Ely er administrationsby, biskopsæde, katedralby, for Ely Stift. Domkirkebyen ligger i East Anglia omkring 25 km nord til øst for Cambridge og midt i det flade Fenland. Byen fik i 1974 ret til at kalde sig City of Ely. Kommer man ad A142 fra SE ind mod byen ses Ely Cathedral som en vældig klods, der rejser sig over marsklandet og de foranliggende lave huse.
Der bor omkring 15.000 indbyggere i Ely, der derved bliver en af de tre mindste "cities" i England efter Wells og City of London.
Ely er kendt som bebyggelse fra begyndelsen af historisk tid. I både den angelsaksiske krønike og i Bedes kirkehistorie omtales byen. Det er i forbindelse med helgeninden Etheldreda1), der fik betydning for det religiøse liv på stedet. Desuden omtales hun i klostrets krønike, Liber Eliensis, der blev skrevet i 1100-tallet.
Derfor ridses Etheldredas historie først op, hvorefter jeg har oversat Bedes version af helgenindens liv i hans historie om det engelske folk fra år 731.
Etheldreda var datter af East Angliakongen Anna og dronning Bertha. Hun blev født i Exning i Suffolk omkring år 634. Etheldreda havde søstrene Erconwald, Ethelburga, Sexburga og Withburga2), og alle fem søstre blev senere helgenkårede. Hun blev formælet med Tonbert / Tonberht i en ung alder, både året 649 og 652 er nævnt i kilderne. Tonbert var prins eller konge over området South Girvius / Girvius / Gyrwas,3), men han døde i en ung alder to eller tre år efter ægteskabet. Medgiften ved ægteskabet var det område i Fenlandet, hvor byen Ely senere kom til at ligge, og som allerede Bede omtaler.
Det specielle ved ægteskabskontrakten var, at Tonbert havde indvilliget i at lade Etheldreda bevarede sin jomfruelige tilstand, så hun blev en jomfruelig enke, der i 655 ca. kunne trække sig tilbage til sin medgifts sumpede område i Fenlandet. Her fik hun lov at blive de næste fem år, inden hun blev gift for anden gang. Brudgommen var Prins eller Kong Ecgfrith / Egfrid, søn af Kong Oswy af Northumbria. Egfrid var kun et halvstort barn ved ægteskabets indgåelse, og det var derfor ikke svært for Etheldreda at få tilføjet en aftale om, at hun også i dette ægteskab kunne bevare sin jomfruelighed. Men efter tolv år var Prins Egfrid blevet vokset og havde fået lyst til andet end at se på sin kone, så det blev svært for Etheldreda at undgå, at ægteskabet blev konsummeret.
Efter indgriben eller medvirken fra kirkens side gennem Wilfrid4) bøjede Egfrid sig, og Etheldreda trak sig nu tilbage fra familielivet og blev nonne i klostret Coldingham5) i 671. Klostret i Coldingham var bestyret af Etheldredas tante Ebbe. Hun blev her ikke længe, for allerede året efter, i 672, blev hun kaldet til Ely, hvor hun byggede et dobbeltkloster, et kloster for både munke og nonner og med sig selv som abbedisse. Muligvis var der tale om en genopbygning af den kirkebygning, som Kong Penda af Mercia, en hedning, havde ødelagt tidligere. Her døde hun den 23. juni 679 (begravelsesdatoen) af en sygdom, der i dag beskrives som en epidemi, der hjemsøgte hele området i disse år.
Noter 1) Etheldreda kaldtes også for Audrey, især i yngre middelalder, og hendes navn bogstaveres på flere andre måder: Æthelthryth, der er det filologisk mest korrekte, Ediltrudis m.fl. 2) Andre steder nævnes der kun i alt fire helgeninder: foruden Etheldreda søsteren Sexburga og dennes datter Ermenilda og Ermenildas datter Werburg. Se også [10585 p.3] 3) Sydgyrwas var et mindre område mellem østanglerne og sydanglerne lige syd for indhugget The Wash. Ordet menes at komme fra "gyr" lig med sump / morads og altså hentyde til Fenlandets marskområde. 4) Biskop Wilfrids liv er beskrevet af præsten Eddius Stephanus mellem 710 og 720. Wilfrid blev født 634 og døde 709, uddannet i både England og Rom og var flere gange i opposition til kongemagten og tvunget i eksil, men var også abbed og biskop først i Ripon, senere i York og Hexham. Han var ærkebiskop i York fra 664 til 678, hvor han blev afsat. 5) Coldingham på Englands østkyst lige nord for Lindisfarne. I 671 kom Etheldreda hertil.
[Min oversættelse, indtil note 1] Kong Egfrid ægtede Etheldreda, Kong Anna af Østanglernes datter. Kong Egfrid var fast i troen og ædel i ånd og gerning. Etheldreda havde før sit ægteskab med Egfried været gift med Prins Tonbert af Sydgyrwas, men han døde kort efter ægteskabet var indgået, og Etheldreda blev overgivet til Egfrid. Skønt hun havde levet sammen med ham i 12 år bevarede hun sin ærefulde, evige jomfruelighed. Denne kendsgerning stod biskop Wilfried, velsignet være hans minde, inde for, da jeg på grund af tvivlere søgte hans råd. Han sagde, at Egfried lovede at give ejendom og andre værdier til ham, hvis han kunne overtale dronningen til at fuldbyrde ægteskabet, idet kongen vidste, at hun satte biskoppen højest af alle mennesker. Og der er ingen grund til at tvivle på, at sådan en tildragelse kunne ske i vore dage, da troværdige beretninger bevidner, at det er sket ved adskillige lejligheder i fortiden gennem indgriben fra Herren, der har lovet at våge over os til dommedag. For den mirakuløse bevarelse af hendes legeme i graven uden nogen nedbrydning er vidnesbyrd om, at hun forblev uberørt af legemligt samkvem.
