Arkitekturhistoriske noter, romersk arkitektur

Opdateret 4. august 2014.

INDHOLD
  Indledning
Kronologisk oversigt
Romerriget
Romerske provinser
Romersk arkitektur
Vitruvius
Arkitekturelementer
Byggematerialer		 Arkitekturtyper i Romerriget
   Byplaner
   Vejanlæg
   Akvædukter
   Huse og villaer
   Termer
   Templer
   Triumfbuer
   Teatre
   Basilikaer
   Pantheon
INDLEDNING
I forbindelse med nogle rejseplaner har jeg samlet informationer og eksempler på arkitekturhistoriske forhold i og fra Romerriget. Denne tekst er anden del, og her er et link til første del om den græske antikke arkitektur.

Jeg har senere skrevet en del yderligere noter om bygningsforhold i forbindelse med tekster om Pompeii og Herculaneum. Dette emne er delt over flere filer, og arkitekturoplysninger er i teksten om den udgravede by.

Kilderne er med deres kode eller registernummer nævnt omtrent, hvor de hører hjemme, og detaljer kan findes i kildefortegnelsen nederst i teksten.

I en særskilt tekst findes en del romerske stednavne med deres moderne ækvivalenter.

Kronologi
Samtidig med den græske indflydelse i Middelhavsområdet opstod Romerriget. Dets grundlæggelse fastlægges gerne til omkring år -753. Her er et link til rigets ledende statsmænd, paver, konger og kejsere i en kronologisk oversigt.

Efterfølgende tidsskema med hovedpunkter er fra første del om græsk arkitektur og er her fortsat til Romerrigets fald.
Tidpunkterne før vor epoke er foranstillet et minustegn.

