Mine kilder til denne tekst er for de politiske og administrative forhold især Chester G. Starr: The Roman Imperial Navy 31 B.C. – A.D. 324, Greenwood Press, Connecticut, 1975 og for søfartstekniske R.C. Anderson og Lionel Cassons bøger som nævnt nederst i teksten.
Forholdene op til ca. 40 f.Kr.
De romerske krige mod både grækerne og Karthago, hvor det, i sidstnævnte tilfælde, afgørende søslag blev vundet i 241 f.Kr., krævede store skibe og dygtige søfolk. Det havde taget romerne nogen tid at nå de teknisk dygtige niveauer, som de to modparter havde inden for flådeforhold, og da fjendenationerne var besejret, forfaldt romernes flåde igen, så Forbundsfællekrigen i 90 f.Kr. og krigene mod Mithradates fra 88 f.Kr. gjorde det nødvendigt igen at opbygge større flådestyrker, men disse styrker på godt og vel hundrede større skibe var ikke tilstrækkeligt, da kampene mod sørøveriet i Middelhavet satte ind omkring år 70 f.Kr. Pirateriet havde udviklet sig til at true Romerrigets forsyningslinjer; piraternes hærgen i kystbyerne med sænkning af en konsuls rejseflåde i Ostia, og selv kidnapning af embedsmænd fandt åbenlyst sted. Især truslen mod kornforsyningen til Rom vakte statsforvaltningen til live, og en udbygning af flåden blev iværksat.
[STARR p.3]
Senere gjorde også opgøret med Marcus Antonius og Cleopatras Ægypten det fornødent at have flådestyrker af en betydelig størrelse.
[SSA p.94]
Men derefter, da principatet, kejserstyret, var grundfæstet, var Middelhavet at betragte som et internt hav, hvor der var relativt fredeligt, og flådestyrkernes indsats gjaldt for det meste bekæmpelse af mindre piratflåder, der med mellemrum dukkede op, samt forskellige transportopgaver og eskorteringer. Derfor var mindre og hurtige skibe mere egnede end triremer og lignende skibe, og den store flåde af "linjeskibe" blev udskiftet med de hurtige liburnaer. Se om disse skibe efterfølgende.
Skibene havde i både Grækenlandskrigene og under De Puniske Krige været større enheder som de græske triremer og quinqueremer og endnu større med op til flere hundrede roere, hvor fem mand kunne betjene en åre, eller roerne kunne være anbragt på flere niveauer. Spørgsmålet om antal mand per åre og roernes indbyrdes placering drøftes i alle fagbøger, og der er vel ikke et endeligt svar på problemet. Adskillige kopier af de gamle skibe er fremstillet med alle former for kombinationer af mandskab, årer og etageanbringelse, men kilderne er oftest vage og uden fornøden detaljering til, at spørgsmålet synes at kunne løses.
Kampteknikken bestod i de tidlige romerske krige i ramning eller vædring og en vis brug af katapultvåben. Ved tæt fjendekontakt blev kampene ført af landsoldater anbragt på skibene. Skibene var derfor meget ressourcekrævende på både mandskab og materialer.
Den vigtigste udvikling i perioden var fremkomsten af entringsbroen kaldet corvus, der betyder ravnen. Taktikken udviklede sig fra ramning til entring, og som følge deraf blev den meget kraftige og metalkrævende bovspids til ramning ikke længere indbygget i skibene. Senere begyndte skibene at få et mere og kraftigere udbygget kastel i forenden, så soldaterne havde en bedre platform at udføre den søbårne landkampstaktik med buer og kasteskyts på.
Der er kilder, der placerer fremkomsten af corvus meget tidligere, bl.a. har Polybius omtalt den i brug under den første Puniske Krig (264-241), og i [Rich p. 209] er der nævnt flere indretninger med samme navn. Det samme skriver Pitassi (p.5) om anvendelse i 260 f.Kr. og anvendelse af en noget lettere udgave i slagene i 242 f.Kr. En udvikling, der efter år 0 blev endnu lettere tilpasset de mindre liburnaer.
Det må sluttes heraf, at forskellige typer var i brug gennem århundrederne, så typen kan være forskellig fra den under Agrippina omtalte.
[Rich] definerer indretningen som hhv. brækjern, kran og enterdræg.
Området omkring Napolibugten, egnen Campania, var i 75-67 f.Kr. hjemsøgt af piratangreb, der blev udført af bander, der skjulte sig i Det Tyrrhenske Hav med de mange øer. Gnaeus Pompeius (med tilnavnet Den Store efter 48 f.Kr.) rettede i 67 nogle kraftige og virkende angreb på pirateriet, og disse forhold var medvirkende til, at området blev udset til at huse en flådebase.
Felttoget i år 67 f.Kr. mod piraterne
Gnaeus Pompeius blev udpeget til at lede et felttog mod piraterne i Middelhavet i år 67 f.Kr. Piraterne var blevet en plage; de kidnappede embedsmænd langs kysterne, de blokerede den civile skibsfart og foretog angreb på kystbyer, og forvaltningen i Rom kunne ikke leve længere med plagen. I foråret 67 opdelte Pompeius Middelhavskysten i 13 regioner, der under hver sin legat fik tildelt flådeenheder samt medfølgende hærstyrker. Den samlede flådestyrke var på omkring 200 større enheder, og Pompeius selv stod i spidsen for en task force på 60-70 lettere skibe, der hurtigt kunne rykke ud og foretage overraskelsesangreb, når nødvendigt. En sådan flåde kunne ikke fremskaffes på den korte tid, der gik fra ordren til rensningen blev udstedt og kampagnen gik i gang. Det menes, at de mange underlagte søfartsegne især i det østlige Middelhav leverede en stor del af de store skibe, og Sulla havde medbragt 70 skibe erobret fra Mithridates i 84 f.Kr., men det var ikke tilstrækkeligt, så rigtig mange af skibene må være taget ud af mølposer i romerske flådebaser. Mandskabet kom fra hele riget, da de foregående erobringskrige og borgerkrige havde spredt folkeslagene, og altså også søfolk til alle rigets egne.
