Arkitekturhistoriske noter, romansk arkitektur

Opdateret 14. september 2014.

INDHOLD
Indledning
Kronologi fra ca. 900 til ca. 1200
Romansk stilart
Hildesheim
Hildesheim Domkirke
St. Michaelskirken i Hildesheim
Ottonske bygninger
Frankrig
Engelsk romansk stil
Ordensvæsen og klosterverdenen

INDLEDNING
Informationer og eksempler på nogle arkitekturhistoriske forhold om romansk arkitektur samt en kronologi. Kilderne er nævnt omtrent, hvor de hører hjemme, og detaljer kan findes i kildefortegnelsen.

Den tyske kejserkronologi fra Karl den Store findes i regentlisten her.

Om både bygningstekniske forhold og de sakrale bygningeres indretning er der også artikler disponeret lidt anderledes under Kirkebygningen i middelalderen om kirketyper og de enkelte bygningsdele.
I artiklen Kirkebygningen - funktion og indhold er der tekst om kirketyper ud fra funktion, fx sognekirker, klosterkirker etc. I samme artikel er også en længere tekst om murstensbyggeriets oprindelse i Nordtyskland, men selve stilartudviklingen i samme er behandlet i teksten om gotik.
I teksten Kirkens inventar er løsdele til brug i kirken behandlet, og klosterets forhold er mere indgående beskrevet i Klosterbygninger og andre kirkelige bygninger.
Nogle mere tekniske bygningsforhold omkring forbandt etc. er beskrevet under Byggeteknik i middelalderen.

