RAVENNA I DEN TIDLIGE KRISTENDOM

Revideret 26. november 2012.

INDHOLD
Ravenna by
Galla Placidia
Galla Placidias genealogi
San Apollinarius m.fl.
Bygningsværker i Ravenna
 
INDLEDNING
Ravenna ligger i Norditalien ud mod Adriaterhavet lidt syd for Poflodens udløb og på højde med Bologna. I dag ligger byen med de ca. 140.000 indbyggere næsten 10 km fra kysten, men i antikken var den en havneby med garnison og flådebase. Efterhånden som flodudløbene siltede til, og marsklandet hævede sig, blev byen en havneby uden direkte havadgang. Men fra omkring kejsertiden og til Romerrigets opløsning var byen en vigtig flådebase.
Havnen lå dengang i Classe = Classis på byens sydside ca. 3 km fra centrum i SE-lig retning, hvor floderne Montone og Ronco havde forenet deres løb i Unitifloden, inden udløbet i Adriaterhavet.

Havnen blev genoplivet i 1738, hvor byen stadig var under pavestaten. På pave Clement XIIs initiativ blev der gravet en kanal, Corsinikanalen, med havneanlæg skåret ind fra havet fra NE til byen. I dag kan byens havn benyttes af relativt store skibe, og der er siden 1970'ernes oliekrise en vigtig olietrafik på havnen.

Historisk har byen betydning som magtcentrum i Romerrigets slutning og under byzantinsk tid indtil folkevandringerne. Særligt sættes de historiske personer Honorius, S. Apollinarius, Galla Placidia, Theodoric og Odoacer i forbindelse med byen.

Arkitekturhistorisk er der på stedet bevaret - ændrede eller uændrede - bygningsværker fra samme periode. Bygningerne og deres udsmykning er så væsentlige, at de er blevet erklæret verdensmindesmærker under UNESCOs program om bevarelse af vores kulturværdier. Det drejer sig om Theodorics mausolæum, Galla Placidias gravkirke og de to kirker S Apollinare og San Vitale.

Nogle af disse personer og bygningsværker gennemgås med flere detaljer nedenstående. Konstantin, Konstantinopel, Konstantius etc. er stavet med K; øvrige er stavet med C, hvor latin benytter C.

RAVENNA

Byens navn er etruskisk og den oprindelige befolkning var en blanding af etruskere og folk fra Umbrien. Om dens tidlige historie vides derudover ikke meget. Strabo nævner i sit værk en legende om byens grundlæggelse af folk fra Thessalien (Østgrækenland, nord for Athen), der på grund af etruskernes pres, som forbundsfæller tog umbriske naboer og ret tidligt overlod byen til disse og selv fortrak.

Byens borgere fik status som civitas foederata og fik i år 89 eller muligvis 49 f.Kr. rang af civitas municipium. Under kejser Augustus blev byen så den nordlige eller rettere østlige flådebase, akkurat som Misenum1) var den sydlige base. Havnen i Classis kunne rumme 250 skibe. Kejser Augustus lod yderligere en gren af Pofloden, Fossa Augusta, få sit løb ændret, så det gik gennem Ravenna, før det løb ud i havet. Strabo har en hel beskrivelse herom og nævner bl.a. tømmereksport fra Alperne og Istrien, men hans beskrivelse passer bedre på Venedig af i dag end på Ravenna af i dag. Ravenna var også på grund af sin isolerede beliggenhed statsfængsel for Romerrigets politiske fanger.
1) Misenum ligger ved Napolibugtens nordlige pynts yderende. Både tangen og den lille by derved hed Misenum, og det var herfra, at Plinius den Ældre sejlede for at se Vesuvs udbrud i år 79 og derved døde. Se herom under Vesuv.


Trajan havde bygget en 30 km lang akvædukt for at føre godt drikkevand ud til byen, der lå midt i en malariasump - ikke mindst Classisområdet. Akvædukten forfaldt, men blev genoprettet af Theodoric i 503. I dag er der ingen synlige spor af den.

Den øverste embedsmand for området havde titlen praefectus classis2), og »classis« blev også navnet på havneforstaden. Denne embedsmand var i øvrigt byens fornemste borger.
2) classis, 3. f, har foruden den generelle betydning af 'klasse / klassificering' (Servius Tullius' opdeling af befolkningen i klasser) også en tidlig betydning af »hele den romerske hær«, og senere kom betydningen »flåde« og »flådeforhold« til. Ordet dækker her begrebet flåden eller flådehavnen.


Ravenna var allerede fra kejsertidens begyndelse en vigtig flådebase i Adriaterhavet med reparationsfaciliteter og store landstyrker garnisoneret, og betydningen blev endnu større omkring Romerrigets deling. Da Konstantin i begyndelsen af 300-tallet flyttede Romerrigets hovedstad til Byzantium og der grundlagde Konstantinopel, så flyttede Vestrigets hovedstad til Milano. Sidst i århundredet, da barbarerne pressede på fra nord og øst og truede med at løbe Norditalien over ende, flyttedes vesthovedstaden til Ravenna, hvor den befandt sig fra 404 til Vestrigets undergang. Kejser Honorius, 395-423, var af sin fader, kejser Theodosius, 379-395, gjort til medkejser allerede i 393, og da faderen døde den 17/1 395 blev riget delt mellem brødrene Honorius og Arcadius, hvor sidstnævnte blev kejser over Østriget, 395-408.

