne stilling også senere som pave. Hans politiske forhold var en vekslen mellem forskellige europæiske alliancer, der skiftevis bekæmpede Frankrig og var allieret med det. Han måtte afgive land inklusive Milano til Frankrig og opnåede senere en aftale om besættelse af kirkelige embeder i Frankrig, hvor det blev den nationale konge, der havde retten til at anvise de højere embeder, mens paven måtte nøjes med at indsætte i de mindre. Denne aftale holdt indtil den franske revolution.

Han deltog i en del af møderne i det femte Laterankoncilium 1512-1517, men tiden for reformationen nærmede sig, og hans opførsel var stærkt medvirkende hertil. Leo X solgte aflad og embeder til den højestbydende og i hastig takt, og simoni og nepotisme florerede i hele kirken. Det var under Leo, at Luther opslog sine teser.
4800P 1522-1523 Hadrian VI = Adrian Florensz;
Hadrian VI blev født 1459 i Utrecht af håndværkerfamilie. Han blev pave fra 09/01 1522 til 14/09 1523.
Lærer for kejser Maximilians sønnesøn, den senere kejser Karl V. Derefter biskop i Tortosa i NE Spanien, kardinal 1517, generalinkvisitor og fra 1520 kejser Karls statholder i Spanien.
Han blev valgt til pave som kompromis mellem en franskvenlig side ved kong Frans I, der ikke ønskede endnu en Medicier i pavestolen, og Henry VIII i England, der pegede på kardinal Wolsey.
[9908p143]
4810P 1523-1534 Clement VII;
Clement VII blev født 26/05 1479 i Firenze som uægte søn af Giuliano de Medici og dennes elskerinde Fioretta og blev født kort tid efter sin faders mord. Han blev opdraget hos sin onkel Lorenzo de Medici.
Han blev pave fra 19/11 1523 til 25/09 1534.
på trods af sin uægte byrd sørgede hans fætter pave Leo X i 1513 for at han blev biskop i Firenze og senere kardinal.
Hans politiske beslutsomhed var svag, og han måtte forsøge at begå sig mellem franske Francis I og tyske kejser Charles V, der begge havde ambitioner om at dominere Italien. Hans slingrekurs førte i 1527 til tysk invasion under Charles V og Rom blev plyndret og indtaget 06/05 1527. Paven måtte søge tilflugt i Castel Sant'Angelo, men måtte give op og blev Charles fange i et halvt års tid til 06/12 1527, hvorefter han levede i eksil til oktober 1528, før han vendte tilbage til Rom.

Han forstod, at han måtte støtte sig til den stærke kejser og indledte forsoning, hvor han bl.a. kronede kejseren i Bologna 24/02 1530, hvilket var sidste pavelige kejserkroning. Han samarbejdede ligeledes med kejseren mod den gryende reformation. Han fik Medicierne tilbage til magten i Firenze.
Hans vægelsindethed kom igen til udtryk i 1531, og i 1533 rejste han til Frankrig for at søge bistand hos kong Francis I ved bl.a. at gifte hans andenældste søn til sin grandniece i oktober 1533.

Den 11/07 1533 ekskommunikerede han Henry VIII for at lade sig skille fra Catherine af Aragonien, hvad der indledte den engelske reformation.

Han var mæcen for en del kunstnere og skribenter, blandt dem Nicolo Macchiavelli.


KILDEFORTEGNELSE

Oplysningerne stammer fra et utal af kilder fra bøger og forelæsninger gennem de sidste mange år. Specifikke kilder er anført på denne måde: [1234] eller [1234 p.567], og titlerne kan findes ved at følge linket via afsnitsrubrikken.



Jørgen Marcussen
 
Retur til hjemmesidens forside
Opdateret d. 5.4.2017 Retur til hjemmesidens oversigt over regentlister