- 700 |
Grækernes kolonier - Magna GraeciaFønikierneDe første kolonister på Sicilien var fønikierne, der på øens vestlige del grundlagde en koloni omkring 700 f.Kr., og i år 536 f.Kr. grundlagde Panormus det nuværende Palermo. |
| - 733 |
Grækernes kolonisering Cirka samtidig med fønikiernes indtog grundlagde både doriske og korinthiske grækere kolonier på øen. På øens østside oprettede korintherne fx kolonien Syrakus i år - 733, ved Messina blev kolonien Zancle skabt år - 730, mellem Catania og Syrakus blev Megara Hyblaea grundlagt - 728, Gela på sydkysten kom til i - 688, og Himera på nordkysten i - 650. Efterhånden trængte grækerne også frem på øens vestende, hvor fønikierne var begyndt koloniseringen, og grækerne anlagde Selinus i - 630 og senere også Akragas, der i romertiden blev til Agrigentum. Nordsidens kolonier som Katane, Naxos og Himera blev grundlagt af ioniske udflyttere. |
| - 500 |
Karhago Omkring år 500 f.Kr. erobrede karthagenerne store dele af øen, og fra cirka - 340 var der reelt tale om en todelt ø, hvor Karthago herskede i vest og grækerne i øst. På dette tidspunkt havde grækerne foruden på Sicilien også oprettet kolonier i store dele af Syditalien, og hele området blev kaldt for Under Den Peloponnesiske Krig fra - 431 til - 404 var byerne i Magna Graecia allierede med enten Sparta eller Athen med et nogenlunde ligeligt antal byer til hvert parti. Krigen svækkede Grækenland for bestandigt, og yderligere kolonier blev ikke oprettet, mens de bestående fortsatte deres eksistens. Omkring 100 år senere begyndte Romerriget sin ekspansion. |
ca. - 272 |
RomertidenDen romerske ekspansion - først ned gennem Syditalien - og senere til Sicilien blev indledt i begyndelsen af det tredje århundrde f.Kr., og i - 272 blev Tarento = Tarentum i Apulien romersk.Det forøgede pres fra Rom faldt sammen med en svækkelse af de græske kolonibyers struktur, og romerne forstod at udnytte denne stagnation eller opløsning og beherskede snart hele den italienske halvø og den østlige del af Sicilien. I hele romerrigets historie forblev Sicilien dog sprogligt og kulturelt delvis græsk, og latiniseringen gik meget langsom. Øens betydning som spisekammer var stor, og afgrøderne af korn gjorde øen til en af de store leverandører til Rom. Dyrkningen og andet fysisk hårdt arbejde foregik hovedsageligt med slaver. |
| - 264 |
Fra - 264 til - 241 blev en del af Den Første |
| - 218 |
Under Den |
468 |
VandalernesFør Romerrigets fald i 476 havde der været angreb på riget fra folkevandringsmasserne fra øst, og i 455 havde vandalernes kong Gaiseric plyndret i Rom. Visigoterne kom i 410 på besøg, og deres kong Alaric nåede til spidsen af Syditalien. Efter Romerrigets fald fra 468 til 476 blev hele Italien invaderet af østgoterne. |
476 |
OstrogoterneØstgoterne kaldes herefter ostrogoterne. Ostrogoterne overtog efter overenskomst med vandalerne Syditalien, og deres herredømme varede fra 493 til 553. Under kongen Theodorik den Store, der regerede 493 til 526, erobrede de hele Italien og Sicilien. |
700 |
Byzantinsk styreDa ostrogoternes rige kom under pres fra Byzantium bukkede det under, og allerede 535 erobrede Belisarius Sicilien, der i de næste 2-300 år kom under byzantinsk herredømme. Det var anden gang, at Grækenland oprettede kolonier på Den Italienske Halvø. Kejseren i Konstantinopel indsatte statholdere på øen, og i Apulien og Calabrien fortsatte kejseren med at regere gennem sine guvernører, catapaner, helt til normannerne uddrev dem i 1000-tallets slutning.Under 700-tallets ikonoclasme fik stridighederne mellem paven i Rom og den byzantinske kejser sidstnævnte til at overføre den religiøse tilknytning for koloniområderne i Italien og Sicilien fra paven til patriarken i Konstantinopel. Den byzantinske indflydelse på Sicilien blev indledt med Byzantiums erobring fra ostrogoterne, og det byzantinsk styre fortsatte til 831. På fastlandet måtte Byzantium efterhånden trække sig tilbage fra alle områder på nær Apulien og dele af Calabrien. Samtidig blev det græske element på øen styrket af en flygtningestrøm fra de områder på Balkan, hvor folkevandringsgrupper af slaviske folk trængte frem. På fastlandet styrede grækerne i 900-tallet og den første del af 1000-årene hele Apulien med hovedsæder i Bari og Brindisi. De sad også på den yderste del af Calabrien, og i de første år, hvor normannerne kæmpede i Italien, var det ofte med eller mod græske styrker, og den centrale byzantinske skikkelse var den dygtige catapan, Basil Boiannes, der fungerede indtil sin hjemkaldelse i 1027. |
827 |
Arabisk herredømmeEfterhånden som Det Byzantinske Rige omkring 700 svækkedes, kom der flere og flere arabere til Sicilien, og fra 827 havde araberne permanente kolonier på øen, og voldelige sammenstød blev almindelige. I 878 blev Syrkus erobret af araberne. Fra dette tidspunkt og frem til omkring 965 erobrede araberne større og større dele af øen, og den sidste byzantinske bastion faldt i 965. Herredømmet blev udøvet fra Ægypten ved en lokal emir som statholder.Øens befolkning fik lov at fortsætte med deres kristne tro, men en stor del konverterede til islam, og befolkningen var således kulturelt som religiøst en sammensætning af arabiske, græske og romerske strømninger, da normannerne, der var katolske, eller som det kaldtes latinsk kristne, i midten af 1000-tallet indfandt sig på øen og i løbet af et halvt hundrede år fuldstændigt erobrede den. Normannernes erobring var fuldendt i 1091. |
911 | Normandiets hertugslægtNormandiets hertugslægt stammer ifølge traditionen fra vikinger som figurenAftalen eller overdragelsen fandt sted i den lille by St-Clair-sur-Epte ved Seines biflod Epte vest for Rouen. Derefter blev Rollo døbt og udnævnt til hertug og fik kejserens datter Gisela til ægtefælle. Det tildelte område bestod først af en mindre del af Normandiet, men senere beherskede normannerne det meste af det nuværende Normandiet og det østligste af Bretagne. Disse områder var dengang en del af riget Normannerne havde held med sig i Normandiet og blev magtfulde, og de blev talrige i en sådan grad, at ekspansion måtte ske uden for deres territorium. En del af deres energi blev anvendt til invasionen i England i 1066, mens andre prøvede lykken i Italien, og det er disse slægter - og især Hautevilleslægten, der satte sig spor i Italien. I annalerne er det foruden Hautevillerne slægten Drengot, der er nævnt. Hautevillernes forfader til de syditalienske normanniske fyrster var Tancred af Hauteville, der lod nogle af sine mange sønner drage af sted for at søge lykken i det fremmede, for den hjemlige ejendom var ikke stor nok til dem alle. Kilderne til vor viden om disse forhold er bl.a. historikeren Dudo, der omkring år 1000 skrev sin krønike til Rollos barnebarn, Richard. Også Historikernes kilder til den sydlige normannerhistorie er især fra William fra Apulien, der skrev en versekrønike om Robert Guiscard omkring 1095 - kun ti år efter hertugens død. Krønikeskriveren |
1016 |
Normannerne ankommer til SyditalienIfølge William fra Apulien kom normanniske pilgrimme til ærkeenglen Michaels helligdom påÅret efter kom en skare eventyrlystne normanner på denne opfordring til Italien. Det var typisk familiernes yngre sønner, som der ikke var land til på den hjemlige slægtsjord, og der var rene eventyrere, og de kæmpede i de første sæsoner både med skiftende loyaliteter og med skiftende held som rene lejesoldater. Var der ingen krigsherre, der havde brug for dem, måtte de forsørge sig ved forskellige former for røveri. De havde endnu intet land, de kunne kalde deres eget, og var endnu ikke en del af hverken aristokratiet, kirkemagten eller på anden måde at betragte som en del af det etablerede samfund. Den normanniske krigslyst og styrke var anerkendt og velkendt i alle lejre, og byzantinerne kendte også til den gennem de vikingekrigere, der via de russiske floder var kommet til Konstantinopel og nu udgjorde kejserens varangerkompagni. I den første sommer, hvor det efter planen var meningen, at de skulle supplere Melus' styrker mod de apuliske græske kolonier, gik de indledende slag efter planen, og normannerne gik sejrrige ud af kampene. Men i det afgørende slag mødte de en talmæssig overlegen byzantinsk styrke, der var forstærket med varanger fra Konstantinopel, og normannerne led et stort nederlag, som Melus aldrig kom over, og han endte sine dage hos sin forbundsfælle, den tyske kejser, hvor han døde som nedbrudt to år efter nederlaget til grækerne. |
