Arkitekturhistoriske noter, byzantinsk arkitektur

Revideret 11. august 2014.

INDHOLD
Indledning
Rigets undergang
Kronologi om Det Byzantinske Rige
Kejserrigets hovedstad
Bymurene i Konstantinopel
Byzantinsk arkitekturopdeling
 Byzantinsk arkitektur
Hagia Sophiamoskeen i Istanbul
Sergius-Bacchus-kirken
Korskuppelkirker
Litteratur
Kilder
 
Konstantin, Konstantinopel etc. er i denne artikel stavet med K, mens øvrige latinske ord med C har bibeholdt C. Der er dog mange græske former med anvendt -K-.

INDLEDNING

I forbindelse med flere foredrag og nogen rejseaktivitet har jeg samlet nogle informationer om rigets historie og eksempler på de arkitekturhistoriske forhold med mere.
Riget og dets fjender
Som Det Byzantinske Rige regnes oftest Det Romerske Rige fra hovedstaden flyttedes til Konstantinopel i 324 og til rigets undergang i 1453. I hele perioden var riget udsat for et massivt pres fra de omkringliggende riger og folk. De tidligste var goterne (visigoter og ostrogoter) i slutningen af 300-tallet, hunnerne fra Asien i 400-tallet, avarerne i 500-tallet, perserne fra grundlæggelsen til 624 og longobarderne i 500-tallet.
Fra 600 og fremefter var arabere i 600-tallet, selsjukkerne (seldshukkerne) ved 1000-tallet og i de seneste år forskellige andre tyrkiske og osmanniske folkeslag.
Fra Balkan var fjenderne bulgarerne fra 600-tallet og op mod tusindåret, senere også serbere. I 1000-tallet var det normannerne, der uddrev byzanterne fra Italien, i 1200-tallets første del var det latinerne, der tvang Byzans i eksil, og sådan kom den ene bølge efter den anden mod riget, hvor Konstantinopel på mirakuløs vis overlevede i mere end 1100 år, når man ser bort fra det latinske kejserdømme i 1200-tallet.
Kristendommen
Et andet vægtigt forhold omkring Den Byzantinske Stat var kristendommen, hvor der fra Konstantinopel med kejser og patriark blev taget vigtige beslutninger i kristendommens udvikling inden for dogmer, ritualer og i det hele taget den rette lære. Det betød stridigheder om trosretninger, der blev kendt kætterske som fx monofysitismen, arianismen og nestorianismen. Der opstod og blev aflivet en billedstrid, og den kristne kirke blev i perioden grundfæstet og senere opdelt i en øst- og en vestkirke. Korstogene greb uudsletteligt ind i rigets historie ved historiens mest ødelæggende plyndring foretaget af de kristne styrker fra Europa. Missionerne i hele det østlige Europa og de mellemøstlige stater udgik fra Konstantinopel, og det var til tider utvivlsomt patriarken i Konstantinopel, der var mere magtfuld end paven i Rom.
Kejsermagten
Under alle disse forhold blev riget holdt sammen under en kejsermagt, der til tider var stærk og til andre tider svagere, men hvor folket på intet tidspunkt forsøgte at finde andre styreformer. En kejser kunne væltes, men kejserriget bestod. Af de væsentligste kejserdynastier tæller det justinianske fra 518 til 610, Herakleios' fra 610 til 711, det makedonske med Basileos II, Bulgardræberen, fra 867 til 1056.
Komnenosdynastiet med den kendteste af dets kejsere, Alexios I, og især historieskriftet fra Anna Komnenos om hendes fader. Dynastiet regerede fra 1081 til 1181 med stadig svagere herskere. Fra 1204 til 1261 var uduelige latinere kejsere i riget, og de eksilerede oprindelige herskere skabte modstandsreder i Nikæa og i Trebizond. Efter latinerne kom det palaiologiske dynasti på tronen fra 1261 til 1453. Den sidste kejser var Konstantin XI, der døde på bymuren på dagen, den 29. maj 1453, for byens undergang til osmannerne.

I den lange række af kejsere var der også fremstående kejserinder som Irene fra 797 til 802, under hvem billedforbudet blev ophævet. Søstrene Zoe og Theodora sad på tronen fra 1042 og de følgende år og ofte regerende gennem ægtefæller, og de afsluttede det makedonske dynasti.

Kejserrollen var af uhyre betydning i riget. Kejseren blev mere ophøjet som tiden gik. Fra at være en person indsat af guderne, gik han til at være en person på linje med guderne. Han forestilledes at være specielt udvalgt af Gud, og som sådan blev han æret som en gud med total underkastelse fra borgernes side; man måtte lægge sig udstrakt for kejseren, og ritualer og hofetikette var udviklet til et kompliceret spil, hvor fejl i overholdelse kunne udløse strenge straffe og fortabelse af velvilje. Kejseren troede til tider, at han stod over pave og patriark, men som kirken blev stærkere i samfundet, blev kejserens rolle aldrig tolereret som enerådende over de kirkelige forhold. Kejsernes deltagelse i koncilierne viser, at han ikke kunne gennemføre sin vilje mod den samlede kirke.

Kejseren skulle være meget synlig for folket, og deltagelse i fester og opvisninger på Hippodromen og ved kirkelige processioner var en vigtig del af skuespillet omkring kejserpersonen. Også byrd var væsentlig. At blive født i det kejserlige purpurkammer - at være en "porphyrogenetos" - var af ganske stor betydning for et kerjserbarns senere skæbne.

Kejseren var en vigtig militær person og var ofte den anførende i kampagner mod rigets fjender. Kejseren i spidsen for egne soldater var et styrketegn, og senere års nødvendighed med at måtte bruge lejesoldater på grund af det mindre befolkningstal var et tydeligt svaghedstegn hos kejsermagten.

Rigets undergang

 Det bemærkelsesværdige ved Det Byzantinske Rige er dets vedholdenhed gennem 11 århundreder, hvor det i størsteparten af tiden var omgivet af fjender, der forsøgte at trænge ind på rigets områder. Kejserdømmet formåede gennem mange omskiftelser at holde fjenderne stangen, men ganske langsomt formindskedes rigets områder, og dermed begrænsedes dets midler i skatter og afgifter og naturalier samt ikke mindst menneskemateriale, så riget langsomt blev udsultet.

Det blev derfor sværere og sværere for kejseren at få finanseret forsvarsopgaverne, og der måtte, efterhånden som soldatergrundlaget blev mindre, indføres brug af lejesoldater, der var nøjagtig så trofaste, som den regularitet som deres sold blev udbetalt med. Skal man opstille årsager til rigets undergang, er de følgende forhold væsentlige: Man kan læse rigets svaghed ud fra den manglende omtale, det fik i Vesten i dets sidste år. Før årtusindskiftet og til dels ved korstogene var det mere udførligt omtalt i Vesten, og ambassader blev udsendt, mens det til sidst var kejserne selv, der måtte bede om støtte i Vesten.

Under det sidste dynasti, Palæologernes fra 1261, tog tyrkerne lidt efter lidt de lilleasiatiske byer, og situationen blev vanskeligere for kejseren. Han forsøgte at vinde vestens støtte og gik så langt som til at forsøge kirkelig enhed genindført. Kejsermagten deltog i ambassader til Vesten, især rejsen i 1399 til Italien, Frankrig og England. Rigets udsendinge deltog i konciliet i Firenze, men alle forsøg løb ud i sandet, og riget var prisgivet de talstærke og moderne tyrkeres belejring i 1453.

Når man læser moderne historieværker om Byzans - det vil sige værker fra renæssancen og fremefter - så er der perioder, hvor holdningerne til riget er negative, som i Edward Gibbons værk fra 1700-tallet, men senere i romantikken blev holdningerne mere positive. Også efter 1900 er der store forskelle i forskernes udlægning af historien, og det er måske en af grundene til, at Byzans stadig forekommer mange at være et interessant område at beskæftige sig med. Oplysninger om moderne forskere, der beskæftiger sig med rigets historie er lette at finde på både nettet og på dansk ikke mindst i værket Arven fra Byzans, ed. Øystein Hjort, Sfinx 2010.

KRONOLOGI FOR BYZANTIUM

Romerrigets hovedstad flyttedes til Byzantium i år 325, og i år 395 deltes Romerriget i et Østrige og et Vestrige. En liste over nogle vigtige begivenheder følger nedenstående. De romerske kejsere er sammen med paverne med nogle større begivenheder i vedkommendes liv opført i en regentliste.