Kronologi for tiden fra ca. 900 til ca. 1200

Tidsrum Benævnelse /
område		 Bemærkninger til perioden
814-900 Uro og Forfald Perioden efter Karl den Stores død i 814, og indtil Otto I fik stabiliseret riget, var præget af interne stridigheder, hvorunder der kun blev opført en meget begrænset bygningsmængde, hvoraf der så godt som intet findes i dag. Man byggede stadigvæk i det tyske og angelsaksiske område meget i træ, der ikke har overlevet til i dag.
911 Vikingerne fik land i Normandiet Vikingerne under deres anfører Rollo fik i 911 tildelt land omkring Seinens munding mod at bersærkerne holdt sig inden for området. Det lykkedes, og i 924 udvidedes det tildelte land, der stort set bliver det senere Normandiet. [9847 p.48]
919-936 Heinrich I Under Heinrich skete der ingen betydelig ændring i byggeformen. Heinrich brugte tiden på at stabilisere riget. Der var ikke overskud til byggeri.
936-973 Otto I Begyndte byggeaktiviteter.
955 Slaget på Lechfeld Otto I slog magyarerne i slaget ved floden Lech = Lechfeld, og de nomadiske rytterfolk fra øst ophørte med at være en alvorlig trussel mod de østlige dele af Tyskland, Böhmen og Østrig.
961 Otto I når Rom Efter at have slået magyarerne vendte Otto I sig i sine bestræbelser på at samle og stabilisere riget efter Karl den Store mod Italien, og efter den urolige periode lykkedes det ham at annektere Italien, og i 961 blev han af paven kronet som tysk-romersk kejser i Rom.
I Gernrode blev det første nonnekloster grundlagt af markgreve Gero.
I 962 kronedes Otto I i Rom af pave Johannes XII
973-983 Otto II Under Otto II, Otto III og Heinrich II udvikledes brugen af søjler og piller. Ibrugtagningen af den saksiske støtteveksel som bærende element i basilikabygninger indlededes. Kendetegnende stilelementer er det flade tag, de store buer mellem sideskib og hovedskib, korsskæringerne gøres større og bredere.
983-1002 Otto III Otto III blev kejser fra 996 og kronedes af pave Gregor V i Rom den 21/5 996.
1000 Kristendommens udbredelse Omkring år tusind havde store dele af Europa kendskab til kristendommen. Nogle af de yderste landområder var dog ikke rene kristne riger, men betragter vi landkortet år tusind, så er Europa kristent bortset fra de sydlige 2/3 af Spanien, Sicilien, Albanien, Grækenland, Rusland og de østligste Østersøegne samt Finland. Dette område bekendte sig til pavens overhøjhed.
Grækenland, Bulgarien, Albanien, en lille del af Den italienske Støvlehæl, Centralrusland og hele Tyrkiet var under østkirkelig indflydelse under patriarken i Konstantinopel med patriarker i Ochrid i Albanien og i Antioch på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
Endelig var der en lille enklave med monofysiter omkring Ani i Kaukasus. [9847 p.54]
1002-1024 Heinrich II Tyskland fik en vis føring i arkitekturudviklingen. I 1010 begyndte bygningen af Skt. Michaelskirken i Hildesheim under biskop Bernward.
1095-1100 Første Korstog Korstogenes kronologi er behandlet under religionshistorie.
1024-1039 Konrad II Konrad II blev den første af de frankisk-saliske kejsere. Han var konge fra 1024 og kejser fra 1027.
Under ham og efterfølgeren viser arkitekturen en differensiering af murkroppene ved forskellige kombinationer af de bærende elementer i det, der kaldes støtteveksel, hvor søjler og piller veksler. Der byggdees søjleknipper, hvor der hidtil kun havde været enkeltsøjler. Sideskibene overhvælvedes, og korsskæringstårne opførtes.
1039-1056 Heinrich III Heinrich blev gift med Knud den Stores datter Gunhilde.
1040 begyndte bygningen af klosterkirken i Jumièges, der blev et vigtigt arkitektonisk værk. Den er nu ruin, hvor murene står uden overdækning. Der er adgang til museet på stedet.
1056-1106 Heinrich IV I begyndelsen af det frankisk-saliske dynasti var Tyskland førende i arkitekturudvikling, men efterhånden flyttede udviklingsområdet mod vest til Normandiet og mod syd til Burgund. Med denne regent er den tidlige romanske tid slut.
Speyer domkirkens opførelse indledtes i 1080.
I 1061 blev klosteret St. Etienne i Caen grundlagt.
Omkring 1063 begyndte opførelsen af Markuskirken i Venedig.
1073 bliver Gregor VII pave og påbegyndte reformer.
1078 Kirken i Santiago de Compostella byggedes.
1081 Speyer domkirke ombyggedes, og flere steder blev grathvælv indbygget.
1095 Korstog Pave Urban II prædikede for det første korstog, der førte til erobringen af Jerusalem i 1099.
1098 blev Cistercienserklosteret i Citeaux grundlagt og dermed begyndte ordenen sin ekspansion.
1106-1125 Heinrich V Højromansk tid indledtes. Under Heinrich V og til Frederich I Barbarossa begyndte de første helt hvælvede storrum samt tværgallerier, ribbehvælv og stræbepiller at vise sig. Sidst i perioden viste de første spidsbuer sig i Burgund.
1115 Cistercienserklosteret Clairvaux blev grundlagt, og Bernard blev abbed, 1115-1153.
1122 Investiturstriden blev bilagt ved konkordatet i Worms.
1125-1137 Lothar III I 1130 indviedes Cluny-III-kirken.
Mainz domkirke blev færdiggjort i 1137.
1138-1152 Konrad III I anden halvdel af århundredet begyndte gotikken i Frankrig.
1152-1190 Frederich I Barbarossa Med Frederich I var den højromanske tid slut. Worms domkirkebyggeri indledtes 1181.
I 1160 begyndte opførelsen af den gotiske domkirke i Laon i Frankrig.
1185/86 styrtede Lincolns hvælvinger sammen ved et jordskælv, og på det tidspunkt havde domkirken ingen biskop. Biskop Hugh blev udnævnt i 1186, og Hugh begyndte straks at indsamle midler til kirkens genopførelse. Opførelsen begyndte fra øst og med spidsbuer og andre tidlig gotiske træk. Da Hugh døde i 1200 var man nået til vestenden. [5132]
1190-1197 Heinrich VI Senromansk tid begyndte. Senromanske bygninger findes hovedsageligt i Tyskland. Frankrig er blevet gotisk, og England følger efter Frankrig. I de senromanske bygninger i Tyskland benyttedes også spidsbuer.
I 1194 brændte den romanske domkirke i Chartres.
1198-1218 Otto IV Den første af Hohenstaufenkejserne.

 

Oprindelsen af ordet »romansk«

Ordet romansk stil anvendes om arkitekturen fra 1000 til 1200, men er uden virkeligt indhold eller reference direkte til romerne. Det er - lige som ordet renæssance - først benyttet om stilen længe efter, den var fremherskende. Ifølge nogle arkitekturhistorier skulle ordets 'opfindelse' stamme fra franskmanden Charles-Alexis-Adrien de Gerville, -1818-, mens [9878 p.13] anfører Auguste Le Prévost som ophavsmand i 1818. [OED] har sit første citat med ordets arkitektoniske betydning fra 1819.

ROMANSK STILART - definition og indledning

I neoklassicismens tidsalder blev de middelalderlige bygningstyper fundet mindre værdifulde, hvilket ofte betød nedrivning eller hårdhændet restaurering. Da den efterfølgende stilart, romantikken, derfor i begyndelsen af 1800-tallet blev mode, blev de middelalderlige former igen interessante, og en afsmittende effekt af dette blev, at kirkebygninger opført i 1800-tallet i udstrakt grad genbrugte de romanske og gotiske former. I Danmark, Tyskland og England findes en mængde kirkebygninger, der er opført over samme grundelementer, som de ægte romanske og gotiske var. Danmark har bygget romanske landsbykirker i forstæder og på landet helt op i 1900-tallet, så stilarterne romansk og gotisk er, som det siges i Romanesque [9878], blevet sakralbygningsstilarter. I disse stilarter er der også bygget andre bygningstyper, som stadig er komplette: slotte, herregårde, muranlæg, broer m.v.