Kejser Honorius valgte som hovedstad i stedet for Milano Ravennas strategisk fordelagtige placering. Ravenna havde som sagt en stor garnison. Den var beskyttet af havet på den ene side og af udstrakte sumpe og vanskeligt passable områder på landsiden. Desuden havde den bedre og hurtigere forbindelse til Italiens kerneområde længere mod syd, og bolværket mod barbarerne skulle så ligge her, hvor Apenninerne dannede en naturlig barrieregrænse tværs over en stor del af fastlandet.

Med hovedstadsrang blev Ravenna derfor fra ca. 400 en vigtig arkitektonisk og kulturhistorisk byggeplads. Kejser Honorius og hans halvsøster, Galla Placidia, begyndte at opføre bygningsværker værdige for en kejserhovedstad, og efter Romerrigets fald opslog både Odoacer og Theodoric deres hovedsæde her. Under kejser Justinian, 527-565, generobrede Østromerne området. Indlemmelsesdatoen sættes til år 540, og der blev i byen indsat en slags kejserlig vicekonge - en exark.

Foruden selve bygningsværkernes arkitektur er det disse bygningers udstyrelse med mosaikker, der har gjort Ravenna berømt til i dag. Ravenna er det eneste sted i Vesteuropa, hvor man kan se så mange mosaikker, og selv om en del af dem, siden de blev fremstillet, har været gennem ret hårdhændede restaureringer, så er Ravenna stadig et besøg værd alene for disse mosaikkers skyld.

Efter Honorius og hans efterfølgere fra 404 havde hersket over riget fra Ravenna, blev byen i 476 erobret af barbarerne under Odoacer, der blev italiensk konge under kejser Zeno i Konstantinopel. Odoacer regerede ikke længe. Ostrogoten Theodoric belejrede byen fra 489, og den faldt i 492 efter et stort slag i de berømte pinjeskove øst for byen og en flådeblokade fra havet. Efter fredsforhandlingerne var kommet i stand ved biskop Johannes' mellemkomst, blev der afholdt en festbanket ti dage efter fredsaftalen, og herunder dræbte Theodoric så Odoacer, hvorefter Theodoric regerede til 526.

Fra 536 blev byen igen en del af det Østromerske Rige, og de østromerske kejseres exarker udøvede på stedet byzantinsk overhøjhed til ca. 728, hvor lombardernes kong Luitprand ødelagde Classis, og omkring år 752 faldt selve Ravenna under hans efterfølger Aistulfs angreb. Fra middelalderen gennem renæssancen tilhørte byen forskellige fyrstedømmer, det Tysk-romerske Rige, Frankerkonger, pavestaten m.fl.

GALLA PLACIDIA

Galla Placidia spiller en vigtig rolle i Ravennas historie i den første halvdel af det femte århundrede, og hendes skæbne er en spændende historie, der indeholder både gidseltagning, fangenskab og de højeste poster i riget.

Galla Placidias moder hed også Galla - se genealogien nedenstående. Hun levede fra 365 til 394 og døde i barselseng. Hun var datter af kejser Valentinian I, 364-375, og Justina, ca. 350-370, der var hans anden kone. Valentinian II var også søn af Justina.

Ved Valentinian Is død i 375 proklamerede tropperne hans søn, Valentinian II, kejser, men Valentinian I's anden søn, kejser Gratianus, anerkendte ham ikke som kejser, men gav ham tolerant områderne Italien, Afrika og Illyrien som rige. I 383 kom en tredje kandidat, Magnus Maximus, ned fra Britannia til Gallien og gjorde krav på tronen. Gratianus dræbtes i 383 og Maximus i 388, hvorefter Valentinian II regerede alene i Vestriget til sin død i 392. I Østriget blev Theodosius af Gratian udnævnt til medkejser i 379. Både Gratian og Theodosius forbød i 379-381 arianismen i hele riget, og Valentinian II måtte over for Theodosius også afsværge sine arianismesympatier, før han blev genindsat som vestromersk hersker, efter Gratian og Maximus var overvundet. I 391 proklamerede Theodosius kristendommen som hele rigets statsreligion.

Det var i denne verden, at Aelia Galla Placidia (GP) i 390 blev født. Forældrene var Theodosius I og Galla, Valentinian Is datter. Galla Placidia var halvsøster til kejser Arcadius, 395-408 og til kejser Flavius Honorius, 395-423. Hun voksede op i Konstantinopel til hun var syv. Hendes opdragelse blev ledet af hendes kusine Serena, der var gift med general Stilicho. Hendes senere udvikling i den klassiske dannelse og i husfrueledelse foregik i Rom, efter at Theodosius var død.

I Rom blev hun i 410 under goternes hærgen i byen taget som gidsel af Alaric og først ført med længere ned i Italien, men da visigoterne fandt sig afskåret syd for Rom forhandlede de sig til en aftale, hvori indgik, at Galla Placidia skulle giftes med visigoterhøvdingen Athaulf = Ataulphus = Adolf, der var Alarics efterfølger. Brylluppet stod i 414 i Narbonne i Gallien = Frankrig efter toget op gennem Italien var overstået. Hvedebrødsdagene varede ikke et år, før Athaulf i 415 blev myrdet i Barcelona. Deres fælles barn, der fik navnet Theodosius, døde som spæd.