Tidsrum
f.Kr.		 Benævnelse
område		 Bemærkninger til perioden
-2600 –
-1600		 Troja II-VI Udgravningen af Troja, der ligger ca. 6 km fra østsiden af indsejlingen fra Ægæerhavet til Dardanellerne, viste, at der kan adskilles i alt ni kulturlag på stedet. Se opdelingen under græsk arkitektur
-2000 –
-1400		 Kretisk-Minoisk kultur Var aktiv i begyndelsen af den græske kulturkreds.
-1600 –
-1150		 Mykensk kultur -
-1200 –
-100		 Græsk kulturkreds Den græske kulturkreds opdeles i mindre perioder, der også betegner udviklingsstadier:
   Arkaisk tid ca. 700-480 f.Kr., begyndelse og udvikling,
   Klassisk tid ca. 500-480 til 323 f.Kr., suveræn beherskelse.
      Perioden deles videre i en tidlig, høj og sen klassisk periode,
   Hellenismens tid ca. 323-85 f.Kr., sentid.
300 f.Kr. til 325 e.Kr. Romersk kulturkreds Den romerske kulturkreds opdeles i mindre perioder:
   Kongedømmets tid fra 753 f.Kr til 510
   Republikkens tid fra 510 til 27 f.Kr.
   Kejsertiden fra 27 f.Kr. til 395 e.Kr. Under kejsertiden udkom Vitruvius' afhandling om arkitektur.
   Delingstiden til Romerrigets fald ca. 395 til 450.
-753 –
+475
MERE DETALJERET KRONOLOGI
-753 Roms grundlæggelse Årstallet er omdiskuteret, men ligger tæt på begivenheden. Udtrykket Ab Urbe Condita stammer fra forfatteren Livius, der omkring år 0 nedskrev Roms historie i 142 bøger med denne titel.
-733 Syracus grundlægges Kolonien Syracus på Sicilien grundlægges fra Korinth.
-700 Poseidonia grundlægges Paestum grundlægges som græsk koloni fra Sybaris i Tarantobugten under »støvlefoden«.
-660 Byzantium grundlægges Koloniseringen foretaget fra byen Megara, der ligger midtvejs mellem Athen og Korinth. Der er tale om en lille by, der ingen betydning har for Konstantins grundlæggelse af Konstantinopel.
-600 Forum Forum i Rom udlægges som offentlig plads.
-524 Etruskerne overvindes i slaget ved Cumae = Kyme, der ligger lidt nord for Napoli. Aristodemus er sejrherre. Link til Cumae.
-510 Jupitertempel På Capitolhøjen bygges tempel til Jupiter.
-509 Tarquinuius Superbus Den sidste etruskiske konge i Rom faldt, og den romerske republik dannedes.
Jupiters tempel på Capitolhøjen indviedes i Rom.
-451 Roms lovgrundlag Decemvirerne begyndte sammenstillingen af de tolv lovbøger, Roms konstitutionsgrundlag og borgerrettighedslov.
-390 Rom plyndret Gallernes krigsfremstød i Italien, der endte med Roms plyndring.
-378 Bymur Den såkaldte Servius' bymur opførtes omkring Rom.
-336 Alexander den Store Alexander efterfulgte sin fader og fortsatte ekspansionen som græsk general. I de følgende år erobrede Alexander først Lilleasien, Palæstina og Syrien og i -332 Ægypten og grundlagde Alexandria i -331. Derfra fortsatte han mod øst gennem Assyrien og erobrede Babylon og nåede i -327 Indien. Derefter begyndte han tilbagerejsen og døde den -323-06-10 i Babylon.
-290 Bibliotek Biblioteket i Alexandria grundlagdes.
-281 Via Appia Via Appia påbegyndtes -312 og videreførtes i -281 til Tarentum.
-269 Sølvmønter Rom udgav de første sølvmønter som betalingsmiddel.
-241 Puniske Krig I Den første Puniske krig mod Karthago varede fra -246 til -241.
-218 Puniske Krig II Krigserklæring mellem Rom og Karthago. Hannibal krydsede i -218 Alperne og i -217 Apenninerne. Karthagenerne vandt flere sejre: i -216 vandt de slaget ved Cannae, der ligger på bredde med Napoli, men på Italiens østkyst.
-187 Via Aemilia Vejen fra Rom og nordpå langs Middelhavet, det Tyrrhenske Hav, byggedes.
-174 Circus Maximus Genopbyggedes på Palatinerhøjen tæt på kejserpaladset med overdækket gang til VIP-boksen.
-149 Puniske Krig III Den tredje Puniske krig brød ud. Hannibal var allerede død i -182. Krigen sluttede med Karthagos ødelæggelse i -146.
-146 Marmortempel Roms første marmorbeklædte tempel byggedes til guden Jupiter Stator.
-142 Bro over Tiberen Pons Aemilius var den første stenbro over Tiberen. I dag er der en bue og to piller tilbage. Buen kaldes i dag for Ponte Rotto.
-121 Via Domitia Var vejen fra Rhonefloden til Spanien. Den eksisterede før år -121, men i dette år forbedrede romerne vejen. Den blev navngivet efter romeren Marcus Domitius Ahenobarbus, der erobrede Narbonensis, nuværende Auvergne og Provence.
-80c. Fortunas tempel i Praeneste Fortunas tempel i Praeneste = Palestrina, cirka 35 km ESE for Rom byggedes. Fortuna Primigenia var en slags modergud allerede for etruskerne. Templet var formodentligt romernes arealmæssigt største helligdom, hvoraf en del endnu står som levn.
-78 Tabularium Roms Tabularium byggedes. Der var flere tabularier i Rom. Tabularium betyder register som folkeregister. Dette Tabularium blev bygget af Quintilius Lutatius Catulus og stod på en stor underbygning op mod Capitol og lukkede vestenden af Sullas Forum ved siden af templerne for Concordia og Saturn. Facaden er nederst formet som en arkade med kontorer og butikker. Overetagen blev renoveret i en nyere stil med korintiske søjler af Flavius.
Blandt de øvrige romerske tabularier var der fx:
Tabularium Caesaris for matrikelvæsen,
Templum Cereris for plebejerregistrering,
Atrium Libertatis, der var register for straffe og borgerrettigheder.
-46 Forum Julius Cæsars Forum oprettedes.
-27 Pantheon Marcus Agrippas Pantheon byggedes. Det var det første Pantheon med vandhaver og bade, og det blev to gange ødelagt af brand, og det er først den tredje opbygning, som endnu kan ses.
-2 Forum Augustus' Forum indviedes. Det er en plads på 125 x 90 meter inden for Mars Ultor-området. Enden af dets længdeaksen afsluttedes af rytterstatue af Julius Cæsar. Forummets tempel var indviet til Mars og Venus, og her opbevaredes Cæsars sværd.
e.Kr. = vor epoke = AD = Ante Domino
14 AD Akvædukt Akvæduktoverførslen Pont du Gard ved Nîmes byggedes.
64 AD Rom brændte Under kejser Nero brændte byen Rom. Branden blev brugt som påskud til kristenforfølgelser. Nero byggede efter branden pragtvilla på en del af det brændte område, og forargelsen var stor.
[Bramsen p.119]
79 AD Vesuv udbrud Den 24. august år 79 havde Vesuv det udbrud, der dækkede Pompeii og Herculaneum, og som dræbte Plinius den Ældre. Datoen betvivles af nogle, idet der er forskellige skriftsteder, der tyder på et tidspunkt senere på året.
80 AD Colosseum Colosseum påbegyndt af kejser Vespasian og fuldført i år 80 af hans søn, Titus. Arenaen havde siddepladser til 50.000 tilskuere, der kunne indtage deres pladser på under 10 minutter gennem 76 indgangsportaler.
81 AD Titusbuen rejstes Denne bue er Roms ældste og rejst til minde over Jerusalems ødelæggelse og Titus' sejr over jøderne. Den led overlast i middelalderen, da den var indrettet som vagttårn, men pave Pius VII lod den restaurere i 1822, hvor de manglende marmordele blev erstattet af travertinsten.
112 AD Trajans søjle og Forum Trajans Forum og søjle skabt som erindring om kejserens sejr over området Dacia i Østeuropa. Søjlen, der består af 23 marmorblokke, fortæller i sin frise i 22 snoninger omkring søjlen om Trajans kampe. Søjlen er 42 m høj og har 2.500 figurer hugget ind. Trajans gyldne urne stod i foden til goterne ranede byen i det femte århundrede. Indtil 1587 stod kejserens statue på søjlens top, men blev da udskiftet med en Sankt Peterstatue.
118 AD Pantheon Pantheon genopbyggedes.
122 AD Hadrians Mur Hadrians mur mellem England og Skotland byggedes.
216 AD Caracallas Termer Caracallas badeanstalt byggedes. Se om dens hvælv og bygningselementer. Caracalla blev myrdet i 217.
250 AD Kristenforfølgelser Kejser Decius forfulgte de kristne i det Romerske Rige. De kristne skulle for en særlig religionskommission sværge troskab over for den romerske statsreligion. Nægtede de, var der dødsstraf for forseelsen.
271 AD Roms bymur Roms bymur blev udvidet og renoveret under Aurelianus, der forventede angreb af barbarerne. Muren var omkring 7-8 meter høj og strakte sig over 20 km med 381 rektangulære vagttårne, der var bygget med kun 30 meters mellemrum - bortset fra Tibermuren langs floden. På den anden side af floden var kun et mindre område inden for muren.
Murens porte var hovedsageligt lagt, hvor de vigtigste veje udgik fra byen, og de fik vejenes navne som:
Porta Flaminia,
Porta Pinciana,
Porta Salaria,
Porta Nomentana,
Porta Chiusa,
Porta Tiburtina,
Porta Praenestina-Labicana,
Porta Asinaria,
Porta Metrobia,
Porta Latina,
Porta Appia,
Porta Ostiensis,
Porta Portuensis,
Porta Aurelia-Sancti Petri,
Porta San Sebastiano.
En del reparationer blev udført under senere kejsere. Under Maxentius, ca. 308-310, forhøjedes murene og især under Valentinian III efter et jordskælv i 442 repareredes murene.
303-305 Kristenforfølgelser De sidste kristenforfølgelser i Romerriget.
312 Kristendommen tillades Den 28/10 312 stod slaget ved den Milviske bro, hvor kejser Konstantin besejrede Maxentius, der druknede i floden. Forinden slaget havde Konstantin set et syn, der bød ham at kæmpe under korsmærket. Efter sejren blev kristendommen tilladt som religion på lige fod med statsreligionen i Romerriget. Der er mange myter om, hvad kejseren egentlig så eller hørte, og hvilke bevæggrunde han havde for at tillade kristendommen.
325 Byzantium Hovedstaden for det Romerske Rige flyttedes fra Rom til Byzantium ved byen Konstantinopels indvielse.
329 Peterskirken Som følge af Konstantins sympati med kristendommen understøttede han opførelsen af Laterankirken og Peterskirken. Ifølge overleveringen er den første Peterskirke placeret, så dens apsis stod over Apostlen Peters martyrgrav.
[Nykjær, p.17]
395 Rigets deling Det Romerske Rige deltes i det Øst- og Vestromerske Rige.
424 Ravenna Mausolæet for Galla Placidia opførtes i Ravenna.
476 Sidste kejser i Vestriget afsat Kejser Romulus Augustulus blev afsat, og Odovacer = Odoacer blev konge i Italien, mens Zeno fra Byzantium officielt var kejser for både øst- og vestriget.
1453 Østromerske Rige opløses. Eneste navneerindring om det Romerske Rige er nu og indtil 1806 Det Hellige Tysk-Romerske Rige.

 

ROMERRIGET
Før den romerske kultur var det italienske områdes kulturbærende folk etruskerne - af grækerne kaldt tyrrhenerne - og de regnes normalt ikke med til den romerske kulturkreds, selv om mange romerske træk blev overtaget fra etruskerne. En af årsagerne kan være, at deres kultur var relativ forskellig fra Romernes senere kultur, at deres skrift ikke er tydet, og at der er så få levninger fra deres tid - bortset fra en del grave. Etruskernes storhedstid faldt omkring 900 til 500 f.Kr. Etruskernes blomstring faldt sammen med den græske kolonisations storhedstid i Syditalien og på Sicilien.

Romerrigets provinser
Her er de romerske provinser, som der ofte i arkitekturlitteratur henvises til.
Omfanget er Rigets udstrækning omkring år 14 og derefter.