Tid Emne Bemærkninger til emnet
313 Toleranceediktet
=
Milanoediktet		 Kristendommen tillades ved ediktet i Milano fra 313.
Den 28/10 312 var slaget ved den Milviske bro, Ponte Molle, udkæmpet. Her havde kejser Konstantin besejret Maxentius, der druknede i floden. Forinden slaget havde Konstantin haft en drøm, der bød ham at kæmpe under korsmærket. Efter sejren blev kristendommen ved nævnte edikt tilladt som religion på lige fod med statsreligionen i Romerriget.
324-330 Byzantium Hovedstaden for det Romerske Rige flyttedes fra Rom til Byzantium, hvor Konstantin på det strategisk vigtige sted grundlagde Konstantinopel, hvor der før lå en lille provinsby. Det Ny Rom*) indviedes den 11/05 330.
Konstantin byggede mange arkitektoniske pragtbygninger.
Konciliet i Nicaea, hvor trosbekendelsen formuleredes, og arianismen kendtes kættersk første gang.
Eusebius af Caesarea skrev sin kirkehistorie - og var selv til stede på konciliet. Eusebius skrev senere sin biografi om Konstantin I.
*) Navnet Det Nye Rom findes i et digt af Optatianus Porfyrius i en retorisk kontekst. Muligvis har kejseren selv i en lov nævnt det. Det er overleveret gennem kirkehistorikeren Sokrates som Deutera Roma, altså mere det andet eller underordnede Rom. Byen kaldtes i de nordiske krøniker for Miklagård og i manuskripter kan man finde forkortelsen Cospoli for Konstantinopel. [R-A-C bd. XXI sp.442, Pauly bd.IV-1 sp.965]
350 Hedensk tro forbydes I hele Romerriget blev de hedenske guder forbudte, og templerne blev nedlagt, ødelagt eller ombygget til andre formål.
353 St. Augustinus Augustinus fødtes. Han blev som voksen biskop i Hippo i Nordafrika og blev senere en af kirkefædrene med meget stor betydning for kristendommen i hele dens historie.
361-363 Flavius Claudius Julianus Kejser Julianus (1450K) forsøgte at undertrykke kristendommen, men da han døde i 363, gik modbevægelsen i stå.
380/391 Kristendommen eneste religion tilladt i riget Theodosius I erklærede kristendommen som eneste romerske religion.
380 Jerusalem Gravkirken i Jerusalem, Anastasisrotunden, er færdig.
382 Rom Bygningen af kirken San Paolo fuori le Mura i Rom indledtes.
395 Rigets deling Det Romerske Rige deltes i det Øst- og Vestromerske Rige.
410 Rom plyndres Visigotherne og andre barbarer fra Nordeuropa belejrede og plyndrede Rom
I Østriget fungerede Johannes Chrysostomos.
422-432 Rom Santa Sabina Bygningen af Santa Sabinakirken i Rom.
424 Ravenna og Galla Placidia Mausolæet for Galla Placidia opførtes i Ravenna.
445 Pavemyndigheden Kejser Valentinianus III foreskrev, at alle biskopper i Vestriget skulle adlyde paven.
451 Konciliet i Chalcedon Det økumeniske koncilium i Khalkedon blev afholdt 8/10 til 1/11 451 i Chalcedon, der ligger på Asiensiden lige over for Konstantinopel. Dette fjerde koncilium behandlede spørgsmålet om Jesus natur og her blev den ortodokse kirke og den katolske kirke adskilt af forskellen i torsbekendelserne. Konciliet var indkaldt af Kejser Marcianus og det fortsatte drøftelser af uoverensstemmelserne fra konciliet i 431 i Efesos.

Monofysisterne udskilte sig og nestorianismen og eutychianismen blev erklæret kætterske. Spørgsmålet om en eller to naturer i Kristus blev løst diplomatisk ved pave Leo Is indgriben og Kristus som værende sand Gud og sandt menneske. De to naturer er uden sammenfald, men uløseligt sammenknyttet. Ikke alle var dog tilfreds med denne afgørelse og mange års strid om sprøgsmålet fulgte.
470 Tours i Frankrig Den store kirke i Tours indviedes til St. Martin.
474 Theodoric Theodoric efterfulgte sin fader som høvding for østgoterne. Han var uddannet i Konstantinopel fra han var syv år.
476 Sidste kejser i Vestriget afsat Kejser Romulus Augustulus (1860K) afsattes, og Odovacar = Odoacer blev konge i Italien, mens Zeno fra Byzantium (1840E + 1840aE) officielt var kejser for både øst- og vestriget.
500 Dionysios Aeropagiten Filosof med mystisk teologi som hovedtese.
526 Ravenna og Theodoric Theodorics mausolæum byggedes i Ravenna.
527 Justinian I Justinian I (1970E) blev kejser.
Han forskønnede Konstantinopel med den første Hagi Sophia, Justiniansøjlen på Augustaion*), senatet i bygningen Magnaura og grundlagde apostelkirken.
Under Kejser Justinianus blev hans lovsamlinger udgivet, hvori romerretten blev samlet op gennem revision og redigering af tidligere udstedte love. Nye love blev udgivet i tillæg senere i hans regeringstid.
Sprogskift fra latin til græsk i både samfund og skriftligt tog fart.
Justinian førte en aktiv handelspolitik. Handel med Østen og silkeproduktion i Byzantium er af betydning. Silkeormen som levende produktionsdyr kom til Byzans i år 551. [NeuP bd.6 sp.715]
*) Augusteion mistede sit præg af torv omkring år 700 og blev en slags forgård til Hagia Sophia. I stedet overtog Forum Konstantinii, der lå på Den Anden Høj, agorafunktionen med bygninger i flere etager rundt periferien og rytterstatuer på toppen af bygningerne. Endnu længere ud af hovedstrøget, Mese, lå Theodorus II's forum. [Pauly IV-1 sp.712]
529 Skt. Benedikt Benedikt grundlagde klostret på Monte Cassino. Benedikt døde omkring 547.
532-537 Hagia Sophia I Konstantinopel byggedes Sankt Sophiakirken.
540 Norditalien generobret En byzantinsk-romersk hær generobrede Norditalien fra ostrogoterne. De holdt dog kun landet til 568, hvor longobarderne erobrede det og oprettede hovedstad i Pavia.
563 Ionaklostret I England-Irlandområdet grundlagde munken Columba et kloster på øen Iona ved Skotlands vestkyst.
565 Justinian døde Kejser Justinian (1970E) regerede fra 527 til 565, og enden på hans regeringstid kan med nogen ret benyttes som oldkirkens slutperiode, bl.a. fordi den øst- og vestromerske kirke herefter udviste mange forskelle både i bygningstradition så vel som i liturgisk henseende.

Justinian samlede riget, så dets udstrækning ved hans død foruden Grækenlandsområdet og Tyrkietområdet bestod af Italien, NW Afrika, Spaniens kyststrækninger og Grækenlandområdet.
I 568 havde lombarderne dog invaderet Italien, og landet blev delt mellem lombarderne i nord, pavestaten i midten og Østriget mod syd og i nogle enklaver.
590 Pave Gregor den Store Gregorius I (2110P) blev pave i 590. Han døde i 604. Samme år konstrueredes en ringkrypt under Peterskirken i Rom.
628 Perserne besejredes Byzantinerne kæmpede i årene 626 til 628 mod perserne, inden de endligt var besejret i 628.
638 Jerusalem tabtes Muhammedanere erobrede Jerusalem.
674-678 Araberne belejrede første gang Konstantinopel Gennem flere omgange forsøgte arabiske styrker at besejre Østriget, men måtte opgive forehavendet. 40 år efter kom de igen.
717 Araberne belejrede anden gang Konstantinopel I årene 717 og 718 forsøgte araberne gennem belejring igen at kue Konstantinopel og få byen til at overgive sig. Murene og befolkning modstod presset.
751 Ravenna erobredes Longobarderne drog ned gennem Italien og belejrede og besejrede Ravenna, der var Østrigets hovedstad i vest. Longobarderkongen satte sig fast i den vanskeligt tilgængelige by.
800 Karl den Store Karl den Store kronedes juledag af paven i Rom som Tysk-romersk kejser. Dermed fik Vesten igen en kejser efter at have været foruden siden 479. Den østromerske kejser havde dog hele perioden anset sig som kejser for et rige, der omfattede dele af Vesteuropa.
843 Billedstriden endte Kirkens strid om billeder i udsmykningen endte med tilladelse til igen at have billeder. De måtte ikke tilbedes, men nok æres.
863 Missionsarbejde Missionærerne Kyrillios og Methodios missionerede blandt de slaviske stammer nord for Romerriget. Fra Kyrillios har man fået navnet på de østeuropæiske alfabet.
975 Generobring af regioner I 964 blev Cypern generobret fra arabiske stammer, i 969 blev Kreta genvundet og i 975 blev Damaskus og dele af Syrien genvundet. Det var en ekspansionstid for Romerne i øst.
1009 Jerusalem Gravkirken ødelagt Gravkirken i Jerusalem blev ødelagt af Kaliffen Al Hakim.
1048 Jerusalem Gravkirken genopbygget Gravkirken genopbyggedes under den byzantinske kejser Konstantin Monomachus (3430E).
1054 Endeligt kirkebrud Det endelige brud mellem øst- og vestkirken skete i 1054.
1071 Slaget ved Manzikert Slaget ved Manzikert i Tyrkiet fandt sted 29/08 1071. Tyrkerne vandt stort, og Romerriget fik aldrig de tabte områder tilbage.
1099 Korstog Jerusalem generobredes under det første korstog
1102 Erik Ejegod Vor danske konge, Erik Ejegod, var i Konstantinopel.
1136 Pantokrator kloster Kejser Johannes II oprettede et stort hospital i klostret i Konstantinopel.
1159 Antiochia Kejser Manuel I erobrede Antiochia.
1176 Kampe mod tyrkerne Byzantinerne led nederlag i kampene mod tyrkerne ved Myriokefalos i Lilleasien.
1204 Fjerde korstog Fjerde korstog endte ved Konstantinopel, der plyndredes, og det latinske kejserdømme oprettedes.
1261 Latinernes kejserrige endte I 1261 lykkedes det de græske romere at generobre Konstantinopel efter korstogslatinernes fejlslagne rigsdannelse.
1341 Konstantinopel koncilium Konciliet stadfæstede Gregor Palamas' doktriner, der handlede om hesykasmen, der handler om indlevelse i den personlige, navlebeskuende bøn i en sådan grad, at forbindelse til guddommen opnås.
Gregory Palamas, 1296–1359, var munk på Athos og blev ærkebiskop i Thessaloniki. Helgenkåret 1368.
1389 Slaget ved Kosovo Tyrkerne knuste det serbiske rige under kampe i Kosovo i 1389.
1394 Konstantinopel belejredes I årene fra 1394 til 1402 belejredes Konstantinopel af tyrkerne flere gange, og det byzantiske riges område uden om hovedstaden blev stedse mindre.
1402-1403 Thessaloniki generobredes I 1402 besejrede Tikur Lenk osmannerne, og i 1403 genvandtes Thessalonikiområdet og integreredes i Byzantiske Rige.
1438 Kirkemøde i Firenze Kejser Johannes VIII forsøgte at vinde forbundsfæller i vestromerske rige ved at deltage i kirkemødet i Firenze, men fik ikke praktisk udbytte af sine indrømmelser, da kirkemyndighederne i hverken Rom eller Konstantinopel var indstillet på kompromiser.
1453 Østromerske Rige opløstes Konstantinopel faldt til det ottomanske rige. Kejseren døde på muren den 29/05 1453 og samme dag indledtes tyrkernes plyndring og hærgen.

