Indhold
Denne tekst indeholder oplysninger om de geologiske, vulkanske forhold omkring Vesuv. Der er enkelte oplysninger om de tidligere udbrud og om jordskælvet i år 62, og Plinius den Yngres to tekster om det store udbrud i år 79 er medtaget sammen med nogle oplysninger om senere udbrud.
Vulkanen Vesuv
Vulkanens alder er af geologer beregnet til at være 17.000 til 18.000 år. Den cyklus er på omkring 2.000 år med store udbrud i 1800 f.Kr., i år 79 og forventeligt igen i en nærtstående fremtid.
Jordskælvet i år 62
Det kraftige jordskælv i år 62 rystede både Pompeii og Herculaneum, så mange bygninger styrtede sammen, og ved vulkanudbruddet i år 79 var der stadig mange bygninger, der ikke var repareret, og ved de senere udgravninger er fundet
bygninger under renovering. Kun enkelte templer var genrejst, og det er usikkert, om vandforsyningen var retableret i samme omfang som før jordskælvet.
[Skydsg. 1977a p.6]
Et mindre skælv fulgte i år 64.
Udbruddet i 79
Den kilde, der altid citeres i forbindelse med beretninger om Vesuvs udbrud i år 79, er skrevet af romeren Plinius den Yngre. Hans onkel, Caius Plinius Secundus, kaldet den Ældre, var flådechef for den romerske flåde med rang af præfekt, og han var til stede i Misenums flådebase, da udbruddet kom. Herfra satte han redningsarbejder i gang, og han deltog selv i aktionerne, da han lod en af sine flådegalejer sejle sig over Napolibugten til Stabiae, hvor han opholdt sig i nogen tid. Plinius den Ældre nåede ikke tilbage, men døde på kysten på Sorrentohalvøen.
Caius Plinius den Yngre blev født år 61 eller 62 og døde omkring 120 e.Kr. Han var kun 17 år, da Vesuvs udbrud skete og opholdt sig i de dage i sin onkels villa i Misenum. Hans fader var død i år 76, og moderen var efterladt med to sønner og bad sin bror om støtte, og onklen, Plinius den Ældre, tog sig af i hvert fald mor og Plinius den Yngre, der måske havde en bror. Først da onklen var død, viste testamentet, at han havde adopteret nevøen, der arvede hele onklens formue og i respekt ændrede sit fødenavn Publius Caecilius Secundus til Caius Plinius, L.F. Caecilius Secundus, blandt venner blot kaldet Secundus. Navnet Plinius den Yngre blev først efter antikken knyttet til personen.
Plinius den Yngre fik en strålende karriere i statsforvaltningen. I år 82 blev han som militær tribun tilknyttet den Tredje Galliske Legion, udstationeret i Syrien. Kvæstor i 89, tribun i 91 og prætor i 93, konsul i nogle måneder i år 100, kurator for Tiberen i 106 og i 112 guvernør for Sortehavsområdet og Nordtyrkiet.
Plinius skrev først beretningen om Vesuvs udbrud ned omtrent 25 år efter begivenheden, og beretningen har form af to breve til historikeren Cornelius Tacitus.
*** Epistel Bog VI nr. 16 fra Plinius' Epistler i ti bøger ***
Fra den danske udgave i Gyldendals bibliotek fra 1928-30 og forøget ved en oversættelse af mig fra en engelsk udgave fra 1723 gjort maskinlæsbar på Electronic Text Center, University of Virginia Library.
VI -16: Om Vesuvs udbrud i år 79
Du beder mig om at beskrive min onkels død, for at du kan berette den for eftertiden så sandfærdigt som muligt. Jeg takker dig, thi din beskrivelse vil give ham en udødelig berømmelse. For skønt han omkom ved de skønneste egnes undergang og stadig vil blive i erindringen ligesom de folkeslag og byer, der forsvandt ved denne mindeværdige ulykke, og skønt han selv har oprejst mange mindesmærker for sig selv, så vil dine skrifters ry i al evighed føje meget hertil.
Jeg anser dem for lykkelige, det af guderne er givet enten at udføre noget, der fortjener at blive nedskrevet for eftertiden, eller at skrive noget, der fortjener at læses; men dem anser jeg for de lykkeligste, der bliver begge dele forundt; og til dem vil min onkel høre både ved sine egne og ved dine skrifter. Derfor påtager jeg mig gerne at imødekomme dine ønsker og beder dig om at høre min beretning.
Han var i Misenum og kommanderede personligt vestflåden. Den 9. Kal. af September (Nonum Kalendas Septembres = 24. august)*) ved den syvende dagtime (= kl. 13) meddelte min moder ham, at der viste sig en sky af usædvanlig størrelse og udseende. Han havde ligget i solen, derpå taget et koldt bad, havde spist et måltid og læste nu. Han forlangte sine sandaler og gik op på et højdedrag på ejendommen, hvorfra der var det bedste sted på ejendommen, hvorfra dette fænomen nøje kunne betragtes.
Der steg en sky op, men det kunne på afstand ikke afgøres, fra hvilket bjerg den kom, men senere fik man vished for, at den kom fra Vesuv. Skyen lignede i sin form mest af alt et pinjetræ, thi den løftede sig i vejret som en lang stamme og bredte sig ud med flere grene, antagelig fordi den først hævede sig ved en pludselig frisk vind, men derpå, da den blev svagere, tabte sin kraft og besejredes ved sin egen tyngde og derpå svandt hen i bredden, undertiden hvid og undertiden farvet og plettet, eftersom den var fyldt med jord eller aske, der hævedes op.
Synet slog ham med undren, og som den dannede mand han var, mente han det vigtigt og værdifuldt at undersøge fænomenet nærmere. Han beordrede en let galej gjort klar og tilbød mig at deltage i ekspeditionen, hvis jeg ville. Men jeg ville hellere fortsætte studierne, og skrive på den tekst, han netop havde givet mig til transskription.
Han forlod villaen og fik samtidig hermed et brev fra romerinden Rectina,**) der var blevet opskræmt af det truende udbrud, da man fra hendes hjemegn tættere på vulkanen kun kunne flygte via havet. Brevet indeholdt en bøn om, at han ville redde dem fra den store fare. Det fik ikke Plinius til at ændre beslutning, men den ekspedition, han af forskerlyst havde planlagt, blev nu ændret til en heltemodig redningsfærd.
Note *) [Mygind 1920 p.4 / 11]
Note **) Her er oversættelser ikke enslydende. Den danske er vist ovenstående, men den ældre via engelsk fortæller: "at han tog sin skriveplade med sig. Flådeofficererne fra Retina var opskræmte over den truende fare (fordi den landsby lå nøjagtigt neden for Misenum, og der var ingen anden vej end via søen at flygte fra byen), og opfordrede ham til at hindre en så frygtelig ulykke."
Ifølge den latinske tekst "modtog Plinius en skriveplade [træplade med voksbelægning] fra Rectina Tasci", der efter kønnet er en kvinde, og som er ukendt i litteraturen. Efternavnet staves i nominativ enten "Tascus" eller "Tascius" og udlægges som at hun var hustru til denne herre.
Der er diskussioner, om hun kunne være hustru til den senere nævnte Tascius Pomponianus, som Plinius sætter kurs imod, men intet specifikt i Epistlerne viser det. Ideen er taget op i flere fiktionsværker. En drøftelse på to bogsider i D'Adams bog gennemgår mulighederne sobert, men der er ingen konklusion mulig på de få fakta, der eksisterer. [Adams p.222f]
Herefter vil jeg stille mig tilfreds med en version af historien, da jeg nu har konstateret, at der er flere versioner, måske også flere latinske versioner.
-------
Han lod nu flådebasens liburnaer stå til søs og gik selv om bord på et af skibene for ikke alene at prøve at redde Rectina men også for at yde andre hjælp på den tæt bebyggede kyst. Han sejlede i hast mod de egne, hvorfra enhver anden flygtede, og styrede frygtløst lige ud i faren og noterede undervejs alle ulykkesscenens begivenheder og syn, som han oplevede dem.
