Malta

Maltas geografiske, geologiske og meteorologiske forhold kan slås op på nettet. I marts måned oplevede vi øen som et meget blæsende sted med hurtigere og korte regnbyger og vindbyger fra omkring nordvest. Temperaturen var omkring de 15°, men på grund af vinden var påklædning med vindjakke fornuftig, ligesom indeklimaet var for koldt uden opvarmning. Ophold udenfor var passende til traveture, mens udendørs måltider havde det med at forlade tallerkenen - og bygerne gjorde det i øvrigt umuligt at beramme et måltid uden nedbør. Sidst på ugen var vinden aftaget, og solen fik mere magt, men stadigvæk var vindjakker nødvendige.

Ved landingen og busturen til feriestedet på øens nordende kunne vi konstatere, at græsset var grønt, forårsblomster var sprunget ud, og markerne var delvis tilsåede og nyspirende, men mange marker var også med ældre planter, mens andre med sarte vækster var plasticdækkede. Markernes størrelse er generelt små med mange adskillelser ved stengærder. Der er områder med meget stenet jord, hvor dyrkning ikke finder sted, og der er især i nordenden af øen en del mere bakkede egne, hvor sandstensklipper præger landskabet.

Vand er en mangelvare på øen, der hovedsageligt får sit drikkevand ved indsaltning af havvand, hvilket kan smages. Man ser derfor kun ganske få vandløb. Der blev tidligere ledt drikkevand gennem en ledning fra øens midte (omkring Mdina) til Valetta. Mange marker og haver har permanent udlagte vandslanger til auto-vanding.

Bebyggelserne er næsten 100 procent udført af den lokale kalksten, der er ret porøs og forvitrer let. Mange af stenblokkene er derfor indfaldne og skaller af i flager. Sammenlignet med vor skandinaviske standard er bebyggelsen ofte noget forfalden. Der er et stort antal gamle huse, der er på randen af sammenstyrtning, der er mange nyere bygning langs indfaldsvejene til småbyerne, der enten ikke er færdiggjorte eller forladt straks efter færdiggørelsen. Der henligger derfor mange ejendomme i større eller mindre grad af forfald, hvilket sammen med de meget kreative luftkabelføringer, de nedbrudte fortove, de hullede veje, og de sammenfaldne havegærder giver landet et udpint udseende.

At dømme efter øens trafik har beboerne også meget at gøre, så der er formodentligt mangel på tid til restaureringsarbejder. Republikkens samlede areal for alle øerne, hvilket vil sige Malta og Gozo, da de øvrige er så godt som ubeboede, er omtrent som Bornholm, og arealet skal deles af omkring 350.000 individer.

Østkysten fra nord til Valetta

Køre man med strandvejsbussen fra Mellieha mod syd, passerer man højderyggen tværs over øen og ender ved St. Paul's Bay, hvor man kan se øen af samme navn mod nord med en statue af Paulus, der siges at være strandet her i år 58 eller 60 og straks have kristnet et stort antal af øens indbyggere, af hvilken årsag en stor del kirker, kapeller og helligdomme på øen bærer hans navn. Der knytter sig historier til flere af disse steder: hvor han drak første gang, hvor han prædikede, så det kunne høres til Gozo, eller hvor han udøvede mirakler, eller hvor evangelisten Lukas, der fulgte ham på udflugten til Rom, har malet et billede af Jomfru Maria, da han også var amatørmaler.

I næste bugt, Salina Bay, kan man stadig se saltpanderne i bugtens indre lavvandede afsnit, men vandet var ildelugtende og grønt af alger, og adskillelserne mellem de enkelte fordampningsbassiner var nedbrudte, så anlæggene er i dag nok urentable og henligger som ruiner.

Videre langs kysten veksler bebyggelser med smalle landbrugsstrimler, men indtrykket er af et meget tæt beboet område.

Når busruten når Sliema, snirkler den sig rundt langs kysten, til den når havnen på indersiden af halvøen langs Sliema Creek. Fra Sliema kan man vandre rundt vigene med udsigt til Valetta. Man passerer langs havnefronten Lazaretto Creek, Msida Creek og Marsamxett, og det er en lang spadserertur, før man når Valetta by.