 

Efesus - Ephesos

Byen Efesus på Lilleasiens vestside har været opbygget i flere omgange, og mindst fem bylag kan påvises. De to tidligste er ikke udgravet. Den tredje by er den græsk-romerske fra 300 f.Kr. til 600 e.Kr. Den fjerde by er den byzantinske med bl.a. ruinerne af Johannesbasilikaen, og den femte by er den nuværende.

Byen var indtil 334 f.Kr. under persisk overherredømme og kom derefter under Alexander den Stores makedonske rige. Han gjorde general Lysimarchos, 355-281, til statholder i byen. Havnen var da ved at sande til, og Lysimarchos fik den opmudret. Statholderen byggede en ni kilometer lang bymur og arbejdede i byplanlægningen ud fra Hippodamus' plansystem med de vinkelretkrydsende veje. Der anslås på det bedste tidspunkt i perioden at have været cirka 250.000 indbyggere i byen. Det er denne bys ruiner, der dominerer udgravningerne i dag.

Fra år 133 f.Kr. kom Efesus med Pergamonkongen Attalos III's arv til Romerriget, og i 88 f.Kr. var byen i borgerkrigen mod Rom og grækerne myrdede 100.000 romere i byen. Sulla tog hævn. Byen og oplandet blev i 31 f.Kr. gjort til romersk provinshovedstad, hvilket blev indledningen med 250 års fredelig romersk styre. Byen blev i denne periode forskønnet med smukke bygninger og kunst.

600 e.Kr. var havnen sandet helt til, og byen blev en indlandsby. Malaria bredte sig, og byen blev flyttet 3,5 km længere op på højdedraget. Det er her Johannesbasilikaen er placeret. I 668 blev byen erobret af arabiske tropper og skiftede derefter gentagne gange herksere frem til 1426, hvor osmannerne endelig tog byen og holdt den til rigets sammenbrud i 1918.
Bynavnet blev 1914 ændret til Akincilar og i 1922 til Selsuk.
[Efesus]

 

OLDKIRKEN

Om den kristne kirkes opståen findes en tekst i afsnittet om Germanias udvikling. En forkortet udgave af nævnte tekst er indsat i arkitekturnoternes tredje del.


KEJSERRIGETS HOVEDSTAD i BYZANTIUM
Allerede under Kejser Diocletian blev der oprettet hovedstad for den østlige del af riget i Nicomedia. Konstantin fik andre ideer, og forlagde hovedstaden for hele riget til Byzans.

Da den romerske kejser fandt hovedstaden Roms stilling for ustabil og ønskede at flytte hovedstaden til et mere centralt sted i riget, faldt valget på en ubetydelig bebyggelse på et strategisk formidabelt sted, nemlig Byzantion eller på latin: Byzantium. Byen lå på den europæiske side af Bosporus / Bosphorus / Bosporus Thracius på en trekantet halvø, der på den ene søside mod syd og vest har Marmarahavet og på den anden side fjorden, Det Gyldne Horn, mens sejlløbet til Sortehavet passerer sydøstspidsen af halvøen og fortsætter forbi Det Gyldne Horn-fjorden og ind i selve Bosporusstrædet, der ledte til Pontus Euxinus også kaldet Kara Deniz eller Sortehavet. Byens omgivende vande blev kaldt De tre Have.

Det Gyldne Horn fik sit navn fordi indløbets form er som et drikkehorn, og det gyldne hentyder til de rigdomme som egnen var rig på - både de naturrigdomme, som kunne høstes, og de trafikmæssige forhold, som fjorden giver for handel, hvor skibene kunne ligge i rolig sø. På visse kort kan man se navnet Keras brugt om fjorden. Fjorden har ved indløbet en dybde på 30-40 meter, der hurtigt aftager til 10 meter ved Porta Phanarii, der ligger ca. midtvejs mellem Konstantins og Theodors mure.
[9460 p.55, Pauly bd.III sp.744 + 750]

Oprindelsen til den romerske interesse lå langt tilbage, men de nærmeste begivenheder, før hovedstadsværdigheden indledtes i 324, begyndte med kejser Septimus Severus (0690K), der efter at have nedkæmpet et oprør og medfølgende plyndring i år 196 genopbyggede byen, der atter blev plyndret i 268 af Gallienus (0960K). Byen modstod senere goternes invasionsforsøg og mærkede kun begrænset til de romerske borgerkrige. Det var først, da Konstantin nedkæmpede sin modstander, Licinius, ved den nærliggende by Chrysopolis på Asiensiden den 18. september 324, at byen kom i verdensrigets centrum. Det tog kun få uger efter Konstantins sejr, før grundlæggelsesritualerne og -dokumenterne var blevet gennemført på søndagen den 8. november 324, og byen blev officielt indviet som hovedstad den 11. maj 330. Det officielle navn var da "Det Ny Rom".

I den tid, hvor den tetrakiske styreform med fire præfekturer styret af fire kejsere fungerede fra 293 til 313, var Nicomedia i Bithynien hovedstad for den østlige del af riget. Diocletian var den første kejser til at benytte den som hovedstad. Nicomedia ligger på den asiatiske side af Marmarahavet helt inde i bunden af den nordøstligste fjord ved den moderne by Izmit. Konstantin benyttede også Nicomedia som hovedstad fra 324 til 330, da Konstantinopel blev indviet som hovedstad, og Konstantin døde i nærheden af byen i 337.

Området ved Byzantion, som kejser Konstantin udså sig, havde syv høje modsvarende samme antal i Rom, hvilket var af symbolsk betydning. Byens navn menes at stamme fra Byzas, den græske hærfører fra Megara, der omkring 650 f.Kr. erobrede området fra de herboende trakiske bønder og grundlagde byen første gang.*) Legenden fortæller, at de gode folk fra Megara havde spurgt deres lokale orakel om en passende bofæstelse, og han havde svaret, at de skulle grundlægge byen over for den blinde. Da de kom ind i Bosphorus og på Asiens side så de græske kolonier og samtidig opdagede forbjærget på Byzanshalvøen, så forstod de, at de blinde var de grækere, der ikke havde set Byzans' muligheder, og de angreb derfor halvøens bønder og underlagde sig området.
*) Med græske bogstaver: Βυζαντιον

Da Konstantin flyttede hovedstaden hertil, blev byen gendøbt Konstantinopel = Constantinople, og dette navn blev i Vesten officielt og generelt brugt om byen, mens tyrkerne, da de erobrede byen, døbte den Istanbul, hvilket skyldes en sproglig misforståelse - menes det - fordi de havde hørt borgerne bruge de græske ord eis ten polis, som betyder inde i byen / i byen.

Befolkningstallet for by og opland var i 500-tallet over en halv million, men gik tilbage indtil midten af 700-tallet for derpå igen at stige og nåede toppen i 1000-tallet med over en halv million. Ved år 1300 havde Konstantinopel kun 100.000 indbyggere og lige før tyrkernes erobring var byens størrelse formindsket til omkring 40.000 indbyggere. [NeuP bd.6 sp.717]

I dag er den gamle by på hornet, Stamboul, forbundet med broer til den nye del på den modsatte side af Det gyldne Horn, Beyoglu. De bydele, der i dag ligger på den asiatiske side, kaldes for Üsküdar og Kadiköy, der er det samme som de klassiske bynavne Chrysopolis og Chalcedon, sidstnævnte kendt fra et af de tidlige økumeniske koncilier.

BYENS MURE

 Halvøen, som Konstantinopel ligger på, er mod nord afgrænset af fjorden Det Gyldne Horn, Keras, mod øst af Bosporusstrædet, Bosphorus, og mod syd af Marmarahavets nordligste ende, Propontis. Halvøen har form af en trekant med grundflade mod vest og en stump spids mod øst.

Iflg. Edward Gibbons The Decline and Fall, så udstak Konstantin selv grænserne for byen, idet han med sit spyd indstregde forløbet af den bymur, han lod opføre, og som ikke længere eksisterer. Uden at nævne kristendommen, sagde han til sine tjenere, der på et tidspunkt mente, at byen nu måtte være stor nok: "Jeg agter at fortsætte, indtil han, der usynligt går foran mig og leder mine skridt finder føje for at stoppe." Der blev herved afstukket land nok til at byen kunne vokse, men byen udvoksede hans udmålte areal, hvilket ikke var tilfældet med den theodosiske mur.
[7557]

Byen udviklede sig fra halvøens spids og indad mod land mod vest. På et tidspunkt blev en forstad, Galata, på landspidsen nord for Det Gyldne Horn anlagt, og der var generelt trafik over Bosporus til den asiatiske del med byen Chrysopolis (det antikke navn, i middelalderen kaldet Scutarion og nu Üsküdar) mod nord og Kalkhedon / Chalcedon, nu Kadiköy, mod syd. Længere inde i en dyb fjord syd for Chalcedon lå Nicomedia, nu Izmit, hvor kejseren under tetrakiet havde haft hovedsæde.

Byzantions tidligste bymur strakte sig fra vandkanten på nordkysten af halvøen neden for byens akropolis. Lige uden for murens begyndelse lå mod vest havnelagunen senere indrettet til havnebassinet, Prosphorion, og herfra løb muren mod syd-syd-vest uden om Milion (nulpunktet for afstandsmålinger fra byen) og drejede lige før Hippodromen (der blev bygget på i perioden fra ca. 205 til 330) mod øst og nåede søkanten omtrent på midten af selve halvøen ved kvarteret senere kaldet Mangana. Muren omsluttede stort set det, der kaldes den Første Høj med akropolis. Både den senere byggede Hagia Sophia og Hagia Irene kom til at ligge inden for denne mur. Denne mur, hvis oprindelse går tilbage til før vor tidsregning, havde 27 tårne og nogle porte, hvoraf den ene åbnede ud mod Milionsøjlen, hvis rester står endnu.

