Tekstbemærkninger til

Edward Gibbon

The Decline and Fall of the Roman Empire

kapitel 15

 

Indhold

Indledning til Gibbonnoter

Som i de øvrige kapitler angiver Edward Gibbon ingen snæver tidsramme i kapitel 15. Faktisk angiver Gibbon slet ikke noget årstal de første mange sider, men indleder kapitlet bredt med en oversigt over kristendommens rødder og etableringsfase. Han har formet teksten som en undersøgelse over kristendommens forbindelse bagud og dens almindelige væsen set i lyset af delvis myter og fabler og delvis samfundsforhold. Skal man angive en periode, som kapitlet omhandler er det ca. fra år 50 til 300, men der er »udflugter« til andre tider.

Især indledningen indskrænker sig ikke til de første århundreder, men dækker helt op til hans samtid [1. afsnit]. Gibbon påpeger kristendommens fortsatte eksistens og betydning efter forløbet af en 1300-1400 år, hvoraf vi kan udlede, at han regner fra ca. år 300-350, i hvilken periode kristendommen etablerer sig som statsreligion for Romerriget.

Hans ofte polemiske holdning fremgår allerede af afsnit 1:
»still professed by the nations .... in arts and learning as well as in arms«,
hvor han altså giver et lille spark til kristendommens betydning på den ene side for lærdom og på den anden side dens indflydelse på krig og ufred. Hans tvetydighed er måske også til stede i hans næste bemærkning om kristendommens udbredelse ved:
»by the industry and zeal of the Europeans«.
Gibbon er klar over den forskel, der ligger i at bedømme kristendommen som teolog og som historiker [Afsnit 2, p 93], derved forsøger han at sikre sig, at kritikerne ikke bedømmer ham på forkert grundlag (hvilket alligevel skete).

UNDERSØGELSENS FORM
Gibbon opstiller som sin hovedindgangsvinkel til emnet spørgsmålet: Hvad var årsagen til den hurtige vækst (og altså styrke) af kristendommen, og han nævner straks sine fem grunde hertil, hvilke han så behandler i næsten hele resten af kapitlets længde.

FØRSTE GRUND TIL KRISTENDOMMENS VÆKST

Bind - I p 94
Som første grund til kristendommens vækst anfører Gibbon de kristnes ubøjelige og intolerante holdninger, som de har arvet fra jøderne. Beviset følger derefter i form af en historisk udredning af jødebaggrunden gennem en lang historie. Hans argument lider dog af den svaghed, at hans eksempler næsten alle er hentet fra en tid langt forud for den kristne og altså - med nutidens standard - ikke kan overføres uændretr på folk hundreder eller tusinder af år efter begivenheden.

Hans holdning bliver stedvis ganske nedladende som fx side 95 om Mosesloven:
»[jøderne]... imiterer enhver fantastisk ceremoni fra de arabiske telte...«
Og Gibbons statistik, der er ganske ubekræftet
»Jøderne havde nok sjældent flere tilhængere end frafaldne«.
På side 96 er Gibbons beskrivelse af jødernes erobring af Israel i tidernes morgen lige til at overføre på dagens tilstand:
»... the conquest of the land of Canaan was accompanied ... with so many bloody circumstances, that the victorious Jews were left in a state of inconceivable hostility with all their neighbours«.
Med dette baggrundstapet går Gibbon over til at forklare [p 97], hvorledes de kristne tilbød Verden en tro, der var:
»...armed with the strength of the Mosaic law and delivered from the weight of its fetters«.
Han fremhæver kristendommens egnethed til at blive verdensomfattende: »spiritual worship, equally adopted to all climates, as well as to every condition of mankind«, og han drager en retorisk god parallel ved at sige, at initieringen - dåben - nu ikke længere er et spørgsmål om blodsudgydelse (omskæringen), men kan klares med vand, og i stedet for at være for de udvalgt (Abrahams efterkommere), så er den nye religion for alle. Her er der virkelig tale om ændringer fra de hedenske religioner, og det kunne være interessant at undersøge, hvorledes de øvrige verdensreligioner i forhold til kristendommen har et med valgbarhed m.v.