Sociale og politiske forhold

Det vesteuropæiske samfund var i den romanske stilperiodes tid hovedsageligt en slags klansamfund. Lensvæsen og feudal samfundsorden var den almindelige organisationsform, og i en del af perioden kæmpede forskellige fyrstehuse om magten flere steder på både kontinentet og i England, i hvad der var en slags borgerkrig, selv om nationstankerne endnu ikke var stærke. Det var tilknytningsforholdet til fyrsten, der bestemte samfundsordenen. Befolkningen havde reelt ingen anden mulighed end at følge fyrstens vilje.

Kirkens organisation

Kirken blev efterhånden organiseret under fyrsten. Det var en fyrstekirke, og med mellemrum var der kamp mellem kirke og fyrste om overherredømmet. Indtil investiturstriden, 1075, og Heinrich IVs regeringstid som tysk-romersk kejser var kirken og kongemagten en samlet magtenhed, men netop uenighed om pavens eller fyrstens ret til at besætte ledige poster i kirken førte til stridigheder og blivende modsætningsforhold mellem kirke og verdsligt samfund. I hele den romanske periode var pavemagten dog svag og måtte have støtte fra enten de tyske kejsere eller de franske konger for at modstå pres fra bl.a. de stærke slægtsklaner i Italien.

Religionen var drivkraften både bag de store bygningsarbejder og bag så godt som alle andre af samfundets kulturtiltag. Kristendommen var det altdominerende kulturfundament, og menigheden var aktiveret i kampen mod hedenskab og kætterske tanker både langs rigernes grænser udadtil og internt. Fx var truslen fra muslimske områder i Spanien og hedningers indfald fra øst langs Tysklands grænse stadig en virkelig fare, og fra slutningen af 1000-tallet blev korstogene og kampen mod muslimske samfund drivkraft for store krigsekspeditioner.

Af tiendebetaling til kirken gik en tredjedel til kirkebygninger. Klostrene fik især i slutningen af perioden store gaver af fyrster og skillinger fra mindre velslåede troende for at bidragyderne kunne opnå klostrenes forbøn i himlen. En del af denne indtægt blev brugt til forskønnelse af klosterbygningerne.

Romansk stilart

Overordnet beskrevet blev stilen et miks af romerske stilelementer og kristendommens behov for specielle bygningsmæssige funktionaliteter, for at præster m.fl. kunne gennemføre de mange ritualer i kirken. Perioden går fra omkring år 1000 til 1200, hvor romansk stil afløses af gotikken. Det er bemærkelsesværdigt i både Tyskland og Danmark, hvor mange eksisterende bygninger der er blevet rejst i dette relativt korte åremål. Det er ekstra bemærkelsesværdigt, fordi der i perioden 1000-1500 ikke blev taget hensyn til de eksisterende bygninger, såfremt man ville have noget bedre eller større rejst i stedet. Man rev den gamle bygning ned, og en ny blev bygget på stedet. Det er en udvikling, der kan aflæses på mange af de gotiske kirkebygninger, der er bygget på et romansk fundament.
[9878 p.7]

Nogle bygninger forfaldt totalt, således bl.a. den gamle meget store og historisk betydningsfulde romanske St. Martin domkirke i Tours, og til sidst - i 1700-tallet - var den kun en ruin.
[9878 p.9]

Romansk er et overbegreb, og der er mange regionale forskelle i den udviklede stil og de benyttede sædvaner - akkurat som der var flere forskellige ritualer i kirken i forskellige egne. Påvirkningerne kommer også fra flere sider. Først og fremmest fra romertidens bygninger men også fra Byzantium, Syrien, og fra hele Mellemøsten under korstogene kan der spores forbilleder for bygningsværkerne. Der var stor rejseaktivitet og udveksling af viden om bygninger gennem berejste kirkelige embedsmænd har været betydelig og relativ hurtig. Kirkens uddannelsesaktiviteter og rejsende håndværkere og andre bygningskyndige har også udbredt nye tiltag og stilelementer. Nogle forfattere taler om forskellige skoler inden for stilarten. Skolerne er regionale. [EB] benytter ordet familier og pointerer indirekte de regionale forskelle ved at behandle perioden område for område.

