Peterborough ligger 120 kilometer nord for London mellem Birmingham og østkysten ved The Wash inden for Cambridge Countys grænser, men med et udvidet selvstyre. Byen har omkring 165.000 indbyggere, og den er domkirkeby for Peterborough Diocese - Peterborough Stift. Byen fik sin første privilegiegodkendelse omkring 1270 og formodentligt af Robert af Sutton. Der findes romerske rester af en garnison, Durobrivae, omkring 8 km vest for byen langs den romervej, der kaldes for Ermine Street og løber fra London til Lincoln. Lidt jordvolde kan anes øst for A1 nær Water Newton.
Byen ligger på kanten af det kalkstensbælte, der strækker sig fra det sydvestligste England og op til Lincolnshire, og der fandtes i middelalderen flere stenbrug i området, hvilket var af betydning ved de store kirkebyggerier i den periode. Kommer man længere mod øst ud i East Anglia, der er stenfattig på alt andet end flint, så skifter de gamle kirker karakter. Men her i Peterborough giver kirken et præg af naturlighed gennem brugen af den lokale stenart, som også ses i mange andre bygninger med huggede kalkstensfacader.
Da klostret blev grundlagt, skød der samtidig en landsby op omkring det, og landsbyen - og efterhånden den voksende og velstående by - skyldte klostret sin fremgang. Den samme tætte forbindelse mellem by og kirke fortsatte, efter stiftet blev dannet som Burgh Saint Peter.
Den tidligste kristne bygning i byen, der dengang blev kaldt for Medeshamstede, var et kloster bygget i angelsaksisk tid af Kong Peada af Mercia og svigersønnen Oswiu i år 654 eller 655, og den første abbed hed Saxulf. Kilderne til vor viden om den tidlige kristning af området stammer dels fra munken Hugh Candidus, der skrev sin Peterboroughkrønike om byen og klostret omkring i 1100-tallet, og dels fra Den Angelsaksiske Krønike, som Candidus udnyttede intensivt til sin historiefortælling.
Kong Peada havde to søstre Kyneburga = Cyneburh og Cyneswitha = Kyneswide. De deltog i deres brors grundlæggelse af klostret, og endnu en kvinde, helgeninden St. Tibba fra Ryhall, er knyttet til fortællingen. Hun anses derfor ofte for at have været af kongeligt angelsaksisk blod, måske en niece til Kong Penda. Tibba havde tilknytning til landsbyen Ryhall, der ligger 3 km nord for Stamford, hvor hun også blev begravet for så i 1000-tallet, mens Ælfsige var abbed (1006-1042) at blive overført til klostret i Peterborough sammen med Kyneburga og Kyneswidas rester, der var gravsat i deres kloster i Castor, også kaldet Dormundescastre, der lå en fem kilometer fra Peterborough. Dette kloster var grundlagt af Kyneburga som et dobbeltkloster, og hun blev dets første abbedisse. Søster Kyneswida efterfulgte hende i embedet og derefter Tibba. Søstrene døde omkring 680 - 700.
Det er tvivlsomt, om disse tidligste kristne bygninger var af sten, da der er vidnesbyrd om, at lokale folk endda nogle år senere ikke selvstændigt var i stand til at rejse stenhuse som fx klostrene i Ripon og Hexham, der blev opført af tilkaldte franske stenhuggere. Der er heller ikke fundet spor af de tidligste kirker, og det må formodes, at det var trækirker og træhuse, der udgjorde klostrenes anlæg.
Et enkelt minde om denne kirke findes i Heddastenen fra det første kloster. heddastenen ligger en marmorsarkofag med låg formet som et tag med tosidet hældning. På siden af stenen er hugget tolv menneskefigurer - seks på hver side, og de anses normalt for at være billeder på de i alt 84 munke og lægbrødre, der sammen med abbed Hedda = Haeddi blev massakreret af danerne i 870. Fra den senere middelalder stod stenen på kirkegården. Nu står stenen i retrokoret bag alteret i hvad der kaldes den nye bygning.