Efter nogen tid som enke og en noget hårdhændet behandling - først af Athaulfs efterfølger Singeris, der selv kun holdt syv dage, før han blev myrdet, og dernæst under høvdingen Wallia - blev hun løskøbt eller forhandlet over til romerne igen i 416, for i 417 som 27-årig at blive gift anden gang. Denne gang med embedsmanden og generalen Konstantius, der herved søgte at sikre sin stilling ved hoffet, og det var Gallas broder, der tvang hende til ægteskabet, som hun var meget imod, men ægtemanden var en gammel beundrer af hende, og Gallas broder var muligvis fortørnet over hendes frivillige ægteskab med visigoten, så Galla måtte bøje sig for mændenes aftale. Konstantius fik medkejserværdighed som Konstantius III i 421, og Galla Placidia fik augustaværdigheden, men blev aldrig af kejseren i rigets østlige del anerkendt som udøvende overhoved. Indirekte spillede hun en stor rolle såvel i religiøse som i politiske forhold. Allerede i 422 blev hun enke for anden gang efter i ægteskabet at have fået sønnen Valentinian III født i c.419 og datteren Justa Grata Honoria født i c.420.

Galla Placidia var i 418-419 endvidere sammen med ægtefællen involveret i kontroversen om valget af den nye pave, idet to paver blev udpeget: Eulalius den 27. december 419 og Bonifacius den 28. december, sidstnævnte blev støttet af Galla Placidia. Kejser Honorius indkaldte de to kandidater til Ravenna, men enighed kunne ikke opnås, hvorfor kejseren henlagde sagen til en slags synode i Spoleto den 13. juni 419. Bonifacius sejrede, og sagen afstedkom de første regler for pavevalg. De fik dog ingen varig betydning.

Galla Placidias broder, Honorius, opførte sig efter hun var blevet enke på usømmelig vis over for hende. Hvor vidt han er gået, gisnes der om, men der findes beskrivelser af, at han tvang hende til dybe ægteskabelige kys i fuld offentlighed, og da han samtidig blev mere og mere utilregnelig af en fremskreden senilitet i en alder af 39 år, søgte hun tilflugt med sine børn i Konstantinopel, hvor kejser Theodosius II havde regeret siden 408 (til 450).

Honorius døde året efter, i år 423, og da den retmæssige fire-årige arving befandt sig hos moderen i Konstantinopel, benyttede en opkomling, Johannes, sig af chancen og lod sig udråbe til kejser i Ravenna i 423. Indtil da havde Theodosius II ikke været tilhænger af Gallas ønske om at regere i sønnens navn, men med truslen om en opstand eller løsrivelse i Vestriget støttede kejseren nu Galla, og der samledes en hærstyrke for at drage til Ravenna og afsætte usurpatoren.

Johannes' hærchef, Aetius, havde forbindelser til hunnerne, og han forsøgte at få støtte fra disse, og i forvirringen blandede visigoterne sig i striden og angreb romerne i Gallien. Imens var Galla og børn på vej gennem Adriaterhavet, hvor en storm fik en del af landgangsflåden til at forlise, og det var bl.a. her, at Galla lovede Vorherre at bygge en kirke, hvis hun frelstes. Alt gik til sidst godt. De forskellige kæmpende i land fik slået hinanden, Johannes blev dræbt, og Galla Placidia kunne vende tilbage til Ravenna og føre sønnen til fremvisning i Rom og i 425 bestige tronen for sin søn, Valentinian III. Hun regerede for sin søn barnets første 12 års kejsertid. Han overtog selvstændigt styret ved sin 18-års fødselsdag i 438.

Galla Placidia opererede nu fra 425 i og fra Ravenna, hvor Aetius endelig var nået frem med en hærstyrke, men da kampene var forbi, blev han ansat under Galla og fik en kommando i Gallien. Galla var ikke helt tilfreds hermed, men da Aetius rådede over en hærstyrke på omkring 60.000 mand, så fik han sin vilje. Hendes første valg til hærchef var en kriger ved navn Felix, men hans tid blev kort, for allerede i 430 blev han myrdet efter sigende på ordre fra Aetius.

Hendes næste træk blev derfor i 430 at udnævne guvernøren over provinsen Afrika, Bonifacius, for at stække Aetius' magt, og de to herrer røg da også i totterne på hinanden, da Bonifacius havde tænkt sig - med vandalernes støtte - at igangsætte en revolte. Bonifacius drog til Italien, hvor han slog Aetius i et slag i 432, hvorefter Aetius flygtede til sine hunnervenner. Bonifacius døde i slaget.

Da Aetius i 433 vendte tilbage med en ny hunnerhær, måtte Galla igen tage ham til nåde og gøre ham til hærchef, men da var rivalen Bonifacius altså død. Galla regerede nu til sønnen blev voksen, men vedblev at udøve stor indflydelse på den noget svage søn. I 438 udsendte Valentinian III sammen med Theodosius II en lovsamling for hele riget. Den indeholdt love fra 312 til 437, altså i den kristne periode, og den bærer navnet Codex Theodosianus. Valentinian III blev i 437 gift med Eudoxia, der var Theodosius IIs datter.

Under et besøg i Rom døde Galla Placidia i 450 den 27/11 i en alder af cirka 60 år og få måneder efter, at hendes nevø, kejser Theodosius II, var død. Inden da havde hun haft den skuffelse i 434 at måtte udvise datteren Honoria til Konstantinopel for uærbar opførsel. Det er tvivlsomt, om hun er begravet i sin kirke, men hun har sammen med sønnen Valentinian stået for opførelsen.