Periodens kirkebygninger var domineret af basilikatypen, men der blev også opført centralrumskirker. I Ottomarsheim i Elsass opførtes i 1030-1049 en oktogonkirke med klosterhvælv, og i Essen blev der for enden af en kirke tilbygget en halv sekskant som frøkenstiftelse allerede omkring år 1000. Centralrumskirkerne havde som model Aachenkapellet. I England står endnu i Cambridge en rundkirke opført 1130. Inderrummet er delt i en omgang, der mod centeret er adskilt med otte søjler, og et centerrum. I England er der kun yderligere tre centralrumskirker fra perioden.
[9879 p.80 + 130f]

Bygmester og stenhugger
Byggeriet blev forestået af en bygherre, der kunne påtage sig også arkitektens rolle, og det var i den første del af perioden næsten uden undtagelse folk fra klostrene, der mestrede byggeteknikken. Men efterhånden, som byggeaktiviteten steg, var det ikke tilstrækkeligt med klosterbygningskyndige, og flere og flere lægfolk blev oplært og deltog i aktiviteterne på alle niveauer, hvilket gør, at da vi kommer frem til omkring 1200, så er det ikke længere klosterfolk, men civile bygningshåndværkere, der opfører kirkerne. Håndværkerne var tit omkringrejsende organiseret i håndværkergrupper, der i det tyske område kaldes for »Bauhütten«.
[9879 p.91]

De tanker, der lå bag udformningen af de romanske kirkebygninger, havde deres oprindelse i kirkens ritualer, hvis funktioner skulle kune udføres i bygningerne. Bag ritualerne lå igen den kristne symbolverden, fx processionsvejen rundt i kirken efterlignende vandringen til Golgatha, eller den visuelle synslinje op gennem skibet til helligdommen i øst som symbol for den smalle vej til paradis. Ofte blev symbolverdenen understøttet af udmsykningen i kirkerummene, og når vi i dag i restaurerede kirker ser de ofte meget enkle mure, piller og vinduer uden farver og uden billeder, så ligger disse synsindtryk langt fra middelalderens kirkerumsudsmykning.

Detaljer i romansk stil
De enkelte stiltræk, der til sammen definerer romansk stil, er mange, og nogle af dem findes kun i visse områder eller i visse skoler, hvor udviklingerne fandt sted. Det er især om Frankrigs romanske udvikling at begrebet romanske skoler benyttes om de regionale centre. I engelsk litteratur betragtes øriget også som et særtilfælde i denne henseende. Således siges det i [9087 p.32f], at der i engelske kirker er fem detaljer af betydning for stilforskellene:
  • Proportionerne mellem arkadeniveau, triforium og klerestorium
  • Pillernes og søjlernes form
  • Brugen eller fraværet af halve søjler og kragbånd
  • Triforiumbuernes udformning - fx søjledelt
  • Loftstypen
 Af yderligere detaljer er fx søjlekapitælens udvikling fra terningkapitælen til en udhugget og reliefsmykket kapitæl ogå et periodetegn. Men som konklusion ser det i dag ud til, at skolebegrebet er under kraftig kritik som et anakronistisk og stift klassifikationssystem, som kun sjældent kan bevise noget som helst.
[9878 p.58f]

Som eksempel på romansk byggeri i det tyske rum beskrives de to kirker i Hildesheim nærmere:

HILDESHEIM

Hildesheim har flere kirker af stor ælde. De to mest omtalte er domkirken og St. Mikaelskirken. Bispedømmet Hildesheim formodes grundlagt omkring 815, og omkring en kilometer derfra i NE-lig retning blev samtidig opført en bispegård, der kaldes Villa Hildesheim. Kort tid efter blev St. Michaelsklosterkomplekset påbegyndt NNW for domkirken.

Omkring år 1000 blev Mauritiusstiftet W for byen grundlagt, og i midten af århundredet opførtes Korskirken E for domkirken. Korskirken er den eneste af byens kirker, der har bevaret de romanske tribuner. Omkring 1130 grundlagde man St. Godehardskirken, der tilhørte et Benediktinerkloster, og i 1140 blev sognekirken St. Andreas opført mod NE, og længere ude i samme retning blev rådhuset bygget. I 1167 besluttede byen at omgive de nu bebyggede arealer med en samlet bymur.

Reinald von Dassel, Frederik Barbarossas kansler, var tidligere domprovst i Hildesheim 1149-1159, hvorefter han blev ærkebiskop i Kölln. Han var involveret i Hildesheimkirkens byggeprogram.

Hertugdømmet, som byen tilhørte, blev ophævet i 1803, og byen blev endeligt indlemmet i Hannover i 1815.

Domkirken
Stiftet, der oprindeligt var en missionspost fra 780, var forberedt som hovedsæde for Det sachsiske Stift allerede i Karl den Stores tid, men stiftet blev føst oprettet efter Karls død under Ludvig den Fromme. Det oprindelige bispesæde, som byen var underlagt, lå i Elze ved floden Leine ca. 20 km VSV for Hildesheim.

Nogle af de første biskopper i Hildesheim var:


Bernward var kejser Otto IIIs lærer, og han var rådgiver for kejserinde Theophanu, Otto IIIs moder. Han var biskop fra 993 og var i 1001 på en forretningsrejse til Rom, hvor han må have set Trajansøjlen, som senere blev model for den 3,8 meter høje søjle, han havde bestemt skulle rejses ved hans grav. Søjlen viser 23 scener fra Jesu liv og blev i Bernwards levetid anvendt under påskefestlighedernes processioner. Bronzestøberarbejdet er et af kirkens klenodier, og det står i det S-lige tværskib. Bernwards søjle, ved man fra indvielsesdokumenter, blev opstillet 1022.

