Romersk faglitteratur i kejsertidens begyndelse

Opdateret 20. april 2012.


Indhold

  Indledning
Kronologi
Forfatterne
Kilder

Indledning

Denne tekst indeholder noter om nogle romerske fag- og historieskribenter fra før principatets indførelse til noget ind i kejsertiden.

Kronologi

f.Kr. ( = - foran årstal)
- 70   Vergil fødtes, døde i år 19 f.Kr. Romerrigets nationaldigter. Skrev Aeneiden.
- 65   Horats fødtes, døde i år 8 f.Kr. Skrev satirer og epistler.
- 63   Sallust, * 86, † 35f.Kr. Hans værk Catilinas Sammensværgelse omhandler begivenhed dette år.
- 60   Lucrets skrev eposset om naturens væsen: De rerum natura.
- 59   Livius fødtes, døde år 17 e.Kr. Historiker og Octavianus' ven.
- 55   Ciceros hovedværk De oratore fremkom.
- 54   Ciceros De republica fremkom.
- 47   Cæsars De bello civile - Borgerkrigen fremkom.
- 47   Alexandrias store bibliotek brændte og efter sigende gik 500.000 bogruller tabt.
- 46   Den julianske kalender indførtes med skuddag hver 4. år.
- 43   Cicero død.
- 43   Ovid fødtes, død i år 18.
- 30   Vergils Georgica om landbruget fremkom.
- 30   Varros værk om landbrugsdrift udkom.
- 27   Pantheon i Rom, opførelsen indledtes.
- 25   Den fremmede religion, Mithradyrkelsen vandt frem i militære kredse.
- 19   Vergils Aeneiden fremkom.
- 14   Akvædukten med Pont du Gard ved Nimes opførtes.
- 12   I Rom opførtes Den Julianske Basilika på Forum.
År 0 e.Kr.
  00   Vitruvius' bøger om arkitektur fremkom.
  10   Rom fik sit første offentlige bibliotek.
  24   Strabo, geograf, døde.
  46   Plutark, græsk historiker, fødtes, død i år 120.
  55   Tacitus, historiker, fødtes, død i år 118.
  61   Plinius den Yngre fødtes.
  64   Roms brand. Efter Neros ordre forfølges de kristne som skyldige i branden.
  70   Sveton / Suetonius' fødtes. Han døde 130.
  70   Templet i Jerusalem ødelægges. Jødernes hellige skatte førtes til Rom.
  76   Josefus' beretning om den jødiske opstand mod romerne blev udgivet i Rom.
  79   Vesuvs udbrud den 24. august. Plinius' senere beretninger.
  98   Tacitus' hovedværk, Germania udkom.
113   Trajans søjle opførtes med beretningen om kejserens bedrifter.
125   Pantheon i Rom færdiggøres efter brand.


Forfatterne

Cicero
Marcus Tullius Cicero, 106-43 f.Kr., var både politiker og skribent. Hans karriere indeholder talrige eksempler på hans talekunst, og hans evner til at få overbevist andre om sine synspunkter var store. I år 63 f.Kr. blev han konsul, og da var han kun lige nået minimumsalderen for embedet, 43 år. Det bragte hans rival til posten til at udpønse et statskup som hævn, men Cicero afslørede ham i et antal taler - Ciceros fire taler mod Catilina. Cicero vandt. Catilina døde i spidsen for sine tropper, og Cicero fik hans tilhængere henrettet.
Cicero blev gift med Terentia med hvem han fik datteren Tullia. Ægteskabet blev opløst efter 30 år, og Cicero giftede sig igen, men den nye hustrus fryd over Tullias død i barselsseng fik Cicero til at ophæve ægteskabet.
I magtkampen efter Cæsar troede Cicero en overgang, at republikken ville blive genindført, men hans holding og agitation for dette bragte ham i unåde hos Octavianus, da han dukkede op. Ciceros død blev et krav fra Octavianus, og han blev henrettet. Hans hænder og hoved lod Octavianus opsætte på Forums talerstol.

