De væsentligste kirkebygninger med hensyn til omfang er domkirkerne, der i denne tekst nærmere behandles som begreb og med deres fællestræk.
For nogle af kirkerne vil der separat blive tekster om deres arkitektoniske og historiske betydning, men projektet hermed vil tage nogen tid.
Kirkens organisatoriske opbygning med landet opdelt i stifter med en foresiddende biskop, hvorunder områdets sogne hører, har naturligt udviklet stiftskirken, domkirken, til den mest betydende og derfor også den, der fik tilført flest pengemidler til udbygning og udsmykning. Kun enkelte pilgrimskirker med særligt sjældne eller mirakeludvirkende relikvier kommer på højde med domkirkerne.
Majoritetstilførslen af penge til domkirker fortsætter faktisk endnu - enten der nu er tale om offentlige eller private midler - idet netop de store domkirker i dag er de bygningsværker, der har størst behov for vedligeholdelsespenge for at holde stand mod tidens nedbrydning.
Få vil i dag ønske at domkirkerne forfaldt, så stor betydning har de i alle de europæiske landes kulturhistorie.
I angelsaksisk tid var der i 700-tallets England følgende 18 stifter, hvis grænser kun tilnærmelsesvis er kendte:
Canterbury, oprettet 597, men først effektivt organiseret efter 601. Dækkede hele den østligste del af Kent.
Dorchester, der er hovedbyen i Dorset og ikke langt fra Oxford. Stiftet 634. Sammenlagt med Leicester i 870. Stiftet flyttedes i 1072 til Lincoln. Det var det mindste stift i areal.
Dunwich. Byen ligger i dag for størsteparten på havets bund i East Anglia. Stiftet dækkede midterste del af East Anglia ind til vest for Cambridge.
Elmham, der er en lille by i Norfolk. Oprettet 673 og flyttet til Thetford i 1072 eller 1075 og senest i 1094 til Norwich. Stiftet dækkede den nordlige del af East Anglia.
Hereford med oplandet, der grænsede til Wales fra Severn i syd til Severn i nord drejer mod vest.
Hexham. Stiftet opstod ved deling af York i 678 og omfattede så en del af det gamle Lindisfarneområde syd for øen. Det blev senere igen til Lindisfarnestiftet indtil 821, for så i 883 at blive flyttet til Chester-le-Street (se nedenfor).
Leicester, oprettet 737. Det store midtengelske stift, der omfattede landet fra Themsen i syd til Lincoln i nord grænsende mod øst til Caistor, Elmham, Dunwich og London.
Lichfield, oprettet 656 og også et stort område fra Preston i nord til Hereford Stift, Worcester Stift og i en smal spids helt ned til Themsen og Dorchester.
Lindisfarne, oprettet 635. Stiftet blev slået samen med York i 664, men i 685 kaldes Culberth stadig biskop af Lindisfarne. Se også Hexham ovenstående. Se om Cuthbert her.
Lindsey, blev dannet sidst i 600-tallet, da Merciastiftet blev delt. Det udgjorde da i nogle år området nord for Norfolk til Humberen. Man mener hovedsædet i Sidnacester kan have ligget i selve Lincoln. Det er ikke vist på 700-tals oversigter.
London, oprettet 604 og arealet var nord for Themsen fra byen og hele Essex bortset fra dets NW-del.
Rochester, oprettet 604. Området syd for Themsen fra Canterbury Stift til Winchester, der begyndte ved en N-S-linje syd for London.
Selsey; oprettet 708 og blev i 1075 flyttet til Chichester ca. 10 km mod nord. Orådet langs Englands sydkyst fra Isle of Wight i vest forbi Hastings til Rye.