Domkirken, som den ses i dag, er næsten totalt genopført efter den blev udbombet den 2. marts 1945. Efter næsten hele byen var bombet til ukendelighed, stod kun kirkens S-lige midterskibsvæg og sideskib, tårnfacaden og til dels grundmurene for hele den E-lige del tilbage. Den første kirke var et Mariakapel, der blev forbundet til en nybygget kirke i 872, og hvis midterskib og tværskib stort set er overensstemmende med de samme områder i nutidens domkirke. En af de første kirkebrande skete i 1031, hvorefter biskop Godehard iværksatte genopbygningen.

Kirken brændte allerede igen den 23. marts 1046. Derefter begyndte biskop Azelin en genopbygning fra vestfacaden og efterfølgeren fortsatte med basilikadelene. Laurentiuskapellet på sydsiden kom til i 1110, og apsis i koret blev fornyet omkring 1120. Senere - men efter den romanske stilperiode - kom skibets sidekapeller og Antoniuskapellet til, og endelig omkring 1718 blev kirken »barockisiert«. Denne barokrestaurering blev ikke genopført efter WW2, hvor man tværtimod forsøgte at tilnærme arkitekturen til det oprindelige ved at skele til domkirken i Minden, der var bygget med Hildesheim som model.
[9614 p.140f]

Kirkens indre er i dag meget fersk men monumentalt, hvor det er vægmasserne selv, der dominerer indtrykket af rummet, men det er en nutidig arkitekturopfattelse og har ikke noget med middelalderens rumforhold at gøre. Skibets arkader har P-S-S-P støtteveksel. Sideskibene er meget brede med planloft - mod nord i Godehardkoret i paradisområdet er de gotisk udstyret.

Af kirkens udstyr fra romansk tid findes et støbt dåbskar fra senromansk tid ca. 1225. Karret har figurfriser med jesushistoriske motiver. Det vigtigste udstyrsstykke er kirkens bronzedøre, der er støbt 1015, men det er tvivlsomt, om de oprindeligt blev fremstillet til denne kirke, hvor de blev indsat i vestfronten senest 1035. Støbningen er udført med fremstående næsten fritlagte relieffer, og processen er beskrevet i et dokument i St. Michaelskirkens arkiv, hvori det står, at modelleringen foregik i voks, der sanddækket blev omsvøbt med ler, og lermodellen blev brændt på et leje af sand, og voksen smeltede bort. Det flydende metal blev så fyldt i lerhulrummet, og efterhånden som metallet flød ind, kunne luften undslippe af en mængde små lufthuller og kanaler. Metallet var blevet udvundet i Rammelsbergminerne i Goslar. Disse miner er i øvrigt også UNESCO verdenskulturarv. De to dørhalvdele viser i en serie relieffer på den ene side scener fra Det gamle Testamente og på den anden side tilsvarende fra Det Nye.
[9786 p.92]

Øst for koret ligger kirkens korsgang, der stammer fra midten af det 12. århundrede. Korsgangen er i to etager, hvor overetagen gentager den saksiske støtteveksel med P-S-S-P. I midten af klostergården står et kapel indviet til Sankt Anna, hvor nogle murdele kan tidsfæstes til 1321.

St. Michaelskirken
Klosterkirken Sankt Michael i Hildesheim blev i 1985 optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Kirken blev bygget fra 1010 til 1022, og bygmesteren var biskop Bernward af Hildesheim, der desuden var politiker og kunstner.
Skt. Michaelsklosteret blev grundlagt som datterkloster til Skt. Pantaleon i Kölln, og krypt og vestkor blev indviet 1015, mens hele kirken var færdigbygget i 1033. Kirken brændte på et tidspunkt mellem 1162 og 1164, og genopbygningen blev indviet i 1186. Under denne genopbygning blev kirkens S-lige sideskib stilændret til gotisk.

Efter Trediveårskrigen, 1618-1648, nedbrød man det vestlige korsskæringstårn, og vesttværskibets sydarm samt østkoret. Efter en periode med barok stil i disse dele blev kirken tilbageført som romansk ved en restaurering i 1855-1857, men først i 1910 blev man færdig med det vestlige tværskib. Efter WW2 ødelæggelserne blev man så enige om en komplet restaurering af det ottonske bygningsværk. Dette var muligt, fordi tegningerne af kirken fra før dens ombygning efter Trediveårskrigen stadig eksisterede.

Den oprindelige kirke er en videreudvikling af basilikatypen, hvor der er taget hensyn til de omfattende ritualer og den fremvoksende relikviekult ved bl.a. at placere flere alterpladser og processionsgange og have et stort tilskuerrum. Grundplanen er kendetegnet ved en strengt overholdt symmetri, hvor skibet er bygget over et kvadrat med 9 m sidelængde. Modulet er markeret med piller, og mellem hver pille er placeret to søjler, så der fremkommer det forløb, der kaldes støtteveksel af nogle kaldet den saksiske støtteveksel: P-S-S-P. Antallet af piller og søjler er nok ikke tilfældigt tolv, men valgt ud fra de symbolske kristelige talværdier = evangelister og apostle. Det formodes, at dette er første gang støtteveksel er benyttet i en sakralbygning.