I sit hovedværk De oratore - Om Talekunsten (eller) Om Taleren - beskrev han, hvorledes taleren skal være moralsk uangribelig, og om talens indhold skrev han, at den skal deles i fire afsnit:
Indledningen principium,
sagsfremstillingen narratio,
bevisførelsen confirmatio og
afslutningen peroratio.
Der er to afsnit mere, som til tider passes ind; det er sagsanalysen divisio efter narratio, og gendrivelsen af en påstand refutatio sammen med confirmatio.
Retorikken var grundlagt af Aristoteles, 384-322 f.Kr., der havde opstillet reglerne for god talekunst. Aristoteles fandt stemningen vigtig og grupperede talerne i tre sektioner med navnene:
Ethos, hvor talen skulle slå på troværdighed og moralsk sund.
Logos, hvor talens hovedargumenter skulle fremføres logisk og med fornuftsgrunde underbygges.
Pathos, hvor talen var lagt an på at gribe publikummets følelser og røre dem.
En videreudvikling fandt sted med Ciceros behandling af emnet.

Ciceros andet hovedværk er De republica

Cæsar
Cæsar skrev et historisk eller politisk værk om borgerkrigen.

Josefus / Josephus
Josefus, der på latinsk kaldtes Flavius Iosephus, * 37 c. og døde år 100, deltog i jødernes krig mod romerstaten mellem 66 og 73. En overgang var han krigsfange men blev frigivet, da Vespasian var blevet kejser i år 69 og antog så Flaviernes navn efter sædvanlig skik for frigivne, og han var nu Vespasians klient.
Josefus skrev to vigtige kilder til den jødiske historie omkring år nul, og det ene skrift er hans øjenvidneskildring af krigen, hvor Jerusalem blev ødelagt og templet røvet. Værket blev skrevet på aramæisk og oversat til græsk.
Det andet værk er om jødedommens indre historie fra verdens skabelse. Desuden skrev han en selvbiografi, hvori han forsvarede sine handlinger som hærfører under kampene mod romerne, samt en kortere tekst for at gendrive racistiske beskyldninger rettet mod jøderne fra en kreds af lærde i Alexandria.

Livius
Titus Livius Pantavinus levede fra 59 f.Kr. til 17 e.Kr. Han blev født i Padua (Patavium). Livius' værk Ab urbe condita - Roms nationalhistorie fra grundlæggelsen af byen til hans egen tid - helt nøjagtigt til år 9 - begyndte han at skrive på som trediveårig få år efter, han var kommet til Rom.
Værket var stort og havde 142 bøger, men kun de 35 er bevarede. Det er bog 1 til 10 og bog 21 til 45 inklusive. Livius arbejdede med bøgerne i grupper af fem og ti, og det bevarede - måske det mest læste - er altså første, tredje og fjerde dekader samt den efterfølgende pentade. I første dekade behandles Æneasmyten og kongetiden frem til år 300 f.Kr. Værket blev en succes og kopieret bredt, og andre lånte fra det.
Samtidig med Livius skrev også Pompejus Trogus på en verdenshistorie, Historiae pillippicae et totius mundi origines et terrae situs, med et andet perspektiv - uden for romerstaten - men hans værk, der særligt beskriver de østlige provinsers udvikling, er heller ikke bevaret, så vi kender det kun fra et sammendrag forfattet af Justinus et par hundrede år efter Pompejus' udgivelse. Man kender ingen enkeltheder om Justinus' liv. Hans sammendrag blev læst meget i middelalderen og kendes også i Norden, hvor det kom til at danne forbillede for Saxos værk - fyldt med sagn og myter.

Lucrets
Lucrets levede ca. fra 95 til 55 f.Kr. Hans epos De rerum natura udkom ca. -60 i seks bøger. De to første handlede om en atomteori, de næste to bøger om mennesket og dets forhold, mens bøgerne 5 og 6 bragte oplysning om verden og dens forhold og fænomener.
Hans atomteori grundede sig på de græske forbilleder, senest efter Epikur, der blev hyldet af Lucrets. Værket gør op med overtro, og han beskriver atomernes bevægelse i det tomme rum, hvor de forener sig i stadig nye former og opløses for igen at forenes til nye former, hvilket også er årsagen til mennesket skabelse og opløsning for igen at opstå, men ikke nødvendigvis som menneske igen.
Lucrets brød afgørende med romernes gamle gudetro og fik en renæssance i oplysningstiden, specielt i Frankrig.

Plinius
Af de to Pliniusser skrev den ældre det vægtigste værk, der er bevaret om naturen: Naturalis historia i 37 bøger med mange detaljer om hans observationer. Han skrev også et betydningsfuldt værk om de germanske krige. Det er delt i tyve bøger og fik en fortsættelse i historikeren Aufidius Bassus værk om samme krig til ca. år 17, hvor romerne havde fået tæmmet germanerne til Rhinen - Donaulinjen.