I lang tid tryglede Etheldreda kongen om at måtte trække sig tilbage fra denne verdens tummel og tjene Kristus, den eneste sande konge i et kloster. Da hun langt om længe opnåede hans modvillige samtykke, blev hun optaget i Coludesyrig1) Kloster, hvor Ebba, kong Egfrids tante, var abbedisse. Her modtog hun nonnedragt og slør af biskop Wilfrids hånd. Et år senere blev hun selv gjort til abbedisse i distriktet kaldet Ely, hvor hun byggede et kloster og blev dets uberørte moder for de mange jomfruer, der aflagde løfte til Gud og førte et helligt liv i ord og gerning.
Det siges, at fra hun tog sløret, klædte hun sig aldrig i linned men kun i uldne klæder, og at hun sjældent vaskede sig i varmt vand undtagen aftenen før de store kirkefester såsom påske, pinse og hellig tre konger, og da først efter hun og hendes hjælper havde betjent de andre Guds tjenerinder ved vasken. Hun indtog sjældent mere end et måltid om dagen undtagen ved de store festdage og når yderst påkrævet, og hun forblev altid i bøn i kirken fra matins indtil morgenstunden, medmindre hun var alvorligt syg. Nogle siger, at hun havde synske evner, og at hun i overværelse af hele fællesskabet forudsagde pesten, der kom til at koste hende livet, men også forudsagde, hvor mange i klostret der ville dø af den. Syv år efter sin udnævnelse til abbedisse blev hun for øjnene af hele klostret kaldt hjem til Gud, og efter sit eget ønske blev hun begravet i den trækiste, som hun døde i.
Etheldreda blev som abbedisse efterfulgt af sin søster Sexburg, som havde været kong Earconbert af Kents dronning. Seksten år efter Etheldredas begravelse besluttede Sexburg at hendes grav skulle åbnes og hendes jordiske rester lægges i en ny kiste og overflyttes til klosterkirken. Hun bad derfor nogle af munkene om at søge efter sten til en kiste. Og da Elyområdet på alle sider var omgivet af havet og marsklandet, og der derfor ikke fandtes store sten, tog de bådlejlighed og kom efter en kort sejlads til en lille by, der henlå i ruiner, og som englænderne kalder for Grantchester2). Efter kort tid opdagede de nær bymuren en hvid marmorsarkofag udført i bedste håndværksarbejde og med et tætsluttende låg af samme materiale. Da Gud således havde velsignet deres rejse, takkede de ham og vendte med kisten hjem til klostret.
Da graven med den hellige jomfruelige Kristusbrud blev åbnet og hendes legeme bragt fem i lyset, blev det fundet uden spor af forrådnelse, som var hun blevet begravet selvsamme dag; dette bevidnes af biskop Wilfrid og mange andre, der så det. Men endnu stærkere bevis for dette er afgivet af lægen Cynifrid, som var til stede ved både hendes død, og da hendes grav blev åbnet. Cynifrid plejede at fortælle, at under hendes sidste sygdom havde hun en stor svulst under kæben. "Jeg blev bedt om at åbne svulsten", sagde han, "og dræne pusset ud. Det gjorde jeg, og i to døgn syntes hun at få det bedre, så mange troede, at hun ville komme sig efter sin sygdom. Men på tredjedagen vendte hendes smerter tilbage, og hun blev kaldet fra denne verden og byttede al smerte og død med evigt liv og sundhed."
Da hendes knogler nogle år efter hendes begravelse3) skulle tages op, blev der opført en pavillon over stedet, og klostret var forsamlet og messede og sang: brødrene på den ene side og søstrene på den anden side. Da abbedissen selv med nogle enkelte andre var gået ind i pavillonen for at tage knoglerne op og vaske dem af, hørte vi hende pludselig med høj stemme udbryde 'Herrens navn været lovet!'
Kort efter åbnede de pavillonens dør og kaldte mig ind. Dér så jeg den hellige jomfrus legeme taget fra graven og liggende på et leje, som var hun faldet i søvn; og da de havde afdækket hendes ansigt, viste de mig, at det indgreb, som jeg havde foretaget, var helet. Dette forbløffede mig; for i stedet for det åbne sår, som hun blev begravet med, var der kun et svagt mærke af et ar. Al linnedklædet, som kroppen havde været svøbt i, forekom så frisk og nyt, som var hendes uberørte legeme blevet hyllet i det samme dag."
Det siges, at da hun blev ramt af sin sygdom, og svulsten gav hende smerter i kæbe og hals, så bød hun denne smerte velkommen med ordene: "Jeg forstår sandelig godt, at jeg fortjener denne trættende sygdom i min hals, for jeg husker tydeligt, at jeg som barn plejede at bebyrde den med unødige smykker. Og jeg tror, at Gud i sin godhed ønsker, at jeg skal bære denne lidelse i min hals, for at jeg derved kan blive tilgivet min nytteløse forfængelighed. Så nu bærer jeg om halsen en brændende og rød svulst i stedet for guld og perler."
Fra de mennesker, der berørte hendes ligklæder, blev dæmonerne, der havde besat dem, fordrevet, og andre sygdomme blev til tider kureret. Og den første kiste, som hun havde været begravet i, siges at have kureret øjensygdomme ved en berøring af træet, samt afhjulpet smerter og svigtende syn hos dem, der lagde hovedet på kisten, mens de bad.
Da søstrene havde vasket jomfruens legeme og klædt det i nye klæder, bar de det ind i kirken og lagde det i den hjembragte marmorsarkofag, og her æres det til denne dag med stor pietet. Sarkofagen viste sig mirakuløst at passe til jomfruens legeme, som var den blevet fremstillet specielt til hende, og den særlige hovedstøtte passede nøjagtigt til hendes hovede.
