| Årstal | Tekst |
|
| |
| 750 - 850 |
Det meget store område, der dannes af Rusland mellem Uralbjergene og Vesteuropa, Ishavet og Sortehavet, var i perioden befolket af forskellige slaviske og bulgarske stammer uden en centralregering eller centralmagt. Bulgarstammerne deltes i Volgar Bulgarer, Onogur Bulgarer og Donau Bulgarer. I hele Kaukakusområdet boede Khazarer med styreformen et kharnat. I perioden begyndte opsplitningen i en sydslavisk mindretalsdel på Balkan og en majoritetsdel i det fremtidige Storrusland. I Vesteuropa skete i denne periode dannelsen af det Frankiske Rige, der pressede slaverne på østsiden af Elben og Langs Donau østover. |
| 839 |
Fra Skandinaviens svenske side, måske fra Roslagen-området, drog stammefolk, der kaldes for varanger eller vareger, ind gennem Den Finske Bugt og ad de russiske floder, hvor de langs Ladogasøen og Onegasøen oprettede handelsbeboelser. De drog efterhånden ad floderne mod syd, hvor de i 839 nåede til Konstantinopel, hvor de optræder under navnet Med nogen afbrydelse samlede de områder under disse vikingehøvdinge, og fra 862 var de fast forankret i Rusland, hvor de opkrævede skat af flere stammer mellem Novgorod og Kiev. Typisk havde de beboelser langs Dnjeprfloden og dens bifloder, men de var også langs Volga ved Rostov og Murom, og deres pladser ved Izborsk mod Letland og nordligst ved Beloozero nævnes i krønikerne foruden Novgorod og Kiev.
Det kyrilliske alfabet er dannet på grundlag af det græske i 800-tallet. Det havde oprindeligt 43 bogstaver inklusive tre overtaget fra hebræiske kaldet tzade og shin til at dække lydende ch /tj, sh /sj og shch /sjtj. Den moderne udgave af alfabetet har færre tegn. Det består af 23 græske bogstaver tilpasset noget i form, de tre overtaget fra hebræisk samt seks, der er konstrueret til det slaviske sprog. |
| 900 |
Mod 800-tallets slutning og under opsplitningen af Det Frankiske Rige blev der dannet slaviske stater i Moravien og det senere Tjekkoslovakiet og sydligere et kroatisk rige, men de bestod alle i begrænset tid. Området mod syd mod Sortehavet og Det Kaspiske Hav var stadigt befolket af bulgarer og magyarer. Ved den blivende varangerbofæstelse i Rusland nævner krønikerne som foregangsmænd de tre brødre Rurik, Sineus og Truvor. Rurik bosatte sig syd for Ladogasøen, Sineus ved Den Hvide Sø, Ozero Beloye, lidt længere mod SE, og Truvor ved Izborsk mod det lettiske område og lidt SW for Pskov. Efter de to brødres død samlede I området ved Kiev slog to andre varanger, Askold og Dir sig ned og herskede over poljenerne mellem Kiev og Perejaslav. Om disse to fortælles det, at de sejlede med en flåde på to hundrede skibe ned ad floden og gennem Sortehavet mod Konstantinopel, men i en storm forliste flåden. Det var det første varangerangreb mod Byzantium. Omkring år 900 blev disse separate beboelser efter Ruriks død samlet i et løst sammenhængende enhed under Ruriks broder Oleg, der samlede landet til Kievs mure. Oleg myrdede også Askold og Dir for forræderi mod stammereglerne. I år 907 drog Oleg i det andet togt mod Konstantinopel, hvor han aftalte en landdelingstraktat med kejser Leo VI. oleg døde i år 912. Det tredje togt skete under Ruriks søn Igor, der blev fyrste efter farbroderens død. Igor sejlede ned ad Dnjepr og angreb Bulgarien og Konstantinopel, men blev slået af en græsk flådestyrke, der benyttede græsk ild, som åbenbart var ukendt for slaverne. Som hævn for nederlaget slog Igor sig i 944 sammen med andre stammer og brød ned gennem Bulgarien, men han blev året efter dræbt af stammefolket dereviderne under en kraftig skatteopkrævning. Igors søn, Svetoslav = Svyatoslav, var mindreårig, og hans moder, Olga, blev regent. hun var kendt for sin grusomhed og konverterede derfor til kristendommen. Hun fik kejser Konstantin Poryphyrogennetos, der var den første kejser af Lekapenosfamilien, som fader og tog det blide navn af Helene som kristen*). Sønnen ville ikke lade sig omvende, da hans mænd så ville håne ham for blødsødenhed. *) Krøniken skriver, hun tog til Czargrad for dåbsceremonien. Bynavnet er et poetisk eller religiøst navn for Konstantinopel omskrevet efter slavisk som kejser + grad = by. 945-957 Fyrstinde Olga bliver kristnet. Fra Sortehavet og ind mod Vesteuropa plyndrede på denne tid magyarerne, inden de slog sig ned på Ungarns stepper og besejrede Moraviariget. De blev endeligt stoppet på deres vej mod vest af den tysk-romerske kejser Otto I i slaget ved Lech nær Augsburg i 955. Ungarn er derefter fra år 1000 et kristent rige under hertug Stephen Apad. Omtrent samtidig opstår også en polsk stat mod Østersøen, og dermed er slaviske stammer i Vesteuropa forsvundet. |
| 964-972 |
Svyatoslavs regeringstid Svyatoslav eller Svætoslav førte i 965 erobringsekspeditioner mod khazarerne, der boede mod Sortehavet og Kaukasus, i 966 mod Volgabulgarerne, og i 967 mod Donaubulgarerne. Han førte krig mod byzantinerne om Bulgarien, og de krydsede Donau, hvad de først gjorde igen under zar Nikolaus II og Katharina II. Svætoslav indtog Bulgariens hovedstad Perejaslaw. Et stærkt Rusland-Bulgarien var farligt for Byzantiske Rige, om da Svætoslav ikke ville gøre indrømmelser, udbrød der krig. Den romerske hærfører Johan Tzimiskes hastede med både landstyrker og sin flåde fra Adrianopel op ad Donau og videre mod Perejaslav og Dorostolum = Silistria, hvor russerne havde forskanset sig. Enden på konflikten blev, at russerne forlod Bulgarien, og under retræten blev Svætoslav ved vandfaldene på Dnieprfloden ved Posogerne dræbt af petsjenernes stamme. Det var i år 972. Rusland var nu slavisk domineret. Landet omfattede ikke Randstaterne, Polen eller Ungarn og nåede ikke til Sortehavet eller beherskede nedre Volga. [9847 p.52] |
|
| |
| 972-1054 |
Fyrstetiden 972 - 1054Svætoslav havde tre sønner. Jaropolk herskede i Kiev; Oleg herskede over derevierne, og Vladimir i Novgorod. Oleg myrdede Jaropolk, og derefter myrdede Vladimir Oleg. Vladimir var fra da enehersker over det russiske område.Vladimir Vladimir bejlede til Rogneda, datter af Rogvolod i Polozk øst for Letland, men hun sagde stolt nej, da Vladimir var søn af en slavinde. Vladimir myrdede da Rogvolod og hans to sønner og tvangsgiftede sig med Rogneda. Det var efter han havde giftet sig med Jaropolks gravide enke, der var en røvet nonne fra Konstantinopel. Rogneda og enken var Vladimirs fjerde og femte kone. Russerne var da hovedsageligt hedninge, men Vladimir ønsked en ny stærk religion og undersøgte de til rådighed stående muligheder: jødedom, islam og kristendommen. Han valgte den ortodokse udgave af kristendommen, men ville ikke bede nogen om dåb, som han ville tilkæmpe sig med våben i hånd. Han drog derfor mod Konstantinopel, som han truede med at rasere, såfremt han ikke fik søsteren til de to kejsere, Basileos og Konstantin, som sjette hustru. Her blev han så døbt og tog det kristne navn Basileos. 988 Fyrst Vladimir I antager for sit rige den byzantinske kirkeordning. Vladimir døde i 1015 og efterlod sig en omfattende række efterkommere: Jaroslav fik Novgorod; Isæslav fik Polozk; han var Rognedas søn; Boris fik Rostov; Gleb fik Murom; Svætoslav fik Dereviernes område; Vsevolod fik Vladimir i Volynien; og Mstislav fik Tmutorakan = Tamartake; mens en brodersøn Svætopolk fik Turov i landet Minsk. Da landet således var delt begyndte familiens medlemmer igen at kæmpe for en større bid af kagen: Svætopolk lagde for og myrdede Boris og Gleb og tog derpå Kiev. Svætoslav blev derefter myrdet af Svætopolk. Jaroslav gik i forbund med den polske kong Boleslav den Tapre og hævnede sig på Svætopolk, der gik i eksil og døde udenlands. Jaroslav uddrev nu Isæslav fra Polozk og Mstislav fra Tmutorakan og blev på den måde næsten enehersker i Rusland. Der var efter år 1030 kun af de andre fyrster Jaroslav i Novgorod, en broder sad på magten i Chernigov, og en tro fyrste var indsat i Polotsk. Jaroslav døde i 1054 og blev begravet i St. Sofiakirken i Kiev. Ved sin død gjorde Jaroslav samme fejl som sin fader og udskilte et område af riget til hver af sine sønner, og sammenholdt med den indtil da sædvanlige rokade, hvor alle fyrster rykkede op fra et mindre eller ringere økonomisk delrige til et større ved vakante områder, så afstedkom det et meget stor vandring af fyrster. [9847 p.60f] Rambaud gør en samenligning mellem Karl den Store og Jaroslav. I Jaroslavs eftermæle indgår flere kampe mod Polen, grundlæggelse af byen Jaroslav ved øvre Volga, mosaikudsmykning af Kievs kirker og adskillelige kampe mod indbrydende stammer fra øst. Jaroslav fik udstedt en lovsamling, Russkaja Pravda, der havde skandinaviske mindelser. Men loven udmærkede sig ved at tvekamp og blodpenge og anden betaling kunne frigøre for en forbrydelse blev (delvis) afskaffet, og forbrydelser blev som i den byzantinske verden opfattet som anfald mod samfundet og straffet af myndighederne. [10494 p.49 + 58] |
