Arkitekturhistoriske noter, tidlig kristen arkitektur

INDHOLD
Indledning
Romersk tvangsreligion
Gudstjenesten
Religionsfrihed
Trosdogmer
Kirkelige arkitekturtyper
   Basilikaen
   Centralkirken
Eksempler på tidlige basilikatyper
    Den første St. Peterskirke
    Laterankirken i Rom
    Santa Constanzakirken i Rom
    San Paolo fuori le mura i Rom
Eksempler på tidlige centralkirker
    Hagia Sophiamoskeen i Istanbul

Konstantin, Konstantinopel etc. er i denne artikel stavet med K, mens øvrige latinske ord med C har bibeholdt C.

Ravenna har så væsentlig en plads i den tidlige kristne arkitektur, at byen har fået sin egen tekst. Under Ravenna er også Galla Placidia og hendes familieliv behandlet.

INDLEDNING
I forbindelse med nogle foredrag og rejseaktiviteter har jeg samlet nogle informationer og eksempler på de arkitekturhistoriske forhold om tidlig kristen tid. I nogle foregående noter er den græske antik og den romerske arkitektur behandlet.

Kilderne er med deres kode eller registernummer nævnt omtrent, hvor de hører hjemme, og detaljer kan findes i kildefortegnelsen sidst i teksten.

Kronologi for Byzantium
Rommerrigets hovedstad flyttes til Byzantium i år 325, og i år 395 deles Romerriget i et Østrige og et Vestrige. En liste over nogle vigtige begivenheder følger nedenstående. De østromerske kejsere er listet i en regentliste her.

Tidsrum Benævnelse
område		 Bemærkninger til perioden
313 Toleranceediktet Kristendommen tillades ved ediktet i Milano fra 313. På datoen 312-10-28 stod slaget ved den Milviske bro, Ponte Molle, hvor kejser Konstantin besejrede Maxentius, der druknede i floden. Forinden slaget havde Konstantin set et syn, der bød ham at kæmpe under korsmærket. Efter sejren blev kristendommen tilladt som religion på lige fod med statsreligionen i Romerriget.
324-325 Byzantium Hovedstaden for det Romerske Rige flyttedes fra Rom til Byzantium.
Konciliet i Nicaea, hvor trosbekendelsen formuleredes og arianismen kendtes kættersk første gang.
329 Peterskirken Som følge af Konstantins sympati med kristendommen understøttede han opførelsen af Laterankirken og Peterskirken. Ifølge overleveringen er den første Peterskirke placeret, så dens apsis stod over Apostlen Peters martyrgrav.
[Nykjær, p.17]
330 Konstantinopel Konstantin grundlagde den nye hovedstad ved Bosporus.
350 Hedensk tro forbydes I hele Romerriget forbydes de hedenske guder, og templerne nedlægges, ødelægges eller ombygges til andre formål.
353 St. Augustinus Augustine fødtes. Blev Biskop i Hippo i Nordafrika og blev senere en af kirkefædrene med meget stor betydning gennem kristendommens historie.
361-363 Flavius Claudius Julianus Kejseren forsøgte at undertrykke kristendommen, men da han dør i 363, går modbevægelsen i stå.
380/391 Kristendommen eneste religion Theodosius I erklærede kristendommen som eneste romerske religion.
395 Rigets deling Det Romerske Rige deltes i det Øst- og Vestromerske Rige.
410 Rom plyndres Visigotherne og andre barbarer fra Nordeuropa belejrede og plyndrede Rom.
424 Ravenna Mausolæet for Galla Placidia opførtes i Ravenna.
445 Pavemyndigheden Kejser Valentinianus III foreskrev, at alle biskopper i Vestriget skal adlyde paven.
474 Theodoric Theodoric efterfulgte sin fader som høvding for østgoterne. Han blev uddannet i Konstantinopel fra han var syv år.
476 Sidste kejser i Vestriget afsat Kejser Romulus Augustulus blev afsat, og Odovacar = Odoacer blev konge i Italien, mens Zeno fra Byzantium officielt var kejser for både østriget og vestriget.
480 Skt. Benedikt Benedikt grundlagde et kloste. Han døde i 547.
565 Justinian dør Kejser Justinian regerede fra 527 til 565, og enden på hans regeringstid kan med nogen ret benyttes som oldkirkens slutperiode, bl.a. fordi den øst- og vestromerske kirke herefter udviser mange forskelle både i bygningstradition så vel som i liturgisk henseende.

