Cumae - græsk koloni

 Opdateret 27. juni 2012.

Indhold

  Indledning
Cumaes grundlæggelse
Landskabet ved Cumae
Cumaes monumenter
 Cumaes Sibylle
Cumaes havneforhold
Cumae og dens betydning
Kilder

Indledning

Den følgende tekst er noter om den græske koloni Kyme, latiniseret til Cumae, og nutidige Cuma, der ligger på Italiens vestkyst få kilometer nord for Napolibugten. Teksten omtaler landskab, havn, monumenter, ruiner og noget om sibyllen.


Cumaes grundlæggelse og historie

Cumae er den første græske koloniby, der blev etableret på det italiske fastland. Forskere har undret sig over, hvorfor grækerne ikke gjorde landfald i den mere beskyttede bugt ved Baiae og fremlægger forskellige teorier om bl.a. kontrære vinde fra nordøst, der drev dem forbi Misenumpynten. Men man skal ikke glemme, at en græsk koloni var anlagt på øen Pithekousai, som romerne kaldte for Ænaria, nutidens Ischia, før kolonien i Cumae blev grundlagt, så egnen behøver ikke at have været ukendt forde grækere, der lagde til på fastlandet. Det forekommer derfor lige så sandsynligt, at det var en bevidst placering.

En anden forklaring på placeringen i Cumae kunne være tilstedeværelsen af et allerede etableret religiøst og handelsmæssigt centrum på grund af de mærkelige Flegræiske Marker, hvor vulkansk aktivitet kan være blevet tolket religiøst og have tiltrukket pilgrimme, og den dermed forbundne handel har fået grækerne til at finde stedet velegnet. Men vigtigst for søfolk er en god havn, og det var der på den tid i Cumae, hvor en lille flod kom ud, og der var forskellige laguner og søer, som skibene kunne trækkes ind i.

Koloniens grundlæggelse fandt sted en gang i 700-tallet f.Kr., måke noget før; iflg. [Haight p.565] skete den mytiske oprettelse i 1050 f.Kr., mens den historiske epoke begynder i 400-tallet efter en bemærkning hos forfatteren Thukydides.

Kolonisterne stammede fra den græske ø Euboea, formodentligt fra byerne Eretria og Chalkis. Kolonister fra samme græske byer havde tidligere oprettet kolonien Pithecusae på øen af samme navn ud for Cumaekysten. Det skete, før man i græsk historie var begyndt at inddele tiden efter olympiadernes afholdelse. På Ischia var der guldminer.

Hvor længe kolonien på Ischia blev opretholdt sammen med Cumae, ved jeg ikke, men den er formodentligt ikke blevet affolket helt; pirateriet langs øerne kan dog til forskellig tid have betydet en nedgang i handelslivet. De utilfredse kolonister, der tog fra Ischia ind til fastlandet, var ledet af Hippocles fra Cumae i Grækenland, og hvorfra byen fik sit navn, og Megasthenes fra Chalcis, hovedbyen på Euboea, og hvorfra selve kolonien fik sit navn (som adj. chalcidisk / Chalcidean ). Fra kolonierne her blev senere udsendt kolonister, der i 470 f.Kr. oprettede kolonien Neapolis i bugten, der fik samme navn.

Kolonien trivedes, og på den vulkanske knold byggedes koloniens akropolis, og byen blev omgivet af mure. Oplandet på de Flegræiske Marker blev opdyrket, og da romerriget voksede, kom denne bys handelsmænd til cumae'erne og købte deres korn og grøntsager. Inden da var også de oskiske folk kommet og havde købt grækernes berømte keramikting, da grækerne havde medbragt deres færdigheder i det håndværk. [Haight p.567]

Kolonien havde sin stærkeste stilling ved slutningen af 500-tallet f.Kr. Styreformen var et aristokratisk fåmandsvælde. Misundelse over deres heldige drift fik nabofolk til at samle sig, og under ledelse af etruskerne forsøgte de angreb i 524 f.Kr. De kom ned fra Lago di Patria, der ligger 10 km mod nord (hvilket lyder, som om koloniens opland da var ganske omfattende).

Etruskerne kom ikke igennem koloniens forsvar og forsøgte i 504 f.Kr. igen at angribe. Det er beskrevet af Dionysius fra Halicarnassus (60 f.Kr. - 7 e.Kr.). Cumaes general var i 524 Aristodemus, som det aristokratiske styre ikke havde tilid til, og de forsøgte med snedighed at ombringe ham, bl.a. ved at give ham ringe skibe at forlægge sine tropper med, men Aristodemus besejrede fjenderne og overtog som tyran koloniens styre. Han blev for tyrannisk og blev myrdet af sine egne. Det var i Cumae i Aristodemus' regeringstid, at den fordrevne sidste konge over romerne, Lucius Tarquinius Superbus, levede i eksil sine sidste år.