1017 |
Syditaliens rigerI denne periode er Syditalien opdelt i tre zoner. Den østlige og helt sydlige del, Apulien og Calabrien var behersket af Det Byzantinske Rige i Konstantinopel og lokalt styret af en catapan. Sicilien var behersket af arabere, der blev styret fra Afrika. I resten af fastlandet var herredømmet noget mere kompliceret. Mod nord rakte pavestaten ned til en linje ved floden Liri. Syd for denne var vestkystområdet og bjergene i Campania og Benevento opdelt således:Nord for Napoli lå fyrstendømmet Capua, syd for Napoli lå fyrstendømmet Salerno, og inde i landet lå fyrstendømmet Benevento. De blev i begyndelsen af 1000-tallet styret af lombardiske slægter. Foruden disse større fyrstendømmer var der også nogle mindre, selvstyrende områder med lombardere eller frankere som herrer. Det var på vestkysten hertugdømmerne Gaeta, Napoli og Amalfi. Disse områder havde traditionelt allieret sig med den byzantiske del af Italien for at modstå presset fra deres større nabofyrster i Capua og Salerno. For yderligere at komplicere tilstandene, så svarede de politiske inddelinger ikke til de kulturelle og sproglige fordelinger i området, så der var til stadighed spændinger i området af enten politiske eller etniske årsager. Sicilien havde - uanset de mange arabere - stadig på især østkysten et meget stort kontingent af grækere, og området havde på grund af dets gunstige vækstbetingelser for landbrugsprodukter en stor betydning for Byzantium, så trusler mod den græske handel på Sicilien i 1000-tallet blev taget meget alvorligt i Konstantinopel. |
1017-1035 |
De første svære år for emigranterneI årene fra 1017 til 1035 er der mange skiftende koalitioner mellem områdets fyrster, og i denne periode kæmpede normannerne for enhver, der ville belønne dem med penge eller land, og ganske langsomt fik de større og større indflydelse, idet der stadig kom nye normannere ned fra Frankrig og forøgede deres styrke, og derved blev de lokale fyrster blev mere og mere afhængige af at have normannerne som allierede. Normannerne havde stor kampvilje og viste sig godt egnede til at fungere under barske forhold, og desuden havde de også politisk tæft for, hvornår der skulle skiftes side og alliance, så de på snedigste måde ganske ofte kom ud på de vindendes parti og fik tildelt lidt land, en datter af en betydende person til hustru eller anden gunstbevisning.Et par gange i perioden blev oprørene mellem de rivaliserende fyrster så alvorlige, at den tyske kejser greb ind. Det skete første gang da Henrik II drog med sin hær ned fra Tyskland gennem hele Italien. Hans hær var delt i tre grupper, og én del tog vejen langs vestkysten, en anden midt ned gennem landet, og Henrik tog selv hovedstyrken ned langs østkysten. De fik pacificeret Pandulf, der blev sendt i lænker til Tyskland, mens togtets andet formål - at stække grækerne i Apulien - måte opgives, da en belejring af byen Troia efter et par måneder måtte opgives. Den syditalienske sommer havde udmattet soldaterne, og malariaen florerede blandt dem. Også under denne kampagne havde normannerne forstået at holde med de rette sejrende, og klanlederne - det var bl.a. Drengotslægtens Fruen døde desværre allerede i 1034, og Pandulf med tilnavnet " Det gav en hel ny konstellation, hvor alliancer og venskaber skiftede. Rainulf greb nemlig omgående chancen og svigtede derved sin tidligere svoger i Napoli, der blev så trist over denne verdens falskhed, at han drog i kloster, hvor han snart døde. Rainulf var altså nu forbundsfælle til Pandulf i Capua, men da Pandulf i 1036 forsøgte at voldtage hertug Gaimar af Salernos niece, så klagede denne sin nød til kejseren. For at være helt sikker på støtte til at drive Pandulf ud, sendte han breve til både kejseren i Tyskland - det var nu Det blev kejseren i Tyskland, der reagerer først, og således kom den anden kejserindgriben i Syditalien i 1038, og Pandulf blev endelig uddrevet og aflivet. Men Rainulf kunne godt se, hvor det bar henad, så han havde, inden det kom dertil, forladt Pandulfs side og kæmpede nu på kejserens side og fik endelige den belønning, der skulle danne grundlaget for normannerrigets legitimitet, nemlig en kejserlig tildeling af sit land. Kejserligt distribueret land kunne ikke omstødes af lokale småfyrster, så Rainulf sad nu ganske sikkert som aristokrat og godsbesidder på lige fod med landets gamle slægter. Godt klaret på mindre end 20 år. Den sidste del af denne udvikling havde de første Hautevillesønner observeret og lagt sig på sinde efter deres ankomst, og de lærte også hurtigt, hvorledes strategierne skulle lægges, så nu var de klar til at komme ind på scenen og præge udviklingen i Syditalien. |
1025-1057 |
Byzantium i 1000-talletI Byzantium blev kejserembedet efter Basileios IIs død i 1025 udfyldt af en del uegnede personer. Basielios havde siden sin tronbestigelse i 976 som medregent haft sin broder, Konstantinos VIII, der nu blev enekejser indtil 1028.Konstantinos havde ingen sønner, men tre døtre. Den ældste var vansiret af koppear og uden værdi på ægteskabsmarkedet, så hun var sat af vejen i et kloster. Den anden datter, Theodora, var af den tredje søster, Zoë, blevet tvunget til at gå i kloster, så deres relationer var ikke udpræget kærlige. Zoë havde fået magt til at få søsteren af vejen, fordi hun blev den af pigerne, som faderen satsede på og få år før sin død fik han hende gift med Romanos Agyros, der var borgmester i Konstantinopel. Noget håb om slægtens videreførelse kan Zoës fader næppe have haft, for datteren var ved brylluppet tæt på sit 50. år. Konstantinos døde i 1028, og Zoë og Romanos III blev kejserpar. Romanos holdt dog ikke længe. Han var også op i årene, og der gives to forklaringer på hans død, efter hans hår af ukendte årsager pludseligt begyndte at falde af. Enten havde han taget for mange elskovsfremmende medikamenter, eller også var han blevet hjulpet på vej af andre stærke stoffer. Zoë havde ikke været tilfreds med hans indsats i ægteskabet og taget sig en yngre elsker, så da Romanos allerede Langfredag 1034 døde i badet, så stod Zoë klar med elskeren, og de blev samme eftermiddag gift og besteg sammen tronen som Zoë og Michael IV. Elskeren, Michael Paphlagonia, der var epileptiker, var broder til hofchefen, eunuchen Heller ikke Michael IV holdt længe. Han døde 10. december 1041, men endnu en bror til eunukken, admiralen Stephen, havde en søn, Michael Calaphates, navnet betyder kalfatreren og hentyder til faderens oprindelige stilling i flåden. Michael kunne passende overtage tronen, og han bliver udnævnt til kejser som Michael V og afsætter straks sin eunuk-onkel og sender Zoë i eksil på en øde ø. Men det bliver for meget for folket, og de afsætter Michael V allerede året efter i 1142 og tilbagekalder Zoë. Samtidig trækker bystyret den anden søster, Theodora, frem fra glemselen og installerer de to søstre på tronen som kejserinder. Straks efter, stadig i 1042, gifter Zoë sig igen. Da var hun 64 år. Denne gang med Konstantinos IX Monomachos, og han overtog Theodoras halve trone, og Theodora sendes tilbage i klosteret. Det betød også afskedigelse af de sidste af Orphanotrophos-familien ved hoffet og