Den første mur i den romerske historie blev rejst under Septimus Severus (0690K), kejser 193-211. Kejseren havde belejret byen, der holdt ud længe, og som straf nedbrød han muren. Han fandt dog snart ud af, at stedet var strategisk vigtigt og rejste så den mur, der kaldes efter hans navn, mellem 300 og 400 meter vest for den nedbrudte mur. Den ny mur mere end fordoblede byens areal og strakte sig fra nordkysten lige vest for havnebassinet Neorion, omtrent hvor nutidens Galatabros landfæste er. Herfra strakte den sig i en ret linje mod syd til den vesten om var forbi Hippodromen, hvorefter den drejede mod østsydøst og nåede havstokken i Marmarahavet ved halvøens sydøsthjørne. Severus' mur passerede hen over den Anden Høj. Man kender ikke mange enkeltheder om denne mur.
Konstantins mur
Efter Konstantins grundlæggelse af "Det Andet Rom" eller som det blev praksis at kalde byen: Konstantinopel, blev murene hurtigt for snærende til, at de kunne rumme kejsernes store forskønnelsesprogrammer, og endnu en mur, den konstantinske, blev bygget. Denne tredje mur omkransede nu de første fire høje. De i alt syv høje havde symbolsk betydning for romerne, da de skulle afspejle "Det Ny Rom" i det gamle, der også var placeret på syv høje. Murens bygning indledtes i 326 eller 328; i et af de år blev grundstenen nedlagt den 26/09, 04/11 eller 26/11. Finanseringen skete ved hjælp af værdierne konfiskeret efter Licinius' fald og ved inddraget tempelgods. [Pauly bd IV-1 sp.963, R-A-C bd.XXI sp.441]

Konstantins mur blev anlagt 2,8 km vest for Septimusmuren. Den strakte sig fra nordkysten omtrent fra Sankt Antonioskirken eller hvor den moderne Atatürkbro har landfæste. Herfra løb den mod vest-syd-vest mellem Fjerde Høj og Femte Høj og svingede i tre knæk mod syd, passerede Lycusfloden / Lukosfloden, gik østen om Mociusreservoiret og nåede ned til sydkysten ca. 4,5 km fra halvøens østkant. Murens længde var 3,8 km og det gav den indesluttede by et areal på 6 km2. Der var tale om en enkelt mur, og den blev ikke færdig, før Konstantin var død, og hans søn, Konstantius II, kejser 337-361, færdiggjorde den.

Konstantinmuren blev stående, men blev svært skadet under et jordskælv i 478 og igen i 557, dog er den nævnt som bestående i 800-tallet, og efter et jordskælv i 867 er der dokumentation for, at en del af muren styrtede sammen ved den lejlighed. I dag er der ingen rester tilbage.

Konstantins mur havde flere tårne og porte, og nogle af disse er omtalt i litteraturen: Den Gyldne Port eller Xerolophosporten, der stod syd for Lycusfloden på skråningen af den Syvende Høj. Den blev ødelagt under et jordskælv i 1509. Man kender beliggenheden af en anden port: Sankt Aemilianusporten, der lå, hvor landmuren og sømuren mødtes ved sydkysten.
Theodosius' mur
Konstantins mur gav byen tilstrækkelig plads til bebyggelsen for boliger, forretninger administration og paladser, men i tilfælde af belejring var vandforsyningen og fødevareforsyningen vigtig, og derfor blev der behov for at inkludere områder til cisterner og dyrkning af afgrøde inden for en mur. Allerede Constantius II lod bygge en stor vandledning fra NW ind til byen, og Theodor I byggede den længste, der var 240 km lang. Reservoirer blev bygget i 421, 459 og 513. [NeuP bd. 6 sp.715, R-A-C bd. XXI sp.459]

Den sidste og yderste mur blev bygget i årene mellem 412 eller 413 og til ca. 447 under Theodosius II, kejser 408-450. Denne mur omsluttede alle syv høje og begyndte mod nord cirka to km længere ude end Konstantins mur og holdt en afstand mellem halvanden og to kilometer fra hans mur, inden den nåede sydkysten. Theodosius' mur omsluttede et areal på 12 km2 og var omkring 7,2 km lang, og af denne længde er 5,63 km endnu stående. Den manglende del er den nordligste fra Porphyrogenetospaladset til søkanten.

Der blev bygget tårne for hver ca. 75 m, hvoraf der endnu står 56 af de oprindelige 92. Byggelederen var områdets militære chef, prætorieprefekten Anthemius, og en indskrift fundet i 1993 stadfæster begyndelsen af byggeperioden til omkring 404-405 og en første færdiggøelse i 413, men senere blev yderligere arbejder på muren udført. Det skete især efter et jordskælv i 447 havde ødelagt store dele af muren med mere end 50 af dens tårne samt et efterfølgende året efter, der også gav skader.

Da byen var truet af fjender omkring jordskælvstidspunktet, blev muren hurtigt repareret. Det siges, at det blev gjort på tres dage - et tal der både nævnes i krøniker og er fundet på indskrifter. Det blev ganske jævnligt nødvendigt at udbedre skader på murene, og der findes mange indskrifter og dokumentationer for de arbejder.

Muren var en konstrueret som en dobbltmur med en grav foran den yderste mur og et landområde mellem første og laveste mur og den indre og højeste mur med palisader og vægtergang på toppen. Der var 15-20 meter gang, peribolos, mellem de to mure, og foran den yderste lave mur var der endnu en terrasse, parateichion, på 20 meter, før vandgraven med 10 meters dybde, der også havde en bredde på 20 meter, og dens inderkant var bygget op til et brystværn på et par meters højde. Murene var uhyre solidt bygget: indre mur var 5 m tyk og 12 m høj og sat af sandstensblokke og tegl. Den indre mur havde 96 tårne, der var anbragt med 55 meters afstand. Den ydre mur var to meter tyk og godt otte meter høj. Også ydermuren havde 96 tårne, der var placeret midt mellem indermurens tårne.

Der er forskere, der betvivler vandgravens vandfyldning, men der var tværmure over vandgraven. De var tilspidset øverst oppe, så fjender ikke kunne passere hen over dem som bropassage, og der var rørledninger til vandforsyning på forskellig vis, men om de nogen sinde har fyldt graven er usikkert.

Muren fra Blachernae ved Porphyrogenetospaladset og til søkanten var kun en enkeltmur, eller rettere flere, for de blev bygget på forskellige tidspunkter, hovedparten under Herakleios (575-641). Denne murtype er kraftigere end Theodosius' mur og 12 til 15 meter høje og med tættere tårne.
Søsidens mure
På så godt som hele vandsiden blev der også bygget mure meget tæt på strandkanten, og en del af disse bygningsværker står også endnu. De fleste forskere mener også, at der var en første mur stammende fra det antikke Byzans, og som der kun er spor af, og opførelsestidspunktet kendes ikke. Konstantin fik også opført søsidemure, men formodentligt i meget lille målestok, fordi hans situation ikke var kritisk for marine angreb, da Middelhavet på hans tid var behersket af romerne. Man har ingen dokumentation om sømurene før 439, hvor byens kommandant (praefectus urbanus), Cyrus af Panopolis, modtog en ordre om vedligeholdelse af sømuren.

De sømursrester, man kan se i dag, er fra Theodosius' tid. De var af en enklere konstruktion med en enkeltmur, der var lavere end landmurene. Det skyldtes regeringens tro på, at der var andre forsvarsmekanismer, der ville afskrække fjender fra forsøg på angreb fra søsiden: Der var en svær kæde, der lukkede af for sejladsen ind i Det Gyldne Horn. Kæden kunne udspændes mellem et tårn på hver side af fjorden: mod syd Eugeniustårnet, og mod nord i Galata af Kastelliontårnet. Under vejs blev den tunge kæde holdt oppe af flydelegemer, store tønder. Den første kædehindring, man kender til, er fra kejser Leo III, 717-741.

Forsvaret på Bosphorussiden og Maramarasiden, mente man, blev varetaget af den meget stærke strøm, der gjorde manøvrering med en angrebsflåde umulig, hvilket skal have været årsagen til det Fjerde Korstogs beslutning om at angribe fra landsiden, selv om styrkerne rådede over flådeenheder fra Italien. Venetianerne forsøgte dog at storme sømurene i strædet, og det viste sig, at de var mindre modstandsdygtige end beregnet. Overfladestrømmen løber konstant fra Sortehavet mod Middelhavet og kan blive noget over 2 knob i de brede afsnit og på det smalleste sted (700 meter) helt op til 8 knob. Langs bunden løber en kontrastrøm. [Adm chart 224 (1989)]

Theodosiusmurene og vandmurene blev efter jordskælv i 447 og med mellemrum senere af samme årsag skadet. I begyndelsen af 700-tallet blev murene kraftigt renovererede, da man da ventede angreb af ydre fjender, og i 800-tallet blev de renoveret under Kejser Michaelos II, 820-829, og bygget højere under Kejser Theophilos, 829-842. Under det store pres på riget efter latinerstyret skred Kejser Michael VIII Palaiologos, 1259-1282 til en yderligere forhøjelse og styrkelse af søsidemuren, og det var den sidste store renovering, men flere mindre bygningsperioder indtraf helt frem til 1434, og de heraf resulterende mure holdt ud til byens fald. På et tidspunkt i 1200-tallet blev der rejst en indre mur af mindre dimensioner, men den er der ingen spor af i dag.
.
Søsidemuren langs Det Gyldne Horn var 5,6 km lang, men af den er næsten intet tilbage, da den måtte vige for jernbanens anlæggelse i 1870'erne. Den del af muren havde 14-16 porte og 110 tårne. Det var den travleste del af muren, da det var her skibstrafikken og handelen holdt til.
Muren mod Bosphorus og Marmarahavet eller Propontis var mindre travl, og den var bygget meget tæt på strandkanten, men dog inden om de havnebassiner, der var anlagt på kysten (primært længst mod øst Justinian- eller Sophiahavnen og mod vest Eleutherius- eller Theodosiushavnen, nu indvundet land).
Muren var 12-15 meter høj og havde 13 porte og mere end 180 tårne. Det var også den længste mur på 8,5 km og med tillæg for havnemurene blev den på næsten ti kilometer. En del af disse mure stod frem til 1950'erne, hvor vejgennemføringer førte til deres nedbrydning.