Klostret må have haft god fremgang, for få år efter grundlæggelsen blev en filial af klostret grundlagt i Brixworth, der ligger sydvest for Peterborough nær Northampton. Grundlæggelsen fandt sted ca. 680, da Sexwulf var blevet biskop af kongeriget Mercia, og før Kong Wulfhere døde i 675. Denne kirke er rummelig og anselig og må have svaret nogenlunde til moderkirkens omfang. Kirken er nok Englands største og mest originale angelsaksiske bygning, men det iøjnefaldende tårn, er dog en senere tilbygning.
Så kom vikingerne
De gode tider var forbi i 870, da vikingerne kom første gang og nedbrændte kloster og kirke og myrdede abbedisse Hedda og hendes munke og nonner. Klostret lå derefter som ruin i omkring 100 år, indtil det i 971 genopførtes under Kong Edgar, mens Dunstan var ærkebiskop i Canterbury. Kongen var blevet rørt over oplysningen om de resterende ruiner i Peterborough og gav ordre til genopførelsen, mens myten i henhold til Hugh Candidus siger, at det var biskop Æthelstand i Winchester, der fik et syn fra Gud om at tage til East Anglia og genopbygge klostret og indvi det til Sankt Peter. Det fungerede fra 972 som Benediktinerkloster, og den første abbed blev Adulf. Hvem det så end var, der tog initiativet, så kom kong Edward med ærkebiskopperne Dunstan og Oswald for at se den i 972.
Rester af denne, den anden saksiske kirke, findes nu som ruiner under den nuværende kirkes sydlige korsarm, mens sakserkirkens skib ligger dels uden for og dels inden for den nuværende kirkes mure.
Under den næste abbed, Kenulf, der fungerede fra 992 til 1005, blev klosterområdets beskyttelse forstærket med en ringmur kaldet Burgh, hvad der gav byen sit første navn: Burgh St. Peter, og hvorfra det nuværende navn har sin sidste stavelse. I en periode blev byen på grund sin velstående tilstand også kaldt for Gildenburgh og Golden Borough, og et af tegnene på velstand var, at kirken i 1059 blev forsynet med et nyt stort tårn med spir. Velstanden fik igen vikinger til at bestorme byen kort før William kom over i 1066, men ulykkerne på kirken var her af mindre omfang.
Relikvier
Under den tredje abbed, Elsinus fra 1006 til 1055 blev kirkens betydning styrket med en del kraftfulde relikvier. Den vigtigste var Sankt Oswalds arm. Kong Oswald blev dræbt af kong Penda i 642, og hans lig blev parteret, og arme og hoved blev udstillet på stager. Efter nogen tid lykkedes det Oswalds efterfølger, Kong Oswiu, at få taget resterne ned, og de blev fordelt, så hans hoved blev begravet på Lindisfarne i samme kiste, som Sankt Cuthbert lå i. Og denne kiste med samt kombinerede indhold opbevares i dag i Durham domkirke.
Vigtigere for denne Peterboroughkrønike var hans arme. De blev begge begravet i Bamburgh ikke langt fra Lindisfarne i en kirke, der ikke længere findes, men mens kirken endnu stod, var den ene arm i 1200-tallet blevet skiftet til Nostellkloster i Yorkshire, mens den anden, den højre, var blevet tyvstjålet af munkene fra Peterboroughklostret; især spillede broder Winegot en vigtig rolle ved manøvren. I Peterborough blev relikviet både en indtægtsgivende relikvie og et pilgrimsmål, indtil den på et tidspunkt under reformationen, ca. 1539, forsvandt, og i dag ved ingen, hvor den befinder sig.
Så kom William
Efter Williams erobring blev der i 1069 som abbed udpeget en af normannerne, Turold, men han forblev en fremmed i klostret og fik ikke gennemført større bygningsarbejder. Ved denne tid var Ely stadig i saksernes og dannernes magt, og de forsøgte at erobre Peterborough, men nåede kun til at sætte bygningerne i brand og snuppe relikvierne, som de bortførte til Ely. En af Kong Williams modparter, Hereward the Wake, der ikke underordnede sig normanner, gjorde også et forsøg på at hærge klostret i 1070, og denne begivenhed er muligvis den samme, som den i foregående sætning nævnte.