åbnede derved for Maniakes frigivelse. Ihukommende Zoës alder, så tog Konstantinos IX sig en elskerinde. Maniakes, der i mellemtiden er blevet genindsat som catapan i Syditalien kastede sig ud i generobring af mistede områder i Apulien. Konstantinos' elskerinde var bror til Romanos Skleros, der tidligere havde forført Maniakes kone, og af den årsag rasede der en familiefejde mellem de to klaner. Romanos fik på grund af søsterens stilling den succesrige Maniakes tilbagekaldt fra Apulien, men belært af erfaring vil Maniakes ikke efterkomme ordren, og i stedet udråber han sig selv til kejser i Apulien og sætter over Adriaterhavet for at indtage Konstantinopel, men falder i et af slagene mod kejsertropperne undervejs. Konstantinos IX Monomachos er kejser fra 1042 til 1055, hvorefter Theodora igen bliver kejserinde, men kun for et år, da hun dør i 1056. Hun havde selv peget på den ældre embedsmand Michael Stratiotikos som kejser, og han blev udråbt som Michael VI. Det passede ikke flere af de højere fyrster og især Isaakios af Normannerne forsøgte i flere omgange at angribe Konstantinopel. I 1072 samler Robert Guiscard styrker for at angribe over Adriaterhavet, men bliver kaldt tilbage af pave Alexander II, og han må som pavens allierede hjælpe ham mod kejser Henrik IV, der presser på pavestaten. I 1204 erobrede korstogsridderne Konstantinopel og fordrev kejseren, se genealogierne fra Byzantium. Det byzantinske kejserdømme blev splittet og i Konstantinopel udråbte latinerne, dvs korstogsalliancens fyrster, en kejser over Romania, der aldrig opnåede at regere over mere end en lille del af det oprindelige kejserrige. Den siddende kejserslægt flygtede til Lilleasien, Bitynien, hvor der med hovedsæde i Nicaea blev oprettet et kejserdømme, der videreførte den oprindelige græske linje og som i 1261 vendte tilbage til Konstantinopel. Endelig var en del af kejserslægten Komnenos flygtet til byen Trebizunt, hvor der også dannedes et lille kejserrige, der dog aldrig fik mere end lokal betydning. Trebizunt overlevede til midt i 1300-tallet. I Grækenland blev dannet desporatet Epirus langs vestkysten strækkende sig ind i Albanien, og i Thessalonika forsøgte en anden fyrste at danne et rige, der senere blev opslugt af Epirus og samlet udråbt til kejserdømmet Thessalonika. Da en del af korsridernes erobring af Byzantium var finanseret og støttet af Venedig, så opnåede bystaten også støttepunkter på Pelopponnes og en del af de græske øer. Det byzantinske riges historie fra år 1000 viser en næsten ubrudt række af afsvækkende begivenheder kulminerende med rigets undergang til osmannerne i 1453. |
1030 |
Hautevillesønnerne stiger i indflydelseDet var først, da normannerhøvdingen Tancred af Hautevilles sønner kom til Syditalien omkring 1035, at normannerne manifesterede så stor styrke, at de fik politisk betydning. De var nu talrige og stærke nok til i sig selv at blive en destabiliserende faktor i magtkampene, og fra 1040'erne var de så stærke, at de selv blev herrer og iværksatte dynastiske aktiviteter. Men indtil de i 1091 har underlagt sig hele området syd for pavestaten er menneskeressourcerne en knaphedsfaktor.Hautevillebrødrene og resten af normannerkliken var nu toneangivende og erobrede land i Apulien og Calabrien for hertug |
|
1053 |
Slaget ved Da Drogo døde, efterfulgtes han af sin broder Humphrey, der allerede i 1053 fik sin sag for i slaget ved Civitella = Civitate den 18. juni. Optakten til slaget var pavens bekymring for normannernes stigende magt i Syditalien. I 1042 var William af Hauteville blevet greve af Apulia, efterfulgt af Drogo og nu Humphrey. I 1052 rejste pave Leo IX til Tyskland for at appellere til kejser Henrik III om at bistå ham i kampen mod normannerne, men kejseren havde andre problemer, så paven fik kun nogle hundrede fodfolk med sig tilbage, da han i 1053 rejste hjem. I Italien var opbakningen til paven noget større, og både prins Rudolf i Benevento, hertugen i Gaeta og greverne fra Aquino og Teano m.fl. sluttede sig til pavens styrker. Lederen blev Humphrey, Richard af Aversa og Humphreys halvbroder Robert Guiscard førte normannerhæren på ca. 3.500 mand delt under de tre fyrster - modpartens styrke var på ca. 6.000 mand delt i en italiensk og en germansk afdeling. Selv om normannerne var i undertal, lykkedes det dem at slå pavestyrkerne. Richard indledte kampen med at angribe pavens italienske deling, der flygtede uden kamp. I mellemtiden havde germanerne angrebet Humphreys centerstyrker med større held, men da Robert Guiscard så, at broderen var i nød, kom han til hjælp og med Richard trækkende ind fra modsat side blev pavehæren slået på flugt. Paven havde holdt sig i Civitate under slaget, men da hans styrker flygtede, og normannerne satte efter dem, var han ikke hurtig nok og blev taget til fange. Leo IX sad i næsten ni måneder fanget i Benevento og måtte for at blive sat fri anerkende en hel del af normannernes krav på ledelsesretten til Syditalien. Paven vendte tilbage til Rom den 12. marts 1054 og døde allerede måneden efter. Humphrey døde i 1057, og han blev efterfulgt af Robert Guiscard, der fra 1059 sluttede sig til pavens parti - indledningsvis gennem kontakt med Hildebrand, der fra ca. 1050 havde fået en central stilling som økonomichef for pave Leo IX. Paverne var blevet utilfredse med den stærke tyske kejsers indgriben i pavevalgene - invenstiturretten - og ønskede at retablere pavevalgene som værende en sag mellem kardinalerne og til det brug måtte paven have stærke allierede mod kejseren, hvorfor der skete en tilnærmelse til normannerne i Syditalien, der i 1059 fik en alliance i stand - kaldet Fra 1061 til 1073 var paven Alexander II. Efter 1073 fortsattes samarbejdet mellem Robert Guiscard og Hildebrand, der da selv var blevet pave under navnet Gregor VII. Robert Guiscard og Richard af Aversa blev i 1059 af paven udnævnt til hertuger af hhv. det endnu arabisk dominerede Sicilien og af Capua. I 1071 gav hertug Robert Sicilien i len til sin yngste bror, Roger, der blev greve af Sicilien. |
1060 |
Normannerne erobrer SicilienNormannerne fik altså rådighedsret over Sicilien, før de havde sat fod på øen. Pavens tildeling havde nemlig den forudsætning, at Robert selv skulle sørge for erobringen. Det tog nogle år fra 1061 til 1091. Men fra 1091 var normannerne herrer over hele Syditalien, der kaldes for Mezzogiorno, og Sicilien. Desuden erobrede de også Malta og områder på Tunis kyst i Nordafrika. De to sidstnævnte områder blev senere tabt igen.Der blev nu i omkring hundrede år et blomstrende tværkulturelt liv på øen, hvor de normanniske fyrster - føst som hertuger og fra 1130 som konger - forstod at udnytte de forskellige folkeslags ressourcer. Normannerne sendte således principielt hverken muslimer eller ortodokse kristne i landflygtighed, men beskæftigede dem ved både deres byggeprogrammer og i deres videnskabelige projekter. Man må ikke forvente, at grundholdningen var tolerant over for anderledes tænkende og troende; den var mere udtryk for en pragmatisk holdning til ressourceudnyttelsen. Der er intet i historiebøgerne, der tyder på, at fyrsterne betragtede de andre folkeslag som deres ligemænd, og til daglig var omgang mellem de forskellige etniske grupper begrænset. Det var kun, når staten var i krise, at der fx blev givet døtre væk som brude til de andre folkeslag, som når fx de byzantinske kejsere fik tilbudt normannerdøtre som hustruer for at besegle en aftale. De tværkulturelle tilstande kan bl.a. ses af officielle dokumenter, der blev udstedt på både latin, græsk og arabisk. Men også i byggestilen kombineredes de tre kulturretninger. Det ses bedst i Roger IIs Capella Palatina i Palermo med arabiske buer og byzantinske mosaikker i en romansk bygning. Se beskrivelserne. |
1061 |
