Denne tekst beskriver nogle seværdigheder, fx arkitektonisk interessante kirker i Tyskland, på en rute gennem Mecklenburg, Til syd for Dresden.
De nordtyske gotiske kirker bærer i Hansebyerne præg af den konkurrence, der var mellem storkøbmændene for at vise deres formåen, hvorfor kirkerne ofte er større end nødvendigt. Lübeck er hovedstaden blandt Hansaens byer, og dens kirker blev derfor idealet for de mindre hansestæder. Andre gennemgående træk ved de gotiske kirker i området er byggematerialet mursten, og deres grundplan er ofte uden koromgang og korkapeller og med væsentligt mindre betydende indgangsportaler end fransk gotik. Lübecks Marienkirche er dog med koromgang og blev som nævnt både prototype og ideal for den nordeuropæiske murstensgotik.
[9257 p.35 og 8785 p.192ff]
En af de væsentligste grunde til afvigelserne fra fransk gotik skyldes kirkebygningernes funktion som sognekirker modsat de franske, der er domkirker og fyrstekirker. Alligevel fik hansebyernes kirker grundplaner og størrelser på linje med domkirker. Der var i området en tilbøjelighed til — efter de tidligste bygningsværker — at bygge eller forandre kirkerummene til sals- og hallekirker i stedet for basilikaer. Ved hallekirker behøver man ikke et triforium, og stræbepiller er ikke nødvendige for styrken.
Der er tyske kirker, der først fik påsat stræbebuer i 1800-tallet for at »fuldføre« arkitekturen. Yderligere om kirketyper.
[8785 p.191]
I artiklen Mecklenburgs regenter er der en mere kronologisk gennemgang af mecklenburgs mange opdelinger.
Mecklenburg
Mecklenburgs område går traditionelt fra Lübeck i vest til Preussen ved Stettin og omkring 200-250 km mod syd til Brandenburg. Knud Lavard har kortvarigt haft det som len af den tyske kejser Lothar i 1125. Henrik Løve fik besejret de oprindelige folkestammer i området og fortyskede det. Henrik oprettede bispesæder i Schwerin og Ratzeburg.
Omkring 1180 var styret i området vaklende, og kong Knud IV, Valdemar den Stores søn, greb ind med våbenmagt og tog efter sejre over områdets fyrster titlen »Vendernes konge«. Valdemar II Sejr fortsatte erobringerne, og det lykkedes ham at blive anerkendt af kejser Frederik II som fyrstehersker over de vundne områder nord for Elben. Det danske herredømme varede kun til 1227.
I 1300- og 1400-tallene var der en stor udskiftning af fyrsteslægter i området. Danmark spillede atter en rolle omkring 1300, hvor Henrik II Løve af Mecklenburg var allieret med danske kong Erik Menved. Fra 1348 var fyrsterne blevet hertuger og prinser i det Tysk-Romerske Rige ved kejser Karl IVs nåde. Den Werlesche slægt uddøde 1436, og de Mecklenburgske hertuger måtte gå ind på Brandenburgs betingelser for fred i området. Mecklenburg blev en slags vasalstat under Brandenburg, men forblev et af de få stabile tyske områder gennem flere århundrede — når man ser bort fra de interne slægtsopdelinger.
Nogle tidlige fyrster: Albrecht II af Mecklenburg, købte 1358 sammen med sin broder grevskabet Schwerin efter greveslægten var uddød.
Nogle andre tidlige mecklenburgske fyrster ligger begravet i Schwerin Domkirke: Henrik V af Mecklenburg, † 6/2 1552; Anna, † 19/6 1567, frue til hertug Albrecht VII. Georg - død foran Frankfurt 20/7 1552; Christopher af Mecklenburg, † 4/3 1592; Johann VII af Mecklenburg, † 22/3 1592;
I Schwerin ligger hans datter Anna Sophie, † 11/2 1648, begravet. Sigismund August, † 5/9 1600;
Protestantismen blev rigsreligion i Mecklenburg fra 1549. Landet deltes i 1555 i to dele mellem hertugbrødrene
Ulrik af Mecklenburg-Schwerin, der fik den vestlige del med Schwerin som hovedby, og Johan Albrecht I af Mecklenburg-Güstrow † 12/2 1576; m Anna Sophie, † 6/2 1591, der fik den østlige del med Güstrow som hoveby.
Landet blev sammenlagt 1610 til 1621 og derefter igen skilt. Denne gang mellem brødrene hertug Adolf Frederik I af Mecklenburg-Schwerin, regerede 1611-1658, og Johan Albrecht II af Mecklenburg-Güstrow.
Adolf Frederik I i Schwerin blev efterfulgt af sin søn Christian Ludwig I af Mecklenburg-Schwerin, der regerede 1658 til 1692. Christian Ludwig har følgende søskende begravet i Schwerin Domkirke; ingen af dem blev over tre år: Bernhard-Sigismund, 1641-1641; Auguste, 1643-1644; Adolph, 1650-1651; Phillipp Ludwig, 1652-1655; Heinrich Wilhelm, 1653-1653.
Under krigene, hvor Christian IV blandede sig, blev området pantsat og senere solgt til Albert von Wallenstein i 1628. Landet hærgedes fortsat af århundredets krige, og svenskerne beherskede flere gange området, således var Torstenson der i 1644. Ved Trediveårskrigens slutning i 1648 forblev svenskerne på nogle få støttepunkter.
Hertuglinjen Mecklenburg-Güstrow uddøde 1695, og tvillingeområdet Schwerin forsøgte at få hele magten. Det var under hertug Frederik Wilhelm af Schwerin, 1692-1713. Han blev efterfulgt af først en, derefter en anden af sine brødre. En onkel, Adolf Frederik II af Mecklenburg-Strelitz, protesterede, og igen var der kamp om sagerne. Kejseren greb ind, og en aftale kom i stand om en vis uddeling af områder til de to, men Frederik Wilhelm fik den overordnede magt fra 1701 ved Hamburgaftalen; Strelitzerne fik Ratzeburg og Stargard - to vidt adskilte områder. Adolf Frederik II regerede 1701-1708. Hans efterfølger blev sønnen Adolf Frederik III af Mecklenburg-Strelitz, regerede fra 1708-1752; deerefter brodersønnen Adolf Frederik IV af Mecklenburg-Strelitz, regerede fra 1752-1794; derefter broderen Charles af Mecklenburg-Strelitz, regerede fra 1794-1816, og han blev storhertug i 1815.
De næste hertuger i Schwerindelen blev Frederick-Wilhelms brødre: Charles-Leopold af Mecklenburg-Schwerin, regerede fra 1713-1747; han efterfulgtes af sin broder Christian II Ludwig af Mecklenburg-Schwerin, regerede fra 1747-1756; han byggede Ludwigslust fra 1724, dog først navneændret i 1757, da hans søn ændrede bygningernes stil - hvilket igen skete i 1837. Styret blev efter faderens død overtaget af: Frederik af Mecklenburg-Schwerin = Friedrich der Fromme = Friedrich the Pious, regerede fra 1756-1785; hans hertuginde var Luise Friederike af Mecklenburg-Schwerin, 1722-1791, datter af Ludwig af Württemberg-Stuttgart. Frederiks søster, Prinsesse Ulrike af Mecklenburg-Schwerin boede det meste af Syvårskrigen på Ludwigslust.
Frederick flyttede regeringsmagten til Ludwigslust 1756 og ombyggede slottet til residenspalæ 1772-1776. Regeringen flyttede retur til Schwerin i 1837. Hans efterfølger bliver brodersønnen: Frederick-Franz I af Mecklenburg-Schwerin, regerede fra 1785-1837 og var den første storhertug. Hans statue er rejst foran Ludwigslust.
Der har mærkværdigvis været tale om fælles landdag for de to områder gennem lange perioder med to fyrster.
Under Napoleonskrigene blev en del af området besat, og ved fredsslutningen blev fyrsterne nu storhertuger, og den vestlige del blev styret af Fr.-Franz I's sønnesøn: Paul Frederik af Mecklenburg-Schwerin, 1837-1842, efterfulgt af sønnen, Frederik Frants II af Mecklenburg-Schwerin, 1842-1883, m(1) med Auguste, storhertuginde af M., født prinsesse Revss, * 26/5 1822, † 3/3 1862, for hvem børnene i 1904 har rejst en mindeplade uden for slottet i Schwerin. Sønnen efterfølger som regent: Frederik Frants III af Mecklenburg-Schwerin, 1883-1897. Han efterfølges af sønnen Fr.-Franz IV.
I den østlige del blev regenten: Georg af Mecklenburg-Strelitz, 1816-1860, efterfulgt af sønnen Frederik Wilhelm af Mecklenburg-Strelitz, 1860-1904. Derefter af sønnen Adolf Frederik V, 1904-1914, og så sønnen Adolf Frederik VI, 1914-1918, idet han begik selvmord 23/2 1918.
Den nærmeste efterfølger var nu Mecklenburg-Schwerins storhertug, Frederik Frantz IV af Mecklenburg-Schwerin, der regerede fra 1897 og abdicerede den 14/11 1918. Han fik bolig på Ludwigslustslottet indtil 1945.
Området Sachsen er noget kompliceret at få overblik over. Der er tale om et landskabsnavn, der knytter sig til flere forskellige områder. Det første område - frem til ca. 1200 - kendt under navnet Sachsen omfattede det allernordligste Tyskland med Holsten samt områder syd for Elben fra Lüneburg til Erfurt og mod vest næsten til Rhinen. Hovedområdet lå langs Weserfloden. Det var fra dette område, at sakserne invaderede England 420-440. Fra dette område blev hertug Henrik af Sachsen - også kaldet Henrik Fuglefænger - valgt til tysk konge i 919. Han grundlagde det ottonske fyrstehus, der styrede Germania til 1024.
Det andet område med navnet Sachsen benyttedefor tiden mellem 1180 og 1423. Her er tale om to adskilte landskaber: det ene er på Elbens østside fra Østersøen mod Lüneburg og et mindre område længere oppe ad Elben nord for Leipzig. Det første rige blev revet op i 1180 efter Henrik Løve (se også Braunschweig) blev erklæret fredløs af kejser Frederik I Barbarossa. Den nordlige del blev kaldt for Sachsen-Lauenburg og den sydlige for Sachsen-Wittenberg. Fra midten af 1200-tallet var fyrsten blevet en af valgfyrsterne til det tysk-romerske kejservalg. Det var Wittenbergfyrstelinjen, der beholdt valgretten efter 1356 indtil linjen uddøde i 1422, hvorefter Frederik I den Stridbare fik retten til hans linje uddøde i 1689, hvorefter Hanoverlinjen fik retten.
Endelig det tredje Sachsen, som benyttes fra ca. 1423 til vor tid. I denne periode bliver Sachsen til et stort landområde i det centrale Tyskland, men ikke med samme udstrækning i hele perioden. I 1485 får Frederik II den Mildes to sønner, Albert / Albrecht og Ernest, ved Leipzigtraktaten aftalt en permanent deling af hertugdømmet i en østlig del, der tilfaldt slægten Albert og derfor kaldes for den Albertine Del. Den vestlige del tilfaldt Ernest og kaldes for den Ernestinske Del. Albert fik således området med Meissen og gjorde Dresden til områdets hovedstad. Mere om Wettinslægten senere.
I 1500-tallet blev det Albertinske Sachsen protestantisk under hertugerne Henrik, -1541, og Maurice, -1553. Under den næste hertug, Augustus, der styrede fra 1553-1586, blev der kodificeret betydelige lovværker, og hovedstaden blev flyttet til Leipzig. Hertug Johann George I, der styrede fra 1611-1656, blev hovedmanden i organisationen af protestantiske fyrster under trediveårskrigen 1618-1648. Efter denne krig blev Preussen den fremtrædende stat i det Tyske Rige. Hertug Friedrich Augustus I, regerede 1694-1733 og blev også konge af Polen.
Da Sachsen valgte side med Napoleon blev landet stærkt beskåret efter Wienerkongressen. Fra 1871 var landet en del af det nye tyske rige. I 1900-tallet har Sachsen både været en fri stat i Weimarrepublikken, et land under Hitlertiden og et land i DDR-tiden. Bemærk også, at der efter sammenlægningen af de to Tysklande i 1990 er dannet et land, Sachsen-Anhalt med hovedstad i Magdeburg. Der er således nu to lande, hvori navnet Sachsen indgår.
Martin Luther blev født 1483 og døde 18. februar 1546. Hans fader var minearbejder i Mansfeld i Sachsen og finansielt i stand til at lade sønnen studere - først i Magdeburg og Eisenbach - og derefter ved Erfurt Universitetet i årene fra 1501 til 1505. Fra 1505 var han medlem af klosteret for Augustinereremitter i Erfurt. Luther blev præsteviet 1507.
Fra 1508 blev han professor i morallære og filosofi i det i 1502 nyoprettede universitet i Wittenberg. Efter et kortere ophold i Rom i 1510 vendte han tilbage til Wittenberg i 1511, hvor han nu blev dr. teol. og professor i det teologiske fakultet - en stilling han beholdt til sin død. Det var her på universitetet, at han i årene frem til 1517 udviklede sine banebrydenede ideer om kristendommen kulminerende med hans opslag af de 95 teser på døren til slotskirken den 31. oktober 1517.
Et af de væsentlige punkter i teserne var opgøret mod tilkendelse - salg - af aflad, dvs. tilgivelse af synder ved kirkens jordiske afgørelse. Luther var af den mening, at kun Gud kunne tilgive, men Romerkirken kunne ikke godtage, at deres lukrative forretning med afladshandel blev erklæret ugyldig, og bruddet mellem de to trosretninger opstod.
Fra 1518 deltog Luther i flere offentlige debatter, bl.a. i Heidelberg og i 1519 i Leipzig, mens han i perioder måtte søge asyl hos sin hertug i Wittenberg og føre diskussioner med Romerkirken, for hvis domstole han dog undlod at møde op. Luther begyndte nu at påvirke de borgerlige og verdslige myndigheder ved i skrifter at opfordre til reformer, herunder frigørelse fra pavens magt, udfordre pavens ufejlbarlighed og konciliernes forret til at tolke de hellige skrifter. Dette skete først i skriftet den christelichen Adel deutscher Nation fulgt op af skriftet Von der babylonischen Gefangenschaft der Kirche samt trilogiens tredje del Von der Freiheit eines Christenmenschen.
Disse tesers kontroversielle tekster blev grundlag for protestantismen og førte først til Martin Luthers fordømmelse i bullen Exsurge Domine den 12. juni 1520. Luthers reaktion var den offentlige afbrænding af bullen, og pavens modtræk hertil var ekskommunikationen af Luther i en ny bulle, Decet Romanum Pontificem fra 3. januar 1521, og han blev beordret til at indfinde sig i Worms i maj 1521. Her forsvarede han sine meninger og ville ikke bøje af, hvorfor hans skrifter blev erklæret for kætterske. Den sachsiske hertug frygtede for Luthers sikkerhed og bragte ham i sikkerhed i Wartburg, hvor han lod Luther optræde som Junker Georg i trekvart år. Mere om Wormskonkordatet her.
