Britannia from neolithic to Norman times




KORT OVERSIGT OVER FOLKESLAGSOMVÆLTNINGER PÅ DE BRITISKE ØER

******* UNDER OPBYGNING ******************

Op til normannerne nævnes i engelsk historie indbyggere af forskellige stammer som: pikterne, kelterne, romerne, skotterne, angelsakserne, vikingerne og normannerne m.fl. Deres udbredelse og tidsrammer i England beskrives kort i det følgende.

England har været beboet i både stenalder, bronzealder og jernalder. Efter istiden og landhævning med dannelse af Nordsøen og Kanalen blev lavlandet i Øst- og Sydengland beboet.

2000 f.Kr.
Bronzealderen begyndte omk. 2000 f.Kr. Befolkningen bestod fortrinsvis af landmænd og kvæghold har spillet større rolle end jorddyrkning. Bronzen (90% kobber, 10% tin) blev kendt gennem indvandring fra Europa. Bronzematerialer som tin og kobber fandtes i Cornwall, Wales og Skotland.

1000 f.Kr.
Med kelterne kom jernalderen til England. Kelternes hovedinvasion kom i 6.årh. Kelterne nævnes i romerske kilder for stammer rundt Donau i 325, og det formodes, at de da havde været i England i flere hundrede år, idet keltisk navnestof kendes fra år 1000. De tidligste sprogtegn af keltisk oprindelse er om landskabsmæssige forhold: i flodnavne som Thames, Trent, Severn og det keltiske ord for 'vand' findes i navne med 'axe', 'esk', 'exe', 'usk'.

Kelterne invaderede England i to grupper. Først kom »Hallstatt kulturen« og to århundrede senere kom »La Tène kulturen«. Mest kendt er deres bygning af »Henges« som Stonehenge, hvilket betinger et vel organiseret samfund, der har en vis astronomisk viden og kan samles om opgaver gennem længere tid. Deres religion er druidisk. På landbrugsområdet indførte de en forbedret plov med jernskær samt hest og vogn.

Det keltiske sprog udviklede sig senere til to grupper:
  1. 1. Goidelie - der blev stamsprog for Erse + Skotsk + Gælisk + Manx samt
  2. 2. Bruthonic - der blev stamsprog for Walisisk + Cornisk + Bretonsk
100 f.Kr.
I Thamesdalen fandt der omkring år 100 en invasion af belgae-stammefolk sted. De slog sig ned i Kent, East Anglia og mod sydvest og indførte en forbedret jernplov, der kunne bearbejde tung lerjord. De indførte også møntvæsen til England. De var ikke særlig talstærke, men antagelig var deres forbindelser tilbage til deres stammefrænder i Frankrig, der gav romerne deres ide om invasion af England.

43 f.Kr.
Romernes invasion i år 43 bragte store ændringer til landet. Okkupationen var hurtig, og der blev bygget garnisoner op til Skotlands grænse ved Hadrians mur - og den nordligere mur: Antoninus Pius' mur. Hovedbyen var først Colchester, men senere London, York, Chester, Bath, Caerleon, Lincoln.

200 AD
Skotland beboes i perioden af pikterne (= de malede), der har dannet kongerigerne: de nordlige pikter, og de sydlige pikter. De to riger dækker helel det skotske højland mod nord og vest. De to piktiske riger blev angrebet af skotter, der er et irsk stammefolk, der slår sig ned i de sydvestlige dele af Skotland.

400 AD
Der var næppe på noget tidspunkt flere end 50.000 romerske tropper i landet, og da Romerriget brød sammen i 410, forsvandt de resterende tropper hurtigt, og al romersk administration brød straks sammen, og landet blev opdelt i små konge- eller høvdingriger.

England var på dette tidspunkt delvis kristent, men romerkirken havde efter romerrigets fald ikke kontakt med den engelske kirke efter 455. Det er først Bedes Ecclesiastical History, 743, der giver os dokumentation igen.

500 AD
Det er et spørgsmål, om sakserne var kommet til landet, før romerne drog ud. De kan være kommet som romerske lejesoldater inden, men deres væsentlige invasioner kommer i det 6. århundrede. De kommer fra Angel, Saksen, Jylland (Angel / Saxon / Jutes) og slår sig ned i Kent og breder sig nord- og vestpå, mens de tvinger kelterne ud mod Cornwall, Wales og Skotland. I dag menes det dog, at grupperne var af mere spredt herkomst fra Sverige til Frankrig med en overvægt af frisere. De kom i både, der har været som nydamsbåden, altså robåde. Dette bygger på en byzantisk historiker Procopius ved Justinius' hof, som en engelsk delegation besøgte (ca. 560). Nærmere om deres ankomst til øriget i Nordsøen - se indledning til tidlige engelske regenter.

Det er usandsynligt, at kelterne blandede sig med angelsakserne, idet der ikke er overleveret ret mange blandingsnavne. Det er mest sandsynligt, at kelterne blev fordrevet eller dræbt. Invasionsruterne var via Kent, og senere via floddalene: Themsen, The Fenland, Humber. Først efter lang tid kom angelsakserne til Vestengland.

