WINCHESTER CATHEDRAL

Noter om dens arkitektur og lidt historie brugt ved forberedelsen til et gruppebesøg

Oprettet 2020-12-06.

Indholdsoversigt

  1. Indledning
  2. West Saxon land
  3. Winchester domkirkes plads i historien
  4. Winchester fra romertiden til Henry VIII
  5. Sankt Swithun og Sankt Birinus
  6. Old Minster
  7. New Minster
  1. Nonneklostret
  2. Genopretningen af klostersamfundene før 1066
  3. Domkirken fra 1079
  4. Gravminder
  5. Historiske årstal
  6. Kilder

1. Indledning

Denne tekst er udarbejdet som en introduktion til besøg i den nuværense domkirke i Winchester, og mine egne besøg i kirken mellem 1966 og 2016 har sammen med litteraturen nævnt i kilderne nederst været grundlaget for udarbejdelsen. Af pladsmæssige og ophavsretlige grunde tilføjer jeg ikke billeder til mine tekster.

Som indholdsfortegnelsen viser, er emnerne behandlet i nogenlunde kronologisk orden og fra større perspektiver til smallere fokuspunkter.

Jeg bruger generelt de moderne navne for landsdele, byer og andre egennavne, men nævner ældre og originale navne, første gang lokaliteten bruges, og jeg benytter de engelske navne for en del begreber, hvor dansk ikke har tilsvarende dækkende ord. Fx anvendes betegnelsen Wessex for hele det område, som landets konger inden Normannerinvasionen i 1066 fandt sted herskede over, og ordene angelsaksisk og Anglo Saxon dækker stort set samme begreb.

Arkitekturstilen "normannisk" er generelt synonymt med det, der på kontinentet kaldes for romansk stilart.

I en separat tekst er givet nogle enkeltheder om det berømte manuskript kaldet The Winchester Bible. Manuskriptet, der aldrig blev færdiggjort, er udført mellem 1160 og 1175 i skrivestuen i klostret tilknyttet domkirken.

2. Belgaeområdet og West Saxon land

Romerne havde besat dele af England fra år 43 til 410. De kaldte den sydlige del af landet for Diocese Britanniae, og det var nogenlunde England fra Kanalkysten til Hadrians Mur mod Skotland. I begyndelsen uden Cornwall og Wales, der senere blev underlagt romerstyret. Hovedbyen var Londinium = London.

Fra begyndelsen af 200-tallet var landet yderligere opdelt i provinser. Mod sydøst lå Maxima Caesariensis, der omfattede alt øst for linjen ca. Southampton til syd for Leicester og derfra mod øst ud til Nordsøen ved Lowestoft. Hovedbyen var Londinium. Det fremtidige Winchester lå i dette områdes sydvestligste hjørne.

Vest for Maxima Caesariensis lå Britannia Prima med Cornwall og Wales og op til ca. Liverpool. Hovedbyen var Corinium = Cirencester (senere blev centret skiftet til Glevum = Gloucester).
Området diagonalt fra Chichester i sydøst til Bath i nordvest var, mens romerne var i landet befolket af en stamme, der formodes i første århundrede at være kommet fra Nordfrankrig / Flandern til England. Stammen og området kaldte romerne for Belgae, og Winchester blev grundlagt som Venta Belgarum i dette område. Byen lå ved hovedvejen fra Clausentum = Bitterne (lidt inden for kysten ved Southampton) og mod nord til Silchester og videre mod nordøst til London. Det er en linjeføring tæt på nutidens motorvej M3.
[ID=1461 p.58 + p.203]

Wessexriget opstod først efter angelsaksernes ankomst til landet. Deres navn for området var Gewissae.
Wessexriget var i 900-tallet i henhold til kortet i Simon Keynes' essay området fra Cornwalls østgrænse til Dover-Margate-kysten og fra Kanalen mod nord indtil en linje fra Bristol mod øst til Oxford og langs Themsen til Nordsøen.
[ID=2375 p.457].

3. Winchester domkirkes plads i historien

Domkirken i Winchester er en anglikansk stiftskirke for Winchester stift, der lidt afhængigt af kilderne blev oprettet i 620 / 635 / 660 / 676. Ved oprettelsen omfattede stiftet hele Wessex, men blev hurtigt opdelt i flere stifter.

Beretningen om begyndelsen på Winchesters betydning findes i en version hos Bede † 735:
  Kong Cynegils blev kristnet og døbt af munken Birinus (omtales i afsnit 5). Det skete mens Kong Oswald af Northumbria var på besøg hos Cynegils, og han lykønskede Cynegils, da han kom fra døbefonten, og tilbød ham en venskabspagt og lod ham få sin datter til dronning.
   Som tak for sin indsats gav Cynegils Birinus byen Dorchester til brug for et bispesæde, og her byggede Birinus flere kirker. Han døde dér, og mange år efter, mens Haeddi var biskop, blev hans grav flyttet til Venta Belgarum (= Winchester), hvor han blev gravlagt i SS Peter & Pauls Kirke.
[ID=4476 Bog III, kap. 7, p.151ff]

 
Fra stiftets oprettelse i 634 stod biskoppens sæde, cathedra, i Dorchester, der i dag er en ganske lille by mellem Oxford og Reading. Her var Kong Cynegils (regerede 611-643) som den første engelske konge blevet omvendt og havde fået den kristne dåb, og kongen havde udnævnt missionæren og munken Birinus til biskop i Wessex (Birinus omtales nærmere i afsnit 5.

