Her er noter om hændelser, historier og levn af bebyggelser i Pompeii*), Herculaneum og omegn samlet som støttetekst for eget besøg på lokaliteterne. *) Byens navn er i ældre litteratur på dansk skrevet som Pompeji, men nyere fagværker foretrækker formen Pompeii, som jeg vil benytte efterfølgende. Der findes mindst fem andre stavemåder af byens navn på andre europæiske sprog.
Der findes kun få kilder om livet i provinsbyerne i tiden op til og under de første kejsere. Byernes historie er derfor ofte beskrevet punktvis eller med rekonstruerede billeder af liv og virke. Når det kommer til arkæologiske fund, er Pompeii og øvrige udbrudsramte byer leverandører af et enestående materiale, og det vil derfor mest være disse fund og deres tydning, som disse noter beskriver.
[Skydsg. 1977a]
Egnen, som Pompeii ligger i, Kampanien eller Campania, fik i romersk historie først betydning med den romerske ekspansion omring 340 f.Kr. Da var der i området en lokal, formodentlig, oskisktalende befolkning, men der var også adskillige græske kolonier, der var part af Magna Graecia, idet græske kolonier lå tæt på syddelen af Italiens fastland og rundt kysten på Sicilien. Som nogle af de nordligste i Italien lå der kolonier rundt Napolibugten: Cumae, Puteoli, Neapolis. Kolonierne var selvstyrende græske bystater, og måske har de oprindelige indbyggere efterlignet kolonisterne og efter samme styremønster dannet byer som Pompeii, Nola og Capua. Senere blandede bjergfolket, samniterne, sig i kampen om jord, og resultatet blev en sammensmeltning af adskillige folkeslag til den campaniske æt, der talte et oskisk sprog og en del græsk.
Hovederhvervet var landbrug, men metalarbejder udført på importerede råvarer med videresalg for øje spillede også en rolle, og grækerne var dygtige keramikere. Fra 340 f.Kr. fik romerne indflydelse på udviklingen, da kystbyerne bad Rom om hjælp mod indtrængende samniter. Dette indledte nogle hundrede år med samarbejde i en føderation med Rom, der tog sig af rigets forsvar og udenrigspolitik, mens forbundsfællerne, som bystaterne blev kaldt, bidrog med soldater og skat.
Fordelene var dog helt på Roms side, og omkring år -90 blev det fællerne for meget, og forbundsfællekrigen udbrød. Da den var ovre, var fællernes forhold blevet noget forbedret med blandt andet romersk borgerrettighed med stemmeret. Pompeii havde forsøgt at holde stand mod romerne, men Sullas styrker besejrede byen, der måtte give op og for sit nederlag fik frataget en del af dens jorder, der blev givet til romerske soldater, da kolonien Pompeii blev grundlagt.
Der forekom yderligere blanding af befolkningen efter forbundsfællekrigen, da Pompeii blev nødt til at modtage hjemsendte soldater fra hans hær og give dem af byens jorder. Det gav et romersk befolkningselement af betydelig størrelse, og byen fik da også ny officiel titel af Colonia Cornelia Veneria Pompeianorum. Integrationen forløb i øvrigt relativt smertefrit, og efter et par generationer var befolkningen en homogen latinsktalende gruppe. Lokalstyrets organisering fortsatte i princippet uændret gennem hele kejsertiden.
[Skydsg. 1977a]
Den tildækkede by Pompeii blev genopdaget i 1748. Derefter er der foretaget udgravninger helt op til nutiden. I begyndelsen med meget grove metoder, og først efter midten af 1800-tallet foregik udgravningerne på forsvarlig måde, og først fra 1900-tallet på en tilfredsstillende måde. Specielt blev mange af de første fund løsrevet fra deres kontekst og kan fx derfor ikke i dag med sikkerhed knyttes til bestemte pladser i husene.
Pompeii er groet frem, hvor vejen fra Neapolis mod syd krydsede Sarnofloden, og byen kan spores tilbage til 600-tallet f.Kr. Dengang gik strandbredden kun et par hundrede meter fra byen. Står man med Venustemplet på plateauet ved Porta Marina kan man se over på sydvestsiden af vej nr. SS18, og cirka ved tennisbanerne gik floden i antikken.
Den sejlbare Sarnos munding lå lige sønden for byen og var forudsætning for stedets handel og transport. Byen var havneby både for sig selv og de tre nabobyer Nola, Nuceria og Acerrae. Udbruddet i 79 og senere jordskælv ændrede landskabet, og i dag er havstokken meget længere væk fra byen - ca. 1500 meter. Flodens leje er ændret, og vandmængden minimeret, så det er svært at forestille sig landskabet, som det har set ud i antikken.
Det samme gælder for flere andre antikke kystbebyggelser, der i dag skal søges længere inde i landet. Der har dog ikke været enighed om, hvor langt havet nåede i antikken. Biskop Carlo Maria Rosini (1748-1836) antog havstokken til at ligger 300 til 400 meter fra bymuren, mens Michele Ruggiero, der ledede udgravningerne fra 1875-1893, mente, den lå en kilometer borte. Mau hælder med August Mau (1840-1909) mest til Rosinis antagelse.
[Mygind p.5, Mygind 1916, p.7]
Pompeiis areal inden for den omgivende bymur var i år 70 på 66 ha (662.684 m2), og murens længde var 3,2 km (3104 m). Det svarer til knap det middelalderlige København inden for Absalons mure, og det svarer også til området, som byen Ostia fyldte omtrent samme tid [Harsberg, p.7]. Befolkningstallet var i år 79 omkring 20.000, mens Hastrup, p.471, snarere mener tallet bør ligge mellem 10.000 og 20.000. Der er andre, der mener op mod 30.000, men alle tal er gætterier, og der findes ikke folketællinger eller skattelister for byen.
[Mygind 196, p.6]
Byens struktur dannes af de store gennemgående gader, der – stort set – forløber i nord-syd med en smule hældning mod uret, og vinkelret på dem løber andre gader i øst-vest-retning. Der er en mindre forskel på både gaderetning og blokstørrelse mellem de nordvestligste områder i Region VIII og majoriteten af bygninger mod nordøst og øst.
Uanset den lille forskel, så danner byplanen ejendomsblokke som i amerikanske byer. Hovedparten af blokkene er smalle med forholdet 1:4 mellem bredde og længde, for det passede godt til romernes foretrukne hustype med en længdeakse, hvor indgang, atrium og peristyl kunne tage sig bedst muligt ud. Skæringen af de N-S- og de Ø-V-gående gader er i Pompeii ikke helt en ret vinkel. NØ- og SV-vinklerne er større end NV- og SØ-vinklerne.
Byens ældste del
Undtagelsen fra de lige linjer er byens ældste bydel, der opfylder byens sydvestligste kvarter med de store templer og administrationsbygningerne omkring forumpladsen, hvor gadeforløbet er noget mere kroget og omsluttet af de omliggende akser gennem gaderne Cardo Maximus fra Vesuviusporten i nord til Stabiaeporten i syd. Den nordlige del hedder også Via del Vesuvio, og den sydlige del Via Stabiana.
Decumanus Superior løber vest-øst ud af Nolaporten; vejens navn er i dag i den vestlige del Via delle Terme, og efter krydset med N-S-vejen Via di Mercurio hedder den Via della Fortuna, og efter krydset ved Via del Vesuvio hedder den Via di Nola.
Skydsgaard konkluderer ud fra de arkæologiske vidnesbyrd, at den gamle by ikke var geometrisk anlagt, som den nye bydel blev det senere.
Ordet cardo var betegnelsen for en romersk bys hovedstrøg i nord-syd-retning og betyder akse eller omdrejningspunkt. Ordet decumanus var betegnelsen for byens øst-vest-hovedstrøg og kommer fra militære forlægninger med betydningen ud over indholdet af "tiende" også noget stort og var betegnelsen for lejrens bagudgang. En bys cardo var gerne den vigtigste og travleste forretningsgade, men lokale forhold kunne gøre decumanus-gaden til den betydeligste. Cardo og decumanus krydsede hinanden ved forum, og den firkant, der dannedes ved at forbinde vinkelrette linjer tegnet tværs på de to hovedgaders ender med hinanden, kaldtes templum og udgjorde byens område. Var der behov for det eller råd til det, blev arealet omgivet af en bymur. En vis sakral betydning var tillagt byen, hvilket betød, at visse ritualer skulle gennemføres og varsler tages, før opførelse af bygninger og andre byplanforhold kunne udføres.