Dette mere eller mindre ufrivillige ophold i Wartburg gav Luther arbejdsro til at komme videre med sin planlagte oversættelse af Bibelen til tysk, og i september 1522 blev det nye testamente udgivet på tysk. Inden da var Luther - i maj måned - vendt tilbage til Wittenberg, hvor hans nye lære var blevet noget diffust optaget af forskellige dissenter. I dette år - 1522 - afholdtes den første protestantiske gudstjeneste med prædiken i sognekirken. For at vejlede i den nye trosretnings ritualer og liturgi udgav Luther i 1523 vejledning Forma Missae et Communionis.
Medvirkende til den nye tros succes var helt sikkert de verdslige fyrsters store lyst til at undgå betaling af afgifter til pavestaten og samtidig undgå pavens indblanding i hertugdømmets egne affærer. Blandt menigheden vandt det også stor tilslutning, at messen skulle holdes på deres eget sprog. Til dette brug udgav Luther i 1526 værket Die Deutsche Messe, og i samme år ved en landdag i Speyer blev fyrsternes ret til at organisere deres egne rigskirker fastslået under den nye trosretning.
Hans fortrolige og medtroende, Philip Melanchton, hjalp med formuleringen af protestantismens lære og var blandt andet den, der skrev indlægget til Landdagen i Augsburg i 1530, til hvilken Luther ikke kunne komme, da han jo var under bandlysning i det Tysk-Romerske Rige, idet Augsburg jo ligger i Bayern uden for det selvstyrende Sachsiske fyrstedømme. Melanchtons frestilling af protestantismen i 1530 var da allerede på kollisionskurs med Zwinglis reformete kirke og bruddet blev efter 1530 totalt. Årsagen var den sædvanlige som gentagne gange har skabt kontroverser i kristendommen, nemlig om forvandlingen af brød og vin under nadveren til Jesus legeme og blod - transubstantiationen / consubstantiationen.
Philip Melanchton, * 1497, † 1560, fik sin græske version af efternavnet Schwarzerdt, som han var født med, af sin onkel i 1509. 1509 var også begyndelsen til hans studietid i først Heidelberg og fra 1512 i Tübingen. Fra 1518 var han professor i Wittenberg og en tro følgesvend af Luther - og påvirkningen gik begge veje. Han ledede trosfraktionen i Wittenberg, mens Luther sad i slottet i Wartburg. Gennem årene var der flere større og mindre tros-uoverensstemmelser mellem Luther og Melanchton, men Melanchton fortsatte med at støtte Lutherbevægelsen ved siden af sin egen produktion af religiøse og filosofiske værker.
Efter Luthers totale brud med Romerkirken lagde han munkekutten væk fra 1524, og den 13. juni 1525 giftede han sig med den tidligere cisterciensernonne Katharina von Bora og levede med sin familie i sit tidligere kloster, der i dag er indrettet til Luthermuseum under navnet »Lutherhaus«. Selv om det kan siges, at Luther aldrig fik udgivet en gennemarbejdet fuldstændig forklaring til sin tro, så udgav han mange mindre værker og salmer, hvoraf især Vor Gud han er så fast en Borg stadig har brugsværdi. Hans samlede værker blev udgivet på tysk i perioden fra 1883 til 1983 i et hundrede bind.
[9144]
Kildehenvisninger
Der vil være nogle kildehenvisninger, og kilderne kan findes i kildelisten for historiske sider.
Ratzeburgs domkirke var oprinddeligt en benediktinerklosterkirke, grundlagt 1050, og dets første abbed var Ansverus, der var født i Hedeby. Bispedømmet nævnes første gang i et dokument fra Henrik IV i 1062, men kloster og stift bliver vandaliseret af obotriterne i 1066, og munkene stenes til døde for senere at blive begravet under højalteret i domkirken. Deres skæbne er beskrevet i en tolv-scenet malet tegneserie fra ca. 1500 opsat i siden af koret.
Byggeriet af den nuværende kirke, Nordtysklands ældste murstenskirke, blev formodentligt indledt 1165 - Henrik Løve foranledigede også byggerierne af Schwerins domkirke indledt ca. 1171 og Lübecks ca. 1173, og han forestod ligeledes bygningen af Braunschweigs domkirke. Ratzeburgs første del var så langt fremme, da den første biskop, Evermod, døde i 1178, at han blev begravet i det sydlige tværskib. To år senere mistede Henrik sine besiddelser her, og han blev lyst i band. Borgerne i Bardowick nægtede ham bl.a. adgang og ydmygede ham ved fra bymuren at vise ham ders bare numser, hvilket der i vor tid er rejst en mindesøjle for på markedspladsen i Schwerin.
Kirkebyggeriet gik i stå nogle år, men da Henrik genvandt sin magt i 1189 fortsate byggeriet og kirken blev færdiggjort 1225. Man kan faktisk på murværkets forskelligtfarvede sten se, hvor første etape slutter og anden begynder med mere gullige sten. Klosterbygningerne blev færdiggjort inden århundredets udgang.
Relativt kort tid herefter ophørte grevskabet Ratzeburg, og der dannedes hertugdømmet Sachsen-Lauenburg. Domkapitlet organiserede sig med en provst og 12 korherrer, der nu fulgtes Augustins Regel. Domkapitlet opnår temmelig uindskrænket magt over for den lokale fyrste og fraviger i 1400-tallets begyndelse den strenge Augustinerregel og ophører med at bo i klostersamvær = klausurreglen afvises. Der opføres i det nu afskilte domområde i byen en residens for herrerne, der så i 1504 helt bliver omlagt til et verdsligt korherrestift.
Dette kirkeområde, hvis grænse tre steder stadig kan ses på skelsten i byen, får betydning langt op i historien, idet fyrsterne i 1500-årene forgæves forsøger at indlemme stiftsområdet i deres magtområde, og striden når sit højdepunkt, da korherrerne udnævner en Christoph von der Schulenberg til biskop og derved vrager hertug Franz' søn Magnus. En af følgerne er det røvertogt, som hertugens landsknægte forøver mod kirken i 1552. Her stjæler de bl.a. gravstensmetal - hvilket endnu kan ses på gravstenene, der er opstillet på den indvendige kirkemur. Striden bliver bilagt, da biskop Christoph 1554 køber sit stift af hertugen. På dette tidspunkt er biskop og kirke blevet protestantiske, og biskoppen har giftet sig og har nu sit eget stift. Ikke dårligt.
Biskoppen forlod derefter byen, men bispedømmet bestod til efter 30-årskrigen, hvor det omdannes til et særligt Ratzeburgisk Fyrstedømme tilhørende hertugen af Mecklenburg. Denn tilstand med en grænse gennem byen fortsætter til 1937, hvor man altså har et mecklenburgsk stift liggende i en lauenburgsk by. I 1937 vedtages en lov om nedlæggelse af fyrstedømmerne, men stiftet tilslutter sig ikke den statslige kirketilslutning, men er fortsat en »Mecklenburgsk kirke« - hvad det så end har af betydning.
Bygningen
Bygningen er rejst på en delvis kunstig jordforhøjning, hvor den hedenske guddom stod. Muligvis af undergrundens beskaffenhed blev skibet ikke, som Henrik Løves sædvane var i hans øvrige kirker, komponeret over syv kvadrater, men kun over seks: kor, korsskæringen, 3 x skib og tårn. Den syvende kan i denne kirke tælles som forhallens. Målskemaet er over 24 karolingiske fod a ca. 34,4 cm for midterskib, 12 for sideskibe og 48 for hvælvhøjden. Hovedparten af øvrige mål er størrelser delelige med disse standarder.
Af symbolsk udlægning af kirkeplanen er der versioner, der holder, at man skal ind gennem de forholdsvise smalle døre til forhal og senere til skibet (for frelsen) og derefter må ændre sin livsretning og dreje 90 grader for at opnå frelsen. Forhallen har en midterpille udbygget med halvrunde søjler i skiftevis rå mursten og grøntglaserede. Pillen holder det firdelte hvælv. For både de lineære, kvadratiske mål og for de cirkulære i forbindelse med hvælv og buer er der symbolske udlægninger og tolkninger fra bibelsk historie.
På et tidspunkt bliver korets gulvniveau forhøjet, da hertug Magnus begraver sine forældre midt i koret med en stor overliggende gravplade, der generer meget i gudstjenesten. Efter klager helt til paven løser hertugen problemet ved kontrært at forhøje korgulvet yderligere, så stenen nu ikke generer, men korets gulv er nu så højt, at menigheden ikke kan se, hvad der foregår. Samtidig har hertugen fået ganske god yderligere gravplads til rådighed. Under restaureringen i 1960-1966 er gulvhøjden ført tilbage til sit oprindelige niveau.
Korsgang og klostergård mod nord står endnu sammen med andre af klosterbygningerne. Den østlige del blev indledt 1251 iht. indskrift i den hvælvede korsgang. Kapitelsalen eksisterer omtrent uændret.
Alterets midterparti blev på et tidspunkt beskadiget af landsknægtene, men er et pænt, forgyldt fløjalter fra ca. 1480-1500. Midterpartiet er indsat fra et andet alter fra ca. 1430. Et lignende skærearbejde sidder også i domkirken i Schwerin. Der er korbuekrucifiks, og i et sidekapel er balkon med udskåret og bemalet forside gjort af Gebhard Georg Titge fra 1637. Det kaldes for Det lauenburgske Kor.
Prædikestolen er et udskæringsarbejde fra Hinrich Matthes fra Lübeck omkring 1576. Især lydhimlen over rpædikestolen er et meget stort stykke med et areal næsten fire gange stolens. Et mægtigt hertugsepitafium fra 1649 er opsat på nordvæggen i tværskibet. Det er gjort af samme mester, som fremstillede den tidligere altertavle opsat på sydvæggen i tværskibet, nemlig den tidligere nævnte Gebhard Georg Titge. Det omkring otte meter høje billedskærerarbejde er kun nødtørftigt omtalt i kirkeguiderne
Vietlübbe Vietlübbes kirke er en af områdets ældste romanske kirker. Byggematerialet er røde munkesten formodentligt lagt omkring 1225 af arbejdere fra Ratzeburgs domkirkebyggeri og af materialer fra samme sted. Kirken er næsten uændret - på nær tårnets træoverdel - og meget helstøbt. Grundrids som græsk kors med alle arme lige store. Halvrund apsis med frisebånd. Kirken var lukket, så vi så ikke kalkstensfont 13. årh. og korbuekrucifiks fra slutn. 15. årh. Kirken, som er omkring 15 m bred og 20 m lang, ligger midt på en noget uregelmæssig kirkegård. Den trænger til lidt kærlig pleje, men er ellers intakt. Vinduerne nyere.
Schwerin Schwerin er fra 27/10 1990 landshovedstad for Mecklenburg-Vorpommern og også - til tider - tidligere residensby for de mecklenburgske hertuger fra 1358 (først som grever). Hertugerne er af Welfernes slægt. Byen er stiftsby for det protestantiske kirkesamfund. Der ligger hertugslot ved søen. Bybrande i 1531, 1558 og 1651 samt krigsskader har destrueret al middelalderbebyggelse på nær domkirken. Schwerin var en af byerne i Hanseligaen, Stade von der Dudesche Hanse, med hovedbyen Lübeck.
Schwerin blev omtalt af en arabisk rejsende, Ibrahim ibn Jacub, allerede i 973, men byen blev grundlagt 1160 af Henrik Løve, og et mecklenburgsk stift er allerede omtalt 1062 i forbindelse med en biskop, Johann Scotus von Mecklenburg og igen i 1149, hvor det fortælles, at Biskop Emmerhard, aldrig har taget ophold i sit stift. Den første schwerinske biskop, der blev udnævnt af Henrik Løve i 1158, er cisterciensermunken Berno fra klosteret i Amelungsborn. Han havde missioneret hos de østligere boende hedninge siden 1154. Det blev også mod øst, at stiftet fik sit største område. Landet mod vest var allerede stiftopdelt til bl.a. Ratzeburg.
Stiftet fik et yderligere landområde, nemlig Rügen, fordi Bruno i 1168 havde hjulpet den danske konge med erobringen og tvangskristningen af befolkningen. Endelig hørte byerne Rostock, Parchim og Güstrow (til 1236) også til stiftet. Schwerin stift fik gennem middelalderen stor lokal betydning. Fra 1222 besad kirken en dråbe af Det Hellige Blod, og denne stærke relikvie betød mange pilgrimme og dermed behov for en stor kirke. Fyrsterne havde meget af tiden et had-kærlighedsforhold til kirken, men de behøvede den, og de blev begravet her. Reformationen ændrede magtstrukturen og fyrsten blev sat over biskoppen, kirken - og biskoppen - blev underlagt fyrsten, og domkapitlet ejendom og værdier overgik til fyrsten.
Den lokale reformationspræst var Ägidius Faber, der skrev værket Von dem falschen Blut und Abgott im Thum zu Schwerin. Dog blev domkirken først officielt luthersk kirke i 1552. Domkapitlet opretholdtes til 1648 og derefter var kirken sognekirke for byen. Først i 1922 blev kirken igen stiftskirke.
Bykernen mellem Pfaffenteich og Burg- og Schwerinersøerne har begrænset udstrækning. Slottet ligger på en ø i Schwerinersøen forbundet med to broer: en mod slotsparken syd for slottet, væk fra centrum, og en bro direkte til byen med udsigt til de monumentale bygninger med teater og kunstmuseum. Domkirken ligger NW for og tæt på centertorvet, der har markedsplads, mens handelsgaden er flyttet mod nord. Historisk museum mod E og arkæologisk museum syd for slotsparken.
Sankt Nikolajkirken, Schelfkirche, er en barok kirke opført i en nyere anlagt bydel. Under anlæggelsen blev den gamle beskadigede kirke nedrevet og en ny opført. Kirkens grundplan er det græske ligesidede kors. Indretningen med marmorerede søjler og balkon er ikke helt original, idet kirken omkalfatredes i 1800-tallet. Den er ikke af særlig historisk betydning.
Schwerin Slot
Det femkantede slot er bygget over den tidlig-middelalderlige boplads for Obotrit-stammen og den senere middelalderborg for Schweringreverne. Den nuværende bygning er så godt som totalt bygget op i 1843-1857, men der indgår et par ældre fløje i bygningssamlingen, nemlig biskopslængen og das Grosse Haus. En del af udsmykningen af slottets ydre skyldes arkitekten Willem van den Broecke, 1530-1580. Slottet var så fyrstesæde indtil 1756, hvor hoffet flyttede til Ludwigslust, og regeringen kom først retur til slottet i Schwerin igen i 1837. Da trængte det til renovering. Fyrsten ville først rive alt ned, men døde inden dette blev gjort. Sønnen ville restaurere og en del kendte arkitekter var blandet ind i denne proces: Friedrich August Stüler, 1800-1865; Friedrich Semper, 1803-1876, Georg Albrecht Demmler, 1804-1886 og Hermann Willebrand, 1816-1899.
En brand i 1913 ødelagde delvis slottet (ca. 1/3). Slottet blev statsejendom i 1919 efter fyrstens abdikation i 1918. Først i 1948 blev landdagsfløjen genopbygget. Fra WW2 til ca. 1980 var der forskellige institutioner i slottet, der samtidig tjente som et mindre museum. I dag har landdagen sæde i to fløje, mens der er museum i en tredje fordelt over to etager. Museet udbygges fortsat med nye rum, efterhånden som disse bliver restaureret. Møbleringen i museumrummene er sparsommelig, men rummenes udsmykning er bevaret. Således er så godt som alle gulve med indlagte arbejde af forskellige træsorter. Ligeledes er lofterne meget fine. Af malerier er det især anegalleri til fyrsteslægten, der præger slottet.