Branden var dog ikke kraftigere, end at bygningerne blev stående, indtil en altødelæggende brand i 1116, mens John de Sais = Jean de Seez var abbed. Branden var et uheld under opvarmning af klosterbygningerne, men både disse og kirken gik op i flammer, og derefter blev bygningen af den nuværende katedral indledt i 1118, men abbed John døde i 1125, før opbygningen var nået ret langt, og byggeriet lå derefter næsten stille indtil 1132.
Stenene til byggeriet blev hugget ud i stenbruddet i Barnack og transporteret over land til den nærmeste flod, Alwalton, ved Wansford. Herfra løber strømmen direkte til Peterborough, hvor stenene så blev fragtet op ad skråningen fra flodbredden til kirkebyggeriet. I kirken findes i dag en oversigt over denne transport sammen med modeller af opførelsen, hvor man kan se byggeteknikken med de fyldte flintestensmure beklædt med de tilhuggede sten fra Barnack, som klostret ejede.
Byggeriet fortsatte i over 80 år, nogle siger endda 120 år, og foregik som det sædvanligvis blev gjort fra øst til vest, så koret, der var vigtigst for munkene, kunne indvies først. Det skete i 1143, og bygningen blev indviet til Petrus, Paulus og Andreas. Kirkeskibet er derfor anslået til at være fra 1150 og derefter, og vestenden kan ikke have været færdig før efter 1177, for krøniken fortæller, at det var abbed Benedict, der byggede vestenden af skibet, og han var først abbed fra 1177 til 1194. Alt i alt nåede der at være elleve abbeder fra byggeriets begyndelse, til det var færdigt.
Selve kirkerummet med skib og kor afsluttet med halvrund apse er det, som vi ved besøg ser i dag. Kirken blev som færdig bygning indviet i 1237 eller 1238 af Robert Grosseste, der var biskop i Lincoln, og biskoppen fra Exeter, William Brewer. Senere kom der flere bygningsændringer til.
En af de meget aktive abbeder var Martin de Vecti også kaldet Martin fra Bec (lidt uden for Le Havre), der fungerede mellem 1133 og 1155. Han var ansvarlig for byplanlægningen, hvor han lod borgerhusene opføre vest for domkirkeområdet, hvor grunden var høj og undergrunden af kalksten, mens han på den anden side af katedralen og dens embedsboliger og andre nødvendige bygninger lod en markedsplads vokse frem. Markedspladsen er i dag ryddet, og det lavtliggende område ned mod floden er trafik- og handelskvarter.
I begyndelsen af 1200-tallet blev vestfronten opført, og da var den herskende stil ikke længere normannisk, men ændret til gotisk af Early English form. De tre store buer er ret enestående i engelsk kirkebygningsstil, og det var først senere, at indgangsbygningen i den midterste bue blev opført.
I 1200-tallet opførtes den nye østende med lige afsluttet gavl under abbed Robert Kirkton, der blev den næstsidste abbed, i embedet fra 1496 til 1528. Og et Lady Chapel blev opført i 1272 og indviet i 1290, men blev allerede nedbrudt i 1600-tallet takket være Cromwells styrker, og materialerne blev genbrugte.
Kongelige besøg
Kongelig bevågenhed skortede det ikke på i Peterborough, der lå snildt på vejen, når hoffet skulle rejse nord-syd i landet. Kong Stephen, 1135 til 1154, kom for at se den meget berømte arm af Sankt Oswald, og derefter kom Kong Henry III to gange på besøg; den sidste gang havde han både kone og sønnen Edward med. Under besøget modtog han en gave på 60 mark sølv til hjælp for udstyr til sin datter Margaret, der skulle giftes med den skotske Kong Alexander II, og det skete 26. december 1251, så besøget har sikkert været samme år.
Som nævnt havde Kongen sin søn Edward, den senere Edward I, med. Da var han kun 12 år gammel, men han kom igen i 1273, da han lige var blevet konge, og atter i 1302 med sin dronning, og senere en fjerde gang.