Nu begyndte der at falde aske på galejerne, og jo nærmere de kom, desto varmere blev det, og der faldt nu også sten, sorte, brændte og sprængte af ilden, på dem. Det blev pludseligt lavvande, og strandbredden var spærret af nedfaldende klippestykker. Det fik ham til at standse fremfarten, mens han vurderede situationen uvis, om han skulle opgive og returnere, men da gubernatoren (styrmanden) rådede ham til at vende om, sagde han "Lykken står den kække bi, styr mod Pomponianus". Personen Pompianus var i Stabiae på den anden side bugten (byen på kysten sydvest for Pompeii ved begyndelsen af Sorrentohalvøen). Skønt faren endnu ikke var rykket tæt på denne by, men dog nærmede sig, havde Pomponianus bragt sine ejendele om bord på et skib for at flygte, hvis vinden ikke havde været kontrær.
Min onkel sejlede dertil med en stærk medvind og omfavnede og trøstede den opskræmte mand ved ankomsten, og for at dæmpe hans frygt og berolige ham lod Plinius sig tilberede et bad, og efter badet lagde han sig til bords og spiste muntert sin aftensmad- eller hvad der er lige så bravt - lod som om, han var munter. Fra Vesuv kom der i mellemtiden store udbrud, der steg højt til vejrs, og man så brande og flammer, hvis skin blev forstærket af nattens mørke. Onkel fortalte, at det var bare brande efterladt af bønder og på de rømmede og brændende landbrug. Så lagde han sig til hvile og sov roligt, thi da han var af betragteligt omfang var hans snorken ganske tydelig og hørt i forrummet af de tjenstgørende.
Men nu var gårdspladsen, der førte ind til beboelsesrummene fyldt så højt op med aske og pimpsten, at han ikke ville kunne komme ud af døren, hvis han ventede længere i sit værelse. Så snart han var blevet klædt på, gik han ud til Pompianus og de andre, der havde siddet oppe hele natten. De drøftede så, om de skulle blive i huset beskyttet af taget, eller de skulle begive sig ud i det åbne landskab, fordi bygningerne rystede og vaklede under de gentagne voldsomme jordskælv. Men under åben himmel måtte man frygte de lette og gennembrændte pimpsten. En sammenligning mellem de to farer blev afgjort i det frie landskabs favør, og de bandt puder på hovedet med tørklæder og servietter som beskyttelse mod de faldende sten.
Næste dag var nu brudt frem, men her var det stadigt nat, mørkere og dunklere end alle andre nætter, de nogensinde havde oplevet. De mange fakler og brande lyste op i mørket. Man besluttede at gå ned til strandbredden, så tæt på, man kunne komme for den stadig kraftiggående sø med en kontrær vind, men man kunne ikke stå til søs. Min onkel lagde sig på strandbredden på et tæppe og bad flere gange om vand at drikke. Flammerne og svovllugten, der kom med flammerne, drev de andre på flugt og fik ham op at stå igen. Han kom på benene støttet af to tjenere, men faldt straks sammen igen. Jeg tror årsagen var den tykke røg og tågen, der forhindrede ham i at få vejret og blokerede luftrøret, så han måtte hive efter vejret.
Da det igen blev lyst den tredje dag, fandt man hans lig uden skader fra udbruddet liggende mere, som om han sov end var død, og man dækkede ham til med hans egne klæder. I mellemtiden havde min moder og jeg opholdt os i Misenum, men det er ligegyldigt for historien, og du bad kun om oplysninger om min onkels død. Derfor slutter jeg nu mit brev og pointerede kun, at jeg har de faktiske detaljer af alle begivenhederne, som jeg så og hørte på det tidspunkt, hvor sandheden om en åbenbaring er det mest uforventelige. Nu må du selv uddrage det væsentlige, for et er at skrive et brev til en ven, noget andet er at skrive verdenshistorie.
Farvel
Det andet brev om begivenhederne omkring Vesuvs udbrud i år 79 er mindre citeret i litteraturen. Det beskriver oplevelsen for Misenumområdet:
*** Epistel Bog VI nr. nr. 20 fra Plinius' Epistler i ti bøger ***
Oversat fra en engelsk udgave fra 1723 gjort maskinlæsbar på Electronic Text Center, University of Virginia Library.
VI -20: Om Plinius den Yngres genvordigheder under udbruddet
Du fortæller i dit brev, at din nysgerrighed blev vakt med det brev, jeg på din opfordring sendte dig om min onkels skæbne, og at du ønsker at få at oplysning om min ængstelse og de forhold, vi oplevede i Misenum, for jeg var begyndt på emnet, men brød af undervejs.
Skønt min erindring fylder min sjæl med rædsel,
Vil jeg dog begynde min beretning.
Efter min onkel var taget af sted tilbragte jeg den følgende tid med at studere, da jeg jo var blevet tilbage netop af den grund. Så gik jeg i bad, spiste aftensmad og trak mig tilbage for at hvile, men uden at få ro over mig. Vi havde i de mange foregående dage været opmærksomme på indtrufne jordskælv, men det var mindre forfærdeligt, da ikke blot befæstningerne, men også Campaniens byer jævnligt kom ud for det. Imidlertid fordoblede skælvene sig den nat og med meget større kraft, så alle genstande ikke blot blev rystede, men syntes også at blive væltet omkuld af skælvene.
Min moder kom straks ind i mit værelse, hvor jeg var stået op for at ville vække hende i tilfælde af, at hun sov. Vi satte os ud i den smalle gård, der ligger mellem huset og stranden, og jeg ved ikke, om jeg skal kalde det mod eller dumdristighed, thi jeg var kun 18 år gammel, for jeg sendte bud efter min Livius -tekst og læste roligt og tog notater, som jeg var begyndt på tidligere.
En af onkels venner, som netop var kommet fra Spanien for at besøge ham, kom nu til huset for at høre til os. Da han så os begge siddende, og jeg i færd med at læse, bebrejdede han min moder hendes ugidelighed og mig min tillid; men jeg holdt blikket fast i min bog. Klokken var nu syv om morgenen, men daggryet var dog kun kommet som en svag skumring. Bygningerne omkring os rystede, og risikoen for, at de kunne styrte sammen over os, var afgjort stor, for gården var lille skønt åben. Vi besluttede da at forlade landsbyen, og folkene fulgte os i panik. Den almindelige frygt havde noget forsigtigt over sig, for enhver foretrak sin nabos foranstaltninger frem for sine egne, og pressede menneskemassen fremefter, når den trak sig tilbage.
Da vi var kommet klar af byen, gjorde vi holdt og blev mødt af nye uhyrlige rædsler, for de vogne, vi havde beordret frem, blev af naturen skubbet frem og tilbage på selv jævn grund og ville ikke blive stående, selv om de blev afstoppet med store sten. Endvidere viste havet sig som en slags strømhvirvel og blev trukket væk fra land af jordskælvet. Stranden var blevet bred, og en del fisk var efterladt på den tørre bund. I modsatte retning stod på himlen en mørk og truende sky, spaltet af den ujævne skælven.
De faldende meteorer med flammer i vekslende højder åbnede sig for vore øjne og afveg ikke meget fra lynild men var af større omfang. Nu talte vores spanske ven til os med den største iver og kraft: "Havde din broder og onkel været i live, ville de have sørget for din sikkerhed; skønt han er død, ville din onkel have ønsket, at du skulle overleve ham. Hvorfor prøver du så ikke at flygte?" Vi svarede, at vi ikke ville give ham lejlighed til at tro, at vi kun tænkte på vores egen sikkerhed, mens vi frygtede for min onkels velbefindende. Vennen ventede ikke længere men flygtede i al ubetænksom hast fra faren. Kort tid efter faldt skyen mod jorden, dækkede havet, omhyllede og skjulte Capri for vore øjne og nåede Misenumforbjerget foran os. Så bønfaldt min moder mig, tryglede og beordrede mig til at frelse mig selv med al min snilde.
Hun sagde, at det ville være let nok for mig med min unge alder, men hun ville være tilfreds med at dø, for med hendes alders besværligheder ville hun ikke forsinke mig og være skyld i min død. Jeg svarede, at jeg kun ville flygte i sikkerhed med hende og greb så hendes hånd og tvang hende til at følge med mig; hun gik uvilligt med, mens hun bebrejdede sig selv for at holde mig tilbage.
Aske var nu begyndt at falde på os, men endnu kun i mindre mængde. Jeg så mig tilbage - en stor tågebanke fulgte os og spredte sig ud over jorden som en syndflod. Ved synet af den sagde jeg til min moder: "Lad os dreje af fra vejen, mens vi er foran skyen, så vi ikke falder på vejen og i mørket bliver trådt til døde under menneskemassen. Vi var knapt drejet af fra vejen, før vi gik under en total nattehimmel - ikke som når himlen er overskyet uden måne, men som i et rum, hvor alt lys er slukket.
