|
Opdateret 26. november 2011. |
ÅR Navn
150-175 Gaut = Gapt =Gout var far til:
200 Humli = Hulmul, der grundlagde danskerne og var far til:
Augis = Avigis
Amal
300 Hisarna
Ostrogotha
Hunuil
Athala
Oduulf = Odwulf + Achiulf brødre
400 Ermanaric og broderen Vultuulf,
der er de første nævnt i historiske kilder
Valaravans
Vinitharius
Vandalarius
Valamir + Vidimir + Thiudimir
Theodoric den Store| | |
| Tid | Bemærkning |
| 150 |
Oprindelseslandet Fra Østersøens sydlige kyster omkring Vistulasfloden og mod øst begyndte goterne migrationerne omkring år 150. De passerede på østsiden af Oder, Elben og Donau gennem de centraleuropæiske lande og fulgte det sidste stykke vej mod Sortehavet Donaufloden, der dannede grænse til Romerriget. |
| 238 |
Fra år 238 og mange gange de følgende år indtil 280 hærgede goterne ind i Romerriget. Goterne fik smag for de rige romerske områder, men deres plyndringer blev også vanskeligere, når de havde lagt grænselandet bag sig, og forsyninger skulle findes undervejs i afbrændt fjendeland - ikke mindst under deres tilbagetog. Samtidig havde romernes hære lært af goternes taktik og anvendte selv disses, der bestod i opsplitning i mindre og hurtigtbevægende overraskelsesgrupper. Der blev aftalt en afgift, et stipendia, at erlægge til goterne for at disse undlod at plyndre romerne, og en vis modydelse, hvor gotiske krigere indgik i romerhæren, var også aftalt og ses fx af den gotiske deltagelse i 242 mod perserne under kejser Gordian III (238-244). Det er uvist, om der var tale om en ordinær foedus-tilknytning til romerriget eller en mere løs forbindelse. [10207 p.44 + 9718 p.24] Efter 250 blev en ny taktik forsøgt med bygning af fartøjer, fra hvilke goterne kunne komme som en overraskelse, men for det meste gik bådene til under angreben, og styrkerne måtte bevæge sig retur over land. I 253 var der igen sammenstød mellem romere og goter, og efter romersk sejr ledet af Aemilianus, der var guvernør over Moesia, drog han med kejserdrømme mod Rom med grænsehæren og efterlod grænsen ubeskyttet mod fornyet gotisk indtrængen. Det gik Aemilianus ilde. Akkurat som det var gået Trebonius Gallus i 251, og efter kort tid mistede han grebet om magten og blev dræbt. Det territoriale udgangspunkt for plyndringerne var i 250 øst for Krim, men i 257 udgik det fra vest for Krim, og det formodes, at det græske kolonistyre på Krim i mellemtiden var bukket under for det gotiske pres. Det peger i samme retning, at også Nicaea og Trebizond i samme periode blev hjemsøgt af gotiske plyndringer. Det er ligeledes af betydning, at goterne nu - måske i samarbejde med andre barbarer - er blevet et søfarende folk på Sortehavet. [10207 p.50f] |
| 257 |
Som skrevet i teksten om folkevandringsfolkene, så var området nord for Donau fra 107 til 257 delvis en romersk provins Dacia Trajana, der var dannet af de to områder |
| 268 |
Goterne krydsede Bosporus, og de nåede - og plyndrede - Lemnos og gjorde landgang på Athoshalvøen. Senere nåede de at plyndre Athen.
|
| 269 |
Goternes styrker gør landgang på Rhodos og Cypern i samarbejde med herulierne.
|
| 270 |
I 270 blev Aurelius udråbt til kejser efter Claudius II Gothicus - og for en kort mellembemærkning af Claudius' broder Quintillus. Samme år besejrede Aurelian vandalerne på Ungarns sletter.