Robert GuiscardRobert Guiscard og hans broder Roger I erobrede de syditalienske områder fra Byzantium og fra de lombardiske slægter fra Norditalien. Over for pavestaten kunne Robert Guiscard og hans efterfølgere opretholde en enten velvilllig indstilling og senere,da deres styrke var blevet større, en magtbalancestatus, og når nødvendigt kunne de give pavestaten militær hjælp mod de tyske kejsere, der pressede paven fra nord.Ved forliget i 1059 under synoden i Melfi udnævnte pave Nicholas II den 23/8 Robert til hertug af Apulien og Calabrien og hersker over Sicilien. Desuden fik svogeren Richard, gift med Roberts søster Fredesendis, titel af prins af Capua. Da Robert Guiscard (010 i genealogien) fik pavens velsignelse til at underlægge sig Sicilien var øen besat af araberne, og fra 1061 begyndte Robert erobringen ved at udsende sine brødre Godfred og Roger som hærførere for forskellige styrker til øen, som de indtog i småbidder. Araberne viste sig at være langt stærkere end de havde troet, og endvidere var normannerne så fåtallige, at når de havde vundet et slag og besat et område, så kunne de ikke afse tilstrækkeligt med folk til at holde området under kontrol og fungerende, hvorfor mange erobrede områder igen i en periode måtte opgives og generobres senere. I 1061 faldt Messina til normannerne, i 1072 indtog de Palermo, og i 1091 var hele øen indtaget. I samme periode kæmpede Robert mod grækerne på Italiens fastland, og han sluttede i april 1071 med erobringen af Bari, der var deres sidste fodfæste i Italien. Det var meningen, at Robert nu skulle holde sig inden for sit eget territorium, men han holdt ikke inde og angreb i 1076 det pavelige len Benevento, der ligger NE for Napoli. Paven lyste ham i band, men da paven i 1081 fik brug for hans hjælp til at fordrive kejser Henrik IV, der havde invaderet Rom, blev de forsonede og allierede. Allerede i 1059 havde paven som nævnt givet Robert hertugtitlen for Sicilien, og Robert havde så i 1071, da erobringen var godt i gang givet øen som len til sin yngste broder Roger Bosso Guiscard (020 i genealogien), der fik titlen greve af Sicilien. |
| 1081 |
Robert Guiscard førte en hær over Adriaterhavet mod Grækenland i 1081. Angrebetsundskyldningen var et noget diffust krav om bl.a. Roberts datter Helena, der var hos kejseren i Konstantinopel, var blevet lovet et kejserligt ægteskab, der aldrig havde fundet sted. Den reelle grund var Roberts ønske om endeligt at udelukke grækerne fra at tænke på Syditalien og samtidig måske kunne erobre land - om ikke kejserværdigheden - i Grækenland. På togtet deltog Roberts søn Bohemund der var midt i tyverne. Bohemund var sendt af sted i forvejen og havde etableret et brohovede over for Otranto, så der var landingsbaner, da hovedstyrken ankom i maj 1081. Hovedflåden blev overfaldet af en venetiansk støtteflåde, der kom kejser Alexius til hjælp, men Roberts hovedstyrke nåede i land. Den 15/10 1081 mødte Roberts styrker så kejserens ved Durazzo, og normannerne vandt. Byen Durazzo holdt ud endnu en tid, men faldt 21/2 1082. I foråret 1082 var der igen oprør i Apulien, og samtidig var kejser Henrik gået fra Toskana mod Rom. Det havde kejseren også gjort i 1081, men med alt for få mænd, så dengang havde han trukket sig tilbage uden kamp. Kejserens optræden foran Rom fik Robert til at forlade Grækenland, men da han med sin hær nåede Rom var kejseren igen trukket nordover. I begyndelsen af 1083 kom Henrik så atter til Rom og denne gang med en større hær, og han undertvang sig den del af Rom, hvor Vatikanet ligger, men ikke selve Tiberbyen. Paven flygtede ind i Castel Sant' Angelo og ventede der på hjælp fra sin forbundsfælle Robert Guiscard. |
| 1084 |
Robert havde i den mellemliggende tid nedkæmpet endnu nogle oprør i Syditalien, hvortil han havde hentet lillebror Roger over fra Sicilien til hjælp. I 1084 drog kejser Henrik direkte mod Robert i Syditalien, men han var næppe kommet af sted, før den del af Rom, der ikke havde overgivet sig, sendte bud efter ham, at nu ville de ikke længere modsætte sig kejserens ønske om pavevalg og efterfølgende kroning. Kejseren skyndte sig tilbage og nåede Rom 21/3 1084, og modpaven Clement III kronede Henrik og kejserinde Bertha den 31/3 1084. Da Robert Guiscard endelig nåede frem og stod ved murene omkring Rom for at komme den retmæssige pave til undsætning, da var kejseren igen trukket nordpå, nærmest flygtet, og Robert kunne indtage byen med de svigefulde romere, der ikke havde behøvet at skifte side til kejseren. Det kom til at koste romerne dyrt, for Roberts styrker plyndrede og voldtog i en sådan grad, at borgerne rejste sig og var ved at få overtaget, da Roberts søn Roger Borsa kom til undsætning med en styrke. Da stod Rom desværrre allerede i flammer, og ødelæggelserne var meget store. I efteråret 1084 var Robert Guiscard returneret til Grækenland med 150 skibe, men var returneret til Italien. Bohemund havde derefter igen kæmpet alene i lang tid, og heldet var vendt, og kejser Alexios havde trængt ham tilbage, så normannernes udbytte nu kun var nogle småøer og en stribe land på stranden. Bohemund var derfor tidligere vendt tilbage til Italien efter penge og andre forstærkninger, og nu vendte han i 1085 med faderen tilbage, og deres tilstedeværelse med forsyninger fik modet til igen at stige hos soldaterne. |
| 1085 |
Roberts død Foruden Robert kom også sønnerne Bohemund, Roger Borsa og Guy med faderen, og deres første slag mod en venetiansk flåde gik godt, men derefter blev hele lejren ramt af en pest og mere end 500 riddere døde, og den 17/7 1085 døde Robert Guiscard selv af pesten. Det græske felttog er derefter aflyst. Ved Robert I's død i 1085 mæglede den afdødes broder Roger II Bosso Guiscard mellem Roberts sønner, Roger Borsa (010A) og Bohemund (Jerus. 011), og Roger Borsa, der var født 1060, overtog landene som hertug af Apulien. Bohemund var utilfreds, men da Roger Borsa havde onkel Roger Bossos støtte, så var sagen i første omgang afgjort. Hertug Roger Borsa måtte dog betale en pris for denne støtte, nemlig afstå en del befæstede borge i Calabrien; borge som Roger II tidligere havde opført og benyttet. Bohemund gjorde også senere oprør og besatte det meste af "hælen", og fra 1087 til 1095 var der mange sammenstød mellem de to brødre. Det endte, da Bohemund drog på korstog i 1095/96. Roger Borsas moder var Robert I's anden hustru, Sigelgaita fra Salerno, mens Bohemund moder var Roberts første kone. Bohemund blev fyrste over Tarento. Roger Borsa døde 22/2 1111, men da var broder Bohemund aktiv i Jerusalem. Roger I (020) endte som storgreve af Sicilien fra 1096 og blev senere også pavelig legat på Sicilien. Roger Borsas søn, William af Apulien, arvede faderens titel, men måtte afstå Palermo og Calabrin til onkel Roger på Sicilien. William døde barnløs i 1127, hvorefter Roger II (030) overtog resten af familietitlerne. |
1080-1130 |