Slotsmuseet inkluderer en permanent udstilling om porcelæn over tre hundrede år, Meissen, Fürstenberg, Petersburg m.fl. Meissen er ganske flot repræsenteret med meget varierede og fine stykker af både figurer og service. Når Meissens egen samling undtages, så er dette en af de fineste samlinger. Samlingen blev indledt af Frederik Vilhelm, hertug af Mecklenburg-Schwerin, reg. 1704-1713. Den tidligste del af samlingen var udsmykningsstykke; porcelænet blev endnu ikke benyttet til service. De tidligste stykker inkluderer også det rødfarvede stentøj. Samlingen fortsattes under Christian II Ludwig, hertug af Mecklenburg-Schwerin, reg. 1747-1756, og i inventarlisten fra 1752 er der optegnet en samling på 280 stykker porcelæn, hvoraf hovedparten er opstillet på vægkonsoller som pynt. Den næste regent, Frederik, reg. 1756-1785, var pietistisk indstillet og samlingen blev derfor ikke forøget.
En del af samlingen blev transporteret bort under Napoleonskrigene, men kom heldigvis retur - delvis - efter 1816. Fra 1844 blev en del af samlingen udstillet i et hus i byen, og samlingen har altså nu ændret karakter fra en fyrsteimponator til et historisk anliggende. Senere kom porcelænet retur til slottet, og det er i forskellige kombinationer af rum og opstillinger nu et moderne museumsforetagende.
[9767]
Slotskirkens kapel, der ligger i nordfløjen med halvrundt kor mod øst, er fra 1560-1563, arkitekt var bl.a. Johann Baptist Parr. Det var det første protestantiske kirkerum i Mecklenburg og er rejst med slotskapellerne i Dresden og Torgau som modeller. Den prindelige altertavle er nu i statsmuseet. Koret er neogotisk fra 1855. Kirken var desværre ikke åben under vort besøg.
[9771]
Slottets porcelænssamling
***********
[9767]
Statsmuseets, kunstmuseets, bygning fra 1877-1882 rummer samlingen påbegyndt af hertug Christian Ludwig II, 1683-1756, med ca. 3000 malerier og kunsthåndværk. 34 malerier af franske Jean Baptiste Oudry, 1686-1755, og en af Tysklands fineste samlinger af hollandske malere. Det var bestemt besøget værd. Der er mange sale, der på nær en sal har normalt ophængte værker. I den afvigende sal er der brugt den gammeldags tætpakkede ophængning, som gør det vanskeligt på grund af lysets genskin at se de øverste billeder. Samlingen er senere suppleret.
Schwerin Domkirke
Domkirken indviet til St. Maria og St. Johannes. Gotiske bygning fra 1280-1420, indviet 1327, treskibet basilika efter Lübeck Marienkirche. Denne type var en af de dyreste og vanskeligste at bygge med treskibet langhus, kor, korsarme og koromgang - ofte med kapelkrans. Faktisk fastslår [9307 p.83], at denne kortype - Lübeckmodellen - blev områdets varemærke for væsentlige bykirker. Se i øvrigt kirkeguide [9769].
[8785 p.191, 9145 p.156, 9307 p.83]
Kirkerummets indre fik ved den sidste restaurering i 1988 sit oprindelige lyse interieur tilbage i hvid puds med farvede stenbånd. Alter og korstole er fra den neogotiske renovering i 1868. Det ældste kapel er Mariahimmelfartskapellet fra middelalderen.
Korbuekrucifikset er et flot stykke træskærerarbejde på 7,5 m i højden. Det er oprindeligt fremstillet til Mariekirken i Wismar i ca. 1420. Fra 1749 var det opsat i et sidekapel, hvor det under et bombeangreb i april 1945 styrtede ned og blev beskadiget. Mariekirken blev bortsprængt i 1960 og resterne af krucifikset blev restaureret og en kende forbedret og opsat i denne kirke.
Under krucifikset står nu kirkens hovedalter, et fløjalter fra 1440 kaldet Lostealteret efter biskop Conrad Loste † 1503. Tavlen er sammensat af flere dele med forskellig alder. Midterdelens motiv er korsfæstelsesscenen udført i sandsten flankeret af Maria og evangelisten Johannes med giftbæger. Sidefløjene med 16 figurer, heraf de 12 apostle. Midterfeltets motivudformning er fyldt med figurer og fortællinger og rækker fra Himmel til Helvede. Der kan påvises lignende tavler i området.
Døbefonten er et støbt bronzearbejde fra slutningen af 1300-tallet (turens næstældste). Dækslet er nyere. Sådanne bronzestøbte Fünte så vi også i Ebstorf Klosterkirke (den ældste), i Wittenberg (1457) og i Stendal (1474). Der er et par fine messinggravplader, bl.a. for Ludolf og Heinrich von Bülow † hhv. 1339 og 1347 samt for Gottfried og Friedrich von Bülow † hhv. 1314 og 1375. Klosterbygningerne til kirken har fra 1886 til 2004 tjent som landsdelsbibliotek.
Ludwigslust
Fra Schwerin kan man ad næsten lige landevej - uden sving - uden bakker - køre de nogle og tredive kilometre til Ludwigslust, hertugernes sommerresidens. Byen omkring slottet er en typisk garnisons- og paradeby med meget brede gader, der muliggjorde parader og optog. Foran slottet er der plads nok til et helt regiment kan stille op. Ved vort besøg var hele slottet pakket ind i plast og under renovation. I slottets akse er der foran og længere væk end paradepladsen en vandkunst, en kaskade, i hele slottets bredde. Den efterfølges af en plæne kantet med alletræer foran lave medarbejderboliger og slutter ca. 500 meter borte med den barokke slotskirke, hvis søjlefacade er som et græsk eller romersk tempel og med en beskeden indgang på midten af den uudsmykkede facade. I den ligesidede tympanon er der en indskrift med byggeåret, om bygherren og givet til guddommens ære.
Går man bag facaden, er selve kirken ikke nær så bred som facaden, og den ser mere simpel ud. Orienteringen er i øvrigt ikke E-W, men følger slotsaksen næsten N-S. Da gudstjenesten denne søndag trak ud, måtte vi forlade byen uden ved selvsyn at have set kirkerummet. Skibet er med tøndehvælv og høje ioniske søjler bærer mellem dette og sideskibene. Alterudsmykningen er foretaget på papmachépaneler, der er opsat på korets bagside, er en bebudelsesscene malet af Johann Heinriich Suhrlandt, 1742-1827.
Slottet, der erstatter en tidligere jagthytte er bygget af mursten, men for at se mere pompøs ud, er murene beklædt med sandsten, som man måtte hente i Pirna syd for Dresden. Facaden er yderligere smykket med nogle sandstensfigurer, der er hugget af Rudolf Kaplunger, * 2/2 1746 og formet som allegorier over kunst og videnskab med nogle sjældne imellem, som allegorierne over lysets refraktion. Slottets to fløje er indvendig noget ramponerede, men ikke forfaldne. Maling ville pynte. Arkitekten var billedhuggeren Johann Joachim Busch, * 18/9 1720; † 27/12 1802.
Rundturen begynder med »state rooms« på første etage, hvor hertugen beboede den ene fløj og hertuginden den anden. Værelsesantallet er ikke imponerende og bl.a. måtte hertuginden tage imod i sit sovegemak. Overalt er der som i Schwerinslottet brugt indlagte finergulve i varierende mønstre. Lofter og paneler er nogle steder istandsat, andre steder er væggene rå. Mange lofter er pænt udsmykkede med stukarbejder. Møblementet er sparsomt og ikke af fineste håndværk. Det er nok usikkert, om det er originalt. Der er en del malerier af de største mestres skoler, men få originale mestrer kendt i Danmark.
Der er mange familieportrætter og en kaminplads udført i porcelæn, men hvor kaminspejl og porcelænsramme mangler. Der er brugt mange spejle i interiørerne, og i tronsalen kan man godt fornemme tilnavnet - det tyske Versailles. En del udfyldninger over dørene er med malerier efter Canaletto, og motiverne er ligeledes fra Venedig etc.
I stueetagen er der skiftende udstillinger. For øjeblikket en del jagtbilleder med døde dyr, men også portrætter fra 1700-tallet.
Et af særkenderne ved Ludwigslust er brugen af papmaché, endda i en sådan grad, at materialet også er kaldt Ludwigslustkarton. Papmaché var billigst og kunne formes og bearbejdes som dyrere materialer. Derfor blev både paneler, kamindekorationer og statuer fremstillet på fabrikken i Ludwigslust. Ingredienserne var papir, mel og lim, som fabrikken med nogle ikkek kendte opskrifter kunne blande, så materialet fik en meget god vejrbestandighed. Der var bl.a. placeret statuer rundt i parken, men desværre har ingen dog overlevet til idag. På slottet er der bevaret en legemsstor statue af Venus - og det er svært at se, hvilket materialeden er lavet af. En af de kunstnere, der benyttede materialet var Rudolf Kaplunger.
Efterspørgslen steg, og en international handel med papmaché, som var let at forsende, blev igangsat, men moden ændrede sig, og i 1835 lukkede fabrikken.
[9772]
Slottet rummer en del malerier, der er indekseret i min billedfil (ikke på nettet). Det er bl.a. en stor samling af franskmanden Jean Baptiste Oudry, 1686-1755. Oudry startede ogaå en tæppefrabik i Beauvais, som han bragte på fallittens rand, og som blev overtaget af Francois Boucher, 1703-1770, der gjorde fabrikken berømt. Af andre malere findes værker af Balthasar Denner, 1685-1749; Georg David Matthieu, 1737-1778; og Christian Ludwig Seehas, 1753-1802. Endelig er der endnu en kuriositet på slottet, nemlig 29 modeller af arkitektonisk art udskåret i kork af Carl May, 1747-1822.
Stendal
Fra Ludwigslust den lige vej mod syd til Stendal, hvis to kirker med dobbelttårne ses på afstand i det stadig flade landskab. Undervejs fra Schwerin og hertil - og faktisk helt til Lutherstadt Wittenberg - var landskabet fladt og med megen skov, lige veje. De relativt få landsbyer og mindre byer var denne sommersøndag ganske døde. Visse af byerne kunne krydses, uden vi så en fodgænger, en havemand eller et barn. Trafikken begrænset, byerne lydmæssigt meget stille. I byerne er der forholdsvis mange cyklister. En af årsagerne til stilheden kan være, at i nogle byer er befolkningstallet næsten halveret efter sammenlægningen af de to Tysklande ved flytning mod vest.
Stendal by er gammel; i middelalderen blev to bydele befæstet sammen, derfor er der foruden domkirken, Sankt Nikolaus, både en Petrikirke i NW og en St. Jakobi i N modsat borgen i syd. Byen var en Hansestad i 1400-tallet. Blomstringen stoppede med 30-årskrigen. Det er fra byens navn, at Henri Beyle tog pseudonymet Stendhal.
Sankt Nikolauskirken, domkirken, har klostergård mod syd. Vesttårnenes grunddel er fra ca. 1200, toppene noget senere. Denne tidlige kirke blev bygget i forbindelse med den borg, som markgreve Otto II havde bygget her, hvor han også grundlagde en Augustinerkorherrekirke. I 1400-tallet blev der bygget den nuværende salskirke med fire fag i det treskibede rum, korsarme i et noget længere fag samt tre fag i koret og endelig halvrund apsis. Den N-lige korsarmsindgang er fornemt udført. Hvælvinger i S-korsarm restaureret efter WW2-skader. Kirken var lukket fra 12 til 15 om søndagen, og vi kunne ikke vente så længe. Men fra vestporten er der gennem et gitter indblik i skibet mod kor, og vi kunne konstatere følgende:
Kirkens indre har kraftige rundpiller, og rummet får lys fra dobbeltvinduer i hvert sideskibsfag. Korskranke, Lettner, lektoriemur af mursten eksisterer endnu. Muren har fem buer, hvoraf de to yderste er tilmurede, og de tre midterste er åbne. Den midterste bue er bag ved det mod skibet fremskudte ciboriumalter, hvis forkant holdes af to runde søjler i sandsten.
Kirken indeholder nogle af Tysklands allerældste og mest fuldendte serie glasmalerier i kor, korsarme og S-sideskib. 22 ruder over 1000 glasdele. Vi kunne se de store motiver i de høje apsisruder. Fløjalteret er i 1946 sammensat af tre rester, men kunne ikke nøjagtigt konstateres fra vort ståsted.
Kirken har stadig 66 korstole fra 1429. Misericorder med udskæringer. Hele syddelens bygninger blev beskadiget kraftigt i WW2.
Sognekirken, Marienkirche, blev beset. Den er en murstenskirke meget lig de øvrige nordtyske; det er anden kirke på stedet påbegyndt i 1435. Kirken har et sjældent gammeldags væsen. Man kan faktisk se gennem de skæve døre, og vintrene må være utroligt kolde for kirkegængerne, som der ikke er så mange af mere i sognet, jf. kirkeguiden. Af det ydre har kirken som domkirken to kraftige vesttårne med rødder i en tidligere bygning. Kirkens indre - længderetningsorienteret med 5 fag i skibet - har en højde på 28 meter.
Kirken har korgitter fra 1470 i egetræ. Det er foroven smykket med en frise udskårne og farvelagte hellige personer, bl.a. Jesus - Maria emner og 12 apostle. Ser man på træværkets fod, er det slidt, mørnet og virker middelalderligt, hvad det også bør, da figurerne er fra 1220. Det er et sammenstillet værk, hvor de enkelte dele har forskellig oprindelse. Hovedalteret er med en ret høj predella, derover en fløjtavle der måler 6,7 x 8 m. Hovedparten er fra 1470. Det har Maria, himmeldronningen, som hovedmotiv, fløjmalerierne fra 1580.
Omgangskoret med korkapeller efter Verden-planen [9307 p.61] med 7 kranskapeller i et ret bredt kor (i Verden er det hvidmalet med mørke hvælv) er som resten af murværket noget rødligt, idet stenene og fugerne har fået et lag maling, og især fugemalingen giver et lidt kunstigt indtryk. Der er hele vejen rundt koromgangen mange gravplader, men der er oftest slidte, mangler hjørner og svært læselige. Der er en del anbefalede udsmykningsdele helt tilbage til 1200-tallet. Korstolene har udskårne figurer på toppen af vangerne og flere andre steder. Orgel fra tidligt 1580 - og stort.
[9307 p.247+n593]
Et astronomisk ur fra efter reformationen er opsat i mørket under orgelbalkonen. Det kan næsten ikke ses i mørket. Uret stammer fra 1580, men havde aldrig gået korrekt. I 1856 blev det restaureret, men da man ikke betalte urmageren, fjernede han dele af værket som hævn. Disse dele blev genfundet i 1975, hvorefter uret fra 1977 går korrekt. Det 100 kg tunge ur har en pendullængde på 325 cm, og dets lod på 65 kg skal trækkes op hver femte dag. Urskiven er 300 x 300 cm og har 24-timers skive med dyrekredsen, månevisere, stjerneskive i midten. Den store viser er to timer om et omløb. Månens alder vises ved i en udskæring i skiven at lade en større eller mindre del af denne være sort eller forgyldt. I det gamle DDR er der kun endnu et sådant ur, nemlig det i Rostock.
