FOLKEVANDRINGERNE
- folkeslagenes hjemstavn og migration

Opdateret 1. maj 2008.
Andre links
Folkeslagene og vandringerne
Kronologi for paver og kejsere
Stiftsopdeling af Romerriget

INDLEDNING

Europa blev hjemsted for store stammebevægelser fra cirka år 250 til cirka år 800.
Ved periodens begyndelse havde Romerriget endnu sin største udstrækning med nordgrænse langs Rhinen og Donau og inkluderende England.
Mod øst gik grænselinjen tværs over Sortehavet og omfattede Den tyrkiske Halvø og Middelhavets kystområder fra Antiocha med uret rundt over Palæstina, Ægypten, Libyen til Gibraltar.
Ved Ægypten havde romerne endvidere adgang til Rødehavet.

Inden for Romerrigets grænser boede de overvundne og integrerede folkeslag, af hvilke især kelterne i England og frankerne og gallerne i Belgien-Frankrig-Tyskland fik betydning for Europas middelalder.

Navn Bevægede sig fra og til cirka i perioden
eller folkeslag beboende området som beskrevet
Alamanerne
= Alemannerne		 På begge sider af Øvre Rhinen fra Mainz og til Basel.
Navnet på denne føderation af stammer betyder Alle mænd.
De pressedes fra ca. 250 til 390 af Burgunderne, der var kommet østfra gennem Mainzdalen til Rhinen.
Alamanerne blev senere til svaberne. Fra et slag i 496 og endnu et i 505 blev de delvis underlagt frankerne, og fra 806 indgik de helt i det frankiske rige.
Alanerne Oprindeligt et iransk folk, der kom fra området mellem floderne Don og Volga og området mod Kaukasus.
Alanerne flygtede vestpå for hunnerne og krydsede den øvre Donau og slog sig sammen med Asdingvandalerne i 401.
Om vinteren den 1/1 407 krydsede de Rhinen over isen. Senere krydsede de sammen med Vandalerne og Suevierne Pyrenæerne og opnåede fred med Romerne i 411.
De fik landområde til rådighed i det nordligste Portugal og Østspanien nordenfor.
Under kampene mod Visigotherne under Wallia i 416, hvor Silingvandalerne bukkede under, måtte Alanerne kapitulere, og de indgik derefter i Asdingvandalerne.
Anglerne Slesvig-Holstein, Nordtyskland.
Emigrerede til Sydengland 420-440.
Burgunderne Det oprindeligeområde var Tysklands højslette norden for Mainz, hvorfra de migrerede ind i Silesien ca. 150 og fortsatte til Mainzdalen omkring år 250.
De bevægede sig mod Rhinen, hvorunder de nedkæmpede Alamanerne, ca. 390, og dannede kongerige ved Rhinen i 406.
Deres dynasti, Gibichung-ætten, fik land af Romerne på begge sider af floden mod at nedkæmpe trusler fra Alamannerne.
Delte med Frankerne Gallien i ca. 416. Deres kongerige bestod til 436.
Burgundernes historie er kompliceret og nærmere beskrevet i en separat tekst.
Chasuarierne Langs Emsen tættest ved mundingen boede omkring år 100 chasuarierne, og længere oppe ad floden cheruskierne
Chaucierne Var en stamme, der boede ved Weserens udmunding i Nordsøen. Længere oppe ad Weseren boede angrivarerne, dulgubnierne og fosierne.
Frankerne Navnet på denne føderation betyder De krigeriske Folk.
Oprindeligt kom de fra området i Nordfrankrig fra kysten og mod Luxembourg og Trier i Tyskland. Der var to stammer: de saliske Franker og de ripuariske Franker.
De saliske Franker fik af romerne lov at blive vest for Rhinen i Belgien ca. 360.
De ripuariske Franker pressede stadig på og hærgede omkring Kölln, som Romerne til sidst forlod og flyttede regionshovedstaden til Arles ca. 315.
Delte Gallien med Burgunderne i ca. 416.
Som vedvarende selvstændigt kongerige bestod Franken = Franconia fra 447. Efter forskellige delinger opstod underområdrne Sachsen, Bayern og andre tyske regioner, der hovedsageligt blev til selvstyrende hertugdømmer.
Friserne Området strakte sig langs Nordsøens kyst i Tyskland og Nordholland.
Gallerne Den romerske betegnelse folket uden for deres nordgrænse i Midteuropa.
Andet navn for kelterne, der ca. 1.000 år før vor tid emigrerede fra Østen til Europa og blev spredt over et område fra Grækenland til hele Frankrig. I folkevandringstiden oprindeligt boende på vestsiden af Rhinens øvre løb. Se kelterne her.
Gepiderne Kom fra området omkring Karpatherne i Rumænien ca. 260-380.
De bemærkedes i kampene mod Hunnerne i 453 efter Attilas død året før.
De havde haft landområder øst for Ostrogotherne og ser ud til at have været stationære indtil Theoderics død i 526.
Efter dennes død kæmpede de mod områdets Lombarder, og de blev endeligt slået i 567 og mistede komplet historisk betydning derefter.
Goterne Formodentligt fra Skandinavien eller Østersøens sydlige bredder.
Se senere her i listen under ostrogoter og visigoter.
Yderligere information om goterne her.
Herulerne Boede på Krim ved Sortehavet.
Hunnerne Fra sletterne i Asien øst for Rusland og Kaspiske Hav bevægedede sig mod vest og nåede Volga cirka 300.
De overvandt Alanerne og drev Ostrogotherne ud vest for Dniesterfloden i 355.
Deres hovedkvarter var i Ungarn, da Attila sammen med broderen Bleda blev leder i 433.
De truede og angreb så godt som alle stammer vest for deres område; først de nærmeste slaviske stammer fra årene 433 til ca. 440.
Grækenland og Konstantinopel blev angrebet og belejret mellem 440 og 447.
Attila var grådig, og Romerne nægtede at betale mere i fredspenge, så ved påsken i 451 krydsede han Rhinen og angreb Orleans. Visigotherne dannede fælles front med romerne mod Attila, og på Mauriacsletten ved Troyes led Attila nederlag, selv om Visigothernes konge blev dræbt under slaget.
Attila trak sig tilbage til Ungarn, men næste år 452 gik han ned i Italien og angreb Aquileia, der faldt, og Ravenna, der modstod.
Attila døde 453, og stammens magt var dermed brudt, og en del stammer: Gepiderne, Gotherne, Rugii, Sueverne og Herulerne nedkæmpede dernæst Hunnerne, der trak sig tilbage til de sydrussiske sletter efter slaget ved Nedao.
Kelterne Kelternes område var oprindeligt i Tyskland. Se Britiske folkevandring
Krydsede Rhinen tidligt 200 f.Kr.
Fortsatte mod vest og krydsede Kanalen til England.
Lemovierne Lemovistammen boede omkring år 100 vest for rugierne i Polen omkring byen Koszalin.
Lombarderne =
Langobarderne = Longobarderne 		Tacitus placerer omkring år 90 stammen vest for Elben og sønden for Hamborg. Senere har kilder stammen placeret længere mod øst langs Østersøkysten mellem Elben og mod øst til Vistulafloden i Silesien, grænsende mod syd til Silingvandalerne.

