EDWARD GIBBON

GIBBON SOM HISTORIKER OG SOM LITTERAT

Indhold

Noter om Kapitel 15 brugt ved læsegruppens gennemgang.

Forord

Før jeg gik i gang med Gibbons liv og værker, har jeg orienteret mig om vor tids opfattelse af historiografien på Gibbons tid, der falder inden for oplysningstiden, the Enlightenment.

Mine kilder til dette »understudium« er opført i kildelisten sidst i denne tekst, og den følgende indledning bygger hovedsageligt på disse oversigtsværker samt på de værker, som de igen citerer og her specielt Humes og Macaulays værker, der har haft stor faglig indflydelse i mange år.

Der er nogle overordnede værdiskalaer for historieskrivning som fx skrivekunsten kontra litterær stil, læsbarhed kontra referencehåndbog, kildebrug kontra fabulering etc. Disse begreber benyttes meget i den historiografiske kritik af værker - ældre som nyere - og er sammen med tidens »ismer« (renæssance / oplysning / romantikken osv.) væsentlige for forståelsen af en periodes historiske litteratur, og for hvad man kan forvente af eller få ud af et ældre historisk værk i dag.

Indledning

David Hume
Som indledning til en tekst om Edward Gibbon og hans historieskrivning er det naturligt at omtale en af hans forgængere, David Hume, der levede fra 26/4 1711 (old style) til 25/8 1776, og altså samtidig med Edward Gibbon, der var 26 år yngre. Hume døde det samme år, som første bind af Gibbons hovedværk udkom.

Humes historie om England fra Romernes invasion til »The Glorious Revolution« udkom i seks bind fra 1754 til 1762 (min udgave er redigeret på grundlag af forfatterens sidste udgave efter indførte rettelser og revisioner udkommet i 1778). Humes »Historie« blev periodens mest berømte historiebog. Humes stil var litterær og historiens lektie blev i værket kraftigt fremhævet og i meget filosofiske elementer.

Hume blev beskyldt for at være af både Tory og Whig observans, men var ingen af delene. Han var kritisk over for lederne i begge partier, men brugte i øvrigt ikke faktuelle kilder i nogen større udstrækning. Mangelen på kildekontrol blev både af samtiden og eftertiden bebrejdet ham, men det var aldrig hans sigte at skrive en faktuel begivenhedshistorie. Hume bedømte de fremdragne begivenheder og problemstillinger og satte derefter deres betydning ind i et større perspektiv for at nå frem til »historiens lære«.

Foruden sin fremtrædende faglige position var Hume også af Gibbon anerkendt som mester i den særlige litterære historiestil, der var det eftertragtede stilmål for tidens historikere, og det derfor kan formodes, at Gibbon er påvirket af Hume.

Det var ikke sådan, at historikerne var enige i tolkningen af kilder eller problemstillinger i faget, men Hume var et af forbillederne for den foretrukne stil:
»Gibbon gladly acknowledged him as the master, not only in interpretation but in style - 'The calm philosophy, the careless, inimitable beauties' he said, 'often forced me to close the volume with a mixed sensation of delight and despair'«. [Kenyon p53]
Hume var ikke tandløs og kritiserede i sin History den gængse Whig-opfattelse, der bl.a. opererede med en »ur-grundlov«, som igen og igen blev bekræftet, og hvori indgik en frihedsret som var naturskabt og grundede sig på fornuften. Heri var Hume uenig, og fandt ingen spor af en sådan »grundlov« i historien. Hume mente, at en uforanderlig menneskenatur blev formet og tilpasset på grund af forskellige oplevede forhold - ofte tilfældigt og aldrig med en forud lagt plan. [Breisach p215]

Hume var i øvrigt fra Edinburgh, hvor han blev bibliotekar for en privat, videnskabelig sammenslutning og fik derved både adgang til et stort bibliotek og tid til sine private historiske undersøgelser. Han var alle dage skeptisk til det nidkære over for englændere og især deres kritik af hans arbejder.