Jerichow
Kort vej syd for Stendal ligger landsbyen Jerichow med kloster og kirkemuseum. Klosterkirken er i røde mursten med dobbelttårne i vest, korsarme og halvrunde apsider for hovedskib og to sideskibe i øst. Dele af kirke og kloster går tilbage til omkring år 1148-1172, men fra reformationen og til efter år 1800 blev meget af både bygninger og inventar delvis ødelagt. WW2 forårsagede ikke store ødelæggelser. Restaureringerne har været meget tro mod det oprindelige, og i dag er foruden kirken så godt som alle bygninger rundt klostergården også restaureret og en del af dem fungerer som museum. I klosterbygningerne findes der både et sommer refektorium og et vinterrefektorium. Begge disse rum har som flere andre loftet båret af piller og søjler med udhuggede figurer. Kapitelsalen med tre søjler for hvælvet er stor nok til en meget talrig broderkreds.
Kirkerummet er en treskibet basilika med symmetriske klerestorievinduer, der ikke følger arkadebuerne, og ret høje sideskibe med højt anbragte vinduer. Murede søjler med terningkapitæler og gesims bærer arkadebuerne. Koret i øst er hævet, så der er let adgang til den underliggende krypt. Korhævningen slutter mod øst først efter korsskæringen med et rækværk i gennembrudt murværk ca. 1,2 m højt. Midterskibets loft er et plant bræddeloft. Krypten er indbygget noget efter koret blev bygget. Søjlerne er af poleret granit indført fra Italien.
Der er i dag ikke meget inventar i kirken, og den står meget klar med sin romanske stilrene udstråling i en nydelig restaurering. Især er krypten tør og rummelig, og man fornemmer, hvordan oprindelsen kunne have set ud - før alt for mange udsmykninger, altre og genstande i øvrigt vandt indpas. Som de øvrige lutheranske steder, vi har besøgt, gør kirken meget ud af at betone sammenhængen mellem menighed og gudshus fra historisk tid og op til i dag. Kirkerne skal ikke alene være historiske genstande, men også samlingssteder for levende mennesker. I dette tilfælde havde det ikke fået lov at ødelægge de historiske rammer.
Wittenberg Wittenberg, fra 1922 kaldet Lutherstadt Wittenberg, har haft noget skiftende økonomisk og myndighedsmæssig betydning og er flere gange sygnet hen. Historisk begynder byens og egnens betydning med Albrecht der Bär. Kulturelt er det tiden omkring reformationen, der præger byen, hvilket også inkluderer Lucas Cranach og bogtrykkunsten.
Historie
Albrecht bliver 1157 markgreve af Brandenburgområdet. Han udnævnes af kejser Lothar III for sin hjælp med at kolonisere slaviske stammer øst for Det germanske Rige. Hans søn, Bernhard bliver hertug af Sachsen, udnævnt af kejser Frederik I Barbarossa. Albrecht anden søn, Otto, arver Brandenburg eller Nordmark.
Da Bernhard dør i 1212, deles området ved arv i Anhaltlinjen og i Sachsen-Wittenberglinjen, og 27 askaniske fyrster regerer nu området fra Wittenberg i ca. 200 år til 1422, hvor askanierne uddør med Albrecht IV der Arme. Inden da blev slægten af kejser Karl IV i 1355 udnævnt til kurfyrster; en af de syv daværende tyske valgfyrster.
Albrecht III har fra 1260 til 1273 fået grundlagt et Franciskanerkloster i byens nordligste del. Her lader han i klosterkirken slægtens medlemmer begrave. Denne kirke nedbrydes i reformationstiden, men Melanchton sørger for, at en del af gravlægningerne overføres til slotskirken.
Da askaniernes mandlige del uddør i 1422, lader kejser Sigismund titlen overgå til markgreven af Meissen-Thüringen, hvorved Frederik den Stridbare bliver kurfyrste og hertug af Sachsen.
I 1485 deles området, så hertug Albert får Østsachsen med residens i Dresden, mens den anden del går til broder Ernst-linjen, og da Albert dør samme år, 1485, og broder Ernst dør i 1486, så indretter Ernsts søn, Frederik III der Weise, sig som kurfyrste i Wittenberg, men han må regere fælles med sin broder Johann der Beständige, til sin død i 1525, hvorefter Johann regerer alene til 1532.
Fra 1532 til 1547 regerer Johann Friederich I der Grossmütige; fra 1547 til 1553 regerer Moritz; og fra 1553 til 1586 August - for lige at få reformationstiden på plads. Ellers se regentlisten.
Det er i 1489, at slotsbyggeriet tager sin begyndelse, og det er i 1502 at hertug Frederik III opretter et universitet i Wittenberg uden pavens tilladelse. Byen bliver del i reformationskrigen, den Schmalkaldiske Krig, 1546-1547, hvor den reformerte by med meningsfæller har dannet forbundet, som krigen fik navn efter, og over for dem står kejser Karl V. Byen led ingen større bygningsskader, da fyrstinden lod byportene åbne for kejserens tropper.
Under de store efterfølgende krige undgik byen ødelæggelser af betydning i 30-årskrigen, mens der under 7-årskrigen, 1756-1763, og under Napoleonskrigene i både 1806 og 1813 skete betydelig skade. Under verdenskrigene blev byen skånet.
Wittenberg Slot
Slottet har to fløje og en kirkefløj, der tilsammen danner et U. I slotsgården går to fine udvendige trappetårne spindeltrapper og hvælvinger. De er af den meget tidlige type. Slottet rummer nu bl.a. et vandrehjem og et mindre museum, hvor en del af rummene er uændret i historismus-stilen fra 1800-tallet. Lukket mandag, hvorfor vi måtte undlade dette besøg.
Slotskirken
Slotskirken, Allerheiligenkirche, blev kraftigt restaureret i 1883-1892 og indeholder mindeplader m.v. for reformationen. Søjleformen uden megen udsmykning har dannet model for bl.a. Alexanderkirken i Zweibrücken, der ligger længere mod vest.
Det er på slotskirkens dør, på Thesenportal, at Martin Luther opsatte sine 95 teser i 1517, men den nuværende dør skyldes Ferdinand von Quast i 1845-1851. Det er en sort bronze- eller jerndør, hvor teserne er støbt som relief i overfladen i flere spalter nedover døren. Bogstaverne var tidligere forgyldte, men er nu sorte. Over døren et billede, hvor Luther og Melanchton på hver side af Jesus på Korset knæler med deres skrifter i hånden.
Over billedet står i venstre tympanonfelt:
Quae sacrorum sedes emendatorum belli deruta flammis III. eid. octobr. MDCCLX maximo nos moerore affecit.
I højre tympanonfelt står:
Anni X. fine prospere peracto nunc pulchrior surrexit soli Deo consecrata VIII. eid. Aug. MDCCLXX.
Den sengotiske slotskirke var opbevaringssted for hertug Frederik den Vises mere end 5000 relikvier indtil reformationen. Relikvierne inkluderede mælk fra Jomfru Maria og skeletdele fra barnemordet i Jerusalem. Fra kirken blev der foran alteret rejst et slags kateder, hvorfra diskussioner og forelæsninger under det nystiftede akademilignende Leucorea fandt sted. Kirken led ikke skade under reformationens billedstorm, men adskilligt blev fjernet. I dag er der på små gulvmurede plinte grave med plader for både Martin Luther, gravsat 22/2 1546, og Philipp Melanchthon.
[9307 p.197; 9779 p.56ff].
Wittenberg by
På Markedspladsen foran renæssancerådhuset står to ret store statuer af reformatorerne. De står på sokler med baldakin og er lidt forskudt for rådhusets symmetriakse, som om der skulle have været en statue mere. Bydelen omkring markedspladsen har en del meget gamle huse, og her ligger sognekirken også.
Et af de interessanteste huse har forbindelse til Lucas Cranach den Ældre, 1472-1553, og Lucas Cranach den Yngre, 1515-1586, idet Cranacherne her foruden deres malekunst også drev bogtrykkeri, kobbertrykkeri og apotekerforretning. Cranach den Ældres ældste søn hed Hans Cranach og døde 1537 og den næstældste søn, Lucas Cranach den yngre, blev derved familiens overhovede, men allerede fra 1537 havde den Yngre signeret sine malerier med et lidt ændret våbenskjold i forhold til faderens, da denne havde forladt byen efter den første søns død.
Byen har så i dag indrettet et gammeldags bogtrykkeri i et hus ved siden af det oprindelige Cranachhus, men det er et kuriositetstrykkeri. Oprindelsen til trykkeriet hænger sammen med det nye universitet i byen, idet dette gav arbejde til tre bogtrykkere, og især reformationstiden gav travlhed. Mellem 1518 og 1523 udgav byens trykkere 600 titler, og nogle af dem i meget store oplag. Cranachernes hus står endnu, og det rummer forskellige foreninger og institutioner med relation til kunst og reformation. Det bør erindres, at uden bogtrykkunsten kunne reformationen ikke have spredt sig og vundet fodfæste på det tidspunkt. I år 1500 var der ca. trykt 27.000 bogtitler. Fra 1500 til 1600 steg antallet af titler til mere end 150.000. Ikke mindst Luthers tyske Bibeloversættelse bidrog til store oplagstal, og Luthers oversættelse benyttes endnu i dag i Tyskland som autoriseret oversættelse, hvilket man kan overbevise sig om på hotelværelserne.
St. Marienkirche
Bykirken er oprindeligt toskibet fra 1280, en salskirke med rektangulært kor med høje gavle. Dobbelttårn for vestfacaden. Kortag fra ombygning i 1500-tallet. Ombygget til en salskirke med fire fag i 1411-1439.
Kirkens indre udsmykning er meget præget af byens maler, Lucas Cranach. Alterbilledet af Lucas Cranach fra 1539 er et væsentligt reformationsarbejde med to fløje og fire billedfelter - predellaen er det fjerde felt, hvor Luther prædiker pegende på den korsfæstede Jesus. Legenden siger, at Johannes Bugenhagen, 1485-1558, indviede alteret den 24. april 1547. I billedet har Cranach indsat både Luther, Melanchton, sin søn og sig selv i forskellige roller. Bagsiden er også bemalet af Cranachs værksted, men det fandt man først ud af i 1883, da bagsiden blev fritlagt.
Lucas Cranach den yngre er mester for epitafier for: Johannes Bugenhagen, første reformerte ræst; † 20/4 1558 med Kristi Dåb; Caspar Niemegk, rådmand † 1562 Hyrdernes tilbedelse af Jesusbarnet; Sarah Cracow = Sara Cracov født Bugenhagen; † 1563 Korsfæstelsen med røverne Paul Eber, præst og professor; † 1569 med Herrens Vinbjerg; Martin Drachstedt med frue; † 1573 Den gode Hyrde. Anna Hetzner; † 1573 Jesus i Gethsemanes Have. Veit Oertel, profesor; † 1586 Paulus scene.
Der er også gravminde for Lucas Cranach den yngre † 1586, og det er et billedhuggerarbejde.
Prædikestolen, som Luther prædikede fra, kan i dag ses på museet i Lutherhaus. Ifølge kirkens egne ord, så var denne kirke Luthers foretrukne prædikenkirke, og man har stadig teksten til mere end 2000 prædikener holdt her mellem 1512 og 1546, dvs. næsten en prædiken for hver helligdag i perioden. Da prædikenen nu bliver den reformerte gudstjenestes vigtigste del, så ændrer kirkerummets indretning sig også, og det ses tydeligt her, hvor der er bygget balkoner rundt hele kirken - bortset fra østkoret. Der skal være godt udsyn til stolen.
Øvrige inventar er noget 1810-1811 og senere restaurationer er skyldig for.
[9775]
Martin Luthers Hus
Bag gadefacadens Augusteumbygning ligger en bygning, der var del af det Augustinerkloster, hvor Luther tog ophold, da han kom til Wittenberg i 1507. I dag er det indrettet til et moderne museum for Luthers arbejde. Der er rum med personlige genstande og indretninger som på hans tid, og der er rum med forklaringer og en hel del skrifter vises, lige som der er indblik til biblioteket gennem glasruder i gennembrudte vægge. Formidlingsmæssigt ser det fornuftigt ud, men man kan måske sige, at læsestof dominerer samlingerne. Klosteret blev nedlagt i 1522, da munken udvandrede, mens Luther blev boende og den 13. juni 1525 giftede sig med Katharina von Bora. Vielsen blev forrettet af Johann Bugenhagen. Efter Luthers død købte hans børn bygningen og drev herfra bl.a. studenterherberg og husede tjenestefolk og allerede fra 1655 blev visse af rummene omtalt som »Museum Lutheri«. Mange genopbygnnger og restaureringer har fundet sted, og det var først fra 6. marts 2003, at man igen kaldte huset for »Lutherhaus«, der gennem tiderne er blevet omtalt som »Schwarzes Kloster«, »Hintergebäude des Augusteums« og »Lutherhalle«.
Den tidligere munk, som giftede sig og fik seks børn og var godt tilfreds med sin kone, sit nye liv og sin indtægt, døde som en af byens rigeste borgere. Fruen havde styret finanserne godt, og i kælderen bryggedes der øl, og forfatterskabet kastede af sig. Det var et godt bytte fra klostertilværelsens fattigdoms-, kyskheds- og lydighedsløfter.
Philipp Melanchton
Tæt på Lutherhaus ligger en anden af hovedpersonernes hus, nemlig Philipp Melanchtons. Han hed oprindelig Schwarzerdt, men antog den oldgræske form af det tyske navn. Han var en kvik dreng og kunne græsk før han var fjorten og gjorde tjeneste som magister allerede som 17-årig. I 1518 kom han til Wittenberg for at beskæftige sig med bibelvidenskab. Det er Melanchton, der er ophavsmanden til »Den Augsburgske Konfession« = »Den Confessio Augustana«. Efter fattige ungdomsår og giftemål med Katharina Krapp, borgmesterdatteren, og professortitel endte han også som en holden mand. Huset med den karakteristiske renæssancegavl er dog hovedsageligt finanseret med fyrstens penge. Melanchton blev ven, kritiker og medarbejder hos Luther. Han døde 1560. Huset blev nogle år endnu professorbolig, men har også huset en skorstensfejer, og i 1844 købte staten huset med museale hensigter, og ved forskellige restaureringer er en del oprindelige vægmalerier afdækket og dødskammerte forsøgt genindrettet som tilforn.
Kirkelige Wittenberg forhold Universitetet
Universitetet, grundlagt 1502, klarede reformationskampene og voksede endda, selv om bl.a. en del af biblioteket i ca. 1550 blev ført til Jena af den katolske kejser. Men i begyndelsen af 1800-tallet var tilgangen af studenter så ringe, at der kun var omkring 100 tilbage, og i 1817 blev universitetet slået sammen med Halles universitet. Extrauniversitetsstudier kunne dog stadig foregå i byen - især postgraduale teologiske studier. De bygninger, der i dag ligger tæt på den bygning, der kaldes for Lutherhaus, udgjorde hoveddelen af universitetet og dets beboelsesrum. Foruden teologien var der uddannelse i medicin med anatomiteater fra 1686, og universitetet havde fået overladt en meget fin samling anatomiske præparater fra fyrsten i 1736. Biblioteket blev udvidet med bøger fra den Ponickausche Bibliotheksstiftung i 1789 og kom dermed op over 30.000 bind - hovedsageligt om teologi, dvs. reformation, og anatomi. Nord for bymidten blev 1516 oprettet et juridisk fakultet; gaden hedder i dag »Juristenstrasse«.