Kilderne fortæller forbløffende, at hele den vestlige del af Middelhavet blev renset for sørøvere på 40 dage. Derefter gik Pompeius i gang med den østlige del af Middelhavet, hvor piraterne havde tilholdssteder på Kreta og langs Kilikiens (Tyrkiets syd-) kyster. Det var sjældent, det store opbud af militær magt behøvede at kæmpe. Normalt var tilsynekomsten nok til at få piraterne til at overgive sig. I løbet af 84 f.Kr. besejrede Pompeius i Lilleasien for sidste gang Mithridates.
I alt erobrede Pompeius 846 piratskibe og af dem kun 71 ved kamp. Piraterne blev for størsteparten af de meniges vedkommende forflyttet til steder, hvor myndighederne kunne holde øje med dem, og de blev sat til andet arbejde.
[10730 p.48; STARR p.3]
I borgerkrigen efter mordet på Julius Cæsar foretog Pompeius den Stores søn, Sextus Pompejus, en del indfald i romersk territorium for at få sin del af kagen efter magtskiftet. Det var hans eneste mulighed, for han var dømt fredløs ved Lex Pedia, der skulle bruges til at straffe bagmændene ved kejsermordet (navnet stammer fra Quintus Pedius, der var general og Cæsars nevø).
Sextus var fra 43 f.Kr. chef for hele flåden og sad derfor med en stor militær styrke, stærk nok til, at han kunne erobre hele Sicilien, og herfra udgjorde han en trussel mod Romerriget. Triumviratet i Rom med Octavianus, Marcus Antonius og Lepidus besluttede at indlede kampen mod Sextus. De første slag vandt Sextus, der foruden Sicilien også havde sat sig på Sardinien og andre øer.
I år 39 f.Kr. afholdt statsoverhovederne Marcus Antonius og Octavianus et par møder - eller konfrontationer - med Sextus Pompeius. Sextus havde udviklet sig til pirat og i stedet for at bekæmpe ham, da hans styrke formodentligt var for stor til at romerstaten troede på en let sejr, og der var stor risiko for, at Sextus kunne afbryde de vigtige kornforsyninger fra Ægypten, så valgte de at forhandle med ham. Det første møde i Puteoli i år 40 f.Kr. var resultatløst, men det næste i foråret 39 f.Kr. førte til Misenumaftalen, dog underskrevet i Puteoli nærmere Neapolis.
Sextus Pompeius lovede at lade korntransporterne i fred, ikke at angribe romersk land m.v., og han fik så rådighed over Korsika, Sardinien og Sicilien og endog en plads blandt statslederne. Ingen forventede dog, at aftalen skulle holde, hvad den heller ikke gjorde. Allerede samme år brød kampe ud mellem de to parter. Det første år gik dårligt for triumviratets styrker. Octavianus' flåde, som han havde fået bygget i år 39 f.Kr., blev af storme og tabte slag ødelagt i år 38 f.Kr. Octavianus besluttede at hjemkalde sin gamle ven og rådgiver Marcus Vipsanius Agrippa fra Gallien og sætte ham til at lede opbygningen af en ny flåde, hvilket de brugte år 37 f.Kr. til.
Marcus Vipsanius Agrippa (* 63 † 12 f.Kr.) var af ridderstanden og udnævnt general og ven med den senere kejser Octavianus. Efter hans besejring af Sextus ledede han også kampen ved Actium, hvor Marcus Antonius blev slået. Agrippa ledede senere mange felttog både i Vesteuropa og i Romerrigets østlige provinser. Han døde i år 12 f.Kr. Han skrev en nu tabt selvbiografi om sin rolle i borgerkrigen mellem triumviratet og Cæsars morderfraktion (44 til 4 f.Kr.) og næsten samtidig den såkaldte Sicilianske Revolte (44 til 36 f.Kr.) mod Pompeiusfraktionen. Han havde planer om eller fik udført et kort over det romerske rige hugget i en portal, og han skrev et bind kommentarer til kortet. Intet af det kendes i dag.
Octavianus og Agrippa fik i årets løb (37 f.Kr.) bygget og samlet over 400 krigsskibe. En del blev bygget i den nyoprettede flådestation ved Marseilles, Forum Iulii, mens en anden blev bygget på Portus Julius' byggebeddinger i kratersøen Avernus ved Puteoli. Agrippa kunne derfor i foråret 36 f.Kr. indlede kampagnen mod Sextus, og efter adskillige søslag endte kampene med Pompeius flugt til Mellemøsten, hvor han henrettedes af guvernøren dér i år 35 f.Kr.