|
| 271 |
Året efter gik romerhæren mod Palmyra i Syrien. Under passagen gennem Balkan rensede de ud i røver- og plyndringsbander, der holdt til i Illyrien og længere mod øst i Thracia. Disse smågrupper var hovedsagelig carpier, men goterne var der også. Carpierne boede også nord for i udkanten af goterområdet, men havde ikke formået at få så givtig en aftale med romerne som goterne, hvorfor deres utilfredshed var stor. De turde dog ikke bryde ud i åbent oprør, men henvendte sig til kejserens guvernør i Moesia med det formål at opnå et stipendia som goternes, hvad de ikke fik. [9718 p.24] Palmyratogtet Kejseren og hans hær stødte i 271 nord for Donau mod goterne under kong Cannabas-Cannabaudes, og kongen blev med 5.000 af sine krigere dræbt i slaget, efter hvilket kejser Aurelian tog tilnavnet Gothicus maximus, der jo indirekte betød, at gotermodstanden var voldsom og stærk nok til at være værdig til at en kejser kunne smykke sig med titlen som deres besejrer. I biografierne over de senere kejseres liv, er beskrevet, hvorledes Aurelian takkes af sine nærmeste - inklusive fiktive personer opfundet til lejligheden: "Rigsfællesskabet takker dig, Aurelian, for at have frigjort os fra goternes magt. Gennem din indsats er vi blevet rige på bytte og ære, og glæden er stor i Rom. Derfor vil vi gerne hædre dig med fire murkroner, fem fæstningskroner, to flådekroner og to bykroner." Disse kroner var guldsmykker af form som murtinder, skibe etc. passende til sejrens indhold, og som blev tildelt heldige hærførere. [9862 p.417] Efter denne kamp blev der relativt roligt langs Donau i omkring hundrede år. Medvirkende hertil var foruden den overbevisende sejr i 271, at romerne nu opgav Trajans Dacia nord for floden, så grænsen blev lettere at kontrollere. Hovedformålet med togtet - at straffe Palmyra - blev også gennemført. Byen havde vokset sig stærk på grund af sin placering på karavanevejene mellem øst og vest [9848 p.112f], efter de under kong Odenathus havde besejret perserne først i Mesopotamien i 260 og siden ved perserhovedstaden Ctesiphon i 266. Da kong Odenathus blev myrdet i 267 blev sønnen Vaballathus konge, men den reelle magt lå hos enkedronning Zenobia, Vaballathus' moder. Hun drev sin ekspansionspolitik vidt og angreb sejrrigt både Ægypten og Lilleasien og trængte derved ind på romersk område. |
| 272 |
Det var mod Zenobias rige, at kejser Aurelian i 272 ledte sin straffeekspedition efter øvelserne på Balkan mod goterne. Aurelian marcherede til Palmyra, der blev belejret, og dronning Zenobia bllev taget til fange under sin flugt på kamelryg, og blev sendt på pension i Italien. Romerne fik genoprettet rigets orden og skånede byen, hvad den ikke helt forstod, da den i 273 gjorde oprør og nu blev brudt ned og ødelagt af romerne. Efter dette togt var romerrigets grænse mod øst Eufratfloden.
|
| 280 |
I det tredje århundredes sidste del havde goterne skabt et rige uden for Romerrigets grænse. Der var dog ikke idyllisk fred internt i området nord ofr Donau, hvor de måtte deles med andre stammer om ressourcerne.. Blandt de andre gens, der ikke modstod goterne, var især: Bastarnierne, der i to bølger i 280 og i 295 migrerede over Donau og blev romernes føderater eller blev assimileret. Carpierne for hvem det samme var tilfældet omkring 295, og de blev efter Donaupassagen nedkæmpet af kejser Galerius, der tog titlen Carpicus maximus samt Gepiderne, som det gik på samme måde sidst i århundredet. |
| 295 |