600 AD
Omkring år 600 har vi da et angelsaksisk og hedensk styre i det engelske lavland, og folket kaldes nu for »det britiske folk«, mens Skotland er piktisk mod nord, skotsk mod sydvest. Strathclyde og Lake District (Cumbria = de walisiske). Videre over Wales og ned over Cornwall, der endnu kaldes West Wales, er et oldkristens keltisk styre opdelt i en række små kongeriger.

Den keltiske oldkirke er kendetegnet ved små klostre centreret omkring hellige mænd, der lever delvis i ensomhed. Kirken har ingen stærk biskopstyrelse. Kendte keltiske centre er Bardsey Island, Glastonbury og Tintagel. Det er denne oldkirke som St. Patrick ca. 440-450 fører med sig til Irland, som han får kristnet inden sin død i 461. Hundrede år senere fører irske munke denne religion tilbage til Nordengland og Skotland (Dalriada - beboet 460, men først senere kristnet) med Columba, der kom til Iona år 563, hvor han døde 597. Senere kom klostre som Iona, Lindisfarne og Jarrow til. Colomba omvendte pikterne, så nu er kun angelsakserne hedninge. (Der er også et irsk Dalriada).

I Cornwall er der altså et keltisk folk, der er afskåret fra bevægelse mod nordøst af angelsakserne, og da irske folkebevægelser presser dem fra nordvest, immigrerer en del til Frankrig, hvilket er årsagen til Bretagnes navn og områdets oldsprog af keltisk oprindelse. Det har faldet dem ret naturligt, da de kom fra den del af England, der havde stået for en stor del af handelen med kontinentet og Middelhavet.

597 AD
Augustinus ankommer til England med et følge på ca. 40 og begynder omvendelsen af angelsakserne. I Kent er det ikke så svært, da kongen her er gift med en fransk kristen prinsesse, og Augustinus får lov at slå sig ned i Canterbury, hvor han som udsendt af Pave Gregorius i Rom, opretter bispesædet. Der er således to kirkelige retninger i landet.

635 begyndte munkene fra nord at missionere ind i det egentlige engelske område, men Rom-tilhængerne fra Canterbury var utilfredse hermed. Hovedspørgsmålet, der skilte de to grupper, var fastsættelsen af påskedatoen. Det var derfor et stort fremskridt for den romertro kirke, da kongen af Northumbria på et synode i Whitby i 663 gik over til Canterbury-religionen.

793 hærgede vikingerne Lindisfarne, 794 Jarrow og 795 Iona. Vikingerne fra Norge kom ned via Orkney- og Shetlandsøerne, fulgte Hebriderne på Skotlands vestside til Irland og brugte Irland som base for angreb på England. Danskerne kom direkte tværs over Nordsøen. Danskerne blev hjulpet på grund af et svækket Frisien, der ellers havde blokeret danskernes vej mod syd. Danskerne hærgede fra Lindisfarne og sydpå til Kanalen.

800 AD
838 er det sidste keltiske kongerige underlagt de angelsaksiske stammer. 843 bliver de piktiske kongeriger i Skotland forenede med skotterne - under King MacAlpin. Hele England er nu kristent, og det piktiske sprog, der er et ikke-indoeuropæisk sprog, er på stærk retur. Den rolige tilstand varede dog kort, da vikingerne nu havde begyndt deres hærgen.

De invaderende vikinger var hedninger, men de bofaste i England blev ret hurtigt omvendt (ca. 878). Vikingerne beherskede i deres storhedstid hele den nordøstlige del af England - nord for en linie fra omkring Liverpool ned til London. Angelsakserne beherskede stadig Wales, Cornwall og det meste af det sydlige England (delt i Mercia og Wessex).

Af betydning for Englands senere samling var Alfred den Store konge af Wessex fra 871 til 899. Han forstod at vikingerne skulle slås i deres eget element, havet, så han grundlagde med hjælp fra friserne den første engelske flåde.

1000 AD
Vikingestyret var på sit højeste kort før dets sammenbrud, nemlig under kong Knud og Hardeknuds regeringstid i 1016-1035 samt 1040-1042. Vikingestyret var ovre med den normanniske invasion.

Alfred den Stores efterkommer, Edward Bekenderen, prøvede at holde danerne tilbage, men da han døde barnløs i januar 1066, begyndte kampen om tronen straks. I september stod slaget ved Stamford Bridge mellem Harold, Earl of Wessex, og hans navnebroder Harald af Norge. Harold vandt, men måtte straks marchere mod Hastings, hvor han i slaget mod Vilhelm I Erobreren blev dræbt, og Vilhelm blev juledag kronet som Englands konge i Westminster.

Mod Vilhelms bedre organiserede hær kunne danerne med deres lange kommunikationsveje tilbage til Skandinavien og deres spredte rige ikke stå sig, og i 1069 var hele England underlagt Vilhelm, og England er for første gang samlet.



Jørgen Marcussen
 


Revised 12 December 2005. Back to website Overview