Informationer om Somerset HouseDe to bygninger, institutionerne og samlingerne | |
|
|
The following text is a short story of the first and second Somerset House. Its covers the period from Henry VIII to the present day. A part of the story focuses on the Courtauld Collection and Institute together with the Gilbert Collection. |
|
Indhold:
Husets historie Det nye hus Det nittende århundrede Restaureringen Personerne og huset Arkitekterne Institutionerne og samlingerne De nye institutioner | |
|
|
På en af de fornemste grunde i London - lige ned til Themsen - ligger et bygningskompleks, som der egentligt var ret få turister og heller ikke mange indfødte, der indtil for nylig havde fået øje på.
Passerer man det landværts gående langs Strand er facaden hverken særlig stor eller særlig iøjnefaldende, og det er muligvis årsagen til husets manglende plads i folks bevidsthed. Passerer man langs Themsen, er man måske også for tæt på til at kunne få øje på dets kvaliteter, men befinder man sig på sydsiden af floden og ser over mod huset, kommer det rigtigt til sin ret: En flot, klassisk 200 meter lang facade, der strækker sig mod øst fra Waterloobridge. Men sådan har det ikke altid været. For 150 år siden ville hver en sjæl i London nok vide nøjagtigt, hvilke funktioner Somerset House rummede, og passerede man dengang ad Themsen, ville indtrykket have været ganske overvældende majestætisk. Men lad mig begynde forfra, for Somerset House har været forbundet med både monarkerne og politikerne i ganske mange generationer, og kendte navne dukker hele tiden op i dets historie. |
|
|
Første hus Det første Somerset hus på stedet blev opført med Edward Seymour som bygherre. Seymour var onkel til prins Edward VI (hvis moder, Jane, var Henrys tredje kone). Prinsekongen var under lavalderen, da Henry VIII døde i 1547, og Seymour greb lejligheden til at blive værge for den unge konge - og samtidig fik han udvirket, at han også blev udnævnt til hertug af Somerset. Som hertug måtte han have et passende prangende palads, og grunden havde han forinden fået af kong Henry for sin indsats i Frankrig. På det tidspunkt blev stedet kaldt for Chester Place. Allerede ved begyndelsen af bygningen i 1547 blev hertugen upopulær, for han måtte rive nogle sognekirker og andet kirkegods ned for at få plads til paladset, der nu rejste sig over grunden. Arkitekturen var et brud med den herskende gotik og et af de tidligste eksempler på engelsk renæssancestil med udstrakt brug af doriske og joniske søjler. Det havde dog stadig gammeldags enkeltheder som adgang fra Strand gennem et porttårn og med the great hall liggende modsat langs floden. På et gammelt stik ser Strand-facaden faktisk meget elizabetansk ud endnu. Der står mere om de kongelige personer her. |
|
|
Elizabeth brugte huset til rigsrådsmøder og ambassadørmodtagelse og blandt andet var det her, forhandlingerne mellem Elizabeths hoffolk og hertugen af Holsten i 1560 på vegne af den danske konge Frederik II blev ført vedrørende hans ægteskabstilbud til Elizabeth. [Jævnfør Somerset House guide]
[Jævnfør dansk historie, vol. 6, p334 Pol. 1970] En anden version fortæller, at det var Magister Hans Mønster, der førte forhandlinger på kongens vegne i efteråret 1559, mens hertug Adolf på egne vegne forsøgte at blive gift med Elizabeth i 1560 eller 1561. Eneste resultat heraf var en udnævnelse til hosebåndsridder - en æresbevisning, som kong Frederik II først fik i 1582. I 1575 gav Elizabeth så brugsretten til huset til sin fætter, Lord Hunsdon = Henry Carey. Han havde tjent hende tro som soldat og deltaget i forsvaret af landet under Armadafrygten og blev udnævnt til jarl, da han var døende. Fætterforbindelsen må have været gennem Elizabeths moders slægt. |
|
|
Under den næste regent, James I fra 1603, gik huset til hans dronning, Anne, som han var blevet gift med i 1586. Anne brugte det allerede som dronning, selv om den egentlige mening var, at det skulle være hendes enkesæde. Under hendes brug af huset blev det kaldt Denmark House.