Man kunne høre kvinders skrig og børns gråd og mænds stønnen: Nogle kaldte på deres forældre, nogle på deres ægtefælle, og de kunne kun kende dem på deres stemmer. Nogle jamrede over deres ulykke og andre over deres naboers ulykke; nogle ønskede sig døde af frygt for døden, og mange opløftede deres hænder mod himlen; en stor del mistede troen på alle guderne og var overbeviste om, at den sidste time var kommet og jordens undergang og den varslede evige nat var kommet. Nogle forstørrede faren ved at forestille sig allehånde indbildte rædsler. Andre fortalte, at alle huse i Misenum var faldet sammen og brændte; det var alt sammen urigtigt, men mange troede på det.
Der viste sig nogle lysglimt, der ikke var tegn på, at dagslyset var vendt tilbage, men at ilden, der truede os, var kommet nærmere. Branden stoppede et stykke borte, og mørket kom tilbage, og efter det faldt en voldsom byge med aske og pimpsten. Vi måtte af og til rejse os op og ryste det af os, ellers ville vi være blevet tildækket og trykket ned af vægten af aske og sten. Jeg vil kunne prale af, at under denne forfærdelse kom hverken suk eller klage fra min stemme, men jeg blev styrket i den trøst det gav - ikke særlig logisk, men naturligt nok - ved tanken om, at hele verden ville dø med mig.
Til sidst opløstes denne dampsky gradvis og forsvandt som røg eller som en drivende sky, og endelig kom dagen virkelig tilbage, og solen begyndte på ny at skinne, men med en svagere og mere mat styrke, som var det en solformørkelse. Vores skælvende blikke mødte et syn, hvor alt var forandret og gemt under et dybt lag aske, som var det sne. Ved vores hjemkomst til Misenum, efter at vi havde taget lidt vare på os selv, tilbragte vi natten delt mellem frygt og håb, men frygten tog overhånd, for jordskælvene fortsatte, og de fleste folk var stadig slået med angst og fortabt i deres egne sorger og andre med bange forudanelser. Dog kunne jeg ikke selv beslutte at rejse, skønt jeg havde oplevet faren og forventede mere, før jeg havde hørt nyt om min onkel.
Du kan adsprede dig med at læse denne korte beretning, skønt den er uværdig til en plads i historien, vil du nok ikke undlade at skrive om den, og du kan lægge skylden på dig selv, da det var dig, der spurgte, såfremt du ikke synes, den var et brev værd.
Farvel
Der gik knapt et par hundrede år, før der igen kom en beretning om udbruddet. Den er skrevet af historikeren Lucius Cassius Dio Cocceianus, oftest kun kaldet Cassius Dio, *164, † 229, og det omfangsrige 80-bogs værk er delvis kendt gennem senere byzantinske resumeer. Jeg har kontrolleret en engelsk oversættelse fra Loeb Classical Library udgave fra 1925 mod en dansk oversættelse af E. Gros fra 1867. Beretningen findes i Dios 9. tome. Man kan finde kritik af hans værk i flere artikler på gode netsider.
Hans beretning er fyldt med fantastiske sagnagtige fænomener om giganter, der rejser sig, men en del oplysninger kan tolkes korrekt og i overensstemmelse med Plinius', samtidig med at de bringer nogle nye detaljer om eksplosioner og askeforekomster, hvorfor man mener, at Dio har haft yderligere - nu ukendte - kilder at trække på. [Mygind 1920 p. 20 / 28]
Der findes en beskrivelse af et tilsvarende udbrud af knap det samme omfang som det i år 79. Det blev skrevet af et øjenvidne i 1779, nemlig ambassadøren William Hamilton udstationeret i Neapolis. Han udgav beskrivelsen, og den blev oversat til dansk af Carl Bruun i 1881 og giver et godt indtryk af heftigheden i Vesuvs udbrud, hvorfor jeg indsætter beretningen her:
*** William Hamilton om udbruddet i 1779 ***
I hele Juli Maaned gav Vulkanen de sædvanlige Tegn paa en kommende Paroxysme ved en indvendig rullende Støj og hyppige Udbrud af Røg og glødende Stene. Den 5. August var den i voldsom Virksomhed; en hvid svovlagtig Damp steg uophørligt op fra Krateret, idet det ene Stød afløste det andet, og hobede sig op i Lag som Baller af det hvideste Bomuld, indtil der var samlet en saadan Masse paa Toppen, at den var fire Gange saa høj som Bjerget selv. Stene og Aske blev bestandig slynget op i Luften i Midten af denne hvide Røg til en Højde af 2000 Fod eller mere. Samtidig begyndte Lavaen at løbe ned ad den Side, der er modsat Somma. Heden var - saaledes som det er mig meddelt fra troværdig Kilde - uudholdelig i Byerne paa Somma og i Ottaiano, og en rødlig Aske formørkede Luften saa meget, at man paa disse Steder ikke kunde skelne Genstande i 10 Fods Afstand.
Fredag og Lørdag, den 6de og 7de August, arbejdede Bjerget mindre hæftigt, men den paafølgende Nat tog det fat med Voldsomhed. Jeg iagttog det fra Molen i Neapel, hvorfra man har fuldstændig Udsigt til Vulkanen og overraskedes ved den maleriske Effekt, som den røde Ild i Krateret frembragte ved at kaste sit Skær op imod den tunge Sky over Toppen. Der kom nu pludselig en vældig Storm, hvis Regnskyl blandede sig med Dampene fra Krateret.
Pludselig skød en Ildsøjle sig i Vejret til en utrolig Højde og udsendte et saa intensivt Lys, at de mindste Genstande kunde ses i mindst 6 (engelske) Miles Omkreds. Snart betog de sorte blyfarvede Skyer os hele Udsigten, snart aabnede de sig for den glødende Ildsøjle. Dampen spillede i alle Farver, medens blege Lyn fra Stormskyerne i Zigzaglinier krydsede Luften. En af Kongen af Siciliens Jægere, der var ude i Nærheden af Ottaiano, forbavsedes over, at Regndraaberne, der faldt under denne voldsomme Storm, skoldede hans Ansigt og Hænder. Om Søndagen var Bjerget roligt til Kl. 6 Em., da en vældig Røg atter samlede sig over dets Krater, og den sædvanlige Regn af røde ophedede Sten og Slagger begyndte. Kl. 9 hørtes et voldsomt Brag: Husene i Portici og Omegn rystede saaledes, at Indbyggerne flygtede ud paa Gaderne og - hvad jeg senere har overbevist mig om - mange Vinduer knustes, og mange Mure revnede ved den vældige Explosion. I næste Øjeblik skød en Fontæne af flydende hvidglødende Ild op i Luften og naaede efterhaanden en saadan Højde, at vi paa en Gang grebes af Rædsel og Forbavselse. Man vil næppe tro mig, naar jeg siger, at Højden af denne kolossale Ildsøjle var mindst 3 Gange Vesuvs egen, og Vesuv hæver sig jo som bekendt 3700 Fod over Havets Overflade. Røgskyer, der steg stødvis op, fulgte hurtigt oven paa hinanden i Følge med den glødende Lava, afbrydende dens stærke Skær nu og da med Pletter af den sorteste tænkelige Farve. Inde i disse Skyer kunde jeg i samme Øjeblik de forlod Krateret, bemærke en klar men bleg elektrisk Ild, der spillede omkring i Zigzaglinier.
Vinden var Sydvest, og skønt den var svag, var den dog stærk nok til at føre disse Skyer bort fra Ildsøjlen, idet de lidt efter lidt ligesom dannede et udstrakt sort Tæppe bag den; paa andre Punkter var Himlen klar og oversaaet med Stjerner. Den sprudlende, ildglødende Fontæne paa den mørke Baggrund afgav det mest storartede Skue, man kan tænke sig, og da Flammerne spejlede sig i det rolige blanke Hav, forhøjedes det sublime Skuespil yderligere. Den flydende Lava, der var blandet med Stene og Slagger, blev, efter at være kastet op i en Højde af mindst 10.000 Fod, dels af Vinden drevet hen mod Ottaiano, dels faldt den omtrent lodret ned paa Vesuv, idet den endnu var rød og flydende, og bedækkede hele dens Top samt en Del af Somma og Dalen mellem dem.