[Skydsg. 1979, p.40, Wheeler p.32, Ørsted p.75]
Byplanen med vinkelrette gader var en græsk / hellinistisk opfindelse, som romerne overtog. De gamle krogede områder i de romerske byer er typisk etruskiske eller oskiske i oprindelse, og i Syditalien, hvor grækerne var talrigest, blev den græske model benyttet først. Andre mener dog, at også etruskerne havde en vis ensrettethed i deres design af bebyggelser, og der er intet endeligt svar på den militære vinkelrette lejrform, som både militært og civilt dukkede op omkring 300-275 f.Kr. [Wheeler p.32]
Medvirkende til det uregelmæssige sydvestlige hjørne er de naturskabte forhold med stærkt fald mod syd uden for bymuren, der snor sig noget efter højde og (tidligere) vandløb. Den ældre bykernes mur er ca. en km lang uden om den lavaknold, som er bebygget.
Bymuren
Bymuren har i det delvis bevarede fæstningsanlæg fra arkaisk tid spor af græsk murtype med to parallelle mure med jordfyld imellem. Skydsgaard mener dog, at den gamle by var omgivet af "en mur med en indre voldgade og en ydre grav". Denne mur skulle som nævnt have en længde på ca. en kilometer. Arkæologen Amedeo Maiuri (1886-1963) peger på fire udviklingstrin. Den ældtse var en kvaderstensskalmur, hvis midte var udfyldt med jordfyld. Man nåede toppen ad trapper, og murranden havde en slags løbegang. I fase to fik muren en skrånende jordvold op mod indersiden af muren, på latin en agger. Det er muligvis den jordvold udgravningen har efterladt på et stykke af ringmuren ud for Merkurtårnet (XI), Reg. VI, Ins. VII-IX (se næste afsnit).
[Skydsg. 1979, p.36, 43]
En del af sydmuren blev demonteret allerede omkring 200 f.Kr. for at give plads til bebyggelse, og da denne del af byen lå på højen med stærkt affald mod syd / sydvest, så regnede man med, at den naturlige forhindring var tilstrækkelig beskyttelse. Bedst bevaret er derfor i dag nordmuren.
Den nordre bymur (og måske andre dele af muren) blev senere ombygget til italisk type med en ydre facademur og en indre jordvold mod muren. Kort før borgerkrigen fik muren med mellemrum tårne, der modstod Sullas angrebsmaskiner. Der er tre tårne mellem Herkulanerporten og Vesuvporten: Tårnene XII, XI og X.
På begge sider af muren løb en vej, der af logiske militærtekniske grunde ikke måtte bebygges. Dette område kaldtes for pomerium. Pomeriet var opstået som demarkationslinjen mellem byens grænse, som fastlagt efter udsagn af et varsel eller orakel, og oplandet. Ordet pomerium fik snart betydningen "området mellem bebyggelse og bymur", og ordet kunne også være tilknyttet en stribe land langs den udvendige side af bymuren.
[Mygind p.18, OCD, Krustrup, p.123].
Portene
Adgang til byen foregik gennem portene: Porta de Ercolano - Herkulanerporten - på nordmuren, vesthjørnet Via Consolare / Strada Consolare. Uden for muren løb vejen mod Herkulaneum, og på den ligger Mysterievillaen nogle hundrede meter længere fremme. Man passerer først Nekropolisen med gravmonumenter på begge sider af den stenbelagte vej. Mysterievillaen er inkluderet i museumsområdet, men man kan godt kome ud for enden af villaens have. Porta di Vesuvio - Vesuvporten - på nordmurens midte mellem Region VI og V, Via di Stabia / Strada Stabiana. Uden for porten har vejstrækningen retning mod Vesuv.
Videre med uret mod øst buer muren - eller det af den, der er tilbage, mod syd forbi et område, der ikke er udgravet og nu dyrket. På strækningen står tårnene IX og VIII, før man når: Porta di Nola, Nolanerporten - på østmuren ud for Via di Nola mellem Regio IV og III. Uden for porten gik vejen mod Nola. En moderne vej kan følges, men ikke helt fra porten. På det næste stykke bymur ligger tårn VII, inden man når: Porta di Sarno - på østmuren ud for Via dell' Abbondanza mellem Regio III og Regio II. Regio III er næsten ikke udgravet, og Sarnoporten er i dag kun et par parallelle mure gennem voldniveauet. Lige uden for muren løber Vesuvianabanens ene linje.
Dernæst løber muren rundt om det sydøstlige hjørne uden om amfiteatret, før der på sydmuren kommer en port: Porta di Nocera - mellem Region II og I. På muren mellem Sarnoporten og Noceraporten står tårnene VI, V, IV og III. Den moderne udgang her er ikke gennem en antik port, men via en sti ført over muren. Fra denne udgang kan man mod vest uden for muren gå langs endnu en Nekropolis, der strækker sig forbi Noceraporten til Tårn II vest for.
Porten udmunder i den moderne vej Via Plinio, der løber langs muren. Porta di Stabia, Stabianerporten - på sydmuren ud for Via di Stabia mellem Region I og VIII. Man kommer ud med det lille teater og gladiatorkasernen på højre side. Det er den bedst bevarede port i byen. Dens udgang peger mod nabobyen Stabiae, og den er nu åben for gennemgang. [Mygind p.17] Porta Marina, Søporten - den vestlige port, der fører ud fra den gamle bydel ud for Strada della Marina, og er den eneste vestport. Det var ikke hovedporten, og tilgangsrampen er mege stejl, og stejlheden fortsætter gennem porthvælvingen ind i byen og har ikke givet adgang for tung trafik. Der er heller ingen hjulspor i stenbelægningen her.
[Licht p.10, Mygind p.139]
Adressering af bygninger i Pompeii
Til orienteringsformål er byen opdelt i ni regioner begyndende ved sydmuren øst for Strada di Stabiana, og gående modsat uret rundt langs muren ligger regionerne II, III, IV, V, VI, VII og endelig VIII, der er den gamle bydel mod sydvest. I midten ligger Region IX.
Fiorelli var den første, der gav delene i byen de ovennævnte regionsnumre, men Mau lavede dem om, hvorefter man på et tidspunkt gik tilbage til Fiorellis inddeling. Maus inddeling havde seks dele, der havde sydøsthjørnet som nr. I, sydvest som nr. II, og nord for I lå nr. III, og nord for II lå nr. IV. Øverst lå mod øst nr. V og øverst mod vest nr. VI.
[Mygind 1918, 10]
I hver region kaldes de enkelte karreer, omgivet af fire gader, for insula, og hver insula har fået et nummer. Systemet er lidt usystematisk, måske fordi numrene først er tildelt, når insulaen er udgravet. Hver insula har et antal grunde med bygninger, og disse har igen et nummer på adgangsdøren til ejendommen.
En adresse i den udgravede by kan altså hedde: Region VII, insula 6, bygning 10, forkortet til Reg. VII, 6, 10.
De mest berømte bygninger har gerne et kaldenavn, men disse har ikke direkte relation til husets ejer, fx er sølvbryllupshuset opkaldt efter en begivenhed i moderne Italiens tid. Både gadenavne og bygningsnavne er arbitrært tildelt i nutiden.
Omegnsvillaer
I landskabet rundt om Vesuv og de begravede byer er der fundet rester af omkring 40 villaer. I 1700-tallet blev de første fundet, nær Stabiae, og siden 1964 har der været gravet i villaer ved Oplontis lige uden for Pompeii.