Ely ligger i provinsen East Anglia, et område på omkring seks hundrede hides4). Som jeg har skrevet, minder det mest af alt om en ø omgivet af vand og marsk, og det har fået sit navn fra den store mængde ål, der fanges i marsken. Og Kristi tjenerinde ønskede at få sit kloster på dette sted, fordi - som allerede nævnt - hendes forfædre kom fra East Anglia-provinsen. [Oversættelse slut]
Noter
Dette er en oversættelse af kapitel 19 i Bedes engelske kirkehistorie skrevet på moderne engelsk. 1) Det samme som Coldingham. 2) Det er i dag en lille landsby ved Camfloden uden for Cambridge. Andre kilder har findestedet som Granta, der er selve Cambridge hvilket er mere sandsynligt, når fundet skete ved en bymur. 3) Jf. kirkeguiden var datoen den 17. oktober 695. 4) En "hide" er et markmål lig med 100 acres = 40,4678 hektar eller ca. 73 tønder land. [2510] På Bedes tid var det dog noget mere kompliceret at fastsætte betydningen, da det også var alment brugt om det land, der kunne underbringe en familie. Læs mere om dette emne i Peter Hunter Blairs Anglo-Saxon England, 2nd ed. 1977, repr. 1995.
Som kronologien herefter viser, så blev der arbejdet grundigt på at bevare Elystiftet. Biskopperne fik tilladelser og samlede økonomiske midler til kirkens genopførelse og forbedring, der blev arbejdet for at gøre byen til et valfartssted, og markederne var medvirkende til at midlerne flød til byen. For at bevare relikviernes værdi og dermed indsamle midler nok til genopbygningen kunne man ikke tillade for stor åbenhed omkring især Etheldredas kiste, så forskellige afværgemanøvre blev fremmet.
To historier er tillagt særlig vægt for at afskrække for nysgerrig kontakt med den velbevarede jomfru. Hovedpointen i den første historie er en viking, der hugger løs på kisten - og det var vel at mærke en marmorsarkofag - indtil han får slået hul i den. Det han ser, får hans øjne til at trille ud af hovedet, og både han og hele hans familie (tilbage i Danmark?) dør hurtigt derefter.
Den anden historie foregår noget senere, hvor sarkofagen har huller, der vist var hugget, for at man kunne anbringe lys i dem. En nysgerrig plyndringsmand stikker en kæp ind gennem et af hullerne for at trække noget af jomfruklædningen ud, men da han får en stump frem i lyset, bliver klædet med et snuptag trukket tilbage i kisten. Også denne mand og has slægt dør hurtigt. Derefter skulle det være slut med angreb på helligdommen.
Ændringen fra klosterby til domkirkeby var også en af de medvirkende årsager til, at kirken bevarede sin store indflydelse i området, da klosterlivet ikke længere tiltrak hverken rige mennesker eller havde særlig opbakning i civilbefolkningen.
På et andet felt var der gennem mange år forbindelse til magtens elite gennem domkapitlets tilknytning til universitetsverdenen i Cambridge. Se herom nedenstående.
600 - Første kirke på stedet grundlagt. 637 - Første kirke ødelagt af krigsfolk fra Mercia. 673 - I dette år døde Kong Egbert af Kent. Det samme år blev der holdt en synode i Hertford, og Sankt Etheldreda grundlagde klostret i Ely som et dobbeltkloster. *) 679 - I dette år blev Ælfwine dræbt, og Sankt Etheldreda døde; og Coldingham blev opædt af flammer, som kom ned fra himlen.*) 673 - Sexburga, Etheldredas søster efterfulgte som abbedisse i Ely til sin død i 699-07-06. Hun var blevet gift med Kong Erconbert af Kent i 640 og havde færdigbygget Minster Kloster på Sheppey Island i 664 efter hendes mand var død. 694-10-17 eller 695 - Etheldreda blev optaget af graven og genbegravet i kirken. 699 - Ermenilda, datter af Sexburga og dennes mand Eorcenberth af Kent, blev abbedisse i Ely til sin død året efter. 700 - Werburg, Ermenildas datter, født ca. 675, efterfulgte sin moder som abbedisse i Ely, men flyttede ret snart efter til et andet kloster i Mercia. 869 - Klostret i Ely vandaliseres af vikingerne og lå som ruin til 970. 963 - I dette år valgte Kong EdgarSankt Æthelwold til biskop i Winchester, 963-984; and Canterburys ærkebiskop Dunstan, 960-988, indviede ham på den første søndag i advent, som faldt på den 29. november. Byrhtnoth blev den første abbed. Han kom fra en stilling som prior i Winchester.**) 964 - I året efter hans bispevielse oprettede han mange klostre og uddrev de sækulare klerke fra Winchester domkirken, fordi de ikke ville leve efter en klosterregel, og han erstattede dem med munke.... Så anmodede han Kong Edgar om at overlade ham alle klostre, som hedningene havde ødelagt, fordi han ønskede at genoprette dem. Og kongen skænkede ham dem gerne. Biskoppen tog først til Ely, hvor Sankt Etheldreda er begravet, og han fik klostret genopbygget og gav det til en af sine munke, der hed Byrhtnoth. Biskoppen indviede ham som abbed og befolkede det med munke, der skulle tjene Gud, hvor der tidligere havde været nonner.