Justinian har samlet riget, så dets udstrækning ved hans død er Italien, NW Afrika, Spaniens kyststrækninger og Grækenlandområdet.
I 568 har lombarderne dog invaderet Italien, og landet er delt mellem lombarderne i nord, pavestaten i midten og Østriget mod syd og i nogle enklaver.
1453 Østromerske Rige opløses. Konstantinopel faldt til det ottomanske rige.

 

OLDKIRKEN

Om den kristne kirkes opståen findes en tekst i afsnittet om Germanias udvikling. Her er der en forkortet udgave af nævnte tekst:

Romersk tvangsreligion
Romerne forsøger at få de kristne til at indordne sig under deres statsreligion, hvor især kejsertilbedelsen var de kristne imod. De kristne kan ikke indordne sig, da de ikke kan tilbede et tidligere kejsermenneske som gud. Da dette er statsforrædderi, så forfølges de kristne. Jøderne kan heller ikke tilbede kejserguder, men forfølges ikke, da de tidligere har opnået privilegiet at kunne undlade denne tilbedelse og ligeledes undgå soldatertjeneste. Jøderne blev betragtes som fremmede, mens konverterede hedninge, jo var romerske borgere. På den anden side nød apostelen Paulus nytte af at være romersk borger under sine rejser.

Politiske forhold fik fra år 70 romerne til at forbyde jøderne at betræde Jerusalem, og templet blev ødelagt. Det vil sige, at den kristne menighed i Jerusalem derefter alene bestod af hedningekristne. Det decimerede jødekirken, der langsomt forsvandt - de sidste i Syrien dog først efter år 400.

Kristendommen fjernede sig nu mere og mere fra jødedommen, der bl.a. ikke anerkendte evangelierne. Fælles var derfor kun det Gamle Testamente. Kristendommen nærmede sig samtidig den græske kultur og filosofi og den romerske organisation. Ved et apostelmøde i Jerusalem i år 48 besluttedes det, at hedningekristne ikke skal holde Moseloven, dvs. de kristne skal ikke omskæres, og de skal ikke følge kostreglerne for jøderne.

Sammen med apostlen Paulus virker apostelen Peter i Rom, der efterhånden får en relativ stor menighed. Apostlen Peter bliver martyr i Rom i år 64-67 under Neros forfølgelser. Det er ren overtro - efter kirkeskrifterne - at mene, at Peter blev biskop i Rom, og at det er fra ham, at paveembedet har sin direkte myndighed (ca. 250).

Gudstjenesten
De kristnes tidlige gudstjenester lignede synagogetilbedelserne. Det var offentlige gudstjenester, hvor ordet var centrum. Der blev læst op af de hellige skrifter, der blev prædiket, og der blev sunget.

Foruden denne offentlige gudstjeneste var der også en privat gudstjeneste, der samlede sig om kærlighedsmåltidet, agape, og nadveren. Det var praksis, at det sidste brød og vin blev indviet, der blev bedt over det, og det blev spist i erindring om Jesu sidste måltid og hans offer = eukaristien = taksigelse, anvendt om både bøn og måltid. Disse gudstjenester blev holdt på ugens første dag, søndagen, og altså efter den jødiske sabbat. En egentlig søndagslov blev først fremsat i 320 under kejser Konstantin.

I denne apostolske tid er der endnu intet skel mellem menighedens medlemmer: de er alle lige, og ingen præst er udpeget. I de ældste menigheder med græsk sprog blev det snart almindeligt, at de ældste = presbyterne = præst, og tilsynsmændene = episkopos = biskopperne, og deres tjenere = diakonos = degne, ledede menigheden = kirken = ekklesia, og dette ord blev også brugt om hele det kristne verdenssamfund.

Denne udnævnelse af nogle særlige menighedsmedlemmer førte snart til et hierarki, et bispevælde, hvor kun de salvede eller særligt udpegede = klerus = betegnende det lod, med hvilket man blev udpeget, kunne forrette de nødvendige hellige handlinger = sakramenterne.

Disse udvalgte kunne snart efter ikke passe deres civile job ved siden af menighedstjenesten, og så måtte de støttes med midler til livets ophold ved at modtage nogle af de ved alteret indsamlede penge.

Religionsfrihed
De første kristenforfølgelser var lokale eller fremkommet ved særlige lejligheder. Den første generelle kristenforfølgelse kom år 250 under Decius, og der var igen forfølgelser under Diokletian i 303. Først under Konstantin den Store i 313 blev kristendom en lovlig religion i Romerriget. Kravet om religionsfrihed blev først fremsat af Tertullianus (*160 - † 230) i Kartago. Han var montanist og derved kætter.