Italia Området næsten som Italien i dag, men uden Sicilien og Sardinien.
Sicilia = Sicilien.
Sardinia = Sardinien.
Corsica = Corsica.
Alpes Maritimae + Alpes Cottiae + Alpes Poeninae = Alperne mellem Italien og Frankrig i tre områder fra syd mod nord til ca. Basel.
Dalmatia = Det gamle Jugoslavien.
Macedonia = Det nordlige Grækenland.
Achaea = Det sydlige Grækenland.
Thracia = Cirka Bulgarien og Europæisk Tyrkiet.
Moesia = Området nord for Bulgarien, men ikke hele Rumæniens bredde.
Pannonia = Fra Trieste og op til Donau, en del af Ungarn.
Noricum = Bayern.
Raetia = Fra Bodensøen til Augsburg, østgrænse ved Donau.
Germania Superior = Området omkring Rhinen fra Schweiz til Trier.
Germania Inferior = Området omkring den nedre Rhin til Nordsøen.
Belgica = Holland, Belgien, Luxembourg og en del af Nordfrankrig.
Lugdunensis = Nordfrankrig med Normandiet og Bretagne, en tarm ned til Lyon.
Aquitania = Det sydvestlige Frankrig.
Narbonensis = Auvergne og Provence.
Tarraconensis = Det meste af Spanien, men ikke det sydligste og vestlige med Portugal.
Baetica = Andalusien og Granada.
Lusitania = Portugal og noget af det midtvestlige Spanien.

I Afrika var provinserne:
Numidia = Omtrent det østlige Algier.
Africa Proconsularis = Tunis og Libyens vestlige kyststrækninger.
Cyrenaica = Det østligste Libyen.
Aegyptus = Ægypten.

I Mellemasien var provinserne:
Judaea = Palæstina.
Phoenicia = Libanon.
Syria = Syrien.
Cilicia = Tyrkiets østlige sydkyst.
Lycia og Pamphylia = Tyrkiets mellemste sydkyst.
Asia = Tyrkiets vestlige del fra sydkysten til midt for Marmarahavet.
Bithynia / Pontus = Tyrkiets nordkyst.
Galatia = Tyrkiets østlige del minus sydkysten.
Capadocia = Området øst for Tyrkiet.
Senere kom Britannica til.
 

Romersk arkitektur Roman architecture was almost as complex as the Roman Empire itself; it was influenced by a multitude of geographic, climatic, political, economic, social and cultural factors. The cohesive factor through all the differences was the Roman character, which possessed the talent and felt the necessity to organize in large and complex terms, politically, architectural or otherwise.
[EB vol.13, p.908] Den tidligste arkitektur i Romerriget er dels en overtagelse af de etruskiske arkitektoniske træk og dels de græske bygningstyper. Kendetegnende for etruskerne er deres brug af buer og hvælv i deres gravlægninger. Fra den græske bygningsstil overtog romerne brugen af søjler og andre konstruktionsdetaljer, men de påbegyndte straks en videreudvikling, der kunne dække deres behov for profane konstruktioner i deres ekspanderende verden: broer, akvædukter, vejanlæg, fæstninger og borgernes samlingsbygninger som badeanstalter og forsamlingshuse. De sakrale bygninger, templerne, udvikledes som beskrevet herunder.

Overordnet fik den romerske arkitektur den græske renhed i bl.a. enheden i konstruktion og form og renheden i vertikale og horisontale bygningselementer ændret, så der kom en mere imponerende og dominerende stil ud af udviklingen. Samtidig kan den romerske arkitekturs »keywords« også være standardisering, orden og systematik.

Vitruvius Pollio
En stor del af litteraturen om romersk arkitektur refererer til hovedværket af Vitruvius Pollio, der var militæringeniør under Augustus. Vitruvius udgav sin håndbog, De Architectura i ti bøger, for romerske arkitekter i år 27. Bogen er bygget over den græske arkitektur og mangler naturligvis oplysninger om den romerske arkitektur, der på det tidspunkt netop stod ved begyndelsen til sin blomstring under de senere kejsere. En del af Vitruviuses tekst behandler den græske arkitekt Hermogenes (ca. 200 f.Kr.) bygningsværker og hans teorier om bl.a. brug af doriske og joniske søjler i templer. I den sene romertid priser geografen Strabo Hermogenes' tempel for Artemis Leucophryene i Magnesia ved Maeanderfloden (ikke at forveksle med det andet lidt nordligere Magnesia - nuværende navn Manisa - ved Gedizfloden).

Vitruvius' værk mangler næsten totalt praktiske oplysninger om selve byggearbejdernes udførelse. Praktiske anvisninger er yderst sjældne, hvilket betyder, at man må forsøge at beregne og eksperimentere sig til, hvordan byggerier kunne udføres. Det betyder igen, at vi i dag har mange forskellige teorier om, hvordan man fx fik rejst de tunge søjler til lodret og placeret præcist på fundamenterne, eller hvordan man planlagde byggerier af store komplekser, så man fik plads til kraner og taljer under hele forløbet. Man ved heller ikke præcist, hvordan man kunne måle ud til store anlæg som Colossæum, så periferien kun afveg centimetre fra den teoretiske plan.

Oversigt over indholdet i Vitruvius:
Bog 1 omhandler generel arkitektur, en arkitekts kvalifikationer og et essay om byplanlægning.
Bog 2 omhandler byggematerialer.
Bog 3 og 4 indeholder regler for tempelbyggeri og ordenerne, dvs. om søjler m.v.
Bog 5 er om andre offentlige bygninger.
Bog 6 omhandler private bygninger, huse, gårde, og produktionsbygninger.
Bog 7 forklarer udlægningen af gadebelægning, fortove og dekorative stukelementer.
Bog 8 er en håndbog om vandforsyning, om akvædukter.
Bog 9 er en lærebog i geometri og måleteknikker.
Bog 10 er detaljer om civile og militære maskiner og konstruktioner.
"Vitruvius" var en af de første bøger, der blev trykt efter bogtrykkunstens opfindelse (1486).

Romerske arkitekturelementer
Buekonstruktion, dvs. overspænding af muråbning med en bueformet overdel. Romerne udviklede buen, som de overtog fra etruskerne. Buer kaldes for dobbeltbuer, når overliggerstenene danner to koncentriske forløb fra den ene understøtningsflade til den anden.
Den midterste højeste sten i en bue kaldes for slutstenen.

Buen kan være dannet med tilskårne kvadre med kileformede sider, der peger mod centrum eller i nærheden af centrum, men som alle har en form, der kiler sig fast i buen ved det ydre eller øvre tryk på stenen. Romerne udvikler også buens vederlagsten, der får udformning som en slags gesims med en profil, der rækker uden for pillens vertikale linjer. Septimus Severusbuen har en slutsten udformet, så den rækker længere ned end de øvrige sten. Buen får på undersiden en slags tap øverst.

Foruden den hele bue benyttedes også dele af buer, altså buer mindre end halvcirklen. Flade buer, dvs. buer, der er fladere end cirkelformen, blev anvendt i døråbninger og kolonnader.

Hvælv kan være af forskellig konstruktion, og disse er beskrevet under gotikken.
Romernes simple halvcirkelformede tøndehvælv kunne spænde op til 24 meter. Et godt eksempel er Maxentius' basilika i Rom.

Søjleordenens udvikling
Romerriget har som basis de tre græske søjleordener: Dorisk, Jonisk og Korintisk. I den Romerske Republiks tid, dvs. fra ca. -500 til næsten år 0, anvendes hovedsageligt den doriske søjle - først uden base og senere med basis og en beskeden kapitæl. Eksempel herpå er Tabularium i Rom (fra 78 f.Kr.). Den doriske søjle kan med etruskiske rødder eventuelt have en eller flere vulstringe under kapitælen. Søjlerne var nu ofte uden kannelering.

I kejsertiden fra ca. år 0 til 350, hvor bygningsaktiviteten aftog, anvendtes mest den korintiske søjle med iøjnefaldende kapitæl.