Goternes forstærkede position udgjorde en trussel mod romerne, og under kejser Claudius II Gothicus og kejser Aurelian blev goterriget besejret og splittet. Den tabte krig blev en af årsagerne eller hovedårsagen til opsplitningen af goterfolket i to, så Amali-slægten med kongefamilien forflyttede deres centrum til øst for Dniestrfloden, og stammen kan efter dette skift benævnes greutungiske ostrogoter. Den anden del af goterstammen, nemlig de balthiske tervingske vesigoter dannede langs den nedre Donau = Isterfloden et styre med flere territoriale centre tæt på Romerrigets grænser. Begge disse delstammer i deres områder blev besejret af hunnerne, og de gotiske klanmedlemmer, der ikke skiftede loyalitet til hunnerne drog eller flygtede over grænsefloden Donau ind på romersk land, hvor de opnåede tilknytning til kejserriget som foederati, der var en optagelse i de stående romerske styrker, men under egne ledere og derfor med mulighed for at opretholde sproglige og kulturelle præferencer. Tilknytningen til Romerne krævede for så vidt kun, at lederen blev anerkendt af Roms myndigheder. Det var tidligst visigoterne, der opnåede denne status, men senere fulgte ostrogoterne efter. Inden for rigets grænser boede nu vandalerne. |
| Kultur |
De to gotiske folk - visigoter og ostrogoter - optog ved den tætte tilknytning til romerne impulser vedrørende måder at indrette administration og bureaukrati på, og goterkongerne indpassede delvis romersk styreform i deres ledelsesform, og da visigoterne senere i Spanien skulle oprette centraladministration, blev det efter romersk forbillede. Goterne blev således "af-barbariserede" og "del-romaniserede", mens romerne mistede eneretten til at være det civiliserede folk, og nu blev et af flere folk, der kunne kaldes kulturelt højerestående - set med romernes egne øjne. Med overgangen til romersk kultur og kristen religion gik goternes fortidskrøniker over til at blive rent mytisk, og det tilbageblevne var de heroiske handlinger som beskrevet af goten |
| Goternes administration og love |
Dele af de gotiske love, der havde fulgt folket fra Norden, forblev i kraft og blev inkluderet i de latinsk udviklede love for visigoterne i Spanien, Toledoriget, og enkeltparagraffer af goterloven overlevede også i vise norditalienske love til langt hen i middelalderen. Medvirkende til goterlovenes bevarelse som aktive var deres arianske religion, der satte dem ud på en religiøs sidelinje, og da de senere konverterede til katolicismen - især efter 430 - var goterlovene så fast forankret i den romersk-gotiske administration, at de var blevet sædvane for alle folkene i goterområderne og derfor kunne modstå pres fra andre lovkomplekser i områderne. Religionsfrihed blandt goterne - for så vidt angår arianisme kontra katolicisme - var det slut med efter konciliet i Toledo i 589. Gotisk sprog Gotisk sprog forsvandt mellem år 430 og år 600. Gotisk klædedragtstradition gik det på samme måde, og latinen i sin bredeste betydning blev bærer af de normale hverdagsfunktioner. [10207 p.17] |
| | |
| Tid | Bemærkning |
Forbindelsen til Romerriget fra cirka 300 til 479 | |
| 291 |
Visigoterne optrådte for første gang som en særlig stamme under navnet tervingierne eller vesierne i 291, og de romerske referencer til goterne betød de næste hundrede år udelukkende visigoter, mens resten af goterne, ostrogoterne, ikke optræder i historien. [10207 p57ff] Der var kampe mellem goterne og andre migrerende stammer også efter 291, men forholdet til romerne var relativt fredeligt og i kejser Galerius' togt mod Persien i 297 deltog gotiske hærstyrker som en del af den vedtagne forbundsaftale. Denne aftale holdt til 323. |
| 318 |
Kejser Konstantin, der fra 315 havde tillagt sig titlen Gothicus, kæmpede indtil 317 mod østkejseren Valerius, men fra 1/3 317 blev de enige om en deling af Balkanområdet, så Moesia fra Dacia i nord til Morea i syd - det i store træk daværende Makedonien, kom under vestkejseren, mens Thracia - den østligste del af nuværende Grækenland - kom til østkejseren. Derved blev området syd for Donau delt mellem to herskere og kun ved enighed kunne de heldigt forsvare deres nordgrænse ved at danne fælles front mod goterne.