Det var et germansk folkeslag, De Langskæggede, der via Ungarns sletter drog ned i Italien ca. år 550, hvor ostrogotherne netop var overvundet af de byzantinske styrker.

Longobarderne undertvang sig det meste af Italien. Det skete ca. 568, hvor de under kong Alboin besejrede flere italienske egne. Pavia erobredes 572. Riget bestod i perioden 568 til 774.

I Norditalien stod de stærkt med en effektiv administration, mens Syditalien for det meste blev styret af individuelle longobardiske fyrster, fx hertugerne af Spoleto og af Benevento. Et arrangement, der fortsatte i mange år og stadig var den overordnede magtfordeling efter Normannerne var blevet stærke i Syditalien omkring 1100.

Indtil ca. år 600 var longobarderne arianere, derefter blev de katolikker. I 751 erobrede de Ravenna med det byzantinske exarkat og blev en trussel mod Det Romerske Rige. Truslen blev dog formindsket efter 754, hvor Pepin den Lille fra Franken allierede sig med pavemagten.
Fra Karl den Stores tid blev de norditalienske besiddelser lagt ind under karolingernes domæne.
Her en Genealogi over de vigtigste ledere.
Lugierne Lugierne blev af Tacitus, år 90-100, betegnet som et folk bestående af flere stammer bl.a. helvekonerne. De boede vest for Vistula i Midtpolen.
Marcomannerne,
Marcomanni
Markomanner		 Del af svebernes stamme med land i Sachsen og Thüringen, som de forlod ca. 100 f.Kr. og migrerede til Main-området, for igen omkring år nul at bevæge sig østpå til Böhmen, hvor Tacitus omkring år 90 også placerer dem.