Romerne anvendte desuden den fra etruskerne overtagne toskanske søjle, der ligner den doriske, men den har basis og halsringe og mangler ofte kanneleringer. Endelig benyttede de også en type kaldet kompositsøjlen, der er en afart af den joniske og korintiske søjle, hvor den joniskes spiral eller bogrulle kapitæl sidder under korintiske udsmykningsblade.

Kombination af bue og søjle blev meget populær i romerske bygninger som monumentale enkeltheder i triumfbuer, templer og teatre.
Søjlerne sættes foran bygningsværket som udsmykning, og der anvendes tit halvsøjler, som er fastmuret med den bagvedliggende mur, og som ikke tjener noget understøtningsformål, som de græske søjlers formål var. Søjlernes brug her benævnes som blændarkitektur og rammearkitektur.
Ved bygningsfacader og på triumfbuer benyttes søjlerne som indfatningsudsmykning uden bærende funktion omkring nicher, ved hjørnerne af tympanoner, omkring åbninger.

Bygningens nicher med en slags skuevæg afsluttet foroven med bue eller tympanonfelt, ved siderne med søjler eller halvsøjler, kaldes for ædicula-arkitektur1).
1) Fra lat. aedes = opr. bygning til beboelse, senere også tempel. Aedicula (1. f) er diminutivformen til aedes.

Eksempler på bue-søjle-kombinationer:
Ephesus - biblioteket. = Efesos, ligger ved Den tyrkiske Vestkyst.
Timgad - Trajanstriumfbuen. Timgad ligger i det østlige Algier på ca. 6° 10' E 150 S for kysten. Byen blev grundlagt som romersk koloni for pensionerede soldater fra den trejde Augustianske Legion, der var indkvarteret i den nærliggende by Lambaesis. Det skete efter ordre fra kejser Trajan år 100. Foruden triumfbuen har byen en typisk kvadratisk byplan, der vidner om dens militære baggrund. På sit højdepunkt havde byen foruden teater og bibliotek 14 badeanstalter.
Patra / Petra i Palæstina. Byen indhugget i klippeslugten har eksempler på facader med bue-søjlekombination.

Pille-buekonstruktioner er et andet typisk romersk udviklingstrin. Til brug for buer og hvælv anvendes piller, dvs. kvadratiske eller rektangulære murede støtter for buernes anlægspunkt. Ved konstruktionen dannes arkader, som nødvendig forbindelsesgang mellem fx hovedskib og sideskib i basilikaer.

Tagkonstruktion. I tagkonstruktionen ændrer romerne den græske arkitrav til et gesimsbånd.

Tagdækning, romersk. Tagdækning blev udført med to forskellige typer tagsten. Den ene kaldtes tegula, der var en flad sten med ophøjet kant eller vulst i hver side. Over vulsternes sammenstød placeredes en saddelformet eller v-formet sten, hvilket kaldes korintisk stil, eller en halvbueformet sten, som et halvt rør, hvilket kaldes lakonisk stil.
Fra omkring år 300 gik man - først nord for Alperne - væk fra de to ovennævnte typer og benyttede i stedet de halve rørformede sten, der blev lagt skiftevis med den konkave og den konvekse side opad, og således at de overlappede hinanden; det kaldes i dag for romerfals eller 'munke og nonner'.
 

Romerske byggematerialer
Romerne kendte til teglbrænding og anvendte i stor stil mursten og tegl til deres bygninger. I kraft af deres verdensherredømme havde de også adgang til alle kendte materialer og forstod at udnytte dem, kombinere dem og transportere dem til byggepladser.

Af helt speciel betydning blev deres kemiske opdagelse af mørtel-cementblanding, der var en forudsætning for deres dristige buer og hvælv.

Mørtelen var dannet af den vulkanske jord, pozzolana-jord2), Det er en let og fin rødlig jordart, der danner en god cement eller mørtel, når den blandes med læsket kalk. Materialet evner at størkne til en fast masse i løbet af nogen tid, hvorfor byggeriet ikke må skride hurtigere frem, end materialet er størknet og hærdet, inden næste byggetrin. Selv i meget fugtige miljøer kan materialet størkne. Det kan bruges til opførelse af mure under vand, da hærdningen ikke er en afvanding af materialet. Det er en kemisk reaktion med vandet, der betinger hærdningen. Der blev derfor typisk rejst en kassemur i en til halvanden meters højde af skifter og med dækstenene overlagt med et heldækkende skifte over murkernens fyldmasse. Denne enhed måtte man så lade hærde i så vidt mulig ensartet temperatur, så reaktionen kunne forløbe med jævn hastighed.
2) Fra Pozzuoli nær Napoli, men jorden fandtes også nærmere Rom.

Tufstenen var i den tidlige romertid særdeles velegnet, da den er blød nok til at kunne bearbejdes med bronzeinstrumenter. Senere benyttedes også hårdere vulkanske stenarter som peperino og albani fra bjergene med samme navn. I den sidste republikanske tid og under kejserdømmet var den mest populære byggesten travertinen, en blød kalksten, der kunne hugges i Tivoli ikke langt fra Rom. Colosseum var udvendigt beklædt med travertinsten.
En kort oversigt over de forskellige romerske stenarter findes i Europas Kunst, [Bramsen, p.118].

Marmoren var en udsmykningssten. Den blev tilhugget til plader, der blev opsat uden på sten og mursten. Desuden blev den anvendt til gulvbelægning, fortove og mosaikker. I den sene romertid blev de farvede arter efterspurgte til luksuriøse byggerier, men på det tidspunkt var der en import af sten fra rigets forskellige leveringsdygtige kolonier. Marmor var det fineste lokale bygningsmateriale og blev brugt til at dække det grovere murstens- og småstensbyggeri.
Hadrians Villa i Tivoli er et godt eksempel på brugen af fine sten.

Grundmuren af sten og mørtel kunne afsluttende have en skalmur af enten brændte teglsten eller kakler. Disse var næsten altid af trekantet form. De blev i kejsertiden ofte brændt som store kvadratisk teglplader, der deltes efter diagonalerne i fire trekanter, der placeredes med hypotenusesiden udad som facade.
Ved byggerierne blev der ofte anvendt tungere stenmaterialer i murkernens fod, hvor trykket fra de overliggende bygningsdele var stort, mens der højere oppe blev anvendt lettere stenarter til iblanding af mørtelen. Øverste dele blev udført med tufsten i mørtelen. I hvælvbygningerne blev anvendt vulkansten, lapilli.

Alle bærende bygningsdele blev gjort relativt kraftige for at kunne klare trykket. Alligevel havde romerne også været nødt til at udvikle stræbebuer og piller til at afbalancere de tværgående kræfter ved hvælvkonstruktion.

I byzantinsk tid var det almindeligt, at teglstensskifter vekslede med skifter med kvadrehuggede natursten som fx i Hagios Ioannis Studios-kirken i Konstantinopel fra 463, hvor fem skifter tegl vekslede med tre skifter natursten, og kort tid efter blev systemet også anvendt i Hagia Irene i samme by.

Der er også forskel fra Rom til Konstantinopel på anvendelsen af mørtel i byggeprocessen. Rom benyttede et tyndt mørtellag mellem de lave teglsten, mens Konstantinopel foretrak en meget tyk "mørtelseng" mellem de tynde mursten.
[Hjort p.121]

De byzantinske tegl havde en anden størrelse end de aflange italiske. I Byzans var de 35 x 35 cm., altså kvadratiske, men stadig tynde som italiske. Iflg. [Hjort p.120] overtog grækerne teknikken med teglbrænding fra Vestriget, men nogen større overraskelse har det ikke været, da flere former for brænding af lertøj, terracotta m.v. havde været kendt fra arkaisk tid på begge sider af Ægæerhavet, og i mange bygninger havde de græske områder anvendt udsmykning med plader af terracotta med relieffer som udsmykning, og allerede fra babylonisk tid kendes brænding af selv glaserede teglsten, der kræver en høj varme under brændingen.