|
| 323 |
Skærmydslerne mellem Konstantin og Licinius førte under høvding Rausimond til gotiske forsøg på erobring af romersk område. Goterne brød ind på østromersk område, men det blev Konstantin, der med sine vestromerske hær slog dem under straffeekspeditioner nord for floden. Under kampene faldt Rausimond. Da Konstantins styrker havde krænket østromersk område, så var Licinius nu opsat på gengældelse, og til det formål var de besejrede visigoter naturlige forbundsfæller, og i 324 sloges goterne under høvding Alica på Licinius' side, og de blev begge besejret. Licinius blev senere på året henrettet efter flugtforsøg, og Konstantin blev i 324 enehersker over Romerriget. |
| 328 |
I år 328 åbnede Konstantin stenbroen over Donau ved Oescus-Gigen og Sucidava-Celeiu, det er ved det nuværende Giurgiu. Omtrent samtidigt åbnedes en flodkrydsende færgerute lidt længere nedenstrøms ved Tutrakan syd for nutidens Bucarest, hvor der var bygget et grænsefort. [10207 p.61] |
| 332 |
Med den nye bro og færgeruten fik romerske styrker mulighed for at føre lynkrig i Rumænien, og visigoterne blev fordrevet fra flodens nærhed. Det samme skete for et andet folk, taifalerne, der samboede med de østligste visigoter mod Prut og Dneistr og ostrogotlandet. Romerne fik i 332 nedkæmpet taifalerne, der blev deporteret til Phrygia i Lilleasien, og goterne blev drevet på flugt og måtte gemme sig i bjergene, hvor en stor del omkom af kulde og sult. Deres høvding var da Ariaric, og han er den første høvding, vi kender fra to uafhængige kilder. Ariaric sluttede senere på året fred med Konstantin, og en fornyet kontrakt som foederati blev forhandlet. Som foedus i Romerriget skulle goterne mod betaling stille tropper til rådighed for Konstantin, og de fik handelsrettigheder ind over den romerske grænse fra deres område nord for Donau. En rettighed de benyttede den nye bro og færgeforbindelse til at få handel i gang. Aftalen af 332 er den første, der er nedskrevet og beskrevet af en samtidig kilde. [10207 p.62] |
| 376 |
Visigoterne under Fitigern (medieval C-03) blev i 376 angrebet af hunnerne og flygtede i to retninger. En mindre del fulgte høvding Athanaric ind i Transylvaniens bjergegne. Hovedparten, ca. 200.000, trængte over Donau og ind i Romerrigets provins i Balkan. Her opnåede de fra kejser Valens asyl og permanent opholdstilladelse i området Visigoterne blev hurtigt utilfredse med den behandling, som de romerske embedsmænd gav dev dem bl.a. gennem skatteudplyndring, og visigoterne gjorde oprør under |
| 378 |
Den 9. august 378 besejrede visigoterne, stadig ledet af Fritigern, I årene derefter hærgede visigoterne områder i det vestlige Grækenland og langs Adriaterhavets østkyst. |
| 382 |
Efter Valens blev Theodosius fik pacificeret visigoterne, og der blev sluttet fred i 392. Han blev i 395 efterfulgt af sin ikke så duelige søn, Arcadius. I hans regeringsperiode fik de skattefrihed, og de fik fortsat lov at bosætte sig i Under vestkejser Valentinian II, 375-392, var den magtfulde leder i vest ikke kejseren, men den frankiskfødte magister militum, [9972-I-24] |
| 388 |
Theodosius I's østhære besejrer den vestromerske kejser Magnus Maximus. I 394 afsatte han med sine tropper endnu en vestkejser, nemlig Eugenius. |
| 395 |
Fra 395, hvor de valgte I Vesteuropa er romerne trængt, og de flyttede cirka 395 deres galliske hovedstad fra Trier mod syd til Arles. [9972-I-] |
| 402 |
Senere samme år blev en anden gruppe under |
| 408 |
I 408 krævede visigoterne områderne Noricum, Illyria Pannonia og Venetia, og Stilico kunne ikke holde stand imod dem. På et tidspunkt belejrede visigoterne Ravenna med kejser Honorius, men uden at bryde igennem. Flavius StilichoTheodosius havde stor tiltro til Stilicho og gjorde ham til værge for sin søn, Honorius, i 395, året hvor han døde. Honorius blev derefter vestkejser, mens hans broder, Arcadius, blev østkejser. De var begge svage, og Stilicho blev den magtfulde bagmand. Samme år opstod der uoverensstemmelser mellem den nyligt valgte visigoterkonge Alaric, og Stilicho, og da hærene stadig var samlede, så gik de mod hinanden. Men inden det kom til kamp, kaldte østkejseren sine øststyrker hjem efter råd fra sin hærfører Rufinus. Stilicho havde derved for få styrker til at kunne besejre Alaric, men to år senere i Makedonien slog