Man må ikke forestille sig, at målene er overholdt på centimeter, idet det optiske syn spillede en stor rolle, og hvor bygmesteren derfor indbyggede skæve vinkler, aftagende tykkelser etc. for at beskueren fra gulvhøjde skulle få det rette »lige« indtryk.

Der er tværskib i både østenden og vestenden, og tværskibene har samme højde som langskibet. For enderne af alle fire tværarme er der pulpiturer, emporer, i to etager. De kalds også på tysk for englepulpiturer. Der er udvendige runde trappetårne for enderne af alle fire tværskibsarme.

Kirken har kor i både vest og øst. Østkoret afsluttes med en halvrund apsis, og det samme gør sideskibenes østender. Vestkoret er dybere end østkoret, og det er hævet for at give plads til en relativ lavloftet krypt, der er overdækket med tøndehvælv. Krypten, der hørte til den i 1015 indviede del, rummer gravmæle for Den hellige Bernward, der døde 1022.

Under WW2 led denne kirke ikke samme skade som domkirken, og bl.a. kan en del af det flade træloft i midterskibet dateres til omkring år 1200. En del er fornyet efter nedstyrtningen af korsskæringstårnet i 1600-tallet.
[9614]


OttONSKE BYGNINGER
Af større sakralbygningsværker fra ottonsk tid i 11. århundrede, er der bl.a. følgende:

  • Augsburg - domkirken
  • Bamberg - domkirken
  • Eichstätt - domkirken
  • Halberstad - Liebfraukirken
  • Kölln - Otte kirker fra perioden: St.-Adalbert, St.-Andreas, Aposteln, Caecilien, Heribert, Maria, Pantaleon, Severin
  • Lüttich - St Johannes Kirche, St. Lambert og St. Denis
  • Mainz - domkirken og St. Stephan
  • Merseburg - domkirken
  • Metz - domkirken, St. Marienkirche, St. Peter, St. Vincenz
  • Paderborn - domkirken, Abdinghofkirche, Bartholomäuskapelle
  • Regensbrug - domkirken, Alte kapelle II, Obermünster, St. Emmeramkirche
  • Reichenau - Mittelzell
  • Soest - St. Patroklus
  • Trier - St. Maximin
  • Würzburg - St. Stephan

FRANKRIG

I Frankrig er der betydende romanske kirkebygninger i Caen i Ste-Trinitékirken fra slutningen af 1000-tallet og i St-Etienne fra cirka samme periode. Basilikaerne har arkade, triforium og klerestorium. Foran klerestoriet er der en balkongang. Sideskibene fik tidligt hvælvede loft.

Cluny og Hirsau
Clunyklosteret i Frankrig, grundlagt 910, blev center for en reformbevægelse inden for benediktinerordenen i anden halvdel af 1000-tallet. Cluny voksede og fik meget stor betydning også i forhold uden for kirken. Klosteret spillede en vigtig rolle i det politisk-religiøse spil omkring korstogene. Teologisk betød reformen ændrede ritualer i gudstjenesten. Clunyklosterkirken, den tredje på stedet, der var en femskibet basilika, fik tilbygget et stort antal kapeller rundt omgangskoret. Kun en lille del af kirken står endnu, idet hovedparten blev nedrevet omkring år 1800.

De to første kirker var meget mindre. Den tredje var simpelt hen enorm til formålet - en imponatormodel uden lige, som blev et forhadt billede på munkenes overdrevne pengefokusering og vellevned, og denne opfattelse af klostret blev medvirkende til kirkens delvise nedrivning. Spørgsmålet om denne overdådigheds religiøse hensigtsmæssighed var en del af polemikken mellem Cluny og den nye Cisterciensiske reformbevægelse fra 1098. Cluny havde på sit højdepunkt over 1400 kongregationer under sig, hvoraf de 200 var af betydning. Samtidig havde Cistercienserne samlet omkring 740 underklostre for munke og lidt flere for nonner.
[EB]

Fra 1079 bredte reformbevægelsen fra Clunyklosteret i Frankrig sig til Tyskland via Hirsau. Fra dette kloster blev omkring 200 tyske benediktinerklostre reformerede. Da Clunyliturgien afveg fra den hidtil benyttede og derved betingede nye bygningsrammer, så blev en del kirker efterhånden ombygget. Hirsauskolen er et begreb - omend omstridt - for nogle bygningsdetaljer, hvori bl.a. indgår at sideskibenes kor på langvægsiden mod midterkoret er åbne, så der kan kommunikeres frit mellem tre korafdelinger i bredden.