Den nedfaldende Lava, som var lige saa frisk og flydende som den, der stadig steg op fra Krateret, dannede med denne et fornemligt Flammehav, som maatte være mindst 2½ engelske Miles bredt. Krattet paa Somma brød snart ud i lys Lue. I Neapel lynede det uophørligt; men Lynene skød sjældent ned fra Skyerne, men gik tilbage til Ildsøjlen fra Krateret, hvorfra de kom. En enkelt Gang saa jeg dog Lynet tænde Ild paa noget Græs og nogle Buske paa Somma. Efter at Ilderuptionen havde varet c. ½ Time i fuld Styrke, hørte den pludselig op, og Vesuv laa nu dyster og mørk, idet der kun saas glødende Cinders paa Toppen og af og til en lille Lavastrøm glide ned fra denne. Medens Udbruddet varede, var der i de Bydele, der laa nærmest Vesuv, en ejendommelig blandet Lugt ligesom af Svovldampe og af Dampe fra et Jernstøberi; nærmere ved Vesuv var denne Lugt højst ubehagelig.
Først Onsdag den 11te August Kl. 5 Em. holdt dette Udbrud af Vesuv op, efter at der denne Dag var faldet en Del Regn, som foraarsagede megen Skade paa Vinmarkerne, fordi den var blandet med ætsende Saltforbindelser. Byen Ottaiano, der ligger ved Foden af Somma, led meget ved dette Udbrud, idet Vinden bar over mod denne By største Delen af den Tid Udbruddet varede. Natten mellem Søndag og Mandag hørtes der pludselig en vældig Explosion, og Byen indhylledes snart efter i en tyk Sky af Røg og fin Aske, der hørtes nu en forfærdelig klaskende Støj i Luften, og der faldt derefter en Syndflod af Stene og af Slagger, af hvilke sidste nogle var 7-8 Fod i Diameter, og som maa have vejet over 100 Pund, før de sønderbrødes ved deres Fald, da enkelte Stumper af dem vejede indtil 60 Pund. Naar disse glasagtige Masser enten stødte mod hverandre eller faldt paa Jorden, gik de i mange Stykker og afgav en Mængde Ildgnister, som meddelte deres høje Temperatur til alt brændbart, og Byen var paa et Øjeblik i Brand paa mange Steder. Nogle af Indbyggerne, der forsøgte at flygte, idet de anbragte Puder, Stole, Borde osv. paa deres Hoveder, blev enten slaaede til Jorden eller maatte søge tilbage til Husene, ind under Buer, i Kældre osv. Mange blev saarede, men kun to døde af deres Saar. Den svovlagtige Lugt og Heden tillod Beboerne næppe at trække Vejret. Havde Udbruddet varet længere vilde Ottaiano have delt Skæbne med Pompeji.
Fakta om udbruddet i 79
Udbruddet blev indledt den 24. august 79 efter nogle dage med forøget aktivitet i jorden, der gav flere mindre jordskælv. Datoen for udbruddet er sat til 23. november i den ældre bog af Mygind, begrundelsen skulle være udsagn om fund af årstidsfrugter og blomster og af tøj og andre sæsonbetonede ting. I en del beskrivelser er også nævnt forhold, der peger på en senere dato i året. Især frugternes modningstilstand har bragt tvivl om udbruddets dato, og botanikeren E. Pasquale, i 1889, og M. Ruggiero, i 1879-1880, antyder med forskellig bevisførelse, at udbruddet kan være sket så sent som 25. november.
[Mygind 1923 p.10] og [Mygind 1920 p. 6f / 14f]
I samme værk af professor Mygind bliver varigheden behandlet, og han konkluderer: "Det maa altsaa betragtes som givet, at Vesuvs Udbrud i 79 strakte sig over 3 Dage og 2 mellemliggende Nætter, men dog i det hele næppe stort ud over 2 Døgn, nemlig sandsynligvis fra 23de November c. Kl. 1 Em. til 25de November om Eftermiddagen."
[Mygind 1920 p.9 / 17]
Pompeii blev begravet i pimpsten og aske, der i dag er sammentrykket men lettere at udgrave end Herculaneums ruiner. Mygind skriver - efter Ruggiero og Mau, at lapillilaget over Pompeii inden for kort afstand kan veksle mellem knapt 2 m til knapt 3 m. Askelaget var mellem 1,5 og 2 m, men da det er let og kan flytte sig med vinden, er det gennemsnitlige lag på omkring og knapt 2 meter. Nogle meget tynde strata er blandet med fx 0,1 m aske og 0,05 m lapilli, så der er faldet vekslende typer og også vekslende forskellige gravesteder. Lidt svært at beskrive med få ord.
Lapilli defineres gerne som faste vulkanske eruptionsmasser i enheder med størrelser fra en ært til en valnød. De er lette, porøse og har gerne karakter af pimpsten med et indhold af glasmasse.
[Skydsg. 1977a p.6, Mygind 1920 p.41 / 49]
Efter den første dags udbrud var der en kort pause, inden næste fase udspyede aske af lava, og asken blandede sig med heftig regn til en lind grød af gipslignende karakter. Massen størknede relativt hurtigt og blev hård. Menneskene kunne ikke bevæge sig i den, og det er de dødes "hulrum" man finder i denne masse under udgravningerne. [Mygind p.12f]
Herculaneum blev begravet i en mudderstrøm, der er størknet til cementlignende fasthed, der kræver bor og huggeredskaber for at frigøre det indesluttede.
[Skydsg. 1977a p.6]
Udbruddet
Udbruddet trykkede en sky af aske og pimpsten og gasser 20 km op i atmosfæren, og hastigheden kan komme over 1.000 km per time. Da vinden blæste i retning mod Pompeii, så blev de lette pimpstenspartikler ført den vej. Først faldt der partikler op til en centimeter i diameter. De kaldes for lapilli (sg. lapillus), der defineres som vulkanske "brændte sten" med en diameter på 2 til 64 mm. Senere faldt der større klippestykker med diametre op til 20 cm. Stenene blev ledsaget af aske, der blev kraftigere, og den blev fulgt af en overfladebølge, en pyroklastisk masse, der begravede byen.
Overfladebølge - vulkanstormen
Da vulkanens tryk på andendagen aftog, så faldt paddehatteskyen sammen, og materialerne gled ned ad bjergsiden. [Thiedecke, p.152 (efter Palle Nielsen: Historien om Vesuv, 1985, p.47ff)]
Grundbølgen rullede fra vulkantoppen nedad skråningerne i en vestlig retning mod havet, hvor Herculaneum lå. Samtidig kom der kraftig regn, og askemassen, stenene og vandet dannede en cementlignende blanding, der hurtigt størknede. Temperaturen har været høj, flere hundrede grader, så alt levende blev hurtigt dræbt. Hastigheden, som en sådan sky udbredes med, kan være over 100 km i timen, så flugt er ikke mulig i banens retning.
[Deiss, p.16]
Et vulkanudbrud af Vesuvtypen kaldes på dansk for pyroklastisk udbrud, mens den engelske benævnelse har beholdt den historiske tilknytning til Plinius' beskrivelse og kaldes derfor for Plinian eruption. I dag er the Phlegraean Fields betegnelsen for området mellem Cuma, Baia og Puzzeoli.
Man skal erindre sig, at den yderste kaldera kaldet Somma var den vulkankegle, der eksploderede i år 79. Den var måske op mod dobbelt så høj, som den nuværende kegle, der er placeret inden i Somma. Somma blev delvis sprængt bort i 79, og udbruddets resulterende kegle, er den indre, vi ser i dag. Dens top er 1281 meter over havet; Monte Somma er 1149 meter.
Beretninger om nyere udbrud
Der har været udbrud fra Vesuv efter år 0 i årene 203, 306, 472 med aske, der sporedes i Konstantinopel,
512, 533, 685, 993, 1036, 1049, 1138, 1139, 1631 den 16. december med et kraftigt askefald, der føjede endnu et lag til Pompeii og endnu et lavalag til Herkulaneum.
Igen udbrud i 1760, 1767, 1779. De to sidste blev beskrevet af Sir William Hamilton, hvis hustru hed Emma. Hamiltons bog hed Phlegrean Fields = De flegræiske Marker, udkom 1779, men haves ikke på KB.
Igen i 1793, 1822, 1838, 1850, 1872, 1881.
Fra 1895 til 1899 flød der lava ud. Udbrud i 1906 med fald af store sten, der skadede flere landsbyer.