Denne tid i Cumae er beskrevet af forfatteren Livius (59 f.Kr. - 17 e.Kr.). Grundlæggelsen af Cumae var dog sket mere end 500 år, før Livius skrev sin historie. Også Dionysius skrev beretningen om Aristodemus ind i sin historie, mens Plutark (46 - 126) i sine værker har givet en mere romantisk version af personen Aristodemus. [Haight p.570]

Også i 474 f.Kr. stod der et stort søslag, hvor Cumae havde allieret sig med søfatskolonien Syracus på Sicilien, der sendte hjælp eflåde af sted. Grækerne besejrede her endegyldigt etruskerne, og hændelsen er beskrevet af den latinske digter Pindar i nogle digte.
(Pindar, 522 - 443 f.Kr., skrev også andre digte om tyrannerne fra Sicilien). [Phleg. p. 44]

I år 424 f.Kr. blev Cumae endeligt besejret af samniterne, der boede i Samnium, nabo til Latium. De kampaniske folk nedbrød byens mure – eller måske var det de akropoliske mure. Mange blev dræbt, og flere blev slaver. Træfningen fandt sted i 421 f.Kr. Samniterne fik hjælp fra folkene fra Latium, og begge folkeslagene talte oskisk, men normalt holdes de to folk ude fra hinanden, og jeg ved ikke, om det ene folk er mere korrekt end det andet som betvingerne af grækerne.
Besejringen har Strabo skrevet om, og han nævner, at grækerne fik lov at fortsætte deres livsstil og skikke, men samniterne tog sig af de skønneste af deres kvinder, og sproget blev nu oskisk at dømme efter fundne indskrifter.
Fra dette tidspunkt svandt koloniens betydning og dens søværts handel og skibsfart ind.

Cumae må regnes for hovedbyen i området, der strækker sig ned til Napolibugten fra omkring Puteoli mod vest til Misenum. Disse byer havde iflg. D'Arms ikke selvstændig municipalstyrelse, og de mange rigmændsvillaer langs kysten nævnes i kilder i forbindelse med Cumae.
[Adams p.42]

Fra 338 f.Kr. var Cumae kommet under romersk styre og fik, på grund af sin trofasthed i krigene mod Hannibal, især efter slaget ved Cannae (på østkysten lidt inden for Barletta), i 216 f.Kr. tildelt partielt borgerskab uden valgret, den såkaldte status af civitas sine suffragio, mens det romerske senat i 180 f.Kr. stadfæstede det latinske sprog som det officielle i Cumae. [Haight p.574]

Byen forblev vestromersk, indtil den byzantinske general Flavius Belisarius indtog byen i år 536, Totila holdt ud i byen senere, og i 552 erobrede Narses byen og tog en del af goternes gods ved samme lejlighed. Historikerne Procopius (c. 500-565) og Agathias (c. 530-590) fortæller om byens deltagelse i goterkrigene. Byen blev endeligt af neapolitanerne, Cumaes eget afkom, ødelagt og murene jævnet i år 1207 som straf for modstand mod den sicilianske konge, Frederick I (1198-1250).
[Haight p.565]


Landskabet ved Cumae

Det kan i dag være vanskeligt at få overblik over landskabets former i antikken, for kystlinjen og de indre vandarealer i kystområdet er ganske forandrede. Der er ikke nær så meget vand indenlands i dag, og vandløbene er så godt som forsvundet, så kysten fremstår som en nogenlunde lige og ensartet strækning, og det antikke indløb til en græsk og senere en romersk havn kan i dag ikke ses på et kort. Fusarosøen er blevet mindre, og søens udløb til havet mod nord gennem havnen ved Cumae, er nu erstattet af gravede løb i nordvestlig og vestlig retning direkte til havet samt mod sydvest med udløb midt i Torregaveta, hvor de antikke gravede tunneller endnu kan ses ved kysten lige neden for stationen.
Det er en hård klippestrækning med et tyndt sandlag over, der danner volden mellem havet og søen.

Et andet specielt forhold ved området er de rytmiske bevægelser i jordskorpen i området. Fænomenet kaldes for bradyseismisme, og skal forstås – simpelt sagt – som områdets beliggenhed oven på en smeltet magmasø, der "bobler". Siden 1960'erne har det bevirket, at byen Pozzuoli har hævet sig omkring otte meter, da magmakammeret er ved at være fyldt under byen.

Ifølge [Paget p.154] er oscillationernes rytme eller periode flere hundrede år med en amplitude på adskillige meter. Det er dog meget vanskeligt at bestemme, hvilke fænomener der er skyld i hvilke forandringer, da andre tektoniske bevægelser også forårsager havbundsløft eller -sænkninger. I nævnte artikel fra 1968 nævnes modsat, at markedspladsen, Tempio di Serapide, i Pozzuoli er sunket i de foregående år, så vandet står ni fod over gulvhøjden, men højde og vandstand i den nærliggende Avernussø er meget nær ved den højde, søen havde i Octavianus' tid.