**) 970 - Det mest anerkendte årstal for klostrets genopbygning under Kong Edgar og biskop Athelwold / Ethelwold af Winchester, og nu et munkekloster uden nonner og under Benediktinsk Regel, hvilket det forblev i 570 år. 974 - I løbet af sommeren dette år blev liget af Etheldredas søster Withburga snuppet fra sit helgenskrin i West Dereham-klostret og bragt til Ely. Det siges, at Elybrødrene bekostede en lille fest på satellitklostret i Dereham, og mens munkene, der løb lidt forvirrede rundt under festens virkninger, så til, sejlede de mere snu Elybrødre af sted med liget af helgeninden, der blev placeret i et nyt skrin ved siden af sin familie i Elykirken. 981 - Abbed Byrhtnoth blev myrdet af af enkedronning Ælfthryths folk. 1023 - Wulfstan døde dette år og blev begravet i Ely. Der er fundet rester af hans klædning i kirken. 1042 - Kong Edward Bekenderen blev kronet. Han havde fået sin første opdragelse i Ely, da hans forældre Kong Etheldred og Emma, der senere blev gift med Kong Knud, bragte babyen til kirken. 1044 - Wulfric blev abbed og døde lige inden William Erobreren indtog England. 1071 - Efter normannernes indtog holdt modstanden mod invasionen sig længst her i Fenlandets sumpede områder, men i 1071 måtte den sidte modstand opgives, og William byggede to borge for at understrege erobringen. Den ene blev bygget i Ely og er formodentligt de jordpartier, der i dag kaldes for Cherry Hill. Samtidig blev abbed Thurstan, der var udnævnt efter Wulfric, udskiftet med Williams egen mand, Theodwine, fra Jumièges. Theodwine døde 1075, og der blev ingen ny abbed udnævnt før seks år senere. 1081 - Simeon blev abbed, og kom fra Winchester, hvor han var prior, og begyndte opførelsen af domkirken. Han var da 87 år gammel. Han døde i 1093 eller 1094. Simeon var af Wilhelm Erobrerens slægt og broder til biskop Walkelin i Winchester, hvor han var domprovst indtil sin udnævnelse i Ely i 1082. 1100 - Richard de Clare udnævnt til abbed. Han blev den sidste og afgik i 1107. 1105 - Ely kloster foreslås omdannes til et stift efter anmodning fra abbed Richard. En fornuftig plan, da Lincoln stift var meget stort. 1106 - Kirkebygningen begyndt i 1080'erne var så langt fremme, at Etheldredas sarkofag kunne flyttes ind i kirken den 17. oktober. 1108-11-21 - Paven var med på planen om at omdanne klostret til et stift, og han stadfæstede stiftets oprettelse. 1109-10-17 - Gav Kong Henry I sin godkendelse af stiftsoprettelsen, og den første biskop var Hervé le Breton / Hervey, der kom fra Bangor. Han forblev i embedet til 1133. 1189 - Kirkebygningen var færdigbygget. 1200 ca. - Der afholdtes marked i Ely to gange årligt. Markedsdagene den 23. juni og 17. oktober blev også højdepunkterne for pilgrimstilstrømningen til byen. 1252 - En ny østende i kirken var færdigbygget og gav mere plads til det voksende kleresi og de mange pilgrimme. Den 17. oktober blev Etheldredas sarkofag endnu en gang flyttet under overværelse af Kong Henry III og Prins Edward. 1321 - Lady Chapel, opførelsen indledtes. 1322-02-12/13 - Centraltårnet faldt sammen og ødelagde en del af koret. Genopbygningen begyndte under den kongelige tømrermester William Hurley. 1349 - Lady Chapel færdigbygget. Den hovedansvarlige var munken John af Wisbech. Man var 28 år om byggeriet. 1392 - Arbejdet med at opføre vestværket indledt. Fundamentet fandtes ret hurtigt at være for svagt. 1476 - Vestværket forstærkedes. 1539 - Reformationen i England lukkede klostret. 1541 - Kongen gav Ely en ny forfatning, så stiftet bevaredes. Kontrakten omfattede et sekulart domkapitel med otte kanniker, og der skulle undervises i en skole. Den sidste prior i klostret blev den første domprovst: Robert Steward. 1541 - I dette år blev St. Etheldredas sarkofag ødelagt. 1649 - Oliver Cromwell blev omkring denne tid guvernør for området The Isle of Ely og lukkede så godt som helt domkirken. Det er den eneste periode i dens historie uden daglig service. Lukningen forhindrede yderligere hærgen foretaget af de cromwellske soldater. 1699 - Nordvesthjørnet af korsskæringen blev restaureret. Det menes, at Christopher Wren havde indflydelse på designet. Han var fætter til biskop Matthew Wren, 1638-1667. 1750 ca. - I 1700-tallet gennemgik kirken den første gennemgribende restaurering under James Essex. 1839 - Dr. Peacock udnævntes til domprovst og en periode med gennemgribende restaurering indledtes. 1847 - Den egentlige restaurering begyndte nogle år efter Peacocks tiltræden og under rådgivning fra arkitekten Georg Gilbert Scott (der også rådgav i Bury St. Edmunds). 1986 - Restaurering af den endnu en gang sammenstyrtningstruede kirke blev indledt og varede til ind i det næste årtusind. 2000-06-23 - På St. Etheldredas festdag har man genoplivet traditionen med en pilgrimsvandring hvert år.
Noter *) årstal og tekst efterfulgt af * er fra Den Angelsaksiske Krønike. **) dette afsnit er også taget fra Den Angelsaksiske Krønike, men er fra et afsnit, som forskere mener ikke kan være ældre end tidlig 1100-tal.
På Wikipedia under Elys biskopper er en komplet liste over abbeder og biskopper.