Mindre lavafloder med mellemrum fra 1913 til 1944, hvor der i marts var et større udbrud.
Listen her er ikke udtømmende.
[Deiss, p.24]
Hvad skete der efter udbruddet?
Efter udbruddet i 79 forsøgte indbyggerne og formodentlig en del kriminelle at bjærge værdier fra byen, men da man havde fået fjernet det tilgængelige, gik byens eksistens næsten totalt i glemmebogen. En enkelt kejser, Severus Alexander, reg. 222 til 235, beordrede en undersøgelse af den begravede Pompeii, og der blev fundet både statuer, søjler og noget marmor, men der var oprør i kejserens sidste regeringsår, og han selv blev sammen med sin moder myrdet i Mainz i 235 under det germanske felttog, kom der ikke mere ud af sagen. I den følgende tids soldateranarki blev sagen glemt, og langsom forsvandt både byerne og erindringen under ny muld og nye bebyggelser.
[Corti p.103]
1513-1600
Lægen og filosoffen Ambrogio Leone tegnede i 1513 et kort, hvor Herculaneum blev placeret næsten korrekt, hvor nu Portici ligger. Og da Leandro Alberti i 1550 udgav en landskabsbeskrivelse, Descrizione d'Italia, senere oversat til latin og vidt berømt, placerede han alle de begravede byer meget korrekt.
I årene 1594 til 1600 gravede man, under arkitekten Domenico Fontana, en kanal gennem en del af byen for at skaffe vand fra Sarno til byen Torre Annunziata. Gravearbejdet gik gennem det højdepunkt, der kaldtes Civita, og derved fandt man et par indskrifter, men gjorde ikke mere ved sagen. Arkitekten vidste ikke, at man befandt sig lige over Pompeii, og da gravearbejdet kun stedvis kom dybt nok til at støde på ruiner, så forbandt man ikke fundene med Pompeii. Man gravede i seks år uden at finde ud af sammenhængen. Guldmønter og andre små værdier røg omgående i arbejdernes lommer.
1603-1631
En enkel historiker, Julius Capaccio (1552-1631), nævnte fundene i sin Historia Napolitana fra 1607, men forbindelsen mellem antikviteterne og byen blev ikke påpeget. I de følgende år skete der intet, og den 16. december 1631 fik man andet at tænke på, da Vesuv igen havde et større udbrud, hvor lapilli og aske regnede ned over området. 40.000 indbyggere fra Vesuv strømmede til Neapel, der havde lukket sine porte på grund af en pesttrussel i omegnen, og vicekonge Emanuele Fonseca blev nødt til at åbne byen for de flygtende.
Udbruddet lignede i begyndelsen det i 79, men på anden dagen brød en vandflod ud af bjerget efterfulgt af en lavastrøm fra både fod, side og kegle, og den lagde et nyt lag på fem meter over Herculaneum. På tredjedagen tog strømmen af, og himlen klarede op, men da var dobbelt så mange mennesker som i 79 omkommet og 6.000 dyr var døde. I Neapel lå asken 30 cm tyk, og sten faldt ned så langt borte som 90 kilometer. Krateromfanget var vokset fra to til fem kilometer.
1637-1688
En tysk historiker, der fast opholdt sig i Rom, Lucas Holstenius (1596-1661), besøgte i 1637 Pompeiiområdet og gik rundt på Civitaplateauet og blev overbevist om, at nedenunder lå Pompeii. Det beskrev han i sit værk Adnotationibus, men blev straks modsagt af andre, der mente, stedet var Stabiae.
Den italienske historiker Camillo Pellegrino skrev i et værk fra 1651 om oldsager fundet i Herculaneums omegn, at Herculaneum måtte ligge under nutidens Torre del Greco, altså lidt over tre kilometer sydligere, mens han også pegede på Civita som værende overligger til Pompeii.
Francesco Balzano udgav i 1688 bogen Det gamle Herculanum eller Torre del Greco løftet ud af forglemmelsen og lod forstå, at de to byer lå over hinanden.
1689-1700
Bebyggelser og arbejder i egnen omfattede til tider gravearbejder, hvor ting fra oldtiden kom frem. I 1689 gravedes et sted over Pompeii, og man fandt de lagdelte aflejringer af lapilli og aske, og efterhånden, som man kom gennem lagene, fandt man levn, men selv en inskription med POMPEII, fik ikke den da kendte arkitekt Francesco Picchetti til at forbinde by og fund. Han påstod, at der var tale om en villa tilhørende en person med navn Pompeius. Han gentog sin antagelse i sin Universalhistorie-bog fra 1699 uden at undersøge sagen.
Der havde ellers i 1693 været en velrenommeret Vesuvforsker, Giuseppe Macrini, der havde fastslået Pompeiis beliggenhed korrekt, og han gentog det i sin bog fra 1699, De Vesuvio, med reference til de oldsager, han selv havde fundet, og fra de besøg, hvor han havde studeret undergrunden fra de gravede brønde.
[Corti p.112]
1701-1734
1600-tallets mange forvirrende udsagn om sagnbyerne gled i baggrunden ved ny storpolitisk uro ved 1700-tallets begyndelse, hvor Den Spanske Arvefølgekrig vendte op og ned på forholdene i riget De to Sicilier. Ved freden i Utrecht i 1713 blev den østrigske kejser herre over Italien på nær Sicilien, og Neapelriget skulle regeres af østrigske vicekonger. Kejseren kaldte sig i Østrig for Karl VI, men i Neapel for Karl III. Som vicekonge tiltrådte allerede i 1707 Grev Martinitz. Han kom dog ikke til at spille så stor en rolle som hans svigersøn, Prins d'Elboeuf gift med prinsesse Salsa. Elboeuf boede i Portici. Her opkøbte han til brug i sit villabyggeri marmor og kom dermed i forbindelse med en bonde, der havde hentet materialerne op fra sin brønd. Bondens agre lå åbenbart oven på en antik villa, og prinsen opkøbte bondens land for at kunne grave efter mere. De fandt også mere: statuer, hvælvinger og søjler. Indskrifter blev tydet, men forkert, og lærde i Neapel var for arrogante og opblæste i egen storagtighed til at sagerne blev grundigt undersøgt. Men prinsen var henrykt. Her var sager til et helt museum, hvad man netop på de tider fandt prominent i de højere kredse.
Men prinsen ville holde på sin hemmelighed, og samtidig ville han forære genstande til betydende personer i Østrig, og det hele blev meget kompliceret med pavestaten indblandet, og så døde prins Elboeuf, og hans enke måtte sælge huset til Handelshuset Falletti i Neapel.
1735-1737
Vesuv havde haft flere udbrud i begyndelsen af 1700-tallet. Oftest var det sket ved en indledende serie jordskælv, hvorefter Vesuvs side havde dannet en sprække, hvorfra lava langsomt var strømmet ud med retning mod Torre del Greco. Det kulminerede i 1737, hvor lavaen nåede helt ned til byen og anrettede store ødelæggelser. Vesuvtoppen blev denne gang formindsket: en del af den vestlige kraterdel sprang i luften, så bjergets silhuet igen var forandret. I denne periode var udgravningerne helt gået i stå.