[Commire, Anne (ed.), 2000-2001: Women in World History, vol 6+12, Yorkin Publ.]
[Sivan, Hagith, 2011: Galla Placidia - The Last Roman Empress, Oxford UP.]

Galla Placidias genealogi
Kilde [9718/I p.614f]
 
Leveår Nummer
Slægtsforhold		 Navn og bemærkninger - Ægtefæller er understregede.
- (001)
Oldefar, moders side		 GRATIAN
Gratian var fra Cibalae i Pannonien (ca. Østrig-Ungarn), og beskrives ikke yderligere her. Hustru ikke nævnt.

Børn :
1.   Valentinian I, (002);
2.   Valens, * 329; † 378, kejser 364, dræbt i Adrianopel;
321-375 (002)
Morfader		 VALENTINIAN I; * 321, † 375, kejser fra 364;

SEVERA = Marina; m(1); blev skilt;
Børn :
1.   Gratian, * 359, † 383, Augustus fra 367. Han blev dræbt på ordre fra Maximus;
     1. hustru Constanta, Konstantius IIs datter.
     2. hustru Laeta, der var med under Roms belejring i 408.

JUSTINA, m(2); hun var enke efter kejserprætendenten Magnentius;
Børn :
1.   Valentinian (003);
2.   Justa;
3.   Grata;
4.   Galla (004);
371-392 (003)
Morbroder		 VALENTINIAN II; * c.371, † 392, kejser fra 375, afsat af Maximus i 387, genindsat i 388, dræbt på den frankiske høvding Arbogasts ordre.
c.365-394 (004)
Moder		 GALLA; * c.365, † 394 i barselsseng;

Theodosius (022), som første hustru.
Barn :
1.   Galla Placidia (005)
c.390-450 (005) GALLA PLACIDIA; * 390, † 450-11-27, se hendes livshistorie ovenfor.

ATAULFUS, m(1) 414 i Narbonne. † 415. Ataulphus var visigoternes konge og Alarics svoger.
Barn :
1.   Theodosius, * 415, død som spæd † 416.

KONSTANTIUS III, m(2) 417 i Ravenna. Medkejser fra 421. † 421 efter få måneder på tronen.
Børn :
2.   Justa Grata Honoria;
3.   Valentinian III (006)
419-455
 
 
 
 
 
 
 (006)
Søn af 2. ægteskab
 
 
 
 
 
 VALENTINIAN III; * 419; myndig fra 438; † 455, vestkejser fra 425, myrdet 455;

LICINIA EUDOXIA (041), * 422; m. 437 i Konstantinopel; d. Kejser Thodosius II og Eudocia (040);
Børn :
1.   Placidia blev gift med Olybrius, vestkejser fra 472, parret fik datteren Juliana.
2.   Eudoxia, blev gift med vandalerkongen Huneric (?-484), parret fik sønnen Hilderic (?-533).
 
- (021)
Farfar		 THEODOSIUS, magister equitum under Valentinianus I;

HERMANTIA;
Børn :
1.   Theodosius (022);
2.   Honorius (023);
346-395 (022)
Fader		 THEODOSIUS I; * c.346, † 395, østkejser fra 379;

AELIA FLACCILLA; 1. hustru;
Børn :
1.   Arcadius (030); * 377, † 408;
2.   Honorius (031); * 384, † 423;

GALLA (004); 2. hustru;
Barn :
1.   Galla Placidia (005)
- (023)
Farbroder		 HONORIUS, døde i Spanien, før broderen blev kejser i 379.

Hustru ikke nævnt;
Barn :
1.   Serena (024);
?-408 (024)
Kusine		 SERENA; * ?, † 408;
Hun blev opdrageren for Galla Placidia;

STILICHO, † 408, begge ægtefæller dræbtes samtidigt.
Børn :
1.   Maria, blev i 398 gift med Honorius (031);
2.   Thermantia, † 415; blev i 408 gift med Honorius (031);
3.   Eucherius, der blev dræbt i 408 samtidigt med forældrene.
377-408 (030)
Halvbroder		 ARCADIUS; * 377, † 408, Augustus fra 383, østkejser fra 395;

EUDOXIA, † 404, 1. ægteskab. Hun var datter af frankerhøvdingen Bauto;
Børn :
1.   Flaccilla, * 397;
2.   Pulcheria, * 399, † 453; gift 451 med østkejseren Marcianus
3.   Arcadia, * 400;
4.   Marina, * 403;
384-423 (031)
Halvbroder		 HONORIUS; * 384, † 423, Augustus fra 393, vestkejser fra 395;
401-450 (040)
Svigerdatters forældre		 THEODOSIUS II; * 401, † 450, Augustus fra 402, østkejser fra 408;

EUDOCIA ATHENAIS; † 454; datter af retorikprofessor Leontius i Athen;
Barn :
1.   Eudoxia (041);
422-??? (041)
Svigerdatter		 EUDOXIA; * 422, † ???;

VALENTINIAN III, (006); se under (006);


BYGNINGSVÆRKER

S. Apollinarius

Apollinarius, kaldet Ravennas apostel, hvis fødsels- og dødsdata vi ikke kender, var byens første biskop, og det menes, at han var ven med apostlen Peter, der skal have udnævnt ham til stiftets leder. Han nævnes første gang i en prædiken af Peter Chrysologus3), hvor han betegnes som en martyr. I legenderne indgår, at han var født i Antiocha og fulgtes med apostlen Peter til Rom. Her blev han bispeviet af Peter og sendt til Ravenna, hvor de religiøse tilstande var kaotiske. Apollinarius døbte og dømte og ruskede op i menigheden og blev under forfølgelserne sendt i fængsel, hvor han måtte bære tunge kæder, gå på glødende kul og fik tre års eksil i Illyrien. Han led skibbrud ved Dalmatiens kyst, blev fordrevet fra sit stift i alt tre gange og måtte en fjerde gang flygte og gemme sig for kejser Vespasians forfølgelser, men blev fundet og gennembanket af en pøbel i Classe, men overlevede for senere at dø martyrdøden under samme kejser.