Sherborne, stiftet blev grundlagt i 705 i byen ved Dorsets nordkant og dækkede hele det vestlige Sydengland, men ikke vestspidsen af Cornwall, hvor der ikke var missioneret endnu. Stiftet blev derefter flyttet til Salisbury, derfra i 1070 eller 1075 til Old Sarum, der ligger lige nord for Salisbury og i dag kun er en svag ruin i grønsværen, og derefter i 1227 tilbage til Salisbury. Stiftet blev tredelt i 909 og Wells og Crediton blev dannet.
Whithorn, der nu ligger i Skotland på vestkysten lidt nord for Man. Stiftet nedlagt under vikingerobringerne.
Winchester, oprettet 620 og dækkede området fra sydkysten mellem Sherborne og Winchester buende mod nord og øst til Themsen og Rochester Stift.
Worcester oprettet 735 og placeret fra Bristol med Severn som vestgrænse mod nord til Lichfield, mod øst til Leicester.
York, oprettet 735 som ærkebiskopsæde, men havde været stift fra 625, nedlagt og genoprettet i 664. Stiftet blev delt i 678, hvorved Hexham stift opstod. Dækkede omkring år 700 udefineret mod nord ind mod Skotland og mod syd til Preston og Humberen.
Disse stifter var lige inden den normanniske invasion svundet ind til 17 lidt forandrede stiftsområder:
Canterbury
Chester-le-Street, der blev et stift i 883, da Lindisfarne flyttedes hertil. Stiftet kom i 995 under Durham.
Crediton, stiftet blev grundlagt i 909 ved en deling af Sherborne for at dække det vestligste England med Cornwall. Crediton ligger omkring 20 km NW for Exeter, hvortil biskopsædet flyttedes i 1050 til Exeter. Inden da var stiftet i 1043 slået sammen med Ramsbury.
Dorchester
Elmham
Hereford
Lichfield
London
Ramsbury, stiftsbyen ligger i Wiltshire i Sydengland. Stiftet oprettedes i 909, og det blev i 1058 slået sammen med Sherborne og dannede så stiftet Salisbury, der flyttede til Old Sarum i 1070 eller 1075.
Rochester
Selsey
Sherborne
St. Germans, oprettet 931 og var biskopsæde for Cornwall til 1027 eller 1043, hvor stiftet blev slået sammen med Crediton og senere flyttede til Exeter.
Wells, stiftet 909 som en udskilt del af Sherborne/Salisbury.
Winchester
Worcester og
York
Efter den katolske kirkes etablering i England og efter normannernes invasion og underlæggelse af den angel-saksiske kultur var der hen mod den engelske reformation under Henry VIII 17 stifter, nemlig to ærkebispestifter og 15 bispestyrede stifter. De kan inddeles efter deres præreformatoriske styreform, idet der var 9 stifter ledet af sækulare kanniker. De kaldes for grundlagt under Old Foundations og omfatter stifterne:
Chichester
Exeter
Hereford
Lichfield
Lincoln, stiftsby fra 1075.
London, The Diocese of London med domkirken St. Paul's i London.
Salisbury
Wells (nu Bath & Wells) og
York
Der var 8 stifter grundlagt på klostre. Det var
Canterbury
Carlisle, stiftsby fra 1133.
Durham
Ely
Norwich
Rochester
Winchester og
Worcester
De blev reorganiseret efter reformationen i lighed med de førstnævnte 9 stifter ledet af sekulære kanniker. De kaldes derfor for grundlagt som New Foundations.
Efter reformationen blev der - også under Henry VIII - oprettet 6 nye stifter i:
Bristol
Chester
Gloucester
Oxford
Peterborough og
Westminster, der midlertidigt blev domkirke.
De var alle 6 grundlagt i gamle klostre.
For at afrunde stiftsinddelingen, så blev der grundlagt to stifter mere i førreformatoriske klosterkirker, der efter reformationen havde tjent som sognekirker:
St Albans, der blev stiftskirke i 1877 og
Southwark London i 1905 (der betjener områderne i Storlondon syd for Themsen).