Et af de kendteste villaer ligger kun få hundrede meter norden for Herkulanerporten i Pompeii. Det er Mysterivillaen kaldt sådan på grund af malerifundene af indvielsesritualer for Bacchustilbedelsen. Mysterievillaen har i triclinium, rummet vendende mod søsiden, de fineste freskoer, der endnu findes på deres plads i Pompeii. Huset er kompliceret opbygget med mere end 60 rum, og man kan finde grundplaner på nettet af det. Huset er præget af mange udvidelser og har derfor ikke den typiske opdeling i et atriumshus.
[Mysteries p.4f; Skydsg. 1977a p.6]
Torvet, forum, var på tre sider omgivet af en søjlegang, og uden om denne lå de offentlige bygninger, som var blevet bygget og bygget om gennem mange år. Søjlerækken var med to etager. På øst- og vestsiden var de underste søjler i dorisk stil, og de øverste i jonisk stil med fodstykke og kapitæler. Søjlerne på sydfløjen har korintiske kapitæler og alle havde kanneleringer.
Der havde fundet en vis fornyelse sted for at pladsen kunne leve op til de romerske idealer, og fordi både gudeverdenen og administrationen og pengemængden havde ændret sig gennem byens første flere hundrede års eksistens.
De i dag rejste søjler er retableringer fra stumper fundet under udgravningen. De uoriginale dele er vist med rødt murværk og let kendelige fra de originale stukbelagte dele. Se under basilikaen om teglsten i søjlerne.
Templer og offentlige bygninger omkring torvet
Blandt de offentlige bygninger rundt om torvet lå mod nord: Jupitertemplet med den beherskende placering mod torvets ende og facaden nedad længdeaksen i retning ca. NNV-SSØ. Byens største tempelbygning. Sammen med Jupiter har der også været gudestatuer af Juno og Minerva, idet de tre dannede en såkaldt triade, dvs. med cellaen delt i tre eller havde tre døre i fronten mod syd.
Og gående rundt mod uret langs vestlængden:
Kornmarkedet nordligst på vestsiden Apollotemplet på midten af vestlængden med facaden mod syd. Det er det bedst bevarede tempel og det var blevet repareret efter jordskælvet i 62.
Græsk kontra romersk tempelbygning Græske templer stod på en lav plint med tre trin fra omliggende land til tempelplateauet. Det aflange tempel var principielt en fritliggende bygning med lige væsentlige elementer på alle fire sider, og søjleomgangen var gennemført på fire sider. Romerske templer var meget anderledes. De stod på en høj plint og havde tydelig forskel på facaden, der var på den smalle side, der gerne åbnede op mod et forum eller anden plads, mens den modsatte side, bagsiden, kunne vende mod andre bygninger eller støde op mod en mur. Facadens trappeløb kunne have fremskudte platforme på begge sider, og søjlerne kunne langs tempelbygningens cella være halvsøjler fæstnet til tempelsidevæggene. Tempelbygningen var trukket tilbage fra facadesøjlerækken, så der dannedes en slags forgård, der blev kopieret i de kristne kirkers narthex. [Wheeler p.89]
Basilika
Pompeiis basilika stod sydligst langs vestsiden med sin korte side med den åbne forgård vendende mod forum. Den romerske basilikatype
De romerske basilikaer, der var så vigtige for deres administrative og handelsmæssige processer, opstod med den kendte rektangulære form med søjleomgang omkring 300 år f.Kr. Det faldt sammen med introduktionen af den hårde mørtel mikset med småsten, der udgjorde byggematerialet til romernes hvælvinger. Den tidligste basilika blev rejst i Rom, Basilica Porcia, i år 184 og kort tid efter blev Basilica Aemilia bygget. Disse basilikaer blev fremhævet af Vitruvius, men svarer ikke til den pompeianske model, idet de romerske havde indgang på bredsiden, og tribunen på modsatte langside.
Den pompeiianske basilika er opført c. 130 f.Kr. (anden kilde siger bare "før år 78 f.Kr.") i samnitisk tid og er den ældste romerske basilikabygning, der kendes (hvilket ikke stemmer med andres mening). Den måler 55 m x 25 m (24 m) og blev anvendt til torveformål, retssal og forsamlingshus. I det indre er en omgående søjlerække med 28 kannelerede søjler med en diameter på næsten en meter. De var opmurede af tegl og stukbeklædte. På en rekonstruktion ses, at de har været i korintisk stil. Langs ydermurene var der halvsøjler, og væghøjden var delt i to, hvor der formodentlig i den øverste halvdel har været lysåbninger.
Søjlerne er i basilikaen i Pompeii opbygget med en tynd cirkulær midtersten med en diameter på ca. 40 cm. Uden om denne er der anvendt teglsten, hvis sider er radielt vinklet efter søjlens diameter, og stenenes inderkant passer til centerstenens periferikrumning, mens yderkanten er formet med kanneleringer. De formede tegl er brændt i færdig stand. [JM]
Indgangen i den pompeianske model var i den smalle ende, og i modsatte ende var tribunen (tribunal) til de udnævnte embedsmænd under domsforhandlinger etc. Det blev denne model, der blev grundformen for de senere kristne basilikaer. Begge modeller blev i øvrigt i perioden frem til begyndelsen af kejsertiden rejst flere steder i riget.
Der er både rekonstruktioner med åbent midterfelt i taget og rekonstruktioner med lukkede lofter. Der er nogen uvished om tagdækningens udvikling, så også for Pompeiis basilika er der rekonstruktionsforslag for både den åbne og den lukkede model.
Bygningen i Pompeii blev kraftigt skadet under jordskælvet i år 62, og der blev ikke fundet tegn på begyndende genopbygning før udbruddet i år 79. Bygningen kan derfor næppe have været i brug efter 62.
[Mygind, Pompeii, Skydsg. 1979 p.112]
På den smalle sydside lå:
Ædilernes embedskontor mod vest
Byrådssalen i midten
Duovirernes kontorer mod øst
På langsiden mod øst lå:
Comitum, valgpladsen sydligst
Uldmarkedets også kaldet Eumachias bygning opført c. 30 e.Kr. Den er opkaldt efter præstinden Eumachia, der lod bygningen rejse til gavn for klædevalkerne, filtmagerne, og klædehandel samt vask af klæde har sikkert foregået i bygningen.
Klassicistisk, tidlig kejserstil, opført af beton med murstensfacade, hvor der er et fint marmorrelief gående rundt om indgangsportalen. I dag er det beskyttet af plexiglasskærm.
Til venstre for indgangen ligger rummet, hvor mænd kunne gå ind og lade deres urin i store kar, da urinen blev brugt som vaske- og rensemiddel. Denne proces ligger til grund for sloganet: "Penge lugter ikke", da processen af kejser Vespasian blev gjort til et skatteobjekt.
Vespasiantemplet på midten af langsiden Lartemplet for byens skytsånder og husguderne. Alligevel havde de fleste huse et lille Laralter. Der blev ofte opstillet Augustusfigurer sammen med Laren, da kejseren gerne så ham selv tilbedt som en anden husgud.
Macellum fra andet århundrede f.Kr. var dagligvaremarkedet og ligger i Forums nordøstlige hjørne. På indersiden af ydermuren mod Forum er der freskoer i den fjerde stil, og der er opstillet forskellige montrer med fund og afstøbninger, bl.a. af menneskekroppe, hvor fx fingerknogler kan ses.
[Guzzo p. 56f]
Det trekantede torv ved de to teatre i Region VIII
I Region VIIIs sydøstlige del ligger et trekantet torv, Forum Triangulare, klemt inde mellem det store teater mod øst og Kejser Joseph IIs hus (Joseph (*1741 - 1765 - † 1790) var der under udgravningen i 1769). Der er efter græsk skik 100 søjler rundt pladsen, en såkaldt hekatonstylon. Søjlerne har båret et halvtag, der gav ly for sol og regn.