Det sidste kongebesøg inden klosternedlæggelserne skete, var da Philippa af Hainault ved juletid 1327 opholdt sig på klostret undervejs til York for at blive gift med Edward III i januar 1328. Og det kongelige par kom igen til klostret, for krønikerne siger, at den samme abbed, Adam de Boothby, to gange modtog parret, og senere tog Edward III's søn, Edward den Sorte Prins med to af sine søstre ophold i mange uger på klostret, men hvilke af kongens i alt tretten børn, det var, ved jeg ikke.
Klostrets dage var forbi
Den sidste abbed blev John Chambers eller Borough opkaldt efter Peterborough, der var hans fødested. I hans embedstid blev Dronning Katherine af Aragonien, 1485-1536, Kong Henry VIII's første kone, begravet i kirken. Hun var dronning længere end de øvrige fem koner tilsammen og døde på Kimbolton Castle i nærheden1). Efter sin død blev hun ført til kirken i Peterborough i procession med seksten præster i fuldt ornat ridende foran vognen med hendes kiste. Dronningen ligger stadig begravet i kirken.1) Kimbolton var i 1500-tallets begyndelse ejet af Wingfieldfamilien, og den oprindelige middelalderbygning blev omkring denne tid ombygget til et Tudor manor. Dronning Katherine blev i april 1534 forvist hertil for ikke at ville give efter for kongens ønske om skilsmisse, og det menes, at hun her på grund af klimaet blev syg og døde i januar 1536.
Denne begravelse blev den sidste større begivenhed i klostrets historie, da det overgav sig til kongemagten den 29. november 1539 og blev genetableret som domkirke med et kannikekapitel den 4. september 1541. Abbed John Chambers blev den første biskop i det nye stift, og domprovsten kom fra St. Andrewklostret i Northampton (tidligere kloster under Cluny). Fire af munkene fik præbender, mens andre blev kanniker, og nogle fik pensioner.
Men også som domkirke kom bygningen til at indgå i historien. I 1587 blev Dronning Mary fra Skotland, der var Mary Tudors kusine, halshugget på Fotheringhay Slot, der lå ved landsbyen af samme navn omkring 16 km vest for Peterborough. Der er intet af slottet tilbage. Det gik i forfald og blev revet ned i tiden omkring Charles I kom på tronen. Men slottet var berømt for først at være fødestedet for Richard III i 1452, og altså senere retssagen og domfældelsen over Mary og halshugningen i slottets store hal den 8. februar 1587. Hendes lig blev ført til Peterborough domkirken, hvor begravelsen blev overværet af biskopperne fra både Lincoln og Peterborough. Hendes kiste blev af sønnen, James I ført til Westminster Abbey i 1612.
Det næste store angreb på kirken kom under borgerkrigen i 1643, hvor en rytterafdeling brød ind i kirken og ødelagde efter forgodtbefindende både gamle og kostbare genstande, selv bøger og manuskripter blev ødelagt, og kun et enkelt manuskript, der indeholdt Hugh Candidus' krønike om Peterborough, nåede man at løskøbe fra en af de meget kristne plyndrende soldater.
I begyndelsen af 1800-tallet blev kirken restaureret, og sidst i samme århundrede blev endnu en restaurering igangsat. Ved begge istandsættelser blev der foretaget mindre ændringer i kirkerummet, men også centraltårnet var ved den sidste lejlighed så forfaldent, at det blev taget ned og bygget helt op fra grunden igen. Den seneste restaurering fandt sted mellem 2001 og 2006, hvor hele kirkerummet måtte renses efter en brand, der havde sodet rummene til, men ikke nedbrudt murværk af betydning. Kirken står derfor her omkring 2010 med særdeles friske farver og rene vægge.
1116 - Kirke og kloster brændte. 1125 - Klostret havde omkring 60 munke under abbed John de Sais. 1238 - Den nye normanniske kirke blev indviet. 1272 - Lady Chapel opførtes. 1536 - Dronning Katherine blev begravet i kirken. 1587 - Mary, Queen of Scots, blev halshugget på Fotheringhay Slot og begravet i Peterborough. 1612 - Kong James I lod sin mors kiste flytte til Westminster Abbey. 1651 - Klostergangen blev revet ned i forbindelse med Commonwealthomvæltningerne.