Til husbygning blev brændte sten almindelige i Det Østromerske Riges områder på Balkan, Rusland og Ægypten, mens Armenien og de indre og østlige Lilleasienområder byggede med kvadersten fra naturligt forekommende stenarter.

En anden bemærkelsesværdig forskel mellem de to dele af riget var Byzantiums opgivelse af anvendelse af den italiske beton, så hvælv og buer i Byzans er opført med sten og ikke støbte.
[Hjort p.121]

Stuk blev anvendt allerede af grækerne, men især romerne brugte materialet af kalk, sand og marmorpulver som udsmykning og beskyttelse mod vejrlig, og materialet kunne støbes og formes og i visse tilfælde poleres. Det blev også undergrund for murmalerier, som de kendes fra Pompeiis ruiner.

Muringstyperne er opkaldt således: Opus caementitium = opus cimenticium var skift af småsten i lag skiftende med mørtellag.

Opus craticum; muren var konstrueret af et kvadratnet af tømmerstokke a la bindingsværk, hvor felterne var udfyldt med sten og mørtel.

Opus incertum - den mest almindelige facademuring i andet og første århundrede f.Kr., og lidt yngre end den førstnævnte. Uden på murkærnen blev sat pyramideformede tilhuggede tufsten, der vender spidsen ind i murkærnen; dertil mørtelen. En anden kilde ([EB]) skriver, at mørtelmuren blev dækket af uregelmæssigt formede 7-10 cm store sten, oftest tuf.

Opus reticulatum = opus reticulatium også kaldet netmurværk, der bestod af tilhuggede pyramideformede sten med kvadratisk grundflade, der i muren blev sat diagonalt og dannede et netmønster; dertil mørtelen. Anvendt fra det første århundrede f.Kr. til Hadrians tid (år 117). En mellemform med delvis faconhuggede sten kaldtes for opus quasi reticulatium.

Opus latericium eller opus testaceum murværk med forskalling af trekantede teglsten. Anvendt fra det første århundrede f.Kr. og langt den almindeligste murform i kejsertiden. Stenene blev sat med deres spids indad i muren og deres grundflade på facaden, så det lignede en mur bygget af meget tynde mursten. Med et par skifters mellemrum blev indsat lange mursten kaldet »bipedae«a), så muren fik nogle langsgående bånd.
a) Bis + pedes = af to fods størrelse.

Opus vittatum forskallingsmur af et lag tegl og et lag tufkvadre. Anvendt fra det fjerde århundrde e.Kr.

Opus quadratum var navnet på en type stenbyggeri, hvor kvadrenes eller stenenes forbandt var et lag løbere efterfulgt af et lag bindere. Se herom under forbandt. Det var en facademurtype mest brugt til offentlige bygninger i det tidlige kejserrige. Colosseum er et godt eksempel herpå.

Opus mixtum, der var en facadetype med blandet brug af mursten og natursten. Den var særlig almindelig i det sene kejserdømme og specielt under Diocletian (284-305). Murblandingen af mursten og tuf blev især anvendt ved vinkler og hjørner.

Opus signinum er en blanding af mørtel / beton med skærver af keramik og potteskår. Når overfladen blev slebet lignede den vore dages terrazzo, og opusen blev da også anvendt til gulvbelægning. I Pompeii er fundet rester af belægningen også på første sal lagt oven på bjælker. [Mygind 1918, p.61, 63]

Opus spicatum murværk med sildebensmønster. "Spicatum" betyder kornaks, og mønstret som de oftest kantstillede sten danner ligner også kernerne på et aks. Skiftet kaldes på engelsk for herring-bone.

Opus tesselatum, der var mosaikarbejder med de meget små kuber - "terninger" - af glas, marmor eller sten. En tilsvarende type mosaikarbejder med endnu mindre sten var opus vermiculatum. Opus sectile var en mosaiklignende murbelægning eller gulvbelægning udført med forskelligtfarvede marmorfliser.

Romerske arkitekturtyper
Teknisk og konstruktionsmæssigt bliver romerne meget dygtige. Med relativt primitive redskaber til udmåling og afsætning opnåede de forbløffende præcise bygningselementer. Deres beregninger var udelukkende geometriske. De aritmetriske beregninger for styrke etc. kendtes ikke. Man kendte til kræfternes forøgelse med kvadrat eller kubik ved forøgelser af størrelserne, men måtte med den viden stole på, at bygmesterens forøgelse af murtykkelse og stentype kunne modstå trykkræfterne i murene.

Selv om der ikke ligger, hvad vi i dag forstår ved styrkeberegninger bag deres bygningsværker, så har mange af dem præsteret at stå i 2000 år, hvilket må kunne kaldes en tilfredsstillende stabilitet og kvalitet. De kunne bygge i større dimensioner og dristigere end grækerne. Blandt andet overhvælvede de bredder, som der skulle gå mange hundrede år, før andre kunne gøre det efter. Deres materialebehandling var suveræn, og deres teknikker komplekse.

De prægede det bygningsmæssige landskab over store dele af den da kendte verden, og en del af deres arv til os er stadig synlig i landskabet. De efterfølgende bygningstyper og andre arkitektoniske elementer har alle i dag levn i landene rundt om Middelhavet. Nogle eksempler er nævnt i teksten.

Byplaner og byporte
Fra Vitruvius ved vi, at byplanlægning var en disciplin inden for arkitekturen, og mange romerske byer over hele imperiet bærer tydeligt præg af deres militære baggrund. Dvs. de var planlagt med en meget rektangulær eller endog kvadratisk grundplan med veje, der skar hinanden under rette vinkler, og hvor de vigtigste veje delte siderne i to på midten og krydsede hinanden i byens centrum. Til en byplan hørte placering af de offentlige bygninger: templer, fora, badeanstalter etc. Især de kommercielle og administrative bygninger blev lagt nær bycenteret, mens templer og teatre kunne placeres på passende steder længere fra centrum.
Mere om byplaner i Pompeiiteksten her.

Byporte med erindrings- eller hyldningsmotiv findes i Porta Nigra i Trier i Tyskland.


Vejanlæg
Romerne anlagde veje for at kunne komme hurtigt rundt til imperiets grænser, når der var behov for militær støtte, men vejen tjente også til de almindelige fredelige behov for samfærdsel. Romerne forstod at brolægge vejene, at bygge broer og dræne.

Af brolægning findes der mange steder i Italien levn af belægning med de natursten, der findes i områderne, således omkring Vesuv af tufsten eller anden vulkansk stenart. På torvepladser kunne belægningen være finere endda i marmor som i Efesus, hvor de glatte plader var hugget rillede for at hindre glatføreulykker i vådt føre.

Kloakeringen kunne være udført med teracottarør som påvist i visse af de romerske provinsbyer i Lilleasien, fx Efesus.
[Efesus p.19]

Under kronologien er nogle af vejene, der udgik fra Rom i antiken, nævnt.