Allerede kort tid efter, kirken i Winchester var indviet, flyttedes stiftsbyen hertil. Birinus var da død, og i 650 efterfulgt af Biskop Agilbert, der tog sin afsked eller blev afsat ved flytningen i 660, hvor munken Wine, der også kom fra Dorchester, blev den første biskop i Winchester.

Det Sydlige Wessex havde tilhørt stiftet Winchester under biskop Daniel, men ca. 708 eller lidt før besluttedes det, at området skulle have eget stift, og Egbert, abbed i Selsey Kloster, blev dets første biskop. Da han døde blev den næste biskop Eolla, og da han døde, blev stiftet vakant indtil ca. 731.
Biskop Daniel var med til at indsætte Ærkebiskop Tatwin i Canterbury efter Bertwalds død efter 37 år 6 måneder og 14 dage i embedet. Daniel var år 731 også blevet biskop for Isle-of-Wight.
[ID=4476 - Bede, Bog V, Kap. 18, p.305 + Kap. 23, p.330f]

Fra den spæde og usikre opstart i Winchester voksede byens betydning under Wessexrigets blomstring inden Normannernes indtog i 1066 til at være Wessexrigets hovedstad og fortsatte efter rigets samling i 900-tallet med at være rigsstad på linje med London, idet Winchester både havde kongelig residens, statsarkiv, kongelig mønt og en form for nationalbank eller finanskasse i byen (men det kan ikke tænkes på det tidspunkt, at der har været en stor guldbeholdning, men mere på, at naturalieværdier var en stor del af afgifterne til kongemagten).
[ID=1462 p.203]

Den kirkelige betjening af kongemagten udgik også fra centret i Winchester, og bispesædets betydning er endnu i dag stor, idet Winchesterbiskoppens stilling længe var nummer tre efter Canterbury og York, og efter 1533-reformationen blev han nummer fem efter London og Durham var forfremmet til i rang at komme efte de to ærkebiskopsæder. Winchesterbiskoppen har en plads i Overhuset i Parlamentet, og denne plads blev opretholdt efter Overhusreformen i 1990'erne.

Efter middelalderen og den engelske reformation under Henry VIII aftog byens betydning, og i dag er det en mindre by end stiftets største byer regnet ud fra folketællingerne.
Af stiftets 15 provstier, deaneries, er de 7 mere folkerige end Winchester, der dog stadig har det største antal kirker (34). Det største provsti er Southampton med c. 220.000 indbyggere, 23 kirker, og flest aflønnede præstestillinger (21) (tal fra 2010-2020).

Biskoppens tjenestebolig i Winchester er Wolvesey Palace. I middelalderen havde stiftets biskop også rådighed over Farnham Castle, der ligger mellem Basingstoke og Guildford og delvis er en ruin. Også Bishop's Waltham Palace, der tilhørte bispesædet og ligger mellem Winchester og Portsmouth, er i dag en ruin. I London havde middelalderbiskopperne en residens. Bygningen kaldes stadig for Winchester Palace, hvor kun husets ene langvæg og en gavlvæg til hallen står endnu. Adressen er tæt på Themsens sydside mellem London Bridge mod øst og Southwark Bridge mod vest.

Stiftets område, der inkluderede Wiltshire, Berkshire, Oxford, Hampshire, Surrey og Isle of Whight, blev ca. 705 indskrænket, da der blev oprettet et stift i Sherborne, der overtog områderne på Cornwallhalvøen Devon, Somerset og Dorset (Cornwall kom dog først med i slutningen af 800-tallet). Næste deling skete 909, hvor Sherborne blev opdelt i:
Ved Cromwelltidens omskiftelser mistede Winchester yderligere områder i Hampshire og Surrey.
[ID=1462 p.163 stifterne opdeling, ID=4476 p.305, 330f].

4. Winchester fra romertiden til Henry VIII

Winchester var ikke områdets vigtigste by, men fik dog tidligt en beskyttelsesjordvold om sit areal, men byen voksede og fik omkring år 100 et "Forum" og blev i begyndelsen af 200-tallet områdets administrationscentrum og fik i århundredet et forsvarsværk i form af en stenmur. Foruden den administrative rolle er der fra 300-tallet usikre men interessante spor af en tekstilproduktion i byen.
Da romertiden gik på hæld formindskedes byens betydning, og i 400- og 500-tallet var den ubetydelig, og først med kristendommens komme og den angelsaksiske kongemagts fremgang og valg af byen som centrum, voksede den igen.
I romertiden og derefter, indtil Kong Alfreds gadeplan blev gennemført, var byens areal ca. 55,8 ha. På et tidspunkt var "forstæder" skudt op uden for bymuren.
[ID=1461 p.103 + 197 + 241 + 252 + 294 + 369]

Det var med kong Cynegils beslutning om at bygge en kirke til SS. Peter & Paul - den senere Old Minster - og placeringen af den religiøse og administrative centralisering i Wessexriget her, at byen igen fik betydning - en betydning, der holdt sig til længe efter Den Normanniske Erobring i 1066.
Nutidige udgravninger nord for O.M. og nuværende domkirke har vist spor efter romersk bycentrum med rester, der tolkes som en romersk basilika og et forum.
[ID=1253 pp. 309-337]

Af konkrete ændringer foruden kirkebyggeriet med Old Minster og New Minster, som behandles i afsnit 6 og 7, var kong Alfred den Stores fornyelse af byens romerske gadeplan, der indtil 800-tallet havde været en begrænsning for byens udvikling.