Gibbon kendte Hume personligt, hvilket dæmpede Humes udfald mod ham, og da Gibbon præsenterede ham for et af sine første arbejder - »Historien om Schweiz«, fik han gode råd af Hume, der bl.a. rådede ham til at skrive på engelsk, da Gibbon oprindelig skrev på fransk.

Historiografi

Historie og filosofi
I datidens historievidenskab blev ordet »filosofi« ofte anvendt. Brugen af dette ord i forbindelse med historie kan synes noget søgt, men meningen var bl.a. at pointere, at for at forstå et historieværk må man forholde sig til forfatteren og dennes tid. Ingen historieskrivning kan opstå uden for tidens kontekst. Dette historiografiske og filosofiske tema har Collingwood forudsat forstået i sin behandling af datidens historievidenskab, og han siger:
»St. Augustine looked at Roman history from the point of view of an early Christian; Tillemont, from that of a seventeenth-century Frenchman; Gibbon from that of an eighteenth-century Englishman; Mommsen, from that of a nineteenth-century German. There is no point in asking which was the right point of view. Each was the only one possible for the man who adopted it.« [Collingwood pXXII]
Altså! At bedømme et historieværk efterfølgende kræver stor indsigt og viden om ikke alene skriftets emne, men også om forfatteren og dennes tid. Måske ses sammenhængen mellem filosofi og historie klarest ved at sammenligne Hume / Gibbon-tiden med de allerældste historiske værker, som typisk er samtidskrøniker. De er en slags tids-selvbiografier, og i hverken Herodots eller Thukydids skrifter forsøger forfatterne at finde vidnesbyrd, levn eller overleveringer om en ukendt fortid. De nedskriver de samtidsbegivenheder, der ligger inden for generationens fælles hukommelse. Der er ingen form for videnskab eller filosofi knyttet hertil.

Evans er inde på samme tanker, når han skriver, at den middelalderlige historiker nedskrev en samtids- og fortidskrønike med fokus på at bevise Guds (eller gudernes) styrende, formålsbestemte hånd, mens oplysningstidens historikere var rationalister og så det som deres opgave at bevise menneskets styrende aktiviteter [Evans p15]. Og direkte om Gibbons værk skriver han:
In ... Edward Gibbon's D&F, the actors are moral qualities rather than human beings, and the ultimate lesson is that superstition, fanaticism and religous belief, all of which were of course anathema to Enlightenment rationalists, were dangerous forces that had brought down one great and benign empire and could well wreak further havoc in the future if they were not eradicated. History was 'philosophy teaching by example'; human nature was universal, unchanging and unhistorical.« [Evans p15f]
Efter oplysningstiden er samfundet præget af romantikkens holdninger, og historikerne skriver nu om fortiden som en nærmest hellig eller sakral ting, der skal værnes om. Stadig Evans her:
»The purpose of history was ... simply in finding out about the past as something to cherish and preserve, as the only proper foundation for a true understanding and appreciation of the institutions of state and society in the present« [Evans p16]
Den førende skikkelse i denne holdning var tyskeren Leopold von Ranke, der blev noget af en legende. Foruden hans metodefornyelser for kildebrug, er han også citeret for at have sagt, at: »hver epoke er nuværende og øjeblikkelig for Gud«, hvilket udlægges som, at Gud gjorde ingen historiske perioder eller opdelinger; alt var part i det samme forløb i evigheden og altså kunne fortiden ikke bedømmes på grundlag af nutidens standarder.

Resumé af historieskrivningsepoker
  1. Oldtiden: Historikerne skrev krøniker omfattende generationens fælles hukommelse.
  2. Middelalderen: historikerne forsøgte at bevise Guds bestemmende og styrende hånd i alle tildragelser på jorden.
  3. Oplysningstiden: Historikerne beskrev verden som værende styret af rationelle kræfter. De lagde vægt på empiriske videnskaber.
  4. Romantikken: Historikerne beskrev fortiden som værende en guldalder, der skulle værnes om. Myte og sagnbeskrivelser tillægges symbolske værdier og parallelliseres til nutiden.
  5. Derefter: Senere historikere er videnskabelige, der udvikles historiske metoder, og der skabes en del følgevidenskaber og især kilders værdi og klassifikationer drøftes.