Trosdogmer
Tertullian skrev omkring år 200 om et af de vigtigste dogmer i kristendommen, nemlig at Gud er tre personer i et væsen, og at Jesus er to naturer i en person.

Den alexandriske teolog Origenes, død 251/4, udgav 50 bogruller med tekster fra det Gamle Testamente. Værket kaldes for Hexapla = 6 spalter, idet han over seks spalter sideløbende skrev teksterne på hebraisk, græsk fra Septuaginta samt flere senere oversættelser. Det meste af hans værk er gået tabt, men hans værk havde betydning i mange år under den unge kristendoms udvikling. Origenes er omtalt i personreferencer.

Om kirkens organisation skrev nu Aprianus af Kartago. Han var et organisationstalent og behandlede den almindelige kirkes enhed = katolsk. Han talte for, at kirken skal ledes af ligestillede biskopper. Aprianus anerkendte ikke Roms biskops overhøjhed, men han argumenterede for, at kun inden for den etablerede kirke, dvs. under en biskop, er det rette kristenliv, hvilket er et væsentligt skridt hen imod den universelle kirke. Roms overhøjhed blev dog fastslået efter kirkemødet i Nikæa = Nicaea i 325.

Kirkens meget væsentlige trosbekendelse kan ikke påvises længere tilbage end den tidlige middelalder, ca. 700. Alligevel har trosbekendelsen rødder tilbage til konciliet i Nikæa i 325 (eng. The Nicene Creed).

Den første etablerede landskirke er den armenske fra begyndelsen af det 4. århundrede.

Den romerske rigskirke dannedes eller udvikledes fra 324 til 565. Sidstnævnte er det ofte anvendte årstal for oldkirkeperiodens slutning. Det var året for Justinians død, men også 476 for Det Vestromerske Riges undergang, og 600 for Gregorius den Stores død, og 800 for Karl den Stores kroning benyttes som årstal for oldkirkens slutning.

Mere konkret blev kristendommen statsreligion i Rom under Theodosius I, 378-395, og afgudsdyrkelse forbydes. Kirken blev efter 395 underlagt kejseren, og den mistede derved sin frihed. Kejseren valgte at deltage i synoderne og afgjorde kirkelige anliggender. Denne udvikling kaldes for Byzantinisme eller Cæsareopapisme.

Under statskirkeformen voksede kirken i rigdom og magt ved gaver og testamenter, og formuen forvaltedes nu af biskopperne og fordeltes med 1/4 til biskoppen, 1/4 til præsterne, 1/4 til de fattige og 1/4 til kirkebygning og gudstjeneste i hvert fald i princippet, mens virkeligheden ser noget anderledes ud.

Med den etablerede kirkes hierarkiske personaleorganisation med embedsmandslignende model og med specialiserede ritualer skete der en kraftig vækst i sakramentforvaltningen, der optog træk fra hedenske mysterier i sig. Man kan sammenligne nadverens ritualer med det hedenske son-offer.

I engledyrkelsen og helgendyrkelsen spores overleveringer fra den hedenske polyteisme og heltedyrkelse, mens fetichtilbedelsen overførtes på relikvie- og billeddyrkelsen. De første helte kaldes nu bare for martyrer, og ordet fetich anvendes heller ikke af kirken, men mekanismerne er de samme.

Også i selve retorikken tages model fra antikkens spidsfindige dogmatik, og den asketiske morallære fremhæves, men kun et fåtal efterlevede disse normer, og især var det højere kleresi uvilligt til at afstå fra dette livs goder i håbet om det næstes præmie. Der opstod konfrontationer mellem højere prælaters vellevned og de asketiske dogmer, og der blev hurtigt tale om reformer, mens kløften mellem prælater og lægfolk øgedes.

Med kirkens stigende medlemstal i perioden 300-450 ændrede biskoppernes stilling sig. Fra at være leder for én menighed blev de ledere af mange menigheder med hver sin - ene eller flere - presbytere i spidsen. De største byer fik naturligt nok størst magt, og biskopperne i Rom, Konstantinopel, Alexandria, Antiocha og Jerusalem blev nu kaldt for patriarker. Med arabernes fremmarch i det 7. århundrede blev Alexandrias, Antiochas og Jerusalems patriarkater nedlagt. Oplysninger om biskopper suppleres under Gibbonnoterne.