|
| |
| 1000- |
Rigets tilstand omkring år 1000Etableringen af den russiske stat som en enhed tog mange århundreder, men en væsentlig forudsætning for begyndelsen var et fælles religion, fælles sprog og en fælles skriftlig kultur. Religionen blev den ortodokse, og skriftsproget blev særegent for Rusland og visse omliggende områder med St. Cyrils formgivning af et alfabet, det kyrilliske, i 800-tallet. Men kun få af nationens indbyggere blev uddannet til læsning og skrivning og helt op i 1700-tallet var der mange ved kejserhoffet, der var analfabeter endnu.Sammen med den ortodokse tro kom også kejseridealet til Rusland, og selv om riget ikke umiddelbart blev opfattet som givet fyrsten af Guds hånd, så blev det senest ved Moskvafyrsternes etablering givet udelt i arv til næste generation / fyrste, og de traditionelle opdelinger mellem alle arvinger ophørte dermed. Kommunikationen, handelen og transporten blev tidligt udviklet med floderne som hovedtransportårer. Rejseruter fra Finske Bugt gennem de store søer og ad floderne Lovat, Dvina, Dniepr, Donetz og Volga blev sat i system og forordninger for færgevæsen og postvæsen kom hurtigt i middelalderen. De enkelte fyrsteenklavers grænser skiftede gennem middelalderen. Nogle områder kom til, andre svandt ind, navnene ændredes, og langsom stabiliseredes det totale område, der kunne kaldes Rusland til at gå fra Ural til Østersøen og fra Ishavet til Sortehavet og det Kaspiske Hav. I midten af 1000-tallet var der tre hovedprincipater i riget, der ved arvefølgeopdelinger var blevet et sammensat forbund af småstater med Kiev som det førende og hvortil hørte Novgorod. Områderne Smolensk, Polotsk og Chernigov bestod også som fyrstedømmer, og i yderkanterne NE for Novgorod og mod syd ved Galicia var der også meget autonome områder. Sortehavet og Kaspiske Hav lå stadig uden for rigets grænser. |
|
| |
|
1054-1169 |
Perioden 1054, der var Jaroslavs dødsår, til 1169Rusland var lige op til århundredeskift- et opdelt i syv principater:
Kiev var også vokset og beholdt sin førende stilling i den løse føderation til ca. 1170 med sæde for storfyrsten, der uanset alt småkævl inden for slægten var alle fyrsteslægternes ældste medlem. De stammede dog alle fra Rurik. I 1100-årenes begyndelse opstod principaten Suzdal i det nordøstlige område, som Pereyaslavlprinserne indtil da havde styret. Løsrivelsen kan forklares med et stigende befolkningstal netop her. Det allerøstligste hjørne fik også en mere autonom plads som principaten Murom-Riazan, mens Novgorod tilkæmpede sig selvstyre og rettelig kan kaldes en republik i denne periode. [9847 p.66] Datoen 1126 bruges ofte som Novgorodrepublikkens oprettelse, da det var i dette år, de jordbesiddende adelsbønder valgte deres egen fyrste. Prinseslægten måtte fra da af finde sig i kun at tage sig af landets forsvar og afvente "borgernes" udpegning af deres leder til at styre bysamfundet og visse retsfunktioner. Beskrivelsen af perioden 1054 til 1224 og dens forandringer er næsten umulig. Der var ifølge [10494 p.59] i perioden i kortere eller længere tid 64 fyrstedømmer med 293 fyrster, og der blev ført 83 borgerkrige. Af udadvendte krige førte de fx 18 felttog alene mod polovzerne, der gjorde 46 indfald i de kristne områder. Nogle hovedtræk kan udledes. Jaroslav havde splittet riget mellem sine sønner, og Kiev var fortsat tyngdepunktet med centralmagt og kulturcentrum. Jaroslav pegede på sin søn Isæslav (K-09) som arvtager som storfyrste. Isæslavs bror Svætoslav styrtede ham med våbenmagt i 1073, så Isæslav måtte flygte til den tyske kejser Henrik IVs hof, men vendte tilbage i 1076 efter Svætoslavs død og styrede igen fra 1077 til 1078. Da Isæslav døde i 1078 pegede han på sin søn Svætopolk (K-13) som efterfølger, men magtkampen blev vundet af Vsevolod (K-12), Isæslavs bror, der sad som storfyrste fra 1078 til sin død i 1093. Vsevolods datter Eupraxia eller Adelheid (K-12-4) ægtede den tysk-romerske kejser Henrik IV i 1089. Fra 1093 til 1113 blev Vsevolods søn Svætopolk storfyrste uden modstand fra Vsevolods søn Vladimir I Monomakh (K-14). Vladimir blev efter en række sejre over polovzenerne meget populær i Kiev og omegn og blev ved Svætopolks død den næste storfyrste i Kiev fra 1113 hvor han til sin død i 1125 fortsatte med at besejre nomadefolkene på stepperne mod øst og sydøst. Under Vladimir blev Suzdalområdet indlemmet i Kiev og byen Vladimir i Suzdal blev grundlagt opkaldt efter fyrsten. Der skal derfor nu skelnes mellem Vladimir i Suzdal og Vladimirbyen mod SW i Volynien. Vladimirs ene søn, Georg eller Yuri Dolgoruki (K-21), blev stamfader til fyrstehuset i Suzdal og Moskva. En anden søn, Mstislav (K-15), blev stamfader til fyrstehuset i Kiev og Galicia. Disse to grene af slægten lå i idelig strid, hvilket blev en medvirkende årsag til Kievområdets tilbagegang. Mstislavs søn Isæslav II (K-20) blev storfyrste fra 1146 til 1154, og hans onkel Yuri, der var fyrste i Suzdal, mente, at han som familiens ældste havde retten til storfyrstetitlen. Striden mellem disse to grene blussede jævnligt op, og man kan sige, at den blev en krig mellem Gammelrusland centret omkring Kiev og Dnieprfloden og så Nyrusland med centrum omkring den kommende hovedby Moskva og Volgafloden. Det afgørende sammenstød kom i 1150 ved Perejaslavl. Isæslav (K-20) tabte og flygtede til Vladimir i Volynien, og Yuri Dolgoruki indtog Kiev. Isæslav gav ikke op, og med hjælp fra sin svoger kongen af Ungarn gift med halvsøsteren Euphrosyne (K-15-11) og fra kongerne af Polen og af Böhmen tvang de Yuri til at acceptere en valgfyrste, og valget stod mellem ham og Vladimirs anden søn Vætscheslav af Turov (K-17), der vandt første runde. Isæslav var også svoger til danske kong Erik Emune (dan 110). Efter Vætscheslavs død i 1154 fik Yuri endelig chancen for at indtage Kiev, og her døde han 1157, mens hans modstandere var ved at samle styrker til et angreb. Nu blev det ikke nødvendigt, og de sammensvorne indtog Kiev og delte fyrstedømmet mellem sig, og det blev slutningen på storfyrsteriget Kiev. Suzdal Det næste magtcentrum kom til at ligge i Suzdal, der omfattede Jaroslav, Rostov, Vladimir, Perejaslavl og Moskva. Her blev Yuris søn Andreas Bogoljubski fyrste (U-02) fra 115 til 1169. I dette år dannede han et forbund med ti andre små fyrster mod Kiev, som de indtog, plyndrede, skændede - og det var både for ikoner, kirker, og kvindfolk - i en sådan grad, at byen aldrig fik landsbetydning mere. Skovfolket fra nord havde endelig sejret over steppefolket fra syd. Det har undret etnografer, at det ressourcerigere syden ikke kunne modstå de fattigere nordboere, men de bestandige krige og usikkerheden ved at slå sig ned langs floderne med den gode jord gjorde det i perioden mere givtigt at befinde sig i de skovdækkede egne mod nord. |
|
| |
| 1169-1230 |
Suzdal fra Kievs fald til mongolernes ankomstI midten af 1100-tallet svækkedes Kievs stilling, og i 1169 mistede byen og fyrsten helt førerrollen, da den nordøstlige Suzdalregion besejrede Kiev på dets eget område, og storfyrstetitlen blev overtaget af Suzdal, der fra da af benyttede regionens hovedbys navn som fyrstetitel: Storfyrste af Vladimir.Efter næste århundredeskifte er der ni principater i Rusland:
Suzdal Da Yuris søn Andrei Bogoljubski overtog storfyrstetitlen i Suzdal fik riget sin første "moderne" statsmand. Andrei var ikke en rå slagsbroder, men en politisk begavelse. Han forfølger sit mål hensynsløst, men ligger ikke under for lidenskaber eller bravurhandlinger for effektens skyld. Hans fyrsterige var lettere at kontrollere for en envældig hersker, da befolkningen hovedsageligt bestod af kolonister kommet til det ugæstfri land uden lokalt sammenhold. Andrei koncentrerede sig indledningsvis til det nordlige område og fik indsat en brodersøn som statholder, Yaroslav (N-20), i det mod vest liggende Novgorod til stor fortrydelse for det suveræne område. Andrei ville med magt undertvinge dem og satte sin søn Mstislav (U-02-2) i spidsen for en styrke, hvori også deltog tropper fra Murom- Riazan, Smolensk og Polotsk, altså alle naboerne, der forventede en bid af kagen ved en splitning af Novgorod. Angrebet på Novgorod i 1170 blev hæftigt, men borgerne havde hørt om massakrene i Kiev og kæmpede hårdt. Anekdoten fortæller, at ærkebiskop Johannes bar under slaget billedet af Jomfru Maria rundt langs bymuren, hvor ikonen blev ramt af en fjendtlig pil, der fik hende til at fælde en tåredråbe på ærkebiskoppens kåbe. Alle ville kæmpe for Sankt Sophie i Novgorod, og da underet rygtedes også til fjenden (kommunikationen var god), så blev den panisk og novgorødderne tog mængder af fanger. Mstislav døde i 1173. Andrei ville have sin egen hovedstad, hvor der ikke som i Suzdal og Rostov var borgerråd, der kunne