Kilder
En af forskellene mellem datidens og nutidens historieskrivning er brugen af kildemateriale og dokumentation. Vi har svært ved at se bort fra mangelen på kildenotation og citatsregistrering af de anvendte tekster, og selv om Hume ikke var alene om holdningen til kilder som værende noget historikeren kunne anvende, men ikke nødvendigvis skulle anvende, så var der andre i perioden, der havde en mere moderne holdning hertil, fx historikerne William Robertson og Mrs. Catherine Macaulay (ikke fra Thomas B.s slægt).

Forskellen på en kildeangrebsvinkel og en begivenhedsangrebsvinkel er ikke død og problemstillingen er levende også i dag. Fx skriver Evans herom under sammenstillingen af de to historiker E. H. Carr og G. R. Elton 10):
»While Carr championed a sociological approach to the past, Elton declared that any serious historical work should have a backbone narrative of political events. ... Elton told his audience to focus above all on the documentary record, the ultimate arbiter of historical accuracy and truth, and to leave historians and their motives to themselves. [Evans p2]
Humes omdømme var blandet, men generelt anerkendt som den ledende historiker. Whig-politikerne var ikke glade for hans fokus på kongemagt og royal politik, mens Tory-politikerne mente omvendt, at han var for lidt konservativ i sine holdninger. En af de meget kendte historikere af generationen efter Hume, Thomas Babington Macaulay, der var en overbevist Whig-historiker, advarede mod hans historieskrivning. Macaulays kritik af Humes skrifter inkluderede dennes undertrykning af omstændigheder, der modsagde hans teser og fremhævning af kilderne, når de understøttede hans argumentation:
»Without positively asserting more than he can prove, he gives prominence to all the circumstances which support his case; he glides lightly over those which are unfavourable to it ...« [Kenyon, p58].
Kritikken fik ikke større betydning og stilnede hurtigt af formodentligt fordi Macaulay indså, at hans egne værker led af samme skavank. Eksemplet tjener til at belyse historiediskussionen efter oplysningstiden.

Kenyon konkluderer tidens historieskrivning således [p60]:
»Robertson, like Hume, was deeply influenced by Montesquieu, and acknowledged a considerable debt to Voltaire. The art of history was to use a topic or a restricted period as a peg on which to hang philosophical reflections of universal relevance, or as the focus of a general sociological survey.«
De engelske universiteter (Oxbridge) tillod ikke dengang (1760-1800) udbrydere fra den Anglikanske Kirke at studere eller undervise. Akademisk historieskrivning blev derfor ikke særlig kritisk behandlet der, og der opstod derfor en række »dissenting academies«, der i undervisningen tillod et bredere sigte end Oxbridge, bl.a. Warrington Academy. Dertil kommer de skotske universiteter, der heller ikke var underlagt anglikansk ensretning.

Gibbons videnskabelighed
Netop Gibbon var en af de akademikere, der opererede uden for de etablerede, anerkendte universiteter.

Man kan sige, at 1700-tallets historikere brugte kilder, men ikke alle, og mange fik kildeteksterne fremfundet og tilsendt af andre, oversat af andre eller transkriberet af fremmede - måske i uddrag udvalgt af andre, men 1800-tallets historikere med Ranke i spidsen mente, det var essentielt at udforske kilderne, inden historien kunne skrives.
»The insistence of Ranke a generation later that true history could not be written without recourse to the archives gives the unfortunate impression that no one before him had used them; the difference is that in the nineteenth century the historian went to the archive, in the eighteenth century they sometimes came to him«. [Kenyon p64]
Gibbons betydning har ikke ligget i nogen metodeudvikling, og han har ikke dannet nogen -isme eller skole. Hans hovedværk er blevet stående som et monument:
»Gibbon had no follower, founded no school, and his chief bequest to posterity was in fact his style, one of the most distinctive in the English language, whose influence is now and again detectable in the prose of English historians down to the present day.« [Kenyon p64]
Et enkelt eksempel på hans betydning ses også af, at Cambridge universitetet anbefalede hans arbejder om perioden 1272 til 1519 som tekstbøger til studerende også senere end 1884. [Kenyon p193]

Gibbon benyttede ikke alle til rådighed værende kilder [Fx Winckelmann's History of Ancient Art, D&F intro I-17], og han vurderede ikke, om en anvendt kilde var primær eller sekundær. Gibbon benyttede også kilder, der var skrevet længe efter, begivenhederne var sket, og anså dem for lige så gode som samtidige kilder. Gibbon bliver derfor heller ikke fejlfri, som adskillige af hans redaktører har bemærket. Han har fx fejl i befolkningsstørrelser, i oprindelsen af visse af folkestammer og i afstandsberegninger.