Spor efter normannerneNormannerne begyndte, straks de fik magt til det, at skabe sig monumenter over deres storhed. Deres selvforherligelse ses af kirkebygninger, de lod opføre, men de byggede også verdslige forsvarsværker som bymure og belejringssikre tårne. Da brødrene Hauteville drog ud fra Frankrig var kirkemoden Jumiègesklosteret, hvis ruiner i dag står uden tag og indmad, men med tilstrækkeligt af mure og tårne til at man kan få et indtryk af stilen. Jumièges blev begyndt 1040 og færdigbygget 1066, og dennes nordiske klarhed i stil tog brødrene med sig til syden.Den ældste normanniske kirke af betydning i Syditalien blev opført i Bari og indviet til Sankt Nikolaj omkring 1089. Den bærer lombardiske spor, men også mindelser om de nordfranske romanske katedralbygninger. Denne Sankt Nikolaj var en biskop i Myra på Anatoliens sydkyst, og hans relikvier blev i 1087 overført til Bari, hvor de endnu er, hvorfor stedet stadig er et vigtigt valfartssted. Relikvierne blev nedsat i en klassisk krypt med indgang fra det østligste fag i skibet, da den del af kirken stod færdig i 1098. Samtidig holdt pave Urban II sit koncilium i kirken, og byggeriet fortsatte til 1197, og den lange byggeperiode betyder, at man kan konstatere de ændrede stilmoder i bygningen, bl.a. i vesttårnene. Kirken skulle have haft to vesttårne og to østtårne, men det ene østtårn blev aldrig bygget færdigt. Barlettas duomo afspejler i forholdene mellem midterskib og sideskibe nogle af trækkene fra Bari. Barletta domkirke - se også turbeskrivelsen - blev påbegyndt 1139, og stiludviklingen ses også i Baris domkirke begyndt 1156 og i Bitontos begyndt 1175. Canosa Kuppelkirkerne er et vigtigt apulisk træk, hvor fx Canosas domkirke, indviet til San Sabino cirka 1100, er blevet gravkirke for Robert Guiscards søn Bohemond. Kuppelgraven er bygget 1111-1118. Kirkens plan er det latinske kors, der blev overdækket med fem kupler på pendentiver. Der findes i området mange eksempler på romansk-normannisk-byzantinsk stilblanding, ikke mindst fordi området mellem 1000 og 1200 havde den største koncentrtion af stifter - og altså domkirker - i Italien. Den anden stilretning i domkirkebyggeriet var basilikaen, der her oftest har træloft og sjældnere hvælv. I basilikaernes adskillelse mellem midterskib og sideskibe er det ofte antikke monolitiske søjler, der er genbrugt, og hvælv i sideskibene er mere almindelige end i midterskibet. Sicilien På Sicilien var det lokale byggemateriale den rå limsten kaldet "poros" - det samme som grækerne og romerne brugte til deres templer. |
1105 |
Roger IIRoger I's søn med sin tredje kone Adelaide del Vasto fra Savona, Roger II, 1095-1154, samlede efter broderen Simons død i 1105 slægtens besiddelser fra både Sicilien og Syditalien. I de første regeringsår var han mindreårig, og det er først fra 12/6 1112, at han selv deltager i beslutningerne. Han blev greve af Sicilien allerede fra 1105. |
|
1122 |
Fra Sicilien til fastlandet I 1122 krydsede Roger II over Messinastrædet med en hær og undertvang grev Jordan af Ariano, hvorefter han trængte op i Basilicata og indtog Montescaglioso. Fra 1127 blev Roger hertug af Apulien og Calabria efter William II, der døde barnløs. Samtidig forlangte han overherredømmet over alle de normanniske besiddelser på fastlandet, således også for Capua, hvilket fik pave Honorius II til at protestere, og i slutningen af 1127 opfordrede han til korstog mod Roger og allierede sig med Robert II af Capua og Rainulf II of Alife, der tilfældigvis var hans egen svoger. Der kom dog ikke noget ud af denne opstand, og paven måtte i august 1128 i Benevento indsætte Roger som hertug over Apulien. Nogle af bystaterne var stadig imod dette, men for svage til at protestere med vold, og i september 1129 måtte så Napoli, styret af |
|
1130 |
Kongetitlen Efter pave Honorius var død i februar 1130, og striden om hans efterfølger havde resulteret i både en pave og en modpave, støttede Roger modpaven Anacletus II og blev som tak udnævnt til konge af ham ved en bulle af 27/9 1130, og han blev kronet i Palermo Juledag 1130. Dette træk udløste en stærk fordømmelse fra Innocent II, der havde moralsk opbakning fra For at vise paven sin magt sendte Roger to af sine fyrster, Robert II af Capua og Ranulf II af Alife, til paven. Mens de var på deres mission benyttede Roger lejligheden til at inddrage det oprørske grevskab Avellino under sit område, selv om det var tildelt en af Ranulfs brødre. Dette skridt fik både Robert og Ranulf til at forlade Rom, og Roger måtte skynde sig at færdiggøre en nedkæmpelse af endnu et oprør i grevskabet Bari, hvor prins Grimoald blev afsat til fordel for Rogers søn Tancred, for at stå rustet til at møde sine ambassadører. I mellemtiden havde Robert og Ranulf indtaget Benevento og dannet front i nærheden af Roger fik delt sine fjender i smågrupper og kunne besejre dem lidt efter lidt. Først fik han Robert presset ud af Capua, og sin egen søn, Alfonso, indsat som prins, mens en anden søn blev hertug af Apulien. I lidt større pespektiv var Rogers stilling dog usikker, for hans stigende magt fik både Pisa, Genoa og Byzantium til at støtte op om den tyske kejser, og i 1135 fik oprørerne først tilkæmpet sig Aversa, men måtte senere på året se sig fordrevet og kunne kun holde Napoli. |
|
1136-1139 |
Kejser Lothars togt Kejser Lothar og hertug Først nu drog Roger fra Sicilien til fastlandet, hvor han med en lille styrke på 400 riddere med følge igen indtog Salerno og hærgede i Campanien, Alife og Capua, hvilket rystede Sergius i Napoli, som blev nødt til at underkaste sig Roger, og det var slutningen på et uafhængigt Napolihertugdømme. Rogers næste manøvre var retableringen af kongemagten i indlandet. I Benevento og på østkysten sad hertug Ranulf usikkert på sine besiddelser af hovedsageligt grækere, der ikke var fornøjede med at være besatte af italienere. Til sin hjælp havde han en hæt bestående af tyske riddere, der var blevet tilbage samt en halvandet tusind lokale riddere fra byerne Melfi, Trani og Troia, og den 30. oktober 1137 stod slaget mellem de to hære ved Rignano nær ved Monte Gargano. Roger tabte! Hans søn kæmpede bravt ved siden af sin fader, og Sergius fra Napoli kæmpede ved deres side og døde i kamp, men de måtte trække sig tilbage til Salerno. Kampene fortsatte i 1138, hvor Rogers strategi var at få splittet Ranulfs styrker og slå dem i smågrupper efter hinanden, og denne fremgangsmåde var bedre. Roger vandt årets slag, og da Ranulf døde 30. april 1139 af malaria, havde Roger dermed retableret sit styre fra syd til Napoli og fortsatte nu nordpå. Også grækerne i Bari havde set, hvor det bar henad, så de overgav sig til Roger, der hængte den lokale prins Jaquintus med nogle andre oprørsledere, men undlod at voldgæste byen. |
|
1139-1144 |
Paven må anerkende Rogers rige til sin sydgrænse Rogers hære - med sønnerne Alfonso og Roger III - stod nu lige syd for pavestaten. Pave Anacletus døde i begyndelsen af 1138 og var efterfulgt af pave Innocent II, og han prøvede lykken mod Roger ved først at forlange et uafhængigt fyrstendømme, Capua, som bolværk mod Rogers rige. Dette kunne Roger ikke godtage, og paven drog da i 1139 med en hær mod Roger, men faldt i et baghold ved Galluccio SE for Cassino den 22. juli, og Rogers søn tog paven til fange. Allerede tre dage efter, den 25. juli 1139, var paven blevet tilstrækkeligt skræmt til at underskrive en traktat, |
|
1140 |
Udvidelser i Afrika Efter pavens anerkendelse og nogenlunde fred med sine underfyrster efter de første næsten ti års tumulter med Grimoald fra Bari, Robert fra Capua, Ranulf fra Alife og Sergius fra Napoli blev Rogers søstridskræfter under admiralen George fra Antiocha brugt imod de mest truende arabiske områder i Nordafrika omkring Mahdia i Tunis. Rogers flåde blev i resten af århundredet den stærkeste i det østlige Middelhav. Georg fik i 1132 titlen ammiratus ammiratorum eller emirernes emir, der blev oprindelsen til ordet admiral. Tripoli blev erobret i 1146 og Kap Bona i 1148, men Siciliens overherredømme blev kun opretholdt kortvarigt. |
1147-1149 |
Det Andet Korstog og SicilienI 1147 kaldte paven til Det Andet korstog, hvis rute for de nordeuropæiske styrker gik over land til Konstantinopel, og korstoget blev i øvrigt en fiasko.Korstoget gav kong Roger en oplagt lejlighed til at angribe Det Byzantinske Rige, der efter normannernes uddrivelse af det græske styre i Apulien var en hovedfjende i kongeriget Sicilien. Den nødvendige stridskraft blev Rogers flåde under admiral George fra Antiocha. Han samlede 70 galejer og angreb med dem Corfu, der ved en blanding af bestikkelse, trusler og rå magt overgav sig til George. Silke Desuden blev Athen og flere andre steder på Peloponnes og på De Ioniske Øer plyndret. Det var ved denne lejlighed at hele Georges sidste indsats i Grækenland var bortførelsen af Sankt Thomas' relikvier fra Korinth, men hans indsats blev kortvarig, og kejseren generobrede områderne, og Konstantinopel var aldrig virkeligt truet af Georges flåde. |