Kirken i nyere tid
Kirkeligt har byen igen gjort sig bemærket fra midten af det 19. århundrede. Det var her, der indledtes en Indre Mission i 1848, og i 1918 blev der stiftet et Lutherselskab, og i 1922 blev her stiftet den Deutschen Evangelsichen Kirchenbund. Også i dag kan man bemærke de stærke lutheranske kræfter, idet der er præsteseminar, kirkelige højskoler, konferencer og studiecenter. Sidstnævnte omkring det store Lutherbibibliotek der stadig findes her.
Torgau
Byen Torgau spillede en vigtig rolle under reformationen, og både Luther og Melanchton opererede her i 1530 ved formuleringen af Torgau-Artikelen. Ved flodbredden ligger Schloss Hartenfels i den temmeligt godt bevarede Altstadt. Her mødtes for første gang under WW2 i øvrigt de russiske og amerikanske tropper. Slottet blev bygget af Nickel Grohmann 1544 og er i dag nydeligt restaureret og rummer nogle mindre museer samt offentlige kontorer.
Slottet hører til de betydeligste tidlige renæssanceslotte i Tyskland. Særlig seværdig er den store udvendige spindeltrappe i slotsgården. Slotskapellet blev ombygget under reformationen og siges at være den først byggede protestantiske kirke indviet af hr. Luther selv i 1544. I dag er der i slottet også et egnsmuseum, der især behandler slottets historie. Se om Arnold von Westfalen under Meissen. Slotskirken er spartansk med helt hvide vægge. Der løber et tavlet galleri rundt over arkaderne og endnu to tavlede sidegallerier over triforiet. Mod øst står alteret med orglet over arkadegalleriet.
I hallekirken Marienkirche er der gravmæle for hr. Luthers frue, Katharina Luther født Bora. Ligstenen er nu anbragt på den nordlige kormur. Inventaret omfatter også et Lucas Cranach d.æ. billede bestilt af Frederik den Vise for at mindes hans broders frue. Kirken var let og lys med en hvælvhøjde i midten på 17,5 m. En del inventar og stilelementer er renæssance og barok.
Anden Verdenskrig
I Torgau mødtes de russiske og de amerikanske styrker i april 1945. Det har russerne rejst et mindesmærke for ved flodbredden. Monumentet fremhæver især de russiske styrkers indsats. I en let rødlig stenart og ret tung stele flagsmykket i bronze øverst er mindeordene indhugget på både russisk og engelsk.
Dresdens seværdigheder
Efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser i den klassiske bymidte er i dag næsten alle større bygninger genrejst og nyindrettede. Det sidste af slottet var under udbedring nu, og i de færdigrestaurerede rum vil fyrsternes skatkammer, Der Grüne Gewölbe, igen flytte ind. Når der i dag ses ruiner i byen er det de faldefærdige byggerier, som blev opført mellem 1945 og 1990. Byen har rigtig mange kulturelle sevædigheder, hvilket kræver mere tid, end vi havde til rådighed.
Kirker Annenkirche, barokkirke 1769. Ødelagt i WW2. Genopbygget som protestantisk kirke i 1950'erne. Dreikönigskirche, barokkirke 1739. Ødelagt i WW2. Genopbygget udvendigt. Kun halvdelen indvendigt som kirke.
Kreuzkirche, tidl. Nikolaikirche, gotisk bygning, barokt ombygget; mindelser om Christianskirken Kbh. Ødelagt i WW2. Genopbygget. Huskirke for Kreuzchor, et drengekor, der ofte synger ved lørdagsaftenbønnen.
Frauenkirche, kuppelbygget kirke, barokkirke ca. 1738. Ødelagt i WW2. genrejst udvendigt, ikke færdig indvendig. Beset eksternt. Byggerod og begrænset adgang forhindrede, at vi kom ind.
Trinitatiskirche, Hofkirche, Dresdens domkirke, katolsk barokkirke, 1755, oprindeligt bygget i den tidligere hofopera. Ødelagt i WW2. Genopbygget efter 1945. Kirken er meget lys med brede sideskibe og en midterskibshøjde på 32 m. Arkaden er meget høj, så balkonen rundt kommer tilsvarende højt. Alteret er med maleri på 10 m højde x 4,5 m. Kun få sidealtre, enkelte moderne. Det mest betydningsfulde er »Gedächtniskapelle«s til minde om 13/2 1945 og anden ufred. Det er fremstillet i Meissenporcelæn af Friedrich Press, og er en stor og klodset ting, der ikke passer med barokken i øvrigt.
Det vigtigste element interiørelement er Silbermannorglet, der blev færdigbygget 1755, og som heldigvis var pakket ned under WW2. Man havde såmænd kun behøvet at sende det over floden, idet bombningerne var koncentreret om de gamle fine bygninger uden krigsproduktion, mens der jo havde været en masse flere civile at brænde af på den anden side af floden. Nu er orglet restaureret igen og bragt op til sin styrke, som det havde i 1755. Det var dog kun orgelmekanismen, der var gemt væk fra 1944, så al indpakningen og bælgapparatet er helt nyt. Der havde lige været orgeldage herom i maj måned 2005. Bygmesteren var Gottfried Silbermann, 1683-1753.
Gammelbyen
I gammelbyen langs med floden er der en promenade, Brühlsche Terrasse, hvor man vandrer og drikker. Langs denne vederkvægelsesrute lå malerisamlingen, Palæet, Biblioteket, Landdagen m.fl. De blev alle jævnet i februar 1945. Af kulturbygninger er vist kun Landdagen genrejst på området. Biblioteket var allerede 1897 flyttet til en bygning med navnet Sekundogenitur Palais.
I første eller anden række langs venstre flodbred ligger Zwinger-anlægget, Semperoperaen og Katedralen. Rådhus - ødelagt; slottet - ødelagt. Begge genopbygget. Slottet næsten færdigt.
Semperoperaen
Semperoperaen er genopbygget med moderniseringer, hvor nødvendigt og med veneration for den historiske bygning, hvoraf kun kælderfundament og et halvt trappehus stod efter 13. februar 1945. I august 2002 blev det så oversvømmet, da Elben gik over sine bredder og stod så højt, som den gjorde i 1845, hvilket var mere end 1,5 m over andre højvande.
Zwinger
Zwingerbygningskomplekset er et firlænget barokbyggeri omkring et haveanlæg med plæner og fire fontæner. Fontænerne var ikke placeret på de tidlige stik, der viser pladsen i brug til optog og parader. Meget af bygningerne blev ødelagt i WW2, men de er genrejste og indeholder i dag malerisamling, historisk museum, matematik-fysiksamling og porcelænssamling.
Malerisamlingen er de gamle mestres samling, og der er vist ikke en middelalder- eller renæssancemaler af betydning, der ikke er repræsenteret her. Ophængningen er traditionel med mange værker i flere højder over hinanden på væggene. Skiltningen er begrænset til maler og motiv med årstal. Der er ingen info om genrer, sammenhæng eller temaer. Væggene er baggrundsfarvet efter malermestrenes nationalitet, fx italienske værker på rød baggrund. Lysforholdene er gode. Antallet af værker er så stort, at man ikke kan overkomme hele samlingen på en dag. Vi koncentrerede os om vores favoritmotiver, og selv om anden etage var lukket, brugte vi alligevel tre timer på en hurtig rundgang.
I samlingen er der værker af bl.a. Giorgiones, Holbein, Rubens, Velazquez, Veronese, Tizian, Guido Reni, Raffael. Også alle disse malerier led skade gennem uforstand under og efter WW2. Mange blev fundet i depot af ukrainiske soldater, der behandlede dem som jeg ikke vil beskrive .....
Rustningskammeret, der har indgang i samme port, men i modsatte side af malerisamlingen, er et fornemt museum med begrænseet emnedækning. Der er meget fine rustninger til både fodfolk og ryttere. Sagerne er i topkvalitet og velholdte. Dertil en mængde håndvåben fra armbrøst, alle former for stikvåben, tidlige geværtyper og mange jagtvåben, der er pragtstykker for fyrster. Samlingen dækker ikke længere end til slutningen af 1700-tallet.
Porcelænssamlingen indeholder især japansk og kinesisk porcelæn - meget af det fra tidlige produktioner. Endvidere er der en del tidlig Meissen samt en del pragtfigurstykker fra Meissen. Det er de sammenpassede kinesiske og japanske serier, der vækker beundring. Opsætningen er meget fin i lyse lokaler, hvor serierne får god plads. En del meget store næsten 1:1 størrelse dyreskulpturer fra Meissen er udstillet på sokler uden afskræmning. Disse figurer var for store til, at man turde brænde dem anden gang efter farvelægning, så de blev ofte malet og lakeret. Denne maling er i tidens løb falmet, afskallet og til sidst fjernet, så figurer nu fremstår i hvid porcelæn og med revner og sprækker synlige.
Den sidste samling i Zwingerkomplekset er den matematisk-fysiske samling af videnskabelige instrumenter og globusser. Der var mange tidlige globusser inklusive en fra Mercators hånd fra 1541. Mange af globusserne var meget store og mange havde tilhørende himmelglobusser. Der var også en del solur med kompasser, tidlige ure, kronometre, og astrolabium, enkelte vinkelmålerinstrumenter, men det var ikke en søfartsudstilling. Landmåling var stærkt repræsenteret. Tingene var velholdte og nogle var meget flotte genstande.
Museer
Museernes samling grunder sig på en Wunderkammersammlung tilbage fra kurfyrst August i 1560 og videreført af August den Stærke, 1694-1733, og under sønnen, Friedrich August II. Det fortælles, at de katolske lande mod syd ikke ville sælge gamle malerier til protestantiske fyrster, men kun de returkonverterede katolske hertuger kunne erholde malerier af katolsk tilsnit. Hovedkøbet var 100 malerier fra hertugen af Modena i 1744.
De nyere malerier findes i Gemäldegalerie Neue Meister i Albertinum-bygningen mod Brühlsche Terasse og ikke langt fra Slottet. Albertinum er også genopbygget efter WW2 ødelæggelsen og fremstår med store rummelige sale. I underetagen er der opstillet afstøbninger og originaler af antikke skulpturer, mumier, græske vaser og tilsvarende arkæologiske mellemøstenfund. Specialudstillingen, mens vi var der, var om Babyloniske konger. Udstillingen hed »Könige am Tigris«, og hovedstykkerne var nogle store relieffer med kileskrift fra Assurnasirpals IIs hof i Nimrud. Dresdens relieffer er udvidet med et lånt fra Berlins museum. De ca. tre meter høje relieffer er samlet af stumper, men det så meget rigtigt ud, selv jeg ikke kan garantere for tekstens korrekte sammensætning.
I stueplan var yderligere skulptursamling af navngivne billedhuggere fra renæssance og især barok til Degas. Mange portrætbuster af hertugsfamilien, men i øvrigt ingen stor samling og ikke særlig spændende præsenteret.
På anden etage var værkerne fra »De nye Mestre«. Her er det især værker fra Caspar David Friedrich og bl.a. nordmanden Dahl, men de har også Nolde, som vi dog ikke så. Samlingen indeholder også værker af de franske impressionister, Manet, Monet, Renoir, Degas, van Gogh, Gauguin, Toulouse. Der er også en samling DDR-kunstnere, men de er så triste at se på.
Slottet
Kunst- og industrisamlingen er nu delt, så kunstindustrimuseets samlinger findes i Pillnitz - herom senere. Kuriositeterne, de virkeligt kostbare ting, raritetskabinettet, der oprindeligt var udstillet på slottet i lokalet kaldet »Das grüne Gewölbe«, er stadig udstillet på slottet, men i nyindrettede lokaler, hvor samlingen præsenterer sig flot i mange små separate montre med tilstrækkeligt lys og en relativ kort tekst ved hver genstand. Der bygges for øjeblikket på den sidste del af slottet, hvor der igen indrettes lokaler, hvor Den grønne Hvælving oprindeligt lå. Det er planen, at samlingen i 2006 skal tilbage dertil.
Hovedtingesten i skatkammeret er Der Hofstaat zu Delhi am Geburtstag des Grossmoguls Aureng-Zeb: Det er en ædelstens-, emalje-, skulpturgruppe, der er fremstillet i 1708 og består af 137 guldbelagte og emaljerede figurer på en sølvplatform med en gylden tribune. Der er brugt over 3000 perler, smaragder, rubiner og diamanter til pilleriet. Det er som at se en modelbyggers ønskedrøm, men det er en raritet, der formodentligt har kostet 1000 bønder deres årsarbejde eller mere. Specialudstillingen for øjeblikket var med ravkunstgenstande.
På etagen over skatkisten er kobberstiksamlingen med 500.000 blade. Man ser dog kun den aktuelle udstilling, som i dag var om lyst, erotik, kærlighed og kvindens magt over manden. De godt to hundrede stik fra ca. 1400 til barokken var af bl.a. Dürer, Rembrandt, Carracci, Mellan og Hogarth. Emnet kan varieres, men grundingredienserne er stort set de samme fra Eva til nu.
Pillnitz
11 km SE for Dresden på højre flodbred ligger slottet Pillnitz ned til floden. Man kan komme dertil med sporvogn fra Dresden centrum til få hundrede meter fra floden, hvor en lille færge med plads til otte biler på to minutter fragter over til højre bred, hvorfra der er fem minutters gang til slottet. Der er faktisk to bygninger parallelt med floden: Wasserpalais og Bergpalais. Vinkelret på floden forbinder endnu en fløj de to små sommerslotte. Arkitekten er M. D. Pöppelmann, der også har været i gang på en del af de øvrige bygningsværker i området. Ca. 1720-1730, mens forbindelsesfløjen, Neue Palais, efter en brand blev genopbygget. I dag indeholder de to palæer museet for kunsthåndværk fra Dresden. Selve slotslokalerne er ikke udsmykket på nær den ene forhal, en lille spisestue og en stor spisestue. Den store spisestue er dækket med Meissenporcelæn med grøn bort, og på vægkonsoller er sat tilsvarende stykker op som pynt. Vægfladerne er bemalet a la Watteau med pastoralemotiver. Her spiste kongefamilien deres måltider.
I det andet slot er en lille gul spisestue på lignende måde dækket op. Og den ene indgangshal er dekoreret a la chinoise. Samlingerne er - efter man har set skatkistesamlingen - lidt bleg, men der er eksempler på mange tyske genstande, som fx ølkrus, som faktisk ikke ses andre steder. Desuden er der et udmærket tested på slottet.
Meissen
I Meissens største seværdighed er porcelænfabrikationen, da denne frembringelse forbinder by, slot, kirke og erhvervsbygningerne. Byens rødder går tilbage til 929, hvorfra der findes levn af den tidligste borg på Burgberg. Nu står der på slotshøjen både domkirke og stiftsbygninger. Stiftet har haft en omskiftelig historie. Det blev grundlagt af kejser Otto I i 968. Biskopsædet blev nedlagt i 1581, men er i vor tid genoprettet.
Fra 30-årskrigen ophørte byens betydning på grund af krigsskader, men væsentligere fordi de lokale fyrster valgte Dresden som herresæde. Væksten begynder igen efter porcelænfabrikationen er indledt i 1710. Det er Europas ældste porcelænsfabrikation begyndt under kong August den Stærke af Sachsen.
Domkirken
Vort besøg blev passende indledt med 20 minutters orgelkoncert, hvor vi kunne sidde og betragte kirken. Orglet er i øvrigt ikke særligt stort til kirkerummet.