Biografi

Hovedparten af de biografiske oplysninger stammer fra hans autobiografi og dens indledning ved redaktøren af hans værk (i min udgave), Betty Radice.

Gibbon blev født i Putney, Sydlondon, den 8/5 1737 og døde den 16/1 1794. Hans slægt stammede fra Sussex, hvor en del navne endnu kan findes i kirken i Fletching. Edwards fader var Tory MP. Moderen, Judith døde i december 1746 OS, og en ugift moster, Catherine Porten (1705-1786) tog ophold i hjemmet og plejede Edward.

Som barn var han sygelig, hans kongler var bøjede, hans muskler kunne ikke rettes ud, en overgang var han underernæret som spæd, da en 'wet nurse' ikke havde mælk og undlod at melde det. Hans skolegang var derfor hele barndommen afbrudt af sygelighed og han fik både småskoleundervisning, hjemmeundervisning og nogle år i Westminsterskolen.

Som 15-årig blev han i april 1752 sendt til Oxford University, Magdalen College, og betragtedesenere det ene år, han han tilbragte der, som spildt. Efter et år blev han nemlig smidt ud, da han konverterede til katolicismen. Hans fader sendte ham i vrede til Schweiz (1753), hvor han tog ophold som elev i huset hos protestanten Daniel Pavilliard og her i 1754 konverterede tilbage til den anglikanske kirke. Resten af livet forblev han religiøst en skeptiker, selv om det vist er uklart, om han gjorde noget ud af at optræde som sådan.

Under sit lange ophold i Schweiz blev han i 1757 forlovet med Suzanne Curchod (der senere blev gift med Jacques Necker, og deres datter blev Madame de Staël). Da faderen hørte herom, fik sønnen stillet i udsigt, at han blev gjort arveløs, hvorefter Edward opsagde forlovelsen mod at få sine årspenge af faderen. Han skriver brevet, hvori han slår op med Suzanne, den 23. februar 1759. Han forblev ungkarl hele resten af sit liv.

Under Syvårskrigen gjorde Edward militærtjeneste som kaptajn i Hampshire Hjemmeværnet fra 1759 til 1762. Under krigen får han udgivet sit første værk, der er et litteraturvidenskabeligt værk på fransk.

Straks efter krigen overtalte han sin fader til at lade ham tage på The Grand Tour, og den 28. januar 1763 kom han til Paris. Fra Paris fortsætter han til Schweiz, hvor han forblev det meste af et år (maj 1763 - april 1764), mens han forberedte sig til Italien. Han kom til Italien i 1764 og når Rom den 2. oktober 1764, men opholdet blev afkortet på grund af faderens sygdom (juni 1765), så Gibbon kom aldrig til Grækenland eller længere mod øst, selv om han skrev om disse lande.

Efter faderens død i november 1770 kom nogle år med økonomiske forandringer og tilpasninger, der endte med, at Edward fik tilstrækkeligt ud af familieformuen til, at han kunne slå sig ned i en London-lejlighed i Bentinck Street og koncentrere sig om sit skriveri.

I perioden fra 1774 til 1780 sad han i Parlamentet indvalgt fra Liskeard (vest for Plymouth i Cornwall). Han blev en periode Lord Commissioner of Trade and Plantations, og onde tunger påstår, det var fordi, han var elendig som politiker. I sin anden parlamentsperiode sad han for Lymington (mellem Southampton og Bournemouth) fra 1781 til 1783.