|
1150-1154 |
Roger IIs sidste årKong Rogers ældste søn, Roger III af Apulien, døde den 12. maj 1148. Rogers anden søn, Tancred, døde allerede i 1138. Den tredje søn, Alfonso, var død i oktober 1144, så det blev den fjerde søn, William, der i 1154 efterfulgte faderen som konge over Sicilien. Kong Roger døde den 26. februar 1154, og han blev begravet i domkirken i Palermo.Constance Roger II's tredje kone fødte efter faderens død datteren Constance i 1154. Constance blev gift med den tysk-romerske kejser Henrik VI, og derved blev Sicilien og Syditalien gennem arv forenet med en del af Det Tysk-Romerske Imperium - en situation som paverne havde det endnu sværere med, end da de måtte anerkende Roger IIs magt til deres dørtærskel mod syd. Nu fik de samme hersker på begge sider af deres besiddelser i Mellemitalien. |
| 1150-1180 |
Kultur Ved siden af sine krigsbedrifter var Roger II en stor velynder for kunst og videnskab. Han lod kirker udsmykke, og han samlede omkring sig videnskabsmænd fra både øst og vest. Han havde planer om at samle al tilgængelig viden fra alle sprog og udgive det i en bog kaldet Rogers Bog = al-Kitab ar-Rujari. Bogen er blevet kaldt middelalderens største geografiske værk. Til udarbejdelsen havde han i sit hof den græske historiker På kartografiens område beskæftigede han Al Idrisi, der tegnede et Mappa Mundi til kongen. Kortet kendes endnu. Lov og ret Roger fornyede også lovgrundlaget i riget. Da han i november 1139 vendte tilbage efter sejrene på fastlandet, gik han i gang med at udarbejde landets konstitution. Hans lovsamling kaldes på engelsk for The Assizes of Ariano, fordi den blev givet eller proklameret i 1140 i byen Ariano på fastlandet. Roger var da på rigsrejse for bl.a. at se, hvordan sønnen artede sig i sit hertugdømme. |
1154-1166 |
William IRoger blev efterfulgt af William I, der var den ældste overlevende af sønnerne. Han kæmpede mod oprør fra sine baroners side i begyndelsen af sin regeringstid, men hans sidste år blev fredelige, og han døde i 1166. William Is søn, William II, der var mindreårig, da han kom på tronen, blev den sidste normannerkonge. |
1166-1189 |
William IIWilliam IIs første kongeår, mens han var et barn, var urolige, og freden bredte sig først fra omkring 1172; til gengæld blev de sidste tyve regeringsår nogle af de fredeligste i normannertiden, men hans død i 1189 uden arvinger bragte igen riget ud i kaos. Wiliam II havde to år før sin død givet sin tante - eller halvtante - Constance, som brud til Hohenstauferen Henrik VI af Tyskland, og han var opsat på at lade kronen gå til tyskerne, og da normannernes mandslinje uddøde overgik arvefølgen således til Hohenstaufernes slægt. |
|
1190-1194 |
Tancred og sønner Inden Henrik kom til magten, havde et barnebarn af Roger gennem sin søn, hertug Roger III af Apulien, mod alle aftaler grebet kongemagten. Han hed Tancred og var blevet udnævnt af en rigsdag på øen og kronet i Palermo i 1190. Paven anerkendte ham i 1192, og for bedst muligt at sikre at slægten fortsat kunne beholde kongetitlen, så lod han sin søn Roger III af Sicilien udråbe til co-konge i 1193. Juleaften samme år døde sønnen, og to måneder efter, i februar 1194, døde faderen. Endnu en ung søn, William III, blev af værger og politikere forsøgt etableret som konge - med regent til at føre husholdningen, da han ikke selv var gammel nok - men i oktober 1194 blev han afsat, og i november overgav øen sig til de invaderende tyske styrker under Henrik. Der ventede William en tragisk skæbne. Han var tvunget til symbolsk at være den, der lagde normannernes krone for Henriks fødder i Palermos domkirke Juledag 1194, hvorefter han blev fængslet, kastreret, blindet og sat i fængsel i Tyskland, hvor han døde ca. 1198. Nu var der ikke flere normanner, der forsøgte sig, og Hohenstauferne kunne underlægge sig hele området fra næsten Rom og sydpå. |
1186 |
HohenstauferneDe tyske Hohenstaufere s forbindelse til normanneriget i Syditalien var indledt med giftemålet i 1186 mellem Roger IIs datter, Constance, og den tyske prins Henrik - den senere Henrik VI, der blev Henrik I af Sicilien.Hohenstauferne tog derfor fra dette tidspunkt allerede kongetitlen over Sicilien til sig, selv om flere af Rogers familiemedlemmer prøvede at tage magten. På grund af disse forsøg på at få arvefølgen ændret var det først i 1194, at Henrik VI blev kronet i Palermos domkirke som Henrik I af Sicilien. |
|
1194 |
Henrik I af Sicilien Henrik afskaffede delvis lenssystemet, som normannerne havde administreret rundhåndet, da det var noget nær det eneste, de kunne anvende som belønning til deres forbundsfæller. I stedet indførte Henrik en meget mere centralistisk administration i både Syditalien og på Sicilien. Henrik fik dog ikke lang tid til at glæde sig over erobringen, for allerede i september 1197 døde han og blev efterfulgt af sin mindreårige søn, Frederik, der da kun var tre år gammel. Han blev den senere kejser Frederik I Barbarossa. Mens han var barn greb hans onkel Philip af Svabien ind og udnævnte 1198 Markward von Anweiler som regent med titel af markgreve af Ancona. Han skulle udfylde det magttomrum i Syditalien, der truede med at splitte riget ad, indtil Frederik selv blev gammel nok til at regere. Der var på dette tidspunkt endnu ikke tale om Frederik som tysk-romersk kejser. Fra Henriks død og de næste tyve år var der flere oprørsforsøg og et udbredt anarki i området, og først da Frederik selv kom på scenen i 1220, kom der efterhånden bedre styr på administrationen. Fyrsten Walter III af Brienne var gift med Tancreds datter og mente sig derfor berettiget til kongemagten. Han drog med en hær til Napoli og i 1202 mødte han Hohenstaufernes forsvar under Walter fra Palearia og Dipold af Vohburg. Walter af Brienne vandt over Hohenstauferne, og regenten Markward von Anweiler blev dræbt, men Dipold fortsatte krigen, indtil Walter af Brienne døde i 1205. Senere gjorde Dipold også oprør, men blev nedkæmpet af Walter fra Palearia, og efter 1210 blev der igen nogenlunde ro i riget. Frederik blev i 1211 af de tyske fyrster valgt til tysk konge, og en nølende og presset pave måtte acceptere sin position med samme fyrste på begge sider af pavestaten og krone Frederik II til kejser i Rom i 1220. |
|
1250 |
Hohenstaufernes sidste konge Frederik byggede kongeslot i Foggia og opslog sin hovedstad der, og han byggede videre på det lovgrundlag, som hans bedstefader Roger havde skabt med "The I 1224 begyndte Frederik at bygge på sit jagtslot i Castel del Monte, og han oprettede 1224 Universitetet med bl.a. medicinsk fakultet i Napoli. Frederiks kampe mod paven fortsatte efter kroningen, og paven anvendte sit ekskommunikationsvåben mod ham fra 1227, fordi han ikke havde indfriet løftet om at organisere og vel nok finansiere det sjette korstog 1228-1230. Ekskommunikationen gjorde ikke større indtryk på Frederik, der det meste af tiden førte et behageligt liv i Syditalien, som han foretrak for Sicilien. Under korstog til Det Hellige Land giftede han sig med enkedronningen af Jerusalem og krævede straks kongetitlen for Jerusalem for sig og sin slægt. Tyskland så ikke noget til deres kejser. Frederiks forsøg på at knægte den lombardiske koalition i Norditalien gik dårligt, og kampene fortsatte indtil Frederik døde. Han blev ekskommunikeret i 1239, og i 1241 voldgæstede han pavens by Benevento. Frederik blev afsat i Italien i 1245. De pavetro partier kaldtes for Welferne = Guelferne, og de kejsertro for Ghibellinerne. For at knægte forskellige oprørstendenser på Sicilien lod Frederik tvangsforflytte mellem 15.000 og 20.000 arabere til området omkring Lucera i Apulien. For at fylde det opståede befolkningshul på Sicilien blev italienske lombardere lokket med fri jord og skattefordele, hvis de ville emigrere til Sicilien. En del fulgte opfordringen og slog sig omkring 1237 ned i Palermoområdet, bl.a. ved Corleone. |