Valetta

Foran hovedporten gennem Valettas forsvarsværker ind til byen ligger en smuk rund plads med udsigt til flere sider og i midten en fontæne med havmænd, der holder en stor skål, som et springvand falder i, når det ellers er i funktion. Neptunbrønden kaldes den, og af betydelig alder. Al denne herlighed er det dog vanskeligt at se, for pladsen er byens hovedbuscentral, organiseret på den mest kaotiske måde, hvor busser holder på kryds og tværs indrammet af en gyselig rand af boder, der sælger snacks, og drinks til både rejsende og chauffører. Rundt pladsen ses kun et enkelt skilt med et busrutenummer kombineret med destination, men hvor den enkelte buslinje har sit stoppested påpladsen er ikke skiltet, og stoppestederne for ruterne er ikke arrangeret efter nummer. Det giver anledning til en større grad af interkommunikation med de indfødte.

Er man nået ind gennem byens port, er den videre navigation ganske enkel, da gaderne her med militærisk præcision er lagt ud med vinkelrette kryds - et krav allerede byens grundlægger lagde til byplanen.

En byrundgang med besøg på de mest interessante steder kan inkluderer det arkæologiske museum, og republikkens fortid rummer nogle enestående værker fra stenalderen, som man passende kan orientere sig om på det nationale arkæologiske museum.

Arkæologien på museum i Valetta

Det arkæologiske museum i Valetta er indrettet i det gamle hus, der i 1575 blev opført som Provenceriddernes herberg, Auberge de Provence. Arkitekten var Gerolamo Cassar. Af husets oprindelige udsmykning er der stadig lofter og vægge på førstesalen. Førstesalens store rum har et loft, der holdes oppe af kraftige tværgående bjælker med et pænt stort spænd. Mellem bjælkerne er loftet malet i udsøgt mønster, og væggene er ligeledes mønstrede. Ingen af delene har dog noget med arkæologi at gøre. Til museets forsvar skal det nævnes, at en del var lukket og under restaureringen.

I stueetagen er det ganske begrænsede museum, idet indholdet alene dækker de stenaldertempler, der blev rejst før pyramiderne og Stonehenge. Fundene er på flere måder interessante. For det første fordi stenalderbefolkningen formåede at arbejde i sten af betragtelig størrelse, et sted er sten på 20 tons rejst. For det andet fordi der er fundet skulpturer af overfede kvinder, og sådanne tingester kendes - i forhistorien - kun fra få steder. Endelig har disse gamle templer en grundform, der er sammensat af mange runde apsider.

En del af de bedste fund fra de forskellige udgravninger på øen er samlet her på museet, så vi havde en forventning om en grundig indføring i emnet, men blev noget skuffet over de meget få tekster, der var knyttet til de enkelte fund. De generelle udviklingslinjer for bygningsværker og levn fra stenalder til bronzealder til romertid var belyst i nogle udmærkede oversigtsplancher, og nogle fotografier fra begyndelsen af det 20. århundrede viste udgravningernes datidige forhold, men de enkelte genstande var for det meste helt uden tilknyttet tekst. Vel! Det kan være svært at sige noget fornuftigt om noget så ukendt.

En lille bog om de arkæologiske forhold giver en ganske god oversigt over udviklingen fordelt på perioder. Bogen hedder Archaeology of the Maltese Islands af Brigitte Sedlaczek, Progress Press, 2nd ed. 2000. Indledningsvis forklares øernes undergrund, der består af kalksten enten dannet af en hårdere koralsk kalksten eller af en blødere globigerina-sten. Den bløde foretrækkes til byggeri i dag, og den er også benyttet til nogle af de gamle templer, mens fx templet i Ggantija er bygget af den hårde art. Det skal også lige nævnes, at indtil istidens afslutning var øerne landfast med Sicilien, men den stigende vandstand afskar dem fra fastlandet. Beboerne kom først senere til øen.

De første beboelser fandt sted i neolitisk tid omkring 5000 f.Kr., og perioden kaldes for tempelperioden, der indledes med Ghar Dalum-kulturen. Ghar Dalum er en grotte fundet på øens sydlige del. Lerting med indpressede mønstre herfra er af samme kultur, som er fundet på Sicilien. Den næste periode kaldes for Skorbaperioden. Skorba ligger på det nordvestlige Malta. Det er fra denne periode, at de buttede kvindefigurer er fundet, og vi er stadig 4000 år f.Kr.