Den kirkebygning, der er baggrunden for hele historien om Etheldreda og tiden før vikingernes hærgen, var en saksisk kirke, som der ingen spor er af i dag. Der findes et minde fra den i den nuværende kirke i form af underdelen af et kors kaldet Ovins Kors efter indskriften på stumpen: "Lucem tuam Ovino da Deus et requiem Amen" = "Gud give dit lys til Ovin og din fred. Amen". Ovin var Etheldredas forvalter, men forskere i dag anser indskriften for at være yngre end Etheldredas tid. [10585 p.7]
Den kirke, der genopførtes i forbindelse med klostrets genoprettelse i 970 efter vikingernes ødelæggelser, fik lov at stå, men den blev ændret på talrige steder og måder, udvidet med kapeller, og gennem genopførelse efter delvis sammenstyrtning og gennem restaureringer blev den både bragt tilbage i tid og frem i tid. Der er derfor hovedsageligt kun skibets mure at se fra den første byggeperiode, mens koret er fra en efterfølgende periode, og det meget omtalte og berømte korsskæringstårn med oktagonen og lanternen er endnu senere og opført samtidig med kapellet til Vor Frue.
Den første normanniske abbed var Simeon, der kom fra en stilling som prior i Winchester. Han var da 87 år.
Den første biskop, Hervey le Breton, der fungerede fra 1109 til 1131 havde da en del af kor og skib bygget, men under biskop Geoffrey Riddell, der fungerede fra 1174 til 1189, bllev skibet bygget færdigt mod vest, og opførelsen af vestværket begyndte. Under den efterfølgende biskop, William Longchamp, skete der ikke noget bemærkelsesværdigt, men under hans efterfølger, der kun lyder navnet Eustace, fungerende fra 1198 til 1215, blev vestværkets portio eller "våbenhus" bygget, og efter endnu fire biskopper kom biskop Hugh de Northwold til, fungerede fra 1229 til 1254, og han rev det gamle kor ned og opførte fra 1234 det nuværende og større normanniske kor, der blev indviet af ham i 1252. Det blev biskop John Hothams skæbne i sin funktionstid 1316 til 1337 at måtte genopbygge det sammenstyrtede korsskæringstårn efter ulykken i 1321.
En del af disse oplysninger findes i bogen Liber Eliensis, Harley 258 på British Library.
Størrelser
Kirkens længde er 163,68 meter,
bredden er 60,66 meter,
vesttårnets højde er 65,53 meter,
højden på oktagonen er 51,97 meter,
skibets udvendige højde er 32,00 meter og
skibets indvendige højde er 26,31 meter.
Udvendige detaljer
Ved besigtigelse af domkirkens ydre lægger man mærke til det meget lange skib, den usymmetriske vestende og det mangesidede tårn i korsskæringen.
Vestendebygningen er ren normannisk stil, men desværre aldrig færdiggjort, så kun den midterste og den sydlige del står færdige. Vestværket skjuler lidt planen, der havde en vestkorsskæring foruden den østlige korsskæring. Oprindelsen til en sådan vestende kommer fra kontinentet, og her er det eneste sted på en domkirke i England, hvor det i dag findes. Vesttårnet blev gjort højere og modificeret i 1300-tallet, hvor de ottekantede sidetårne blev tilføjet.
Vestendens Galilee "våbenhus" er fra 1200-tallet og altså efter normannisk stil anvendtes. Det er noget bombastisk og ændrer helt den oprindelige flade fronts udtryk.
Klostergangen ved Ely er nedrevet og af mindre detaljer er et meget fint stenhuggerarbejde i indgangsdøren i kirkens sydlige side tæt øst for vestværket. Døren kaldes for "Prior's door". En knap så fin udskæring findes på munkenes dør længere mod øst på samme side af kirkens sideskib lige før korsskæringen. Dørene er fra omkring 1140.
Oktagonen er lavet af sten. Lanternen er lavet af tømmer og dækket med bly. Den vejer omkring 400 tons og har nødvendiggjort en ændret grundplan i kriken. For at give et godt lysnedfald i et vidtstrakt grundflade blev pillerne i de fire hjørner gjort kraftigere og flyttet et fag væk fra centrum til alle fire sider. Stenopbygningen op over taghøjden er også ottekantet, mens lanternens ottekant er sat diagonalt for stentårnets otte sider.
På grund af tømmerets forgængelighed er det nuværende tårn nok det fjerde. Borebillerne, dødningeur, har flere gange været konstateret i oktagonens tømmer og store udskiftninger har været nødvendige.
Stenene brugt til kirken blev hugget i Barnack i et stenbrud, der tilhørte Peterboroughs kloster. En del af kirkens udsmykning skete med Purbeck marmor.
Barnack er i dag en landsby tæt på Stamford i Lincolnshire. Dens kalksten blev brugt i oldtid og middelalder til mange bygninger i et ret stor område. Stenen blev fragtet til et nærliggende vandløb og på pramme transporteret rundt i Fenland og omegn ad floder og kanaler.
Det indre af oktagonen og Lady Chapel menes dog at være af kalksten fra Weldon eller Clipsham, mens nogle af de dekorative udskæringer i sten er fremstillet af lokal sten.
Purbeck ligger i Dorset ved Kanalkysten tæt på Poole.
Indvendige detaljer Murværk
Kirken er treskibet. Skibet stammer fra omkring 1110 til 1130 og er i romansk stil. Arkaden er med skiftevis runde piller og piller med halvsøjler i flere rækker. Tribunen er meget høj og kraftig med dobbeltbuer i åbningerne. Området uden for tribunens åbninger er stort nok til at der kan være et museum for glasmaleri.
Klerestoriet er også højt og lyst og viser en tidlig form for gotik med spidsbuer i vinduerne og udvendige flader, og fra korsskæringen og gennem koret er gotikken meget synlig. Korets tre første fag fra korsskæringen blev genopført efter tårnets sammenstyrtning i 1300-tallet. Det skete under biskop John Hotham og i den "Decorated" stilperiode.