På kystlinjen voksede der i Strabos tid (63 f.Kr. - 24 e.Kr.) krat og småskov langs stranden på begge sider indløbet til havnen. I dag er der på 10 km til hver side ikke en vig eller et indløb i kysten.

Man kunne også have forventet en havn i Misenum, der kun ligger fem kilometer væk, men der er ingen dokumentation for, at Misenum ikke kunne have været en ø på tidspunktet for Cumaes grundlæggelse. Den lave tange mellem Misenumhøjdedraget og Cumae-Torregaveta-højdedraget kan sandsynligt have været under havoverfladen i takt med de rytmiske bradyseismiske forandringer. Men jeg har ikke læst anden dokumentation for teorien.


Cumaes monumenter

En del af de romerske og enkelte af de græske bygninger findes endnu som levn, selv om der vist nok mangler en del udgravninger i området, før de antikke forhold kan siges at være så godt oplyst som muligt.

Som i andre græske byer blev der anlagt et akropolis på et højdedrag lige ved flodmundingen. Højdedraget består i bunden af en gammel lavaprop, der oprindeligt var centerstykket i et krater, der nu er eroderet bort uden om proppen. Over proppen er der senere kommet flere tuflag (af forskellig farve - gul og grå). Fra højdepunktet med ruinerne strækker der sig mod syd i godt 500 meters længde en lavere ås, der danner en bue, som i den sydlige ende har et andet lille højdedrag, der er resterne af et andet krater, der følges af endnu et krater, før det højere land ved Torregaveta.

Ruinerne på Akropolis er mod søsiden, vest, Jupitertemplet, og mod øst indenlands neden for Akropolis, Apollotemplet, der efter den græske periode ombyggedes til romersk tempel, og efter kristendommens indførelse til kirke. I basilikaen er der levn i vestenden af dåbsbassinet beregnet til hel neddypning.

Lige neden for Akropolis er der nedgang til den såkaldte romerske krypt, der er indgangen til en 180 meter lang tunnel, der fører ind i landet under Monte di Cumae, og som menes at være den sidste ende af den tunnel, der gik fra Avernosøen og til Cumae, og som man kan finde den anden del af ført så langt som til Arco Felice gennem Monte Grillo.

Et sted i byen var der også et tempel for Zeus. Det blev indviet som en kristen kirke og havde eller fik basilikaform. Kirken blev - sammen med hele byen - plyndret i 915 af saracenerne.

Fra Akropolis og i retning østsydøst er der omfattende ruiner i en afstand af ca. 500 meter. Her udgraves for øjeblikket byens forum, templet for triaden og byens badeanlæg fra det første århundrede i vor tid.

Der er rester af et romersk amfiteater omkring en kilometer syd for Akropolis. Det blev bygget omkring år 100 f.Kr. og uden for byens mure. [Phleg. p.47]

Der er fundet mange levn især på byens nekropolis. Udgravninger tog først for alvor fart mellem 1924 og 1934, hvor akropolisen og sibyllens grotte blev udgravet. [Phleg. p.47] [Haight p.566]


Cumaes Sibylle

Ved foden af Akropolis og lige ved siden af nedgangen til den romerske krypt er begyndelsen af den udhuggede gang på 130 meter til sibyllens kammer. Grotten blev under udgravningerne i 1932 genopdaget af arkæologen Andrea Maiuri (1886-1963), der brugte Vergils beskrivelse til identifkation af hulen. Gangen og grotten er hugget ud i klippesiden og viser sydefter fra Akropolis. Den forløber parallelt med klippefacaden og der er med mellemrum hugget lysåbninger i klippesiden mod havet. Grotten blev i en periode mellem 300 og 500 brugt til gravplads.

Sibyllens plads var for enden af gangen i et rektangulært rum med hvælv, gulvareal ca. 10 x 5 meter inklusive et forrum, hvor de rådsøgende kunne opholde sig, mens Sibyllens kom i ekstase. Sibyllens kult døde ud omkring år 100 i vor tid.

Dens berømmelse skyldes Vergils digt Aeneiden (bog VI). Sibyllen, der levede i tusind år, sad over Apollos orakel og udsagde profetier, når hun blev anmodet derom. Hendes betydning var mytisk stor og holdbar gennem århundrerne, idet hun blev malet af Andrea del Castagno (nu i Uffizierne), af Raphael (i Santa Maria della Pacekirken) og af Michelangelo i Det Sixtinske Kapel. Hun er ofte afbilledet med de to andre sibyller: Den erythreanske fra Tyrkiet og den dodonanske fra Grækenland.