Da Det romerske Rige i 395 deltes i en øst- og en vestdel, blev de to patriarker underlagt hver sin kejser, men mens Rom formåede at hævde kirkens ortodoksi, dvs. uforanderlighed af de verdslige revolter, så blev Konstantinopels patriark en skyggehersker og en embedsmand for kejseren, og Rom gik derfor sejrrig ud af denne konkurrencesituation.

Dette skyldtes ikke mindst Leo den Store I, 440-461, der var Roms biskop og en stærk personlighed med evner som både prædikant og statsmand. Han argumenterede således for sit embede: Jesus ville bygge sin kirke på apostelen Peter og havde givet ham himlens nøgler. Nu var Roms biskop Peters efterfølger og derfor hele kirkesamfundets øverste ansvarlige for både loven, læren og dommen. Det er på denne baggrund, at Leo I kan siges at være den første egentlige pave.

Ved Roms undergang i 476 gik kun staten til grunde. Kirken var nu stærk nok til at blive stående, og blev nu frigjort for statsmagtens pres. Kirken var klar til ekspansion mod hedningene uden for det klassiske område.


Kirkelige arkitekturtyper

Den kristne kirke havde brug for en helt anden arkitekturtype end det hedenske tempel, der var selve gudens bolig. Den kristne kirke havde behov for et samlingslokale, hvor gudstjenesten kunne finde sted, altså et menighedens hus. Det kom naturligt til at afspejle sig i bygningstyperne, og den mest nærliggende bygning til at kunne rumme en større forsamling var den romerske basilika. Foruden at overtage basilikaer fra andet formål, så blev kirkens nybyggeri fra begyndelsen for en væsentlig dels vedkommende af basilikatypen, og gennem mange århundreder fortsatte denne type med at være den mest foretrukne kirketype.

Men også andre former som centralrumskirke og salskirker blev bygget relativt tidligt. For alle bygningstypernes vedkommende er der beskrevet symbolske betydninger af bygningstypernes form og elementer. I kristendommen kan næsten alle encifrede tal udlægges religiøst: én Gud, Treenigheden, 10 bud, skabelsen på 7 dage osv. På samme vis overføres bestemte forme også på religiøse forhold, og selv banale figurer som cirklen og trekanten udlægges som specielt velvalgte for religiøse formål.

[EB bd.13 p.914] opdeler oldkirkearkitekturen i to perioder: før og efter år 313. I perioden før 313 er de kristne bygningsværker få og yderst moderate, mens de efter 313 bliver mangfoldige og prægtige. Fra den første perioder kendes ikke mange rester, det eneste udgravede levn, der omtales, er domus ecclesiae fra Doura-Europus på Euphrates vestbred. Disse simple huses indretning menes at have lignet de romerske huses, hvor de kristne, inden det blev officielt lovligt at dyrke kristendommen, samledes.

I den anden periode fra 313 til ca. 600 blev inspirationen til de mange kirkebyggerier den romerske basilika frem for de antikke templer. Basilikaen med græske rødder fra stoa basileos = fyrstens rum, hvorfra man overtog søjlerækkerne og langhusformen, der med den visuelle vej fra indgangsdøren til alterets højhellighed passede så godt med den kristne myte. Basilikaformen kendes også i små udgaver uden søjler, formet som et langhus med apsis i den ene ende.

I det efterfølgende beskrives forskellige bygningsforhold omkring de enkelte kirketyper.

Basilikaen

Basilikaen som kejserbygning for retslige eller merkantile formål er beskrevet under Romerrigets arkitektur. Her skal basilikaen som kirkebygning behandles. Basilikaen er også behandlet under kirkehistorie, hvorfor en del oplysninger her og der vil være de samme.

Kirkens orientering
Normalt bygges en kirke med alteret i øst, men der er en del undtagelser, bl.a. Peterskirken i Rom - båd den gamle og den nye - er bygget med koret mod vest. En del af Roms tidlige kirker er også bygget med anden orientering, idet de blev indpasset i eksisterende bygningsrækker. Der har således ikke været noget specielt krav til orienteringen, men traditionen med kor mod øst har overlevet til vore dage. I det følgende går jeg ud fra, at kirken er bygget med kor mod øst og bygningsdele, der først kommer med senere, er nævnt passende i kirker med kor mod øst.