Efter Venedig og Genoa fik handelsprivilegier efter år 1000 fik de rettigheder til havnen i Det Gyldne Horn. Længst mod øst lå genoesernes havn mellem Porta Eugenii mod øst og Porta Neorii mod vest. Lige vest herfor lå venetianernes havn mellem Porta Neorii østligst og Porta Viglä vestligst. [Pauly IV-1 sp. 1009]

Andre bygningsværker

Der står ingen bygninger tilbage fra før Konstantins tid. Fra Konstantins tid står der en porfyrsøjle tæt ved Nûruosmanmoskeen, men ingen andre bygninger er direkte bygget under ham og stadig eksisterende. Der var allerede fra tidligt i Konstantinopels historie bygningsreglementer for byhuse med 5 til 6 etager. [Pauly IV-1 sp.712]

Hippodromen blev bygget under Konstantin, men ændret under hans efterfølgere til henad år 600. Fra den sydligste port i bymuren, Den gyldne Port, findes der endnu nogle rester af triumfbuen. Buen blev rejst under Theodosius II. Efter Konstantins tid står der også omkring 25 kirker bygget i kejserrigets tid (til 1453). De fleste er nu taget i brug som moskeer.

Der stod tidligt i 300-årene et fyrtårn på Akropolishøjen og et mindre kaldet Phanion eller Phanari stod længere inde i Det Gyldne Horn. [Pauly bd.IV-1 sp.984]

BYZANTINSK ARKITEKTUROPDELING

Den byzantinske arkitektur opdeles traditionelt i tre perioder:
   Tidlig byzantinsk periode fra ca. 527 under Justinian til efter billedstriden1) 843.
   Mellembyzantinsk periode fra 800-tallet til slutningen af det 11. årh. Hovedperson Basileios II, 967-1025.
   Senbyzantinsk periode fra ca. 1261 til ottomanernes indtog i 1453.
-------------------
Note 1) Billedstriden. Under påvirkning fra arabisk side var visse kredse imod billedanvendelsen i kirker. Der var tale om frygt for, at menigheden ikke ville nøjes med at benytte billeder som motiver fra kristendommen, men begynde en tilbedelse af billedet i sig selv som genstand. Det fik kejser Leo III til i 726 at udstede et forbud mod billeder i kirker. Forbudet blev i årene efter styrket gennem vedtagelse af yderligere forbud, det væsentligste fra en synode afholdt i 730. Da nogle meget anerkendte og afholdte ikoner blev fjernet, blev der forskellige opstande, og da sagen både havde politiske og sociale aspekter, så kom striden til at fortsætte i mange år. Under Leo IIIs efterfølger, Konstantin V, kaldet Konstantin Lortesnabel, eller pænere som Constantin V Copronymus, fortsatte ødelæggelserne, der midlertidigt stoppede efter det af enkekejserinde Irene indkaldte kirkemøde i 787. Modstanderne fik dog atter magt til at forbyde billeder under kejser Leo V, og det var først under den næste enkekejserinde, Theodora, at det på kirkemødet i 843 blev vedtaget, at ikondyrkelsen var i orden, og kirker gerne måtte udsmykkes.
-----------

Kupler
En af de arkitektoniske største udfordringer i perioden var opgaven med at bygge cirkulære kupler over kvadratiske grundplaner. Det var en kompliceret opgave, og den blev løst på to forskellige måder. Enten byggede man små tromper i hjørnerne, eng. squinches, dvs små bueslag eller kvartkupler, der transformerede overkanten af underdelens kvadrat til en oktogon, som man kunne lade kuplen udgå fra – enten direkte eller over en tambur.

I stedet kunne man anvende sfæriske trekanter på to måder: hvis en kuppel er omskrevet underdelens kvadrat anvendes hængesvikler = hængehjørner, dvs. at kuplen nederst ender i fire trekanter med den spidse vinkel nedad. Spidserne hviler på underdelens hjørner, og hele bueforløbet i kuplen bliver jævnt uden skarpe overgange. Sådan en kuppel kaldes en hængekuppel.
Er kuplen i stedet indskrevet i underdelens kvadrat, anvendes pendentiver, dvs. sfæriske trekanter, der fra hjørnerne strækker sig ind i rummet, og danner en bue fra hjørne til hjørne, men hældende indad i rummet, så trekantens oversidelinje korresponderer med grundcirklen for kuplen.

Hvor man i den første periode havde arbejdet med kuppelproblemerne, så er en af formerne, som den sidste periode kan karakteriseres på, en bestemt kirkestandard. I den mellemste og sene periode af den byzantinske kristentid byggedes kirkerne i udstrakt grad efter et fast skema: den treskibede basilikaform, der afsluttedes mod øst med apsider og mod vest en narthex, et tværskib, der blev overdækket af en kuppel over midterskibet understøttet af fire søjler, hvorfra der modsat kuplen udgik tøndehvælv: mod vest og øst for at dække resten af skibet, og mod nord og syd for at dække sideskibene. Disse hvælv endte ofte i halvkupler, så kirkens tag udefra så ud til at bestå af flere kupler, og byggeformen havde tilbøjelighed til at frembringe ret korte og mere kvadratiske kirkeplaner. Nogle kirker har flere kupler langs skibe og kor som fx Markuskirken i Venedig.

Den specielle kirketype dannet efter det græske ligearmede kors vandt indpas i Byzantium i første periode omkring år 525. Det fremmeste eksempel er SS. Sergius og Bacchuskirken (S+B) opført ca. 530 (se efterfølgende afsnit med kirkeeksempler).
De første kirker opført over det græske kors som grundplan er Apostelkirken i Konstantinopel fra 527 til 565 [9879 p.47]. Den græske korsplan blev derefter kombineret med en basilikaform eller omskrevet kvadratform, for hvilket S+B er eksemplet. Denne layout ide blev igen modificeret - forstørret - til Hagia Sophia.

Efter samme linje blev Johannesbasilikaen i Efesus bygget 550-564. Den er i dag kun en ruin. Kirken har over vest naos en kuppel, en anden over hver tværarm, en over kor og apsis og en centralkuppel over korsskæringen, og disse fem kupler danner den græske korsform. Kirkebygningen blev i vest udvidet med en kuppel over atrium og narthex, så kirken fremstod som en langskibet basilika. På rekonstruktioner ses fem små kupler på en nord-sydgående linje over exonarthex.

Konstantinopolitansk kirkearkitektur

I kristendomshistorien har byen haft stor betydning som fokuspunkt både for kejsermagten og kristendommen, for sidstnævntes vedkommende på grund af patriarken, som første gang blev indsat i år 381, og patriarken i Istanbul er stadig den ortodokse kirkes formelle overhovede. Derudover har byen været vært for en hel serie af koncilier. Det første blev afholdt allerede i 382, det fjerde koncilium i 869.

Den kristne religions behov for bygninger til menighedens samling, dåbskapeller, gravmausolæer og mindesteder for martyrer er behandlet i det foregående afsnit, hvor bygningstyperne basilika og centralkirke blev beskrevet, eller under kirkehistoriens bygningsbeskrivelse.

Konstantinopel blev meget velforsynet med kirker og klostre; mange af de tidlige blev bygget i Lukosfloddalen og lidt uden for byen. Af klostre var der i år 448 23 stk. Det var i 518 vokset til 53 og i år 536 til 73 klostre. Det første kloster blev grundlagt i byen i år 382 af den Hellige Isaakios † 406.
Historikere som Alexandros G. Paspates (1814-1891), Maxime du Camp (1822-1894) og Manouel Io Gedeon (efter Edwin Augustus Grosvenor (1845-1936), Constantinople, bd. I p.311) har optalt hhv. 392, 428 og 463 kirker - af sidstnævnte tal var der 64 Mariakirker og 95 klosterkirker. Disse tal er dog fordelt over de mange år og er derfor ikke sammenlignelige eller kan relateres til et enkelt øjeblik. [Pauly bd.IV-1 sp.992, NeuP bd.6 sp.715, R-A-C bd.XXI sp.457-458]

HAGIA SOPHIAKIRKEN – MOSKEEN
Navnet Hagia Sophia betyder Himmelsk visdom eller Visdom fra Gud.
Nabokirken, der blev bygget på samme tid og blev indviet til Sankt Irene, kaldes for Himmelsk fred eller Guds fred.

Sophiakirken er et af de mest betydningsfulde bygningsværker fra det sjette århundrede. Den første kirke blev – efter traditionen – bygget af kejser Konstantin i 325 oven på et hedensk tempels fundament. Denne bygning blev udvidet af kejser Konstans og efter en brand i 415 genopført under kejser Theodosius II. Igen blev kirken brændt, denne gang under Nike-opstanden i 532, og det er den kirke, der allerede en måned efter oprørets nedkæmpelse blev begyndt genopført og indviet igen 537 under Justinian, der står endnu, selv om den originale kuppel styrtede sammen under et jordskælv i 558 og derefter blev genopbygget lidt mindre i omfang, men lidt højere i buen. Ved samme lejlighed blev kirkens mure understøttet udvendigt med en slags stræbepiller.

Justinians arkitekter i 500-tallet var Anthemios fra Tralles, der var matematiker, og Isodoros fra Miletos, der var fysiker og havde forstand på stereometri. Deres titler var dengang mechanicos [Arven p.122].