gribe ind hans regeren. Ved snedig list, hvor religiøse syner hjalp til grundlagde han landsbyen Bogoljubovo i afstanden ti verst syd for Suzdal - landsbyen er i dag stadig på landkortet - og rejste kirke og kloster som tak for forsynets velvilje, der samtidigt og meget heldigt lige netop havde peget på det sted, hvor han ønskede at bygge sin hovedby, Vladimir, få kilometer sydligere ved floden Klæsma - i dag kaldet Kijaz' ma, der flyder ind mod Moskva 183 km mod vest. Mellem Suzdal og Vladimir er der 35 km. Hans forsøg på at få flyttet patriarkatet fra Kiev til Vladimir måtte han på modstand fra Konstantinopel dog opgive. Hans andet mål, at herske som enehersker, nåede han, og ville hans mænd efter denne nye orden ikke anerkende ham som deres overherre og ikke som ligestillet adelsmand, så måtte de rejse. Heller ikke sædvanen med deling af riget mellem sønner og slægtninge ville han tillade. Han var klar over systemets indbyggede borgerkrigstrussel, og fik i dette nybyggerrige held til at ændre arvefølgesystemet til Vesteuropas stil. Efter Andreis død i 1174 fulgte stridigheder mellem sønnerne, og Andreis to brødre Mikael og Vsevolod. Mikael fik adelens støtte og blev storfyrste i Suzdal-Vladimir til sin død i 1176, hvorefter broderen Vsevolod regerede. I Vsevolods tid besejrede han Chernigov- og Riazanfyrsten og lagde dem under Suzdal. Vsevolod døde 1212. Vsvevolods død gav igen familiestridigheder, da hans søn Georg II / Yuri II, der var næstældst, tog storfyrstetitlen og derfor straks bekæmpedes af den ældste søn Konstantin, der i forening med Mstislav den Dristige fra Novgorod faldt ind i Suzdal og endeligt besejrede Georg ved Lipsk i 1216 [10494 p.71] Konstantin blev da storfyrste, men døde allerede i 1217, hvilket bragte Georg tilbage på tronen, og under krigstogt mod mordvinerstammen grundlagde han ved Volga tæt ved Okaflodens udløb byen Nischni-Novgorod. Galizia Fyrstedømmet var rent slavisk med få klaner efter varægerne fra Skandinavien. Fyrsten var en valgfyrsten. Fyrst Vladimir (G-03), der var søn af Jaroslav Osmomysl (G-02), måtte en overgang flygte, men vendte tilbage og regerede til sin død, hvor Volyniens fyrste, Roman (V-13) med Kasimir den Retfærdiges polske troppers hjælp erobrede Galizia, og han fik underkuet den magtfulde valgadel - bojarerne. Roman udvidede riget med litauiske områder og fik sat en slægtning på Kievs trone omkring år 1200. Roman døde 1205. Romans søn, Daniel (G-06), blev anerkendt som fyrste af Galizia fra 1205 til 1266, men først selvstændig efter han blev voksen i 1228. I de følgende år var der adskillige mongolske plyndringer i landet. Daniel konverterede til den katolske tro og fik som belønning sin kroning godkendt af pave Innocentius IV (p&k 4180P), der lod den udføre af den pavelige legat, abbeden af Messina, i 1254 i Drogitschin. Daniel døde i 1266, og fra 1300-årene gik Galizia ind i polsk område, og landområdet kom aldrig retur til Rusland. Novgorod - Pskov - Vjætka - til 1224 [10494 p.74] Novogorods tidlige historie er nævnt i begyndelsen af artiklen. Novgorodområdet med byen af samme navn indkaldte på et tidspunkt de skandinaviske varæger som hjælp mod nabostammer, men varægerne blev og tiltog sig magten og blev ret hurtigt integreret i befolkningen, selvom der bibeholdtes skandinaviske træk i både religion, styreform og retspleje i mange år. I den tidlige middelalder var naboområderne Pskov og Isborsk med flere skatskyldige til Novgorod, der var blevet så omfattende, at den havde fem retskredse. Med et indbyggertal på omkring 100.000 sidst i middelalderen var byen vægtig nok til et udstrakt selvstyre udøvet af en borgerforsamling, hvorfor de betydeligste familier i byen lå i idelig strid med hinanden om at være bykonge. Fx betød det, at fyrsten skiftede fem gange i perioden fra 1218 til 1225. [p.76] Traditionelt var byen delt i to partier, hvoraf det ene søgte sit samarbejde mod syd langs floderne mod Sortehavet, fordi deres handel var rettet derhen. Det andet parti søgte forbindelser mod øst, fordi deres indtægtskilder og interesser var rettet mod producenter mod øst. Novgorod var ikke den eneste betydende by. Man regner med, at allerede omkring år 900 var der 25 regulære byer i Rusland, fortrinsvis langs Dnieprs vandsystem og centreret omkring Kiev, Chernigov, Smolensk, Polotsk, Novgorod, Beloozero og Ladoga. Handelens betydning fremgår også af de sluttede traktater med kejseren i Konstantinopel. Fra 911 og 944 kendes optegnelser om regler og sædvaner for de russiske købmænds ophold og handel i Konstantinopel fastsat af kejser Konstantin Porphyrogennetos (p&k 3020E). Omkring år 1200 regnes der med omkring 100 regulære byer. De var anlagte ved handelsvejenes kryds, flodpassager og ved fyrsteborge, der spillede en fremtrædende rolle i udviklingen. Rundt om borgene byggede borgerne deres håndværkerhuse og handelsboder, og når forsvarsværkerne skulle udvides, kom handel og håndværk med inden for murene. [10496 - 1 p.45] Omkring år 1200 er magtstrukturen i Storrusland sådan, at der mod nordøst i områderne Vladimir, Rostov og Suzdal sad regenter af Yurevichi-linjen, altså efterkommere af Yuri I (U-01). I den sydlige dele regerede Olgovichi i Chernigov, efter Oleg (C-05). I de vestlige dele regerede Iziaslavichi i Volynia og Galicia beliggende i det nuværende vestlige Ukraine. Dvs. regenterne var opkaldt efter Iziaslav (V-08). Områderne Kiev og Novgorod faldt uden for de patrimonialt fordelte fyrsteriger, og forskellige slægtninge gjorde regelmæssigt krav på at have retten til at regere enten det pelsrige Novgorod eller det prestigefyldte Kiev. |
|
| |
| 1220-1250 |
Mongoler - Genghis Khan-folkeneDet europæiske Rusland er mod syd et steppeland og i midten et skovland. Nordligst igen et mindre bevokset område, men også et dårligt afgrødeland på grund af lave temperaturer. Kievruslands tyngdepunkt lå i skovområdet, hvor nomadestammerne - især de sydlige steppefolk - ikke naturligt fandt græsgange til deres kvæghjorde. Jordens bonitet spillede også ind i valget af beboelsesområder.Situationen ændrede sig i 1200-tallet, hvor nomadefolket fra de sydlige stepper begyndte at bryde ind i de typisk agerbrugsdyrkende egne af Midtrusland. Især betød samlingen af store dele af Mongoliet under en høvding ændring i styrkeforholdet. Stammehøvdingen - khanen - Ghengis / Djengis, der betyder den retfærdige, samlede på meget kort tid, ca. 20 år, fra 1200 et mægtigt rige fra Nordkina til Det Kaspiske Hav, og efter sporadiske indfald mod Europa, dvs. først russisk område, mellem 1220 og 1230 tog mongolangrebene rigtig fat fra 1237. Da var Ghengis Khan død (1227) og hans barnebarn Batu var hærfører over den europæiske gren af styrkerne. Storkhanen sad i Karakorum. Ruslands tyngdepunkt havde da allerede rykket sig fra Kievområdet mod NE til Moskva - Vladimir - Suzdal, der var blevet kolonialiseret og kristnet. Et andet styrkecenter lå sydligst mod vest i Glaizia og Volynien. Mellem de to centrer lå de mindre fyrstedømmer som Riazan, Chernigov, Novgorod, Pereyaslavl, Polotsk, Smolensk og Pinsk-Turov. De mange opsplitninger i arvefølgerne gjorde det næsten umuligt at samle en slagkraftig russisk styrke under enhedskommando, hvilket var medvirkende til at de gentagne angreb af mongolske stammer, der fra 1220'erne brød ind fra øst over sletterne så langt som Polen og Ungarn, blev hovedtruslen. Mongolernes leder Genghis Khan underlagde sig i denne periode det meste af Nordasien og Persien, og i Rusland blev flere hele fyrsteslægter udslettet under disse kampe, hvor Khanen viste sin styrke og brutalitet. Mongolernes første angreb kom 1222, men først i perioden 1236 til 1242 blev deres angreb så kraftige, at de vesteuropæiske fyrster begyndte at frygte for egne områder. Da var fader Genghis død i 1227, og samme år døde sønnen Jochi, og kampene blev ført videre af hans øvrige sønner Tolui, Ogodei og Chaghatai, der døde hhv. 1232, 1241 og 1242. Typisk for mongolernes erobringer var opretholdelsen af fyrsten for området, der nu bare blev underlagt Khanen og skatskyldig til denne. Magtmidlerne, som mongolerne brugte til at sikre sig herredømmet var yderst brutale selv set med russiske øjne, der ellers ikke var sarte. Presset på Europa lettede noget, da Ogodei Khan døde i 1241 og Chaghatai året efter. [10107 p.223] Mongolerne blev stoppet ved Torzjok i 1238. Der fulgte krige mod Sverige og de Tyske Ridderordner i De Baltiske Områder efter dette tidspunkt. Af de mere bemærkelsesværdige træfninger var Alexander Nevskijs sejr over svenskerne ved Nevafloden - deraf hans tilnavn - i 1240. Nevskijordenen opkaldt efter ham blev først oprettet i 1700 af Peter den Store. Den blev uddelt til 1917 og igen fra 1942 og fremefter. I 1242, den 5. april, sejrede russerne i Slaget på Isen ved Peipussøen ved Pskov over den tyske ridderorden fra Estland og Livland. Selv om russerne altså holdt indfaldende fjender tilbage fra vest, så måtte de stadig i 1240'erne betale ders skat til mognolkhanen i øst. |