Legenden om Peters venskab findes først i en krønike fra det syvende årh. og fra Agnellus, der levede en generation efter Karl den Store. Agnellus skriver selv, at hvor han ikke kan få oplysninger om martyrerne fra andre skrifter, fra gamle mænd eller fra inskriptioner, så forfatter han selv legenderne ved hjælp af munkebrødrenes bønner og Guds hjælp [9718/Ip.493]. Der blev valfartet til Apollinarius' grav i Classe, hvor det menes, at han led martyrdøden, og senere også til hans grav i Ravenna i kirken Apollinare Nuovo. Festdag 23. juli eller 30. juli.
3) Peter Chrysologus (c.400-450) var biskop i Ravenna 433-450, mens Galla Placidia regerede her. Han delte hendes entusiasme for bygningsværker, men havde også stærke katolsk-kristne synspunkter i overensstemmelse med hendes. Kun hans prædikener er overleveret os; resten af hans produktion er tabt. Hans navn var modtræk til Johannes Chrysostom, biskop i Konstantinopel, død 407. Chrysologus blev udnævnt til Doctor. Doctorerne regnes med til kirkefædrene, men har en lidt lavere status: » deres skrifter er ikke nødvendigvis uden fejl!« [9316 p.173 + 9144].


Oversigt over nogle bygninger i Ravenna

Galla Placidia var initiativtager og beskytter af flere bygningsværker. I Rom var hun medvirkende til restaureringen af kirken St. Paul-uden-for Murene; hun skænkede penge til udsmykning af Helligkorskirken i Jerusalem, og i Ravenna var hun medvirkende til bygningen af Helligkorskirken (Gravkirken) og San Giovanni Evangelista (St. John the Divine kirken).

Som en oversigt kan de væsentligste bygningsværker før år 600 i byen kronologisk opstilles således:
 
Kirkebygning Bygherre Bygge-
år
Ecclesia Ursiana = Sant' Orso4) og baptisteri
Den femskibede basilika, der oprindeligt var indviet til Opstandelsen, blev ombygget i 1734, og kun krypten og det runde klokketårn fra 9. årh. er fra den første byggeperiode. 		Sant Ursus 370-390
San Giovanni Evangelista
Totalt ombygget, men med antikke søjler. Bygget efter et løfte hun afgav på sin rejse fra Konstantinopel til Italien.
Kirken blev ødelagt i Anden Verdenskrig, men er blevet genopbygget. Kun campanilen er original. 		Galla Placidia 425
Santa Agata
Næsten totalt genopbygget 1476-1494.		 Gemellus c.430
San Pier Chrysologokapellet
Ligger i ærkebiskoppaladset og har bevaret sine mosaikker.		 S. Peter Chrysologus c.450
San Giovanni Battista
Hårdhændet restaureret i 1683, næsten intet originalt er tilbage. 		Baduarius c.450
SS. Nazario e Celso, fru Galla Placidias gravkirke også kendt som Helligkorskirke, oprindeligt indviet til St. Laurentius. Galla Placidia c.450
San Pier Maggiore, senere genindviet til San Francesco
Oprindeligt biskop Neons basilika, genopbygget 1000-1261, hvor Franciskanerne overtog kirken. Helt moderniseret, og kun krypten er original.
Klokketårnet er fra 11. årh.
Det ortodokse dåbskapel - også kaldet biskop Neons dåbskapel - er en oktogon med marmorsøjler, der er begravet flere meter under gulvet på grund af de mange års opfyldninger. Mosaikkerne er meget restaurerede. 		Biskop Neon, 449-452/8 c.458
San Teodoro, senere genindviet som Santo Spirito
Oprindeligt ariansk kirke 		Theodoric? 493-526
Santa Maria in Cosmodin, baptisteri
Oprindeligt ariansk kirke 		Theodoric? 493-525
San Martino in Coelo Aureo, senere genindviet til Apollinarius som San Apollinare Nuovo
Oprindeligt ariansk kirke		 Theodoric? 493-525
San Vitale Julianus Argentarius c.530
Santa Maria Maggiore Biskop Ecclesius c.530
San Apollinare in Classe
 Julianus Argentarius
 c.535
4) Sankt Ursus var Ravennas 17. biskop. Han var den første, der byggede byen en rigtig domkirke. Hans »duomo« blev desværre ombygget i det 18. årh., men skal have været et flot bygningsværk med fem skibe adskilt af fire rækker søjler med i alt 56, som alle skulle være taget fra Jupiter Capitolinus' tempel. Kirken var også indviet til Genopstandelsen = Anastasis, og på kvindevæggen var mosaikker af St. Anastatia. Ursus levede til efter kirkens færdiggørelse og blev gravlagt her [9718 p.557].