I Østrig var Prins Eugen af Savoyen død i 1738, og han havde tre meget smukke statuer stående; det var gaverne smuglet ud af Italien af Elboeuf. Hans enke gik grådig i gang med at gøre alt i penge, og til stor forargelse for det kunstelskende Wien endte de hos kurfyrst Frederik August II af Sachsen. Den anden vej gik så kurfyrstens datter, Maria Amalia Christine, som 1738 blev gift med kong Karl VII af Neapelriget. For at lette hukommelsen bringes hans familie herunder.
|
No. |
Ruled |
Name and relations
|
N37 =
Norm. 087 |
1733-1759 |
Charles VII;
s Philip V of Spain / Anjou (Sp. 031); * 20/01 1716; † 14/12 1788;
King of Naples from 01/12 1734 as Charles VII of the Two Sicilies; abdicated 10/08 1759 when becoming king of Spain;
King of Sicily as Charles V;
King of Spain from 10/08 1759 as Charles III (Sp. 034);
Duke of Parma from 1732 to 1735 as Charles I;
Abdicated Sicily 06/10 1756 to his son (Sp. 034-9);
Maria Amalia Christine of Saxony; * 24/11 1724; m 19/06 1738; † 27/09 1760;
children :
1. Maria Isabel Antoineta; * 06/09 1740; † 01/11 1742;
2. Maria Josefa; * 20/01 1742; † 03/04 1742;
3. Maria Isabel; * 30/04 1743; † 05/03 1749;
4. Maria Josefa Carmela; * 06/07 1744; † 08/12 1801;
5. Maria Luisa; * 24/11 1745; † 15/05 1792; m Emperor Leopold II of Germany (Germ. 060);
6. Felipe, Duke of Calabria; * 13/06 1747; † 19/09 1777; imbecile;
7. Charles IV (Sp. 035); * 11/11 1748; † 19/01 1819;
8. Maria Teresa Antoineta; * 29/11 1749; † 30/04 1750;
9. Fernando I/IV of Two Sicilies; * 18/01 1751; † 04/01 1825 (N38);
10. Gabriel Antonio; * 11/05 1752; † 23/11 1788;
m 08/05 1785 Mary Anne of Portugal (Por. 27-3.); they got:
a) Prince Peter, 1786-1812, who m Theresa of Portugal (Por. 029-1.);
11. Antonio Pacual Francisco; * 31/12 1755; † 20/04 1817;
m niece Maria Amelia of Spain (Sp. 035-4); no children ;
12. Francisco Xavier Antonio; * 17/02 1757; † 10/04 1771;
|
1738-1745
Da ægteparret havde etableret sig i Neapel, og den kunstoplærte dronning Maria havde set Elbouefs efterladte kunstværker, pressede hun sin ægtemand til at få gang i udgravningerne igen med fokus på Herculaneum. Det skete så i 1738 i oktober måned, hvor kongen gav ordren. En indkaldt spansk ingeniør mente, at man kunne bore eller hugge sig videre i den stenhårde vulkanmasse, men det måtte foregå gennem den allerede udborede brønd, og 10-15 meter nede - vandspejlet var i 20 meters dybde, måtte man så på lykke og fromme grave i forskellige retninger for at se, hvad der dukkede frem. Det blev også besluttet at fylde de gravede huller ud igen for at undgå sammenstyrtninger, da bebyggelsen ovenover ellers kunne få sætningsskader.
Udgravninger gav hurtigt resultat; der blev udgravet store bronzestatuer af heste og marmorstatuer af romerske herrer. Man fandt også her en tavle med indskrift, der viste, at det var Herculaneums teater, man gravede i. Den følgende tid bragte mange bronzelevn for dagen, og kongen satte en særlig ferm kunstner til at restaurere dem. Billedhuggeren Joseph Canart mente dog ikke, at det var umagen værd at samle stumperne til et hele, så han omsmeltede dem i stedet, så han kunne skabe æresmedailloner af kongen og dronningen, lysestager og helgenstatuer af det antikke metal. Der var sket ubodelig skade, inden den vanvittige mand blev stoppet.
Årets største fund var en kæmpe bronze rytterstatue af Marcus Nonius Balbus, som blev opstillet i kongens gårdhave i villaen i Portici. Den står nu i museet i Napoli. Der er i 1946 og i 1981 fundet stumper af en statue, stående, af samme mand. Den er i 2008 opstillet i moulded copy foran nedgangen til termerne.
Det var ikke kongens hensigt at give andre indblik i sine fund, og enhver beskrivelse, aftegning eller udgivelse om fundene var forbudt, så for at holde det hemmeligt, var det naturligvis kun yderst få, der fik kunstgenstandene at se. Det var nemlig kun kunstskattene, der blev reddet, alt andet var uden interesse, og man gjorde sig ikke megen umage med at afdække lagvis eller notere eksakte positioner, så i forhold til en moderne udgravning var den meget mangelfuld. Den ledende ingeniør var ikke skolet i de antikke kunster. Fx havde man fra en plade med inskription lavet med bronzebogstaver, pillet alle bogstaver af og smidt i en bunke, før teksten var læst.
Man fandt nu også malerier, og de blev banket ned fra væggene og stuklaget med billedet blev bragt til kongens palads, hvor han fik bygget en fløj til den voksende samling. Malerierne blev også en overgang på anbefaling af en herr Morriconi overtrukket med fernis, der hurtigt fik malingen til at tørre ind og skalle af, så maleriet forsvandt. Man var meget uheldig med ekspertbistand.
Ville andre grave i jorden, vogtede kongen skinsygt over, hvor dybt de gravede, og kom de for dybt i forhold til tilladelsen blev de mistænkt for ulovlig udgravningsvirksomhed.
1748-
Man var kommet til et dødt punkt i Herculaneumudgravningerne, og kongen havde for at få en bedre filologisk og antikhistoriker til at bedømme fundene ansat en fætter til førsteministeren Grev Fogliani. Kunstkenderen kom fra Parma og hed Ottavio Antonio Bayardi, men var ifølge Corti [Corti p. 130] et "forskruet uklart hoved og en opblæst tåget skribent". Til stor harme fra hans rivaler i Neapel, der som lokale mente sig berettigede til stillingen, nemlig filologen Alexius Mazzocchi og arkæologen Abbate Giacopo Martorelli. De foreslog kongen at forlægge udgravningerne til det højdedrag, hvor man mente Pompeii kunne befinde sig, om end der var stor uenighed om, hvilket sted man så skulle grave.
Først i 1748 begyndte man på systematiske udgravninger på Civitaplateauet, men fandt ikke de skatte, man havde håbet, i de udgravede bygninger og udfyldte igen husene med de udgravede slagger og prøvede så igen usystematisk et andet sted. I april 1748 stødte man på de første skeletter af omkomne. Fortsættelsen blev også opgivet, og sidst på året 1748 flyttede man udgravningen helt mod øst til den jordsænkning, hvor man fandt amfiteatret. I 1749 opgav ingeniør Rocco Gioacchino de Alcubierre gravningen i byen. Den sidste, der gav op, var den schweiziske arkitekt Karl Weber, og projektet blev afbrudt i 1750.
Weber arbejde selvstændigt videre, og da der nogen tid efter blev fundet levn i Herculaneum, fik han opsynet med de nye arbejder og udgravede søjler og mure fra en stor bygning. Det viste sig senere, at det fortsat var byens teater, som man gravede i.
Der blev gjort endnu et stort fund i byen Resina: Et hus med marmorgulve og en peristyl med 64 søjler og mellem søjlerne kunstværker, 13 af bronze og 47 portrætbuster. Den 19. oktober 1752 kunne man give huset sit tilnavn "Papyrusvillaen", da man fandt husets bibliotek med bogskabe og papyrusruller med især filosofiske værker - det sidste fandt man dog først ud af senere, for læsningen af rullerne, der var forkullede og overordentlig skrøbelige kunne ikke foretages ved frilæggelsen.
I Pompeii havde arbejdet ligget helt stille, men i 1754 kom det så småt i gang igen med nogle få arbejdere, og siden har der så godt som uden ophold - bortset fra under krige - været gravet på stedet, men først i 1763 blev man klar over, at det var Pompeii, man var stødt på, og ikke som først antaget Herkulaneum eller Stabiae. Udgravningerne var dog alt andet end arkæologiske fagudgravninger. Man ledte efter skatte og kunstgenstande, og bygningerne blev ofte kastet til igen med jord, når de var tømte for seværdigheder.
Offentliggørelse af fundene var stadig forbudt. Kongen havde Ottavio Antonio Bayardi i gang med at beskrive fundene, men da forskeren havde klargjort fem bind med knap 2.700 siders indledning, var han ikke nået til beskrivelsen af et eneste kunstværk, hvilket blev kongen for meget, så Bayardi blev tvunget til at udgive et katalog. Det kom i 1755 og beskrev 738 udskårne vægmalerier, 350 statuer og 1647 små genstande fra byerne. Desværre var en mængde malerier og småting ikke fundet væsentlige, og de var blevet ødelagt eller på anden måde gået til, og vi finder aldrig ud af, hvad de kunne fortælle.
Kort efter faldt ministerpræsidenten og med ham Bayardi. Der blev oprettet et Herkulansk Akademi, der skulle varetage den forskningsmæssige side af udgravningerne, men den fik ikke stor betydning. Den betydeligste personlighed i akademiet var Alexius Mazzochi, der prioriterede Pompeii, og som fik udgivet en bog, Herculaneum Oldsager i 1757, og det var den første beretning om fundene, der fik en større udbredelse.