|
| |
| 1300-1450 |
Moskvas fremgang fra ministat til rigsstat1299 Metropolitten Maximus flyttede sin kirkeadministration til Vladimir.1325 Hans efterfølger, metropolitten Peter, flyttede administrationen til Moskva. 1329 Ivan I returnerede efter overfald på Pskov. Grundlgade da første stenkirke i Moskvas Kreml: Maria Himmelfartskirke = Assumptionskirken. Efter mongolernes hærgen var Moskvastaten et lille fyrstedømme ikke meget større end Danmarks areal. I de første år i det nye århundrede besejrede Moskvafyrsten de omliggende fyrstedømmer og indlemmede dem i Moskva, nemlig: Kolomna, Perejaslavl og Mozjaisk, hhv. syd, nord og vest for Moskva. Herefter var der en pause i arealudvidelserne frem til ca. 1370. I denne periode forsøgte fyrsten af Moskva at overtage titlen som storfyrste af Vladimir, der blev anset som topposten blandt fyrster. Manøvren lykkedes, og fra 1370 blev storfyrsten den siddende fyrste af Moskva og Vladimir. 1380 Den 8. september 1380 stod der på sletten Kulikov Pole, "Sneppemarken", ved byen Tula ved Donfloden det første store slag mellem russiske styrker fra Moskva med forbundsfæller og mongolerne, hvor russerne vandt og sendte mongolerne på flugt. Det var ikke den endlige sejr, og nogle år senere blev Moskva igen plyndret af mongoler, men sejren i 1380 blev begyndelsen til mongolernes fordrivelse fra Rusland. 1380 Missionsvirksomheden blandt den spredte befolkning i Nordrusland blev gjort af eremitmunke; vigtigst var St. Sergius af Radonezh, 1314-1392, der virkede for en klosterreform. Den næstvigtigste var St. Stephen af Perm, der ofte kaldes for helgenerne Cyril og Methodius' efterfølger på grund af disse helgeners missionsvirksomhed blandt slaverne i 800-tallet. Stephen oversatte en del oldgræske tekster til de lokale sprog. Missionsvirksomheden nåede kysten til Stillehavet ved Kodiakhalvøen i 1794. Herefter havde hele Rusland en kristen provinsopdeling. 1400 Arealekspansionen fortsatte op mod næste århundredeskifte og ind i 1400-tallet. Først blev de nordligere områder Galitji, Beloozero og Uglitj. Under storfyrste Vasili I, 1389-1425 (Z-07), blev naboen mod øst, Nizjnij Novgorod, og naboen mod syd, Murom, indlemmet. Hans søn besejrede Vologda i nord samt det lille område Suzdal og Rostov under Moskva. Ved Vasilij II's død i 1462 manglede kun områderne Novgorod, Tver, Riazan og Jaroslavl, før Moskva-Rusland var et samlet rige. Den endelige samling kom under Ivan III, 1462-1505 (Z-09). Den endelige samling af dette nordøstrussiske rige i 1462 omfattende 36 tidligere separate fyrstedømmer. Samlingen af riget bragte ekspansion i landbrugsarealerne mod nord, hvor der blev fældet skov og opdyrket land. Forskellige afgiftsfritagelser og andre incitamenter bragte koloniseringen i gang. Samtidig var der omkring 1400 en religiøs bevægelse, der bragte eneboere tl at slå sig ned i skovene, hvilket medførte oprettelse af flere klostre, der igen tiltrak pilgrimme og kolonisatorer - der kom flere folk i området. Men udbygningen gik langsomt. Pestens besøg i 1300-tallet blev et tilbageskridt for folketallet i store dele af landet. |
|
| |
| Kirken |
Den russiske kirkeVed kristendommens indtog i Rusland var Kiev magtens hovedsæde, og kirkelederen, metropolitten, fik sit sæde i Kiev. Efter grundlæggelsen blev de russiske fyrstedømmer inddelt i stifter under hver sin biskop, og omkring år 1200 var der 16 bispedømmer. Metropolitten stod organisatorisk under patriarken i Konstantinopel, der også var den eneste, der kunne udnævne en metropolit.Fra begyndelsen af 1300-tallet flyttede metropolitten fra Kiev til Vladimir i sammenhæng med Vladimir-Suzdals opstigen til mest betydende område. Beslutningen blev taget 1299 under metropolitten Maksim / Maximus, † 1305. Det varede dog kun kort tid, inden det blev Moskva, der blev den vigtigste by, og fra 1305 opholdt metropolitten Peter sig mest her, men formelt forblev Vladimir sædet indtil metropolitten Aleksej mellem 1355 og 1375 regulært flyttede metropol-administrationen til Moskva. Og ligeledes i sammenhæng med samlingen og styrkelsen af nationalstaten i 1400-tallet og Det Østromerske Riges sammenbrud, så blev kirken i Rusland mere selvstændig og afviste indblanding fra Konstantinopel. Det var i samme periode, at kirken efter storfyrsten blev den største godsbesidder i landet. Indtil bruddet med Konstantinopel havde kejser og metropolit været tætte forbundsfæller, men efter storfyrsterne havde formindsket eller helt afkastet åget fra mongolerne, blev detstatens mål at få bestemmende myndighed over landet så vel som kirken, hvorefter sammenholdet kølnedes en del. Der var i 1400-tallet, hvor Litauen var vokset og havde indlemmet Kiev i sit område, et vist pres fra denne side for at få metropolitten tilbage til Kiev. Denne uenighed i Rusland muliggjorde patriarken i Konstantinopel i 1431 for en sidste gang at forkaste de to opstillede kandidater til metropolitembeddet og i stedet vælge sin egen kandidat. Det Østromerske Riges svækkelse førte samme år til indkaldelse af et kirkemøde i Firenze, hvor Østkirken anmodede om et slags korstog mod muslimerne for at afværge disses indtog i Konstantinopel. Det gav den katolske kirke en chance for en forening af øst- og vestkirken, og en aftale kom i stand mellem kirkefolkene, hvorefter østkirken skulle anerkende paven som alle kristnes overhoved sammen med flere trosmæssige indrømmelser til katolikkerne. Aftalen blev sluttet mellem de fremmødte i 1439. Men det var kun kirkefolkene, der blev enige i Firenze. Ved hjemkomsten til nationalstaterne i øst blev metropolitten, Isidore, mødt med modstand, og korstoget blev aldrig til noget, og Konstantinopel faldt i 1453. Men Isidore blev straks efter afsat og i 1448 udnævnte landets egne biskopper en ny metropolit, Jonas. 1448 Den russiske kirke proklamerede sig uafhængig af Konstantinopel. Metropolitten Jonas fik titlen metropolit over Alrusland og Moskva. 1452 Under et koncilium i Rusland forbød storfyrsten offentliggørelsen af Firenzeaftalen. 1453 Den ortodokse kirke begyndte at optræde som "Det Tredje Rom". Også ved de næste metropolitvalg var det kirken og storfyrsten, der udnævnte metropolitterne, men da den katolske kirke mente, at aftalerne fra Firenze var ved magt, så udpegede Rom en metropolit for Polen, Ukraine og hele Rusland med kateder i Kiev i 1458, og herved begyndte separeringen af den polske kirke fra den ortodokse; tilstanden varede til 1689, og langt senere betød det, at begge kirkeretninger var til stede i det polsk-ukrainske område. Den russiske kirke fik først i 1589 sin egen patriark. Se yderligere detaljer om kirken her. Efter Byzans fald til tyrkerne blev den byzantinske stil egentligt styrket i Rusland. Omkring tidspunktet for Konstantinopels fald begyndte storfyrsten at anvende titlen tsar, der er den direkte oversættelse af kejser, lige som den byzantinske tohovede ørn begyndte at blive benyttet i statsseglet, og i kirken såvel som ved hoffet fik de byzantinske ritualer indpas i endnu højere grad end før 1453. En smigrende munk kaldte i 1510 over for kejser Vasilij III Ruslands kirke for "Det Tredje Rom". Der manglede nu kun at få Ruslands egen patriark, og det lykkedes i 1589, hvor Konstantinopels patriark Jeremias II var på indsamlingsrejse i Rusland og under et vist pres forsødet med en klækkelig understøttelse udnævnte han så metropolitten Job som den første patriark af Moskva og dermed Rusland. Udnævnelsen blev konfirmeret af de andre patriarker, og den russiske fik rangfølge som den femte efter Konstantinopel, Alexandria, Antiocha og Jerusalem. Der forblev dog en væsentlig forskel på den byzantinske kirke og den russiske. Den byzantinske kirke havde i sit samarbejde med kejseren haft en overordnet rolle, og kejserens verdslige administration havde sjældent underkendt kirkelige beslutninger. Helt anderledes gik det i Rusland, hvor kirken måtte underlægge sig tsarens overherredømme, og kun under enkelte meget stærke patriarken under meget svage tsarer kunne forandre denne balance for kortere perioder. Ruslands tsarer hørte mere efter den tekniske udvikling i Vesteuropa og efter despotiernes regeren i Asien, end efter den græske arv for styreform, demokrati og videnskab i Byzans. 1470 Aristol Fioravanti fra Italien opførte kirken Uspenskij Sobor i Kreml, Moskva. 1505 Aleviza Novi, også italiener, byggede kirken Arkhangelskij Sobor samme sted. 1551 Kirkesynode i Rusland, hvor den nationale liturgi, den nationale helgenrække og en hel kirkeordinans blev fastlagt. 1589 Boris Godunov fik forhandlet sig til Ruslands statusændring fra metropol til patriarkat, delvis på grund af Konstantinopelpatriarkens pengeforlegenhed under det osmanniske styre. 1589 Metropolen Job = Hiob udnævntes til den første russiske patriark. |