Byggeperioder
Den første store byggeperiode indtraf fra byen blev kejserresidens og indtil kejser Valentinian den Tredjes død i 455. Bygningerne fra denne tid bærer tydelige tegn på romersk tradition, fx blindbuer som facadeudsmykning og brugen af pendentiver.

Efter Valentinians død gik byggeriet i stå, indtil Theodoric viste sig på scenen i 493 som konge til 526, og der blev i hans tid igen stor byggeaktivitet. Af hans palads, der fyldte en sjettedel af hele den gamle by, er der nu kun enkelte murrester tilbage, men hans grav, der dengang lå uden for bymuren, står stadig.

Byggeaktiviteterne fortsatte under Theodorics efterfølgere, regentperioden under Amalasuntha, og herskerne Theodatus og Vitiges, 526-539.

Dantes grav fra 1321 er i Ravenna og findes tæt ved S. Francescokirken. Gravens relief er fra 1482 af Pietro Lombardo.

Nogle enkelte af bygningerne behandles nu lidt nærmere:

Kirken San Apollinare Nuovo
San Apollinare Nuovo-kirken i Ravenna hører til de betydeligste fra sjette århundrede og er byens dominerende basilika. Den blev opført af Theodoric, ostrogoternes konge, omkring 490-500-514. Theodoric ønskede, det skulle være den største af de arianske kirker, idet han ville bruge den som paladskirke. Dens oprindelige navn var San Martino in Coelo Aureo = "Martin i den Gyldne Himmel" efter Martin fra Tours, og under det navn var den kendt til det 9. årh. Kilderne [8900 p.422] og [10807 p.104] siger dog, at genindvielsen under dens nye navn skete i 560 eller 561 af biskop Agnello.

Kirkens originale apsis og dennes mosaikker blev første gang ødelagt under et jordskælv i det 8. århundrede. Kirkens atrium og næste apsis blev nedrevet under restaurering i det 16. årh. Narthex er bevaret. Kirkens midterskib afgrænses af 24 marmorsøjler fra Rom eller Konstantinopel (uenighed i kilderne) med korinthiske dobbelte kapitæler: Nederst en korinthisk kapitæl og øverst en trapezkapitæl efter byzantinsk skik.

Sidevæggene har stadig mosaikker fra det 6. årh., idet værkerne over vinduerne er fra Theodorics tid, mens de underste er fra samme århundrede, men senere. Ændringerne i de nederste værker kan skyldes, at de oprindeligt var arianske. Der er forandret yderligere ved væggene, da gulvet omkring 1514-1520 på grund af terrænets niveauhævning blev hævet til nuværende niveau. Søjlerne blev løftet med, så buerne og måske noget af væggen over søjlerne måtte så forkortes, hvorved mosaikkerne kom til at stå tæt over arkadens buer.

Kirkens vestfront og indgangsparti blev beskadiget af en luftbombe kastet af østrigerne 1916-02-12 under Første Verdenskrig.

Går man i dag fra kirkens vestfront langs gaden nogle få skridt mod syd kommer man til det såkaldte Theodoriks Palads, men det er resterne af en kirkes vestfront. Kirken hed St. Saviour ad Calchi, hvor den byzantinske form for Calchi er Khalké, der betyder indgangsparti til det kejserlige palads. Kirkens navn var altså "Frelserkirken ved Paladsporten". I dag ved man fra udgravninger, at kejserpaladset lå mellem de to kirker, men tilbagetrukket fra den nuværende gade. Man ved også, at paladset havde direkte adgang til Apollinare Nuovo, men ikke nøjagtigt hvordan bebyggelsen har været, da ikke hele området er udgravet.
[Deliyannis, Deborah Mauskopf, 2004: The Book of Pontiffs of the Church of Ravenna by Agnellus of Ravenna p.72]

Theodoric rejste andre kirker: San Teodoro = San Spirito, der var den arianske biskops kirke, men er blevet komplet ombygget; baptisteriet til samme kirke, senere kaldet Santa Maria in Cosmedin-kapellet evt. dannet ud fra et ottekantet lokale i et bad, med mosaikker lig dem i Neons baptisteri; Santa Maria Maggiore, grundlagt af ærkebiskop San Vittore Ecclesius, 521-534, også komplet ombygget.

Mere om Apollinarius her.
Mange af Apollinare Nuovo-kirkens former kan også findes i den 50 år yngre kirke, San Apollinare in Classe, indviet i 549 ret efter Byzantiums erobring af Norditalien. Navnesammenfaldet af de to 'Apollinarer'! Det skyldes, at resterne af Ravennas første biskop, St. Apollinarius, en gang mellem 856 og 1000 blev flyttet fra Classe og ind til Ravenna og anbragt i Apollinare Nuovo, for at forhindre pirater fra Adriaterhavets anden side i at fjerne dem, da de slaviske pirater opererede ret frit i de ubeskyttede områder uden for byen, og kirken i Classe var netop kommet til at ligge i frit land efter havnen nedlæggelse og havnebyens nedrivning. Flytningen for pirater var muligvis et bluffnummer, og der er dokumentation for, at resterne af Apollinare blev lagt i Classekirkens krypt i 1173. I 1511 blev de lagt i en marmorurne i krypten, i 1650 tog munke fra Camaldoliterordenen urnen med sig til St. Ramualdos kirke. Pavestolen fordømte denne flytning, og i 1725 blev den endeligt lagt ned i højalteret i Classekirken.