Den mest kendte legende om Sibyllen i Cumae er om den sidste romerske konge, Tarquinius Superbus, der af sibyllen fik tilbudt ni bøger med profetier for en høj pris. Da kongen ikke ville betale, brændte hun tre af bøgerne og tilbød ham så de seks for samme pris, som de ni var tilbudt til. Det samme gentog sig med de næste tre, og kongen indvilligede så endelig i at købe de tre tiloversblevne profetibøger for den totale pris.

Bøgerne blev opbevaret i Jupitertemplet i Rom, men da det brændte ned i år 80 f.Kr., gik bøgerne tabt. De blev forsøgt indsamlet efter citatkopier fra hele det romerske rige, og kejser Augustus fik de sammenbragte dele anbragt i Apollotemplet i Rom

Foruden Vergil har også Ovid i sine Metamorfoser og Petronius i Satyrikon brugt legenden i klassisk tid, mens Eliot brugte den i The Waste Land, og Robert Graves i Jeg, Claudius.


Cumaes havneforhold

Da antikkens fartøjer var dårligt samlet og holdt sammen, skulle der ikke særligt hårdt vejr til, før de lækkede og skulle øses. Fartøjerne var lette, og de krævede en sikker rolig havn. De kunne ikke nøjes med en strandbred, da fund af ankre og andre levn viser, at fartøjerne kunne have et deplacement på op mod 1500 tons.

I kolonien Cumae var der en havn i flodmundingen neden for Akropolis. Inden for kystbræmmen var der plads til et mindre bassin, og der kunne forhales mod syd ad vandløbet til Fusarosøen. Der er fundet arkæologiske spor af indretninger. Fusarosøen blev i antikken omtalt som marsken Acherusia.

Etruskerne prøvede 474 f.Kr. at erobre byen, og til forskel fra tidligere kom de nu fra søsiden. Kolonien mødte fjenden, og koloniens flådechef var Aristodemus, der med hjælp fra landsmænd i Syrakus, under deres flådechef Hiero I eller Hieron I, slog fjenden. Slaget er oftest omtalt som søslaget ud for Cumae. Her tabte etruskerne igen, og det var deres endelig nederlag til søs, hvormed de mistede herredømmet over havet, og på landjorden blev de relativt hurtigt overvundet af romerne og samniterne. Etruskerne blev forsøgt besejret også fra Syrakus, der sendte endnu en ekspedition af sted i 453 f.Kr., men de etruskiske sørøvere blev ikke besejret, og man måtte indtsille sig på den trussel mange år endnu.
[Rostovtzeff, p.17]

I de puniske krige forsøgte Hannibal at bryde romerne forsvarslinje ved at angribe flere steder i området og bl.a. også gennem havnen ved Cumae, der altså i 215 f.Kr. stadig må have været brugbar.

En af omtalerne af den nu forsvundne havn er netop fortællingen om Aristodemus, der efter sejren over etruskerne kom sejlende hjem flagende over toppene ind i havnen med sine skibe ca. 504 f.Kr. Man ved også fra kilderne, at Agrippa brugte havnen her, og det må have været efter ca. år 37 f.Kr., da han blev tilkaldt for at tage sig af Sextus Pompeianus. Agrippa byggede tunnellen til Cumae gennem klipperne, der adskilte byen fra Avernussøen. Ruiner af tunnelens indgang, der i dag kaldes for Grotto della Pace, findes på søens nordvestside. Tunnelens anden ende er muligvis den ovenfor nævnte romerske krypt.
[Paget p.156]


Cumae og dens betydning

Det græske alfabet i dets form benyttet i Cumae optaget af etruskerne og omdannet til deres brug, hvorefter latinere og romere omkring 300 år f.Kr. omdannede det til det latinske alfabet.

Kilder

Cary, M. et al. (ed.), 1949/1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP, [OCD]
Converso, Claudia, 2008 ca.: The Phlegraean Field - The Solfatara Volcano - Pozzuoli - umae, Kina Italia, [Phleg.] [10775]
D'Arms, John H., 1970: Romans on the Bay of Naples, Harvard University Press, [Arms] [10751]
Grant, R.G., 2009: Søslag gennem 3000 år, L&R, [10730]
Haight, Elizabeth Hazelton, 1918: "Cumae in Legend and History", in The Classical Journal, vol. 13, No. 8, pp. 565-578, [Haight]
Paget, R.F., 1968: "The Ancient Ports of Cumae", in The Journal of Roman Studies, Vol. 58, pp. 152-169, [Paget]
Rostovtzeff, M., 1966: Roms Historie, oversat efter 1. udg. 1926 af Jens Vanggaard, Paludans Forlag, [Rostovtzeff] [10770]

Opdateret d. 27.6.2012.
Retur til historieoversigten 		Retur til toppen
Retur til historieartikeloversigten
Retur til forsiden