Der var tre stifter, der fik domkirker i middelalderlige kollegiatkirker (kirker drevet af en gruppe kanniker), nemlig:
Ripon, stiftskirker fra 1836, (nu Ripon & Leeds)
Manchester, stiftskirke fra 1847 og
Southwell, stiftskirke fra 1884, (ny Southwell and Nottingham).
Og endelig kom der en række stifter til mellem 1882 og 1927, der alle fik domkirker i tidligere sognekirker:
Birmingham
Blackburn
Bradford
Bury St. Edmunds (nu St Edmundsbury & Ipswich)
Chelmsford
Coventry
Derby
Leicester
Newcastle
Portsmouth
Sheffield og
Wakefield
Der er blevet bygget nye kirker:
Truro, blev stift i 1877, kirke påbegyndt 1882
Liverpool
Guildford og
Coventry som erstatning for den i WW2 bombede kirke.
Hvilket bliver til 42 stifter heraf to ærkebiskopstifter, York og Canterbury.
Den anglikanske kirke har desuden et stift for de anglikanske kirker i Europa og et stift for området Sodor & Man (Sodor er en afledning af det gamle nordiske navn, De sydlige øer, for Hebridernes stift under ærkebiskopsædet i Trondheim. Sodor-området indgår ikke længere i Man-stiftets område, men navnet holder ved).
Der er i dag 19 romersk-katolske stifter i England. De tidligste 13 blev godkendt af myndighederne i 1850. De er ikke yderligere nævnt her.
Nogle af de nuværende domkirker er bygget på tomter, hvor der allerede i romertiden var opført bygningsværker. I York er der fundet befæstningsværker under Minster, og under Southwark en romersk brønd, Chichester har et mosaikgulv under gulvet i korets sydlige sideskib, under Southwell en romersk villas grundmure, og også i Chester, Exeter, Gloucester og Lincoln er der bl.a. fundet romerske spor.
[9875 p.xxiii]
Der er ingen komplette kirker fra angelsaksisk tid blandt domkirkerne, men enkelte spor. Der findes nogle enkelte spor i krypten i Ripon fra omkring år 670. Enkelte rester er under nyere udgravninger også fundet ved Winchester, Exeter, Wells og muligvis Rochester og Worcester domkirkerne.
Der er i Peterborough under gulvet i den sydlige korsarm en lettere genkendelige grundform at se af en saksisk kirke, og som omtalt under Ely domkirke, så har den en skulptur fra saksisk tid, Ovin's Stone, der står til beskuelse i kirken, og under Peterborough domkirke er Heddastenen omtalt, der menes at være et gravdække fra omkring år 800.
Efter normannernes invasion i 1066 blev monumenter og mindelser om tidligere helgener og andre kirkeudsmykninger ikke kastet på porten, men da kirkerne blev ombyggede og fornyede, så blev resterne og relikvierne flyttet over i de nye bygninger, men de fik også nye pladser, inskriptions-sten og monumenter, hvorfor der ikke længere kan tales om saksisk. Efter vikingernes vandalisme skal man frem til reformationen under Henry VII, før vandalismen gentager sig grundigt, og sidste gang før de moderne krige er det Cromwells folk, der står for de nedværdigende ødelæggelser af historiske mindesmærker i kristendommens hellige navn.
Kort tid efter den normanniske invasion begyndte et mægtigt kirkebyggeri i England. Inden for de første tredive år var der påbegyndt domkirkebygning (eller klosterkirkebygning) i en stor del af de væsentligste stifter:
Canterbury, Lincoln, Sarum (der var det tidlige Salisbury beliggende lidt nord for den nuværende by), Rochester, St. Albans, Winchester, York, Ely, Worcester, London, Gloucester, Chichester, Chester, Durham og Norwich. Inden for de næste halvhundrede år kom også Hereford, Southwell, Peterborough, Carlisle og Oxford i gang med nybyggeri (den kronologiske rækkefølge er ifølge Pevsner) [9875 p.xxiv].