Domkirken er en hallekirke med syv fag i skibet og med en lille klostergård og korsgang. Meissens kirke blev en hallekirke efter designændringer ca. 1290. Der er i et enkelt fag i det sydlige sideskib bevaret en balkon over den oprindelige sideskibshøjde, altså på toppen af en sideskibshvælving.
Domkirken er indviet til St. Johannes og St. Donatus og påbegyndt 1240-1260. Koret og korsgangen syd for koret var bygget 1268, og det store korvindue mod øst var indsat 1270. Maria-Magdalenekapellet i østenden bag koret blev bygget 1280, og det ottekantede Johanneskapel lige vest for den søndre korsarm er fra 1291.
Vestportalen er udstyret med fine sandstenshuggede figurer. Arkitekten var den meget anerkendte Arnold von Westfalen, c.1425-1482, der blev hyret af Wettinslægten til at give kirkens vestfacade sin udformning i 1471. Han nåede dog kun til over vinduerne, idet resten af tårnene først blev færdige i 1904 og 1909!! Kirkens vestkor var i brug fra 1268. Samtidig byggede Arnold også på Albrechtsburg. Vestportalen er i dag ikke synlig udefra, da kirken senere fik et fyrstekapel bygget til i vestenden, hvorfor portalen i dag er adgangsdør mellem tårnfaget og kapellet. Fyrstekapellet har nethvælv med parallelle ribber. Det var færdigt c.1446. Her ligger gravpladen, Grabtumba, for Frederik den Stridbare, † 1428 (se herunder).
På sydsiden af fyrstekapellet er indgangen til Hertug Georg's Kapel. Det er en højrenæssance stenskåret portal, der menes gjort af Adolf og Hans Daucher fra Augsburg. I kapellet ligger hertug Georg den Skæggede = Georg der Bärtige † 1539; med sin fru Barbara, † 1534.
[9307 p.184]
Sakristiet lidt skråt mod NE fra koret har stjernehvælv. Der er i det højgotiske kirkerum en tidliggotisk korafskærmning udført i murværk og ret lukket. I dag udgør det en del af kirkemuseet, der fortsætter i andre af rummene rundt østenden.
Lægmandsalteret, Laienaltar, er fra Cranachs skole. Både det og prædikestolen, fra 1591. I katolsk tid havde kirken omkring 50 altre. Af disse gamle altre er kun 3 tilbage. Højalteret er en hollandsk renæssancefløjtavle. Alteret i Sankt Georgskapellet er malet af Lucas Cranach d.Æ. i 1534. Det hænger meget mørkt og er svært at se uden ekstra lys. Det er et Kristus som Smertemand-motiv, trefløjet anlæg. I kirken findes korstole fra 1529. Over disse er der fine sandstenssøjler, baldakiner og lisener.
[9793]
For udsmykningen er de betydeligste og de ældste værker stenskulpturer fra 1270 udført af Naumburger Meister. I alt har han lavet syv skulpturer til kirken. Det er monumenterne for kejser Otto I, regerede 936-973, med fru Adelheid, der grundlagde bispedømmet Meissen. De står på nordsiden i højkoret på vægsokler med en baldakin over udformet som en fæstningsmur med små tårne og halve spidsbuevinduer [8785 p.345]. Over for dem står to skulpturer af evangelisten Johannes og biskoppen Den hellige Donatus. De øvrige skulpturer befinder sig i det ottekantede Johanneskapel. Det er Maria med Jesusbarnet, Johannes Døberen og diakonen Stephanus med røgelseskar (hvilken Stephanus?). Deres tilstand er ikke så god, som korets figurers er.
Frederik den Stridbare = Friedrich I der Streitbare = Frederick the Warlike af Wettinslægten lod før sin død bygge domkirkekapellet, der skulle rumme hans grav. Han var * 11/4 1370 og † 4/1 1428. Han var Sachsens stemmeberettigede til kejservalget. Han kæmpede indædt mod kirkereformatoren Jan Hus og støttede kejser Sigismund mod kætterne. Hans søn, Frederik II den Milde = Friedrich II der Sanftmütige, * 22/8 1411, † 7/9 1464, efterfulgte ham som hertug. Se mere om fyrsteslægten her, eller se i indledningen om Sachsen.
Wettinslægten kan spores tilbage til 900-årene med slaviske rødder. Slægtens centrum lå, hvor Saalefloden kan krydses ved Halle. Desuden havde kernefamilien også sin styrke rundt Meissen og blev landgrever af Thüringen fra 1264. Slægten deltes i den albertinske og den ernestinske gren fra 1485.
Familien er knyttet til en lang række af hertugdømmer: Sachsen-Weimar, Sachsen-Coburg, Sachsen-Eisenach, Sachsen-Altenburg, Sachsen-Gotha, Sachsen-Meiningen, Sachsen-Hildburghausen, Sachsen-Saalfeld, er nogle af dem - med kortere eller længere levetid. Saxe-Coburglinjen leverede konger til Belgien: Leopold I, og i Portugal: Pedro V, og Bulgarien: Ferdinand I. Den engelske kongeslægt har fra Edward VII og fremefter via prins Albert »Saxe-Coburg-Gotha« blod;.
Det var bl.a. mineralforekomsterne i området med Ertzgebirge, der lagde grunden til Wettinslægtenss rigdom, der igen afspejles i områdets arkitektur i 1400- og 1500-tallet.
Albrechtsburg Albrechtsburg står på samme bakke over byen som domkirken og er delvis bygget sammen med denne. Slotsbygningen, som borg, blev 1471 konverteret til fyrstebolig af hertugbrødrene Albrecht og Ernest. Indtil 1676 kaldtes den Meissenborgen, derefter Albrechtsburg. Slottet var et af de første eksempler på fyrstepaladser, der ikke skulle tjene til forsvarsformål. Det har lånt former fra Frankrig, og facaden domineres af den udvendige spindeltrappe ligeledes udviklet fra de franske forbilleder. Trappen er indvendig båret i midten af tre slanke søjler, som bærer buerne for trinene, der snor sig ind i midterkonstruktionen. Detaljerne er alle nyskabelser og giver trappen et meget let og kompliceret udseende.
Trappens forbillede var Charles V af Frankrig, der omdannede Louvre med en tilsvarende trappe, der straks efter blev kopieret af kongens broder, Louis af Anjou, i dennes slot i Saumur ved Loirefloden, og moderniteten spredte sig hurtigt mod øst, hvor det får sit specielle tyske formsprog, især hvad hvælvingerne angår.
[9086 p.161; 9794]
I det indre har Arnold von Westfalen udført nogle meget flotte søjlekonstruktioner i den store hal, hvor søjlerne snor sig op mod hvælvribberne, der er stærkt konkave. I kurfyrstens kammer er hvælvinger meget dybe, dvs. de er foldede med meget høje ribber, imellem hvilke fyldningerne rækker ned i rummet og bæres af murene meget lavt over gulvet. Læg bl.a. mærke til vinduesnicherne i hallen og deres hvælvinger, der skrår ind mod midten og således lader mest muligt lys strømme videre ind i rummet. Overalt i fyrstens gemakker er der en fast bænk langs væggene. Det er der ikke hos fyrstinden.
Den specielle hvælvingestil, kaldet Zellengewölbe eller cellehvælving er benyttet mange steder i området til sækulare bygningsværker fra samme tid. I Böhmen, derimod - lidt senere - fra 1490 - er stilen meget brugt i større kirker. Arnold har også arbejdet på slottene i Rochlitz SE for Leipzig, Dresden, Torgau og Leipzig. En anden af de specielle hvælvingetyper er »Schlinggrippengewölbe« - på eng. loop vaulting - hvor ribberne danner slyngede, ovale mønstre.
Da slottet sjældent blev brugt til beboelse, er det meget lidt ombygget og regnes for et af de bedst bevarede verdslige gotiske bygninger. Hvælvenes detaljer er således:
Grosse und kleine Bankettsaal (1. Stockwerk) = Rippengewölbe.
Hauskapelle (1. Stockwerk) = Zellengewölbe.
Wappensaal (2. Stockwerk) = Schlingrippengewölbe.
De fleste sale har omkring 1880-1900 fået bemalede vægge og hvælvinger i ret mørke og meget udfyldte mønstre. Desuden har fyrsten ladet male vægmalerier visende scener fra familiens liv, og der er opstillet mandsstore figurer af alle de tidligere fyrster bemalede som modelsoldater. Meget specielt, ikke særligt hygeligt at skulle bo i, men indtryksfuldt fra en svunden tid.
Meissenporcelæn
Porcelænsfabrikationen begyndte i borgen i 1710, hvor den fortsatte til 1864/65. På det tidspunkt var det Sachsens valghertug Augustus den Stærke, der regerede. Porcelænet herfra kaldes i den engelsktalende verden for »Saxe«.
Fra produktionen begyndte til Syvårskrigens udbrud var fabrikkens anseelse stor, og dens kunstneriske stade var højt med deraf følgende plagiering andre steder. Men da Syvårskrigen brød ud, blev handelsvejene afbrudt, og samtidig indledte den kongelige porcelænsfabrik i Frankrig, der havde produceret i Vincennes siden 1738, en produktion i Sevres. Indtil 1769 havde producerede Sevres blødt porcelæn, men begyndte derefter at producere ægte porcelæn, hvilket blev en betydelig konkurrent til Meissenprodukterne. Efter 1774 fik Meissenfabrikken igen fremgang, men kreativiteten var åbenbart aftaget.
En af de mest kendte personer omkring fabrikken var den kunstneriske leder fra 1695-1775, Johann Gregor Herold, der bl.a. udviklede nye emalje- og farvematerialer. En anden kendtnis var modelløren Johann Joachim Kaendler, 1706-1775, der gjorde porcelænsfigurerne berømte i hele Europa. Også inden for chinoiserie-varer var fabrikken berømt. Personen Botgen omtalt i efterfølgende citat kendes under det tyske navn Bötgen og var fabrikschef.
[6061; 9795]
Fra værket The Universal Dictionary of Trade and Commerce oversat fra fransk af Monsieur Savary, og udgivet Af John og Paul Knapton i London i to bind 1752 og 1755, står der under opslaget Saxony - Meissen:
MEISSEN has a manufacture of porcelain, which is more beautifully painted and enamelled than that of Japan, and much dearer; and the vent of it brings no inconsiderable sum annually into this country.
Fra artiklen i samme værk om porcelæn, hvor den kinesiske information begynder i år 442 og fylder mange sider, er der også en tekst om Meissen og byens porcelænsfabrik:
Of the Saxon Porcelain, according to Mr. Hanway
Perhaps it may be some indulgence, to a female curiosity at least, to be informed concerning this brittle commodity, which has been so passionately sought for by the fair sex. But can this passion be deemed a folly, when we see even mighty princes*) pride themselves in it? Here are a great number of porcelain figures of dogs, squirrels, monkeys, wolves, bears, leopards &c. some of them as big as the life; also elephants, and rhinoceros's of the size of a large dog; a prodigious variety of birds, as cocks, hens, turkeys, peacocks, pheasants, hawks, eagles; besides parrots, and other foreign birds, and a curious collection of different flowers. The Apostles, near three feet high, are in white porcelain. There is a representation of the crucifixion, four or five feet high, with numerous other curious pieces: these last are intended for the Romish chapel, which is to be furnished with these rare materials. A clock is preparing for the gallery in this palace, whose bells are to be of porcelain: I heard one of them proved, and they are sufficient to form any music; but the hammers must be of wood.
*) His Majesty of Prussia sometimes calls his brother of Poland the Porcelain King.
Baron Bothen, a minor, about 46 years since, first began to make this porcelain; his first trial was the red, and from thence he proceeded to glazing, and since that, gilding and painting have been carried to an amazing perfection. In order to preserve this art as much as possible a secret, the fabric at Meissen, which is near the city, is rendered impenetrable to any but those who are immediately employed about the work; and the secret of mixing and preparing the materials, is known to very few of them. They are all confined as prisoners, and subject to be arrested if they go outside the walls; and consequently a chapel, and everything necessary is provided within. There are about 700 men employed, most of whom have not above ten German crowns a month, and the highest wages are forty; so that the annual expence is not estimated above 80,000 crowns.
This manufacture being entirely for the king's account, he sells yearly to the value of 150,000 and sometimes 200,000 crowns*), besides the magnificent presents he occassionally makes, and the great quantity he preserves for his own use. They pretend they cannot execute fast enough, the commissions which they receive even from Asia, as well as from all parts of Europe, and are consequently under no necessity of lowering the enormous prices; however, this must be consequence e're long, if the English and French continue to make such good improvements in this art.
*) Equal to 35,000 l.
It is with great satisfaction that I observe the manufactories of Bow, Chelsea, and Stepney, have made such a considerable progress. On the other hand, it is equally a subject horror to see many shops in the streets of London, supplied with porcelain from Dresden, though it is importable, only under oath of being for private use, and not for sale.
REMARKS
The French court seems to have very much at heart the promotion of the new manufacture of porcelain, which has lately been set up in the royal castle of Vincennes, with a view of equalling that of Saxony. The Sieur Charles Adams, the undertaker of it, has, in particular, extraordinary power given him over his workmen, to prevent their engaging with other projectors, to the damage of the said Adams.
What renders the Oriental porcelain so universally estimable is, not only it's general delicacy, but it's general greater cheapness, compared to that of Dresden, or any other nation: and till England, France, Holland, or Saxony, can afford this manufacture at as reasonable rates as the eastern nations do, it can never been expected that any, or indeed all the united European porcelain manufacturers, will vend so large a quantity as is done by the Asiaties in general.
Selve besøget på fabrikken er industrialiseret, så der kan gennes mængder igennem på kort tid. Indledningsvis en kort film om fabrikens begyndelse, men intet fx om produktionen, som den var på slottet med medarbejdere indespærret. Derefter ser man fire medarbejdere, der drejer og former, maler til underglasur, tilpasser de små detaljer til figurer og maler til overglasur. Rundturen fortsætter i et pænt stort museum, der viser eksempler på modeller, men det er ikke særligt produktionsoplysende. Lidt om uddannelse af unge, og enkelte fejlbrændte eksemplarer. Der er naturligvis også en købeafdeling.
Bykirkerne
Byen har endvidere kirkerne:
Frauenkirche, hallekirke med nethvælv fra 1500 og et skib, der er bredere end langt. Kirken fik verdens første porcelænsklokkespil installeret i 1929. [9307 n.583].
Det tidligere Augustinerkorherrekirke, St. Afrakirche, er også en gammel kirke med en del klosterbygninger bevaret. Disse var skolebygninger i DDR-tiden.
Endvidere en Martinskirke,
en Nikolaikirke,
en Trinitatiskirke,
en Urbanskirke,
en Wolfgangskirke
og endelig ruiner af et benediktinernonnekloster. - Zum Heiligen Kreuz.
Museum
Der er indrettet i endnu en kirke: den tidligere franciskanerkirke på Rådhuspladsen. Fokus er på porcelæn, ovnproduktion og ure.
PIRNA
Pirna ligger i området syd for Dresden. Vores udflugt hertil skulle gå over sandstensklipperne med udsigt over floden, men det var naturmæssigt en fiasko, da regnen var vedvarende, og skyerne lå lavt og forhindrede udsyn. Vi kørte derfor til byen Pirna først. Pirna ligger ved Elben, hvor den forlader bjergegnen, Sandsteingebirge, eller Sächsischen Schweiz. Byen var især blomstrende i 15. og 16. årh. ikke mindst på grund af nærheden til Böhmen - grænsehandel. Sandstenen til byggeri blev transporteret op ad Elben og anvendt langs hele dens forløb.