De to mechanicos fik godkendt en bygning, der var en kombination af den vestlige basilika og centralkirken, og den religiøse tankegang bag ideen er i dag tolket som forbindende længdeaksen for processionerne fra vest til alteret i øst med oplevelsen af verdensaksen fra gulv til kuppeltop med lysindfaldet symboliserende vejen fra jordelivet til himlens fryd. Typen blev standard for byzantinske kirker, men den blev ikke enerådende.
[Arven p.123]

Kirkens grundplan er næsten kvadratisk, 100 x 100 byz. fod med et omskrevet rektangel med et længdemål på 75 m og er orienteret NW - SE. Fra indgangspartiet i NW kommer først et atrium, hvorfra man går ind i et ret smalt rum, exonarthex, og derfra videre til narthex, der også har hele kirkens bredde og er lidt dybere end exonarthex. Mod SE slutter kirken med en halvrund ret smal apsis. Selve kirkerummet er domineret af de fire store piller og buer, der med pendentiver af horisontal teglstensskifter bærer kuplen på 56 meters højde over midterskibet. De to store buer mellem øst- og vestpillerne i nord- og sydmurene blev understøttet med søjler, men de store buer i øst-vest-processionsretningener uden understøtning og giver frit processionsforløb mod alteret.

I begge ender af længdeaksen dækkes kirken af lavere halvkupler, der igen i NW- og SW-hjørnerne støttes af endnu lavere halvkupler, der rækker sammen med hovedkuplen, så det indre indtryk bliver af et mægtigt enkeltrum med meget højde. Lysforholdene var gode med en række vinduer hele vejen rundt tamburen under hovedkuplen samt klerestorievinduer i murfladerne i de store buer i siderne.

Kirken er opført af både mursten og kalksten hugget til kvadre. De fire store hjørnepiller har kun tyndt mørtellag mellem naturstenkvadrene og fik kun ringe sætning, mens de omgivende piller og mindre buer og kupler og ydermure fik op til syv centimeter tykke mørtellag mellem teglstensskifterne og naturstensskifterne.
Antagelig på grund af for hurtig bygning, hvor mørtelen ikke fik tid til at hærde, deformeredes bygningskonstruktionen af de ovennævnte forskelle i mørtellagene ikke ligeligt, og da jordskælv først i 553 og igen i 558 rystede bygningen, styrtede SE-halvkuplen og noget af hovedkuplen ned. Kuplen blev genopbygget med en lidt højere bue for at formindske de tværgående kræfter på murene, men stadig med et spænd på 30 meter.

I midten af 1300-tallet blev den igen restaureret, inden den i 1453 under det nye ottomanske styre blev omdannet til en moske. Fra 1935 har bygningen været museum.

SERGIUS-BACCHUSKIRKEN I KONSTANTINOPEL
Hagios Sergios og Bakchos (S&B). Kirken blev bygget under Justinian omkring 527-536. Navnet hentyder til to soldaterhelgener, der gik i forbøn for kejser Justinian, der af den tidligere kejser Anastasius I var blevet dødsdømt. Kirkens plan består af en indre ottekant med en ydre kvadratform, hvorimellem der er en omgang med piller og gallerier. Bygningen har en polygonal apsis og presbyterium rækkende over begge etager. Oktogonen er kuppeldækket med en lav kuppel lig Ravennas, og kirkerummet er udstyret med søjler og tribuner. Bygningen kaldes også for den lille Sophia og har været en slags forløber for Justinians genopbygning af den store Hagia Sophia.

Segius-Bacchuskirken var også sammen med kirkerne i Ravenna et af forbillederne for Karl den Stores Palatinerkapel i Aachen. Symbolerne med de cirkelforemde himmelforbillede og de firkantede tolkning som hørende til det jordiske genfindes i S&B-kirkens ottekantede rum og i Aachenkapellet. [8787 p.33, 75]

Kirken var beregnet som den pavelige udsendings kirke i Konstantinopel og blev følgelig kostbart udsmykket. Efter osmannernes overtagelse blev den moske, og der er inten tilbage af dens smukke kristne udsmykning.
[9460 p.60]

SANKT IRENE KIRKE
Sankt Irene Kirken, der er nabo til Hagia Sophia blev bygget under Justinians styre, og den blev brændt ned under Nike-optøjerne, der fandt sted i en uges tid i år 532. Efter genopbygning blev den igen ødelagt i 564, men nu af en anden ildebrand, for så i 740 at blive meget svært beskadiget af et jordskælv. Efter tyrkernes erobring kom den til at ligge inden for paladsets kvindeafdeling, senere benyttet som våbenlager og endelig som tøjhusmuseum.
[9460 p.60]

DE HELLIGE APOSTLES KIRKE
Er en af de få af byens kirker, der fik en korsformet grundplan efter det græske kors. Kirken har en stor kuppel over korsskæringen og fire mindre over korsarmene. Kirken skulle være gravkirke for kejserne og patriarkerne og blev som hovedparten af kirkerne ændret til moske efter 1453. I dette tilfælde blev bygningen dog helt fjernet af Mohammed II i årene 1463-1469 for at give plads til hans store moske. [R-A-C bd.XXI sp.436]

KIRKEN VOR FRELSER I CHORA
Chorakirken blev også bygget under Justinian og uden for Constantins bymure, men kom inden for Theodosius' mure fra 447. Kirken blev restaureret i det 1000-tallet og meget ændret i 1300-tallet. I dag er bygningen museum for mosaik, keramik, frescoer og marmorarbejder, og den regnes for en af de store attraktioner i Istanbul.
Kirkens fulde navn er Vor Frelser Kirke på Landet, hvilket blev beholdt, også efter kirken kom til at ligge inden for bymuren.

Korskuppelkirker
I mellembyzantinsk tid bygges en del korskuppelkirker, hvor navnet kommer af grundplanen, der har form af et kors med fire lige lange arme. Midterskæringen er altid overdækket med en kuppel, men både midterfeltet og de fire armes felter kan også være overdækket med kupler.
De kan have tilbygget en narthex foran vestenden, så korsformen bliver noget utydeligt udtryk.

Topkapipaladset
Paladset blev begyndt af Mehmed II i 1462, og hører derfor ikke til den her behandlede periode.

Historisk litteratur

Den historiske litteratur fra Byzans er interessant ud fra denne artikels indhold. Derfor følger en kronologisk oversigt over væsentlige historiske publicister fra Byzantium. Deres navne er hovedsageligt givet på engelsk format, dvs. i latiniseret form.

PeriodeNavn
Værker og bemærkninger
500-550 c Cosmas Indicopleustes
Geograf og teolog, der desværre var for meget teolog i sine geografiske værker, hvor han forsøger at bortforklare Ptolomæus' geografiske univers og i stedet forlade sig på en udvikling baseret på verden ifølge Noahs ark og de dermed forbundne begivenheder.
Hans værk om den kristne topografi, som han skrev i sin pensionisttid har dog værdi for de mange iagttagelser og forhold fra hans sørejser som handelsskibskaptajn i Mellemøsten og de indiske farvande.
500-565 c Procopius af Caesarea
Historiker der kom fra Caesarea. Han blev en af den tids historiker, der i vor tid stadig er velkendt. Det skyldes nok især hans værk, der på dansk kendes som Den Hemmelige Historie, udgivet ca. 550, hvor han tager et standpunkt, der er stik modsat hans tidligere skrifter om emnet Kejser Justinian og Kejserinden Theodora.
Han har tidligere i næsten panegyriske vendinger beskrevet deres velgerninger i værkerne om Justinians bygningsværker, De aedificiis og hans krige, De bellis, hvor han så i Den Hemmelige Historie kritiserer dem for alverdens ting.

Som kilde til det tidlige kerjserrige er han stadig væsentlig.
536-582 Agathias
Både historiker og digter. Efter studier i Alexandria blev han sagfører i Konstantinopel.
Hans historieværk indledtes i 552, hvor Procopius endte, og historien er ført op til 558. Han gengiver mange øjenvidneberetninger, der genfortæller forhold under Justinians regering.
Historien om Justinians regeringstid
650-700 c Menander
Menander var militærrådgiver og officer, protector, under Kejser Maurikios (2100E). Han skrev en fortsættelse til Agathias' historie, der førte fra 558 til 582, hvori han citerer mange officielle dokumenter og andre kilder samt bringer samtidige observationer om politiske forhold.
675-750 c Johannes fra Damaskus
Teologen Johannes levede sit liv i Jerusalem og Damaskus og var således uden for kejserens magtssfære. Han blev rådgiver for mange af patriarkerne i Jerusalem og deltog i debatten under billedkontroversen, hvor han var for billeders benyttelse. Hans værker var teologiske og primært relaterede til Bibelen men omfattede også skrifter om andre af Mellemøstens og de fjernere østlige egnes religioner. I mange henseender betragtedes han som en helgen.
750 c -828 Nicephorus I, patriark i Konstantinopel
Patriark fra 12/04 806 til 13/03 815, hvor han blev afsat og var eksileret til sin død den 05/04 828. Han skrev tre primære værker om ikonoklasmen:
Den lille Apologeticus, der er skrevet for den læge læser og forklarer ikonoklasmens opståen og udvikling.
Den store Apologeticus, der forklarer ideen bag tilbedelse eller anerkendelse af billeder i ritualer og liturgier.
Gendrivelsesskrift mod den ikonoklastiske synode i 815.
752-818 c Theophanes
Historiker født i en rig familie i slægt med Kejser Leo Isaueren, og han blev uddannet i Konstantinopel under kejserens bevågenhed efter sin faders død. Efter et kort ægteskab gik først hans kone i kloster, og han blev modtaget i et kloster, som han selv havde grundlagt i Sigriane ved Marmarahavet i provinsen omkring Cyzicus. Han blev fængslet for sin tilknytning til billeddyrkerne under den genopståede ikonoklasme under Kejser Leo Armenieren og døde efter kort tid i fængsel. Hans eget kloster (han havde grundlagt flere) blev brændt af.