Eksempler:
Via Appia, der gik fra Rom først langs vestkysten, men fra lidt nord for Neapolis krydser landet mod øst til Brundisium. På stykket over halvøen til Brundisium kaldes vejen også for Via Minucia.
Via Annia, der gik fra Capua på Via Appia mod syd forbi Napoli, Paestum til Rhegium - overfarten til Sicilien. Men også vejen fra Bononia i nord mod nordøst til Aquileia kaldtes for Via Annia.
Via Latina, der gik fra Rom parallelt med Via Appia, men længere inde i landet mod syd til Capua.
Via Salaria, der gik fra Rom mod øst over halvøen og skiftede navn på halvvejen til Via Caecilla for at ende ved Pescara.
Via Flaminia, der gik fra Rom mod nord til østsiden af halvøen ved Fanum Fortunae.
Via Cassia, der gik fra Rom via Florentia mod nord til Bononia.
Via Aurelia eller Via Aurelia Nova, der gik fra Rom langs vestkysten mod nord til Populonia. Fra Pisae kaldtes den for Via Aemilia Scauria.
Via Aemilia, der gik fra Ariminum mod nordvest til Placentia.
Via Postumia, der gik fra Genua mod øst via Verona til Aquileia.

Havnegaden i Efesus er 11 meter bred og 530 meter lang og var brolagt. Fortovene var fem meter brede, overdækkede og belagt med mosaikker.
[Pedersen, p.4]

Akvædukter og broer
Akvædukter og broer opført af romerne hører til deres største ingeniørbedrifter.

Eksempler:
Akvædukten Pont du Gard ved Nîmes i Frankrig.
Akvædukten ved Segovia i Spanien.
Broen ved Rimini bygget af Augustus og Tiberius.
Tagusbroen ved Alcántara i Spanien.

Efesus i Lilleasien havde 250.000 indbyggere, der fik vand fra fem kilder med Marnasfloden som den vigtigste. Fra denne førte to omkring fem kilometer lange akvædukter vandet til cisterner i byen, som menes at have forbrugt 10.000 m3 per dag.
Vandet kunne som i Pompeii føres rundt i blyrør eller som i Efesus i terracottarør, der kunne ligge oven på jorden eller være muret ind i husmurene. Terracottateknikken havde grækerne kendt længe inden romernes ankomst.
[Pedersen, p.14]

Noget om forløbet af den lange nu næsten forsvundne akvædukt, der fra bjergene bag Pompeii og Napoli forsynede hele området med vand er noteret i Pompeiiteksten.


Huse og villaer
På grund af klimaet i Italien var husene normalt af lettere konstruktion og med ingen eller rudimentære opvarmningsanlæg. De romerske huse var af tre typer:

1) villaen, der var gården på landet eller lystboligen på landet.

2) Domustypen, der var den normale boligform, og som der er mange eksempler på i Pompeii, men næsten ingen af typen er udgravet i Rom. Typen blev for de mere formuende romere udviklet til atriumshuset, som er nærmere beskrevet under Pompeii. Boligen bestod af et indgangsrum, der førte til en søjleomkranset åben gård, atrium, hvor der var halvtag på alle sider med en tagåbning i midten, compluvium, der gav luft og lys, og hvortil husets værelser, cubiculae, vendte. Spisestuen, triclinium, var gerne husets største rum og lå tæt på køkkenet, der var opført med murede borde og ovne. Et lille bassin i gården benyttedes til regnvandsopsamling.

I Pompeii er der flere gode eksempler på husplaner og næsten komplette huse, hvor kun tagene behøver at blive rekonstrueret. Det var kun de rigeste borgere, der kunne tillade sig at have de store atriumhuse, der krævede mange slaver for at kunne fungere. Hovedparten af befolkningen var ekstremt fattige og boede under usle forhold.

3) Insulatypen, der er en lejlighed i et boligkompleks af hvilke der har været en del i Rom. De kunne have op til fire etager. Uden for Rom er især udgravningerne i Ostia kendt for etagebyggeri.

Af større huse, paladser - således opkaldt efter de boliger, der byggedes på Palatinerhøjen i Rom - eksisterer det meste af Augustus' Livias Hus, som man mener han boede i med sin hustru. Her er der endnu vægmalerier fra samme tid.
Af Septimius Severus' Palads står endnu buer og vægger, der er bygget ud over Palatinerhøjens skrænter.
Af Hadrians Villa i Tivoli er stadig bevaret så mange ruiner, at både de mange bygningers plan og den stort anlagte have kan fornemmes. Hadrian var den anden »spanier« der blev kejser efter Trajan. Hadrian begyndte byggeriet i 118, og det fortsatte i tyve år til kejserens død i 138. Af særlig spektakulært levn ved villaen er søjlerækken omkring havebassinet. De korintiske søjler er over kapitælerne forbundet med skiftevis en horisontal overligger og en halvbue-overligger. I denne arkade stod der statuer i bueåbninger.
[Bonaventura]


Termer og gymnasier
Ved republikkens slutning var badeanstalter blevet normale i den romerske hverdag og frem gennem kejsertiden steg antallet, således at Rom omkring år 325 havde 1000 badeanstalter. De blev bygget med flere bassiner, varme, tempererede og kolde, samt med sports- eller gymnastikfaciliteter.

Badene kan opdeles i to typer: De såkaldte kerjsertypebade, hvor baderummene ligger på linje omkring en centralakse i bygningen. Og den anden type, cirkeltypen, hvor baderummene ligger omkring et centralt punkt.
[Efesus p.14]

Eksempler:
Stabianertermerne i Pompeii er de bedst bevarede. Efter indgangen passerer man et stort sportsanlæg og det udendørs badebassin, natatio. I sidebygningerne er der omklædningsrum, apodyterium, hvorfra man kom ind i det tempererede bad, tepidariet og derefter ind i det varme bad, calidarium eller caldarium, hvor varmen var, så man kunne svede. Det kolde bad, frigidarium var mindre. Bygningen styrtede delvis sammen under jordskælvet i år 62 og var ved vulkanudbruddet stadig ikke genopbygget.
[Skydsgaard]

Caracallas termer
Ruinerne af Caracallas Termer i Rom er så omfattende, at det er muligt at danne sig et indtryk af vægge og plan. Termerne blev bygget fra 206 under kejser Septimius Severus og fuldført under hans søn, Caracalla i 217. Badet havde plads til 1500 badegæster. Det forblev i brug til det sjette århundrede, hvor goterne saboterede byens akvædukter. Murenes marmor sad på til en gang i 1500-tallet, hvor Farnesefamilien røvede det for at bruge det til deres eget palæ, der i dag er den franske ambassade. Byens største badeanstalt var Diocletians termer, men de er i dag delvis dækkede af kirken Santa Maria degli Angeli og det romerske nationalmuseum.

Af Diocletians termer i Rom er tepidariet anvendt som skib i kirken Santa maria Degli Angeli. Her er lofternes krydshvælv og søjler i korinthisk stil vekslende med pilastre bevaret, og entablementet over søjlekapitælerne udgøres af en tredelt frise, en glat arkitrave og en gesims med udadrækkende trin, og altså en noget omvendt orden af den klassiske.
[Thiedecke p.52]


Templer
Nutidens viden om templernes indhold og brug er mangelfuld. Etruskernes templer havde tredelt cella tværs over med fælles facade.

De romerske templer kaldes for podiumtempler, da de er bygget, så der kun er adgang fra den korte facade ved opstigning af et trappeforløb til pronaos og cella. Desuden med søjler som blændarkitektur. Til forskel fra de græske blev de orienteret i alle retninger afhængig af omgivende arktektur, og indgangspartiet blev fremhævet ved at være vendt i den vigtigste, trafikerede og mest monumentale retning.