|
| |
| 1450-1500 |
Regioner og byer i RuslandNovgorod1471 måtte Novogorod indordne sig under storfyrsten i Moskva, Ivan III, der faldt ind i landet. I første omgang fik Novgorodfyrsten lov til at forblive som vasal tili Moskva, men efter et oprørsforsøg i 1478 besatte Moskva Novgorod, nedlagde vetjen, folkeforsamlingen, og tvangsforflyttede mange af indbyggerne til kolonier mod øst, mens landområderne i Novgorod tilfaldt storfyrsten, der brugte dem som betaling til sine krigsfæller, der indsatte Moskvatro lensherrer på Novgorodgodserne.Efterhånden kom alle fyrstedømmerne under Moskvastorfyrsten, og ved Ivan III den Stores død i 1505 var det kun området Riazan, der manglede, og det kom straks derefter også ind i folden hos Moskva. Mongolerne - tatarerne - forlod Russisk områdeUnder Ivan III, 1462-1505, tog frigørelsen fra mongloerne langsomt til i styrke. Storfyrsten holdt op med at betale afgift til storkhanen, og en konfrontation i 1480 kaldet Opmarchen ved Ugra blev ikke en konfrontation, da khanens styrker valgte at bøje af og trække sig tilbage mod ssydøst til stepperne. Rusland betalte aldrig mere afgift, men i nogle år fortsatte de med at sende gaver til khanen, der ikke igen indlod sig på erobringstogt, selv om hærgende bander forekom efter 1480.Litauen1450 omfattede Litauen foruden det nuværende areal områder langs Østersøen nord og syd for og Ukraine og Hviderusland. Riget voksede sig større både mod Rusland mod øst men især mod syd mod Kiev, Polen, og Rumænien. Presset på Rusland voksede, og storfyrsten var, efter kampene mod mongolerne ophørte, fokuseret på at genvinde tabt land mod vest. Krigen mod Litauen kom i 1492 og med mellemrum blev der kæmpet mod Litauen, og grænsestridighederne ophørte først ved Polens deling i perioden 1772 til 1795 under Katarina den Store, hvor hele Litauen og Polen blev opløst og Rusland og Preussen delte med Østrig som sydlig deltager rovet imellem sig. |
|
| |
| 1500- |
Retur til Ruslands historie1493 Danmark sendte under Kong Hans en delegation til Rusland, og der blev sluttet en aftale mellem Hans og Storfyrste Ivan III om, at Hans skulle have den svenske krone, og Hans skulle støtte Rusland mod Polen. Mens Ivan nedkæmpede svenskere i Finland, indtog Hans Stockholm og lod sig i 1497 krone i Stockholm. Rusland mente sig berettiget til nogen kompensation for hjælpen i Finland, men Hans ville ikke afgive land til Rusland og foreslog i stedet et giftemål mellem Ivans søn og en dansk prinsesse. Det blev ikke til noget, og forbundet ophørte.1494 Hansestædernes handelsstation i Novgorod lukket af storfyrst Ivan III. 1497 Ivan udstedte lovbogen Uloschenie. 1500 Traditionelle handelsvarer som skind og voks blev udvidet med hør og hamp til udbygning af vesteuropæiske flåder. 1502 Kong Hans blev igen fordrevet fra Stockholm. Det russiske forbund fik ikke igen betydning før den store nordiske krig 1700-1721. 1505 Der var nu i zar Vasilij Ivanovitchs tid kun tre "stater" tilbage: republikken Pskov, fyrstedømmet Riazan og Novgorod [10494 p.245] 1523 Alle småstaterne var nu under zarens overhøjhed. 1547 Moskva brændte 1547-06-21. Stor del af byen nebrændt. 1552 Krimtatarerne brød ind i Rusland fra syd og stod ved Tula syd for Okafloden syd for Moskva. Russerne sejrede. 1552 Russiske styrker fortsatte mod øst til Kazan, første erobrede mongolområde, som blev indtaget og derved gav adgang til Volgas midterste løb. 1552 Engelsk ekspedition under Richard Chancellor ledte efter NE-passagen til Kina, men nåede i 1553 kun til Dvinas udløb i Hvide Havet. Arkhangelskhandelen blev grundlaget for det engelske handelsselskab The Muscovy Company, oprettet 1555. 1553 Ivan den Grusomme kom på tronen. 1554 Astrakhanområdet med nedre Volga og adgang til Kaspiske Hav erobret fra mongolerne. 1558 Russiske styrker gik ind i Livland og erobrede Narva og Dorpat og dermed adgang til Finske Bugt. 1558 Dansk udsending til Livland og senere Rusland under Claus Urne, hvor der forhandledes våbenhvile til 1559-11-01. 1559 Danmark købte fyrstendømmet Øsel, og Frederik II anbragte sin lillebror Magnus, der som hertug. Magnus købte senere Kurland. 1561 Rigaområdet under Den Tyske Ridderorden blev indlemmet i Litauen-Polen. 1563 Den nordiske Syvårskrig til 1570. 1564 Revolte under tsar Ivan IV, der midlertidigt slog sig ned i Aleksandrovskaja Sloboda for at fremtvinge en accept på at vende tilbage som enehersker. 1565 Der var ingen stemning for at afsætte tsaren, ogbåde adel og kirke måtte acceptere tsaren som enevældig hersker. Nu regeringsform til 1572 bestående af et råd parallelt med Dumaen og den etablerede administration. 1566 Terrorens periode, hvor tsaren straffede modstandere og uskyldige og udrensede med hård hånd indtil 1572. 1568 Kornhøsten slog fejl og gjorde det også året efter. Hungersnød i store dele af landet. 1569 Hertug Magnus gift med en niece til Ivan IV og fik kongetitel for Livland, men dette fik ingen betydning. Magnus flygtede ca. 1578 til Polen og Kurland. 1570 Pesten hærgede i 28 byer i Rusland. 1571 Khan Devlet Ghierci angreb Rusland og brændte Moskva af på nær Kreml, der blev reddet. 1572 Khan Devler Ghierca angreb igen, men blev besejret ved floden Lopasnia. 1577 Rusland havde i årene her op til erobret en del områder i De Baltiske Stater, men kunne ikke holde besiddelserne. 1578 Jacob Ulfeldt rejste gennem Rusland og rapporterede om udstrakt nød og fattigdom. 1579 Polske styrker under Stefan Batory erobrede land i Polotsk. 1581 Polske styrker fortsatte og erobrede Pskov. Svenskerne greb ind ved Reval og drev russerne tilbage mod øst og erobrede Narva. 1582 Freden i Jam Zapolskij. Tsaren opgav krav på Livland. 1583 Våbenhvile i tre år med Sverige. 1589 Rusland fik udnævnt sin egen patriark af Konstantinopels patriark Jeremia. 1592 Krigen mod Sverige genoptaget. Fredsaftale 1595, hvor Rusland fik Ingermanland og Keksholm ved Finske Bugt. |
|
| |
| Bønderne |
Fra 1500-tallet var bondestanden blevet mere og mere afhængig af herremanden. Den frie bonde var næsten udryddet, og næsten al landbrugsjord tilhørte adelsfamilierne. Fra 1580 til ind i 1590'erne blev den russiske bonde stavnsbundet. Selvejende bøndre blev kaldt sorte bønder, men der var kun væsentlige områder med sorte bønder i de mest ugæstfri egne langs de nordlige have, især Hvidehavet. Der var samtidig en stor mangel på arbejdskraft, så herremændene havde svært ved at få udført arbejde på deres jorde, og en vis indbyrdes konkurrence mellem herremændene fandtes, hvor bønder kunne bevæges til at flytte tilhørsforhold til anden fyrste med bedre tilbud. Fra 1497 regulerede en ny lov arbejdskraftens bevægelighed, så bønderne kun havde lov til at flytte efter at have betalt eventuel gæld til jordejeren og kun den 26. november var lovlig flyttedag. Loven var gældende i de næste 150 år. Men fra 1580 blev loven for nogle områder, senere for hele landet, sat ud af kraft i bestemte år, hvor bøndrne havde forbud mod at flytte. Disse år kaldtes for de forbudte år. Det var tydeligt et stavnsbånd pålagt for at regulere arbejdskraften på en ejendom. Da det viste sig ikke at være tilstrækkeligt, udstedtes der en forordning 1597-11-24 om at fæstere, der uden tilladelse var flyttet inden forde sidste fem år, kunne kræves tilbageleveret af bondens nye herre. Foruden de stavnsbundne bønder var der også på gårdene regulære slaver, hvis køb-og-salgs-forhold på samme måde blev indskrænket, idet de totalt var prisgivet ejermanden, der kunne købe og sælge dem efter behov. Kun adelsmænd kunne eje slaver. Dybt forgældede bønder gik ofte over i et slaveforhold for derved socialt at sikre sig mad og klæder. I forordningerne fra 1586 og 1597 blev frikøb af slaver forbudt. Adelen ville sikre sig den nødvendige arbejdskraft. Bindingen fortsatte ind i næste århundrede. I 1600-tallet var det principielle i bindingen båndet mellem herremand og livegen, således at slaven og bonden fulgte herremanden og ikke længere jorden. Det var således herremanden, der fik privilegium på et antal bønder og slaver, mens jorden blev fri. Der skete også i 1600-tallet en ændring i fordelingen mellem hoveri og betaling af afgifter til herremanden. Hoveriet blev styrket, fordi det var vigtigt for herremanden at få sin jord passet og med den begrænsede arbejdskraft til rådighed blev det hoveriet, der blev vigtigst. |
|
| |
| 1600- |