Biskop Ethelwold (963-984) gennemførte bygningen af et dræn- og kloaksystem i byen i 900-tallets sidste halvdel. Det virkede og benyttedes endnu i 1800-tallets sidste fjerdedel.

Winchesterkollegiet blev oprettet af Biskop William Wykeham (1324-1366-1404) i 1382 og er stadig en aktiv læreanstalt og kostskole for ca. 700 elever og delvis i de samme bygninger, ligesom en stor del af skolens historie opbevares i skolens arkiv huset i de originale bygninger fra 1380'erne.
Interessant, at skoler og kollegier uden religiøse funktioner ofte fik fik bygget en klostergård, gerne uden en omgivende arkadegang, og det er Wykehams kollegium et eksempel på.
[ID=1787 p.252]

Ved denne tid havde byen et indbyggertal på omkring 2.100. [ID=1461 p.257].

Den gamle pilgrimsvej til Canterbury, hvis del fra London til Canterbury kendes af mange gennem Geoffrey Chaucers ufærdige værk The Canterbury Tales, udgår fra Winchester.

5. Sankt Swithun og Sankt Birinus

♦ Sankt Swithun eller Swithin, hvis fødselsår ikke kendes, men regnes til c. år 800. † 862-07-02.
Festdagene for Swithun er 2. juli i Norge og 15. juli i England.
Swithun blev den tredje skytshelgen for Old Minster i Winchester fra 971-07-15.
Swithuns biografi blev skrevet af Lantfred og Wulfstan omkring år 1000.
Hans attributter er en bro i den ene hånd, en bog i den anden og for sine fødder nogle skårede æg. Årsagen til disse genstande er legenden om Swithuns mirakel, hvor han på en bro heler en kurv knuste æg, som nogle ondskabsfulde arbejdere havde ødelagt for en simpel bondemand. Hans statue i Stavanger viser ham med bog i hånden, resten noget utydeligt på afstand.

Swithun var født i Wessex og blev uddannet ved klostret Old Minster i Winchester, men havde ikke aflagt klosterløfte. Kong Egbert valgte ham som sin private hofpræst og lod ham sørge for sin søn Ethelwulfs uddannelse. Ethelwulf efterfulgte faderen som konge i Wessex i 839.

Ethelwulf valgte Swithun som biskop i Winchester i 852, indsat 30. oktober af Ærkebiskop Ceolnoth, hvor han afløste Biskop Helmstand. Det var samtidig begyndelsen til kongeslægtens befæstelse af sin magt i området og samtidig med første vikingeoverfald på Sydenglands kyster. Swithun var en meget aktiv kirkebygger og kendt for sin godgørenhed. Hans ønske var at blive begravet ved sin kirke, og hans gravsted kom til at være lige uden for vestdøren til Old Minster. Han døde 862-07-02 og blev efterfulgt af Biskop Ealhferth.

Der gik næsten nøjagtig hundrede år fra hans død, før hans gravsted blev åbnet, og resterne efter ham blev overført til et relikvieskrin i domkirken Old Minster, hvilket var tilendebragt 971-07-15 på hans festdag. Swithuns rester blev igen flyttet i 974, hvor knoglerne blev lagt i to kister, der blev placeret dels ved højalteret og dels i sakristiet, og i sidstnævnte menes han hoved at have befundet sig, da Biskop Ælfheah = Alphege tog kisten med sig ved sin overflytning 1005 til Canterbury. Herudover mener Peterborough, at de har hans ene armknogle, og den anden armknogle var i Stavanger, men Stavanger anfører, at den danske kong Christian III beordrede alle kirkens relikvier sendt til Danmark ved reformationen 1537.

Den tilbageblevne kiste i Winchester blev igen flyttet i 1093, da den nye normanniske domkirke var så langt i byggefasen, at kirken kunne indvies. Relikviet af Swithun var så populært, at pilgrimme gennem hele middelalderen drog til Winchester både af helbredsgrunde, men også fordi Swithun var skytshelgen for nedbør og blev anråbt i tørkeperioder. Efter reformationen blev hans relikvieskrin nedtaget og hans bevarede dele begravet. I 1962 blev relikvieskrinet genopstillet i domkirken, hvor det endnu står.

♦ Sankt Birinus eller Berin, † 650. Han kaldes også for Wessex' apostel og blev den første biskop i Dorchester, der senere indgik i Winchester stift. Birinus stammede fra Lombardiet og blev af pave Honorius I sendt til England for at kristne folkene dér. Da han landede i Sydengland, var hans plan at søge ind i landet, hvor ingen missionær havde været, men han erfarede, at det stort set kun var hedninge han mødte i Wessex (den gang kaldt for Gewissae ), så blev han i Wessex i 635.

Han havde det store held, at Kong Cynegils ønskede at blive instrueret i kristendommen, hvilket ville hjælpe ham til en alliance med Kong Oswald af Northumbria og få en sådan aftale bekræftet ved et giftemål med Oswalds datter Cyneburg. Altså døbte Birinus hele Cynegils familie, og som tak for det blev han udnævnt til biskop i Dorcester, der blev valgt som stiftshovedby; det havde været en romersk by på en af de vgitige færdselsårer i Sydengland.