Hans værk er en krønike, der fører historien videre fra George Syncellus' fra år 284 til 813 med en streng kronologisk opbygning, hvilket gør, at en hel del årstal ikke er troværdige. De yngste dele er de bedste, men hans krønike er alligevel en af de helt centrale kilder til den tidlige middelalders historie. Hans stil er ligefrem og selv om han har forkerte årstal, så er han respekteret som en pålidelig kilde.
Han regnes af begge kirkeretninger for en helgen, da han havde fået miraklernes nådegave tildelt.
759-826 Theodore Studites
Teolog, der i en ung alder tog ophold i det kloster, som hans forældre havde indstiftet på den asiatiske side af riget, men under fremrykning af rigets fjender fortrak klostrets beboere, hvor Theodor nu var blevet abbed, til Konstantinopel, hvor de tog ophold i det da forladte kloster Studios, hvor de under abbeden indledte en klosterreform af strengere observans. Han gik ind for billedtilbedelse og endte sine dage som afsat abbed på en lille ø i Marmarahavet.

Hans væsentligste værk er en brevsamling, der især handler om teologiske kontroverser men også berører dagliglivet og det højere lærdomsliv i Konstantinopel. Hans stil er simpel og ligefrem uden overflødige ornamenter.
810-893 c Photios, til tider patriark
Photius fik et omskifteligt liv. Efter uddannelsen blev han efterstræbt under ikonoklasmen og kom efter stridens bilæggelse til at indtage væsentlige embeder i undervisnings- og ministeriesammenhænge, bl.a. som professor i det genåbnede universitet. Efter afsættelsen af den stridbare patriark Ignatius blev han fra 25/12 858 selv patriark for første gang. Posten blev af kortere varighed, da den afsatte Ignatus fik pavens støtte til at få ham afsat og eksileret i 867.
Eksilet var af kort varighed, og han returnerede til Konstantinopel som huslærer for den kommende kejser Leo VI (2890E), og ved Ignatus' død i 877 blev Photios igen patriark. Denne gang varede stillingen til 886, hvor patriarkens modstandere ved Kejser Basil I's død igen fik magt til at få ham fjernet.

Dette turbulente forløb faldt sammen med de begyndende kontroverser mellem den vestlige og østlige kirke og var samtidig med de første forsøg på kristning af russere og bulgarer, en udvikling patriarken gik meget op i, selv om hans nutidige ry mere grunder sig på hans lærdomsproduktion.

Hans hovedværk er Myriobiblon, hvor han i antologiform kopierede fra 280 klassiske bøger, især mange historiske kildeskrifter hvoraf mange i dag kun kendes herfra. Det beskrives, som han havde en læseklub med flere deltagere der læste fra de originale værker og udtog ekstrakterne. Muligvis blev samlingen foretaget under hans udstationeringer og eksileringer, bl.a. i Bagdad og Samarra omkring 845, da mange af de benyttede værker ikke er nævnt som værende eksisterende i Konstnatinopel.

Et andet vægtigt værk var hans Lexicon, der var en vejleder i læsning af ældre litteratur, hvor syntaks og vokabularium var ukendt til samtidens læsere. Af dette værk kendes i dag kun et eksemplar, der befinder sig i Trinity College i Cambridge, hvor det betegnes som Codex Galeanus.

Inden for teologien har han skrevet værket Amphilochia, der er skrevet som ca. 300 spørgsmål og svar om vanskeligt forståelige skriftsteder i de hellige skrifter. De er adresseret til ærkebiskop Amphilochius fra Cyzicus (en by på den asiatiske kyst ved Marmarahavet) og deraf navnet på værket. Nogle af spørgsmålene omhandler billedstridsspørgsmålet.

En del af hans værker er blevet oversat til engelsk så sent som i 1980'erne.
850c-944c Arethas fra Caesarea
Teolog og bibliofil, blev fra 902 metropolit i Caesarea, men opholdt sig fortsat i Konstantinopel.
Hans indsats var samling af ældre klassiske værker, som han fik kopieret med nyere håndskrift, minuskelskriften, og af dem er der overleveret flere eksemplarer af Euclid, Plato, Lucianus, Aristoteles og af flere kristne tidlige skribenter. Den ældste kopi af Iliaden (via Herodot) skyldes hans indsats
900 c Johannes Cameniates
Denne historiker var præst i Thessalonika og skrev beretningen om arabiske sørøvere fra Kreta, der indtog i byen den 31/07 904. Under kampene blev forfatteren selv taget til fange. Hans beretning er levende, men ikke på nogen måde historisk, da han er stærkt farvet af religiøse doktriner og forsøgte at skrive, som skrev han Bibelen.
900 c Eparchen eller Præfekten - anonym embedsmand
Eparchens eller Præfektens Bog anses for at være skrevet omkring år 900 under Kejser Leo VI's regering. Forfatteren er ukendt, men var formentlig en højere embedsmand eller jurist.
Bogen er et meget brugt kildeskrift til den byzantinske handels- og samfundshistorie, idet den indeholder talrige regler for reguleringen af rigets handlende, deres laug især og den øvrige industris juridiske forhold. Forfatteren har haft fuldt kendskab til skatte-, told- og afgiftssystemet, og der gives mange detaljer om sikkerhedsforskrifter fx for byens bagere af hensyn til brandfare, for silkevævere for at undgå snyd, og der nævnes bøder og andre straffe for overtrædelser.
Bogen er en lille økonomisk historie for ikke alene riget, men også for store dele af Middelhavets økonomiske processer, da Byzantium i år 900 var styrende eller i hvert fald var medspiller i det meste af området.

Indtil 1891 var bogen ukendt, men blev dette år fundet af forskeren Jules Nicole i Geneve i Schweiz, og det var finderen, der gav bogen sit nuværende navn. Værket bærer præg af at være samlet over en periode eller samle en periodes lovgivning i et værk. Værket er opdelt i 22 kapitler, hvoraf flertallet direkte omtaler et enkelt laugs forhold.

Da bogen blev fundet blev den udgivet på fransk. På engelsk er der en udgave fra 1970 af I. Dujcev: The Book of the Eparch, og denne udgave har en facsimile af selve håndskriftet. [Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 5 (1971) 2]
905-959 Konstantinos VII Porphyrogennetos (3020E)
Kejser fra 913, men hurtigt sat i skyggen af Kejser Romanos I, som i praksis styrede riget. Konstantin VII kunne derfor hellige sig kulturelle sysler. En af hans hovedinteresser var samling af manuskripter, og hans bibliotek var righoldigt. Samtidig satte han selv udgivelser af encyklopædiske værker i gang.
Blandt hans egne værker var De administrando imperio om udenrigspolitik tiltænkt hans søn. Om rigets forskellige provinser udgav han De thematibus med topografiske og historisk indhold, og et andet værk, De ceremoniis aulae byzantinae forklarede hofceremoniellet.
Inden for historien udgav han manuskripter med afskrifter af hellenistiske og altså antikke, historikers værker eller uddrag deraf.
930-980 c Joseph Genesius
Historiker fra aristokratisk familie. Embedsmand under Kejser Konstantin VII. Hans historiske værk fremstiller tiden fra 813 til 886, og blev skrevet mellem 944 og 959, og stilen er noget vidtløftig.
970-1000 c Leo Diakon / Diakonen Leo
Han var højere kirkelig embedsmand og deltog i togterne mod bulgarerne under kejser Basil II. Han skrev historieværker og i detaljer om sin egen tid i perioden 959 til 976 baseret på øjenvidneforklaringer og egne iagttagelser.
1018-1096 Michael Psellus
Filosof og historiker, af beskedne kår men med mæcener, der tog sig af ham, blev han embedsmand, og da universitetet blev genåbnet midt i århundredet blev han professor der. Hans senere liv vekslede mellem klosterophold og høje embeder.
Universitet lå i byens sydvestlige del noget inden for Den Gyldne Port og nær klostret Studios (oprettet 463) og Johannesbasilikaen, men det har ligget andet steds. Biblioteket i Johannesbasilikaen blev oprettet 357 med universitet i tilknytning, men det blev flyttet til Akropolis i 425 i hht. [NeuP bd.VI sp.716].