Indgangsportikusen blev dybere og cellabredden større på bekostning af søjleomgangen, der derved blev smal eller helt forsvandt og blev erstattet af søjler eller pilastre sat på cellaens sidevægge. Enkelte templer havde en halvrund apsis som afslutning på cellaens bagvæg.

Der blev også bygget cirkelformede templer. I Rom bl.a. templerne til Vesta og til Mater Matuta samt til Vesta i Tivoli. Til denne type hører også Pantheon.

Eksempel:
Maison Carrée i Nimes, Fr. Det bedst bevarede romerske tempel. Her er sidernes søjlerække kun halvsøjler påsat pronaos og cellaens sider. Det er bygget ca. år 12 f.Kr.
Jupitertemplet på Kapitol i Rom. Templet har tredelt cella og bagmuren rækker fra søjlerække til søjlerække. Her er søjlerækken ægte. Pronaos har tre kolonner søjler hver med seks søjler tværs over bygningens bredde.

De vigtigste templer, som der stadig er rester af i Rom er: Fortuna Virilis (også kendt som Portunus-templet), Mars Ultor, templet for Castor og Pollux, Concordia samt templet for Antoninus og hustruen Faustina.
Minerva i Assisi.


Triumfbuer
Triumfbuer blev bygget for at hædre eller mindes personer og begivenheder. De stod gerne isoleret og ikke - som man måske ville forvente - som gennemgangsporte ved bymure eller torvepladser. Dog kendes der også hyldningsbuer fra byporte - se Trier ovenstående. Buerne var ofte udsmykket med søjler og buer. Se ovenstående om denne kombination. Øverst var en statue og murene bar indskrifter og relieffer i relation til begivenheden.

Eksempler fra Rom:
Titusbuen fra år 81, der erindrer om Jerusalems besejring. Den bue, man ser i dag, er kun original i sit midterparti. De yderste og øverste dele blev genopbygget i 1822.
[Kohte, p.159]
Septimius Severusbuen fra år 203.
Constantinbuen fra år 315. Denne har foruden den centrale bue på hver side en mindre bue. Facaden prydes af fire halvsøjler. Hver søjle står på en høj plint udsmykket med relief. Over søjlekapitælernes overliggere er anbragt statuer.


Teatre
De romerske teatre afveg fra de græske, idet de romerske havde en bagmur bag scenen, og orchestra-området, hvor det græske kor havde stået, havde romerne ikke anvendelse for og lagde det til tilhørerområdet = auditorium. Indgangen til teatret var gennem overhvælvede passager. Grækerne havde tilbøjelighed til at anlægge teatrene, hvor terrænet indbød til det, dvs. i en gryde, hvor jord- eller stenmasserne kunne danne naturligt underlag for bænkerækkerne, der løftede sig mod bagvæggen.

Romerne byggede i de tidligste år teatre med opfyldt rum under bænkeraderne, og hvis de ikke anlagde teatret med naturlig underdel, så opfyldte de en murvæg med fyld, hvilket gav et stort tryk på væggene. Det var derfor et stort fremskridt, da romerne fandt på at bygge teatrets underdel med hvælv og buer, så de kunne styre kræfterne samtidig med, at de fik mere plads til andre formål og bedre adgangsforhold gennem gange, der fra bagsiden førte ind i og mundede ud i teatrets indre. Det passede også romernes bykultur godt, at denne nye slags teaterkonstruktioner kunne glide ind i bybilledet og anlægges i byen og dens gadesystem.

Eksempler:
Epidaurus, et hellinistisk græsk teater bygget 4. årh. f.Kr. havde plads til 14.000 tilskuere.
Teatret i Orange i Frankrig hører til de bedst bevarede romerske teatre.
Leptis Magna i Libyen er også godt bevaret.
Colosseum i Rom, amfiteater for forskellige former for shows. Bygget af kejserne Vespasian, Titus og Domitian omkring år 70 til 82. Det kunne rumme omkring 50.000 tilskuere. Det er bygget af tilhuggede sten af flere arter til søjler og piller og dæk, de øvre mure var cementmure, og hovedparten af bygningen var oprindeligt dækket udvendigt med travertinsten og indvendigt med forskellige marmorsten, der for længst er forsvundet. Colosseum var det første eksempel på krydshvælv, der mødtes, hvor de radielle gange skar de ringformede.
[Thiedecke p.46]
Veronas teater, bygget 100 e.Kr. 22.000 tilskuere.
Arles teater, Frankrig.
Efesus, Lilleasien. Tilskuersæder i halvcirkelform med diameter 145 meter; med sæder i tre bælter på i alt 65 rækker, der kunne rumme 24.000 tilskuere. I romersk tid fremførtes forestillingen på en syv meter bred scene hævet ca. tre meter på søjler og rækkende tværs over teatret og op mod scenaebagvæggen. Teatret har ikke været overdækket, og for at kunne aflede regnvand er der rundt orchestrahalvcirklen en vandgrav til regnvandsafledning.
[Pedersen, p.40]
Pergamon, Lilleasien, 1. teater med plads til 28.000 tilskuere.
Pergamon, 2. teater, bygget 210 e.Kr., 48.000 tilskuere.
Pergamon, 3. teater, med plads til 20.000 tilskuere.
Pompeii, det lille teater, bygget 2. årh. f.Kr., 5.000 tilskuere.
Pompeii, det store teater, bygget 70 f.Kr., 20.000 tilskuere.
Capua (nord for Napoli), bygget omkring år 0. 35.000 tilskuere.


Basilikaer
I den romerske kejsertid er basilikaer ikke knyttet til religionen, men jævnfør deres navnb) knyttet til fyrsten som hans offentlige bygning, retslokale, modtagelsessal, tronsal etc., eller de blev brugt af byens råd til møder, rettergang og børs.
b) Adjektivet basilicus, gr. basilikos, = fyrstelig, prægtig; herfra substantivet basilica - basilicae offentlig bygning; i Rom brugt om offentlige bygninger med dobbelte søjlegange til fx retshandlinger. Den ældste var på Forum »Basilica Porcia« bygget af Cato d. ældre AUC 570 (= 183 f.Kr.). Senere overgik ordet til at betyde kongelige / kejserlige bygninger, og først derefter kirkelige bygninger. [Arnesen]


Basilikaer kan være treskibede eller femskibede. Et eksempel på sidstnævnte var Roms største,Basilica Ulpina, hvor midterpartiet er udgravet. De har opdelt tag over sideskibe og over midterskib. De har oftest lysindfald gennem hovedskibets sider over sideskibenes tagdækning. Se mere herom under kirketyper eller under basilikaernes liturgiske forhold. Konstantins Basilika i Rom er i dag en delvis ruin, og det er muligt at konstatere en del bygningstekniske forhold omkring hovedskibets krydshvælv, sideskibenes tøndehvælv, mure m.m.
Den ældst kendte romerske basilika er Pompeiis, der er beskrevet i Pompeiinoterne og herunder i eksemplerne.