Stilicho til og besejrede Alaric, der dog selv undslap gennem bjergene. I 402 og 403 mødtes de to krigsherrer igen ved hhv. slagene ved Pollentia og Verona. Stilicho var ikke accepteret i Rom på grund af sin blandede herkomst, og hans misundelige fjender spredte rygter om, at han havde været indblandet i drabet på Rufinus, der var blevet dræbt af de øststyrker, der var blevet kaldt hjem til Konstantinopel. Af årsager, der ikke ligger helt klar, valgte Stilicho at forholde sig i ro i Ravenna, hvor han blev pågrebet af de kejserlige myndigheder. Han gjorde ikke noget synderligt forsvar og blev henrettet 22/08 408. Hans søn myrdede romerne kort efter. I kølvandet på henrettelsen og mordet blev koner og børn til de goter og andre barbarer, hvis mænd tjente i hæren myrdet af romerne i noget der mindede om moderne tiders folkedrab. Der omkom omkring 30.000 personer. Det fik omgående Alaric til at marchere mod Rom, hvortil han kom i september 408. |
| 410 |
Fra 401 til 410 havde visigoterne draget hærgende gennem Italien, og efter massakren i 408 blev Alarics mål Rom. Hans styrker belejrede endelig Rom, som den 24. august 410 blev erobret og hærget og plyndret. Det var en skelsættende begivenhed, der rystede Romerne og hele Italien. Rom var da ikke længere rigets hovedstad. Den var forinden flyttet til Ravenna. Goternes hærfører og høvding var Alarik, der efterfølgende og samme år fortsatte togtet mod syd i Italien, hvor han døde i Cosenza, hvorfra de havde planer om at sætte over til Afrika. Han blev efterfulgt af svogeren Ataulf havde giftet sig med Honorius' røvede halvsøster, Galla Placida. |
| 415 |
Fra ca. 413 oprettede visigoterne under kong Wallia deres administrationscentrum i Toulouse i Sydfrankrig. Riget kaldtes også for Ataulphus mistede gennem nogle uhensigtsmæssige ægteskaber romernes støtte og måtte drage videre mod Spanien, som visigoterne nåede i 415, hvor han døde året efter. Hovedårsagen til romernes afvisning var Ataulfs afslag på at returnere kejser Honorius' søster, Placidia, som han havde erobret og derefter giftet sig med i 413. Efter ankomsten til Spanien blev Ataulf dræbt i kamp, og fra 416 var høvdingen |
| 418 |
I 418 kaldte romerne Visigotherne, der var blevet for stærke, tilbage, eller romerne anmodede gennem |
| 419 |
Walia blev fra 419 til 451 efterfulgt af en sønnesøn af Alarik, Theodoric I, som konge, idet denne titel blev taget som tegn på, at han opfattede sig som selvstændig i forhold til Romerriget. Theodorics germanske form var De to riger, Romerriget og Visigoternes Tolesanske Rige, kunne dog stå sammen om bekæmpelsen af Attilas hunner, der trængte ind fra øst. |
| 451 |
Theodoric efterfulgtes i 451 af sin søn Theodoric II, og han anerkendte Roms overhøjhed. Theodoric I betragtes generelt som den første visigothøvding, der kan kaldes konge. Alligevel var hans rige ikke helt selvstændigt, og folket blev betragtet og var "registreret" som føderater i Romerriget indtil 475. |
| 466 |
Under kong Euric befæstede visigoterne deres kongerige Toulouse med hovedstad i Toulouse. De beherskede nu dele af Sydfrankrig og Aquitanien samt størstedelen af Spanien. Under Euric blev den første germanske lovsamling - på latin - Codex Euricianus udgivet i 470. |
| 475 |
I 475 erklærede Theodoric IIs søn, Han regerede da fra Toulouse over et rige fra Pyrenæerne til Loire og Rhone samt hovedparten af Spanien, erobret 477, hvor kun en lille del i det nordvestligste hjørne var uafhængigt. |
| 476 |
I 476 afsatte Odoacer den sidste romerske kejser i vest, Romulus Augustulus [kejser 1860K]. Han var en tronraner, placeret i stillingen af sin fader og dennes hærfører, der var Odoacer, der senere afsatte ham.
|
| 507 |
Euric blev i 507 efterfulgt af sin søn Visigoterne mistede næsten hele deres areal i Frankrig ved den lejlighed og beholdt kun en smal stribe land langs Middelhavet fra Pyrenæerne til Narbonne, og her indsatte de Alarics efterfølger, barnekongen Amalaric, som hersker. Men de måtte efterhånden forlægge hovedstaden først til Barcelona og senere til Toledo. |
| 511 |
Fra 511 til 526 var visigoterne i forbund med ostrogoterne, og de to stammer havde delvis samme hersker i Theodoric I den Store. |
| 551 |
I 551 eller 554 mistede goterne området omkring Granada til styrker fra Byzantium under kejser Justinian I.