Fra den efterfølgende megalitiske periode stammer templerne. Disse templer er så enestående i verdensperspektiv, at de er optaget på verdenskulturarvslisten. De menes at være verdens ældste, religiøse bygningsværker i det åbne rum og altså ældre end pyramiderne. Perioden opdeles i flere faser og strækker sig frem til 2.500 f.Kr. I forbindelse med templerne er der fundet meget store skulpturer af både overfede kvinder og overfede mænd, men flest kvinder.

Fra de sidste dele af perioden stammer også hypogæerne. Et hypogæum er et underjordiske tempel, hvor der i den bløde kalkgrund er udhugget gallerier i flere etager, der rummer altre og senere begravelser. De kan strække sig ned til ti meter under overfladen og udgøre en hel labyrint af gange. Rummene kan være udsmykket med vægmalerier. De underjordiske templer menes at have samme funktion som terræntemplerne, og har dertil begravelser. Templerne udvikler sig gennem de forskellige faser fra enkeltrumsbygninger gennem bygninger med tre, fire og seks apsider inden for samme omkredsmur.

Museets vigtigste fund er fra Tarxientemplerne, Hagar Qim og Hypogæumet i Hal Saflieni. Fra Hagar Qim kommer også altre, der er bygget af flere sten opstillet i rammeform, og der er fine udhuggede sten med spiralmønstre eller prikmønstre. I museet er der også vist nogle få små skulpturer af de fede mennesker og andre små fund af hårting, redskaber og lertøj.

Efter stenalderen er der et hul i historien, idet der ikke er fundet vidnesbyrd om bebyggelse i 500 år. De næste fund er fra bronzealderen omkring 2000 f.Kr. og kendes kun fra en begravelsesplads, hvor ligene var blevet afbrændt. Den senere bronzealder er kendetegnet af nye invandringer fra Sicilien.

Og arkæologien i naturen
For at betragte de virkelige rester af tempeltiden besøgte vi templet i Tarxien. Tempelområdet ligger i dag helt omsluttet af bybebyggelse, så området ses ikke på afstand og noget af oplevelsen ved at se de originale stensætninger i naturen er væk.

Selve tempelområdet er på størrelse med en håndboldbane. I dette terræn er der adskillige sten, der ikke er på plads i tempelbygningen, eller som ikke hører til i templet. Der ligger rullesten brugt ved flytning af de tunge sten spredt i terrænet, så enten var byggeriet stadig under udvikling, eller også er de et tidligt tegn på sløset oprydning efter byggeperioden.

Tempelvæggene er for en mindre, men iøjnefaldende dels vedkommende rekonstruerede med beton, men størstedelen er originalt. De retablerede dele er formidlingsmæssigt nok for at give indtryk af anlæggets højde. Anlægget virker noget rodet med forskellige gulvhøjder og små og smalle kommunikationsgange, men materialet var heller ikke let at arbejde i. På mange måder minder anlægget om andre stenaldertempler og bygninger, som vi har besøgt, men de meget apsideformede bygningselementer er her det specielle sammen med de af flere sten sammensatte altre.

Stormesterens Palads - Grandmaster's Palace

Johanniterordenens stormester byggede sig et palads i byen, efter ordenen var etableret her efter den store belejring i 1565. Oplysninger herom er taget fra The Grandmaster's Palace & The Gobelin Tapestries af Joseph Ellul, Gutenberg Press, 1996. Den første stormester på øen, L'Isle Adam, udlagde byens områder og grundstykker, men så ikke selv paladset bygget. Det var først den italienske stormester Pietro del Monte, 1568-1572, der flyttede ind. Arkitekten var Girolamo Cassar, der stod for tegningen, og paladset er siden ombygget gentagne gange, men noget originalt er da stadigt at se. Desuden var paladset så heldigt under WW2, at det undgik bomberne.

I paladset er der mindetavler over mange af de fornemme besøg, som har været der helt op til vore dage. Der er plader og portrætter af guvernører i den engelske periode og af præsidenter derefter. Der lægges stor vægt på den tildeling af St. George's Cross, som øen fik under WW2, men et tidligere besøg i 1862 af den engelske Prince of Wales, det var da den senere Edward VII, og af den tyske kronprins - den kommende kejser for Preussen, Federick III er stadig at se. Det samme gælder en del af de otteogtyve stormestre, som regerede øen.

I en af gangene, the Entrance Corridor, er der malerier af et antal søslag mellem ordenens flådeenheder og især de algierske sørøvere og barbareskfartøjer. Slagene er dateret fra 1714 til 1729 [p21f] og optaget i kronologien for ordenen.