Noget af det sidste Birinus udførte, inden han døde i 650, var at indvie kirken i Winchester, hvortil biskopsædet flyttede i 660, og der høres ikke efter 660 noget om en biskop i Dorchester, da denne del af Berkshire i 800-tallet indgik i Mercia og genopstod som et Merciansk stift sammenlagt med Leicester i 870.

Winchesterbiskoppen Hedda / Hædde (biskop 676 til sin død 705) fik omkring 690 overført relikvierne af Birinus til Winchester. De blev 980-09-04 af Biskop Ethelwold placeret i et nyt helgenskrin, og resterne blev igen flyttet i 1150, denne gang af Biskop Henry af Blois (Eng. 008-1-c) (biskop fra 1129 til 1171). Birinus skulle dog ikke få fred, for i begyndelsen af 1200-tallet påstod augustinerkanniker fra Dorchester, at de havde resterne af Birinus hos sig i Dorchester, hvilket kunne bevises ud fra de mange mirakler, der var sket dér. En pavelig undersøgelseskommission blev nedsat og foretog afhøringer i 1224, men sagen førte ikke til en konklusion, da det var muligt, de havde en biskops kiste i Dorchester, men det var ikke med Biriunus' rester i. Alligevel fremstillede de i Dorchester et fint helgenskrin til deres rester, og det skrin blev restaureret i Dorchester omkring 1980.

♦ Lantfred fra Fleury var munk i Fleury-sur-Loire og blev hentet til Winchester, hvor han skrev biografierne om Sankt Swithun (Vita S. Swithuni) og Sankt Birinus (Vita S. Birini) omkring år 1000.

6. Old Minster (O.M.)

Den angelsaksiske domkirke i Winchester blev efter traditionen grundlagt ca. 648 af Kong Cenewalk, men antagelig blev domkirken først klar omkring 660 og forblev aktiv kirke til 1093, hvor den blev nedrevet til fordel for den normanniske kirke delvis bygget henover O.M.s grundplan. Efter en arkæologisk udgravning i 1960'erne kan kirkens grundplan i dag ses i græsplænen for den del, der ligger uden for den nuværende kirkes grund.
I denne grundplan af fliser i græsset kan man se på de to forskelligtfarvede fliser, at den oprindelige kirke i 970'erne er bleve udvidet med et længere korparti med apsis mod øst og et større og brede vestparti med sidetårne.

Old Minster blev bygget efter ordre fra Kong Cynegils af Wessex fra år 642, og den blev indviet i 650 til skytshelgenerne SS. Peter og Paul, men blev først domkirke, da stiftsbyen blev flyttet fra Dorchester omkring år 660 til Winchester. Iflg. [ID=4942 p.6] blev O.M. domkirke senest 676.
Denne flytning er nærmere beskrevet ovenstående i afsnit 5 under Skt. Birinus.

Sankt Swithun blev begravet uden for kirken tæt ved dens vestdør i 862.

Kong Eadred, † 955-11-23 gav tre ejendomme til både O.M. og N.M. samt til Nunnaminster før sin død.
[ID=2375 p.475]

Old Minster var domkirken, og det tilsluttede fællessamfund, der indtil Ethelwold udnævnelse til biskop og indsættelse 963-11-29 var bemandet med sekulære kanniker, der foretog de kirkelige handlinger. Fra Ethelwold med kongens billigelse i 963 udskiftede kannikerne med munke, som han hidkaldte fra Abingdon Kloster, hvor han indtil da havde været abbed, blv O.M. og fællessamfundet et regelbundet benediktinsk kloster. Ved sin indtræden i embedet i Winchester blev han således både biskop og abbed, og han indsatte derfor Osgar som sin efterfølger som abbed i Abingdon.

Kong Edgar støttede udskiftningen af de sekulære kanniker i både Old Minster og New Minster i 964. Fra år 901 havde O.M. været nabo til New Minster mod nord, der faktisk lå så tæt på, at det blev sagt, at munkenes messesyngen gensidigt generede hinanden fra den ene til den anden kirke.
[ID=2362 p.143]

Biskop Ethelwold (* 904-909, † 984-08-01 i Beddington) og hans efterfølger Biskop Elfheah / Alphegl / Ælfheah II ombyggede den første Minster i perioden, hvor Dunstan-Ethelwold-Oswalds reformer blev indledt i 970'erne. Den ombyggede kirke var en treskibet basilika 55 meter lang med tværskibe og centraltårn over korsskæringen. Der var en krypt under østendens apsis og en narthex. Ved indvielsen i 971 ved Kong Edgar blev kirkens skytshelgener udvidet med Sankt Swithun, og kirken blev samtidig en del af klosterkomplekset (domkirken blev monastisk ved den lejlighed), der var udbygget omkring kirken. Kirken blev igen ombygget og efterfølgende indviet 980 og efter flere forandringer igen indviet 993.

Ved indvielsen i 971 blev Sankt Swithuns rester taget op af graven og anbragt i kirken i et relikvieskrin. I år 974 blev knoglerne fordelt i to kister. Se under afsnit 5 om den sag.