Johann Joachim Winckelmann, tysk af fødsel, var fra sin hjemby Dresden kendt med de tre statuer som via Østrig var endt her, hvorfra dronningen også stammede. Han ville se mere og fik et stipendiat til ophold i Neapel med det sigte at skulle skrive om de spændende fund. Han fik dog meget vanskeligt ved bare at få tingene i museet at se, og først efter flere år - den 27. februar 1758 - fik han første gang adgang til museet. Man havde netop fundet "slibrige" fremstillinger af elskov, men selv mod bestikkelse lykkedes det ikke Winckelmann at få disse sager at se. Winckelmann vendte tilbage til Rom og skrev derfra sine beretninger, der skuffede modtagerne i Dresden. Det første udkom i 1762, det næste i 1764. Winckelmann fik aldrig den store betydning og blev holdt ude fra udgravningerne, som han kun med tilladelse kunne besøge.
Året 1759 blev kongens sidste år. Den spanske konge Ferdinand VI døde, og Karl måtte vende hjem til Spanien og overtage tronen efter sin stedbror, og i stedet udnævne sin kun otteårige søn, Ferdinand IV (N37-9), til konge i Neapel. Han forblev tilbagestående og barnlig hele livet. Samme år i september fik Vesuv endnu et udbrud; denne gang gennem en sprække i siden, hvorfra lava strømmede ned mod Torre d'Annunziata, og udbruddet fortsatte indtil 7. januar 1760 og mange gårde og bygninger brændte ned og blev overløbet af lavaen, der kun kom langsomt, så ingen mennesker var i fare.
Den 16. august 1763 blev man endelig sikre på, at det var Pompeii, man gravede i. Man fandt en statue på hvis sokkel det fremgik, at man var i Pompeii. Samme år døde ingeniør Karl Weber, og den nye udgravningschef blev en spansk officer Francesco la Vega. Alcubierre levede dog i mere end ti år endnu og døde først i 1780. I 1764 kom Sir William Hamilton til Neapel som britisk ambassadør. Han var meget kunstinteresseret og foretog udgravninger mere eller mindre hemmeligt og formåede samtidig at stå på fortsat god fod med kongen. Hamilton og Winckelmann indledte et samarbejde, som sidstnævnte var noget betænkelig ved på grund af hans tidligere sammenstød med hoffet. På grund af samarbejdet med Hamilton blev Winckelmann venligere modtaget ved hoffet end forventet, da førsteminister Tanucci var interesseret i et godt forhold til Storbritannien.
Mens Winckelmann færdedes i udgravningerne som forberedelse til Hamiltons planlagte bog om genstandene, fandt man gladiatorkasernen, men arbejdet måtte i slutningen af oktober 1767 afbrydes, da et nyt udbrud fra Vesuv skete. Det var det 27. udbrud siden år 79. Det giver gennemsnitligt et udbrud hver 62. år. Udbruddet havde den karakteristiske pinjeformede søjle af aske og damp og desuden flød lavaen voldsomt ud af både top og sider og udbruddet blev ledsaget af jordskælv. Udbruddet blev kortvarigt, inden novembers begyndelse var det forbi.
Winckelmanns bog blev forsinket af forretninger i hans hjemland, og på tilbagevejen blev den tillidsfulde mand i maj 1767 myrdet af hotelrøvere i Triest. Inden denne tragiske hændelse var den unge kong Ferdinand blevet 16 år og myndig, og et ægteskab blev planlagt mellem ham og en prinsesse fra det østrigske hof. Man enedes om Maria Theresas datter Josepha på 13 år, men inden et bryllup kom i stand, døde hun af kopper. Der var råd for ulykken, for ægteskabskontrakten kunne omveksles til at være mellem kongen og Josephas ældre søster Charlotte på 15 år. Hun blev gift i april 1768 og ændrede navn til Karoline, på engelsk kaldes hun for Maria Carolina. Ægteskabet mellem den højt intelligente dronning og den dovne ukyndige og småtbegavede konge var en udfordring for dronningen.
Et besøg i 1768 af den østrigske kejser Joseph, Karolines broder, gav kongen en smule interesse for udgravningerne, som de beså sammen med Hamilton, og de følgende år blev der stadig udgravet nye bygninger i Pompeii, men efter den gamle metode, hvor jord fra et udgravet hus blev hældt af i et allerede udgravet, hvilket kejseren bebrejdede kongen. Udgravningschefen La Vega var heller ikke stolt ved situationen. Det var begyndt at dæmre for folk, hvad fortiden kunne bruges til. Førsteminister Tanucci beordrede fra 1775 udgravningerne udført systematisk fra Herculanerporten og mod øst.
Vesuv rørte igen på sig i 1776 og i 1779. Det sidste udbrud var et af de store, og det blev besluttet at kongens museum i Portici skulle flyttes til Neapel og installeres i de bygninger, der tidligere husede militære stalde og senere akademi, og hvor det stadig efter ombygninger er huset i dag.
Hamilton havde samlet sig en stor antiksamling, som han solgte til British Museum i 1790. Det var kort tid efter sit ægteskab med Emma, og onde tunger påstår, det var fordi hun var dyr i drift. Og nu fulgte perioden men revolutionen i Frankrig og Napoleon og dermed omvæltningerne i Neapel, hvor kongen flygtede og hvor den britiske hjælp bl.a. blev gennemført med bistand fra den engelske ambasasdørs side. I begyndelsen efter den franske revolution var gravearbejdet fortsat i Pompeii, men igen måtte det indstilles, da Vesuv gik i udbrud den 15. juni 1794, hvor lava på seks steder brød ud gennem vulkanens sider. Lavaen tog retning mod Torre del Greco, som blev oversvømmet for tredje gang siden 1631. Udbruddet varede i seks dage og bagefter kunne man se, at vulkanens top igen havde skiftet form: Spidsen var faldet sammen, og kraterranden havde fået en meget stor omkreds.
I 1798 fulgte så den franske okkupation af Neapel, og kongen med familie flygtede til Sicilien, mens de franske styrker kæmpede sig ind i byen, hvor angrebstroppernes kanoner blandt andet fik ramtog skudt hovedet af den store rytterstatue af Marcus Nonius Balbus' søn, der senere er blevet fornyet af billedhuggeren Brunelli. Indtoget foregik til lyden fra et mindre velkomstudbrud fra Vesuv. General Championnet var både dannet og uddannet, og straks efter etableringen af en fransk inspireret republik i Neapel befalede han udgravningerne fortsat, og en samling på fem huse i Region VIII kaldes i dag stadig ved hans navn.
Allerede i 1799 måtte franksmændene fortrække, og udgravningerne lå så igen stille. Francesco la Vega havde holdt på sine uddannede folk, men de havde ikke fået løn, og i december 1799 klagede han til den genindsatte kongelige minister, og en del, men ikke alle, af pengene blev betalt. Hamilton, der havde været udgravningschefen en god støtte og sørget for at holde gang i sagerne, var hjemkaldt efter 37 års udstationering, og hans fravær var et betydeligt savn.
.
Da Frankrig igen, nu under Napoleon, udbredte sin magt, prøvede Ferdinand i 1801 at komme på god fod med kejser Napoleon og sendte ham antikke gaver fra udgravningerne. Herved kom flere betydningsfulde arbejder til Paris, og i 1802 vendte kong Ferdinand så tilbage til Neapel. Ved den tredje koalitionskrig vandt Napoleon igen frem og efter Austerlitzslaget i 1805 kunne Neapel se klart, at franskmændene var på vej. De holdt deres indtog i midten af februar 1806 kun to dage efter dronning Karoline var taget af sted til Palermo.
Napoleons broder Joseph blev indsat som konge og som den mest belæste af Bonaparterne tog han straks til Pompeii og kort tid efter var en hel deling soldater i gang med udgravningen. I 1807 beordrede kong Joseph museumsdirektør Cavaliere Don Michele Arditi at lægge en plan for en mere systematisk udgravning og ekspropriering eller køb af hele arealet over Pompeii. På grund af pengemangel blev planen dog ikke gennemført. Midt i denne fase blev kongen mod sin vilje forfremmet til spansk konge og rejste fra Neapel den 22. maj 1808.