Fra 1609 blev der entreret med Inigo Jones om at udføre forskellige forbedringer af huset. Bl.a. blev havnefronten iklædt sten, så den så mere majestætisk ud. Fra 1630 til 1639 blev der tilbygget et katolsk kapel til dronning Henrietta Maria. Den sidste større ændring til det gamle hus, der endnu skulle stå i ca. 130 år, før det blev kondemneret, var enkedronning Henrietta Marias påbygning af en fremstikkende åben arkade med fem buer langs sydfronten i 1661-1662. Londons store brand i 1666 stoppede lige inden den nåede huset. Den sidste enkedronning, der kom til at bebo huset, var Charles IIs Catherine, der flyttede ud i 1693. Hun blev den sidste kongelige beboer i huset. George III gav godt nok huset til sin hustru, men Charlotte foretrak at bo i Buckingham House, hvorfor Somerset house kunne frigives til andre formål. Huset var dog i begyndelsen af 1770erne så nedslidt, at det besluttedes at rive det ned. George III gav sit samtykke den 17/5 1774, og i 1775 blev det revet ned. |
|
|
Andet hus Med Somerset House-grunden frigivet gik en diskussion i gang om både form og indhold af det nye hus, og George III fik mange anmodninger om at komme i betragtning som beboere. Hovedformålet for regeringen havde dog hele tiden været at samle flere regeringskontorer her og på den måde få en effektivitetsgevinst. Bl.a. var der med den store afstand fra det daværende Navy Board i Seething Lane og til Admiralty i Westend spildt megen transportid. Ved at flytte Navy Board til det nye Somerset House kunne der vindes tid. Foruden regeringskontorerne besluttede kongen også at give de tre store kulturelle institutioner plads i huset. Det var: The Royal Society, The Royal Academy of the Arts og The Society of Antiquaries. Arkitekten, der begyndte bygningen, blev William Robinson, der var sekretær i den daværende slots- og ejendomsstyrelse, og altså ingen topfigur, hvilket irriterede William Chambers, der var chef for Office of Works og altså Robinsons chef og derfor følte sig naturligt som den, der skulle have haft kommissionen. Som sædvanligt med offentlige bygninger var der drøftelser, om det skulle være billigt eller være prangende. Det blev prangende, og budgetterne blev overskredet voldsomt. Arkitektspørgsmålet løste sig selv, da Robinson døde i 1775, og William Chambers fik udnævnelsen som hovedarkitekt. Somerset House tegnede han som en serie sammenholdte ret smalle huse, hvor en regeringsafdeling så kunne få et helt hus med to kælderetager, én tagetage og tre fra gaden synlige etager. Ved at skjule to etager i kælderen og en i taget blev huset ikke dominerende i højden, og ved at fylde grunden noget ud i floden fik det alligevel en markant profil. Mod Strand var facaden kun kort, da nabogrundene tilhørte andre grundejere. Det nye indkørselsparti ligner en hel del havnefacaden af det gamle hus med arkader og piller. Huset blev først bygget med de to modstående længer og den vestlige længe omkring en meget stor gård uden beplantning og mod flodsiden blev facaden forsynet med anlægsplads til fartøjerne, der skulle befordre de besøgende til og fra huset. Dette var en meget væsentlig funktion med huset okkuperet af flådekontorer. Grundstenen blev lagt i 1776 og i 1779 var Strandpartiet færdigt. Det var i denne fløj de lærde selskaber skulle bo. Ved bygningen af huset var det også meningen, at departementscheferne skulle bo i huset med deres tjenestefolk, kokke og kuske, hvilket i dag synes noget unaturligt at bruge huset til, sådan som det blev opført. Det vigtigste kontor var Navy Board, der er at sammenligne med flådens forsynings-, bygnings- og personaleorganisation. Admiralty er den operationelle del af flåden. I 1789, da huset endnu ikke var færdigt, blev der rejst en statue af George III i gården. Statuen er gjort af John Bacon. George er afbilledet i romersk toga med foden på stævnen af en galej og en løve, mens han hviler sig op ad et ror. Statuen står endnu. |
|
|
I 1813 blev den nye Waterloo Bridge påbegyndt, og den var færdig i 1817. Den var fornemt dannet med stendækkede piller og indgangspartier og trapper mod Somerset House, der nu viste en kedelig bagside af vestfløjen ud mod broens tilkørselsgade. Der skulle dog gå godt tredive år, før der blev bygget en ny fløj mellem brogaden og Somersets vestfløj. Den stod færdig i 1856.