De største træfninger var:
a)Cumae, hvor Octavianus' styrker tabte
b)Mylae i august 36 (det nuværende Milazzo i en bugt på Siciliens nordkyst), hvor Agrippa sejrede men ikke overbevisende. Under kampene anvendtes for første gang en nyudviklet katapult kaldet en arpax. Arpaxen kunne slynge entrehager, som bed sig fast i fjendes skibe, så de ikke kunne bevæge sig bort fra modparten.
c)Messana i august 36 f.Kr. (nuværende Messina i strædet af samme navn). Samtidig gik landstyrker over Messinastrædet og fra syd kom fra Afrikakysten Lepidus' styrker, så Sicilien invaderedes fra to sider.
d)Tauromenium i august, hvor Octavian blev såret, (det nuværende Taormina på Siciliens østkyst) og
e)Naulochus på Siciliens nordkyst den 3. september 36 (den nøjagtige beliggenhed kendes ikke. Der er tale om et forbjerg mellem Mylae og Capo Pelorus). Her blev sejren afgørende. Medvirkende var de høje tårne opbygget på skibene, og fra hvis top Agrippas bueskytter sendte pile ned over Sextus' flåde. Agrippas folk var også bedre trænet, så denne gang blev sejren entydig. Agrippa erobrede 255 galejer, sænkede 17 og mistede selv 3 galejer ud af sine egne cirka 300 skibe.
[10730 p.49]
Actiumslaget
Efter besejringen af Sextus forestod det endelige opgør med Antonius, før Octavianus kunne sikre sig enevældig magt og skabe ro i riget. I Misenum udførtes derfor alle de forberedende arbejder til det endelige slag mod Marcus Antonius, og det fandt sted den 2. september i år 31 f.Kr. ved Actium på Grækenlands vestkyst. Det blev det sidste større søslag i Middelhavet, indtil kampen mellem Licinius og Konstantin den Store, hvor søslag blev udkæmpet i 323 og 324.
Forum Iulii
Efter slaget blev ti af Antonius' erobrede skibe ofret til Apollo, og andre blev uden ritual afbrændt, mens de resterende tidligere fjendeskibe blev formatteret i en eskadre, der sejlede til Forum Iulii. Forum Iulii var en nyanlagt base grundlagt med veteraner fra Cæsars ottende legion, der passende var placeret her for at kunne holde et vågent øje med gallerne. Selve basen var udbygget med moler og kajer i mundingen af Argenteusfloden, der nu kaldes Argens og udløber et stykke vej fra Marseilles ved byen Frejus, hvor der er ruiner af teater, villaer og bade. Efter år 22 f.Kr. er størstedelen af belægningen formodentligt flyttet til Misenum, men i 23 e.Kr. omtaler Tacitus stadig basen, og muligvis er det Actiumskibene, der efterhånden er rådnet op og ikke erstattet, der sammen med havnen tilsiltning har betydet, at den efter år 69 ikke længere er omtalt.
Flådens reorganisering efter Actium
Efter Octavianus' kejserdømme med sejren over Antonius og Cleopatra var fast etableret, og flåden skulle reorganiseres, så den kunne opfylde de forandrede fremtidige opgaver, besluttede Octavianus på grundlag af de forudgående begivenheder, at den centrale flådehavn for forsvaret af det vestlige Middelhav fortsat skulle placeres i Neapolisområdet.
Den første flådehavn i Neapolisbugten blev anlagt mellem Baiae og Puteoli (moderne Pozzuoli), tidligere romersk koloni, lidt østligere end den senere base ved Misenum, og den blev opkaldt efter Gaius Julius Caesar Augustus som Portus Iulius. Flådechefen Agrippas arkitekt, Lucius Cocceius Auctus, byggede i årene 37 og 36 f.Kr. havnen ved kysten ud for Lucrinosøen og Avernosøen og inddrog ved kanalgravning også søerne i havneanlægget. Yderligere blev havnen via en kilometerlang bjergtunnel gennem Monte Grilo (udført under arktitekten Lucius Cocceius) for kørende trafik forbundet med den tidligere græske koloniby Cumae nord for Neapolisbugten. Cumae havde foruden sin egen havn mod Det Tyrrhenske Hav formodentligt også til tider benyttet Misenumbugten som havn, længe inden Romerriget annekterede området [OCD].
D'Adams påpeger søernes betydning som fiskevande og mener, at denne udnyttelse havde en vis betydning i at flåden flyttedes væk fra den del af kysten. [Adams p.136f]
Det kan i dag være svært at se, hvorledes søerne kunne bruges, men i antikken var land og hav fordelt noget anderledes. Kysten er i mellemtiden sænket med omkring 6 meter på grund af rumfangsændringer i det underliggende magmakammer, og en kunstig tange, der er omtalt af Strabo, adskilte Lucrinosøen og havet, blev gennembrudt igen af Agrippa, der ville danne en kanalforbindelse ind til søen. Omkring Vestrigets sammenbrud sidst i 400-tallet bemærkede senator Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus, at de ydre moler var faldet sammen, og i de følgende århundreder forfaldt anlægget, så Lucrinosøen blev en del af havet. Området blev sidste gang betragteligt ændret ved dannelsen af vulkanen Monte Nuovo i Lucrinosøens østlige del den 29. september 1538. Udbruddet ødelagde landsbyen Tripergola, og af Lucrinosøen blev næsten intet tilbage. Dog er der igen etableret en strandvej på en landtange mellem Bugten og Lucrinosøen.
En del af historien om flådehavnene har vi overleveret gennem Suetonius' kejserbiografier fra c. 121: De vita Caesarum, hvor han i afsnittet (16) om Octavianus nævner krigene mod Sextus og brugen af Misenumbasen. Der findes også en del arkæologiske levn fra anlægget, som dermed er delvis dokumenteret.
