WORMS - konkordatet og ediktet
Revideret 26. november 2011.
INDHOLD
Wormskonkordatet
Aftalens indhold
Wormsediktet
INDLEDNING
Den tyske by Worms ligger på Rhinens venstre bred lidt nord for Mannheim. Byen hed i Romertiden Civitas Vangionum opkaldt efter folkestammen vangionerne, der beboede området. Under romernes styre blev byen i 413 hovedstad i Burgund, men den blev ødelagt i 436, da hunnerne trængte frem gennem Tyskland, men de blev slået af romerne i 451.
Omkring 600 blev byen stiftsæde, og den blev et af merovingernes og carolingernes foretrukne centre. Blandt de væsentlige biskopper er biskop Burchard I, 1000-1025, under hvis styre byen udviklede sig kraftigt både i rigdom og magt. I 1156 blev byen en fristad - en position den bibeholdt indtil 1801.
Byens katedral er blandt de store romanske kirkebyggerier på linje med Speyer og Mainz. Den blev oprindeligt indviet i 1018 og restaureret allerede i 1100-tallet. Kirken har i krypten en del gravpladser for fyrster af den saliske linje.
Byen var hjemsted for en del vigtige begivenheder; det er især Wormskonkordatet af 1122, den evige fred = Ewiger Landfriede under rigsdagen i 1495 og Wormsediktet af 1521, hvor Martin Luther optræder.
Wormskonkordatet = The Concordat of Worms = Pactum Calixtinum af 23/9 1122 dækker over et kompromis mellem pavemagten ved pave Calixtus II, der bestred posten fra 1119 til 1124, og den tyske kejser Heinrich V, 1106-1125, vedrørende myndigheden til at udpege kirkelige embedsmænd på de højere niveauer. Forligsmødet, der var kommet i stand ved de tyske fyrsters mellemkomst, var oprindeligt sat til at skulle finde sted i Mainz, men denne by var ikke kejservenlig, så Heinrich V fik flyttet mødet til Worms. Møderne varede otte dage, og resultatet blev to dokumenter, et underskrevet af kejseren og et af paven. Kejserens dokument findes endnu i Rom.
Investitur - ordet
Striden, der kaldes for investiturstriden efter latinsk investitura »iklædning« af: vestis = beklædning og investio = jeg beklæder. I overført betydning dækker begrebet investitur det at iklæde i embedsdragt for de højere kirkelige embeder som biskop, som ved indsættelsen foruden sin dragt som myndighedstegn får en bispering og en bispestav; disse værdighedstegn omfattes også af investiturbegrebet, der altså som begreb er synonym med udnævnelse og her specielt retten til at udnævne.
Konkordat - ordet
Ordet stammer fra latinsk concordare = være enige med roden cor = hjerte - og her fra perf. participium concordatum. Det bruges om en aftale eller forlig og især mellem kirken og en verdslig myndighed og specielt mellem Romerkirken og de verdslige kristne stater. Det er en smule anakronistisk at bruge ordet om Wormskonkordatet, da begrebet først blev benyttet fra 1400-tallet.
Investiturstriden går oprindeligt tilbage til ottonernes tid. Paven måtte tilkalde Otto I, 936-973, for at hjælpe sig i kampen mod sine fjender, og som betaling krævede kejser Otto I at blive paveligt kronet, at alle fremtidige paver aflægger troskabsed til kejseren, og at retten til at udnævne biskopper og abbeder alene ligger hod fyrsten. Ved siden af aftalen knyttede Otto de kirkelige embedsmænd tæt til sig ved at yde dem gaver og len og får derved sin magtbase styrket og hertugernes svækket. En del klostre forsøgte i de kommende år at blive lagt direkte ind under paven uden om den lokale biskop, der jo altså var kejserens udvalgte.
Den sidste pave, som en kejser fik indsat, blev Leo IX, 1049-1054. Efter dette tidspunkt blev paverne valgt af kardinalkollegiet.
Investiturstriden brød ud igen under kejser Heinrich IVs styre, 1056-1106, og mens Gregor VII var pave, 1073-1085. Det var en ren magtkamp om retten til at indsætte sine egne venner på de betydeligste poster i kirken. Pave Gregor VII lagde ud med at fastslå, at paven kunne afsætte kejsere, og at udnævnelser af biskopper var et kirkeligt anliggende, men kejser Heinrich IV, der i Tyskland fra kirkens begyndelse havde været vant til at det var rigskirken, repræsenteret ved fyrsten, der havde udnævnelsesretten, ville ikke acceptere denne ændring og nægtede at adlyde pavestolens bekendtgørelse. Kejseren fortsatte sin linje ved bl.a. at udnævne ærkebiskoppen i Milano, og paven ekskommunikerede kejseren.