I 1829 begyndte arbejdet på østfløjen, der skulle huse King's College - en universitetsudbygning, hvor der skulle undervise i moderne emner og ikke kun i de klassiske og teologiske områder. Universitetets modernisering var drøftet med kongen - nu George IV, og der var forskellige religiøse ophævelser over moderniseringen. En anden indvending mod beliggenheden var den moralske fordærv, de studerende ville ende i, da der lå fem teatre inden for få minutters gang fra bygningen. Universitetsbygningen blev indviet i 1831, men da var George IV død året før. Den sejlende adgang til huset blev beholdt, lige indtil det i midten af det 19. århund-rede blev besluttet at anlægge The Embankment, så trafikken kunne glide langs floden, og der underneden kunne skjules en undergrundsbane, og der blev plads til kloak- og vandsystemer. Men herved blev der fyldt op langs huset, så facaden ikke længere fremstår som en høj sokkel med vandadgang. Embankment blev påbegyndt i 1864 og indviet i 1870. |
|
|
Man kan sige, at restaureringen gik i gang efter WW2, hvor bl.a. Nelsontrappen var blevet svært beskadiget. Især sydfløjen og østfløjen blev krigsbeskadiget. Der var derfor en hel del etagemetre, der var rømmet af regeringskontorerne, og efter restaureringen kom disse ikke tilbage, og derefter kunne indflytningen af Courtauld Institute and Collection finde sted.
Samlingerne er nu udvidet med den permanente Gilbert Collection af guld, sølv og mosaikker, samt de temporære udstillinger med for øjeblikket malerierne fra Robert Walpole - Catherine II - Hermitagemuseet. |
|
|
HENRY VIII + EDWARD VI + JANE + MARY I+ ELIZABETH I De involverede personer tæller altså først Henry VIII, der skænker grunden til huset til Seymour. Prins Edwards mor, Jane Seymour, der dør en naturlig død efter et års ægteskab i 1537 under fødslen af Edward, der bliver konge som 10-årig, regerer gennem sin onkel i 6 år og dør i 1553. Hovedpersonen i denne fortælling er Edward Seymour, der havde fået byggegrunden af sin svoger kong Henry. Seymour er jarl af Hertford under Henry VIII. Ved kongens død 28/1 1547 havde jarlen fået fat i testamentet og imod dets bestemmelser fået sig indsat som værge, hvor testamentet havde forlangt et rigsråd. Samtidig får han i februar 1547 sig selv udnævnt til hertug af Somerset og med ret til selv at udpege de øvrige rigsråder. Derfor var hertugen overordentlig upopulær hos den øvrige højadel i rigsrådet, der med jarlen af Warwick i spidsen ledte efter en undskyldning for at fælde Somerset. Lejligheden kom i 1549, hvor hertugen blev arresteret, og en af grundene i anklageskriftet var, at han havde konfiskeret kirkegods under bygningen af sit palads og vanhelliget grave, idet han også havde fået gravet begravelsespladser op. Ikke alene Edward Seymour, men også hans yngre bror, Thomas Seymour of Sudeley var ærgerrig. Thomas gifter sig med enken efter Henry VIII, Catherine Parr (Henrys sjette og sidste kone fra 1543 - 1547), i 1547 kort efter kongens død, men bliver i 1549 arresteret og dømt for højforræderi og halshugget. Catherine er da død (september 1548). Årsagen til arrestationen er, at han efter Catherines død straks har indledt manøvrer for at gifte sig med den nu 15-årige prinsesse Elizabeth (*7/9 1533), idet han så muligheden for hendes tronbestigelse. Thomas bliver halshugget i marts 1549. Edward Seymour blev indsat i Tower i 1547, men slap ud i februar 1550 og genindsat i sine rettigheder, men mister endelig magt og bliver sat fast igen to år senere i oktober 1551, og denne gang blev han i december dømt for højforræderi mod staten. Hans eksekution kan læses i kong Edward VI dagbog (han var da 14 