[5273 p.61; STARR p.13f]
Portus Iulius havde bevist sin gode strategiske beliggenhed i tiden op til år 36 f.Kr., men da havnen trods gravede strømningskanaler siltede til, blev den fra omkring år 36 og frem til 12 f.Kr. helt forladt af den militære afdeling og overgivet til civil søtrafik, da den blivende flådebase nu var flyttet mod vest ud på bugtens pynt ved Misenum, hvor man mener, byggeriet begyndte hurtigt efter år 27 og fuldført ca. 15 f.Kr. [STARR p.13]
Allerede i den græske koloni Cumaes storhedstid havde byen Baia mellem Portus Iulius og Misenum muligvis tjent som havn for grækerne. Den var ifølge Strabo opkaldt efter Odysseus' følgesvend. At det ikke blev den, der blev udbygget, skyldes nok, at der her kun var tale om en strandbred uden naturlig beskyttelse for en havn - når der ses bort fra indsøerne - og den havde heller ikke været stor nok til at blive en Municipium, dvs. et lokalt selvstyre med visse romerrettigheder. Under Julius Cæsar havde egnen dog et vist omdømme som de riges jagtterræn for løssluppenhed, og rigmandsvillaer blev opført.
Portus Iulius' fortsatte liv
Som civil havn var Portus Iulius stadig i brug ved Vesuvs store udbrud, for det var herfra, at Gaius Plinius Secundus, Plinius den Ældre, beordrede civile galejer ud for at redde så mange som muligt fra Pompeii og Herculanum via søvejen, mens han selv ledede et antal af flådens galejer fra Misenum. Da man hverken ved, hvor mange der omkom, boede i området, var flygtet eller blev reddet fra søsiden, så kan redningsaktionens effekt ikke beregnes.
Den civile havns betydning aftog i forbindelse med Roms havneby Ostia blev udbygget og fik nye havnebassiner, Portus Traiani og Portus Augusti. Importen af kornladningerne fra Ægypten direkte til hovedstaden var naturligvis logistisk meget lettere end omladning og videretransport fra Napoliområdet. Handel var dog stadig en meget vigtig beskæftigelse i Puteoli. Mange handelsmænd fra Ægypten, Syrien og andre østlige Middelhavslande lejede fast handelsstationer i Puteoli i Augustus' tid og derefter, så området var både industrielt, handelsmæssigt og som rekreationsområde vigtigt. [Adams p.138f]
Den anden flådebase blev oprettet ved Capo Misenum i årene efter ca. 27 og til 18 eller 15 f.Kr., da flådeenheden Classis Misenensis blev permanent oprettet og fik hovedkvarter her. Derved blev byen også en Colonia, dvs. en slags satellitby med forflyttede romere, der her opretholdt deres borgerrettigheder. Denne forvaltningstype var typisk for flådestationer. [Morrison p.172]
Så vidt jeg har kunnet skønne, så hed flådeenheden allerede i Portus Iulius Classis Misenensis, men hvorvidt Portus Iulius-navnet også blev knyttet til den nye havn i Misenum, har jeg ikke kunnet finde nøjagtig dokumentation for.
Havnen i Misenum bestod af et ydre bassin, der vendte mod øst og var afskærmet fra havet med moler af store sten og byggede søjler. Den ene mole udgik fra tangen, Punta di Pennata, der nu er en ø og nordfra strækker sig mod sydvest. I denne mole var der foretaget to gennembrydninger, der tillod havvandet friere at strømme ind i havnebassinet og på den måde modvirke tilsandingen. Den anden mole udgik fra halvøen, Miniscola, som udløber fra højdedraget Monte di Procida, og den gik fra sydvest i retning mod nordøst.
En sådan moderne mole er bygget fra Miniscola (navnet menes at være en forvanskning af militum schola, flådens øvelsesgrund), og både i den og den anden antikke mole er flere søjlerester påvist på havbunden. Der er to naturlige bassiner: en yderhavn og en indre havn. Den ydre havn er et gammelt delvis sunket krater, mens den indre havn var den nu land-indelukkede lavvandede sø, Lago Miseno, tidligere kaldet Mare Morto. Den indre havn blev, efter havneindløbet sandede til i det første århundrede e.Kr., forbundet med yderhavnen ved en gravet kanal, som der blev bygget en bro over, der tillod passage af galejerne ind i Den døde Sø. [STARR p.15]
Efter Actiumslaget og flådens minimering var flagskibet i Misenum en polyremer af "sekser" størrelse, en hexeres, altså en galej med seks mand i hver roergruppe på en side. De kunne være fordelt på to bænke eller tre bænke. Flagskibet i Ravenna var da kun en "femmer", en penterer. [CHS2 p.79]
Byens navn skulle ifølge myterne stamme fra Aeneas trompeter, der hed Misenum og druknede i Napolibugten. Men myten er behandlet i flere artikler, som skaber en vis tvivl, om ikke Misenum druknede på ydersiden af bugten lige ved Cumae, men der er reelt tale om uvis oprindelse af bynavnet.
Selve bybebyggelsen, der var en Colonia Iulia, lå på den udstikkende halvø sydøst for yderhavnen tæt på den nuværende landsby Miseno. I Miseno er der fundet spor af et amphiteater og romerske bade, og længere ude på pynten er der fundet spor af landsteder bygget fra omkring 100 f.Kr., hvilket gav området ry som rigmandsområde. I 38 f.Kr. blev stedet politisk kendt, da Julius Cæsars efterfølger Octavianus, den senere kejser Augustus, her indgik overenskomsten med Sextus Pompeius vedrørende sikkerhed mod sørøveri i Middelhavet.