1598 Den 6. januar døde tsar Fjodor, den sidste af Rurikslægten på Ruslands trone. Boris Godunov overtog styret og blev kronet i september. 1600 Boris Godunov arresterede Romanovfamiliemedlemmer efter disses forsøg på at generobre magten til efterkommere af Fjodros slægt. 1601 En af hovedmændene Fjodor Romanov blev idømt forvisning til kloster, hvor han tog navnet Filaret. 1601 og 1602 blev erklæret frie år, hvor bønderne kunne flytte. 1601 Samtidig med anarkistiske tilstande omkring bondeflytningerne var klimaet forværret, så kornet ikke modnede i 1601. 1602 Kornpriserne steg seksdoblet. Hungersnød bredte sig. 1603 Næsten intet såsæd tilbage efter hungervinter. Nogle tal peger på en tredjedel døde bønder i hungerårene. 1603 Danske rejsende Axel Gyldenstierne rapporterede om de enome kontraster mellem hofpragt og hungerdøde i gaderne. 1603 Om sommeren organiserede opstande, der først ved Moskvas yderporte blev nedkæmpet. Resterne flygtede mod syd. 1603 Oprørerne slog sig under Khlopko ned i Khanatet langs Volga, hvor der ikke siden Ivan IVs erobring havde været nogen større kolonisering, og hvor kosakkerne stadig red stepperne flade. 1604 Den falske Dimitrij, Grigorij Otrepjev, udgav sig for efterkommer af Ivan IV og brød ind med mindre polsk styrke for at udnytte utilfredsheden med Boris Godunov. Dimitrij blev forenet med andre oprørsgrupper. 1605 Dimitrij besejret i januar, men han fik igen rejst et oprør i de sydlige provinser. 1605-04-13 Tsar Boris Godunov døde, sønnen Fjodor overtog magten. Hæren faldt fra hinanden. 1605-06-20 Dmitrij holdt indtog i Moskva. Uddelte gaver og godser uden hold på økonomien. Ægtede året efter en katolik, hvorefter han blev væltet og aflivet. 1605 Ruri-kefterkommeren Vasilij Sjujskij blev ny tsar. Opstande fortsatte. Regeringsstyrker vandt ved Tula over oprørerne. 1608 Den anden falske Dimitrij trængte året før ind fra Polen og nåede frem til Moskvas nærhed. 1609 Med svensk hjælp fortsatte kampene mod oprørerne, men et samtidigt polsk indfald styrkede oprørerne, der rykkede mod Moskva. 1610 Tsar Vasilij Sjujskij blev ved adelskup væltet og tvunget i kloster. 1610 Polske tropper i Rusland. Sverige erobrede Novgorod. 1611 Folkeopbud af russere med udgangspunkt i Nizjnij Novgorod. 1612 Folkeopbuddet slog polakkerne i Moskva, der overgav sig 1612-10-26. 1613 Filarets søn, Mikhail Romanov, kronet som første tsar af Romanovfamilien. 1617 Fredsslutning med Sveriges Gustav Adolf, Stolbovafreden, der afleverede Novgorod, men beholdt landet omkring Finske Bugt, så Rusland var uden forbindelse til samme. 1618 Polen igen i angreb på Moskva fra Smolensk. Våbenhvile ved Deulinos Trefoldighedskloster. Polen beholdt Smolensk og Chernigov. |
|
| |
| Kirken i 1600-tallet |
Kirken og eneherskerstatenKirkens magt var stor. For det første var befolkningen meget troende. For det andet var politisk og religiøs magt sammenkædet på flere måder, og endelig var kirken en meget stor godsbesidder inklusive stavnsbundne bønder og mange slaver. Den politiske styring var gennemført i perioden 1619 til 1633, hvor tsarens far var den reelle magthaver.Kirke-stat-samarbejdet fortsatte med den næste tsar, Aleksej Mikhailovitj, og patriarken Nikon, der begge var medlemmer af vækkelsesbevægelsen Fromhedens vogtere, men meningen om magtfordelingen mellem stat og kirke var de ikke enige om, og kirken måtte bøje sig for den verdslige magt, og patriarken nedlagde sit hverv og drog i kloster i 1658. Kejserstyret udstedte forordninger, der forbød kirken at forøge sit jordiske gods i 1649. Alligevel voksede deres andel af jordene, og kirkens ejerandel steg fra 94.000 til 116.000 gårde i 1678. På det liturgiske område havde Fromhedens Vogtere et reformprogram undervejs. Det var delvis bogtrykkunstens fremkomst, der havde betinget en ændring, da det trykte ord nu nåede så mange flere, var der behov for en tilpasning, idet håndskrifterne - mange af dem på græsk fra Konstantinopels dage - ikke var enslydende, og den russiske kirke havde indført visse ændringer i messer og sakramenter, der nu nødvendiggjorde en ensrettet autoriseret udgave. Der måtte en ny oversættelse til og en gruppe gik i gang med arbejdet, men resultatet tilfredsstillede ikke alle, og der indsneg sig et element af nationalpolitisk strid i arbejdet. Selv Fromhedens Vogtere blev splittet, og to fløje, de gammeltroende og de reformerte, opstod. Nogle klostre og andre trossamfund afviste reformerne, der var splittelse mellem Ukraines ortodokse og Moskvas ditto, og tsaren begyndte at straffe afvigere. Der fandt selvbrændinger sted, og splittelsen vedvarede helt op til århundredets slutning, hvor striden spidsede til, og flere klostre brændte sig selv med munkene af, når statens tropper nærmede sig, bl.a. 1689 klostret Paleostrovskij i Onegasøen. |
|
| |
| 1600-kronologi |
Udenrigspolitik i 1600-tallet1649 På grund af Charles I's eksekution i London blev alle engelske købmænds rettigheder i Rusland annullerete, og kun Arkhangelsk blev ved med at være transithavn.1656 Krigserklæring mod Sverige og fremrykning til men ikke ind i Riga. 1658 Våbenhvile og i 1661 fredsaftale med Sverige. Grænserne før krigen bibeholdt, da Sverige stod stærkt efter fredsslutning med Danmark. 1667 Fredsaftale i Andrusovo med Polen til 1680. Rusland vandt Smolensk og Chernigov samt Ukraine til Dnieprfloden. 1672 Danske ambassadør Mogens Gjøe forsøgte i Moskva at drive svenskfjendtlig politik uden held. 1677 Krig mod Tyrkiet. Tyrkiet havde afsluttet en krig mod Polen årret før, og nogle tropper var gået fra tyrkisk til russisk side derefter. Dette fik Tyrkiet til at angribe Rusland, men de blev slået tilbage. 1678 Tyrkerne angreb igen, men intet blev opnået de kommende år. 1680 ca. Slavisk-græsk-latinsk Aakdemi grundlagt i Moskva [10494 p.280]. Senere flyttet til Troitsa-klostret. 1681 Bakhtsarajtraktatetn indgået med Tyrkiet, grænsen gik ved Dnieprfloden, så Kiev forblev på russiske side. 1686 Forlænget fred med både Sverige og Polen. Indgik i Den Hellige Liga for krig mod Tyrkiet. 1687 og igen i 1689 felttog mod Krim, men uden resultat. 1695 foråret. Nyt felttog mod Azov, under generalerne Gordon, Lefort og Golovin. Det mislykkedes at indtage Azov, men næste forår blev gjort et nyt forsøg, nu under A.S. Sjein. 1696-07-18 Azov overgav sig, og tyrkernes blev fordrevet, men Rusland havde stadigt kun fri adgang til Det Azovske Hav og ikke til hele Det Sorte Hav. Europas øvrige stater ville ikke hjælpe Rusland mod tyrkerne på dette punkt. 1697-03 Peter forlod Rusland og tog på en Europatur. Han kom først tilbage til Rusland i september 1698. Turen er kaldt Den Store Ambassade. Sibirien1600 Rusland gik mod øst til Mangazeja og Tomsk, cirka halvvejen til Stillehavet.1600 Rene ekspeditioner nåede frem til Stillehavet, men der var ikke tale om kolonisering. 1652 Rusland gik nu til Irkutsk ved Bajkalsøen. Nordligst i Sibirien var russerne nået Stillehavet i 1649. 1662 I Sibirien boede kun ca. 70.000 russere heraf 12.000 i byer ved århundredets slutning. 1! person per 75 kvkm. 1687 Det første trykte kort over Sibirien blev udgivet af hollænderen Nicolaas Witzen. 1689 Fastlæggelse af grænse mellem Kina og Rusland ved Nertjinsk-traktaten. Adgangen til Det Okhotske Hav blev spærret, men aftale om handel i Peking vedtaget. |
|
| |
| 1700-tallet |
1699-12-19 Det nye århundrede blev indledt med forordning om en ny tidsregning efter hvilken nytår skulle falde den 1. januar i stedet for den 1. september, samt at årstallet skulle følge Vesteuropa og det nye år blev 1700 i stedet for som hidtil år 7209 efter jordens skabelse. Se her mere om tidsregning i Rusland. 1700 Patriarken Adrian døde. Tsar Peter forhindrede en ny i straks at blive udnævnt. 1700 Rusland foretog udfald mod Finske Bugt for at skaffe sig adgang til Østersøen. Det skete i samarbejde med den sachsiske hertug August II, der var blevet valgt til Polens konge. 1700 Som en udløber af Den store nordiske Krig angreb Sverige Danmark, der var sårbar på Sjælland, da hovedstyrken var i Sønderjylland for at passe på hertugdømmerne, så Frederik IV måtte i august slutte fred med Karl 12. i Travendal og forpligte sig til at holde sig ude af svensk-gottorpsk interesse. Karl den 12. kunne nu gå i gang med Rusland. 1700-11-30 eler den 19/11. Karl den 12. angreb russerne ved Narva og besejrede dem, men gik ikke videre mod Moskva, men slog vinterlejr i Livland. 1701 Om foråret gik Karl den 12. mod den polske konge og besejrede også ham i løbet af 1701 til 1706, så August II måtte afstå den polske kongetitel. 1703 Peter grundlagde Sankt Petersborg. 1707 Sverige var nu fri og kunne marchere mod Moskva, der i mellemtiden havde udnyttet tiden og skabt en mere slagkraftig hær. Russerne havde i 1702 besejret svenskerne ved Dorpat, i 1703 sikredes Nevaflodens udløb. 1708 Karl den 12. brød ind i Rusland ved Holowczyn og overskred Dneprfloden. Tsar Peter besejrede svenske underafdelinger, mens den svenske hovedstyrke var drejet mod syd væk fra Moskva, og hovedslaget stod først efter vinterlejre i Ukraine for begge parter. 1709 Ved Poltava stod den 8. juli 1709 hovedslaget, og svenskekongen blev besejret og måtte flygte over floden til tyrkisk område, mens store dele af hans hær blev krigsfanger [10494 p.319]. 