Kirken San Apollinare in Classe
S. Apollinare in Classe blev bygget uden for de originale mure rundt Classis. Havnen var et stort nyreformet bassin, der lå med en ret bred kanal ca. en kilometer inde i landet. Byen med underbringning og institutioner og handel for romerflåden lå rundt bassinet, men da det sandede til, og flådehavnen blev nedlagt, så blev byen på nær kirken langsomt nedrevet og materialerne genbrugt andre steder, så der i dag er fladt landbrugsland på den hævede havbund, og kirken ligger ensom ved vejsiden på vej mod syd fra Ravenna mod Rimini.

Kirken opførtes på initiativ fra biskop Ursicinus fra 532 til 536, og pengene kom fra bankmanden Julianus Argentarius = Sølvsmeden Julian. Den blev indviet af ærkebiskop Maximianus i 549 efter exarkiatet var oprettet.

Bygningen er en typisk norditaliensk treskibet basilika. Den er opført af mursten 4 cm tykke og 48 cm lange teglsten, her kaldet Julianske sten efter Julian Sølvsmed [10808 p.7] og med samme mørteltykkelse mellem stenene. I planen indgår en narthex, hovedskib, to sideskibe adskilt fra hovedskibet af en arkade med 24 rigt årede marmorsøjler (carystinsk = cipollinomarmor), der hver står på en lav plint og har kapitæler som mønsterudskårne terninger efter byzantinsk skik. Umiddelbart ser kapitælerne ud til at være dobbelte med en udskåret terningform nederst og ovenpå den en lav trapezformet.
Søjlernes mål er 4,67 meter i højden og har en diameter på 0,67 meter.
Apsis blev i 9. århundrede hævet for at give plads til en krypt [EB-11 ed. siger 12. årh.]. Den halvrunde apsis har fem vinduer, der giver godt lys til alterområdet. Loftet er med åben tagstol.

Kirken er den største i Ravenna med indvendigt mål 55,58 x 30,30 meter og er udvendigt opdelt med buer og pilastre. Klokketårnet er fra det 9.-10. årh. I 15. årh. blev skibets udsmykning revet ud, så alle mosaikker i narthex og skib er nye, men apsis har mosaikker fra 6. årh. Under flere krige gennem tiden har kirken lidt skade, og også i Anden Verdenskrig blev den ramt af artilleriild, så den var tæt på total ødelæggelse. Man kan i de gamle mosaikker i apsis se restaureringsarbejderne, idet nyopsatte partier er omgivet af en tynd, rød linje sten i mosaikken. Loftsbjælkerne i den åbne tagstol er opsat i 1963.

I bygninger opført under pave Sixtus III, 432-440, og i tiden efter, fik stilen med de horisontale linjer med flade bærebjælker over søjlerne i skibet en renæssance.

San Apollinare in Classe og San Vitale (nedenstående) blev begge opført af Julius Argentarius cirka samtidigt med San Lorenzo i Milano og domkirken i Parenzo.

Kirken San Vitale
Kirken af centralkirketypen blev bygget under kejser Justinian I, 527-565. Det var Theodorics datter, Amalasuntha, der begyndte på arbejdet, og pengene til byggeriet blev som for flere af de andre kirker skænket af bankieren Julianus Argentarius. Biskop Ecclesius havde opsyn med byggeriet fra 527, men nåede ikke at se kirken færdig. Den blev efter [8900 p.422] indviet i 547 eller 548 af ærkebiskop Maximianus, byens 27. biskop, og han er på en af mosaikkerne afbilledet ved siden af kejser Justinian og kejserinde Theodora.

Kirken har en kompleks grundplan som en oktogon med en smal narthex, der strækker sig over to af de otte sider. Den har samme plan som den byzantinske kirke SS Sergius & Bacchus i Konstantinopel.

Dens ydre står i en rødlig sten - også de fire centimeter høje sten som tidligere omtalt - og facaderne præges af mange rundbuede vinduer med gittersprosser. Bygningen fremstår i tre etager. Nederste og mellemste med samme grundplan og med store stræbepiller i de hjørner, hvor sidebygninger ikke er tilsat. Over centrum rejser den tredje etage sig som et centraltårn med oktogonform. Alle tagene med svag hældning dækket af teglsten.

Indgangen er ikke i dag den naturlige. Man bliver ledt gennem en klostergård og stiger faktisk ned til kirken, der i dag ligger et godt stykke under gadeniveau.
Fra narthex kommer man ind i den ottekantede omgang. Hovedrummet er adskilt fra omgangen med otte piller, der går gennem niveauetagen og også dækker tribuneniveauet. Arkadebuernes åbninger er opdelt med hver to søjler i halvcirkelnicher, der vender udad fra centrum. Søjlerne har en slags terningkapitæler, der er udskåret med slyngmotiver, nogle endda med to højder terninger over hinanden. Over tribunens buer fortsætter den indre rotunde med vinduer i en oktogon for at slutte med en kuppel hvilende på pendentiver.

Koret dækker en af de otte sider og rækker fra centralrummet gennem omgangen og ud over oktogonen, hvor det afsluttes med en halvrund eller oktogonal apsis - indvendig, og trekantet udvendig. Indvendig i apsis er også otte nicher. På hver side af koret er der hhv. et prothesis og et diakonikon, begge med cirkelform. Der er en afdeling for kvinder, matroneo, på tribuneniveau. Tribunerne er konstrueret, så de giver en mere luftig og rummelig opfattelse af kirkerummet, ved at deres forsider er trukket tilbage fra centerdelen.