Efter Wilhelm Erobrerens sejr blev den sidste angelsaksiske biskop, Stigand, der havde besat embedet siden 1047, udskiftet med Wilhelms egen kapellan, Walkelin, der kom fra Rouens domkirke, og Walkelins bror Godfrey blev prior i O.M. klstret. Walkelin døde i 1098.

Efter udskiftningen af Biskop Stigand blev der i 1079 indledt byggearbejder på en ny normannisk domkirke, der kom til at ligge delvis over den gamle i en lidt andet orientering på grunden og med østenden liggende noget østsydøst for O.M. For at færdiggøre den nye kirke var det nødvendigt at nedrive O.M., og nedrivningen blev begyndt lige efter indvielsen 1093-04-09 af den nye kirkes kor og østligste del af kirkeskibet for at den vestligste del af kirkeskibene og vestværket kunne færdiggøres.

De i kirken begravede kongelige og kirkelige personer blev optaget og overflyttet til den normanniske domkirke.
Den normanniske kirke er behandlet i afsnit 10 nedenstående.

7. New Minster (N.M.)

Det andet benediktinske kloster i Winchester, New Minster (N.M.), blev grundlagt i 901. Jorden, som klostret skulle ligge på havde Kong Alfred den Store doneret, men det blev først hans søn Edward den Ældre, der færdiggjorde projektet.

Aldred den Stores projektleder for N.M. var munken Grimbald, der senere blev helligkåret. Han var født i Thérouanne nær Calais ca. 825 og føfe 901. Grimbald blev uddannet i Frankrig og ordineret præst ca. 870. Han var en udpræget forskertype, og han kom via Ærkebiskop Fulk i Reims på kongens invitation til Wessex i 887, hvor han blev en del af et lille kannikesamfund i byen og samtidig hjalp Kong Alfred med dennes oversættelsessysler (bl.a. af Gregor den Stores Pastoral Care til angelsaksisk).

Da Alfred havde besluttet at stifte N.M. omkring 890, blev Grimbald dets første provst, og formodentlig tog han sine få følgere i sin menighed med sig i kannikerforsamlingen. N.M. var en bykirke for de øverste sociallag, hvor de havde begravelsesret, men klostret var ikke en del af O.M. / domkirken.

Grimbald nåede næppe at få N.M. set indviet før sin død. Grimbalds relikvier blev sammen med Sankt Judocs *) (moderne navn Joyce for begge køn) overført både 938, 1050 c. og 1110 til nye skrin og i sidstnævnte år blev relikvieskrinet sammen med hele N.M. overflyttet til Hyde Abbey lige uden for Winchesters nordlige bymur.
*) Judos, † c. 668, var kongesøn fra Bretagne, hvor han døde. Hans forbindelse med England skyldtes nogle franske flygtninge, der i 902, mens N.M. var under opførelse, kom fra det af Judocs stiftede kloster Saint-Josse-sur-Mer nær Étaples til Winchester og medbragte S. Judocs relikvier.

N.M. blev først i 963 et benediktinsk kloster, og kannikerne blev enten uddrevet eller måtte aflægge klosterløfte for at blive på stedet.

Jeg har ikke fundet oplysninger om N.M.s arkitektur.

Inden for et til to år efter Kong Edward den Ældres kroning blev klostret New Minster færdig. Det havde direkte sigte på en rolle som serviceorgan for den kongelige familie og med tætte forbindelser til Old Minster med domkirkefunktionen. Det var ikke kun Edward, der blev klostergrundlægger, også kongens søster Ethelflæd / Ethelfleda gift med Kong Ethelred i Mercia grundlagde på lignende vis og tid en "New Minster" i Gloucester.

Som nævnt under afsnit 6 om Old Minster blev de sekulære kanniker i New Minster med Kong Edgars billigelse udskiftet i 964, og i 966 fik klostret ekstraordinært gode privilegier, og denne kongelige gunst blev udvidet til også at gælde andre af klostrene, hvorfor kongen fik abbedernes støtte til den kommende reform på grundlag af Regularis Concordia, der blev vedtaget i 973 se herom nedenstående i afsnit 9.
[ID=2375 p.462 + 479]

Kong Eadred, † 955-11-23 gav tre ejendomme til både O.M. og N.M. samt til Nunnaminster før sin død.
[ID=2375 p.475]

Kong Knud og Dronning Emma skænkede ca. 1031 et stort kors af guld til pryd på et alter i N.M.
[ID=1462 p.95 gengivet fra manuskript]

8. Nonneklostret

Nunnaminster Convent blev oprettet af Kong Alfreds enkedronning Ealhswith mellem 886 og 902.

Kong Eadred, † 955-11-23 gav tre ejendomme til både O.M. og N.M. samt til Nunnaminster før sin død.
[ID=2375 p.475]

9. Genopretningen af klostersamfundene før 1066

Ethelwold blev indviet som Biskop i Winchester 963-11-29, og Wulfstan, hans biograf, skrev i sin biografi Vita sancti Æthelwoldi, at han "var en nær ven af den fremtrædende kong Edgar". Wulfstan skrev også i sin krønike, at da han kom til Old Minster, havde kannikerne indgået ægteskaber med kvinder, var forædte og fordrukne og kunne ikke gennemføre en messe på en sober og foreskreven måde.
[ID=2375 p.142f].