I andre af værelserne er der malerier af øens berømtheder og af engelske regenter, der har haft øens borgere under sig. Malerierne er hovedsageligt kopier af engelske mestre udført af mere lokale malere. En del af vægpladsen og lofterne er udsmykket med erindringsbilleder fra den store tyrkiske belejring i 1565. Belejringen strakte sig fra 18/5 til 13/9 1565. Mere om den senere.

Sankt Michaels og Sankt Georgesordenen
Når Malta har nær tilknytning til den engelske Sankt Michael og Sankt Georges orden, så skyldes det grundlæggelsen af ordenen, der fandt sted i 1818 under George III, der gjorde Maltas daværende guvernør, Thomas Maitland, til ordensmester. Den første ordenstildeling fandt derfor sted i Stormesterens Palads, og en af salene opkaldtes derfor efter ordenen. Under WW2 fik Malta selv Georgesordenen af den engelske konge som påskønnelse af beboernes indsats.

Gobelinerne i Stormesterpaladset
Paladset indeholder en serie gobeliner, der er vævet ud fra forlæg af Albert van den Eckout og Frans Post, der havde ledsaget prins Johann Mauritz af Nassau på en rejse til Brasilien på vegne af VOC - Det hollandsk-ostindiske Kompagni, mellem 1636 og 1644. Kunstnernes malerier skænkede prinsen til kong Louis XIV, der blev så begejstret for motiverne, at han lod dem omsætte til vævemønstre til tæpper. Gobelinfabrikken stod da under Louis' hofmaler Charles le Brun. Tæpperne blev dog ikke bestilt vævet af kongen, men i 1708 af stormester Perello, indsat 7/1 1697, og da tæpperne var færdige i 1710, blev de fragtet til Malta.

Og motiverne er virkelig strålende og varierede med et væld af fauna og flora og vilde dyr inklusive elefanter, der næppe er set i Sydamerika. Farverne er stadig kraftige og gode.

I Paladset findes også et museum om arsenalet og dets beholdninger, der skulle være meget store, fordi ordenen skulle kunne udstyre tusindvis af soldater om nødvendigt. I museet er der rækker af hjælme, panser og plade, stikvåben og skydevåben. Der er til store mænd og små mænd og luksusbrynjer og nogle, der ser mere ubehagelige ud.

Efter belejringen 1565

Efter belejringen i 1565 lå meget af Birgu by og forter hen i ruiner, og det blev nu ordenens opgave at få byen genrejst. Det lykkedes over de næste mange år, men det blev dog slet ikke Birgu, der fremover blev hovedbyen, idet der efter belejringen blev lagt grundsten til en ny by, Valetta.

De bygningsværker, vi ser i dag, stammer derfor fra genopbygningsfasen efter 1565. Byen, der blev rejst efter nogle ganske strenge kriterier, er dog over så mange år meget ændret, og efter WW2, hvor mange bygninger lå i ruiner, er der igen foretaget en del genopbygninger i gammel stil, men altså af ny oprindelse.

Forterne holdt stand også under Napoleons indtog og uddrivelse, da der jo ikke foregik egentlige kampe og bombardementer, og de holdt delvis stand under bombardementerne under WW2, hvor især de underjordiske anlæg blev anvendt til forsvarsformål under de især i 1940-1942 næsten daglige luftangreb.

MALTAS KRIGSMUSEUM WW2
Under WW2 blev der dræbt over 1000 maltesere, og i 1942 var der mere end 2000 luftangreb på øen, hvilket er mange hver dag - hele året. I hele krigen var der over 3.000 luftangreb. Neden for Fort St. Elmo findes i dag Maltas krigsmuseum, hvor der i et par hvælvingsdækkede gange er samlet både stort og småt fra krigen. Museet er ikke særligt moderne, men tingene har for det meste fyldestgørende tekster om end i en noget dårlig trykkvalitet. Det er især billederne af ødelæggelserne rundt flådebasen og skibsværfterne samt billederne af alle de skibe, der blev sænket for at øen kunne forsynes med fødevarer og krigsfornødenheder, der giver indtryk af krigstrykket på udstationerede soldater og befolkningen.