ENGLAND

I England begynder den romanske periode i 1066. Det siges, at allerede samme aften, som slaget ved Hasting havde fundet sted, gav sejrherren ordre om at opbygge Battle Abbey. Men den romanske stil blev under alle omstændigheder straks indført efter normannisk skik, og det gik bl.a. ud over en hel del saksisk arkitektur.

Blandt de allertidligste større bygningsværker efter 1066 er domkirkerne i Ely, begyndt 1080, Southwell begyndt ca. 1100 og Peterborough i 1118. Den engelske særlige regionale stil har normalt meget lange kor med rektangulære apsider. En anden engelsk specialitet er de de tunge cylindriske piller. De findes bl.a. i Hereford domkirken, hvor de dog ikke er helt runde, men en smule ovale, ca. 15 cm i forskel, med den lange side i kirkens længderetning. Herefords vesttårn faldt sammen i 1786 og hele vestenden blev fornyet og vesttribunen fjernet og erstattet af en ny model.

Ely domkirken
Som eksempel beskrives domkirken i Ely i East Anglia. Stedets historie går i kristen henseende tilbage til 673, hvor Etheldreda, den northumbriske dronning og senere helgeninde, grundlagde et kloster. Dronningens relikvieskrin findes stadig i koret. Etheldreda døde i 679, og af hendes kirke står der intet tilbage, men der findes en sten, kaldet Ovin Stone, nu anbragt i det S-lige sideskib, og den sten, der er fra begyndelsen af det ottende århundrede, er det nederste af et angelsasisk kors og indskriften er bevaret: Lucem tuam ovino da Deus et requiem. Amen = Oh Gud, Lad dit lys skinne på Ovin.

Under vikingeuroen blev klostret plyndret, og det grundlægges så igen i 970 som et benediktinsk kloster. Det var mens Edgar var konge, og St. Dunstan var ærkebiskop, og klostrets første abbed blev Britnoth. Stiftelsesdokumentet med det landområde, der blev skænket klostret, findes stadig i kirkens arkiv. Abbeden reparerede den nedbrudte kirke, og i vikingetidens slutning kom selveste kong Knud et år og deltog i kyndelmissen her.

Efter normannernes indtog i 1066 blev der i 1081 udpeget en ny abbed, Simeon, og han fik igen retableret klostrets værdigrundlag og påbegyndte desuden den nuværende kirkebygning, og i 1106 var bygningsarbejderne tilstrækkeligt langt fremme til, at helgeninden St. Etheldredas levninger kunne overføres til kirken, og i 1189 var kirken efter cirka 100 års opførelse endelig færdig.

Fra 1109 blev Ely et stift. Det havde tidligere hørt under Lincoln stift, men blev nu med abbed Hervé le Breton et stift, og abbeden blev også biskop, mens prioren blev klosterforstander. Denne særegne konstellation betyder bl.a., at Ely ikke har en bispetrone, da biskoppen fortsatte med at indtage abbedens plads i koret, mens prioren besatte domprovstens sæde overfor.

Den lange opførelsestid betyder, at man kan se udviklingen fra de noget groft tildannede arkadebuer i det østlige tværskib til de højromanske buer og mure i vesttværskibet. Således er kapitælerne på de tidligste dele udskåret og udsmykket med en stilblanding af saksisk og romansk, og i W-tværskibet er stenhuggerarbejderne af en kvalitet, der sammenlignes med Englands fornemste i Durham. Medvirkende til kirkens gode tilstand og de meget få ændringer, der har fundet sted, er byggestenenes gode kvalitet. Byggematerialet blev hentet i stenbruddene ved Barnack, hvor kalkstenen er ekstra hård og uforgængelig.

Skibets arkader har støtteveksel P-S-P-S, men strukturen træder kun svagt frem, da der er tilføjet en del halvsøjler uden på hovedbærestøtterne. Tværskibene er treskibede. Bemalet træloft, der delvis følger spærene, så loftets yderste del i hver side danner en vinkel skråt ned til sidevæggen. Kirken har et særdeles højt triforiumparti. Fra cirka 1100 har kirken endnu enkelte dørportaler med meget fint stenhuggerarbejde. Det gælder fx munkenes dør fra klostergangens østdel til kirken og priorens dør fra samme gangs vestende.

Dog blev ikke hele bygningen opført håndværksmæssigt solidt. Det normanniske centraltårn over korsskæringen faldt sammen i 1322 og ødelagde i faldet koret. Da brokkerne var klaret af vejen, var der et stort tomt areal, som klosterledelsen, især Alan of Walsingham, fik visioner for kunne blive til et rummeligt højt tværrum. De byggede efterfølgende otte piller - fire i tværskibene ud for midterskibets arkader og to ved midterskibets tilstødning og to ved korets tilstødning ved korsskæringen. Fra de otte piller rejser den noget uregelmæssige oktogon sig omkring 24 meter i diameter og afsluttes opefter med et lanternetårn, der når 20 meters højde og dermed i alt 50 meter over gulvhøjde. Selv om denne konstruktion hører til en senere stilperiode, er det stadig en bedrift at få omkring 400 tons bygningsdele til at hvile på de otte egetræststolper uden nogen særlig sideafstøtning.