Størrelse
Længde 146, 6 meter.
Bredde 63 meter tværs over korsarmene.
Indvendig højde 24,7 meter.
Det malede træloft er 62 meter langt og 11 meter bredt.
Tårnhøjden maks. 43,6 meter.
Udvendige detaljer
Den nuværende kirke er som nævnt den tredje på stedet, og denne version blev begyndt i slutningen af den romanske periode, omkring 1118, hvor John de Sais brugte elementer fra både Ely og Norwich, som han udviklede videre, men stadig skabte en tydelig romansk bygning med lille lysindfald og tykke mure, selv om man på det tidspunkt kendte til de franske gotiske bygninger med store vinduer og elegantere mure.
Vestfronten
Af dens udvendige detaljer er det gerne den 47 meter brede vestfront, der fremhæves. Den er den yngste del af kirken og blev først indviet kort tid, før hele kirken var færdig i 1237. Vestfronten er opført i EE stil. Den midterste gavl er en naturlig gavl, mens de to trekantede sidegavle er nogle falske gavle, da der ikke er et skråtag bag dem. De tre arkadebuer er ikke lige brede - midterbuen er smallest. Alligevel har de tre buer samme vinkelspredning på tagsiderne. Det er opnået ved at lade de to yderste have fodfæste lavere end midtergavlens.
Denne type vestfront kaldes i England for screen fronts og var ikke integreret i selve kirken, men var netop en facade, som også sjældent blev brugt som indgangsparti, da de fleste engelske kirker har en sideindgang. En anden stor skærmfacade findes i Wells, hvor der kun er nogle meget små dørbuer, men til gengæld mange figurer placeret på facaden, hvor der i Peterborough kun er enkelte figurer, der sidder højt oppe, men dog i alt 33 stykker. Også Exeter har en sådan facade med små dørbuer, men også de mange figurer i nicher på facaden.
I Peterboroughs vestfronts næsten 26 meter høje midterbue blev senere - omkring 1380 - opført den vestlige indgangsforhal eller våbenhus, hvor der på anden etage er indrettet bibliotek. Den synes jeg virker meget som en utilpasset tilbygning, der stilmæssigt er forskellig fra hovedfacaden opført i PP-stilen.
Flere af de oprindelige kirke- og klosterrum er forsvundet. Der er kun få rester af klostret tilbage. De indgår i biskoppens private område, og hele klostergangen er revet ned. Det samme gælder for kapitelsalen og Lady Chapel. Til gengæld er det bestående en af de mindst forandrede romansk - gotiske kirker i England.
Korsskæringstårnet var oprindeligt i 1160'erne et mere fyldigt og tungt tårn, men underliggende dele af kirken kunne ikke bære det, så det blev tidligt nedbrudt og erstattet af det nuværende, der dog også har været taget ned i 1883 for at blive genopbygget nøjagtigt som taget ned. Billede heraf findes i Illustrated London News, på forsiden den 27. januar 1883.
Indvendige detaljer
Kirken er treskibet i langhus og kor, mens korsarmene er toskibede. I korets tre etager og i tværskibene er der i grundetagen vekselstøtte med ottekantede og runde piller, mens ribberne, som ses i dag, er påsat senere. I næste etage på tribunen er der dobbeltbuer med rund midtersøjle, og i klerestorieetagen er der tredelte buer. Korapsidens vinduer er senere ændret.
Kirkeskibets loft er af træ og er fra omkring 1220 og ikke senere end fra 1238-indvielsen, hvilket er noget af en bedrift. Loftet er formodentligt det eneste bevarede fra den periode i hele England. Det er kantet mod siderne for at følge den udvendige taghældning og udsmykket med diamantformede polykrome mønstre. Der er 20 diamanter i midterrækken og 19 i hver side. Det anføres hos Pevsner, at det er de originale farver, der er valgt på loftet. Det er dog genmalet i både 1700-tallet og 1800-tallet.