[p 97 slut, p 98] Her behandles de jødekristne, der havde et problem med de hedningkristnes fravalg af de jødiske skikke i henhold til Moseloven. De jødekristnes tid er slut i løbet af de første 200 år. For det første kommer hedningekristne ikke i templet eller synagogen efter Templets fald i år 70, og jøderne anerkender dem ikke længere, så de bliver en lille sekt, der sidst dør ud i Syrien og omegn senest i 400-tallet [omtalt i Germania1-teksten].

De jødekristne påstår, at hvis det havde været meningen, at kristne skulle forlade Moseloven, så havde Jesus påbudt det klart og direkte, men han kom selv i Templet og fulgte de jødiske skikke. De hedningekristne tog meget forsigtigt på sagen, da især de græske kristne var imod jødiske skikke, men der var på den anden side det problem, at Jerusalems biskopper i mange år var omskårne jøder.

Det kan derfor religionshistorisk virke påfaldende, at »jøde«-ortodoksien ikke sejrede totalt, men det har sikkert været frygten for at kristendommen skulle blive opslugt som en slags jødisk sekt, der har fået de urkristne til at blive »kristen«-ortodokse allerede i løbet af de første 75 år [p 98 sidste afsnit]. Gnosticismen
[p 101] Den kristne gnosticisme er kun en enkelt form af gnosticismen. Se videre i et filosofileksikon. Andet og tredje århundredes kristne gnostikere havde troen på en tvedelt guddom. Den allerøverste Gud var ukendt og »supreme«, mens den verdensskabende Gud, »Demiurge«, var den kendte Gud, som vi forbinder med Paradis og Himmerige. Gnosticismen fordømmes ret hurtigt som kættersk [Pol. Fil.Lex. p 155].

Gnostikerne beskrives som hørende hjemme i Syrien og omegn, og Gibbon finder en årsag i klimaet: varme avler »indolent and contemplative devotion« - hvordan det mageligt ugidelige og det tankefulde stemmer med seks linjer ovenover: at »det var de venligste, lærdeste og rigeste af de kristne« indbyder til en analyse.

På side 103 går Gibbon over til at behandle dæmonernes og Helvedets rolle. De frafaldne engle og andet djævelskab truer de kristnes tro voldsomt, hvorfor man skal passe på. Og djævelskab er åbenbart også at finde i uskyldige glæder og i mange af ritualerne fra de hedenske - det er nemlig Djævelen, der frister den troende. Afgudsdyrkelse kan let blive resultatet af at omgås de hedenske folk. Som eksempel nævnes de lettere gangbare eder fra dengang: »Ved Jupiters alter« og lignende, der kan udelukke en troende fra den evige frelse, eller ihvertfald kræve bod og anger [p 105].

ANDEN GRUND TIL KRISTENDOMMENS VÆKST

Bind - II p 106
Troslærens bestemmelser - de kristne doktriner for fremtidigt kristenliv. Gibbon begynder med en historisk argumentation om Ciceros og andre antikke forfatteres opfattelse og forklaringer på sjælens opholdssteder, når den er løsrevet fra kroppen efter døden. Han kan også være kritisk over for disse hedninger som fx [p 106]:
»This reason had been often guided by their imagination, and that their imagination had been prompted by their vanity«.
- Så meget for deres filosoferen.

Liv efter døden
Og Gibbons konklusion på et liv efter døden [top p 108] er, at de hedenske grækere og romere ofrede for at få gudernes gunst i dette liv, mens det næste ikke var af stor interesse for dem. Dødsriget og gudeverdenen var for guderne, og der var ikke tradition for almindelige dødeliges optagelse i disse sfærer.

Gibbon forklarer [samme side], at jøderne oprindeligt i GT ikke havde nogen doktrin om evigt liv efter døden, men at det fik indpas sent og var af farisærisk oprindelse: »...og så kaster jøderne sig nidkært over det - hvilket er deres sædvane«.