Fra 1783 delte han sit liv mellem ophold i England og ophold hos sin ven Georges Deyverdun i Lausanne i Schweiz. Da denne døde i 1789, forblev Gibbon i huset - La Grotte - og vender først tilbage til England, da Lady Sheffield dør, og han vil være i nærheden af sin ven Lord Sheffield.

Gibbon blev karakteriseret som oratorisk blomstrende, vittig, ironisk og oplysende, og han var uden sans for naturens skønhed og havde ingen musikalitet. Hans fremtoning blev også beskrevet. Bl.a. siges det, at han var så filthy, at man ikke kunne stå ved siden af ham på grund af lugten. En anden anekdote fortæller, at han nægtede at modtage Benjamin Franklin, der ville besøge ham, hvilket ikke fornærmede Franklin, der sagde: »at han stadig gerne ville hjælpe Gibbon med at skrive The Decline and Fall of the British Empire, når han nåede til den«.

Gibbon tænkte først på sit hovedværk i forbindelse med sit første Rom-besøg i den berømte og ofte fremhævede episode, hvor han en aften er på Capitol:
»It was at Rome, on the fifteenth October 1764, as I sat musing amid the ruins of the Capitol, while the barefooted friars were singing vespers in the temple of Jupiter, that the idea of writing the decline and fall of the city first started to my mind«. [Kenyon p63]
- Og faktisk slutter Gibbon sit værk næsten enslydende:
»It was among the ruins of the Capitol that I first conceived the idea of a work which has amused and exercised near twenty years of my life, and which, however inadequate to my own wishes, I finally deliver to the curiosity and candour of the public.
LAUSANNE,
June 27, 1787«
[D&F vol. 6, Ch. 71 p353]
Han var umådelig belæst og havde som forbilleder Montesquieu og Bayle, men formåede fx aldrig at kunne læse tysk og fik kun grundlæggende kendskab til græsk.

Vor viden om hans person stammer hovedsageligt fra hans egen biografi: Memoirs of my Life and Writings, som hans ven John Baker Holroyd, Lord Sheffield, udgav i 1795/96. Gibbon havde lavet seks forskellige udkast til sine Memoirs, og disse sammenskriver Lord Shaffield sammen med andre af Gibbon's ikke udgivne tekster til de to bind, der udkom i 1795 og senere (i 1815) i endnu et bind.

Derefter båndlagde Lord Sheffield alle papirer efter Gibbon og ingen yderligere forskning var mulig før i 1894, da den tredje Lord Sheffield annullerede båndlæggelsen, så det blev muligt bl.a. at inkludere flere frivole episoder i Gibbons Memoirs. Nogle af de enkeltheder, som senere er blevet kendt inkluderer også hans fysiske tilstand, der var præget af, at han i knapt 20 år levede med en stadig større og større vandsvults i testiklerne efterhånden af størrelse som et hvidkålshoved, hvilket på den lille mand må have været både overordentligt pinefuldt og synsmæssigt mærkværdigt for beskuerne.

Bedømmelser af Gibbon som skribent

Gibbon blev naturligvis både kritiseret og berømmet efter udgivelsen af sit værk, og siden er han blevet fast indhold i alle historieskrivningens oversigter som en af historieskrivningens milepæle.