Marienkirche sengotisk 14-1500-tallet, treskibet halkirke med ribbe- og nethvælv. Meget stor og høj rejsning på tag. Ret usædvanlig plan med 7 fag til ganske kort kor. Egenartet er det galleri, der findes rundt ydermurene over de nederste vinduer og før klerestorievinduerne. Det har tribuneform med stigende stolerækker bagud og mindede lidt om en koncertsal. Kirken var under restaurering, men vi kunne godt konstatere dens form og indhold fra de store glasdøre i vestenden. Inventaret inkluderer en fin prædikestol og alter med syndfloden, Jesus opstandelse, Jakobslejder og Elias Himmelfart. Epitafier.
Rådhus fra 1555 med tårn fra 1718 midt på torvet. Et af de gamle renæssancehuse kaldes for Canalettohuset, da det tjente som model for kunstneren (Markt nr. 7). I dette er der i dag turistbureau. Huset er let genkendeligt på Canalettos maleri, som hænger i bureauet, men også i Dresden hænger en kopi.
I det tidligere Dominikanerkloster er der nu museum. Der er de sædvanlige rester fundet i en gammel by. Hovedrummet er indrettet i kapitelsalen til klosteret. På øverste etage var der særudstilling med bøger fra Mariakirkens bibliotek, der ejer 34 inkunabler. Disse har en lidt sørgelig skæbne, idet de har været opbevaret forkert og en del forsvandt. For sent blev de overgivet til Dresden, hvor nogle så gik til under krigen. Det vi så var teologiske og anatomiske værker, fordi en del af biblioteket var givet af en tidligere hofkirurg ca. 1800.
Ved siden af museet ligger klosterkirken, der stadig fungerer indviet til St. Heinrich. den er i dag sognekirke. Den ligger lavt, så under oversvømmelsen i 2002 stod vandet højt op på murene. Bl.a. blev kalkmalerier ødelagt. Desuden løb vandet ind i varmeanlæggets olietank, så olien strømmede ud. Da olie og sandsten er en dårlig blanding i længden, var man efter oversvømmelsen nødt til også at grave frit to meter x 2 meter rundt om fundamentet og fjerne den forurende jord. Oversvømmelsen har været ganske betydeligt ødelæggende, men den har også været forskellig på forskellige steder. Selv om vandet stod lige så højt i området i 1845, så var der ikke den samme højde overalt som den gang, og det var forskelligt, hvad der blev skadet dengang og nu. I den nyrestaurerede opstilling har man vendt alteret op mod sidevæggen og anbragt menighedsbænkene på de tre sider. Der er ikke plads til så mange siddende, og da kirken i 1953 blev forpagtet af protestanterne til katolikkerne, på grund af de mange tilstrømmede flygtninge fra øst efter WW2, så må man formode, at antallet af katolikker er dalet kraftigt i området, men det er hele befolkningstallet jo også.
Königstein
15 km SE for Pirna ligger Königstein, der er et helt borganlæg på en 260 m høj klippe over flodlejet. Fra middelalderborg over greveslot for Meissens markgreve til 17-1800-tallets bedst befæstede borg. Der er mange bygninger og en kirke, brændt og klassicistisk ombygget. Kassematter, og fængsler. Området er udlagt som et museum, hvor de enkelte bygninger kan beses. De fleste af disse er indrettet med ting med relation til krig. Der er våben fra 1600 til WW2, og der er fangetårn, kaserne og forsyningslagre.
En af opgaverne for forsyningstropperne ved en belejring er vand, og her, hvor fæstningen ligger på en meget høj og stejl klippe, var man nødt til at bore en brønd, som de mener er en af verdens dybeste, nemlig på 152,50 meter. Brønden er 3,5 m i diameter og gravet af minearbejdere fra området. De fandt vandførende lerlag i 132 m dybde og kunne på grund af vandtrykket ikke holde det tilbage længere, da de nåede til de 152,5 m. Brønden kan give 8000 l per dag. Der har været anvendt hejseværk med hest, og med en mandsdrevet ganghjul. I dag med elektrisk spil, hvor en vandtønde går ned, mens den anden hales op, derved er der en tilpas vægtfordeling på systemet. Der kommer omkring 150 liter op per tønde.
Det er den bedst naturligt beskyttede borg, jeg har set, og indgangspartiet er så godt som ufremkommeligt for fodsoldater. Borgens historie er tæt knyttet til napoleonskrigene, hvor Sachsen var allieret med Napoleon, hvorfor franske tropper også besatte Sachsen som hjælp til landet, hvilket kostede dyrt. Da krigen i den sidste ende blev tabt, mistede Sachsen magt til Preussen, der var blevet stærkere og stærkere - ikke mindst under Bismarck.
Radebeul
Radebeul ligger på højre flodbred lige neden for Dresden og er nærmest en forstad til storstaden. Den lidt glemte by huser et specialmuseum for forfatteren Karl May, der i begyndelsen af 1900-tallet blev kendt for sine eventyrlige historier om indianerne samt andre rejsebeskrivelser. Han blev oversat til alverdens sprog og hans romaner solgt i enorme mængder. Hans historie med digtning kontra virkelige rejser, hans ungdom med mindre kriminalitet og hans to giftemål og slutteligen noget forandrede holdning til fred og religion er en interessant blanding.
Uden at gå i dybden med hans psyke kan man godt interessere sig for hans efterladenskaber, der er et westernmuseum opbygget i hans villa, Old Shatterhand med tilhørende havehus, Bear Fat. I bjælkehyten er der en indianerudstiling med ganske mange genstande fra de amerikanske indianere, og i huset er arbejdsværelse, bibliotek med flere rum genopstillet. En ganske anderledes oplevelse end det man sædvanligvis ser i Tyskland.
Moritzburg
Fra Dresden er der 15 km NW til Moritzburg i et skovområde. Jagtslot fra tidlig tid blev af August den Stærke ombygget til et pragtslot i 1723-1736. Kirke med loftsmalerier. Hele slottet er i dag et barokmuseum. En hel del af rummene virker ikke meget barokke. Der er næsten overalt ganske mørke lædertapeter, mange familieportrætter fra før barokken og under barokken, samt en del møbler fra barokken. Opdækningen er naturligvis Meissen. Årets særudstilling var jagten som motiv på porcelæn fra Meissen. Salenes udsmykning har mange hjortegevirer af vekslende størrelse. Der er mange vanskabte gevirer og en enkelt 66-ender, der også ser syg ud. Åbningsnummeret er en sal med en fjerseng. Rummets vægtæpper er tidligere sengegardiner, bagstykker og lignende, og de er alle vævet af en tråd med påsatte små fjer. Hele rummet kaldes da også for rjerrummet. En sommerlørdag som i dag er slotskirken kraftigt booket med bryllupper.
[9801]
Lutherstadt Eisleben Lutherstadt Eisleben er beliggende i forlandet til Harzen og har haft en del skifer- og kobberminedrift. På vejen fra Querfurt gennem småbyerne kørte vi delvis mellem minernes meget store slaggebjerge. De ældste bunker er begroede, mens de, som vi ser i landskabet, stadig er nøgne. Landskabet er et relativt jævnt plateau gennemskåret af ret brede dale.
Eisleben oplevede en storbrand i 1601. Fra 1946 har byen tilnavnet Lutherstadt, fordi Martin Luther blev født her 10/11 1483 og døde her 18/2 1546. Byen har i dag mange tomter og faldefærdige huse, der enten selv er ved at falde, eller som forsøgsvis er støttet af, hvorefter det ikke ser ud til, at der skal ske mere, idet væksterne på vægge og tag ikke er af ny dato.
Kirker
Marktkirche = St. Andreaskiche, der ligger lige bag torvet og rådhuset, er en treskibet hallekirke fra ca. 1450 med to senere tårne. Kirkens hvidmalede indre har sengotisk fløjalter med Mariakroning ca. 1500. Fra prædikestolen har Luther prædiket, men stolen så ikke sådan ud. På Luthers tid var den behængt med broderet stof. Dette stof er bevaret og udstillet i kirken. Sognekirken St. Nikolai er nedlagt, og inventaret blev overført til St. Andreaskirche. Der er en del fine gravmæler i kirken; bl.a. for grev Hoyer VI af Mansfeld, men også andre af dette fyrstehus ligger i denne kirke. Alteret er et trefløjet snitteri fra slutningen af 1400-tallet med motiv Marias Himmelkroning bistået af fyrstedømmets skytshelgen, Stephanus og kirkens skytshelgen, Andreas.
[9806]
St. Annenkirche i Neustadt er en enskibet kirke, der først var færdig i 1608. Kirkens skytshelgen var for minearbejderne. Greven af Mansfeld, ligger i gravkapel på kirkens vestside. I det indre er der korstole fra ca. 1585. En panelfrise kaldet Steinbilderbibel viser i 26 relieffer bibelske emner udhugget i sandsten. Der var stadig gudstjeneste i kirken ved vort besøg, så den er ikke set indvendigt.
Ved siden af kirken er der et sognehus med fem gavle eller kviste. Det er resterne af et nedlagt Augustinereremitkloster opløst 1522. Det er i dag gennem dette hus, der bebos af kirkeansatte, der er adgang til kirken.
Sognekirken St Peter und Paul Kirche i byens sydlige del er også en sengotisk treskibshallekirke med fine hvælv. Kirkens grundlæggende arkitektur - den treskibede hallekirke med ret kort skib - gerne tre eller fire fag - er typisk for de mindre bykirker rejst fra omkring 1400 til 1625 i området mellem Harzen og Elben. Arkadepillerne er gerne søjler uden gesims for hvælvets fodende. Kirken var smukt lys malet hvid med enkelte mørke stafferinger på ribber og slutsten. Meget høje arkadebuer der gav godt lys ind fra sideskibene. Et alter er modtaget fra den nedlagte Nikolaikirke. Det er et trefløjet snitteri fra 1520 med ret høj predella. Hovedmotivet er her tre biskopper i midterfeltet, mens kirkens andet alter af tilsvarende størrelse og også et trefløjet enitteri er fra begyndelsen af 1500-tallet. Motivet er i midterpartiet Barnefødslen i Bethlehem og Anna Selvtredje, Elizabeth og Magdalene. Luther blev døbt i denne kirke, hvilket er en modificeret sandhed. Luther blev døbt 1483. Den nuværende kirkes langskib blev påbegyndt 1486. Det nuværende tårn blev bygget til den gamle kirke i 1474, så med mindre Luther er døbt i tårnrummet, så eksisterer hans dåbsrum ikke længere.
Der er et meget stort epitafium for familien heidelberg, 1561, hvor baggrunden er et stort anlagt maleri, hvor en hel allegori over Kristi Lidelseshistorie kan læses, men familien med børn knæler i forgrunden. Nu er vi kommet så langt væk fra Cranachernes hjemby, at malerierne i deres stil er mærket - af Cranachs omkreds, eller af Cranachs skole. Sådan et par stykker er der også i denne kirke. Da der ikke er nogen triumfbue i kirken, hænger korbuekrucifikset i koret på nordvæggen.
[9807]
Verdslige forhold
Markedspladsen i Eisleben har et gammelt rådhus fra 1531. Foran det står et mindesmærke for Luther. Neustadt, den anden del af byen, har rådhus fra 1589 med fin portal og en kopi af Lutherstatue. Luthers dødsbolig, Andreaskirchplatz 7, ligger vest for kirken og har foruden Luthermuseum også et hjemegnsmuseum. Luthermuseer mangler virkeligt genstande med tilknytning til Luther. Det har den naturlige årsag, at Luthers værk var skriftligt, og derfor er mange af de udstillede genstande hans skrifter, hans bibeloversættelser og hans polemiske udgivelser. Sammen med Luthers skrifter er der mange af Melanchthon og Bugenhagen. Under vort besøg var der en særudstilling med mange udgaver af Bibelen inklusive en Gutenbergbibel, 42-linjers, samt Cranachudgivelser.
Om Luther selv var der familieportrætter, flest i kopi, og det store dødsstykke ca. 2 x 3 meter var malet efter 1900 og kan sammenlignes med Otto Baches danske historiske malerier. Billederne af hans dødsseng og opstillingen omkring den varierer meget gennem tid. Hvordan dødsscenen nøjagtigt har set ud kan ikke udledes fra disse senere skildringer.
Hjemegnsmuseet var forbilledligt opstillet. Temaerne var oldtiden, hvor der var fundet en ege, ca. 3000 år gammel, udgravet af en fra Süsswasser See. De øvrige temaer var Luthers forbindelse med byen, samt bjergværksdriften og hertugerne af Mansfelds forbindelse med byen. Nydeligt.
Luthers fødehjem, Lutherstrasse 16, ligger tæt ved dåbskirken. En del af bygningen brændte i 1689. Fra 1917 har det nuværende hus og bygningen bagved, der ligger, hvor fattigskolen lå, været Luthermuseum. Her er der sandsynligvis ikke nogen, der kan afgøre, hvor fødslen fandt sted. Forældrene havde lejet sig ind i huset, og det formodes, de har haft et par loftskamre, mens husejeren har benyttet stueetagen med køkkenfaciliteter. Alligevel fremvises et lille rum ret inden for hoveddøren som STEDET, mens der gøres opmærksom på, at det er det nok ikke alligevel.
Klostermansfeld
7 km efter man er drejet om ad vej 242 mod Mansfeld ligger Klostermansfeld 2 km W for vejen. Kirken her er fra 12. årh. og tilhørte klosteret for Josaphatordenen. Meget gammelt romansk udseende kirke, men den er delvis genopbygget 1960-1970. Vi beså den udefra, da den var aflåst.
To tidlig-middelalderlige byer, Quedlinburg og Nördlingen, blev af Otto III i 936 samlet. På et stejlt højdedrag i byen ligger både borgen og stiftskirken indviet til St. Servatius, således at den ene fløj af slotskomplekset er bygget ind i kirkens vestfront. Byen er et af de bedste tyske - eller verdenseksempler på middelalderlig bindingsværksarkitektur, og den har bedre miljøer end Goslar, Celle eller Schwäbisch-Hall. Byen er et af UNESCOs verdenskulturarvssteder. Quedlinburgs bykerne er kraftigt præget af bindingsværkshusene. De smalle gader og de meget forskellige udformninger, som borgerne har formået at give husene, hvoraf det ældste er fra 14. århundrede, giver et autentisk billede. Hele bindingsværkskernen trykker sig ind under slotsbanken.
St. Servatiuskirken
Domkirken indviet til Sankt Servatius er en treskibet basilika af romansk tilsnit og plant kasetteformet bræddeloft. Koret er udbygget med forhøjet niveau og halvrund apsis. Sidekapeller med halvrunde afslutninger mod øst. I skibet er den særlige ottonske byggestil - som i Hildesheims domkirke og St. Godehardkirke - og Gernrode vist gennem adskillelsen mellem midterskib og sideskibe ved rytmen i arkadepiller og søjler. Her i Quedlinburg er rytmen to søjler for hver pille; søjlerne har terningkapitæler og pillerne en dusmykket gesims i overgangen til buen. Over arkaden er der intet triforium, men et højt anbragt klerestorium med enkelte ret adskilte vinduer. Vestenden af skibet har en enkelt midterpille, mens den overstående tribune har to buer for hver af arkadens buer, og der bliver derfor en midterpille med to sidesøjler på tribunen. Kirkens indre står i stenens naturlige farve.