JOHANNES DØBERENS DOMKIRKE I VALETTA
Valettas domkirke blev som resten af byen først bygget efter den store belejring i 1565, og kirken ser i dag ikke ud som nyopført, idet kirken omkring 1660 indvendigt blev ganske omkalfatret efter nyeste barokstil. Åbenbart har Pevsner i et værk kaldt kirken for 'et fornemt eksempel på gennemført barokkunst' [99XXp9]. Den oprindelige kirke blev bygget mellem 1572 og 1577 med Gerolamo Cassar som arkitekt.

Kirken er en treskibet basilika uden tværarme. Hovedskibet er 57,6 m langt og 36 m bredt. Af særlige bygningselementer er hovedrummets store tøndehvælv bemærkelsesværdigt - især i betragtning af bygningstidspunktet. Et så stort hvælv giver store sidetryk langs hele langmuren, og dette tryk optages her af sideskibene, der er indrettet som tværstillede kapeller med kun en smal passage mellem hver af de seks fag.

Sideskibene - eller kapellerne er ret dybe, og udefra kan man over kapellerne se støttebuer, der danner kapellernes tværvægge. Kapellerne er tolv i antal, så der blev et til hver langue i ordenen. De sidste fire er brugt som indgang, kapel for Panagia Philermos, adgang til sakristi og et enkelt helgenkapel i det vestligste i sydsiden, hvorigennem der også er adgang til et oratorium. Der er fra Provencekapellet adgang til en krypt, hvor nogle af de første stormestre er begravede.

Panagia Philermos
Historien om Panagia Philermos er noget særpræget, da der er tale om en byzantinsk ikon, som Johanniterne havde erhvervet allerede i 1300-tallet og tog med sig fra Rhodos. Da kirken var bygget, blev østkapellet i sydskibet indviet til denne helgeninde, som var en af Ordenens topstykker. Det lykkedes stormester Ferdinand von Hompesch at få Napoleons tilladelse til at medbringe den, da Ordenen skulle forlade Malta. Da Johanniterne nu igen var hjemløse og blev inviteret til at tage til Rusland, gjorde de zar Paul I til stormester, og han overtog ikonen, som indgik i zarens skatkammer. I 1917 blev ikonen af zaren foræret til det jugoslaviske kongehus, Karadjordjevic-dynastiet ved Peter I, * 1844, konge af Serbien, Kroatien og Slovenien fra 1/12 1918 til 16/8 1921. Herfra kom det i 1941 til Cetinjeklostret i Montenegro, og i dag er det i kunstmuseet samme sted. I Johannesdomkirken hænger i dag en kopi fra 1600-tallet af en helgeninde, der kaldes 'Vor Frue fra Carafa'.

Udsmykningen er foruden malerier af Caravaggio - nu ophængt i oratoriet og en af hovedattraktionen - det ganske særprægede gulv med 374 nedlagte marmorgravsten, der alle er forsynet med et lille kunstværk foruden inskriptionerne. Kunstværkerne danner en hel lille kunsthistorie, men om der her som i Mdina og Gozo er helt nye sten, har vi ikke konstateret. Kirkerummenes vægge er for hovedpartens vedkommende færdiggjort med en struktur med udhugget filigranmønster i kalkstenen. Mønstrene er blomster, ranker, stjerne, border og våbenskjolde. Man kan formode, at der næppe er en kvadrattomme væg, loft eller gulv, der ikke er udsmykket. Billeder til underbygning af dette postulat findes i guiden [9940].

JOHANNITERORDENENS HOSPITAL
Valetta er som sagt rejst mange år efter riddernes ankomst til øen. Det gælder således også deres hospital, der er anlagt uden for og neden for Fort St. Elmo. Hospitalet er både ombygget og brændt - så sent som 1987 - og nu genopført som konferencecenter. Samlingssalen - den tidligere hospitalssal i det gamle xenodochia - er over 160 m lang og temmelig smal - netop passende til to rækker senge over for hinanden og en trafikgang i midten. Denne sal kan med held beses, hvis konferencer ikke er i gang. Hospitalsbygningen er ikke udstyret. Der findes ikke noget gammelt levn på stedet, og det samme gælder for de underliggende lokaler, der nu er museum, og som under WW2 tjente som beskyttelsesrum for indbyggerne i byen.

Museet er en opstilling af modeller og plancher med almindelige oplysninger om medicinens udvikling og aktuelle udøvelse i Valetta fra omkring 1700 og frem til 1850. Det kunne man lige så godt læse i en guidebog, men man oplever da tunnelgangenes størrelse og intimitet ved et besøg.