Basilikaens bygningselementer
Basilikaens bygningselementer er fra vest mod øst:
Atrium: forgård med omgivende mur, eventuelt søjlegang og indgangsparti med porte eller gitter mod vest.
Narthex = Forhal: lukket hal bygget foran et eventuelt vestligt tværskib.
tårn: tårnet kan være et krydstårn, dvs. det står i kirkens centerlinje i et vestlig tværskib, eller det kan være to sidetårne, der flankerer det vestlige tværskib.
Vesttværskib: det er ikke alle basilikaer, der har et vesttværskib, men der er en del tidlig romanske tyske, hvor det forekommer.
Skib: kirkeskibet består af et hoved- eller midterskib samt to eller fire sideskibe. Midterskibet er højest med eget saddeltag.
      Sideskibene er lavere og har selvstændige pulttag.
      Forbindelsen mellem midter- og sideskibe er gerne en arkade med buer båret af piller eller søjler.
      Over arkaden er en tribune eller triforium, der kan være åbent eller lukket. Tribunen er bygget i samme højde som sideskibenes tag.
      Midterskibets sidevægge over triforium kaldes for klerestorium.
      Klerestoriehøjden er over sideskibenes tag, og der er igen adgang for lys gennem en række klerestorievinduer.
Tværskib: tværskibe bygges i skibets østlige ende, så tværskibets østkant flugter med korets vestkant.
      Tværskibet kan i N og S afsluttes med mindre portbygninger eller apsider.
      Der kan være bygget kapeller på tværskibe, oftest på østsiden. De kan have apsider.
Kor: kirkens kor har været meget varierende bygget efter behov: stort i klosterkirker og domkirker med mange gejstlige, som der skulle være plads til, eller mindre i kirker, hvor betjeningen indskrænkede sig til et fåtal klerke.
      Koret kan være inddelt i forskellige niveauer og med forskellige grader af hellighed afspejlende de liturgiske funktioner.
Apsis: korets afslutning mod øst er næsten uden undtagelse en apsis, der kan have form af en halvcirkel, en oktogon eller anden polygonform, og hvor der er plads til alteret. I engelske domkirker oftest plan østvæg i koret.

Basilikaerne har de ovennævnte bygningsdele som en slags standard, selv om enkelte af delene mangler i nogle kirker. Desuden kan der være tilføjet andre enkeltheder efter lokal skik, idet kirketypen allerede i oldkirkens tid var udbredt over hele Middelhavsområdet og Mellemøsten, hvorfor store kulturelle forskelle spillede ind i byggestilen.

I mange basilikaer er der et fast system i dimensionerne eller proportionerne. Fx kan højkirken være af samme højde som skibets bredde, eller to sideskibsfag kan svare til et hovedskibsfag.

Lofterne er plane tømmerlofter eller åbne til kip. De tidligste kirkers søjler er for spinkle til at bære hvælv. Søjlerne er ofte genbrugte fra antikke templer.

De indre dekorationer er ofte mosaikker, hvor blå og gyldne farver præger apsisområdet. Ved siden af apsis kan der, fx i sideskibenes østender, være mindre apsider, nicher eller aflukker til clerus brug.

Centralkirken

Centralkirken består af et enkelt rum, der kan være cirkulært, sekskantet til tolvkantet eller firkløverfacon. Nogle typer har indskrevne græske kors som grundform.

Centralkirkebygninger er mange steder - især i Italien - brugt som dåbskapeller, baptisterier. Centralkirken bruges også som gravmonument eller gravkirke. Karl den Stores kirke i Aachen er en ottekantet centralkirke.

Men det er især i Mellemøsten, at centralkirkeformen er almindelig. En teori om årsagen er træfattigdommen, og en centralkirke med rotunde eller oktogon er let at overdække med kuppel, til hvilken der ikke medgår tømmer. Den byzantinske og ortodokse/græske kirke behandles i egen afdeling af arkitekturnoterne.

Blandt de betydeligste bygninger i Europa af denne type fra oldkirkeperioden er Galla Placidas gravkirke i korsform og Theodorics gravmæle med kuppel. Se herom i Ravennarteksten.