Den nye franske konge kom i juni. Det var marskal Joachim Murat, og han var gift med Napoleons søster Karoline. Murat var også interesseret i Pompeii og fik forelagt Arditis planer, og Murat sørgede for flere folk til udgravningerne; en overgang var over fire hundrede mand beskæftiget. Udgravningsteknisk tømte man nu gaderne for det bortgravede, men man fritlagde stadig husene fra siden, så overdelene ofte faldt sammen, og arkitekturen mistedes. Det lykkedes til gengæld at erhverve to tredjedele af grundstykkerne over Pompeii til 1811. Især dronningen deltog interesseret i udgravningerne og tog de fleste af de mindre genstande af guld, sølv og bronze til sig som sin egen ejendom. En del blev spredt til Europas andre lande som gaver til statsoverhoveder og familiemedlemmer.
I 1815 var det slut. Murat flygtede i civil, og nogle dage senere blev dronningen ført til Triest. Hun afskrev sig alle rettigheder og tog titlen grevinde af Lipona. Hun levede videre uden for rampelyset og døde i Firenze i 1839. Kong Ferdinand kunne nu vende tilbage fra Palermo. Han var i mellemtiden blevet enkemand, da Karoline var død i Wien hos sin familie der. Arditi blev igen indsat som antikvar, men der var ikke penge til rådighed, og samme år døde Francesco la Vega og blev erstattet af arkitekten Antonio Bonucci, der overtog udgravningerne.
I perioden til oktober 1822 var der forskellige politiske forviklinger, der ikke gav ro og forhindrede tildeling af tilstrækkelige finansielle midler til udgravningerne. Den 22. oktober kom et nyt udbrud fra Vesuv. Det begyndte med en begrænset lavastrøm, men nogle dage efter kom et større udbrud med pinjesky og det hele, der er beskrevet som rækkende tre kilometer op i luften. Graveholdet måtte flygte, og Vesuvs spids kollapsede, og toppen blev et par hundrede meter lavere og fik en kraterdiameter på fire hundrede meter. Den 4. januar 1825 døde kong Ferdinand. Han blev knap 66 år.
Den næste konge var Franz I, hvis helbred ikke var godt. Han var født i 1777 og døde i 1837, og han nåede trods helbredsproblemer at besvangre sin første kone to gange og sin anden kone tolv gang. Også denne konge var interesseret i udgravningerne. Det gav ganske god prestige i fyrstekredse at have egen antik baggård. Kong Ferdinand II kom på tronen 8. november 1830, og den 24. oktober 1831 fandt man Alexandermosaikken i Faunens hus: Mosaikken er antikkens fornemste og måler 5 x 2,7 meter, og der er brugt 1,5 millioner stifter til den. Hver stift er kun 2-3 millimeter.
Som følge af den generelle revolutionære uro i Europa i 1840'erne var der også uro i kongeriget De To Sicilier, og der blev igen roligt i 1850, og udgravningerne kunne fortsætte, men nu var der ingen, der havde interesse for sagen, så det gik langsomt. Kongemagten var upopulær og forstod ikke folkekravet om medbestemmelse. Et attentat på kongen sårede ham i 1856, og han levede sine sidste år på slottet i Caserta og døde 1859. Ferdinand II havde også nået at besvangre sin første kone en enkelt gang og sin anden kone tolv gange, så der var en arving parat, men Frants II, der kun var 18 år, da han blev konge, fik kun halvandet år på tronen, før Garibaldis bevægelse havde erobret hele riget og samlet det til Italien. Kongen døde 1894 i Rom.
I 1861 kan man sige, at den egentlige endnu ikke komplette udgravning begyndte. Den nye konge Victor Emanuel havde forståelse for Pompeii-sagens nationale betydning. Garibaldi havde udnævnt sin ven Alexander Dumas til leder af antikvarforetagendet, men han var upopulær alene på grund af sin franske afstemning og fik ingen betydning og fraskrev sig snart stillingen.
Den nye leder, der iværksatte denne faglige ændring af udgravningerne, var arkæologen, egentlig numismatiker, Giuseppe Fiorelli, 1823-1896. Han tiltrådte i december 1860 og i januar 1861 var der allerede 500 arbejdere i gang. Fiorelli udgravede systematisk fra hus til hus og opdelte derfor byen i de nu brugte regioner, insulae osv., og han fik fjernet bunkerne af udgravet materiale. Han fik sat tag over de udgravede ruiner, så de ikke tog skade af vejrliget, og han gravede fra toppen og nedefter, så arkitekturen blev stående. Det var Fiorelli, der fandt på at tage gipsafstøbninger af hulrummene, man fandt efter de forstøvede mennesker og dyr. Hans buste er i dag opstillet på Pompeiis torv.
Fra 1869 blev også Herculaneum inddraget i de systematiske udgravninger. Det skete efter et besøg af kong Victor Emanuel, der hermed tog personlig interesse i dagen. Udgravningerne blev dog her mødt med megen modstand fra grundejerne, og arbejdet måtte til tider indstilles, fordi sammenstyrtninger truede med at afføde erstatningskrav. Fiorelli blev samtidig med arbejdets standsning i 1875 forfremmet til national antikvar og forflyttet til Rom. Heldigvis var hans efterfølgere hans elever og fortsatte i samme stil udgravningerne. Det var først Michele Ruggiero og han blev efterfulgt af Giulio de Petra.
Så godt som alle udgravningsledere efter 1860 har udgivet værker om fundene og forholdene omkring fundene. En del er oversat til engelsk, men meget er ikke. Tysksproget litteratur om udgravningerne er også fyldige men endnu mindre oversatte til dansk. Nok den mest udbredte bog var J. Overbecks Pompeji in seinen Gebäuden, Altertümern und Kunstwerken fra 1875. Senere i århundredet var det værker af August Mau med bl.a. Pompeji in Leben und Kunst.
i 1900-tallet blev udgravningerne en meget national æressag for Italien. Det skete ikke mindst, fordi der var kræfter i gang i udlandet, især i USA, hvor pengestærke mænd kunne yde bidrag, til at danne en international udgravningskomite med præsident Theodore Roosevelt som formand, men det var ærekrænkende for Italien, og planen blev aldrig til noget. Vesuv svigtede derimod ikke; den var stadig i live, og den 8. marts i 1906 kom endnu et udbrud. Askeskyen blev denne gang målt til at være steget 13 kilometer til vejrs, og efter udbruddet var Vesuvs højde aftaget fra 1335 meter - den højeste tilstand målt efter år 79 - til godt 1100 meter. Fra 1906 til udbruddet i 1944 var Vesuv stadig ulmende og udspyede mange gange daglig dampskyer og røg blandet med småsten, og gentagne gange flød lava ud fra krateret.
I 1900-tallet var en af hovedkræfterne bag udgravningerne professor Amedeo Maiuri. Arbejdet lå stille under WW1 og blev først sat reelt i gang igen efter den fascistiske overtagelse i 1925. Her var Maiuri stadig aktiv, og han var med, da Benito Mussolini i 1927 befalede udgravningerne i Herculaneum genoptaget. De har dog måtte standses ved bebyggelsesgrænsen mod Resina.
[Mygind p.14f, samt diverse sider Corti]
De sidste 75 års udgravningshistorie er ikke behandlet i teksten her.
Cary, M. et al. (ed.), 1949/1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP, [OCD]
Corti, Egon Caesar Conte, 1945: Pompeji og Herculanum, overs. fra tysk, Reitzel, [10750] [Corti]
D'Arms, John H., 1970: Romans on the Bay of Naples, Harvard Uni.P., [Arms] [10751]
Deiss, Joseph Jay, 1985: Herculaneum - Italy's Buried Treasure, Harper &, Row, NY, [Deiss]
Haastrup, Lars, 1977: "Pompeii - lokalsamfundet", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 16-17, [Haastrup]
Licht, Kjeld de Fine, 1977: "Pompeii - byplan og arkitektur", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 10-15, [Licht]
Mygind, Holger, 1920: "Pompejis Undergang", in: Pompeiistudier, optryk af originaludgaverne, Tusculanum, 1977, [10749] [Mygind 1920]
Mygind, Holger, 1923: Pompeji, Gyldendal [10658] [Mygind 1923]
Poulsen, Erik, 1977: "Kunsten i Pompeii", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 24-27, [Poulsen]
Skydsgaard, Jens Erik, 1977: "Pompeii - en by i Campanien", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 4-6, [Skydsg. 1977a]
Skydsgaard, Jens Erik, 1977: "Pompeii: hverdag og fest", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 18-23, [Skydsg. 1977b]
Thiedecke, Arendse og Johnny, 1993: Ansigt til ansigt med romerne, Pantheon, [Thiedecke]