Loftet
Tømmeret i hovedskibets loft er fra 1200-tallet, mens de brædder, som man i dag ser med bemaling er opsat på tømmeret i 1858. Det er kun vandret og fladt i midterdelen. Mod siderne følger loftet taghældningen. Bemalingen blev foretaget af to kunstnere, hvoraf den ene døde, da arbejdet var knapt halvt gjort, og den anden fuldførte det som en gestus over for den afdøde. Kunstnerne gjorde det uden beregning. Se nærmere herom i [10585].
Sideskibenes lofter er hvælvede, ribbehvælv.
Kapellet til Vor Frue er placeret lidt utraditionelt mod nord og øst for korsskæringen. Det er Englands største "Lady Chapel" og har det bredeste hvælv med spændvidde over 14 meter. Det er bygget i gotisk stil. Kapellet blev indviet i 1353, og bygningen af det tilskrives Alan of Walsingham1).
I korsskæringen er der fine viftehvælv, og koret er også hvælvet.
Der er mange billeder og yderligere specifikationer i mange internetsider.
Note 1) Alan of Walsinghams biografi kan findes på Wikipedia på engelsk. Han var munk i Elyklostret og er omtalt første gang som ung mand i 1314. Han døde omkring 1364. Han havde tekniske ingeniørevner og blev brugt som mekaniker og arkitekt. Fra han i 1321 blev "sacristan" i klostret med ansvaret for bygningerne og især fra 1331, hvor han begyndte at tegne på Lady Chapel, satte han præg på kirken ved flere af dens ændringer og udvidelser - ikke mindst ved genopbygningen af det sammenstyrtede midterparti og kor. Fra 1341 var Walsingham prior i klostret og i både 1344 og 1361 blev han valgt til biskop, men inden konsekreringen vraget til fordel for en anden.
Helgener og andet
St. Etheldredas grav, knoglerne, blev overført fra den saksiske kirke til den nye normanske og fra denne til det ombyggede kor og blev endeligt ødelagt under ikonoklasmen. [9875 p.xxiv]
Der var malede portrætter - nu forsvundne - af kirkepersoner og helgener på korvæggene bag korstolene. [9875 p.xxiv]
Gravminder for personer døde før 1700+: Biskop Nigellus, død 1169. Biskop Hugh de Northwold, død 1254, der opførte det normanniske kor. Hans kiste er bemærkelsesværdig - en af de fineste fra den tid i England. Biskop Kilkenny, død 1257. Biskop William de Luda, død 1299. Biskop Hotham, død 1337, der fik genopbygget det sammenstyrtede midtertårn. Prior Crauden, død 1341. Biskop Barnet, død 1374. Kardinal de Luxemburg, død 1443. Biskop Alcock, død 1501. Han begyndte på sit eget kapel i kirken 13 år, før han døde, hvilket var to år, efter han blev biskop. Han grundlagde Jesus College i Cambridge og genopbyggede indgangsporten, idet kollegiet fungerede i allerede opførte bygninger til et nonnekloster, indviet til St Mary & St. Radegund i 1140 ca. af biskop Nigel fra Ely. Biskop Alcock visiterede klostret i 1496 og fandt kun to nonner tilbage. Derfor fik han nedlagt klostret og fik samtidig accept på oprettelsen af et kollegium til Jomfru Maria, Evangelisten Johannes og den ærværdige jomfru Sankt Radegund. I kollegiets kapel lod Alcock opføre dets "rood screen". Kapellet fik andre indvielsesskytshelgener bl.a. Jesus.
Thomas Cranmer var studerende på Jesus College fra 1503 under den første Master, William Chubbes, der fungerede fra 1497 til 1505. Biskop Redman, død 1506. Biskop Nicolas West, biskop fra 1515 til sin død 1533 eller 1534. Allerede i 1516 gav han godkendelsen til indvielsen af kapellet i St. John's College. Han har også sit eget kapel i kirken også med fine smedejernsgitre fra samme tid.
Biskop West forbød bl.a. i 1525 Master af Clare Edmund Natures, 1514-1530, at prædike i Cambridge, da Natures fik for radikale eller lutheranske ideer. Biskop Goodrich, død 1554. Var biskop i Ely fra 1534 til 1554. Han beordrede en stor del af ødelæggelserne i klosterkirken under reformationen, så der i dag næsten ikke er et middelalderligt kunstværk tilbage. Biskop Heton, død 1609. Dean Tyndall, død 1614. Biskop Laney, død 1675. Biskop Gunning, død 1684. Biskop Moore, død 1714. Han er medtaget på grund af sin betydning for både kirke og universitet.
Yderligere oplysninger om Ely
Ely havde meget stor kirkelig og politisk betydning i middelalderen. Sammen med Winchester og Glastonbury tilhørte Ely de tre rigeste klostre i landet før reformationen, og jeg vil tro Bury St. Edmunds også kom tæt på topplaceringen.
Biskopperne i Ely var af en ikke uvæsentlig betydning i landets styrelse, og de byggede under biskop Kirkby, † 1290, et kapel i London: St. Etheldreda's Holborn, færdigt sidst i 1280'erne. På samme tidspunkt fik biskopperne fra Ely også et hus i London: Ely Palace, og her opbevaredes nogle enkelte stumper af Etheldredas knogler og kiste som relikvier i mange år. Biskopperne havde indtil da boet hos Tempelridderne i London (i Temple), men var blevet uvenner med ridderne og havde anskaffet sig eget palads. For ret så fornemt må det have været, for i 1327 boede den 14-årige Philippa af Hainault juledagene her lige før sit bryllup med Kong Edward III den 24. januar 1328.
Kongeligt besøg kom også i 1531, hvor Henry VIII og Catharine af Aragonien festede i flere dage i huset. Det kostede 100 får, 51 køer, 91 grise, 24 okser og 1332 større fugle, og da kongen ikke havde for vane selv at betale for slige gæstebud, så må bispesædet have betalt gildet, men det var jo da også lige før, klostret blev nationaliseret. Under borgerkrigen var huset først fængsel og siden parlamentets hospital for soldater og søfolk.