|
1250 |
Manfred Da Frederik døde i 1250, havde han indsat sin søn Manfred som regent i Italien. Manfred var søn af Frederik og hans tredje kone, Bianca Lancia der Jüngeren, og betragtes derfor ofte som illegitim. I Tyskland blev det Frederiks søn, Konrad IV, der blev den sidste Hohenstaufer på kejsertronen - og den sidste på den sicilianske kongetrone. Men Konrad døde allerede efter fire år i 1254, og hans søn, Konradin, der da var kun to år gammel, nåede aldrig til Sicilien. Foruden Konradin var regenten i Sicilien, Manfred, også tronprætendent, og i den situation fandt paven sig berettiget til at gribe ind i striden om arveretten. Paven tilbød først tronen til England, hvor en af Henrik IIIs sønner var på tale, men englænderne var henholdende med accept, og handelen blev aldrig til noget. |
|
1258 |
Manfred Manfred havde fået lov at styre kongeriget i Syd i over femten år, mens kongen var i Tyskland og tjente som kejser eller i Jerusalem som korsridder. Det var derfor forventeligt, at Manfred efter Frederiks død ikke uden kamp ville afgå fra herskerpositionen, men forsøge selv at blive konge, og i 1258 var han ved at forberede sin egen kroning til konge over Sicilien, men selv om der forhandledes med paven frem til 1263, fik Manfred ikke opbakning til sit krav og blev aldrig anerkendt af hverken paven eller de andre europæiske fyrster. Pavenstaten tilbød nu tronen til Frankrig. Her havde kong Ludvig IX den Hellige netop en passende bror, hertug I Tyskland var der efter Konrad et interregnum uden kejser fra 1254 til 1273, da Rudolf I af Habsburgerne blev indsat som konge og kejser, men han måtte afstå fra alle italienske besiddelser og beholdt kun en titulær krone i Lombardiet. Konrads søn, Konradin, blev to år efter Beneventoslaget, besejret og taget til fange i slaget ved Tagliacozzo i 1268. Da var han 16 år gammel, og Charles af Anjou lod ham - ganske mod de sædvanlige regler for anstændighed i krig halshugge i offentlighed i Napoli. |
1266 |
AnjoulinjenHele Syditalien og Sicilien kom altså i 1266 i Charles magt, og han indsatte franske embedsmænd og fyrster som lensmænd overalt i regionerne. Charles flyttede hovedstaden fra Palermo til Napoli. Han entrerede medCharles styre var udbyttende og skabte stort had i de syditalienske folk. Han regerede med hård hånd indtil 1282, hvor et oprør - den |
1282 |
Den Sicilianske VesperOprøret begyndte med en lille episode, hvor en eller flere franskmænd Anden Påskedag den 30. marts 1282 uden for Helligåndskirken ved Palermo ved aftenbønnen gjorde tilnærmelser til en kvinde, hvilket faldt de lokale for brystet, og de skadevoldende blev slået ned. Den mindre og lokale voldelige episode spredte sig til oprør på Sicilien, og i de efterfølgende kampe formåede sicilianerne for det meste at holde anjoustyrker, der var sendt til forstærkning af øens garnisoner, væk fra øen.Men situationen var i længden uholdbar, og øboerne så sig om efter forbundsfæller. Den italienske læge I Spanien var Manfreds datter Constance i 1262 blevet gift med Peter III af Aragonien. Aragonerne mente derfor, de havde en vis ret til at komme øen til undsætning. Aragonerne besatte derfor hele Sicilien og overtog administrationen. De forsøgte også at få fodfæste på fastlandet, men det gik ikke, men de hævdede kongemagten på Sicilien, og som konge af Sicilien blev Peter nummer I. I Spanien var der opstået store problemer for Peter, der ikke kunne forblive i Sicilien, men måtte returnere. Peters bror James var konge af Majorca og den del af fastlandet, der hedder Roussillon, og James allierede sig med franskmændene, der ville bekæmpe Peter i hans hjemland for at få ham til at rømme Sicilien. James tillod de franske styrker at bevæge sig gennem hans land, der var den direkte vej gennem Pyrenæerne til Aragonien, og franskmændene stod snart truende over for Aragonien. Af sygdom og flere andre årsager blev den store franske indsats aldrig rigtig anvendt, og kong Philip måtte trække sig tilbage og døde under hjemrejsen i Perpignan. Vesperkrigen fortsatte til 1302 og sluttede formelt ved Freden i Caltabellotta; en fred, der delte kongeriget i to. Der havde forindden været meget fantasifyldte forslag om at afgøre arvestriden ved duel mellem Charles af Anjou og Peter af Aragonien, men selv om fyrsterne acceptere at mødes, mens alle andre rystede på hovedet af sådan dårskab, så lykkedes det dem begge at slippe ud af kniben ved at møde op i Bordeaux på den rette dag, men til forskellige tidspunkter, hvor de konstaterede, at modparten ikke var mødt op, hvorfor hver især kunne udråbe sig til vinder. Sicilien kaldtes på engelsk for The Kingdom of Sicily beyond the Lighthouse eller kongeriget Trinacria, og det gik til aragonerne ved Frederik II af Sicilien. Den anden del af riget på halvøen - Mezzogiorno - kaldtes på engelsk for The Kingdom of Sicily Contemporaneously eller i dag Kongeriget Napoli gik fortsat til Charles II af Anjou. |
1286 |
AragonerneSicilien og Napoliområderne var nu separeret, og den franske anjouslægt herskede over Syditalien, mens det spanske Aragonien fik øen Sicilien under den daværende kong Peter III of Aragon - Nr. 1 af Sicilien. De siddende regenter i begge områder påkaldte sig titlen konge af Sicilien.Efter Vesperen tegnede fronterne sig mellem de to modstandere sig sådan: Charles på fastlandet havde som sine allierede den franske konge, paven og hans italienske støtteparti guelferne= Welferne. Spanierne har støtte fra det modsatte italienske parti af ghibbeliner = Waiblingen, der egentligt var kejserpartiet. Under de efterfølgende kampe var det især den aragonske flåde, der viste sig stærk. Sicilien blev dog hurtigt delvis selvstyrende, for efter Peter Is død allerede i 1285 - i øvrigt samme år som både den franske kong Philip og Charles af Anjou også døde - blev hans yngre sønner: Jakob fra 1285-1291 og Frederick fra 1291-1337, udnævnt til lydkonger. De efterlod sig ingen sønner, mens Peters datter, Maria, giftede sig med Martin den Yngre af Aragonien, og da han døde i 1409, overtog hans fader, Martin den Ældre tronen til 1410, hvor han døde. Derefter blev riget styret direkte som en del af den aragonske krone, og Sicilien måtte frem til 1442 og derefter til 1713 lyde de spanske regenter. Da der efter omkring tyve års strid faldt ro over området i 1296, og Peter Is søn, Frederik, i 1296 var blevet kronet som kong Frederik II - og som barnebarn af Manfred var der en vis slægtsbetydende mening med hans valg - skulle han efter Caltabellotta-traktaten fra 1302 regerede i sin levetid, men efter hans død skulle kongerettighederne gå retur til anjoulinjen i Napoli. Det skulle dog vare længe, før det blev aktuelt, for Frederik regerede i 41 år, før han døde. Frederik forstod bedre at udnytte øens potentiale uden at lægge sig ud med befolkningen. En af måderne var at benytte sig af en form for parlament med de tre "stater" kirken, adelen og borgerne repræsenteret. Og dette parlament vedtog allerede i 1314, at traktaten fra 1302 ikke skulle være gyldig, og tronen i stedet skulle arves af Frederiks søn Peter. Sicilianerne ønskede under ingen omstændigheder franskmændene retur. Da sagen ved Frederiks død i 1337 blev aktuel, havde anjouerne i Napoli ikke magt og kraft til at protestere, og de to dele af "riget" forblev adskilte i de næste hundrede år. Den stabiliserede situation førte da også til, at Napoli formelt i 1373 acceptere den virkelige situation og ikke længere fremførte krav om Siciliens trone, men først fra 1504 blev også Napoli en del af det spanske rige, og dermed fik hele det gamle normanniske rige igen samme konge. |