Midt på pladsen står:
Herkulestemplet, der er byens ældste, bevarede bygning opført c. 550 f.Kr. og måske både for Herkules og Athene. Herkulestilknytningen er ikke helt sikker. Det kaldes ofte for det doriske tempel, da der er få doriske rester. Terrakottaudsmykning med varianter og senere klassisk græsk udsmykning, der igen med samniterne blev ændret. Det har 11 + 7 søjler på lang- og kortside. Det blev skadet i 62 og var gået af brug i 79. [Guzzo, Krustrup, p.122]
Teatre. Det store teater
På den faldende grund mod øst opførtes det store, åbne teater, dvs. ikke overdækket. Oprindeligt fra c. 200 f.Kr. Ombygget og fornyet efter Sulla (80 f.Kr.) med plads til ca. 5.000 tilskuere.
Det lille Teater, Odeonteatret. Beliggende øst for det store. Det lille teater var overdækket med et trætag, coperto. Ombygget og fornyet efter Sulla (80 f.Kr.) med plads til ca. 1.500 tilskuere. Sidemurene og muren bag sæderne er i dag ikke stående i samme højde, så taghøjden er svær at bedømme, men der foreligger dokumentarisk beskrivelse af rummet med caveae, med tag "for at sikre den bedst mulige akustik" [Sopri p.45]
Det romerske teater bygger på det græske, men hvor det græske i sin grundform er åbent mod den omgivende natur, så fik det romerske teater en mere og mere lukket form, hvor scene, bagvæg og andre elementer formede et indre univers, hvor fiktionen på scenen foregik.
[Wheeler, p.116]
Syd for de to teatre lå: Gladiatorkasernen. Foruden kasernen havde området også et haveanlæg med søjlegang rundt om, hvor teatergængerne kunne spadsere. Her er der fundet specielt mange levn af metal.
Badeanstalter - thermae
Badeanstalterne er gennemgående blandt de bedst bevarede bygninger, da de kraftige hvælv over baderummene bedst har modstået askelagets vægt. Det er netop i årene, hvor de pompeianske bade blev bygget, at teknikken til at kunne og turde bygge hvælv over større rum blev udviklet. Det hænger sammen med opfindelsen af blandingen af forskellige stenmaterialer og en hårdttørrende mørtel, der størkner ved en kemisk reaktion, hvorunder vandindholdet forbruges.
Det tidligst kendte eksempel på en stor kuppel findes i Stabianerbadene over et frigidarium (eller caldarium etc.), hvor den kegleformede hvælving havde et centerhul, der siden blev anvendt i mange hvælv og kupler som fx Pantheon i Rom 250 år senere.
Byen har haft tre større offentlige badeanstalter. Hver badeanstalt var forsynet med bassiner og rum med forskellige temperaturer. Det koldeste rum hedder frigidariet og har et bassin med uopvarmet vand. Det tempererede rum, tepidariet, har en let opvarming og et stor vaskekar, men ikke nødvendigvis et, som man kan stige ned i med hele kroppen.
Det varmeste rum, caldarium eller calidarium, har en kraftig opvarmning tidligst med bækkener, senere med hypocaustsystem med varmluftgennemstrømning under gulv og i hule vægge.
Hypocausten fungerede med fyringsrum under gulvet til lokalet, der skulle opvarmes. Over fyrpladsen men under lokalets gulv var der anbragt en stenmasse, der skulle opvarmes ved fyringen. Under fyringen var luftkanalerne til lokalet lukket med et spjæld eller med ventiler, mens et røgrør til det fri var åbnet. Når fyringen var slut, og brændslet ikke afgav røg og var slukket, blev ventilerne til lokalet åbnet og rørrøret lukket, og stenmassen afgav nu varm luft op til lokalet.
I yngste badeanlæg var der begyndt at komme opvarmede bassiner eller mindre badekar bygget ned i gulvet.
Der er stor variation i badenes indretning med bassiner, store og små, vaskekummer etc., og rækkefølgen, som en badende fulgte var vekslende, og ingen faste regler kan dække over badenes brugshistorie gennem mange år og over det kæmpestore rige.
[Thiedecke p.53]
Inden man kom til baderummene klædte man sig af i et apodyterium, og i thermernes udendørs anlæg var der en gymnastikplads, palaestraen.
Når man badede, havde man et lændeklæde på, og kvinderne også en top om brystet. I apodyteriet kunne der også være en stor kumme med vand, så gadesnavset kunne vaskes af. I Termen ved Forum er kummen ca. 2 meter i diameter, derefter gik man ind i tepidariet opvarmet med kulbækkener, hvor man kunne få massage, oliekure etc. Derefter fortsatte man ind i caldariet, hvor man kunne svede og få porrerne åbnet; var der et bassin i caldariet var det gerne med en dybde på cirka en meter, men tidligst var karret i caldariet med koldt vand, så de svedende kunne køle sig af med vandet. Senere er der fortællinger om opvarmet vand.
Fra caldariet kunne man gå tilbage til tepidariet og nu få skrabet oliekuren med hudens døde celler og urenheder af sig med metalskrabere, og man kunne afslutte med et saunabesøg og en kold dukkert i frigidariet.
Atmosfæren i det varme bad var hed, og når vandet fra bassinet løb over bassinkanten og på det varme gulv fordampede, blev atmosfæren i rummet brændende hed som i et dampbad. Luften steg til vejrs og kondenserede under lofthvælvingen og samlede sig til dråber, og for at undgå, at disse faldt ned på de badende, havde man modelleret kanneleringer under hvælvet, så vanddråberne blev afledt langs kanterne til sidevæggene, hvor de løb ned og samlede sig nederst langs panelet. Denne detalje kan især iagttages i badene i Herculaneum.
Man kunne så i frigidariet slutte af med en dukkert i det kolde bassin. Der kunne også i badet være en decideret sauna med tør luft, laconicum, men den var mere brugt for helbredsgrunde end for fornøjelse.
Både i Forumbadene og i Stabianerbadene var der adskilte mands- og kvindeafdelinger, men i det nyeste anlæg, centralbadene (moderne navn) på Via Stabiana var der fællesbadning, men separate omklædningsrum. De centrale badeanlæg blev begyndt efter 62-jordskælvet, og de var ikke færdige i 79.
Opvarmingen skete fra et rum i tilknytning til de to opvarmede rum. I bade, hvor der var både mands- og kvindeafdelinger, lå fyrrummet gerne mellem de to afdelinger.
Opvarmningsmetoden udviklede sig over tid. Man benyttede tidligst kulbækkener opstillet i rummene og gik først senere over til at opvarme med cirkulerende varm luft via kanaler under gulvet og videre mellem dobbeltvægge, som man har udgravet levn af. Man kalder det dobbelte gulv med varmekanaler under for suspensuren. Metoden med varmluftcirkulation blev endnu senere udvidet til at omfatte væggene. Her murede man tidligst en indervæg op af tegulae mammatae, dvs. teglsten, der på bagsiden havde en eller flere knopper som lod en afstand mellem bagvæg og facade stå åben og derved tillod luft at passere mellem de to vægge. Senere producerede man tyndvæggede teglrør med rektangulært tværsnit, de kaldes for tubulation, og anbragte dem lodret op langs bagmuren. [Mygind p.59, Mygind 1918, p.107ff]
De suburbane bade blev først udgraavet mellem 1950 og 1988. De ligger lige til venstre for Porta Marina og uden for bymuren. Badene er bygget på en kunstig terrasse på det stærkt faldende grundstykke. Dette moderne bad havde ingen kønsopdeling i badets benyttelse. Badet blev udvidet i løbet af det første århundrede: der kom en sauna, der kom et stort opvarmet svømmebad, og man var ved Vesuvudbruddet ved at installere vinduer i badet. [Guzzo p.42ff] Forumbadene. De lå nord for Forum i Region VII, Insula 5. [Mygind, p.60] Stabianertermerne. De lå i Region VII, Insula 1. Stabianerbadene var ældre end forumbadene, og de blev renoveret efter romernes inkludering af byen i riget. [Mygind p.57] Centraltermerne. De lå i Region IX, Insula 4. [Mygind p.61]
Amfiteatret, circus, ligger helt ude i byens sydøstligste hjørne i Region II, Insula 6, med en sportsplads, palaestra, lige vesten for i Insula 7. Det blev indviet i år 70 f.Kr. og er det ældste bevarede romerske amfiteater. At det kom før Roms circus, mener man, skyldes, at der i Campanien tidligere var tradition for dyrekampe og lignende sjov. Bygningsværket syner ikke så højt, da centerpartiet og de nederste bænkerader er gravet ned i lavaen og ligger lavere end byens gadeniveau.