Vittoriosa

Den bydel eller by, som Johanniterne først slog sig ned i, var Birgu, der i dag kaldes for Vitorriosa. Byen ligger på en halvø, der peger ud mod Valetta fra østsiden af denne. Halvøen er ikke ret bred og har meget smalle gader og fortrinsvis gamle huse, alt i den gule kalksten. Lige inden for byporten et par huse henne ligger inkvisitørens palads. Det blev benyttet af den romerske inkvisition, fra den kom til Malta til den blev lukket ved Napoleons erobring af øen. Oprindeligt var paladset en af Ordenens kontorbygninger rejst lige efter ankomsten i 1530'erne og benyttet som retsbygning indtil 1571, da de nye kontorbygninger var rejst i Valetta. Paladset stod derefter tomt, indtil den romerske inkvisitør, Pietro Dusina, ankom til Malta i 1574.

Som inkvisitionsbygning, der både skulle rumme fængsel, retslokaler, arkiv og inkvisitørens lejlighed, krævede den nogen ombygning, og de næste flere hundrede år var huset under stadig forandring og altid i nød for reparationer. Pengene var små, og især efter Trentkonsiliet i 1563 var Romerkirken tilbageholdende med i inkvisitionssagerne at idømme pengestraffe til egen kasse for ikke at få et dårligt ry på sig. Så da Malta ikke selv kunne generere penge nok, måtte Rom hver gang spørges om penge til vedligeholdelsen.

Paladset blev efter den korte franske besættelse overtaget af englænderne, der overhovedet ikke havde nogen veneration for det gamle hus, men uden hensyn forandrede det til deres formål. Først efter englænderne i begyndelsen af 1900-tallet ikke længere havde brug for det, blev det igen overladt malteserne. Det har siden været under landets historiske myndigheder og tjent nogle forskellige formål, men er nu så godt det er muligt ført tilbage til en af sine tidligere tilstande.

DET MARITIME MUSEUM I VITTORIOSA
På havnefronten, på sydvestsiden, ligger den engelske flådes gamle bageri i en stor bygning, der oprindeligt har indeholdt både dampmaskineri, mølle og bageri, der var stort nok til at kunne forsyne ganske mange mennesker. Der var billeder af en halv snes bagere i gang samtidigt. I dag er bygningen konverteret til et maritimt museum med tre hovedområder: den maltetiske traditionelle søfart, Johanniterordenens søkrigsførelse og den engelske tilstedeværelse med WW2 i centrum.

Museet har pænt udvalg af genstande og er fornuftigt sat op, selv om det kan være lidt svært at følge en linje gennem udstillingerne. Der er også udstillet et antal ankerbeslag fra romertiden, og sammenholdt med dem vi så i Victoria på Gozo, så ser det ud til, at området har haft en hel del trafik i romertiden. Områdets særlige skibstyper er galejerne, der både blev brugt som krigsskibe, passagerskibe og handelsfartøjer i mange størrelser og både som rene rofartøjer og som kombinerede sejl- og rofartøjer. Om Johanniternes flåde i øvrigt se under Ordenen.

Mosta

Byen Mosta ligger lidt norden for øens midte. Byen kan ikke prale af meget, men de er stolte af deres kirke, der blev bygget i slutningen af 1800-tallet. Kirken har Europas tredjestørste kuppel med en diameter på lidt over 37 meter og udført efter model af Pantheon i Rom. Arkitekten var Giorgio Grognet de Vasse, 1774-1862. Bygningen blev færdig i 1863, men først indviet i 1871. Den siges at kunne rumme 10.000 personer, hvilket også anføres i guiden. Omregnes gulvarealet under kuplen til kvadratcentimetre bliver det til tæt på 10.949.000. Det giver en firkant per menighedsmedlem på 33 x 33 cm, hvorfor de fremmødte ikke skal være alt for skulderbrede. Nu siger guiden jo sandt nok ikke noget, om det er kubikken, der er regnet med. Nogle medlemmer kan jo være blevet ophøjede.

Bortset fra det er kirken lys og noget stilmæssigt mikset i sit udstyr. Kirken virker på en måde noget umotiveret på stedet. Man fremviser stolt en kopi af en bombe, der under krigen gik gennem taget ude at eksplodere. Kirken lå tæt på en militær luftbase.