|
| 568 |
Under kong Leovigild blev selv myrdet et års tid efter drabet på sønnen. Svigerdatterne Ingund blev med sin faderløse søn, Athanagild taget til fange af østromerske styrker fra Den Iberiske Halvø, og hun døde senere i Karthago. |
| 586 |
Leovigild oprettede rigets hovedstad i Toledo, og erobrede i sin regeringstid - omkring 575 - det område, som sveverne havde erobret fra de i 409 trængte ned i Spanien. Efter Leovigilds død blev Reccared I = Rekhared I konge fra 586 til 601. Han blev den første katolske konge, og kirken fik sammen med højadelen stor magt i den kommende tid. |
| 633 |
Visigoterne indførte valgkongedømme.
|
| 654 |
Recceswinth, konge 649-672, udgav omkring 654 en fælles lovsamling for romerske og gotiske borgere kaldet |
| 711 |
Visigoterne forblev i Spanien indtil muslimernes ankomst i 711. Kong Roderic blev den 18/7 711 dræbt i slaget ved Guadelete eller Jerez de la Frontera mod Umayyads invasionsstyrker under Tarik. |
| 718 |
Efterkommere af gotherne grundlagde i 718 den nordspanske stat |
O S T R O G O T E R | ||
| Tid | Bemærkning | |
|
-500 +350 |
Ostrogotherne og Visigotherne var oprindeligt et folk, der migrerede fra Sverige over Østersøen til området omkring Vistulas udløb omkring 500 f.Kr. Fra ca. 150 AD bevægede de sig op ad floden mod syd og østover mod Dniepr mod Donfloden og området mod Sortehavet, ca. Hviderusland, Ukraine og Sydrusland. De rejste, indtil de nåede Sortehavets kyst, hvor de slog sig ned i længere tid. Ældste gotiske boplads dokumenteret er beliggende på Vistulas højre bred. [Enc. Cathol.] På et tidspunkt omkring år 390 deltes stammen i ostrogother og visigother, navnenes betydning ses i indledningen. Ostrogoterne er første gang nævnt i litteraturen i et dokument fra Milano i 392 [Herwig Wolfram]. Ostrogoterne boede omkring år 350 under deres høvding Ermanaric= Ermanrik i det sydøsteuropæiske område. Ermanaric begik selvmord, da hunnerkongen angreb stammen, og Ermanaric tabte slaget. | |
| 251 |
Kejser Decius faldt i slag mod goterne. [Enc.Catholic] | |
| 269 |
Goterne krydsede Danoau til landskabet Thracia, hvor de blev overvundet af kejser Claudius.
| |
| 375 |
Goterne blev besejret af hunnerne. [Ency. Cathol.]
| |
| 379 |
Under Hunnernes migrering vestpå blev riget brudt op, og stammen bevægede sig ned på Balkanhalvøen. En del af folket forenede sig med Visigotherne og krydsede med dem Donau omkring 370 og deltog i slaget ved Adrianopel i 379. De indgik aftale med den romerske kejser Theodosius I om bosættelse i Ungarn og sydligere i egnen Pannonia i 380. En mindre udbrydergruppe deltog i Radagaisus Italiensfelttog og blev ved Fiesole udslettet af Stilicho. Hovedstyrken kæmpede mod Attila og holdt stand, og senere modstod de også angreb fra forskellige Donaustammer. En gruppe befolkede en del af Krimhalvøen og bevarede det gotiske sprog til omkring 1500-tallet. [Ency.Cath.] | |
| 453 |
Ved hunnerkongen Attilas død i 453 omstyrtede ostrogotherne hunnerriget, men måtte forlade området mellem Donau og Donfloden, og fik i stedet lov at bosætte sig i den romerske provins Pannonia syd for Donau. I slaget ved Nedao i 454 blev Theodemir sejrherre over Attilas søn, der havde efterfulgt faderen. Ostrogoterne bosatte sig nu også i området Panonia. | |
| 471 |
Theodoric den Store af Amalerslægten blev høvding i 471. Kort tid efter flyttede stammen ned gennem Balkan til Saloniki. Kejseren anså Theodoric, der var født ca. 454 og opdraget i Konstantinopel, en trussel mod Konstantinopel og kejser Zeno, og fra 476 var Odoacer i Italien blevet for stærk, så i håbet om deres gensidige udslettelse fik kejseren overtalt Theodoric til at bevæge sig ned i Italien i 488. | |