Det har en længde på 140 m og er 105 m i bredden og havde plads til 20.000 tilskuere, så godt som hele byens befolkning, og det blev bekostet af to privatmænd. Det store tilskuerslagsmål var i året 59, hvor Pompeiianere og nabobyen Nucerias tilskuere slog løs på hinanden med flere dræbte til følge. Kejser Nero lukkede efter en retssag om slaget teatret i ti år.
[Wheeler p.117]
Beboelseshuset
Beboelseshusenes størrelser og fordeling på typer m.m. er statistisk behandlet i en artikel af Andrew Wallace-Hadrii, 1990: "The social Spread of Roman Luxury: Sampling Pompeii and Herculaneum", in: Papers of the British School at Rome, Vol. 58 (1990), pp. 145-192. Artiklen er for speciel til indsættelse her, men den indeholder gode statistikker for bygningernes størrelse, så der fremkommer et mere nuanceret billede af forhold, som fattigere mennesker levede under i byen. Ofte beskrives kun de samme velhavendes ejendomme, som også er dem, turister fokuserer på, mens en meget stor del af bygningerne var indrettet spartansk og småt, uden det fremgår tydeligt, da det jo ikke er så spektakulært.
Fra samtiden er typen beskrevet af arkitekten Marcus Vitruvius Pollio (70 f.Kr. til 15 e.Kr.) i hans bøger om arkitektur, De Architectura. Deres indvendige udsmykning, der kendes mest til i dag, er vægmalerierne. Deres stilarter er af August Mau i 1882 inddelt i fire skift benævnt Stil 1, 2, 3 og 4 kronologisk. Inddelingen kan ikke ukritisk bruges uden for Pompeiis vægmalerier.
Vægmaleriets stilarter Stil no. 1, inkrustationsstilen eller den strukturelle stil, en på stuk malet stil efterlignende marmor. Stilen har altid nederst en glat ensfarvet sokkel, der skal minde om det tidligere træpanel. Stilen var almindelig fra 120 til 80 f.Kr., men kan findes i årene 300 til 60 f.Kr. og har græske rødder. Stilen kan ses i Faunens Hus.
Navnet kommer af crusta = en marmorflise.
Stil no. 2, arkitekturstilen. Maleriet fik en begyndende perspektivistisk stil udført fra 80 f.Kr. til omkring år 0. Viser mange søjler med fod og kapitæl, gesimser og kupler, mange som efterlignet marmor. Mellem søjlerne blev malet udsigter til landskaber og mytologiske emner. En del motiver blev kopieret fra ældre græsk kunst fx fra keramikmalerier.
Stil no. 3, ornamentale stil også tidligere kaldet den ægyptiserende stil. Klassicisme begyndende efter 31 f.Kr. og stærkere omkring år 0 til år 20. Ofte brug af sorte og røde farver, ornamenter bruges meget, og ægyptiske motiver som lotus, krokodille og flodhest. Søjler erstattes af kandelabermotiver.
Stil no. 4, den fantastiske stil eller sidste stil, benyttet fra omkring år 50. Denne stil er der flest levn fra, da den jo er yngst. Hovedparten blev malet efter jordskælvet i 62. Brug af mange felter (som i anden stil) med mindre omfangsrige malerier, der kan være kopier af de tidligere større. Flere personer optræder som motiv sammen med stillebener.
[Poulsen, p.24f, Thiedecke, p.43f]
Blandt de mest interessante huse er: Menanders Hus Faunens Hus Vettiernes husog Sølvbryllupshuset, Region V, Insula 2 med indgang fra Vicolo Mercurio. Huset blev bygget tidligt i første århundrede, og så kaldt, fordi den italienske kong Umberto I og dronning Margherita af Savoyen besøgte det i 1893, året for deres sølvbryllup. I dag er huset ikke tilgængeligt for turisten, og i de nye guider forbigås det i tavshed. Der er oplysninger om det i gamle guider og på nettet.
[Licht, p.10ff, Mygind p.80f]
I Herculaneum er færre bygninger udgravede end i Pompeii, da førstnævnte er beliggende under en nyere opført og nuværende by, og gravningen er sværere, da det dækkende materiale er mere kompakt end i Pompeii. De tidlige udgravninger foregik via underjordiske gange, og det var efter målskitserne fra minegangene, at Paul Getty benyttede til bygningen af sin museumskopi i California af Papyrusvillaen.
Papyrusvillaen er kaldt sådan, fordi den indeholdt to biblioteker med papyri, dels et græsk og et dels et latinsk bibliotek med hovedsageligt filosofiske emner. De 1758 papyri er delvis decifrerede fra de meget skrøbelige blade. Villaen ligger i udkanten af Herculaneum, og dens grundform er det klassiske atriumhus med peristylhaven tilføjet men i en overorddentlig stor udgave. Villaen blev i 1750 genfundet begravet under op til 24 meter vulkans materiale. Inden for de seneste tyve år er der igen gravet omkring villaen og ved teatret, men disse udgravninger foretages stadigvæk under overfladen i gravede gange. I alt er kun mellem en femtedel og en fjerdedel af Herculaneum udgravet.
Bygningen blev rejst mellem 250 og 50 f.Kr. Man har fundet 65 bronzestatuer og 28 marmorstatuer i villaen. Villaens ejer er omdiskuteret, men de nyeste resultatetr peger mod en vis Lucius Calpurnius Piso Caesoninus, der var konsul i 58 f.Kr. og svigerfader til Julius Cæsar, der var gift med datteren Calpurnia Pisonis. Calpurnius' søn hed det samme og var konsul i 15 f.Kr.
Der er ikke offentlig adgang til villaen under jorden og lidt uden for det åbne areal. Der er mange beskrivelser og detaljer om villaen på nettet.
[Diess, p.60ff, Guzzo p. 68]
Udgravningerne indledtes ved et tilfældigt fund i 1748. De tidligste gravninger var nærmest skattejagter og af ringe faglig standard. Pompeii har mindre bevaret materiale end Herculaneum, der er vanskelig at udgrave på grund af aflejrede materialers størkning til cementlignende fasthed, men til gengæld har Herculaneum mere velbevaret materiale.
Omkring 80% af bygningerne er i dag udgravet. Der er ikke efter kortene at dømme sket nogen udvidelse af udgravningsområdet siden 1970'erne, da man ønsker at give fremtidens arkæologer mulighed for udgravninger efter yderligere tekniske fremskridt og i dag har indset, at bevaring af allerede udgravet materiale har prioritet.
Det typiske atriumshus inddeling
Det romerske hus udviklede sig fra en bygning med en central gårdsplads, omkring hvilken beboelsesrum og produktionsrum lå. På et tidspunkt har gårdspladsen fået det udseende, som kendes fra atriumhuset med tagoverdækket gårdsplads på nær en regnvandsåbning i midten. Der findes andre hustyper, men i Pompeii og Herculaneum var denne type dominerende. Typen kan spores tilbage til c. 300 f.Kr. [Wheeler p.124]
Atriumshuset har indgang gennem dør ind til forstuen vestibulum.
Næste store centrale rum er atriet, atrium, med et selvbærende tag, eller - især senere - med søjler i hjørnerne, et tetrastylt atrium, der bærer et tag med åbning i midten, compluvium. Gennem hullet kan tagets regnvand falde nede i et bassin i midten af rummet, impluvium. På bassinets agterkant kan der være en opmuret brønd, puteale, der rækker ned til den underliggende cisterne, der er recipient for regnvandet.
Man har i dag fundet ud af, at de ældste huse i byen ikke havde impluvium, og husalderen er for de ældste ikke tidligere end 200-tallet f.Kr. [Krustrup, p.123]
I atriet kan et husalter for husguderne, Larerne, være placeret langs en af sidevæggene.