England i øvrigt
Af Englands øvrige domkirker hører St. Albans domkirken til blandt de ældste. Kirken er opført af flintesten og genbrugte romerske små og smalle mursten, og den er indvendig typisk anglosaksisk romansk, men har i øvrigt lidt en del under både Cromwells og Victorianernes behandling.

I Winchester domkirke er tværskibet romansk og af bedre kvalitet end i St. Albans. Winchesters byggemateriale er kalksten fra Isle of Wight, og opførelsen fandt sted fra 1079-1093.

Domkirken i Chichester har lånt model fra Winchester og har også et skib, der har alle de romanske elementer med arkade, triforium med galleri og klerestorium med søjleopdelte åbninger på de to øverste etager, men alene piller med halvsøjler og terningkapitæler i arkaden. Chichesters skib blev begyndt 1114, men de overflader, vi ser i dag, er opført efter kirkens brand i 1187.

Norwich og Peterborough domkirkerne har også fine romanske skibe. Norwich blev begyndt først i 1100-tallet, og man var nået til skibet i 1120, der indtil en gang i 1400-tallet havde plankeloft, men da blev overhvælvet. Peterborough har nogle meget fine marmorfacader med sten fra Barnack, som klosteret selv ejede. Peterborough blev grundlagt som klosteret i Medeshamstede af kong Peada af Mercia omkring år 655, og munken Saxulf blev dets første abbed. De nuværende bygninger blev efter en brand påbegyndt i 1118, og man fortsatte med at bygge fra øst mod vest i 80 år.
[5128 p.10]

Hereford domkirken har i arkaden romanske søjler, men af en tykkelse, så de egentligt mere er runde piller - og noget bombastiske - og derved ligner de tilsvarende i Gloucester domkirke. Af særlig interesse for udviklingen af den tidlige gotik er Durham domkirke.
[9087]


ORDENSVÆSEN
Om munkevæsen er der flere tekster her på sitet, men en god begyndelse er under munkevæsenets opståen. Derfra er der links til de øvrige artikler om enmet. Klostrene var i perioden af meget stor betydning for sakralbyggeriet, og klostre skød op over hele Europa.

Ved den romanske stilperiodes slutning vandt gotikken frem. Den kom på forskelligt tidspunkt til forskellige steder. Dens kendetegn regnes ikke så meget som værende spidsbuen, men derimod udviklingen af ribbehvælvingen, der dog tidligere var blevet anvendt - om ikke andet så eksperimenterende. Et andet gotisk element er den frie støttebue eller stræbepille, der afstøtter de gotiske høje bygningselementer, som hvælvene sidestøttes mod. Frie støttebuer kom frem omkring 1180'erne.
[9878 p.49]

Jørgen Marcussen


Særligt arkitekturreferencer:
-, -: Danmarks Kirker, Fagordbog, Nationalmuseet [DkKirk]
-, 1991: Encyclopedia Britannica [EB]
-, 2005: Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam [9783]
-, 1983: Lincoln Cathedral, guide [5132]
-, 1991: Oxford English Dictionary, OUP [OED]
Altmann, Dr., et al., 2002: Kathedralen, Klöster und Pilgerstätten Europas, Albatros [9786]
Benzon, Gorm, et al., 1983: Danske bygningsudtryk, Kreditforen. Danmark [M125-K153]
Cartwright, J.L., 1975: Peterborough Cathedral, [5128]
Clifton-Taylor, Alec, 2001: The Cathedrals of England, Thames & H. [9087]
Koch, Wilfred, 1980 c.: Bygningskunst og stilarter, Lamberth, 2. udg., u.a. [5794]
Koch, Wilfried, 1982: Baustilkunde von Antike bis zur Gegenwart, Mosaik Verlag [9879]
McEvedy, Colin, 1992: The New Penguin Atlas of Medieval History, Penguin [9847]
Pevsner, Nikolaus, 1997: Europas Arkitekturhistorie, Politiken [8945]
Stalley, Roger, 1999: Early Medieval Architecture, OUP [9857]
Stierlin, Henri ed., 1966: Romanesque, B. Taschen [9878]
Taylor, Richard, 2004: How to read a church, Rider [9876]
Toman, Rolf (ed.), 2000: Romansk kunst, Könemann [8787]
uidentificeret kilde om: Skt. Michaelskirken i Hildesheim [9614]

 
Retur til toppen.

Opdateret d. 14.9.2014
  
Retur til Græsk antik arkitekturhistorie.
Retur til Romerrigets arkitekturhistorie.
Retur til Tidlig kristen arkitekturhistorie.
Særtekst om Ravennas arkitektur fra ca. 400 til 600.
Retur til Byzantinsk arkitektur.
Retur til Merovingisk og karolingisk arkitektur.
Frem til Gotikken.