Ely Palace var i 1772 så forfaldent, at det blev revet ned, og biskoppen flyttede til Ely House, 37 Dover Street. St. Etheldredas kirke, der var nabo til paladset, blev reddet, og på paladsets grund blev opført murstenshuse af typen terrace houses. [5270 p.259]
Især i forbindelse med udviklingen af universitetet i Cambridge spillede biskopperne en rolle. Den første undervisningsanstalt i Cambridge blev indrettet af biskop Hugh Balsham i 1286, og hallen i Peterhouse College er i hovedtrækkene i dag stadig den samme, og dørpartiet i den ene ende er helt originalt. Biskop Balsham fungerede 1257 til 1286 og fik en tilladelse til at optage undervisere i St. John's Hospital, hvor i dag St. John's College ligger. St. John's Hospital var grundlagt som et Augustinerkloster i 1135 af Henry Frost. Det fungerede, efter det var blevet kollegium, til 1510 under Augustinerbrødrene og blev derefter genoprettet som sekulært kollegium med støtte fra Lady Margaret, Grevinde af Richmond og Derby og mor til Henry VII. Hendes penge skulle være gået til Westminster Abbey, men blev omdirigeret til kollegiet. En medvirkende årsag til denne transaktion var måske, at biskop James Stanley i Ely var hendes stedsøn.
Det interne samarbejde i universitetets huse blev også reguleret af biskoppen. I 1276 gav han reglerne for fordelingen af rettighederne mellem universitetets Chancellor og domprovsten i Ely om, hvem der bestemte over klerkene på universitetet. Biskoppen foretrak naturligvis domprovsten - en regel, der blev gyldig til pavens delegat i 1430 ved "Barnwell Processen" bestemte det modsatte. En afgørelse som universitetsledelsen håndhævede nidkært. Forinden havde dog Masteren fra Clare College i 1374 rejst spørgsmålet om universitetets jurisdiktion over for Elybiskoppens, men uden held.
Samarbejdet mellem de lærde undervisere og Augustinerbrødrene i Hospitalet gik ikke så godt, og der blev indgået et mageskifte, så læreanstalten fik lokaler ved siden af St. Peterskirken i to herbergshuse lige uden for Trumpingtonporten, der i dag er nedrevet. Den kongelige accept herpå blev givet af Kong Edward I den 28. maj 1284. Institutionen kaldtes for "House of St. Peter" eller "Hall of the Scholars of the Bishop of Ely".
Denne oprindelige indflydelse, der også omfattede biskoppens valg af forstander og de oprindelige 14 medlemmer af kollegiet blev fortsat gennem de næste fem hundrede år, hvor kollegiet ved hver valg fremsendte to forslag til biskoppen, der så udpegede den kommende "Master".
Som noget af det sidste, inden klostrenes nedlægning under reformationen, deltog Elyklostret i opbygningen af Buckinghamkollegiet, der senere blev det nuværende Magdalene College. Sammen med klostrene i Ramsey, Walden og Croyland foranledigede de i 1480'erne bygningen af studenterboliger ved kollegiet, men det måtte opgive sine besiddelser ved reformationen, hvorefter kollegiet blev re-etableret den 3. april 1542 som Magdalene College. Hovedpersonen bag genoprettelsen var Thomas Audley, Baron of Walden.
Under Elizabeth I var Andrew Perne domprovst i Ely og samtidig Forstander i Peterhousekollegiet i Cambridge. Han havde også praktiske interesser i byen og foreslog i 1574, at Cambridge skulle have drikkevand tilført fra Shelford, en landsby 5-6 km syd for byen og med Camfloden passerende gennem landsbyens to dele. Han døde i 1589.
Og Peterhousekollegiet fortsatte med at være i kontakt med stiftet, der beskænkede det, idet biskop John Moore gav sit betydningsfulde bibliotek til universitetet i 1715. Det var nærmere bestemt Kong George I, der skænkede det til universitetet som belønning for en politisk loyalitet til kongen (til forskel fra Oxford). Biskoppens bibliotek var på omtrent 30.000 bind, der indgik som den mest betydningsfulde forøgelse i universitetets historie. Bøgerne blev installeret på førstesalen i den gamle Physic and Law Schools vestfløj. Og senere i århundredet blev Edmund Keene Master i Peterhouse, som et springbræt i karrieren til biskop i Chester og derfra i 1771 biskop i Ely. I hele perioden havde han beholdt forskellige poster i Cambridge.
Universitetet i Cambridge havde i sine første århundrede en særlig tilknytning til Nord- og Østengland. Mange af kollegierne var grundlagt af lokale folk, og der var en vis tilbøjelighed til at foretrække lokale studenter, og der forekommer mange folk fra disse egne i kirkelige og statslige stillinger helt frem til Victoriatiden. Cambridge har ofte haft nærmere forbindelse med de mere protestantiske kredse - reformkredsene - i England end fx Oxford. Derfor kan man forventeligt finde en del af de reformvenlige biskopper er kommet fra Cambridge - men også fra de mere konservative kollegier er der mange eksempler på højtstående kirkelige embedsmænd.
En omvæltning mindst lige så stor som reformationen i England kom fra puritanernes udrensninger i kirker og blandt præster under borgerkrigen og Cromwells styre fra 1640'erne til 1660. Fx blev i 1645 syv fellows i Clare College tvunget på pension, en af dem var den fremstående Peter Gunning, der vendte tilbage som fellow ved restoration i 1660, men dog hurtigt efter blev udnævnt til Master i Corpus College.