Bybebyggelsen kom først med oprettelsen af flådehavnen efter år 27 f.Kr., hvor der blev behov for indkvartering for marinere, soldater og alle de hjælpevirksomheder, der var nødvendige for flådebasens håndværk. Flådebasens folk blev kaserneret i en lejr, der lå vest for Misenum by omtrent på tangens smalleste sted og lidt mod nord. Lejren skulle være stor nok til at underbringe omkring 6.000 mand under almindelige forhold, men på sit mest aktive tidspunkt har den kunnet huse omkring 10.000 mand til de omkring 80-100 skibes betjening. [Frantzen p.10]
En kort periode under Nero og borgerkrigen i 68-69 e.Kr. blev flådens mandskab på i alt ca. 15.000 mand en stærk magtfaktor i kejserens hånd.
[STARR p.16]
Området tiltrak fornemme romere på grund af den smukke beliggenhed; tidligst folk på udflugt fra det nærliggende Baiae som nævnt i Martial, men senere også af folk helt fra Rom, og måske også på grund af den livlige flådebase (eller måske den sikkerhed, den medførte for området), og romere byggede villaer på stedet. Den bedst kendte var nok Ciceros villa ved Cumanum på pyntens østside, men den forsvandt i havet sammen med landsbyen Tripergola i 1538.
De fornemste villaer lå på tangen højeste punkt med udsigt hele bugten rundt. En af dem, den fornemste, der lå på Miliscolas højdepunkt, tilhørte Marius og blev senere overtaget af Lucullus, hvorfra den overgik til kejserslægten, og Tiberius døde i villaen i 37 e.Kr. Af denne villa er der levn.
En anden kendt villa på forbjergets tinde var Plinius den Ældres villa. Som flådechef havde han naturligvis en af de bedst placerede villaer, hvorfra han sejlede ud på sin sidste tur, og hvorfra hans nevø og dennes moder natten efter flygtede mod nord mod Cumae væk fra nedfaldet fra vulkanen.
[EB, Encykl., OCD, Wiki]
I den fredelige tid efter Actium var en del af flådens opgaver at transportere fornemme personer rundt i riget. Af de mere kuriøse opgaver var kejser Gaius' bro over Puteolibugten far Baiae til Puteoli. Her havde han placeret to rækker skibe og lagt et brodække over dem dækket med et jodlag, og på denne søvej red han på sin ganger i år 39. Afstanden var 26 stadia tværs over bugten. Det svarer til ca. 5 km og må have krævet en anselig mængde skibe.
En mere ubehagelig transport var skibet, der blev udset til at tage livet af Agrippina, Neros moder, der var forvist til Misenum. Da hun den 22. marts 59 efter middag hos sin søn i en af hans villaer langs kysten skulle sejles hjem, var båden indrettet til at dræbe hende med et blytag over baldakinen, hun sad under, der skulle falde ned og knuse hende. Da en sofaryg frelste hendes liv, sænkede søfolkene skibet, men Agrippina svømmede i land og blev modtaget af tilhængere. Nero blev mopset over det mislykkede forsøg på at få drabet til at ligne en søulykke og sendte tre snigmordere afsted for gøre ende på sagen, og Agrippina døde den 23. marts. Historien er omdiskuteret og mange ubekræftede versioner findes. [Arms p.91 +95]
Der var i antikken mangel på kilder med rent vand i Misenumområdet, og området blev koblet på akvædukten, Aqua Augusta eller Serino Akvædukten, der udsprang i Serino i baglandets bjerge sydøst for Pompeji og foruden Pompeji forsynede syv andre byer undervejs, bl.a. Stabiae, Nola og Baiae og endte i Piscina Mirabilis, et reservoir, der forsynede flådebasen, badene og det offentlige vandforbrug i Misenum. Akvædukten blev bygget mellem 30 og 20 f.Kr.
Piscina Mirabilisreservoiret ligger på inderhavnens nordøstside ved klippen i Bacolibyen, men tæt på havnens nordøstside. Hele reservoiret er udhugget i en tufklippe og betragtes som romernes største cisternebyggeri. Cisternen er overdækket med tøndehvælv, der bæres af søjler, der står med omkring fem meters mellemrum.
Af akvædukten er der enkelte spor tilbage i dag. Den kom ned fra bjergene fra nord mod byen Pozzuoli, og en gren af ledningen drejede af mod vest og løb nord om Avernosøen til Cumae. Fra den gren var en afstikker bygget ned mod Baiae, hvorfra den næsten fulgte kysten det sidste stykke ud til klippen ved Misenum for at ende i cisternen.
Cisternen er 15 m høj, 72 m lang og 25 m bred og kan rumme 12.600 kubikm. Den er bygget med hvælvinger og søjler og er næsten intakt i dag.
Der havde straks efter havnens bygning været indrettet en ekstra vandbeholder i Dragonagrotten, der ligger på sydvestknolden, men på siden væk fra havnen, hvorfor den var mere upraktisk. Den blev født fra en kilde, men da man fandt ud af, at vandforsyningen via akvædukten var tilstrækkelig, blev Dragonagrotten ikke videre indrettet og måske næppe brugt. Kun rester af teknologien er i dag levn, og man kan se resterne af de tolv søjler.