1343 |
Johanne af NapoliStabiliteten mindskedes i Napoli efter 1343, hvor dronning Johanne I blev dronning. Hun var oldebarn af Charles af Anjou. Johanne var født 1326 og blev gift fire gange og døde uden direkte efterkommere. Hendes tredje mand blev konge af Napoli og døde i 1346.Johanne af Napoli havde udpeget hertug Louis I af Anjou som sin efterfølger, men hendes fætter, prinsen af Durazzo, der også var en efterkommer af Anjouerne, gjorde ligeledes krav på kronen, og denne linje, den yngre anjoulinje, stod imod den ældre linje, som Louis repræsenterede, og konfrontationen førte til Johannes mord i 1382. Det blev udført af prinsen af Durazzo, og han installerede sig derefter i Napoli som Charles III. Efter Charles IIIs død blev datteren Johanne II dronning i Napoli, og hun blev først gift med en østrigsk hertug, hvilket ikke gav afkom, og dernæst med samme resultat eller mangel på samme med en fransk hertug. Hun udpegede som sin efterfølger først den spanske Alfonso V, men skiftede mening og pegede på en efterkommer af den yngre anjoulinje, Louis III af Anjou, og sluttede med at pege på Louis' broder, René af Anjou. Han efterfulgte hende i 1435, og Renés efterkommere beholdt den titulære kongeværdighed. Johanne I, Charles III, Johanne II og Renés styre havde resulteret i en stor grad af kaos, og da kong Alfonso V af Spanien og Sicilien invaderede Napoli og sejrede, holdt han sit indtog i Napoli og forenede fra 1442 igen de to områder. Kongen tog ved den lejlighed den latinske titel |
1442 |
Aragoneserne igenEfter kampe og belejring af Napoli besejrede kong Alfonso V af Aragonien Napoli og holdt indtog 26/2 1443 og forenede derved de to dele af riget igen.Kombinationen varede ikke længe. Da Alfonso V døde i 1458 blev Napolidelens krone overtaget af Ferdinand, der var en illegitim søn af Alfonso V.????? Fra 1458 til 1496 blev riget regeret af aragonerne. Fra 1494 forsøgte efterkommerne af den anjouske slægt at genvinde riget, det var den franske kong Charles VIII og Louis XII. Charles gjorde sit krav på tronen gældende ud som følge af Renés nevø var død i 1481, og mandslinjen derfor måtte gå til ham. Det lykkedes Charles at bringe en hær ned til Napoli og uddrive Alfonso II fra byen i 1495, men han måtte igen forlade byen, da den spanske kong Fedinand II af Aragonien kom sin halvfætter (gennem søster) til hjælp. Alfonso II var nemlig i mellemtiden død den 19/11 1495, og sønnen Ferdinand II havde efterfulgt ham og blev nu genindsat på tronen, hvad han ikke fik megen glæde af, da han døde allerede den 7/10 1496. Efter Alfons I blev sønnen Ferdinand I konge, derefter hans søn Alfons II og så igen dennes søn Ferdinand II. Deres regering blev en enkelt gang afbrundt nemlig i 1494, hvor den franske kong Charles VIII invaderede Italien og gjorde krav på Napoli. Han erobrede byen og lod sig krone i maj 1495, men måtte samme år trække sig tilbage mod en koalition af Milano, Venedig og Østrig, hvorefter de spanske konger igen blev indsat. Den næste konge blev Ferdinand IIs onkel, Frederik IV, til 1501, og han efterfulgtes af Ferdinand III, søn af den aragonske kong Johan I. Franskmændene havde dog ikke opgivet deres krav, og i 1501 var Ferdinand af Aragonien åbenbart ikke villig til at støtte sin slægtning på tronen, men slog en handel af med franskmændene om rigets deling, men handelen blev aldrig afsluttet, og krigen blev så småt genoptaget fra begge sider, indtil de spanske styrker sejrede i 1504. Derefter gjorde Frankrig kun halvhjertede forsøg på at få området tilbage, selv om kravet først formelt blev opgivet ved fredsaftalen 1559 i Cateau-Cambrésis. Ferdinand III døde i 1516 og områderne arvedes nu gennem de spanske forbindelser til Habsburgerne af Charles I, der var samme person som Charles V af Tyskland. |
1504 |
Habsburgerne i SyditalienFra 1504 var området under spansk overherredømme og blev regeret af vicekonger. Charles Is styre blev kortvarigt. Han abdicerede i Napoli og Sicilien hhv. i årene 1554 til 1556 og hans søn, Philip II, overtog kronen.Philip var gift fire gange. Først med den portugisiske prinsesse Maria, hun døde efter to år efter sin første barnefødsel. Hans næste dronning var Mary af England, herved blev han også engelsk konge, men de fik ingen arvinger. Hans tredje frue var Elisabeth af Frankrig, og hun holdt i otte år og fødte ham to døtre. Endelig giftede han sig med sin kusine Anna af Østrig, datter af den tyske kejser Maximillian II, hun holdt i ti år, og de fik fem børn, og Philip var så alene fra 1580 til sin død i 1598. |
1713 |
Efter Den Spanske ArvefølgekrigSpanien og Napoli-Sicilien forblev nu sammen i næsten to hundrede år kun afbrudt i perioden 1713 til 1735.Efter Den Spanske Arvefølgekrig sluttede det spanske overherredømme, og Napoli blev i 1713 overdraget Østrig, og ved freden i Rastatt i 1714 overtog kejser Charles VI det. Sicilien gik til hertugen af Savoyen, men ved en byttehandel i 1720 opnåede kejser Charles VI også kontrol over Sicilien. Under den Polske Arvefølgekrig blev både Napoli og Sicilien i 1734 erobret af en spansk hær, og efter krigen i 1735 overdrog Østrig kongeriget De to Sicilier til Spanien med den klausul, at Spanien og De To Sicilier aldrig måtte sammenlægges til et kongerige. Hertugen af Parma, Charles, der var en af kong Philip V af Spaniens yngre sønner blev indsat som konge. Charles blev i 1759 konge i Spanien efter sin halvbroder, og han overlod tronen i Napoli til sin søn Ferdinand IV. Inden da var sicilianerne blevet godt trætte af den østrigske overherre, og de ønskede sig - hvis det ikke kunne være anderledes - at få en spanier tilbage. Det bliver Charles IV, der senere blev spansk konge som Charles III. Beklageligvis var kongenumrene for især Charles meget forvirrende og forskellige i kilderne, så tjek i genealogierne, hvor nødvendigt. |
1734 |
BourbonerneBourbonerne regerede fra 1734 med Charles III, Ferdinand IV - I, Francis I, Ferdinand II og Francis II til 1860. Napoleonstiden gav et lille bræk. Ferdinand IV blev 1798 drevet ud af Napoli af franske revolutionsstyrker og flygtede til Sicilien, som blev forsvaret af spanske flådeenheder.Napoleons soldater oprettede den såkaldte Parthenopæiske Republik, der dog kun holdt til året efter, hvor en opstand drev franskmændene på flugt. Efter Napoleons sejr ved Austerlitz i 1806 måtte han igen flygte, og Napoleon indsatte sin broder Joseph som konge i Napoli. Joseph blev sendt til Spanien i 1808, og i stedet blev nu Napoleons søster Caroline og dennes mand Joachim Murat regenter. Murat blev ikke fordrevet af de allierede efter Napoleons første fald, men da Napoleon kom tilbage for sine hundrede dage, og Murat erklærede sig loyal til Napoleon, var hans dage på tronen talte, og efter nederlaget ved slaget mod østrigerne ved Tolentino måtte han flygte fra Napoli. Ferdinand blev genindsat, og da Murat, hvis dømmekraft åbenbart var dårlig, forsøgte at genvinde tronen efter Waterloo, blev han fanget, og Ferdinand fik ham dødsdømt og skudt. |
1816 |
Efter Napoleon1816 blev de to dele af Syditalien formelt samlet i en union som Kongeriget De To Sicilier. Kongen fik en ny forfatning gennemført, og fra den trådte i kraft den 12. december 1816, kaldte hans sig Kong Ferdinand I. Hans magt var helt afhængig af Østrig i den periode, og det var ikke muligt - hvis det ellers havde været ønsket - at få fornyelser med udvidet folkerepræsentation i styret gennemført mod østrigernes vilje. Resultatet af det gammeldags enevældige styre blev en serie opstande. Riget holdt, indtil Garibaldi i 1860 væltede den sidste konge, Francis II, der var tyrannisk, grådig og grusom. |
|
Opdateret d. 26.11.2011. Back to history articles page |
Back to top Back to front page of history pages Back to front page |