Eksempler på tidlige basilikatyper


PETERSKIRKEN
Det må være passende at begynde med den væsentligste kristne oldtidskirke i Europa, Peterskirken i Rom. En af de kristne myter drejer sig om apostlen Peters martyrium i Rom. Peter havde organiseret menigheden i Rom, men hvor længe hans ophold havde varet, kan der kun gisnes om. I Rom blev han i cirka 64 korsfæstet med hovedet nedad. Dødsåret er også kun sandsynligt, men der er normalt enighed om at lade martyriet ske under Neros forfølgelser i 64. Peters påståede myndighed som den første biskop i Rom er en myte opstået i tredje århundrede, og der findes ingen beviser for en sådan lederstilling i Rom. I det andet århundrede var der to positioner i Rom, om hvilke det blev påstået, at de var Peters grav, men gravpladsen ved Peterskirken blev med tiden foretrukket frem for den på Via Appia. I 1939-1949 udgravedes så krypten under den nuværende Peterskirke, og der fandtes spor af en gravlægning, der tidsmæssigt stemte med Peters martyrium. Pave Paul VI påstod 1965-06-26, at Peters skeletdele var fundet, men det er ikke korrekt, det var en gravlægningsplads, man fandt.

Den første Peterskirke, kaldet Konstantins kirke, da kejsern bekostede den, blev jf. Krautheimers kronologi opført i 322-333 som gravkirke for Skt. Peter. Kirken blev stående til omkring 1506, hvor grundstenen til den nuværende kirke blev lagt, og efterhånden som byggeriet skred frem, blev den gamle kirke revet ned. Årsagen til nybygningen var blandt andet, at jordskælv havde ødelagt den gamle kirkes fundament, så man ikke kunne reparere den.

Planerne og de få tegninger, der findes af den gamle kirke, viser en femskibet basilika med et meget stor atrium med en indre peristyl. Kirken var oprindeligt uden tårne, men på en tegning fra perioden lige før den første kirkes nedrivning vises et tårn. Langs sideskibenes ydersider var der bygget småkapeller på begge sider. Fra narthex var der fem indgange til kirkens skibe: tre til midterskibet og en til hvert af de to inderste sideskibe jf. grundplanen, mens Maerten van Heemskerck på en tegning fra 1533 viser fire indgange tæt sammen adskilt af en enkelt søjle og to mindre døre til de S-sideskibe. Mod koret er der et bredt tværskib, der i N og S er noget længere end skibene er brede. Koret er nærmest kun en halvrund apsis og har i forhold til kirkens størrelse en meget beskeden størrelse.
[Nykjær, p.29ff]

Ved siden af kirken står to runde bygninger. Den østligste er det severiske gravmausolæum fra det tredje århundrede og husede en rig romersk familie. Det tjente som sakristi til den første Peterskirke. Den vestlige rundbygning er kejser Honorius' familiegrav fra ca. 400. De to rundbygninger var forbundet med en overdækket gang.

Det er ikke muligt på grundlag af disse oplysninger at fastslå, hvorledes den oprindelige kirke nøjagtigt har taget sig ud fra ydersiden, idet en bygning, der har stået i 1100 år, har gennemgået forskellige ændringer, og blandt andet er de ydre kapeller kommet til, og østfacaden blev i 400-tallet prydet med en mosaik som pave Gregor IX c.1230-1240 lod sætte om. Også selve apsiskorets indretning forandredes fra en mere enkel plads for en gravlægningskiste, hvorover der i 300-tallet var rejst en baldakin båret af fire snoede søjlert, over et forhøjet podiumsalter med søjlerække foran i 600-tallet til endeligt at få endnu en række snoede søjler foran i 700-tallet.

LATERANBASILIKAEN I ROM, St John Lateran
Laterankirken blev bygget fra 313 og var egentligt biskoppens kirke og tjente som Roms domkirke. Den blev ombygget i det 17. århundrede af Borromini, men noget af den oprindelig form er kendt gennem udgravninger og tegninger fra før ombygningen. Kirken har også andre uoriginale dele: således stammer forhallens midterste bronzedør fra Curia-bygningen på Forum, indviet år -29. Dørene blev forøgede med en omgående frise af Borromini. Kirken rummer også den eneste kendte originale statue af kejser Konstantin overflyttet hertil fra hans termer. Den femskibede kirke er 130 m langt med ret dybt kor og apsis. Kirken har tværskib, hvori det gotiske højalter står, og i hvis midte apostlen Peters træalter skal være indsat.

Rent arkitekturhistorisk er der ikke meget, der er originalt. Den oprindelige kirke blev bygget på kejsergardens kaserneområde og på et grundstykke ejet af Lateranifamilien - hvoraf navnet. Kirken blev først indviet til Frelseren, senere ændret til de to Johannesskikkelser: Johannes Døberen og Johannes Evangelisten. Kirken blev plyndret af vandalerne i 455 og genopbygget under pave Leo den Store, 440-461, og senere gentagne gange fornyet på forskellig vis efter flere plyndringer, brand og jordskælv. Det var pave Innocent X, der til det kommende jubilæumsår 1650 afgav bestilling på den indre ombygning til Borromini, der derved nedbrød de få rester af den oprindelige basilika. I 1735 blev facaden ændret til en barokform.

