INDLEDNING TIL TIL LYTTON STRACHEYS
EMINENT VICTORIANS
en kort introduktion til brug ved læsning af Lytton Strachey: Eminent Victorians
Foruden denne indledning foreligger der til bogens første ca. 75 sider et
noteapparat under Manning i personreferencer.
Baggrunden for den religiøse vækkelse, der senere fik navn efter sit center, nemlig Oxfordbevægelsen, skal findes omkring århundredeskiftet 1799-1800, hvor bl.a. William Wilberforce udgiver sin Practical View, der forsøger at vise en vej mellem den franske revolutions ekstremer og katolske ekstremer.
Wilberforce er rent evangelisk med vægt på argumenterne omkring Jesus død på korset som soner af menneskehedens synder, og hans bevægelse tiltrækker borgerskabet og især embedsstanden, hvor der – efter krigene i det 19. århundredes begyndelse - er en mængde hjemsendte hær- og flådeofficerer, der finder tid til at slutte op om en evangelisk-puritansk-moralsk bevægelse, der mistror al jordisk glæde fx teatre og roman læsning (indtil religiøst-romantiske romaner dukker op).
Denne evangeliske vækkelsesbølge degenererer totalt til en hyklerisk moralbevægelse og især arbejdermassens fornøjelser forfølges og ringeagtes. Gennem 1840-1850'erne oprettes kristne moralske skoler, kvindeklubber, bibelskoler etc. for fattigfolket, men nedgørende og undertrykkende for arbejderklassen, der i forvejen lever en slumtilværelse truet af mangel på mad, arbejde og bolig grænsende til tider til hungersnød.
En uformel, men ikke ubetydelig faktor, var romantikkens kunstnere, der som Southey (med sin Book of the Church, 1824) og Wordsworth (med sin Ecclesiastical Sonnets, 1822) nu efter deres ungdoms radikale periode fremstod som den etablerede kirkes og borgerskabs støtter. Til gruppen kan også regnes Coleridge med sin On the Constitution of the Church and State, 1830.
Mest betydningsfuld - og med en rekordstor udbredelse - blev John Kebles Christian Year, 1827. Den indeholdt et digt eller en salme for hver festdag og søndag i i kirkeåret i henhold til BCP. Hans værker indeholdt netop romantikkens fokusering på følelser, mystik, kærlighed og gru, som akkurat blev en uhyre populært emnekreds i den gryende Victorianske epoke.
Ved siden af denne mere følelses- og holdningsmæssige rørelse giver lovgivningsmagten tilsvarende årsag til bevægelse i kirkekredse. I perioden 1828-1832 blev love, der pålagde embedsmænd at deltage i nadveren i den Anglikanske Kirke (AK), annulleret. I samme periode blev love, der begrænsede praktiserende Romersk Katolske (RK) troendes muligheder for ansættelse i det offentlige, også annulleret.
Der blev givet fuld adgang for ikke-konformister, dvs. protestanter uden for AK, til embeder og forkyndelse som den AK ved annulleringen af Test and Corporation Act i 1828, og RK fik samme forhold ved frihedsloven herom i 1829. Whigregeringen i 1830 bidrog også til uroen i højkirkelige kredse bl.a. med et ønske om nedlæggelse af 10 stifter i Irland, hvilket man i Oxford anså som utidig indblanding i kirkens indre anliggender.
Der er altså flere grunde til, at de højkirkelige kredse frygter for kirkens stilling inden for staten:
folkelig-følelsesmæssig rørelse i et samfund med store sociale spændinger,
revolutionen i Frankrig og de efterfølgende krige har sat sit præg på samfundet,
en drift mod lavkirkelig protestantisme via bl.a. Wilberforces tanker og vækkelser herefter,
en udvidet tolerancelovgivning for religiøsitet som en nu mere privat sag og
en statsstyring gennem regeringen af kirkens indre anliggender.
Der opstår derfor blandt prælaterne i især Oxford universitetskredse en frygt for, at den AK bliver destabiliseret, og at kirkens autoritet og dogmet om biskoppernes apostolske efterfølgelse skal blive truet.
Lederne af den højkirkelige modbevægelse blev John Henry Newman, der var bevægelsens eneste store tænker af international karakter; desuden deltog Richard Hurrell Froude, John Keble og Edward Pusey, der var en stor oratorisk begavelse. De offentliggjorde deres reformtanker i de 90 traktater - hvoraf også navnet The Tractarians kommer.
De postulerede, at den AK var den sande katolske i betydningen oprindelige, udelte kirke - og eneste afstandstagen fra den RK var egentlig spørgsmålet om, hvorvidt kirkens tilhørsforhold var først til nationens regent og derefter paven eller vice versa.
Især Newman forstod at kombinere evangelisternes romantisk-følelsesladede tanker med højkirkens ideer om reform i katolsk retning, og således blev et oprindeligt evangelisk opbrud drejet hen imod den ægte gamle kærlighedskirke, nemlig den RK.
Fra 1845, hvor Newman som den første konverterede til RK, aftog bevægelsens betydning som reformbevægelse inden for den AK, idet medlemmerne med stærkt katolske sympatier indså, at den AK ikke som helhed ville tilslutte sig den RK under paven.