Gibbon var sammen med Voltaire og Montesquieu typiske repræsentanter for oplysningstiden, og Gibbon placeres som et bindeled mellem humanisternes renæssance og romantismen; således hos Collingwood, der ser oplysningstiden som en hovedsagelig polemisk og negativ ladet bevægelse og kalder den »et korstog mod religion, der aldrig kom videre end dens kilder, og som havde Voltaire som fremmeste eksponent«, og han fortsætter om Gibbon:
»Gibbon agreed with all this [det negative og frigørelsen for religion] to the extent of conceiving history as anything but an exhibition of human wisdom. ... Gibbon finds the motive force of history in human irrationality itself, and his narrative displays what he calls the triumph of barbarism and religion. But in order that there may be such a triumph there must first be something for this irrationality to triumph over; and thus Gibbon places the beginning of his narrative in a golden age when human reason ruled over a happy world, the Antonine period. This conception of a golden age in the past gives Gibbon a rather special place among Enlightenment historians and assimilates him on the one hand to his predecessors, the humanists of the renaissance, and on the other to his successors, the Romantics at the close of the eighteenth century. [Collingwood p79]
Gibbons omdømme blandt kirkens embedsmænd var ikke godt. Kirken var mistroisk og mistroen varede ved længe efter hans død, som hans redaktører Dean Milman (1846) og William Smith (1862) fik at føle i højvictorianismens år, og den nuværende redaktør af min udgave, Betty Radice, mener, at vi bedre end Victoriatidens menneske kunne godtage, at andre religioner havde tilsvarende betydning eller værdi som kristendommen. Objektivt set skrev Gibbon aldrig negativt om kristendommens grundlære eller om Jesus:
»He never attacked primitive and uncorrupted Christian teaching nor spoke disparagingly of Jesus, but he refused to put Christianity in a position of superiority over other forms of religion in which he was just as interested - Roman paganism, the cults of the primitive Germans, Islam, Zoroastrianism«. [D&F intro I-18]
Gibbon betragtede alle religioner som sociale fænomener og bedømte det gode eller onde en religion gjorde mod samfund og menneskehed. Gibbons menneskesyn - eller tilværelsessyn - var den typiske oplysningshumanists, der var overbevist om:
»that society should aim at rational freedom and happiness for its members, ineveitably he saw Christianity as neither rational, free nor happy; preaching and allegory led to a withdrawal from rational thinking, celibacy and monastic seclusion were 'painful to the individual and useless to mankind', the Christian emphasis on sin and retribution and on preparation for the life to come robbed men of their human right to enjoy life here and now.« [D&F, intro I-19]
Gibbon havde alle dage en modvilje mod overtro, herunder kristendom, og så ned på middelalderen.

Værket

Gibbons hovedværk er The Decline and Fall of the Roman Empire, der udkom i 6 bind; det første kom i 1776, det sidste kom i 1788. Det er noget af et »vandskel« mellem middelalderens krøniker og oplysningstidens historisk-filosofiske værker. Gibbon skrev den sidste linje i værket den 27. juni 1787, men pga. produktionstiden er udgivet i 1788.

Værket dækker en periode på over 1300 år fra AD 100 til 1453, hvor Konstantinopel faldt til tyrkerne. Gibbon delte værket i 71 kapitler og forsynede det halvanden million ords lange værk med 8632 noter.
Værket blev læst meget i forfatterens samtid og har, siden det udkom, konstant været tilgængeligt. Gibbons stil er sammenlignet med bl.a. Pope, Swift og Pascal og ligner nok mest Pascals. Hans vid og satire findes der mange eksempler på, ligesom hans påpegning eller kontrastering af mulige årsager eller fortolkninger ofte påpeges. Således fx i sætningen »the heads of the Greek church were ambitious and fanatic monks; and their vices or virtues, their learning or ignorance, were equally mischievous or contemptible«, hvor modstillingerne giver læseren mulighed for flere forskellige vurderinger.
»... The Decline and Fall was the culmination of establishment Whiggism. Yet its central message, that even the greatest, the best-organized, the most powerful states can decay again into barbarism, sounded a chill note of pessimism, almost at once reinforced by the outbreak of the French Revolution.« [Kenyon p63].
Som tidligere berørt var tiden ikke til kildekritik som i dag, og Gibbons brug af kilder var med nutidens øjne højst kritisabel. Han benyttede lige så gerne gamle kilder som nye og betragtede åbenbart alle udgaver med noget nær samme tillid. Hans arbejdsbibliotek var så godt som udelukkende trykte værker. [Bl.a. Evans p18].

Senere udgaver

Redaktøren af 100-årsudgaven var John Murray, og hans udgave fra 1897 er forskningsmæssigt god, men slog ikke folkeligt an og blev aldrig genoptrykt, så kun forskere konsulterer den stadig. Den udgave, som I præsenteres for, er næsten identisk med Lord Sheffields (fra Everymanudgaven fra 1910). Heri er bl.a. også nogle af de episoder, der dengang blev anset for delikate, mens vi i dag nok ikke kan ophidse os over udsagn som: »the Pagan and the Christian sisters« om faderens søstre, eller om militærtjenesten: »the daily practice of hard and even excessive drinking«.

