Et komplet og velbevaret klunkehjem er et yderst sjælden levn fra fortiden, og at et sådant er åbent for offentligheden er endnu mere bemærkelsesværdigt. Det er derfor en ekstrem sjældenhed, som vi skal besøge den 1. februar.

Det var en tilfældighed, der i 1942 førte til Nationalmuseets opdagelse af lejlighed, for selv om den ligger ganske tæt på museet, så var det en diskret familiebolig. Huset med den 10-værelses lejlighed på over 300 kvadratmeter på anden sal var blevet købt af grosserer Rudolph Christensen i 1890 og derefter indrettet efter tidens smag med de bedste materialer og de bedste håndværkere.

Familien Rudolph Christensen
Familien, der stammede fra uldjyder, bestod af grossereren (1849-1925), hans kone fru Elina (1853-1941) samt de tre børn: Aage (1879-1950), Gerda (1880-1963) og Ellen (1882-1963). Grossereren var uddannet klædesmester og havde bl.a. haft elevtid i Fonnesbech. I den første periode efter boligens indretning forestod grossereren sine forretninger fra lejligheden.

De to døtre forblev ugifte og blev boende i hjemmet. Sønnen blev gift og grossererens efterkommere ejer stadig huset. Familiens formue skyldtes handel med stoffer, silkestoffer, bånd og possementvarer. En overgang havde firmaet også udsalg på Strøget.

Under krigen i 1941-1942 anmodede Nationalmuseet borgerne om at få indleveret klædedragter, og det var en henvendelse fra de to frøkener, hvis moder lige før indsamlingen fandt sted var død, der førte til Tove Clemmensens besøg for at tage den afdøde moders sølvbryllupskjole i øjensyn. Ved besøget så museumsinspektøren straks, at der var tale om en unik beboelse, og museet fik lov at gennemfotografere interiørerne.

Det var dog først ved de to frøkeners død kort efter hinanden i 1963, at museet blev klar over, at lejlighedens indbo var testamenteret til museet. Der kom derefter en aftale i stand med ejerne, om at møblementet kunne blive stående og efter forskellige restaureringsarbejder blev lejligheden så åbnet for publikum i begrænset omfang fra 1969.

Fru Elina (født Hamberg) og de to døtre var begavede med kunstneriske anlæg. Moderen havde bl.a. været skuespiller på Casino Teatret, begge døtre fik translatøreksamen, den ene i engelsk, den anden i italiensk. Det blev især inden for finere tekstilforarbejdning, at damerne blev kendte. De udstillede på flere nationale og internationale udstillinger og fik præmier herfor. Deres specielle favoritter var filering, richelieu broderi og læderforarbejdning til gyldenlæder.

Broløkke
Der findes også en anden klunkelejlighed i landet. Den findes på Broløkke på Langeland i familien Ahlefeldt-Laurvigs eje. Broløkke blev givet som bolig til arvingen til Tranekær Slot, greve Christian Ahlefeldt-Laurvig, ved dennes giftemål med baronesse Johanne Wedell-Wedellsborg i 1869. Da de flyttede ind, var der så godt som ingen møbler, så på herregården er interiørerne fra perioden 1870-1890 - og familien havde indtil 1941 ikke forandret noget som helst. Man kunne ved hjælp af en ældre oldfrue, der havde fået overlevering om, hvordan møblerne originalt stod af sin forgænger, her få møbleringsplanerne genskabt.

Broløkke blev gennemfotograferet af Nationalmuseet allerede i 1941. Det var en genoptagelse af undersøgelser ud over landet, der var indledt i 1912, men som i 1920'erne af økonomiske årsager blev henlagt.

I sommeren 1941 koncentrerede museet sig om interiører fra stilforvirringens periode. Årsagen var ganske lige til. Klunkestilen havde så lavt et omdømme, at stilen stod i fare for at blive udryddet via lossepladsen inden for den nærmeste tid. Som for det københavnske klunkehjem var det yderst vigtigt at få talt med de mennesker, der havde levet med møblerne og kunne fortælle, hvad der var forsvundet, hvad der var kommet til, møblernes proveniens og ikke mindst tidligere møbleringsplaner, da måden, man anbringer møblerne på, har det med at skifte med generationen.

Desværre er Broløkke ikke offentligt tilgængelig.

Klunkestilen
Klunkestilen var begyndt så småt i århundredets midte med ny-gotiske og ny-rococo møbler og andre kopieringer af stilarter bl.a. også fra Tyrkiet. På store dele af kontinentet gik disse stilarter over i en ny-renæssance, og snart var der ikke den tidligere stilart, der ikke blev kopieret. I Norden endvidere også med forbillede i vores egen middelalder og med baggrund i den nordiske mytologi. Det var ikke uden grund, at perioden kaldes for stilforvirringens periode, og det er svært at pege på bestemte entydige retninger i Europa.

i Danmark blev de fleste møbler meget tunge. Især herreværelser skulle afspejle maskulinitet, seriøsitet og alvor. Pigekamre kunne godt være lyse og lettere. Hos grossereren var den foretrukne snedker Rud. Rasmussen, der som nu boede på Nørrebro, og da familiens regnskabsbøger findes endnu, kan både tidspunkter og priser fastslås. Det er en usædvanlig heldig situation - set fra musealt hold.

Overalt var der mange nipsgenstande, boligtekstilerne var tunge, især om vinteren. Gardiner og portierer blev svunget med tunge folder og draperier, der blev afsluttet med kvaster og klunker - hvoraf stilperiodens navn. Der begyndte at komme elektricitet i byen omkring århundredeskiftet, og i lejligheden, der var en af de første, der fik strøm indlagt, findes en del lamper og elektriske installationer, hvor stilen er begyndende art nouveau.

Klunker og kvaster
Klunker er små trådsamlinger som kugler, hvor trådene udgår radielt fra centrum. Kvaster er små trådsamlinger, hvor trådene forløber parallelt og ofte bliver klokkeformede.

Broderiteknikker
Som nævnt ovenfor, så bestred damerne en lang række teknikker inden for broderi. Moderens favourit var filering. Filering er udfyldning af motiver på et udspændt net af tynd tråd. De mindre motivstykker kan nu sættes sammen med borter, kniplinger og andre former for hulsyninger og broderiet til større motivrække. Således findes der fra deres hånd antimakassarstykker med motiver fra bayeuxtapetet, men der er ikke den funktion, som de ikke har gjort broderier til: tevarmere, pudebetræk, lyseduge, lommetørklæder, hattepynt, mapper og billeder, alt til borddækning osv. osv.

Kilder
Fortiden er ikke hvad den har været, Knut Kjeldstadli, RUC, 2002 (9466)
Nationalmuseets Klunkehjem, Tove Clemmensen, Nationalmuseet, 1990 (9477)
Nationalmuseets Arbejdsmark 1942: Et Klunkehjem - Møbelstudier paa Herregaarden Broløkke,
     Tove Clemmensen, NatMus., 1942 (6929)
Nationalmuseets Arbejdsmark 1963-65: Et københavnerhjem fra Klunketiden,
     Tove Clemmensen, NatMus., 1965 (6615)
Nationalmuseets Arbejdsmark 1997: Broderet - fileret. Håndarbejder i Klunkehjemmet,
     Esther Grølsted & Kirsten Rykind-Eriksen, NatMus., 1997 (8060)

Denne side er produceret den 15. januar 2004. Jørgen Marcussen