Tværskibet blev ændret fra 1597 til 1601, og kor og apsis blev genopbygget sent i 1800-tallet, og den oprindelige mosaik af Torriti og Camerino fra 13. århundrede blev noget hårdhændet restaureret og genopsat. Kirkens klostergård blev bygget i 1215-1232 af Pietro Vassalletto og har en søjlekorsgang med meget forskelligt udsmykkede søjler.

San Giovanni in Laterano dåbskapellet, Battistero di S. Giovanni, der står i forbindelse med basilikaen, er en oktogon med koromgang, bygget ca. 325 og kraftigt ombygget både 435 og 465 under pave Sixtus III og kraftigt udvidet under pave Urban VIII i 1637. Det er Italiens ældste dåbskapel, hvor galleriet bæres af otte antikke porfyrsøjler, mens søjlerne over arkitraven er af hvid marmor, og disse søjler bærer kuplen.

Sidebygningen, Lateranpaladset, til kirken var pavens residens indtil pavestolen flyttede til Avignon fra 1305 til 1375. Da paverne returnerede flyttede de til Vatikanet, bl.a. fordi Lateranbygningerne var blevet kraftigt beskadigede af en brand i 1308. Pave Sixtus V nedrev så det gamle palads og genopførte et nyt under arkitekten Domenico Fontana fra 1586. Den ny ygning var tænkt som sommerpalads for paverne, men de valgte i stedet Quirinalpaladset.

SANTA CONSTANZAKIRKEN I ROM
Santa Constanzakirken blev bygget af Konstantins søster/datter. Det er en rundkirke med kuppel Der er koromgang. Det er Constanzas gravmæle. Hendes sarkofag af porfyr står i dag i Vatikanmuseet.
Mosaikkerne fra begyndelsen af det fjerde århundrede er blandt de ældste i en kirke.
I San Stefano Rotondo bygget omkring 475 er der dobbelt koromgang.

SAN PAOLO FUORI LE MURA I ROM = Saint Paul's Outside the Walls
Ud ad Ostiavejen ligger Sankt Paulskirken nær det sted, hvor det siges, at helgenen led martyrdøden i år 64 under kejser Neros kristenforfølgelser. Kirken var en femskibet basilika, der stod næsten uændret fra bygningen blev bygget til en brand ødelagde den mellem 15. og 16. juli i 1823. Kirken, der er Roms næststørste, blev grundlagt af kejser Konstantin, men først fuldført efter hans død, ca. år 400.

Ret kort tid efter første indvielse blev de horisontale arkitraver over skibets søjler udskiftet med buer; det var år 385. En enkelt kilde anfører ikke noget om udskiftning af arkitraver og omtaler kun arkadebuerne med en forklaring om en vaklen mellem de to måder at konstruere søjlernes overdeles bæring på indtil ca. 450, hvorefter normen blev arkadebuer. Det 130 m lange og 66 m brede skib har - som den originale kirke - 40 søjlepar. Efter branden blev der lagt nyt marmorgulv, og den originale åbne tagstol blev ændret til et fladt kasetteloft. Over søjlerne løber en frise kirken rundt, og den indeholder portrætter af de første 263 paver, når man accepterer at regne dem fra Sankt Peter.

Kirken var - sammen med Peterskirken, som den var påvirket af - foruden gudstjenestekirke også martyriumskirke, hvilket påvirkede grundplanen, hvor der ved et forholdsvis stort transept blev plads til præsentation og tilbedelse ved martyrernes relikvier, hvorledes disse nu end var indrettet, eller hvad de end kunne indeholde. Den oprindelige kirke kendes bl.a. fra et stik af Piranesi fra 1749 [Stalley, p.28]. Efter branden blev den genopført efter omtrent samme plan og genindviet i 1854.

Kirken har en meget intim og smuk - tilhører Benediktinerordenen - klostergård med en søjlekorsgang med fem par snoede elle kanellerede dobbeltsøjler mellem hver bærepille. Stilmæssigt ligner den Laterankirken.