Kirkens sydligste kapel på den sydlige korsarms østre side er indviet til de tre helgeninder Kyneburga, Kyneswide og Tibba. Det bruges i dag til andre formål. Kyneburga er ikke helt glemt, for sognekirken i Castor er stadig indviet til hende.
Thomas Becket
Ved portbygningen ind til klostret blev placeret et kapel indviet til Thomas Becket, der faldt for morderhånd i Canterbury den 29. december 1170. Det lykkedes kort tid efter en af munkene, broder Benedikt fra Christ Church i Cambridge, at få fingre i en enkelt af gulvfliserne fra det sted, hvor Becket faldt, samt noget af hans dragt, nemlig skjorten, og endelig to flakoner med hans blod. Alt dette førte Benedict med sig, da han i 1177 blev abbed i Peterborough. Man kender i øvrigt kun til Benedict fra 1174, da han blev sekretær for Beckets efterfølger i Canterbury. I Peterborough tiltrak disse relikvier mange pilgrimme, der mod betaling fik lov at drikke et glas vand farvet af Beckets blod. Man fik fordelt den lille mængde blod til så mange glas, at pengene, der kom ind ved salget, kunne betale opførelsen af kirkeskibet.
Retrokoret eller den nye bygning
Det mest iøjnefaldende træk ved retrokoret er hvælvet. Retrokoret fik først en lige afslutning i 1300-tallet, men blev så senere udbygget mod øst i, hvad der kom til at hedde "Den nye Bygning" også med lige afsluttede østgavl, opført mellem 1496 og 1509. I dag kan man ude fra se overetagens apsisgavl over den firkantede underetage.
Siderne og østende af den nye bygning blev hvælvet med vifteformet ribbehvælv, fan-vaulted. Det er ganske som King's College Chapel i Cambridge, og det menes også at være bygget af samme mand, John Wastell fra Bury St. Edmunds, der byggede Cambridgeversionen mellem 1508 og 1515.
For ikke at loftet skulle blive for ustabilt på den store bredde, var det nødvendigt at afskære nogle af vifteribberne i siderne, så de ikke er helt gennemførte, hvilket gør de enkelte hvælvpaneler i fagene rektangulære i stedet for kvadratiske.
Efter koret var færdigt fortsattes med skibet under abbed William de Waterville, 1155 til 1175, men her bæres arkaden til sideskibene alene af rundpiller, mens tribune og klerestorie er som i tværarmene. Loftet var formodentligt oprindeligt et træloft som tøndehvælv og først senere ændret til det polygonale, der ses nu. Denne oplysning stemmer ikke overens med Pevsners ovenævnte bemærkning om originalt loft, men dog et meget tidligt loft.
Korstolene og det øvrige inventar er nyere, stolene fra 1890.
Gravminder i kirken
Elfricus, ærkebiskop i York, tidligere munk i Peterborough, død 1051;
Kinsius, ærkebiskop i York, tidligere munk i Peterborough død 1060;
Alexander af Holderness, abbed, død 1226;
Af de to dronninger, der er begravet i kirken, lå Katherine i det nordlige korsideskib, og Mary på det tilsvarende sted i det sydlige korsideskib. Af Katherine er der nu en sten og en messingplade i gulvet og på gitterværket mod koret er med store messingbogstaver skrevet hendes navn. Men hun ligger der stadig, for hendes datters plan om at få hendes rester flyttet til Westminster blev aldrig gennemført, mens Mary jo blev flyttet af sønnen i 1612. På hendes tidligere gravsted er på tilsvarende vis opsat messingbogstaver med hendes navn.
I lighed med det under Ely domkirke nævnte, så havde også Peterboroughs kloster og siden domkirke forbindelse med universitetet, dog i mindre omfang end Ely. For eksempel blev Richard Howland, der først var Master af Magdalene College og derefter af St. John's College fra 1577, biskop i Peterborough i 1585, og døde i embedet i 1600. Udnævnelsen foranledigede en uafklaret situation med hensyn til hans efterfølger som Master, og han beholdt derfor også masterembedet indtil februar i det følgende år. Under denne biskop medvirkede domprovst Richard Fletcher, der kom fra en stilling som fellow-medlem i Corpus Christi College, med sin bistand eller vejledning hos Dronning Mary af Skotland på skafottet, da hun i Fotheringhay blev halshugget 1587.