| 488 |
Inden da blev Theodoric i Rom af kejser Zeno udnævnt til magister militum, dvs. romersk hærfører med opgaven at omstyrte Odoacer, der i 476 som germansk lejesoldat havde styrtet den sidste vestromerske kejser i Rom. I året 489 drog Theodoric fra Balkan til italiensk område. | |
| 490 |
Hovedslaget stod ved Adda i 490, og Odoacer blev slået og forskansede sig i Ravenna. Theodoric indledte en treårig belejring af Ravenna, men kunne ikke indtage byen og sluttede fred med Odoacer, der åbnede byens porte. Der afholdes en forsoningsfest, men Theodoric var svigefuld eller realpolitiker og myrdede straks derefter Odoacer i 493. | |
| 493 |
Theodoric grundlagde sit ostrogoterrige i Italien i 493, hvor det foruden "Støvlen" omfattede Sicilien, Dalmatien på Balkan og øvre Rhaetia. Han var konge fra 493 til sin død i 526 i sin hovedstad Ravenna. Han regerede med Ravenna som hovedstad, og folkets religion var den kristne arianisme. Kejseren i Konstantianopel var ikke begejstret for tilstanden i Italien, men havde ikke magt til at omstyrte Theodoric. Theodoric indførte love imod Konstantianopel og havde bl.a. forbudt ægteskaber mellem romere og goter, og han fordelte en tredjedel af jorden til sine soldater, mens produktionsvirksomhed og administration forblev hos romerne. Theodoric giftede sig c. 493 med Theodoric havde med en tidligere elskerinde to døtre. Den ældste hed Theodegotha, * c. 473, og blev gift med Alaric II af visigoternes slægt. Den næstældste hed Ostrogotha = Arevagni og var født c. 475. Hun blev gift med kong Sigismund af Burgund. Både Theodorics ægteskab og hans døtres var indgået af dynastiske grunde for atstyrke riget mod romerne, og kejseren forsøgte at modgå truslen fra det stærke Italien ved at alliere sig med Clovis i Franken; ikke mindst da Theodoric måtte gå ind som formynder hos visigoterne. | |
| 496 |
Chlodevig i Franken besejrede i slaget ved Vouillé i 496 alemannerne og dræbte Theodorics svigersøn, visigotkogen Alarik II. Chlodevig fortsatte erobringerne og underlagde sig hele Aquitanien. Visigoternes nederlag gav ostrogoterne mulighed for at rykke ind i det tidligere visigotområde i Provence. Theodoric blev formynder for visigoternes prins Amalrik, der var søn af Alarik, og Theodoric herskede derfor de facto i Spanien fra 507. Hans minister, Cassiodor, skrev goternes historie. | |
| 526 |
Med sin hustru, Audofleda, fik Theodoric datteren Amalasvintha eller Amalasuntha, der blev gift med Eutharic, og de fik sønnen Athalaric (Mediev A-12), der efterfulgte sin morfar på tronen i 526 med moderen som regent indtil 534, hvor sønnen døde, hvorefter moderen fortsatte som regerende dronning. Theodoric blev begravet i Ravenna. Efter Theodorics død var visigoter og ostrogoter kun sporadisk samlede igen. | |
| 535 |
Amalasvintha havde søgt hjælp mod sin familie hos kejser Justinian [1970E] , 527-565, og med dette som påskud angreb Justinians feltherre, Belisarius, Syditaliens ostrogoter fra 535. Fra 535 var fætteren Theodahad blevet medregent, og han lod kusine Amalasvintha myrde samme år. Theodahad døde selv i 536 og efterfulgtes af Vitiges fra 536 til 540. Slægtens styrke var da formindsket, og styret blev fra 535 bekæmpet af kejser Justinian Is styrker under Belisarius. Styrkerne kaldte sig i 536 for Amalsuinthas hævnere og erklærede krig, og i 539 eller 540 blev Vitiges taget til fange af Belisarius efter dennes belejring af Ravenna. Belisarius erobrede snart Sicilien og tog i 536 både Napoli og Rom, hvorefter hans styrker fortsatte mod Milano, som de tog i 540 og endelig mod Ravenna som de tog samme år. | |
| 542 |