[8787 p.62; 9813]
Under det høje kor en krypt med tre skibe og søjler og sekskantede piller samt hvælv med kalkmalerier (sjældent). Grave for kong Heinrich I og mage, Mathilde der Heilige samt for abbedisserne Adelheid I og Beatrix I. I et af sideskibene vises bl.a. et evangelie, Adelheid-Evangeliar, fra 10. årh. og nogle kostbare relikvier. I S-korsideskib er henlagt et tæppe fra 1200-tallet. Kirkens skatkammer er indrettet i småkapeller i kirken, både på overetagen og rummene mellem kirke og slot. De ejer en del meget gamle ting, både relikvieskrin, Bibelindbindinger og kirketøj for messen.
I tilknytning til kirken var der et nonnekloster, der var grundlagt under Henrik I, og som havde privilegier, der tilstod abbedissen at sidde med som en af kongens rådgivere. Denne magt blev bekræftet af senere hersker, men konventets magt aftog efterhånden som pengeøkonomi og borgerstandens magt tiltog. Konventet eksisterede dog til 1802, hvor magten overgik til Preussen og derefter indgik i riget. Der nåede fra 966 til 1802 at være 40 abbedisser, dog var den ene en protestant, der kaldtes en provstinde.
Slottet på højen er nu museum. Det er en renæssancebygning med enkelte fine sale samt museumssamling.
Det oprindelige slot har spillet en vigtig rolle i tysk historie fra ca. 900 til ca. 1200, idet Henrik I og ottonerne flittigt brugte slottet til rigsdage. Det var således her, at freden med Ungarn efter de mange missions- og koloniseringskrige var sluttede med Ungarn undertvingelse blev holdt den 23/3 973. Her som mange andre af de sækulare bygninger indrettet 1700-1900 er der gjort meget ud af de indlagte træarbejder i møbler, gulve og paneler.
[9811]
I nedre by ligger sognekirken St Ägidienkirche, treskibet hallekirke, sengotisk, ombygget 1484; ikke beset. Kirkens første altertavle er overført til Markedskirken, Sankt Benediktikirken (se nedenfor).
Sognekirken St. Blasii, oktogonal barokkirke på meget ældre basis, er pt. lukket for ombygning.
Sognekirken St. Nikolaikirche i Neustadt, ikke beset.
Wipertikirche i sydlige bydel, tidligere præmonstratenserkirke med arkitektonisk interessant ottonisk krypt, ikke beset.
Markedspladskirken St. Benedikt med en hel del interessant inventar. Kirkens historie begynder i 1233, men en tidligere kirke er betydeligt ældre. Sandstensbygget med to vesttårne, der er den ældste del og romansk, koret er højgotisk og skibet er sengotisk. Skibet har kun tre fag, mens koret er ret langt og apsis er del af en ottekant. Kirken er hvælvet.
Af inventaret var altertavlen i flere etager og et et barokværk fra 1700. Mere interessant er altertavlen fra St. Ägidiuskirken. Den er et trefløjet snitteriværk med motivet Mariakroning fra slutningen af 1400-tallet og står i østenden af søndre sideskib. I det nordlige kapel, kalandskapellet - opkaldt efter calenda, fordi der holdtes rådsmøde her hver den første i måneden, er anbragt endnu et trefløjet altar med motivet Maria og barnet omgivet af 12 kvindefigurer af helgeninder og skytsfruer.
[9810]
Halberstadt
Halberstadts centrum blev meget ødelagt i WW2, og både handelskvarteret og en del af kirkerummene er genopbygget efter krigen. Halberstadt har tre betydende kirker: Sankt Martini, Domkirken og Liebfraukirken. Sankt Martinikirkens historie ligner så mange andres med en første kirke, der nedrives og en ny bygges fra en gang i det 13. århundrede. Planerne er for en basilika, men de ændres til en hallekirke, og kirkerummet fremstår i dag med tre næsten lige store skibe, højt til loftet og godt lysindfald. Tårnenes tag er ikke lige høje, og de forbindes med en tværbro. Koret er ret langt med ottekantsapsis mod øst. Indvendig står kirken i sandstensfarven. Alteret er et barokarbejde af Thiele Zimmermann fra 1696, voldsomt overlæsset og kan knapt stå under hvælvet. Ældste inventar er en bronzestøbt døbefont, der i dag er bemalet, hvilket den også var oprindeligt. Den stammer fra begyndelsen af 1300-tallet.
Domkirken er også et gotisk sandstensbyggeri, basilika med langt kor og tværskib og to tårne. Ottonerne byggede også en kirke med kraftigt vestværk, og den nuværende kirke er bygget efter denne blev nedrevet, og det tog over 250 år, før den gotiske kirke enedeligt var færdig i 1486. Kirken har bevaret klostergården med kapitelsal og korsgårdsomgangen. Inventaret var ikke uinteressant, men ikke specielt nok til at behandles her. Museumsskatten er berømt, men vi havde ikke tid at vente på føring, hvad der var eneste mulighed.
Liebfraukirken er en god romansk kirke: treskibet basilika, to vesttårne og to østtårne, tværskib, kor med halvrund apsis. En del blev ødelagt under bombardement 8/4 1945. Arkaden er med piller og en lille gesims før buerne. Kirkerummet står i hvidt med sandfarvede bånd og gesimser. Loftet plant bræddeloft i skibet, mens koret er hvælvet. Høje klerestorievinduer sørger for godt lys. Mindre korforhøjning med enkelt alterbord. Et stort korbuekrucifiks fra 1230 er ophængt under triumfbuen. Vestenden indvendigt afslutes med en lile apsis under tårnrummet. Derover er orglet ophængt på væggen. Korgitter mod øst i smedejern og lidt øst for dette er der i siderne rester af en gammel korskranke i sten omkring en meter høj. Arkitekturen her er ganske imponerende. Denne kirke er langt den fornemste af byens kirker.
Gernrode Gernrodes domkirke er et vigtigt arkitektonisk værk. Det er den ældste eksisterende større bygning fra ottonsk tid. Den er påbegyndt i 900-årene og var en Benediktinernonnekirke indviet til St. Cyriacus. Første indvielse var i 963. Kirken har et vestværk med vestlås fra første halvdel af 12. århundrede, men de ottonske runde tårne blev bygget ind som en del af forandringen. Kirken har et vestkor med halvrund apsis. Set udefra og fra siden er der nederst en fløj af klostergårdens arkader. Derover er der en række vinduer hver med midtersøjle. Derover igen et triforiumsniveau, hvor hver anden bue er gennembrudt og hver anden tilmuret. Øverst en række klerestorievinduer.
Midterskibets arkader er delt med søjle - pille - søjle, så pillen deler skibets længde i to dele. Over arkaden er et triforium - et ret højt galleri over sideskibene med vinduer, der giver godt lysindfald. I triforiet modsvares arkadens pille af en lignende pille, men her med fire søjler på hver side. Øverst oppe mod loftet en række lave klerestorievinduer. Koret, der har to halvrunde sideskibsapsider i østenden, er hævet med trappe op til alterområdet og ender i en halvrund apside. Der er plant plankeloft i skibet, og det er malet i klare farver med blåt og grønt som dominerende. På samme vis er alle buers undersider malet med et bortmønster.
Der er kun tre andre så tidlige domkirker i Tyskland: Essen, Quedlinburg og Gandersheim. Treskibet krypt med hvælv. Hovedportaltympanon fra 1170.
Inventar: Døbefont i sandsten, sekskantet med relieffer fra c.1150. En del meget gamle gravsteder, bl.a. stifteren grev Gero, der døde i 965, fire år efter grundlæggelsen af klostret. I gravkammeret for martyrbiskoppen Metronus er der fine sandstensskulpturer og basrelieffer c.1100. Den helt specielle indretningsting er gravkammeret, der er et tokamret sandstenskolos, der fylder det meste af det ene sideskib. Meningen er, at det skal være et billede på Jesus gravkammer. Det er fra mellem 1080 og 1130 og er nu aflukket for besøgende. Højst specielt.
[8787 p.40ff; 9817]
Tæt på Blannkenburg, NW for byen, ligger resterne af et Cistercienserkloster, Michaelstein, grundlagt 1147 fra moderklosteret i Altenkamp. Visse bygningsdele er fra 1170, men det ses ikke ved påsyn udefra. I forbindelse med museet i klausurbygningen kan man se den bevarede klostergård. Der er nu et Telemann-arkiv i nogle af bygningerne, og resten er omdannet til kursus- og konferencecenter. Der er gamle fiskedamme bevaret i flere niveauer, og der er gode vandreture lige uden for klosteret.
Wernigerode
Wernigerode har et slot, der ligger højt over gamlebyen. Dets nuværende skikkelse er dog først fra 1863, men en del er middelalderlig. Bygningerne rummer et feudalmuseum! Det bar dette navn under kommunismen, men i dag hedder det ikke mere sådant, men kaldes nu museum for grevskabets historie. Det er et torneroseslot med tårne og karnapper, men alt bygget i 1862-1881 af Bismarcks stedfortræder, Otto, greve af Stolberg-Wernigerode. Vi beså ikke slottet, der desuden indeholder en samling sakral kunsthåndværk og tekstilskunstværker, en Magdalenedug fra 1280 og et løvetæppe fra 1490, om hekseprocesser og bondeoprør er der også stof.
St. Johanniskirche er byens ældste med et tårn, der går tilbage til 1279, men resten af bygningen er flere gange restaureret. Den indre har et sjældent set tømmerloft dannet som den omvendte køl og kan minde om det tilsvarende set i Normandiet i Honfleur. Kirkens fineste inventardel er fløjalteret fra 1415. Det er et trefløjet alter med dobbelfløje, så der kan vises tre forskellige facader. Festopslaget har som midtermotiv en Marias Himmelkroningsscene. Både hovedfeltet og sidefelterne er meget flot udskårne og fint restaureret og forgyldt.
[9822]
Drübeck
Inden Goslar ligger den lille by Drübeck med en klosterkirke i romansk stil. Kirken, der tilhørte benediktinernonnerne, var indviet til St. Vitus og har dele tilbage til 11. århundrede, men blev grundlagt allerede i 960. Kirken er åben for besøgende og er typisk for de tidligt romanske med fx arkadestøtter - pille - søjle. Den har to kor - øst og vest. Det nordre sideskib er nedrevet. Arkaderne til dette kan ses udvendigt og indvendigt. Der er også lisener og halvsøjler med kapitæler og gesimser, der ser ud til at have holdt et tidligere hvælvingsloft, der senere er erstattet af et plant bræddeloft. I den korte sydlige korsarm er taget ført igennem, så det fra kirkerummet ses som et skråloft - med loft til kip. Ingen guide, men fotos taget.
Drübeck eksisterede som damestiftelse helt til den sidste frøken døde i 1955. Det er nu restaureret og er center for uddannelse og videreuddannelse af evangeliske kirkemedarbejdere af forskellig type under præsteniveau.
Goslar
Byens ældste bygning er kejserpfalzen. Hoveparten stammer fra årene efter 1289, hvor den tidlige middelalderbygning brændte. Middelalderbygningen var fra første halvdel af 1000-tallet og bygget af Otto III og Henrik III. Af deres bygning står endnu kapellet tilbage. I historismens tid sidst i 1800-tallet blev indervæggene i den nuværened bygning malet med historiemotiver fra tysk historie. Malerierne er meget udtryksfulde og morsomme at fordybe sig i. Det er malerier, hvor der foregår rigtig mange ting. Salen var møbleret til koncert med et stort podie og en 6-700 stole.
I bygningens sydlige del er en forbindelse til den originale kapelsal, der stilmæssigt har dannet model helt til England. Fra Goslar (og Speyer) har der været påvirkning til England, hvilket siges endnu kan ses i Tewkesburykirkens bispekapel, der er bygget af Robert af Lorraine c. 1090. Kapellet i Goslar er dannet som et græsk kors med halvrunde apsider i alle fire retninger samt for korsarmenes sidekapeller. Den firkantede korsskæring fortsætter op i en balkon på overetagen og derfra som en oktogonal lanterne. Set udefra kan hjørnekonstruktionerne med tromper ved overgangen mellem firkant og ottekant ses allerede ved nederste etageadskillelse.
[8787 p.70f+233; 9820 p.25]
Markedskirken indviet til Sankt Cosmas und Sankt Damian er treskibet. Den brændte i 1844 og er derefter restaureret. Det er en pæn stor kirke, men uden de store seværdigheder.
[9819]
I midten af byen ligger Jakobikirken. Den er katolsk. To tårne i vest, kor med kantet apsis, gotisk stil, med alter fra klosteret i Riechenberg fra 1727, og det er faktisk for stort til rummet og rager nsæten ud gennem sidevinduerne. De to sideskibsaltre er også barokke. Heller ikke denne kirke er ekstraordinær.
[9824]
Nordligst - mod banegården - ligger Neuwerkkirche = Kloster Neuwerk, der var en Benediktinerkirke fra 1180. Kirken har romanske kalkmalerier med stærk ottonsk indflydelse fra 1200-1250. Dette kloster ejede et evangelarium fra c.1235-1240; det er nu flyttet til Goslar Museum. I kirken vises en kopi af et par meget flotte aider, mens museets original kun viser beskueren bindets yderside. Kirken er romansk, og kirkerummet er malet med klare, kraftige farver på søjler og ribber i rødt og blåt. Halvsøjlerne har nogle underlige sving i højde med arkadebuernes top. Her danner de en slags åben bule, hvori der er anbragt en ring eller en krans også i sten. Nogle af bulerne er pyntet med et dyreansigt. Hele østapsiden er bemalet kraftigt og alteret er kun et bord. Det gamle korskrankealter er flyttet til vestenden og opstillet under orgelbalkonen. Man kan tydeligt se relikviegemmet i bordpladen. Det er en ganske pæn kire.
[9823]
Byens museum er et godt lille lokalmuseum, der kan gennemgås på en halvanden time. Foruden kulturen er også nogle rum med naturhistoriske emner.
Ebstorf
I Ebstorf ligger et kloster med kirke, og i denne befinder et af de gentegnede fire eksemplarer af kortet kaldet Ebstorfer Mappa Mundi-kortet. Kloster og kort kan kun ses med føring, og der gives en god forklaring til middelalderkortets historie og dets indhold. Klosteret selv overraskede ved sin størrelse og bevaringstilstand. Det er stadig en stiftelse med damer - pt. 11 - og der er bevaret nonnekor på første sal med tremmeværk mod højalteret.
Kirkens midterskib og nordlige sideskib har meget lav loftshøjde på grund af damebalkonen; desuden er sideskibet smalt, fordi den sydlige klostergang er bygget ind i kirken og tager plads op i sideskibet. Dette er en højst usædvanlig måde at gøre det på. Senere er der tilbygget et sideskib mod syd med fuld højde. Det er beregnet på sognets beboere.
Klostergården med hvælvet korsgang ligger nord for kirken. Hvælvet er ribbehvælv på tre sider og tøndehvælv på den fjerde. Der er en del fine gamle glasmalerier i mange af vinduerne mod gården. Om Ebstorferkortet nærmere under kartografi.
[9825; 9826]
Kildehenvisninger
Der vil være nogle kildehenvisninger, og kilderne kan findes i kildelisten for historiske sider.