Hans betydning ligger mest i den rolle han spillede under den renæssance inden for videnskaber og kunst, der opstod hen mod århundredets slutning. Han udgav overordentlig mange værker om mere materielle områder som meteorologi, astronomi, medicin m.v. Hans historieværk var en kronologisk beretning om årene 976 til 1078. Et andet værk med taler knytter sig til historieværket. Hans stil var samtidsmoderne og et brud med efterligningen af de klassiske forfatteres græske stilarter.
1050-1100 Michael Attaliates
Foruden sit arbejde som jurist og embedsmand på højt niveau under Romanos IV og Michael VII skrev han historieværk om perioden 1034 til 1079. Historien er udarbejdet på grundlag af egne iagttagelser og andres øjenvidneskildringer.
Han udgav også en lovsamling og statutterne for et kloster og et fattighus, som han havde oprettet, hvilket gør værkerne interessante for socialhistorien i Konstantinopel.
1062-1138 Nicephorus Bryennius
Faderen lød samme navn, og han forsøgte at overtage tronen i 1078. Sønnen giftede sig med Anna Komnenus i 1097 og blev i den anledning udnævnt til Cæsar og som militær befalingsmand tjente han både Alexius I og efterfølgeren Johannes II.
Nicephorus Bryennius udgav historieværk for perioden 1070 til 1079. Det går gerne under navnet Historia eller den tilsvarende græske titel, da værket jo var på klassisk græsk.
1083-1153 Anna Komnena
Hun var Kejser ALexius og Kejserinde Irene Ducas' ældste barn og var fra barnsben vidne til vigtige regeringsforhandlinger og mødte prominente personer ved hoffet. Hun fik en for piger bemærkelsesværdig god uddannelse inden for de boglige fag. Hun tilbragte sine sidste mere end 25 år i et kloster, hvor hun var aktiv inden for samfundets lærdomsudvikling, og hvor hun skrev sin historie. Hendes ægtefælle, Nicephorus Bryennius, skrev også en historie, og da han døde fortsatte hun værket.
Det blev til historien om især hendes fars gerninger, der roses ud over al fornuft. Værket er opdelt i otte bøger og kendes under navnet:
Alexiaden
Indholdet er især interessant, fordi det beskriver korstogstroppernes ophold og gerninger i Byzantium set fra værtslandets side for de besøgende kristne tropper.
1100-1150 c Johannes Zonares
Historiker og tilknyttet kejserhoffet. Han skrev historieværk fra jordens skabelse til 1118 og havde gennemgående et højt kvalitetsniveau med brug af mange kilder og refererede adskillige nu tabte kilder. Værket blev tidligt oversat til flere østeuropæiske sprog.
Han skrev også et græsk leksikon over ældre og vanskelige ord samt prædikensamlinger og helgenbiografier.
1130-1195 c Eustasius fra Thessalonica
Ærkebiskop i byen, han fik navn fra. Herfra beskrev han normannernes erobring i 1185. Ved den lejlighed blev han deres fange og kunne derfor skrive med stor autoritet herom. Fra 1191 levede han sine sidste år i Konstantinopel og fik efter sin død helgenstatus.
Hans produktion var grammatiske og litterære værker, teologiske værker og historiske og biografiske værker. Til sidste gruppe hører nogle mindeord om afdøde personer, taler givet til prominente personer i forbindelse med statsbegivenheder og hans øjenvidneberetning om normannernes hærgen. Hans stil er klar og bevægende, og troværdigheden vinder ved at skildringerne er blevet nedskrevet få måneder efter begivenhederne.
1144-1203 c Johannes Cinnamus
Sekretær for Kejser Manuel I. Hans historie omfatter årene 1118 til 1176 og er skrevet på grundlag af øjenvidneberetning, egne observationer og de kilder, han i kraft af sin stilling havde adgang til. Han betragtes som pålidelig, men hans værk anses for at være en forkortet version af en større original.
1150-1213 Nicetas Choniates = Nicetas Acominatus
Historiker. Hans broder var essayist. Nicetas blev uddannet i Konstantinopel og blev ansat som embedsmand i regeringen og senere sekretær for Cæsar Isaac Angelos (3960E) og foresiddende minister omkring 1204. Under latinerstyret tog han ophold i Nicaea, hvor han tjente kejser Theodor Lascaris.
Hans historieværk beskriver perioden fra 1118 til 1206 og indeholder nogle statstaler, der hørte til ceremoniet omkring kejserdyrkelsen. Desuden skrev han et teologisk værk om ortodoksiens indhold.
Hans historieværk vinder ved at skribenten havde adgang til regeringsarkiverne, men hans kritiske sans anses ikke for stor.

Af særlig interesse er hans lister over monumenter og statuer, der blev ødelagt af de vestlige invasionsstyrkers uundskyldelige ødelæggelser.
1197c-1272c Nicephorus Blemmydes
Lærd og essayist. Han måtte forlade Konstantinopel efter latinernes indtog i 1204 og blev derfor uddannet forskellige steder i Lilleasien. Han blev tilknyttet kirken i Nicaea og blev huslærer for den kommende Kejser Theodor II Lascaris. Hans karriere fortsatte i kirken som abbed for et kloster i Ephesus og gav afslag på opfordring til at blive patriark.
Han udgav en selvbiografi og som huslærer en bog om den gode prins' pligter samt et stort antal andre værker. Hans betydning som skribent ligger i hans selvbiografi, da genren er ret sparsomt bevaret.
1217-1282 George Aeropolites
Han virkede under kejserne Johannes II og Theodor II og vendte tilbage til Konstantinopel efter latinerregimets fald i 1261. Han var huslærer for den unge Kejser Theodor II og blev rektor for det genåbnede universitet i byen.
1242-1310 c George Pachymeres
Omfattende lærdomsskribent inden for flere fag men nok primært historiker og ansat som embedsmand i både stat og kirke.
Hans historieværk beskæftiger sig med tiden under kejserne Michael VIII og Andronikos II, altså perioden fra 1261 til 1282 og 1282 til 1328, men Pachymeres' historie slutter af naturlige årsager omkring 1308.
1290-1360 Nicephorus Gregoras
Matematiker, historiker og embedsmand. Deltog i de teologiske stridigheder og var en tid forvist til et kloster, hvor præmien var, at det havde et stort bibliotek, som han benyttede til sine skrifter. Af udgivelser var især hans historie om romerriget dækkende 1204 til 1359 med mange kopierede kilder af betydning, om end hans stil var omstændelig og arkaiserende.
Han skrev også om astronomi og matematik og havde forslag om reformer i tråd med de senere af Gregor gennemførte.
1355-1452 Gemistus Pletho = Georgios Plethon
Filosof og humanist som spillede en central rolle under genopdagelsen af de klassiske og græske skrifter i 1400-tallet. Han besøgte Italien og havde forbindelse med Medicierne i Firenze. Hans virke i Grækenland var i en lang periode fra Mistra på Peleponnes. Hans filosofi var neoplatonisk.

Han skrev et betydningsfuldt værk om filosofi og en geografisk håndbog, afhandlinger om økonomisk og kirkelige reformer. I Byzantium var hans betydning begrænset, mens han i Italien fik stor betydning på grund af renæssancens fokus på kundskaberne fra øst, der havde været glemt i århundreder.
1403-1472 Bessarion
Bessarion var humanist og teolog og oplevede Konstantinopels fald. Han kom fra Trebizond og studerede i Konstantinopel og var fra 1437 ærkebiskop af Nicaea.
Han deltog i konciliet i Firenze i 1438, hvor han var en af ledende fortalere for kirkernes sammenhold. Efter hans planers sammenbrud tog han fast ophold i Italien fra 1439, hvor han konverterede til katolocismen og blev kardinal.
Han tog sig efter Konstantinopels fald af mange af flygtningene, der var strømmet til Rom, og i den tumult, hvor rige blev fattige og omvendt fik han opkøbt og samlet et meget stort bibliotek med klassiske og græske manuskripter. Alle disse værker testamenterede han til S. Markuskirken i Venedig.
1405-1440 c Michael Panaretos
Hans liv er ukendt, men hans korte historie er væsentlig, fordi han er en af de få kilder til kejserriget Trebizond, som der findes. Hans historie dækker perioden far 1204 til 1426.
1423-1490 Laonicus Chalcocndyles
Fætter til humanisten Demetrius med samme efternavn. Født i Athen, studeret i Mistra under Plethon og levede derefter i Konstantinopel indtil kort før byens fald. Hans liv derefter kendes ikke.
Hans historiske værk beskriver perioden fra 1298 til 1463 med fokus på den tyrkiske trussel og Osmannerne erobring af gammelt byzantinsk land. Hans faktuelle oplysninger anses som troværdige, men hans kronologi er usikker. Stilen noget arkaisk og svært læselig.
Jørgen Marcussen

Kilder
-, 2005: Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam. [9783]
Buckhardt, Jacob, 1853 / 2007:: The Age of Constantine the Great, FS, tysk udgave 1853. [10201]
Cancik, Hubert et al. ed., 2003: Der Neue Pauly, Lauf a.d.P. [NeuP]
Cary, M. Cary et al. (ed.), 1949 / 1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP. [7325]
Curl, James Stevens, 2000: Oxford Dictionary of Architecture, OUP. [10188]
Dudley, D.R. (ed.), 1969: "Classical and Byzantine Literature", In: The Penguin Companion to Literature 4. [9508]
Fouracre, Poul (ed.), 2005: The New Cambridge Medieval History, Vol. 1., CUP. [9972]
Gibbon, Edward, 1995: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire 1-8, FS. [7557]
Hattstein & Delius, P., 2004: Islam Art and Architecture, Könemann. [10008]
Hibbert, Christopher, 2003: Cities and Civilisations, FS. [9460]
Hjort, Øystein, red., 2010: Arven fra Byzans, Sfinx, [10766] [Arven]
Janson, Tore, 2003: Latin - kulturen, historien, sproget, PP Forlag. [9527]
Koch, Hal Koch, 1961: Konstantin den Store, Gyl. [8999]
Koch, Wilfred, 1982: Baustilkunde, Mosaik Verlag, [9879]
Koch, Wilfred, 1980 c.: Bygningskunst og stilarter, Lamberth, 2. udg., u.a. [5794]
Norwich, John Julius, 1990 / 2003: Byzantium - The Early Centuries, FS. [10182]
Norwich, John Julius, 1990 / 2003: Byzantium - The Apogee, FS. [10183]
Norwich, John Julius, 1990 / 2003: Byzantium - The Decline and Fall, FS. [10184]
Norwich, John Julius, 1998: A Short History of Byzantium, Penguin. [10143]
Pedersen, Birgit Ahlgren, 1986 c.: Efesus, Rhodos, [Efesus]
Pevsner, Nikolaus, 1997: Europas Arkitekturhistorie, Politiken. [8945]
Pevsner, Nikolaus, ed., 1970: The Pelican History of Art - Etruscan and Roman Architecture, Penguin, [10774]
Runciman, Steven, 2004: Byzantine Art and Civilisation, FS. [9546]
Runciman, Steven, 1933 / 1960: Byzantine Civilization, Meridian NY. [10288]
Schöllgen, Georg ed., 2006: Reallexikon für Antike und Christentum, Stuttgart. [R-A-C]
Toman, Rolf (ed.), 2000: Romansk kunst, Könemann. [8787]
Wissowa, Georg (ed.): Paulys Real-Encyclopädie der classischen Altertumswissenschaft, Stuttgart,
       Bd. III udg. 1899, bd. IV-1 udg. 1901. [Pauly]

 
Retur til toppen.

Opdateret d. 11.8.2014
  
Græsk antik arkitekturhistorie.
Romerrigets arkitekturhistorie.
Tidlig kristen arkitekturhistorie.
Ravennas arkitektur fra ca. 400 til 600.
Merovingisk og karolingisk arkitekturhistorie.
Romansk arkitektur.
Gotisk arkitektur.