1710-1712 Forskellige krigshandlinger, hvor russerne bl.a. for første gang trængte ind på tysk område i Pommern, hvor de truede svenske besiddelser. Polen fik i en periode sin konge igen, men russiske styrker opererede samtidig på polsk område. 1711 Men i syd kom der kampe mod tyrkerne, og Rusland måtte søge fred og igen afstå Azov til tyrkerne. Adgangen til havet mod syd var igen spærret. 1716 Faren fra Rusland var blevet åbenbar med rigets nye styrke, og Vesteuropa forstod faren ved at Rusland fik uhindret adgang til havene omrking riget, og diplomatisk blev der søgt alliancer for at forhindre Rusland i at ekspandere. 1721 Sankt Petersborg oversvømmet. 1721-09-10 Fredsslutning med svenskerne. Rusland fik dele af de baltiske stater og Karelen. Freden blev underskrevet i den finske Nystad. Kultur og indre forhold1710 En ny skrift blev indført med mindre snørklede bogstaver til erstatning i sækulare skrifter af den ældgamle kirkeslaviske skrift.1713 Hoffet og rigets ministerier og administration flyttede ind i den nye by Sankt Petersborg. Byplanen - og Peter-Paul-katedralen - var blevet tegnet af den italienske arkitekt Domenico Trezzini. Der var fra begyndelsen gadebelysning i byen. 1714 Oprettelse af adelsskoler over hele riget, hvor adelssønnerne fra 10-års alderen skulle lære at læse og skrive og regne. Senere ægteskab blev betinget af afgangsbevis fra en sådan skole. 1718 Jesuitternes ophold i Rusland blev endegyldigt forbudt. 1718-07-03 Tronfølgeren, der en overgang var flygtet til udlandet, bragtes hjem til hårdt forhør, piskning og domfældelse for forræderi. Han blev dødsdømt og døde af sine kvæstelser omkring den 3. juli 1718. 1721 Tsar Peter nedlagde det autonome patriarkat og flyttede kirkens administration under statens forvaltning ved oprettelsen af Det Hellige Råd = Den hellige regerende Synode, hvis formand kaldtes 1721 Omtrent samtidig udstedtes en forordning for religiøse forhold, der regulerede kirkens og ikke mindst afvigernes muligheder inden for staten. Formand blev ærkebiskop Stephen Yavorskij. Kirkekforordningen regulerede i store træk kirken helt op til 1917-revolutionen. 1721-11-05 Der udnævntes en ny patriark, Tikhon, valgt ved lodtrækning mellem flere kandidater. 1725-02-08 Peter den Store døde. Ved noget nær et kup blev den naturlge tronfølger, Peters barnebarn, forbigået og enkekejserinde Katharina blev udråbt som efterfølgeren. 1725 Kejserinde Katharina døde, og Peters barnebarn, storfyrste Peter, blev ny tsar som Peter II til 1730. 1725-1762 Kaldes for paladsrevolutionernes periode, da der forekom adskillige forsøg på kup og oprør i hoffet under de følgende herskere, der inkluderede to børnekejsere og fire voksne, heraf var de tre kvinder, der gjorde det bedre end mændene, men stadig kun anset som middelmådig regering. 1728-1729 Vitus Bering på togter til Sibiriens østkyst. Berings 1741-ekspedition nåede frem til Alaska og der kom hurtigt russiske pelsjægere til Alaska. 1730 Peter II døde og kronen gik til datteren af Peter den Stores medtsar Ivan V, nemlig Anna Ivanovna, der sad på tronen til sin død i 1740. 1736 Tyrkisk-russisk krig om Azov og til Moldavien, men en række tidlige sejre kunne ikke udnyttes på grund af invasionsrisiko fra Sverige og nederlag til østrigsk forbundsfælle. Freden i Beograd bragte kun Azov tilbage til Rusland. 1740 Døde kejserinde Anna og tronen gik til hendes søster Katharinas barnebarn Ivan VI Antonovitj, der allerede året efter blev væltet ved et kup til fordel for: 1741 Elisabeth, der var Peter den Stores datter med Katharina den Første. 1741-1743 Krig mod Sverige, der endte med fredsaftale i Åbo i 1743. Her fik Rusland et 100 km bredt bælte af Finland. 1750-1850 ca. Under overprokurørens ledelse blev et klassesystem indført inden for uddannelse, der gjorde det næsten umuligt for gejstlige at bryde ud og udnytte deres færdigheder i andre erhverv. Der oprettedes uddannelsesteder for gejstlige i hver af rigets 67 stifter. 1759-08 Under Syvårskrigen besejrede russiske styrker Preussens kejser Frederik II ved Kunersdorf og i 1760 kunne rykke ind i Berlin og året efter besætte Pommern. 1761-1762 Ved kejserinde Elisabeths død i 1761 gik kronen til hendes nevø Peter III, der var gift med Katharina II, som allerede året efter fik ham skaffet af vejen, så hun kunne blive regerende kejserinde, hvad hun var til 1796. 1762 Krigen mod Preussen blev ved Peter IIIs tronbestigelse i 1761 afsluttet i januar 1762, da Peter var tyskvenlig. Han vill endda hjælpe Preussen ved at trække sin tropper op i Sønderjylland for at tvinge Danmark ud af hertugdømmerne, men Peter blev afsat, inden planen kom til udførelse. 1796 Kejserinde Katharina den Store II, der havde siddet siden 1761, døde. BondeklasserBønderne var inddelt i flere klasser. De laveste var de livegne bønder, dernæst kom statsbønder og hofbønder.Livegne ejedes normalt af en adelsmand, og de havde meget få borgerrettigheder. Statsbønderne blev anset som selvstændige bønder på statens jord. De havde flere borgerrettigheder, og hofbønderne var den herskende families egne bønder, der rangerede nognelunde på linje med statsbønder. Fra midten af 1700-tallet voksede gruppen af statsbønder, og stigningen fortsatte ind i 1800-tallet. Den gammeldags form for livegne under godsejerne var på retur, da der var for mange forpligtelser til at systemet var særligt finansielt tiltrækkende. |
|
| |
| 1800-tallet |
1801-03 Tsar Paul I blev afsat og myrdet, og sønnen Aleksander I blev kejser til 1825. 1805 Under Napoleonskrigene valgte Rusland i 1805 at alliere sig med England, Østrig og Sverige. Napoleon besejrede koalition ved Austerlitz, og Østrig måtte kapitulere. 1806 Rusland allierede sig nu også med Preussen, men den nye koalitions styrker blev slået af Napoleon ved Jena og derefter ved Auerstädt, og franske styrker indtog Warszawa 1806-11. 1807 Nu var det russernes tur til at stå for skud, og Napoleon besejrede russiske styrker ved Friedland i juni 1807. Der blev indgået separat fred i Tilsit på floden Njemen mellem Frankrig og Rusland, der fik frie hænder mod Finland. 1808 Det benyttede Rusland til at erobre Finland fra Sverige, og ved freden i Frederikshamn i 1809 fik Rusland endelig magten over hele den Finske Bugt. 1812 Frankrig allierede sig med Polen, Preussen og Østrig mod Rusland, og Napoleon marcherede mod Moskva. Russerne kunne ikke stoppe ham. De forsøgte ved landsbyen Borodino 1812-09-07, men blev slået og resterne af den russiske styrke undveg mod syd, mens Napoleon fortsatte til Moskva. 1812-09-14 Og på denne dag kunne Napoleon holde indtog i Kreml i Moskva. Russerne ville ikke forhandle fred, og guerillastyrker angreb uafladeligt franskmændene, og Moskvas guvernør lod byen brænde af, så i november så Napoleon sig nødsaget til at vandre tilbage i den russiske vinter, hvad der kostede ham resterne af sin arme. Af 600.000 udsendte kom under 40.000 hjem. 1815 Ruslands gevinst efter Napoleonskrigene var under Wienerkongressen at få dannet et nyt polsk kongerige, der fik personalunion med Rusland. 1825-12-09 Kejser Alexander døde, og af de to overlevende brødre, Konstantin og Nikolaj, havde Konstantin, der sad i Polen, valgt arvefølgen i Rusland fra. Nikolaj var ikke forberedt på at overtage styret, da brødrene ikke havde informeret ham om deres planer. 1850 Der var nu 57 millioner indbyggere, heraf var 40 % stadig livegne, mens kun 7 % boede i byerne. 1853 Krimkrigen indledtes med russisk grænseoverskriden for at indtage Moldavien og andre egne langs Sortehavet. Undskyldningen var beskyttelse af ortodokse indbyggere i det tyrkiske område. 1854-02-27 England og Frankrig erklærede Rusland krig, fordi Rusland ikke havde trukket sine styrker ud af tyrkisk område. Østrig vaklede noget, men tilsluttede sig presset på Rusland for at få dem ud af grænseegnene ved Donau - Moldavien og Valakiet. 1855-03-02 Kejser Nikolaj døde, og sønnen, Aleksander II, kom som 37-årig på tonen og måtte efter Sevastopols fald i september søge fred. 1856-03-30 Blev freden i Paris underskrevet. Rusland måtte anerkende, at Sortehavet blev åbent internationalt hav og demilitariseret hav. Områder ved nutidens Rumænien fik lovning på selvstændighed. 1861-03-03 Bondereformen underskrevet, og livegenskabet i Rusland var slut. Der var på dette tidspunkt omkring 35 % livegne og statsbønder og hof- eller kronbønderne udgjorde 45 %. Landet havde i 1850 altså kun 20 % frie borgere. 1881-03-14 Kejseren dræbtes ved et bombeattentat på vejen hjem efter en troppeparade. Det skete, mens en forfatningsreform var under udarbejdelse. 1881-03-15 Ny kejser blev sønnen Aleksander III, der døde i 1894. Han regerede ultrakonservativt uden nogen fornemmelse for nye politiske strømninger og med troen på eneherskervældets ukrænkelighed. 1894 Det samme gjaldt for hans efterfølger, den sidste kejser, Nikolaj II, der fortsatte den uforsonlige linje og tog urealistiske beslutninger i sin alvidende magt, hvilket endelig i 1917 kostede ham kronen. |