På tidspunktet for Vesuvs udbrud i år 79 var Plinius den Ældre flådens øverstkommanderende på stedet med titel af præfect. Havnen blev nedlagt i 400-tallet i forbindelse med den romerske flådes centralisering i Ravenna, men kunne benyttes længe efter. Den endelige ødelæggelse var i forbindelse med de arabiske angreb i 890.
Omkring kejsertidens begyndelse var flådeafdelingen i Misenum den betydeligste i forhold til Romerrigets anden base i Ravenna. Misenum havde derfor et flagskib, der var en smule større end Ravennas flagskib. Basen havde også enkelte lidt mindre skibe, men hovedparten af flådens enheder bestod af skibstypen liburnia eller liburnian.*) *) Jeg har på dansk fundet ordet brugt med pluralisformerne liburniae, liburnaer og liburnier. [hhv. 9924, 10730 og Frantzen. JM].
Den omtalte corvus, ravnen, var en gangbro, der var fæstnet som en landgangsbro med et hængsel i dækshøjde ved skibssiden. Under sejlads var den med en talje, der havde toppunkt højt i masten, fra yderenden løftet til lodret. På ravnens underside på yderspidsen var der en kraftig tilspidset pælestump, og på gangbroens overside var der sideklædning, så soldaterne ikke røg i vandet ved entring.
Taktikken var så at sejle vinkelret eller i en skrå vinkel ind mod fjendeskibet og helst mod en af dets ender. Under det sidste stykke kunne man overdænge modparten med katapultskyts og pile, der dog ikke havde den store effekt på roerne, der sad beskyttet bag sidevægge, men skytset kunne volde soldaterne på dækket skade. Til landkrig havde de kraftige kastemaskiner, men til søs var der kun plads til mindre som fx armbrøstmaskinen og mindre modeller af ballistaen. Armbrøsten kunne sende pile op til 180 m væk, mens ballistaen skød med en kort og høj bue sin stenvægt op, så den med størst mulig kraft kunne falde på fjendeskibets dæk og gennembryde det.
[9924 p.31]
Så snart man var tilstrækkeligt tæt på hinanden, lod man ravnen falde, og den kraftige pælespids gennemborede modpartens dæksplanker, og skibene var nu låst til hinanden. Soldaterne strømmede over gangbroen, og slaget stod nu mand mod mand. Både i kampene mod Sextus Pompeius og i slaget ved Actium var mange skibe udrustet med stormtårne, fra hvis topplatform kasteskytset bedre kunne anrette skade på modparten. Tårnene gav også mulighed for, at et lavere skib havde en chance over for et højere bygget skib. Kom skibet i havsnød, eller blev det nødvendigt at flygte, kunne man hurtigt kappe tårnet og kaste det over bord. [Morrison p.145-171]
Skibsnavne
Man kender fra indskrifter navnene på en del faktiske skibe fra Misenum. Det var typisk gudenavne som Apollo, Fortunas, Hercules og Pollux samt enkelte stednavne som Nilen og Tiberen. Mange navne går igen i navnelisten, så summen af kendte forskellige navne er på godt 50.
[Morrison p.173]
Liburnaen
Liburnaskibstypen stammer fra den adriatiske illyriske kyst. Navnet opstod faktisk først i den byzantinske flåde og er egentlig ikke en antik benævnelse. Den var som de andre skibstyper bygget, som det var gjort i Middelhavet siden fønikierne. Man begyndte med en kølplanke, og til den tilpassede man klædningen, hvis dele blev tappet ind i hinanden, så skroget blev kravelbygget med spanter efterfølgende indpasset i skroget. Metoden gav brede og stærke og dog noget lækkende, men langsomme skibe, der kunne medføre stor ladning, og farten var kun for handelsskibe måske 3,5 til 4 knob og for krigsskibe lidt hurtigere. Ingen af de romerske skibe kunne gå tæt til vinden med det ene sejl; for de senere typer med et storsejl og et mindre støttesejl blev det lidt bedre.
[CAS p.83]
Liburnaskibet fremkom i den romerske flåde nogle få år før slaget ved Actium (31 f.Kr.), og det fik en meget lang brugsperiode, for det blev standarden for krigsskibe i de næste cirka 400 år, før det samtidig med flytningen af Romerrigets centrum til Konstantinopel blev udskiftet med dromontypen (betyder hurtigsejlende), der havde to eller tre master og opbyggede kasteller for og agter.
Liburnaerne var relativt små og havde i hver side to bænke i lidt forskudt højde for hinanden. Til hver åre var der en mand. Årene hvilede i en åretolle på en udrigger. Roerne sad i skibe med flere bænkerader i lidt forskellig højde og lidt forskudt for hinanden, så åretagene kunne passes ind mellem de enkelte bænke på mindst mulig plads. Roerne på den nederste række kaldtes for thalamiter, fordi de sad i det nedre lastrum og betjente deres årer gennem årehuller, thalamos / thalamiai. De nederste årehuller sad kun ganske lidt over vandlinjen og var derfor lukkede med en læderfisk kaldet askoma.
Over thalamiterne sad i mellemste række zygiterne, der sad på zygon, skibets tofter. Var der tale om en triremer med en tredje, øverste række roere, så kaldtes roerne her for thraniter, ordet stammende fra græsk Θρηνυς = threnys, den lille bænk eller stol, som netop disse roere sad på.
[SSA p.65, CAS p.83]
I et bevaret relief viser skibet omkring 15 roere i hvert lag på en side, mens et andet relief viser noget mere, måske 25 roere på hvert niveau i hver side. Iflg. [Frantzen p.13], der som kilde har William Ledyard Rodgers (1967), havde liburnaen to rækker årer med 11 årer i hvert plan, og årerne var enmandsbetjente. Fartøjets roerbesætning var derfor 44 mand, hvortil kommer seks officerer og 30 marinesoldater, der udgjorde kampenheden.