Stammen deltog i en del krige med og imod romerne i årene 165-180, og bevægede sig efter 500 fra Böhmen til Tysklands højslette omkring Donaus udspring og mod Bayern.
Ostrogotherne
Østgoterne 		Stammede fra området ved Vistula østover floden Dniepr mod Donfloden og området mod Sortehavet, ca. Hviderusland, Ukraine og Sydrusland.
Ostrogotherne og Visigotherne var oprindeligt et folk, der formodentligt migrerede fra Sverige over Østersøen til området omkring Vistulas udløb omkring 500 f.Kr.
Fra år ca. 150 i vor tid bevægede de sig op ad floden mod syd, indtil de nåede Sortehavets kyst. Her deltes stammen på et tidspunkt i Ostrogother og Visigother.
Her boede de omkring år 350 under deres høvding Ermanaric.
Under Hunnernes migrering vestpå blev riget brudt op, og stammen bevægede sig ned på Balkanhalvøen. En del af folket forenede sig med Visigotherne og krydsede med dem Donau omkring 370 og deltog i slaget ved Adrianopel i 379.
Indgik aftale med den romerske kejser Theodosius I om bosættelse i Ungarn og sydligere i egnen Pannonia i 380.
En mindre udbrydergruppe deltog i Radagaisus Italiensfelttog og blev ved Fiesole udslettet af Stilicho. Hovedstyrken kæmpede mod Attila og holdt stand, og senere holdt de stand mod forskellige Donaustammer.
Theoderic den Store blev høvding i 471. Kort tid efter flyttede stammen ned gennem Balkan til Saloniki.
Kejseren anså Theoderic en trussel mod Konstantinopel, og samtidig var Odoacer fra 476 i Italien blevet for stærk, så i håbet om gensidig udslettelse fik kejseren overtalt Theoderic til at bevæge sig ned i Italien i 488. Hovedslaget stod ved Adda, og Odoacer blev slået og forskansede sig i Ravenna. Theoderic blev af senatet i Rom udnævnt til Italiens hersker, og han indledte en treårig belejring af Ravenna, men kunne ikke indtage byen og sluttede fred med Odoacer, men Theoderic myrdede straks derefter Odoacer.
Theoderic var nu Italiens hersker fra 493 til 526, og riget bestod til 553. De blev overvundet af Langobarderne.
Her en Genealogi over de vigtigste ledere.
Yderligere informationer om goterne her.
Pikterne Befolkede England. Se under Englands tidligste tid.
Navnet betyder Det Malede Folk.
Slog sig ned i det nordlige England og blev presset op i Skotland af sakserne.
Reudignierne Stammen boede ca. 100 i Holsten.
Rugierne = holmrygerne Norsk stamme og formodentligt den samme som kaldes rygerne fra Rogaland. Fra omkring vor tidsregning kendes de i området Pommern, hvor de nogle hundrede år senere - ca. 300 - 400, var delvis integreret med herulere og sachsere.

Bl.a. har Tacitus nævnt dem i Germania som beboende den nordligste kystdel af Polen.

En del af stammen foretog sammen med de andre stammer i angelsaksisk tid hærtogter mod England, mens en anden del slog sig sammen med goterne og drog med dem mod sydøst til Sortehavet. En del af denne gruppe endte i Østrig i området, der bærer deres navn: Rugiland.

En del blev optaget i den romerske hær og deltog sammen med herulerne fra 476 til 493 i kampene i Norditalien mellem Odoacer og Theoderik. Stammen forsvandte efterhånden, optaget i de andre stammer i området. En mindre del dannede et rige i Bayern, hvor det blev underlagt frankerne efter 553.
Sakserne = Sachserne = Saxonii Folket kom fra Nordtyskland mellem Elben og Rhinen - omkring Weserfloden. Landet ligger syd for friserne og nord for Thyringen.
De bevægede sig til Englands sydkyst i årene 420-440.
Den i Tyskland blivende del af stammen blev underlagt Franconia efter 27 års kamp i år 804.
Slaverne Omkring eller øst for Pripetsumpene i det sydlige Rusland mod Randstaterne.
 