Eksempler:
Basilica Julia På Forum i vestenden på sydsiden af Via Sacra. Der er kun fundamentet tilbage, men søjlerækkerne er afmærket. Bygningen er opkaldt efter Julius Cæsar, der lod den opføre i 54 f.Kr. og benyttede den som retslokale.
Basilica Aemilia er bygget samme sted som Basilica Julia, men nord for Via Sacra. Den blev anvendt som børs for varer og finanser. Også af denne bygning er kun fundamentsresterne tilbage. Det er den ældste basilika i Rom bygget 179 f.Kr. Fra ca. samme tid er Basilica Porcia (fra 184 f.Kr. jf. [Skydsgaard, 1979, p.113]).
Basilica Maxentius var den største basilika og den, der er mest bevaret af. Den blev påbegyndt i 306 af kejseren, hvis navn den bærer, og færdiggjort af efterfølgeren Constantin i 313. Det var en kæmpebygning med et grundareal på 5.850 m2. Tre af hvælvingerne over dens nordlige sideskib er stadig på plads. Hvælvenes spændvidde var omkring 20 meter, og de bæres i både langs- og tværgående hvælv af korintiske søjler, der står foran arkademuren.

Pompeiis basilika
I Pompeii findes rester af en af de mere beskedne provinsbasilikaer. Basilikaen stod ved Forums sydvestlige hjørne med indgang fra torvet. Man ved ikke, hvorledes tagkonstruktionen har været, da bygningens søjler knækkede under vulkanstøvets vægt ca. 2 meter over fundament, men grundplanen med en omløbende søjlerække med 24 (28) søjler og med et tribune i enden længst væk fra indgangen. Indgangen var gennem fem store porte i forrummet, hvorfra fire trappetrin ledte op til gulvniveauet i hovedskibet. Søjlerne i tufsten var joniske, og bygningens længde er 55 m og bredden 24 m. Basilikaen er fra ca. 150 f.Kr.
[Skydsgaard, p.112ff]

Pantheon
Pantheon i Rom er bygget over en kugleform, og dens diameter er 43,30 m (= 142 feet). Kuplens store trykkræfter aflastes gennem længde- og tværribber indbygget som ringe i kuplen og fra sidehøjden - »kuglens ækvator« - overføres trykkræfterne til den dobbelte mur, der danner de vertikale sider i den omgivende tøndeskalsmur. Rundt om denne murs fod er der skiftevis cirkelformede og rektangulære nicher. Pantheons basis er et fundament på op til 7,5 m bredde og 4,5 m dybde. I konstruktionen af kuplen er der brugt hulrum og aflastningsbuer til trykfordelingen og materiale-vægt minimering. Indgangsåbningen er overdækket med et tøndehvælv, mens den modstående side er dækket med en halvkuppel.

Dens konstruktion var på det tidspunkt kun muligt med den opdagede cement-betonlignende blanding af pozzolana-vulkanjord med småsten, der har den egenskab, at den størkner og hærder til en stærk og stabil masse. Fra de nederste murværker til de øverste blev fyldmaterialet af sten i mørtelen ændret fra de tungeste materialer til de letteste: fra travertin til tuf til tuftegl til pimpsten.

Pantheon har nu stået i 2000 år, og bygningen har været brugt som tempel og som kirke. Dets ydre har gennemgået nogle restaureringer, men hovedbygningen, kuplen, står som da den blev bygget. Den har en åbning i taget, oculus, med en diameter på 9 m, og bygningen var ved åbningen belagt med marmor, og taget var bronzedækket, ligesom recesserne indvendig i kuplen var udsmykkede med bronzerosetter.

Indgangspartiet med en søjlerække foran facadedørene bærer en inskription, der erindrer om den forudgående bygning rejst af Marcus Agrippa (12 f.Kr. til 13 e.Kr.). Den nuværende Pantheon blev bygget 118-124 under kejser Hadrian. Der var andre kuppeloverdækkede templer i Rom, men Pantheon var det største
På denne bygning kan man se, at den oprindelige plan ikke er fulgt for indgangspartiet. Bygningen var planlagt med noget højere søjler, så toppen ville harmonere med kuplens underkant. Men af formodentligt tekniske problemer med at få rejst søjler, der var lange nok, så blev planen ændret, så der blev bygget en lavere indgang, og et kasseformet mellemstykke blev indskudt bag indgangen for at klare de forskellige højdeprofilers sammenhæng.
[Kohte, p.266f].

Mogle af de store kirker i Konstantinopel blev bygget som kombinationer af basilikaformen og centralkirkeformen, og derved fremkom foruden den horisontale processionscenterlinje fra vestindgangen op mod og til koret også en lodret akse fra gulvet, symboliserende jorden, til lyset i centralkuplen over korsskæringen, symboliserende verdensaksens retning mod himlen.

Den bagvedliggende religiøse verdensforståelse blev grundlæggende for de byzantinske kuppelkirker, men typen blev ikke enerådende i Østriget.
[Arven p.123]

Jørgen Marcussen

Kilder
Historisk orientering:
- , u.a.: Danmarks Kirker, Fagordbog, Nationalmuseet, [DkKirk]
- , 2005: Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam, [9783]
Arnesen, Paul, 1848: Ny Latinsk Ordbog, Forlagsforeningen, [7122]
Barraclough, Geoffrey, 1985 / 1988:The Times Atlas of World History, Times Books, [6538]
Barrow, R.H., 1949: The Romans, Pelican, [10753]
Benzon, Gorm et al., 1983: Danske bygningsudtryk, Kreditforen. Danmark, [M125-K153]
Bonaventura, M. A., u.a. Villa d'Este - Tivoli, Villa Gregoriana, Hadrian's Villa, Ed. Lozzi, [5274]
Bramsen, Henrik, 1958: Europas Kunst I-II, Gad, [8867]
Cary, M. et al. ed., 1949 / 1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP, [7325]
Christiansen, Erik, 1995: Romersk historie, Århus Univ., [10213]
[EB] -, 1991: Encyclopedia Britannica
Hjort, Øystein, red., 2010: Arven fra Byzans, Sfinx, [10766]
Janson, Tore, 2003: Latin - kulturen, historien, sproget, PP Forlag, [9527]
Kohte, Julius, 1915: Die Baukunst des klassischen Altertums, Frd. Vieweg & Sohn, [9829]
Koch, Wilfred, u.a. 1980 c.: Bygningskunst og stilarter, 2. udg., Lamberth, [5794]
Mygind, Holger, 1923: Pompeji, Gyldendal, [10658]
Nykjær, Mogens, 1999: Peterskirken - Historie og betydning, GB, [9155]
Pedersen, Birgit Ahlgren, 1986: Efesus, Rhodos, [Efesus]
Pevsner, Nikolaus, 1997: Europas Arkitekturhistorie, Politiken, [8945]
Pevsner, Nikolaus, ed., 1970: The Pelican History of Art - Etruscan and Roman Architecture, Penguin, [10774]
Rostovtzeff, Michael, 1996: Oldtidens Historie - Roms historie, 1. udg. 1926, Paludan, [10770]
Scarre, Chris, 1995: Penguin Historical Atlas of Ancient Rome, Penguin, [9848]
Skydsgaard, Jens Erik, 1979: Pompeii - en romersk provinsby, Tusculanum, [9706]
Taylor, Rabun, 2003: Roman Builders - A Study in Architectural Process, Cambridge UP., [10117]
Thiedecke, Johnny, 2007: Antikkens Arkitektur og dens efterliv, Pantheon [Thiedecke]
Ørsted, Peter, 1999 / 2003: Romerne - dagligliv i det romerske imperium, 4. udg., Gyldendal, [9839]
 
 
Retur til toppen.

Opdateret d. 4.8.2014
  
Græsk antik arkitekturhistorie.
Oldkristen arkitekturhistorie.
Ravennas arkitektur fra ca. 400 til 600.
Byzantinsk arkitektur.
Karolingisk og merovingisk arkitektur.
Romansk arkitektur.
Gotisk arkitektur.