Der er kritiske røster mod de senere udgaver, der er forsynet med yderligere noter, som muligvis ændrer værkets karakter. Debatten om at bringe ældre værker up-to-date ved at tilføje nye faktuelle informationer er ikke af ny dato og særdeles relevant netop med »klassikere«, der forbliver i tryk gennem lang tid. Collingwood har også en mening herom. Som udgangspunkt nævner han en af Gibbons redaktører, J. B. Bury, der netop tilføjede faktuelle enkeltheder til D&F:
»Thus he [Bury] was able to accomplish the very strange feat of bringing Gibbon up to date by means of footnotes, adding to the aggregate of knowledge already contained in his [Gibbon's] pages the numerous facts that had been ascertained in the meantime... He never saw that one new fact added to a mass of old ones involved the complete transformation of the old. This view of history as consisting of detached parts achieved its classical expression, for the English public, in the Cambridge Histories, Modern, Medieval, and Ancient, vast compilations where the chapters, sometimes even the subdivisions of a chapter, are written by different hands«. [Collingwood p247]
Blandt de senere læsere findes både Charles Dickens og Thomas Carlyle, der begge var positive over for værket. En af læserne, Horace Walpole, udbrød: »Lo! A truly classic work has appeared«. [Porter p2]

Eftertidens holdning til værket
Sådan en »transformation« af ældre værker til noget andet er også værd at bemærke for vores tids historieopfattelse: Konsumerer vi Gibbon som historiker, som en autoritet, eller betragter vi også Gibbon som en kilde? Collingwood postulerer, at vi læser både de antikke forfattere, men også Gibbon som en slags kildemateriale, som vi tolker, og ud af hvilket vi danner os vores historieopfattelse. [Collingwood p382]

Hobsbawn skriver, at Gibbon ikke længere læses for hans historievidenskabs skyld, men derimod læser vi Gibbon for hans litterære stil: »We don't read Gibbon as we still read Kant or Rousseau«, og Geoffrey Elton samtykker: »hardly anyone reads [him] any longer«. [Porter p2], mens Hugh Trevor-Roper hos [Porter p2] modsat andre siger: »the only one of them who is still read not only as a stylist but also as a historian«.

Coleridge derimod kunne ikke se noget spændende i Gibbons hovedværk og afviste det som værende meretricious, der bedst kan oversættes med prangende: »when I read a chapter in Gibbon, I seem to be looking at a luminous haze or fog ...«

I praksis er det dog oftest sådan, at er der ikke udgivet noget videnskabligt værk om et emne inden for de sidste 100 til 200 år, så læser vi stadig de gamle forfatteres værker, hvilket vil sige, at tesen om, hvad vi læser, også afhænger af den til rådighed stående litteratur. Denne ældre litteratur, der oftest er uden for ophavsrettighedernes åremål, er desuden en væsentlig indtægtskilde for den store genoptrykningsindustri, postulerer Hobsbawn [p76].

Konkluderende må man nok sige, at Gibbon i vor tid har en chance, idet vi nu ynder værker, hvor både mennesket = forfatteren og historikeren portrætteres i en slags »faktion«, så måske skrives der en dag en roman-biografi om Gibbon og hans værk i lighed med bøgerne om Gallileo, John Harrison, Mercator etc.

Noter
Old Style, kalendarisk begreb om den julianske kalender, der var i brug i England indtil 2/9 1752, hvorfra man sprang til den 14/9 i den gregorianske kalender. Fra samme år blev 1. januar nytår. Gibbon er således født i Old Style og død i New Style.

Sankt Augustinus, 354-430, biskop i Hippo, kirkefader. Se videre i Munkevæsen i religionsafdelingen.

Louis S. le Nain de Tillemont, 1637-1698, fransk kirkehistoriker. Hovedværket er en kirkehistorie for kristendommens første seks århundreder.

Theodor Mommsen, 1817-1903, tysk historiker. Hovedværkerne var Roms Historie i tre bind fra 1854-1855 samt de Romerske Provinser fra 1885. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1902 og udgave i alt 920 titler i sit forfatterskab.