Paven forsøgte nu at så splid i de tyske rækker ved at løse de tyske lensmænd fra deres troskabsed til kejseren. Det var i 1076, og en del fyrster valgte her at prøve kræfter med kejseren, og dennes magt var ikke stor nok til at modstå presset, så i begyndelsen af 1077 måtte kejseren gå til Canossa og bede om godt vejr hos paven, der passende lod ham stå i sneen og vente en rum tid - faktisk siges det i tre dge - inden han blev bedt indenfor.
Heinrich IVs bodstilstand varede ikke længe, og kejserens næste skridt var udnævnelse af modpaver, så der nu i mange år var mellem to og fire paver ad gangen. Efter Heinrich V havde afløst sin fader, fortsattes striden, der i første omgang blev bilagt med Wormskonkordatet i 1122. Da havde striden foreløbigt varet næsten 50 år.
Man havde i England haft en lignende strid, der blev bilagt i 1107 under Henry I. Den engelske aftale blev brugt som grundlag for det kompromis, som paven fremlagde til løsning af striden i 1122. Forliget angav en skarp adskillelse mellem den kirkelige magt og den verdslige, således at en kirkelig embedsmands pligter og rettigheder over for kirken og over for samfundet i øvrigt blev adskilt, så biskopper ville blive udnævnt af kirken og godkendt af kongen og få verdslige myndighedstegn af fyrsten og kirkelige myndighedstegn af kirken.
Aftalens indhold
Wormsdokumenterne indeholder de aftalte regler for udnævnelser. En biskop ville blive valgt under overværelse af kejseren, og den udnævnte biskop ville først få udleveret sine »regalier« som lensmand eller fyrste fra konge eller kejser og dereefter få sin åndelige embedstegn - sine spiritualia udleveret af vedkommendes overmand i kirken. Denne opdeling kunne godt indebære, at det kirkelige embede fik tildelt kirkeejendom og kirkejord fra kirkens side, men mange godsbesiddelser var fyrstelige tildelinger, og klerkene var derfor ofte afhængige af at også fyrsten tildelte dem landområder eller indkomstkilder på anden vis.
Aftalen omfattede kun det tyske rige, mens områderne Burgund og Lombardiet, hvor kejseren også var fyrste, ikke indgik i aftalen. Her ville kejseren ingen rettigheder have ved kirkens udvælgelse af biskopper, men den udnævnte skulle selv hente sine verdslige regalier hos kejseren inden seks måneder efter udnævnelsen.
Wormsediktet blev godkendt på det niende økumeniske konsilium i Rom i 1123 - også kaldet Første Laterankonsilium.
Striden blussede op igen under de efterfølgende kejsere, Frederik I Barbarossa, 1152-1190; og Frederik II af Tyskland, der begge også udnævnte modpaver og lå i strid med paven. Striden døde endelig ud i 1250 efter Frederik IIs død, og der er næsten tale om dødt løb: Paven tillader fortsat kejseren at udnævne biskopper, og kejseren anerkender paven i Rom.
Den næste strid mellem pavestat og fyrster fandt sted i 1300-tallet. Denne gang var det Frankrigs konge, Philip IV den Smukke, der bestred kirkens ret til udnævnelser, og kongens ærkefjende, pave Bonifacius VIII, gav ham kamp, og modpaver blev udnævnt, og kampen fortsatte efter Bonifacius' død i 1303, først under pave Benedict XI, der kun holdt nogle måneder, og under Clement V, 1305-1314, hvor det ene pavehof i 1309 flyttede til Avignon, hvor det blev til 1377. Tidligere havde Frankrig ikke haft investiturproblemer på grund af landets struktur, hvor mange af lenene faldt tilbage til kronen ved indehavernes død, samt en i øvrig udtalt feudal samfundsorden, hvor næsten alle fyrster havde sværget troskab til den franske konge. Efter Bonifacius' død er pavedømmets verdslige magt dog endegyldigt forbi.
Investiturstridighederne blev endeligt bilagt ved udgangen af middelalderen gennem en mere forsonlig holdning mellem verdslig og kirkelig magt, hvor udnævnelser oftest skete med - i hvert fald en vis - accept fra begge lejre. Hvor pavedømmet havde været stærkt og de facto overvundet de tyske kejsere i 1100-tallet, så fik kirkens senere korruption og afladshandel pavestillingens anseelse til at falde, hvorfor vi ser 1300-tallets og 1400-tallets problemer med flere paver og modpaver som tegn på den afsvækkede pavemagt.