Ved 900-talsreformen indførtes en speciel engelsk organisationsform for domkirkerne, da de sekulære kanniker blev udskiftet med munke, og biskoppen dermed også blev abbed for et klostersamfund. Derfor uddelegerede biskoppen gerne denne funktion til en prior ved domkirken.

I den tidlige middelalder, hvor kongemagten både i England og på kontinentet udførte en del af sine pligter "omrejsende", opretetdes der af hensyn til denne logistik en del centre i betydende byer som fx stiftsbyer, hvor der opstod behov for underbringning af et større følge, når kongen kom forbi. Der kunne blive oprettet kongsgårde, men det kunne også også påvirke klostrene, der måtte lægge hus og forplejning smt administrativ hjælp til rådighed. Klostrene havde den største andel af uddannede og latinkyndige folk. I Tyskland har man et særligt navn for disse kongsgårde, der kaldes for Klosterpfalz.
[ID=4528 p.131] I teksten om Englands kirke er der flere oplysninger om emnet.

Skrivestuens produktioner
Det står ikke helt klart, hvilken af de kirkelige institutioner i Winchester havde skrivestuen, der producerede Ethelwolds Benedictional i årene 963-984 og en tilsvarende Bendedictional og Pontifical ca. år 980 og så ødselt udstyret, at de regnes som værende givet til enten ærkebiskoppen i Canterbury eller en højtstående abbed med kongelig forbindelse til hertugerne af Normandiet.
[ID=2375 p.146 + 223]

10. Domkirken fra 1079

De kontinentale grundplaner for store kirker med korområder med ambulatorium og radielle apsidale kapeller var i brug i England allerede før Wilhelm Erobreren havde invaderet landet. De blev indbygget i Westminster Abbey i 1045, og kort efter hans ankomst iblev planerne brugt i Battle Abbey, 1067, i Canterbury i 1070, i Lincoln 1072, Bury St. Edmunds i 1072, S. Augustine's Abbey Canterbury i 1073, Old Sarum i 1076, Rochester i 1077, Winchester i 1079 og Worcester i 1084.

Det er i øvrigt stort set ligegyldt om kirkerne blev bygget til munke eller kanniker - begge krævede plads i koret til at forrette den komplette messe.
[ID=1787 p.215]

Og efter Wilhelms død i 1087 fulgte flere efter: Gloucester i 1087, Norwich i 1090, Ely i 1090 og Durham i 1093, men hovedparten af disse kirker fik aldrig færdigbygget de halvcirkelformede apsider eller i hvert fald kun kortvarigt, så de engelske domkirker har typisk ret afsluttede østgavle. De kan have kapeller byggede til øst for koret, som fx "Lady Chapels" og også mindre kapeller - også rektangulære øst for sideskibenes østender.

Halvrunde apsider med ambulatorier findes stadig i Canterbury, Gloucester, Lichfield med enkelt apsis i Lady Chapel, Norwich. Peterborough har ambulatorium, men ingen apsidekapeller.
Winchester var i 1076 ved byggebegyndelsen tænkt opført med samme kendetegn, men i dag er der ikke spor af de buede mure i grundplanens østende i Winchester, men i krypten er planen fulgt.
[ID=379 p.265ff, ID=1785 p.286]

I Winchester domkirke er der bevaret nogle romanske dele i korsarmene. Her har murværket dets originale karakter, og det er især forholdet mellem arkaden, triforium og klerestoriet, som i Winchesters hovedskib blev ombygget fra tre til to stokværk, mens det i tværarmene er delvis bevaret med tre stokværk.

Bygningsforløbet
1079 - Biskop Walkelin igangsatte byggeriet. Materialerne var bl.a. kalksten fra Binstead stenbruddet på Isle-of-Wight og transporteret med båd via Portsmouth og Southampton og videre til Winchester over land.
1093-04-08 - Kirkens østdel blev indviet til SS Peter og Paul samt S. Swithun. Efter reformationen blev S. Swithun fjernet som skytshelgen igen (hans mirakler blev uden virkning).
1093 - Sankt Swithuns relikvieskrin blev overført til den nye normanniske domkirke.
Det var den længste gotiske domkirke i Europa, indtil den gamle Sankt Paul's Cathedral i London efter udvidelsen 1314 var blevet 179 meter lang (i dag er Liverpools anglikanske domkirke den længste i England med 188,7 meter).
Winchesterkirkens dimensioner er: Længde 170,1 meter, skibets højde er 24 meter og tårnets højde er 46 meter.
1107 - Korsskæringstårnet kollapsede og blev genopført i normannisk stil med rundbuer. Tårnets mål er 11 meter højde over skibets tagryg, kvadratmålet er 15 meter, og den totale højde er 46 meter.
1189 - Et retrokor opført i "Early English Style".
1360 - To vestlige skibsfag blev nedrevet og erstattet af en ny vestfront.
1390 - 1400 - Det romanske skib blev facaderenoveret med franske sten fra Caen, og designet var perpendikulærstilen". Højden indvendigt i skibet i oprindeligt tre stokværk (arkade, triforium og klerestorie) blev ændret til to stokværk, og triforiet forsvandt, og bræddeloftet blev udskiftet med et hvælvet loft i sten.
1430 - 1440 - Et chantry (kapel) på retrokorets sydside opført. Muligvis var de indvendige murforandringer fra 1400 endnu ikke færdige.
1460 - 1470 - Flere ændringer foretaget: Lady Chapel forlænget og de normanniske sideskibe ud for presbyteriet blev erstattet af gotiske.
1525 - Omkring 1525 blev sideskærmene på presbyteriet opbygget, og presbyteriet fik et hvælvet træloft.
1530 - Kirkens længde blev i østenden forøget med 34 meter.