Herodot (Herodutus), 485-425 f.Kr., græsk historiker og berejst i hele den da kendte verden. Bliver kaldt historiens fadere.

Thukydid /Thucydides), 460-400 f.Kr., græsk historiker. Han var flådechef, men blev dødsdømt efter et nederlag og valgte da for en periode at leve i eksil. Her skrev han et ottebindsværk om Den Peloponnesiske Krig. Han var rationalist og anvendte historiske vurderinger og lagde vægt på årsager til begivenheder.

Leopold von Ranke, 1795-1886, tysk historiker. Han blev især kendt for sine systematiske metoder i udnyttelse, klassificering og vurdering af kilder. Ranke udviklede metoder til at bedømme kilders korrrekthed, rækkefølge og senere forandring for at vurdere, hvilken udgave eller eksemplar der var det mest nøjagtige. Hans inddeling af kilder i primære og sekundære blev delvis overtaget af vores egen Kristian Erslev (Historisk Teknik 1911/1926).

William Robertson, 1721-1793, skotsk historiker, uddannet præst, leder af partiet De Moderate. Han blev 1764 kongelig historiograf og udgav Skotlands Historie 1542-1603 i 1759 og Charles Vs Historie i 1769 samt en Amerikahistorie i 1777.

Catherine Macaulay, 1731-1791, engelsk historiker og radikal politisk skribent. Gift med skotsk læge George Macaulay og anden gang 1778 med William Graham, hvorfor begge navne findes for hende. Hun udgav værket History of England from the Accession of James I to That of the Brunswick Line i otte bind 1763-1783. Værket havde republikansk tendens, men var meget udbredt.

Edward H. Carr, 1892-1982, engelsk historiker. Carr er mest kendt for sit værk What is History, men som historiker har han sin tyngde i moderne og russisk historie.
G. R. Elton, 1921-1994, engelsk historiker. Han kendes for sit værk The Practice of History, der udkom første gang i 1967. Hovedværkerne er vedrørende engelsk historie i 1500- og 1600-tallet. Elton stillede store metodiske krav og skrev, hvad der er kaldt "administrationshistorie".

Thomas Babington Macaulay, 1800-1859, engelsk historiker. Han udgave meget forskellige værker og bidrag til Edinburgh Review, men hovedværket er History of England from the Accession of James II, der udkom i tre bind i 1848, 1855 og 1861. Macaulay blev fattig på grund af godgørenhed og tog stillingen som juridisk rådgiver for den engelske regering i Indien i 1834. Han vendt hjem som en velstående mand i 1838. Macaulay havde siddet i Parlamentet fra 1830-1834 og sad igen 1839-1847 og 1852-1859 - en overgang som krigsminister.

Charles de Secondat, Baron de la Brède et de Montesquieu, 1689-1755, fransk litterat og historiker. Hans krev filosofiske og socialoplysende vurderinger om bl.a. den engelske forfatning. Hans aftagende syn, der endte med total blindhed, begrænsede hans senere produktion. Medlem af Akademiet fra 1728.

Francois Marie Arouet de Voltaire, 1694-17787, fransk filosof og oplysningstidsforfatter. Han blev uddannet hos Jesuitterne og tog først senere navnet Voltaire. Efter forskellige historiske skrifter af kritisk observans blev han udvist til England i 1726. Han kom retur i 1729 og blev rig på handel. Fra 1746 blev Voltaire kongelig historiograf og blev igen i flere omgange udvist for kritiske holdninger til enevælden. Han var i Berlin i 1750, hvor han blev uvenner med hoffet og måtte forlade landet. Han tog til Schweiz i 1755 og vendte i sit sidste år tilbage til Paris.

Horace Walpole, Fourth Earl of Orford, 1717-1797, søn af Robert Walpole, MP, skabte Strawberry Hill i 1747. Essayist, især hans brevudgaver er berømte.

Hugh Trevor-Roper, 1914-, engelsk historiker. Hovedværker om Anden verdenskrig og om heksejagt.

Kilder  
  Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for historieartikler. Retur til historieafsnittets forside
Retur til hjemmesidens forside Opdateret 14.10.2007