Yderligere kirker i Rom
Fra det fjerde og femte århundrede er San Clemente, Santa Pudenziana, San Sebastiano og Santa Sabina, sidstnævnte bygget på Aventinerbjerget mellem 422-432. S. Sabina er treskibet og har genbrugte søjler fra andre 2-300-årige bygningsværker. De 24 kanellerede søjler - 12 på hver side - er af marmor og hugget i Proconnesus ved Marmarahavet og har korintiske kapitæler. I modstrid med den daværende romerske praksis med arkitraver er arkaden med murstenssatte buer, og svikkel- eller spandrillefelterne i arkadebuerne er sat med farvede marmorindlæg, opus sectile kaldet, med kalk og disk motiv fra nadveren. Kirken har meget store klerestorievinduer og forekommer i dag lys og med klar farveføring. Fladt tømmerloft feltopdelt. Oprindeligt har lysindfaldet været mere begrænset, da vinduerne da var isat marieglasplader. Kirken er ekstra bemærkelsesværdig, fordi den er rejst ganske kort tid efter at Alaric plyndrede Rom i 410.

De fleste af de her nævnte kirker har eller har haft fem skibe adskilte med søjlerækker og fladt tømmerloft eller åben tagstol. Senere blev de flade lofter og arkitraver i nogle af kirkerne udskiftet med buer, der hvilede på søjlekapitæler, fx San Clemente i år 360, Santa Sabina i årene 422-432, mens Santa Maria Maggiore, 4. årh., stadig har de oprindelige flade arkitraver over søjlerne, men som nu er inddækket af den barokke restaurering fra det 17. århundrede.

Endvidere den noget specielle underjordiske kirke i basilikaform, Porta Maggiore, bygget i det første århundrede. Den har meget kraftige piller mellem midterskib og sideskibe, og pillerækken afsluttes opad af buer. Der er apsis, og hele længden er kun omkring 12 meter. Lokalet var før og efter vor tidsregning benyttet af mytiske kulter, der kom til Rom østfra, senere benyttede de kristne dette underjordiske fristed.

Eksempler på tidlige centralkirker

De tidlige eksempler på kirker bygget i Konstantins regeringstid i Østriget var mere komplekse i deres form, end Vestrigets basilikaer. Gravkirken i Jerusalem, Church of the Holy Sepulchre, bestod både af en basilika og en rotunde, og fødselskirken i Bethlehem var bygget med basilika og oktogon, sidstnævnte over fødselsgrotten, Grotto of the Nativity, men den konstruktion er blevet udskiftet med en bygning med tre apsider under kejser Justinian, 527-565, og denne bygning står endnu.

SERGIUS-BACCHUSKIRKEN I KONSTANTINOPEL
Bygget under Justinian. Behandles under byzantinsk arkitektur.

HAGIA SOPHIAMOSKEEN
Behandles under byzantinsk arkitektur.

Ravenna

Ravenna spiler en stor rolle i arkitekturhistorien for den tidlige kristendom i perioden fra omkring 400 til 600. Byen behandles separat.

Jørgen Marcussen

Kilder
Benzon, Gorm et al., 1983: Danske bygningsudtryk, Kreditforen. Danmark, [M125-K153]
Cary, M. et al. ed., 1949/1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP, [7325]
Danmarks Kirker, Fagordbog, Nationalmuseet, [DkKirk]
Encyclopedia Britannica, 1991 [EB]
Gibbon, Edward, 1995: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire 1-8, FS, [7557]
Janson, Tore, 2003: Latin - kulturen, historien, sproget, PP Forlag, [9527]
Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam, 2005 [9783]
Koch, Wilfred, 1980 c.: Bygningskunst og stilarter, Lamberth, 2. udg., [5794]
Nykjær, Mogens, 1999: Peterskirken - Historie og betydning, GB, [9155]
Pevsner, Nikolaus, 1997: Europas Arkitekturhistorie, Politiken, [8945]
Runciman, Steven, 2004: Byzantine Art and Civilisation, FS, [9546]
Stalley, Roger, 1999: Early Medieval Architecture, Oxford History of Art, [9857]
Toman, Rolf (ed.), 2000: Romansk kunst, Könemann, [8787]

 
Retur til toppen.

Opdateret d. 4.8.2014
  
Retur til Græsk antik arkitekturhistorie.
 
Retur til Romerrigets arkitekturhistorie.
Videre til Tidlig byzantisk arkitekturhistorie.
Særtekst om Ravenna i 400-600.
Videre til Merovingernes og karolingernes arkitektur.
Videre til Romansk arkitektur.
Videre til Gotisk arkitektur.