Reformationen
1539 - Klostersamfundet Priory of Saint Swithun nedlagt.
1540 - Et kannikekapitel blev dannet, og sidste prior, William Basyng, blev domprovst.
1560 - 1580 - Klosterbygningerne blev nedrevet inklusive klosterård og korsgang.
1637 - 1640 - Det romanske korgitter (eller korvæg) blev udskiftet med et af Inigo Jones tegnet gitter i klassicistisk stil med personfigurer tegnet efter portrætter af kongerne James I og Charles I i nicher i gitteret.
1820 - Inigo Jones' korgitter blev nedrevet. Dets centrale del blev opført i arkæologisk museum i Cambrige. Nyt korgitter nu tegnet af arkitekten William Garbett opført efter stilen på vestportalens dør, også kaldet "fake" gotisk.
1870 - Her omkring blev Garbetts korgitter pillet ned og erstattet af et nyt design af George Gilbert Scott med motiv tilpasset efter korstolenes bagvægges stil fra ca. 1308, idet gitteret ville få plads med nogle af korstolene op mod gitteret.
1906 - 1911 - Dykker William Walker udfører arbejder under krypten for at afstive fundamenterne. Arbejdet udførtes i tungdykkerdragt i mange år.

2020 - Glasmalerierne i vestgavlens vindue blev tilsigtet ødelagt af Cromwells styrker i 1642. Resterne blev efter 1660 samlet i en nonkonfigurativ glasflade igen.
Epiphanykapellet har glasmaleri designet af Edward Burne-Jones og produceret i William Morris' værksted.

Krypt, tværskibe og grundtrækkene i hovedskibet er levn fra første udgave.
[KID=4942]

Døbefonten er et meget fint arbejde i sort marmor fra Tournai i Belgien. Det blev indkøbt og opsat under Biskop Henry of Blois 11155-1165. Det er især kendt i maritime kredse for afbildningen af det tidligst kendte skib med fast monteret agterror.
[ID=4942 p.17]

11. Gravminder

De engelske tekster benytter termen Mortuary chest til de "udstillingskister", der er opsat i den nuværende domkirkes galleri på toppen af arkadeåbninger, der er afsluttet i stokværkshøjde med en vandret bjælke eller smal balkon.
Ved de mange flytninger fra O.M. til den normanniske kirke og de senere flytninger i den nuværende udgave af sidstnævnte er der sket ombytning af knogler, og alle kister, relikvieskrin m.v. indeholder ikke længere nødvendigvis de originale knogler fra første begravelse.

De mange omflyttede levn af tidligere kendte personer fra år 600 og fremefter udgør en meget kompliceret beholdning, hvor der er usikker dokumentation både for kisternes nuværende indhold og deres omflytning og fordeling i tidligere tider.
En artikel, der gennemgår de forskellige aspekter og vidnesbyrd fra ca. 1600 og fremefter, findes i Winchester Cathedral Record 2004, No. 73 pp. 20-31 i artiklen "The Mortuary Chests and the Bones of Archbishop Stigand" af John Crook. Ærkebiskop Stigand var biskop i Winchester fra 1047 til 1070 og ærkebiskop i Canterbury fra 1052-1070.

Begravelser i O.M.
643 - Kong Cynegils (reg. 611-643).
677 - Kong Cenwalk (reg. 643-677).
690 - Sankt Birinus overflyttet fra Dorchester til O.M. Han blev begravet 650 i Dorchester.
839 - Kong Egberth (reg. 802-839).
856 - Kong Ethelwulf (reg. 839-856).
862 - Sankt Swithun begravet uden for kirkens vestdør.
955 - Kong Eadred (reg. 946-955). † 955-11-23.
959 - Kong Eadwig (reg. 955-959).
Efter 959 - Aelfgifu - Eadwigs dronning i et ægteskab, der blev annulleret pga. for tæt slægtskab.
1042 - Knud den Store.
1042 - Hardeknud.
1052 - Dronning Emma af Normandiet - viet (1) til Ethelred the unready og viet (2) til Knud den Store.

Begravelser i N.M.
899 - Kong Alfred den Store og overflyttet med nedennævnte i 1110 til Hyde Abbey.
902 - Ealhswith, Alfred dronning.
901 - Sankt Grimbald.
924 - Kong Edward den Ældre, Alfred søn.
924 - Kong Ethelweard, anden søn af Edward d. Æ. Ethelweard regerede kun fra 17/7 til 2/8 i 924.
1072 - Ærkebiskop Stigand, Canterbury.

Alle ovennævnte under O.M. personers kister blev overflyttet til den normanniske domkirke i 1093 (1093-04-03):

Sankt Swithun blev 1093 flyttet til den nye kirke og placeret på en løftet platform bag højalteret.
1493 blev relikvierne flyttet til retrokoret, og 1538 blev skrinet nedlagt ved Reformationen. I 1990 står et moderne relikvieskrin igen i kirkens retrokor foran skærmvæggen ( feretory screen ) mod Lady Chapel.