Uden om atriet ligger soverum, cubicula, og opbevaringsrum, apothecae, og atriet åbner sig ofte til begge sider lige inden bagvæggen ud i to fløje, alae.
Modsat indgangen ligger den fornemste stue, tablinum, og fortsætter huset videre, kommer man gennem en smal gang, andron, på siden af tablinum til en haveafdeling efter græsk stil med en søjlegang rundt om en plæne med vandbassin. Anlægget kaldtes for et peristylium. Var haven uden søjlegang, kaldtes den for viridarium, altså "det grønne område" eller "haven", men jeg har set, at Mygind bruger ordet om selve den grønne del, selv om der en søjlegang yderst.
I tilknytning til peristylet, måske videre ind i huset, lå spisestuen, triclinium. Ordet refererer til tre opbyggede løjbænke, som man kunne ligge på, når man spiste: græsk, tri = tre og kline = leje. På hvert leje var der plads til tre personer, og lejerne benævnes fra indgangen, så det leje til højre var det højeste, det modsat indgangen det mellemste, og det venstre det nederste leje. I mindre fornemme huse kunne løjbænkene være løse.
Et særligt fornemt hus kunne også have en festspisesal måske med hjørnesøjler eller særligt kostbare vægmalerier. Dette rum kaldtes for et oecus, der bare betyder "hus" på græsk; de fornemste kunne have flere oeci. Mindre fornemme huse kunne have triclinium placeret i atriumafdelingen.
Ikke langt fra spisestuen kunne køkkenregionerne ligge, og oven på disse eller i små rum ved siden af lå slaveområdet. Fattigere mennesker i mindre huse sov ofte ovenpå. De oprindelige førstesals rum var lavloftede og beregnet til spiserum, men da rummene kom til at være soverum, så blev navnet ikke ændret, så de kaldtes stadig for cenaculae. At bo in cenaculis var at bo fattigt.
Der var desuden i de fornemste huse også badeafdeling og latriner. Mod gaden ved siderne af indgangen kunne der være butikslokaler, tabernae. Denne anvendelse af et hus forekom oftere senere, når rigmandsvillaer faldt i prestige, og mindre bemidlede måtte leje lokaler ud til erhvervsformål
Huset var som hovedregel lukket ud mod offentligheden og åbnede sig indad. Vinduer mod gaden var smalle og små, så passage forhindredes.
Husets forreste afdeling omkring atriet har fået romerske navne, mens husets bagerste afdeling omkring peristylet har fået græske navne.
Vandforsyning
For at forsyne byen med drikkevand og andet brugsvand blev der tidligt gravet dybe brønde gennem undergrundens lavamasse, men der kom på et tidspunkt rindende vand i byen fra en akvædukt med udspring i baglandet. Man kender ikke længere akvæduktens forløb på landet, men der er fundet enkelte korte stumper omkring indføringen i byen og inde i byen. Akvædukten er formodentlig anlagt under Octavianus, og Pompeii blev forsynet fra en sidegren til Napoli-Misenum-akvædukten, også kaldet Augusta-akvædukten. Den fungerede indtil jordskælvet i år 62, men ikke i årene derefter og nåede ikke op til udbruddet i 79 at blive funktionsdygtig, så man måtte klare som tidligere igen klare sig med gravede brønde og hente vand fra andre kilder.
Sarnofloden spillede ingen rolle i vandforsyningen, da flodens antikke løb lå for lavt i forhold til byen og desuden var udsat for forurening, da den var handelsvej for flodtrafikken. Offentlige brønde må derfor have været nødvendige, selv om de på grund af den faste lavabund under det løse lavaoverlag har været vanskelige at grave eller udhugge for at komme ned til de meget dybtliggende vandførende lag. Der er ikke fundet ret mange brønde; nogle har en dybde på 10 til 20 meter. Der er påvist flere brønde i privathuse end i offentlige arealer. Der er fundet 28 meter dybe brønde i huse. Beretninger om dybere brønde afvises, da de så vil ligge under havoverfladen med risiko for saltvandsindtrængen. [Mygind 1916, p.11, 16 og 19]
Iflg. [Jones p.696] blev Campania-akvæduktens Serino-side-akvædukt indviet med vandforsyning til Pompeii i år 27 f.Kr.*) Note *) Artiklen af Jones & Robinson analyserer vandforsyningen til en bestemt villa, Vestalindernes Hus (adressen er Regio VI, Insula 1, den trekantede blok tæt ved Herculaneumporten), ud fra en tese om sammenhæng mellem velstand, luksus og vandforbrug. Artiklen fokuserer derfor på de mange aspekter af vandforsyning og refererer til et antal lignende artikler, men uden at nævne Holger Myginds arbejder overhovedet, men der er naturligvis også sket en vis udvikling siden 1920'erne.
Vandet under tryk blev ledt til et Castellum publicum, der var en slags fordelingscentral. Herfra kunne man gennem rør med forskellig diameter sende vandet til offentlige vandforsyningssteder, de store bade og endelig privathuse. Til den yderlige fordeling af vandet blev der opført brønde med bund, cisterner, fordelingssøjler og altre, der alle ligger på offentligt område, ofte ved gadekryds. Brøndene kan være udsmykket og ligger ved fortovskanten. De er dannet af lava- eller tufblokke med relieffer. De er rektangulære og sammenholdt med jernklamper eller -bånd. De er ikke brønde med vandtilgang fra bunden, men er kar, der forsynes fra blyrør fra en vandfordelingssøjle i nærheden.
Denne lokale vandfordelingssøjle kaldes for en sekundær fordelingssøjle. Den er en opmuret, firsidet pille med en højde op til seks meter. Den har øverst en blykasse som reservoir og blev gennem blyrør forsynet til blykisten. Blykasserne på toppen af søjlerne mangler nu, men et blyrør på en meter førende op langs en af søjlerne er stadig på plads, og tæt derpå er ca. fire meter blyrør ført dobbelt og med en stikledning bøjende af til et privathus afdækket i fortovet, hvor de har ligget ganske tæt under overfladen.
Fra fordelingssøjlen kunne vandet så løbe ned til en eller flere brønde og ind i en rigmands hus, hvis han havde betalt abonnement på privatforsyning. Blyrørene var nedlagt i de jordfyldte fortove og ud fra blyrørsafgang eller kalkaflejringer i vandfordelingssøjlernes top har man estimeret antallet af huse med direkte og privat vandforsyning til 124 [Jones, p.699].
Til sammenligning er i Pompeii omkring 1.000 huse udgravet i byen, hvor ca. 3/5 er fritlagt.
Vandfordelingssøjlernes reservoirer kaldtes sekundære, fordi der var et hovedreservoir, Castellum Aquae eller vandkastellet, som lå på det højeste sted i byen. I kastellet blev vandet også renset, men hvordan ved jeg ikke. Man har fundet et vandkastel tæt på Vesuvporten. Vandet kunne af trykforskellen forårsaget af højdedifferencer blive presset op i fordelingssøjlernes cisterner på toppen. Indtil vandet nåede disse eller tilsvarende indretninger, var forsyningsvandet under tryk. Blev en vandfordelingssøjles cisterne fyldt, måtte vandet løbe over.
Det blev så typisk afledt til rendestenene i gaden, og visse steder til en kloak. Generelt er der ingen kloakering i Pompeii, men enkelte steder er der nedlagt rør. I Herculaneum, er der på grund af beliggenheden med let afvanding til havet derimod kloakeret under hovedgaderne. Mange steder i Pompeii løb vandet med gadens fald mod syd og endte på en eller anden måde som grundvand eller i Sarnofloden.
I Efesus, Lilleasien, var drænrør under gaderne af terracotta og så store, at et menneske kunne passere gennem dem.