Som domprovst blev Fletcher afløst af Thomas Nevile fra 1591 til 1597. Han bestred samtidig embedet som Master af Magdalene til 1593 og derefter Master af Trinity College fra 1593 til sin død i 1615, og han døde som en meget velhavende mand, der af sin formue bekostede flere udvidelser af domkirken. Han var ud af den Nevileslægt, der blev det mødrende ophav til Richard III.
Fra Clare College blev Augustine Lindsell i 1633 biskop i Peterborough, men allerede året efter overflyttet til Hereford, hvor han døde inden årets udgang. Ved "Restoration" efter Cromwell i 1660 blev Masteren fra Pembroke College, Benjamin Laney, biskop i stiftet, men beholdt kun embedet i tre år. Ved den næste omvæltning i engelsk monarki: Wiliam og Marys tronbestigelse, var Thomas White biskop i P. Han var uddannet på St. john's College og blev biskop i 1685 og protesterede i 1688 mod James II's krav om en mere katolsk linje i den engelske kirke, men selv om han således havde medvirket til James II's afsættelse, så ville han heller ikke sværge William og Mary troskab og blev derfor afsat i 1690.
Thomas Whites afløser i 1691 blev Richard Cumberland, der kom fra en stilling som Master of Magdalene College. Han ville først ikke tage jobbet som biskop, men hans venner pressede ham, og efter han havde accepteret, forblev han meget pligttro over for sit kald. I sin karriere blev han flere gange opfordret til at lade sig forflytte, for Peterborough stiftet gav kun et middelmådigt udkomme, men det var imod hans indstilling, og han døde - formodentlig lykkeligt, siddende i sin lænestol i sit studerkammer læsende. Han havde i en alder af firs år sat sig for at lære koptisk for at kunne læse kristne manuskripter på dette sprog.
Simon Patrick, der er nævnt under Elykirken var domprovst i Peterborough, før han blev biskop i 1691 i Chichester og senere i Ely. Han døde i 1704.
Forkortelser
EE = Early English, tidligste gotiske stilart i England
Dec = Decorated, midterste gotiske stil i England
PP / Perp. = Perpendicular, den yngste gotiske stilart i England.
- Lives of the Saints, overs. J.F. Webb i 1965; Penguin
- The Anglo-Saxon Chronicle, overs. G.N. Garmonsway i 1953, Everyman
-, 2009: Peterborough Cathedral - Souvenir Guide, Jarrold Publ. [10581]
Bede, 732: A History of the English Church and People, overs. Leo Sherley-Price, Penguin Cl.
Bonney, T.G., ed. 1985; Cathedrals and Abbeys off England and Wales, Bracken Books, 1891 / 1985 [5110]
heri: Sweeting, W.D.: "Peterborough", side 199-207
Bunker, Michael, 2006: Peterborough Cathedral 2001-2006 from Devastation to Restoration; Holberton [10582]
Cartwright, J.L. 1975: Peterborough Cathedral, Pitkin, [5128]
Delaney, John J. 1980: Dictionary of Saints, Doubleday
Pevsner, Nikolaus & Metcalf, Priscilla, 1985: The Cathedrals of England, The West and Midlands
Thompson, A. Hamilton, 1920: Cambridge and its Colleges, 5th ed., Methuen [5722]
Thorold, Henry: Cathedrals, Abbeys and Priories of England and Wales
Toman, Rolf, ed. 2000: Gotik, Könemann, udg. tysk 1998 [8785]
Toman, Rolf, ed. 2000: Romansk kunst, Könemann, udg. tysk 1995 [8787]
Wilkinson, Philip, 2006: England's Abbeys - Monastic Buildings and Culture, EH [10145]
[OED] Oxford English Dictionary, on-line edition.