år) under den 22. januar 1552: "The Duke of Somerset had his head cut off on Tower Hill between eight and nine o'clock in the morning«. Paladset blev herefter konfiskeret af kronen, og selv om det knapt var færdigt, blev det nu indrettet til at huse prinsesse Elizabeth, som boede her noget af tiden, mens hendes halvsøster Mary regerede (*1516-d.1558). Elizabeth har da været ca. 20 år (hun var 25, da hun blev dronning). Somersetfløjens modstander i rigsrådet var jarlen af Warwick. Han bliver 11. oktober 1551 udnævnt til hertug af Northumberland, og det er hans søn, Lord Guildford Dudley, der den 21. maj 1553 gifter sig med Jane Grey, oldebarn på døtrenes side af Henry VII. Northumberland forsøgte at få Edward VI til at indsætte Jane som tronarving. Det får Edward gjort den 21. juni og dør så allerede 6/7 1553 i Greenwich. Warwick/Northumberland får da indsat Jane som dronning den (6.) 10. juli 1553, og hun sidder som dronning til 19. juli, hvor Mary I bliver udråbt til dronning, og Jane og hendes mand bliver sendt i Tower. Marys fløj får også straks sat hertugen af Northumberland fast og halshugget den 22. august 1553 for kupforsøget. Jane og husbond sidder i Tower indtil 12. februar 1554, hvor de bliver halshugget. Cirka samtidig, den 18. marts 1554, sættes prinsesse Elizabeth fast i Tower, hvor hun sidder til 19. maj, hvorefter hun flyttes til Woodstock (ved Blenheim). Senere flyttes hun til Hatfield House nordøst for London. |
|
|
Både James I og Anne var nogle ødelande, og Denmark House blev fra 1603 et væsentligt samlingssted for den både den sociale og den kunstneriske elite i landet. Bl.a. blev Inigo Jones brugt som arkitekt til de stort opførte tableauer og Ben Jonson til at skrive småstykker til underholdning for de kongelige.
Anne brugte huset til sin død i 1619, som fandt sted på Hampton Court, men hun blev ført tilbage til Denmark House for at ligge til skue der. Begravelsen måtte i øvrigt udsættes i to måneder på grund af pengemangel. |
|
|
Efter 1625 fik Henrietta Maria brugsretten til huset. Da hun var katolik, fik hun ret til at indrette kapel i huset, Inigo Jones stod for bygningen, der indledtes i 1630 og først stod færdig i 1636. At have et katolsk kapel i midten af den engelske statskirke gav mange problemer, og der udviklede sig en betydelig uvilje mod dronningen.
Borgerkrig Under borgerkrigen fik general Fairfax residens i huset, og da Oliver Cromwell døde, blev han også sat til skue i huset. I den sidste periode af protektoratet blev huset brugt til underbringning af soldater. |
|
|
Ved indsættelsen af Charles II blev huset igen overdraget til enkedronningen, der blev der indtil pesten i 1665, hvor hun rejste til Frankrig og aldrig kom tilbage. Og da Charles II døde i 6/2 1685 trak den næste enkedronning, Catherine, sig tilbage i Somerset House. Hun var også katolik, hvad der gik uden problemer, mens James II var ved magten. |
|
|
Men efter 1689, da de meget protestantiske William og Mary kom til magten opstod der jævnligt problemer mellem de to royale husholdninger på grund af religiøse gnidninger. Mary var datter af James II i hans første ægteskab med Anne Hyde og Catherine var hendes faster. Under Williams hærtogt til Irland blev det helt galt, da det forlød, at Catherine ikke havde bedt for kongens sejr over de irske katolikker. Problemet løste sig selv, da Catherine rejste til sit hjemland Portugal. |
|
|
Arkitekterne til det første hus kendes ikke nøjagtigt. Der findes et dokument i Caius College i Cambridge, der i forbindelse med at billede af John af Padua oplyser, at denne byggede kollegiet og Somerset House. Andre mener, at John Thynne var arkitekt.