VIGTIGSTE doktrin i kristendommen bliver på ovenstående baggrund de kristnes løfte om et evigt liv. Om den troende får det er dog uvist og afhængigt af livets synder og det modsatte, og det forudsætter også, at den troende indordner sig under kirkens regulativer [p 109 - 2. afsnit].

Datidens stemning, siger Gibbon, må forstås ud fra den fremherskende opfattelse af tusindårsriget ville komme inden længe og antagelig inden de sidste, der havde set Jesus i live, var døde. Havde Elias ikke profeteret verdens eksistens til bare 6000 år? [Jøderne er nået til 5764 i år] Regnestykket halter lidt, men der er flere måder at regne på.

Et muntert Paradis skabes med et Ny Jerusalem [p 110], men glæden varede kort, for [p 112] de forfulgte kristne udviste en voldsom hævntørst ved udsigten til, at de skulle arve himlen og se de andre lide i svovlpølen. Kan man ikke selv glæde sig, kan man da fornøje sig med andres ulykke.

TREDJE GRUND TIL KRISTENDOMMENS VÆKST

Bind - III p. 113
Mirakuløs kraft knyttet til urkirken.
Guddommen suspenderede naturlovene for at servicere den kristne kirke med en ubrudt række af mirakler, tungetale, syn, profesier, uddrivning af dæmoner, helbredelse af syge og oplivning af døde.

Det ovenstående siger noget om Gibbons holdning til disse ting. Hele siden diskuterer disse religiøse mirakler og deres betydning for hvervningen af medlemmer til kirken.

[p 114 - 2. afsnit] Gibbon påpeger her en samtidigs værk, nemlig Dr. Middleton [se note i kopiteksten], som værende kritisk over for disse mirakelhistorier - uden at jeg har læst Middletons værker, må meningen her være, at Gibbon fortæller læseren, at han skam ikke er den eneste, der har tvivl om mirakelkurene. Historikerens rolle i denne kombination behandler forfatteren også: om det kan lade sig gøre at forlige kristendommens mirakeltro med fornuften, og han påpeger, at vi bør give både Bede og Bernard af Clairvaux samme tilforladelighed og troværdighed som de urkristne får - (se WWW for Cistercienserordensteksten + Germania1).

På side 115 spørger Gibbon selv i noten nederst, om det ikke er påfaldende, at ingen helgen selv omtaler egne mirakler, men at de altid fortælles af andre, venner og bekendte som vidner. Og da ethvert fornuftigt menneske ikke tror på mirakler sker i vedkommendes egen tid, men er overbevidste om deres indtræffen i en tidligere, så må der være et tidspunkt, hvor denne kraft blev trukket tilbage af Gud.

[p 116] Urkristne troede på mirakler, og det var deres tro.

FJERDE GRUND TIL KRISTENDOMMENS VÆKST

Bind - IV p. 116.
Den moralske habitus. »Kendemærke«. Indleder med: den primitive kristne demonstrerede sin tro gennem sin dyd.

Gibbon angiver to grunde til de første kristnes store dyd. For det første angrede de deres tidligere synder, og for det andet ønskede de at støtte omdømmet af deres nye forening.
»Så snart en forbryder det mindste fortrød sine gerninger, blev han opfordret til at vaske skylden bort i dåbsvandet« [p 116 - 3. afsnit]
Og når disse syndere kom rensede ud, fik de ofte lyst til ikke alene at leve et lydefrit liv, men også at indgå i en evig tilstand af anger. Da de skriftkloge ikke var så kloge endda, blev deres lærdoms- eller doktrinale konklusioner ofte meget bogstavelige taget fra de hellige skrifter, hvor senere generationer fortolkede skrifterne mere fleksibelt [p 118].