Fartøjet havde næsten intet spring bortset fra agterenden, der stiger stejlt og kunne vel derfor give kommandanten et godt udsyn. Forstævnen ser ikke ud til at have nogen løftet platform. Et skøn giver en skibslængde på omkring 25 meter og en bredde med udriggerne på 5 m. Deplacementet har været omkring 30 tons. Den havde en mast placeret forligt og med et råsejl.
[OFS p.34, 10730 p.62]
Krigsskibene fra græsk dominans til republikkens slutning havde i forenden, lige under vandlinjen, en vædderstævn, da en af de mest anvendte angrebstaktikker var vædring. Det var en kostbar investering i skibet, da den kraftige tømmerkonstruktion var befæstet med en metalhætte af bronze på omkring 200 kg. med tre vandrette over hinanden siddende spidser. Når det vædrende skib ramte modparten skulle farten være nøje afpasset, så vædderstævnen gik ind, men ikke så langt, at eget skib blev siddende fast i modparten, da man hurtigt skulle skodde med årerne og ro væk for at vædre en anden fjende. Ramte man forkert eller for hårdt risikerede man også at miste vædderstævnen eller dens bronzeklædning.
[GRANT p.33]
Lige efter midten af det første århundrede gik man over til at bruge en vædderstævn med kun en spids, og fra omkring år 100 e.Kr. blev skibenes forende udstyret med kastelopbygning, og vædderstævnen tabte helt sin betydning.
[CAS p.147]
De største skibe var kornskibene, der fra Ægypten kunne medtage op til 350 tons, og de sejlede kun i sommersæsonen, da vintrene var for ustabile vejrmæssigt til at de turde løbe risikoen ved passagen af Middelhavet fra Ægypten. Kom kornskibene for sent af sted, så kunne de overvintre i Ægypten, men størstedelen af kornskibsflåden var ægyptisk og satte ud på rejserne i juni og indstillede sejladsen igen sidst i august for at overvintre i Ægypten.
Flådebasens chef og stab
Chefen for flådebasen Misenum havde rang af præfekt, praefectus classis, samme rang som chefen for en legion, der bestod af godt og vel 5.000 mand. Kun en enkelt gang blev der udnævnt en enkelt præfekt for Misenum og Ravenna, det var Sextus Lucilius Bassus, der i 69 fik rangen, men den blev ikke gentaget. Dertil var afstanden mellem havnene for stor.
Præfekten var statsoverhovedets admiral og tog kun mod ordre fra triumvirerne og senere kejseren. I krigstid kunne senatet pålægge ham særligt ansvar, men uden om kejseren fungerede det ikke. Kejsere var ikke interesserede i at udnævne admiraler fra patriciernes rækker; de var for selvstændige og arrogante til at være tro soldater. Under de senere kejser tilkom nogle yderligere udbygninger til præfekttitlen og højere rangering i sammenligning med landbaserede embedsmænd, men det har ikke i kommandoforhold internt i flåden nogen betydning.
Præfekterne i Misenum
Præfekterne i Misenum blev først fra omkring år 50 e.Kr. en officiel stilling. Fra basens grundlæggelse til år 50 var rigets flådechefer øverstbefalende for basen, og ikke alle deres navne kendes.
[STARR p.209] har en liste over deres navne. Fra år 50 til efter Vesuvs udbrud var der følgende kendte præfekter i Misenum:
til år 52-12-11 - Ti. Iulius Optatus Pontianus
59 - 61 - Anicertus
69 - Moschus
69 - Claudius Iulianus
69 - Sex. Lucilius Bassus
69 - Claudius Apollinaris
71-02-09 til 71-04-05 - Sex. Lucilius Bassus (anden periode)
til 79-08-24 - C. Plinius Secundus
Ukendte i periode til:
114 - Q. Marcius Turbo.
Kilderne til disse oplysninger er Plinius den Ældre og historikeren Tacitus.
Operative officerer
Den romerske flåde tog officerstitlerne med fra den græske og benyttede tillempede græske navne for mange af de øvrige benævnelser på poster, redskaber og skibsdetaljer.
For de operative officerer under præfekten, der kom fra ridderklassen, equites, stod flere navarche og trierarche. Titlerne havde udviklet sig fra græske stillingsbetegnelser, og navarchen kom efterhånden til at betyde en eskadrechef eller en admiral, nauarchus princeps, mens trierarchen blev til en skibschef uden hensyn til skibets størrelse, der jo havde været en trierem-galej.
Under skibschefen stod gubernatoren, også en græsk titel, der betyder styrmand. En roer kunne avancere til opsynsmand over roerne, duplicarius, derfra til proreus, der betyder udkik, før han blev gubernator med opgaven at holde opsyn med de to mænd, der betjente hver sin styreåre. Man har en del kendskab til disse folk fra relieffer og indskrifter på gravsten, for med en bedre aflønning end den menige, kom der flere oplysninger på gravstenen og billeder af styreåren, som de har betjent eller haft ansvar for, kendes fra flere levn. Græske navneforme forekommer ofte blandt søfolkenes minder. [STARR p.56]
Forude var en anden underofficer med titel af proreta leder af sømandsholdet og gubernatorens assistent. En vigtig opgave her var kommunikationen agterud til gubernator om skær og rev på kursen.