Inigo Jones Inigo Jones blev beskæftiget med husets renovering i flere omgange. Først under dronning Anne, hvor sydfacaden blev beklædt, og det indre blev gjort mere prangende. I anden omgang renoverede han under dronning Henrietta Maria. Han var i mellemtiden blevet udnævnt til Surveyor of the King's Works. Henrietta ønskede også mange indvendige forbedringer, men den største opgave var hendes kapel. Under bygningen af kapellet var der mange uoverensstemmelser mellem bygherrens folk, der var katolske prælater, og så den puritanske arkitekt, Disse to grupper med forskellig religiøs observans havde vidt forskelligt syn på storhed, som det skal komme til udtryk i arkitektur. Under borgerkrigen blev Inigo Jones fængslet og hans værdier konfiskeret på grund af hans tætte forbindelse til dronningen, men han formåede at få dem tilbage, men måtte betale en stor bøde. Han døde i Somerset House 21/6 1652. William Chambers Til det andet hus, der blev bygget 1776 til 1786, var hovedarkitekten William Chambers. Han var barn af skotske forældre og født i Göteborg i 1726. Han uddannede sig i England, men vendte tilbage til Sverige for at få stilling hos det svenske East India Company. Han rejste derefter i Indien og i Kina, hvilket hans pagode i Kew Garden i dag stadig minder om. Pagoden og væksthuset er begge af hans design. Chambers blev bestyrelsesmedlem i den første samling af Royal Academy of Arts, og John Soanes har lært af Chambers. Chambers døde i 1796. |
|
|
I dag rummer huset stadig The Inland Revenue administrationen i både øst- og vestfløjene, men denne og enkelte andre statsinstitutioner er nok lige så besøgte som de danske skattedepartementer.
De tre store "Societies" var alle flyttet ud i 1870, og Admiralitetets sidste kontorer flyt-tede i 1873. |
|
|
The Royal Academy of Arts fik Joshua Reynolds som formand, fra det blev dannet i 1768, men Chambers, der blev Treasurer, blev lidt mopset over, at det ikke blev ham. Kongen ville helst have haft Chambers, idet han ikke kunne lide Reynolds politiske holdninger.
Et af de praktiske resultater af Selskabets dannelse var dets grundlæggelse af kunstskolen, der foruden billedkunstnere også underviste arkitekter og skulptører. Foruden skolen dannede Selskabet også en samling af kunst, der skulle udstilles i deres lokaler. The Exhibition Room blev efterhånden så overhængt med malerier, at de hængte som tapet fra gulv til loft. Da Reynolds døde i 1792 blev han efterfulgt af Benjamin West. The Royal Academy flyttede i 1836 til det nybyggede National Gallery på Trafalgar Square. Det flyttede senere derfra og til Burlington House på Piccadilly, hvor det er endnu i dag. Lokalerne i Somerset House blev dog efter Akademiets udflytning stadig brugt til kunstformål endnu i nogle år, idet den statslige design- og kunstskole flyttede ind. |
|
|
The Royal Society er Englands ældste videnskabelige selskab og fik ligeledes lokaler i Somerset House fra dets indvielse.
Men hvor Akademiet fik hele vestenden af Strandbygningen, så måtte Videnskabsselskabet dele østsiden med arkæologerne. De flyttede ind i 1780, men deres museum blev der ikke plads til. Selv om vigtigheden af Selskabets virke ikke var fremtrædende hos det bedre borgerskab, så var videnskaben godt klar over betydningen, og et tegn på dette er, at selv under den amerikanske revolution og under Napoleonskrigene senere blev der mellem videnskabsfolk og de to nationers krigsmagt indgået aftale om, at videnskabelige ekspeditioner ikke måtte forulempes, og både amerikanske og franske videnskabsmænd blev stadig optaget som medlemmer i Selskabet under krigstilstandene. Selskabet flyttede ud i 1857, hvor det flyttede sammen med Akademiet, nu i Burlington House. |
|
|
The Society of Antiquaries er det ældste af sin art i verden. Det blev dannet i 1707 med Humfrey Wanley i spidsen (førsdte mødereferat 5/12. Jf. Selskabets opgivelser blev den første valgte præsident Peter Le Neve, Norroy King of Arms). Humfrey Wanley var indtil 1707 sekretær i Videnskabsselskabet og blev derefter det samme hos antikvarerne. Det nye selskab fik fundats og kongelig godkendelse i 1751. Selskabets formål er at fremme historisk, etnologisk og arkæologisk forskning meget bredt gennem studiet af efterladenskaberne fra fortiden.