Plinius den Yngre er kendt for sine to brev om den ældres indsats og sin egen opførsel under udbruddet i 79, men har også skrevet - og de er bevarede - breve til kejseren vedrørende kristne forhold i Bithynien, hvor Plinius den Yngre var statholder 111-113.
Brevene - i alt 247 - blev udgivet samlet i et antal bøger, der udkom i sæt af tre, hvoraf det første sæt kom mellem år 97 og 109. Hans breve blev altså skrevet med offentliggørelse for øje og er mere at sammenligne med senere tiders essays, og de er altså ikke private breve.

Et interessant forløb i udgivelserne gør Vesuvs udbrudsdato tvivlsom, da Plinius ikke selv nævner dagen. Datoen er udledt efter en udgivelse fra 1508 i et Aldinertryk af Codex Laurentianus Mediceus, og mange andre datoer er foreslået.

Sallust
Sallust var historieskriver, * 86 til 35 f.Kr. Sad i senatet, blev udstødt og af Julius Cæsar atter genindsat via kvæstorembede. Han blev statholder i Afrika, hvor han hensynsløst udplyndrede befolkningen for egen vinding. Efter Cæsars beskyttelse ophørte, trak han sig tilbage og helligede sig skriveriet. Hans historie er yderst subjektiv og blev længe betragtet som fiktion, hvilket var romernes foretrukne stil til historiske værker. Han viser den gamle adels uduelighed og moralske forfald ved at fokusere på bestemte perioder i romerstatens historie, hvor det var særligt tydeligt.
Hans værker var: Catilinas Sammensværgelse (foregik år -63), Krigen mod Jugurta (111-105) og hans Historiae om revolutionsperioden 78 f.Kr. til 67 f.Kr., men der er kun bevaret mindre dele af værket.
[Bendz p.472]

Strabo
Geografen strabo udgav sit værk Geographia i år 24 og døde samme år? Af de 17 bind omhandlede de første to fysisk geografi, bind 3 til 10 Europas geografi og bind 11 til 16 Afrika, mens det sidste og 17. bind var om Afrika.
Værkets V. bog, kapitel 4, har en beskrivelse af Vesuvs top før udbruddet, hvor den er askegrå og nøgen, så han konkluderer, at den sikkert har haft brændende åbninger. Man kendte ikke ordet vulkan i antikken.

Suetonius - Sveton
Gaius Suetonius Tranquillus - dansk form: Sveton - levede 70 til 130 eller 140. Han var embedsmand, filolog og antikvar. Hans første embede var som studiesekretær (indholdet af opgaven er ukendt), derefter blev han biblioteksdirektør og endelig kejsersekretær for korrespondance under Hadrian, men blev fyret for uhøflig opførsel over for kejserinde Sabina. Resten af livet levede han som skribent, men af hans mange værker kendes kun kejserbiografierne samt brudstykker af hans skrift om fremtrædende forfattere.
Han er blevet kendt for sine kejserbiografier, der indeholder et godt saftigt sladderstof, som blev meget læst i datiden, men de indeholder også megen viden om personerne og er i dag også læseværdige. Biografierne begynder kronologisk med Cæsar og slutter med Domitian († 96), den sidste kejser af den Flavianske slægt.

Hans anden del blev samlet i et værkBerømte Mænds Liv, der anses for at være udgivet før kejserbiografierne, og beskriver mest litterære og filosofiske lærdes liv.
Hans værk kom til at danne skole for både Einhards biografi om Karl den Store og senere Petrarkas romerbiografier, og selv i vor tid er værket brugt. Det var bl.a. af Robert Graves til sine to romaner om Claudius.

Publius Cornelius Tacitus
Publius Cornelius Tacitus var romersk historiker, hvis slægt formodentligt kom fra det sydlige Gallien, altså Provence. Han blev født i år 55 c. og studerede i Rom, hvor han blev gift med en datter af guvernøren over Britannien, Julius Agricola. Tacitus fik embeder som quaestor, plebejertribun og fra 88 praetor, hvor han også blev optaget blandt quindecimviri sacris faciundis - det var de femten, der passede på Sibyllens bøger. Han blev consul i 97 og optaget i senatet.

Tacitus blev ven med Plinius den Ældre, og senere korresponderede han med Plinius den Yngre om Vesuvs udbrud og de to Pliniussers oplevelser derunder. Tacitus blev en overgang statholder i Lilleasien.
Et af hans kendte værker er biografien over svigerfaderen Agricola, statholderen i Britannien 70 til 80. Biografien udkom år 98 og er et hyldestdigt til hans indsats som statholder i Britannien. Agricola døde i år 93.