Selv om alle disse kirker gennem de efterfølgende 900 år naturligvis gennemløb en bygningsmæssig udvikling, ombygning, genopretning og forøgelser, så er det stadig i disse kirker muligt at se større og mindre partier, der stammer tilbage fra denne enorme byggeaktivitet i et land, der lige var blevet underlagt en lille gruppe erobrere, der kom til landet uden større midler til rådighed, men jo altså fik det gennem erobringen.
De normanniske og romanske kirkebygninger fik kun nogle få steder lov at stå udgørende hovedværket. De fleste bygninger blev under ombygningerne efter midten og slutningen af 1100-tallet forandret og fik enten helt nye gotiske dele eller fik de romanske udvidet med gotiske træk af den særlige engelske karakter, et af dem er de lige østender. Den tidligste gotik anses oftest for at være i Canterbury Cathedral og være opført omkring 1175.
Enkelte tidlige har dog fortsat det franske træk med rund østende som fx i Canterbury. Den første der påbegyndtes efter 14. oktober 1066 var netop mindekirken i Battle. Den står ikke længere, men dens grundform er afmærket i grønsværen, så både den oprindelige og den senere udvidede form kan beses.
De mange vovede ombygninger resulterede i en del sammenstyrtninger, da de statiske beregninger ikke var udviklet tilsvarende visionerne for de himmelstræbende konstruktioner, fx Winchesters tårn, der kollapsede i 1107. Enkelte steder hjalp naturen med som fx ved Lincolns domkirke, hvor en betydelig del styrtede sammen i et jordskælv i 1185, og biskop Hugh benyttede lejligheden til at genopføre kirken i gotisk stil.
Den engelske særlige art af tidlig gotik kaldes for Early English og blev primært anvendt fra 1190 til 1250. Den efterfølgende midterperiode i gotikken kaldes for Decorated og var i brug fra 1290 til 1350, og den sidste fase af gotikken for Perpendicular, der var byggemoden fra 1350 til 1530.
I litteraturen ses de ofte forkortet som hhv. EE, Dec og PP eller Perp.
En særlig undergruppe, der fremkom omkring 1255, kaldes for Geometrical. Den kan bl.a. ses i en del af Westminster Abbey med åbne geometriske former i vinduer og væginddelinger.
Der kan oplyses om utroligt mange detaljer vedrørende udviklingen af kirkebygningerne. I dent foregående oversigt er ikke omtalt kapeller, tårne, klostergange, kapitelsale, hvælvinger og inventar. Disse enkeltheder vil være nævnt - hvis interessant ud fra min synsvinkel - i afsnittene om de enkelte kirker. Af disse er nedennævnte nærmere beskrevet i separate tekster: Ely Cathedral Peterborough Cathedral Southwell Cathedral
T.G. Bonney - Cathedrals and Abbeys of England and Wales, Bracken Books;
Francis D.K. Ching - A Visual Dictionary of Architecture, Wiley & Son;
Alec Clifton-Taylor - The Cathedrals of England, Thames & Hudson;
Nicola Coldstream - Medieval Architecture, Oxford HoArt;
James Stevens Curl, ed. - Oxford Dictionary of Architecture and Landscape Architecture, OUP;
Jens Fleischer - Arkitekturleksikon, NNF;
Nikolaus Pevsner & Priscilla Metcalf - The Cathedrals of England, I-II-III, FS;
Sartell Prentice - The Heritage of the Cathedral, Morrow;
Roger Stalley - Early Medieval Architecture, Oxford HoArt;
Henry Thorold - Cathedrals, Abbeys and Priories of England and Wales;
Rolf Toman, ed. - Romansk Kunst, Könemann;
Rolf Toman, ed. - Gotik, Könemann;
Christopher Wilson - The Gothic Cathedral, T&H;
[OED] Oxford English Dictionary;