Antikvarerne forblev i Somerset House fra 1780 til december 1874, hvor de også flyttede til Burlington House. |
|
|
Fra slutningen af det 19. århundrede var her Folkeregister: Registry of Births, Marriages and Deaths. Ligeledes har arkiverne for testamenter ligget her: the Principal Probate Registry. Folkeregisteret flyttede ud i 1970. Testamentearkivet flyttede ind i 1874; ukendt hvornår de flyttede ud.
Under WW2 blev skatteministeriet flyttet, og forsyningsministeriet overtog kontorerne. Skatteministeriet bebor i dag stadig både øst- og vestfløjen. |
|
|
Navy Board var den største beboer i det gamle hus. Under Henry VIII voksede flåden til en sådan størrelse, at den daværende administration bestående af Admiralty og The Clerk of the Ships (forsynings- og personaletjenesten) ikke kunne klare arbejdet alene. Der blev derfor dannet en ny bestyrelse, The Navy Board, der som chefer fik en comptroller, en surveyor og en treasurer. Det er i dette Navy Board, at bl.a. Samuel Pepys udfolder sine evner (som først clerks of the acts). Navy Board dannes 24/4 1546 og Navy Board eksisterer indtil 1832.
I 1789 var Navy Board-kontorerne og Pay Office, Victualling Office og Sick and Hurt Office flyttet ind i det nye hus. Om personalekontorets regeladministration går der følgende anekdote. Flådens regler var, at en officer måtte være over 21 år, men flåden manglede ofte folk og fødselsattester var ikke noget alle havde, så en portør ved indgangen udfærdigede det nødvendige for 5 shilling, hvortil eksamenskommissionen bemærkede, at tagende certifikatets alder af mindst 21 år i betragtning, så havde blækket været overordentligt længe om at tørre. |
|
|
De kulturelle institutioner har fået større gennemslagskraft de seneste år. Samlingerne er dels den permanente Courtauldsamling og Gilbert Collection samt de skiftende udstillinger, der pt er Hermitageudstillingen med malerier, der stammer fra Robert Walpoles bo.
Endvidere kan visse af de arkitektoniske perler som Nelsontrappen og en Navy Board barge ses. Courtauld Collection Denne samling er skabt af Senere er der kommet mange ældre værker til samlingen, der nu har en middelaldersamling i stueetagen og de moderne på første og anden sal. Courtauldinstitutionen Foruden samlingen er der også en kunstskole tilknyttet Courtauld. Hovedmanden bag denne skole var Arthur Lee (viscount Lee of Franham 1868-1947). Lee ejede Chartwell, som han gav til nationen som bolig for statsministrene. Nu er huset museum for Churchill). Derudover havde Lee en drøm om en kunstskole, og den blev skabt i 1932 i Courtaulds hus på Portman Square. Da Courtauld ydede huslejen, så blev skolen opkaldt efter ham og ikke efter Lee. En lang række donatorer har yderligere bidraget til skolens og samlingernes omfang. Oplysninger findespå nettet bl.a. under www.thecityreview.com/somerset.html. Gilbert Collection Gilbert samlingen består af guld- og sølvting samt mikromosaikker, stenindlagte møbler, snustobakdåser og miniatureportrætter. Det er en meget omfattende samling skabt af englænderen Arthur Gilbert (1918-2001), der emigrerede til California og blev rig på bygningsforretninger. Robert Walpoles samling fra Hermitagen Dette er en separat historie, som tiden ikke tillader mig at beskrive nu. Kort fortalt blev Robert Walpoles samling af hans barnebarn solgt til den russiske kejserinde, Catherine, der anbragte samlingen på Hermitagen. Herfra er der nu udstillet en række meget fine engelske og andre malerier i Hermitageudstillingen. |
|
|
Forside. |