Cambridgefolk, der fik embede i Ely
Cambridgefolk, der på et tidspunkt blev biskopper eller domprovster i Ely, inkluderede op til omkring 1700 foruden Balsham bl.a.: John Alcock, biskop fra 1486 til 1500 i Ely er omtalt ovenfor under kirkens monumenter. Lancelot Andrewes blev biskop i Chichester i 1605 og i Ely fra 1609 til 1619. Han var meget Anglikansk og kom fra Pembroke. Mens han var biskop, besad han også embedet som Master for Jesus College fra 1617 til 1632, hvor hans tyranniske administration kom under stærkt pres for at han skulle træde tilbage. Richard Cox kom fra King's College. Han var i 1525 blevet kannik i Oxford i kardinal Wolseys kollegie og deltog aktivt i kirkereformerne under Kong Edward VI, hvorfor han naturligvis under Mary I måtte flygte til kontinentet, hvor han dog ikke var så radikal, at han kunne tilslutte sig skotten John Knox i landflygtighed i Frankfurt. Cox blev efter Dronning Marys tid biskop i Norwich i 1559 og straks efter flyttet til Ely, hvor han blev til 1580. Nicholas Felton var Master i Pembroke og samtidig biskop i Bristol, men valgte at efterfølge Andrewes i Ely i 1619. Thomas Gooch var Vice-Chancellor i Gonville & Caius og beholdt sin masterstilling her, mens han i rækkefølge blev biskop i Bristol, Norwich og fra 1748 i Ely. Han blev karakteriseret som en vendekåbe, der skiftevis stemte for toryer og whigger, hvilket naturligvis sikrede ham stillingen.
Thomas Goodrich var biskop i Ely fra 1534 til 1554. Han kom fra Jesus College, hvor han var fellow fra 1510. Thomas Greene blev biskop i Norwich i 1721 og i Ely i 1723. Han kom fra Corpus Christi. Peter Gunning, biskop i Ely far 1675 til 1684, kom fra Clare College, overgik til Corpus, hvor han var Master og derfra til St. John's College. Nicholas Hawkins, en King's College fellow, havde været fængslet som ung for lutheranske sympatier og blev i 1534 biskop i Ely, men nåede ikke at blive indviet, før sin død. Benjamin Laney havde en omskiftelig karriere. Fra 1667 blev han biskop i Ely, men forinden havde han været studerende og fellow i Christ's College, var flyttet til Pembroke i 1615, blev Master her i 1630 og afskediget i 1644 og genindsat efter Restoration i 1660 og derefter biskop i Peterborough, rundede Lincoln og kom derfra til Ely. Richard Love kom fra Corpus Christi og blev domprovst i Ely fra 1649 til 1660, hvor han døde. Han beholdt sin Masterstilling på kollegiet imens og var en overgang også Vice-Chancellor. Robert Mapletoft kom også fra Pembroke, og han blev domprovst 1667 til 1677 under hele Laneys biskopstid. John Moore blev biskop i Norwich i 1691 og i Ely fra 1707, kom fra Clare. Han døde i 1714, og hans bibliotek blev købt af George I og givet til universitetet. Barnabas Oley, domprovst fra 1679, kom fra Clare. Simon Patrick kom fra Queen's College og blev biskop i Chichester i 1689 og overført til Ely i 1691. Som biskop indviede han flere bygninger i Cambridge bl.a. kapellet i St. Catharine's College den 1. september 1704. Nicholas Shaxton var biskop i Salisbury 1535-1539 og var ikke meget for at opgive katolicismen, men afsvor den, da han var tæt på at brænde på bålet under Henry VIII, men fik så job som assisterende biskoppen i Ely under Mary I og nåede at dø i 1556, inden Mary gik bort. Han kom fra Gonville & Caius College. John Stanley var biskop i Ely 1500 til 1513 eller derefter. Han havde forbindelse med flere af kollegierne i kraft af sin stilling og sikrede Elybiskoppen retten til at udpege Masteren i Jesus College. Han var også medvirkende ved stiftelsen af St. John's College, som omtalt ovenfor. Thomas Thirlby, biskop i Ely. Han kom fra Trinity Hall. Han var med til at dømme og få brændt protestanten Thomas Bilney, der blev den eneste protestant brændt på Cambridgeegnen (brændt lidt uden for Norwich). Rygtet vil vide, at Thirlby stemte for hans domfældelse, fordi Bilney plejede at spille høj musik lige under Thirlbys værelser på Trinity Hall. Francis Turner, biskop i Ely fra 1684. Han kom fra St. John's College. Francis White kom fra Gonville & Caius og blev både biskop i Carlisle og Norwich, før han kom til Ely.
Det er iøjnefaldende, at Elykatederet i de fleste tilfælde er en slutstilling, hvilket må gøre stiftet til et eftertragtet, enten det nu var for indkomst (formodentligt) eller af andre årsager.
- Lives of the Saints, overs. J.F. Webb i 1965; Penguin;
- The Anglo-Saxon Chronicle, overs. G.N. Garmonsway i 1953, Everyman;
Udgaven har to parallelle tekster af krøniken.
Bede - A History of the English Church and People, overs. Leo Sherley-Price, 732, Penguin Cl.
Delaney, John J., 1980: Dictionary of Saints, Doubleday;
Hibbert, Christopher, ed. 1983: The London Encyclopædia, BCA [5270]
Maddison, John, 2000: Ely Cathedral - Design and Meaning, Cathedral Publ. [10585]
Pevsner, Nikolaus & Metcalf, Priscilla: The Cathedrals of England, The West and Midlands
Thompson, A. Hamilton, 1920: Cambridge and its Colleges, 5th ed., Methuen [5722]
Thorold, Henry: Cathedrals, Abbeys and Priories of England and Wales
[OED] Oxford English Dictionary