|
| |
| 1900-tallet |
1905 Flere strejker og oprør. Også i Estland var der generalstrejke. 1907 Dumaer, parlament, indkaldtes og hjemsendtes flere gange, men reel magt fik dumaen aldrig. 1914 Den russiske kirke havde over 50.000 præster, 21.000 munke og 73.000 nonner [EB]. 1914 Første Verdenskrig begyndte i august, og Rusland var i krig med Østrig og Tyskland. Russisk hærmoral var aftagende, og det blev værre, efterhånden som soldaterne frøs og sultede i overordentlig stor grad. 1917 Eskalerende i årets løb var der strejker, sultekøer ved tomme butikker og andre former for uro i riget. 1917-03-15 Måtte kejseren frasige sig tronen og kejserriget var ophørt med at eksistere. 1918-01-20 Kommunistiske regering erklærede alle kirkens rettigheder for ophørt. Kirken kunne ikke længere eje værdier, ejendomme etc. Patriarken svarede igen med at ekskommunikere regeringen uden at nævne navne. Bullen var rettet mod Kristi fjender. 1918-02-01 Rusland indførte den gregorianske kalender. 1918 Estland erklærede sig selvstændigt med Tallinn som hovedstad indtil 1940. 1918 Litauen erklærede sig uafhængig med Vilnius som hovedstad. 1918-03 Regeringen i Sovjet flyttede fra St. Petersborg til Moskva. 1918-03-03 Fredsaftale i Brest-Litovsk mellem Rusland og Tyskland. Rusland afstod Polen, Ukraine, Finland, Estland, Letland og Litauen samt noget af Hviderusland. 1918-07 Vedtagelse af første forfatning under kommuniststyret i Sovjet. 1918-08 Gennemrejse af tjekkoslovakiske styrker på vej til Vladivostok og udskibning brød sammen i Sibirien på grund af mistro fra begge sider, og de ikke-kommunistiske partisaner forenede sig med utilfredse af flere overbevisninger, og borgerkrigen brød for alvor ud i Sibirien. Sibiriske hvide-styrker under viceadmiral A.V. Koltjak holdt ud i borgerkrigen til 1920. 1918-11-18 Letland erklærede sig uafhængig republik. 1919-01-00 Bolsjevikiske styrker besatte Letland og oprettede den lettiske sovjetrepublik. 1919-05-00 Tyska tropper besatte Riga. I oktober befriede lettiske sovjetstyrker byen igen. 1920 Sovjetunionen anerkendte Letland som selvstændigt rige til 1940. 1920 Polske styrker besatte Vilnius og området omkring hovedstaden. Resten af Litauen fortsatte med provisorisk regering. Besættelsen fortsatte til 1939. 1921 Den store hungersnød efter fejlslagen høst på grund af tørke. 1922 Regeringen overtog alt kirkegods og alle værdigenstande i kirkerne. Det officielle formål var at hjælpe sultende mennesker langs Volgafloden. Værdiinddragelsen afstedkom splittelse i kirken, hvor nogle fulgte regeringen, mens andre protesterede, blev fængslede og i mange tilfælde henrettet for deres modstand. 1934 Begyndelsen på de terrorlignende udrensninger under Stalin. 1939 Efter Stalins udrensninger var der kun tre fungerende biskopper og cirka 100 kirker tilbage i hele Rusland. 1940 Estland, Letland og Litauen indlemmedes i Sovjetrusland til 1990. 1941 Tyske tropper indtog Tallinn indtil 1944. 1943 Patriarken Sergius blev udnævnt. Presset på kirken lettede, da dens bistand med bøn og magi var ønsket. 1944-03-09 Russisk luftvåben bombede Tallinn, om efteråret trak tyske styrker sig tilbage og Estland kom under sovjetstyre. 1945 Patrarken Alexis blev udnævnt og fungerede til 1970. Der blev åbnet eller genåbnet omkring 25.000 kirker og antallet af præster steg til omkring 33.000. 1954 til 1964 En ny bølge af forfølgelser fandt sted uner Khrushchev, så kirkeantallet faldt til under 10.000. 1971 Udnævnelsen af patriarken Pimens, indtil 1990-05-03. Pimen samarbejdede tæt med sovjetstyret og modtog de højeste russiske ordner. Han deltog i en mængde kommunistiske fredskonferencer og tilsvarende propagandaorganisationer under den regering, hvis antireligiøse fundament var klart beskrevet. 1990 Pimens efterfølger blev Alexius II, der var overhoved til 2008-12-05. Han stod i spidsen for fejringen af 1000-året for kristningen af "Rus" og blev den første patriark i den frie ortodokse kirke under det nye Rusland efter 1990. 1990 I Estland opstod og udbyggedes den ikke-voldelige modstand mod sovjetbesættelsen. 1990-03-11 Litauen erklærede sig som selvstændig republik. |
|
| |
| TID |
Tidsregning og kalender i RuslandI Det østromerske Rige, hvor man ville undgå diskussioner om Kristi fødselsår og om andre epokers starttidspunkter, benyttede man skabelsesdatoen som udgangspunkt = anni ab origine mundi, ofte forkortet AM, og man fastlagde skabelsen - efter nogen vaklen mellem 5509 og 5493 f.Kr. - til at have fundet sted 5508 eller 5509.Den kristne kirke blev i den byzantinske form indført i sin spæde begyndelse i De Russiske Fyrstedømmer omkring år 988, og da kirkens festdage var væsentlige, blev også den julianske kalender benyttet af den russiske kirke. Men også epoken, som årstallet skulle følge måtte fastlægges, og her valgte Kievrusserne at betragte året 5508 f.Kr. som verdens skabelse, og regnede deres årstal fra dene dato. Selve dagen for skabelsen var der ikke fuld enighed om i den kristne kirke, og datoen blev flyttet lidt rundt mellem 1. og 25 marts. Nytåret i Rusland blev fastsat til 1. marts, og dette nytår blev anvendt, indtil metropoliten Theognostos i midten af 1300-tallet overbeviste Storfyrste Simeon den Stolte om, at verden var skabt den 1. september år 5508 f.Kr. Herefter var det russiske nytår den 1. september til 1699. Første september blev dog ikke fra begyndelsen universalt anvendt, men vandt gennem årene større udbredelse, og fra 1492 er nytår den 1. september enerådende. Rusland fulgte denne sædvane op til 1700. Jf. Grotefend p.11 var datoen til 31. august 5508+1699, dvs. år 7207, og fra 1. september til 31. december var året 5509 + 1699, dvs. år 7208 AM. Fra 1. januar 1700 gjaldt en ny forordning, hvorefter tidsregningen havde fået nytår flyttet fra den 1. september til den 1. januar. Årstallet skulle tillige følge Vesteuropa, og det nye år blev 1700 i stedet for som hidtil år 7208 efter jordens skabelse. Herved kom den russiske kalender i overensstemmelse med bl.a. England, der ikke på dette tidspunkt var gået over til den gregorianske kalender. Peter den Store havde større kontakt med England og Holland, end med de katolske lande, som han var mistroisk overfor. Handelsmæssige grunde har nok også spillet ind i beslutningen. De mere langsomme lande i Europa var i løbet af 1700-tallet gået over til den gregorianske kalender - England således fra 1753 - men Rusland brugte stadig den julianske, der efterhånden var kommet 12 dage bagud for den nye stil. Det var russiske videnskabsfolk og handelsfolk jo godt klar over, men et forsøg på at reformere kalendervæsenet i 1830 under den mest reaktionære af kejserne, Nicholas I blev ikke til noget. Forsøget blev indledt i 1829 fra det russiske Skt. Petersborg Videnskabelige Selskab, men den kejserlige familie og kejseren mente, at det bare ville føre til oprør og stort besvær, så sagen blev skrinlagt. Det var derfor først i 1918, at Rusland sammen med Tyrkiet den 31/01 gik over til gregoriansk kalender og på en gang sprang fra 01/02 frem til 14/02 1918. Fra den 6. oktober 1923*) gik Rusland over til en slags revolutionskalender, der annullerede alle helligdage og festdage, men bibeholdt den gregorianske længde på året og inddelingen i år. Året kom derfor til at bestå af 12 måneder a seks uger a fem dage. Dertil blev lagt - uden om kalenderdagene - fem festdage, så året kom op på 365 dage. *) Enkelt kilde fundet, der postulerer, at det trak ud med ibrugtagningen af den nye kalender - evighedskalenderen - så det måske først var flere år efter 1923, at kalenderen generelt blev forsøgt anvendt. Man havde ikke taget højde for hårdt arbejde i denne kalender, der var uden hviledage, så fra fra 1931 blev kalenderen igen ændret med en uge med seks dage, så 6.-, 12.-, 18.- 24.- og 30.-dagene i hver måned - nu a fem uger - blev hviledage. De fem ekstra festdage i årets løb blev bibeholdt. Siden 1940 har Rusland civile samfund fulgt den gregorianske kalender med nytår 1. januar og tiden inddelt i en syvdages uge. De dateringer, der findes i historiske værker, er tit uden angivelse af, hvilken beregning eller hvilket system der er fulgt, og dateringer kan derfor være et højst besværligt problem at få ensrettet. Mange forfattere ser ikke ud til at have koordineret deres dateringer, men noteret dem efter de forskellige kilder, der er anvendt. Den yderste forsigtighed er derfor påkrævet ved sammenholdning af kilder, og især er der vaklen mellem juliansk og gregoriansk datering. |
|
Opdateret d. 26.11.2011. Back to history articles page |
Back to top Back to front page of history pages Back to front page |