I sidste afsnit, side 118, går Gibbon rigtigt til biddet: Evnen til at holde af fornøjelser og glæde gør livet godt for en selv og for andre i familien, arbejdet og samfundet. Evnen til at agere, dvs. udføre ting, kan være farlig, men styret af godhed og berettigelse bliver det fadder til alle dyder og kombineres disse to egenskaber, så bliver resultatet et godt og lykkeligt familie- og samfundsliv.

GLÆDE
MEN [p 119] glæde er imod datidens kristendoms hele idé: Glæden er syndig, lærdom er af det onde, hvis det ikke understøtter det evige liv. Også almindelig samtale er ukristeligt - det tærer på stemmen, der kun skal bruges til Guds forherligelse. Udøvelse af fornuften er også imod troens doktriner, så alt i alt viser det sig, at næsten alt forbundet med glæde og fornøjelse er forbudt.

Derfor forbydes alt fornøjeligt [p 119 nederst] - indtil rige mennesker bliver kristne, da det jo er velkendt, at det altid er lettest for fattige at være asketiske, da de jo ikke har råd til andet.

SEX
[Side 120] handler om kristendom og sex. Det er alt velkendt. Afholdenhed er bedst. Dog har de styrende kræfter betænkelighed ved hr Origen, der selv afmonterede fristeren, chop-chop.

KRIG
[p 121] Doktrinen om ikke at udgyde menneskers blod gennem dom eller krig afstedkom kristen afstandtagen til krigshandlinger og verdslige embeder eller som fyrster. Her må der siges at være sket en forandring fra oldkirken.

FEMTE GRUND TIL KRISTENDOMMENS VÆKST

Bind - V p. 122.
Foreningsdannelsen og disciplinen hos de kristne betinger dannelsen af en stat i staten
Dvs. at kirkeadministrationen, kirkens magtapparat og kirkens indflydelse på verdsligt liv tager til og selve styringsapparatet bliver en magtfaktor i sig selv både i fysisk betydning, men også i åndelig. Det er forstadierne til Vatikanstaten. Gibbon sætter det på spidsen ved at postulere, at de kristne var afskåret fra at deltage i verdslige aktiviteter, så deres energi skulle ud på anden måde, og det blev gennem kirkeadministrationen, hvorfra det igen smittede af på det omgivende samfund.

En del af teksten siderne 122-123 beskæftiger sig da med temaet »magt korrumperer«.

Kirkeadministration
[p 123] Første århundredes menigheder var selvstændige enheder uden fælles koordineret »regering«. Behov for rådgivning blev givet gennem levende profeter, fundamentalister ville være dagens benævnelse for disse. Rådgiverne misbrugte deres stilling - de svindlede med deres virkemidler, og blev afskaffede som konsulenter. Ledelsesrollerne overtages relativt hurtigt af biskopperne, hvis stillinger i det første og andet århundrede blev styrket og embedet adskilt fra presbyterrollen.

Biskoppernes rolle
Biskoppernes rolle var dog i begyndelsen mere af åndelig art end forbundet med pomp og pragt. Biskoppernes pligter var i begyndelsen:
  1. Uddeling af sakramenterne
  2. Kirkens disciplin
  3. Afgørelse af trosspørgsmål
  4. Ordinationer
  5. Finanskontrol
  6. Domsmyndighed
Synoder
Synoder - møder mellem biskopper og presbyter begynder i slutningen af 2. århundrede og forudsætter en provinsopdeling, der finder sted i samme periode. Ved forårs- og efterårsmøder vedtog synoderne forskellige dekreter gældende for provinsen. Dekreterne kaldtes for »canons«. [Gibbons tekst er ganske i overensstemmelse med Lausten p45]

Næste skridt i administrationsudviklingen er oprettelsen af regelmæssig korrespondance mellem provinserne. Gibbon bruger udtrykket »foederative republics« om disse korresponderende enheder [p 125 nederst]. Bemærk, at Rom har endnu ingen særstilling; vi er stadig før kristendommen er godkendt som statsreligion.