Hans første værk, Dialogus de oratoribus, udkom i år 80, hvori fire lærde drøfter den oratoriske tilstand - forfaldet - i Rom. De næste værker kom i år 98. Det var:
Germania, historien om de germanske folk set gennem romerske briller. Heri omtales nordboerne inklusiv danerne. Om svenskerne hed det, at de boede på nogle øer i oceanet, og at havet stivnede rundt om dem. Det andet værk fra år 98 var Agricola.

Hans hovedværk, som han gik i gang med efter de to mindre værker, blev kaldt for Annales, Årbøgerne eller Historien, og skulle skildre Roms historie fra kejser Augustus' død i år 14. Foruden at have titlen Annales kaldes det også efter denne del for Ab excessu divi Augusti. Værket rækker til omkring kejser Neros død i år 68 og blev skrevet efter den del, der behandlede den efterfølgende periode, der går fra trekejseråret 69 (på engelsk kaldet firkejseråret) til kejser Domitian døde i år 96. Denne anden del kaldes for Historiae.
Af Annalerværkets seksten bøger er bevaret bøgerne et til seks og elleve til seksten, og af Historiae-værkets fjorten bøger er bevaret de fire første og lidt af den femte. Det er altså kun punktvise nedslag i historien, vi får, men Tacitus skriver interessante personprofiler og om de motiver, som de beskrevne kunne have haft for deres handlinger.
[Tac.Germ.]

Historikeren Ammianus Marcellinus (* c. 330) skrev et historikerværk, Res gestae, der behandler tiden fra slutningen af Tacitus' værk ved kejser Domitians død i 96 og til kejser valens død i 378. Af værkets 31 bøger kendes i dag de 18 og desværre først begyndende ved år 353.
[9508 p.24]

Varro
Varro, * 117 til 26 f.Kr. Han var på Ciceros tid byens lærdeste mand, tog aktivt del i politiske liv og skrev op mod 75 værker, nogle siger op til 600 værk. Men kun et enkelt værk er bevaret med noget omfang. Det er hans værk om landbrugsdrift, Res rusticae. Tre af værkets bøger er bevaret. Forfatteren var firs år gammel, da han skrev værket.

Vergil
Vergil, Vergil Maro eller Virgil, * 70 til 19 f.Kr.
Vergils kendteste værk var Aeneiden. Det udkom i år 19 f.Kr. i 12 bøger. Plottet handler om Æneas, der flygtede fra Troja efter grækernes kamp og kom til Italien, hvor han landede og blev gift med en kongedatter og grundlagde den romerske stat. Værket er en genskrivning over Homers Odysseen og Iliaden og giver det guddommeligt islæt om romernes ret til at herske over staten og resten af verden.
Han skrev Georgica om den romerske kraft og nationalstolthed, der lå i tilknytningen til jorden og landbruget.

Vitruvius
Arkitekten Vitruvius levede på Augustus' tid omkring år 25 f.Kr. Han efterlod os det eneste kendte antikke værk om arkitektur, De Architectura Libri Decem. Det udkom i år nul i ti bøger, men kendes i dag fra en kopi, der blev fundet i Sankt Gallens Bibliotek i 1415 og trykt op med nye tegninger. Renæssancens arkitekter benyttede meget værkets beskrivelser af de græske og hellinistiske byggeformer.
Vitruvius skrev meget ud fra tidligere nu ukendte udgivne værker.
Om Pompeii og vulkansk aktivitet skrev han, at pimpstenene måtte være et resultat af den vulkanske aktivitet, og mente at pimpstenen var det forbrændte restprodukt af en anden stenart.


Kilder

Bendz, Gerhard, 1971: "Den romerske litteratur", [Bendz], in:
Jansen, F.J. Billeskov, ed., 1971: Verdens litteratur Historie, bind 1, Pol. [1936]
Cary, M. et al. (ed.), 1949/1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP, [OCD]
Suetonius, Gaius Suetonius Tranquillus, c. 120: The Lives of the Caesars, oversat af Robert Graves, Penguin, 191957 / 1985, [Suetonius] [5273]
Tacitus, 98 / 2009: Agricola and Germany, Oxford W.C., [10593] [Tac.Germ.]


Opdateret d. 20.4.2012.
Retur til historieoversigten
Retur til toppen
Retur til historieartikeloversigten
Retur til forsiden