I Danmark valgte man under Svend Estridsen at holde sig til paven; både fordi Danmark traditionelt var angst for tysk overherredømme, og for det andet fordi Danmark ønskede at frigøre sig fra ærkebispen i Hamborg og selv få et ærkebiskopsæde. Det lykkedes ikke under Svend Estridsen, men først under kong Niels fik Danmark i 1104 oprettet sit ærkebiskopsæde i Lund.
I Worms blev der under reformationstridighederne afholdt en rigsdag, hvortil Luther var indkaldt for at forsvare sine teser over for kejser Karl V. Det er bemærkelsesværdigt, at Martin Luther her er indkaldt af en verdslig myndighed og ikke af kirken.
Edikt - ordet
Ordet edikts latinske rod er edictum - edicto = at udsige, i overført betydning: forordning, befaling eller påbud udstedt af myndighed. Her særligt om mere globale påbud udstedt af kejsermyndigheden for alle dennes riger.
I 1520 havde paven fordømt en stor del af Luthers forslag til reformer, og 3/1 1521 udstedte paven en ny bulle mod Luther, og den 21/1 1521 skred paven så til at ekskommunikere Luther, men fordømmelsen blev først modtaget måneder senere i Tyskland. På det tidspunkt havde Luther i sin hjemegn prædiket så overbevisende, at hans fyrste, Frederik III den Vise, ikke ville gribe til magtudøvelse mod Luther.
Luther fremtræder første gang for rigsdagen den 17/4 1521 i Bischofshof i Worms. Den pavelige legat, Aleander, var ankommet til byen allerede i november året før og havde forberedt sagen mod Luther. Den blev indledt med anklageskrift den 13/2 1521. I februar bliver Luther indkaldt, og han møder altså første gang for retten den 17. april. Her får han forelagt et af sine skrifter med spørgsmålet, om det er hans, og om han i så fald vil afsværge det. Luther beder om tid til dagen efter, hvor han fastholder skriftets indhold, med mindre der kan påvises fejl over for Bibelen eller andre hellige skrifter, eller man ved ræsonnement kan overbevise ham om fejl i skriftet. Kan dette ikke ske, vil han fastholde at være bundet af sin samvittighed over for Gud.
I tumulter efter Luthers afvisning af en tilbagetrækning valgte kejseren at udsætte mødet til den følgende dag. Efter Luther havde forsvaret sine synspunkter og havde afsluttet med de berømte ord: Hier stehe ich. Ich kann nicht anders. Gott helff mir. Amen, blev Frederik III af Sachsen bekymret for hans sikkerhed, og Luther blev den 26/4 ført hemmeligt til et af fyrstens slotte, hvor han under påtaget navn opholdt sig i trekvart år. Opholdet benyttes til at få oversat Bibelen til tysk.
Afslutningen på rigsdagen i Worms blev, at kejseren erklærede Luther for en kætter, at han skulle pågribes og retsforfølges, og at hans skrifter blev forbudt. Ediktet påbød også censur af Luthers skrifter med tilbagevirkende kraft. Ediktet er dateret 8/5 1521 og proklameret som lov for hele riget den 26/5 1521.
Ediktet forhindrede Luther i at rejse frit i de tyske fyrstedømmer, men der blev ikke i Sachsen og de andre lande, der efterhånden blev protestantiske, gjort forsøg på at pågribe ham. Reformationen var ikke til at stoppe, og Worms bliver protestantisk i 1525 og her afholdes protestantiske konferencer i 1540 og 1557.
Konferencen i 1540 blev arrangeret efter det fejlslagne møde i Hagenau og havde til formål at søge en forening af den katolske og protestantiske kirke i Tyskland. Konferencen begyndte den 25/11 1540, og de elleve repræsentanter fra hver side brugte megen tid på procedurespørgsmål, før de endelig kom i gang. Der blev udpeget en taler fra hver side, og protestanterne mødte med Philip Melanchton, mens katolikkerne mødte med Johann Maier fra Eck = Johann Eck = J. Eckius. I januar 1541 var man nået til en gensidig accepteret formulering af arvesynden, hvorefter mødet gik i stå, og det blev besluttet at udskyde øvrige konflikter til den kommende rigsdag i Regensburg fra 27/4 til 22/5 1541, som der heller ikke kom noget resultat ud af.
Jørgen Marcussen
Opdateret d. 26.11.2011 |
Retur til toppen.
|