[Skydsg. 1979, p.43, Jones p.698, Efesus p.19]
Vandmængden kunne ikke reguleres med ventiler eller haner i hovedsystemet. Der er tale om en frit løbende vandåre, og de private forbrugere betalte afgift for egen forsyning, og vandrørets tykkelse bestemte afgiftsbeløbet. Det overskyende vand fra alle brugerinstallationer og offentlige brønde, der blev afledt til rendestenene, var med til at holde byen frisk og skylle uhumskheder ud i floden. I Efesus åbnedes alle byens fontæner med fuldt tryk om aftenen, og det overløbende vand strømmede gennem gaderne og førte skidtet med sig til kloakkerne. [Efesus p.24]
Iflg. Thiedecke, p.26, kunne man i privathusene lukke for vandet med haner. I Vettiernes hus fandt man 16 metalstøbte haner. Alligevel er den typiske vandindledning sket til en cisterne eller vandfordelingskasse, som fx i Vestalindernes Hus var placeret i præfurnium, varmerummet, ved husets badeafdeling. Herfra førte rør med haneaflukning rundt i huset. Ved at husinstallationens forsyningstilløb var til en cisterne, fik man en intern reservebeholdning, der kunne anvendes under forsyningsstop.
Det komplette vandrørssystem er kun bevaret i et hus i byen, nemlig Huset med den hængende Balkon, mens vandforbrugssteder og afløb med videre gennem udgravninger og opmålinger er beskrevet for Vestalindernes Hus. [Jones p.699]
Vandrørene blev fremstillet af en blyplade med en længde på 10 romerske fod, det svarer til 2,97 meter, og en bredde på 5 digit eller 9,3 cm, tykkelsen var 7 mm. Pladen blev krummet, så den fik et pæreformet tværsnit med samlingen øverst i den smalle side, hvor de to kanter blev lagt mod hinanden og lodddet sammen. En sådan længde rør vejede ca. 20 kg. Det kaldtes for et quinarium og lysåbningen var 3 x 2,5 cm. Et hus kunne så abonnere på et eller flere quinaria. Til badene, hvor større vandmængde var påkrævet, havde man rør med lysåbninger på 9x6, 10x9 og 15x14 cm.
Den kendteste romer, der har beskrevet vandforsyningen i detaljer, er Sextus Julius Frontinus (* 40 til † 103), der var vandforsyningsdirektør i Rom. Han bruger ordet quinarium = 5-røret som mål for vandmængde, idet en quinarie havde et bestemt tværsnit. Var der behov for større rør, kunne der lægges en 1/4 romersk tomme (5 mm ca.) til rørets diameter, der så blev til et 6-rør, senarium, der kunne transportere 57,4 kubikmeter per døgn. Der fandtes rør op til et 20-rør. [Ørsted p.107]
[Frontinus, Mygind 1916, p.50 + 70, Mygind p.23, Thiedecke, p.26, Skydsg. 1979, p.44]
Trafikforhold Gader. Pompeiis hovedgader var omkring 7 meter brede. Heraf var kørebanen, = agger, på c. 4 m. Den bredeste er 14 meter, og den smalleste gyde er 2,5 meter inklusive fortovene, = margines.
Gaden var belagt med store lavablokke tilhugget, så de passer ind med naboblokkene. Gadeoverfladen er svagt hvælvet, så vandet løber i rendestenen. Fortovene er høje med markante kantsten. Der er hjulspor i de gader, hvor vogne kunne passere. Hjulsporene kan være dybe og har besværliggjort vogntrafik. Vognene havde skiveformede hjul fastgjort på akslerne, der drejede med rundt. Med mellemrum er der i Pompeii i vejmidten lagt høje trædesten, så fodgængere kunne komme tørskoet over det rindende vand i gaderne; det ses ikke i Herculaneum. Det rindende vand har besværliggjort færdslen, og spørgsmålet er i hvilken mængde man har kunnet rutte med vandet, når sommertidens tørkeperioder og mindre vandstand i forsyningskilden var til rådighed.
Der var indført trafikregulering i Pompeii. Fx var visse gader lukkede med stenblokke i den ene ende, og passage med vogne skulle - eller kunne - kun foregå ved vigepladser og kryds i de smallere gader.
Fortovene
Fortovene havde jordoverflade, og i fortovene var nedlagt vandførende blyrør til forsyning af de forskellige lokaliteter. Går man gennem Pompeii i dag er mange fortov belagt med fast overflademateriale, og det er evært at bedømme, om noget af det er antikt. Mange af "cement"-gulvene i husene ligner til forveksling fortovsbelægningen. Man skal også lægge mærke til, at den megen græsbevoksning, som ses på ældre billeder fra Pompeii og Herculaneum ikke findes i dag. Det kan skyldes en kombination af sprøjtning og mere udbredt fast overfladebelægning. En vis kritisk sans for aldervurdering er på sin plads.
Grundejerne skulle selv sørge for vedligeholdelsen af deres vejstykke. Man kan se den forskellige vedligeholdelse i Pompeii, og love om emnet kendes fra Cæsars Lex Julia Municipalis. [Krustrup, p.128, Mygind 1918, p.15ff]
Byggeteknikker omtalt i litteraturen
Atriumboligens centralrum er defineret. Der er flere forslag til ordets etymologi og afledede betydning og indhold i de nævnte kilder: [10658, Mygind p.66]
De ældste materialer til husbygning er sarnokalksten, der fandtes i floddalen tæt på byen. De huggede kvadresten blev brugt stablet til ydermure, mens husenes indre mure bestod af aflange kalkstensblokke anbragt med mellemrum og i disse en blanding af uregelmæssige sten holdt sammen med ler. På et senere tidspunkt gik man fra ler over til at bruge brændt kalk i en mørtelmasse, caementum (oprindeligt Opus caementicium og senere tit skrevet cementum), til sammenhæftelsen af murdelene. Caementum havde et stort indhold af ler, og efter brændingen kunne cementen blandet med vand give den betonagtige stabilitet. Det store fremskridt var betonens muligheder for anvendelse ved støbninger af forskellig form, hvilket bl.a. muliggjorde de senere hvælv som tøndehvælvet i Sølvbryllupshuset.
Husene er efter ca. 200 f.Kr. oftest med kvadrestenshjørner, mens langvæggene er sat med uregelmæssige sten i betonmørtelen; teknikken kaldtes for opus incertum, ubestemmeligt værk. Man var sparsommelig og anvendte en ringere blanding til indermure, så kun ydermure og udvendige sider er sat af bedste mørtel - et træk der genfindes i alle de romerske huse.
På et tidspunkt før år 100 f.Kr. kommer der flere kvaderstenshuse igen, og materialet er nu tufstenen, der blev udhugget længere inde i landet langs Sarnofloden ved byen Nuceria, moderne Nocera. Stenen var let at bearbejde, men mindre udbredt og derfor dyrere, og der findes kun få huse med komplette tufstensmure, hvorimod mange søjler og pilastre blev opført med tuf.
Efter år 80 f.Kr. blev skalmurene regelmæssige, og fremme i augustustiden har murene et fint netværk, der kaldes for opus reticulatum, hvor stenene med diamantform danner et X-mønster. Indad i muren har stenen form som en pyramidespids.
Byggemetoden i Midtitalien kunne være tufsten med 7 cm kvadrat af tuf og stillet på skrå, så man fik det fine netværk. Ved hjørnerne var muren afstivet med teglmur, der kunne have et par skifter ført igennem hele murens længde for hver tolvte skifte, hvilket gav en god stabilitet. [Kohte p. 168f]
Teglsten blev anvendt i romersk byggeri allerede 100 år f.Kr., men perfektioneringen kom senere og almindeligt teglstensbyggeri blev først inde i 100-årene e.Kr. anvendt af typen de meget flade sten, der deles diagonalt i to trekanter, hvor stenens lange side sættes udad, mens den spidse del af trekanten bores ind i murkernen. I en teglstensmur var der tit indsat tufsten af dobbelt tykkelse af teglen. Så kaldtes metoden for opus mixtum. Det er set i mange reparationer i Pompeii efter jordskælvet i 62.
De nævnte mure tilfredsstillede ikke romerne. De pudsede og malede indermurene i kraftige farver og med mønstre som beskrevet under vægmaleriernes stilarter.