Fra provinssynoderne fremstår visse byer som særligt vigtige, og biskopperne over disse antager overordnede titler af »Metropolitan« eller »Primat«, og så er konkurrencen om magt gået ind også på dette niveau, og vi ved, at i enden går Rom af med sejren som den vigtigste by, hvilket Gibbon bruger side 127 på at nå frem til.

Klasseinddelingerne i kirken og de større mængder kirkelige embedsmænd, der nu skal til [p 128] afføder også en opdeling af menigheden i lægfolk og klerke og de første skel mellem lige kristne er dannet i lighed med mekanismerne i det verdslige samfund.

Belønning og straf
Til udøvelsen af denne kirkemagt råder biskopperne over to midler: Fattigdomskrav
Men først om fattigdomskravet, der var en overtagelse fra Jesus og apostlenes fattigdom. De tidlige kristne gav ofte hele deres formue bort for at følge kaldet i fattigdom, men man overgik snart til at yde en form for tiende i lighed med andre religioner, især vel den jødiske. Der kunne også gives efter evne, hvilket nok hurtigt er blevet tilfældet, fordi kirken generelt ikke var interesseret i, at alt for mange blev subsistensløse og fremover skulle holdes i live af kirken. Der omtales i afsnittet forskellige rigdomme af kostbare genstande i de tidlige kirker og også misbrug af midlerne [p 130 - 2. afsnit]. Almisser til de trængende (såfremt der var noget til overs, når biskoppen havde fået sit) har dog altid været kirkens kendetegn.

Straf
[p 131] Med forbrydelser mod doktrinen kunne der ekskommunikeres. Mod synderne kunne der gribes ind med enten:
  1. Retfærdighed eller
  2. Nåde og barmhjertighed [p 132]
Begyndelsen var en offentlig tilståelse af synden og efterfølgende en udmåling af straffen, der kunne bestå af flere dele som fx
  1. faste,
  2. klædt i sækkelærred
  3. ligge udstrakt foran kirkedøren
  4. bede om tilgivelse og angre
Synderen kunne efter kontrol eller længere tid genindlades i kirken. Regionale forskelle var der mange af. Strengheden i Spanien var væsentlig større end i Galatia (området midt i Tyrkiet).

GENNEMGANG AF DE FEM GRUNDE SLUTTER på side 134

Gibbons gennemgang af grundene til kristendommens fremgang og vækst slutter her, og han summerer op og drøfter derefter kristendommens fremrykning set fra den hedenske, romerske borgers synspunkt. Den hedenske borger ser i samme periode sine guder blive nedgjort, latterliggjort og afskaffet, deres magt synes at fortage sig og samtidig synes Romerrigets magt at smuldre. Nedgangen er begyndt. Den kendte verden bliver erstattet af en ny og fremmedartet verden.

Gibbons tese om det store Romerriges udstrækning og magtforhold, der banede vejen for kristendommen, blev allerede beskrevet i bogens kapitel 2 [uden for læsepensum], og han forbinder nu kapitel-to-teksten med kapitel 15 [p 136].

Forskellige oplysninger om omfang og udbredelse før Constantin beskrives på siderne 136 til 139. På side 139 og de følgende tager han de historiske, antikke forfattere Tacitus (55-96) og Livy (-59 - +17) under behandling. Livy kan ikke have nået at vide om kristendommen, men begge forfattere kan levere information om Romerriget til Gibbons baggrund.

KONKLUSION

Gibbon bringer en stor mængde informationer, men med nutidens briller kan de være svære at få fat i, da strukturen i teksten er meget forskellig fra vor tids, hvor så store informationsmængder vil være sat op i forskellige formater med brug af tabeller, årstal, punkter etc., så læseren ikke skal konsumere hele sider uden holdepunkter.

Rent læsemæssigt skal teksten nok benyttes mere som en skønlitterær tekst, hvor man læser for at få en oplevelse gennem helhedsindtrykket, mens detaljerne kan være svære at styre.

  Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for historieartikler. Retur til historieafsnittets forside
Retur til hjemmesidens forside Opdateret d. 9.9.2009