Roningen blev ledet af en officerer med titel af celeusta eller pausarius. Rorytmen kunne gives med gongongslag eller med en tromme eller lyre. Det nævnes også, at der kunne benyttes en slags shantysang, som i senere sejlskibe, når der skulle trækkes i flok. Roernes inddeling er omtalt ovenstående.
Der var nogle enkelte om bord for sejlbetjeningen. De kaldtes for velarii og fik dobbelt menig løn for deres særlige kompetence. Vedligeholdelsen af træskibene var en tømmermandsopgave; jobbet blev udført af en nauphylax. [STARR p.56]
Skrivebordsofficererne
Til hjælp for præfektens mange administrative pligter havde han et officium bemandet med militære intendanter med seniorsergenten, cornicularius i spidsen med en gruppe principales og de "forfremmede", beneficiarii, der også havde ledende positioner i trierarchens stab. Under sig havde han en secutor, der sørgede for god orden og var den, der kommunikerede trierarchens ordrer videre til de operationelle officerer.
Til rent skrivearbejde kom en flok scribae.
En æresstilling var standardbæreren kaldet signifer. En subpraefectus kendes ikke før i Neros regering.
Gasterne i flåden
Gasterne i den romerske flåde var ikke borgere. Romerne havde ikke tradition for sølivet, og hovedparten af besætningerne var fa de andre land i Middelhavet: Grækenland, Syrien, Fønikien, Ægypten og en del flodfolk af slavisk oprindelse. Søfolkene måtte ikke gifte sig, men slog sig ned i flådehavnen med lokale elskerinder, og efter 26 til 28 år udløb deres kontrakter, og de fik romersk statsborgerkab.
[ANC p.132, CHS2 p.80]
Kamptropperne om bord
De ombordværende kamptropper bestod i kejsertidens begyndelse af landmilitære styrker, og søfolkene deltog ikke primært i slaget. Det ændrede sig hen ad vejen, men oprindeligt udførte søfolkene roningen, sejlbetjeningen og resten af sømandskabet og navigationen. Uanset søfolkenes deltagelse i kamphandlinger ville de ikke benævnes sømænd, nautae, men soldater, milites.
Marinesoldaterne stod under kommando af en centurion, måske kaldet en centurion classicus, og den komplette skibsbesætning blev uanset skibsstørrelse altid i romerflåden benævnt som en centurie. Centurionen havde ansvar også for en grundlæggende militærtræning af søfolkene, så de kunne forsvare skibet og sig selv, hvis deres eget skib skulle blive entret.
[Frantzen p.15f; STARR p.57]
I fredstid var flere afdelinger af søfolkene fra både Misenum og Ravenna fast placeret som udstationerede vagtkommandoer. Der var sådan vagthold i Ostia eller Portus nord for Tiberen, og i Civitavecchia, der dengang hed Centumcellae, og tættere på Misenum i Puteoli var der også vagt. De to nævnte havne var de vigtigste og tjente som poststationer, hvor kejserlige depecher afgik fra og svar til Rom blev modtaget.
Andre kompanier lå fast i kaserner i Rom og var underlagt præfekten og havde mest sandsynligt som hovedopgave at deltage i ordenshåndhævelsen i hovedstaden. Til visse tider bistod de ved opgaver i forbindelse med forestillinger i Circus og andet teater, hvor rigningsarbejde skulle indgå. Og senere, efter Neros død i 68, demoleringen af hans Gyldne Hus og Colosseums opførelse, skulle søfolkene betjene oprigningen af de skyggegivende solsejl.
Anderson, R.C., 1976: Oared Fighting Ships, 2nd ed., Argus Books, [6866] [OFS]
Cary, M. et al. (ed.), 1949/1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP, [7325] [OCD]
Casson, Lionel, 1994: Ships and Seafaring in Ancient Times, British Museum, [7298] [SSA]
D'Arms, John H., 1970: Romans on the Bay of Naples, Harvard Uni.P., [Arms] [10751]
Frantzen, Ole L., 1971/1979: "Den romerske flåde i kejsertiden", in: Marinehistorisk Tidsskrift, marts 1979, nr. 1, pp. 9-18. [Frantzen]
Freeman, Charles, 2003: Romernes Verden, 2. udg., Gyldendal, [9924]
Gardiner, Robert & Morrison, John (ed.), 1995: The Age of the Galley - Mediterranean Oared Vessels since pre-classical Times, 1st ed., Conway, [7345] [CHS2]
Grant, R.G., 2009: Søslag gennem 3000 år, L&R, [GRANT] [10730]
Kohte, Julius, 1915: Die Baukunst des klassischen Altertums, Verlag Fr. Vieweg & Sohn, Braunschweig, [Kohte] [9829]
Morrison, John & Coates, J.F., 1996: Greek and Roman Oared Warships, Oxbow Books, [Morrison]
Pitassi, Michael, 2012: The Roman Navy - Ships, men & warfare 350 BC - AD 475, Seaforth, [Pitassi] [10815]
Rich, Anthony, 1884: A Dictionary of Roman and Greek Antiquities, Longmans, London, [Rich], [9629]
Starr, Chester C., 1975: The Roman Imperial Navy 31 B.C. – A.D. 324, Greenwood Press, Connecticut USA [STARR]
Suetonius - Gaius Suetonius Tranquillus, c. 120 / 1957 / 1985: The Twelve Caesars, Penguin, [5273]
Thubron, Colin, 1981: The Ancient Mariners, Time, [7745] [ANC]