Vitiges døde i 542. Allerede i 540 havde kejseren afskediget Belisarius som hærchef i Italien og sendt ham mod perserne, der pressede det byzantinske rig fra øst. Det benyttede goterne sig af og generobrede Italien under kong Totila (Mediev. A-17)
De for landet ødelæggende krige varede i omkring 20 år og blev endelig i 553 afsluttet med slaget ved Mons Lactarius. | |
| 544 | I 544 vendte Belisarius tilbage tilItalien som hærchef indtil 551, hvorefter Narses blev leder af styrkerne og fortsatte krigen, og i slaget ved Taginae i Appenninerne i juli 552 blev kong Totila dræbt. | |
| 553 |
Vitiges efterfølger var Totila, og han erobrede igen størstedelen af Italien fra sin base i Verona, men faldt selv i kamp i 552 mod Narses ved Tadinae i Etrurien eller Toscana. Sidste ostrogotkonger blev Tejaog andre af hans stamme fra juli til oktober 553, og de faldt alle i slaget ved Mons Lactarius = Monte Lattaro ved Vesuv. Fra 554 indgik det sydlige Italien i Det byzantinske Rige ved loven Den Pragmatiske Sanktion, og ostrogoternes herredømme var endeligt slut i 555. Ostrogoterfolket blev assimileret i det italienske folk eller vandrede mod nord til andre germanske stammer. Her en Genealogi over de vigtigste ostrogotiske ledere. | |
VANDALER af SILINGÆTTEN | |
| Tid | Bemærkning |
| 100 |
Begge vandal- ætter var i Silesien og Boehmen omkring år 100 - 166. Efter dette tidspunkt forblev Silingvandalerne her, mens broderfolket gik mod syd. Navnet formodes at være en udvikling af områdenavnet »Silingia«. |
| 250 |
En del af dem migrerede ind i Mainzområdet ca. 250. Folkeslaget invaderede Gallien i 406-407. Forenede sig med Asdingvandalerne og gik med disse over Pyrenæerne i 409 og slog sig ned i Spanien. De sluttede fred med Romerne i 411 og fik land i Andalusien. Under høvdingen Wallia slog Visigotherne med romersk støtte Silingætten i 416, og klanen udryddedes næsten totalt. |
VANDALER af ASDINGÆTTEN | |
| Tid | Bemærkning |
| 100 |
Asdingætten boede fra Elben til Donau og mod øst til omkring Dnieprfloden og syd for Vistula, men blev for folkerige til at kunne rummes i Theissdalen. Begge vandalætter var i Silesien og Boehmen omkring år 100. Navnet stammer fra slægtsnavnet på deres høvdingklan. |
| 166 |
Første migration mod syd ind i Ungarn omkring 166. Området Theiss blev for trangt, og de gik under deres høvding Godigisel ind i Mainzområdet fra omkring år 400 og begyndte tilknytningen til broderfolket. |
| 401 |
Krydsede over den øvre Donau og blev en foederati = forbundsfælle med Romerne fra 401 til 406. Bevægede sig ind i Silesiensammen med Alanerne og kombinerede sig med Silingvandalerne, der forstærkedes med Sueverne og de fire stammer dannede en front mod Rhinen, som de på isen krydsede 31/12 406. De hærgede i grupper Frankrig mellem 406 og 408. |
| 409 |
Bevægede sig derefter gennem Gallien mod Pyrenæerne, som de krydsede i 409. og hærgede i Spanien fra 409 til 411. |
| 411 |
I 411 sluttede de fred med Romerne, og de og Sueverne slog sig ned i Gallicien.
|
| 416 |
I krigen 416 mod Visigotherne under Wallia blev de forstærket med Alanerne, der herefter indgik de i Vandalerne, men måtte se sig slået af Visigotherne. Da romerne fandt dem for stærke, fik Sueverne støtte til at bekæmpe dem efter 416, og Vandalerne blev fordrevet ned i Sydspanien efter 416, hvor de besejrede byerne Sevilla og Cartagena. |
| 428 |
Gaiseric blev deres konge i 428, og de drog med ca. 80.000 mand via Gibraltarstrædet til Nordafrika i 429.
|
| 439 |
Efter nogle års kampe blev stammen foederatii i Det Romerske Rige, men freden holdt kun til 439, hvor de indtog Karthago, og romerne måtte endeligt i 442 godkende Gaiseric som hersker over et selvstændigt rige. |
| Opdateret d. 26.11.2011. | Retur til historieoversigten. | |