Alteret har her som i Galla Placidias gravkirke (hvor det ikke eksisterer længere) været af tynde alabasterplader, som det var meningen, at der skulle stilles lys eller lamper bag, så mineralet ville gløde som guld. Mosaikkerne fra det 6. årh. er af meget høj kvalitet.

Kirken, der blev indviet i 547, har tjent som model for Aachenkirken opført på Karl den Stores tid omkring 800. Forbilledet for San Vitale var San Lorenzokirken i Milano bygget omkring 450-475. Italien blev invaderet 568, og den store oldkirkelige byggeperiode var slut.

Galla Placidias gravkirke
Ifølge [10519] side 168 i The Early Middle Ages blev Galla Placidias kirke grundlagt og dedikeret til " The Holy Cross " med et tilknyttet kapel indviet til Sankt Laurentius, men nu fejlagtigt kendt som Placidias mausoleum. Historien er dog lidt mere kompleks. På stedet var opført en kirke indviet til Det Hellige Kors. Helligkorskirken var uden sideskibe og endte mod vest i en ret bred front, der med et par vinger bredte sig længere mod nord og syd end kirkens bredde. Yderst på denne nord-syd-længe, der yderst var afskærmet med tag og sidevægge, blev mod nord bygget et kapel indviet til St. Zacharius, og mod syd blev Galla Placidias kapel opført indviet til St. Laurentius.

I 1602 nedbrød man Helligkorskirkens vestligste del og noget af skibets længde for at gøre plads til en gadegennemførsel, gaden der i dag kaldes for Galla Placidiagaden. Herved kom Galla Placidias kapel til at ligge frit på den modsatte side af gaden i forhold til Helligkorskirken.
Når man idag besøger Kapellet går man derfor ud fra en nordøstdør i St. Vitalekirken og 50 meter over plænen mellem de to kirker for at gå ind gennem en dør i nordvæggen.

Gravkirken er bygget omkring 430-450 ("Ikke længe efter 424" efter Krautheimer p.137). Kapellet har grundplan som et græsk kors med fire lige lange arme, den vestlige en anelse større end de øvrige arme. Kapellet har et midtertårn.
I dag er bygningen udefra af uanselige rødlige mursten, og hver korsarm er i én etage med saddeltag. Over korsskæringen rejser bygningen sig i endnu en etage, der afsluttes med et pyramidetag. Adgangen sker gennem en meget snæver døråbning, hvorfra man kommer ind i det tøndehvælvede hovedrum med mosaikker. I korsskæringen er der en kuppel opbygget af hule terracottasten sat inden i hinanden. Den samme teknik blev brugt i kuplen i San Vitalekirkens kuppel.

Kapellet ser endog mere ydmygt ud, end da det blev bygget. Terrænet er her hævet 150 cm, og det gør både indgangen lav, og det tilsvarende hævede gulv gør højdeforholdene forkerte. Overalt i det indre er rummet udsmykket med mosaikker og enkelte freskoer.

Der er forskere, der mener, at bygningen egentligt er rejst som et martyrium, men at GP senere er placeret der sammen med andre medlemmer af sin familie. Der er ingen eksakt dokumentation for, hvem der har ligget i kapellets tre store sarkofager. Ret over for indgangsdøren er den største sarkofag, som man tilskriver Galla Placidia, men den er i dag indholdsløs. De to andre sarkofager tilskrives hendes ægtefælle, general og kejser Constantinus III, sønnen Valentinian III eller halvbroderen kejser Honorius. Stenkisterne er i øvrigt genbrug fra tidligere antikke grave.

Theodorics gravmæle
Theodorics Mausolæum blev bygget mellem 500 og 525. Det er udvendigt beklædt med hvid marmor og har form af en dekagon udvendig i to etager, hvor den nederste har ti nicher med bueoverdel. Øverste etage er indrykket, og der er her en balkonomgang på underdelens flade tag. Bygningen er dækket af en monolitkuppel, der er fragtet hertil fra stenbruddene i Istrien. Den vejer over 300 tons, og der er ingen beskrivelser af, med hvilken teknik stenen blev løftet eller trukket op på toppen af bygningen.

Den indre form er en rotunde med en apside tværs på indgangen i hver side. Hans grav blev ret hurtigt plyndret ved kejserstyrkernes generobring og bygningen blev genbrugt som kirke indviet til Jomfru Maria. I dag er eneste inventar i overetagen porfyrkisten uden låg. Formen er som et stort badekar, og et hjørne af karret mangler.

Jørgen Marcussen


Gaddoni, Vanda Frattini, 2010: Basilica of S. Apollinare in Classe [10808].
Bustacchini, Gianfranco, 2010: Ravenna - Capital of Mosaic [10807].
Krautheimer, Richard, 1965: Early Christian and Byzantine Architecture, Penguin, [10772].
Stalley, Roger, 1999: Early Medieval Architecture, Oxford HoA., [9857]
Øvrige kildenumre er forklaret i kildelisten.

Retur til toppen.

Opdateret d. 26.11.2012 		Retur til Græsk antik arkitekturhistorie.
Retur til Romerrigets arkitekturhistorie.
Retur til Kristendommens tidligste arkitekturhistorie.