Følgende blev begravet oprindeligt i den normanniske domkirke efter 1093:
1098 - Walkelin, der var den første normanniske biskop i Winchester (fra 1170).
1100 - Kong William Rufus begravet i korsskæringen.
1171 - Biskop Henry of Blois, Glastonbury 1126-1129 og Winchesterbiskop 1129-1171.

12. Historiske årstal

  963 - Ethelwold blev biskop i Winchester og reformerede O.M. og N.M.
  964 - De sekulære kanniker blev udskiftet i O.M. og N.M., og måske var episoden voldelig [ID=1462 p.169].
  966 - Peterborough blev reformeret på Ethelwolds initiativ [ID=1462 p.168].
  970 - Ely blev reformeret på Ethelwolds initiativ [ID=1462 p.168].
  970 - Synode i Winchester, hvor Regularis Concordia blev vedtaget [ID=1462 p.170].
  972 - Thorney blev reformeret på Ethelwolds initiativ [ID=1462 p.168].
  973 - Regularis Concordia underskrevet af Kong Edgar.
1042 - Edward blev udråbt til konge, før Hardeknud var begravet.
1043 - Kong Edward Bekenderen blev kronet i O.M. Påskedag 1043 [ID=1462 p.197].
1045 - Kong Edward Bekenderen blev viet til Edith i O.M.
1058 - Stiftet Ramsbury var for lille til at underholde en biskop og blev opslugt af Sherborne (Biskop Herman).
1068 - Dronning Mathilda af Flandern blev kronet i O.M.
1070 - Sherborne Stift flyttede til Old Sarum.
1100-1129 - Biskop William Giffard i embedet. Han grundlagde første engelske cistercianerkloster i Waverley, Surrey.
1127 - Munken Reginald krydsede Nordsøen til Stavanger med en arm af S. Swithun og indviede domkirken til S. Swithun og gav kirken relikviet. Som tak gav Stavanger i 1962 en sort norsk granitsten til Swithuns gravtop i Winchester Cathedral.
1172 - Prins Henry, søn af Kong Henry II (Eng.: 010-1), blev kronet til kronprins i Winchester, men han døde 1183 - seks år før faderen.
1194 - Kong Richard I blev kronet her (efter kroning i 1189).
1243 - Paven gav munkene lov til at bære hue i Domirken under de mange tidebønner, når vejret var koldt.
1348 - Den Sorte Død kom til Winchester og dræbte halvdelen af byens indbyggere. Samme antal nåede byen først igen i 1850.
1403 - Bryluppet mellem Kong Henry IV og Dronning Joanna af Navarre.
1554 - Bryluppet mellem Dronning Mary I og Kong Philip af Spanien.

13. Kilder

- Lives of the Saints, overs. J.F. Webb i 1965; Penguin;
- The Anglo-Saxon Chronicle, overs. G.N. Garmonsway i 1953, Everyman;
    Udgaven har to parallelle tekster af krøniken.
Bede, aut., 731/1984: A History of the English Church and People, overs. Leo Sherley-Price, Penguin Cl. [ID=4476].
Blair, Peter Hunter, aut. 1956/1997: Anglo-Saxon England, FS, [ID=1462].
Brooke, Christopher, aut., 2006: The Rise and Fall of the Medieval Monastery, FS, [1787].
Clifton-Taylor, Alec, aut., 1986: The Cathedrals of England, Thames & Hudson, [ID=379].
Conant, Kenneth John, aut., 1959: Carolingian and Romanesque Architecture 800 to 1200, Penguin, [ID=1785].
Coppack, Glyn, aut., 1990: Abbeys and Priories, Engish Heritage Book of, Eng. Her., [ID=4962].
Crook, John, aut., 2001: Winchester Cathedral, Pitkin, [4942].
Crook, John, aut., 2004: "The Mortuary Chests and the Bones of Archbiship Stigand" i Winchester Cathedral Record, 2004 No. 73, W.C., [ID=4946]
Farmer, David, 2004: Oxford Dictionary of Saints, OUP, [ID=4468]
Frere, Sheppard, aut., 1965/2000: Britannia - A History of Roman Britain, FS, [ID=1461].
Keynes, Simon, aut., 1999: "England, 900-1016" i The New Cambridge Medieval History, vol.3, pp.456-484, CUP., [ID=2375].
McKitterick, Rosamond, aut., 1999: "The Church" i The New Cambridge Medieval History, vol.3, pp.130-162, CUP., [ID=2362].
Lawrence, C.H., aut., 2001: Medieval Monasticism, Longman, [4528].
Pevsner, Nikolaus & Metcalf, Priscilla, aut., 1985/2005: The Cathedrals of England, The South-east, FS., [ID=12543.
Thorold, Henry: Cathedrals, Abbeys and Priories of England and Wales
Wilkinson, Philip, aut., 2006: England's Abbeys - Monastic buildings and culture, Engl. Her., [ID=1257].

Jørgen Marcussen

Læs første del om den engelske kirke her, og anden del fra ca. år 700 til reformationen her.
Læs mere om kirkebygninger her.

Oprettet 2020-12-03. 
Religionshistoriske sider Retur til  toppen af siden
Til  religionsforsiden Til hjemmesidens  forside