Mdina - Rabat

En anden af midtøens byer er Mdina, der tidligere var hovedstad på øen og stadig har ærkebiskoppens bolig og domkirke. Mdina er delt i den meget gamle middelalderby, der står meget original fra i hvert fald barok-renæssance. Byens gader er meget smalle, og husene meget tillukkede mod gaden. Alle er opført af den gule sandsten, og kun foran kirkerne og enkelte andre palæer er der større pladser.

Domkirkens mest specielle indretning er de mange gravplader i gulvet. Så godt som hele gulvarealet er belagt med gravplader af cirka 1 x 2 meters størrelse i marmor og designet med en illustration, en lille biografi og fødsels- og dødsdata. Se i øvrigt Johannes domkirken i Valetta. Vi så endog en sten nedlagt med navns nævnelse, hvor døden endnu ikke var indtruffet, men det er selvfølgelig rart at forudbestille plads, når billetterne er få.

Også denne kirke er udstyret med indre udsmykninger i en sådan mængde og stilmæssig forvirring, at indtrykket bliver overfyldt roderi.

I det overfor liggende museum er en del meget store - ca. 80 x 50 cm - antifonaler og missaler udstillet. Det er pergamentmss, og de er velbevarede, men ikke særligt fornuftigt udstillet, da de lå opslået på skrå hylder, hvor bladene kunne glide ned, og ryggene bliver skæve. Der var udstillet mange meget gamle træinventardele og en mængde broderede bispekåber og mitraer med ædelstene.

Uden for middelalderbyen lå det romerske hus, der blev fundet og udgravet for snart 100 år siden. Det romerske hus er et byhus og ikke en villa. Der er fundet en stor næsten fuldkommen gulvmosaik i flot trappetrins- eller æskemønster, samt mindre stykker mosaik fra de andre af husets rum. Desuden nogle statuer af kejsere, der tyder på, at husets beboer har været en embedsmand eller i hvert fald haft et godt forhold til kejsermagten i Rom. Dette museum var nyindrettet og behageligt nutidigt. Selve udgravningen bag udstillingen var svær at få orienteret sig i, men hovedindtrykket var positivt.

Byen har i den moderne del, Rabat-delen, en kirke indviet til Sankt Paulus, og under den en grotte, hvor han skal have prædiket, mens Lukas - amatørmaleren - har malet et billede med Fru Maria. Uanset videnskabelige undersøgelser har dateret ting og malerier til flere hundrede år efter de herrer apostle levede, så har kirken ikke i sinde at fæste lid til disse videnskabsfolk.

Her som mange af de øvrige steder er det deprimerende at se, hvorledes forfaldet får lov at brede sig. Skader på marmorpaneler eller på malerilærreder, der kunne udbedres med en beskeden indsats, får lov at blive yderligere nedbrudt, uden nogen ser ud til at bekymre sig herom. Derved får mange - også yngre - bygningsværker hurtigt udseende af slum. Ikke alene kirker lider under denne mærkelige indstilling, hvor et enkelt element istandsættes og ordnes, mens nabodelen er medtaget og forfalden, så hele indtrykket aldrig bliver godt.

Gozo

Et besøg på Gozo fra Malta begynder med en sejltur, der varer omkring 20-30 minutter. Færgerne er ganske moderne og minder noget om H-H-overfartens. Man betaler ved ombordstigning fra Malta, og sejler gratis retur. Gozoøen er i geo-struktur lig Malta. Bussen bringer passagerer fra færgelejet til Victoria på et kvarter, og så er man omtrent på midten af øen.

Victorias seværdigheder er først citadellet, der er et virkeligt 'stronghold', men i dag noget forfaldent med tomter efter sammenstyrtede huse og en del ukrudt. Hovedattraktionen inden for murene er katedralen, der minder meget om Mdinas og har samme gravlægninger med plader i gulvet som Mdina. Ellers er disse katolske kirker med sammenbragte stilelementer ikke lige min smag, så nok om den.

På området er der fem museer: Katedralmuseet, naturhistorisk, arkæologisk og folkloristisk museum samt Det Gamle Fængsel. Disse kunne vi alle se på en time, da samlingerne ikke er enormt spændende. Det arkæologiske var dog under ombygning, så der gemmer sig måske mere, end vi så.

Uden for citadellet er St. Georgskirken seværdig på grund af sin altertavle af St. Jørgen og Dragen gjort af nationalmaler Mattia Preti, 1613-1699. Der er også på øen gamle stenaldertempler, men vi valgte at koncentrere os om de tilsvarende på hovedøen.