[Skydsg., p.48, Mygind p.65, Paget p.168, Licht p.13]
Beton
Romersk beton er fremstillet på grundlag af den naturcement fra den vulkanske jordbund.
Beton blev tidligst anvendt til fundamenter. Det ældste eksempel er fundamentet i Rom under Veiovis tempel på Capitol fra 200-100 f.Kr.
Betonen består af en blanding af vulkansk aske, der kaldes for pozzolan, og kalk. I blandingen lægges skærver af tuf eller travertin eller måske potteskår, teracotta.
Betonens beskaffenhed og indhold blev udviklet og forbedret. Den kaldes for opus caementitium og er opkaldt efter sten- eller teglbrokker, der kommes i blandingen; de kaldes nemlig for caementa.
Betonen kapsles ind med en overfladebelægning, og de forskellige beklædninger kan anvendes til datering af bygningens alder. Den ældste facadebeklædning kaldes for opus incertum, hvor sten med en plan flade sættes i mørtelen, men virker noget uensartet. Næste led i udviklingen var den såkaldte opus pseudoreticulatum, der efterfølges af opus reticulatum, hvor ensartede pyramideformede tufsten sættes med spidsen indad og grundfladen plant i overfladen. Metoden er typisk for bygninger fra før Octavianus' tid.
Tegl
I kejsertiden gik man så over til at brænde tegl, først tagsten, der tildannedes i trapezform, structura testacea, og senere producerede man trekantede tegl i pyramideform, som man anbragte med spidsen indad i mørtelen. Derved kommer overfladen til at ligne vores murstensmure, men teglene er tyndere, ca. 3,5 til 4,5 cm, og er til gengæld længere, gerne en 30 cm.
Brænding af teglsten var en industri, og lokale teglværker prægede deres tegl med ejerstempel. Man har derfor kendskab til nogle af Bugtens teglværker som værende ejet af kejserfamilien, bl.a. tegl med stemplet Augusta, der menes at være produceret på kejserinde Livias værk.
[Adams p.84]
Romerne anvendte aldrig teglstenene som byggeklodser, som vi gør. Romerne brugte dem altid som forskalning på en betonkerne.
Marmor.
På et tidspunkt i kejsertiden begyndte man at anvende lokal, dvs. italisk, marmor til at afslutte en facade med. Carrarabruddene havde været kendte siden tidlig republik, men alligevel var hovedparten af marmor indtil kejsertiden importeret.
[Krustrup, p.118]
Der er eksempler på bindingsværk: Mure opført af bjælker med risfletning og lerklining mellem bjælkerne. Denne byggemetode kaldtes af Vitruvius for opus craticeum. Der er også eksempler på bindingsværk med udfyldning af uregelmæssige sten i mørtel efter metoden opus incertum.
[Skydsg. 1979, p.79]
Tegulae marmatae er teglsten med små spidser som brystvorter på bagsiden. Knopperne giver afstand til bagvæggen og tillader luft at passere i mellemrummet mellem bagvæg og facadedækning. [10658, Mygind p.61]
Under WW2 blev en del af Pompeiis bygninger skadet af bomber kastet af de allierede. Det var desværre nogle af de bedst bevarede og restaurerede huse, der led skade, og meget af indholdet af især kunstnerisk art kan ikke genskabes.
I dag er der også forfald i byen, hvor både miljøpåvirkning, turistpåvirkning og den afdækkede tilstand, der har betydet afspærring af både sikkerhedsgrunde og bevaringsgrunde af huse og udsmykning. Enkelte bygninger er styrtet sammen i de senere år på grund af manglende vedligeholdelse eller afdækning mod vejrliget.
Anon, 2008 c.: Pompeii, Herculaneum, Vesuvius - Civilization, Art and History, Edizioni Kina, [Pompeii] [10779]
Anon, 2008: The Villa of Mysteries in Pompeii, Edizionispano, [Mysteries] [10776]
Anon, 2011: Brief Guide to Pompeii, [Sopri]
Cary, M. et al. (ed.), 1949/1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP, [OCD]
D'Arms, John H., 1970: Romans on the Bay of Naples, Harvard Uni.P., [Arms] [10751]
Deiss, Joseph Jay, 1985: Herculaneum - Italy's Buried Treasure, Harper & Row, NY, [Deiss]
Frontinus, Sextus Julius, 1998: Roms Akvædukter, oversat af Jørgen Hansen, Tusculanum, [Frontinus] [10787]
Guzzo, Per Giovanni + d'Ambrosio, Antonio, 2002: Pompeii - Guide to the Site, Electa Napoli, 2nd Ed. 2002, rep. 2012, [Guzzo] [10778]
Harsberg, Erling, 1964: Ostia - Roms havneby, Gad, [Harsberg] [10754]
Hastrup, Helene Blinkenberg, 2011: "Katastrofe eller lykketræf?", in: Antikkens Verden, Aarhus Univ. Forlag, [Hastrup] [10734]
Hastrup, Thure, 1943: Stilarternes Historie, Gyldendal, [ThureH] [9931]
Haastrup, Lars, 1977: "Pompeii - lokalsamfundet", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 16-17, [Haastrup]
Jones, Rick & Robinson, Damian, 2005: "Water, Wealth, and Social Status in Pompeii: The House of the Vestals in the First Century", in: American Journal of Archaeology, Vol. 109, No. 4, Oct. 2005, pp. 695-710, [Jones]
Kohte, Julius, 1915: Die Baukunst des klassischen Altertums, Verlag Fr. Vieweg & Sohn, Braunschweig, [Kohte] [9829]
Krustrup, Mogens, 1958: "Antikken, Rom", in: Europas Kunst, Gad, [Krustrup] [8867]
Licht, Kjeld de Fine, 1977: "Pompeii - byplan og arkitektur", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 10-15, [Licht]
Mygind, Holger, 1920: "Pompejis Undergang", in: Pompeiistudier, optryk af originaludgaverne, Tusculanum, 1977, [Mygind 1920] [10749]
Mygind, Holger, 1916: "Pompejis Vandforsyning", in: Pompeiistudier, optryk af originaludgaverne, Tusculanum, 1977, [Mygind 1916] [10749]
Mygind, Holger, 1918: "Hygiejniske Forhold i Oldtidens Pompeji", in: Pompeiistudier, optryk af originaludgaverne, Tusculanum, 1977, [Mygind 1918] [10749]
Mygind, Holger, 1924: "Badene i de pompejanske Privathuse", in: Pompeiistudier, optryk af originaludgaverne, Tusculanum, 1977, [Mygind 1920] [10749]
Mygind, Holger, 1923: Pompeji, Gyldendal, [Mygind] [10658]
Paget, R.F., 1968: "The Ancient Ports of Cumae", in The Journal of Roman Studies, Vol. 58, pp. 152-169, [Paget]
Pedersen, Birgit Ahlgren, 1986: Efesus, Rhodos, [Efesus]
Pevsner, Nikolaus, ed., 1970: The Pelican History of Art - Etruscan and Roman Architecture, Penguin, [10774]
Poulsen, Erik, 1977: "Kunsten i Pompeii", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 24-27, [Poulsen]
Skydsgaard, Jens Erik, 1977: "Pompeii - en by i Campanien", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 4-6, [Skydsg. 1977a]
Skydsgaard, Jens Erik, 1977: "Pompeii: hverdag og fest", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 18-23, [Skydsg. 1977b]
Skydsgaard, Jens Erik, 1979: Pompeii - en romersk provinsby, Tusculanum, [Skydsg. 1979] [9706]
Taylor, Rabun, 2003: Roman Builders - A Study in Architectural Process, CUP, [Taylor] [10117]
Thiedecke, Arendse og Johnny, 1993: Ansigt til ansigt med romerne, Pantheon, [Thiedecke]
Wheeler, Mortimer, 1964: Roman Art and Architecture, Thames & Hudson, 1st Ed., [Wheeler] [10732]
Ørsted, Peter, 2003: Romerne - Dagligliv i det romerske imperium, Gyldendal, 4. udg., [Ørsted] [9839]