Suarinerne Boede i Vorpommern omkring Wismar, Rostock og Rügen.
Sueverne
Sveberne		 Det engelske navn er Suebi = Suevi, og de kom fra området omkring Elben fra Harzen og mod øst.
Jf. [EB] inkluderede sveberne, markomannerne med flere andre små stammer: quadierne, hermundurierne, semnonerne og langobarderne.
De migrerede i 409 til Spanien sammen med vandalerne og fik i 411 land sammen med asdingvandalerne i Gallicien = Gallaecia.
Fik efter 416 romernes støtte til kamp mod vandalerne og alanerne, som besejredes og blev fordrevet til det sydligste Spanien.
I 447 beboede de under kongen Rechila provinserne Lusitania og Baetica, der er området fra Dourofloden, Salamanca, Toledo og skråt mod SE til kysten mellem Cartagena og Malaga.
585 blev området annekteret af Visigoternes Rige.
Thuringerne Den germanske thuringerstamme kendes fra ca. 350 i vor tid. De blev besejret af hunnerne omkring 435, men fik senere - omkring år 500 - opbygget et udstrakt rige mellem Harzen og Donau.
I år 531 blev de og deres konge Irminfrid i slaget ved Burgscheidungen ved Unstrutfloden overvundet af de frankiske konger Theodoric I og Clothar I, og de fik frankiske hertuger derefter som ledende fyrster.
Området var under eller fra Karl den Store grænseland mod slaverne, og den saksiske hertug Otto og hans søn, der blev tysk kong Henrik I, stoppede her i området den ungarnske fremrykning mod vest i 933.
Vandalerne af Silingætten Stammen boede mellem Elben og Vistula med lombarderne mod nord og asdingvandalerne mod syd.
Begge vandalætter var i Silesien og Boehmen omkring år 100 - 166.
Efter dette tidspunkt forblev silingvandalerne her, mens broderfolket gik mod syd.
Navnet formodes at være en udvikling af områdenavnet »Silingia«.
En del af dem migrerede ind i Mainzområdet ca. 250.
Folkeslaget invaderede Gallien i 406-407.
Forenede sig med asdingvandalerne og gik med disse over Pyrenæerne i 409 og slog sig ned i Spanien.
De sluttede fred med romerne i 411 og fik land i Andalusien.
Under høvdingen Wallia slog visigotherne med romersk støtte Silingætten i 416, og klanen udryddedes næsten totalt.
 
Vandalerne af Asdingætten Beboede området fra Elben - Donau mod øst til omkring Dnieprfloden og syd for Vistula, men stammen blev for folkerig til at kunne rummes i Theissdalen.
Begge vandalætter var i Silesien og Boehmen omkring år 100.
Navnet stammer fra slægtsnavnet på deres høvdingklan.
Første migration mod syd ind i Ungarn skete omkring 166.
Området Theiss blev for trangt, og de gik under deres høvding Godigisel ind i Mainzområdet fra omkring år 400 og begyndte tilknytningen til broderfolket.
Krydsede over den øvre Donau og blev en foederati = forbundsfælle med romerne fra 401 til 406.
Bevægede sig ind i Silesien sammen med alanerne og kombinerede sig med silingvandalerne, der forstærkedes med sueverne og de fire stammer dannede en front mod Rhinen, som de på isen krydsede 31/12 406 eller 1/1 407.
De hærgede i grupper Frankrig mellem 406 og 408.
Bevægede sig derefter gennem Gallien mod Pyrenæerne, som de krydsede i 409.
De hærgede i Spanien fra 409 til 411.
I 411 sluttede de fred med romerne, og de og sueverne slog sig ned i Gallicien.
I krigen 416 mod visigotherne under Wallia bliver de forstærket med alanerne, der herefter indgik i vandalerne, men måtte se sig slået af visigotherne.
Da romerne fandt dem for stærke, fik sueverne støtte til at bekæmpe dem efter 416, og vandalerne blev fordrevet ned i Sydspanien efter 416, hvor de besejrede byerne Sevilla og Cartagena.
Gaiseric = Geiserich, 428-477, blev deres konge i 428, og de drog med ca. 80.000 mand via Gibraltarstrædet til Nordafrika i 429.
Efter nogle års kampe blev stammen foederatii i Det Romerske Rige, men freden holdt kun til 439,
hvor de indtog Karthago, og romerne måtte endeligt i 442 godkende Gaiseric som hersker over et selvstændigt rige, der eksisterede til år 534.
Visigotherne
Vestgoterne 		De kom fra Rumænien nord for Donau. Fra årene 107 til 257 var området delvis den romerske provins Dacia Trajana, der var dannet af de to områder Transsylvania og Romania.
Ostrogotherne og visigotherne var oprindeligt et folk, der migrerede fra Sverige over Østersøen til området omkring Vistulas udløb omkring 500 f.Kr.
Fra ca. 150 AD bevægede de sig op ad floden mod syd, indtil de nåede Sortehavets kyst. Her deltes stammen så i ostrogother og visigother, hvorfra de pressede sydpå mod Donau fra år 364 og fremefter.
De kæmpede mod Rrmerne i slaget ved Adrianopel i Nordøstgrækenland i 378, og fra 396 hærgede i Grækenland et par år.
Og fik pga. truslen fra hunnerne lov at krydse Donau og slå sig ned som en national enhed i Romerriget, og slog sig ned i Epirus i år 399.
Blev under Alarics ledelse utilfreds med romernes samarbejde og gik ind i Italien fra ca. 403 og hærgede og erobrede byen Rom 24/8 410. Alaric døde senere på året og broderen, Ataulf, overtog høvdingehvervet, og i 412 var de inde i Gallien, hvor de bosatte sig i Sydfrankrig omkring Toulouse, der blev deres hovedstad.
Gennem uheldigt ægteskab mistede Ataulf romernes støtte, og folket måtte bevæge sig ned i Spanien, hvor han døde året efter. Visigotherne erobrede det meste af Spanien og mistede det meste af Frankrig til frankerne.
Under Wallia fortsatt kampene, nu igen med romersk støtte, og de nedkæmpede i Spanien hovedparten af alanerne og en stor del af silingvandalerne i 416.
Asdingvandalerne forblev i Spanien, men deres magt var svækket. Romerne kaldte nu visigotherne, der var blevet for stærke, tilbage, og som belønning fik de land i Aquitanien og grundlagde mellem Loire og Garonnefloderne kongeriget Tolosan lige efter år 416.
Visigoterne konverterede fra arianismen til katolicismen i 589.
Visiotherne forblev i Spanien indtil muslimernes ankomst i 711. Da havde deres rige bestået siden år 395.
Det var efterkommere af gotherne, der grundlagde den lille nordspanske stat Asturias i 718. Asturias på nordkysten indgik senere i kongeriget Galicia (-771-), der omkring 900 blev til kongeriget Leon.
Her en Genealogi over de vigtigste ledere.
Yderligere informationer om goterne.
Det kristne Romerrige var eller blev i løbet af 300-tallet opdelt i en række stifter, der fra nord og vest fordelte sig således:

Stiftsnavn Område for stiftet
Britannien Omfattede England til Hadrians Mur mod Skotland og ikke Wales.
Gallien Omfattende Belgien, Frankrig og Tyskland vesten for Rhinen.
Spanien Hele den spanske halvø.
Italien Det nuværende Italien samt Schweiz og en del af Østrig.
Sirmium Der gik fra en linje fra Donau - Istrien og omfattede Slovenien, Kroatien og Serbien.
Dacia Det nuværende Albanien, men med en kort kyst til Adriaterhavet, og bredest mod Donau.
Makedonien Omfattende det sydligste og vestligste Grækenland inklusive hele Pelepones.
Thrakien Omfattende det østligste Grækenland og Bulgarien samt Europæisk Tyrkiet.
Pontus Områderne der i Nordtyrkiet vender ud mod Sortehavet = Pontus Euxinus, og inkluderende Armeniens vestlige områder.
Asia Det sydlige Tyrkiet til cirka ud for Cyperns vestende.
Det østlige Stift Tjek navn. Den SE-lige del af Tyrkiet, kystområderne af Syrien, Libanon, Israel, Palæstina inkl. Sinai.
Ægypten Fra Sinai i øst mod vest i Libyen til vest for Cyrene ***!!Tjek!!
Afrika Kystområderne fra Cyrene i Libyen, Tunis, Algier til vest for Gibraltar i Marokko.

 
Theoderic den Store var samtidig med en anden Ostrogoth med navn Theoderic Strabo, der døde 481.
Personens navn staves afvigende på tysk: Theoderich; fransk: Thierry; engelsk: Theoderic / Theodoric; latin: Theodoricus.
Der optræder i folkevandringsperioden og i den tidlige middelalder både Theoderic som ostrogothernes fører og desuden i den merovingiske slægt Theodoric I til IV fra 533 til 737, der var Clovis I's afkom.
Desuden hed modpaven Theoderic fra 1100 til 1102.
Pas på navneforveksling.

KILDEFORTEGNELSE
Komplet kildeliste.
Encyclopædia Britannica [EB] & Salmonsen 2.udg. [SAL].
[CRU] Barraclough, Geoffrey - The Crucible of the Middle Ages, 1st publ. 1976, FS ed. 1998.
[BIR] Moss, H. St. L. B. - The Birth of the Middle Ages, 1st publ. 1963, FS ed. 2000.
[GOT] Wolfram, Herwig - History of the Goths, 1st publ. 1979, this is the 1988 ed., Univ. of Calif.

Jørgen Marcussen
 

Opdateret d. 1.5.2008. Retur til historieoversigten.